Højremøde i Randers. (Efterskrift til Politivennen)

Høiremødet i Randers var trods den korte Frist, hvormed det var indvarslet, besøgt af godt og vel 2000 Mennesker, hvoraf ifølge "Rand. Av." en stor Del vare Landboere. Konsul Michaelsen aabnede Mødet med at byde den talrige Forsamling Velkommen. Han gav derpaa Ordet til Folkethingsmand N. Andersen (Andersen leve!): Det var en stærkt bevæget Tid, hvori vi leve, og spørger man, hvad Enden skal blive, vil det være vanskeligt at svare derpaa. Kampen reistes 1873, da man nægtede Finanslovens Overgang til anden Behandling: Folkethinget blev opløst, men under den Forhandling blev Striden stærkt dadlet af Grev Holstein Ledreborg, ligesom ogsaa Biskop Monrad senere paa et Vælgermøde i Nykiøbing udtalte sig stærkt herimod. Naar vore Modstandere derfor have bragt Friheden i Fare, da have de ingenlunde gjort det i Blinde eller ubevidst: de have forsøgt af al Magt at afholde dem herfra, men det har ikke været os muligt. Det første Asintt af Kampen endte med den provisoriske Finanslov af 12te April 1877; Venstre var sig iforveien klart bevidst, at dets Kamp maatte føre hertil; det mente, at det vilde vække en stærk Bevægelse ude blandt Befolkningen mod Regeringen, hvilken vilde bevirke, at denne skulde gaa af. Dette Haab gik dog kun tildels i Opfyldelse, og endel af Bevægelsen bevirkede en stærk Splid mellem dem selv indbyrdes. Førerne slap dog ikke det gamle Maal af Sigte, men søgte blot et Middel for at naa det. De have derfor nu bragt det dertil, at enten maa man anerkjende Folkethingsparlamentarismen eller ogsaa provisoriske Finanslove som tilstedelige i den danske Forfatning. Anerkjende vi Folkethingsparlamentarismen, da er det ikke nok, at Hr. Berg bliver stillet i Spidsen for Regeringen, men han vil faa en Efterfølger, og denne igjen en Efterfølger osv.; Enden blev, at der kom Folk til at styre Staten, som slet ikke forstod det. Vore Modstandere sige, at vi leve under et Ministervælde, der er meget værre end Enevælde; selv om vi maa have provisoriske Finanslove, ere vi imidlertid paa ingen Maade retløse overfor Regeringen, thi dels kan den ikke udstede nogen Lov uden Kongens Samtykke, og dels staaer den til Ansvar overfor Rigsretten. Vi ville Fred og Ro i Landet og arbeide ikke som visse andre paa at blive Ministre; vi ere ikke i den Fristelse, at vi ville føre den fortvivlede Kamp for at blive til Noget. Taleren takkede derpaa for den Opmærksomhed, hvormed Forsamlingen havde fulgt hans Foredrag, og sluttede med at udbringe et Leve for Grundloven (Hurra? Taleren leve? Stærke Hurraraab). 

- Derefter fik Professor Matzen Ordet (Matzen leve! Stærke Hurraraab). Spørge vi om Stridens Gjenstand, da svare Modstanderne, at det er Ministerit Estrup, man har imod; det bestaaer af lutter Udueligheder osv.; det gjælder kun om at faa et andet Ministerium. ligegyldigt hvem dette saa kommer til at bestaa af. Deres egne Udtalelser vidne imidlertid herimod; Berg har selv sagt, at det ikke dreiede sig om Personerne, men om et Systemskifte, og spørge vi da, hvori dette skal bestaa, siger Hørup: "Ingen over eller ved Siden af Folkethinget". Dette er den rene Folkethingsparlamentarisme, men de søge undertiden at skjule det, saaledes i Adressen til Kongen, hvorfor baade Holstein Ledreborg og Klein udtalte, at nu var der ikke Tale om Parlamentarisme længere, men kun om. at Ministeriet skulde kunne samarbeide med Folkethinget. Jens Busk røbede imidlertid, at det var de samme Fordringer som tidligere, man stillede, og som man havde stillet i en Aarrække: at Magten maa ligge hos Folkethinget; det var kun fremsat i en anden Form. Den Kamp, der nu reises mod Ministeriet Estrup, har derfor ogsaa været reist mod de foregaaende Ministerier, hvori Mand som Krieger og Klein havde bekæmpet Venstre. Ligesaa snart de nemlig ere Ministre, kæmpe Venstre mod dem, fordi de sidde der. hvor visse Andre gjerne ville sidde, og der er da ikke den Ugudelighed, man ikke tillægger dem. Striden dreier sig i Virkeligheden om Forfatningens Forstaaelse. Der er aldrig under Frederik den Syvendes Regering fremsat et saadant Forlangende, at Ministeriet skal være i Overensstemmelse med Folkethinget; man henviser rigtignok til Ministeriet Ørsteds Afgang, men her var baade Folkething og Landsthing enige, og den samme Ret have vi den Dag idag; Konseilspræsidenten har selv udtalt, at naar Thingene vare enige, skulde Ministeriet ikke være nogen Hindring for en Reforms Fremme, og han har saaledes godkjendt Rigsdagsparlamentarismen. Taleren gjennemgik derpaa nærmere den Midlertidiges Skjæbne samt de sidste Forhandlinger om Finansloven, idet han hævdede, at Høire her havde strakt sig saa vidt, det kunde: der blev intet af Betydning budt i Stedet for, men man forlangte endogsaa hele Jernbanebudgettet optaget paa Finansloven; det kunde Landsthinget naturligvis ikke gaa ind paa, hvad man vidste i Forveien; Venstre søgte blot at redde Skinnet, for at fortælle Meningfæller, hvor imødekommende de havde været. Det var endogsaa de mest uundværlige Udgifter, man nægtede. Nu truer Venstre med, at vi skulle blive i Provisoriet, saalænge det raader; Taleren troer dog, der vil indtræde en Reaktion blandt dets egne Tilhængere. De have nu i 10 Aar raabt ned med Ministeriet Estrup, men have kun bevirket, at Ministeriet er blevet siddende længere end noget andet. Det er ikke af Lyst, at det er blevet ved, men kun for at tjene Konge og Fædreland; vi maa takke det derfor, og vi ville støtte det efter bedste Evne, saalænge det vedbliver at føre an i Kampen til Gavn for Fædrelandet. Venstre har kun forøget og udvidet Ministeriets Maal i Stedet for at svække det; den Kongemagt, som Venstre betragtede som Forretningsfører for Folkethinget, er bleven det rette Tyngdepunkt i Forfatningen, og samtidig har det bevirket, at Folkethinget har sat sig selv udenfor al Indflydelse. Landsthinget har faaet større Indflydelse, kort sagt, alle de Faktorer, Venstre har villet svække, har det netop styrket. Derfor lad os holde ud i Bevistheden om, at den gode Sag er paa vor Side. (Taleren leve! stærke Hurraer )

