18 juni 2023

Chauffør Georg Jensen. (Efterskrift til Politivennen).

En kynisk Morder.

En Chauffør, der kvæler sin Hustru og brænder hendes Lig.
Mordets Enkeltheder - Hvorledes man fandt Vej til Sagens Kærne. - En enestaaende Forbrydelse.

Den myrdede unge Kone Kamilla Jensen. Morderen Chauffør Jens Georg Jensen. Nederst en Situation fra Mordet: Han kører Konens Lig ud til  Villaen.

Det er mærkeligt nok, men det synes, som om vi altid skal have en stor forbrydelse lige før Jul. Falske Hundredkronesedler Mord - Vinding-Hansen-Mordet og Mordet paa den gamle Kone i Lægeforeningens Boliger f. Eks. har spillet en stor Rolle i Bladenes December-Numre.

Og i Gaar blev der afsløret et nyt Mord, endda en Forbrydelse af en ganske usædvanlig frygtelig Karakter.

En ung Chauffør, Jørgen Georg Martin Jensen, har kvalt sin Kone og bagefter brændt Liget.

Morderen anmeldte Hustruen som forsvunden.

Historien begynder med, at Chauffør Jensen, der Abel Kathrinesgade Nr. 18. den 21de November anmeldte til Politiet paa Svendsgade, at hans Kone var bortgaaet fra Hjemmet, og han antog, at det var sket i Sindsforvirring, da han ikke kunde tænke sig nogen Aarsag til, at hun skulde forlade Hjemmet og deres 2 Børn.

Sagen blev overgivet til Politiets 4de Afdeling, man efterlyste Hustruen, men fandt hende ikke - ikke saa mærkværdigt. Der gik nogen Tid uden at det lykkedes at finde Spor af den forsvundnee, og Politiet meddelte da Chauffør Jensen, at hans Hustru sikkert maatte være forulykket.

Denne Meddelelse tog Ægtemanden meget roligt og svarede, at saa var der vel ikke noget at gøre.

Mistanken

mod Jensen korn fra han Hustrus Slægtninge. De troede ikke paa den mystiske Forsvinding, og Svogeren gik til Politiassistent Tage-Jensen og meddelte ham, at der sikkert laa noget hug ved dette. Jensen var en brutal Fyr. Han havde ofte mishandlet den lille, spinkle Hustru, han havde en Mængde andre Damebekendtskaber, og han havde netop faaet sig en Kæreste, en ung Syerske ude paa Østerbro. Det blev overdraget de to Opdagere Strømmen og Rønninge at undersøge Sagen nærmere, og i al Hemmelighed tog de fat. 

Men forinden

blev Chaufføren arresteret

ikke for noget Mord, men for Løsgængeri. Han var nemlig straffet for Indbrud med 2 Aars Forbedringshus og skulde altsaa melde sig til Protokollen, hvad han ikke havde gjort.

Et interessant Fund gjorde man straks til at begynde med: idet man fandt hendes Vielsesring i Lommen paa ham. Det var jo ikke noget Bevis; men det pegede jo mod en Begrundelse af Mistanken. De to Opdagere begyndte saa paa bar Bund forøvrigt, men det varede ikke længe, førend de 

fandt den røde Traad,

der kunde føre til Labyrintens Indre. Jensen havde arbejdet hos Simon Olesen og havde bl. a haft den Opgave at passe Fyret til Centralvarmen i Hr. Olesens Villa i Ryvangen, Hjørnet af [ ] Vartovsvej og Ryvangs Alle [og ved] at forhøre sig her, fik de at vide, at man netop i Tirsdag den 20. ds. om Morgenen havde mærket en væmmelig Os i Villaen. Saa gik de to Opdagere til Fyrstedet. Mon han skulde have brændt Konen? Ved Fyret var der intet at se.

Saa gik de til Bunds i Askespanden; der var opbevaret Aske for et par Uger heldigvis; thi her i denne Aske fandt de nogle smaa Ben, der godt kunde se ud til at være af et Menneske. De blev sendt til retsmedicinsk Institut, og imedens fulgte de to Opdagere Sporet. I Lejligheden i Abel Kathrinesgade fandt de gemt et Sted nogle Rester af Konens Tøj. Det hele begyndte at blive klart. Da saa i Forgaars retsmedicinsk Institut meddelte at 

Knoglerne var af et Menneske.

var Forbrydelsen konstateret.

Assessor le Maire, der havde faaet Sagen overdraget, lod ansætte Forhør. Det blev et af de Forhør, der bliver staaende i Retsannalerne.

Natten igennem maatte Jensen frem og forklare om sine Bedrifter de sidste 14 Dage. Han forsøgte stadig at undgaa den Fare, som han følte nærmede sig, men Assessoren vidste allerede, at han løj. Saa tilsidst lagde Assessoren de fundne Benstumper paa bordet foran ham. 

- Her ser De Resterne af Deres ulykkelige Hustru!

Da knækkede han sammen og tilstod grædende og klynkende, kyssende sin Hustrus Billede, der laa paa Skranken foran ham. Det var den samme Mand, der havde udført en saa kynisk raa Forbrydelse, som vi næppe har set Magen til, og myrdet med fuldt Overlæg, med koldt Blod

Hvorledes han bar sig ad.

Hans klynkende Tilstaaelse gaar ud paa følgende: Det havde allerede i nogen Tid været hans Hensigt at dræbe Konen for at kunne gifte sig med Kæresten. Mordet var planlagt den 17de November, han havde sagt til Kæresten, at han Kone vilde gaa sin Vej, og anmodet hende om at hente Børnene Søndag Morgen. Men i det afgørende Øjeblik svigtede Modet ham alligevel, og han gik hen paa en Beværtning og sad og drak til Lukketid.

Søndag Morgen skete det. Han fremkaldte med Vilje et Skænderi, saa greb han pludselig med begge Hænder om Konens Hals og trykkede til. Hun kæmpede lidt for sit Liv, fik revet ham i Ansigtet; men den lille spinkle Kone blev hurtig overmandet, og snart laa hun for hans Fødder.

Han bar Liget op paa Pulterkammeret og modtog lidt efter Besøg af Kæresten, hvem han fortalte at "nu var hun rendt"

Mandag Nat bar han Liget ned paa en Trækkevogn og kørte med det ud til Ryvangen til Olesens Villa. Henad Morgenstunden fyrede han op og puttede sin Hustrus Lig ind i Fyret til Central varmeapparatet.

I halvanden Time sad han og passede paa,

at Ilden fortærede hendes Legeme. Og senere kom han igen, og han var da sikker paa, at det var helt fortæret. Han saa ikke de smaa Stykker Ben, der laa i Asken - de, der i Virkeligheden fældede ham. Men de var forresten heller ikke ret store, de er kun 1½ og 2 cm. lange. Der er næppe i nogen Retssag, kan man sige, skaffet et saa vægtigt Bevis ved Hjælp af saa smaa Midler.

Morderen

er født den 5. Maj 1889 i København. Han er Søn af en Kusk. Hans Hustru, Kamilla, født Sandow var født i 1892 - hun var altsaa kun 25 Aar gammel. Da Svogeren henledte Politiets Opmærksomhed paa den mystiske Sag, forklarede han, at Chaufføren var en Mand, der i sin Hidsighed og Brutalitet var i Stand til alt - og unægtelig, Begivenheden har jo givet ham Ret.

Den sorte Don Joan.
Han erklærede raat, at "Kællingen var rendt sin Vej!"

Jensen var ikke saa lidt af en Don Juan. Hans unge stilfærdige Hustru, som alle i Huset havde holdt af paa Grund af hendes stille Væsen og søde Hjerte, søgte altid at gøre det bedste for ham; men han føjtede om Nat og Dag. Han havde et Par uægte Børn at betale til, og de Penge pinte ham ogsaa nu. Der var ikke saa lidt af en Ægteskabssvindler i ham. I 1916 rejste han til Svendborg med en ung Pige fra Lolland, som han havde lært at kende, og han havde aftalt med hende, at de skulde giftes i Maribo Kirke. Og derefter skulde de bo i Abel Cathrinesgade i København. Husbeboerne fik imidlertid Nys om Sagen, de skrev til den unge Pige. og hun kom op og saa Lejligheden - og Jensens Kone.

Saa trak hun sig naturligvis straks tilbage.

Den unge Pige, han nu var Kæreste med, Nelly Overgaard, havde han lært at kende i Forsommeren og var fast bestemt paa at gifte sig med hende. Han havde boet til Leje hos Fru Overgaard, og da vidste hverken Moderen eller Datteren, at han var gift. Senere, da han ikke kunde skaffe Penge til at betale Lejen, flyttede han atter hjem til Abel Cathrinesgade og maatte da op med Historien om, at han var gift og havde 2 Børn. Overfor sin Kæreste skildrede Jensen sin Hustru paa den løgnagtigste Maade, hun vidste ikke andet, end at det var hos Hustruen, Skylden for det daarlige Forhold laa. Frk Overgaard havde paataget sig at passe de to smaa Drenge, da Konen var "forsvundet".

I Gaar fik hun at vide, at han havde dræbt Konen. Hun fik et Nervechok og sank sammen i Krampegraad.

Jensen havde haft saa travlt med at faa brylluppet fastslaaet, at man allerede i Personalet hos Simon Olesen havde samlet sammen til en Bryllupgave, en Kulkasse og en Kakkelovnsskærm. Han havde jo aabenbart Ret til at gifte sig, erklærede han raat, nu "da  Kællingen var rendt sin Vej".

Chaufføren i Arresten.

Efter Tilstaaelsen er Morderen sunket sammen. Der holdes naturligvis Vagt over ham, til hans Sag paadømmes - hvad der dog selvsagt vil vare længe. Men han har aflagt Tilstaaelse om overlagt Mord, hvad der uden Tvivl vil kalde en Dødsstraf over ham, en Straf, der vel sagtens vil blive forandret til livsvarigt Fængsel.

(Aftenbladet (København) 20. december 1917).

Den nævnte Vartovsvej må være Gammel Vartov Vej på Ydre Østerbro mellem Ryvangs Alle og s-toget. 


Hustrumordet

Hvorledes den frygtelige Gerning blev opdaget.

Vi omtalte i Gaar en frygtelig Forbrydelse, der har sat Sindene i den heftigste Bevægelse Landet over. En saadan Udaad genkalder i Erindringen alle de værste Ugerninger, hvorom danske og udenlandske Blade har berettet, og selv om vi lever i en Tid. da der myrdes og brændes rundt om paa Europas Slagmarker, maa vi standse et Øjeblik ved denne Forbrydelse, der er os saa nær inde paa Livet, og som ikke begrundes i den Krigsophidselse. der anvendes for at faa Soldaten ved Fronten til at bruge Vaaben mod sin Broder fra den anden Side Grænsen.

Om den unge Ægtemands Forbrydelse og dens Opklaring beretter "Social-Demokraten" i København:

Morderen melder Hustruens Forsvinden til Politiet.

Onsdag den 21. November anmeldte Chauffør Jensen til Svendsgades Politistation, at hans Hustru var forsvundet fra Hjemmet den 18., og at han frygtede for. at hun flakkede om i sindssyg Tilstand eller muligt var forulykket.

Sagen blev som alle den Slags Sager overgivet til Politiets 4. Afdeling, der paa Grundlag af det opgivne Signalement efterlyste Konen.

Der gik nogen Tid uden at det lykkedes at finde noget Spor af den forsvundne, og Politiet meddelte da Chauffør Jensen, at hans Hustru sikkert maatte være forulykket.

Denne Meddelelse tog Ægtemanden meget roligt og svarede, at saa var der vel ikke noget at gøre.

Hustruens Familie fatter Mistanke.

Den myrdede Fru Jensen har en Søster og en Broder boende i København, og de fattede Mistanke til Chaufføren. Broderen, Malersvend Sigurd Sandow, henvendte sig derfor til Politiassistent Tage Jensen ved Opdagelsespolitiet, til hvem han forklarede, at han ikke mente, at det hang rigtigt sammen med Søsterens Forsvinden.

I Ægteskabet med Jensen havde hun to Børn paa 1 og 2 Aar, og dem holdt hun saa meget af, at det var paniske udelukket, at hun vilde gaa bort fra dem.

Iøvrigt gav Svogerens Opførsel Anledning til Mistanke om, at der forelaa en Forbrydelse.

