Jyderup-Slaget: Politiet ved Jyderup. (Efterskrift til Politivennen)

Hvem har Skylden? Ja, hvem? Alle Mennesker raaber Nancke! Nancke! Men hvem er Nancke? Er det Politimesterens Nej, det er Fuldmægtigen. Hvor var da Politimesteren? Ih! han sad jo inde i Teltet og spiste.

Hr. Nellemann siger rigtignok, at Politimesteren kan møde ved sin Fuldmægtig; men skjønt det er Justitsministeren, der siger det, er Sætningen dog saadan i al Almindelighed saa forkert som muligt. Det er kun undtagelsesvis, at Politimesteren kan møde ved sin Fuldmægtig, nemlig naar han selv har Forfald, naar han er fraværende fra Jurisdiktionen eller syg og sengeliggende. Men her til Lands synes det rigtignok at være endnu en Forfaldsgrund, at der er noget extraordinært paa Færde. Til daglig Brug, naar der ingen Ting sker, er Politimesteren selv til Stede; men naar der skal foregaa noget usædvanligt, saa forsvinder han og efterlader en Fuldmægtig. Fuldmægtigen har intet Ansvar, det er Politimesteren, der har Ansvaret, og Politimesteren kan ikke gjøre for, hvad Dumheder Fuldmægtigen begaar i hans Fraværelse. Saaledes har begge Ryggen fri, og det er det, det kommer an paa.

Hvor var Politimesteren, da Anders Sjællænder skulde henrettes, og hvilke Foranstaltninger havde han forud truffet? I Hillerød hørte man mere Tale om den kjøbenhavnske Assistent end om Politimesteren, og hvor var Politimesteren i Jyderup? De holder sig helst borte, for de føler sig uøvede i exekutive Forretninger, det har de ikke lært hverken paa Universitetet eller i Ministeriet, og den Forstand, der i gamle Dage fulgte med Embedet, har man i vore kritiske Tider ikke Mod til at løbe an paa.

At der let vilde finde Uorden Sted i Jyderup, maa Politimesteren have ventet; thi han rekvirerede jo 30 kjøbenhavnske Betjente til Hjælp. Dette er hans første Fejl. En praktisk Mand, der nogenlunde var Pladsen voxen, vilde fremfor alt bede sig forskaanet for slige Hjælpetropper. Overhovedet bør en Politimester ikke paakalde extraordinær Hjælp uden i yderste Nødsfald, thi det er altid en Slags Falliterklæring, og der skal meget til, for at en Politimester i sin egen Retskreds ikke selv med sine Fuldmægtige, Politiassistent og Sognefogeder skulde kunne holde Orden paa vor danske Landbefolkning, som er alt andet end ustyrlig, naar han blot bærer sig fornuftigt ad. Men skal han have extra Hjælp, saa bør han hente den fra selve Jurisdiktionen, hvor der er brugeligt Mandskab nok, og hvor den bedst og hensigtsmæssigst findes. Der er altid i Sognene nogle Mænd foruden Sognefogeden, som nyde særegen Anseelse, og som han kan forsyne for den paaqjældende Lejlighed med Amtets Politiskilte, hvoraf han maa have en Del paa sit Kontor. Disse Mænd (f. Ex ansete Gaardmænd, private Skovridere og Skovfogeder) har den Fordel, at de kjende og er kjendte af Befolkningen og let vil kunne tale den til Rette. Enhver er efter Lovgivningen endog under Strafansvar forpligtet til at modtage en saadan midlertidig Politifunktion.

Skulde der nogen Sinde blive Tale om en virkelig Sammenrottelse og Opstand, saa at fremmed Hjælp skulde være nødvendig, maa der rekvireres Husarer eller Dragoner fra den nærmeste By. Dette er den rene Magtudfoldelse, og or optræder ikke som Politibetjente. De holder ingen Taler og advarer ikke, men bruger i strunk militærisk Tavshed Hestenes Bagparter eller Klingen, og for deres Personer kan de næppe nyde den særegne Beskyttelse, som de uforholdsmæssig strænge Straffebestemmelser giver for Vold imod Politiet. 

En Politimester vil vist meget betænke sig paa at bruge sine egne Betjente for Kjøbstaden ude i sin Landjurisdiktion, hvor de ingen Politimyndighed har; men at rekvirere og bruge kjøbenhavnske Betjente til at holde Orden ude omkring paa Landet er endnu Iangt mere bagvendt. Hvorpaa støtter man deres særegne Myndighed der? De kan ikke have anden end den, som Politimesteren laaner dem af sin. Men har han da proklameret for Forsamlingen, at disse ubekjendte Mandfolk skulde gaa og gjælde for vore Politibetjente, mens de slog løs? Og selv om han havde, saa var det ikke nok, naar han ikke tillige havde forsynet dem med Amtets Politiskilte; thi der existerer intet for hele Landet. De kjøbenhavnske Politibetjentes Skilte bærer Staden Kjøbenhavns Vaaben. og de gjælder ikke udenfor Kjøbenhavns Grund; der dur de kun som en Brystplade til at tage et Stød af med. Og endnu mindre gjælder Munderingen. Der er Domme for, at en tiltalt for at have øvet Vold imod en uniformeret kjøbenhavnsk Politibetjent paa Kjøbenhavns Grund, maa frifindes, naar han erklærer, at han ikke kjendte Uniformen, da Betjenten ikke tillige havde vist sit Skilt - Hvad vil man nu svare, naar alle de tiltalte fra Jyderup sige: Skiltene (dersom de er foreviste dem) kjender vi ikke, og de dur ikke. og Munderingen med de sorte Hjælme den kjender vi endnu mindre; der var nok nogle, som formodede, at det var kjøbenhavnske Betjente, men hvad kommer det os ved; vi maatte nærmest antage dem for kjøbenhavnske Brandsvende, som var komne ned for at slukke, dersom der gik Ild i Højres Barakke, og som saa, for at faa noget at bestille, paa egen Regning og Risiko leverede os en Bataille.

