Vester Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Magistratens Forslag om at bevilge 135.000 Kr. til Gjennemførelse af Jordarbeider m. v. paa Vestre Kirkegaard, var i Borgerrepræsentationens Møde igaar til 2. Behandling. Slotsgartner Rothe gav nogle Oplysninger om Anlæget. Han troede, at Planen vilde give en smuk Overfladeform med tiltalende Partier. Priserne for Afgravningen svingede stærkt, men det var jo naturligt. Han troede, at man kunde stole paa det Skjøn, der laa til Grund for Planen, men Garantien for, at det ikke blev overskredet, maatte man tage hos de Mænd, som overtog Jordarbeidet i Entreprise. Veinettes Hovedaare delte sig hesteskoformet i to Dele, hvoraf den ene havde en saa stor Stigning, at den ikke egnede sig til Vognkjørset, Hovedveiene havde i en anselig Brede med Gangstier. Det var uheldigt, at Rørlægningen nu fremtraadte i større Dimensioner, end det oprindelig var paatænkt. Han vilde ønske, at hele Dræningsarbeidet helt blev udført i samlet Entreprise. Han kunde ikke billige Forslaget om Beplantningen af Adgangsveien med fire Rækker italienske Popler. Han havde tidligere fremsat sin Tvivl om Hensigtsmæssigheden af at bruge disse Popler, som savnede Levedygtighed. Af de italienske Popler, som vare tilbage i Danmark, var der saare faa, som ikke vare sygelige. Man havde troet, at dette hidrørte fra det strænge Klima. Docent Rostrup havde imidlertid undersøgt Sagen og paavist, at Grunden til Sygeligheden var en Snyltesvamp, mod hvilken man endnu ikke havde fundet noget Middel. Det forekom ham derfor lidt vel dristigt at antage, at det foreslaaede Anlæg skulde undgaa denne Fare. Pyramidepoplen var efter hans Mening heller ikke noget heldigt Alleetræ. Han vilde derfor foreslaa, at dette Punkt blev taget under fornyet Overveielse, hvad der ikke vilde medføre nogen Forsinkelse, da der før Efteraaret ikke kunde være Tale om nogen Beplantning. Det var overflødigt at lade Sagen vende tilbage til Borgerrepræsentationen. Han foreslog altsaa at bevilge det begjærte Beløb, saaledes at Magistraten tog hans Henstilling under Overveielse. Noget af Arbejdet var allerede udført. Han berørte Istedgadens Gjennemførelse, som ogaaa for denne Sag havde nogen Betydning, og henledede Borgermester Ehlers Opmærksomhed paa en Forbindelsesvei mellem Enghavevej og Vesterfælledvei, en Vei, der fandtes paa Kortet, men i virkeligheden ikke existerede som Vei, skjønt den vilde yde de Veifarende store Bekvemmeligheder. Ogsaa paa andet Sted var der udtalt et Ønske om at faa denne Vei anlagt. Den behøvede ikke at være noget stort Arbeide. Borgermester Hansen oplyste, at de paagjældende Arbeider vilde blive udbudte til flere, inden de kom til Udførelse. Man havde i sin Tid besluttet at plante Popler ved Adgangsvejen af Skjønhedshensyn; forinden der skete nogen Beplantning, vilde han raadføre sig med Sagkyndige, og viste det sig, at Poplerne virkelig ikke havde Levedygtighed, vilde de blive afløste af et andet Træ. Han kunde ogsaa ønske, at den omtalte Forbindelsesvei blev anlagt, og henledede Borgermester Ehlers' Opmærksomhed paa denne Sag (Munterhed). Forslaget blev derpaa vedtaget.

(Nationaltidende 18. marts 1884).

Christianshavns Kanal. (Efterskrift til Politivennen).

De skandaløse Forhold ved Kristianshavns Kanal har givet Dr. Tryde Anledning til at skrive en Piece: "Om Infektion fra Kloakudtømmelserne i Københavns Havn og Kanaler". Det fremgaar af denne, at ved Siden af de af Dr. Tryde foretagne mikroskopiske Undersøgelser fandt der en kemisk Analyse Sted, der udførtes af Laboratorieforstander Stein. Ved denne viste det sig, at den spontant udviklede Luft, der opsteg af Prøver, optagne af Kristianshavns Kanal paa det Sted, hvor det efter den foretagne Undersøgelse viste sig, at der fandtes en 3 Fod høj og 600 Fod lang Mudderbanke, som omtrent indeholdt 148,000 Kubikfod Mudder, var rigt paa differente Luftarter: Kulbrinte, Svovlbrinte og Kulsyre. Den spontane Luftudvikling foregik jævnt og uafbrudt med Stuetemperatur og var saa rigelig, at Mudderet i Løbet af en Maaneds Tid udviklede omtrent 5 Gange sit eget Rumfang Luft gennem et Lag Kanalvand, der med Mudderlagets dobbelte Højde laa over dette. Af den mikroskopiske, af Dr. Tryde selv foretagne, Undersøgelse fremgik blandt andet, at Kanalvandet efter faa Timers Henstand over Mudderlaget indeholdt foruden talrige Algeformer en Mængde Bakterier af forskellige Former: stokker, Stave, Traade og Spiriller, de sidstnævnte i talløse Former og med den livligste Egenbevægelse.

