Vævernes Strejke. (Efterskrift til Politivennen)

Af de her i Bladet gentagne Gange fremsatte Meddelelser vil det allerede være vore Læsere bekendt, at Arbejderne i Væverfaget har rejst sig til Kamp mod den Udbytning, der i dette Fag finder Sted i endnu højere Grad end i de fleste andre, idet Arbejderne hos to herværende Fabrikanter, nemlig Farvermester Schleisner og Fabrikant Neumann & Komp., har nedlagt Arbejdet, fordi Fabrikanterne har nægtet at gaa ind paa en af Arbejderne stillet Fordring om en Forhøjelse af Arbejdslønnen.

Forholdene i Væverfaget giver et ret klart Indblik i, til hvilken Grad Arbejderne udplyndres i det nuværende Samfund. Saa godt som alle de Forholdsregler, som Frikonkurrencesystemet raader over, for at gøre Arbejderen til Slave og trykke hans Løn ned til en Sulteløn, finder Anvendelse i Væversaget. Der gives næppe noget Fag, i hvilken Maskinkraftens Anvendelse har ført Arbejderne i den Grad til Afgrundens Rand, som Tilfældet er i Væverfaget; i intet andet Fag har Spekulationen benyttet Kvindens Arbejdskraft til ved Hjælp af Konkurrencen med Manden, at foretage den ene Reduktion af Lønnen efter den anden, i en saadan Udstrækning som blandt Væverne, og lige som for at vise, at den heraf følgende Elendighedstilstand blandt Arbejderne rigtig passer i de nuværende Magthaveres Kram, lægger baade Staten og Kommunen sin Indflydelse i Vægtskaalen, ikke for at forhindre Arbejdernes Udplyndring eller i alt Fald mildne dens Følger, men for at styrte Arbejderne endnu dybere end den private Spekulation er i Stand til.

Væverfaget er nemlig et af de Fag, ved hvilket Staten ved Tugthusarbejdct har etableret en for Faget ødelæggende Konkurrence, og maaske det Fag, der lider mest under denne Konkurrence. For at beskæftige Tugthusfangerne tager Staten Brødet ud af Munden paa de frie Arbejdere, idet den dels skaber Arbejdsløshed og deraf følgende Fattigdom hos disse, dels ved sin Konkurrence trykker Arbejdslønnen ned til et saadant Lavaal, at Arbejderne sulter, hvad enten de har Arbejde eller ikke. Og Kommunen hjælper trolig Staten med denne arbejderødelæggende Trafik, idet den benytter Ladegaarden paa samme Maade som Staten benytter Tugthuset.

Som Følge af denne Sammensværgelse mellem Stat, Kommune og privatkapitalistiske Spekulanter er Arbejdsforholdene i Væverfaget saa slette som næppe i noget andet Fag. Arbejdet er overanstrængende og opslidende, Arbejdstiden forlanges i en umenneskelig Grad og Arbejdslønnen reduceret i en saadan Grad, at selv det mest overanstrængende Slid ikke bringer Arbejderen en saadan Indtægt, at en enkelt Person, og endnu mindre en Familje, kan føre en blot nogenlunde menneskeværdig Tilværelse derfor. Specielt for de Arbejderes Vedkommende, der i disse Dage har nedlagt Arbejdet, er Lønnen i den Grad reduceret, at en flittig Arbejder maa arbejde ca. 18 Timer i Døgnet for at kunne bringe sin Fortjeneste "op" til 8 a 10 Kroner ugenlig.