Hr. Tage Jensen tog ikke straks denne Sigtelse altfor højtideligt, men overgav Sagen til de to unge Opdagere, Rønninge og Strømmen, og det skyldes udelukkende disse to Politimænds energiske Arbejde, at den grufulde Forbrydelse er blevet opklaret.

Undersøgelsen af Fyrstedet.

Hos Kolleger i 4. Afdeling fik de to Betjente Oplysninger om den forsvundne.

Derefter tog man ud i Ejendommen Abel Kathrinesgade 18, der er kendt fra de mange Gange, den er blevet renset for Bordeller.

Ved at afhøre Beboerne kom man til det Resultat, at der var Grundlag for den Mistanke, som Malersvend Sandow nærede.

Det viste sig at Chauffør Jensens Fortid ikke er den bedste. Han har flere Gange været straffet, bl. a. blev han i 1912 dømt til 2 Aars Forbedringshus for grovt Indbrud.

Han hørte af den Grund til Protokollen over mistænkelige Personer, af den Slags der møder hos Politiet hver Mandag Aften ved 6-Tiden.

Han havde ikke meldt sig i længere Tid, og Politiet havde som Følge deraf en udmærket Lejlighed til at anholde ham.

Det gjorde man, og i det første Forhør, hvor han fik oplyst, at han var anholdt for Løsgængeri, gjorde Jensen et vældigt Vrøvl, men han blev senere arresteret og overført til 6. Kriminalkammer, Assessor le Maire. Da man først havde faaet den formentlige Morder sat fast, kunde man arbejde i Fred.

Opdagerne kom ret naturligt paa den Tanke, at Chaufføren kunde have brændt sin Kones Lig for at skaffe det af Vejen, og de tog derfor ud til Grosserer Oluf Olesens Villa i Nyvangs Alle 30, hvor Jensen havde været ansat ved Pasningen af Centralvarmeanlægets Fyr.

Her fik man oplyst, at der den 20. November om Morgenen havde været en frygtelig Os om Fyret. Da Opdagerne hørte det, lod de Centralvarmeanlæggets Fyr rense, og man undersøgte tillige en Beholder, hvor Asken bliver fyldt hen.

Med den største Omhyggelighed undersøgte man Asken, og man fandt tilsidst 3-4 smaa Ben. Disse blev overført til retsmedicinsk Institut, hvor Professor Ellermann gik i Gang med at undersøge, om de stammede fra et Menneske.

Natligt Forhør.

I Tirsdags forelaa Resultatet af Undersøgelsen paa retsmedicinsk Institut, og det var meget opsigtvækkende.

Det viser sig nemlig, at de smaa Ben er yderste Led af en Finger, et Mellemrodsben og et Spoleben, alle af et voksent Menneske.

Alle Tvivl var dermed udelukkede.

Assessor le Maire fastsatte straks Forhør til Tirsdag Aften Kl. 9.

Da Chauffør Jensen blev ført over til Skabene ved Kriminalkammeret, skældte han ud over. at han skulde afhøres for Løsgængeri paa den Tid af Døgnet.

Overbetjent Niels Andersen smilte lunt. Arrestanten vidste jo ikke, hvilken Overraskelse, der ventede ham.

I al den Tid, Jensen har siddet ved Kriminalkammeret, har Assessoren ikke en eneste Gang meddelt ham noget om de Undersøgelser, Opdagelsespolitiet foretog.

Men nu begyndte han at røre ved det.

Jensen afviste straks enhver Henvendelse om det uhyggelige Emne, men efterhaanden som Assessoren rykkede ud med det samlede Materiale, begyndte Arrestanten at vakle i sin Forklaring. Han fastholdt dog stadig ikke at have myrdet sin Hustru.

Det uhyggelige Bevis.
Den myrdede Kvindes Knogler paa Retsskranken

Jensen blev ved 2-Tiden ført ud i Skabet igen, hvor han fik nogle faa Minutter.

Imedens lagde man de af Opdagerne fundne Knogler frem paa Retsskranken, hvorefter Jensen atter blev ført ind.

Assessor le Maire saa nu stift paa Arrestanten, idet han udtalte:

Nu nytter det ikke, De benægter, at De har myrdet Deres Hustru. Her ligger nogle af hendes Ben. som vi har fundet i Fyrrummet hos Direktør Olesen".

Da Arrestanten saa Knoglerne, rystede han over hele Kroppen.

Han stirrede nogle Øjeblikke frem for sig og

faldt saa grædende ned mod Skranken.

Da han atter rejste sig op, aflagde han den grufulde Tilstaaelse.

Han havde i en Uge gaaet og tænkt paa at myrde sin Hustru, da han havde lært en ung Pige at kende, som han vilde giftes med. Han fandt, at det vilde vare for længe med en Skilsmissesag.

Det havde været hans Mening at myrde Hustruen Lørdag Asien den 17. November, men han havde ikke soli Mod til det og var derfor gaaet hen paa en Beværtning, hvor han havde drukket en Del Spiritus. Søndag Morgen havde de to Ægtefæller allerede været oppe Kl. 6 om Morgenen.

Brevet i Jensens Tøj.

Jensen havde skrevet et Brev til sin Kæreste, hvori han oplyste, at han, saa snart han kunde blive sin Kone kvit, vilde gifte sig med hende.

Dette Brev havde Fru Jensen fundet, og der opstod et voldsomt Skænderi mellem dem.

Under dette greb Jensen med begge Hænder om sin Hustrus Hals, til hun var kvalt.

I Forhøret oplyste Morderen, at det

varede 20 Minutter inden hun var død.

Han bar saa Liget op paa Pulterkammeret.

Hen paa Formiddagen kom Jensens Kæreste. Han var da i det bedste Humør, og de gik senere en Tur sammen med Børnene. Han fortalte Kæresten, at hans Kone var gaaet sin Vej.

Mandag Nat kørte han Liget af sin Hustru ud til Villaen i Nyvangs Alle. Han havde laant en Trækvogn, svøbt Liget ind i nogle Sække og lagt en Symaskinekasse oven paa.

Efter al have faaet Liget ned i Fyrkælderen, fyldte han Fyret godt med Brænde og Kul, saaledes at der blev et stærkt Baal. Dernæst 

puttede han Konens Lig ind i Fyret.

Herunder har han maattet slaa et Stykke af Fyrets Dør, og den Omstændighed, at Døren var i Stykker, har gjort sit til, at Mordet opdagedes, idet det blev konstateret, at Døren kun kunde gaa itu ved stærk Vold.

Jensen hævdede imidlertid, at den var gaaet i Stykker ved, at et Stykke Kul var kommen imellem.

Da Konens Lig var vel anbragt paa Fyret, gik han et Par Timer, og saa til fyret, var Liget

fuldstændig brændt.

Næste Dag anmeldte han hendes Forsvinden til Politiet.

Efter Tilstaaelsen faldt Morderen fuldstændig sammen, saaledes at han næsten maatte bæres ud i Skabet.

Klokken var bleven fire, da Forhøret sluttede, og Assessor le Maire forlod Retten efter en anstrengende og højst begivenhedsrig Nat.

Hvad Husbeboerne fortæller.

Vi aflagde straks er Besøg i Ejendomme, Abel Kathrinesgade 18, hvor Beboerne var i Oprør over den grufulde Begivenhed, hvis første Akt er udspillet der.

Overalt har man kun gode Ord om den myrdede Kvinde, som man skildrer som en omhyggelig og kærlig Moder. Derimod er Chauffør Jensen daarlig lidt. Han kom ofte hjem og pryglede sin Kone, men til Tider kunde han ogsaa være tilsyneladende kærlig og gik da ud og spadserede med sin Familie. Det er almindelig kendt, at

han holdt Kærester,

og det var i den Anledning, at der som Regel var Ufred i Hjemmet.

En af Beboerne fortæller, at Jensen om Aftenen efter at have myrdet Konen holdt Gilde i Lejligheden, hvor der baade var Sang og Musik, mens Liget af Hustruen laa paa Pulterkammeret.

Da Soldet var endt, har han kørt Liget gennem de mennesketomme Gader til Nyvangs Alle.

Medens Konen har været forsvundet, har man ofte set Jensen og hans Kæreste gaa op i Lejligheden.

Morderens Kæreste,

den unge Kvinde, som Georg Jensen var forlovet med, er en fattig Syerske, Frk. Overgaard, der bor i Faaborggade.

Hun lærte Morderen at kende i Sommer og til at begynde med anede hun ikke noget om. at hendes Kæreste var gift. Det fik hun først at vide senere. Hun boede sammen med sin gamle Moder, hvor Jensen en Tid logerede, og hos hvem Kæresteparet meget ofte har været sammen.

Frk. O. blev i Løbet af Natten til Tirsdag hentet til Forhør, da Assessor le Maire havde Mistanke til, at hun muligt kunde kende noget til Mordet.

Der viste sig imidlertid, at hun slet ikke har vidst nogen Bested med, paa hvilken uhyggelig Maade, Fru Jensen er kommet af Dage.

I Forhøret forklarede hun, at Jensen havde sagt hende, at hans Kone var gaaet fra ham, og i den Anledning var hun flyttet hjem til fin Kæreste for at passe de to Børn.

Der faldt hende dog noget for Brystet, at Jensen kort efter Konens Forsvinden solgte hendes Tøj og brændte Resten. Da Forhøret var til Ende og Jensen havde tilstaaet sin uhyggelige Forbrydelse, fik hun et saa alvorligt Nervechok, at hun i nogen Tid maa tage væk fra Byen.

Har Jensen tidligere villet myrde sin Kone?

I 1916 var Chauffør Jensen Kæreste med en ung Pige, Frøken Madsen, der angives at være fra Maribo-Egnen.

Det var ved Sommertid, og han tog da med hende til Svendborg.

Hun vidste ikke noget om, at Jensen var gift, og han lovede hende Ægteskab.

Det gik endogsaa saa vidt, at han fik hendes Papirer for at Vielsen kunde komme i Orden.

Samtidig fortalte han hende, at de skulde bo i Abel Kathrinegade 18, hvor han havde lejet en meget flot Lejlighed.

Imidlertid kom det den unge Pige for Øre, at hendes Kæreste var gift.

Hun mødte da en Dag op med fin Moder i Ejendommen Abel Kathrinesgade. hvor der hele bedrageriske Forhold blev opklaret.

Det var den Gang Meningen, at han skulde have været anmeldt til Politiet, men det blev ikke til noget.

Del menes, at Jensen allerede den Gang har haft Planer om at myrde sin Kone. og ar dette maaske ogsaa var sket, hvis ikke Dobbeltspillet var blevet opdager.

Politiets Undersøgelser i Gaar.

Opdagelsespolitiet har i Torsdags foretaget en omfattende Undersøgelse i Lejligheden i Abel Kathrinesgade 18 og af Pulterkammeret, hvor Jensen gemte sin Hustrus Lig. Politiet foretog selv Opmaalinger og Fotografering

I Direktør Olesens Villa i Ryvangs Alle blev Fyrrummet fotograferet og opmaalt, og en Assistent ved Statsprøveanstalten foretog Temperaturmaaling i selve Fyrrummet.

Fredag Formiddag vil Morderen blive ført til Paavisning saavel i Abel Kathrinesgade som i Villaen.

Det er Hensigten at afholde et længere Forhør i 6. Kriminalkammer i Dag, men derefter vil Undersøgelserne hvile til efter Nytaar.

Forlydendet om, at Morderen har skaaret Liget i Stykker, inden han brændte det, betegner Politiet som urigtigt.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 21. december 1917)


Hustrumorderen paa Mordstedet.

Chauffør Georg Jensen har i Gaar Nat været til Paavisning i sin tidligere Lejlighed, Abel Cathrinesgade, hvor Mordet foregik. Paavisningen fandt Sted i al Hemmelighed for at hindre Tilstrømningen af Nygerrige. Sent Onsdag Nat blev Retten sat i Lejligheden, og Forhørene varede til Kl. 4 om Morgenen. Morderen var meget medtaget, han besvimede under Retsforhandlinge og faldt tilsidst helt sammen. Hele Sagen er nu fuldt oplyst, og det vil ikke vare længe, før Sagen kan optages til Doms.

(Aarhuus Stifts-Tidende 11. januar 1918).


Hustrumordet.

Resterne af den myrdede Fru Jensen begravet.

Assessor Simonsen afsluttede for nogen Tid siden Sagen mod den københavnske Chauffør Georg Jensen, der kvalte sin Hustru og senere brændte Liget i et Centralvarme-Fyr.

De faa Knogler, der blev fundet af Opdagerne, er i Lørdags sammen med hendes Aske begravet paa Vestre Kirkegaard.