Til det Resume, Dr. T. giver af sine Undersøgelser, knyttes der flere Bemærkninger, der antyder Omridsene af de Foranstaltninger, der maa gennemføres med Hensyn til Havnen og de dermed i Forbindelse staaende Kanaler. Angaaende det forelagte Spørgsmaal om Forholdene i Kristianshavns Kanal bemærker han bl. a., at det kun udgør et Led i en hel Række nøje sammenhængende Spørgsmaal vedrørende Renholdelsen af Havnen og Fjærnelsen af Affaldsstoffer fra Byen, og at man kun ved at drøfte disse Spørgsmaal i Forening kan vente en Besvarelse, der er betryggende for Byens Sundhedstilstand. Selve Forholdene i Kristianshavns Kanal giver Anledning til begrundede Klager. Det betydelige Kloakindhold, der daglig udtømmes i Havnen og Kanalerne, kan ikke betragtes som gjort uskadeligt ved at fjærncs paa denne Maade. Trods Strøm og Opmuddring henligger det længe nok til at fremkalde en Infektion af Vandet i Løbene og derfra af Grundvandet, og ad begge Veje er der rig Lejlighed til Infektion af Luften med Kim. Med Hensyn til Kristianshavns Kanal paapeges Nødvendigheden af en Ombygning af Børnehusbroen med Fjærnelse af dens faste Landpiller og den nærliggende Fangdæmning. De hygiejniske Hensyn ville imidlertid næppe kunne siges at være fuldt ud tilfredsstillende, forinden det 20 Fods Løb gennem Havnen, eller i hvert Fald et Løb henimod denne Dybde, er ført helt ud syd paa gennem Kalvebodstrand til dybt Vand. Hvad Kloakindholdet angaar, foreslaar han det samlet fra Byen, gennem en Ledning under Havnen ført over til Amagersiden og herfra mod Kristianshavns Kloakindhold pumpet ud paa dybt Vand Øst for Amager. Dr. Tryde slutter sit Skrift med følgende Ord: "Udføres dette og blev samtidig Københavns Vandforsyning noget rigeligere og hver Ejendom forsynet med forsvarligt lukkende, ventileret Vandlaas til Kloaken, vilde man formentlig uden Betænkelighed kunne paabyde Indretningen af Water-Klosets og udskylle disses Indhold i Kloakerne. København vilde da sikkert med Hensyn til Vandforsyning, Afvanding og Bortfjærnelse af Affaldsstoffer kunne taale Sammenligning med de bedst administrerede Hovedstæder."

(Social-Demokraten 8. marts 1884).

Overgaden Oven Vandet. Christianshavns Kanal, Overgaden Oven Vandet ved Wilders Plads. 1887. Ukendt fotograf. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Horsens Tugthus 1884: Fængselspræst Jacob Hansen Andresen. (Efterskrift til Politivennen)

Jacob Hansen Andresen (1842-1886) var født i Notmark Skov på Als. Han var søn af en skipper, gik i Odense Katedralskole 1852-1862 og derefter filosofisk eksamen i København 1863. Han deltog som frivillig i Årøs strejfkorps i Krigen 1864. Herefter studerede han teologi 1868-1871. Blev præst ved Horsens Tugthus 1876. I 1878 grundlagde han sammen med lærer ved Horsens Statsskole Emil Buchwald (1844-1927) Horsens Kvindeseminarium. 

I forbindelse med sin forflyttelse fik han den 24. februar af Horsens Tugthus' funktionærer (nogle af de straffede) overrakt en erindringsgave (et regulatørur, en hånddisk og kalk). Han døde 1886 efter længere tids sygdom.

Skandalen i Horsens Tugthus.

 - - -

Pastor Andresen stod i stærkt personligt Venskabsforhold og maaske ogsaa Afhængighedsforhold til en af Fangerne ved Navn Ekmann, der i særlig Grad havde deltaget i Tyverierne og Underslæbene. Kommissionsdommen oplyser, at Ekmann nød "ubetinget Tillid" i Præstens Hus, og Venskabet var saa varmt, at da Ekmann en Gang blev vred paa Præsten og hans Kone og skældte dem ud samt gik fornærmet bort til sin Celle i Tugthuset, saa tog Præsten en Flaske Vin fra sin Kælder, opsøgte Ekmann og drak Forlig med ham. Om denne Ekmann er det andet Steds meddelt, at han, Præstens Kammerat, i 1863 ved en i samtlige Instanser for hans Vedkommende enslydende Dom blev dømt til at "have sit Liv forbrudt og henlægges paa Stejle og Hjul" (senere forandredes Dommen til livsvarigt Straffearbejde, og i 1882 benaadedes Ekmann helt) og Tiltalen lød paa, at han havde myrdet sin Hustru ved Gift - han gav hende efter en omhyggelig og vel forberedt Plan Arsenik i Portvin, - endvidere paa Hor og Overtrædelse af et Entholdelsesdekret.

Kommissionsdommen oplyser, at Ekmann havde forskellige Møbler fyldte med Tyvekoster staaende i Præstens Hus, samt at han gjorde dennes Svigermoder og Hustru en Mængde Foræringer "af Hensyn til den Forplejning, han jævnlig nød i Huset". Hvor talrige disse Foræringer var, er naturligvis vanskeligt at have nogen Mening om, selv Præstefamiljen véd vel næppe, hvor meget af deres "usle Mammon", der skyldes Ekmann Tak for. Men om de Koster, som han sit Lov til at skjule i Præsteboligen, kan man derimod bedre gøre sig et Begreb, naar man erfarer, at han ved sin Løsladelse i 1882 medførte bl. a. saa meget Smedeværktøj og saa mange Møbler, at han etablerede sig som Smed i Horsens med en Beboelseslejlighed paa tre Værelser og et fuldstændigt udstyret Værksted. Genstandene hertil havde henstaaet paa Præstens Loft, og man generede sig saa lidt, at det blev bortkørt ved højlys Dag.

Denne Præst prædiker nu paa Statskirkens Vegne over det syvende Bud for Jyderne i Løgstør, og hans Kone stiller sit Eksempel op for Kvinderne dér paa Stedet.

