Dom i Sagen angaaende Arbejderurolighederne i Anledning af Arbejdet ved Vestervolds Sløjfning. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminal- og Politiretten har afsagt følgende Dom: Efter at der i Løbet af den sidste Uge af Januar d. A. var begyndt at finde en Del Arbejdsnedlæggelser Sted ved det da stedfindende Jordarbejde paa den sydlige Del af Københavns Vold, blev der paa et den 27. Januar d. A. af "Arbejdsmændenes Forbund" afholdt Møde besluttet at søge at formaa de Arbejdere, der endnu fortsatte Arbejdet, til at nedlægge dette. Den 30. f. M. samledes en større Mængde Arbejdere ved en ved Ryssensten beliggende Beværtning, hvor de besluttede i Forening at begive sig til Arbejdsstederne og der i fornødent Fald ved Vold eller Trusler om Vold at fremtvinge Arbejdets fuldstændige Standsning, De begav sig først til Rysenstens Bastion, hvor de derværende Arbejdere straks godvilligt ophørte med Arbejdet, og drog derefter langs Volden til Holcks Bastion. Efter at de der havde sprængt et Lægteskillerum, der var anbragt for Arbejdspladsen, gik de ind paa denne; den derværende Politistyrke, der var for faatallig til at forhindre Arbejderne i at trænge ind paa Pladsen, fik dem til at trække sig henimod Luciemøllen, hvor der var en større Politistyrke samlet, der adsplittede Mængden. Paa Holcks Bastion fandt der ikke nogen Arbejdsnedlæggelse Sted, idet Arbejdet fortsattes, efter at de strejkende havde forladt Pladsen, og paa Rysenstens Bastion genoptoges Arbejdet den følgende Dag. I Anledning af det Passerede indlededes der ved Kriminalretten Undersøgelse imod tre af Deltagerne i Urolighederne, nemlig Arbejdsmændene Jensen, Olsen og Larsen, af hvilke Førstnævnte under Sagen var Arrestant. Det godtgjordes ved Vidneforklaringer i Forbindelse med hvad Arrestanten og de Tiltalte selv erkendte, at disse havde gjort sig skyldige i følgende Forhold: Tiltalte Olsen, der havde overværet Mødet af Arbejdsmændenes Forbund, deltog t den den omhandlede Dag ved Beværtningen ved Rysensten tagne Beslutning om at fremtvinge Arbejdsnedlæggelsen og begav sig med de andre Deltagere i dette Forehavende til Rysenstens Bastion. Herfra indfandt han sig i Nærheden af Holcks Bastion, hvor han paa en truende Maade opfordrede de derværende Arbejdere til at nedlægge Arbejdet, vendte derpaa tilbage til Rysenstens Bastion og deltog nu i den almindelige Fremrykning mod Holcks Bastion. Han var med til at nedbryde Lægteskillerummet for den derværende Arbejdsplads og trængte derefter ind paa denne, hvor han tog fat i Brystet eller Armen paa Arbejdsmand Jens Andersen, der arbejdede paa Pladsen, og vilde rive hans Hakke fra ham, hvori han dog blev forhindret af Inspektionsbetjent Nr. 208 Hansen og Politibetjent 236 Jørgensen. Disse Betjente vilde nu anholde Tiltalte, men denne satte sig kraftigt til Modværge og slog om sig, hvorved han flere Gange ramte Betjentene paa brystet og paa Benene, og da Mængden nu pressede paa Betjentene,, maatte disse opgive at faa Tiltalte anholdt. Tilligemed de Øvrige blev Tiltalte nu trængt hen imod Luciemøllen; men da han tilsidst ikke vilde gaa længere bort, gav Inspektionsbetjent Hansen paany Ordre til hans Anholdelse, og denne blev da iværksat af Politibetjentene Nr. 235 Jørgensen, 316 Frederiksen og 287 Madsen. Medens disse transporterede Tiltalte til Stationen, satte han sig atter til Modværge, slog om sig med Arme og Ben og ramte herved de nævnte Betjente paa Brystet og Benene. Ved den af Tiltalte mod de ommeldte Betjente, der alle var uniformerede, udøvede Vold, blev der dog ikke tilføjet disse nogen Skade, og saadant maatte ogsaa antages at have ligget udenfor Tiltaltes Hensigt. - Arrestanten Jensen var den 30te Januar d. A. til Stede ved Beværtningen ved Rysensten og deltog i Beslutningen om at formaa Arbejderne til at nedlægge Arbejdet. Han opfordrede derhos til og deltog i Fremrykningen mod Holcks Bastion, uagtet det stod ham klart, at Meningen med denne var i fornødent Fald ved Vold eller Trusel om Vold at tvinge de derværende Arbejdere til at nedlægge Arbejdet. Medens det ikke under Sagen blev oplyst, at han paa Arbejdspladsen ved denne Bastion havde antastet nogen af de derværende Arbejdere, viste han sig derimod uvillig til at forlade Pladsen, og efter at Mængden var dreven en ad Luciemøllen til, opfordrede han gentagne Gange saavel før som efter Olsens Anholdelse de Omstaaende til at gaa løs paa Politiet. Noget egentligt Angreb paa Politiet skete imidlertid ikke, men efter Olsens Anholdelse pressede Hoben paa Betjentene, som det maa antages, i den Hensigt med Magt at befrie Olsen, og i dette Forsøg, som dog ikke lykkedes, deltog ogsaa Arrestanten, som derefter selv blev anholdt. - Tiltalte Larsen indfandt sig den omhandlede Dag paa Arbejdsstedet ved Holcks Bastion i den Hensigt at slutte sig til Planen om at fremtvinge Arbejdsnedlæggelse, i hvilken Henseende han dog kun tænkte sig at ville anvende Trusler om Vold og Skældsord. Han fik imidlertid ikke Lejlighed til at foretage Videre til dette Forehavendes Udførelse, men da han, der var gaaet hen ad Luciemøllen til, bemærkede, at Olsen og Jensen var blevne anholdte, søgte han, dels ved at tage fat i Politibetjent Nr. 235 Jørgensen, dels ved at ophidse Mængden til at forhindre Anholdelserne, at befrie de Anholdte, hvad dog ikke lykkedes, hvorhos han raabte til Betjentene, at det var nogle Kæltringestreger, de havde gjort. For deres ovenomhandlede Forhold, der henførtes under Straffelovens Bestemmelser om Forsøg paa Forbrydelser mod den offentlige Myndighed og Orden og Krænkelse af Andres Frihed, blev alle tre ved Rettens Dom ansete med Fængsel paa Vand og Brød. Tiltalte Olsen i 6 Gange 5 Dage. Arrestanten Jensen i 4 Gange 5 Dage og Tiltalte Larsen i 3 Gange 5 Dage.

* * *

Ovenstaaende Retskendelse er omtrent som man har kunnet vente den, naar det er Arbejdere, der skal dømmes. Hensynsløs og nedsættende i sine Udtryk, brutal i den Dom, der er fældet over Delikventerne. Et nyt Bevis for, at den juridiske "Retfærdigheds" Sværd hænger betydeligt løsere over Hovederne paa de Fattige end de Rige. En rig Bagermester mishandler ustraffet sin Lærling, en rig Gaardmand foretager ligeledes ustraffet et voldeligt Overfald paa to værgeløse Tjenestepiger: en Oberstløjtnant foretager et grovt Brud paa Politivedtægten og er grov mod Betjenten, naar denne vil paatale hans Forsyndelse, men senere hører man ikke noget til Sagen. De tre Arbejdere derimod, som der i ovennævnte Tilfælde er Tale om, faar haarde og vanærende Straffe.

Der siges, at det var "Mængdens" Hensigt ved Vold eller Trusler om Vold at tvinge de arbejdende til at nedlægge Arbejdet. Hvorledes kan dette rimes sammen med den Udtalelse, at Politistyrken "var for svag til at forhindre Arbejderne i at trænge ind paa Pladsen", men dog "fik dem til at trække sig hen imod Luciemøllen". Denne laa nemlig udenfor Pladsen, og deri, at den "svage" Politistyrke godvilligt fik Arbejderne til at trække sig hen derimod, ser vi, i Forbindelse med den Omstændighed, at Arbejderne ved Rysenstens Bastion godvilligt, og blot ved Overtalelse nedlagde Arbejdet, et Bevis for, at det ikke har været Arbejdernes Hensigt at foretage Voldshandlinger. Vi lægger ikke særdeles megen Vægt paa hvad det under Krydsforhørene er lykkedes Dommeren at saa frem i Form af "Tilstaaelser" fra de tre Delikventer. Erfaringen har vist, at saadanne "Tilstaaelser" ikke er særlig meget værd, navnlig naar de benyttes paa den Maade, de her er benyttet, og vi maa protestere imod, at der tillægges de mange Arbejdere, som den nævnte Dag var samlet paa og ved Volden, Motiver og Hensigter, som de ikke har haft.

(Social-Demokraten 19. juni 1885).