Resterne af den myrdede var anbragt i en brunmalet Barnekiste.

Kl. 2 samledes Familien og Venner af afdøde i Østre Kapel paa Vestre Kirkegaard. Pastor Schausboe fra Mariakirken holdt en kort Bøn, hvorefter Følget sang "Klokken slaar". Derefter bar Familiemedlemmerne den med Kranse og Blomster smykkede Kiste til Graven. Her foretog Præsten Jordpaakastelsen, og Kisten sænkedes.

Dermed var den lille Højtidelighed, bag hvilken der skjuler sig en af Kriminalhistoriens uhyggeligste Forbrydelser, forbi.

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov 18. februar 1918).


Hustrumorderen for Højesteret.

Chaufføren, som dømtes til Døden for at have dræbt sin Hustru og brændt Liget.

København, Tirsdag.

Højesteret paabegyndte i Eftermiddag en af de uhyggeligste Retssager, vi i lang Tid har haft.

Onsdag den 21. November 1917 anmeldte Chauffør Georg Jensen paa Politistationen, at hans Hustru, Camilla, Søndag Formiddag havde forladt deres Hjem i Abel Cathrines Gade og ikke var vendt tilbage. Hustruen blev efterlyst, men 8 Dage senere indfandt hendes Broder sig paa Stationen og meddelte, at han ikke troede, det forholdt sig som af Manden forklaret, idet han senere oppe i Lejligheden havde set noget af det Tøj, som den Forsvundne efter Mandens Forklaring skulde have været iført ved Bortgangen.

Georg Jensen havde 23 Aar gammel været straffet med 2 Aars Forbedringshus for Tyveri. Senere havde han været gift og skilt og paa ny gift, men havde ikke desto mindre indgaaet Forbindelse med en ung Pige, mel hvem han havde lovet at gifte sig, saa snart han kunde blive af med den anden Kone.

Vedkommende unge Pige var om Søndagen flyttet hjem til ham for at passe hans to smaa Børn, efter at deres Moder var gaaet.

Nettet trækker sig sammen.

Georg Jensen havde en Bibeskæftigelse som Fyrbøder i Direktør Oluf Olesens Villa. Nu oplyste Pigerne i Villaen, at de Tirsdag Formiddag havde mærket en underlig Lugt fra Varmeledningen; de var gaaet ned til Fyrrummet og havde her konstateret en ganske frygtelig Lugt; de havde endog givet sig til at kradse op i Ilden uden dog at bemærke noget usædvanligt.

Asken fra den paagældende Dag blev nu skaffet til Veje og undersøgt, og det retsmedicinske Institut konstaterede, at der deri fandtes forskellige Knogler af et Menneske.

Endelig oplystes det, at Georg Jensen om Mandagen havde laant en Trækkevogn, for hvis Anvendelse han ikke kunde gøre Rede.

Tilstaaelsen.

Efter at han i nogen Tid havde ført en fortvivlet Kamp for at klare sig, fik han under Forhøret den 18. December forevist de fundne Knogler, idet Dommeren meddelte ham, at det var de fundne Rester af hans Hustru. Saa faldt han pludselig sammen, og grædende forklarede han nu, hvordan det hele var gaaet til.

Allerede om Lørdagen havde han fattet den Plan at dræbe Hustruen, men efter at han havde lagt Børnene i Seng, svigtede Modet ham, og han gik ud paa en Beværtning for at stimulere sig med Spiritus. Kl. 11 gik han hjem i Seng og tænkte et Par Gange paa at udføre sit Forsæt, men turde ikke. Om Morgenen ved 6-Tiden vaagnede han, stod op og tog lidt Tøj paa og tændte op i Kakkelovnen, hvorefter han satte sig til at læse. Ved 6½-Tiden kom hans Hustru ind til ham, iført Natkjole, og spurgte, om han ogsaa idag skulde ud at rende med hende ude paa Østerbro. Saa sprang han løs paa hende, greb hende om Halsen med begge Hænder og væltede hende ned paa Gulvet Han klemte til af al sin Kraft for at dræbe hende ved Kvælning. Da han efter ca. 20 Minuters Forløb var sikker paa, at hun var død, slap han Taget, og bar nu Liget op paa Pulterkamret. Derefter gik han ned og klædte Børnene paa, og Kl. 8 kom den føromtalte unge Pige, hvem han i Forvejen havde fortalt, at hans Hustru den Dag vilde have forladt Hjemmet.

Tirsdag Morgen lagde han et Par Sække over Liget og kørte det paa en Trækkevogn ud til Villaen, hvor han, uden at nogen saa ham, bar det op og skubbede det ind i Fyrstedet. - Ved Kriminalretten blev han for overlagt Drab dømt til Døden.

Ved Højesteret er Hr. Bülow Aktor og Hr. Asmussen Defensor. Aktor får først Ordet imorgen tidlig.

John.

(Fyens Stiftstidende 12. juni 1918).

Forsvaret satte ikke spørgsmål ved skyldsspørgsmålet om overlagt mord, men fremhævede nogle formildende omstændigheder, nemlig hans social arv fra den lunefulde, hidsige og brutale far, samt Georg Jensens ulykkelige lidenskab for kvinder. Desuden havde hans nye kæreste erklæret at hun ikke kunne leve uden ham. Højesteret dømte Georg Jensen til døden. Men han blev som sædvane var dengang, indstillet til kongelig benådning i form af livsvarigt tugthus - hvilket skete juli 1918. Om hans videre skæbne beretter aviserne ikke noget.

Kinesisk Gravmæle paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Kinesisk Gravmindesmærke paa Vestre Kirkegaard.

Vestre Kirkegaard er, landskabelig set, vor smukkeste Gravplads, og endnu skønnere bliver den ved alle de Monumenter og Mindesmærker, som rejses derude. Vor Tids Smag gaar jo ikke - heldigvis - i Retning af de flade Marmorplader og de ovale Træringe.

Netop i disse Dage er der rejst et meget ejendommeligt Monument, der vil tiltrække sig alle de Forbipasserendes Opmærksomhed.

Det er en kæmpestor Granitsten, hvorpaa der paa langs er indristet en Række kinesiske Tegn og Bogstaver, medens der nederst staar paa Dansk: "Legationsraadinde Uantchin Wang" Det er legationssekretær Kinyer Wangs Hustru, som hviler her i den fremmede Jord. Den herværende kinesiske Minister har forfattet den kinesiske Indskrift. Selve Monumentet er udført hos P. Schannong.

(Aftenbladet (København) 11. december 1917). 

En kinesisk Gravsten paa Vestre Kirkegaard.

Ude paa Vestre Kirkegaard hviler den kinesiske Minister King Wangs Hustru, paa hvis Grav Ministeren nu vil sættes ovenstaaende Gravsten.

Mindesmærket, der er udført i P. Schannongs Værksted, er en mægtig, blanktpoleret sortgraa Granitsten, hvorpaa der i Guldbogstaver staar tre Rækker kinesiske Bogstaver. Den længste, den midterste, er den Afdødes Stamtavle, der aabenbart kan føres meget langt tilbage. Hvad de andre Rækker betyder, kan vi desværre ikke oplyse.

Fornenden staar: Ministerinde Quantchin Wang og Datoen 2. oktober 1917.

(Aftenbladet (København) 7. marts 1924).

Kinyer Wangs hustru blev begravet fra Vestre Kirkegårds kapel 2. oktober 1917. Kinyer T. T. Wang var legationsråd og fungerede af og til som chargé d'affaires når den kinesiske gesandt dr. W. W. Jen var andetsteds.

Københavns Hovedbibliotek - Nikolaj Kirkebygning. (Efterskrift til Politivennen).

Beslutningen om oprettelse af Københavns Kommunes Hovedbibliotek skete omkring 1912-1913. Man opbyggede efterfølgende en samling som til en start var på 2.000 bind og fysisk stod i kredsbiblioteket i Griffenfeldtsgade. Udlån af bøgerne foregik via rekvisition og bøgerne blev udsendt med en transportcykel. Af beretningen for 1913-14 fremgår at Borgerrepræsentationen havde sagde ja til at få doneret den kommende Nikolaj Kirke til indretning af (hoved)bibliotek. Den stadig voksende samling hovedbiblioteksbøger havde brugerne adgang til ved at kikke i hovedkatalogen.

 

Brug Byens Biblioteker!

Det ny Reglement traadt i Kraft.

Kommunens Folkebiblioteker raader over en Bogbestand paa 60,000 Bind Bøger: Skønlitteratur, historisk og geografisk Læsning, populærvidenskabelig og faglig Litteratur af alle Arter, Musikalier, Bøger for Børn og Ungdom. Paa Læsestuerne findes: Leksika, Haandbøger, Kort- og Billedværker, Tidsskrifter, Ugeblade og Aviser.

I det nu afsluttede Finansaar har Bibliotekerne været benyttet af 135,000 Personer paa Læsestuerne og samtidig blev 354,000 Bd. Bøger udlaante.

Antagelig vil Folkebibliotekerne faa en meget forøget Tilslutning fra Befolkningen i det nye Aar. Det maanedlige Laanerkontingent er nemlig - i Følge Kommunalbestyrelsens Beslutning - nu ophævet; og efter det nye Reglement, har enhver af Byens Indbyggere over 14 Aar Ret til gratis Boglaan fra Bibliotekerne. Voksne Læsere kan desuden hjemlaane 2 Bøger ad Gangen. Reglement og Kataloger faas i Bibliotekerne. Bøger af mere Speciel Art, der ikke findes i de lokale Biblioteker, kan bestilles fra Hovedbiblioteket.

Forhaabentlig kan der nu blive Tale om, at Hovedstaden faar sit eget kommunale Centralbibliotek paa Skt. Nikolaj Plads. Departementschef Rentzmanns Gave vil afhjælp et stort Savn, hvis den bliver anvendt paa denne Maade. Bymusæum og Bibliotek kan udmærket forenes i samme Bygning. Men Stadens Bibliotek vil kræve rummelig Plads til et stort Bogudlaan, til Læsesal, Avishal og Børnebibliotek. Folkebibliotekerne er vant til altfor smaa og snævre Lokaler. Det vil være glædeligt, om der nu omsider kan skaffes vor By en virkelig repræsentativ Oplysningsinstitution af denne Art.

A. J.

(Social-Demokraten 17. april 1913)


Marius Peter Christensen: Peter Nicolai Rentzmann (1845-1923), departementschef, embedsmand og mæcen. Andetsteds på denne blog findes et indslag om ham. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nikolai.

Kjøbenhavn, 18. April.

Den skumle Plads, som vittige Kjøbenhavnere meget rammende har givet Navnet "Maven", synes at gaa en glorværdig Fremtid i Møde.

Mærkelig nok har Kjøbenhavn ingen Torvehalle. Man behøver ikke at rejse længere end til Malmø for at finde en By, hvor der paa eet Sted findes samlet saa at sige Alt, hvad man kan begjære af Fødevarer. I vor Hovedstad maa man søge de forskjellige Ting paa forskjellige Steder, der ganske vist ikke ligger langt fra hverandre, naar lige Undtages Grønttorvet ude ved Vendersgade. Maaske skal man ikke beklage, at Frugt, Grønt- og Blomsterhandlerne holder til paa Højbro, hvor de tager sig saa malerisk ud, eller at Fiskerkonerne sidde i lange Rækker ned langs Gammelstrand, hvor de danner et meget vigtigt og livfuldt Træk i Byens Fysiognomi. Men at de uhyggelige Slagterboder lægger Beslag paa en af Byens Pladser, der kunde tænkes anvendt paa en betydelig mere æstetisk og sundhedsbefordrende Maade, det kan næppe forsvares ud fra et eneste Synspunkt.

Nu kommer pludselig en Mand og fortæller: Jeg vil give 300,000 Kr. til en Gjenopførelse af Nikolai Kirke. Og Kommunen siges at stille sig paafaldende venlig til Hr. Rentzmanns Gave. Det vilde ellers næppe have forundret Nogen, hvis denne Departementschef i Justitsministeriet, denne mærkelige Mand, der mener, at han meget vel kan komme ud af det med sin Pension alene og at han bør skænke hele sin Formue til sin Fødeby, mens han lever, havde faaet den Besked, at man allernaadigst vilde overveje hans i og for sig særdeles tiltalende Plan, men at han ikke maatte gjøre sig altfor store Forhaabninger.