Men naturligvis har Kommissionens Retfærdighed ikke aldeles ladet Præstens Hus gaa Ram forbi. Der var begået Hæleri i meget stor Udstrækning, dette var temmeligt klart, og Retfærdigheden fordrede Hævn og maatte gaa sin Gang - og saa holdt man sig til Provstens Pige. Denne havde flere Gange købt Uldtøj af Fangerne, og man idømte hende 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

Det var selvfølgelig en formildende Omstændigheder for hende, at hendes Husbond og Sjælesørger stod i et endnu mere intimt og kammeratligt Forhold til Fangerne end hun selv. Fruens "store Tillid" til Fangerne tjente ogsaa til hendes Undskyldning. Naar denne Præstekone ikke alene købte, men ogsaa modtog Mængder af stjaalne Varer, og gjorde dette, som det hedder i Kommissionsdommen, i Tillid til, at vedkommende Fanger havde paa ærlig Maade erhvervet sig Genstandene, saa maatte Tjenestepigen vel ogsaa kunne gaa ud fra, at det forholdsvis lidt, som hun købte, var ikke "stjaalne Ting". Det, at Fangen Ekmann i Præstens Lejlighed kunde ophobe store Værdier, alle Slags Genstande, som Herskabet gemte under Paaskud af, at det var Fangens lovlige Ejendom, maatte vel yderligere bestyrke Pigen i den Tro, at en Tugthusfange var en Mand, der kunde samle Liggendefæ i Mængde paa ordenlig Maade og altsaa med Ret til at sælge det. Ogsaa dette var en formildende Omstændighed, saaledes at næsten alt talte til hendes Undskyldning.

Der er vel ingen Tvivl om, at Kommissionsdommerne har indset dette; men der skulde straffes, det fordrede Retfærdigheden, og da Præsten og hans Kone ikke maatte røres, var der kun den ulykkelige Tjenestepige tilbage. Det er nu saa heldigt, at den Mangel i Lovgivningen, som Wessels Dommere benyttede sig af til for Smed at rette Bager, ikke senere er afhjulpet, og saa idømte man Tjenestepigen de 3 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, som Herskabet havde gjort sig sig fortjent til. 

 * * *

(Social-Demokraten 6. marts 1884. Uddrag).

Ekmann blev idømt et års forbedringshusarbejde. Han appellerede ikke dommen og hans anmodning om at afsone i Vridsløselille blev afslået.

Pastor Andresen og Tugthussagen Fra Pastor Andresen, forhenværende Fængselspræst i Horsens, har "Berl. Tid." modtaget efterstaaende Skrivelse, som Bladet ikke har villet nægte Optagelse:

En fornøden Oplysning. Idet jeg fratræder min Stilling som Præst ved den herværende Straffeanstalt, troer jeg mig berettiget og forpligtet til at udtale Følgende:

Det er jo umuligt at modbevise Folk, der ere mistroiske, saa hvad jeg fremfører, gjælder kun dem, der have Vilje til at se velvilligt paa mig og mine. Hvad altsaa den meget omtalte Tugthussag angaar, maa jeg først hævde, at jeg ikke formaar at indse, at denne Sag har det allermindste at gjøre med Kampen mellem Højre og Venstre eller det nuværende Ministerium. Dernæst ere de fremkomne Udtalelser af den Art, at de vise, at Vedkommende ikke have Spor af Kjendskab til de Forhold, under hvilke Mislighederne ere begavede. Der tales saaledes om en Ringmur, men Sagen er, at de Fanger, med hvilke vi have haft at gjøre (dels i Følge det ældre System og dels ifølge den kongelige Anordning af 13de Februar 1873, der bestemmer, at Fangerne paa Overgangsstadiet for at prøves skulde have større Frihed) have haft Tilladelse til at færdes og arbejde udenfor Ringmuren. Hvad nu den særlige Fange Ekmann angaar, da havde han under sin lange Straffetid vundet almindelig Tillid, og da hans Forbrydelse ikke henhørte under Ejendomsovergreb, faldt det Ingen ind, at der i den Henseende var Noget hos ham at befrygte. Han var et flittigt og dygtigt gammelt Menneske, der gjerne vilde gjøre Nytte, hvor han kunde, og da jeg kom hertil, var han den første Fange, jeg traf uden Ledsagelse af Opsyn. Idet altsaa jeg ligesom Anstaltens øvrige Funktionærer ansaa ham for en redelig (!) Mand, tillod jeg ham at komme i mit Hus, hvor han jævnlig, hvad der dengang ikke ansaas for urigtigt, blev delagtig i, hvad der tilfældig kunne ydes ham, udenfor den tarvelige Kost, som Tugthuset giver; ligesaa ofte gjorde han os Tjenester ved at bringe Smaating istand, hvilket han som oftest (!) gjorde uopfordret. Vi betragtede ham altsaa som en gammel Ven (!!), og da han af Inspectionen uden Anmodning fra mig fik Lov til at flytte sine paa Anstalten lavede Meubler med Indhold over i Præsteboligen, fordi Anstalten ikke havde Plads (!!!) dertil, og vi paa et Kvistværelse kunde huse dem, fandt jeg ingen Anledning til at formene ham dette. Det Tøj han havde, bragte han ofte offentligt ud for at sole, saa at Alle og vi maatte antage det for at være hans lovlige Ejendom.