Fotograf Johannes Petersen (1845-1936): Vestervold, Rysensteens Bastion. Kildetekst: I Forgrunden tv. den ca. 3 Alen høie Stensætning, som dannede Voldens Afslutning ved den smalle Vei, som fra Vester Voldgade, forbi Druknehuset, førte til Rysensteens Badeanstalt og videre til Udenværkerne. Th. Indhegningen for Beslag og Rideskolen. (Mariboe). 1892. Kbhbilleder. Public domain.

Holstebro-Affæren 1885. (Efterskrift til Politivennen)

Efter provisoriets vedtagelse 1. april 1885, gik Højre i offensiven mod Venstre: Afskedigelse af embedsmænd, fjernelse af tilskud til skoler med højrøstede højskoleforstandere, domstolene rettede ind efter Estrup og idømte fængselsstraffe i snesevis af politiske retssager. Sagen med Christen Berg endte i januar 1886 med seks måneders fængsel af Højesteret. Dermed var Christen Berg fysisk og åndeligt knækket. Han genvandt aldrig sin dominerende position, se indslaget herom "Folketingets Formand løslades 1886". Venstre-flertallet i Folketinget (fx ved valget i 1887 75 ud af 102 pladser) stillede reelt intet modstykke til Landstingets provisoriske finanslove. Folkestyret blev i høj grad sat ud af kraft af godsejerpartiet Højre og dets fordrejning af Grundloven. Nedenstående giver artikler såvel fra Højre som fra Venstre og Socialdemokratiet.

Overfaldet paa Politimesteren i Holstebro,

Den Forbrydelse mod den offenlige Myndighed, som under Folkethingsformandens Hr. Bergs Ægide foretoges paa et Venstremøde i Holstebro i Mandags, synes at være kommen den herværende Oppositionspresse i høi Grad paa tværs i Halsen. Organet for "den høieste Oplysning" var endnu ikke igaar naaet til at bringe sine Læsere nogensomhelst Oplysning om Mødet, eller om hvad der er passeret paa dette, og at Grunden til denne Tavshed kun kan være en ubehagelig Følelse af, i hvilken Grad Venstre her har forløbet sig, og i hvilke Udtryk man var berettiget til at karakterisere det Passerede, hvis man vilde benytte sig af Integade-Jargonen, synes paa en uigjendrivelig Maade at fremgaa deraf, at Hr. Hørup i modsat Tilfælde næppe vilde have nægtet sig Fornøjelsen af at skose sin gamle Ven Berg for dette nye Udslag af den utrolige Vigtighed Plumphed, der er et Kendemærke for hans offenlige Færd. "Morgenbladet" har naturligvis paa Grund at sit særlige Forhold til Hr. Berg været noget vanskelig stillet ligeoverfor denne hans sidste Bommert, og det skyndte sig derfor med allerede Dagen efter Mødet at bringe en kort telegrafisk Meddelelse om dette, i hvilken det ligesom tilfældigt berettes som et i og for sig underordnet Incidenspunkt ved Mødet, at Indbyderne, da Politimester Borup ikke vilde forlade Tribunen, "ledsagede" (!) ham ned. Senere har imidlertid ogsaa dette Blad klogelig tiet om denne Sag, og vi ere derfor i vore Meddelelser om den foreløbig henviste til et Par jydske Blade. I "Jyllandsposten" hedder det:

"Mødet, der var sammenkaldt af Folkethings-Tournéen, d'Hrr. Berg. R. J. Larsen og Harald Holm, afholdtes paa Markedspladsen ved Holstebro, hvor der Kl. omtrent 3 1/4 var samlet et Par Tusinde Venstremænd. Efterat Gaardeier P. Noes af Veirum var valgt til Dirigent, gik Kredsens Folkethingsmand, Væver Hansen af Sir, Ordet, og talte paa vanlig Vis om Provisoristerne. Reaktionens Had til Friheden etc. Hans Udtalelser tiltrak sig imidlertid kun ringe Opmærksomhed, da der paa Tribunen opstod Forstyrrelse, idet Politimester Borup kom op paa den, og tog Plads der, hvorover Berg blev rasende. Hr. Berg fik fat paa sin Adjutant, Giæstgiver og Redakteur Thomas Nielsen af Holstebro, og vilde have denne til at vise Politimesteren ned fra Tribunen, idet han, Berg, ikke vilde taale denne "Paatrængenhed," og ikke vilde tale, hvis Politimesteren forblev der oppe, hvilket var en Fornærmelse mod frie Mænd: det var ikke Politimester Borup, han vilde have fjernet fra Tribunen, nei, det var Justitsministeriets Opsynsmand. Under dette havde Hansen (Sir) sluttet sin Tale, og man var lige nær. Berg forlangte nu, at Venstrevælgerforeningens Bestyrelse skulde skaffe Politimesteren bort, men Intet hjalp. Politimesteren svarede paa flere nærgaaende Spørgsmaal ganske rolig: "Jeg gaaer ikke godvillig: lægger De Haand paa mig, svarer jeg ikke for Følgerne". Man stod endnu nogle Minuter raadvild. Forsamlingen begyndte at blive utaalmodig, da den paa dette Tidspunkt endnu ikke vidste, hvad det var, der foregik paa Tribunen. Et enkelt Medlem af Forsamlingen mente, at det var det rette Øieblik til at gjøre sig de mærket ved at raabe "Ned med Estrup!" Dette Raad fremkaldte et - eet - Hurra, og saa var Alt stille igjen. Hr. Berg tog nu sit Tøi og erklærede, at nu vilde han gaa, hvis der ikke blev gjort Ende paa det. Efter denne Erklæring spurgte Dirigenten. Hr. P. Noes. og Gjæstgiver Thomas Nielsen Politimesteren, om han vilde gaa godvillig, og efterat de derpaa havde faaet et affladende Svar, tog de to Mænd Politimesteren hver ved en Arm, løftede ham op a den Stol, paa hvilken han sad, og trak ham hen mod Nedgangen fra Tribunen. Her standsede Politimesteren og paabød de tilstedeværende Politibetjente at forholde sig rolige samt henvendte sig til de Omstaaende med de Ord: "Jeg kalder Dem til Vidne paa, at jeg med Magt føres ned af Tribunen." Fra Enkelte i Forsamlingen lød der Bravoraab og "Ned med ham", medens de Allerfleste, endog krasse Venstremænd, udtalte deres Misbilligelse af den mod Stedets Øvrighed forøvede Vold. og flere Hundreder forlod paa Grund deraf Mødet."

Ovenstaaende Fremstilling af den uhyggelige Episode skulle vi dele efter "Holstebro Avis" og dels efter en Korrespondance til "Berl. Ttd." supplere med Følgende.

Under Hr. Hansens Tale traadte Politimester Borup op paa Tribunen, hilste paa de Omstaaende og satte sig roligt ned paa en ledigstaaende Stol. Der forløb da nogle Minuter i Tavshed, indtil Berg fik Øie paa Politimesteren og saa, at han sad paa en Stol, der nok var bestemt for Hr. Harald Holm. Efterat Berg havde tilkaldt Redakteur Th. Nielsen og til denne høit havde afgivet ovennævnte Erklæring om ikke at ville tale i Politimesterens Overværelse, blev Formanden for Vælgerforeningen, Proprietair Bagger, tilkaldt, men han vilde ikke have noget med Bortfjernelsen af Politimesteren at giøre. Hr. Har. Holm begyndte da at parlamentere mcd Politimesteren, men blev irettesat af Berg, der ikke vilde have, at Holm maatte disputere med ham" Fra flere Sider blev nu Politimesteren anmodet om at fjerne sig, men han svarede ganske rolig: "Jeg formener mig i min Ret til at blive her og gaaer ikke godvillig." Man stod da endnu raadvild: Berg var fnysende og spurgte Bestyrelsen: "Hvad vil I, vil I have, jeg skal tale, eller kommer han bort?" Man henvendte sig da endnu en Gang til Politimesteren og stillede ham i Udsigt, at han vilde blive ført bort med Magt, hvis han ikke gik godvillig; denne svarede da: "De kan føre mig ud med Magt, om De vil, men naar De lægger Haand paa mig, maa de selv bære Følgerne; jeg vil beklage, hvis det skeer." Da Berg nu bød Farvel, foregik Voldshandlingen, som ovenfor meddelt. Politimesteren paabød Politibetjentene, der vare parate til at skride ind, Rolighed og tog Vidner paa, at han med Magt blev ført ned af Tribunen, men hertil svarede da P. Noes, "det behøves ikke, vi skulle nok staa ved, hvad vi have gjort". Dirigenten oplyste nu Forsamlingen om, at Politimesteren var sat ud, hvilket fra nogle Deltagere hilsedes med: "Ned med ham! Vi fordre ham udleveret!", medens dog mange Venstremænd harmedes over Skandalen og forlade Mødet.

Hvad der er foregaaet i Holstebro, er en Forbrydelse mod den offenlige Myndighed, og derom bestemmer Straffelovens § 98: "Den, som med Vold eller Trusel om Vold overfalder en Embedsmand under Udførelsen af hans Embedsgjerning eller i Anledning af samme, saa vel som den, der paa lige Maade søger at tvinge en Embedsmand til at foretage en Embedshandling eller at afholde ham fra dens Udførelse, ansees for saa vidt Forbrydelsen ikke efter sin Beskaffenhed ikke medfører høiere Straf, med Strafarbeide indtil 6 Aar eller under formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel.