Interessen for Byens Forskjønnelse vil da atter for en Stund være koncentreret om Nikolai. I Forvejen er der Mange, hvis Øjne søger det stolte Spir for at se, hvad Klokken er, og som samtidig tvinges til at tænke paa den Mand, der fik Kuglen paa det kullede Taarn til at vige for Uhret der højt oppe. Nu vender Alle, der gjerne ser Byen saa smuk som muligt, deres Blikke mod den Plads, hvis Omdannelse saa tit har været paa Tale. En har villet bygge store Huse her. Huse, hvor der kunde indrettes Koncertsale, vældige Kaféer og Lokaler for Studenterforeningen. Men Koncertsale har vi jo foreløbig nok af. Kaféer er der snart sagt i hvert andet Hus paa Strøget. Studenterforeningen kom lykkelig og vel under Tag andetsteds. En anden vilde skabe et fredeligt Anlæg med en Buegang rundt om, noget som en italiensk Klostergaard, en stille Plet midt i Bycentrets Larm og Travlhed. Men det var for poetisk. Og Planen glemtes hurtigt. Nu kommer en Mand, som har en Idé, der baade er fornuftig og smuk. Byg Kirken op som den var, indtil den brændte for snart 120 Aar siden og Spiret faldt ned over den forskrækkede By, borende sin øverste Spids saa dybt ned i Jorden, at den fik Lov til at ligge der i Fred. Indret et Bymuseum i Bygningen. Samt alle de mange Ting, som belyser Borgernes Liv ned igjennem Tiderne. Føj et Folkebibliothek i stor Stil til. Skab en Sal, hvor der kan holdes oplysende Foredrag for de brede Lag og hvor en Præst kan faa Lov til at tale jævne Ord om de højeste Ting. Hr. Rentzmann har maaske været lidt bange for at komme frem med sin Gave. Sporene skræmmer. Men hidtil har han kun høstet Lovord.

Og dog er der et farligt Punkt i hans Plan. Han ønsker nemlig, at Professor Amberg skal rekonstruere Kirken. Og Amberg er ikke helt populær for Tiden, i hvert Tilfælde ikke i visse, ret indflydelsesrige Kredse, der finder, at det ikke bør være ham, men Arkitekt Brummer, der skal bestemme, hvorledes Spiret paa Frue Kirke skal se ud. I disse Dage har just den Komité, der skal træffe Afgjørelse om, hvem der skal bringe Brygger Jacobsens Smertens Barn til Verden, holdt sit første Møde. I god Overensstemmelse med sagens Sneglegang hidtil, er Resultatet af dette Møde kun det, at Komiteen har besluttet at supplere sig med endnu en Arkitekt i Stedet for det Medlem som Akademiet ikke vilde vælge fordi det vilde staa helt frit overfor det kildne Spørgsmaal: Spir eller ikke-Spir.

Efter Billederne af den gamle Kirke at dømme synes der at være endnu en Vanskelighed at overvinde. Den rekonstruerede Bygning maa, for ikke at støde sammen med Husene ligeoverfor Taarnet, gjøres betydelig mindre end den oprindelige Bygning, og da denne vistnok var kortere end strængt taget smukt, vil det ikke blive let at skabe noget helt Harmonisk.

Mærkelig nok har Hr. Rentzmann faaet Ideen til Nikolai Kirkes Rekonstruktion længe for Brygger Jacobsen satte Spiret paa det kullede Taarn. Men endnu mærkeligere er det, at hans Plan har kunnet holdes skjult indtil nu.

Vincens.

(Jyllandsposten, Mandag den 21. april 1913)


Magistraten modtog 18. juni et "Tilbud om Opførelsen af en kommunal Kirkebygning ved Nikolaj Taarn" fra departementschef i justitsministeriet P. N. Rentzmann med et projekt udarbejdet af professor Amberg som var bilagt. Projektet foreslog at den nederste etage blev anvendt til forsamlings- og foredragssal, den øverste til Bymuseum. I den nordlige sidebygning et folkebibliotek, den sydlige sidebygning var ikke tiltænkt noget egentlig formål endnu. Stadsarkitekten havde den 20. juni skrevet at tårnet egentlig godt kunne stå alene, men anbefalede dog projektet i sin helhed. Et flertal i magistraten havde mod tak modtaget tilbudet. Tilbudet var til behandling i borgerrepræsentationen den 30. juni 1913. Grundejerne havde forinden gjort deres stilling op:

 

Nikolaj Plads.

Grundejerne Stilling.

Dhrr. Grosserer A. Fonnesbech og Overretssagfører A. E. Svendsen har som Repræsentanter for Grundejere om Pladsen ved Nikolaj Taarn i deres Erklæring af 28de Juni udtalt en noget uriglig Paastand om Grundejernes Stilling til Modtagelsen af den Rentzmannske Gave.

Ved det fornylig i Grosserer F.s Lokaler linder Ledelse af Overretssagfører Svendsen afholdte Møde om Ordningen af Nikolaj Plads, hvor næsten alle de paagældende Grundejere var tilstede, blev det Rentzmannske Projekt omtalt af en Tilstedeværende, som gennem en Samtale med Departementschef Rentzmann havde Kendskab til den paatænkte Bygnings Dimensioner, Udseende og Beliggenhed, og uden Modsigelse Ira de Fremmødtes Side blev det af ham anbefalet at slutte sig til det Rentzmannske Tilbud, idet man indrømmede, at en Bygning, der i arkitektonisk Henseende sluttede sig til Taarnets Karakter af Kirkebygning, paa en enkel og passende Maade vilde klæde den ellers noget fundamentløse Taarnbygning, og dernæst, at det vilde være at foretrække for en aaben Plads, fordi denne altid vilde ligge som et fristende Objekt for Byggeeksperimenter, der mulig kunde berede Grundejerne ubehagelige Overraskelser.

Dette vilde derimod være udelukket, naar den Rentzmannske Gave modtages. Herefter gav man Dhrr. F. og S. Mandat til paa Grundejernes Vegne at forhandle videre om et muligt Tilskud til Regulering eller Forskønnelse af Pladsen, naar Tilbygningens Oplørelse var vedtaget.

Saaledes var min Opfattelse af Grundejernes Stilling paa det nævnte Møde, og jeg anser det i Sagens Interesse for rigtigt at udtale denne, før Borgerrepræsentationens Behandling af Spørgsmaalet i Aften finder Sted.

Prof. Carl Christensen,
Tandlæge,
Admiralgade 15.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. juni 1913).


Ved forhandlingerne redegjorde borgmester Jens Jensen for at der i kommunalbestyrelsen var stor enighed om at fjerne kødbutikkerne. Heri var magistraten også enig, men kunne ikke finde midler til det. Dette problem løstes nu ved Rentzmanns tilbud. Grundejerne havde tilbudt at bære en del af byrden hvis der blev indrettet en plads uden bebyggelse. Magistraten havde imidlertid ment at det ikke var en god ide at afvise Rentzmanns gave da det kunne afskrække andre fra at gøre noget sådant. 

Nogle udvalgte citater fra mødet: 

Borgmester Jensen: 

“Der hersker sikkert ret stor Enighed om det ønskelige i at kunne fjerne disse Kødbutikker fra Pladsen, baade fordi de i æstetisk Henseende frembyder et mindre tiltalende Skue, og fordi de i deres nuværende Indretning langt fra opfylder de Krav, der nu stilles til Butiksrum, hvori der forhandles Fødevarer”

“Under sidste Budgetbehandling blev det vedtaget, at man vilde søge at udvikle Kommunens Folkebiblioteksvæsen ... der savnes dog et centralt Bibliotek, og det er ikke utænkeligt at netop det omtalte meget store Rum vil kunne benyttes i Forbindelse med de tilstødende Rum baade til et centralt Bibliotek og til Foredragssal, baade i profant og religiøst Øjemed.”

Raadmand Philipsen modstander. Henviste til en beslutning i BR fra 1908 som ikke indeholdt opførelse af en bygning.

"For det første stod han stadig paa det Standpunkt, som ogsaa tidligere var Forsamlingens, at man ikke bør opgive Tanken om at have Nikolaj Plads som et aabent Anlæg... De Formaal , som man ved Tilbygningen mener delvis at kunne faa fyldestgjorte, nemlig Fremme af Bibliotekssagen og Tilvejebringelsen af et endeligt Hjem for Bymuseet, betragtede han som gode og forstandige Opgaver, som det vilde være ønskeligt, om end ikke ganske heldigt at faa løst herigennem ... alt dette købes meget dyrt.”

Herefter udspillede der sig en længere debat som endte med at magistratens forslag vedtoges med 32 stemmer mod 5.


Kommunens Folkebiblioteker

Bibliotekerne benyttes ikke nok.

Det igaar afsluttede Bibliotekar- og Bogsamlingsmøde har atter bragt det kjøbenhavnske Biblioteksspørgsmaal frem i første Række. De to store offentlige Statsbiblioteker, Det kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket, udfylder deres Mission støt og roligt, upaaagtet af det store, brede, kundskabstørstende Publikum, der i kun altfor ringe Udstrækning benytter sig af den gratis og fuldstændig frie Adgang til Læsesalene med deres gode Haandbiblioteker og frit Laan paa Stedet af alle Bibliotekernes Skatte - undtagen Skønlitteratur.

Den kjøbenhavnske Befolkning lærer vel nok en Gang at benytte sig af sin uomtvistelige Læseret paa vore to Statsbiblioteker. Men disse Bibliotekernes nødvendigvis indskrænkede Hjemlaansret og den fuldstændige Lukken-af for Skønlitteratur gør, at de aldrig kan blive det, man i daglig Tale betegner som Almenbiblioteker.

Kjøbenhavns Kommune har derfor paa taget sig den Opgave at omdanne sine gamle Folkebiblioteker til den almindelig tilgængelige, gratis Oplysningsinstitution, man hidtil har savnet. Fra 1ste April har en ny Ordning virket, hvorom Bibliotekernes nye Leder, Overbibliotekar J. Aarsbo, fortæller følgende:

Folkebibliotekernes udvidede Arbejdsmetode.

"Vi har 6 billige Folkebiblioteker, og nu er vi een Institution, der er gratis til Disposition for enhver her i Byen fast bosat Person over 14 Aar. Folk skal blot kunne legitimere sig I Reglen forlanger man dog Kaution af unge Mennesker under 18 Aar. Paktisk talt kan enhver laane Bøger hjem fra os. Men de færreste aner. hvor Bibliotekerne er, lad mig derfor fortælle:

Bibliotekernes Virksomhed ledes fra Hovedkontoret, Griffenfeldtsgade 4. Institutionen omfatter 6 Kredsbiblioteker: St. Kongensgade 14, K., Brogade 5, C., Valdemarsgade 28, V., Griffenfeldtsgade 4, N, Østerbrogade 84, Ø, Gjentoftegade 12, L. Mindre Bogsamlinger findes i Valby og i Brønshøj. De fem førstnævnte Steder er der foruden Bogudlaanet ogsaa Læsestuer. Den største af disse, Gulbergsgade 26, har 100 Siddepladser.

Der staar 60,000 Bøger til Publikums Disposition; men de Forhold, hvorunder denne store Mængde Læsning huses, er alt andet end tidssvarende og værdige for en By som Kjøbonhavn. At Tale om, at Bibliotekernes Indretning er saaledes, at Publikum lokkes til deres Benyttelse, er ikke rigtig. Bibliotekerne er indrettede i lejede Lokaler, uden Forbindelse mellem Udlaan og Læsestue, med smaa og snevre Magasin- og Ekspeditionsrum, uden Plads til Børnebogsamling og Børnelæsestue og uden nogen Bekvemmelighed for Publikum. Virksomhedens deraf følgende store Begrænsning kan først hæves, naar Bibliotekerne indrettes i egne Bygninger, særlig et Centralbibliotek, der kan give Institutionen Relief og være et Knudepunkt for Byens Oplysningsvæsen.

Heldigvis er der nu nogen Udsigt til bedre Forhold, idet den første Dotation i stor Stil er stillet Bibliotekerne i Udsigt ved Departementschef P. N. Rentzmanns Tilbud om Opførelse af en offentlig Bygning paa St. Nikolaj Plads. Forhaabentlig vil Kjøbenhavn her sammen med sit Bymuseum ogsaa faa sit Centralbibliotek - et betydningsfuldt Maal at naa, efter at Folkebibliotekerne har virket uden eget Hjem snart i 30 Aar, og et nødvendigt Fremskridt, hvis de ogsaa hos os skal vinde sig den Plads som Led i det almindelige Oplysningsvæsen og som l aktor i del sociale og praktiske Liv, de alt har faaet i andre Kulturlande.

