Kjøbenhavns Kvægtorv. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en af alle Kyndige anerkjendt selvfølgelig kiendsgierning, at det er overordenligt vigtigt for vor Kvægavl og Kvæghandel, specielt Kvægervonm, at Kreaturerne her i Landet bevare en god Sundhedstilstand og at Kreaturerne da navnlig skaanes for Forkjølelse, i hvilken Henseende det bør tages i Betragtning, at Kvægavlen, saaledes som denne nu drives heri Landet, bevirker, at Dyrene paa Grund af Racernes Forædling yde en mindre Modstandsevne imod Følgerne af strængt Vejrlig, end tidligere har været Tilfældet. Opmærksomheden har af disse Grunde været henvendt paa den mangelfulde Tilstand, at Kvægtorvets Stadeplads for Kreaturer er aaben. Uagtet de sidste Vintre vel have været ualmindelig milde, har det dog vist sig, at Kreaturerne om Vinteren have staaet og rystet af Kulde og ofte have paadraget sig Sygdom, især paa Dage med Nedbør, og at sligt kan indtræde, kan have skjæbnesvangre Følger baade for Handelen med de Kreaturer, der fra Kvægetorvet sælges til Levekvæg, som navnlig ogsaa for selve Kvægexporten. Som bekjendt ere Staldene ikke store nok til at kunne rumme alle Kreaturerne, naar Tilførslen er stor. Dette Tilfælde indtraf f. Ex. en Dag i det tidligste Foraar, da 200 a 300 Kreaturer maatte staa under aaben Himmel om Natten paa Grund af manglende Staldrum. Hvis et saadant Tilfælde skulde indtræffe en kold og sludfuld Vinternat, vilde en almindelig Sygdom blandt det saaledes udsatte Kvæg uundgaalig blive Følgen. Da det maaske for Øieblikket er vanskeligt at udvide Staldrummene saameget, at det bliver tilstækkelig Stadeplads i alle Tilfælde, vilde den nuværende beklagelige Tilstand utvivlsomt i væsentlig Grad kunde afhjælpes, hvis Kvægtorvets aabne Stadepladser bleve overbyggede i Lighed med Lammefoldene: thi selv om Staldene en enkelt Gang ikke skulde kunde rumme det ankomne Kvæg, kunne nogle af Kreaturerne formentlig uden videre Skade henstaa en enkelt Nat under en saadan overbygget Stadeplads. Det er endelig en Selvfølge. at denne Overbyggelse i Henseende til Humanitet vilde være et væsentligt Fremskridt saavel overfor Dyr som Mennesker, der daglig og under alle Slags Veirlig maa og skulle færdes der under aabm Himmel. Med den foranstaaende Motivering har en Kreds af med disse Forhold bekjendte Mænd i disse Dage indgivet et Andragende til Kjøbehavns Magistrat om, at Kvægtorvets aabne Stadepladser inden Vinterens Komme maa blive forsynede med en Overbygning. Til Andragendet har sluttet sig de samvirkende Landboforeninger i Sjællands Stift ved formanden, Baron Wedels Wedellsborg, Kjøbenhavns Amts Landboforening ved Formanden, Etatsraad Valentiner, Slagterlauget ved Oldermanden Hr. Juul, samt en stor Det Kreaturkommissionairer. Endelig har Foreningen til Dyrenes Beskyttelse varmt anbefalet Andragendet.

(Dagens Nyheder 15 august 1885).

Fotograf Johannes Hauerslev (1860-1921): Kvægtorvet. Udsigt. ca. 1887-1918. Kbhbilleder. Puiblic domain.

Zigeunere paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

I Stjernekroen paa Amager opholder sig i denne Tid en Zigeunertrup, bestaaende af en Høvding ved Navn di Médra med Hustru og 5 Børn foruden to andre Personer af samme sortsmudsede Folkefærd. Troppen ankom hertil i forrige Uge efter et Ophold i Sverig, men har tidligere opholdt sig her i Danmark, hvorfor dens forskellige Individer, særlig Børnene, udtrykke sig nogenlunde godt i Landets Sprog. I det Hele taget synes Troppens Medlemmer at være baade mere velhavende og intelligente end mange af deres Lidelsesfæller; høvdingen er en stor og herkulisk bygget Karl, og Børnene vilde ligefrem være nydelige, hvis de ikke altid var saa tilsølede af Snavs, at man har Vanskelighed ved at skælne deres Ansigtstræk. Hovedinteressen ved Zigeunernes Ophold her knytter sig til en ægteskabelig Forbindelse, som fuldbyrdedes i Søndags, mellem en af Høvdingens Sønner, 10 Aar gammel, og en 28 aarig Pige, som ogsaa henhører under Truppen. I Anledning af denne Højtidelighed var alle Truppens Medlemmer i Gala, fantastiske Dragter, udstyrede med Baand og Blomster, Knapper og Smykker af ægte Guld. Vielsen foregik i den russiske Kirke i Bredgade, hvortil Parret begav sig hver i sin Droske. Under Kørslen havde Brudgommen en stor og massiv Sølvøkse i Haanden som Tegn paa sin Værdighed som Ægtemand, og Bruden bar i sit Skød en mægtig Sølvpokal. Hendes kostbareste Brudesmykke var et Koralhalsbaand med tilhørende Kæde af Tyvedollars-Guldstykker. Bryllupsfesten skal efter Programmet vare i 4 Uger og begyndte i Søndags. Den ledsages af ejendommelige Ceremonier, og særlig frembyder Maaltidet Interesse. Et helt Svin, spiddet paa en lang Stang, steges over et Ildsted, og naar en af Siderne er møre, anbringes Spiddet paa Ægteparrets Skuldre, hvorefter hele Troppen opfører en Dans, under hvilken Deltagerne af og tilnærmer sig Grisen og napper sig en Bid af Mørbraden. Et vældigt Sølvbæger vandrer samtidig rundt og fyldes flittig med Bajerskøl. Stegen holdes dernæst atter over Ilden, indtil den er mør, hvorpaa Dansen fortsættes. Forestillingen i Søndags overværedes af en stor Masse Mennesker, og Svigerfader tog ikke faa Kroner ind i Entré.

