Ernst Ahlgren:
Penge.
Oversat af Sofie Horten.
(Andr. Schous Forlag)
Ernst Ahlgren er et Pseudonym. Forfatterindens virkelige Navn er Fru Benediktsson. Hun gaar ind i Rækken af den unge Skare, der med August Strindberg som polemisk Banebryder. Fra Anna Charlotte Edgren som den strængest objektive Skildrer, har ført moderne Ideer og ny Fremgangsmaade ind i Sverigs Literatur. Langt ringere vel end denne sidste følger Ernst Ahlgren nærmest hende i det: at fremstille virkelighedstro, med Udelukkelse af direkte udtrykt Tendens, det sete, saaledes at Samfunds- eller Livsskildringen i sig selv indebærer Kritiken. Hun debuterede, Fru Benedictsson, med Fortællingen om "en Realist"s Levnet; det var en skarp Revselse af dem, der med store Ord træder op som sociale Reformatorer, medens deres egen Personlighed og Vandel staar i skarp Modstrid lmod de Idealer, de holder frem. Angrebet havde sin visse Berettigelse, men kunde naturligvis være vildledende til den Tro, at det var selve Realismen, den moderne Livsanskuelse i Almindelighed, som blev lagt for Dadel. Langt mere turde Bogen vel imidlertid tyde paa sin Forfatterindes strænge Samvittighedsfuldhed og Trang til hensynsløs Sandhedssøgen.
Disse Egenskaber gør sig ogsaa gældende i den foreliggende Bog. Ved naturtro at fortælle et Menneskelivs Historie rammer den et af de bestaaende Samfundsforholds svageste Punkter: Handelen med Menneskeliv for Penge. Det er en ung Piges Skæbne, her skildres. Selma Berg hedder hun, og moderløs som hun fra Lille har været er hendes Udvikling forskellig fra sædvanlig Dameopdrætning. Skilt fra Faderen er hun efter tilendebragt Skole i en Pension kommet til Huse i en Præstegaard hos Onklen og Tanten, og her fører hun saa temmelig sit eget Frihaandsliv. Hun sværmer for Malerkunsten, og hendes Hu staar til at blive en af dens Dyrkere. Vi ser hende opsøge en stakkels Købmandsbodsvend med kunstneriske Interesser, indestængt under den moderlige Tvang bag Disk og Tønder, for at faa se Billeder af hans Onkel, der har været en betydelig Maler. Hun rykker frem med sit Ønske til Plejeforældrene, men møder naturligvis Hindringer i filistrøs Sky for det usædvanlige i et saadant Skridt. Og selv har hun jo intet, ingen Penge, hvormed hun vilde kunne komme nogen Vegne. Saaledes maa hendes Ærgærrighed sygne hen indenfor Præstegaardens Mure. Da dumper der pludselig et Frieri ind ad Døren. Det er den halvhundredaarige, hovedrige Godsejer Kristensen, hvis Lidenskab er bleven vakt for det friske, kække Pigebarn. Hun er kun seksten Aar, og hendes Tanker om Ægteskabet gaar ikke længere end til Brudeskamlen: hvad et Samliv med en Mand vil sige, aner hun ikke. Men det Perspektiv, hendes Plejefader Præsten lader hende skimte af et Liv i Rigdom og ostentativ Elegance - og maaske med Lejlighed til Dyrkelse at Kunsten - frister hende stærkt nok til liden synderlig Modstand at give den lystne Faun sit Legeme i Vold. Først efter Brylluppet føler hun Modbydelighed og begynder at ræsonnere over, hvad der gør et Ægteskab lykkeligt? Da føler hun, at hun har solgt sig eller rettere er bleven solgt og er en fremmed i sin Mands Hjem. Men da har hun ikke mere noget andet og maa blive. Saa gælder det blot at bevare Skinnet: "Det naive Barn er forsvundet, Ærligheden borte og i deres Sted stod Selvopholdelsesdrift og Forstillelse - nu var Kvinden færdig."
