Mishandling af sin Hustru. (Efterskrift til Politivennen)

Den 24de Januar 1875 blev Arbeidsmand Mads Peter Nielsen gift med Caroline Tobiasdatter og de boede derefter sammen et Par Aar i Hobro, derefter i omtrent 3 Aar i Aarhus og i de sidste 5 Aar, før den heromhandlede ved Kriminalretten indledede Undersøgelse tog sin Begyndelse, her i Staden. Allerede medens de boede i Aarhus, begyndte Tiltalte, der under Sagen har pirret Arrestant, enkelte Gange at udøve Vold imod sin Hustru, idet han trak hende ud af Sengen, slog hende og engang skubbede hende over imod Kakkelovnen. Efterat de vare flyttede her til Byen, vedblev han at gjøre sig skyldig i Voldsomheder imod hende, i Begyndelsen sjældnere, men navnlig i det sidste Aar hyppigere, ligesom hans Mishandlinger efterhaanden antog en grovere Karakten. Han har saaledes oftere slaaet hende i Hovedet, Ansigtet eller paa andre Steder af Legemet, hvor han kunde ramme hende, deels med flad eller knyttet Haand, deels engang med et afbrækket Bordben og en anden Gang med et Stykke Brædt skubbet hende omkuld, engang nødt hende voldsomt over mod en Dørkarm og en anden Gang skubbet til hende, saa at hun faldt baglænds ned ad en Trappe, hvorhos han ligeledes har sparket hende i Underlivet paa Tider, da hun var frugtsommelig. Hustruen har jævnlig baaret Mærker af hans Mishandlinger, ved hvilke der er tilføiet hende mindre Saar, eller hun har som Følge af samme været misfarvet i Ansigtet eller paa Kroppen. I April d. A. slog og sparkede Arrestanten hende saaledes, at hun i nogen Tid maatte holde Sengen, og hun har siden den Tid stadig lidt af pludselig optrædende Svimmelhedsanfald, der især fremkaldtes ved Tryk paa et forrykket Beenparti paa venstre Tindingegn, hvis Fremkomst maa antages at skyldes et hende af Arrestanten ved denne Leilighed med det ovenomtalte Stykke Brædt tildeelt stærkt Slag. Den 8de Juli d. A. mishandlede Arrestanten hende paa lignende Maade, og disse Mishandlinger fremkaldte blandt Andet hos hende, der var omtrent i Svangerskabets 7de Maaned, en Ømhed og Smertefuldhed i Underlivet, hvilke Tilfælde ikke heller senere have fortaget sig. Ved en den 11te September d. A foretagen Lægeundersøgelse viste det sig, at det Foster, hvormed Arrestantens Hustru gik svanger, var levende, og i den af vedkommende Læge i den Anledning udstedte Attest udtales det, at den hende overgaaede ilde Medfart ikke kan antages direkte at medføre nogen Fare for Fosterets Liv, men at Fosteret indirekte løber den Fare, at Fødselen paa Grund af hele hendes abnorme nerveuse Tilstand, der sikkert maa antages at være en Følge af de mod Hovedet og særlig mod Tindingegnen rettede Slag, muligvis kan indtræde for tidlig, en Omstændighed, som altid forringer Fosterets Levedygtighed. Hvad angaaer hendes egen Tilstand, udtales det i Lægeerklæringen, at det tør antages, at Underlivssmerterne ville forsvinde, naar Fødselen er overstaaet, og at Underlivstilfældene ikke ville efterlade blivende skadelige Spor i Fremtiden, men at det derimod er et stort Spørgsmaal, om hele hendes nerveuse Tilstand, og navnlig Svimmelheden og den lokale Ømhed paa Tindingegnen nogensinde vil tabe sig, samt at det ikke bestemt tør benægtes, at disse Hjernetilfælde ville kunne forværre sig i Tidens Løb. Efter hvad der under Sagen blev oplyst, maatte det antages, at Arrestanten havde udøvet disse Mishandlinger mod sin Hustru uden Anledning fra hendes Side, og at han ved de paagjældende Lejligheder havde været fuldkommen tilregnelig, men dog saa godt som altid har handlet i en ved Nydelsen af stærke Drikke fremkaldt ophidset Tilstand, i hvilken han vel ikke nogensinde vil have tilsigtet at paaføre sin Hustru nogen Skade af alvorlig Natur, men iøvrigt ikke nærmere gjorde sig Rede for Følgerne af sine Handlinger. Ved Rettens i Tirsdags afsagte Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens § 202, jfr. § 203, med Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder.