En enkelt Gang, da vi bleve mistænksomme, forespurgte jeg mig paa Fabrikanternes Kontor om det Tøj, som saaledes udførtes, blev betalt, hvortil der svaredes: Ja. Han gik hvert Aar med Haab om at blive benaadet til Kongens Fødselsdag. og da han trængte til mange Ting, byttede han nogle af de Varer, som vi ansaa for lovlige, med Ting, som min afdøde Svigermoder og min Hustru kjøbte til ham i Horsens eller forfærdigede hjemme. Det gik først op for os, da efter hans Benaadning en anden Fange rettede det Spørgsmaal til min Hustru, om han ikke, ligesom Ekmann havde gjort, skulde skaffe os et Stykke Tøj, at der var noget Galt paa færde. Jeg talte med de andre Funktionærer ved Anstalten derom, men disse troede, at det blot var en af de her sædvanlige Underfundigheder, forat Vedkommende kunde faa Fodfæste hos os. Ekmann vedblev efter sin Løsladelse at komme i vort Hus, og da min Hustru og jeg gik ham nærmere paa Livet, mærkede vi, at det var galt fat. Overfor mig vedblev han bestemt at paastaa, at han ingen Ulovligheder havde havt for, men min Hustru vilde han have til at lyve sig fra Sagen. Dog vare naturligvis baade hun og jeg, da hun meddelte mig Sagen, strax enige om, at derom kunde der ikke være Tale. Naar der insinueres, at jeg ikke er bleven afhørt, vil jeg oplyse, at jeg af egen Drift personligt var med ved ethvert Forhør, der angik vort Hus, ligesom jeg jo ikke kunde være uvidende om, hvad der foregik herhjemme.

Det har nu desværre vist sig, at Forhørsdommeren havde Ret, da kan yttrede, at Ekmann var en Skurk, der nu, fordi min Hustru ikke vilde tie, vilde gjøre os alt det Onde, han kunde, skjøndt jeg dengang gjorde Indsigelse mod dette Udtryk (den anden Fange, som har voldt os Ulykker, havde jeg udtrykkelig forbudt Adgang til mit Hus). Men skal da én Fejltagelse iblandt de mange Tugthusmennesker, imellem hvilke vi i de 8 Aar have levet, dømme os? Kunde der ikke være Anledning til ogsaa at undersøge, om vi dog ikke i al vor Skrøbelighed have udrettet noget Godt?

Jeg kan fra Februar 1883 fremlægge en Attest for min Virksomhed, hvis Udtryk Beskedenheden forbyder mig at nævne, og har jeg altsaa været en dygtig Fængselspræst, hævder jeg, at min Hustru har været en endnu bedre Præstekone. Jeg har tidt maattet undre mig over, hvorledes hun kunde opofre sig for Fanger, hvorledes hun til Natten kunde rede Leie til deres Familier, som kom i Besøg, og vi have, Gud ske Lov, iblandt de mange haarde Skuffelser dog adskillige lyse Punkter at se paa. - Naar det endelig insinueres, at jeg er bleven forflyttet, fordi man vilde have mig herfra, erklærer jeg, at der ikke fra Regeringen er kommet nogen Opfordring til mig om at søge herfra i jeg befandt mig indtil sidste Aar vel ved min Gjerning, men ligesom jeg enkeltvis tidligere, fordi Embedets Indtægter ere smaa, havde søgt om Befordring, saaledes søgte jeg ganske vist hyppigere, efter at den ulykkelige Tid her var indtruffen, om Forflyttelse. Hs. Maj. Kong Kristian den Niende har været saa naadig at udnævne mig til Sognepræst for Kornum og Løgsted, men da jeg var iblandt de bedst kvalificerede til Embedet, er der hverken fra Regeringens eller min Side flet noget Usædvanligt, og da min Hustru er mig mere værd end Kornum og Løgsted, vil man forstaa, at jeg fremkommer med denne Udtalelse.

Endnu tilføjer jeg, at jeg ikke indlader mig paa nogensomhelst Gendrivelse af de Bemærkninger, som denne Erklæring muligvis vil fremkalde.

Horsens Straffeanstalt, 11te Marts 1884.

 *

Denne Skrivelse behøver vi ikke at kommentere, navnlig naar man sammenholder den med de Oplysninger, der er fremkomne i nærværende Blad om Pastor Andresen. Red.

(Social-Demokraten 16. marts 1884).

Bemærkninger i Anledning af dommen i Horsens Tugthussag.

Af en Jurist

II.

- - -

Udenfor de tiltaltes Række nævnes der ganske vist en til, nemlig Præstens Hustru, om hvem det, i Lighed med, hvad der siges om Inspektøren, bemærkes, at hun "vil ikke have tænkt sig, at Tingene (de af hende modtagne) var stjaalne". Men hun burde som værende udenfor Aktionen slet ikke være omtalt i Dommen; thi det er en almindelig anerkjendt Humanitets og Retfærdighedsregel, at en selve Dommen uvedkommende Person ikke bliver nævnet, med mindre det er absolut nødvendigt for Sagens Forstaaelse, og da stedse kun betegnes som "en unævnt Tredjemand", og i dette Tilfælde opnaas der intet ved at meddele, at Fangen Ekmann har skjænket en Del af de stjaalne Koster til Præstens Hustru; thi med Hensyn til hans Gjerninger og Følgerne af dem er det ligegyldigt, om han skjænker de stjaalne Koster til den ene eller den anden, og Præmisserne vilde endog have vundet i Korthed og Klarhed, naar de 3 lange Punktummer, hvoraf det første begynder med: "Sine Koster har tiltalte afsat paa følgende Maade ..." og som nødvendig Fortsættelse kræver de 2 andre, havde været udeladt og der i Stedet derfor blot var sagt: "Sine Koster har tiltalte dels skjænket bort paa selve Anstalten dels gjemt der, indtil de efterhaanden afhentedes af tiltalte Nr. 36", under hvilket Nr. saa det nærmere for hendes vedkommende fremstilles. Naar Præstens Hustru nævnes, ligger det muligvis i, at Dommeren, dersom han er den samme som Forhørsdommeren, har haft en ganske naturlig Tilbøjelighed til under Præmissernes Affattelse at give Offentligheden en Forklaringsgrund til at hun ikke er bleven sat under Tiltale; men at hun nævnes, er forsaavidt uheldigt, som det nødvendigvis fremkalder en Sammenligning imellem hende og de to Kvinder under Nr. 34 og 35, hvoraf den ene "tjente i Præstens Hus", og den anden "havde Ophold sammesteds", og som begge har maattet vedgaa, at de indsaa, at de modtagne Gjenstande var stjaalne Ting, medens deres Madmoder, Præstens Hustru, som ikke har undset sig ved at modtage Foræringer af en af selve Anstaltens Fanger, ikke har kunnet eller, uagtet Forhørsdommerens, som man maa formode, alvorlige Forehold, villet indse det samme, og en Sammenligning mellem hende og Inspektøren paa den ene Side og alle de øvrige tiltalte paa den anden, idet hine to er de eneste, som er reddede ved deres Tanker og Hensigter. Det er ogsaa uheldigt, fordi man ledes til at spørge, hvorfor hun i ethvert Fald ikke er bleven sat under Tiltale med de øvrige, da hun dog vilde være bedre tjent med en Frifindelsesdom end dette, selv om hun, hvad hun formentlig maatte, var kommen til at deltage i Udredelsen af Aktionens Omkostninger.