Derpaa fik Statsrevisor Dinesen Ordet. Dinesen leve! Det Eneste, som Venstre kunde enes om, var at raabe "ned med Estrup", som det endog opdrog Børnene til at raabe; nogetsomhelst andet kunde de ikke blive enige om. Det vilde man ogsaa let forstaa ved at se paa de Elementer, hvoraf Venstre er sammenfat, idet der indenfor den Ramme findes det oprindelige Venstre, det europæiske Venstre, Socialisterne osv. En saadan Sammensætning vilde ikke kunne skabe noget Program, hvorfor skulde vi da give efter for en Bevægelse, der er fremgaaet af denne Sammensætning; Samfundet og navnlig de Smaa i Samfundet vilde lide derved: det vilde ogsaa komme til at gaa ud over den store Mellemklasse, særlig vilde den danske Bondestand lide derunder. Taleren var selv fremgaaet af Bondestanden og saa med Sorg paa den almindelige Opfattelse af Kampen, som næres af hans Standsfæller. De vilde gaa dem som i en Forpostfægtning, hvor de vare udsatte for Ilden fra begge Sider. - Naar det gjalder Arbeide mellem Mand og Mand, maa det vare paa Grundlag af Overenskomst og det gjælder ogsaa den lovgivende Forsamling; ved Visnepolitiken opnaaes ikke Noget, og Samfundet taber ved, at de store organiske Spørgsmaal ikke ordnes. Naar Bevillingerne nægtes, og Pengene ophobes i Statskasseb, taber baade Haandværkeren og Landmanden, og det fører til Standsning over det Hele. Den negative Politik har aldrig baaret noget igjennem i et Folk; kun den, der sætter sig positive Formaal, har kunnet gjennemføre noget; Visnepolitiken er derimod, som om Døden sætter sit Stempel paa det, og det Samme gjælder om Folkethingets Politik. Vi ville ikke prædike Forfølgelse, Ydmygelse eller Nederlag for vore Modstandere, men vi ville arbeide for at bringe Samarbeide i Stand som forudsat i Grundloven. Her hviler ikke andre Aag paa os end de, vi lægge paa os selv; lad os ikke bære andre Aag, end at Friheden frit kan røre sig, og ikke give os under nedværdigende Tvang. Danmark leve? (hurra! Taleren leve!) - En Tilhører udbragte under stærk Tilslutning et "Estrup leve!"

(Dagens Nyheder 2. juli 1885. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Juristen og politikeren Henning Matzen (1840-1910 blev cand.jur. i 1864. I 1870 til professor ved universitetet og 1892-93 rektor. I Landstinget 1879 var han en trofast støtte for Estrup og provisoriepolitikken. 1894-1902 Landstingets formand. Henning Matzen er begravet på Assistens Kirkegård. I 1915 rejstes et monument for Matzen i Kongens Have, tegnet af Frederik Kiørboe og Anders Bundgaard.

Tegner Hermann Rohde: Tørvebryggen i Randers. Illustreret Tidende 6. december 1885.

Politiske Slagsmaal i Kolding og Vejen. (Efterskrift til Politivennen)

I kølvandet på Holstebro-affæren hvor politimester Borup var blevet fjernet af Venstre-folk fra talerstolen, bragte Højre-aviser såsom fx Nationaltidende, Jyllandsposten og Dagens Nyheder hvad de opfattede som lignende affærer hvor Venstre-folk havde overfaldet embedsmænd. Mange af dem var uden hold i virkeligheden, som det fremgår af nedenstående. Social-Demokratens beretninger viste sig at ligge tættest på rettens afgørelse et par måneder senere.

Berg og Matzen i Kolding.

Den bekendte Konseilspræsident i et Ministerium fra Kongens Have, Professor Matzen, leverede i Søndags Jyderne et Slag i Kolding, men blev fulgt saa eftertrykkelig hjem af den samlede Opposition, at Dagen maa tælles med blandt Angiverpartiets store Nederlag.

Højre havde i henved en Uge arbejdet paa at skrabe Tropper sammen, i Begyndelsen i al Hemmelighed, senere aabenlyst. En offentlig udstedt Indbydelse bar Vidne om, at der i selve Kolding ingen Hjælp var at vente, og man udstrakte da Agitationen vidt omkring, navnlig til Fredericia og Vejle. I førstnævnte By henvendte man sig til Militæravtoriteterne, som beredvillig lovede at dække Tilbagetoget, hvis det skulde gaa altfor galt, og til yderligere Sikring flyttedes Talerstolen i sidste Øjeblik fra den aabne Ridebane og ind i den lukkede Slotsgaard ved Ruinen, hvorhos Porthængslerne smurtes og Laasen eftersaas. Den omtalte Hjælp fra Fredericia bestod i 27. Bataillon, der fik Ordre til at holde sig parat til at afgaa med Ekstratog til Kolding, og som stod under Vaaben med tolv skarpe Patroner pr. Mand indtil Kl. 2 Nat. 

Resten af Garnisonen holdtes kaserneret som Reserve. Paa den Vis havde Højre anset det for nødvendigt at ruste sig til det politiske Møde.

Oppositionen havde kun kort Tid til sine Forberedelser, men til Gengæld kunde den stole paa sig selv alene og behøvede endda ikke at være bange for Officererne i Fredericia, eftersom der, om galt skulle ske, altid ville komme et Hundrede Menig paa hvert Par Løjtnantsdistinktioner. Man udstedte en enkelt Parole, og den fulgtes med Præcision af Land og By i mange Miles Omkreds. Desuden vilde Berg og den ham ledsagende Stab af Folkethingsmænd indfinde sig for at overtage Ledelsen, og Arbejderbefolkningen gav Tilsagn om at yde Venstre kraftig Støtte, et Løfte som den hold ved paa Slagdagen at møde op foreningsvis med flyvende Faner og klingende Spil.

Op ad Søndagen begyndte der at blive livligt i Kolding. Med Togene kom Deltagere fra alle Kanter; Berg, N. J. Larsen, Harald Holm, Roed, Haastrup - og Matzen, Dinesen, Gad og Raben var i Byen, Kolding Haandværkerforening, Murernes og Tømrernes og Arbejdsmændenes Foreninger m. fl. trak gennem Gaderne til Oppositionens Samlingsplads Rendebanen. Skytteforeningerne fra Landet drog samme Vej, hele Byen og alt hvad der duer i Egnen fulgte med, medens tynde Straaler gik ad Torvet til for at samles under Provisoriets Banner, ved denne Lejlighed en hvid Due med sort Indskrift - Enfoldighed og sorte Kunster. 

Med en lille Omskrivning af de to Linjer, der er Parolen over hele Landet, lød det kort sagt paa alle Veje:

Ned med Matzen, med Dinesen oq Gad!
Vi vil ingen levnet Grundlov ha' i Danmarks Grænsestad !

- og da Togene drog til Mødestederne, talte Oppositionen en Styrke paa 10,000 Mand, der senere forøgedes med endnu nogle Tusind , medens Matzen gik til Ruinen med højt regnet 800

* * *

Venstre samledes paa Stejlbjerg, en Bakke, der ligger syd for Byen, medens Matzens lille Garde krøb sammen i Ruinerne. Ved Estruppernes Møde dirigerede Herredsfoged Tillisch. Overretssagfører Bennetzen aabnede Forhandlingerne. Derefter talte Gad, Matzen og Dinesen. Der fremkom ikke noget som helst af Interesse. Det Hele drejedes af paa den gamle Lire, om at det er Kongen og ikke Folket, der bestemmer, hvorledes Landet skal regeres. Denne Ordning maatte ikke forandres, saa længe Godsejerne havde Hovedindflydelsen paa Kongens Beslutninger.  Under Mødet afsendtes Telegrammer til Kongen og Estrup.

Ved Venstres Møde dirigerede Sagfører Hansen, der gav Ordet til Berg, der forlangte Folkets Protest mod Provisoristerne, Protest imod Provisoriet, Protest imod Ministeriet, Protest imod dem, der vil skade Landet, Protest mod det Kryb, der vil fordærve det, der har Folkets Ret til at vokse i Landet - det siger det sydlige Jylland i Dag ved Dem, ved en Forsamling saa stor som aldrig før er set i Kolding. Det danske Folk ved, hvad det vil, og vil, hvad det ved. Hvis man vil berøve os vor Frihed, tager vi den tilbage. Det var frækt, at man vover at forlange af Kolding, at den skal holde Takkefest for Provisoriet (Ned med Estrup! Ned med Matzen!) Ja, ned med alt, hvad der slutter sig til de Folk, der vil ødelægge vor Frihed og Lykke! Koldings Beboere og Bønderne her omkring har vist, at de kunde bære Krigens Trængsler. De bar dem med Udholdenhed og Mod. Det var det sydlige Jylland, der led i disse Aar, og dog var det inde i København, at man begyndte at forlange Fred. Da sendte vi hernede fra en Adresse derind og sagde: I skal ikke frygte for vor Skyld. Vi holder ud. Det samme siger vi nu. Vi vil med al vor Kraft og med alle vore Evner værne Loven og Retten, og vi holder ud i denne Kamp som i de tidligere. Ned med alt det slette, op med alt det ædle. (Hurra! Berg leve! Hurra !)

