02 oktober 2023

Krigsret mod O. H. Petersen paa Orlogsværftet, (Efterskrift til Politivennen)

Krigsretlig Forfølgelse mod en Arbejder paa Orlogsværftet.

Formanden for den socialdemokratiske Arbejderforening sor Amager. Smed O. H. Petersen, var som meddelt til sagt til at møde i Gaar for Orlogsværftets kombinerede Krigsret.

Denne nye Ret, for øvrigt en gammeldags Institution, som Socialdemokratiet herved har faaet Lejlighed til at stifte Bekendtskab med, har Sæde paa Værftets Hovedvagt. De Tilsagte, som her giver Møde, kommer først ind i et Forværelse, hvor der holdes Vagt af to af Holmens Politibetjente. Indenfor Forværelset ligger selve Retslokalet, et middelstort Værelse, som ved en Skranke er afdelt i Dele. Foran Skranken har Tiltalte at opholde sig, og bag ved et aflangt Bord, der er betrukket med Grønt, har Rettens Medlemmer deres Pladser. Retten er sammensat af en Kommandør,2  Kaptejner og 2 Premierløjtnanter, samt en Avditør, Rettens juridiske Medlem.

Avditøren har sin Plads ved den ene Ende af Bordet og Kommandøren, som Rettens Præces, ved den anden, Kommandøren møder med trekantet Hat, Vaabenfrakke med Guldepauletter og i øvrigt reglementeret paaklædt, de andre Medlemmer af Retten ligeledes i Uniform. Alt skal være saa æresrygtindgydende som muligt.

Til den fastsatte Tid, Kl. 10 Formiddag, mødte Hr. O. H. Petersen og det viste sig ved Oplæsningen af den over ham indsendte Klage, at Tiltalen imod ham skyldtes en Angivelse af Smedemester ved Orlogsværftet, Mortensen, under hvem Petersen arbejdede. Anledningen til Tiltalen var hentet fra det socialdemokratiske Møde i Svendborg den 18. December f. A., i hvilket Møde han havde deltaget som Taler.

Forud for Mødet havde han tilsendt ovennævnte Smedemester Mortensen en Meddelelse om, at han ønskede at rejse. Herved mente han at have opfyldt sin Pligt, idet han, i Henhold til det Kendskab, han ved sin fleraarige Virksomhed i Værftets Tjeneste havde erhvervet sig til Forholdene, ansaa sig for berettiget til de to Fridage, der var medgaaet til Rejsen, naar han blot indgav Anmeldelse derom. Hans Kendskab i saa Henseende havde han erhvervet sig dels mundtlig og dels ved Erfaring, idet der aldrig var bleven ham udleveret noget Tjenestereglement, endskønt han ved en tidligere Lejlighed udtrykkelig havde fremsat Anmodning derom til sine Foresatte.

Ved sin Tilbagekomst fra Svendborg fik han imidlertid at vide, at han havde taget fejl, idet han maatte bøde med Tabet af 3 Dages Dagløn for 2 Dages Udeblivelse, og hermed mente han, at den Sag var sluttet.

Det var den imidlertid ikke. Den skulde tillige ind for Krigsretten, og her blev der rejst Tiltale dels for Absentation og for at have talt "ophidsende" ved nævnte Møde.

Hvad det først: Punkt angik anførte han, dels at han af ovennævnte Grunde ikke kendte Tjenestereglementet og dels at han troede den Sag sluttet med det foretagne Fradrag i hans Fortjeneste. Det havde endog været i den Grad umuligt at faa fat i et Reglement, at et saadant ikke kendtes af de mange Arbejdere, med hvem han daglig arbejdede sammen. Ja endog de Formænd, til hvem han Tid ester anden havde hen vendt sig desangaaende, var ikke i Besiddelse af noget saadant.

Den sidstnævnte Sigtelse mod ham støttedes dels til et Referat i "Dags-Telegrafen" og dels til en Indberetning fra Politimesteren i Svendborg, hvem man havde affordret en saadan. Som alle Højrebladenes Referater af vore Partimøder var nævnte Referat i "Dags-Telegrafen" naturligvis farvet, af hvilken Grund Petersen selvfølgelig ikke vedkendte sig det. Større Overensstemmelse med Sandheden havde Politimesterens Indberetning, men denne paaviste netop paa Grund heraf ikke noget "ophidsende" i Petersens Udtalelser.

Retten kom i Gaar ikke til noget Resultat. Smed Petersen blev demitteret med den Besked, at han kunde vente Tilsigelse til et senere Møde

(Social-Demokraten 15. januar 1886).


Krigsretlig Tiltale mod en Arbejder ved Orlogsværftet

Smed O. H. Petersen, Formand for den sociaidemokratiske Forening for Amager, mødte efter Tilsigelse atter i Gaar Formiddags Kl. 10 for Orlogsværftets kombinerede Ret, hvor han som tidligere meddelt var tiltalt, dels for Udtalelser, som han sigtedes for at have brugt paa et offenligt Møde i Svendborg i December Maaned f. A., og dels for ved denne Lejlighed i Strid med Reglementet at have forladt sit Arbejde paa Værftet uden Værftchefens Tilladelse.

Forhandlingerne i Gaar begyndte med Oplæsning af en marineministeriet Skrivelse, som gik ud paa, at Ministeriet ikke "ønskede" Hr. Petersen tiltalt for det første Punkts Vedkommende. Hvad der har bevæget Hr. Ravn til forrige Gang at "ønske" ham tiltalt for denne Sag, men nu at "ønske" Tiltalen hævet, fremgik ikke af Skrivelsen. Det nødvendige Tilbehør af Motiver, nemlig at der slet ingen Grund foreligger til at rejse nogen som helst Tiltale, manglede aldeles. Paa Spørgsmaalet om, hvorvidt Hr. Petersen forstod den ministerielle Skrivelse, svarede han derfor naturligvis benægtende. Retten forstod den saamænd heller ikke, hvilket fremgik af den Bemærkning, hvormed dette Punkt afsluttedes, og som gik ud paa, at Ministeren, da han "har den højeste Myndighed", ikke behøver at motivere sine "Ønsker", særlig naar de angaar en Arbejder. Ske din Vilje!

Hvorvidt Tiltalen ogsaa vil blive hævet for det andet Punkts Vedkommende forlyder der endnu intet om. I ethvert Tilfælde eksisterede den endnu i Gaar. Hr. Petersen anførte, at saafremt han havde syndet imod Reglementet, som han ikke kendte og som han trods alle sine Anstrængelser ikke havde kunnet lære at kende, ansaa han sig allerede for at være straffet én Gang for denne Forseelse derved, at der for to Dages Bortebliven var bleven ham fradraget tre Dages Dagløn. En yderligere Straf vilde altsaa være at straffe ham to Gange for den samme Forseelse. 