(Morgenbladet (København) 16. april 1884.)

Artiklens del I stod i Morgenbladet 6. april, og de dele af den der vedrører fængselsinspektøren er refereret andetsteds.

Jacob Hansen Andresen var præst i Løgstør 1884-1886. Han blev 44 år.

Horsens Tugthus 1884: Dommen. (Efterskrift til Politivennen)

En kommissionsdomstol afgjorde i begyndelsen af 1884 at der var sket adskillige misligheder i Horsens Tugthus: 44 personer var sat under tiltale. Under processen døde den ene, mens en anden var flygtet til udlandet. Inspektøren F. A. Mazanti havde misbrugt sin embedsstilling til egen fordel. Derudover fanger, spisemesteren, 14 opsynsbetjente, reservebetjente, 2 dagvagter, en bogholder, vognmænd samt alle 4 fabrikmestre fra Chrome & Goldschmidt. Afgørelsen blev offentliggjort den 2. marts 1884 fx i Morgenbladet (København) og Nationaltidende. 

Finanslovens 3. behandling

(Slutning af Forhandlingerne i Folkethingets Gaarsmøde).

- - -

Ordføreren skulde omtale Horsens Tugthussag og Amtmandsboligen paa Færøerne. Man fik ved Gjennemlæsningen af Forhørene en klarere Indsigt i Horsensaffæren end ved Dommen, og her var at bemærke Maaden, hvorpaa Forbrydelserne vare begaaede, Omfanget og Tidspunktet. Man havde i en Række Aar stjaalet i Horsens Tugthus baade fra Anstalten og fra Fabriken. Fangerne stjal til Opsynet og til Mestrene, hvilke sidste selv stjal til eget Brug og til Fabrikation og til Forhandling, og Opsynet stjal til Mestrene, til sig selv og til Export. Uregelmæssighederne indskrænkede sig ikke til det lavere Opsyn alene, men omfattede ogsaa de høiere Funktionærer, ja selv Fængselsinspektøren stod efter Forhørene i et eiendommeligt Lys (Hør!). Tyveriet havde havt et ganske umaadeligt Omfang, det dreves aldeles professionsmæssig igiennem et langt Tidsrum. Søndagen anvendtes saaledes jævnlig til Tyveri. Han oplæste af Forhørene adskilligt vedrørende Forholdet til den dømte Inspektør for Straffeanstalten. De fleste af Tyverierne havde man ikke kunnet vurdere, og det, der var vurderet, var anslaaet meget lavt. Det var navnlig Statens Funktionærer, der vare stærkest implicerede i Tyverierne, derimod ikke saa meget Fabrikens. Horsens Tugthus kunde betragtes som et Akademi for Tyve. De Fanger, der sendtes dertil, uddannedes her i at stjæle. Da saaledes en Fange en Gang meddelte en af Mestrene sin Mistanke og bad om at blive flyttet til en anden Afdeling for ikke at blive mistænkt for Delagtighed i Tyveri, beroligede Mesteren Fangen med en Bemærkning om, at Tyverier var noget ganske almindeligt der! Under disse Omstændigheder syntes Fangernes Straf at være meget haard i Forhold til de andres. Taleren havde giennemgaaet Forhørsprotokollerne og var derved kommen til det Resultat, at Tyverierne egenlig kun faldt i den nuværende Justitsministers Tid. Forbrydelserne begyndte med Slutningen af 1875, altsaa samtidig med, af den nuværende Justitsminister tiltraadte sin Portefeuille (almindelig Munterhed), og de vare stadig tiltagne. Det var ikke engang den nuværende Minister, der havde opdaget Forbrydelsen, men derimod en løsladt Fange, som havde anmeldt Sagens Odense. Til Løn herfor blev han i fire Uger kastet i Cellefængsel. Ellers pleiede Ministeriet ikke at se saa umildt til Angiveri. Det var udelukkende den nuværende Justitsminister, som havde det hele Ansvar for denne Sag. Der havde hersket almindelig Forundring over den Maade, hvorpaa Forhørene vare drevne, og navnlig havde man forundret sig over Inspektørens hele Stilling til denne Sag. Han havde bl. a. gientagne Gange benyttet Anstaltens Materialier til at opføre egne Bygninger af, som han saa rigtignok bagefter havde erklæret at ville overlade til Staten; men der forelaa intet Bevis for det sidste. Han havde tilvendt sig 100 Kr. for at skaffe sig Kredit. Det forunderlige var, at man ikke havde arresteret Inspektør Mazanti. Grunden til, at denne kun var dømt efter Straffelovens § 141 (Embedsmisbrug), skulde, efter hvad man sagde, kun skyldes den Omstændighed, at Justitsministeren alene havde beordret Aktion anlagt for denne Forseelse, og Kommissionen havde saaledes ikke havt frit Valg. Det mærkeligste var dog, at Inspektør Mazanti endnu slet ikke var afskediget, men fremdeles beklædte sit Embede som Inspektør ved Fængslet. Sagen havde vakt almindelig Indignation og Forargelse blandt Befolkningen, som fik Indtryk af, at der gjordes Forskiel paa fornemme og simple Folk (hør! hør!), paa rige og fattige. Taleren ønskede ikke at styrke slige urigtige Antagelser, men han maatte beklage, at man gav berettiget Anledning til, at slige demoraliserende Antagelser kunde fremkomme.