(Dagens Nyheder 2. oktober 1885).

Bunden i sit eget Hjem . (Efterskrift til Politivennen)

Den 13de April dette Aar om Formiddagen indfandt Tiltalte Hans, som var Vicevært for Eiendommen Nordvestvei Nr. 39, sig tilligemed to Vidner hos Tømrer Svend Madsen, der tilligemed sin Hustru boede tilleie i Ejendommen, for at afkræve Madsen en Husleierestance og i Mangel af dennes Betaling at sætte Madsens Bohave ud af Lejligheden, men blev af Madsen med Magt bortvist af Leiligheden og samtidig udskjældt af den hos ham logerende Murersvend Nielsen. Tiltalte Hans begav sig derefter samme Dags Eftermiddag hen til sin her i Byen boende Broder, Tiltalte Carl, for at faa Bistand af denne, og traf her tillige Tiltalte Jens, som logerede hos Broderen. Efterat disse vare blevne gjorte bekjendte med det Passerede, lovede de at hjælpe Hans, og der blev mellem de tre Tiltalte truffet den Aftale, at ifald Madsen ikke godvillig vilde lade sit Bohave udflytte, skulde han og i fornødent Fald tillige Nielsen bindes af dem, indtil Udflytningen var iværksat. Tiltalte Carl yttrede endvidere under Forhandlingerne, at det var bedre at slaae strax, ellers fik de vel selv Prygl, men hertil svarede de andre to Tiltalte ikke Noget, og en Aftale i denne Henseende blev ikke truffen mellem dem. Da de Tiltalte vare ankomne til Eiendommen Nordvestvei Nr. 39, laante Hans hos en af Stedets Beboere et Stykke Reb (en almindelig Tøisnor), hvorefter de alle Tre begav sig til Madsens Lejlighed, i hvilken de, efter at have banket paa, bleve lukkede ind af Nielsen, som var alene hjemme med Madsens Hustru. Nielsen spurgte, hvad de vilde, og da han nægtede at give dem Tilladelse til at flytte Meublerne, bibragte tiltalte Carl ham med knyttet Haand flere Slag dels i Ansigtet, og dels hvor han ellers kunde træffe ham, samt kastede ham omkuld. Samtidig hermed havde Tiltalte Jens grebet fat i Madsens Hustru og kastet hende om paa Gulvet, hvorved hun fik et dog kun ubetydeligt Slag i Panden, men hun reiste sig strax igjen og flygtede bort fra Lejligheden. Samtlige tre Tiltalte vendte sig nu mod Nielsen, og medens Carl og Jens holdt denne, bandt Hans hans Ben sammen med det medbragte Reb, medens han forgjæves søgte ogsaa at binde Armene paa ham, og slog ham tillige dels med Hænderne dels med Rebet, fordi Nielsen istedetfor, som de anmodede ham om, rolig at finde sig i at blive bunden, sparkede omkring sig med Benene. Medens Nielsen laa bunden paa Gulvet, sparkede Carl ham, hvorhos han løftede ham op fra Gulvet og atter lod ham falde ned paa dette. Imidlertid kom Madsen, der havde truffet sin Hustru paa Gaden og af hende faaet Underretning om Overfaldet, tilstede i Ledigheden og blev lukket ind af de Tiltalte. Strax efterat dette var skeet, blev han af Brødrene Hans og Carl overfalden med Slag, og navnlig slog Carl ham i Ansigtet med knyttet Haand, hvorhos han kastede ham omkuld og sparkede ham. Da Madsen derefter reiste sig, slog Carl ham igjen i Ansigtet samt tildelte ham med en paa Gjerningsstedet funden Vinrankestok med fremspringende Knopper, der var omtrent 33 Tommer lang og i Omfang ved Haandtaget ca. 5 Tommer og forneden ca. 3 Tommer, to Slag dels over den ene Haand, dels over Skulderen, hvorved Stokken sprang istykker. Imidlertid var det lykkedes Nielsen at frigjøre sig for Rebet og at undløbe, og da nu Madsen lovede at flytte næste Dag, afstod de Tiltalte fra videre Voldshandlinger og forlod Ledigheden, uden at flytte noget af Bohavet bort. Medens det Slag, Madsens Hustru fik i Panden, kun paadrog hende en forbigaaende Ømhed, tilføjedes der Nielsen og Madsen ved de dem overgaaede Voldshandlinger flere Læsioner. Nielsens venstre Øielaag var efter Overfaldet Sædet for en betydelig Blodudtrækning, og rundt omkring i hans Ansigt og i Haarbunden fandtes talrige Kontusionspletter og Striber, hvorhos hans højre Albu var ramt af en betydelig Kontusion og Ledet var svullent samt meget ømt ved Bevægelser, saa at han i nogle Uger var ude af Stand til at arbeide. Da han den 9de Mai d. A. gav Møde for Retten, forklarede han, at han i Albuen endnu sporede Mindelser fra Overfaldet, men at han iøvrigt var helbredet, og ifølge en under Sagen fremlagt Lægeerklæring kan det heller ikke antages, at hans fremtidige Helbredstilstand vil lide nogen Skade. Madsen bibragtes der et ca. 2 Tommer langt, kontunderet Saar over høire Øiebryn og en stærk Svulst af venstre Øie. Ifølge en den 25de April d. A dateret Lægeattest var Saaret da lægt med et stribeformet Ar, og der fandtes endnu kun Rester af underløbet Blod under høire Øies Bindehinde; men ved hans Møde i Retten den 7de Mai d. A. var han fuldstændig helbredet. Som Følge af det Foranførte bleve de Tiltalte ved Kriminalrettens Dom ansete efter Straffelovens § 203 og 211 med Fængsel paa Vand og Brød, Hans og Carl hver især i 6 Gange 5 Dage og Jens i 3 Gange 5 Dage.