Til Trods for, at nævnte Reglement ikke har været til at opdrive hverken paa Værftet eller udenfor, mente Retten dog, at Petersen skulde kende dets Indhold (!). Den viste ham en Kontrakt, som han ved sin Ansættelse som fast Arbejder havde understrevet, og hvori der henvistes til Reglementet. Han oplyste imidlertid Retten om, at der hverken den Gang eller senere var bleven vist ham noget Reglement. Paa hans Forlangende herom havde hans daværende Mester svaret, at han intet havde, men at Forskellen mellem Værftets faste og tilfældige Arbejdere kun var den, at de faste Folk var bundne til en Tjenestetid paa et Aar og til at opsige deres Plads med 3 Maaneders Varsel. At det skulde være strafbart at forlade Værftet og Byen uden Chefens Tilladelse var han ikke bleven oplyst om. Tværtimod var han bleven bestyrket i, at der ikke skulde søges nogen særlig Tilladelse hertil, eftersom han havde bragt i Erfaring, at Mestrene paa egen Haand og uden at omtale, at Værftschefens Tilladelse skulde indhentes, gav Værftets faste Arbejdere Lov til at forlade Byen. Sine Bestræbelser for at lære Reglementet at kende, havde Petersen endog udvidet til at henvende sig til en herværende Boghandler, der hovedsagelig handler med den Slags Literatur, men heller ikke her var det muligt at faa et Eksemplar.

Saa vidt det kunde skønnes lød det til, at nævnte Søkrigsret vedblivende anser Hr. Petersen for at være forpligtet til at kende Indholdet af et Reglement, hvoraf der rimeligvis i mange Aar ikke har eksisteret et eneste Eksemplar. Med en Bemærkning, som gik i den Retning, sluttedes Sagens Behandling i Gaar, og det vil ved næste Sammenkomst mellem Parterne vise sig, om Retfærdigheden paa Orlogsværftet under Hr Ravns Ledelse er naaet op til et saadant Højdepunkt, at en Arbejder kan straffes to Gange for at have forsyndet sig mod et Reglement, som Ingen har set, og hvis Bestemmelser ikke en Gang kendes af Arbejdernes Forsatte, Mestrene.

(Social-Demokraten 31. januar 1886).


Smed O. H. Petersen afskediget fra Orlogsværftet af politiske Grunde. Formanden for den socialdemokratiske Forening for Amager, Smed O. H. Petersen, som Ministeriet for nogen Tid siden gjorde et forgæves Forsøg paa at faa dømt ved Krigsretten for sine politiske Udtalelser, er i Gaar bleven opsagt til at forlade sin Tjeneste ved Orlogsværftet ved Udløbet af hans Kapitulationstid den 30. Juni. Han har uafbrudt arbejdet ved Orlogsværftet siden September Maaned 1877, og var af sine Overordnede anerkendt for at være en særdeles dygtig Arbejder. Der foreligger saaledes ingen som helst anden Grund til hans Afskedigelse end den, at han var Socialdemokrat og som saadan en Modstander af den estrupske Provisoriepolitik.

(Social-Demokraten 3. marts 1886).


Han blev idømt 3 måneders fængsel og løsladt den 20 juli 1886. Og samtidig afskediget af marinens tjeneste. 


Anstalter. I Mandags Eftermiddags rygtedes det paa Orlogsværftet, at en Masse Arbejdere vilde afhente Smed O. H. Petersen af Fængslet. Chefen for Orlogsværftet lod i den Anledning en større Deling af Logisskibet "Dronning Marie"s Mandskab. bevæbnet med Karabiner og skarpe Patroner, give Møde i Nærheden af Værftsbroporten i Prinsessegades Forlængelse. Men der blev ingen Brug for de krigeriske Forberedelser. Henved 300 af Petersens Meningsfæller, for Størstedelen Værftets egne Arbejdere, opstillede sig i Prinsessegade og modtog her deres løsladte Kammerat. Han blev fulgt til sit Hjem paa Amager, hvor Forsamlingen skiltes i Ro under Leve for Petersen og Arbejderpartiets Førere.

(Social-Demokraten 23. juli 1886).


O. H. Petersen blev idømt 3 gange 5 dages mørk arrest på indskrænket kost, ifølge "Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921, del 1" fordi han havde samlet værftsarbejderne til møde i Rømersgade og for at have søgt audiens hos folketingsmanden for Nyboder, marineminister Ravn og været ordfører for en deputation.


Restavratør O. H. Petersen. Foto fra Social-Demokraten 26. juli 1919. Ordlyden af den tilhørende artikel var den samme som nedenstående artikel.


"O. H." fylder 60 Aar.

En Mand, der i sin Tid med Iver deltog i Arbejderbevægelsen i Odense.

Odense.

I Dag holder en trofast og meget kendt Partifælle, Restavratør O. H. Petersen, København, sin 60-aarige Fødselsdag.

Petersen var oprindelig Smed og deltog allerede som Lærling i Partiarbejde. Som 23-aarig valgtes han til Formand for Socialdemokratisk Arbejderforening for Sundbyerne, og han var i 1885 under den store Lockout, Næstformand for Smedene. I 1886 var han med til at stifte Organisationen paa Orlogsværftet, og til Straf herfor satte Myndighederne ham i 3 Maaneder i Nyholms Hovedvagt.

Petersen, der senere har været Medlem af Partiet Hovedbestyrelse og har deltaget i forskellige Kongresser, er Broder til Stolemager Petersen. Han opholdt sig i Halvfemserne en Aarrækkke her i Odense, og var knyttet til Meieriet "Pasteur" som Maskinmester. Indenfor Partiet kendtes han bedst under Betegnelsen "O. H." Han tog livlig Del i den faglige og politiske Bevægelse. Saaledes var han i flere Aar Formand for Vælgerforeningen i 2. Kreds og beklædte tillige Næstformandsposten indenfor De samvirkende Fagforeninger. Med Iver deltog han i Arbejdet for Starten af "Fyns Social-Demokrat", ligesom han har været Taler paa en Mængde Møder rundt om paa Fyn og var medvirkende ved Oprettelsen af Arbejdernes Forsamlingsbygninger i Odense og Dalum.

Nu er O. H. Petersen Bestyrelsesmedlem i Københavns 7. Kreds og indvirker stadigt ivrigt i Organisationsarbejdet. Ved sidste Landstingsvalg var han en af Partiets Valgmænd.