(Dagens Nyheder 19. juni 1885).

Illustration fra August Jensen: "Skandalen i Holstebro" (1887). Billede af tribune og talerstol samt de på samme værende bekendte personligheder.

En Byfoged jaget ned fra Talerstolen ved et Venstremøde.

I Tirsdags var Folkethingsmændene Berg, N. J. Larsen og Harald Holm indbudt til et Møde, der afholdtes paa Markedspladsen ved Holstebro i det nordlige Jylland. Ved denne Lejlighed forefaldt en Begivenhed, der har vakt et almindeligt Skraal i Højrebladene og som, hvis man kan tro Meddelelserne i disse Blade, synes at skulle give Anledning til en Retssag imod selve Folkethingets Formand.

Det eneste Venstreblad, vi endnu har set omtale denne Sag, er "Morgenbladet", der meddeler følgende Telegram fra Mødet :

"Holstebromødet i Dag (Tirsdag) var besøgt af en meget stor Forsamling, 3 a 4000, som fulgte Talerne. Hansen (Sir), Berg. Larsen og Holm med stærkt Bifald . . . Under Hansens Tale tog Politimester Borup Plads paa Tribunen. Trods gentagen Opfordring fra Ordstyreren P. Noes og Indbyderne, vilde han ikke forlade Tribunen. Indbyderne ledsagede ham da ned, hvorefter Mødet fortsattes under Forsamlingens jublende Bifald".

Det stedlige Højreblad, "Holstebro Avis", beretter Sagen saaledes i en foreløbig Notits :

"Venstremødet, som afholdes i Dag her i Byen, lader til at skulle udmærke sig som et særligt Demonstrationsmøde. Ved Bladets Slutning modtog vi nemlig den Efterretning, at man kort efter Mødets Begyndelse havde kastet Politimester Borup ned fra Tribunen, efter at Dirigenten, Gaardejer Peter Noes, havde henstillet til ham, om han vilde gaa godvillig. Forsamlingen raabte: "Ned med ham!"

[ - - -  Her referatet fra Jyllandsposten, se artiklen ovenfor]

Begivenheden er som sagt endnu ikke belyst af Venstrepressen, og man véd derfor endnu ikke, hvor meget sandt eller falskt, der er i Højrebladenes Skraal. Men selv om det Væsentlige i deres Fremstilling er korrekt, er der naturligvis langt fra Anledning til at gøre megen Postyr af den Sag.

Grundlovens § 88 hjemler ganske vist Politiet Ret til at overvære offenlige Forsamlinger, men den indeholder paa ingen Maade nogen Bestemmelse om, at Politiet skal opholde sig paa Talerstolen. Naar Hr. Borup ikke desto mindre har besat en Plads paa denne, er dette simpelthen en Næsvished, der ikke bliver mindre derved, at han haardnakket vægrer sig ved at indtage den mere beskedne Plads, som Indbyderne anviser ham. 

Dertil kommer, at Hr. Borup paa ingen Maade kan siges ved Vold eller ved Trussel om Vold at være bleven hindret i Udførelsen af sin Embedsgerning. Denne kunde han jo nemlig lige saa godt besørge ved Foden af Talerstolen som paa denne. Der er altsaa slet ikke lagt ham Hindringer i Vejen for at overvære Mødet, som i dette Tilfælde var hans Gerning; men han er blot bleven vist tilbage indenfor de rette Grænser af sin Myndighed, som Magthaverne og deres Haandlangere i det hele taget for Tiden har en betænkelig Tilbøjelighed til at overskride.

(Social-Demokraten 19. juni 1885. Uddrag).

Den næsvise Byfoged.

Venstrebladene begynder nu at bringe Meddelelser om Begivenheden ved Bergs Møde i Holstebro i Tirsdags.

"Ringkøbing Amts Avis" beretter: 

En Politistyrke af 2 Betjente fra Holstebro og 1 fra Struer, samt 2 Vægtere og en Reservevægter fra Holstebro, i Alt 6 Mand, var dirigeret ud paa Markedspladsen, hvor Mødet holdtes. Som 7de Mand mødte Politimester Borup i egen høje Person og anbragte sig selv oppe paa Tribunen. Dette gav Anledning til en større Forstyrrelse under Hansens (Sir) Foredrag, idet Indbyderne til Mødet formente Politimesteren uberettiget til at lage Plads paa Tribunen og anmodede ham desaarsag om at gaa ned derfra, hvad Hr. Borup dog ikke vilde indlade sig paa, idet han ansaa det som sin Ret at forblive deroppe. Ordstyreren henstillede derfor til Forsamlingen om man under disse Forhold skulde slutte Mødet - eller da Politimesteren ikke godvillig vilde forlade Tribunen - med Magt sætte ham ned derfra. Forsamlingen udbrød nu i et voldsomt "Ned med ham". Der blev endnu rettet en Anmodning til Hr. Politimesteren om godvillig at forlade Tribunen, men med samme Resultat som tidligere. Hr. Politimesteren blev derfor af tvende Mænd - dog paa en sindig og lempelig Maade - under et tordnende Hurra sat ned fra Tribunen. Naar derfor "Holstebro Avis" meddeler, at Hr. Borup blev "kastet ned", er denne Meddelelse ikke stemmende med Sandheden. Politimesteren blev paa en sindig og lempelig Maade sat ned. "Holstebro Avis"' tilstedeværende Referent har paa en mærkværdig Maade misforstaaet Situationen naar han kan udtrykke sig, at Hr. Borup blev "kastet ned"; han blev - som ovenfor nævnt - paa en meget sindig og lempelig Maade sat ned. Der er dog Forskel paa at blive kastet ned og sat ned. De 3 Politibetjente kom under selve den højtidelige Akt til Stede ved Nedgangen fra Tribunen, parate til - saa vidt det kunne skønnes - at gøre et kraftigt Indhug, men blev blot af Hr. Borup tagne som Vidne paa, at han med Magt var sat ned fra Tribunen, og der vil vel i denne Anledning - fordi Forsamlingen har hævdet sin grundlovsmæssige Ret og Frihed - snart spørges Nyt.

"Kolding Folkeblad" meddeler om samme Begivenhed :

Under Hr. Hansens Foredrag gik Hr. Politimester Borup op paa Tribunen og tog Plads paa en Stol. (Om Formiddagen havde en Politifuldmægtig indfunden sig hos Redaktør Thomas Nielsen, der er Medlem af Venstrevælgerforeningen, og spurgt, om Politiet maatte opholde sig paa Tribunen, men fik et bestemt benægtende Svar.) Ordstyreren, Gaardejer P. Noes, anmodede ham om at fjerne sig fra Tribunen, hvilket han nægtede. Da Hr. Hansens Foredrag var forbi, lod Indbyderne (Venstrevælgerforeningens Bestyrelse) Tribunen rømme for alle Uvedkommende, saa at kun de indbudne Talere, Referenterne og Indbyderne blev tilbage. Politimesteren blev paany anmodet om at forlade Tribunen, hvilket han nægtede. De indbudne Talere erklærede ikke at ville tale, saa længe Politimesteren var til Stede paa Tribunen, hvor han uberettiget havde taget Plads. Ordstyreren meddelte Forsamlingen, hvorledes Sagerne stod, at Indbyderne saa sig i den Nødvendighed, enten at hæve Mødet eller at "hjælpe" Politimesteren ned af Tribunen; man havde da valgt det sidste. Efter at Ordstyreren endnu en Gang forgæves havde anmodet Politimesteren om at forlade Tribunen, ledsagedes han af Ordstyreren og Redaktør Thomas Nielsen ned af Tribunen, idet han protesterede mod at gaa godvillig.

Folkethingsmand Berg modtoges med jublende Bifald. Han gjorde opmærksom paa, at hvad her i dette Øjeblik var sket, var en Protest mod, at Provisoristerne uden Spor af Lov og Ret besætter vore Tribuner med deres Politi; det er ikke et personligt Spørgsmaal, men et Principspørgsmaal, der derved finder sin Afgørelse. Politiet kan i Følge Grundloven overvære offenlige Møder, og Estrup siger det skal overvære dem. Men til at opholde sig paa Indbydernes Tribune har Politiet ingen Tilladelse. Der er ingen Lov, der bestemmer, at vi skal bygge Tribuner til Politiet, og saa længe gør vi det ikke. (Stærke Hør og Bifald.)

Dagen efter holdt Berg atter Tale ved det politiske Møde i Rindsholm og udtalte sig her om det i Holstebro Forefaldne paa følgende Maade: Politimesteren havde villet bemægtiget sig Plads paa Tribunen, "men man bygger ikke Tribuner for Provisorister," og derfor sagde Indbyderne som Wessel: "Den Mand, der sælger Heste" osv. og tog ham lempelig ved Armen og førte ham ned. Saa kan han jo klage til Justitsministeren, lagde Berg til, og saa kunne vi maaske faa et Tillæg til vore provisoriske Love.