Det følger af sig selv, at Arbejdere, der bliver i den Grad udpinte, ikke kan organisere sig saa kraftigt eller lægge saa meget af deres Fortjeneste tilside, at de ved Hjælp af deres egne Midler kan føre Kampen mod deres med Kapital udrustede Arbejdsgivere. At "Haanden og i Munden" er i strængeste Forstand de Arbejderes Lod, der i saa høj en Grad som Væverne er Genstand for Frikonkonkurrencens hensynsløse Udplyndring, og naar de rejser sig til Kamp mod Kapitalmagten, da er det Nøden, som tvinger dem dertil. De strejkende Vævere er derfor tvungne til at apellere til Arbejderne i andre Fag for at faa den støtte, der skal satte dem i stand til at gennemføre deres fordringer.

Paa et Møde af Fagforeningernes Bestyrelser, der blev afholdt i Slutningen af forrige Uge, vedtoges det enstemmig at yde de strejkende Vævere den fornødne pekuniære Støtte. Vi føler os forvissede om, at Fagforeningerne, der har givet Væverne dette Tilsagn, ogsaa vil lade deres Løfte blive efterfulgt af Handling. Væverne har i tidligere Kampe mod Kapitalen givet Eksempler paa godt Sammenhold og under andre Fags Arbejdsnedlæggelser har de lagt deres Offervillighed for Dagen og efter Evne bidraget til at føre dem sejrrig igennem. Vi haaber derfor, at den pekuniære Støtte, der er nødvendig for at Væverne skal kunne sejre i den nu paabegyndte Kamp, vil blive ydet, og at den vil blive tilvejebragt hurtigst muligt.

Der kan ikke være Tvivl om, at Vævernes Strejke hurtigt vil blive endt med Arbejdernes Sejr, og at de fornødne Midler med Lethed kan skaffes tilveje. Dels er de Strejkendes Antal forholdsvis ringe, af hvilken Grund det ikte kan være vanskeligt for de forenede Arbejdere, der for ikke længe siden gennemførte den store Cigararbejderstrejke, at tilføre Væverne den fornødne pekuniære Støtte. Dernæst er de Strejkendes Fordringer i den Grad billige og retfærdige, at Modstanden mod at gaa ind derpaa kun kan være dikteret af ligefrem Hensynsløshed. Vi henviser i saa Henseende til, at en af de Fabrikanter, til hvem Fordringerne blev stillede, ikke alene straks gik ind derpaa, men endog gav Arbejderne et Tillæg i Lønnen ud over hvad de havde forlangt. Endvidere henviser vi til, at Arbejdsgiverne, navnlig naar de ikke besværes af overflødige Mellemmænd, af hver enkelt Arbejder har en Fortjeneste paa det her omtalte Arbejde, der er ca. dobbelt saa stor som Arbejdernes.

En Strejke, der udbryder under disse Forhold er det en Æressag for Arbejderne at føre igennem, og vi nærer den Overbevisning, at de Strejkende ikke vil mangle den fornødne Støtte. Med Hensyn til Indbetaling af Bidrag henviser vi til omstaaende Bekendtgørelse af Strejkekommiteen.

(Social-Demokraten 30. januar 1884).

I forbindelse med en strejke indenfor væverfaget i København 1873 dannedes "Vævernes Velfærdsforening" af omkring et halvt hundrede kvindelige vævere - Danmarks første kvindelige fagforening. Den opløstes senere. I 1883 ved en strejke på Rubens Dampvæveri om en forbedret priskurant dannede kvindelige vævere "Den kvindelige Forening i Væverfaget" i 1883. De var allerede organiseret i mændenes "Vævernes Fagforening", men organiserede sig nu selvstændigt. I 1897 indgik kvinderne i mændenes fagforening.

Efteråret 1884 endte en strejke på Crome & Goldschmidt i Horsens uden resultat. Herefter organiserede arbejderne sig den 22. november 1884 i “Vævernes Forbund i Horsens”. Den første fagforening for vævere i provinsen, med 48 medlemmer. På grund af modstand fra byens to tekstilfabrikker fik den ikke gennemført noget og medlemstallet faldt til 20 medlemmer i 1887. Derimod tog den initiativ til den 16. november 1885 at danne “Væverforbundet i Danmark” med et samlet medlemstal på 120 (Horsens og København).