Dagen i Dag vil da sikkert blive en Festdag, paa hvilken vor gammelkendte Partifælle vil faa mange Beviser paa, hvor afholdt han er i sin store Venne- og Bekendtskabskreds. Ogsaa her fra Odense vil Hilsner finde Vej til ham.

Fyns Socialdemokrat (Odense) 27. juli 1919).

01 oktober 2023

Anholdelse af en Opvarter paa Rustenborg i Lyngby. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende Skrivelse:

Hr. Redaktør! Jeg vil herved bede Dem give mig Plads for nedenstaaende i Deres ærede Blad, angaaende Sagen fra Hotel "Rustenborg" i Lyngby, ved hvilken jeg blev anholdt for formentlige fornærmelige Udtalelser mod Ministeriet Estrup.

Det var afvigte 24de December (Juleaften), at jeg, efter at have holdt Juleaften sammen med min Principal, Hr. Maansen, dennes Hustru samt det øvrige Tjenerpersonale paa Hotel Rustenborg i Lyngby, blev opfordret af min Principal til at deltage i en Køretur til "Holte Kro", som Hr. Maansen ejer. Endvidere var Hr. Tømmermester Olsen af Lyngby med. Da vi kom til Holte, blev Vognmand Olsen, der den Aften selv kørte sit Køretøj, bedt med ind, og efter at vi havde forlystet os et Par Timers Tid, toge vi atter hjem, og paa Vejen var det, at de formentlige Udtalelser faldt, idet jeg nemlig sammen med Tømmermester Olsen sad paa Bukken hos Vognmanden. Førstnævnte begyndte da straks at indlede en politisk Tale, hvorved det for kort Tid siden nægtede "Tyende Møde" i Lyngby kom paa Bane og hvortil jeg ytrede: "at dette var et yderligere Bevis paa Højres Fejghed og reducerede Forhold, at de vilde true Værterne i Lyngby, der er i Besiddelse af de fornødne Lokaler, med alskens Ulykker, hvis de gav Tilladelse til Mødet, thi et saadant Møde burde være afholdt og ved samme Lejlighed vilde jo den svindsottige Herdahl faa Brug for sine Talegaver - men Grunden til, at dette blev nægtet, var kun den, at de indsaa, at en Del af Befolkningen vilde faa Bindet fra Øjnene og se den Afgrund, de hidtil var gaaet i Møde, og i Stedet derfor gaa over til Arbejderpartiet. For en saadan Sorg var det de smaa "Konservative" vilde være fritagne, og derfor blev Mødet forhindret."

Efter fremdeles at have drøftet det af Smudsbladet "Avisen" om Arbejdsløsheden fremsatte Forslag, kaldet "Arbejde og Almisse", i Slutningen af min Tale havde ytret, at "det var en Skade for det danske Folk, at Ministeriet Estrup sad paa den Plads, thi saa lang Tid det gjorde det, vilde alt Sammenarbejde være umuligt, og jeg maatte kun beklage, at Rasmussens Hensigt forfejledes."

Om disse sidste Yttringer skulde være fremkomne, betvivler jeg, og er det ejheller bleven bevist, thi vel saa jeg gerne en Forandring, men at Sejren skulde skyldes en Forbrydelse, har været langt fra mine Tanker. Imidlertid var vi naaede tilbage til Lyngby, og Samtalen, under hvilken Vognmanden stadig afbrød mig med uhøviske Ord, blev her endt, og enhver gik til Ro.

Mandag Morgen indfandt imidlertid Politiet sig og bad mig følge med til Kontoret, uden at jeg havde den fjerneste Anelse om, hvad jeg skulde. Politimesteren gjorde mig dog snart bekendt med, at jeg den nævnte Aften skulde have brugt foranskrevne Yttringer. Jeg blev da afæsket Forklaring, hvad min Mening hermed var, om jeg var Medlem af nogen socialistisk Forening. 

Etter Besvarelsen heraf, blev en Betjent beordret til straks at visitere mig paa min Person samt fratage mig alle Papirer, hvorefter en anden Betjent blev sendt til Hotellet for der at undersøge mine Gemmer, om der skulde findes nogle Skyderekvisitter eller politiske Skrifter, men ogsaa her blev de højligen skuffede. Under Ledsagelse af Politiet blev jeg ført til København, hvor jeg blev fremstillet for den undersøgende Dommer og Forhøret begyndte. 

Efter stadig Tilbagevenden til de samme Spørgsmaal, hvad min Mening havde været med disse Udtalelser, samt om jeg var Medlem af nogen socialistisk Forening, om jeg kendte nogen, der havde et nyt Attentat paa Konseilpræsidenten i Sinde osv., blev jeg hensat i Arresten.

Næste Dags Middag kom jeg atter for, og blev igen underkastet et Krysforhør, ved hvilken Lejlighed foranskrevne Personer samt min Principal var til Stede.

Efter gentagne Forespørgsler om ve nævnte Udtalelser, blev jeg med en Advarsel for mine Udtalelser demiteret og Forhøret sluttet.

Da det nu er kommen til min Kundskab, at den, der har været Angiver ved denne Sag, er Vognmand Olsen i Lyngby, vil jeg raade enhver, der gæster Lyngby, om at være forsigtig med sine Udtalelser, og særlig over for denne Mand, der, efter hvad der er bleven mig meddelt, stadig gaar paa Rov efter slige Ting.

Hvad hans Hensigt har været med Angiveriet over for mig, forstaar jeg ikke, thi kan dit gavne ham, at jeg ved samme Lejlighed mistede min Plads, er det mig en Glæde at have ofret den for ham, idet nemlig Hr. Maansen ikke turde have mig i sin Tjeneste af Frygt for at miste det i Forvejen tarvelige Besøg.

Tit Slut beder jeg Folk, som kommer til Lyngby og har Brug for Befordringer, at have Angiveren i Minde, da vel en Mand, der tjener Sagen paa en saa uhæderlig og lumpen Maade, aldrig bør glemmes, men stadig, naar man hører hans Navn nævne, erindre, at det var "Angiveren" mod Opvarteren paa Hotel "Rustenborg"

København, den 8de Januar 1886.
Marius Hansen
Kelner.

(Social-Demokraten 10. januar 1886).


Hotel Rustenborg lå på hjørnet af Jernbanevej og Bagsværdvej (senere Engelsborgvej og nu Sorgenfrivej). Det blev nedrevet i 1960.