Efter at Folkethingsmændene N. J. Larsen, Harald Holm, Haastrup og Roed havde talt, vedtoges følgende Resolution:

"Forsamlingen nedlægger en alvorlig Protest imod Provisoriet som et klart og utvetydigt Grundlovsbrud. Den fordømmer ethvert Forsøg paa at støtte dette Ministeriums fordærvelige, lovbrydende Regimente. Nu som altid rede til Modstand imod Landets ydre og indre Fjender udtaler Forsamlingen paa det sydlige Jyllands Vegne sin urokkelige Vilje til at værge Friheden og til kraftigt at støtte de i Folket og Rigsdagen samvirkende Bestræbelser for at hidføre lykkelige Tilstande for vort Land under et grundlovstro Ministerium, der er i Besiddelse af Folkets Tillid".

Saa sluttedes Mødet med fuldtonende Hurraraab for Talerne, Dirigenten o. fl., og Deltagerne drog tilbage til Torvet, hvor man stiltes, og hvorfra en Del gik til Ruinerne for at høre de provisoriske Ugler, der tudede i dem. Her var man imidlertid allerede i Færd med at gaa til Bords for at samle Kræfter til nye Nederlag.

* * *

Om Aftenen var der atter Liv paa Banestationerne rundt om i Koldingegnen, hvor Oppositionen læssede sine Tropper af, og hvor man tog Afsked fra hinanden med Feltraabet: Ned med Estrup. Paa Vejen Station, tre Mile Vest for Kolding, fandt en gammel Stationsforvalter ved Navn Lundby paa at henregne dette Raab under Begrebet "Spektakler", skønt hele Landet altsaa paa den Maade gør Spektakler hver Dag, og da han vilde forbyde denne Meningstilkendegivelse, blev han i Følge "Nationaltidende" sat ind i Ventesalen - forhaabentlig dog i 1ste Klasses Ventesal til Godsejerne. De har nok taget pænt imod ham.

Det citerede Blad søger at fremstille Begivenheden, som om der har passeret noget meget alvorligt. Det skriver, at Lundbye "bagfra fik et stærkt Næveslag i Nakken, saa at han styrtede ned paa Gulvet og slog Ansigtet til Skamme, Hvorved Blodet flød ud af flere Skrammer. Dermed lod saa Flokken ham ligge og forlod Lokalet."

Hvormeget sandt der er i denne Fremstilling vil vel Fremtiden vise. Sandsynligst er det, at man gør en Myg til en Elefant for at faa Folk til at glemme Estruppernes Skandaler i Rosenborg Have og nu sidst i Sorø.

(Social-Demokraten 23. juni 1885).

Ved det omtalte Højremøde i Kongens Have var Social-Demokratens korrespondent Ipsen blevet overfaldet, de tilstedeværende politifolk forholdt sig passive. Højreaviserne anklagede Ipsen for selv at have opfordret til det, men i en efterfølgende retsundersøgelse var det svært at finde beviser for det. Nogle vidner blev med penge fra Højre sendt til provinsen for ikke at kunne vidne.

Joachim Emil Lundbye (1826-1897) var under treårskrigen løjtnant og senere kaptajn. Han blev ansat som assistent på prøve 1871, og i 1874 forfremmet til stationsforstander og postekspeditør i Vejen. Lundbye havde ry for at være bøs og afvisende. Han var en kras Højremand og Estrupper. Han forsøgte at drille Venstremændene med at de kørte på en Højrebane og spurgte hvorfor de ikke anlagde en Venstrebane ved siden af. Han fik et afvisende svar: Nej, så ville Højrebanen gå fallit, og vi har selv betalt for den. Han blev afskediget i 1896.

Sammenstødet med Stationsforvalteren paa Vejen Station.

(Korrespondance til "Social-Demokraten"). Kolding, den 24de Juni.

Hr. Redaktør! Da vore hjemlige Højreblade som sædvanlig har bragt nogle højst forvrængede Meddelelser om Optrinet paa Vejen Station, vil det forhaabenlig være af Interesse for Deres Læsere og saa en faktisk Fremstilling af Sagen fra et Øjenvidne.

Da jeg tilligemed en Mængde Meningsfæller steg ud af Koldingtoget paa Vejen Station, var der en af Selskabet, som fandt Anledning til at give sin frisindede Stemning Luft ved et Leve og et Pereat - noget, der som bekendt i den senere Tid er bleven meget almindelig paa alle Landets Jernbanestationer. Den Vedkommende, en bekendt og almindelig agtet Forretningsmand, stod i den Anledning op paa en Kasse, som stod paa Perronen, og udbragte et af dundrende Hurraraab, besvaret "Leve Demokratiet og ned med Estrup!" Næppe var Hurraerne imidlertid hendøde, før Stationsforvalter Lundby, der ligeledes var kommen med Toget fra Kolding, hvor han havde deltaget i Provisoristernes Fællesspisning, sprang til og trak Oppositionsmanden ned af Kassen paa en temmelig hidsig Maade. Lundby var aabenbart i Feststemning, og der blev derfor ikke taget mere Hensyn til ham, end at der blev udbragt et nyt "Ned med Estrup!"  Naar Højrebladene nu med en usædvanlig rig Fantast har faaet lavet en Historie om, at Mængden stimlede sammen om Lundby, udskældte ham og endog tilføjede ham personlig Overlast, saa er dette selvfølgelig i højeste Grad overdrevent og for en Del fuldstændigt Opspind. Jeg opholdt mig paa Stationen indtil største Delen af de Tilstedeværende havde forladt den, og jeg har hverken hørt eller set noget til, at der er givet Stationsforvalteren "Nakkedrag" eller lignende. At han ved sin udfordrende og hidsige Optræden gjorde sig fortjent til en Tilrettevisning, finder jeg ganske indlysende, og det er vel ogsaa sandsynligt, at en eller anden har fortalt ham, at han gjorde bedre i at passe sine Tjenestesager end blande sig ind i Andres Sager som en ilter og tankeløs Provisorist. Men ellers er Sagen i og for sig faa ubetydelig som vel muligt, hvad der ogsaa nok i den nærmeste Fremtid vil blive opklaret gennem Forhørerne.

C. R.

(Social-Demokraten 26. juni 1885).

Veien Affæren. Der er nu faldet Dom for, at "Overfaldet" paa Stationsforvalter Lundbye kun har existeret i "Nationaltidende"s Spalter. Kjøbmand J. Jacobsen har ifølge det nævnte Organ vel faaet en Dom paa 14 Dages simpelt Fængsel, men, saavidt man kan see af Præmisserne, maa det være, enten fordi han paa Perronen har taget Afsked med bortrejsende Meningsfæller, bl. A. ved at raabe "Leve Demokratiet!" og "Ned med Estrup!", eller fordi han har sagt til Forvalteren: "De er en Provisorisk, Grundlovsbryder, Spion og Angiver", hvormed der var sigtet til, at Hr. Lundbye skulde have angivet nogle Medlemmer af den demokratiske Forening i Veien til Herredskontoret, eller maaskee for begge Dele. Om "Overfaldet" derimod hedder det, at "Kaptain Lundbye vil være bleven forulempet og navnlig, hvad iøvrigt ikke videre bestykkes af det Oplyste, være bibragt et Slag eller Stød i Nakken".

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 24. august 1885).

