02 oktober 2023

Ældste Grave, Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

Mosaisk Vestre Begravelsesplads blev indviet 28. december 1885, men der blev ved den anledning tilsyneladende ikke begravet nogen. I dag er det svært at finde hvilken der er den første. Her er nogle af de ældste, stadig eksisterende og synlige grave:

Kalmer Israel Kalmer
Particulier Kalmer Israel Kalmer 15. juni 1805-16. januar 1886 (Particulier kan betyde en privatmand, en borgerlig person, eller en rentier der lever af sin formue):

Min kære, trofaste mand, Kalmer Israel Kalmer, døde i dag, 80 år gammel.
Som hele hans liv havde været, stille og roligt, således var hans død.
Købnehabn, den 16 januar 1886.
Frederikke Kalmer
født Dessauer.
Begravelsen finder sted tirsdag den 19. kl. 11 fra kapellet på den mosaiske kirkegård i Møllegade til Vestre Kirkegård.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. januar 1886)


H. I. Behrens 7. februar 1886.

Blandede Bekjendtgjørelser.
En opvakt dreng med gode skolekundskaber kan få en fordelagtig emploi ved mit broderimagasin. Man henvender sig i mit lokale, Østergade 12, fra 10-10 form. og 5-6 efterm.
H. I. Behrens.

Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 8. april 1856

Annonce for H. I. Behrens i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 23. april 1856, 2. udgave. En lignende annonce i samme blad, 22. juli 1856.

H. I. Behrens gravsten på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Død 7. februar 1886, det må være en af de allerførste begravelser. Gravstenen ser ud til at være skiftet ud. De omkringliggende gravsteder står uden sten, eller med stærkt smuldrende sten.

Man kan følge H. I Behrens i aviserne: Den 30. september 1856 meddelte han at på grund af flytning var magasinet lukket. Der er så stille indtil 2. januar 1863 hvor der er en bekendtgørelse om lager af træ (mahogni, palisander og nød) på adressen Ved Stranden 6. 

24. november 1879 berettedes om en brandulykke i Werkstrasse nr. 21 i Hamburg. Der savnedes 10 personer, heriblandt 3 døtre af H. I. Behrens. Der kan dog være tale om en anden Behrens.

Den 21. september 1881 anbefalede han en rutineret bogholder og korrespondent i engelsk, tysk og fransk. Adressen var nu Læderstræde 36, 5-7. Annoncen fortsætter hen i oktober 1881. 

Den 10. februar 1886 nævnes han så under rubrikken "Døde", som købmand H. I. Behrens, København. På gravstenen står der han døde 7. februar 1886.

Moritz Bendix

Moritz Bendix (14. feb 1828-9. april 1886). Der findes flere Moritz Bendix'er, så det er uvist om nedenstående er vedkommende som er begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads:

Overensstemmende med lov 23. januar 1862 bekendtgøres at for magistraten er anmeldt,at detailhandler Moritz Bendix under firma "Bendix & Comp.s Filialforretning i Randers" agter at driver detajlhandel her i byen, og at nævnte han er eneste ansvarlige deltager i firmaet, fra hvis område alene brændevinshandel er undtaget. 
Holger Odense er bemyndiget til at forestå forretningens daglige drift og i det hele til at repræsentere firmaet, men er uberettiget til at forpligte firmaet ved nogen kaution eller anden indeståelse, ved udstedelse af gældsbreve eller deslige, eller ved at udstede, trassere, endossere, acceptere eller overhovedet påskrive veksler.
Randers magistrat, den 4. november 1885
Stemann, Jürgensen.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. november 1885)

Overensstemmende med firmaloven af 23. januar 1862 og ifølge derom modtaget anmeldelse bliver det hermed bekendtgjort, at hr.  Moritz Bendix under firma "Bendix & Cmp.s Filialforretning i Horsens" agter at driver detajlhandel her i byen, og at nævnte han er eneste ansvarlige deltager i firmaet, fra hvis område alene brændevinshandel er undtaget. 
Hr. Peter Carl Ludvig Petersen er bemyndiget til at forestå forretningens daglige drift og navnlig til at sælge og udleje symaskiner m.m., til at modtage og kvittere for de firmaet tilkommende købesummer og lejebeløb eller afdrag - såvel som til at foretage alle retslige skridt til hævdelse af firmaets rettigheder samt til at indgå forlig angående firmaets retsforhold - hvorimod han er uberettiget til at forpligte firmaet ved nogen kaution eller anden indeståelse, ved udstedelse af gældsbreve eller deslige, eller ved at udstede, trassere, endossere, acceptere eller overhovedet påskrive veksler.
Horsens borgmesterkontor, den 18. november 1885.
Lendrop.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 21. november 1885).

For undertegnede magistrat er det anmeldt at Moritz Bendix under firma "Bendix & Comp.s Filialforretning i Aalborg" driver detajlhandel her i byen, at nævnte M. Bendix er eneste ansvarlige firmadeltager samt at Carl Frederik Holten Worsøe er bemyndiget til at forestå forretningen daglige drift og navnlig til at sælge og udleje symaskiner m.m., til at modtage og kvittere for de firmaet tilkommende købesummer og lejebeløb eller afdrag såvel som til at foretage alle retslige skridt til hævdelse af firmaets rettigheder samt til at indgå forlig angående firmaets retsforhold - hvorimod han er uberettiget til at forpligte firmaet ved nogen kaution eller anden indeståelse, ved udstedelse af gældsbreve eller deslige, eller ved at udstede, trassere, endossere, acceptere eller overhovedet påskrive veksler.
Aalborg magistrat, den 4. december 1885.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 9. december 1885).