Skandale paa Silkeborg Fattiggaard (2/2). (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1885 var der blevet rejst sigtelser mod fattiggårdsbestyrer Larsen på Silkeborg Fattiggård (se særskilt afsnit herom). I januar 1886 blev han atter arresteret.


Ny Arrestation. "Silkeborg Avis" meddeler: Igaar Aftes gik det som en Løbeild igjennem Byen: Fattiggaardsbestyrer Larsen er atter bleven arresteret af Kammerjunker Drechsel. Strax troede Folk, at det var et af de mærkværdige og utrolige Sensationsrygter, som under Tiden opstaar uden Spor af Grund, men denne Gang var Efterretningen - hvor utrolig den end lød - sand. Fattiggaardsbestyreren heri Byen, der som bekjendt sad arresteret i 11 Dage og derefter frigaves, uden at det var muligt at faa ham dømt eller straffet for noget som helst, var virkelig atter bleven arresteret. Men denne Gang er det ikke for den gamle Sag: "Mishandling af et Fattiglem al han er fængslet, det er for en meget gammel Sag angaaende en Fallit, der er overgaaet ham for en Snes Aar siden. Han skal af Birkedommeren være anklaget for at have foretaget svigagtig Fallit. Hvorvidt dette nu forholder sig rigtigt, er jo ikke muligt at sige for udenforstaaende, men saa meget skal være sikkert, at denne Sag tidligere har været drøftet for Domstolene, uden at disse har kunnet opdage nogen Forseelse fra Hr. Larsens Side.

(Horsens Folkeblad 9. januar 1886)


Der blev dekreteret arrest over Larsen. I januar 1886 tilstod han (i følge Social-Demokraten) at havde slæbt Peder Løndal i benene med hoved og ryg mod stenbroen ind i arresten. Mens han sad arresteret dukkede flere oplysninger op om hans fremfærd på fattiggården. Han blev løsladt den 28. februar 1886 mod en kaution på 2.000 kr efter at forhørene var afsluttet. Han havde da siddet arresteret i 64 dage. 

Larsen fratrådte stillingen 1. april 1886. Der var over 90 ansøgere til stillingen. Lønnen var 300 kr. og fri station for bestyreren med familie samt en del uvisse indtægter af driften (300-350 kr. årligt). Fattiggårdsbestyrer Carl Henriksen fra Hylke blev ansat. Justitsministeriet resolverede i juli 1886 at der ikke var anledning til at foretage noget mod sigtelserne for vold, ej heller for ulovlig omgang med hittegods, bedrageri og svigagtig fallit, og konen for forledelse til falsk forklaring for retten.

I juli 1886 overfaldt en karl på fattiggården (Frederik Ferdinand Jeppesen) et lem (Poul Beng) og pryglede ham så han fik hul i hovedet. Karlen overfaldt ligeledes sin egen bror i dennes hjem.

I november 1886 dømte overretten i Viborg at Larsens påstand på ophævelse af arrestdekretet fra 16. oktober 1885 ikke kunne tages til følge.

Indianertrup i Danmark (4/4). (Efterskrift til Politivennen).

Indianerbarnet Black-Eyes, 

der ved indianernes bortrejse fra København måtte efterlades i syg tilstand på Kommunehospitalet, er senere død. Barnets fader ville komme hertil i går for at afhente sin hustru, som blev tilbage, da resten af truppen afrejste. (Dg. Nh.).

Begravelsen fandt ifølge "Natt." sted i går fra kapellet ved Kommunehospitalet. Der havde i den anledning indfundet sig en mængde nysgerrige, der trodsede det ublide vejr, men blev skuffede, idet der kun indlodes ganske få i kapellet. Her var kun barnets moder og fader samt Texas-Indianeren. Efter at hospitalets præst havde forrettet den gejstlige handling, blev liget i hospitalets rustvogn kørt til Vestre Kirkegård, hvor det sænkedes i graven. Hertil  fulgtes det af de 3 indianere og et par af hospitalets funktionærer. 

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 7. januar 1886.)

Sioux-indianerne på etablissement National taganlæg, optrådte 31. december 1885 med skalpdans, krigsdans, bueskydning samt indiansk våbensamling for sidste gang. Skalpdansen under anførsel af Hi Crow, samt "doktordansen" under anførsel af Black Horse (sorte hest). Bueskydning og forevisning af den medbragte interessante samling våben, skalpe samt andet indiansk husgeråd. 

Sioux-indianere underholdt nytårsdag på exsercerskibet "Dannebrog" og "tiltrak sig de besøgendes livlige opmærksomhed".




En indianer-begravelse.

Indianertruppen der for kort tid siden opholdt sig i København, mistede der et af sine medlemmer, et barn der bar navnet O-ke-sas. Barnet blev indlagt på Kommunehospitalet og begravedes derfra. "Politiken" giver følgende interessante beretning om begravelsen:
Der har vist aldrig på en gang været samlet så mange mennesker ved Kommunehospitalets yderst tarvelige ligkapel, som ved denne ejendommelige jordefærd. 

Folk slap dog ikke ind. Inde i kapellet var kun samlede: Barnets forældre, indianertruppens tolk og impressario, nogle læger og sygeplejersker, "Politiken"s medarbejder, samt en enkelt uniformeret hospitalstjener. 

O-ke-sas (Sorte Øje), eneste barn af truppens bedste danser Sorte-Hest og dennes squaw Den Hvide Bjælde, blev kun 1½ år gammel. Den lille stakkel der af naturen var svagelig, havde lidt såre meget på den besværlige rejse fra det vilde vesten til det fjerne Europa og Københavns umilde decemberklima bragte så den lurende brystsyge til fuldt udbrud. Da de andre indianere i følge kontraktsmæssig forpligtelse rejste herfra, blev det dødssyge barn indlagt på Kommunehospitalet, hvor moderen fik særlig tilladelse til at pleje det. Fraregnet enkelte næsten vanvittige udbrud, blev den sørgende Hvide Bjælde i sin yderlige forladthed, hvor hun kun med tegn kunne gøre sig forståelig for sine omgivelser, lidt efter lidt blød og føjelig og søgte så godt hun kunde at vise de deltagende plejersker sin taknemmelighed ved at klappe dem på skulderen og grædende at stryge deres hånd. 

Natten mellem søndag og mandag døde så den lille Sorte Øje. Man var forberedt på et ulykkeligt udbrud af sorg fra moderens side, men afkræftet som hun var af vågen og gråd, var hun dog så nogenlunde rolig. 

