Gendarmerne i Aktion. (Efterskrift til Politivennen)

Gendarmvirksomhed. I Følge Holbæk A. Dagblad staar de der stationerede Gendarmer tidlig op og ligger flittig paa Landevejene Onsdag Morgen tidlig undersøgte de Rykro ved Holbæk og fandt nogle rejsende, der laa og sov. Gendarmerne vækkede dem og forlangte at se deres Papirer. " .. Vi er blot ude at handle og plejer ikke at føre Legitimationspapirer med os." - "Vil De saa klæde Dem paa og følge med til Holbæk." - Trods Modforestillinger maatte de handlende staa op og følge med Gendarmerne til Holbæk Raadhus. Paa Vejen dertil mødte Gendarmerne en velklædt Herre, som dog fik Lov til at passere, da han havde meddelt, hvem han var, og hvor han vilde hen. 

En ældre Mand blev ligeledes forleden anholdt paa Vejen til Kalundborg; hans Papirer var i Orden, men der var efter Gendarmernes Mening noget mistænkeligt ved hans Udseende, hvorfor de tog ham med sig. idet de lovede ham Erstatning, dersom hans Anholdelse viste sig ugrundet - Der blev i alt anholdt 5 Personer i Onsdags.

(Morgenbladet (København) 4. december 1885).

Gendarmerne i København.

I Forgaars Aftes henvendte et Par Gendarmer sig hos en herværende større Restavratør og forlangte Drikkevarer. Rcstavratøren erklærede, at han skænkede ikke for saadanne Folk og viste dem ud af Lokalet.

* * *

Følgende lille Træk er vel ikke af Betydning, men det vidner dog om de Følelser, hvormed Befolkningen, gamle og unge, betragter Gendarmerne: I Aftes mødte et Par Drenge en Gendarm, der kom drivende ned ad Nørregade. Hr. Gendarm, raabte de, der gaar en Mand henne ved Boulevarden og synger: Ned med Estrup! - hvor? Hvor? raabte Gendarmen greben af Embedsiver og begyndte et Løb ned ad Gaden; men næppe var han kommen saa langt bort, at han maatte anses for ufarlig, før Drengene råbte et "Aprilsnar!" efter ham. Der var ingen syngende Mand, men kun en narret Gendarm.

* * *

I Forgaars Efterm. henad Kl. 5 gik Undertegnede i Østerfarimagsgade, idet jeg havde et Ærinde i Zinnsgade. Da jeg ikke vidste, hvor denne Gade laa, henvendte jeg mig med Spørgsmaal derom til en Gendarm, der spaserede alene paa Gaden. Efter at have luret lidt paa Spørgsmaalet, sagde han: "Tror De, jeg er sindssvag?" - "Nej, det tror jeg ikke", svarede jeg, "jeg spurgte Dem blot om, hvor Zinnsgade var" Han bemærkede da, at der ikke fandtes nogen Gade af dette Navn og opfordrede mig til at følge med paa Stationen, idet han samtidig greb mig i Armen. Jeg stødte hans Haand bort og tilbød at følge frivillig med. Da vi naaede Østerbro, mødte vi en Politibetjent, hvem jeg bad om at hjælpe mig ud af den Forlegenhed, hvori jeg befandt mig, idet jeg forklarede ham sagens sammenhæng. Betjenten oplyste da Gendarmen om, at der virkelig var en Gade, der hed Zinnsgade, og betydede ham, at det ikke kunde nytte noget, at han tog mig med paa Stationen for den sags skyld, hvilket Gendarmen slukøret maatte indrømme. Forhaabenlig er det nu gaaet op for ham, at der er Forskel paa "Zinnsgade" og "sindssvag". 

P. Tønder.

* * *

Hr. Redaktør! Maa det være mig tilladt gennem Deres ærede Blad at fremdrage følgende Bidrag til Belysning af den Maade, hvorpaa Gendarmerne optræder overfor sagesløse Personer.