(Nationaltidende 6. marts 1884).

Et fingerpeg i den Horsenske Tugthussag.

Naar en Mand er blind, tager man ham ved Haanden og leder ham.

Hr. Justitsraad Nellemann vandrer i Blinde i den Horsenske Tugthussag.

 * * *

Justitsminister Nellemann sagde under Forhandlingen i Folkethinget den 6te Marts: "Aktieselskabets Direktør, der daglig kom paa Anstalten, har ingen Ting mærket. Altsaa, naar det private Aktieselskabs Direktør, som daglig indfandt sig, og som havde megen Anledning ogsaa i sit eget Aktieselskabs Interesse til at se godt efter, ikke opdagede noget, er det meget sandsynligt, at en anden heller ikke vilde have gjort det."

Ved denne Ministerens Udtalelse er der et Par Mærkeligheder. 1) Det er første Gang, at den bestjaalne. Aktieselskabet, er bleven nævnt i Debatten om denne Sag. 2) Aktieselskabet - og dets Forgænger nuværende Kapitalist Goldschmidt - har mærket mange Ting.

Til 1) Hvorfor nævner Kommissionsdommen ikke den bestjaalne? Hvad har Aktieselskabet udsagt under Forhørene? For det har dog vel været stævnet til at afgive Forklaring? Naar en Mand er bleven plyndret i Løbet af en Snes Aar, plejer han at vise saa megen Interesse for den Sag, der bliver rejst imod Tyvene, at han moder for at dokumentere, hvor meget han antagelig er bleven bedraget af en Statsanstalt; hvorfor gør det ikke Krav paa Erstatning? Hvor er Regnskaberne mellem Inspektør Mazanti og Aktieselskabet Crome & Goldschmidts Fabriker?

Til 2) Justitsminister Nellemann er ved sin ovennævnte Yttring dumpet ind i den Horsenske Tugthussags fine Spind som en Rhinoceros. Han har plantet en tyk Pegefinger lige midt i Aktstykkerne. Den bestjaalne har Aar ud og Aar ind ingen Ting mærket, siger Ministeren; men hele Horsens svarer: den bestjaalne har Aar ud og Aar ind mærket grumme meget. Den tarveligste Forhørsdommer, den tyndeste Begavelse, den dummeste Estrupper maa spørge sig selv: Hvorfor tav den bestjaalne stille?

 * * *

Det er paastaaet under Forhørene, at Aktieselskabet vidste, det blev bestjaalet. Derimod er det ikke oplyst, hvorfor Aktieselskabet ikke har anmeldt Tyverierne.

En Gang fandtes der i Mazantis Lade en Masse Tyvekoster, Tæpper, Uldtøj, Lærred, osv. En af Aktieselskabets Embedsmænd fik det at vide. Kort efter havde han en Samtale med Mazanti. Der blev ikke gjort nogen Anmeldelse. En anden Gang opdagedes et Tyveri paa 16 Dusin blaastribede Trøjer. Der blev heller ikke gjort nogen Anmeldelse Naar Ministeren vil spørge Undersøgelsesdommeren, er denne sikkert saa forekommende at fortælle videre. Vi har kun villet vække hans Nysgærrighed efter mere.

 * * *

Men der er ogsaa andet at lære her for en Mand, der styrter sig ind i Retfærdighedens Forretningsgang med en Iver, som Hr. Nellemann. I Begyndelsen af Halvtredserne, om vi mindes ret, stiftede Hr. Goldschmidt den Forretning i Horsens, som Aktieselskabet Crome & Goldschmidt senere overtog. Han ejede den Gang ikke mere end at det kunde køres paa en Trækkevogn. Nu er han en Mand paa Gud ved, hvor mange Hundrede Tusinde. Disse Penge har han hovedsagelig tjent paa Tugthussangernes Arbejde: de lønnedes i hans Tid med - 66 Øre daglig. Saa kom i 1874. Aktieselskabet med Hr. Jeppesen som Direktør, og Betalingen sattes ned til 60 Øre daglig. I 1880 skulde Kontrakten med Statens Tugthus fornyes; Fangernes Arbejde blev paa en mærkelig Maade udbudt til Licitation; der meldte sig ingen andre end Firmaet Crome & Goldschmidt, og Ministeriet Estrup gik ind paa dets Tilbud om at overtage Arbejdskraften for 33 Øre daglig pr. Fange.

I Maj 1881 blev der til Folkethinget indgivet en Adresse fra 785 Vævere i København, hvori der klagedes over den omsiggribende Anvendelse af Tugthusfanger til at producere Varer henhørende under Væveriet; det fremhævedes, at Arbejdslønnen for Vævere da var 8 Kr. om Ugen, og dette tilskreves med Rette Tugthuskonkurrencen, som tillod et Aktieselskab at købe Arbejdskraft af Staten for 33 Øre daglig pr. Mand (en Dag regnet om Vinteren til 14 Timer, om Sommeren til 15 Timer); man anmodede derfor Thinget om at sørge for, at Betalingen til Fangerne maatte blive sat op. Folkethingets Udvalg svarede den 8de Marts, at "da Udvalget ikke ser, hvorledes der skal kunne raades Bod paa det i Andragendet omtalte uheldige Forhold, gør det ingen Indstilling", og dette Resultat meddeltes Væverne i en lakonisk Skrivelse fra daværende Formand Hr. Krabbe.