Der er neppe bogen Tvivl om, at de daarlige Forhold, Institutionen virker under, er Skyld i, at Nyordningen ikke har draget flere nye Laanere tilhuse, end Tilfældet er. 1 April- Juli ifjor var der 5503 Hjemlaan, iaar var Antallet steget til 6881; men dette er ikke nær nok! Folkebibliotekerne er ikke trængt ind i Publikums Bevidsthed endnu og spiller derfor ikke nær den Rolle, de hør gøre og let kan komme til, naar de faar bedre Arbejdsvilkaar.

Vejen fremad.

Al Kjøbenhavns Folkebiblioteker staar  tilbage for de fleste fremmede Storbyers, er sørgeligt; men dette Forhold lader sig ændre, naar man følger det Spor, der allerede er anvist.

Foreløbig skal det blot gaa rigtig op for Kjøbenhavnerne, at Institutionen eksisterer."

A. S.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. august 1913)


Den 25. juni 1914 var sagen atter til behandling i borgerrepræsentationen under et punkt hvor magistraten den 16. juni havde tilsendt en skrivelse, "Indretning af et Centralbibliotek i Kirkebygningen ved Nikolaj Taarn". Nogle citater fra denne debat:

Borgmester Jensen:

Under den nærmere Behandling af Bygningstegningerne fremsattes der Ønske om at benytte Lejligheden til at realisere en Tanke, som man dog maatte mene vilde blive brændende i en nærmere Fremtid, nemlig Oprettelsen af et Centralfolkebibliotek. ... (det) er muligt i den projekterede Bygning at tilvejebringe Lokaler, der foreløbigt kan benyttes til det attraaede centrale "Stadsbibliotek".

Borgmester Dybdal

"der (er) ikke Tale om at faa et noget større Bibliotek, men et langt større.”

“Der er ikke den mindste Tvivl om, at Stadsbibliotekaren er henrykt over, at vi er komne saa vidt, at vi nu faar et saadant Bibliotek. ... Det er jo rimeligt, at en Mand, hvis Drøm det er engang i Tiden at se det Centralbibliotek, vi havde ønsket, et, som kunde staa Maal med de ypperlige Biblioteker andensteds, siger det nøgternt, som det er: Det er udmærket at faa dette Bibliotek, men jeg, Bibliotekaren, kan ikke undlade at tænke mig det som foreløbigt og haaber endnu, at vi skal naa det, vi har tænkt paa.”

(Borgerrepræsentationsforhandlinger 25. juni 1914)


Samtidig med at stadsbibliotekaren havde udtryk tilslutning til at få et bibliotek, havde han også skrevet at han ikke kunne tænke sig det som en foreløbig løsning.  Der udspandt sig en længere debat. Hvorefter sagen henvistes til anden behandling. 

Magistraten havde indhentet udtalelse fra stadsbibliotekaren som mente at der i den projekterede bygning var muligt at indrette et centralt "Stadsbibliotek". Rentzmann havde udtalt at han ikke havde mulighed for at betale merudgiften på ca. 33.845 kr og Magistraten mente at kommunen måtte påtage sig denne udgift. Borgmester Jens Jensen anbefalede at give denne bevilling. Ideen blev bl.a. solgt på at dette var en meget billig pris i forhold til hvad det ville koste at opføre en helt ny bygning. 

I bibliotekernes beretning 1914-15  fremgik at bogdepotet i Griffenfeldtsgade var blevet for lille, og man fik tilbudt lokaler i Belysningsvæsnet i Gothersgade. De tomme lokaler i Griffenfeldtsgade blev overtaget af kredsbiblioteket. Opbevaringen af hovedbibliotekets bogbestand skulle ske indtil Nikolaj Kirke stod færdig. Grundstenen var blevet nedlagt 10. august og byggeriet i gang. Samme måned udbrød 1. verdenskrig.


Bygningen ved Nikolaj Taarn

Om faa Dage begynder man ved Nikolaj Taarn paa Grundudgravningen for den Bygning, som Departementschef Rentzmann lader opføre ved Prof. Amberg, og hvori der bl.a. skal indrettes et stort Centralbibliothek.

Pladsen mellem Boderne er afspærret. De Slagterbutikker, som vender ud til Gadelinierne, bevares indtil videre, medens indre Boder er nedlagte og vil blive benyttede under Byggearbejderne som Oplagsskure.

(Nationaltidende 3. december 1914).


Bymuseet ved Nikolaj Taarn

Departementschef Rentzmanns Gave til Byen.

Paa Grundlag af Arkitekten, Professer H. C: Ambergs Tegninger bringer vi ovenfor et Billede af Nikolaj Plads saaledes som den vil komme til at se ud, naar den af Departementschef Rentzmann skænkede Bygning bliver færdig.

Pladsen omkring Taarnet og den nye Bygning bliver, som bekendt fri, idet Slagterboderne forsvinder. Der skal vre et Anlæg med Plæne og Busketter, men noget nærmere herom er ikke bestemt. Det bliver antagelig den kommunale Gartner Hr. Fabricius Hansen, der kommer til at udføre det efter det Forslag, Arkitekten agter at give.

Den nye Bygning, der skal staa færdig i 1916, vil komme til at rumme kommnalt Centralbibliothek med Læsesale i de ydre Sideskibe og Tilbygninger, en stor Foredragssal i Hovedskibet og i Etagen ovenover faar Bymuseet Plads.

(Nationaltidende 13. december 1914)


Trods udbruddet af verdenskrigen var bibliotekernes beretning 1915-1916 optimistisk: Man beskrev allerede hvordan biblioteket skulle indrettes, man viste tegninger og skrev at der snart kunne bestilles inventar. Byggeriet forsinkes, bl.a. som følge af nedlæggelse af arbejde.


Bygningen ved Nikolaj Taarn

Ved Udgravningen paa Nikolaj Plads, særlig under den Forhal med 6 Rækker Kampestens-Trapper, der førte fra de indvendige Slagteboder op til Taarnet, er der fundet saa mange Kranier og Dødningeben (ikke hele Skeletter, men vilkaarligt sammenblandede), hidrørende fra de mange Mennesker, der var begravede i den nedbrændte St. Nikolaj Kirke eller paa den samme omgivende Kirkegaard, at Bygherren, Departementschef Rentzmann, efter Samraad med Bygmesteren, Professor Amberg, har anset det rettest at opgive Planen om at foranledige disse jordiske Levninger nedgravede paa Holmens Kirkegaard, hvorimod de alle er ordnede og samlede i en fælles stor Grav under ovennævnte Forhal.

Efterat et Fotografi er taget af Gravpladsen, tildækkes den med flere Lag af den Muldjord, hvori Dødningebenene er fundne, og i det Betongulv, der lægges derover, vil Pladsen blive markeret.

Paa Byggepladsen er samtlige Betonfundamenter til den nye Bygning fuldførte, Ydermurene i Sideskibene og Sidekapellerne er paabegyndt opførte, i søndre Side er de alle murede i Mandshøjde. Overalt bliver de udgravede, velbevarede Mursten af den afbrændte Kirke benyttede til Paabygning.  

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. januar 1915)


Se endvidere det særskilte afsnit om Nikolaj Kirkebygning her på bloggen.


Kirkebygningen ved Nikolaj

Lensseketær Rentzmanns Kirkebygning, der rejses ved det gamle Nikolaj Taarn, er nu snart sin Fuldendelse nær, i det Ydre i hvert Fald. Murene staar der fiks og færdige og ser helt middelalderlige ud, hvilket jo ogsaa er Meningen, de synes kun at vente pas Glarmesteren, der skal forsyne dem med Ruder.

Derimod er der endnu et godt Stykke Arbejde tilbage indvendig, hvor Kommunens Centralbibliotek, offentlige Foredragssale osv. skal have Rum og hvor der altsaa i kommende Tider skal gøres et betydningsfuldt folkeoplysende Arbejde.

Men naar man tænker paa, med hvilken Energi Sagen er ført frem af Lenssekretæren og hvor hurtigt maa er kommen saa vidt med Kirkebygningen ved Nikolaj, behøver man ikke at frygte for, at noget af det Resterende Arbejde her skal trækkes i unødig Langdrag. i hvert Fald skal det hele være færdig og indviet og i fuld Gang, førend den gamle Lenssekretær fylder de 71 - men det er der jo ganske vist ogsaa et helt Aar til, paa nær lige akkurat otte Dage i Dag; han naaede som bekendt, Støvets Aar sidste Tirsdag.

(Folkets Avis 4. januar 1916).


Nedbrydningsarbejdet ved Nikolaj Taarn.

Det er stadig forbudt Foreningens Medlemmer at deltage i Nedbrydningsarbejdet ved de gamle Slagterboder.

Falcks Redningskorps der af Kommunen har faaet dette Arbejde overdraget, arbejdede i Gaar med en Styrke paa ca. 10 Mand. Vi gaar imidlertid ud fra, at det er en Misforstaaelse fra disse Folks Side, naar de arbejdede ved et blokeret Arbejde, hvor Lønnen ligger under den der betales for Nedbrydningsarbejde andre Steder i Byen, og forveenter at de ophører hermed naar de nu bliver oplyst om, af hvilken Beskaffenhed deres Redningsarbejde er.

Vi skal senere vende tilbage til denne Sag, der har flere interessante Sider, end den at Arbejdet bliver underbetalt.

P. B. V.
Aksel Olsen.

(Social-Demokraten 28. august 1917).


Fagene.

Konflikten ved Nedbrydningen af Slagterboderrne om Nikolaj Taarn er endt.

Til Jord- og Betonarbejderne!

Blokaden af Nedbrydningsarbejdet ved Slagterboderne om Nikolaj Taarn er hermed hævet og Forholdene bragt i Orden.

P. B. V.
Axel Olsen.

(Social-Demokraten 30. august 1917).


Det nye Kjøbenhavn

De grimme Slagterboder er nu saa godt som helt forsvundet fra den Side af Nikolaj Kirke, som ligger nærmest Østergade, og Billedet af den Rentzmannske Kirkebygning viser et nyt Stykke tiltalende Kjøbenhavn.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  7. september 1917).


Nikolaj Kirkebygning.

Bodernes Nedrivning.

Man er nu langt fremme med Nedrivningen af Slagterboderne ved Nikolaj Taarn. Lejerne var opsagt til 1. September. Af Slagterbutiker var der forøvrigt i den seneste Tid kun 3-4 tilbage. Resten benyttedes om Oplagsrum.

De gamle Jernboder, som nu forsvinder, har staaet i mere end 70 Aar. De blev opført 1846 af Arkitekt Peter Chr. Hagemann. Vi har tidligere givet en nærmere Skildring af deres Tilblivelse og af de mange Planer, som gik forud derfor. Bodernes Opførelse og Omlægningen af Pladsen kostede Fyrrernes København den nette Sum af 92,000 Rdlr. Hele Komplekset rummede (58 store og 10 mindre Butiker.

Nedbrydningsarbejderne skal være til Ende den 1. Oktober, og Kommunalbe￾styrelsen vil da tage nærmere Bestemmelse om, hvorledes man skal ordne den aabne Plads. Givet er det, at den Rentzmannske Kirkebygning nu kommer til at ligge frit, men der er ikke truttet Bestemmelse om Anlægets Detailler.

Ud mod Lille Kongensgade ligger den smukke Rentzmannske Bygning allerede fuldstændig frit. Mod Vingaardsstræde staar Slagteboderne endnu, men om faa Dage vil ogsaa denne Længe være nedrevet.

(Nationaltidende 11. september 1917).


Minde-Gudstjeneste St. Nikolaj Kirkebygning.

Af Sognepræst A. Fibiger.

Reformationens 400 Aar Jubilæum. Onsdag den 31. Oktober d. A. agtes jo - som bekendt - fejret ved en Fest-Gudstjeneste i Vor Frue Kirke Kl. 10 Formiddag.

Men det er en stor Glæde at kunne meddele, at der tidligere nævnte Dag Kl. 2 Efterm. vil blive afholdt en Mindegudstjeneste i den nyopførte St. Nikolai Kirke.

Ideen hertil kom første Gang Undertegnede for Øre fra en Lægmand, og Tanken syntes mig så god, at det vilde være en Skam, om man ikke søgte den realiseret, og da Lægmanden ikke selv vilde tage Affære, maatte det altsaa blive mig.