Vi tillader os herved at bekendtgøre at den af os som generalagenter for "the Singer Manufacturing Company" i en årrække førte symaskineforretning, efter firmaets hidtilværende ihændehaver, grosserer Moritz Bendix er afgået ved døden, fortsættes ufornadret under samme firma af hans enke, og håber vi at den firmaet hidtil viste tillid også fremtidigt må blive samme til del.
Bendix & Co.,
Generalagenter for "the Singer Manufacturing Company".
Holmens Kanal 5.
(Dags-Telegraphen (København), 16. april 1886)
Betty Bendix f. Löwenstein (29. sep 1839-19. maj 1914) er ligeledes med på gravstenen. Hun fortsatte maskinforretningen "Bendix & Co", Holmens Kanal 5 efter sin mands død. Den 6. april 1893 brændte en ejendom på Christianshavn hun ejede, "Slagers Kludefabrik" som blev fuldstændig ødelagt under branden. Fabrikken ejedes af firmaet "Levin & Sønners Efterfølger". En arbejder opdagede røglugt i Overgaden oven Vandet 34. Det lykkedes brandvæsnet at slukke ilden, men redningsarbejdet ødelagdde samtlige eytager.  Som ejer fejrede hun dens 50 års jubilæum i 1913. I oktober 1915 afholdtes auktion over hendes og to andres dødsbo, indboet skulle ifølge annoncerne være herskabeligt. 

Af andre stadig synlige gravsteder kan nævnes Kunst- og antikvitetshandler Sally R. Henriques (14. november 1815-29. april 1886), Joseph Meyer Melchior (28. aug 1818-5. maj 1886), Julius Eichel (29. april 1832-6. maj 1886) og bogtrykker Sally B. Salomon (18. okt. 1815-8. maj 1886). Salomon havde som typograf den 21. april 1847 fået bevilling til at nedsætte sig som bogtrykker. I april 1848 har han med i en deputation hos Frederik 7. for en udvidet valglov. Under krigen 1848-1851 udgav han skillingsbladet "Nyeste Postefterretninger", som fik stor udbredelse da man anså det for at publicere hurtige og pålidelige efterretninger fra krigsskuepladsen. I april 1851 startede han det lille dagblad, "Middagsposten", som dog hurtigt blev overtaget af Carl Steen Andersen Bille (1828-98).

Dødsfald. En af hovedstadens ældste industridrivende, bogtrykker Sally B. Salomon er mandag aften død i en alder af ca. 70 år, efter nogen tids sygdom. Salomon har i en række år været etableret her i byen og gjorde sig under den første slesvigske krig bekendt ved udgivelsen af "Skillingsbladene", der blev den første oprindelse til "Dagbladet", og senere har han lige til sin død været knyttet til "Dagbladet" som dets bogtrykker. Han var i en vid kreds kendt som en flink og hæderlig mand. 
(Dagens Nyheder, 5. maj 1886)

Ligbrænding af jøder blev diskuteret, også 1887 i England hvor jøder blev brændt i London. Overrabbineren var imod, og  henviste til profeten Amos hvor det blev fordømt at brænde lig. Omvendt henviste formanden for repræsentantskabet, Lord Rotschild til at kong Sauls lig blev brændt, ifølge profeten Samuel. Repræsentantskabet godkendte herefter at brændte ligs aske kunne nedsættes på kirkegården. 

01 oktober 2023

Borgerlige Bryllupper. (Efterskrift til Politivennen)

Før Danske Lov 1685 var forhold mellem mand og kvinde stadfæstet i en verdslig kontrakt, et fæste (heraf afledte ord som fæstemø, fæstefolk, fæstegave osv.). Efter Reformationen havde kirken forsøgt at tiltuske sig det, bl.a. fordi det var en god indtægtskilde. Selv om Luther mente at ægteskabet var en ren og skær verdslig handling, og kun når folk ønskede det, skulle kirken give dem sin velsignelse. 

Danske Lov 1685 pålagde lovtvungne kirkelige handlinger. Folk blev dog ved med at opfatte trolovelsen (afskaffet ved lov 1799) og senere vielsen som man havde gjort fra gammel tid.

Mellem 1685 og 1851 kunne vielser i Danmark kun foretages af en præst, såkaldt tvungen kirkelig vielse. Ordningen var ikke forenelig med den religionsfrihed, som blev indført med Grundloven af 1849. Hvorfor indførtes nødcivilægteskabsordningen: Et par kunne herefter blive viet af en borgerlig myndighed, hvis det ikke havde krav på en kirkelig vielse, fx fordi den ene ikke var medlem af et anerkendt trossamfund. 

Folketingsmand Harald Holm (Venstre) havde i 1878 forgæves forsøgt at få et lovforslag om borgerligt ægteskab vedtaget. Fra 1880’erne begyndte mange, særligt socialdemokrater, at erklære sig som fritænkere, for hvem det at blive borgerlig viet var en naturlig del af et sekulært samfund. "Social-Demokraten" gav 1885 en metode til hvordan dette kunne foregå:

I nær Forbindelse med Kirke-Taksterne staar Spørgsmaalet om borgerlig Vielse. Naar disse ikke hyppigere finder Sted end Tilfældet er, maa Aarsagen nærmest søges i Mangel paa Kendskab til Sagen. Vi skal da oplyse, at borgerlig Vielse sorterer under Magistratens 1ste Afdeling (Borgmester H. N. Hansen) at Betingelsen for at blive borgerlig viet, er den, at man ikke hører til Folkekirken. I sin Anmodning til Borgermesteren erklærer man blot, at man ikke hører til eller ikke ønsker at høre til nævnte Trossamfund. Hermed betragtes man som udtraadt af Kirken og kan blive borgerlig viet. Det er betydelig billigere at blive viet hos Borgmesteren end hos Præsten. Dette er vist ikke uden Betydning for Mange, der nu krymper sig ved as deres saa Indtægter at skulle udrede en besværlig Skat til de Mænd, der gør Forretning med alt, hvad de selv kalder helligt og guddommeligt.

(Social-Demokraten. 1. januar 1885).