Forhørene siges jo nu at nærme sig deres Afslutning, og det kommer da for en Dag, hvad der er om den store forud lagte Plan til at banke Politiet. Naturligvis er der intet om den. For det første vidste man jo ikke, at der var gaaet Bud efter de kjøbenhavnske Betjente, det var en behagelig Overraskelse fra Politimesterens Side Og dernæst, hvis der havde været en Plan, hvorfor blev den da ikke udført? Hvorfor ventede man, til fire Femtedele af Forsamlingen var tagen bort, og hvorfor nøjedes de tilbageblevne med at værge sig efter fattig Lejlighed? Naar der var 1000 Mennesker med en Plan til at knubse Politiet, hvorfor knubsede de det da ikke? At det skulde være en fysisk uoverkommelig Opgave for 1000 Bønder at overmande og bagbinde 30 Betjente, vil man dog næppe paastaa. Men alt det om Planen er Vaas. Der skal en langvarig Ophidselse og en særlig Brutalitet til, inden vor fredsommelige og tilbageholdne Landbostand bringes til at slaa løs. Men at den Kreds af ansete og indflydelsesrige Gaardmænd, der ledede Venstres Møde, skulde have planlagt et almindeligt Slagsmaal med Politiet, det er i samme Grad Nonsens, hverken mer eller mindre, end om man vilde underlægge et af det kjøbenhavnske Grosserersocietet ledet Møde en hemmelig Lyst til at komme i Haandgemæng med Politiet.

Tilbage staar det Spørgsmaal, hvor Politimesteren havde sine Ængstelser fra. Havde han undersøgt Stemningen? Hvilke Beretninger om det forestaaende Oprør var der indløbet til ham? Lad os faa at vide, om Politimesteren i Holbæk havde sine slemme Anelser fra Holbæk Amt, eller om han havde faaet dem sendt fra Kjøbenhavn. Naar en Politimester gaar paa Opdagelse, er der en naturlig Traad, som han først søger at finde Enden paa. Han spørger: hvem har Interesse af denne Sag, for hvem har der været noget at tjene? Naar Regeringens Mand i Holbæk er færdig, saa turde det være Tid at tage fat fra denne Ende. Lad os saa begynde med at spørge: Hvem var interesseret i at faa en Skandale ud af Møderne i Holbæk Amt? Maaske det fra dette Udgangspunkt bedre vil lykkes at finde Planen og dens Ophavsmænd.

Fra et Politimester Synspunkt var det at rekvirere og bruge de kjøbenhavnske Politibetjente en hovedløs Malkonduite. Alene det at opstille 30 ubekjendte i kampberedt Slagorden er en Udfordring. Det maa irritere selv de mere besindige, og ægge Modviljen og føre den fra Modpartiet over paa den truende brutale Magt. Og dette gjælder naturligvis endnu mere, naar Hærstyrken møder i den forhadte kjøbenhavnske Uniform. Det vilde være af Interesse at vide, af hvilke Grunde Politimesteren, naar han endelig skulde have Hjælp, har forlangt at faa den uniformeret, hvilken beroligende Virkning har han ventet sig heraf for den ophidsede Stemning, som han jo, siden han rekvirerede Hjælp, maa have været belavet paa. 

Men den anden store Fejl, der er begaaet, er den, at Politimesteren ikke selv personlig overtog Ledelsen. Det er ved saadanne Lejligheder, at han skal vise, om han dur noget som Politimester, om han har Mod og Aandsnærværelse. Mangfoldige er de Tilfælde, hvor det er Politifunktonæren selv, der ved kejtet frygtsom og som Følge dern urolig og febrilsk Adfærd fremkalder de Uordener, som han skulde og kunde forebygge. Ved saadanne Lejligheder, hvor en hovmodig, vigtig Mine hos en Betient er nok til at fornærme og opirre enkelte Brushoveder, og paa den anden Side en vel anbragt godmodig Vittighed nok til at vende et truende Uvejr, der bør Politimesteren selv være til Stede og stille sin egen Person ind paa Ansvaret. Paa Landet, hvor han er kiendt af hver eneste en af Befolkningen, hvor man har Tillid til ham som den, der vil holde Orden for Ordenens og ikke for Partiernes Skyld, og Agtelse for ham som den, der har Lovens Myndighed, er det sandelig ikke vanskeligt - naturligvis naar der ikke er ligefrem Opstand - at forebygge Uorden. Bonden i sin Helhed er udmærket sejq og energisk i passiv Modstand, men til aktiv der holder han sig tilbage, med mindre han er bleven længe og stærkt angreben. Skulde der være en enkelt modig Oprører, som, dog helst skjult i Mængden, tør være grov imod Politimesteren, naar han staar der paa sin Post i sin kjendte Uniform, saa vil han, naar Politimesteren springer hen og tager ham i Nakken, aldrig vove at slaa til ham, og han vil kunne bortføres, uden at en Kat skal gjøre Mine til at redde ham.