En pudsig Episode af Veien-Skandalen meddeles i flere Blade. Som bekjendt blev der brugt stærke Udtryk fra Høires Side om denne Sag, og de groveste Bcflyldninger udslyngedes mod Venstrebefolkningen for at have slaaet Kaptain Lundbye. Forhørere begyndte, og en Masse Vidner bleve afhørte, uden at dog nogen af disse havde set et Slag blive rettet mod Kaptainen' eller hørt det mindste om et saadant Slag. Men netop som man saaledes stod raadvild midt i det Hele uden at kunne finde hverken ud eller ind, meldte sig i et Høireblad i Kolding den længselsfuldt imødesete Oplysning. Det var en anonym Indsender, som kaldte sig "et Øienvidne til Skandalen", altsaa en Mand, der maatte vide Besked. Han "kunde ikke undlade at meddele", at man først havde trykket Kaptainen "utaaleligt" og derefter "tilføiet ham et eftertrykkeligt Slag i Nakken af en knyttet Næve". "Øienvidnet" lovede Voldsmændene en streng Straf; thi et saadant Overfald paa "en Mand som Hr. Stationsforvalter Kapt. Lundbye, der for hæderlig og god Tjeneste i de tvende slesvigske Krige af sin Konge er benaadet med Ridderkorset, maa man "ikke bilde sig ind kan klares med Penge". Undersøgelsesdommeren henvendte sig strax til Bladet for at faa "Øienvidnet" frem. I et senere Forhør fremlagdes Redaktørens Svar i Retten. Det hjalp ikke langt frem, det meddelte kun, at Brevskriveren var - "Kaptajnen selv". - Senere maatte den samme Mand indrømme, at der kunde være en Mulighed for, at han slet ikke var bleven slaaet. Han maatte derhos erklære det for fuldstændig usandt, hvad der havde staaet i Høirebladene om, at han var bleven løftet, sparket og traadt.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. august 1885)

En ny Badeanstalt. (Efterskrift til Politivennen)

For to Aar siden blev der, som den store Mængde Besøgende, der var til Stede, vil erindre, paa den militære Badeanstalt paa Langelinje givet nogle Forestillinger i Svømmekunsten. Det var den svenske Søkaptejn Nilsson, der havde arrangeret disse Forestillinger, og det var Medlemmer af det stockholmske Svømmeselskab, der optraadte som Artister, og derved gav de Danske et Begreb om, hvor langt Svenskerne var naaet med Hensyn til Udøvelsen af denne nyttige Sport og hvor langt vi her hjemme staar tilbage. Flere af vore dygtige Gymnastiklærere lod sig rigtignok forlyde med, at de kunde gøre det efter, men da de hidtil ikke har forsøgt derpaa, forholder det sig vel ikke saa, og Svenskerne bærer derfor hidtil Prisen paa dette Omraade. Hr. Kaptejn Nilssons og hans flinke unge Medhjælperes Præstationer vakte den Gang Opmærksomhed hos Mange, og der blev rettet Opfordringer til Kaptejnen om at etablere en Badeanstalt her ved Byen, der skulde have til Formaal ikke alene at skaffe et forfriskende Bad, men ogsaa som Specialitet at give en saa grundig og fyldig Undervisning i Svømmekunsten som muligt. Kaptejn Nilsson gik ind paa Ideen og efter 2 Aars Forløb har han nu paa Strandvejen Nr. 20 aabnet "Københavns Bade og Svømmeetablissement", som det hedder. Det har kostet store Anstrængelser og mange Bryderier for Hr. Nilsson at faa Tanken realiseret, for det gaar jo ofte saa, at det, der er mest nyttigt, skal have mest Modstand at kæmpe med inden det kan slaa igennem, men nu ligger som sagt Etablissementet derude, og det er en Anstalt, der i enhver Henseende svarer til Nutidens Krav. Den er delt i 2 Afdelinger, en for Herrer og en for Damer; hver af de to Afdelinger har 49 Vadekamre, og der kan være 3-4 Personer i hver, saaledes at der ikke, selv paa Dage, hvor der er megen Søgning, vil være nogen Sandsynlighed for, at Gæsterne vil komme til at vente længe. I hver Afdeling findes 2 Bassiner, hvoraf et dybere for Svømmere, der dog kun er 4-5 Fod dybt nu, men som i Løbet af 14 Dage vil blive uddybet til 14 Fod, hvilket nødvendiggøres af Hensyn til de saakaldte trampolinspring, som Kaptejn Nilsson vil søge indført her, og som foregaa fra en over Badehusene liggende Platform, der nu er 15 Fod høj, men skal bygges til en Højde af 45 Fod, saa at der altsaa vil kunne foretages et ordentligt Luftspring. Det andet Bassin har Træbund og er beregnet paa Ikke-Svømmere og Børn. I hver Afdeling findes desuden 12 smaa Separatbassiner, der er meget praktisk indrettede, idet man kan hæve og sænke Kassen efter Behag, hvorved enhvers Ønsker med Hensyn til Dybden kan tilfredsstilles. I Herre-Afdelingen bliver Hjørnepavillonen indrettet til Barber- og Frisørsalon. Styrtebad med Regn-, Douche- og Straalebad mangler selvfølgelig ikke i nogen af Afdelingerne. Badeanstalten er bygget af Skibsbygger Rosenfeldt paa Kalkbrænderivejen og hviler paa Pontoner, saaledes at den kan inddrages om Vinteren. - Adgangen til at benytte Badene er billig, 25 Tre for et Bad med Haandklæde, Badedragter koste 10 Tre ekstra. Der er ingen Tvivl om, at den praktisk og smukt indrettede Anstalt vil vinde Publikums Bifald, tilmed da Vandet er saa frisk og klart, som man kan ønske det. Der er stadig foruden Kapt. Nilssen selv en Svømmelærer til Stede, som underviser, og navnlig for Skoleelever vil Anstalten have Betydning, da et Sæsonkort for disse, med Adgang til Bad og Undervisning, hver Dag er meget billigt. Til Anstalten hører en stor og særdeles smuk Have samt Restavration.

I Sommerens Løb vil Kapt. Nilsson ligesom for 2 Aar siden paa den militære Anstalt arrangere Prøver paa hvad Svømmekunsten kan drives til, og det vil denne Gang ligesom sidst blive hans Landsmænd, der kommer til at optræde. Vi for vort Vedkommende vil ønske, at Kapt. Nilsson maa have Held med sig til at opnaa sit Formaal: at udvide Interessen for Svømmekunsten, saaledes at den nyttige og gavnlige Idræt maa vinde flere og flere Tilhængere her hjemme.

(Social-Demokraten 16. juni 1885).

Kjøbenhavns Bade- og Svømmeetablissement blev i 1888 omdøbt til Helgoland. Den lå et kort stykke vej efter Svanemøllen, dengang Strandvejens grunde gik lige ned til stranden. Den var bygget på zinkpontoner, så den flød på vandet. Den blev erstattet af en badeanstalt på pæle i 1896. I 1910 åbnede en filial ved Øresundsvej, "Amager Helgoland". I 1914 åbnede en ny Helgoland Strandvejen (ved nutidens Svaneknoppen). Den lukkede i 1932 på grund af kloakudløb, men stod dog indtil 1935. 