Endvidere meddeler "Jyllandsposten", at Byfoged Lund i Lemvig er beskikket til Sættedommer i Sagen med Ordre til at fremme den med al mulig Kraft.

* * *

Det, der giver Begivenheden i Holstebro nogen Betydning er Estruppernes utilslørede Lyst til ved Hjælp af den at drage Berg ind i en kriminel Sag. "Dagbladet" slaar fast, at Folketingets Formand var den, "der lagde Tønderet til Forbrydelsen", og det antager, at hans "Optræden kan have bragt ham i Kollision med Straffelovens § 98 enten som Anstifter eller som den, der har bestyrket et allerede fattet Forsæt eller fraraadet dets Opgivelse". "Nationaltidende" glæder sig ved, at denne Kollision med Straffeloven "kan blive et Vendepunkt i vor politiske Strid", thi "enten er Bergs politiske Rolle udspillet, idet han synker sammen under Vægten af sin velfortjente Straf - eller ogsaa maa han gaa videre frem ad den betraadte Bane". Hr. Berg foretrækker formodenlig det sidste, selv om det skulde blive mindre behageligt for "Nationaltidende" og for næsvise Estrupske Politimennesker.

Den Hast, hvormed Justitsministeren har sat en Undersøgelse t Gang, og Ordren til at fremme den med Kraft, viser forøvrigt noksom, at ogsaa denne Herre tror at have fundet et Halmstraa, hvortil Ministeriet kan klynge sig i den politiske Kamp. Men dette Straa bærer ganske sikkert lige saa lidt som alle de andre, Ekscellencerne har haft Fingre i. Maaske kan man faa Dom over de to Mænd, der tog sig af Byfogdens Opdragelse. Der sker jo mærkelige Ting i disse Tider. (Dom over Berg bliver der temmelig sikkert ikke Tale om.) Men en saadan Dom forandrer ganske sikkert ikke den politiske Situation i Højres Favør. Stemningen, der er ude omkring i Befolkningen, kræver, at Estrupperne skal fejes væk! De skal bort, ikke allene fra Tribunerne, men fra det offenlige Liv, og den ledende Folketingsmand, der viser Mod nok til at jage dem indenfor de Grænser, som sømmer sig for disse Hallunker, vil med det samme erobre Befolkningens Tillid i den Grad, at Magten bliver hans. Hvorvidt et Folk skal gaa frem eller tilbage beror nemlig ikke paa en Straffelovsparagraf eller paa, om der tages lidt mere eller mindre haardt paa en sølle Byfoged, men det beror paa Folket selv. For at beregne Følgerne af Begivenheden i Holstebro skal man derfor kun spørge om, hvorvidt denne er i Overensstemmelse med Befolkningens Stemning eller ikke. Og nu er det saaledes, at det danske Folks mest levende Følelse er Had og Forbitrelse mod det Pøbel-Parti, der terroriserer det. Derfor tager Højre fejl, hvis det tror at kunne slaa Kapital af Holstebro-Historien; thi det eneste Krav, der er oppe, er dette, at der skal vises Respekt for Folkets Flertal, og Begivenheden i Holstebro, hvor ubetydelig den end er, lærer, at der i saa Henseende begynder at komme Overensstemmelse mellem Venstres Vælgere og Venstres Førere.

* * *

Vi modtog sent i Gaar Aftes følgende Telegram gennem Ritzaus Bur.:

Holstebro, den 19de Juni. Ved det i Formiddags paabegyndte Forhør afgaves Forklaring af Politimester Borup, Politifuldmægtig Andresen og Referenten for "Holstebro Avis". Til i Eftermiddag er Politibetjenten, Uhrmager Melgaard og Skræder Jensen tilsagte, til i Morgen Gaardejer Noes og Redaktør Nielsen.

(Social-Demokraten 20. juni 1885).

Tegner Knud Gamborg: Holstebrosagen for Højesteret. Illustreret Tidende nr 16, 17. januar 1886.

I 2021 udgav et oldebarn (Ivar Noes) til Peder Noes bogen "Peder Noes (1845-1913) - en vestjysk bonde og Holstebrosagen 1885"om episoden. Han skriver bl. a. at Chresten Berg ikke vidste at indenrigsministeren havde givet en hemmelig ordre til politiet om at overvåge mødet fra talerstolen, idet han forventede at Berg så ville nægte at tale. Dirigenterne gårdejer Peder Noes og redaktør Thomas Nielsen bad først politimesteren om at forlade tribunen. Da han  nægtede, tog de ham under armene og førte ham ned. Peder Noes skrev senere at Thomas Nielsen blev bleg, at det hele foregik roligt, efter Bergs anmodning og Noes havde forhørt sig om det ville være en strafbar handling. De blev dog straffet med over tre måneders isolationsvaretægtsarrest i København. Dommen lagde yderligere 6 måneders fængsel på almindelig fangekost oveni. Under fængselsopholdet blev de politiske helte og modtog sympatitilkendegivelser fra hele landet. Mange år senere blev de også begge riddere af Dannebrog.

De nye Havnearbejder. (Efterskrift til Politivennen)

De omfattende Opfyldningsarbejder, som for et Par Maaneder siden paabegyndtes langs med Strandpromenaden, følges stadig af de Spadserende med stor Interesse. De mest forskellige Gisninger anstilles, navnlig angaaende Stykket mellem Langelinies og Engelbrechts Søbadeanstalt, hvor Opfyldningsarbejderne for Tiden har Udseende af et lille Havneanlæg, idet man nemlig har ladet en bred Rende ind til Land staa aaben, for at Prammene, som fører Fylden ind ude fra Damp-Muddermaskinen, kan føre denne saa høit op mod Land som muligt, hvorved undgaas en stor Del af den besværlige Transporteren pr. Trillebør. Paa begge Sider af denne improviserede Havn afkastes saa Fylden, hvorved efterhaanden dannes bredere og bredere Jordopfyldninger. Bag efter vil saa selve Renden blive kastet til, og der vil blive fortsat paa samme Maade længere ude med ny Render og ny Opfyldning, indtil man naar dertil, hvor Bolværket skal være. Der anlægges saaledes ikke her nogen mindre Baadehavn, som mange antager, det er, som anført, kun Opfyldningsarbejder. De Arealer, som nu benyttes af Badeanstalterne, ligesom den derværende lille Havn, er indtil videre fredlyste - rimeligvis for et Par Aar endnu - men ellers fortsættes Opfyldningen langs med Strandpromenaden paa Strækningen helt ud til Ny Batteri og først naar man kommer her ud forbi, begynder de egentlige Havnearbejder. Her arbejder man for Tiden paa den yderste Havnemole, som strækker sig fra Ny Batteri i en Længde af ca. 825 Fod over mod Trekroner.

Den endelige Frihavnsplan som den så ud i Morgenbladet (København) 9. marts 1891.

Denne den nordligste Mole dannes af et fra Grunden 8 Fod høit Stenglaci, hvorpaa atter en 8 Fods Jordvold, og har en Bredde af ca. 400 Fod. Allerede nu er Indløbet til den store Havn markeret ved nogle nedrammede fjæle. Fra den store 24 Fod dybe Havn, som bliver i en eneste Afdeling af Form som et Rektangel, fører mod Nord Indløbet til den mindre 12 Fod dybe Havn, som ligeledes bliver i én Afdeling, men af en mindre regelmæssig Form, og denne begrænses da atter mod Nord af den nu under Arbejde værende yderste nordlige Mole. Den store Havn vil saaledes komme til at ligge sydligst. Bolværket, som skal begrænse de under Opfyldning værende Arealer, vil komme til at strække sig i en lige Linie fra Ny Batteri omtrent ned til Kastellet, hvor det vil blive afbrudt i en Vinkel ind mod Land saaledes, at der kan blive frit Skud fra Kastellet. De enorme Masser af Fyld, som bruges, skaffes hovedsagelig til Veje ved en halv Snes store Dampmuddermaskiner, hvoraf de fleste ligger ude i det store Løb ind til den gamle Havn, for ved samme Lejlighed at udvidde dette.

(Social-Demokraten 12. juni 1885).

Vilhelm Tillge (1843 - 1880): Dreng står og kigger ud over vandet. Strandpromenaden. Navnet dækkede indtil 1916 den sydlige del af Strandboulevarden. Kbhbilleder. Public domain.