(Dagens Nyheder 17. september 1885).

Nordvestvej skiftede omkring 1904-05 navn til Rantzausgade.

Uroligheder i Anledning af en Strejke paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Onsdag den 12te f. M. om Eftermiddagen, indlod der til Politistationen i Sundbyerne Anmeldelse fra Fredens Mølles Fabriker om, at 26 Arbejdere, der hørte til et Hold paa ca. 35 Mand, den nævnte Dags Middag havde gjort Skrue paa Fabriken og forladt deres Arbejde, samt at disse 26 Arbejdere eller i alt Fald Størstedelen af dem opholdt sig paa et Værtshus i Nærheden af Fredens Mølle, og at man nærede Frygt for, at de 8 eller 9 Arbejdere, som ikke vilde deltage i Skruen, men vare forblevne ved Arbejdet, ved deres Bortgang fra Fabriken om Aftenen, skulde blive forulæmpede af de Mænd, der havde nedlagt Arbejdet. I Anledning af denne Anmeldelse indfandt Overbetjenten sig med en større Politistyrke Kl. mellem 5 og 6 paa Amagerbrogade i Nærheden af Fredens Mølles Fabriker, og forefandtes da imellem Brigadevej og Dannebrogsgade Deltagerne i Skruen staaende i Klynger paa Vejen paa 5 a 6 Mand, ligesom der havde samlet sig et betydeligt Antal af Nysgerrige, saavel Mænd som Fruentimmer og Børn. De Strejkende blev nu gentagne Gange af Politiet opfordret til ikke at staa stille paa Vejen, men at passere denne, og disse Opfordringer bleve da ogsaa, om end noget langsomt, efterkommet af de Paagældende, med Undtagelse af Arbejdsmand N., som blev sat under Anholdelse. Efter at dette havde fundet Sted, havde der paany indfundet sig en stor Mængde Mennesker, og da disse tildels spærrede Vejen og derved umuliggjorde Færdselen, saa Politiet sig atter nødsaget tit at skride ind, og Mængden blev nu flere Gange opfordret til at sprede sig og passere Vejen. Politiets Opfordringer bleve nu ogsaa efterfulgte af de Tilstedeværende, med Undtagelse af Smedesvendene S. F. og H. F., som begge nægtede at passere Vejen. Paa Grund heraf lod Overbetjenten S. F. ved to Politibetjente føre til Stationen. Smedesvend H. F., der, som anført, nægtede at passere Vejen, blev af to Politibetjente ført hen til Porten, som førte til hans Bolig, men i Stedet for at gaa op i denne, forblev han ude paa Vejen og begav sig senere hen paa Amagervejen til de her tll Stede værende Politibetjente og forlangte at blive anholdt, hvilket Ønske han straks sit opfyldt. Kl. ca. 9 vare de Arbejdere, som ikke havde deltaget i Skruen, færdige med deres Arbejde paa Fabriken, og de paa Amager boende blev da ledsagede hjem af Politiet, medens to af dem, af hvilke den ene boede paa Kristianshavn og den anden paa Frederiksberg, bleve kørte i Sporvogn til deres Hjem. For deres saaledes udviste Forhold tilbød Arbejdsmand N. og Smedesvend S. F. hver især at betale en Bøde af 20 Kr. til Amager Birks Politikasse, hvilket Tilbud Dommeren modtog og erklærede hermed Sagen for deres Vedkommende for afgjort. Smedesvend H. F. nægtede derimod godvillig al ville betale en Bøde sor sit Forhold, hvorfor han i Følge Antager Birks Politirets Dom blev tilpligtet at betale en lignende Bade som sine Kammerater til Politikassen.