Den unge Frue optræder i Selskabslivet med opsigtvækkende Ekstravagance og fordriver i øvrigt Tiden med ihærdige Rideture. Saadan søger hun at udfylde sit luksuriske, men saa uendelig tomme og ensformige Liv, af hvilket hun blot ønsker al blive vakt ved et eller andet usædvanligt. Noget sligt sker ved, al Faderen pludselig bliver meget syg. saa hun maa tage hjem; her træffer hun sammen med sin Fætter, Lægen Richard Berg, der har været forelsket i hende i fordums Dage, men som nu er forlovet med en ung smuk Pige, over hvis Mangel paa Forstaaelse af hans Ideer han dog beklager sig. Thi Richard er fordomsløs og fritænkerisk, og hun kan ikke frigøre sig for Konveniensmoralen. Under Faderens sygdom, som trækker længe ud, lærer Selma og Fætteren hinanden nøjere at kende og kommer efterhaanden i stærkere indbyrdes Rapport, navnlig da Richard efter sit Giftermaal ret føler det utilfredsstillende i sin lille Dukkekones aandelige Snæverhed. Godsejerfruens og Lægens Forstaaelse vokser til gensidig Kærlighed, og nu føler hun først ret, hvad hun er gaaet tabt af for Penges Skyld. Han rejser. Men hun vil gøre Ende paa sit usædelige Forhold til en Mand, som er hende en Væmmelse; hun vil være uafhængig og ved eget Arbejde bryde sig en Bane i Verden. Saa kommer det da til et Opgør mellem Ægtefællerne. Ved et Aftensmaaltid kaster Selma paa én Gang sin Mand hans Adfærd i Ansigtet: først det, at han har røvet hende til Hustru i saa ung en Alder, at hverken hendes Formynder, eller hun selv kunde vide, om hun havde i noget Sjæleægteskab med den Mand, som friede til hende. Hvor kan Loven tilstede saadant? "Hvad syntes Du, at jeg var, da vi giftede os? Et stakkels Barn, som hverken kendte Menneskene i eller sig selv, som ikke vidste, hvad hun gik ind til, og som gærne kunde holde af hele Verden, fordi hun saa paa alt med samme naive Ukyndighed. Sig, syntes Du aldrig, at det var Synd, I gjorde imod mig?" Hun anklager i bittre Ord den Moral, som tillader Manden alt. Kvinden intet; den Lov, som gør en umyndig Kvindes Gældsbevis ugyldigt, men tilsteder hende at bortskænke hele sin Fremtid, som om Personen ikke var mere end Pengene. Hun har skammet sig blodig over sit Ægteskab - men hun har maattet tie, thi han havde betalt. Manden har kun spidsborgerlige Indvendinger til alt dette; han forstaar i Grunden ikke stort deraf, for hun siger, at nu vil hun tage fra ham og forførge sig selv. Da viser han hende Udsigten til Fattigdom og Nød, naar hun staar ene uden Kendskab og Vane til Arbejde - og hun staar atter over for det usalige Pengespørgsmaal. Hun maa blive en Stund endnu. Men hun skriver til sin Fætter om at skaffe hende en Plads paa et Gymnastikinstitut nede i Tyskland. "Og hele hendes Væsen gennemstrømmendes af den ungdomskrastige Egoisme, som raåber: "Plads, jeg vil leve!"
Der ligger en sikkert fangende og sart forstaaende Opfattelse bag Skildringer af den unge Kvindes Sjæleliv. Man faar et klart Indblik i det sekstenaarige Pigebarns Karakter og tankesæt - med bl. a. den paradoksale Tro, som i er hendes Religion: Jeg tror ikke paa Gud, derfor vil han straffe mig. Fint og træffende motiveres hendes Indvilligelse i Egteskabet dels ved Omgivelsernes Pengedyrkelse, dels ved hendes egen Uforstand paa, hvad det egenlig gælder, og hendes séen alt i at kunne hæve sin Tarvelighed glimrende op over dem, der var tilbøjelige at se ned paa hende.