Da jeg har Bopæl paa Amager og for Tiden i Lighed med saa mange andre er arbejdsløs, foretog jeg i Tirsdags Eftermiddage en Spaseretur over Amagerfælled. Paa denne Tur blev jeg opmærksom paa tre ridende Gendarmer, der kom hen imod mig. Jeg anede dog ikke at deres Ridt gjaldt min Person, før jeg pludselig blev tiltalt af Troppens Fører, der spurgte mig, hvad Ærinde jeg havde, hvilket Spørgsmaal jeg besvarede i Overensstemmelse med ovenstaaende. Han befalede mig derpaa at følge med, hvorefter jeg af den ridende Eskorte blev ført langs Stranden til Lejren paa Amager. Udenfor Lejren blev der gjort Holdt, og medens Anføreren red ind i Lejren maatte jeg ligesom en Arrestant opholde mig mellem de to tilbageværende Gendarmer. Ved Anførerens Tilbagekomst blev jeg under samme Følgeskab ført til Politistationen paa Kristianshavn, hvorfra jeg efter Assistentens Ordre af Gendarmerne blev transporteret til Amager Birks Kontor i Prinsessegade. Her maatte jeg i omtrent tre Kvarter vente paa Birkedommerens Ankomst, og under dette Ophold blev jeg af en af de tilstedeværende Politibetjente betegnet som "Arrestanten". Efter at Birkedommeren havde havt en samtale for lukkede Døre med Gendarmføreren, blev denne beordret til at transportere mig til Politistationen paa Amager. Her anstillede Assistent Walther et Forhør over mig, som gik ud paa at saa at vide, hvor vidt jeg var i Besiddelse af Skydevaaben. Hr. Walther var imidlertid ikke tilfreds med min Benægtelse i saa Henseende, idet han lod en Betjent følge mig til min Bopæl for at erkyndige sig om, hvor vidt jeg havde Skydevaaben hjemme, og først da Betjenten havde faaet Vished for, at der ingen saadanne fandtes, blev jeg endelig fri for videre Politiforfølgelse. 

I Henhold til ovenstaaende vil det være indlysende, at den Fremgangsmaade, der er bleven brugt overfor mig, saa vel af Gendarmerne som af Politiet, var aldeles ubeføjet, idet jeg ikke havde foretaget det ringeste, der kunde give Anledning dertil. Jeg har tilladt mig at fremdrage det passerede for Offenligheden, om dels fordi det synes, som man af Frygt for det provisoriske Gendarmerikorps nu ikke mere ler færdes udenfor Byen, uden at blive betragtet og behandlet som en Forbryder, og dels fordi en Transport genne Byens Gader som den, jeg har været underkastet, let kan give Folk Anledning til at tro, at man virkelig har begaaet en eller anden Forbrydelse, hvilket er dobbelt uhyggeligt, naar man, som jeg, paa en saadan Tur møder flere af sine Bekendte.

F. Skov,

Kirkevej 10, Amager.

Hobro gendarmeristation antrådt til aktion marts 1890. Af Forsvarets arkiver/Forsvaret. Licens: Materialet er fri af ophavsret Hentet fra Lex.dk.

Gendarmerne i Provinserne.

I "Kolding Folkeblad" for i Tirsdags læses følgende 

Bekendtgørelse

fra

Politiet.

Da det efter de sidste 8 Dages Erfaring maa anses nødvendigt at træffe ekstraordinære Foranstaltninger til Overholdelse af Fred og Orden, advares herved alle og enhver mod at deltage i noget Opløb eller nogen Sammenstimlen paa Gaderne, ligesom enhver usømmelig eller fornærmelig Adfærd mod de her stationerede Gendarmer, der kommer til Politiets Kundskab, vil blive paatalt og strængt straffet. Forældre og Mestre opfordres til at holde deres Børn og Læredrenge fra Gaderne om Aftenen.

Kolding Politikammer den 14. December 1885. Schjørring.

Det maa, som man ser, omtrent være en "lille Belejringstilstand", som Gendarmernes Nærværelse i Kolding har foranlediget; men de optræder nok ogsaa med stor Ivrighed i denne By, at dømme efter den stedlige Presse. Man ser dem hyppigt marschere omkring i Gaderne i Patrouiller og med Karabin i Armen. Det er jo ganske vist en temmelig uskyldig Fornøjelse, men Borgerne ønsker dog helst, at de henlagde deres Spadsereture til en lukket Plads, thi Bønderne har nu engang faaet Aversion imod disse Patrouiller, og holder sig for en stor Del borte fra Byen af den Grund. Noget saadant kan Byens Handlende naturligvis ikke være tjent med, og det er derfor ikke saa underligt, at de ser skævt til den nye Indkvartering.