Med største Beredvillighed gik Departementschef Rentzmann ind paa Forslaget, ligesom ogsaa Arkitekten Professor Amberg med Glæde sluttede sig til Tanken og lovede at støtte den paa forskellig Vis.

Departementschefen ønskede dog intet at foretage sig, uden at Sagen først var forelagt Kommunalbestyrelsen, der jo fremtidig skal eje Bygningen. Sagen blev da forelagt den samlede Magistrat, og Borgmester Jensen svarede paa Magistratens Vegne, at der derfra Intet var at erindre derimod, da bygningen jo endnu, indtil den blev afleveret, var i Giverens Haand.

Programmet er da lagt saaledes: Festen indledes Kl. 1 med Koral-Blæsning fra Taarnets Vægtergang. Kl. 2 begynder derefter Festen i Kirkebygning. Efter Salmen "Nu bede vi den Helligaand" taler Prof V. Ammundsen kort om Martin Luther. Efter en anden Salme taler ligeledes kort Stiftsprovst H Ussing om vor danske Reformator Hans Tausen, til hvem han forøvrigt i lige Linie kan føre sin Stamtavle tilbage.

Her i St. Nikolaj Kirke var jo den danske Reformations Vugge. Her var Hans Tavsen Sognepræst, og her forkyndte han Evangeliet paa Modersmaalet for de lyttende Borgerskarer. Derfor glæder vi os inderligt over, at vi nu paa denne Dag, der har det store Minde fra Reformationen, ogsaa maa fejre denne Fest paa den historiske Grund ved en Mindegudstjeneste i Nikolaj Kirkebygnlng.

Kg!. Operasanger Niels Hansen har lovet at synge: "På Tave Bondes Ager ved Birkende By", og Forsamlingen vil da til Slut synge: "Vor Gud han er saa fast en Borg".

Da den store Sal l Bygningen kun kan ramme 400 Mennesker, vil ingen kunne faa Adgang uden Kort, og over disse er der allerede disponeret.

Præsterne opfordres til at møde i Ornat. Byens Kommunalbestyrelse vil blive indbudt og desuden Repræsentanter for forskellige Institutioner, Entreprenører fra en Del at de Firmaer, der har haft med Kirkens Opførelse at gøre o. s. v.

Hele Højtideligheden skulde kun vare en Timestid ialt

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende Lørdag 27. oktober 1917)


Det nye Nikolai-Hus

Professor Amberg i Samtale med Arkitekt Petersen.

Byen Københavns Hjertebarn, Brygger Jacobsen, skænkede Nikolaj Taarn et Spir, der forskønner Byens i Forvejen saa smukke Silhouet.

I disse Dage vil en anden god og gavmild Borger, Departementschef Rentzmann, skænke Københavns Kommune den nye Nikolaj Kirkebygning.

Og vor By er da - takket være Arkitekten, Professor Amberg, der sine 80 Aar paa Trods er saa ung i sin Kunst - bleven et skønt Bygningsværk rigere.

Kommer man ind i Nikolaj Kirkebygning gennem den gamle Taarndør med sin forsvarlige Laas og sin Kæmpenøgle og staar i “Forstuen", bliver man straks paavirket af den højtidelige Stemning, der præger hele den indre Bygning. Over Ens Hoved et Bjælkeloft - til højre for sig den svære Trappe, der fører op til Bymuseet. Hvad Øjet straks falder paa, er en firkantet, langstrakt og graa Sten, der er muret ind i Forstuens hvide Væg og som hærer Aarstallet 1591. Den har oprindelig siddet oppe i Taarnet. men blev fjernet, da Spiret blev rejst. Paa den ene Side af Indgangen ind til den store Kirkesal, er indmuret en af de mange Ligsten, der er fundet under Udgravningen af den tidligere Nikolaj Kirkegaard. Den bærer en lang og rosende Omtale af en god københavnsk Borger. Paa den modsatte Side af Indgangen ind til den store Kirkesal, er indmuret end af de mange Ligste, der er fundet under Udgravningen af den tidligere Nikolaj Kirkegaard. Den bærer en lang og rosende Omtale af en god københavnsk Borger. Paa den modsatte side af Indgangsdøren staar en stor Trækegle. Den ser ud til at hidrøre fra et Skibsskrog, men er i Virkeligheden øverste Hætte af Spiret, der brændte sammen med Kirken i 1795. Medens Luerne slog op om den gamle Kirke, styrtede Spiret med et Dommedagsbrag ned i Flammehavet. Den fuldstændigt sammenbøjede Flagstang viser tydeligt, med hvilken Kraft den er styrtet ned fra sin Højde. Dette Minde om den frygtelige Brand, der for 123 Aar siden hærgede  København, blev ogsaa fundet under Udgravningerne udenom Taarnet, og nu faar det en værdig Plads i den nye Nikolaj Kirke.

Kirkesalen.

Den store Kirkesal virker med sin hvide Kølighed imponerende paa Beskueren. Gennem det store Spidsbuevindue luer Vintersolen ned over den korlignende Platform med sine graagule Paneler. Paa begge Sider strækker Vinduesrækken sig indtil Sideskibene, hvor  Folkebiblioteket skal have sine Lokaler. Det søndre Sideskib er allerede taget i Brug  - og gennem Vinduerne skimler man Reolernes brogede Bindrygge. Ovenover Bibliotekslokalet, i det nordre Sideskib, vil der blive indrettet en lignende Børnelæsestue, blot i langt større Maalestok, som f. Eks. findes paa Christianshavn.

Pulpituret er bygget saaledes, at der er Plads til et Orgel, der kan være Kirken værdigt. Men et saadant findes ikke endnu. Professor Amberg, Mesteren for hele Bygningen har dog allerede fuldført en Tegning ti et Orgel. Naar det en Gang bliver bygget, vil det løfte sig over Indgangsdøren som et kæmpestort Byvaaben. I det hele taget kan man finde Frederik d. 3.s tretaarnede Vaaben overalt i denne Bygning, snart udskaaret i Paneler, snart hugget i Sten, snart i Gipset i Lofterne. Disse talrige Byvaaben skal vidne om, at denne Kirkebygning tilhører de københavnske Borgere.

Ned fra Salens Loftsbuer hænger fire store og meget smukke Messing-Kroner med Motiver af de gamle Byporte - Amagerport, Nørreport, Øster- og Vesterport. 

Foran en af Pillerne ved det søndre Sideskib, er i Gulvet markeret en Bue, indrammet af en Firkant. Man har nemlig her under Udgravningerne fundet et muret Fundament til en Prædikestol - Hans Tavsens Prædikestol - hvorfra han Reformationens første danske Prædikant - skrev Luthers Ord ind i de københavnske Borgeres Hjerter. I Pillen bag denne Markering er da ogsaa Grundstenen for Nikolaj nye Kirkebygning nedlagt.

I det nordre Sideskib standser man foran en tillukket Hvælving i Muren. Det er Resterne af en gammel Vindeltrappe, som Professor Amberg har bevaret. Der er endnu et Par enkelte Trin tilbage.

Konservator Linde i Bymuseets Sal, beskæftiget med Resterne af den gamle Døbefont.

Man gaar atter ud i Forstuen for ud den svære Trappe at naa op til Bymuseet. Paa den første Afsats kigger man ind i det lille Taarnværelse, som muligvis skal benyttes af Holmens Kirkes Menighed til kirkelige Møder.

Hele Værelsets ene Væg dækkes af Bøhm's: “Den store, hvide Flok" - det Billede, som for et Par Aar siden vakte saa berettiget Opsigt paa Charlottenborg - Udstillingen. Billedet er kun midlertidigt ophængt her, men man maa oprigtigt ønske, at Københavns Kommune, der nu en af Dagene overtager Kirkebygningen, vil erhverve sig dette Billede, thi en bedre Plads og en værdigere Ramme kan dette Kunstværk sikkert ikke finde. Lyset fra Taarnvinduet falder fra Siden ind over den hvide Skare og gør den endnu mere levende, endnu mere forklaret.

Paa anden Afsats ligger Bymuseets store Iokale - en klosterlignende Sal, hvis Forhal er beklædt med røde Sten.

Forinden vi gaar ind i Bymuseet, ser vi os om i det høje Taarnrum. Et Betonloft afslutter al Brandfarlighed fra Taarnet. Under Galerierne skal med Tiden de gamle Laugsfaner ophænges. Paa Væggene ved Indgangen til Bymuseet er paasat Rester af gamle Ligsten fra Nikolaj Kirkegaard. Det er sørgeligt, at man under tidligere Udgravninger har vist en utilladelig Skødesløshed, idet man har sønderslaaet utallige af de gamle, smukke Sten, saa de nu kun kan opbevares i Brokker.

Vi staar overfor en af de faa Ligsten, der nogenlunde er bevaret sin Helhed, og som har dækket Christian den 4des Skatmester Ove Høegs Grav. Hidtil har der ikke eksisteret noget Billede af Ove Høeg. Først nu møder Efterverdenen denne Mands karakteristiske Træk.

Konservator Linde er for Tiden beskæftiget med at placere disse Gravminder - et møjsommeligt Taalmodighedsarbejde, der Gang paa Gang maa blive forstyrret af den Harme, der uvilkaarligt griber enhver, der har fattet Interesse og Kærlighed for vore rige, gamle Minder, naar de staar overfor en saa komplet Mangel paa Pietet, som disse sønderbrudte Stenbrokker vidner om.

Til Bymuseets Tilblivelse har Professor Amberg med Forkærlighed benyttet røde Sten. Forhallen har røde Stenmure, og Gulvet i Museet er af røde Sten. Naar Solen skinner ind ad Museets Vinduer, kaster de varme, røde Fliser et Genskær op paa det hvide, buede Loft. Der fremkommer paa den Maade den smukkeste Rosafarve, som ingen Pensel kan gøre efter, men som kun Solen, den guddommelige Farvernes Mester, kan genskabe.

Fra Museets Vinduer har den herligste Udsigt ud over Københavns røde og sorte Tage - saa selve Byen er faktisk indlemmet som Museumsgenstand i sit Museum. Paa det røde Gulv ligger en Række graa Sten - atter ituslaaede Ligsten fra Kirkegaarden. “Dieser Stein…” læser man paa en Stenbrok - - men man faar aldrig at vide, hvem den Sten har været et Minde om. Aarstallet 1712 læser man paa en anden Stenbrok. Aarstallet 1690 paa en tredie. Her ligger Resterne af en Statue - et brynjeklædt Knæ - derhenne et skønt formet Stenhoved .... 

Hr. Rentzmanns Dagligstue. - I Hjørnet Departementschefen selv.

Vi vil slutte denne Vandring gennem Nikolaj Kirkebygning med at aflægge en Visit i Bygningens Fader, Departementschef Rentzmann's Lejlighed. En saadan Iejlighed findes der sikkert intet Steds Mage til.

Naar Folk i disse Aftener gaar gennem Vingaardsstræde, ser de med Forbavselse, at der er Lys i den øverste Del af et Par af de store Kirkevinduer, mens den største og nederste Del ligger i Mørke. Det kommer sig af, at Departementschef Rentzmann maa dele Vinduer med Folkebiblioteket og kan desuden fra sin lejlighed gennem et af Kirkens indre Vinduer kaste et Blik ind i Bibliotekslokalet.

Denne Københavns mærkeligste, men samtidig absolut smukkeste Lejlighed bestaar af to store, rummelige Værelser samt et Par mindre Værelser i Etagen oven over.

Departementschef Rentzmann har ønsket at bo i den store Bygning, som han nu en af Dagene med gavmild Haand skænker Københavns Kommune, for at de Møbler, han har arvet efter sine Forældre, kan opbevares samlede, saaledes at Fremtidens København kan faa Lejlighed til at se, hvorledes et københavnsk Borgerhjem var udstyret i de første Snese Aar af det 19. Aarhundrede.

Netop de Rentzmann’ske Familiemøbler passer til denne Kirkelejlighed. Den kunde overhovedet ikke være udstyret med andre. Man tænke sig en engelsk Klubstol stillet op i disse Stuer ..! Nej, den gamle Mahogni-Chiffoniere fra før 1830 og de smukke i Stilen saa lette og elegant Stole - de hører sammen med de gamle Købberstik i de forgyldte rammer og Familieportræterne hjemme i denne Lejlighed. 

I begge Stuer hænger et Billede af en yngre Dame med et Par milde Øjne og en karakterfast Mund. Det er Departementschef Rentzmanns Søster, der i sin Tid foreslog Broderen, at de skulde skænke den fælles Formue til Nikolaj Kirkes Genrejsning.