Korrespondance fra Nakskov. (Efterskrift til Politivennen)

Nakskov, 31. Maj. Her i Byen har vi i disse Dage atter faaet et Bevis paa Højres overordentlig store Arbejdervenlighed, der her nærmest synes at gaa ud paa at gøre Arbejderfamiljer brødløse. Sidstafvigte Lørdag Aften er nemlig Kasserer for "Socialdemokratisk Forening for Nakskov og Omegn", Smed Lassesen, bleven afskediget fra Tuxen & Hammerichs Fabrik paa Grund af sine socialdemokratiske Anskuelser. Som bekendt er det ikke længe siden, at nævnte Fabrik afskedigede Former Nielsen og Fabriken viste allerede da. at den ikke skyede noget Middel, hvorved den troede at kunne kue Socialismen. D'Hrr. vil sandsynligvis saa lige saa lidt Glæde af Smed Lassesens Afskedigelse som de faar af Former Nielsens. De opnaar derved kun at styrke Sammenholdet blandt Arbejderne her og bringe Flere og Flere til at stille sig paa Socialdemokratiets Side for at bekæmpe det Tyranni, der udøves af Arbejdsherrerne mod Arbejderne. Smed Lassesen, der har arbejdet paa ovennævnte Fabrik i ca. 7 Aar. og var almindelig afholdt og agtet af sine Arbejdskammerater, havde forleden Dag under sit Arbejde sunget "Socialist-Marchen", hvilket nok Formanden for den herv. Højrevælgerforening, Melfabrikant og Adresseoverbringer, Axel Bay, havde hørt. Nævnte Herre, der kun lader sit arbejdervenlige Ansigt se paa Fabriken hver Gang en Arbejder skal afskediges, fordi han er Socialdemokrat, var netop til Stede den Dag paa Fabriken, og skønt han er en stor Arbejderven, kan han dog ikke lide, at Arbejderne saaledes skal have Lov til at synge hvad de vil, hvilket saa havde til Følge, at Lassesen blev afskediget. Sandsynligvis er det Hr. Arbejdervenlighed, der er løbet af med ham, naar Lassesen tilligemed sin Familje er bleven gjort brødløs; thi det blev udtrykkeligt sagt til Lassesen, at det var af ovennævnte Grund, at han blev afskediget; men Arbejderne her viger imidlertid ikke tilbage for slige Angreb fra vort  noble Højreparti; det er kun en ny Post i det Regnskab, som Arbejderne her i Nakskov skal opgøre med Højrepartiet her første Gang der bliver givet os Lejlighed til at staa Ansigt til Ansigt med Melfabrikanten Axel Bay og Konsorter, men denne Lejlighed tør Partiet ikke give os, thi stadigt, naar det holder Møder, afholdes disse midt om Eftermiddagen paa Søgnedage, ja det gik endagsaa saa vidt paa et forleden Dag af Folkethingsmand Weeke afholdt "Vælgermøde" (!), at det blev nægtet en Oppositionsmand at tale. Kan vi imidlertid ikke komme til at tale med Højrepartiet før saa tales vi ved paa Valgdage, og vi skal da indestaa for, at det skal faa at føle vor Magt. Lad saa kun Højre arbejde paa at gøre Socialdemokraterne brødløse, vi arbejder ogsaa, men det er paa at gøre det umuligt for d'Hrr. at afskedige nogen Socialdemokrat uden tvungne til at antage Socialdemokrater.

Den herværende socialdemokratiske Forening afholdt Medlemsmøde t Lørdags Aftes. Smed Lassesen gav her en Fremstilling af sin Afskedigelse, og en Erklæring af ham om, at han vilde vedblive at opholde sig her i Byen, modtoges med stærk Tilslutning af de tilstedeværende Arbejdere. Det vedtoges at paabegynde en Indsamling til en Fane og et ikke saa lille Beløb indkom straks; ligeledes vedtoges det, at Foreningen skal foretage en Udflugt, naar Fanen en anskaffet.

Med soc. Hilsen til Meningsfæller

M. M.

(Social-Demokraten 4. juni 1885).

Tuxen & Hammerich startede i 1847 som jernstøberi og maskinfabrik på Østre Boulevard 20 i Nakskov under navnet "Godthaab, Maskinfabrik og Jernstøberi". Også kendt som "Langes Maskinfabrik". I 1871 var I. P. E. Tuxen blevet ansat på virksomheden. Og da Langes eneste søn efter faderen død i 1871 ikke ville drive virksomheden, overtog Tuxen den i 1876 under et nyt navn, Tuxen & Hammerichs Maskinfabrik. Hammerich forlod virksomheden i 1881 hvor den havde ca. 200 ansatte. Hans efterfølger Carl Winsløw forlod ligeledes virksomheden efter fem år. I 1883 var virksomheden blev omdannet til et aktieselskab med Tuxen som ejer af en tredjedel af aktierne og desuden bygningerne og maskinerne, som han lejede ud til virksomheden. I 1886 byggede virksomheden det første danske fryseanlæg. Den lukkede i 1903.

A. Riis-Carstensen: Lidt fra Anholt. (Efterskrift til Politivennen)

Skønt Anholdt ligger ved den aabne alfare Søvei, der forbinder Landene ved de store Have med dem ved Østersøens Kyster, er det dog maaske af alle det egenlige Danmarks Dele den mindst kjendte Plet. Vi mindes Peder Paars, naar vi hører det nævne, men nogen Forestilling om, hvad der lever og rører sig derovre, eller om hvilke interessante Momenter Naturen frembyder, har kun faa af os kunnet danne os. Før jeg rejste derover, havde jeg forsøgt at skaffe mig Oplysning om Tilstandene i Almindelighed, men de gik ikke stort ud over, at der var meget Sand, at Folkene vare nogle sære forte nogle, der var menneskesky og var bange for Vandet. En Meddeler sagde, at han ikke vidste, om Anholterne var rigtige Mennesker, og da jeg spurgte "hvorfor". svarede han nølende, "jeg ikke", men efter en Pause tilføjede han eftertænksom: "De er for Resten godt med".

Fra Søen havde jeg flere Gange set Anholt i Frastand, men det havde ikke lignet stort andet end en hvid Stribe, og en Gang, da jeg om Natten fra et Dampskib iagttog Fyret havde jeg bemærket, at dette for en Stund var skjult af en Bakke.

Det var altsaa ikke stort andet end Fordomme, jeg medbragte dertil. Jeg ventede at møde en forkrøblet Mennesketype, som jeg tænkte mig nærmest lignede Bavianer, der dog af halv Aber at være var ret medgjørlige. Stor var altsaa min Forundring, da jeg traadte i Land paa Nordstranden og saa for mig lutter velvoxne Mennesker af et alt andet end barbarisk Udseende. Det slog mig, at der i deres slanke Væxt, deres ranke Holdning og markerede Ansigter var noget fremmed. De mindede paa en Gang om Sydboen og om en Type, man hyppig møder paa Frankrigs Nordkyst.

Mod Øst og foran mig laa øde Sandstrækninger, der med Klitter og Dale dannede en stor Slette, og fra denne hævede der sig mod Vest en Række grønne Bakker.

Den laa nogle Baade optrukne paa Land, og tæt ved laa nogle Smaaskure. Af menneskelige Boliger var der ingen synlig, og jeg vandrede op paa den nærmeste Bakke hvor der kom et vidst Kirkespir til Syne. Snart fandt jeg en Kjørevej, og efter at have fulgt den en Stund fik jeg Øje paa Byen, der laa tæt pakket omkring den teglhængte Kirke. Bygningerne er lave Bindingsværkshuse, mange skraa og enkelte spaantækte. Der gaar en eller rettere en Gade giennem Byen, og hvad der især falder i Øjnene, naar man kommer fra det øde Land, er Haverne med en Mængde Kjøkkensager, Blomster og Frugttræer, hvoriblandt Pærer og Blommer især siges at være udmærkede. Paa mange Steder er der et Tremmestillads, hvorpaa der er ophængt Fisk til Tørre.

Stedet har godt Læ af de stejle Bakker tæt ved for vestlige Storme, og Træerne er vel svedne og bøjede af Vestenvinden, men dog ikke i den Grad som, man skulde tænke, naar man huske paa Øens Beliggenhed i det aabne Hav

Landet bestaar af to forskiellige Dele. Den bakkede og Flyvesandet. Den bakkede mod Vest er den opdyrkede, og bestaar af Ler og Grushøje, hvorimellem der er en lav Strækning med Eng, Kjær og Pløjemark. Det højeste Punkt er Sønderbjærg omtrent halvanden hundrede Fod. Yderst mod vest er Landet dækket med Sandflugt, der især mod Nord har samlet sig i dristige Former. Paa den nordvestlige Odde er en Stenrevle, der ser ud som om Naturen her havde paabegyndt en Havn, som den ønskede, at Menneskene skulde fuldføre.

Hver opdyrkelig Plet er medtaget. Kun paa faa Steder titter Leret frem, ellers er Jordsmonet blandet med Sand, og mangen en Ager, der nylig er pløjet eller gravet, ligner med en hvid Strandbred. Hvor Bakkerne er for stejle til at Heste kan gjøre Nytte, træder Spaden i Stedet for Ploven, og selv pløjede Agre blive omhyggelig gaaet igiennem med Greb for at rense dem for Senegræs. Trods alt det Arbejde, som anvendes  paa Jorden, giver denne kun et tarveligt Udbytte. Man kalder 3 a 4 Fold en god Middelhøst. Modsætningen mellem de grønne Bakker og den østlige Ende af Øen gjør dog, at disse med deres Agre, hvor det ene Straa staar og raaber paa det andet, ser frodige og sommergrønne ud.