Noget anderledes forholder det sig med Fuldmægtigen. Ligesom Børn, der ubevidst og ubetinget bøie sig for Forældrenes Avtoritet, i Almindeligbed vise en stridig Oppositionslyst imod alle andre, hvis Herredømme de ikke anerkjender, saaledes gaar det ogsaa med Almuen lig overfor Fuldmægtige og underordnede Funktionærer, som i Almindelighed er yngre Mænd, om hvem de godt vide, at de kun har deres Myndighed paa anden Haand. Her tør de bedre, især naar disse har forstaaet ved uklog og overmodig Opførsel at vække Modstandslyst. Skjønt ogsaa her et ligefrem Angreb vil være næsten utænkeligt, er der dog en Forskjel og derfor maa en Politimester ikke møde ved Fuldmægtig, naar han selv kan være til Stede.

Det har været en Malkonduite og under alle Omstændigheder unødvendigt at rekvirere kjøbenhavnske Betjente, men det maa anses for en utilgivelig Forsømmelse, at Politimesteren ikke under Omstændighederne, som han anser for extraordinært vanskelige, selv personligt har taget Kommandoen.

En Politimand.

(Morgenbladet (Jøbenhavn) 2. november 1883).

Følger af Jyderup Skandalen. I et Brev fra Holbæk Amt til "Sorø Amtstid" hedder det bl. a.: "Den stærke Gæring og Bevægelse, der i de nærmeste Dage efter Provisoristernes Heltebedrifter ved Jyderup beherskede Sindene og skabte en Stemning mellem de politiske Partuer af en saa fjendtlig Art, at der vil gaa Aar, før et taaleligt godt Forhold atter vil kunne bringes til Veje, er nu afløst af en vis ydre Ro. Folket stiller sig aabenbart afventende, og især er man spændt paa at erfare, hvad der til Slut vil blive foretaget mod de Personer, der endnu sidde arresterede i Anledning af Jyderup Affæren. Det endelige Resultat af denne Sag vil sikkert blive af afgjørende Betydning for det fremtidige Forhold mellem Parterne. Bortset fra de enkelte Personer, som det paa Grund af deres Sammenstød med Politiet særligt er kommel til at gaa ud over, har Jyderup-Affæren gavnet Venstre og dets Sag betydeligt idet den Maade, hvorpaa der er gaaet frem fra den anden Side, mægtigt har styrket Sammenholdet og vakt en levende Bevidsthed om, hvor alvorlig den politiske Situation egentlig er. Ikke saa faa, der før hin Septemberdag stod vaklende mellem Parterne, er nu uigjenkaldeligt drevne over i Venstres Lejr, og Mænd, der før har været bekiendte for deres moderate Sympatier og maadeholdne politiske Anskuelser, forbavser nu deres Omgivelser med at udtale de krasseste radikale Betragtninger. Hvad Agitation inden for vore egne Rækker ikke har kunnet udrette gjennem Aar, det har Vilkaarligheden og Hensynsløsheden fra vore Modstanderes Side udrettet paa nogle faa Dage".

(Morgenbladet (København) 16. november 1883).

Kvindelig Matros. (Efterskrift til Politivennen)

Den kvindelige Matros. Begivenheden med den Kvinde, som fremstillede sig paa Sessionen her i Byen, har selvfølgelig vakt en Del Opmærksomhed, og den Paagældende har maattet finde sig i at give Møde hos Politiet for al meddele nærmere Forklaring om, hvorledes hun er kommen i sin nuværende Forklædning. At denne havde varet i flere Aar, fremgik allerede af den Omstændighed, at hun ved Konfirmationsalderen var blevet tilført Lægdsrullen, og efter hendes egen Fremstilling af Sagen, der bestyrkes ved Oplysninger fra anden Side, er Forklædningen endog af endnu flere Aar ældre Dato. Allerede i en Alder af 10 Aar foretog hun nemlig med Faderen, der var Skibskaplejn, en Rejse til Island, og paa denne var hun af Bekvemmelighedshensyn iført Drengeklæder. Paa Rejsen fik hun Lyst til Søen, beholdt Drengeklæderne, rejste med Faderen som Skibsdreng og har senere dels i samme Egenskab, dels som Kok og endelig som Matros havt Hyre i omtrent 14 Aar - hun er nu 25 Aar gammel. I hele denne lange Tid, i hvilken hun som oftest bar faret paa Island, er der aldrig Nogen, som har fattet Mistanke om hendes virkelige Kiøn, og sit Arbejde om Bord har hun forrettet i samme Omfang som Skibets mandlige Besætning. Af hvad der saaledes er oplyst, fremgaar det altsaa, at der foreligger en med Forsæt foretagen Forvandling fra Pige til Dreng.