(Social-Demokraten 12. august 1885).

Den russiske kirke. Lars Peter f. Petersen Elfelt (1866-1931): Interieur fra Den Russiske Kirke (Variant)- 1890-1931. Det kongelige Bibliotek.

Vore Systuer. (Efterskrift til Politivennen)

 - - 

Førend vi gaa nærmere ind paa Sagen, ville vi tillade os at fremføre nogle enkelte Fakta. Der beskæftiges for Tiden her i Byen flere Tusinde Syersker, største Delen mellem 17-30 Aar, dels Linnedsyersker, dels Kaabe- og Kiolesyersker - det er særlig de sidstnævnte, vi her ville  beskjæftige os med.

En saadan Syerskes Arbeidstid er fra 7-8 Morgen til 7-8 Aften - ingen Middagstid - Lønnen herfor er 6 a 8 Kr. ugenlig eller cirka 11 Øre Timen.

Og nu Arbeidsstedet? Ja, der maa vi gjøre en Adskillelse mellem de Systuer, som umiddelbart ere knyttede til vore større Magasiner - og de private. Se vi paa de første, maa vi indrømme, at der dog er gjort noget Tidsvarende for Syerskerne: store, rummelige Vokaler.

Paa en saadan Systue arbeide 20-30 unge Piger under en Bestyrerindes Ledelse. Hver enkelt Syerske har, saavidt mulig, sit særlige Arbeide, og Præget er derfor mere fabriksmæssigt; men Ledelsen er human, hvilket igjen bevirker, at der lægges Baand paa Tonen. Men med alt dette staae det dog som Faktum: 12 Timers daglig Arbeide, ingen Middagstid, kun to mindre Ophold, et om Formiddagen og et om Estermiddagen. i hvilke Syerskerne spise deres medbragte Mad - og 6 a 8 Kr. om Ugen.

Og dog maa de prise sig lykkelige, som faa Plads paa en af disse Systuer.

Mm nu de private? Ja, det er Kjærnepunktet, det er mod denne Kræftskade, vi skulle rette vore Angreb. De for omtalte Systuer havde dog ligesom et vist offenlig Præg; men de private - de ere saa sørgelig private, de virke i det Stille.

Der fordres ingen særlige kvalifikationer for at oprette en saadan Systue. De mindre Kræmmere maa holde Konkurrence med de større, de sætte derfor en vis bestemt Pris for Syningen af hvert enkelt Stykke Tøi efter den forskjellige Udstyrelse. De antage saamange private Syersker, som de behøve, og deres Fordring gaaer kun ud paa hurtig og solid Udførelse, Resten er dem uvedkommende. En saadan antaget Syerske opretter saa en Systue. Lokalet er snart fundet. Enhver, der kjender en mindre Leilighed i den gamle By, vil være tilstrækkeligt underrettet. 