I 1885 blev der ved Landsover- samt Hof- og Statsretten tinglæst 107 begæringer om borgerlig vielse i København. At det ikke altid gik glat, fremgår af nedenstående notits:

Borgerlig Vielse. Vi er bleven gjort opmærksom paa, at en Mand, der ønskede borgerlig Vielse, og som havde indgivet den i saa Henseende fornødne Thinglæsningsbegæring samt erlagt de lovbefalede 4 Kr., under Sagens videre Fremme, - efter at Thinglæsningen havde fundet Sted - er bleven nægtet Adgang til borgerlig Vielse paa Grund af, at der i Thinglæsningsbegæringen manglede den i Loven foreskrevne Erklæring om, at han ikke henhørte til noget her i Landet anerkendt Trossamfund. Der blev nemlig gjort gældende, at da han baade var døbt og konfirmeret i den lutherske Kirke, saa maatte han altsaa ogsaa være Lutheran, og da Manden ikke var vidende om, at han blot behøvede i Thinglæsningsbegæringen at afgive en simpel Erklæring om, at han ikke henhørte til noget her Landet anerkendt Trossamfund, og at denne Erklæring da straks maatte være taget for gyldig, saa var altsaa Thinglæsningen ugyldig og de 4 Kr. tabt, som han havde indbetalt for samme.

Vi finder os derfor foranledigede til atter som flere Gange tidligere at gøre opmærksom paa, at for at kunne erholde borgerlig Vielse er det en ufravigelig Nødvendighed, at enten begge Parter eller kun den ene Part erklærer ikke at henhøre til noget her i Landet anerkendt Trossamfund, hvilken erklæring har fuld gyldighed uden hensyn til, om vedkommende er døbt og konfirmeret i Trossamfund, der ere anerkendte her i landet.

(Social-Demokraten, 1. januar 1886)

Regelmæssigt annonceredes i Social-Demokraten med hvordan det kunne foregå, og hvor man kunne få vejledning i kontoret i Nørregade 5 i at få en borgerlig vielse. Først med ægteskabslovene 1922 kunne alle blive borgerlig viet. Kommunale myndigheder har pligt til at udføre en vielse for ethvert par, der ønsker det, uden hensyn til, om nogen af parterne er bosat inden for vedkommende myndigheds stedlige område, og uanset om prøvelsen af ægteskabsbetingelserne er foretaget andetsteds.

I Social-Demokraten skrev Norman Bryn i den anledning om det borgerlige bryllups historie. Det var ham der i sin tid som journalist ved Social-Demokraten havde skrevet ovenstående notits. Norman Bryn havde i 1888 sammen med A. C. Meyer (1858-1938) stiftet Danmarks første atletklub, Københavns Athletklub hvori han også en årrække sad i bestyrelsen. Han havde efterfulgt William Fleron (se artikelserien om Barrison-søstrene).

Borgerlig vielse på Rådhuset, 1901. Hoffotograf Lars Peter Elfelt (1866-1931). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


En Mindedag i det borgerlige Bryllups Historie

Den 5. januar 1885-5. Januar 1923.

I Dag, Fredag den 5. Januar, foretages paa Raadhuset det første almindelige borgerlige Bryllup efter den nye Ægteskabslov.

Denne Dag bliver derved en Mærkedag i det borgerlige Ægteskabs Historie, selv om Loven langtfra fik den Form, som Socialdemokratiet krævede.

Ogsaa paa anden Maade er den 5. Januar en Mærke- eller Mindedag.

Det var nemlig den 5. Januar 1885 - altsaa for 38 Aar siden - at jeg her i "Social-Demokraten" paabegyndte den Agitation for Indførelse af borgerlig Vielse, som jeg senere har fortsat gennem Aarene, indtil der nu endelig er tinnet et Resultat i den nye Lov, der tilsiger alle Ret til frit at vælge mellem borgerlig og kirkelig Vielse.

For at forstaa den nye Lovs Betydning mna det erindres, at man ikke tidligere saadan uden videre kunde blive borgerlig ægteviet, naar man ønskede det. Man var udelukkende henvist til Bryllup i Kirken.

Der eksisterede ganske vist en Lov af 1851, som bestemte, at naar Brudepar af forskellig Trosbekendelse, f. Eks. en Mosait og en Lutheraner, en Katolik og en Baptist, skulde giftes, saa skulde Vielsen I foretages paa Raadhuset. Alle andre Brudepar henvistes, til Kirken,

I Begyndelsen af 80'erne gjorde der sig en stærk anti-religiøs Strømning gældende i visse Kredse af i Befolkningen. Mange Mennesker var erklærede Fritænkere. 

En Kirkeminister som Fritænker.

Folk kritiserede Præsternes ufordragelige Optræden; der afholdtes anti-religiøse Diskussionsmøder, hvor Kirken voldsomt blev angrebet. Og som et mærkeligt Tidens Tegn kan det noteres, at selve Højreregeringen satte en erklæret Fritænker op paa Taburetten som Kirkeminister. Det var Højremanden Kammerherre Scavenius, der fik denne Stilling som Kommandant over sine religiøse Modstandere, Landets Bisper og Præster. Disse maatte finde sig i denne efter deres Mening store Forsmædelse, at blive underkastet en Fritænkers Ledelse - oven i Købet i dette Tilfælde en Mand, der var kendt for sit lystige Natteliv mellem Københavns letlevende Kvinder.

Fra Befolkningen kom der ønsker frem om at faa vedtaget en Lov om borgerligt Bryllup - man vilde bort fra det forhadte Præsteregimente. En Deputation henvendte sig til Kirkeminister Scavenius, men han stillede sig selvfølgelig -  som kras Højremand - afvisende. Han svarede kort og godt, af han fandt ikke, at der i Befolkningen havde ytret sig nogen Trang til at faa borgerligt Ægteskab. Og med denne Afvisning mente Højreregeringen, at denne Sag var ude af Verden. 

Jeg løste Knuden, saa at Folk kunde faa Borgerligt Bryllup.