Staar man paa den nærmeste Bakkes Top, kan man skue ud over hele Landet. Neden under os ligger Byen, 38 Huse, paa en enkelt Undtagelse nær lange og smalle, og byggede i Øst og Vest. De mange Træer giver den Udseende af at være en stor Have. Svdøst for Byen ligger et Par trangbrystede Møller, og lige bag dem begynder den golde Ørken vilde Sandhøje med Grus og Stenrevle imellem. Nogle ca. 5" Fod høje Klitter, der ligger langt ude, er aldeles nøgne, og med enhver Storm flyttes de omkring. Undertiden vandrer de mod Vest men endvidere mod Øst, og det kan nok se ud, som om de styrede lige efter Fyret, der ligger ved den østligste Odde: "Tollen", og tænkte paa at begrave Bygningerne, der hører Fyret til.

Landet er omgivet af en Strandbred, der er saa forunderlig hvid i Modsætning til de rød gule Klitter og de blaa graa Sletter, at man kunde tro, at Landet var kantet af en Isbræmme. Naar Skymasserne farer gjennem Luften jagede af Solens Straaler bevæger de klare Lys, de dybe Skygger og de varme graa Mellemtoner sig over Landet, som om alt var levende. Søen varierer fra dyb violet til graat og grønt af alle Nuancer, hist og her brudt af Lys saa flimrende, at det skærer i Øinene. Røgstriberne i det fjærne forandrer og bevæger sig, og et Sejl træder pludselig frem, belyst af en Solstraale, men svinder derpaa atter bort i det ubestemmelige. Helt igjennem er det en Scene, der stemmer Fantasien paa en forunderlig Maade og kan bringe Maleren til Fortvivlelse, naar han prøver paa at fængsle den paa Lærredet.

Herfra ser vi paa en klar Dag imod Øst den svenske Kyst, der paa det nærmeste Sted er en 8 Mile borte ja 'selv det 10 Mil fjærne Kullen viser sin Top. Mod SV. ligger en mørk Stribe. Det er Djursland, hvortil der er ca. 7 Mil. 

Naar man vil søge, kan man finde Sten, Oldsager i Tusindvis paa Anholt, I det Ploven vender Jorden, kaster den dem ofte op, fint tilhuggede Pilespidser og Knive. Hvor Jorden ikke har været bearbeidet, ligger Stenhugger-Værkstederne uforstyrrede. Jeg stødte paa adskillige baade paa det lave Land og paa de allervestligste Grusbakke. Et saadant Værksted er i Almindeligbed kendeligt ved, at det danner en lille Forhøining, hvorpaa der øverst oppe ligger en stor Sten og rundt om denne Dynger af halvfuldendte, mislykkede og fuldstændige Redskaber strøet omkring mellem Skærver. Der ligger et Par Høje under Sønderbjærg kaldet Kiste-Høiene. I dem er der et Lag som tilsyneladende bestaar at brændte levninger. For om mulig at finde en Begravelse blev Højen for nogle Aar siden gjennemgravet, men dens indre viste sig kun at bestaa af Sand og Rullesten.

Brandpletter findes paa flere andre Steder af Øen. Paa en af mine Vandringer af Sønderbiærg standsede jeg endog paa et Sted, hvor man havde lagt Vejen giennem Kanten af en Bakke. For min Fod Iaa et Par Flintknive af usædvanlig Form, og da jeg bukkede mig for at tage dem nærmere i Øiesyn, opdagede jeg Resterne af en Urne liggende strøet omkring blandt den udgravede Jord. Formodenlig vilde en Oldgransker endnu kunde faa adskillige for en Dag i den Retning.

Det siges at Anholt i tidligere Tid har været skovrigt og de fleste Mennesker kan fortælle om, at de har fundet Rester af Naaletræer i Klitterne. En Bakke kaldes Blaabjærg, skiønt den er aldeles hvid, men Navnet skal hidrøre fra en Fyrreskov, der har bedækket den hele. Man gravede for nogle Aar siden Afløb for en Grøft ud mod Øen gjennem en Sandbakke, og der maatte man hugge sin Vej gjennem et fast Lag Træ, altsammen større og mindre Stammer, der laa tæt paa hverandre. Vedet lignede El.

Den nuværende Ejer af Anholt, der, saa vidt vides, er den første, der nogensinde har taget fast Bopæl herovre, har gjort sig fortjent af Øen paa forskjellig Maade Ikke mindst ved Anlæg af store Plantager. Et Sted i Klitten findes Træer, der allerede har naaet Mands Højde. Der er paa den Maade Udsigt til at Anholt atter en Gang kan komme til at svare til sit Navn.

For Tiden ejer den ikke Brændsel. Mosen er kun af ringe Udstrækning, og den bliver pløjet, i Stedet for, som paa andre Steder, hvor man brænder den op. Hede kan man ikke kalde de Par Smaapletter, hvor der voxer Lyng. Vragtømmer afgiver noget Brændsel, men ikke tilstrækkeligt til Øens Forbrug. De ægte Anholter Heste er meget smaa og svage, med en svær Pels, Man siger, at Køerne er nogle gode smaa Dyr. Jeg syntes, de lignede de 7 magre fra Faraos Drøm, De bliver om Dagen drevet ud i Klitterne, og det blev mig fortalt, at deres væsenligste Næring bestod af Marehalm og tør Fisk, Af Harer findes der en urimelig Mængde paa Øen, men hvad der har givet denne et livligt Præg, er den brogede Mængde af Fugle, Ved Stranden ser man næsten alle Danmarks Strandfugle repræsenteret i stor Mængde, og hele den milelange Ørken er en stor Rugeplads for Maager, Edderfugle og Strandskader, Lærken synger over Marken. Piber og Gravgæs ruger i Engstrækningerne, og til Tider kan Landet være ligesom oversaaet af Smaafugle, der enten dugger der eller udhviler sig en kort Tid paa Træk mod Norden, forfulgte af talrige Skarer af Høge, Falke og Ugler, Storken dugger ikke der ovre, den ses kun undtagelsesvis, naar den er for slaaet af Stormen eller paa Vandring,

Det er ikke vanskeligt at faa et Overblik over Anholts Befolkning, der med store og smaa tæller hundrede og syvti nogle. Næsten alle er de ranke og høie Mennesker af et frimodigt og intelligent Udseende, Skiøndt paa en Gang Bønder og Fiskere, har Søen dog stemplet deres Ydre fremfor Ploven. Selv Smeden og Mosteren har alle en Sømands Kjendemærker, Paafaldende er det, at ligesom paa nogle Steder paa Jyllands Vestkyst dm mørke Haarfarve er stærkt fremtrædende. Her er den endog i stor Majoritet og ravnsort glat Haar, svære Øjenbryn og Øjenhaar, ledsages gjærne af et skarpt markeret Ansigt. Dialekten er en jydsk Mundart, man siger "A" ligesom paa Østkysten, men Tonefaldet er temmelig forskjelligt fra det jydske og nærmer sig til det svenske, hvilket maaske har sin Grund i den nære Forbindelse, hvori Anholt stod til Falkenberg, den Gang Holland endnu var en Del af Danmark. Endnu den Dag i Dag er der en ikke ringe Trafik paa Sverig,

Nationaldragt existerer kun for ældre Kvinders Vedkommende, og hos dem indskrænker den sig endda til et Hovedtøj, der har Lighed med et, som bæres i Vendsyssel, end videre til en hvid broderet Krave og et broget Forklæde. De ungere bærer ofte et Klæde om Hovedet. Selv Smaapiger bærer lige som de voxne lange Skjorter, der endda er til at voxe i, hvilket giver dem et pudsigt Udseende af store Dukker

Det er indlysende at Opholdet her er sundt for Mennesker; thi især de smaa ser blomstrende og friske ud. Brystsyge kjendes ikke.

Meget sjældent ser man en Anholter kjendes ikke

Meget sjældent ser man en Anholter ledig. Træder man ind i hans lave Stue, ser alt renligt ud derinde. Der staar Blomster i Vinduet og en Bænk løber langs Væggen med et langt Bord foran. Kvinderne sætter Rokken eller Væven i Gang, saa ofte der er levnet dem Tid fra Fiskegarnene, thi deres Rensning anses altid for det nødvendigste. Ligeledes er Mændene altid i Virksomhed, enten paa Søen, Marken eller i hjemmet. Naar man beskylder dem for overdreven Forsigtighed paa Søen, har man næppe sat sig tilstrækkelig ind i alle Omstændigheder ved at fiske der ud fra Kysten der paa Nordstand, hvor der fiskes om Sommeren, er stak et langt Stykke Vej ud, og med Paalandsvind rejser der sig strax en Brænding, der sætter Redskaber og Fangst i Fare. 