Der telegraferedes straks til truppens impressario mr. Dawe i Stettin, der i tirsdags ankom hertil med faderen Sorte-Hest og tolken halvindianeren David Twist. Efter at ægteparret havde omfavnet hinanden, klippede de straks til stor sorg for mr. Dawe, deres lange prægtige hår af og afførte sig alle prydelser. Videre sørgeforanstaltninger så man ikke noget til, da den stærke kulde tvang dem til at have klæder på kroppen. 

I ligkapellet sad forældrene indhyllede i røde tæpper side om side på hug ved den åbne kiste, der var pyntet med kranse fra forskellige hospitalsfunktionærer. Mr Dawe og David Twist lagde som en hilsen fra de fraværende stammefæller hver en buket blomster på det af et hvidt slør dækkede lig og gjorde derpå plads for moderen, der langsomt rejste sig for at tage en sidste afsked med sit barn. 

Hendes fortvivlelse var hel uhyggelig at se og høre. De hvinende skrig, hun udstødte, gjorde den talrige forsamling ude i gården ganske bange, og hendes hjerteskærende hulken gik til sidst over i et hastigt krampeanfald, der endte i en voldsom blodstyrtning. Halvt besvimet blev hun ført tilside og, så godt det lod sig gøre, trøstet af medlidende damer fra hospitalet. Faderen kastede med stive tåreløse øjne og krampagtigt bidende i sin kappe et sidste blik på den døde og gav så tegn til at skrue låget på kisten.

Da dette var sket, trådte pastor Bostrup frem, som, da moderen og barnet var døbte, (faderen er derimod hedning) på kristen vis forrettede jordpåkastelsen. 

Han holdt på dansk en kort tale, i hvilken han kaldte den lille Sorte Øje sin og vor broder, og trykkede, da de tre skuffer sand var faldne, højtidelig forældre og nærstående i hånden.
Hverken tolken eller nogen af de andre fremmede forstod naturligvis ret meget deraf. 
Kisten blev derefter bragt ud i hospitalets ligvogn, som fulgt af to drosker med det fåtallige følge i flyvende fart kørte afsted til Vestre Kirkegård. 

Under kørslen sad forældrene tavse og hensunkne i tanker, kun da tolken ville tænde sig en cigar, for Sorte Hest op i vrede. Det var en forrygende storm, ruderne klirrede, og vognen truede flere gange med at vælte. Den Hvide Bjælde gjorde af og til et ejendommeligt tegn i luften med den højre hånd, mens hendes ægtefælle nikkede med dyb alvor, men den fornærmede tolk ville ikke forklare os hvad det betød. 

Det har dog rimeligvis hentydet til verdens nærforestående undergang eller noget lignende.
Oppe på en bakke på kirkegårdens fattigjordsafdeling standsedes der endelig. Kisten blev båren hen til en stor kold grav, der åbenbart var bestemt til også at rumme adskillige andre lig, og følget fulgte efter i den rasende storm og på den islagte, knudrede vej så godt det kunne. En bluseklædt mand med et blikskilt på kasketten kom til stede og forlangte en gul kvittering underskrevet, hvorefter man i en snup væltede kisten ned i det store, med smudsig sne beklædte hul. Den lille kiste synede så uendelig lidt dernede, men har vel op ad dagen fået kammerater ved siden. Manden med blikskiltet kilede derpå af med nogle kranse, vi havde medbragt, for, som han sagde, at lægge dem ovenpå, når der var klappet til, og vi havde således ikke mere der at gøre. På gravens rand stod de to vilde forældre stive som støtter, og så i deres fremmedartede dragt og med de dristige, alvorlige træk i den flagrende blæst ud som noget helt uvirkeligt på den prosaiske, ægte danske fattigkirkegård. Det kneb at få dem med hjem igen. Vi trykkede deres hånd og gav efter ønske moderen en håndfuld jord fra graven, det eneste hun i sin fjerne hjemstavn vil have tilbage af sin døde yndling.

(Demokraten (Århus), 13. januar 1886).

Borgerlige Bryllupper. (Efterskrift til Politivennen)

Før Danske Lov 1685 var forhold mellem mand og kvinde stadfæstet i en verdslig kontrakt, et fæste (heraf afledte ord som fæstemø, fæstefolk, fæstegave osv.). Efter Reformationen havde kirken forsøgt at tiltuske sig det, bl.a. fordi det var en god indtægtskilde. Selv om Luther mente at ægteskabet var en ren og skær verdslig handling, og kun når folk ønskede det, skulle kirken give dem sin velsignelse. 

Danske Lov 1685 pålagde lovtvungne kirkelige handlinger. Folk blev dog ved med at opfatte trolovelsen (afskaffet ved lov 1799) og senere vielsen som man havde gjort fra gammel tid.

Mellem 1685 og 1851 kunne vielser i Danmark kun foretages af en præst, såkaldt tvungen kirkelig vielse. Ordningen var ikke forenelig med den religionsfrihed, som blev indført med Grundloven af 1849. Hvorfor indførtes nødcivilægteskabsordningen: Et par kunne herefter blive viet af en borgerlig myndighed, hvis det ikke havde krav på en kirkelig vielse, fx fordi den ene ikke var medlem af et anerkendt trossamfund. 

Folketingsmand Harald Holm (Venstre) havde i 1878 forgæves forsøgt at få et lovforslag om borgerligt ægteskab vedtaget. Fra 1880’erne begyndte mange, særligt socialdemokrater, at erklære sig som fritænkere, for hvem det at blive borgerlig viet var en naturlig del af et sekulært samfund. "Social-Demokraten" gav 1885 en metode til hvordan dette kunne foregå:

I nær Forbindelse med Kirke-Taksterne staar Spørgsmaalet om borgerlig Vielse. Naar disse ikke hyppigere finder Sted end Tilfældet er, maa Aarsagen nærmest søges i Mangel paa Kendskab til Sagen. Vi skal da oplyse, at borgerlig Vielse sorterer under Magistratens 1ste Afdeling (Borgmester H. N. Hansen) at Betingelsen for at blive borgerlig viet, er den, at man ikke hører til Folkekirken. I sin Anmodning til Borgermesteren erklærer man blot, at man ikke hører til eller ikke ønsker at høre til nævnte Trossamfund. Hermed betragtes man som udtraadt af Kirken og kan blive borgerlig viet. Det er betydelig billigere at blive viet hos Borgmesteren end hos Præsten. Dette er vist ikke uden Betydning for Mange, der nu krymper sig ved as deres saa Indtægter at skulle udrede en besværlig Skat til de Mænd, der gør Forretning med alt, hvad de selv kalder helligt og guddommeligt.

(Social-Demokraten. 1. januar 1885).