Jeg spekulerede meget over denne Sag, der havde saa stor Interesse for mange Mennesker. -- Hvorledes skal jeg blive i Stand til at skaffe Folk borgerligt Bryllup . . . Hvad kan der gøres for at slippe udenom Højreregeringens stejle Afvisning? . . Alle disse Spørgsmaal strømmede gennem min Hjærne og beskæftigede mig uafladeligt. Jeg gennemstuderede Gang paa Gang den gamle Lov om borgerligt Bryllup for Mormoner, Mosaiter, Katoliker, Irvingianere osv., og jeg standsede tilsidst ved Sætningen: Folk af forskellig Trosbekendelse - Forskellig Trosbekendelse! Her var Løsningen funden! Naar Brud og Brudgom begge tilhører Folkekirken, lader jeg blot den ene melde sig ud af Kirken. Saa er Lovens Paabud opfyldt: Brudeparret er af forskellig Trosbekendelse, og har Ret til det borgerlige Bryllup.

Den 5. Januar 1885 - altsaa for 38 Aar siden - offentliggjorde jeg min Plan i "Social-Demokraten". Den vakte stor Opsigt og blev ivrig diskuteret rundt om paa Møderne, og dermed var Agitationen for den borgerlige Vielse i fuld Gang. Opmuntret af denne Tilslutning skrev jeg kort efter atter en Artikel i "Social-Demokraten", i hvilken jeg udførligt forklarede min Plan, agiterede for, at Folk skulde benytte sig af min Anvisning og lade sig borgerlig vie, ligesom jeg samtidig gav en nøjagtig Anvisning paa, hvorledes man skulde forholde sig, hvorledes de nødvendige Papirer skulde affattes, samt andre praktiske Vink.

Mine praktiske Anvisninger gjorde den tilsigtede Nytte. Der var straks en Del Brudepar, der krævede at faa borgerligt Bryllup paa Raadhuset, idet vedkommende Brudgom henviste til, at han ikke tilhørte noget som helst Trossamfund.

Stor Opstandelse i Magistraten. - Borgmesteren holder en Tordentale til Brudeparrene.

Det var ingen blid Modtagelse Brudeparrene fik i Magistratens 1. Afdeling. Borgmesteren, den gamle, krasse Højremand H. N. Hansen, opkaldte baade Brudeparrene og Forloverne og tordnede: "Ved De, hvad det betyder, De nu foretager Dem, sagde han til Brudefolkene. Ved De, hvilket Ansvar De paatager Dem ved at udtræde af Kirken, og er De klar over Følgerne af denne Udmeldelse. Og De, tilføjede han, henvendt til Forloverne, maa erindre, at De ligeledes har et stort Ansvar som Forlovere . . . 

Da Tordentalen intet frugtede, tog Borgmesteren fat paa en anden Bov.

- Det er ganske udenfor loven, hvad De her har foretaget Dem, sagde han, henvendt til Brudgommen. De forlanger borgerligt Bryllup, skønt De og Deres Forlovede er døbt og konfirmeret i den lutherske Kirke. Jeg vil sige Dem, at det aldeles ikke er i Overensstemmelse med Lovens Mening, naar De saaledes udmelder Dem af Kirken og af den Grund forlanger, at vi skal vie Dem. Jeg maa paa det bestemteste protestere mod en saadan Fremgangsmaade . . .

Alle Borgmesterens Protester hjalp imidlertid intet. Det var kække Banebrydere, disse københavnske Brudepar, der fulgte min Plan, og de var ikke til at rokke. De fastholdt, at da de nu engang var udmeldt af Kirken, saa var Magistraten nødt til at foretage Vielsen - og den Forklaring maatte Borgmesteren bøje sig for

Overpræsidenten viede Brudeparret - men han veg sit Sæde, da Vielsernes Antal tiltog.

Paa det Tidspunkt, da denne Kampagne indledtes, var det selve Overpræsidenten, i Spidsen for den samlede Magistrat, der forelog Vielserne. Der havde i Reglen kun været nogle faa Par aarligt - de sædvanlige Brudepar af forskellig Tro: Mormoner med Baptister, Irvingianere med Reformerte, Mosaiter med Lutheranere osv.

Men i 1885, da jeg havde slaaet til Lyd for min Plan, sporedes der straks en Stigning i Antallet af borgerlige Bryllupper. Saa blev Overpræsidenten ked af Bestillingen som Ægteskabsstifter og overlod den til Borgmester Hansen.

I Magistratens 1. Afdeling fortsattes imidlertid Trakasserierne overfor de borgerlige Vielser. Som Herren er, saa følger hans Svende, siger det gamle Ord - og det passer godt her. Borgmester Hansens Embedsmænd var lydhøre overfor deres Mester, hvilket faldt dem saa meget lettere, som de selv var krasse Højremænd.

(Sluttes)

(Social-Demokraten, 5. januar 1923).


En mindedag i det borgerlige Bryllups historie.

Slutning.

Brudeparrene afvises.

Gang paa Gang kom Folk til os og klagede over, at de var blevet afvist, naar de henvendte sig i Magistratens 1. Afdeling for at faa bryllup. Den vedkommende embedsmand havde rettet det Spørgsmaal til dem: Er De døbt? Og når der blev svaret Ja, kom Embedsmandens Svar prompte: Saa kan De ikke blive borgerligt viet. Det er ogsaa meget lettere at blive viet i Kirken .... De maa meget hellere henvende Dem til en Præst...

Den Afvisning vilde Folk selvfølgelig ikke finde sig i. Selv præsternes lokkende Tilbud om, at de kunde faa Vielsen gratis, naar de vilde komme til Kirken, hjalp intet. Arbejderne vilde nu en Gang partout have Bryllup paa Raadhuset, hvor de kunde slippe for Præsten -- og Brudeparrene satte energisk alt ind paa at faa deres Vilje gennemført.

Naar Folk klagede til mig over Magistratens Afvisning, tog tog mig selvfølgelig af Sagen. og Dagen efter mødte jeg med den samme Vielsessag, som Dagen forud var bleven afvist. Saa maatte Embedsmændene bide i det sure Æble, og Brylluppet blev afholdt. 

Den arrige Kontorchef.

Magistrats-Embedsmændene - der burde have været Folkets Tjenere, men den Gang følte de sig som Folkets Herrer - , blev gnavne over at de ikke kunde faa Bugt med min Plan, og Trakasserierne fortsattes, bl.a. ved at d'Hrr. forhalede og forhalede Bryllupssagernes Behandling.