Nu begynder Virksomheden. Der averteres efter et Par dygtige Jomfruer, som kunne sye paa Maskine, og saa desuden, at "Elever antages", disse haves nemlig gratis - og Systuen er aabnet. Forretningsprincipet er kun Fortieneste, vel at mærke ikke for de enkelte Syerske; men alene for Vedkommende, som har oprettet Systuen. Det er det, der er det Sørgelige her, det er paa Mellemhaanden, Fortjenesten bliver. Arbeidstiden er ogsaa her 12 Timer uden Middag, Lønnen 6 a 7 Kr.; men det Humane er faldet bort, det gjælder blot at arbeide, Kræmmeren skal have det i rette Tid, kan man ikke blive færdig, arbeides der over Tiden. naturligvis for en ringe Godtgjørelse. Lader os nu se lidt nærmere paa det, lader os overtænke, hvad det vil sige, at en ung Pige sidder 12 a 14 Timer om Dagen indesluttet i et slet ventileret lille Værelse, i Em fra Dampjernet og under stadig Symaskinesnurren. Og nu Arbeidet. Kan der tænkes noget mere Slappende og Aandssløvende end Dag ud og Dag ind at sy, og stedse at sy det samme, thi ogsaa her er Arbeidet delt defter de enkelte Syeres Dygtighed. Hertil kommer en anden og meget væsenlig Side af Sagen den moralske. Hvorledes troer De, Konversationen er paa en saadan Systue? Paa de store Systuer er der dog en vis Disciplin, deres hele Indretning og Præg hæmmer og holder igjen. Men her? Syerskerne kjende Ihændehaverinden af Systuen for godt, de kjende hendes Formaal og stille sig derfor tildels fjendtligt overfor hende. Hun kan altsaa kun i de færreste Tilfælde indvirke gavnligt. Tonen er derfor fri, altfor fri. Det trivielle Arbeide kræver dog lidt Oplivelse, og saa tale de Hvorom? Æmnerne en kun faatallige. Herrer er et staaende Samtaleæmne. De mere Erfarne give deres mere eller mindre pikante Oplevelser til Bedste, de mindre Erfarne lytte efter, først med en vis Skyhed, senere med Begjærlighed, indsuge lidt efter lidt hele Umoralitetens Theori og vente blot en Lejlighed for at overføre den i Praxis. Og Lejligheden udebliver sjælden. Man maa ikke dømme disse unge Piger for haardt. De ere i deres Ungdoms Blomst, hige ud efter det Skjønne og Lyse i Livet, og saa byder Livet dem kun triste, anstrængendc Dage. Kan man saa fortænke dem i. at de lytte til de lokkende Beskrivelser af Fester og Glæde - og at de udstrække Haanden efter dem. Fristelsen er saa stor, Baandene saa faa. Men, kunde man spørge, hvor stamme alle disse unge Piger fra, hvorledes ere de Hjem,hvorfra de ere udgaaede?

Størstedelen er Døtre af den lavere Middelklasse, Forældrene have ikke Evne til al holde dem hjemme og ville paa den anden Side nødig sende dem ud at tjene som Tyende - saa vælge de af vrang Ambition det i deres Øine mere noble, at lade dem lære at sy - - det er jo godt, at en ung Pige lærer Noget, som dels kan komme hende til 'Nytte i Livet", og som dels sætter hende i Stand til at yde en Skærv til sit Underhold. Mm Sandheden er, at det kun yderst sjældent bliver ved Lorcaarene. Statistiken viser jo, at Giftermaal ikke ere saa hyppige nu som tidligere, og den unge Pige bliver derfor ved at gaa i Trædemøllen, indtil hendes snottede Helbred tvinger hende til at træde ud og give Plads for unge, friske Kræfter.

Saalænge Forærldrene leve, gaaer det dog nogenledes; men falde disse bort, og hun staaer uden denne Støtte, hvad bliver saa hendes Skjæbne? Ja, hvorledes kan et Menneske leve og klæde sig for 24 Kr om Maaneden og saa desuden lægge Penge op til den arbejdsløse Tid, cirka 2 Maaneder om Aaret? Maaske en stærk Villiesfast og Moral kan gjennemføre dette; men hvor ofte tør man forudsætte dette, og hvis den ikke findes, hvad saa?

- - -

(Dagens Nyheder 10. august 1885. Uddrag).

En drabelig Pige. (Efterskrift til Politivennen)

I Avedøre tjente siden indeværende Foraar hos en Gaardeier den i Sverig i 1860 fødte Pige Emma Gustafva. Samme Sted tjente der en 16 Aar gammel svensk Dreng. Carl Albert, og det var Skik paa Gaarden, at Drengen hver Morgen kjørte Mælkevognen en tohjulet Karre - ud til den Mark, hvor Gaardens Køer stod paa Græs, medens Emma og en anden Pige fulgte med. Naar Pigerne derpaa havde malket køerne, kjørte de Vognen tilbage til Gaarden og kjørte derpaa om Aftenen selv igjen med Vognen ud paa Marken, hvor Carl imidlertid var forbleven, og hvorfra de saa efter endt Malkning alle i Forening vendte tilbage til Gaarden, idet Carl efter Husbondens Ordre da kjørte Vognen. Paa Veien ud til Marken om Morgenen den 13de Juni havde der været noget Skjænderi mellem Drengen og Emma, der havde bebrejdet ham, at han ikke kjørte hurtigt nok, og inden Hjemkjørselen havde hun yttret til den anden Pige, at han da ikke skulde faa Lov til at kjøre Hesten. Da Pigerne derpaa vare færdige med Malkningen og havde sat sig op paa Vognen til Hjemkjørselen, kom Drengen til, lagde en tom Trepægleflaske, hvori han havde havt Øl, i Bunden af Vognen og steg selv op paa den, hvorpaa han trods Emmas Modstand tog Pisk og Tømme fra hende. Efterat de derpaa havde kjørt et lille Stykke, greb Emma atter efter Tømmerne, og herved blev Drengen, der sad yderst paa Agebrædtet, skubbet ud af Vognen saaledes, at han kom til at staa ved Siden af den, og da Emma vedblivende søgte at faa fat i Tømmen, gav han hende et Par Rap med Piskeskaftet over Armen og Ryggen, ligesom han efter den af Emma under Sagen afgivne Forklaring udstødte Trusler mod hende. Disse tillagde hun dog ikke nogen Betydning, men hun blev ved hans Opførsel saa ophidset, at hun greb den foran nævnte Flaske, og idet hun holdt den om Halsen, bibragte hun Drengen et saadant Slag oven i Hovedet, at Flasken knustes derved, saaledes at hun beholdt Flaskehalsen, ved hvis Rand der sad et buet Stykke Glas af selve Flasken, i Haanden, og hermed huggede hun derpaa Drengen, der havde lagt sin venstre Haand op paa Vognens Kant, et Hug over Haandledets Rygside. Medens det førstnævnte Slag ingen Følger havde, tilføjedes der Drengen ved dette Hug et ca. 1 Tomme langt Snitsaar paa tværs af Haandledet, hvilket trængte igjennem Huden og det underliggende Bindevæv, overskærende samtlige Strækkesener til Haandens 2., 3., 4. og 5. Finger. 