(Social-Demokraten 10. september 1885).

Fredens Mølle var blevet anlagt 1822 af grosserer J. Owen på Østerbro (englænder). Den flyttede 1826-27 til Amager hvor der indrettedes en kemisk fabrik, bl.a. salt-, salpeter- og svovlsyre, skedevand mm. Der blev endvidere brugt lufttørret gødning fra renovationskulerne, blandet med fejeskarn og dagrenovation til kunstgødning.

Det københavnske Telefonselskab. (Efterskrift til Politivennen)

Nedlæggelsen af nye underjordiske Kabler er i disse Dage begyndt i lille Kongensgade. Det er Meningen med dette betydelige Foretagende, at lade de underjordiske Traade tildels afløse dem, der nu føres over Husene og derved afhjælpe nogle af de Ulæmper, der klæber ved det hidtil bestaaende System, men ogsaa tillige derved udviste og befæste Forbindelsen mellem de forskellige Stationer og de private Abonnenter. Telefonselskabet tæller nu vel omtrent 3000 Abonnenter i Hovedstaden, og Anbringelsen af de mange Ledninger, som disse Forbindelser udkræve, har givet Anledning til, at der over Husene Tage og med Støttepunkter paa disse efterhaanden er blevet spændt et tæt Net af Telefontraade, der dels ikke just kunne siges at være forskønnende, dels paa Grund af deres Mængde let komme i Uorden. Direktøren for Telefonselskabet, Overkrigskommissær Madsen, har derfor konstrueret en Art Luftkabel, ved Hjælp af hvilket man samler de enkelte Traade, og ed en mere omfattende Anvendelse af disse Kabler vil man for en Del kunne raade Bod paa de antydede Ulæmper. Men dette er dog ikke tilstrækkeligt, og man er derfor skreden til samtidig at anbringe underjordiske Kabler, hvis Nedlæggelse som sagt er begyndt i disse Dage fra den i lille Kongensgade beliggende Centralstation og hvorfra Ledninger skulle fortsættes til de andre Hovedstationer i Hotel Royal, ved Stranden og i Vimmelskaftet, for derfra langs med Ørstedsparken og Ladegaardsvejen at føres ud af Byen og ad forskellige ikke altfor befærdede Sideveje helt ud til Hellerup ved Strandvejen. Medens saaledes Hovedlinjen kommer til at gaa i denne Retning, paatænker man ogsaa samtidigt at sætte Kristianshavn og Amager i en bedre Forbindelse med den øvrige Del af Byen. Dels langs Langebro og dels paa det smalleste Sted af Havnen, nemlig ved Toldbodbommen, agtes Kabler overførte fra den indre By til Kristianshavn og Orlogsværftet, og de to Overføringspunkter hinsides Havnen ville da indbyrdes blive forbundne med en Hovedledning parallel med Havnen, fra hvilken man da kan udsende flere Udløbere over Refshaleøen, Orlogsværftet, Kristianshavn og Amager.