Særlig den daværende Kontorchef i 1. Afdeling Vilhelm Lassen var en arrige Herre, der intet nægtede sig. Naar jeg henvendte mig til ham og paatalte det utilbørlige i at der smøledes med Sagerne, ved at Brudeparrene først i allersidste Øjeblik fik Besked om, hvilken Dag de kunde faa Vielse, svarede han gnavent:

Aa, det haster vel ikke ... det er bare Dem, der har saadant et hastværk ... Det er vist Brudeparrene lige meget, enten Brylluppet bliver i Dag eller i Morgen ... der er desuden saa optaget ... jeg har ikke Tid til at undersøge den vielsesdag. De Folk kunde jo bare have henvendt sig til en Præst - hvorfor kommer de her til os?

Jeg svarede, som sandt var, at Brudeparret absolut vilde have borgerligt Bryllup, at de ikke vilde vies i kirken osv.

Men Kontorchefen afbrød mig: det er noget Passiar! Det er dog alene Deres Skyld, at Folk kommer her og forlanger borgerlig vielse! Det er Deres Agitation, der holder denne Sag oppe. Saa naar De ophører med Deres Agitation, er der ikke en Sjæl, der forlanger borgerligt Bryllup...
Borgmester Hansens og Kontorchef Lassens hovne og bureaukratiske Optræden blev Forbilledet for de øvrige Embedsmænd i 1. Afdeling, og det var ikke behageligt for Folk at komme derop i Bryllupssager, da de konsekvent afvistes og samtidig henvistes til Præsterne.

Doven Embedsmand, der vilde hindre de borgerlige Vielser.

Ikke alene i Magistraten, men også i de tilgrænsende Jurisdiktioner optraadte Embedsmændene saa snart det drejede sig om borgerlige Bryllupper - med en []nhed og Arrogance, der grænsede til det utrolige. 

Jeg mindes bl.a. en Embedsmand - han blev senere et meget kendt Bankdirektør -, der ved en []hed, hvor der blev forelagt vielsessag, udtalte følgende til kontorpersonalet: "Sørg for, at der er lagt saa mange Hindringer som muligt i Vejen for disse borgerlige Vielser!" I Magistraten gik en Embedsmand i sin Hovenhed saa vidt i en Vielsessag, der angik en kendt Borgerrepræsentant og Fagforeningsformand, at denne fandt sig foranlediget til at klage over ham.

Samtidig var Præsterne paa Færde. Da Vielsernes Antal - trods alle Hindringer - stadig forøgedes, bestemte Myndighederne, at Udmeldelsen af Kirken - der hidtil var sket ved en Anmeldelse til Magistraten - fremtidig skulde ske hos Præsterne. En Del Præster forlangte nu, at Brudgommen personlig skulde inøde hos Præsten, og da Folk ofte nægtede at opfylde dette Krav, som de mente var i Strid med Loven, gav det Anledning til en lang Række Trakasserier, indtil endelig en Klage til Biskoppen medførte, at Præsterne faldt til Føje.

Paa dette Tidspunkt var det, at en Præst, der viede et Par i Kirken, vakte umaadelig Forargelse ved sin Optræden. Præsten rev Myrtekransen og Sløret af Bruden, fordi hun var frugtsommelig. En anden Præst nægtede at døbe et Barn, hvis Forældre var borgerlig viede. De klagedes i dette Tilfælde til Ministeriet, som paabød Præsten, at han ufortøvet skulde foretage Daaben. 

Disse Præsteskandaler var medvirkende til, at Folk mere og mere vendte sig fra Kirken og foretrak den borgelige Vielse, hvor man ikke var udsat for at blive røflet af en Præst.

Lyngsie og Cornelius Ewertsen blandt de første pionerer.

Blandt dem, der i de allerførste Aar fulgte mit Opraab og lod sig udmelde af Kirken for at blive borgerlig viet, erindrer jeg min gode Ven og Partifælle M. C. Lyngsie, der den Gang var Laboratoriearbejder, samt Camillus Ewertsen, der den Gang var ung Maskinarbejder paa Holmen og senere blev en kendt Atlet og Bryder. Og i deres Kølvand fulgte et stort Antal københavnske Arbejdere.

Da jeg i 1885 begyndte min Agitation, nærede jeg det stille Haab, at Resultatet vilde blive, at der i Løbet af en halv Snes Aar blev vedtaget en Lov om almindelig borgerligt Ægteskab.

Men jeg blev dybt skuffet - den reaktionære Regering lagde sig stadigt hindrende i Vejen for en Reform.

De borgerlige Brylluppers Antal var ganske vist i en stadig og jævn Stigning. Men der skulde forløbe ikke ti eller tyve, men hele 38 Aar, før den nye Lov kom.

Til Belysning af den store Stigning skal jeg anføre et Par Tal. I Begyndelsen af 80'erne var det aarlige Antal borgerlige Vielser højst 20-30. Men efter den 5. Januar 1885, da jeg havde offentliggjort mit Opraab gik Tallet rask opad.

Af en Statistik over de borgerlige Ægteforeninger fremgaar, at i Aarene 1890-1900 var der gennemsnitligt aarligt 198 Vielser, i Aarene 1901-1905 var Gennemsnitsantallet 420, fra 1906-1910 821, fra 1911-1915: 904, indtil Antallet i Aarene 1910-1919 gik op til over Tusinde Vielser pr. Aar. Ja i 1921 var Antallet af Vielser ikke mindre end 1165.

Dette var Resultatet af min Agitation - og det Bevis, som Scavenius havde krævet, var altsaa nu til Stede.

Og saa kom endelig Loven, der - bortset fra dens forskellige Skavanker - dog har den Fordel, at de borgerlige Bryllupper nu er gratis, og at den af mig for 38 Aar siden opfundne Metode; Udmeldelse af Kirken, nu er overflødiggjort.

Bryllypssalon pyntet med blomster og Flag.

For nogle Aar siden ophørte Trakasserierne i 1. Afdeling - det skete samtidig med, at Socialdemokratiets voksende Indflydelse gjorde sig gældende i Borgerrepræsentation og Magistrat.