K. Hansen Reistrup: Paa Vej til Avedøre-Holme i Kallebostrand. Illustreret Tidende nr. 15. 9. januar 1887.

Ifølge de under Sagen tilvejebragte Lægeerklæringer, af hvilke den sidste var dateret den 10de Juli, var det ikke sandsynligt, at Haanden som Følge af denne Beskadigelse fremtidig vilde blive fuldstændig invalid, uden at det endnu kunde afgjøres, hvor betydelig Invaliditeten vil blive eller om muligt med Tiden fuld Funktionsdygtighed kan opnaaes, og paa Drengens Almenbefindende har det Passerede ingen skadelige Følger havt, ligesom han ikke derved har været nødsaget til at holde Sengen. Den ommeldte Flaske var en almindelig Ølflaske af tykt grønligt Glas, og Emma førte Hugget med Flaskehalsens nederste af brudte Rand med vedhængende Flig, men hun udsagde under Sagen, at ligesom hun ikke havde havt til Hensigt at tilføie Drengen nogen Skade ved Slagene, saaledes havde hun heller ikke tænkt sig, at saadant vilde blive Følgen deraf, og denne Forklaring kunde efter Omstændighederne ikke forkastes. Krav paa Erstatning var fra faldet. Ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret blev Emma anseet Straffelovens § 203 med Fængsel Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Dagens Nyheder 2. august 1885. Afsnit indsat for tegningens skyld).

Gård i Avedøre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sædelighedsskandale 1885. (Efterskrift til Politivennen)

De 30 Sædelighedsforbrydere.

De af os i Gaar bragte Meddelelser om Opdagelsen af en Bande Sædelighedsforbrydere har, som man kunde vente, vakt megen Opsigt. De øvrige Blade har straks sat talrige Reportere i Virksomhed. Navnene paa de kompromitterede "ansete" Mænd løber Byen rundt, paa Raad- og Domhuset hersker der en livlig Efterspørgsel efter Nyt i Sagen, og oppe i Justitsministeriel sidder Hr. Nellemann med et af de sædvanlige, med Rødt indstregede Eksemplarer af "Social-Demokraten" foran sig. Hans Humør er vel omtrent, som da vi skrev om Herredsfogder, om kongelige Skiftekommissionærer osv.; han kan ikke lide, at vi taler højt om det, som den officielle Retfærdighed og dens Repræsentanter kun hvisker om. 

Hvis imidlertid Hr. Nellemann, hans Dommere og Politi mener, at deres Listeri paa Hosesokker i Sager som denne er Anstændighed, og "Social-Demokraten"s offentlige Justits derimod Uanstændighed, saa skal vi gerne endnu en Gang belære ham om, at det netop forholder sig stik modsat, og han skal fremdeles faa at føle, at saa længe Rettergangen er saa sløj mod de fine Forbrydere her i Landet som den er, saa længe vil vi ogsaa nok være med til at se den efter i Sømmene, saa vidt vor Evne strækker.

Denne Gang har vi set saa temmelig rigtigt. Skandalen er der, og Forsøgene paa at dække over den synes heller ikke at mangle. Ret betegnende i saa Henseende er det, at det nu er omtrent 14 Dage, siden Arrestationerne begyndte, men at man desuagtet, lige indtil vi bragte Sagen frem, har kunnet holde alt hemmeligt. Og ikke mindre betegnende for den officielle Justits er det, at af de omtrent 30 anholdte, blev nogle af de mest "ansete" kort efter Forhørene igen satte paa fri Fod.