Dom i Sagen angaaende Arbejderurolighederne i Anledning af Arbejdet ved Vestervolds Sløjfning. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminal- og Politiretten har afsagt følgende Dom: Efter at der i Løbet af den sidste Uge af Januar d. A. var begyndt at finde en Del Arbejdsnedlæggelser Sted ved det da stedfindende Jordarbejde paa den sydlige Del af Københavns Vold, blev der paa et den 27. Januar d. A. af "Arbejdsmændenes Forbund" afholdt Møde besluttet at søge at formaa de Arbejdere, der endnu fortsatte Arbejdet, til at nedlægge dette. Den 30. f. M. samledes en større Mængde Arbejdere ved en ved Ryssensten beliggende Beværtning, hvor de besluttede i Forening at begive sig til Arbejdsstederne og der i fornødent Fald ved Vold eller Trusler om Vold at fremtvinge Arbejdets fuldstændige Standsning, De begav sig først til Rysenstens Bastion, hvor de derværende Arbejdere straks godvilligt ophørte med Arbejdet, og drog derefter langs Volden til Holcks Bastion. Efter at de der havde sprængt et Lægteskillerum, der var anbragt for Arbejdspladsen, gik de ind paa denne; den derværende Politistyrke, der var for faatallig til at forhindre Arbejderne i at trænge ind paa Pladsen, fik dem til at trække sig henimod Luciemøllen, hvor der var en større Politistyrke samlet, der adsplittede Mængden. Paa Holcks Bastion fandt der ikke nogen Arbejdsnedlæggelse Sted, idet Arbejdet fortsattes, efter at de strejkende havde forladt Pladsen, og paa Rysenstens Bastion genoptoges Arbejdet den følgende Dag. I Anledning af det Passerede indlededes der ved Kriminalretten Undersøgelse imod tre af Deltagerne i Urolighederne, nemlig Arbejdsmændene Jensen, Olsen og Larsen, af hvilke Førstnævnte under Sagen var Arrestant. Det godtgjordes ved Vidneforklaringer i Forbindelse med hvad Arrestanten og de Tiltalte selv erkendte, at disse havde gjort sig skyldige i følgende Forhold: Tiltalte Olsen, der havde overværet Mødet af Arbejdsmændenes Forbund, deltog t den den omhandlede Dag ved Beværtningen ved Rysensten tagne Beslutning om at fremtvinge Arbejdsnedlæggelsen og begav sig med de andre Deltagere i dette Forehavende til Rysenstens Bastion. Herfra indfandt han sig i Nærheden af Holcks Bastion, hvor han paa en truende Maade opfordrede de derværende Arbejdere til at nedlægge Arbejdet, vendte derpaa tilbage til Rysenstens Bastion og deltog nu i den almindelige Fremrykning mod Holcks Bastion. Han var med til at nedbryde Lægteskillerummet for den derværende Arbejdsplads og trængte derefter ind paa denne, hvor han tog fat i Brystet eller Armen paa Arbejdsmand Jens Andersen, der arbejdede paa Pladsen, og vilde rive hans Hakke fra ham, hvori han dog blev forhindret af Inspektionsbetjent Nr. 208 Hansen og Politibetjent 236 Jørgensen. Disse Betjente vilde nu anholde Tiltalte, men denne satte sig kraftigt til Modværge og slog om sig, hvorved han flere Gange ramte Betjentene paa brystet og paa Benene, og da Mængden nu pressede paa Betjentene,, maatte disse opgive at faa Tiltalte anholdt. Tilligemed de Øvrige blev Tiltalte nu trængt hen imod Luciemøllen; men da han tilsidst ikke vilde gaa længere bort, gav Inspektionsbetjent Hansen paany Ordre til hans Anholdelse, og denne blev da iværksat af Politibetjentene Nr. 235 Jørgensen, 316 Frederiksen og 287 Madsen. Medens disse transporterede Tiltalte til Stationen, satte han sig atter til Modværge, slog om sig med Arme og Ben og ramte herved de nævnte Betjente paa Brystet og Benene. Ved den af Tiltalte mod de ommeldte Betjente, der alle var uniformerede, udøvede Vold, blev der dog ikke tilføjet disse nogen Skade, og saadant maatte ogsaa antages at have ligget udenfor Tiltaltes Hensigt. - Arrestanten Jensen var den 30te Januar d. A. til Stede ved Beværtningen ved Rysensten og deltog i Beslutningen om at formaa Arbejderne til at nedlægge Arbejdet. Han opfordrede derhos til og deltog i Fremrykningen mod Holcks Bastion, uagtet det stod ham klart, at Meningen med denne var i fornødent Fald ved Vold eller Trusel om Vold at tvinge de derværende Arbejdere til at nedlægge Arbejdet. Medens det ikke under Sagen blev oplyst, at han paa Arbejdspladsen ved denne Bastion havde antastet nogen af de derværende Arbejdere, viste han sig derimod uvillig til at forlade Pladsen, og efter at Mængden var dreven en ad Luciemøllen til, opfordrede han gentagne Gange saavel før som efter Olsens Anholdelse de Omstaaende til at gaa løs paa Politiet. Noget egentligt Angreb paa Politiet skete imidlertid ikke, men efter Olsens Anholdelse pressede Hoben paa Betjentene, som det maa antages, i den Hensigt med Magt at befrie Olsen, og i dette Forsøg, som dog ikke lykkedes, deltog ogsaa Arrestanten, som derefter selv blev anholdt. - Tiltalte Larsen indfandt sig den omhandlede Dag paa Arbejdsstedet ved Holcks Bastion i den Hensigt at slutte sig til Planen om at fremtvinge Arbejdsnedlæggelse, i hvilken Henseende han dog kun tænkte sig at ville anvende Trusler om Vold og Skældsord. Han fik imidlertid ikke Lejlighed til at foretage Videre til dette Forehavendes Udførelse, men da han, der var gaaet hen ad Luciemøllen til, bemærkede, at Olsen og Jensen var blevne anholdte, søgte han, dels ved at tage fat i Politibetjent Nr. 235 Jørgensen, dels ved at ophidse Mængden til at forhindre Anholdelserne, at befrie de Anholdte, hvad dog ikke lykkedes, hvorhos han raabte til Betjentene, at det var nogle Kæltringestreger, de havde gjort. For deres ovenomhandlede Forhold, der henførtes under Straffelovens Bestemmelser om Forsøg paa Forbrydelser mod den offentlige Myndighed og Orden og Krænkelse af Andres Frihed, blev alle tre ved Rettens Dom ansete med Fængsel paa Vand og Brød. Tiltalte Olsen i 6 Gange 5 Dage. Arrestanten Jensen i 4 Gange 5 Dage og Tiltalte Larsen i 3 Gange 5 Dage.

* * *

Ovenstaaende Retskendelse er omtrent som man har kunnet vente den, naar det er Arbejdere, der skal dømmes. Hensynsløs og nedsættende i sine Udtryk, brutal i den Dom, der er fældet over Delikventerne. Et nyt Bevis for, at den juridiske "Retfærdigheds" Sværd hænger betydeligt løsere over Hovederne paa de Fattige end de Rige. En rig Bagermester mishandler ustraffet sin Lærling, en rig Gaardmand foretager ligeledes ustraffet et voldeligt Overfald paa to værgeløse Tjenestepiger: en Oberstløjtnant foretager et grovt Brud paa Politivedtægten og er grov mod Betjenten, naar denne vil paatale hans Forsyndelse, men senere hører man ikke noget til Sagen. De tre Arbejdere derimod, som der i ovennævnte Tilfælde er Tale om, faar haarde og vanærende Straffe.

Der siges, at det var "Mængdens" Hensigt ved Vold eller Trusler om Vold at tvinge de arbejdende til at nedlægge Arbejdet. Hvorledes kan dette rimes sammen med den Udtalelse, at Politistyrken "var for svag til at forhindre Arbejderne i at trænge ind paa Pladsen", men dog "fik dem til at trække sig hen imod Luciemøllen". Denne laa nemlig udenfor Pladsen, og deri, at den "svage" Politistyrke godvilligt fik Arbejderne til at trække sig hen derimod, ser vi, i Forbindelse med den Omstændighed, at Arbejderne ved Rysenstens Bastion godvilligt, og blot ved Overtalelse nedlagde Arbejdet, et Bevis for, at det ikke har været Arbejdernes Hensigt at foretage Voldshandlinger. Vi lægger ikke særdeles megen Vægt paa hvad det under Krydsforhørene er lykkedes Dommeren at saa frem i Form af "Tilstaaelser" fra de tre Delikventer. Erfaringen har vist, at saadanne "Tilstaaelser" ikke er særlig meget værd, navnlig naar de benyttes paa den Maade, de her er benyttet, og vi maa protestere imod, at der tillægges de mange Arbejdere, som den nævnte Dag var samlet paa og ved Volden, Motiver og Hensigter, som de ikke har haft.