Løjtnant Castenskjold har faaet sin Dom. (Efterskrift til Politivennen)

Som det vil erindres, meddelte vi Oktober Maaned f. A., at Løjtnant Castenskjold paa Ny Artilleri-Kaserne havde ansøgt om sin Afsked, der imidlertid blev ham nægtet, fordi der var indledet Undersøgelse mod ham paa Grund af, at han i en ganske særlig Grad var optraadt paa en raa og brutal Maade. Undersøgelsen var foranlediget ved, at en permitteret Korporal havde henvendt sig med Klage til Jens Busk, der henledte Krigsministerens Opmærksomhed paa Castenskjolds Ulovligheder. Det var oplyst, at den iltre Løjtnant ofte havde mishandlet Rekruterne, knebet dem i Ørerne og Næsen, slaaet dem med Ridepisken og Sablen osv., saa at en betydelig Del af dem kom paa Sygehuset og flere maatte kasseres. En Rekrut slog han saaledes med Ridepisken, at han blev rød og blaa over hele Kroppen, en anden rev han af Hesten og sparkede i Ansigtet med Ridestøvlerne osv., desuden var han en varm Tilhænger af brutale Skældsord, Extrature og lignende.

Undersøgelsen blev overdraget til den bekjendte Højremand, Avditør Steffensen, der imidlertid paa Grund af det aldeles overvældende Bevismateriale ikke var i Stand til at redde den Tiltalte, og for en fjorten Dages Tid siden faldt Dommen, der lød paa - 1 Maaned Vagtarrest. Vi skal ikke her opholde os ved det Misforhold, der atter i dette Tilfælde er mellem Forbrydelse og Straf; man bliver efterhaanden saa vant til at se den forunderlige Maade, hvorpaa Retfærdigheden optræder overfor militære Befalingsmænd, at man ikke længer forbavses derover. Det er kun mærkeligt, at denne Dom ikke ad officiel Vej er kommen til Offenlighedens Kundskab, saa meget mere, som Ministeren ved magens Begyndelse lovede at give Jens Busk Oplysning om dens Resultat. Vi kan ikke tænke os, at den ærede Folkethingsmand, hvis han har modtaget nogen saadan Oplysning, skulde have beholdt den for sig selv. Men troligt er det, at Ministeren har taget sig "Dagbladet"s Raad ad notam, da det med Hensyn til denne Sag skrev, at det var "lidet heldigt", at Krigsministeren "tager imod den Slags Klager og lover ikke blot at anstille Undersøgelser, men ogsaa at give Hr. Busk officiel Underretning om Undersøgelsens Resultat". Os forekommer det at være "lidet heldigt", at man gør Forsøg paa at dysse en saadan Sag ned, naar man dog ikke er i Stand til at forhindre, at den siver ud til Offentligheden ad anden Vej.

(Social-Demokraten 29. januar 1884).

Ny Artillerikaserne, eller som den senere kom til at hedde: Bådsmandsstrædes Kaserne. Mobil kanon foran artillerikasernen. Kbhbilleder. Public domain. På bygningens modsatte side forløber nu vejen Fredens Ark i Christiania.

Det sammenstyrtede Hus paa Værnedamsvejen. (Efterskrift til Politivennen)

Som meddelt i Gaar styrtede i Torsdags Eftermiddags Kl. mellem 4 og 5 et 2-Etages Hus, Bygningen Nr. 7 paa Værnedamsvejen, pludselig sammen. Et Øjenvidne meddeler os herom følgende:

Ulykken er dels foranlediget ved, at Ejendommen var opført af særdeles usolide Materialier, dels derved, at Grunden ved Siden af, den tidligere "Ny Rosenlund", et Forlystelsessted, der afløste Danselonen "Bal mabille", blev udgravet, fordi der skulde opføres en ny Ejendom. 6-7 Arbejdere var netop færdige med deres Dagsarbejde i samme Øjeblik Gavlen revnede. En af Arbejdente saae tilfældig op og gjorde sine Kammerater opmærksomme paa Revnen. De toge alle øjeblikkelig Flugten og havde kun gjort nogle faa Skridt, da Gavlen styrtede ned lige foran deres Fødder. Sammenstyrtningen kom dog ikke ganske uventet. Allerede i et Par Uger, altsaa efter at Udgravningen af Nabogrunden havde fundet Sted, frygtede Gadens Beboere for, at en Katastrofe, som den nu passerede, vilde finde Sted, mærkelig nok uden at Frederiksberg Bygningsinspektør, C. L. Thuren, eller noget Medlem af Kommissionen, havde fundet sig foranlediget til at træffe tilstrækkelige Sikringsforanstaltninger. Hele Bygningen var stivet af med et Par meget svage Bjælker, der naturligvis ikke ydede mindste Modstandskraft ved Sammenstyrtningen. Det var forøvrigt ikke vanskeligt at se, hvad der muligvis vilde ske. Hele Bjælkelaget havde givet sig, det ene Hjørne af Huset sank i foruroligende Grad, saaledes at bl. a. Porten var skæv. Det har saaledes ikke manglet paa Barsler, som selv mindre Bygningskyndige end Hr. Thuren eller hans Kolleger kunde forstaa.

Ved Sammenstyrtningen faldt den halve Del af Bygningen, som vender ud mod Gaarden, samt Gavlen. Det var et rent Vidunder, at kun det Barn, en lille Pige, vi i Gaar omtalte, kom væsentlig til Skade. Desværre brækkede hun foruden Armene tillige det ene Ben og fik Hovedet en Del forslaaet. Moderen og Barnet, opholdt sig tilfældigvis hos en paa 2den Sal over Porten boende Skomager, hvor de ventede paa et Par Støvler, som han gjorde færdig. Da Katastrofen indtraadte, faldt de alle tre gennem den underliggende første Sal og Port ned paa Jorden, og saa heldig slap de, at bl. a. Skomageren blev siddende paa sin Stol med Støvlen i Haanden oven paa Grusbunken. Foruden disse tre styrtede endnu en Snedkers Hustru og fire Børn fra 1ste Sal ned paa Jorden uden at tage Skade. En Murer, der logerede i et Værelse, som ikke blev revet med i Faldet, blev vækket af sin Middagssøvn ved Braget og gik derfor ned paa Gaden for at tage Skaden i Øjesyn. Han udtalte som sin Formening, at den øvrige Del af Huset vilde blive staaende, og gik derfor ganske rolig op i sit Værelse for at fortsætte den afbrudte Søvn. Da Politiet kom til Stede, fik det travlt med at afspærre de tilbagestaaende Ruiner for at at ikke yderligere Ulykke skulde ske, og nu fortaltes det til almindelig Forbavselse, at der endnu var en Mand i Huset. Da Politiet kom op til ham med Anmodning om at fortrække, vægrede han sig paa det Bestemteste mod at aabne Døren. Han havde betalt sin Husleje, sagde han, og vilde blive boende i Værelset for den Tid han havde betalt. Dette Standpunkt fastholdt han haardnakket, saa at Døren maatte sprænges og han selv føres bort med Magt.

Det vakle almindelig Deltagelse, at en Kanariefugl var bleven hængende i sit Bur i en Vinduessprosse oppe under Taget. Endnu i Gaar hang den der, uden at det var muligt at komme den til Hjælp, og det kunde forudses, at den vilde blive knust enten ved senere Nedstyrtninger, eller naar man begynder at nedrive de endnu tilbagestaaende Rester af Huset.

(Social-Demokraten 12. januar 1884).