Blandt disse var den i Gaar omtalte feterede Højredigter. Han er ansat i et af Ministerierne, Æresmedlem af en af Partiets ældre patriotiske Foreninger og poetisk Medarbejder ved et af dets yngste kristelige Hovedstadsblade. En anden af de frigivne er en højtstaaende, med en Mængde Ordener dekoreret Professor, der er Formand for en af vore mest aristokratiske videnskabelige Foreninger.

Hvad disse to eller de øvrige Personer har udsagt i Forhørene, hvor mange, der har tilstaaet osv. - derom véd vi selvfølgelig intet. Paa Raad- og Domhuset var man i Gaar meget tilbageholden overfor Bladenes Reportere, maaske af Betuttelse over, at Skandalen ikke længer kunde holdes skjult. Bl. a. indhentede ogsaa Regeringens officielle Organ, "Berlingske Tidende", Oplysninger dér, og da vi har erfaret, at man saa vel til dette som andre Blade har fortalt, at Sagen ikke havde saa stort Omfang, som angivet af os, og at der kun skulde have været 10 Mænd under Anholdelse, saa maa vi overfor dette fastholde, at det forholder sig, som vi sagde. Over tredive har været i Forhør, og sandsynligvis kan det ikke blive derved, hvis ellers Undersøgelsen bliver ledet med tilbørlig Kraft.

Samtidig berigtiger vt en Unøjagtighed i vor første Meddelelse. Den deri omtalte Grosserer tog sig af Dage ved Skydning, ikke ved Hængning. Selvmordet foregik ved et Badested her paa Kysten.

* * *

Hvem er det, der ødelægger Familjelivet, krænker Ægteskabet, haaner Religionen? Der er ikke et Højreblad i Landet, uden at det har fortalt os: ja det er Socialdemokraterne.

Og hvem er det saa, der holder Friller, forsvarer Prostitutionen, lovgiver den og Kirken samtidig? Der er ikke et Menneske i Landet, uden at han maa vide: det er Ordenspartiet, Avtoritetspartiet, som det selv kalder sig. Det er dem, der fører Hæderligheden mest i Munden og har mindst af den i Gerningen, den konservative Hyklerhær, Samfundets virkelige Bærme. Thi her i Landet gaar Bærmen ikke i Laser, hvad ellers ogsaa kan hænde; her kører den til Væddeløb i egen Ekvipage.

Det er fra den Kant, at den sidste store Skandalesag er kommen, ligesom alle de foregaaende. Og det er fra den Kant, at den, ligesom alle de foregaaende vil blive forsøgt tiet ihjel.

(Social-Demokraten 15. juli 1885).

Det er noget usikkert helt præcis hvilke sædelighedsforbrydelser der er tale om. De sparsomme oplysninger peger på overgreb på børn, voldtægter samt homoseksualitet - som dengang fordømtes af alle politiske partier.

Sædelighedsforbrydelses - Skandalen i Kjøbenhavn. som vi forleden omtalte, bliver nu neddysset, fordi et stort Antal ledende Provisorister er indviklet i den, deriblandt et Par, der allerede tidligere har været overbevist om lignende Forbrydelser. Nogle Højreblade, hvis Medarbejdere er indviklede i Sagen, benægter selvfølgelig Skandalen, men der er ikke et Menneske i Kjøbenhavn, der tror Benægtelsen. Man bor aldeles ikke undre sig over, at den Slags Forbrydelser gaar ustraffede hen, naar ledende Højremænd er indviklede i Sagen. Saaledes gaar det altid; Partiet lader aldrig Tilhængere blive straffede for Forbrydelser. Det maa endog undre, at Politiet har haft Mod til at undersøge Sagen efter at det var blevet klart, at flere Højreledere var indviklet i den; det misbilliges ogsaa stærkt i Højre kredse.

(Folketidenden (Ringsted 17. juli 1885).

Ret hurtigt blev sagen, understøttet af hele Højre-pressen, drejet i retning af at anklage de som havde forsøgt pengeafpresning på de formodede sædelighedsforbrydere, mens disse blev ladt i fred. Højrepressen forholdt sig herefter helt tavs om sagen.

Sædelighedsforbryderne.

I Tirsdags havde vi Besøg af Hr. Andreas Buntzen, Medarbejder ved "Avisen", og i Gaar af Hr. Professor Edvard Erslev (Fortjenestemedaljen i Guld, Ridder af Dannebrog, af Æreslegionen, den russiske Stanislausorden, den svenske Nordstjerneorden, Ordenen pour l'instruction publique og den portugisiske Kristusorden; Sekretær for det kongelige danske geografiske Selskab.) Vi skal begynde med de Oplysninger, som disse to Herrer har givet os om Sædelighedsforbrydelsessagen.

Hr. Andreas Buntzen fortalte, at han vel havde været impliceret i en tidligere Sag af samme Art som nærværende, som Vidne, paastod han, men at han absolut intet havde at gøre med denne. Da han imidlertid antog, at der i "Social-Demokraten"s første Meddelelse var sigtet til hans Person, henstillede han til os at tage hans bestemte Erklæring over for os til Følge og meddele, at han intet havde med den nu rejste Sag at skaffe. Det lovede vi og det holdt vi (se "Social-Dem." for i Onsdags).