(Social-Demokraten 19. juni 1885).

Fotograf Johannes Petersen (1845-1936): Vestervold, Rysensteens Bastion. Kildetekst: I Forgrunden tv. den ca. 3 Alen høie Stensætning, som dannede Voldens Afslutning ved den smalle Vei, som fra Vester Voldgade, forbi Druknehuset, førte til Rysensteens Badeanstalt og videre til Udenværkerne. Th. Indhegningen for Beslag og Rideskolen. (Mariboe). 1892. Kbhbilleder. Public domain.

Holstebro-Affæren 1885. (Efterskrift til Politivennen)

Efter provisoriets vedtagelse 1. april 1885, gik Højre i offensiven mod Venstre: Afskedigelse af embedsmænd, fjernelse af tilskud til skoler med højrøstede højskoleforstandere, domstolene rettede ind efter Estrup og idømte fængselsstraffe i snesevis af politiske retssager. Sagen med Christen Berg endte i januar 1886 med seks måneders fængsel af Højesteret. Dermed var Christen Berg fysisk og åndeligt knækket. Han genvandt aldrig sin dominerende position, se indslaget herom "Folketingets Formand løslades 1886". Venstre-flertallet i Folketinget (fx ved valget i 1887 75 ud af 102 pladser) stillede reelt intet modstykke til Landstingets provisoriske finanslove. Folkestyret blev i høj grad sat ud af kraft af godsejerpartiet Højre og dets fordrejning af Grundloven. Nedenstående giver artikler såvel fra Højre som fra Venstre og Socialdemokratiet.

Overfaldet paa Politimesteren i Holstebro,

Den Forbrydelse mod den offenlige Myndighed, som under Folkethingsformandens Hr. Bergs Ægide foretoges paa et Venstremøde i Holstebro i Mandags, synes at være kommen den herværende Oppositionspresse i høi Grad paa tværs i Halsen. Organet for "den høieste Oplysning" var endnu ikke igaar naaet til at bringe sine Læsere nogensomhelst Oplysning om Mødet, eller om hvad der er passeret paa dette, og at Grunden til denne Tavshed kun kan være en ubehagelig Følelse af, i hvilken Grad Venstre her har forløbet sig, og i hvilke Udtryk man var berettiget til at karakterisere det Passerede, hvis man vilde benytte sig af Integade-Jargonen, synes paa en uigjendrivelig Maade at fremgaa deraf, at Hr. Hørup i modsat Tilfælde næppe vilde have nægtet sig Fornøjelsen af at skose sin gamle Ven Berg for dette nye Udslag af den utrolige Vigtighed Plumphed, der er et Kendemærke for hans offenlige Færd. "Morgenbladet" har naturligvis paa Grund at sit særlige Forhold til Hr. Berg været noget vanskelig stillet ligeoverfor denne hans sidste Bommert, og det skyndte sig derfor med allerede Dagen efter Mødet at bringe en kort telegrafisk Meddelelse om dette, i hvilken det ligesom tilfældigt berettes som et i og for sig underordnet Incidenspunkt ved Mødet, at Indbyderne, da Politimester Borup ikke vilde forlade Tribunen, "ledsagede" (!) ham ned. Senere har imidlertid ogsaa dette Blad klogelig tiet om denne Sag, og vi ere derfor i vore Meddelelser om den foreløbig henviste til et Par jydske Blade. I "Jyllandsposten" hedder det:

"Mødet, der var sammenkaldt af Folkethings-Tournéen, d'Hrr. Berg. R. J. Larsen og Harald Holm, afholdtes paa Markedspladsen ved Holstebro, hvor der Kl. omtrent 3 1/4 var samlet et Par Tusinde Venstremænd. Efterat Gaardeier P. Noes af Veirum var valgt til Dirigent, gik Kredsens Folkethingsmand, Væver Hansen af Sir, Ordet, og talte paa vanlig Vis om Provisoristerne. Reaktionens Had til Friheden etc. Hans Udtalelser tiltrak sig imidlertid kun ringe Opmærksomhed, da der paa Tribunen opstod Forstyrrelse, idet Politimester Borup kom op paa den, og tog Plads der, hvorover Berg blev rasende. Hr. Berg fik fat paa sin Adjutant, Giæstgiver og Redakteur Thomas Nielsen af Holstebro, og vilde have denne til at vise Politimesteren ned fra Tribunen, idet han, Berg, ikke vilde taale denne "Paatrængenhed," og ikke vilde tale, hvis Politimesteren forblev der oppe, hvilket var en Fornærmelse mod frie Mænd: det var ikke Politimester Borup, han vilde have fjernet fra Tribunen, nei, det var Justitsministeriets Opsynsmand. Under dette havde Hansen (Sir) sluttet sin Tale, og man var lige nær. Berg forlangte nu, at Venstrevælgerforeningens Bestyrelse skulde skaffe Politimesteren bort, men Intet hjalp. Politimesteren svarede paa flere nærgaaende Spørgsmaal ganske rolig: "Jeg gaaer ikke godvillig: lægger De Haand paa mig, svarer jeg ikke for Følgerne". Man stod endnu nogle Minuter raadvild. Forsamlingen begyndte at blive utaalmodig, da den paa dette Tidspunkt endnu ikke vidste, hvad det var, der foregik paa Tribunen. Et enkelt Medlem af Forsamlingen mente, at det var det rette Øieblik til at gjøre sig de mærket ved at raabe "Ned med Estrup!" Dette Raad fremkaldte et - eet - Hurra, og saa var Alt stille igjen. Hr. Berg tog nu sit Tøi og erklærede, at nu vilde han gaa, hvis der ikke blev gjort Ende paa det. Efter denne Erklæring spurgte Dirigenten. Hr. P. Noes. og Gjæstgiver Thomas Nielsen Politimesteren, om han vilde gaa godvillig, og efterat de derpaa havde faaet et affladende Svar, tog de to Mænd Politimesteren hver ved en Arm, løftede ham op a den Stol, paa hvilken han sad, og trak ham hen mod Nedgangen fra Tribunen. Her standsede Politimesteren og paabød de tilstedeværende Politibetjente at forholde sig rolige samt henvendte sig til de Omstaaende med de Ord: "Jeg kalder Dem til Vidne paa, at jeg med Magt føres ned af Tribunen." Fra Enkelte i Forsamlingen lød der Bravoraab og "Ned med ham", medens de Allerfleste, endog krasse Venstremænd, udtalte deres Misbilligelse af den mod Stedets Øvrighed forøvede Vold. og flere Hundreder forlod paa Grund deraf Mødet."

Ovenstaaende Fremstilling af den uhyggelige Episode skulle vi dele efter "Holstebro Avis" og dels efter en Korrespondance til "Berl. Ttd." supplere med Følgende.