Bogen er et Stykke Liv. som sanddru fortalt af en Kvinde selv - haardt angriber den Nedværdigelse, i hvilken bestaaende Samfundsforhold holder Kvinden, ved at spærre hende Vejen til Selvstændighed og gøre hende afhængig af Mændenes Penge.
C. E.
(Social-Demokraten 25. oktober 1885)
Literaturføljeton.
Ernst Ahlgren.
Rundt om i alle Landes Literaturer spiller Kvinden nu en fremtrædende Rolle, et af de mange Forvarsler om, at hendes Indflydelse i Samsundet stadig er i Stigning. Fru Gyllembourg, i hvis Sjæl der dog - ligesom hos Oldemoder i "Leonarda" - gik Dønninger fra den store franske Revolution, gjemte sig bly og angst, naar Verden vilde løste Sløret for Hverdagshistoriernes berømte Forfatter. "Jeg har" - hedder det i hendes fine og elskværdige literære Testamente til Sønnen - "med Ret eller Uret tænkt, at jeg havde krænket eller fornærmet den kvindelige Beskedenhed ved at vove mig ud paa en Forfatters mandige Bane. En ubeskrivelig undseelse, næsten en Skræk greb mig, naar jeg ret betænkte, at jeg, som ikke blot var et Fruentimmer, men vistnok en af de frygtsomste og svageste af mit Kjøn, var fremstaaet for Publikum som Digter og var af adskillige anset som saadan." Det er næsten med et Suk, at Fru Gyllembourg afgiver denne Tilstaaelse om ikke i et og alt at have været en "sand Kvinde", saaledes som i alt Fald hendes Samtid opfattede en saadan, men hendes Kjøn har dog for længe siden tilgivet hende disse ukvindelige Tilbøjeligheder til al ombytte Naal og Traad med Bog og Pen, og Aar for Aar har den ene af hendes Søstre efter den anden vovet sig ud paa den "mandige Bane". Det er jo ogsaa en nordisk Forfatterinde, der i vore Dage har kaldet sit Kjøn til Kamp mod Mændenes gamle Fordringer til "sande Kvinder", ligesom Bjørnson strax fik talrige Efterlignere, saasnart han havde ladet en Kvinde slynge sin "Handske" i Øjnene paa den gængse mandlige Moral. Behøver vi endnu at nævne en Nutids Kvindetype som Hostrups Eva eller at minde om, hvorledes Henrik Ibsen og Fru Edgren begge har skrevet som fælles Feltraab paa deres Fane: Kvinden og Arbejderen!
Men tilhører altsaa Fremtiden Kvinden, kalder vi hende allerede nu ud fra Hjemmets Skjød til Deltagelse i Dagens alvorlige Kamp - selv den politiske, fordi det gjælder vor statsborgerlige Frihed og vor Ære som Folk -- saa har det ogsaa dobbelt Interesse at høre hende selv tale, om sit eget Liv, om sine egne Følelser, Krav og Forhaabninger. Lad os lytte efter i Tide, hvad hun vil og ønsker; lære, hvad hun kan og evner; og fremfor alt se os selv i det Spejl, hun holder op for vort Ansigt. Nu da Kvinden baade kan tale og fortælle frit ud, kan endelig Manden faa at vide, hvad hun mener og tænker om ham. Han har saa ofte haft Ordet om hende. Nu er Turen kommet til den anden Part. Samlivet imellem Mand og Kvinde lider endnu af saa mange Brøst, at der er Arbejde nok at giøre for dem begge.