Nu er personalet elskværdigt og høfligt. Ja, der er som omtalt endog oprettet et Kontor for Bryllupper, hvor Folk kan faa den fornødne Vejledning.

Jeg tænker tilbage paa de Tider, da Borgmesteren buldrede og tordnede overfor Brudefolkene, og Embedsmændene arrigt afviste dem!

Nu er det endog gaaet saa vidt, at Borgmesteren pynter den store, stilfuldt udstyrede Bryllupssal med Blomster, Flag og et ældgammelt Brudesmykke, for derved at glæde Brudefolkene. Ja, han er endog parat til at vie Brudeparret i dets eget Hjem (Kongebrev).

Dette er ensbetydende med en Sejr, som Socialdemokratiets Agitation kan tilskrive sig Æren for.

I Fremtiden vil de borgerlige Vielser komme paa Moden.

Norman Bryn.

(Social-Demokraten, 7. januar 1923).

I 2017 blev der foretaget 31.341 vielser i Danmark, af hvilke 10.212 var kirkelige. Forholdet mellem borgerlige og kirkelige vielser stiger for de første vedkommende.

30 september 2023

Mosaisk Vestre Begravelsesplads indvies. (Efterskrift til Politivennen).

I over 200 år har den jødiske menighed her i staden nu benyttet den samme kirkegård beliggende i Møllegade, som begravelsessted for deres døde. Kirkegården der kun er 3 tønder land stor, er nu blevet i den grad optaget at der kun findes 4 begravelsespladser tilbage på den, og man har derfor allerede for nogen tid siden truffet foranstaltning til at sikre menigheden en ny og tilstrækkelig stor kirkegård. I den anledning er der erhvervet et stykke jord, 5 tønder land stort, af kommunes udstrakte Vestre Kirkegård. Dette er blevet smukt indhegnet med en mur og en inspektørbolig er blevet popført. En af de sidste dage i dette år vil kirkegården bleve højtideligt indviet hvorefter den vil blive taget i brug fra 1. januar, hvis ikke en uventet og pludselig dødelighed blandt menighedens medlemmer skulle foranledige at den tilbageværende plads på den gamle kirkegård forinden bliver optaget. Det er derefter hensigten om nogen tid at opføre et stort og smukt kapel på den nye kirkegård, fra hvilket begravelserne fremtidigt kan foregå, mens man indtil dette er færdigt, vil foretage begravelserne fra det nuværende kapel i Møllegade. 

(Fyens Stiftstidende, 14. december 1885, 2. udgave).

Indgangsporten ved Vestre Kirkegårdsvej. I stenen er indskrevet: Den mosaiske begravelsesplads. Klokken virker ikke længere. Muren er den originale som står beskrevet nedenfor. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Den mosaiske menigheds nye begravelsesplads

I de over 200 år, hvori der har været en mosaisk menighed her i byen, har denne haft sin begravelsesplads i Møllegade. Efter jødisk ritus må et sted, hvor der har været jordet et lig, ikke atter benyttes på samme måde, og da der kun findes få pladser tilbage i Møllegade, har menigheden erhvervet en del af kommunens store Vestre Kirkegård til begravelsesplads. Denne omfatter ca. 5'½ tønder land af kirkegårdens østlige del. Dette terræn har menigheden ladet tørlægge ved en så omfattende dræning som ingen af vore andre begravelsespladser. Ud imod den af kommunen ny anlagte brede tilkørselsalle er der opført en 250 Al. lang monumental hegnsmur, hvori en større portal med en indkørselsport og 2 låger af rigt smedejernsarbejde, og indenfor en bolig for kirkegårdens inspektør. 

Inspektørboligen som den så ud i 2020 (Foto Erik Nicolaisen Høy).

Såvel muren som denne bolig er, med benyttelse af motiver fra middelalderens norditalienske arkitektur, opførte af røde sten med rig anvendelse af granit, ølandsk sandsten samt glacerede formsten. I bygningens østlige gavl er indmuret en stor vaskekumme af hugget sten til brug ved begravelsesceremoniellet og over denne en tavle af majolika, på hvilken, omgivet af forskelligt farvede ornamenter, en indskrift fortæller, hvilket år efter jødisk tidsregning denne Begravelsesplads er anlagt. 

Nærbillede af den omtalte vask i inspektørboligen. I pladen over vasken står: "Aar 5646 e. V. S. (1885) anlagde det mosaiske troessamfund i Kiøbenhavn denne begravelses plads." Foto Erik Nicolaisen Høy.

De øvrige sider af de cirka 3 tønder land, der foreløbig er indtaget til kirkegård, er lukket med stakit, indenfor hvilket der er plantet en tjørnehæk og et 10 alen bredt læbælte. Terrænet er anlagt med makadamiserede gange og beplantet med busketter og alletræer. Det endelige anlæg af gange og fuldstændige beplantninger kan først ventes fuldførte i det kommende år, når jorden har sat sig efter dræningen. 

Opførelsen af mur og inspektørbolig er sket efter tegning og under ledelse af arkitekt Fr. Levy, der har megen ære af dette foretagende. Alt mur- og stenhuggerarbejde er udført af murmester Wienberg, de glaserede sten er leverede fra E. Frauens fabrik og de er særdeles smukt forarbejdede. Smedejernsporte og låger af smedemester Mogensen i Korsgade. Udlægningen af arealet og beplantningen er foretaget af gartner Høegh Hansen, dræningen under ledelse af ingeniør J. Meyer.