Noget positivt Udbytte har Koldings Gendarmer hidtil ikke havt af deres Virksomhed; det skulde da være, at de forleden ved en Udflugt i Omegnen fangede en beruset Mand og bragte ham i Triumf ind til Byens Raadhus. Det er forøvrigt ikke blot i Kolding, at Gendarmernes Nærværelse vækker Uvilje. Rundt omkring fra de Byer, hvor de er stationerede, lyder der Klager over dem.

I Aarhus siges det, at de er slet instruerede. Patrouillerne marscherer omkring paa Gangstierne i Stedet for at gaa ud paa Vejen. Deres Holdning og hele Adfærd er ikke synderlig militærisk; de driver afsted som en løs Flok, uagtet de er taklede til baade med Sabel og Karabin.

En Gendarm i denne By, der forleden drak sig fuld og slog en Mand tre Gange til Jorden samt forfulgte en Del Mennesker med Vaaben i Haand, er som Straf herfor bleven - sendt til Kolding.

Svendborg er der bleven meget livligt, siden Gendarmerne er kommen der til Byen. De har særlig deres Opmærksomhed henvendt paa den tekniske Skole, udenfor hvis Bygning de giver Møde lidt før Skoletiden begynder  og ender. De er paa den Maade kommen til at staa paa Krigsfod med Eleverne og foretager nu og da et lille Indhug iblandt dem.

Noget mere galante optræder Gendarmerne i Skive. Her hændte det forleden Aften lidt efter Kl. 10, at en ung Dame, der gik paa Gaden, pludselig fik et Par funklende Øjne lige ind i Ansigtet og hørte en Stemme lige de indsmigrende Ord: "God Aften, lille Jomfru!" Hun traadte forbavset et skridt tilbage og saa - en Gendarm.

Fra Holbæk meddeles det, at de Gendarmer, der patrouillerer i Byens Omegn, har noget vanskeligt ved at finde Vej. - Forleden sendtes nogle stykker ud for at overvære Læge Christoffersens Foredrag i Merløse. De mødte paa hele Vejen en saa velvillig Imødekommenhed, naar de spurgte om Vej, at de sluttelig, efter at have marscheret mange og lange Omveje, ud paa Aftenen havnede i Elverdam. I Merløse saa man ingen Gendarm den Dag. 

En anden Patrouille, som var bleven sendt til Grønnebjerg, mødte en Mand, som de spurgte om Vej. Manden svarede, at Patrouillen gjorde bedst i at henvende sig til Præsten, som var sognets Vejviser. Andet Svar var det ikke muligt at faa af ham.

Omegnen af Ringkøbing er bleven velsignet med Gendarmer, som truer Befolkningen. I Lørdags kom der saaledes en ubereden Patrouille ind til Gaardejer Chr. Hammelsvang i Øster-Roe, og en af Gendarmerne spurgte, om de kunde spise Frokost der. Da Hammelsvang nægtede dette og henviste Gendarmerne til at spise udenfor, bemærkede den Spørgende: "De kan stole paa, vi skal nok have Dem i venlig Erindring!" - Det fortælles for øvrigt, at Gendarmerne hyppigt forlader de regulære Veje og efter Forgodtbefindende skyder Genvej over Folks Ejendomme. 

En anden Gendarmpatrouille i Ringkøbingegnen var ogsaa kommen til Landsbyen Noe, hvor den optraadte med en ligefrem forbavsende Vigtighed. En af Provisoriets blaa Livgarde aflagde nemlig Lærer Madsen, et Besøg i Skolen og spurgte ham, "om han havde sine Papirer i Orden?" Da Madsen svarede: "Jo. det tror jeg nok", forlod Gendarmen ham med den Bemærkning: "Ja, saa behøver jeg vel ikke noget Bevis". Medens den ene Gendarm gæstede Lærer Madsen; var ikke mindre end 5 af hans Kammerater, hørende til samme Patrouille, trængte ind til en gammel, fattig Kone, der bor i en lille Hytte ved Siden af Skolen, og underkastede hende et Forhør om, hvad hun levede af. Den Gamle oplyste Gendarmerne om, at hun fortjente sit tarvelige Udkomme ved at karte, spinde og strikke for Folk, og med disse Oplysninger maatte nok de brave blaa Ordenshaandhævere være tilfreds, saa der denne Gang ikke timedes hende noget Ondt.