Under Hr. Hansens Tale traadte Politimester Borup op paa Tribunen, hilste paa de Omstaaende og satte sig roligt ned paa en ledigstaaende Stol. Der forløb da nogle Minuter i Tavshed, indtil Berg fik Øie paa Politimesteren og saa, at han sad paa en Stol, der nok var bestemt for Hr. Harald Holm. Efterat Berg havde tilkaldt Redakteur Th. Nielsen og til denne høit havde afgivet ovennævnte Erklæring om ikke at ville tale i Politimesterens Overværelse, blev Formanden for Vælgerforeningen, Proprietair Bagger, tilkaldt, men han vilde ikke have noget med Bortfjernelsen af Politimesteren at giøre. Hr. Har. Holm begyndte da at parlamentere mcd Politimesteren, men blev irettesat af Berg, der ikke vilde have, at Holm maatte disputere med ham" Fra flere Sider blev nu Politimesteren anmodet om at fjerne sig, men han svarede ganske rolig: "Jeg formener mig i min Ret til at blive her og gaaer ikke godvillig." Man stod da endnu raadvild: Berg var fnysende og spurgte Bestyrelsen: "Hvad vil I, vil I have, jeg skal tale, eller kommer han bort?" Man henvendte sig da endnu en Gang til Politimesteren og stillede ham i Udsigt, at han vilde blive ført bort med Magt, hvis han ikke gik godvillig; denne svarede da: "De kan føre mig ud med Magt, om De vil, men naar De lægger Haand paa mig, maa de selv bære Følgerne; jeg vil beklage, hvis det skeer." Da Berg nu bød Farvel, foregik Voldshandlingen, som ovenfor meddelt. Politimesteren paabød Politibetjentene, der vare parate til at skride ind, Rolighed og tog Vidner paa, at han med Magt blev ført ned af Tribunen, men hertil svarede da P. Noes, "det behøves ikke, vi skulle nok staa ved, hvad vi have gjort". Dirigenten oplyste nu Forsamlingen om, at Politimesteren var sat ud, hvilket fra nogle Deltagere hilsedes med: "Ned med ham! Vi fordre ham udleveret!", medens dog mange Venstremænd harmedes over Skandalen og forlade Mødet.

Hvad der er foregaaet i Holstebro, er en Forbrydelse mod den offenlige Myndighed, og derom bestemmer Straffelovens § 98: "Den, som med Vold eller Trusel om Vold overfalder en Embedsmand under Udførelsen af hans Embedsgjerning eller i Anledning af samme, saa vel som den, der paa lige Maade søger at tvinge en Embedsmand til at foretage en Embedshandling eller at afholde ham fra dens Udførelse, ansees for saa vidt Forbrydelsen ikke efter sin Beskaffenhed ikke medfører høiere Straf, med Strafarbeide indtil 6 Aar eller under formildende Omstændigheder med Fængsel, dog ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel.

(Dagens Nyheder 19. juni 1885).

Illustration fra August Jensen: "Skandalen i Holstebro" (1887). Billede af tribune og talerstol samt de på samme værende bekendte personligheder.

En Byfoged jaget ned fra Talerstolen ved et Venstremøde.

I Tirsdags var Folkethingsmændene Berg, N. J. Larsen og Harald Holm indbudt til et Møde, der afholdtes paa Markedspladsen ved Holstebro i det nordlige Jylland. Ved denne Lejlighed forefaldt en Begivenhed, der har vakt et almindeligt Skraal i Højrebladene og som, hvis man kan tro Meddelelserne i disse Blade, synes at skulle give Anledning til en Retssag imod selve Folkethingets Formand.

Det eneste Venstreblad, vi endnu har set omtale denne Sag, er "Morgenbladet", der meddeler følgende Telegram fra Mødet :

"Holstebromødet i Dag (Tirsdag) var besøgt af en meget stor Forsamling, 3 a 4000, som fulgte Talerne. Hansen (Sir), Berg. Larsen og Holm med stærkt Bifald . . . Under Hansens Tale tog Politimester Borup Plads paa Tribunen. Trods gentagen Opfordring fra Ordstyreren P. Noes og Indbyderne, vilde han ikke forlade Tribunen. Indbyderne ledsagede ham da ned, hvorefter Mødet fortsattes under Forsamlingens jublende Bifald".

Det stedlige Højreblad, "Holstebro Avis", beretter Sagen saaledes i en foreløbig Notits :

"Venstremødet, som afholdes i Dag her i Byen, lader til at skulle udmærke sig som et særligt Demonstrationsmøde. Ved Bladets Slutning modtog vi nemlig den Efterretning, at man kort efter Mødets Begyndelse havde kastet Politimester Borup ned fra Tribunen, efter at Dirigenten, Gaardejer Peter Noes, havde henstillet til ham, om han vilde gaa godvillig. Forsamlingen raabte: "Ned med ham!"

[ - - -  Her referatet fra Jyllandsposten, se artiklen ovenfor]

Begivenheden er som sagt endnu ikke belyst af Venstrepressen, og man véd derfor endnu ikke, hvor meget sandt eller falskt, der er i Højrebladenes Skraal. Men selv om det Væsentlige i deres Fremstilling er korrekt, er der naturligvis langt fra Anledning til at gøre megen Postyr af den Sag.

Grundlovens § 88 hjemler ganske vist Politiet Ret til at overvære offenlige Forsamlinger, men den indeholder paa ingen Maade nogen Bestemmelse om, at Politiet skal opholde sig paa Talerstolen. Naar Hr. Borup ikke desto mindre har besat en Plads paa denne, er dette simpelthen en Næsvished, der ikke bliver mindre derved, at han haardnakket vægrer sig ved at indtage den mere beskedne Plads, som Indbyderne anviser ham. 

Dertil kommer, at Hr. Borup paa ingen Maade kan siges ved Vold eller ved Trussel om Vold at være bleven hindret i Udførelsen af sin Embedsgerning. Denne kunde han jo nemlig lige saa godt besørge ved Foden af Talerstolen som paa denne. Der er altsaa slet ikke lagt ham Hindringer i Vejen for at overvære Mødet, som i dette Tilfælde var hans Gerning; men han er blot bleven vist tilbage indenfor de rette Grænser af sin Myndighed, som Magthaverne og deres Haandlangere i det hele taget for Tiden har en betænkelig Tilbøjelighed til at overskride.

(Social-Demokraten 19. juni 1885. Uddrag).

Den næsvise Byfoged.

Venstrebladene begynder nu at bringe Meddelelser om Begivenheden ved Bergs Møde i Holstebro i Tirsdags.

"Ringkøbing Amts Avis" beretter: 

En Politistyrke af 2 Betjente fra Holstebro og 1 fra Struer, samt 2 Vægtere og en Reservevægter fra Holstebro, i Alt 6 Mand, var dirigeret ud paa Markedspladsen, hvor Mødet holdtes. Som 7de Mand mødte Politimester Borup i egen høje Person og anbragte sig selv oppe paa Tribunen. Dette gav Anledning til en større Forstyrrelse under Hansens (Sir) Foredrag, idet Indbyderne til Mødet formente Politimesteren uberettiget til at lage Plads paa Tribunen og anmodede ham desaarsag om at gaa ned derfra, hvad Hr. Borup dog ikke vilde indlade sig paa, idet han ansaa det som sin Ret at forblive deroppe. Ordstyreren henstillede derfor til Forsamlingen om man under disse Forhold skulde slutte Mødet - eller da Politimesteren ikke godvillig vilde forlade Tribunen - med Magt sætte ham ned derfra. Forsamlingen udbrød nu i et voldsomt "Ned med ham". Der blev endnu rettet en Anmodning til Hr. Politimesteren om godvillig at forlade Tribunen, men med samme Resultat som tidligere. Hr. Politimesteren blev derfor af tvende Mænd - dog paa en sindig og lempelig Maade - under et tordnende Hurra sat ned fra Tribunen. Naar derfor "Holstebro Avis" meddeler, at Hr. Borup blev "kastet ned", er denne Meddelelse ikke stemmende med Sandheden. Politimesteren blev paa en sindig og lempelig Maade sat ned. "Holstebro Avis"' tilstedeværende Referent har paa en mærkværdig Maade misforstaaet Situationen naar han kan udtrykke sig, at Hr. Borup blev "kastet ned"; han blev - som ovenfor nævnt - paa en meget sindig og lempelig Maade sat ned. Der er dog Forskel paa at blive kastet ned og sat ned. De 3 Politibetjente kom under selve den højtidelige Akt til Stede ved Nedgangen fra Tribunen, parate til - saa vidt det kunne skønnes - at gøre et kraftigt Indhug, men blev blot af Hr. Borup tagne som Vidne paa, at han med Magt var sat ned fra Tribunen, og der vil vel i denne Anledning - fordi Forsamlingen har hævdet sin grundlovsmæssige Ret og Frihed - snart spørges Nyt.