Dansk Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

Den voldelige måde at holde landarbejderne i skak slog også indad i familierne, det fremgik af en artikel i: 

Brev fra Vestindien (uddrag)

Man er paa Øerne noget betænkelig ved den overhaandtagende Tilbøjelighed hos Negerbefolkningen til at give sin Heftighed og sine tøjlesløse Lidenskaber Luft i Voldshandlinger, der ikke saa sjeldent ende med Døden, og man beklager meget den Lemfældighed, de danske Domstole i saadanne Tilfælde udvise imod Gjerningsmændene. Disse slippe gjerne med et Par Aars Strafarbejde, og gaar det højt, saa at de dømmes fra Livet, kunne de altid gjøre Regning paa den kongelige Benaadning, der endog gierne efter nogle faa Aars Ophold i en Straffeanstalt hjemme aldeles fritager dem for Resten af Straffetiden. 

Paa de omliggende engelske Øer viser man ikke en saadan Mildhed i Drabssager, hvormed graverende Omstændigheder have været forbundne, og en Dødsdoms Fuldbyrdelse er næsten altid det uundgaaelige Resultat af Sagen. Som Følge heraf hører man ogsaa jevnlig Negerne sige, at man paa vore Øer kan gjøre, hvad man vil, da man ikke udsætter sig for at blive hængt, og blive de dømte til Tugthusstraf, saa bede de om at blive hjemsendte, fordi de vide, at de ved deres Tilbagekomst ville blive hyldede og beundrede af deres Kammerater som Folk, der Lave gjort en Europarejse og under Opholdet i Danmark have lært Dansk. 

Som en Illustration til hvad jeg her har sagt om Negernes Tilbøjelighed til uden Hensyn til Følgerne at give deres Lidenskab Tøjlen skal jeg blot anføre et Par enkelte i den allerseneste Tid forefaldne Drabshandlinger: En Arbejder paa Plantagen Pleasant Walley paa St. Croix. ved Navn James Francis Carter, blev en Søndag i Oktober opbragt over, at hans Stedsøn, en Dreng paa 9 Aar, havde spist hans Mad, og gav sig i den Anledning til at mishandle Drengen paa en saa grusom og oprørende Maade, dels ved ligefrem at slaa ham, dels ved at løfte ham op og kaste ham ned i Gulvet og endelig støde hans Hoved imod Jorden, at Barnet tilsidst døde imellem Hænderne paa sin Bøddel. Carter blev vel ved Underretten idømt Livsstraf men hans endelige Dom vil naturligvis kun komme til at lyde paa nogle faa Aars Strafarbejde Paa St. Thomas forefaldt en næsten ligesaa gruelig Drabssag i samme Maaned. 

En vagtmand paa Plantagen Thomas blev en Søndag opbragt over at en Mand fra Byen havde uden hans Tilladelse begivet sig ind i Gaarden for at bese Sukkerkogeriet, og gav sig efter at have puttet Vedkommende hen til Indgangen til at slaa løs paa Manden med en tyk Knippel. Han slog ham i Hovedet og vedblev dermed, indtil den Anden laa bevidstløs for hans Fødder. Andendagen efter døde den Ulykkelige, der skal have laa et Hjerneskallen knust og Gjerningsmanden sidder nu og afventer sin Dom, der formodentlig ligeledes endelig resulterer i et Par Aars Strafarbejde. At saadanne Tilstande ikke ere hyggelige, og at Straffelovene ikke svare til Forholdene paa Øerne, tror jeg vil vare indlysende for Enhver, ialfald hersker der ingen Tvivl herom på Øerne.