Det hovedindtryk, man faar af alle de forskellige Meddelelse, fra Provinserne om Gendarmernes Virksomhed, kan sammenfattes i: at de gør mere Skade end Gavn, at de har gjort sig meget ilde lidt overalt, hvor de har vist sig, og at de Millioner, som de koster, er saa godt som smidt i Rendestenen.

(Social-Demokraten 17. december 1885).

Gendarmerne i Kolding. (Kold. Folkeblad). Siden en Gendarm forrige Søndag Aften trak blank overkor en fredelig Samling Mennesker, har man kun set lidt til dem paa Gaderne om Aftenen, og alt har været saa stille og fredeligt som i en jydsk Hedelandsdy. Søndag Aften kom med prægtigt Maaneskin, Juleudstillingerne i den mest straalende og sorioreriik« Belysning og saa mange spaserende paa Gaden, at det maatte fylde enhver Kjøbmands Hjærte med Fryd; der syntes jo at være Udsigt til, at der dog skulde komme en rigtig god Aften for dem, før Julen kommer og lader alt det usolgte pakkes ind igjen. Men hurtig vexlede Scenen. Den, der mellem Kl. 8 og 10 gik uden for sin Dør i den Tro, at han som sædvanlig gik ud i en By, hvis Brosten han har Ret til at betræde, fik et Syn at se, som sent eller aldrig vil glemmes. Gaaende og ridende Gendarmpatruljer bevægede sig uophørlig rundt paa Torvet med Vendinger ind i de tilstødende Hovedgader, og uafbrudte Kommandoord om at stylte sig, om at passere Gaden, lød. Det var et ejendommeligt, et uhyggeligt Skue. Alle Vinduer var fyldte med Tilskuere, rundt om paa Gaderne og Torvet trykkede Folk sig sammen og saa' - lad os sige med "Forbavselse" - paa deres Bys ny Udseende. Der var fra Folks Side tavst og stille som i en Grav; man hørte kun de klaprende Hovslag fra den ridende Patrulje, der var i evig Bevægelse. Fodslagene fra den gaaende og af og til Hvin fra forskrækkede Damer, naar en Rytterpatrulje vendte i de snævre Gader eller kom ridende med Hestene lige op til Fortovsfliserne, eller Kommandoordene; Væk der! giv Plads der! Det var forbi med Handelen for den Aften, en fredelig, virksom og hidtil lykkelig Bys Fysiognomi var pludselig forandret. Provisoriets Legemliggørelse havde lagt sin tunge Haand paa den. Byens Borgere maa i deres Erindring gaa tilbage til 1864 for at mindes en Aften, der saaledes præger sig i Hukommelsen som denne. Omtrent Kl. 10 1/4 red endelig Patruljen bort fra Torvet ad Nygade og lagde nok Vejen til Søndergade; Ritmesteren forlod kort forinden Torvet ad Østergade, og dermed var Torvet ogsaa tomt. Hvad Grunden var til alt dette, ved vi ikke; det hed sig, at tidligere paa Aftenen havde nogle Drenge gaaet efter en gaaende Patrulje, og der blev da truffet disse overordenlige Foranstaltninger. Hvorledes det hele forholder sig til den provisoriske Lov om Gendarmer, hvorefter disse kun optræder efter den stedlige Øvrigheds Rekvisition, - ja, det ved vi ikke. Véd ingen det?

(Morgenbladet (København) 24. december 1885).