Crome & Goldschmidt har aabenbart altid havt Held med sig - naturligvis fraregnet det Uheld, at der skulde blive stjaalet saa storartet fra dem. Og medens vi er ved Uheldene, saa var der ogsaa et Par Ildebrande; den sidste gik, saa vidt vi husker, for sig i 1879: det tordnede i Vejle, men det slog ned i Horsens, og saa brændte der da en Masse Tugthussager. Vi har ikke som Hr. Nellemann Adgang til Protokollen over Brandforhørene. men ønsker Ministeren at vide mere om denne og den tidligere Ildebrand - en Tid troede man, den var paasat, men det var nok Selvantændelse i Tørrestuen - saa kan dette Ønske jo altid opfyldes.

 * * *

Sluttelig retter vi et Spørgsmaai til Hr. Justitsminister Nellemann. Er det ikke bedst at lade det hele gaa om igen? Det bliver dog kun Kludder, naar det offenlige nøjes med at appellere Dommen for Mazantis og et Par andres Vedkommende. Og saa tilraader vi, at der, naar den nye Undersøgelse kommer, lægges mindre an paa den af Ministeren roste humane Fremgangsmaade, som bestaar i en Hensyntagen, der er inhuman over for Folkets Retsfølelse. Lad dog endelig en Gang Landet for Alvor se, hvad dets Justitsminister duer til.

(Social-Demokraten 9. marts 1884).

Professor i retsvidenskab Johannes Magnus Valdemar Nellemann (1831-) startede sin sin politiske karriere som justitsminister i 1875 i en nydannet Estrup-regering. Han sad indtil 1896. Nellemann var juridisk ansvarlig for udstedelsen af provisoriske love i 1877 og i årene efter 1885. 

Fangearbejderne blev også nævnt på Crome & Goldschmidts generalforsamling:

Aktieselskabet "Crome & Goldschmidts Fabriker" afholdt iaftes den aarlige Generalforsamling, 

- - -

Om nogen Udvidelse af Fabrikvirksomheden har der ifjor ikke kunnet være Spørgsmaal. Arbeiderantallet havde omtrent været som i 1882, nemlig 750 foruden ca. 250 Tugthusfanger, og ved Fabrikationen benyttes 8 Dampmaskiner med ialt ca. 300 Hestes Kraft. Heller ikke for de tilvirkede Varers Vedkommende skete der nogen Forandring af Betydning. De væsentligste Varer vare ligesom Aaret forud kulørte og ublegede Bomuldsvarer, hel- og halvuldne Kjolestoffer, Model- og Gardinstoffer i alle Farver, blegede og ublegede Lærreder, Dreiler, Dækketøi, Klædevarer og Trikotage. En ifjor oprettet Afdeling for Kaaber m. v., som forsyner Udsalgene i Kjøbstæderne, har givet et meget godt Resultat. Begge Fabriker have vist sig fuld tilfredsstillende, dog havde efter Talerens Skjøn Fangearbeidet i Horsens Tugthus bidraget forholdsvis mindst til Aarets gode Resultat. For at forebygge Misforstaaelse vilde han dog straks bemærke, at det mindre gode Resultat paa ingen Maade have sin i Grund i de saa meget omtalte Misligheder ved Horsens Tugthus, hvilket tydeligt fremgik deraf, at det hele Beløb, Selskabet herved har tabt kun - efter det under Forhøret oplyste - udgjorde lidt over 1100 Kr., og det turde være klart, at et saadant Tab, der endog fordelte sig paa ca. 10 Aar, altsaa saa længe Selskabet har bestaaet, ikke kunde udøve nogen Indflydelse paa Udbyttet ved en Ardeidsvirksomhed af saa betydeligt Omfang som her, ja han kunde endog sige, at man ikke ved nogen Fabrik med saa mange Arbeidere kunne forhindre, at et Beløb af et Par hundrede Kroner om Aaret forsvinder. Aarsagen til det mindre gode Resultat laa derimod i Fangearbeidets Natur: Bestyrelsen er og maa være stærkt begrænset i sin Raadighed over Arbeidskraften, og hele Arbeidet rvr paa Grund af forskjellige Omstændigheder af en daarligere Beskaffenhed end i en fri Fabrik, saa at det var tvivlsomt, om den mindre Betaling, der ydedes for Fangearbeide, stod i et passende Forhold til dette. 

(Nationaltidende 13. april 1884. Uddrag).

Bemærkninger i Anledning af dommen i Horsens Tugthussag.

Af en Jurist

II.

- - -

Hvad Straffen angaar, da er Fangerne gjennemgaaende dømt mildt, hvilket har sin naturlige Grund i den hele fristende Tilstand, der f. Ex. for Nr. 11, Rasmussen, viser sig derved, at han kun "efter gjentagne Opfordringer" og "efter Anmodning" af flere Opsynsbetjente har stjaalet til disse og ikke til sig selv. Kun Nr. 10, J. C. Jensen, er dømt forholdsvis strængt til Tugthusarbejde i 5 Aar; men det har sin Forklaring i, at han under selve Undersøgelsen viser sig uforbederlig og har saa lidt Respekt for Kommissionsundersøgelsen, at han endnu, medens denne verserer imod ham, ikke generer sig for at begaa 3 frække Tyverier i Horsens, hvor Kommissionen opholder sig.