(Dagbladet (København), 27. december 1883 (uddrag)

View of the lagoon near New Port, Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

En Fodbold-Kamp. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Boldklubs yngre Afdeling førte i Søndags Formiddags en Væddekamp i Fodboldspil med Eleverne fra Kostskolen i Birkerød. Hvert Parti havde stillet 13 Deltagere, alle under 17 Aar, og det gjaldt om at gjøre det største Antal Partier i Løbet af 1½ Time. Der begyndtes Kl 10,10, og "Birkerødderne" viste sig strax "Kjøbenhavnerne" langt overlegne, thi ikke blot var der mere System og Ro i deres Spil, men ogsaa i Føringen af Bolden osv. viste de større Færdighed og mere fornuftig Hensyntagen end deres kjøbenhavnske Kolegaer. I første Omgang fik Birkerødderne, efter 20 Minutters Kamp med vexlende Held, Bolden tæt ind mod Kjøbenhavnernes Maal, og et Par af disse sidste begik af Kampiver den Fejl at "gaa bag om Bolden", hvilket var forbudt, saa Modpartiet erhvervede sig et "frispark" som gav Birkerød vundet Spil præcis Kl 10½. I anden Omgang førte Birkerød Hæren ligesom i første strax Kampen ind paa Kjøbenhavnernes Territorium, og næsten hele Striden leveredes her; ikke mindre end 6 Gange dreves Bolden igjennem tæt ved Siden af Kjøbenhavnernes Maal, og efter at det et Øjeblik pludselig havde set ud, som om disse skulde vinde, fejrede Birkerødderne paa Slaget 11. Begge disse Partier viste alene ved deres Længde (½ Time), at der fra begge Sider blev spillet med ikke ringe Dygtighed. Kjøbenhavnerne begik navnlig den Fejl, at de stadig holdt sig i en Klump tæt bag ved Bolden, og at de altfor ofte drev denne frem mod Modstanderne med store Spark, ligesom man ogsaa kun sjældent saa, at de havde nogen af deres Folk ude foran Bolden. Disse 2 Omgange tog vistnok til Dels Modet fra Kjøbenhavnerne, hvorfor der ogsaa til Slut ofte viste sig nogen Træthed, ja af og til næsten Ligegyldighed hos dem. Tredje Spil varede i 16 Minutter, og Birkerødderne sejrede atter, og i fjerde Spil forløb den fastsatte Tid (1½ Time), uden at Spillet var afgjort, og uagtet det fortsattes endnu nogen Tid, vel nærmest for at give Kjøbenhavnerne Lejlighed til Oprejsning, tabte disse dog ogsaa denne Gang.

Vi kan ikke noksom anbefale dette fortrinlige Spil til alle Skolemands Opmærksomhed; det er saa at sige ikke forbunden med nogen Omkostning og i høj Grad morende, og da det foregaar under aaben Himmel, bidrager den frembragte dybe og kraftige Respiration til at styrke Lungerne; hertil kommer, at dette Spil paa Grund af den voldsommme Motion bedst egner sig til at udføres i den koldere Aarstid i hvilken næsten alle andre Øvelser af denne Art maa hvile. Derfor er man ogsaa i den senere Tid (se f. Ex. tyske Sportsblade) begyndt at anbefale det stærkt som Vinterøvelse for Roforeninger og deslige. I England har man allerede i mange Aar prist Fodbold Spillet i høje Toner, og sikkert er det, at man vanskeligt skal finde et Spil der bedre egner sig for Drenge end dette.

H.

(Morgenbladet (København) 19. december 1883).

Fotograf J. F. Meyer (1849-1905): Fodbold spilles på græsmark. Ukendt sted. 1870-1905. Kbhbilleder.

Kampen regnes for den første danske fodboldkamp. Det blev først populært blandt den københavnske overklasse, siden over hele landet. Kjøbenhavns Boldklub var stiftet i 1876 for langbold, fra 1879 også fodbold. Man spillede i starten på Rosenborg Eksercerplads, men flyttede så ud på Blegdamsfælleden. En opvisning af fodboldspillet fandt sted 7. september 1879 på Eremitagesletten i Dyrehaven. I perioden 1884–88 stiftedes 18 fodboldklubber i København af disse eksisterer stadig Boldklubben Frem (1886) som cricketklub.