(Social-Demokraten 9. september 1885).

Stolestaderne i Kjøbenhavns Kirker. (Efterskrift til Politivennen)

Er der noget Sted, hvor man burde mærke, at der virkelig er Frihed og Lighed, skulde man synes, at det maatte være i Kirken; men det er der som andre Steder; den fattige ses saa godt som slet ikke, og kommer han, kan han staa ved Indgangen, og ingen bryder sig om, at han maaske er syg og træt, han er vant til at taale og anstrænge sig, han kan bedre udholde at staa op under dele Gudstjenesten end den fine og fornemme, som ikke arbejder hjemme, og som ikke er vant til at føle legemlige Savn; men Følgen bliver ogsaa, at der saare sjælden ses fattige i Kirkerne. Kirken nu er netop for de rige og fornemme. Den, som i saa meget andet, følger vi ikke efter vor Herre og Mester; han. som sagde: "Kommer did til mig alle I, som lider og er besværede, jeg vil give eder Hvile", og: "Det er vanskeligere for en rig at komme i Himmeriges Rige, end det er for en Kamel at gaa igjennem et Naaleøje". Billedet er saa stærkt, at man næsten Kulde tro, at den milde Jesus, som gjærne vil frelse alle, mente, at det var umuligt for den rige at komme i Himmerige; men Meningen er dog nok kun den, at Hindringerne og Fristelserne for den rige er saa store, at det let kan umuliggjøres. Hvorfor gjøres der da saa lidt, for at den fattige kan føle, at i  Kirken er der ikke Persons Anseelse? at der kan han gaa ind og sætte sig, om det saa er paa det øverste Sæde, hvis det ikke allerede er optaget. Den Uskik, at Kirkestolene udlejes, finder vistnok kun Sted i Kjøbenhavn, men i Kiøbenhavn er ogsaa store Masser af fattige, som kunde trænge til at føle, at der gjordes alt for deres aandelige Udvikling, saa de lærte at skaffe den uendelige Lykke, en Kristen er i Besiddelse af, da han kan have vor Herres Fred og Glæde i sit Hjærte, trods alt, hvad han maa savne og lide her i Tiden. Min Opfordring til alvorlige Kirkegængere i Kjøbenhavn skal være: Se at faa Kirkestolene lukkede op, saa den, der kommer først, kan gaa ind og sætte sig, hvor han vil. Derved vil ogsaa den Ulempe bortfalde, at Stolene staar tomme, mens Gangene bliver fyldte, hvorved de, der staar op, bliver stemt forulejligede, naar Stoleejerne, som hyppig kommer silde, da de er visse paa at komme til at sidde, skal trænge sig igjennem de helt fyldte Gange. Det er meget behageligt at have sin bestemte Plads i Kirken, og det vil ikke være saa lille en Opofrelse, især maaske for ældre Kvinder, at opgive den Ret, de maaske i mange Aar har erhvervet sig ved aarlig at betale 4 a 5 Kr. for en Plads i Kirken; men en Kristen maa ogsaa kunne ofre noget, og derved opgiver man ikke at komme til at sidde ned under Gudstjenesten. Man gaar blot en halv Timestid før hjemme fra, saa faar man nok Plads, og naar først Siddepladserne er tilgængelige for alle, saa bliver ogsaa Velvilligheden og Hjælpsomheden saa meget større, og skulde det saa hænde, at en ældre, der ikke kan taale det, kommer til at staa op, stal nok de yngre vide at rejse sig for ham eller hende. De Penge, der