Tjenestetyendet i Lyngby og Provisorierne. (Efterskrift til Politivennen)

Som vi meddelte i vort Søndagsnumer, havde Tjenestetyende-foreningen "Enighed" i København indbudt til et Møde i Søndags Eftermiddags Kl. 4 paa "Lottenborg" i Lyngby for at drøfte Tjenestetyendets Stilling i Samfundet. Dette Møde havde, som allerede omtalt, sat en voldsom Skræk i Blodet paa de stedlige Provisorister, der med den gesvindte Carl Herdal i Spidsen søgte al lægge alle mulige Hindringer i Vejen for Mødets Afholdelse. De ulykkelige Beboere og særlig de Næringsdrivende lever under et stærkt Pres, hvilket giver sig tilkende ved enhver Lejlighed, hvor der blot haves den ringeste Mistanke om, at Nogen vil driste sig til at knibe udenfor Formynderskabet. Vi mindes saaledes, at for nogen Tid siden en Handlende blev tvungen til at opgive Salget af de københavnske Oppositionsblade, og han ellers vilde blive boycottet af alle de "lovlydige" Lyngby-Folk. Og nu i Anledning af dette Møde gik det lige saa. Ikke en af alle Restauratørerne eller Kroværterne turde leje deres Lokale ud til Mødet; selv Værten paa "Lottenborg" maatte i sidste Øjeblik bøje sig for Trykket og telegrafere til Tyendeforeningens Formand, at Lokalet ikke kunde faas "paa Grund af indtrufne Omstændigheder", skønt han i Forvejen havde lejet Foreningen det. Mødet blev derfor aflyst, da det var umuligt at opdrive selv det tarveligste Lokale i Byen. "Avisen" fortæller i Gaar, at der ikke blev noget af Mødet, fordi der ingen var mødt, men denne Fortælling er der naturligvis ikke et sandt Ord i. Værten paa Lottenborg (Højremand) erklærede udtrykkelig til vor Referent, at der noget før den Tid, der var fastsat til Mødets Begyndelse havde været mange af Omegnens Tjenestetyende for at deltage i det, men at de var gaaede igen, da de saa et Opslag paa Døren om, at Mødet var aflyst, hvilket Værten havde været saa forsynlig at klaske op. En stor Del af Foreningens Medlemmer ankom fra København til Mødestedet til den bestemte Tid - til ingen Nytte naturligvis. Naa, Tyendet faar at trøste sig med, at det skal være galt før det kan blive godt. Foreningen har Ret til at føle sig smigret over den Opmærksomhed, det kan vække, at dens Medlemmer vil sammenkalde Standsfæller til at drøfte deres fælles Stilling i Samfundet, og at de kan foraarsage, at den gode og loyale By Lyngby paa en Maade bliver erklæret i Belejringstilstand af Frygt for nogle fredelige Mennesker. Carl Herdahl, den ledende Aand derude for alle Provisorister, erklærede i en Samtale, han havde med Foreningens Formand, at Grunden til, at der var saa mange Højremænd i Byen og saa lidt Stemning for Fremskridt, laa i Uvidenhed. Han vilde nemlig gøre det indlysende for Formanden, at det ikke kunde nytte at forsøge paa at udrette noget i Lyngby og beviste det ved følgende her ordret gengivne Udtalelser: "De maa erindre, at Størstedelen af Lyngbykredsens Beboere er uvidende Folk". - Vi slutter os til Herdahl, der kan ingen Tvivl være om, at han har Ret i denne Henseende, han er jo en Avtoritet der paa Pladsen.

Politibetjentene fulgte de københavnske Deltagere som Skygger, indtil de var vel udenfor Lyngby Grænser.

(Social-Demokraten 11. december 1885).

Lottenborg lå på det sted hvor en ledvogter boede (vangemanden). Det blev kaldt ”Hop-ind”. I 1789 blev ”Hop-ind” omdøbt til Lottenborg. I 1800-tallet blev det et populært udflugts- og traktørsted.