(Social-Demokraten 14. oktober 1883).

Matros-Pigen har i Breve til herværende Velyndere, som i sin Tid havde taget sig af hende, skildret sin Nød. Den Understøttelse hun modtog ved Afrejsen herfra, var ved at slippe op. Hun havde forsøgt paany at faa Hyre som Matros, men det var ikke lykkedes, da Politiet havde frataget hende hendes Mønstringsbog. For Pigeklæder synes hun ligefrem at have Skræk, og hun kan jo heller intet kvindeligt Arbejde. Det har iøvrigt bekræftet sig, at hun havde forlovet sig her i Byen med en ung Tjenestepige og skulde have havt Bryllup med hende i Efteraaret - Brudekjolen var allerede bestilt.

(Social-Demokraten 21. oktober 1883).

Fejø-Sagen (1): 1883 - Forhør og Dom. (Efterskrift til Politivennen)

14. August 1882 blev Carl Anton Freuchen (1835-1915) som da havde været prokurator ved underretterne i Sjællands Stift, beskikket birkedommer og skriver i Fejø Birk. Som prokurator i Faxe havde han optrådt som tilhænger af Højre og Estrup. Muligvis havde han politiske ambitioner, men blev i stedet birkedommer på Fejø. I maj 1881 blev der under hans forgænger Harry Lund fundet et barnelig på kirkegården, men han kunne ikke opklare sagen. Freuchen genoptog nu sagen, og baseret på løse rygter og sladder fandt han frem til to han mente var de skyldige.

Fotograf Heinrich Johan Barby (1858-1930): Carl Anton Freuchen (1835-1915). Barnet er formentlig sønnen Peter Anton Wilhelm Freuchen (1870-?). Barnets mor Anna Margrethe Freuchen (1842-1870) døde 2 dage efter sønnens fødsel. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Forbrydelser i Feiø Birk. Af et Brev fra Lolland meddele vi følgende: I det lille Feiø Birk, der bestaaer af de smaa Øer: Feiø, Femø, Veirø, Lilleø og Askø, under Maribo Amt, har det i den senere Tid vist sig, at der tidligere er begaaet og endnu begaaes forbrydelser af den groveste Art, og at saadanne kun komme for Dagen ved den nye Birkedommer Hr. Freuchens Virksomhed. Hr. Freuchen, der tidligere var Prokurator paa Vemmetofte, blev ansat som Birkedommer paa Feiø i Sommeren 1882; kort Tid efter hans Ankomst døde en Barselkones 8 Dages gamle Barn under mistænkelige Omstændigheder, idet Lægens Erklæring gik ud paa, at Barnet var død af Kvælning. Barselkonens Mand og hendes Svigermoder, et gammelt berygtet Fruentimmer, som havde været nærværende ved Barnets Død, og som paastod, at Barnet var død en naturlig Død - bleve belagte med Arrest. Begge disse Arrestanter vedbleve deres Forklaring, idet de paastod at have seet Barnet drage sit sidste Suk i Moderens Arme, og at Barnet var død en naturlig Død, hvorhos de vilde benægte Rigtigheden af den legale Lægeerklæring. Den 30aarige Barselkone, med 8 levende og alle smaa Børn omkring sig, havde Alles Medynk; man følte sig nemlig overbevist om, at hendes Barn var blevet myrdet af Svigermoderen. Paa Grund af sin Tilstand blev Barselkonens videre Afhøring stillet i Bero; hun, der tilsyneladende var sygelig, havde nemlig kun forklaret, at hendes Barn var død en naturlig Død, og denne Forklaring havde hun afgivet paa Sengen. Da de to Arrestanter imidlertid vedblivende holdt paa deres Udsagn, lod Birkedommeren omsider Barselkonen bringe paa Dommergaarden, hvor hun, efter at have varet et Par Timer i Forhør, tilstod, at hun selv havde dræbt sit Barn uden hendes Mands og hendes Svigermorders Vidende, og det viste sig, at disse virkelig havde seet Barnet i Moderen Arme drage sit sidste Suk, men de havde ikke seet, at den naturlige Moder, der i Dødsøieblikket havde sin venstre Haand under Nakken paa Barnet, hemmelig med denne Haand sammensnørede Skjortelinningen om Barnets Hals, og at det var denne Omstændighed, som frembragte barnets sidste Suk. Forbrydersken udsoner nu sin Straf med 9 Aars Indespærring i Tugthuset.