- Det er en Oplevelse at gaa gennem Nikolaj nye Kirkebygning, til Trods for, at der hist og her endnu mangler lidt i Fuldendelsen, og Oplevelsen bliver større, naar man, mens man vandrer mellem de hvide Mure, tænker paa, hvorledes denne Bygning er blevet til. 

To Mænd har i deres Alderdom skabt denne Bygning. Den ene har ofret hele sin store Formue paa Bygningernes Tilblivelse - den anden har ofret den sit ungdommelige friske Talent. 

(Nationaltidende 4. november 1917).

Nummeret indeholdt også en artikel om kirkens historie


I St. Nicolai Kirkebygning.

Fra Overdragelseshjtideligheden igaar.

Vort Billede viser det indre af den ny Kirkebygning, paa Talerstolen ses Overpræsidenten og foran Talerstolen Medlemmerne af den kgl. Familie. Om Højtidelighedens Forløb henviser til Referatet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. november 1917)


Ved Indvielsen af St. Nikolai Kirkebygning.

Af
Departementschef, Lenssekretær Rentzmann.

Deres Majestæterl Deres kgl. Højheder! Kjøbenhavns højtærede Kommunalbestyrelse! Ærede Damer og Herrer!

Jeg byder Alle et hjerteligt Velkommen, og beder at Alle efter Festlighedens Afslutning vil tage Bygningens Sale i Øjesyn.

Den Plan, hvorefter og de Øjemed hvori den i Aaret 1795 den 5te Juni nedbrændte St. Nikolai Kirke er genrejst som borgerlig Kirkebygning, fremgaar med Tydelighed af min Henvendelse i Juni 1913 herom til Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse og af Magistratens Skrivelse til mig af 5te Juli s. A., hvori den efter Forhandlingerne i Borgerrepræsentationen modtog Tilbudet. Dette findes trykt Borgerrepræsentationens Samling. Det grunder sig paa min i 1910 afdøde Søsters og mit notarialiter oprettede Fælles testamente af 12te Juni 1902 med Codicil af s. D., hvori jeg, hvis jeg blev den Længstlevende, fik Bemyndigelse til at ændre det. Tilbudet gik ud paa Tilladelse til at lade genopføre Nicolai Kirke som en kommunal Kirkebygning i Forbindelse med Taarnet, i det Ydre i samme Stil som den oprindelige Kirke hvor Reformationens Lære i 1529 første Gang blev forkyndt paa Dansk her i Hovedstaden, altsaa som et monumentalt-historisk Mindesmærke herom, i det Indre til Anvendelse som Foredrags- og Forsamlingssal,, Folkebibliotek og Bymuseum. Hovedskibet blev delt i 2 etager, hvoraf den underste, den hvori vi idag er samlede, svarende til Hovedskibet i Folkekirken og de anerkendte Trossamfunds Kirker, er bestemt til Forsamlingssal for Byens Borgere, den kan rumme mellem 400 og 500 Mennesker, samt til Foredragssal - ogsaa om Emner af kristelig Natur - og den øverste Etage i Forbindelse med Lokaler i Teamet til Bymuseum. - Forsamlings- og Foredragssalen omfattede i mit Tilbud ogsaa Sideskibene, hvorved der vilde være bleven Plads til 900 a 1000 Personer, men i 1914 blev der truffet anden Bestemmelse om Sideskibenes Anvendelse. Ifølge Tilbudet skulde de 2de i Kapelstil opførte Sidebygninger, hver i 2 Etager, anvendes til Folkebibliotek, dog forbeholdt jeg øverste Etage i søndre Sidekapel mod Vingaardsstræde for Bestyrelsen, hvoraf jeg er livsvarigt Medlem, og tillige til Minde om et kjøbenhavnsk Borgerhjem fra Midten af forrige Aarhundrede - mit Fædrehjem - medens underste Etage og hele nordre Sidekapel mod Lille Kongensgade skulde anvendes til Kredsfolkebibliotek. Ifølge den nysnævnte af Kommunalbestyrelsen i 1914 tagne Beslutning skal desuden begge Sideskibene med Loftsetager og Værelserne, ialt 4, ved Podiet inddrages under Folkebibliotekerne til Oprettelse af et Central folkebibliotek, det første her i Landet. Den langt overvejende Del af Bygningen vil altsaa blive anvendt til Folkebibliotek, nemlig saaledes: I søndre Sidekapels underste Etage i Værelserne ved Podiet (Koret) bliver Centralfolkebibliotekets Hovedkontorer og Værelse for Folkebibliotekets Hovedbestyrelse.

I søndre Sideskib bliver en stor Læsesal og Avislæsestue. I nordre Sideskib bliver Udlaansiden fra Kredsbiblioteket, der installeres i nordre Sidekapels underste Etage, og i øverste Etage bliver Børnebibliotek med Børnelæsesal. Loftsetagerne over lægge Sideskibe anvendes til Bogmagasiner. Omkostningerne ved Anlæget af dette storartede Centralfolkebibliotek afholdes af Kommunen, da Merudgiften - hvad jeg straks under Forhandlingerne I 1913-14 gjorde opmærksom paa - oversteg min Ydeevne. Det har kostet over 60.000 Kr., men dette betydelige Beløb er i Virkeligheden ensbetydende med en endnu betydeligere Besparelse ved, at man undgaar Opførelsen af en særlig Bygning hertil.

Dette til nødvendig Orientering, naar Bygningen tages i Øjesyn.

Som Nikolaj kommunale Kirkebygning er genrejst efter Arkitekt Prof. A s Tegninger og overslag, staar den i udvortes Henseende som et Mindesmærke om den oprindelige Nikolaj Kirke paa Reformationens Tid, idet den er opført i nøjagtig de samme Dimensioner ved Benyttelsen af de ved Udgravningen forefundne Fundamenter. Jeg vil her indskyde, at da det viste sig, at disse var 6 Alen længere end angivet paa Tegningerne, hvorefter Overslagene var beregnede, har Entreprenørerne. Murermestrene Ph. Hansen & J. Jeppesen, Betonmurermester Børgesen og Tømrermester Winther, af Interesse for Sagen uden Vederlag opført Bygningen i sin hele Længde og fulde Højde, 324 Alen foruden Tagværket, hvilket repræsenterer en Kapital af adskillige Tusinde Kroner. Ligeledes bar nævnte Murermestre Hansen A Jeppesen samt Tømrermester Winther uden Vederlag opført det af Brandvæsenet fordrede Trappekompleks ved højre Sidekapels nordlige Ende, for at skaffe 2 Adgange til Børnelæsesalen. Det bør ogsaa nævnes, at Billedhuggeren Anders Larsen, med personlig Opofrelse og stor Talent har udført Størstedelen af Sandstensarbejdet, særlig ved det store Vindue i Øst, hvilket har været af Betydning for hele Bygningen.

Derimod er Bygningen ikke saa lang som den i 1795 brændte Kirke, da den af Kong Chr. IV., altsaa 100 Aar efter Reformationen, opførte Kor-Tilbygning mod Øst mod Nikolajgade allerede af den Grund ikke kunde genopføres, da man i saa Fald maatte ekspropriere de i Aaret 1850 opførte Bygninger i Gaden, fordi Koret strakte sig lige til Husrækkerne. Hertil havdes ikke Midler saa meget mere som Ekspropriation ikke vilde kunne ske efter Grundlovens 82, da Almenvellet dog ikke kan siges at vilde have paakrævet det, men maatte ske ved almindeligt Køb. Desuagtet er Kirkebygningen meget større end de Folkekirker, der nu opføres.

Arkitekten har til Fuldkommenhed løst den ham stillede Opgave, nemlig at opføre en Kirkebygning paa Pladsen ved Taarnet. Dette kunde efter Spirets Rejsning i 1909 ikke vel staa ene, hvor skønt og korrekt stilfuldt det end er, og en Kirkebygning er den eneste Bygningsart, som i arkitektonisk Henseende kan slutte sig til Taarnet, og som opført i sin oprindelige Stil har sand historisk Berettigelse. Det var mig en stor Tilfredsstillelse, at Landets højeste Statsmyndighed o. s. v. under en Audiens i en ganske anden Anledning

i Efteraaret 1913 af sig selv udtalte, at det var det eneste naturlige, at der paa Pladsen opførtes en Kirkebygning. Allerhøjstsamme viste derved og senere ved flere lejligheder bande at følge enhver af de Begivenheder, der rører sig hos Hovedstadens Borgere og at have samme Opfattelse som Flertallet af disse og alle Landets Borgere. Thi, bortset fra enkelte Personer og Kredse i Hovedstaden, har jeg med Glæde konstateret, at Tanken om og Realisationen af Opførelsen af denne borgerlige Kirkebygning har vundet Genklang i vide kredse over hele Landet. Hos Bonden, ikke mindst hos den jævne Mand, Folket med det enfoldige, usammensatte Sind med Barnetroen. De forstaar alle, at det ikke er rigtigt, som offentligt udtalt af en iøvrigt meget kundskabsrig, men med den kristelige Tro uforstaaende Mand, at Kirkebygningen skulde indeholde en ideel Usandhed, en Uoverensstemmelse mellem dens Udseende og de Former, den stræber efter at fyldestgøre ved dens Benyttelse. Kundskaben om Guds Ord, som det læres i Bibelen, baade det gamle og det nye Testamente, vil blive forkyndt her i Foredragssalen, men at der skulde være en Modsigelse i, at ogsaa Kundskab om andet kan forlanges, naar det kun ikke strider mod Lov og Ærbarhed, kan fornuftigvis ingen hævde. Dette være sig historiske Foredrag, paa hvilken Kirkens Reformator, Universitetslærer, Dr. Martin Luther, lagde den største Vægt, hvilket ogsaa er min Hovedinteresse, eller oplysende Foredrag af hvilken som helst anden Art, der tjener til at vække og fremme Borgernes Sans for Nutidens Fremskridt paa Handelens, Haandværkets og Industriens Omraade, og for ethvert samfundsnyttigt Øjemed. Foredragssalen er det centrale vigtigste Sted i Bygningen; dette ønsker jeg pointeret.

Det er min Tanke, at de belærende Foredrag, støttet ved de to Institutioner, som faar Plads i Bygningen, nemlig Kjøbenhavns Bymuseum, som vil omfatte Tiden fra Byens Grundlæggelse ved Biskop Absalon i sidste Halvdel af det 12te Aarhundrede indtil Aaret 1864, altsaa et Tidsrum af 700 Aar, for de historiske Foredrags, særlig Hovedstadens Vedkommende, og Centralfolkebiblioteket med tilhørende Kredsbibliotek til Slotte for saavel disse som alle andre Foredrag, vil bidrage til al højne Borgernes Tanker, at de sætter sig Maal for deres Livsvirksomhed og i deres Livsførelse søger og stræber efter at naa disse Maal. Det vil bidrage til at afholde Ungdommen fra at gaa til tomme Forlystelser og fra at give Penge ud til Pynt og Stads, men leve i Nøjsomhed og Sparsomhed. Kunde det derhos ske, at en sand og fornuftig kristelig Aand kunde gennemtrænge enhver af os, saa at vi arbejder i Flid og Fordragelighed i vor Livsgerning og med Ansvarsfølelse overfor Medmennesker, fremfor alt overfor Gud - altsaa at føre Kristendommen ud i Livet - har jeg opnåaet, hvad jeg har søgt ved at gøre min Indsats i at rejse dette Bygværk som en Kirkebygning.

Den vi ikke komme til at henhøre under Kirkeministeriet som øverste administrative Myndighed, men nærmest under Indenrigsministeriet som enhver anden kommunal Bygning og efter sine Formaal have Berøring med andre Ministerier.

Ligesom jeg selv har mit Hjem i et af Bygningens Sidekapeller, er det mit Ønske, at den kjøbenhavnske Ungdom gennem Benyttelsen af Folkebiblioteket, Bymuseet og ved at samles og klares i Foredragssalen maa føle sig som hjemme i denne Fredens Bygning, føre Hjemmets Fred og Hygge med sig overalt i Livet, saa man mærker, de er udgaaede fra et godt Hjem.