Et saadant Indlæg fra kvindelig Side er den Fortælling af Ernst Ahlgren, som ovenfor er nærmere omtalt. Til en Begyndelse derfor et Par Ord om den Rolle, som Kvinden for Øjeblikket spiller ogsaa i Sveriges Literatur. Ernst Ahlgrens Forfatterskab frembyder nemlig ogsaa i andre Henseender Interesse, hvorom strax nedenfor.
Sverige tæller nu næppe færre kvindelige Forfattere end Danmark, men af den halve Snes Navne, der enten har eller begynder at faa Klang i deres Hjemland, er næppe fler end tre endnu naaede til danske Øren. Og af disse tre er det maaske igjen kun Fru Edgrens, der er mer end en tom Lyd hos os. Skjønt den ny Udgave af vort "nordiske" Konversationslexikon næppe nok har sluttet Alfabetets første 4-5 Bogstaver, findes dog hverken Alfhild Agrell eller Ernst Ahlgren nævnede deri. De maa have deres Navnkundighed til gode til næste Gang. Saa vil de begge være der, og ikke mindst den sidste. Om de øvrige svenske Forfatterinder - Mathilda Roos, Amanda Kersstedt, Daniel Sten, Mathilda Kruse o. s. fr. - er det endnu til ingen Nytte at tale, naar man ved, hvor sejg den danske Læseverden er overfor baade Brødre og Søstre i Literaturen hinsides Sundet, og det har knap nok Interesse at oplyse om, hvorvidt disse Navne er de paagjældende Fruers og Frøkeners egne borgerlige eller kun deres selvtagne literære Benævnelser.
Fru Edgren er tilstrækkelig kjendt nu, og den Dag, vore Theatre gjør Alvor at at spille hendes, i saa høj Grad scenist virkningsfulde, bedste Arbejder, vil hendes Ry være grundfæstet. En anden Dag vil ogsaa Fru Agrells to Skuespil "Dönd" og "Räddad" gaa over en Scene herhjemme, og hendes novellistiske "Skildringer fra Land og By" vil finde baade deres Oversætter og deres Publikum. Foreløbig har vi Ernst Ahlgrens Bekjendtskab at gjøre. Endnu er det ikke vanskeligt at overkomme en Række Smaaskrifter, saakaldte "Studier": "Från Skåne", allerede for største Delen oversatte i danske Blade og Tidsskrifter, var hendes første Bog. Den større Fortælling "Penge" hendes anden inden Jul vil den være almindelig læst og paaskjønnet, og adstillige - ikke altid for os Danske lige smigrende - Paralleler vil være trukne mellem vore og Sveriges nyere kvindelige Forfattere.
Ernst Ahlgrens borgerlige Navn er Fru Victoria Benedictsson. Hun er ligesom Albert Bååth en Skaaning af Fødsel, og hendes Forfatterskab er som hans udpræget skaansk. Begge er ogsaa hyppige Gjæster i Kjøbenhavn. Der er mange Baand endnu, der knytter Skaane til Danmark. Begge betegner endvidere noget nyt, en særegen Afskygning i den moderne svenske Literatur. Bååth har brudt med den traditionelle svenske Lyrik og vil en Dag mødes med sit Fædrelands største Lyriker, Carl Snoilsky, der med mere og mere aabent Øre lytter til Tidens Pulsslag, og hvis nyeste Digtning med stedse inderligere Varme omsætter Folkets Sag, det store Demokratis Frihedsvært ikke mindre end Arbejderens Livskrav. Ernst Ahlgren paa sin Side skildrer ligeledes Folket i sin Hjembygd. Bååth og hun er Landets Indlæg i den - i Sverige som hos os - ellers overvejende Hovedstadsliteratur. Der er Kraft og Sundhed i dem begge. Den nyere danske Literatur kan lære af dem, skjønt de begge endnu kun staar ved Begyndelsen af deres Bane.