kommer ind ved Udlejning af Siddepladserne i Kirkerne, kan maaske ikke undværes, da de vel bruges til Kirkernes Vedligeholdelse eller noget lignende. Men har man haft Glæde af sin Kirkegang, saa tænker jeg, man let kan blive enig om al undvære den sikre Siddeplads og alligevel give de Penge, en saadan Plads før har kostet, til Kirken Det kan ikke nytte, at en enkelt opgiver sin faste Plads i Kirken, fordi han synes, at det er urigtigt, at Stolene er lukkede. Det vilde kun føre til, at Pladsen blev udlejet til en anden, og at alt blev i samme Tilstand som før. Nej, de fleste af dem, der plejer at komme i en Kirke, maa blive enige om, at nu skal dette Uvæsen være forbi, og saa strax begynde at sætte det i Værk med Kraft. Jeg har hørt en Historie, som vist er fuldstændig sandfærdig, om en gammel Mand, som i mangfoldige Aar stadig havde mødt ved enhver Lejlighed i den samme Kirke. Han var ligeledes til Stede i samme Kirke ved en anset Mands Begravelse, med hvem han, skjønt fattig og ringe, stadig havde staaet i venskabelig Forbindelse. Den gamle Mand. som ikke hørte godt, vilde giærne høre Talen, og da han kom tidlig, satte han sig i en af de tomme Stole i Nærheden af Kisten. Strax kom en Kirkebetjent og sagde: "Der kan De tikke sidde." Paa Mandens Spørgsmaal : "Hvorfor", lød Svaret: "De Stole er til Honoratiores, De maa sætte Dem længer ned." Den gamle Mand gik strax ud af Stolen, idet han sagde: "Er der Honoratiores i Kirken? jeg troede, at der maatte den være Honoratiores, som tjente Vorherre bedst; men da der kun er in. som kan dømme derom, og han intet siger, saa mente jeg, at her maatte vi alle være lige." Og havde den gamle ikke Ret? Burde han ikke, ikke alene den Dag, men naar som helst han indfandt sig, haft Ret til at sætte sig paa det Sted, hvor han bedst kunde børe, og det trods hans simple Klæder og hans Udvortes, der maaske vidnede om, at han hele sit Liv havde maattet arbeide haardt. Lad os se at faa Kirkestolene lukkede op og lav os saa indprænte vor opvoxende Ungdom den gammeldags Ærbødighed for Alderdommen, saa der ikke kan være Tale om, at Ungdommen bliver siddende og lader de gamle staa op, men saa den unge strax rejser sig og gjør Plads, naar han ser en gammel, der ikke har Plads. Var det ikke dejligt, naar vi i kommende Tider kunde faa rigtig mange fattige og ringe Folk i Kirkerne, og at de, naar de kom der, maatte føle, at vi, som bekender Troen paa "de helliges Samfund", ogsaa virkelig dannede et Kjærlighedssamfund, der stadig holdt sammen i Sorg og Glæde og ikke gjorde Forskel paa nogen af dem, der vilde slutte sig til Samfundet, men var lige glad ved den rige og den fattige, den fornemme og den ringe. 

En Kirkegænger, der i mange Aar har haft reserveret Plads i en Kirke

(Morgenbladet (København) 7. september 1885).

De aflåselige og ofte nummererede kirkestole kan stadig ses i københavnske kirker som fx Frelserkirke på Christianshavn, Holmens Kirke og - som her - Trinitatis Kirke. Her er låsen dog blevet fjernet. Foto Erik Nicolaisen Høy, Kbhbilleder (2021).