Lars Peter f. Petersen Elfelt (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Bogtrykker Herdahl. 1912. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret

Højremanden Carl Herdahl havde før været i klinch med socialisterne. Den 6. januar 1872 var Geleff og Harald Brix på Lottenborg til et møde hvor der mødte 500 personer op i lokalet, mens andre hundreder måtte stå udenfor. Han forsøgte at forstyrre mødet, men han blev pebet ud. Senere var det et møde med Carl Würtz i "Hold'an" som Herdahl forsøgte at sabotere. Denne gang lykkedes det og politiet greb ind. I hele Estrup-perioden var Herdahl en af socialdemokraternes argeste modstandere i Lyngby, og trusler mod hotelværter til at udleje lokaler lykkedes langt hen af vejen. Socialdemokraterne måtte i stedet leje lokaler i Jægersborg, Skovshoved, Gentofte og sågar i en hestestald og under åben himmel. Dog uden at det havde indflydelse på fremmødet.

Gendarmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Herinde, hvor vi har nydt det første Syn af de lyseblaa Uniformer, kan det ikke siges, at de har gjort et Indtryk af overvældende Alvor. Naar en Trup paa fire Mand og en Gefrejder passerer en Gade, halvt promenerende civilt, halvt marcherende militært, følger alle Gadens Øjne dem paa en Maade, der ikke fortrinsvis ligner Respekt. Folk vender sig og sir efter dem, som de sir efter alt, hvad der er lidt aparte. Men det var ikke Meningen. Efter Indledningen til Gendarmprovisoriet af 27de Oktober skulde disse blaa Mænd vidne om, at Staten er i Fare, idet der gjøres "vitterligt: at da det under de stedfindende Forhold kan ventes, at der af de civile Myndigheder vil blive stillet Fordringer om militær Bistand i større Omfang, end Hærens Tarv og Hensynet til de værnepligtiges Uddannelse taaler, have Vi fundet paatrængende nødvendigt at oprette" osv. Paa alle Spørgsmaal om, hvilket paatrængende nødvendigt Tilfælde der var for at bekoste disse Uniformer og leje Folk til at stikke i dem, har det været vanskeligt at faa et ordenligt Svar. Der er talt om, at Gendarmerne skulde hjælpe Kjøbenhavns Politi, som havde ondt ved at overkomme den udstrakte Tjeneste, og for Landets Vedkommende er der sagt, at Landpolitiet længe har været mangelfuldt, men den Slags Svar gjælder ikke. Selv Højremænd forstaar. at man ikke gjør saa extraordinære Anstalter for en saa ordinær Ting som at forøge Politistyrken, og Politiet forstaar allermindst, at Gendarmer skal udrustes og lønnes flottere end Politiet selv for kun at gjøre almindelig Polititjeneste.

Ude i Landet begriber man endnu daarligere Nytten af det Nellemann-Bahnsonske Korps. Man er der vant til at hjælpe sig fredelig saa godt som uden Politi; først efter at Herredsfogderne har begyndt at stille ved Møderne med deres Par Politibetjente eller Vægtere fra nærmene Kjøbstad, er der hist og her blevet lidt Røie, som Politi kunde bruges til. Saa snart Politiet vænnede sig til at blive hjemme fra politiske Lejligheder, vilde den offenlige Sikkerhed paa Landet næppe savne det.

At man derefter skulde længes stærkt efter Gendarmerne, var for meget at vente af Godmodigheden. Selv Højresindet i Kjøbstæderne lader til at være i Tvivl, om Gendarmerne e .enlig er en Lykke. Vi ser derved bort fra Højres Presse og faatallige Fanatikere. De maa pligtskyldig hejse Flaget, naar Gendarmerne rykker ind som en "paatrængende nødvendig" foranstaltning. Men Borgerne, som faar extra Udgift og Ulejlighed med Indkvarteringen, er ikke saa sikre paa, at Korpset egenlig er et Velsignelse. Deres Tvivl herom vil blive skærpet end yderligere, hvis det bliver almindeligt, hvad der meldes flere Steder fra, at Gendarmernes Nærværelse vil blive en Opfordring mere til Bønderne om ikke at komme til Bys.

Bortset fra, om Gendarmerne er en mere eller mindre ørkesløs, men derfor lige kostbar Indretning, kommer de i hvert Fald som en levende Paamindelse om, at Regeringen befinder sig i Krigstilstand med største Delen af Befolkningen. Gendarmerne vil bidrage deres til at liclde denne Situation klar De er Provisoriet i og de vil, selv om de aldrig faar mere at bestille, end de har haft til Dato, spare Oppositionens Talere og Blade mange Ord. En blaa Uniform i Sigte vil være bedre end den bedst skrevne Artikel, og hans Sabels Raslen paa Stenbroen vil mere indtrængende end en flunkende Tale holde Bevidstheden vaagen om den Regeringstilstand, hvorunder vi lever.