I 1885 blev der ved Landsover- samt Hof- og Statsretten tinglæst 107 begæringer om borgerlig vielse i København. At det ikke altid gik glat, fremgår af nedenstående notits:

Borgerlig Vielse. Vi er bleven gjort opmærksom paa, at en Mand, der ønskede borgerlig Vielse, og som havde indgivet den i saa Henseende fornødne Thinglæsningsbegæring samt erlagt de lovbefalede 4 Kr., under Sagens videre Fremme, - efter at Thinglæsningen havde fundet Sted - er bleven nægtet Adgang til borgerlig Vielse paa Grund af, at der i Thinglæsningsbegæringen manglede den i Loven foreskrevne Erklæring om, at han ikke henhørte til noget her i Landet anerkendt Trossamfund. Der blev nemlig gjort gældende, at da han baade var døbt og konfirmeret i den lutherske Kirke, saa maatte han altsaa ogsaa være Lutheran, og da Manden ikke var vidende om, at han blot behøvede i Thinglæsningsbegæringen at afgive en simpel Erklæring om, at han ikke henhørte til noget her Landet anerkendt Trossamfund, og at denne Erklæring da straks maatte være taget for gyldig, saa var altsaa Thinglæsningen ugyldig og de 4 Kr. tabt, som han havde indbetalt for samme.

Vi finder os derfor foranledigede til atter som flere Gange tidligere at gøre opmærksom paa, at for at kunne erholde borgerlig Vielse er det en ufravigelig Nødvendighed, at enten begge Parter eller kun den ene Part erklærer ikke at henhøre til noget her i Landet anerkendt Trossamfund, hvilken erklæring har fuld gyldighed uden hensyn til, om vedkommende er døbt og konfirmeret i Trossamfund, der ere anerkendte her i landet.

(Social-Demokraten, 1. januar 1886)

Regelmæssigt annonceredes i Social-Demokraten med hvordan det kunne foregå, og hvor man kunne få vejledning i kontoret i Nørregade 5 i at få en borgerlig vielse. Først med ægteskabslovene 1922 kunne alle blive borgerlig viet. Kommunale myndigheder har pligt til at udføre en vielse for ethvert par, der ønsker det, uden hensyn til, om nogen af parterne er bosat inden for vedkommende myndigheds stedlige område, og uanset om prøvelsen af ægteskabsbetingelserne er foretaget andetsteds.

I Social-Demokraten skrev Norman Bryn i den anledning om det borgerlige bryllups historie. Det var ham der i sin tid som journalist ved Social-Demokraten havde skrevet ovenstående notits. Norman Bryn havde i 1888 sammen med A. C. Meyer (1858-1938) stiftet Danmarks første atletklub, Københavns Athletklub hvori han også en årrække sad i bestyrelsen. Han havde efterfulgt Vilhelm Fleron (se artikelserien om Barrison-søstrene).

Borgerlig vielse på Rådhuset, 1901. Hoffotograf Lars Peter Elfelt (1866-1931). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


En Mindedag i det borgerlige Bryllups Historie

Den 5. januar 1885-5. Januar 1923.

I Dag, Fredag den 5. Januar, foretages paa Raadhuset det første almindelige borgerlige Bryllup efter den nye Ægteskabslov.

Denne Dag bliver derved en Mærkedag i det borgerlige Ægteskabs Historie, selv om Loven langtfra fik den Form, som Socialdemokratiet krævede.

Ogsaa paa anden Maade er den 5. Januar en Mærke- eller Mindedag.

Det var nemlig den 5. Januar 1885 - altsaa for 38 Aar siden - at jeg her i "Social-Demokraten" paabegyndte den Agitation for Indførelse af borgerlig Vielse, som jeg senere har fortsat gennem Aarene, indtil der nu endelig er tinnet et Resultat i den nye Lov, der tilsiger alle Ret til frit at vælge mellem borgerlig og kirkelig Vielse.

For at forstaa den nye Lovs Betydning mna det erindres, at man ikke tidligere saadan uden videre kunde blive borgerlig ægteviet, naar man ønskede det. Man var udelukkende henvist til Bryllup i Kirken.

Der eksisterede ganske vist en Lov af 1851, som bestemte, at naar Brudepar af forskellig Trosbekendelse, f. Eks. en Mosait og en Lutheraner, en Katolik og en Baptist, skulde giftes, saa skulde Vielsen I foretages paa Raadhuset. Alle andre Brudepar henvistes, til Kirken,

I Begyndelsen af 80'erne gjorde der sig en stærk anti-religiøs Strømning gældende i visse Kredse af i Befolkningen. Mange Mennesker var erklærede Fritænkere. 

En Kirkeminister som Fritænker.

Folk kritiserede Præsternes ufordragelige Optræden; der afholdtes anti-religiøse Diskussionsmøder, hvor Kirken voldsomt blev angrebet. Og som et mærkeligt Tidens Tegn kan det noteres, at selve Højreregeringen satte en erklæret Fritænker op paa Taburetten som Kirkeminister. Det var Højremanden Kammerherre Scavenius, der fik denne Stilling som Kommandant over sine religiøse Modstandere, Landets Bisper og Præster. Disse maatte finde sig i denne efter deres Mening store Forsmædelse, at blive underkastet en Fritænkers Ledelse - oven i Købet i dette Tilfælde en Mand, der var kendt for sit lystige Natteliv mellem Københavns letlevende Kvinder.

Fra Befolkningen kom der ønsker frem om at faa vedtaget en Lov om borgerligt Bryllup - man vilde bort fra det forhadte Præsteregimente. En Deputation henvendte sig til Kirkeminister Scavenius, men han stillede sig selvfølgelig -  som kras Højremand - afvisende. Han svarede kort og godt, af han fandt ikke, at der i Befolkningen havde ytret sig nogen Trang til at faa borgerligt Ægteskab. Og med denne Afvisning mente Højreregeringen, at denne Sag var ude af Verden. 

Jeg løste Knuden, saa at Folk kunde faa Borgerligt Bryllup.

Jeg spekulerede meget over denne Sag, der havde saa stor Interesse for mange Mennesker. -- Hvorledes skal jeg blive i Stand til at skaffe Folk borgerligt Bryllup . . . Hvad kan der gøres for at slippe udenom Højreregeringens stejle Afvisning? . . Alle disse Spørgsmaal strømmede gennem min Hjærne og beskæftigede mig uafladeligt. Jeg gennemstuderede Gang paa Gang den gamle Lov om borgerligt Bryllup for Mormoner, Mosaiter, Katoliker, Irvingianere osv., og jeg standsede tilsidst ved Sætningen: Folk af forskellig Trosbekendelse - Forskellig Trosbekendelse! Her var Løsningen funden! Naar Brud og Brudgom begge tilhører Folkekirken, lader jeg blot den ene melde sig ud af Kirken. Saa er Lovens Paabud opfyldt: Brudeparret er af forskellig Trosbekendelse, og har Ret til det borgerlige Bryllup.