I Samtalens Løb gjorde vi imidlertid Hr. Andreas Buntzen opmærksom paa, at vi havde Grund til at tro, at Martin Kok, en anden af "Avisen"s Medarbejdere, var inddraget i Sagen, idet han bl. a. havde været tilsagt til Forhør. Vi tilføjede, at Hr. Buntzen naturligvis ikke skyldte at meddele os noget om Kok, men ikke desto mindre bekræftede Hr. Buntzen, at vore Oplysninger om denne var korrekte. Han fortalte yderligere, at Kok havde været med ogsaa i den tidligere Sag, hvori han, Buntzen, optraadte (som Vidne). Vi spurgte ham da, hvorledes han kunde finde sig i at arbejde sammen med Kok ved "Avisen", og hertil svarede han omtrent saaledes : "Ja, De ved jo nok, at det ikke er mig, der regerer Bladet. Jeg har gentagne Gange henstillet til de Ledende, at de skulde afskedige ham, men de vil ikke. For øvrigt taler Kok og jeg aldrig sammen; naar jeg ser ham komme, saa gaar jeg."

Og naar vi nu har fortalt Indholdet af denne private Samtale udførligt, saa maa Hr. Andreas Buntzen og "Avisen" give sig selv Skylden. Det er meget troligt, at de ikke kan staa sig ved at se den refereret, men de har ligefrem tvunget os dertil ved en Artikel i "Avisen" for i Gaar, hvori de erklærer vor paa Hr. Buntzens Tilskyndelse indrykkede Notits: "Avisen" og den sidst opdagede Sædelighedsforbrydelse", for usand. Bladet skriver bl. a.: "Selv om en anden af "Avisen"s Medarbejdere virkelig var inddraget i den oftnævnte Sag, vilde Hr. Buntzen naturligvis hverken have været faa ubetænksom eller saa ukollegial at meddele "Social-Demokraten" dette." Ja, hvor vidt Hr. Buntzen har været ubetænksom og ukollegial, det maa "Avisen" om, men hvad han sagde, det sagde han, og naar Bladet fortsætter: "selvfølgelig er der ikke nogen af "Avisen"s Medarbejdere, som har det mindste med Sagen at gøre," - saa sætter vi haardt imod haardt, dets egen Medarbejders, Hr. Buntzens Ord mod dets Artikel i Gaar. Hermed er samtidig et af "Avisen"s Ønsker opfyldt: det har faaet Navnet paa den feterede Højredigter, der har været tilsagt til Forhør i Sagen, og det har oven i Købet faaet det fra en Kilde, det vel maa sætte Pris paa, - fra sin Medarbejder Hr. Andreas Buntzen.

At nu "Avisen", der i Forvejen har Hr. Buntzen til Medarbejder, nødig ogsaa vil have Hr. Martin Kok, det forstaar vi. Men selv om Bladet vrider og vender sig aldrig saa galt, skal det have ham med. I Gaar mødte det op med sin Regnskabsbog - det er Nemesis, der nu siger "op med Regnskabet" til de Folk, der snart har skreget sig hæse med dette Raab overfor andre! - og det beretter, at Bogen er bleven forevist for Kriminalretsassessor Birch, for at han kunde se, om nogen af "Avisen"s -Medarbejdere var indviklet i Sagen. Hr. Birch "ansaa det imidlertid for ganske overflødigt at gennemgaa Navnene"; han kunde sværge paa den lukkede Bog, at ingen af "Avisen"s Medarbejdere var indviklet i Sagen.

Men det kan vi ikke lade os nøje med. Op med Regnskabsbogen, Hr. Professor Matzen, for deres Kollega Hr. Andreas Buntzen sagde jo til os i i Tirsdags, at Martin Kok var Medarbejder ved "Avisen". Han fortalte endvidere, at Kok havde skrevet Teateranmeldelser og Digte til den, og hvis Professoren til Eks. vilde slaa op i Bladets Arkiv paa Nummeret for den 14. Maj d. A, saa vil han der finde et smukt, af religiøse og patriotiske Følelser gennemaandet Digt til Kongen af - Martin Kok.

Indtil vi faar Rede herpaa, gjorde "Avisen" vist bedst i at holde sig til Studiet af sin egen Regnskabsbog. Dets Opstilling i Gaarsnumeret af en ny fingeret Oversigt over "Social-Demokraten"s Indtægter og Udgifter er dog tydelig nok ikke andet end et Led i dets Bestræbelser for at klare sig selv, et Forsøg paa at lede Interessen bort fra de generende Sædelighedsforbrydere.