I Mai 1881 blev der paa Feiø Kirkegaard - skjult under noget Løv - fundet et Barnelig, som skjønnedes at have ligget der i et halvt Aars Tid, men forbrydelsen var og forblev uopdaget. Da Hr. Freuchen ved Nytaarstid iaar begyndte at søge op i denne Sag, kom forskjellige Personer i Arresten: vel viste det sig, at det rette Spor ikke strax var truffet, men de sigtede Personer havde dog ikke rent Brød i Posen, idet de dømtes til Forbedringshusarbeide og Fængsel paa Vand og Brød for fosterfordrivelse og Meddelagtighed i denne forbrydelse. En Arrestant, en tidligere Handelskommis, som nn havde forretning i Kjøbenhavn, blev løsladt mod Kaution, fordi han under Sagen ægtede den unge Pige, som han havde forført og senere forledet til Fosterfordrivelse. Imidlertid lod Hr. Freuchen søge efter Pigen Anna - Søster til den oven fornævnte Barnemorderske som allerede strax, da Barneliget blev fundet, var anseet for mistænkelig, men overfor hvem der dengang ikke blev foretaget Noget idet man da havde ladet sig nøie med en Erklæring fra Jordemoderen, hvor Anna da havde hjemme, hvilken Erklæring gik ud paa, at Anna formentes ikke at have født. Anna blev imidlertid nu funden paa Lolland i Juli d. A . og samme Dag hun blev anholdt, vedgik hun sig skyldig i den foreliggende Forbrydelse. Hun, som i Mai kun var 20 Aar gl., forklarede nu, at da hun i Sommeren 1880 følte sig svanger, gjorde hun sin Moder bekjendt med sin Tilstand, og Moderen foreholdt hende da, at det for hendes fremtids Skyld var aldeles nødvendigt, at hendes Barn ved Fødslen blev bragt afveien; hun vilde ellers komme under Fattigvæsenet. Moderen trøstede hende med, at hun kunde komme til hende, naar Tiden nærmede sig, saa vilde hun hjælpe hende. I December f. A.. en streng Vinter, da Anna følte sin Nedkomst nær, gik hun til sin Moder, og denne lod sig om Aftenen sammen med hende færge over paa Feiø. Her gjorde Moderen hende bekjendt med, at hvis hun fødte et levende Barn, maatte det nødvendigvis dræbes og bringes ud paa Feiø Kirkegaard. I den mørke og meget kolde Nat passerede de nu skjulte omkring paa Øen, indtil de kom i Nærheden af Kirkegaarden; de gik saa ind paa en Mark og satte sig paa en Grøftevold, og her fødte Anna et Drengebarn, som hun paa Moderens Forlangende strax dræbte, hvorefter Moderen tog Barnet og forsvandt med det. Efter 1½ Times Forløb kom hun tilbage og meddelte, at nu var Barnet forsørget og henlagt paa Kirkegaarden, og da hun havde siddet endnu i nogen Tid, spadserede de til Færgestedet og bleve om Morgenen seilede over til Femø, hvor Anna strax maatte gaa i sin Kondition. Da Barnet senere, i Mai 1881, blev fundet, maatte Anna, paa Moderens forlangende, for derved at aflede Mistanken fra hende selv, skrive anonyme Breve til den daværende Birkedommer, hvorefter en hæderlig Pige blev sigtet for Forbrydelsen. Birkedommer Freuchen lod selvfølgelig nu den for Anna saa omhyggelige Moder, et ugift Fruentimmer, 60 Aar gl., Christiane Gotfredsen, bringe tilstede. Dette Fruentimmer, der stærk minder om de bekjendte Hexebilleder, sidder nu i Saxkjøbing Arrest, og har først nylig afgivet en aaben Tilstaaelse om sin Gjerning. Hun er skinhellig, har hidtil kaldet Gud til Vidne paa sin Uskyldighed, og uagtet Anna i Retten paa sine Knæ har bønfaldet hende om at sige Sandheden, har hun stadig stødt Datteren fra sig med Ordene: "Du lyver, Du vil styrte Din Moder i Ulykke og Du vil derfor blive brændt op i Helvede" osv., og til Dommeren er hun fremkommen med Yttringer som: "Grav mig levende ned i Jorden til Halsen, og lad mig raadne saaledes levende hen, hvis jeg er skyldig. I den senere Tid havde Hr. Freuchen afhørt hende baade Dag og Nat, og endelig er det lykkedes ham at saa dette forstokkede Fruentimmer til at tilstaa. Vi have her i Saxkjøbing et usselt Raadhus, vistnok enestaaende her i Landet; naar der, som skeet i den senere Tid, holdes Forhør ved Lys, saa standse de Forbigaaende, idet baade Dommerens og den vedkommende Arrestants Udtalelser høres fuldstændig ud paa Gaden. Der findes kun et lille Forhørslokale i Stuen til Gaden, og det skeer da ogsaa, for at afværge formegen Nysgjerrighed, at de udenfor forsamlede Grupper maa anmodes om at passere videre.

(Folkets Avis - København 24. oktober 1883).

Hvad der ikke kom frem i aviserne var, at forhørene var foregået under torturlignende forhold. Ting- og Arresthuset i Saxkøbing var oprindelig opført 1811 som privat bolig. I 1836 blev det indrettet til ting- og arresthus. I 1869 blev indrettet tre enkeltceller og en fællescelle til tre fanger. Byfogden oplyste 1886 at bygningen var meget forfalden. Et nyt blev indviet i 1888.