Den 5. Januar 1885 - altsaa for 38 Aar siden - offentliggjorde jeg min Plan i "Social-Demokraten". Den vakte stor Opsigt og blev ivrig diskuteret rundt om paa Møderne, og dermed var Agitationen for den borgerlige Vielse i fuld Gang. Opmuntret af denne Tilslutning skrev jeg kort efter atter en Artikel i "Social-Demokraten", i hvilken jeg udførligt forklarede min Plan, agiterede for, at Folk skulde benytte sig af min Anvisning og lade sig borgerlig vie, ligesom jeg samtidig gav en nøjagtig Anvisning paa, hvorledes man skulde forholde sig, hvorledes de nødvendige Papirer skulde affattes, samt andre praktiske Vink.

Mine praktiske Anvisninger gjorde den tilsigtede Nytte. Der var straks en Del Brudepar, der krævede at faa borgerligt Bryllup paa Raadhuset, idet vedkommende Brudgom henviste til, at han ikke tilhørte noget som helst Trossamfund.

Stor Opstandelse i Magistraten. - Borgmesteren holder en Tordentale til Brudeparrene.

Det var ingen blid Modtagelse Brudeparrene fik i Magistratens 1. Afdeling. Borgmesteren, den gamle, krasse Højremand H. N. Hansen, opkaldte baade Brudeparrene og Forloverne og tordnede: "Ved De, hvad det betyder, De nu foretager Dem, sagde han til Brudefolkene. Ved De, hvilket Ansvar De paatager Dem ved at udtræde af Kirken, og er De klar over Følgerne af denne Udmeldelse. Og De, tilføjede han, henvendt til Forloverne, maa erindre, at De ligeledes har et stort Ansvar som Forlovere . . . 

Da Tordentalen intet frugtede, tog Borgmesteren fat paa en anden Bov.

- Det er ganske udenfor loven, hvad De her har foretaget Dem, sagde han, henvendt til Brudgommen. De forlanger borgerligt Bryllup, skønt De og Deres Forlovede er døbt og konfirmeret i den lutherske Kirke. Jeg vil sige Dem, at det aldeles ikke er i Overensstemmelse med Lovens Mening, naar De saaledes udmelder Dem af Kirken og af den Grund forlanger, at vi skal vie Dem. Jeg maa paa det bestemteste protestere mod en saadan Fremgangsmaade . . .

Alle Borgmesterens Protester hjalp imidlertid intet. Det var kække Banebrydere, disse københavnske Brudepar, der fulgte min Plan, og de var ikke til at rokke. De fastholdt, at da de nu engang var udmeldt af Kirken, saa var Magistraten nødt til at foretage Vielsen - og den Forklaring maatte Borgmesteren bøje sig for

Overpræsidenten viede Brudeparret - men han veg sit Sæde, da Vielsernes Antal tiltog.

Paa det Tidspunkt, da denne Kampagne indledtes, var det selve Overpræsidenten, i Spidsen for den samlede Magistrat, der forelog Vielserne. Der havde i Reglen kun været nogle faa Par aarligt - de sædvanlige Brudepar af forskellig Tro: Mormoner med Baptister, Irvingianere med Reformerte, Mosaiter med Lutheranere osv.

Men i 1885, da jeg havde slaaet til Lyd for min Plan, sporedes der straks en Stigning i Antallet af borgerlige Bryllupper. Saa blev Overpræsidenten ked af Bestillingen som Ægteskabsstifter og overlod den til Borgmester Hansen.

I Magistratens 1. Afdeling fortsattes imidlertid Trakasserierne overfor de borgerlige Vielser. Som Herren er, saa følger hans Svende, siger det gamle Ord - og det passer godt her. Borgmester Hansens Embedsmænd var lydhøre overfor deres Mester, hvilket faldt dem saa meget lettere, som de selv var krasse Højremænd.

(Sluttes)

(Social-Demokraten, 5. januar 1923).


En mindedag i det borgerlige Bryllups historie.

Slutning.

Brudeparrene afvises.

Gang paa Gang kom Folk til os og klagede over, at de var blevet afvist, naar de henvendte sig i Magistratens 1. Afdeling for at faa bryllup. Den vedkommende embedsmand havde rettet det Spørgsmaal til dem: Er De døbt? Og når der blev svaret Ja, kom Embedsmandens Svar prompte: Saa kan De ikke blive borgerligt viet. Det er ogsaa meget lettere at blive viet i Kirken .... De maa meget hellere henvende Dem til en Præst...

Den Afvisning vilde Folk selvfølgelig ikke finde sig i. Selv præsternes lokkende Tilbud om, at de kunde faa Vielsen gratis, naar de vilde komme til Kirken, hjalp intet. Arbejderne vilde nu en Gang partout have Bryllup paa Raadhuset, hvor de kunde slippe for Præsten -- og Brudeparrene satte energisk alt ind paa at faa deres Vilje gennemført.

Naar Folk klagede til mig over Magistratens Afvisning, tog tog mig selvfølgelig af Sagen. og Dagen efter mødte jeg med den samme Vielsessag, som Dagen forud var bleven afvist. Saa maatte Embedsmændene bide i det sure Æble, og Brylluppet blev afholdt. 

Den arrige Kontorchef.

Magistrats-Embedsmændene - der burde have været Folkets Tjenere, men den Gang følte de sig som Folkets Herrer - , blev gnavne over at de ikke kunde faa Bugt med min Plan, og Trakasserierne fortsattes, bl.a. ved at d'Hrr. forhalede og forhalede Bryllupssagernes Behandling.

Særlig den daværende Kontorchef i 1. Afdeling Vilhelm Lassen var en arrige Herre, der intet nægtede sig. Naar jeg henvendte mig til ham og paatalte det utilbørlige i at der smøledes med Sagerne, ved at Brudeparrene først i allersidste Øjeblik fik Besked om, hvilken Dag de kunde faa Vielse, svarede han gnavent:

Aa, det haster vel ikke ... det er bare Dem, der har saadant et hastværk ... Det er vist Brudeparrene lige meget, enten Brylluppet bliver i Dag eller i Morgen ... der er desuden saa optaget ... jeg har ikke Tid til at undersøge den vielsesdag. De Folk kunde jo bare have henvendt sig til en Præst - hvorfor kommer de her til os?