Derimod er Opsynspersonalet, som naturligt er, dømt strængere. Saaledes er Nr. 15, Spisemester O. Andersen, dømt til Fængsel paa Vand og Brød i 6 G. 5 Dage for at have tilvendt sig "mindre Kvantiteter The og Kaffe" af Anstaltens Beholdning og "mindre Kvantiteter Kjød og Flæsk", da han heldigvis for Retssikkerheden ikke har erklæret, at han havde til Hensigt at "lægge lignende i dens Beholdning", og Nr 18, Opsynsbetjent J. Mortensen, til 2 G. 5 Dage for ved flere Lejligheder at have "modtaget og forbrugt forskjellige Varer" som Fanger "uden Anledning fra hans Side" gav ham, og Nr. 29, Sygehusbetjent Brandstrups Hustru, til 3 G. 5 Dage for at have modtaget Uldgarn m. m. samt "ubetydeligt Flæsk og Kjød", som Fangerne "uopfordret tilbød hende", da de ikke har erklæret, at de var uvidende om, at Varerne var stjaalne. Den formildende Omstændighed gjælder dog for dem alle, at de har været stærkt fristede og inciterede til at deltage i Forbrydelser, der har været saa almindelige og aabenlyst drevne, at Tilstanden har gjort det vanskeligt at begaa sig for den, som ikke vilde, og det er sandsynligt, at adskillige slet ikke vilde været faldne, dersom Bestyrelsen, Tilsynet og den hele Orden havde været saaledes, som den burde være.

(Morgenbladet (København) 16. april 1884.)

Artiklens del I stod i Morgenbladet 6. april. De dele af den der vedrører fængselsinspektøren og fængselspræsten og hans kone er refereret andetsteds.

Brev fra Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Brugen af Dansk i Sønderborg Kredsdag. Landdagens Stilling dertil. [-]

Under 20 Novbr 1883 har otte Medlemmer af Sønderborg Kredsdag indgivet en Petition til den prøjsiske Landdag, i hvilken der andrages paa, at de ved Forhandlingerne i den sønderborgske Kredsdag (Amtsraad) tillades at bruge det danske Sprog ved Siden af det tyske. Til Motivering af dette Andragende anførtes, at Befolkningen paa Als og i Sundeved er af dansk Nationalitet og altid har talt dansk. I Landdistrikterne hører det den Dag i Dag til en Undtagelse, at nogen forstaar det tyske Sprog nogenlunde endsige er i Stand til temmelig korrekt og med den i en onentlig Debat fornøden Lethed at betjene sig af samme. Præster og Lærere, en lille Del af Kommunalembedsmændene og en yderst forsvindende Brøkdel sydfra indvandrede tale tysk, den indfødte Landmand er derfor yderst sjælden i Stand dertil. Men hvad der gjælder om Befolkningen i det hele taget, det gjælder ogsaa om de af dens Midte valgte Repræsentanter paa Sønderborg Kredsdag. Indtil Udstedelsen af Sprogreskriptet af 28de August 1876 har det ikke været nogen forment i Kredsdagen, at tolke sine Følelser i det vante Sprog. Medens det nu i Henhold til denne Lov er tilladt Haderslev Kredsdag Brugen af det danske Sprog ved Siden af det tyske, er denne Undtagelse slet ikke bleven Sønderborg Kredsdag til Del, skjønt Trangen var lige saa stor for Sønderborgs vedkommende som for Haderslevs. Følgen heraf er, at mange af Kredsdagens Medlemmer tvinges til at indtage deres Sæde som Statister. Af Forhandlingerne forstaa de lidet eller intet og i ethvert Fald er de absolut forhindrede i at udtale sig. En grundig Dom formaar de derfor ikke at danne sig før Afstemningen og Protokollen maa de underskrive i blind Tro. For at undgaa disse store Misligheder, er det derfor nødvendigt at tillade Brugen af det danske Sprog ved Siden af det tyske. Alle Skridt der hidtil er gjorte i saa Henseende har ikke ført til noget Resultat; paa en Henvendelse til Indenrigsministeren i Avgust 1881 har man ikke faaet noget Svar

Dette Andragende har den 13de ds. været til Forhandling i den prøjsiske Landdags Petitions-Udvalg. Den deputerede Hans Lassen fra Lysabild var indbudt og motiverede Petitionen. Indenrigsministeriets Kommissær gjorde bl. a. gjældende, at Sønderborg Kredsdag var sammensat af 13 national sindede Medlemmer og de otte Underskrivere af Petitionen, der tilhørte det dansksindede Oppositionsparti. Af sidstnævnte kunde fire tale og de andre fire vel nok forstaa tysk. Forøvrigt fandtes der en Mængde Personer i Kredsen, der var det tyske Sprog fuldkommen mægtig og hvad Dannelse, Formue og Karakter angik meget godt egnede sig til Kredsdagsdeputerede. Siden Efteraaret 1880 havde der i Nordslesvig udviklet sig en betydelig Agitation for Bevarelsen af det danske Sprog og til Forhindring af det tyske Sprogs Udbredelse. Af disse Grunde havde Indenrigsministeren ikke set sig foranlediget til at anbefale Petitionen hos Hs. Majestæt Kongen.

Den deputerede Lassen svarede, at Petitionen ikke havde nogen Agitation til Hensigt. Et Medlem af Udvalget gjorde gjældende, at 89 pCt. af Befolkningen i Sønderborg Kreds var af dansk Nationalitet og androg derfor paa at anbefale Petitionen til Statsregeringens Overvejelse. Herimod gjordes bl. a. gjældende, at Petitionen kun var underskrevet af otte Kredsdags Medlemmer; at Loven af 1876 kun tillod Brugen af et fremmed Sprog ved Siden af det tyske i højst 20 Aar, at det nu da 8 Aar allerede var forløbne, ikke syntes raadeligt for Fremtiden at gjøre Undtagelser, og at Landraaden i Sønderborg Kreds ikke var det danske Sprog mægtig. Paa Andragende af Udvalgets Referent blev derpaa Overgang til Dagsordenen besluttet.

(Morgenbladet (København) 24. februar 1884).