Aviserne pointerede Freuchens fyldige og omfattende sagsakter, og måske netop af denne grund også opfattet som grundige. Få havde taget sig den ulejlighed at kigge på indholdet. Højesteret i oktober 1884 stadfæstede dommene på 5 års tugthus til Ane og Christiane Gotfredsen dødsstraf der i december 1884 blev forvandlet til livstidsdom. Dermed var sagen dog ikke forbi, for i tugthuset på Christianshavn kom en læge i 1885 til et andet resultat end distriktslægen på Fejø. Se herom i næste afsnit om genoptagelsen af sagen.

Bicycle Væddeløb. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags Eftermiddag holdtes i Tivoli et Bicyle-Væddeløb, som i ualmindelig høj Grad synes at have vakt Kjøbenhavnernes Interesse; der var mødt omtr 5000 Mennesker for at overvære Løbene. et navnlig i Betragtning af Vejrlig og Aarstid godt Bevis for, hvilken Yndest denne Idræt nyder. Løbene frembød virkelig ogsaa et smukt Skue; de var lige saa interessante som be paa Eremitagen, og her var desuden alle Rytterne Gentlemen, og omend Dyrene ikke vare fuldblods, far var de dog af respektabel engelsk eller amerikansk Rase. Vort Land er i høj Grad egnet for denne Idræt, og da den tillige har den Fordel frem for megen anden Sport, at den er overordentlig anvendelig i det praktiske Liv, saa kan man ikke nok som anbefale den, saa meget mere som den i Reglen kun afstedkommer meget faa Ulykker, selv om der ogsaa af og til kan vanke større Mindelser, naar Rytteren gaar forover. Det kunde være fristende at sammenligne de i Aar opnaaede Resultater med hvad der opnaas andetsteds, men vi skal denne Gang nøjes med at anføre, at i det mindste de kortere Løb var gode, hvorimod det lange Løb lod noget tilbage at ønske.

1ste Løb. Indledningsløb omtr. 4,500 Fod. for Medlemmer med indtil 2 Aars Øvelse. Kampen drejede sig navnlig der mellem Dhr Ulf Hansen og Ingeman Petersen, hvilken sidste i Begyndelsen holdt sig lidt tilbage men i Opløbet gik fordi sin Modstander og kom ind med en god Alens Forspring. Udfaldet blev: Ingeman - Petersen, Bicycle 54 T. Sosiable, Hove Machine Comap. 2 M. 20 3/5 G. Ulf Hansen, Bic. 54 T . D. F Premier, Hilman Herbert & Cooper., 2 M 20 4/5 S

2det Løb. Internationalt Hurtigløb 4500 Fod. Dette Løb maa betegnes som det smukkeste, thi ikke blot var Resultatet det bedste, men Rytterne viste ogsaa alle stor Omhyggelighed baade for at gjøre Banen saa lille som mulig og en hensigtsmæssig Holdning. S Houman, Vic 54 T Sosiable, Howe Machine Comp.; 3 Minut ll 4/5 S. Fr Bakke. Bic 54 T. D F. Premier, Hilman Herbert & Cooper, 3 Min 12 S

3die Løb. Begynderløb. omtr 3,350 Fod. for Medlemmer af "Dansk Bicycle Klub med indtil 1 Aars Øvelse. 2 Ryttere styrtede, men ingen af dem tog Skade. Vald Hansen. Bic 54 T . Special Expres. Devoy & Søn, 2 M 36 3/5 S. P Grim, Bic 54 T, Manchester Expres, Th. Clark & Comp, 2 M 40 1/5 S.

4de Løb. Internationalt Forhindringsløb, 3350 Fod; Rytteren skulde springe af og føre Bicyclen over Forhindringen. Aug. Bakke, Bic 53. D. F. Premier, Hilman Herbert & Cooper. 3 M. 3 S. Tn Raaschou, Bic. 54, "Alpes", Alpe, 3 M 4 4/5 S.

5te Løb. Internationalt Udholdenhedsløb. omtr 22,400 Fod, Banen 20 Gange rundt. Indmeldt 10. Løbet var meget interessant, men da flere af de ældre, til hvem Publikum havde sat en Del Lid, gik ud allerede forholdsvis tidlig, kom Kampen til at staa mellem d'Hrr Ulf Hansen og Rubow. At disse var Hr. H. ubetinget den kraftigste Rytter men ogsaa den mindst omhyggelige, thi hans Sving om Hjørnerne vare altfor stærke, og Kroppens Stilling gav for meget Vindfang, hvilket ogsaa meget let kunde have kostet ham Sejren; han var nemlig forrest hele Tiden men blev i 10de Omgang Nr 2, og først i sidste Øieblik kneb han igjen op og kom saa ind med næppe 1 Alens Forspring. Udfaldet blev: Ulf Hansen, Bic. 54 T., D. F. Premier, Hilmann Herbert & Cooper, 17 M 46 3/4 S. C Rubow, Bic., 54 T, Populær Premier, Hilman Herbert & Cooper. 17 M 47 S., Lind, Bie 58 T., Sociable, Howe Machine Comp, 19 M. 36 S.