Jeg svarede, som sandt var, at Brudeparret absolut vilde have borgerligt Bryllup, at de ikke vilde vies i kirken osv.

Men Kontorchefen afbrød mig: det er noget Passiar! Det er dog alene Deres Skyld, at Folk kommer her og forlanger borgerlig vielse! Det er Deres Agitation, der holder denne Sag oppe. Saa naar De ophører med Deres Agitation, er der ikke en Sjæl, der forlanger borgerligt Bryllup...
Borgmester Hansens og Kontorchef Lassens hovne og bureaukratiske Optræden blev Forbilledet for de øvrige Embedsmænd i 1. Afdeling, og det var ikke behageligt for Folk at komme derop i Bryllupssager, da de konsekvent afvistes og samtidig henvistes til Præsterne.

Doven Embedsmand, der vilde hindre de borgerlige Vielser.

Ikke alene i Magistraten, men også i de tilgrænsende Jurisdiktioner optraadte Embedsmændene saa snart det drejede sig om borgerlige Bryllupper - med en []nhed og Arrogance, der grænsede til det utrolige. 

Jeg mindes bl.a. en Embedsmand - han blev senere et meget kendt Bankdirektør -, der ved en []hed, hvor der blev forelagt vielsessag, udtalte følgende til kontorpersonalet: "Sørg for, at der er lagt saa mange Hindringer som muligt i Vejen for disse borgerlige Vielser!" I Magistraten gik en Embedsmand i sin Hovenhed saa vidt i en Vielsessag, der angik en kendt Borgerrepræsentant og Fagforeningsformand, at denne fandt sig foranlediget til at klage over ham.

Samtidig var Præsterne paa Færde. Da Vielsernes Antal - trods alle Hindringer - stadig forøgedes, bestemte Myndighederne, at Udmeldelsen af Kirken - der hidtil var sket ved en Anmeldelse til Magistraten - fremtidig skulde ske hos Præsterne. En Del Præster forlangte nu, at Brudgommen personlig skulde inøde hos Præsten, og da Folk ofte nægtede at opfylde dette Krav, som de mente var i Strid med Loven, gav det Anledning til en lang Række Trakasserier, indtil endelig en Klage til Biskoppen medførte, at Præsterne faldt til Føje.

Paa dette Tidspunkt var det, at en Præst, der viede et Par i Kirken, vakte umaadelig Forargelse ved sin Optræden. Præsten rev Myrtekransen og Sløret af Bruden, fordi hun var frugtsommelig. En anden Præst nægtede at døbe et Barn, hvis Forældre var borgerlig viede. De klagedes i dette Tilfælde til Ministeriet, som paabød Præsten, at han ufortøvet skulde foretage Daaben. 

Disse Præsteskandaler var medvirkende til, at Folk mere og mere vendte sig fra Kirken og foretrak den borgelige Vielse, hvor man ikke var udsat for at blive røflet af en Præst.

Lyngsie og Cornelius Ewertsen blandt de første pionerer.

Blandt dem, der i de allerførste Aar fulgte mit Opraab og lod sig udmelde af Kirken for at blive borgerlig viet, erindrer jeg min gode Ven og Partifælle M. C. Lyngsie, der den Gang var Laboratoriearbejder, samt Camillus Ewertsen, der den Gang var ung Maskinarbejder paa Holmen og senere blev en kendt Atlet og Bryder. Og i deres Kølvand fulgte et stort Antal københavnske Arbejdere.

Da jeg i 1885 begyndte min Agitation, nærede jeg det stille Haab, at Resultatet vilde blive, at der i Løbet af en halv Snes Aar blev vedtaget en Lov om almindelig borgerligt Ægteskab.

Men jeg blev dybt skuffet - den reaktionære Regering lagde sig stadigt hindrende i Vejen for en Reform.

De borgerlige Brylluppers Antal var ganske vist i en stadig og jævn Stigning. Men der skulde forløbe ikke ti eller tyve, men hele 38 Aar, før den nye Lov kom.

Til Belysning af den store Stigning skal jeg anføre et Par Tal. I Begyndelsen af 80'erne var det aarlige Antal borgerlige Vielser højst 20-30. Men efter den 5. Januar 1885, da jeg havde offentliggjort mit Opraab gik Tallet rask opad.

Af en Statistik over de borgerlige Ægteforeninger fremgaar, at i Aarene 1890-1900 var der gennemsnitligt aarligt 198 Vielser, i Aarene 1901-1905 var Gennemsnitsantallet 420, fra 1906-1910 821, fra 1911-1915: 904, indtil Antallet i Aarene 1910-1919 gik op til over Tusinde Vielser pr. Aar. Ja i 1921 var Antallet af Vielser ikke mindre end 1165.

Dette var Resultatet af min Agitation - og det Bevis, som Scavenius havde krævet, var altsaa nu til Stede.

Og saa kom endelig Loven, der - bortset fra dens forskellige Skavanker - dog har den Fordel, at de borgerlige Bryllupper nu er gratis, og at den af mig for 38 Aar siden opfundne Metode; Udmeldelse af Kirken, nu er overflødiggjort.

Bryllypssalon pyntet med blomster og Flag.

For nogle Aar siden ophørte Trakasserierne i 1. Afdeling - det skete samtidig med, at Socialdemokratiets voksende Indflydelse gjorde sig gældende i Borgerrepræsentation og Magistrat.

Nu er personalet elskværdigt og høfligt. Ja, der er som omtalt endog oprettet et Kontor for Bryllupper, hvor Folk kan faa den fornødne Vejledning.

Jeg tænker tilbage paa de Tider, da Borgmesteren buldrede og tordnede overfor Brudefolkene, og Embedsmændene arrigt afviste dem!

Nu er det endog gaaet saa vidt, at Borgmesteren pynter den store, stilfuldt udstyrede Bryllupssal med Blomster, Flag og et ældgammelt Brudesmykke, for derved at glæde Brudefolkene. Ja, han er endog parat til at vie Brudeparret i dets eget Hjem (Kongebrev).

Dette er ensbetydende med en Sejr, som Socialdemokratiets Agitation kan tilskrive sig Æren for.

I Fremtiden vil de borgerlige Vielser komme paa Moden.

Norman Bryn.

(Social-Demokraten, 7. januar 1923).

I 2017 blev der foretaget 31.341 vielser i Danmark, af hvilke 10.212 var kirkelige. Forholdet mellem borgerlige og kirkelige vielser stiger for de første vedkommende.