Den højtidelige Indvielse af den nye begravelsesplads foretoges i formiddags kl. 10. Efter at menighedens repræsentantskab, præster og øvrige geistlige funktionærer samt en del indbudne var forsamlede i inspektørboligens stueetage, indlededes højtideligheden med salmesang på hebraisk og religiøse foredrag om begravelsesvæsenet efter den hellige skrift ved rabbiner D. Simonsen og H. M. L. Melchior. Under salmesang af synagogens forsanger og herrekor foretog forsamlingen derpå en procession om den første til begravelser bestemte karré af terrænet. Derpå vendte man tilbage til inspektørboligen, og efter afsyngelse på dansk af salmen 90 blev indvielsestalen holdt af Professor, dr. A. A. Wolff, der i smukke ord dvælede ved begravelsespladsens religiøse betydning og bl.a. derved udtalte sig mod den i den nyere tid drøftede ligbrænding. Efter talen blev der afsunget nogle hebraiske salmevers, hvorpå prof. Wolff sluttede højtideligheden med at lyse velsignelse over forsamlingen.

Den nye begravelsesplads vil blive taget i brug efter nytår, således, at der i Møllegade kun vil finde begravelser sted for deres vedkommende som der har enkejord eller har tidligere indkøbt begravelsesplads der.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. december 1885, 2. udgave).

29 september 2023

Indianertrup i Danmark. (Efterskrift til Politivennen).

December 1885 ankom en trup sioux-indianere til København hvor de fra mandag den 6. december optrådte på National Scala. Truppen må have været en af de allerførste, hvis ikke den første overhovedet, og formentlig udsprunget af turneer i Tyskland. Indianerstammen blev præsenteret som "bestående af mænd, kvinder og børn under anførsel af høvdingen Standing Eagle og prinsesse Ogalola, fører en stor samling våben, skalpe og redskaber med sig. Stammen optræder i våbenøvelser, skarpskydning og dans." 

Det var meningen at sidste forestilling skulle have været den 20. december, men da et 1½ barn som var med, blev sygt, blev det forlænget til 31. december 1885. Herefter drog truppen videre, mens barnet og moderen forblev på Kommunehospitalet hvor det døde i januar 1886 og blev begravet under kummerlige omstændigheder på fattigkirkegården på Vestre Kirkegård.

Indianerne i "National"

Det er en kritisk tid, vor tid. Og folk er så fælt vantro, man tvivler om alt. Hvorfor da ikke også tvivle om, at det var rigtige indianere, man her så. Dog om dette punkt ganske i almindelighed behøver københavnerne ikke at være i tvivl. Men om det specielt er sioux-indianere og endnu mere specielt af stammen Sitting Bull, ja til at afgøre det, mangler vi tilstrækkelige etnografiske kundskaber. Og om det allermest specielle, at hans højhed med de to fjer er den berømte høvding, som dræbte General Custer tilligemed et helt regiment soldater (eller, efter en anden beretning fra foreviseren, generalens eskorte), derom kan vi ikke undlade at nære en vis beskeden tvivl.

For resten ser de ikke så forfærdelig indianske ud: de fleste har vistnok ment, at de ville være langt mere udstafferede. Der er over kvinderne og børnene noget næsten eskimoisk, men det mindste af børnene vil nærmest vinde beundring, det er et virkelig smukt barn, og det ville ikke forbavse at høre damer sige: Gud, sikken en sød unge! 

Meget får man nu i grunden ikke at se af dem. Tavse og melankolske, eller måske kun noget gnavne, sidder mændene indhyllede i store tæpper lige op til øjnene og selv dem slår de i
reglen ned. Kun et par af dem kigger en gang imellem noget halvt sky, halvt ironisk ud på folk, som ville de sige: Hvad Fanden er I i grunden for nogle fisk? Børnene ser helt fornøjede ud og kan næsten sidde på en stol og næsten ryge cigarer og cigaretter. Kvinderne synes ikke at lide meget af det der siges at være deres europæiske søstres skødesynd. Lidt kan man dog dem tale med hverandre. "Prinsessen" producer sig i syning på indiansk maner, for resten da også på grønlandsk, uden synål. Med en slags syl borer hun hul i tøjet og stikker så tråden med fingrene og sylen gennem hullet, akkurat som vore skomagere.

Når man har set noget på dem, kommer foreviseren og fra tribunen præsenterer han så selskabet for publikum, begyndende med høvdingen og prinsessen, for ære den, som æres bør! Derefter kommer turen til selskabets første danser og dets hurtigløber, der kan løbe om kap med en vild hest, men om han kan sejre i kapløbet, forties viselig. Endelig præsenteres en texaner, Happy Jack Sutton, "Amerikas bedste Pistolskytte", der dog så lidt som rødhuderne får lov til at vise deres skydefærdighed, uvist om på grund af riffelprovisoriet eller fordi politiet ikke ret stoler på deres færdighed: behageligt var det jo ganske vist heller ikke for en tilskuer at gøre bekendtskab med en af de "forgiftede" pile. Samme texaner er i øvrigt en glimrende teaterfigur: lille, mager, køn, sydlandsk, med en flot læderdragt, spækket som en albaneser med revolvere og knive og præmiemedaljer, med den bredskyggede, lavpullede sombrero lidt flot på snur: han forstår åbenbart at gøre sig.

Så fremviser samme foreviser et par tomahawker, mærkelig nok af en tenformig sten fastgjort til et smidigt skaft, nogle broderede tobakspunge og sko, perlebroderede barnesenge, der kan anbringes både på moderens ryg og på en saddel, et par lassoer, og så en pil som han fortæller en gyselig historie om, at den er blevet forgiftet på en næsten münchausensk måde: "De indfødte henlægger leveren af et dyr på et sted hvor de giftige slanger søger hen; disse bider i leveren, forgiftes, og i denne stikkes så pilespidsen ind, så at den på den måde optager den dræbende gift."

Af de få redskaber, som er opstillet, lægger man særlig mærke til et meget smukt ridetøj, tilhørende mr. Sutton, der var så forekommende at vise os, hvorledes en lasso svinges. Bidslerne viste klarte at ejermanden kunne være glad ved, at han ikke skulle bruge dem her i landet, for så ville dyrebeskyttelsesforeningen med god grund lade han tiltale for det skændigste dyrplageri.