Til Slutning udførtes et Kunstløb Der blev foretaget en Mængde smukke og dristige Øvelser, der noksom viste hvilket Herredømme, der der kan erhverves over Bicyclen. Særlig fortjene d'Hrr Th. Raaschou og Aug. Bakke at fremhæves.

II.

(Morgenbladet (København) 9. oktober 1883).

Maler Paul Fischer (1860-1934): Vesterbrogade, Tivoli, cykelløbet i Tivoli. 1885. Det kongelige Bibliotek.

Philip W. Heyman og Arbejderne paa Tuborg Fabrikker. (Efterskrift til Politivennen)

Under overskriften "Philip W. Heyman og Arbejderne paa Tuborg Fabrikker" i "Social-Demokraten" angreb avisen forholdene på Tuborg. Første del af artiklen var polemisk, mens mere beskrivende afsnit findes i en efterfølgende artikel:

Philip W. Heyman og Arbejderne paa Tuborg Fabrikker.

Med Hensyn til de kvindelige Arbejderes Lønningsforhold har vi erfaret Følgende: Før Hr. Heyman overtog Ledelsen erholdt de ved Afpropningsarbejdet beskæftigede Kvinder i fast Dagløn 1 Kr. 50 Øre eller ugenlig 9 Kr. For Overarbejde efter Kl. 6 Eftm. og om Søndagen betaltes der 25 Øre pr. Time. Hr. Heyman forandrede dette Lønningssystem til Akkordarbejde med en Betaling af 20 Øre pr. 100 Flasker. Herved blev Arbejderskernes Fortjeneste betydelig formindsket, men hvorvidt dette var en Følge af, at Hr. Heymans "Akkordssystem" var ensbetydende med en Reduktion af Lønnen, eller det var paa Grunds af Hr. Heymans "Fejlregning" eller andre Aarsager, er en Hemmelighed, der muligvis ligger begravet i Hr. Heymans Arbejdsbøger, thi Arbejderskerne fik ingen Oplysning om, i hvilket Forhold deres Løn stod til den leverede Arbejdsmængde, endskøndt de har i gjort gældende at deres Fortjeneste maatte være større end den Udbetaling de fik. Da det her omtalte Hold Arbejdersker i Foraaret paa Grund af Overanstrengelse, foranlediget ved flere Nætters Arbejde, nægtede at efterkomme Hr. Heymans Befaling tit at arbejde endnu en Nat (Det er det "Morgenbladets" P. kalder "Kontraktbrud"), og desaarsag maatte forlade Fabriken, benyttede Hr. Heyman Lejligheden til overfor de nyantagne Arbejdersker at reducere Lønnen til 17 Øre pr. 100 Flasker. Ogsaa overfor disse iagttog Hr. Heyman den tidligere Hemmelighedsfuldhed med Hensyn til Regnskabets Opgjørelse, og det endskønt den udbetalte Løn undertiden kunde være mindre de Uger, i hvilke der faktisk var leveret en større Arbejdsmængde end i andre, og i Reglen i Følge Arbejderskernes Beregning var for lav. Men det er jo det, der efter Hr. H.s Trosbekendelse har sin Grund i, at Hr. Heyman undertiden udbetaler mere end Arbejderne har fortjent (!). Med Hensyn til de kvindelige Arbejdere vil vi endnu kun anføre Følgende: For nogle Uger siden havde de arbejdet fra Fredag Morgen Kl. 5 til Lørdag Aften Kl. 6, og fik da Ordre til atter at møde Kl. 5 Søndag Morgen. Paa Grund af Træthed blev de borte til Mandag Morgen, og Hr. Heyman var da saa "naadig" ikke at jage dem paa Porten for "Kontraktbrud" men lod dem slippe med at betale 50 Øre hver i Mulkt. Det var mageløst humant, og endskøndt den samme Fremgangsmaade, Afskedigelse eller Mulkt finder Sted, naar der fordres Natarbejde, saa forhindrer dette naturligvis ikke Hr. H. i at tro, at "Natarbejde kun finder sted i Følge Overenskomst med Arbejderne".