Ernst Ahlgren - som Fru Benedictsson vil vedblive at kalde sig, skjønt hun iøvrigt ikke længer overholder sin Pseudonymitet - er ogsaa et Friluftsbarn. Hun er Datter af en Landmand BruzeIius, er født og opvoxet paa Landet og har aldrig gaaet i nogen Skole, idet hendes kundskabsrige Moder selv læste med hende. Hun var allerede som ung en ivrig Rytterske og Støjteløberske, og dobbelt tungt ramte det hende derfor, da hun for et Aar tilbage blev kastet paa et - som det først tegnede til - haabløst Sygeleje. Et Stød med Knæet mod en Ladedør fængslede hende i Aarevis til Sengen, og kun havde alt sit fribaarne Mod og sin oprindelig lyse og lette Natur nødig for ikke at bukke under i stump Fortvivlelse En Bedring er dog nu indtraadt, og den høje, slanke Dame bevæger sig nu saa smidig og hurtig med sine to Krykker, at den Tid forhaabenlig ikke vil være fjærn, da hun kan kaste dem begge helt fra fig. Det hedder, at Familien - hun er gift med en Postmester i Hørby i det indre af Skaane - med en vis Rædsel saa hende betræde Forfatterbanen, men naar Lykkens Sol først er kommet op over Synskredsen, svinder Taagerne bu tig Bundet som den selv var til Sygelejet, uden literære Forbindelser, gjemt dybt nede i Provinserne, fjærnt fra Hovedstadens Presse og Publicister, havde hun ingen til at tale sin Sag og være kendes Mellemmænd hos Almenheden. Hendes to smaa Bøger har imidlertid talt for sig selv. Hun er nu en opgaaende Stjærne i stt Fædreland, og de hjemlige Kritikere har kappedes om at hædre hende. Selv er hun nu, i Følge Indbydelse fra en højsindet, bekjendt Dame og Forfatterinde i Stockholm, paa Vej til Hovedstaden, for ogsaa personlig at gjøre sin Indtrædelse i Samfundslivet og de literære Kredse.
En af det unge Sveriges Kritikere og Forfattere, Ola Hanson, ogsaa en Skaaning af Byrd, har nylig i "Aftonbladet" hilst sin Landsmandinde velkommen i Literaturen og varmt fremhævet, hvor nationalt og demokratisk, eller paa Dansk hvor hjemligt og folkeligt hendes Forfatterskab er. Etter en nærmere Redegjørelse for, hvor paalidelige og troværdige hendes Skildringer af skaansk Natur og skaansk Folkeliv er, ender Anmeldelsen med følgende Ord:
"Ernst Ahlgren er den friskeste Personlighed i vor nye Literatur. Det sunde og kraftige er det almene Grundtræk i hendes Digtning, nuanceret paa mange Maader. Hendes Satire er skærende og rammer altid Centrum, hendes Humor bredt smilende og solklart, hendes Sorg dyb og hendes Alvor imponerende. Et saadant Menneskes Tanker bliver helstøbte og gjennemsigtige, hendes Følelser rige og varme. Dybest og inderst ligger Livsmodet og Livsglæden. Glæden over at være til. Livsmodet, som rejser sig smukkere og stærkere for hvert nyt Slag.
"For Ernst Ahlgren ligger Skjønheden i det sunde, i fri og utvungen Natur; hun elsker "Sundhedens robuste Skjønhed". Hun vælger til digterisk Fremstilling med Forkjærlighed saadanne Personer, hos hvem Naturens egen Sundhed straaler tilbage, som f. Ex Almuetyperne i adskillige af de smaa Studier i "Från Skåne" samt forstandsskarpe, følelsesdybe og viljestærke Kvinder som i "Penge"
"Over selve Stilen hviler ligesom et Gjenskin fra hendes egen klare og friske Aand. Den er ren og skjær som nyfalden Sne, den har en Markblomsts simple Vakkerhed og noget af "Sundhedens robuste Skjønhed". Det er ikke mindst Fremstillingen, der har gjort "Penge" til et af vor nye Literaturs bedste Arbejder. Det er lykkedes Ernst Ahlgren for sin gedigne Virkelighedsskildring at finde en Form, der, paa samme Tid som den er sin Kunst, tillige er tilgængelig for alle. Og kun den Digter, der er naaet saa vidt, er i Ordets fuldeste og sandeste Mening demokratisk og national. Dette: at være en Literatur for de faa, er den nye svenske Literaturs saarbare Akilleshæl."