Vi kommer nu til Professor Edvard Erslev. Han besøgte os som sagt i Gaar, og hans Ærinde gik ud paa, at faa indrykket en Erklæring om, at der ikke var rejst nogen Sigtelse mod ham for Sædelighedsforbrydelser. Vi erklærede hertil, at vi forinden maatte tale endnu en Gang med vor Meddeler, paa hvis Paalidelighed vi i øvrigt intet Øjeblik tvivlede, og Hr. Erslev bad os da om i hvert Fald ikke oftere at vende tilbage til denne Sag, for saa vidt den angik ham. Dette vilde vi heller ikke have gjort, hvis ikke "Avisen" ved sin ukloge Optræden, sine usande Paastande, havde tvunget os til at tale endnu tydeligere og opgive noget af den Hensynsfuldhed, vi hidtil har vist. Hr. Erslev kan lige som Martin Kok takke "Avisen" for, at hans Navn er bleven nævnet. Thi Sagen skal ikke lyves eller ties helt ihjel, dertil er den af altfor stor Betydning for Offentligheden, for Samfundet og vore fremtidige Retstilstande.

Naar "Avisen" tvinger os til at tale, ser vi heller ingen Grund til at fortie de Oplysninger, Professor Erslev gav os. De gik ud paa følgende: For længere Tid siden mødte han paa Gaden en Tømrersvend E., hvem han gav en Krone. Senere kom E. igen. fik atter Penge, og saaledes gik det i nogen Tid, indtil Hr. Erslev blev træt af dette Prelleri og sagde nej. E. opsøgte da Hr. Erslev i hans Hjem, gjorde Skandale og blev kastet paa Døren; desuagtet forfulgte han ogsaa senere Professoren paa Gaden med sin Paatrængenhed, og denne meldte ham da omsider til Politiet. Saa vidt Hr. Erslevs Beretning.

Hvad der senere skete er dette: Tømrersvenden blev anholdt paa den foretagne Anmeldelse, og man kom nu gennem hans Forklaringer under Vejr med, at der var sket flere Pengeafpresningsforsøg, hvori ogsaa andre Personer havde gjort sig skyldige, og at disse Forsøg stod i en meget nær Forbindelse med en Mængde Sædelighedsforbrydelser, idet det var disses Ophavsmænd, der hjemsøgtes.

Vi henstiller nu til enhver, der læser dette, at besvare os følgende Spørgsmaal: Naar "Social-Demokraten" har forlangt en stræng Undersøgelse ogsaa af de gemeneste af disse to Arter Forbrydelser, naar vi har fordret, at der skal tages lige saa haardt paa de fine Sædelighedsforbrydere som paa de Stympere, der har villet pine Penge ud af dem, og naar Højrepressen i Modsætning hertil har søgt at reducere det hele til en simpel Pengeafpresningssag - hvem varetager da sin offentlige Bestilling bedst, "Social-Demokraten" eller Højrepressen?

Ja, det indanker vi roligt til Publikums Dom, og saa for Resten ser vi meget godt, hvor vanskeligt det atter her kan blive for os at stramme den sløje Retspleje op. Vi kender det af Erfaring, vi har før maattet bøde derfor baade paa den ene og den anden Maade, men det faar ikke hjælpe.

Vi har sagt det: ved denne Sag staar der for meget paa Spil for Samfundet, til at den maa ties eller lyves ihjel. Sandheden skal frem, og at den nu maaske kommer frem med mindre Skaansomhed end ønskeligt, det skyldes, gentager vi, ikke os, men dem, der vil slaa den ned.

For det første gør vi da gældende, at de smudsigste Sædelighedsforbrydelser, de hvorom det her drejer sig, længe har gaaet for sig, uden at der fra Avtoriteternes Side er taget ordenligt fat paa deres Udryddelse. Vi anførte forleden et Par Eksempler paa den utilgivelig lemfældige Maade, der gaas frem paa overfor disse Slyngler, og vi hævdede, at her maatte utvivlsomt søges en af Grundene til, at Uvæsenet endnu trives saa frodigt, som denne nye Sag viser. Vi spørger dem, der hver Dag fører Moralen i Munden, vi spørger dem, der arbejder for den uden lang Snak, vi spørger de Forældre, der jamrer sig over Tidens Usædelighed, og Skolebestyrerne, der undertiden kan tale med herom. Men maaske de saa samtidig vil indrømme os, at vor ligefremme Pegen paa Ondet er mere værd end Højrepressens Forsøg paa at løbe uden om det.

Og dernæst beklager vi, at vi maaske ikke naaer at vinde Sejr denne Gang - netop af Mangel paa Støtte. Meget tyder i alt Fald derpaa. Professor Erslev fortalte os, at han fra Assessoren, der leder Undersøgelserne, havde faaet Attest for, at han ikke kunde straffes; Højrebladene fortæller os, at der kommer ikke andet ud af det end nogle Pengeafpresningssager; og oppe paa Raad- og Domhuset, der bærer den smukke Indskrift: med Lov (og formodentlig ogsaa med Lovens Hævdelse) skal man Land bygge - , dér sidder nu ikke andre under Anholdelse end de omtalte Stympere, som har presset Gentlemen for Penge. Hertil kommer endelig, at det i Sager om Forbrydelse mod Sædeligheden altid er uhyre vanskeligt at skaffe tilstrækkelige Vidnesbyrd til Veje, og dobbelt vanskeligt hvis der skal tages Hensyn til snart et snart et andet "anset" Navn.