Ogsaa de mandlige Arbejdere Løn er gennemgaaende bleven nedsat. Bødkernes Løn er saaledes reduceret fra 85 Kr. maanedlig til 16 Kr. ugentlig, og medens de før Hr. Heymans Overtagelse af Fabrikerne ikke skulde arbejde om Søndagen, maa de nu i samme Vederlag arbejde Søndag Formiddag. Søndagsarbejdet er i det Hele blevet en almindelig Regel paa Fabrikerne, hvad det ikke har været tidligere, uden at der blev givet ekstra Vederlag derfor. Kudskene havde forhen en Løn af 64 Kr. maanedlig og en Provision af 2 pCt., men efterhaanden som Hr. Heyman fik de ældre Kudske afskedigede, nedsatte han Lønnen til 50 Kr. maanedlig. Endvidere blev der tidligere givet Kudskene 5 Flasker pr. 1000 som Godtgjørelse for Brækkage, medens de nu maa yde Fabrikerne Godtgørelse for enhver Flaske, som de uforskyldt kommer til at slaa itu. Maltgørerne havde tidligere 70 Kr. maanedlig, hvorimod Lønnen af Hr. Heyman blev reduceret til 14 Kr. ugentlig, og medens de tidligere havde en regelmæssig ugenlig Fridag, er denne nu ogsaa berøvet dem. En Del af Arbejderne, der beskæftiges ved Aftapningen havde tidtigere en Løn af 64 Kr. maanedlig, og et Tillæg af 1 Kr. de Dage, paa hvilke de kunde opnaa at tomme 3 Fade Øl. Deres Løn er nu reduceret til 14 Kr. ugenlig og den ekstra Godtgørelse er bortfalden. Andre Aftapningsarbejdere fik tidligere deres Overarbejdstid godtgjort med 30 Øre vr. Time. Hr. Heyman reducerede først dette Beløb til 25 Øre, og slog tilsidst fuldstændig en Streg over Betalingen for Overarbejdet. Arbejdsmændene har her i Almindelighed faaet deres Løn reduceret fra 64 a 72 Kr. maanedlig til 12 a 14 Kr. ugenlig. For nogles Vedkommende er Lønnen ganske vist bleven forhøjet med 1 Kr. pr. Uge, men da den daglige Arbejdstid samtidig blev forlænget med 1 Time, har tægen egentlig Forhøjelse af Arbejdslønnen altsaa ikke fundet Sted.

Under saadanne Forhold er det ikke saa mærkeligt, at Flertallet af Arbejderne paa Tuborg Fabriker nægtede at underskrive en Erklæring om, at "medens Hr. Heyman har bestyret Fabrikerne, er Lønnen for de Flestes Vedkommende bleven betydelig større end hidtil". Saa længe kun den første halve Snes Navne stod under Erklæringen, kunde dens Indhold maaske forsvares. Det er nemlig Formændene, der først har skrevet under, og havde ikke Frygten for at blive jaget paa Porten bevæget nogle af de øvrige Arbejdere til at underskrive, og havde man ikke tillige faaet en Del Drenge og tinge Mennesker dertil, som næppe har havt noget klart Begreb om, hvad de skrev under paa, men i Følge den herskende Tone paa Fabrikerne rettede sig efter deres Overordnedes Vilje, saa var Underskrifterne rimeligvis blevne indskrænkede til Formændenes alene.

Til Slutning ville vi omtale et Forhold, der tilligemed det øvrige stiller Hr. Heymans Optræden overfor Arbejderne i et betegnende Lys. Det er en saa almindelig Sætning, at det er i højeste Grad inhumant, og et grovt Misbrug af Arbejderne, at benytte unge Mennesker, særlig Kvinder, til Natarbejde og overanstrængende Arbejde ud over visse Timer i Døgnet, og da Fabrikloven af 23de Maj 1873 udkom, var det paa høje Tid, at der i alt Fald toges et Skridt henimod at forhindre dette Misbrug. Vi har aldrig anset denne Lov for blot tilnærmelsesvis at kunne raade Bod paa dette Onde, dels fordi der for dens Overtrædelse kun er fastsat Bøder fra 10 til 200 Kr. og dels, fordi Arbejderne er udelukkede fra Kontrollen med dens Overholdelse. Hvad bryder nemlig en hensynsløs Fabrikant sig om at betale en Pengebøde af ovennævnte Størrelse, naar han har Fordel ved at overtræde Loven. Han behøver jo kun at udbytte Arbejderne saa meget desto mere, for at dække det Beløb, som han, paa Grund af sin Lovovertrædelse, hvis den bliver opdaget, maa punge ud med. Berettigelsen af denne Anke bevises klart ved Hr. Heymans Behandlingsmaade af Arbejderne paa Tuborg Fabriker. Fabrikloven foreskriver nemlig, at unge Mennesker af begge Køn mellem 14 og 18 Aars Alder, ikke maa anvendes til Arbejde i Fabriker eller fabrikmæssig drevne Værksteder i mere end 12 Timer i Døgnet og ikke i Tiden før 5kl. 5 Morgen eller efter Kl. 9 Aften. Ikke desto mindre benytter Hr. Heyman, til det af os omtalte overanstrængende Natarbejde, jævnlig kvindelige Arbejdere i en Alder af 16-17 Aar. Vi vil derfor anbefale Fabriksinspektørerne at skaffe sig en bedre Underretning end hidtil om det Forhold, hvori Hr. Heyman staar til Fabrikloven. Efter ovenstaaende Karakteristik af Hr. Heyman, hvis Udsagn, som forhen bemærket, Hr. H, betragter som Trosartikler, misunder vi ikke "Morgenbladet"s Indsender hans Protege, og hvis Hr. H. i Fremtiden har Lyst til at fortælle, at han skriver for at gavne Arbejderne, eller at Hr. Heyman betaler sine Arbejdere mere, end de har fortjent, da har vi ikke noget derimod. Enhver vil vide at bedømme hans Udtalelser efter Fortjeneste.

Flere Arbejdere.

(Social-Demokraten 3. oktober 1883).