O. B.
(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).
Penge, Fortælling af Ernst Ahlgren. Oversat fra Svensk af Sofie Horten. (Andr. Schous forlag)
Enhver nogenlunde Øvet Læser - for ikke at tale om Læserinderne - af den foreliggende Fortælling vil hurtig være kommen paa det rene med at den skyldes en Kvinde. At dette ikke skal være sagt som en Dadel, er det vel ufornødent udtrykkelig al fremhæve. I vore Dage er Tallet paa de Kvinder, der i Henseende saavel til alvorligt og indtrængende Syn paa Livet og dets Fænomener som til kunstnerisk Opfattelse og Fremstillingsevne helt vel kan tage det op med deres virkelig dygtige Kaldsfæller af Mandkjøn, jo ikke ringe, og forfærdiges der end stadig adskillige Guvernanteromaner og andre kvindelige Husstidsprodukter af lignende Art, saa vil dog allerede Navne som f. Ex. H. Greville og A. Ch. Edgren have lært os, at det ikke længere gaar an uden videre at trække paa Skuldrene ad de "skrivende Damer". Hvad der strax røber "Ernst Ahlgren"s Kjøn, er da ingenlunde Mangler som den, der saa ofte klæber ved de kvindelige Smaatalenters Frembringelser: det er visse Egenskaber i Maaden, hvorpaa de psykologiske Iagttagelser er giorte, særegne Finesser i Skildringen af Enkeltheder, som en Mand næppe vilde have kunnet sé saa grundig, i alt Fald ilke saa frisk og umiddelbart set paa. Særlig falder dette i Ojnene naar man staar over for Billedet af Selma, Bogens Hovedfigur.
"Penge" er en Ægteskabshistorie; Titlen er for saa vidt ikke rigtig heldig valgt, som det, at den unge Pige føres og lokkes til sit Giftermaal væsenlig derved, at hendes Bejler er en rig Mand, ikke har afgjørende Betydning for Udviklingen: heller ikke de andre Punkter i Bogen, hvor Pengespørgsmaalet er oppe, synes saa væsenlige, at man derved fristes til at kalde Gud Mammon Fortællingens Hovedperson.
Hvad det først og fremmest kommer an paa, er, at den næppe stort mere end sextenaarige Selma gifter sig med en Mand. som hun ikke elsker, og uden at vide, hvad et Ægteskab er; hun er opdragen til at skulle være en "sand Kvinde" og i den Art af Uvidenhed, som pjankede Mødre med en saa skæbnesvanger Standhastighed forvexler med Uskyldighed. Umiddelbart før hun giver den rige, halvgamle Godsejer sit Ja, har hun lidt en haard Skuffelse: Vejen til at udvikle sig, til at "blive til noget", har bornerte Mennesker spærret for hende. Halv ør af Smerte, paavirket ude fra, lokket af Udsigten til at komme i glimrende Kaar - Tanken om, at hun kan blive Ejerinde af en Ridehest og vække Misundelse ved sine kostbare Dragter, spiller her en ikke ubetydelig Rolle - tager hun mod Frierens Tilbud; noget Haab nærer hun da ogsaa om, at hun, naar hun først er bleven rigt gift, kan faa Lov at udvikle det Malertalent, hun tror at sidde inde med. Alt gaar da ogsaa tilsyneladende ret vel i den første Tid efter Giftermaalet med den godmodige Mand, der søger at opfylde alle en Hustrus Ønsker. Men den Tid maa jo dog komme, da den unge Kvinde vaagner delt til Bevidsthed om sit eget Væsen og sin egen Ret, og saa er Tragedien i Gang. Dens Opløsning hidføres derved, at Selma kommer til Klarhed over, at hun elsker og er elsket af en anden end sin Mand: fra dette Øjeblik er Samlivet med den blevet hende en Umulighed. Fortællingen er en Skæbnetragedie; men Brøden, der drager Hovedpersonens Ulykke efter sig, er ikke det enkelte Individs; det er Slægtsbrøden, Samfundets uhyre Skyld, der fremkalder Nemesis. Selma bliver ulykkelig paa Grund af fine Opdrageres og Omgivelsers nedarvede raa og stupide Opfattelse af Kvindelighedens og Kjærlighedens Væsen, bliver Offer for Samfundets respektfulde Forestilling om Ægteskabet som en Institution, der ikke blot legaliserer, men helliger et Samliv uden Kjærlighed.