Muligt er det derfor, at vi faar hele Banden paa Halsen, at den falder over os med Avisartikler, hvori vi stemples som "gemene", og med Sagsanlæggelser, hvorefter deres Svinerier kommer til at koste os Penge. Men i faa Fald vil vi dog paa Forhaand sige de Godtfolk en Ting: at da er vi heller ikke færdige med dem endnu, og at vi er til Sinds at bide fra os. Der gaar mere end En falden Højremand og Slyngel omkring med Mærker af vore Tænder i sig, og de kan forhøre dér, hvordan vi er at binde an med.

(Social-Demokraten 17. juli 1885)

Det ser ikke ud som der kom sagsanlæg eller Højreaviserne kastede sig over Social-Demokraten i denne sag.

Forfatteren Johan Martin Kok (1850-1942) skrev bl.a. talrige patriotiske og anti-tyske digtsamlinger om Krigen 1864. Han blev jurist i 1884. Allerede som ung var han sammen med forfatteren Joakim Reinhard involveret i homoseksuelle skandaler i Studenterforeningen i København. De kan som sådan betragtes som nogle af de første homoseksuelle forfattere i Danmark. Det blev som i denne sag dysset ned. Men i 1893 fik han tre ugers varetægtsfængsling hvorefter han blev frifindet. Hans karriere blev ødelagt. Han udgav herefter bøger under pseudonymer som fx Povl Bunck og August Birch indtil 1910. 

Der blev i løbet af juli og august foretaget flere anholdelser i forbindelse med denne sag. Men kun lidt slap ud til offentligheden om anklagerne. Der blev så vidt jeg kan se ikke anlagt sag mod Social-Demokraten. Herefter fremkom Social-Demokraten heller ikke med flere artikler om sagen. I maj 1886 fremkom nedenstående artikel om sagen:

De daarlige Tider. "Dagsavisen" for Onsdag omtaler under den "för tilfället" betegnende Overskrift: "Tys, tys! " en Skandalesag, som nylig har fundet sin Afgjørelse ved Kjøbenhavns Kriminalret: "Dommen egner sig ikke til Offenliggjørelse!" har man svaret Bladets Redaktion, da man udbad sig den. Nu har Bladet selv skaffet sig den og det viser sig, at der er "fine Herrer", hvis Navne skulle forties. Sagen har været kaldt - "Sædelighedsforbrydelse", men er af Provisorieblade bleven gjort til en "Pengeafpresningssag". Det er den paa den Maade, at nogle lavsindede Mennesker have krævet nogle fine Herrer for Penge, da de ellers vilde fortælle noget Daarligt om dem. Dette "Daarlige" betegner "Dagsav." som "det modbydeligste Svineri", der er bedrevet af de saakaldte "fine Herrer". "Dommen selv fortæller Intet om Svineriet, men det læses mellem dens Linier. Om den offenliggjordes, vilde Alle spørge: "Hvem ere disse Herrer, der ere blevne pressede". Derfor offenliggjøres den ikke. Og af samme Grund vidste Højrepressen Intet om Sagen, af samme Grund skulde den ties tildøde. De fine Herrer maa fremfor Alt ikke nævnes. Vi skulle sige hvorfor. Fordi man skal op paa de øverste Trin af Rangstigen for at finde dem, og fordi fremtrædende Repræsentantet for Hr. Estrups Politik er blandt dem. Tænk, om Verden fik at vide, at Hs. Excellence *, Baron *, Grev *, Kammerjunker *, Professor *, Høireskjald *, og ialfald førværende Skriver i "Avisen", tænk om man fik at vide om den og om mange flere Andre, der ere pyntede med Titler og med Ridderkorset i den ganske unge Alder, som pryde Hoffets Sale, tænk om det blev bekjendt om alle dem, at det hæsligste moralske Griseri klæbede ved dem ...."

(Middelfart Avis 6. maj 1886).

Tiden efter fremkom adskillige sager: I maj 1886 blev fattiginspektør Dyrlind-Jensen i Aalborg suspenderet mod byrådets ønske for sædelighedsforbrydelser. Ligeledes blev grosserer W. dømt for sædelighedsforbrydelser mod mindreårige piger I juni 1886 var det hørkræmmer Østrins tur til at blive anholdt for sædelighedsforbrydelser mod småpiger som handlede i hans butik. I 1887 blev Højres kirkeminister Jacob Scavenius afsløret i at have haft "en våd aften" hos en københavnsk prostitueret.

I 1895 afslørede en sædelighedsskandale at politiet, bl.a. politidirektør Korn som også er nævnt i ovenstående sag, var dybt involveret, sammen med næsten hele hans afdeling af sædelighedspolitiet. Denne gang lykkedes det imidlertid ikke for Højre at lægge totalt låg på sagen.