"Kolding Folkeblad" meddeler om samme Begivenhed :

Under Hr. Hansens Foredrag gik Hr. Politimester Borup op paa Tribunen og tog Plads paa en Stol. (Om Formiddagen havde en Politifuldmægtig indfunden sig hos Redaktør Thomas Nielsen, der er Medlem af Venstrevælgerforeningen, og spurgt, om Politiet maatte opholde sig paa Tribunen, men fik et bestemt benægtende Svar.) Ordstyreren, Gaardejer P. Noes, anmodede ham om at fjerne sig fra Tribunen, hvilket han nægtede. Da Hr. Hansens Foredrag var forbi, lod Indbyderne (Venstrevælgerforeningens Bestyrelse) Tribunen rømme for alle Uvedkommende, saa at kun de indbudne Talere, Referenterne og Indbyderne blev tilbage. Politimesteren blev paany anmodet om at forlade Tribunen, hvilket han nægtede. De indbudne Talere erklærede ikke at ville tale, saa længe Politimesteren var til Stede paa Tribunen, hvor han uberettiget havde taget Plads. Ordstyreren meddelte Forsamlingen, hvorledes Sagerne stod, at Indbyderne saa sig i den Nødvendighed, enten at hæve Mødet eller at "hjælpe" Politimesteren ned af Tribunen; man havde da valgt det sidste. Efter at Ordstyreren endnu en Gang forgæves havde anmodet Politimesteren om at forlade Tribunen, ledsagedes han af Ordstyreren og Redaktør Thomas Nielsen ned af Tribunen, idet han protesterede mod at gaa godvillig.

Folkethingsmand Berg modtoges med jublende Bifald. Han gjorde opmærksom paa, at hvad her i dette Øjeblik var sket, var en Protest mod, at Provisoristerne uden Spor af Lov og Ret besætter vore Tribuner med deres Politi; det er ikke et personligt Spørgsmaal, men et Principspørgsmaal, der derved finder sin Afgørelse. Politiet kan i Følge Grundloven overvære offenlige Møder, og Estrup siger det skal overvære dem. Men til at opholde sig paa Indbydernes Tribune har Politiet ingen Tilladelse. Der er ingen Lov, der bestemmer, at vi skal bygge Tribuner til Politiet, og saa længe gør vi det ikke. (Stærke Hør og Bifald.)

Dagen efter holdt Berg atter Tale ved det politiske Møde i Rindsholm og udtalte sig her om det i Holstebro Forefaldne paa følgende Maade: Politimesteren havde villet bemægtiget sig Plads paa Tribunen, "men man bygger ikke Tribuner for Provisorister," og derfor sagde Indbyderne som Wessel: "Den Mand, der sælger Heste" osv. og tog ham lempelig ved Armen og førte ham ned. Saa kan han jo klage til Justitsministeren, lagde Berg til, og saa kunne vi maaske faa et Tillæg til vore provisoriske Love.

Endvidere meddeler "Jyllandsposten", at Byfoged Lund i Lemvig er beskikket til Sættedommer i Sagen med Ordre til at fremme den med al mulig Kraft.

* * *

Det, der giver Begivenheden i Holstebro nogen Betydning er Estruppernes utilslørede Lyst til ved Hjælp af den at drage Berg ind i en kriminel Sag. "Dagbladet" slaar fast, at Folketingets Formand var den, "der lagde Tønderet til Forbrydelsen", og det antager, at hans "Optræden kan have bragt ham i Kollision med Straffelovens § 98 enten som Anstifter eller som den, der har bestyrket et allerede fattet Forsæt eller fraraadet dets Opgivelse". "Nationaltidende" glæder sig ved, at denne Kollision med Straffeloven "kan blive et Vendepunkt i vor politiske Strid", thi "enten er Bergs politiske Rolle udspillet, idet han synker sammen under Vægten af sin velfortjente Straf - eller ogsaa maa han gaa videre frem ad den betraadte Bane". Hr. Berg foretrækker formodenlig det sidste, selv om det skulde blive mindre behageligt for "Nationaltidende" og for næsvise Estrupske Politimennesker.

Den Hast, hvormed Justitsministeren har sat en Undersøgelse t Gang, og Ordren til at fremme den med Kraft, viser forøvrigt noksom, at ogsaa denne Herre tror at have fundet et Halmstraa, hvortil Ministeriet kan klynge sig i den politiske Kamp. Men dette Straa bærer ganske sikkert lige saa lidt som alle de andre, Ekscellencerne har haft Fingre i. Maaske kan man faa Dom over de to Mænd, der tog sig af Byfogdens Opdragelse. Der sker jo mærkelige Ting i disse Tider. (Dom over Berg bliver der temmelig sikkert ikke Tale om.) Men en saadan Dom forandrer ganske sikkert ikke den politiske Situation i Højres Favør. Stemningen, der er ude omkring i Befolkningen, kræver, at Estrupperne skal fejes væk! De skal bort, ikke allene fra Tribunerne, men fra det offenlige Liv, og den ledende Folketingsmand, der viser Mod nok til at jage dem indenfor de Grænser, som sømmer sig for disse Hallunker, vil med det samme erobre Befolkningens Tillid i den Grad, at Magten bliver hans. Hvorvidt et Folk skal gaa frem eller tilbage beror nemlig ikke paa en Straffelovsparagraf eller paa, om der tages lidt mere eller mindre haardt paa en sølle Byfoged, men det beror paa Folket selv. For at beregne Følgerne af Begivenheden i Holstebro skal man derfor kun spørge om, hvorvidt denne er i Overensstemmelse med Befolkningens Stemning eller ikke. Og nu er det saaledes, at det danske Folks mest levende Følelse er Had og Forbitrelse mod det Pøbel-Parti, der terroriserer det. Derfor tager Højre fejl, hvis det tror at kunne slaa Kapital af Holstebro-Historien; thi det eneste Krav, der er oppe, er dette, at der skal vises Respekt for Folkets Flertal, og Begivenheden i Holstebro, hvor ubetydelig den end er, lærer, at der i saa Henseende begynder at komme Overensstemmelse mellem Venstres Vælgere og Venstres Førere.

* * *

Vi modtog sent i Gaar Aftes følgende Telegram gennem Ritzaus Bur.:

Holstebro, den 19de Juni. Ved det i Formiddags paabegyndte Forhør afgaves Forklaring af Politimester Borup, Politifuldmægtig Andresen og Referenten for "Holstebro Avis". Til i Eftermiddag er Politibetjenten, Uhrmager Melgaard og Skræder Jensen tilsagte, til i Morgen Gaardejer Noes og Redaktør Nielsen.

(Social-Demokraten 20. juni 1885).

Tegner Knud Gamborg: Holstebrosagen for Højesteret. Illustreret Tidende nr 16, 17. januar 1886.

I 2021 udgav et oldebarn (Ivar Noes) til Peder Noes bogen "Peder Noes (1845-1913) - en vestjysk bonde og Holstebrosagen 1885"om episoden. Han skriver bl. a. at Chresten Berg ikke vidste at indenrigsministeren havde givet en hemmelig ordre til politiet om at overvåge mødet fra talerstolen, idet han forventede at Berg så ville nægte at tale. Dirigenterne gårdejer Peder Noes og redaktør Thomas Nielsen bad først politimesteren om at forlade tribunen. Da han  nægtede, tog de ham under armene og førte ham ned. Peder Noes skrev senere at Thomas Nielsen blev bleg, at det hele foregik roligt, efter Bergs anmodning og Noes havde forhørt sig om det ville være en strafbar handling. De blev dog straffet med over tre måneders isolationsvaretægtsarrest i København. Dommen lagde yderligere 6 måneders fængsel på almindelig fangekost oveni. Under fængselsopholdet blev de politiske helte og modtog sympatitilkendegivelser fra hele landet. Mange år senere blev de også begge riddere af Dannebrog.