Som man let vil se, er Motivet lige saa betydeligt som nærliggende, lige saa vanskeligt at behandle som fristende for en Nutidsforfatter. I "Penge" er det magtet med en Dygtighed, som indgyder Agtelse, med en for en begyndende Forfatter mærkelig Sikkerhed i Methoden og med sjælden Selvbeherskelse og Moderation. Forfatterinden har saa megen Agtelse for det vigtige Spørgsmaal, hun har taget for, at hun har sat alt Snerperi paa Døren; lige saa klart som hun opfatter Betydningen af den foreliggende Sags forskjellige Sider, lige saa uforbeholdent udtaler hun sig derom. Men lige saa langt er hun fra alt, hvad der paa nogen Maade kan regnes for unødvendig Udmaling af pinlige Situationer. Bogen er fra Ende til anden et Mønster paa Alvor og Kyskhed. Der findes ikke en Sætning i den, som kan støde en sund Natur; dette bør udtrykkelig fremhæves, netop fordi det er en Bog, man maa ønske læst af unge Kvinder, før de gifter sig. Maaske den kunde give en og anden af dem Anledning til at spørge sig for og tænke sig om.
Ogsaa paa andre Omraader viser Forf. den Sans for Moderation og fornuftig Økonomi, der hører til al god Tekniks Grundlag. Hovedpersonens Karakter er skildret som gjennemført Billede; Selma staar fast og plastisk som et Resultat ikke blot af digterisk Fantasi, men ogsaa af en Mængde fine og skarpe Iagttagelser, og paa flere Punkter tillige af en Viden, der vanskelig skulde kunne findes hos en Mand. Ogsaa de andre Forgrundsfigurer, .Ægtemanden og Fætteren, Richard, er udførlig skildrede; især staar den førstnævnte godt med al sin Skikkelighed, sin Halvdannelse og sin plumpe Forelskelse Flertallet af Fortællingens andre Skikkelser er derimod nærmest skitserede, og morsomt er det at sé, med hvor klog Bevidsthed Forfatterinden har regnet ud, hvor megen Farvefylde og Gjennemførthed hver enkelt af dem netop har godt af for at fylde sin Plads og gjøre sin rette Virkning. I samme Forhold som de nærmer sig Kompositionens Baggrund, har hun dæmpet dem af; hver af dem har her faaet, netop hvad der behøves for at stille den i det rette Forhold til Hovedfigurerne, lige fra den sølle lyriske Krambodsmand, der giver Forf. Lejlighed til at vise, hvor kostelig en "Backfisch" eller Tøs "mellem 12 og 17" Selma er til at begynde med, og til Selmas Fader, som man faar saa godt Rede paa, skjønt han ikke har faaet et eneste Penselstrøg ud over det højst nødvendige.
"Penge" er en Bog, som Forf. har Ære af baade som Kunstnerinde og som Menneske.
S: M.
(Morgenbladet (København) 25. oktober 1885).
Ernst Ahlgren begik selvmord i 1888, se indslaget her på bloggen.