De fleste af Bygningens Sale staar endnu tomme, idet af Folkebibliotekerne kun Centralbibliotekets Hovedkontor er indflyttet siden Maj d. A., medens Kredsbiblioteket først i Januar n. A. vil flytte ind i nordre Kapel, og samtidig dermed aabnes Udlaanssalen i nordre Sideskib og Læsesalen i søndre Sideskib (antagelig til Nytaar), og først da vil Biblioteket, der af Bestyrelsen fremtidig ønskes benævnt Kjøbenhavns Stadsbibliotek, blive taget i Brug.

Bymuseet vil først fra April n. A være færdigordnet i Museumssalen, der er ovenover denne Sal af samme Længde og Bredde samt i Lokaler i Taarnet. I Taarnet, som indtil 1913 var et højt, tomt Rum helt op til over Vægtergangen, over 70 Alens Højde, var der aabne Trapper, øverst Stiger, medens nu en bred, lukket Trappegang, først med Indgang til Orgelpulpituret, efter næste Afsats til en Sal med Vindue til Admiralgade, bestemt til mindre Forsamlinger, 80-100 Personer, nærmest tænkt til Brug for Holmens Sogns Menighed, f. Eks. Bibellæsning, hvilket selvfølgelig og saa kan ske i Foredragssalen, hvis vedkommende Præst har en meget stor Tilhørerkreds, paa bestemte Tider efter nærmere Aftale med Bygningens Bestyrelse. Efter de to næste Trapper kommer man til Bymuseets Lokaler. I Forhallen hertil er hver Sten støbt med Kjøbenhavns Vaaben. Museumssalen staar, som tidligere sagt, tom, hvorved dens arkitektoniske Skønhed fuldt ud kommer til sin Ret. Senere vil den blive delt ved spanske Vægge i 8 Afdelinger, hver for en vis Aarrække af Byens Historie, begyndende fra dens Grundlæggelse ved Bisp Absalon, dernæst dens Ophøjelse til Hovedstad i 1448, dernæst Reformationen i 1530, dernæst Christian IV’s, derefter Tiden for Byens Belejring, for Enevældens og Pietismens Tid, for Byens Handels- og Storhedsdage i Slutningen af det 18de Aarhundrede og endelig for den nyere Tids Historie indtil 1804.

Forinden Overdragelsen af Kirkebygningen til Kommunen, være det mig tilladt at takke enhver af de Tilstedeværende; en underdanigst Tak til Ds. Majestæter Kongen og Dronningen, med særlig Tak for, at Ds. Majestæter og Hds, Majestæt Enkedronningen, lige allernaadigst, samt at Ds. Kg!. Højheder Kongehusets Prinser og Prinsesser har villet overvære Kirkebygningens borgerlige Indvielse ved dens Overdragelse til Kommunen. Jeg takker al oprigtigt Hjerte Kjøbenhavns .samlede Kommunalbestyrelse: Magistraten, Overpræsident, Borgmestre og Raadmænd, og alle Borgerrepræsentationens Medlemmer for den Forstaaelse, jeg til enhver Tid har mødt hos disse Myndigheder af Borgerrepræsentanterne. Jeg gentager min Tak overfor Overretssagfører Becker, der kendte vort fælles Testamente og ønskede at faa det udført i levende Live, fordi han gav mig Vink om det belejlige Tidspunkt ved i Marts 1913 at forelægge Planen om Slagtebodernes Fjernelse og Pladsens Anvendelse. Ogsaa en særlig Tak til Borgermagistratens Medlemmer, ganske særlig til Borgmester Jensen, for den udmærkede Støtte, han fra den Dag, Jeg forelagde ham og Udvalget Planen, har givet mig, og for hans Imødekommenhed og besindige Rtaad. Jeg takker Arkitekten, Professor Amberg og hans nærmeste Medhjælpere, Arkitekt Martin Petersen og samtlige Haandværksmestre, Svende, Lærlinge og Arbejdere, som ivrigt har arbejdet og fremdeles arbejder paa Bygningens Fuldførelse, for deres udmærkede Arbejde. Ligeledes takker Jeg Ingeniøren, cand. polyt. Danstrup og andre, der har været beskæftiget som Installatører og Montører m. fl. under Tilsyn af kommunale embedsmænd. De ledende Mænds Navne er indskrevne i Grundstenens Fundament.

Først og sidst takker Jeg dog Gud, fordi det blev mig forundt at være i Stand til at lade opføre og at opleve Fuldførelsen af denne Kirkebygning, og beder jeg Gud om, at det ogsaa maa blive mig forundt at opleve, at det Formaal, hvortil den er rejst føres ud i Livet og kommer til at virke til Slægtens Udvikling og Fremgang i Kundskabsfylde og sand kristendom. Hertil hører ikke indgaaende Kendskab til de mange hellige Skrifter eller idelig kun at høre Prædikener herom, men det turde være tilstrækkeligt, men ogsaa nødvendigt, at man kender de ti Lovens Bud i det gamle Testamente og at søge at holde disse Lovens Bud, og at man kender sit Fadervor, som Jesus Krlstus lærte sine Disciple, og at stræbe efter I sit daglige Liv, i sit Hjem og i sin Virksomhed at leve derefter, for sammen med de Kære forudgangne, dem, som uegennyttigt har holdt af os, og hvis Minde vi frede, at kunne opnaa det evige Liv i Guds Rige, uden hvilket Livet her paa Jorden vilde være hensigtsløst. Fra denne Kristentroens Grund viger jeg ikke et Hlaarsbred nogen Stund, som Kingo siger i en af sine Salmer. Skulde jeg synde herimod, endog blot i Tanken, vilde Gud ramme mig, og Jeg vilde forspilde det evige Liv, og jeg frygter hans Dom mere end Menneskers Dom over mine Ord og Handlinger i det borgerlige Liv.

Fader vor - - Amen!

Hermed overdrager Jeg Nikolaj Kirkebygning, “genrejst Gud til Ære og Medborgere til Gavn" til min Fødeby, Kjøbenhavn, Danmark Hoved- og Residensstad, og beder jeg Byens   kommunale Bestyrelser, Magistrat og Borgerrepræsentation, med hvis Udvalg Jeg vedblivende skal have den Ære at samarbejde, at modtage Bygningen.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 12. november 1917).


Det skulle ikke gå som Rentzmann spåede i sin tale. Den 15. august 1917 havde Københavns Kommune ladet Ernæringsrådet overtage det meste af kirken. Bymuseet flyttede aldrig ind, og Hovedbiblioteket blev henvist til et af sideskibene, samt som kompensation Helligåndshuset. Om Ernæringsrådet, se online "Ernæringsraadet" som indeholder mange fotoer fra Nikolaj Kirkebygning.

Ernæringsrådet flyttede et par år efter 1. verdenskrigs slutning. I januar 1922 åbnede kirke- og foredragssalen, den 12. januar hovedbibliotekets læsesal. Men Hovedbiblioteket var nu så stort at der ikke er plads i Nikolaj Kirke, og den midlertidige ordning med helligåndshuset varede indtil flytningen til Kultorvet i 1957.


Folkebibliotek i Helligaandshuset

Da Ernæringsraadet fik overladt den nye Nikolaj-Bygning til Kontorer, kom Kommunens Folkebibliotek i den Indre By i Forlegenhed, det skulde nemlig være flyttet til Nikolaj-Bygnlngen omkring 1. Januar, og det indtil nu benyttede Lokale i Store Kongensgade skulde fraflyttes. Kommunen har derfor mattet leje Lokale til Biblioteket i det gamle Helligaandshus ved Valkendorffsgade, og her aabnes Kredsbiblioteket den 8. Februar.

Vort Billede viser det smukke Rum, hvor Bibliotek og Læsesale midlertidig skal Indrettes, og det er ganske Interessant at vide at det var her var Bibliotek for ca. 800 Aar siden, Idet en gammel katolsk Lærd skænkede Universitetet en Bogsamling, som opbevaredes her. Den blev den første Spire til det nuværende Universitetsbibliotek.

Det smukke nye Inventarium, som Kommunen har ladet lave til Nikolaj-Bygningen, skal opstilles delvis i Helligaandshuset, og ved at anbringe Bogreoler mellem Søjlerne l Rummets Midte, deles dette i to Afdelinger, hvoraf den ene vil blive benyttet til Bogudlaan og Bibliotek, medens der i den anden Indrettes to Læsestuer - den ene for Avislæsning.

For Besøgende i Læsestuen staar Haandbøger af enhver Art til Raadighed. En paatænkt Læsestue for Børn, der skulde have været etableret I Nikolaj-Bygningen, kan der ikke blive Plads til i det midlertidige Lokale.

Det er muligt, at Biblioteket ret snart flyttes til Nikolaj-Bygningen, hvor Hovedbiblioteket allerede findes, Idet Ernæringsraadet ønsker at faa Lokaler paa Kristiansborg, hvor der antagelig snart vil kunne Indrettes en Del Kontorer, hvis Størrelse og Beliggenhed bedre tilfredsstiller Kravene end Lokalerne i Nikolaj-Bygningen.

(Social-Demokraten 3. februar 1918).


Da Hovedbiblioteket i 1957 flyttede til Kultorvet, forfattede ukendte medarbejdere nedenstående vise som fortæller om hvordan de oplevede deres tid her. Sangteksten er  uden årstal, men må vel være fra efter Hovedbiblioteket flyttede til Kultorvet. Melodien kendes også som “Sølvstænk i dit gyldne hår”.

Minefeltet: Da Hovedbiblioteket holdt til i Nikolaj kirke, var det navnet på værtshuskvarteret omkring Nikolaj Plads, kendt fra Tom Kristensens bog “Hærværk”. Her holdt for bohemer, kunstnere, livskunstnere, excentrikere og særlinge til, fx Jens August Schade, Tom Kristensen, Otto Gelsted og Sigfred Pedersen. Nogle af værtshusene eksisterer stadig, omend nu med et andet klientel: Galatheakroen, Skindbuksen, Lauritz Betjent og Vingaarden.

Toneskred: Der var et orgel i Nikolaj Kirke hvor organisten øvede sig. Midt i kontortiden. Dette er berettet fra adskillige.

Hvad der mentes med Stadsbo og VB står hen i det uvisse.


Nikolajvisen

(Mel.: Darling, I am growing old).

Ofte, når jeg set tilbage
på min lange livsens vej,
mindes jeg de skønne dage
i det gamle Nikolaj.
Over lave, røde tage -
minefeltets tågekaj -
stod i nætter og i dage
tårnet på Sankt Nikolaj.

Hjertet gemmer end et billed
fra den allerførste dag,
da som ung elev man stilled’
under kirkens mørke tag.
Rundt om spirets gyldne kugler
strandens hæse måger skreg
for at hilse på de ugler,
som holdt til i Nikolaj

Ugler var de ikke alle.
Nogle syntes skabt til fryd.
Men hvis hjertet ville falde,
mødte det en mur af dyd.
Lange lokker, lange kjoler,
ubemalet kontrafej,
det var ærbarhedens symboler
i det gamle Nikolaj

Hvilken ny, atletisk kriblen
her i sjæl og krop man fik.
Stadsbo spurgte straks disciplen:
“Er De flink til gymnastik?”
Stejle, skumle vindeltrapper
gjorde tit en yngling bleg -
skjulte rum og små karnapper -
sådan var Sankt Nikolaj

Gamle rygter, som fortæller
ting, hvis sandhed står på spil,
hævder, at i husets kælder
holdt en varmemester til.
Sådan siger folkesnakken
derfra fandt tobaksrøg vej!
Hvilken løgn, når nu tobakken
var forbudt i Nikolaj.

Alting leved’ efter loven:
Bogens hus er stilheds sted.
Dog, fra hvælvene fra oven
brast der stundom toneskred.
Dette vækked’ brat kontoret
samt en salig tro hos mig:
der sang engle med i koret
i det gamle Nikolaj.

Og jeg husker endnu VB -
broget, ja, såvel som hvis.
Der var mange ting at se te’
også i den gamle tid.
Enkelte, som ville låne, 
steg til vejrs og opgav ej,
før de stod hos sol og måne
oven på Sankt Nikolaj.

Jævninge fra hele byen
mødtes her til årlig prat,
altid opstemt af menuen:
sodavand og frugtsalat.
Den slags tradiadditioner,
som vi træffer på vor vej,
kan forene mænd og koner -
også dem i Nikolaj.

Kære, gode gamle minder
fra min fordums hyggekrog -
oh, jeg mærker nok, I binder
hjertet med Jert stille sprog.
Ad det nye effektive
skal man ikke kimse, nej.
Men mit hjerte måtte blive
i det gamle Nikolaj.

Se også en animation over hvordan hovedbiblioteket blev indrettet efter 1917.