For hver Gang Baaden har været i Vandet, trækkes den højt op paa Landet, og saavel ved Ud- som Indsætningen sættes Ryggen under, og den halv bæres og halv skubbes af Sted. "Det vi mangler, er en Havn", lød den enstemmige Klage. "Naar vi undertiden som i Strandingstilfælde har Brug for en af de store Dæksbaade, saa er vi ikke Mennesker en hel Uge efter, at vi har sat den ud og atter taget den ind", fortalte en Mand mig, og det synes ikke utroligt Praktisk er det, at mange Mænd har faaet en Skade ved delte Arbejde, som, foruden hvad anden Mén, den har bevirket, har gjort dem ubrugelige til Krigstjeneste,

(Sluttes)

(Morgenbladet (København) 31. maj 1885).

Anholt Fyr og Fyrgård. By Mikkel Houmøller - Own work, CC BY-SA 4.0.

(Sluttet.)

Dog gives der Strandingstilfælde, hvor de foretrækker at have alt det Arbejde med de store Dæksbaade fremfor at benytte den lette Redningsbaad.

"Naar der Vinterdage er en Stranding paa Østerrevet", blev der sagt, "saa er det omtrent den visse Død at gaa ud med Redningsbaaden. Vi kan naa Vraget men ikke ro Landet op igjen, og før vi naar Sverrig, er Lemmerne formodenlig frossen af os. Tager vi derimod til Dæksbaaden, kan vi altid naa Land, og om ikke at nogen anden Grund, saa burde vi af denne have en Havn".

Ved Flid og Paapassenhed er Anholterne velstaaende. I Grenaa har de Ord for at være rige, hvorom jeg dog ingen Mening har. De er alle velklædte. Deres Baade, som de selv bygger, er smukke, stærke Søbaade, og deres øvrige Fiskeredskaber holder de i god Stand. Der findes ingen Drukkenboldte iblandt dem til Trods for den Skik, som Kvaserne fører med sig, at opvarte det Mandskab, der sælger dem Fisk, med al den Brændevin, de vilde drikke. En enkelt Mand, som var paa Vej til al blive forfalden, forhindrede man fra at ødelægge sit Helbred ved at forbyde de to Kroværter, der findes paa Øen, at sælge dem Spiritus.

Ligesom Mændene, er Kvinderne ofte høje og kraftige; kan man end ikke kalde dem alle for Skjønheder, saa har de dog alle for det meste stilfulde Ansigtstræk.

Kun enkelte gamle Anholtere, som har lidt Tab og staar ene, bliver hjulpne af deres Medmennesker. Baadene ejes i Fællesskab af Selskaber paa 4 eller 5 Mænd, der deler Udbyttet ligesaa. Naar en Dreng er konstitueret, regnes han for Mand ved, at han optages i et Selskab med fuld Part. Deri ligger formodenlig Grunden til, at ingen Anholter gaar til Søs eller søger andet Sted hen. Han har det i alle Maader bedre i sit Hjem, hvor der er Trang til ham.

Af fremmede Mænd har der kun nedsat sig to paa Øen. En Amager og en Svensker, begge Fiskere og gift med Anholterinder. Flere Mænd har derimod hentet sig en Brud andetsteds fra. De fleste fra Sverig, men et Par fra Bogø.

Det er ikke ualmindeligt, at en Anholterpige bliver bortforlovet strax efter Konfirmationen. Den unge Mand kommer da og beder hendes Forældre, om hun maa hente Garn for ham, og bliver denne Tilladelse givet, er den ensbetydende med Forlovelse. 

Naar vi nu til Dags hører Tale om Hoveri, tænker vi altid tilbage til den Tid, der af alle har været den mest ødelæggende for den danske Nation. Aldrig er vist nogen Kreaturbesætning bleven i den Grad mishandlet, som Bønderne blev det under Stavnsbaandet. Medens Befolkningen paa mange Steder af vort Land endnu bærer Mærker af Tyrannernes Svøber, har disse ikke mærket Anholterne paa nogen Maade. Man fristes til at tro, at det for Strandingernes Skyld har været i Fogdens velforstaaede Interesse her at sørge for at bibeholde de raskeste Folk, medens man andet Sted drev dem bort i ved at sende dem i Kongens Tieneste og kun beholdt de sløveste og vilieløseste Trælle tilbage.

Jeg blev ikke lidt forundret ved at erfare, at Hoveriet først for et Aars Tid siden blev afløst. For et Par Husmænds vedkommende existerer det endda endnu Snapsting, der forlængst er ophævet i det øvrige Land. holdes hvert Aar. Her kaldes det Snapstorsdag paa Grund af, at det holdes den første Torsdag efter Hellig tre Konger. I Aar var det blevet udsat paa Grund af et Dødsfald, og derved fik jeg Lejlighed til at overvære Festen, hvori der dog var en Del Indskrænkninger. Til den regelmæssige Fest gaar Bedemænd omkring fra Hus til Hus og beder i Godsejerens Navn alle og enhver at møde til en fastsat Tid paa Kroen.

Naar Folk er samlede, oplæses Strandingsregulativerne, hvorefter der frembæres Punsch, og deri udbringes en Skaal for Landsherren: "Og dette skal være Landsherren til Æren", synges paa Melodien i "Kong Kristian stod ved højen Mast" Den næste Skaal er for hans Hustru, derpaa en for den unge Stamherre o. s. v , indtil der ikke er flere Skaaler at drikke, og Bollerne er tomme. Saa spilles der op til Dans, selv de mindste Børn er medbragte, og saa gaar det lystig med Vals, Reel, væve Vadmel og lignende til Kl. 4 om Morgenen. 

Ved Bryllupper er der bl a. den Mærkelighed, at de holdes om Efteraaret, maaske for Slagtningernes Skyld og ved varer i 8 Dage. Alle i Byen skal have Bryllupsmad. Er nogen syg eller paa anden Maade forhindret, sendes der dem Mad. Bruden maa danse første Dans, som er en Reel, med Bedemanden, hvor ved hun maa tage særlig Vare paa ikke at begaa Fejltrin, thi Overtroen vil i denne hendes Dans se et Billede af, hvorledes hendes ægteskabelige Liv vil blive. Noget lignende gjælder om den Plads, som Brud og Brudgom indtager ved Bordet. Der maa iagttages flere Ting, for ellers varsler det ilde for Fremtiden.

Ligesom saa mange Søfolk og Øboere, tager Anholterne kun ringe Del i Danmarks indre politiske Liv. Det stærke Røre, der for Tiden findes Gemytterne, naar ikke herover, og Kampen er ikke følt af de brave Anholtere. Øens Sogneraad blev for kort Tid siden udnævnt til Dannebrogsmand, hvilket er det første Forsøg, der er gjort paa her at skabe en unaturlig Kløft mellem de ellers saa lige stillede Mennesker, og skjønt man maa tro, at det er sket i den bedste Hensigt, kan man ikke andet end beklage sligt.

Hvorledes Vedkommende opfattede denne Udmærkelse, var det mig ikke muligt at faa noget sikkert Besked om, og han hverken ved Ord eller Miner udtrykte Bevægelse af nogen Slags. Han saa nærmest ud, som om han ikke begreb, hvilken fortræffelig Egenskab han havde at takke for dette hans Uheld, og jeg er men tilbøjelig til at tro, at han vil gjemme sit Kors dybt paa Kistebunden.

Anholternes mest bevægede Tid har uden Tvivl været den 5-aarige engelske Okkupation. Gamle Folk kan endnu fortælle derom, og flere af dem taler Engelsk fuldkommen flydende. De Danske havde slukket Fyret, hvorfor de Engelske stationerede Fregatten "Proselyt" for Enden af Østerrevet, men den var lagt saa uheldig, at da der om Vinteren hvor den fik Bunden knust, og dens Besætning maatte bjærge sig over Isen i Land, hvor de blev modtaget af de bevæbnede Anholtere. Matroserne var ubevæbnede paa en Iskjæp nær, og da de kom nær Landet, kastede de endda denne fra sig. Fogeden og Fyrmesteren talte om at nedsable dem alle, men det satte Anholterne sig imod, og de underholdt derpaa Matroserne hele Vinteren, indtil de, da Vandet blev isfrit, kunde komme til Sverig.

Engelske Krigsskibe ankom derefter for at tage hele Øen i Besiddelse. De lagde sig i Pakhusbugten paa Sydsiden og gjorde Baadene klar til at landsætte Tropper; da mødte Anholterne paa Stranden, hvor de havde faaet en fra "Proselyt" bjærget Kanon opstillet og ladet med Kugle. Den blev rettet mod den engelske Fregat. "men hvordan faar vi den nu til at gaa af." spurgte en. "Det skal jeg nok," svarede en anden og satte sit Bøsseløb til Fænghullet. Skudet knaldede. Kuglen hug ind i Boven paa Engelskmanden, men Anholternes eneste stakkels Kanon væltede sig om paa Ryggen, og der laa hele deres Batteri i Sandet. Fjenden vendte Bredsiden til og fyrede det glatte Lag ind i Sandbakkerne, hvor Anholterne nu ikke havde mere at gjøre, men gik hjem til Byen. Da de engelske kom derop, spurgte de efter Soldaterne, men fik til Svar, at der ingen fandtes. "Hvem skød da paa os", spurgtes der, og da Mændene traadte frem og sagde: "Det gjorde vi", takkede Admiralen dem for deres Humanitet mod de skibbrudne fra "Proselyt" og roste dem for, at de de havde gjort, hvad de kunde, for at holde Fjenden fra deres Land.