Fra flere Byer, f. Ex. Hjørring, udtales der imidlertid Bekymring for, at Bønderne ikke trænger til at blive paamindede om denne Tilstand, at de kjender den godt nok. Men en Kjøbstad uden Bønder til Bys er en sørgelig Ting, som hurtig bliver en Ruin. Allerede i længere Tid har der fra Byerne lydt bitre Klager over, at Gaderne er livløse og Butikerne øde. Den økonomiske Tilstand og Politiken har her samvirket. Tiderne er ikke til at give store Penge ud end højst nødvendigt, og den provisoriske Fanatisme, som endnu har Boder i mange Kjøbstæder, drager saa vist ikke Folk til Staden, naar de ellers ikke har Ærinde der. Det er derfor ganske naturligt, at forstandige Borgere kan nære Betænkelighed ved at saa plantet Gendarmer i Gaderne. Men de ved, hvem der har sendt disse Prydelser

(Morgenbladet (København) 29 november 1885).

Korpset var oprettet ved en provisorisk lov af 27. oktober 1885 for at "yde civile Myndigheder Understøttelse til Opretholdelse af den offentlige Sikkerhed, Ro og Orden samt til Haandhævelse af de bestående Love og Anordninger”. Det hørte under krigsministeriet og bestod af officerer og befalingsmænd fra de forskellige våben. De menige gendarmer blev hvervet for mindst et år og skulle være ugifte, sunde, ædruelige og ikke være over 35 år. De fik en årlig løn på 750 eller 650 kr. afhængigt af, om de var beredne eller uberedne. Den samlede styrke var på 429 til 658 mand. Der blev oprettet stationer over hele landet. 

Deres opgaver var af lettere politimæssig karakter: forkyndelse af tilsigelser og stævninger, opkrævning af bøder samt indsamling af oplysninger i anledning af forbrydelse. De anholdt tyveknægte, betlere og vagabonder og forsøgte at forebygge opløb og uordner. Selv om samarbejdet med de lokale med årene blev bedre, blev det aldrig helt godt, og marts 1894 blev korpset opløst i forbindelse med et politisk forlig der bragte provisorietiden til ophør. Mange gendarmer søgte i øvrigt ind til politiet og statsbanerne efter deres afsked.

Opdaget Barnemorderske. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at der i Bladene havde staaet en Meddelelse om, at der i et Vandhul i Nærheden af Nordre Fasanvej var fundet Liget af et ca. et halvt Aar gammelt Barn, indfandt der sig i Torsdags en Væver fra Ringsbjerg ved Tureby Station, som, efter at have taget de Klædningsstykker i Øjesyn, som Liget var iført, med Bestemthed genkendte disse at være dem, som et Barn, han havde havt i Pleje fra den 20. Juni til den 1. ds., havde været iført, da Moderen, en 19 Aar gammel, svensk Pige, afhentede Barnet. Pigen havde tjent hos en Bonde i Nærheden og havde fortalt, at hun vilde rejse hjem med Barnet til sine en Forældre i Sverig, og at hun havde [haabet] at en Fæstemand paa Halmtorvet, der havde bortfæstet hende til den Tjeneste, hun nu forlod, vilde hjælpe hende med de fornødne Rejsepenge. Pigen havde af sin Løn betalt ham de akkorderede Plejepenge. Om Faderen, en svensk Karl, havde Pigen fortalt, da hun en Dag kom hjem fra Helsingør, at han var kommen af Dage ved ulykkelig Hændelse. Efterat Politiet derefter havde faaet oplyst, at Pigen var bleven bortfæstet til Forvalteren paa Schelenborg i Fyen, afrejste samme Dags Aften to Politibetjente til Fyn og traf igaar Pigen i den opgivne Tjeneste. I Førstningen nægtede hun Alt, men da hun var iført ganske samme Slags Tøj som det fundne Barn, og dette blev foreholdt hende, afgav hun Tilstaaelse om at være Moder til Barnet og at have kastet Barnet i det ommeldte Vandhul. Hun havde stadig, navnlig efter at hun havde faaet at vide, at Barnets Fader var bleven slaaet ihjel af en Hest, havt til Hensigt at aflive Barnet, men havde ikke før nu kunnet finde Lejlighed dertil. Efter at hun den 1. ds. rar kommen til Frederiksberg Station, opsøgte hun strax et Sted, hvor hun kunde drukne Barnet, og gik i den Anledning over Sporet ved Stationen samt over nogle Marker, indtil hun kom til "en lille Sø", i hvilken hun kastede Barnet ud af al Magt, hvorefter hun strax forlod Stedet uden senere at vende sig om for at se, hvad der var blevet af Barnet. Hun er ikke af Nogen bleven tilskyndet til sin Gerning, men Motivet var, at hun ikke kunde forsørge Barnet og endnu mindre faa Tjeneste, naar hun førte det med sig.