De Engelske vandt hurtig alles Hjærter ved deres overordenlige Hensyn i mange Retninger, og det var ikke langt fra, at Forholdet mellem dem blev varmt, men da saa en Gang Admiralen spurgte dem, om de var villige til at hjælpe de Engelske, saafremt Danskerne skulde forsøge at lande, da bad Anholterne, at man hellere end tomat dem dertil maatte skyde dem alle "Thi", tilføjede min Hjemmelsmand, som selv havde været med den Gang, "det var da gruligt at kæmpe mod sin egen Nation".

Den samme gamle Hædersmand er endnu rørig og aandsfrisk, trods det at han er oppe i Firserne. Begivenhederne fra den Tid stod klart for ham, og kan fortæller dem godt. Han berettede endvidere om, hvorledes Øen havde lignet en Ørken, da de Engelske drog bort, thi Landvæsenet blev forsømt ved, at Mændene arbejdede for Engelskmændene. Naar Provianteringsfartøjet kom fra Sverig, landsattes der i snesevis af Stude, og disse løb løse overalt og afgnavede hvert Straa. Marehalm rykkede de op med Rode, og ikke et Hus havde ordenligt Tag, thi Studene satte Forbenene paa de nederste Lægter og aad det gamle Straa bort saa højt op, som de kunde naa. 

Fyrtaarnet har i Tidernes undergaaet betydelige Forandringer. Det er bygget lige ved Havstokken paa en kunstig dannet Bakke, der er bestykket ved Høfder. Fyrets Højde over Vandet er nu 150 Fod. Rundt om dets Fod er der af de Engelske bygget bombefaste Kassematter. Ligene af de Danske Soldater, der faldt under det uheldige Forsøg paa at tilbageerobre Øen, blev af de Engelske begravet i Klitterne, og naar en Gang imellem Vinden flytter disse kommer Kisterne til Syne.

Som en Mærkelighed kan det anføres, at der en Gang er dræbt en Ræv, en anden Gang en Snog, og atter en Gang en Rotte. Mus er der derimod nok af. Efterfølgende, der er skrevet af en Anholter paa hans egen ligefremme Maade, giver maaske netop derved et bedre Billede af mange Ting, end en fremmed kunde fremstille, og med hans Tilladelse er det derfor føjet til disse mine Indtryk.

* * *

Engelskmændene besatte Anholt den  8de Maj 1809 og var her til 1814. Altsaa i 5 Aar var de paa Anholt med en Besætning af 400 Mand. Anholterne maatte arbejde under dem til enhver Tid, f. Ex køre Tørv og Ler ud til Fæstningen, som de byggede rundt om Fyrtaarnet, og ligesaa maatte de losse alle proviantskibene, som kom til Fyret, men alt dette gjorde de ikke for ingen Ting, men fik Betaling derfor, og det endda stor Betaling. Engelskmændene respekterede Anholterne højt. De satte ikke selv Baadene ud, ej heller trak dem selv op; dette gjorde de engelske soldater, men sejle med Baadene, det skulde Anholterne selv gjøre; ligesaa var det Anholterns egne Baade. Det fortælles, at 4 Anholtere var sejlede en Dag ud til en Fregat og havde en af de højst betalende Officerer med; denne roste Anholterne for deres Dygtighed og lod deres Baad rigge ud som Kutter med nu Sejl og Tovværk (Baadens Navn var "Fløjten"). Det fortælles ogsaa, at Anholterne tjente saa mange Penge, at de havde danske Sedler i Hundredevis. De var dumme nok til at tage imod danske Penge, uagtet Engelskmanden sagde, at de skulde tage deres Penge, som var af Guld og Sølv, saa de blev bare narrede ved at tage deres egne Penge. Hvilket ogsaa blev Tilfældet. Banken spillede netop Fallit paa Grund af de store Krigs omkostninger og kunde ikke løse Papiret, saa nu var jo Anholterne helt ruinerede, da baade Arbejde og alt var gaaet tilbage for dem i de 5 Aar. Dog var der nogle iblandt dem, som havde været kloge nok til at tage engelske Penge. Anholternes Levevis før og efter Krigen var Fiskeri, Sælhundefangst og Strandinger. Fiskeriet i de Dage var mest efter Rokker. De havde meget store Baade. 5 Mand til hver, men Baadene var større end vore Mellembaade: Naar de satte paa Nordsiden, gik de 1½ Mil til Søs. Ved Pakhuset fiskede de paa Klejnsrev ude paa 12 a 15 Favne Vand. Man kan endnu se deres Garnsteder, som er meget store; de ligger paa Nordsiden. Mændene stenede selv deres Garn ved Stranden og havde 7 Garn til en Bænk. Man siger endogsaa, at et Par af dem ejede 2 store Baade, hvilke, naar de andre begyndte at fiske, saa begyndte de at sejle med Fisk og havde saaledes deres Udkomme. Der siges ogsaa, at de sejlede til Skagen og fiskede Rødspætter, ligesom de ogsaa sejlede til Øresund for at fiske Sild. De havde ogsaa flyttet deres Huse fra Byen og ned til Pakhuset, for at bo des nærmere ved Søen for Fiskeriets Skyld. Mærkeligt var det dog, at de aldrig prøvede paa at fiske paa det saakaldte nordre Vande, det vil sige det nordre Flak, som strækker sig 3/4 Mil ud. Denne Flade mente de var fiskeløs. Nu hændte det sig en Gang, at nogle af dem roede om Tollen for at ro paa Nordsiden. Da de kom nord for Fyret, besluttede de sig til at sætte deres Garn paa 4 Favne Vand. Da de nu trak dem om Morgenen, havde de 7 Snese paa Garnet, og de mener, at Rødspætten var gaaet efter Pandeskinnet, det vil sige Skinnet fra Fyret. Den Gang brugtes der ikke Olie paa Fyret men Kul, som blev lagt paa en meget stor Jernriste. Det fortælles, at den første Nat, de brændte Kul paa Fyret, brændtes der 28 Ton der Kul. (Hvert Aar kom der en Brig med Kul fra England).

Anholternes anden Levevis var Sælhundefangst, som gav dem deres Belysning om Vinteren, og hvad ellers de kunde sælge til Fortjeneste. Sælhundens Ophold var paa Hagen, (den Hage, der skyder sig ud mellem Fyret og Nordstrand). Den Gang var der flere Sten end nu, og der blev kun holdt Klapjagt to Gange om Aaret. De Sæler, som de fangede, var Ungerne, ellers, naar der ikke fangedes, blev den Plads fredet for ikke at forstyrre Sælhundene og deres Unger. Man siger, at der var i Hundredevis, og naar Vinden var NO, kunde man høre dem tude i Byen. Det halve af Sælhundefangsten tilfaldt Landsherren. Den tredje Levevis var Strandinger, som det ogsaa er endnu til Dags, men den Gang paa en hel anden Maade. Skibe i de Dage blev ikke taget af Grund, men mere betragtet som Prisgods. Skolegang var der heller ikke i de Dage. En Gang imellem kom der en Præst over til Øen; i Reglen hændte det to Gange om Aaret. Hans Ærende var da at konfirmere og ægtevie Folk. Den eneste Skolelærer, som var paa Øen, var Degnen. Undervisningen bestod af de ti Bud og noget af Luthers Katekismus og Fadervor. Skrive og regne lærte de ikke. Dog var der nogle iblandt dem, der lærte at skrive og regne af Fogderne; f. Ex. min Bedstefader og Ole Sørensen har aldrig gaaet i Skole. Dog kan Bedstefader læse godt, men der er flere af de gamle Anholtere der ikke kan skrive.

Naar man nu tænker sig, hvorledes Verden er gaaet fremad siden den Tid, saa er ogsaa Anholt gaaet fremad, uagtet den ligger mere adskilt fra den øvrige Verden. Her holdes dog en god Skolegang nu. Der er stiftet et stort Præstekald, ligesaa har vi Læge, vi har ogsaa Postforbindelse. En tænker i alt Fald tit paa Anholt; det er Sømanden paa Grund af dets deilige Fyr. Naar man gaar over til Fiskeriet nu og i gamle Dage, da kan det jo ikke sammenlignes. For det første afsætter vi jo alle vore Fisk, og for det andet fiskes der meget mere, og for det tredie er vore Redskaber meget bedre. Baadene er byggede af mere solide Materialier, end før; vi har Dæk i de store Baade, og alle Ting ere gaaede fremad; der er mere Handel og Vandel imellem Folk. Folk fra de gamle Dage vilde gjøre store Øjne ved at se en Mand komme kjørende med en Vogn fuld af Garn til Nordstrand paa en Lervej. Lige saa ved at se en Baad være rigget ud med Bomuldssejl. Husene kan vi jo ikke rose os af, da de kun er smaa endnu, men man stræber dog efter bedste Evne efter at saa dem saa hyggelige som muligt.

(Morgenbladet (København) 1. juni 1885).