(Social-Demokraten 22. november 1885).

Sogneraadsvalget i Taarnby Sogn paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Initiativet til at faa opstillet Kandidater, der med god Evne og Vilje ville varetage Kommunens Interesser, blev fornylig taget af Bestyrelsen for Sundbyernes Grundejerforening; men, som det i Almindelighed er Tilfældet her paa Øen, manglede vedkommende Ledere selv Evne til at foretage dette Skridt paa en for Vælgerne fyldestgørende Maade.

Det er som bekendt de højst beskattede Vælgere, der denne Gang have Ordet, og den ærede Bestyrelse mente derfor, at disse i Henhold til deres større Skatteevne burde bestemme, hvilke Kandidater, der burde opstilles.

Der er imidlertid 4 andre Foreninger i Sundbyerne, der ogsaa i deres Love have optaget Paragrafer, der forbyde at virke i kommunal og politisk Retning.

Efter at 2 af disse Foreningers Formænd havde underrettet Grundejerforeningens Bestyrelse herom, bleve samtlige Formænd for de respektive Foreninger naadigst tilkaldte til et Møde, som Grundejerforeningens Bestyrelse arrangerede.

Saaledes var jo alt vel; men desværre. Indbydelsen var kun et Slag i Luften.

Mødet aabnedes med en Kandidatliste, der absolut fastholdtes, uagtet Bestyrelsen ikke i nogen Maade saa sig i Stand til at motivere, hvorfor disse Kandidater vare opstillede; ej heller vilde man forhandle en anden Liste, der fra anden Side var opstillet.

Den ærede Grundejerforenings Bestyrelse har ved denne Optræden præciseret sit Standpunkt. "Vi alene vide, hvad der tjener til Sognets Vel", at højt beskattede Vælgere kunne alene finde de bedste Kræfter i Sognet og have alene Interesse af at besætte Pladserne i Raadet; I andre Smaaborgere i Sognet maa kønt holde eder hjemme og ikke have nogen Mening om Sager, der berøre fælles Interesser."

Som gode Demokrater kan vi dog ikke saaledes uden videre lade os afvise, saa meget mere som en Del af vore Meningsfæller ogsaa høre til de højst beskattede Vælgere.

Grundejerforeningens Bestyrelse har ved sin slette Ledelse af denne Sag bevirket, at Vælgerne i Sundbyerne splittes, skønt den med al Forsigtighed burde søge at opnaa Sammenhold, hvilket i højeste Grad er nødvendigt for at naa det tilsigtede Maal.

Foranlediget ved denne af Grundejerforeningen udviste Tilsidesættelse overfor et stort Antal Vælgere anmode vi alle Vælgere i Sundbyerne, der har bedre Anvendelse for deres Tid, Penge og Støvlesaaler, at blive hjemme fra "Ny Kro" den Dag, Valget finder Sted, medmindre de ville stemme paa de Kandidater, der opstilles af en Kreds, som ikke vil tage noget som helst Hensyn til et almindeligt Ønske, der næres af et stort Antal af Vælgerne.

Den 20e Novbr. 1885.

Bestyrelserne for den liberale og demokratiske Forening i Sundbyerne.

(Social-Demokraten 22. november 1885).