Når foreviseren er færdig, kommer humlen, som Per Brast sagde: Selskabets musikalske medlem sætter sig noget ugalant med ryggen mod tilhørerne og bearbejder unægtelig med en vis færdighed en god europæisk stortromme, ledsagende denne trommemusik med nogle dyriske hyl. Han har vel begyndt, så springer danseren op, kaster tæppet og viser, hvad en danser hos de folk vil sige. En efter en følger de andre krigere og en af drengene, alle dansende på deres maner, men langt fra så kunstfærdig som mesteren, alle i temmelig luftige kostumer, og med lidt andre hyl sekunderende musikvirtuosen. Således må åbenbart de gamle nordboeres sang have lydt i araberen Turtusi's øren når han siger, at indbyggernes sang i Slesvig lignede en hunds gøen.

Dog dansen er hurtig til ende, og i en fart sidder atter de rødhudede krigere tavse, mørke, indhyllede i deres tæpper.
L

Indianerne toges i søndags i øjesyn af over 3.000 personer.

(Social-Demokraten, 8. december 1885).

Forestillingen blev  ligeledes bl.a. anmeldt i Dannevirke, den 8. december 1885, Dags-Telegraphen 7. december 1885 og i Folketidenden - Ringsted, 7. december 1885.

Happy Jack Sutton (1853-1890) turnerede med P. T. Barnum's Circus i 1870'erne og 1880'erne, og havde sit eget show, the Jack Sutton Wild West Show. Han er afbildet på adskillige fotografier, alle underlagt ophavsret. Han indgik i Sitting Bull Sioux Indians, som bestod af 30 mænd, kvinder og børn, 16 heste og altså også Happy Jack Sutton. Sitting Bull deltog dog ikke i gruppen der rejste rundt i Europa, han rejste i stedet rundt med Buffalo Bill i USA. 

Sioux-indianere i København 

På etablissement Nationals taganlæg fremvises i disse dage en stamme Sitting Bull Sioux indianere, bestående af 4 høvdinge, 4 yngre mænd, 4 squaws (koner) og 4 børn. Det er første gang, at virkelig ægte Sioux-indianere er kommet til Europa, og det har da også kostet truppens impressario stort besvær at få dem hertil, for indianerne var ikke så snart kommet til New York, før de ville vende tilbage til deres skove, og kun efter megen overtalelse fik man dem ombord. Sioux-indianerne er bekendt som den vildeste og mest krigeriske stamme i Nordamerika. Det er næppe 10 år siden at denne stamme under anførsel af Hicrow, som er med truppen her på National, tog del i det bekendte myrderi ved Black Hills, hvor den tapre amerikanske general Custer med et helt regiment soldater blev dræbt til sidste mand. Nu er stammens hjemsted Dakota i Nordamerika, hvor den lever i venskab med United States regering, der har anvist dem Rosebud reservation til opholdssted. Med indianerne følger den berømte Happy Jac Sutton, også kaldet Stifinderen, en texaner, der fra barndommen af har levet blandt indianere, og der overalt i Amerika er bekendt som skyttekonge; særlig excellerer mr. Sulton som pistolskytte. og mange gange tusind dollars har han vundet i væddemål på sin skydefærdighed. Man glemmer heller ikke at gøre sig bekendt med den interessante våbensamling, truppen medbringer. Her er tomahawker, bue og kogger samt forgiftede pile, man lægger mærke til enkelte, endnu brunlig røde af unionsoldaters blod, og ingen går forbi indianerskalpene med de fæle hårtotter uden gysen. Stammen, der er kommen hertil fra Hamborg, hvor den under overordentlig tilstrømning er fremvist for første gang i Europa, går herfra til Castans Panoptikon i Berlin; derfra er indianerne engagerede til London, Paris og Moskva. København bliver således den næstførste by, som ser ægte rødhuder, og det er også en fremstilling, som ikke forsømmes af hverken lærd eller læg, såvel den etnografiske studerende som de mange der har slugt Coopers skildringer af dette mærkelige folk. 

(Demokraten (Århus), 10. december 1885)

"Castans Panoptikum" var et berømt voksfigurmuseum som eksisterede 1869-1922, på daværende tidspunkt i Friedrichstrasse i Berlin.

Sioux-indianerne

Den herværende amerikanske minister besøgte i går sioux-indianerne og førte i Nationals tårnværelse gennem tolken en længere privat samtale med dem og underholdt sig særlig med den gamle indianerhøvding Hicrow. Da det blev meddelt ministeren at flere her drog stammens ægthed i tvivl, erklærede denne at have færdedes meget blandt indianerne og kunne derfor bevidne at de her optrædende er fuldblods, hvad ministeren yderligere i et brev til truppens impressarier ville tilkendegive.

(Dagen Nyheder, 10. december 1885)

Sioux-indianerne 

kunne fremdeles glæde sig ved et talrigt besøg. Den tyske postdampskibsekspedition oplyser at indianerne ombord har opført sig meget civiliseret og ikke gjort mine hverken til mytteri eller til at springe overbord. De holdt sig tværtimod meget rolig og føg deres cigaretter, hvilke de kun slap når søsygen en gang imellem overvældende dem.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. december 1885).

Ægte indianere. 

På etablissementet "National" i København optræder for tiden en trup sioux-indianere og gør stor lykke hos publikum. Forleden har den amerikanske minister i København, professor Rasm. B. Andersson, som det skrives til os, besøgt disse indianere, og attesteret deres ægthed. Professor Andersson er så meget mere i stand til at udtale sig herom som sagkyndig, som han selv har tilbragt en stor del af sin ungdom blandt indianere. Hans forældre boede på en farm i det fjerne vesten, og de eneste nærboende mennesker var en indianerkoloni, med hvis børn han legede sammen næsten til sit 14. år. Han lærte deres sprog, han fiskede og gik på jagt med dem og delte føde med dem. De indianere, med hvilke han således gjorde et så intimt bekendtskab, hørte rigtig nok til Winnipegstammen, medens de foreviste er sioux'er, og da sprogene hos de forskellige indianerstammer er lige så forskellige fra hinanden som fx. dansk fra russisk og selv indenfor den samme stamme undergår en stadig omdannelse, var det kun ministeren muligt at underholde sig med indianerne her gennem tolk. Han spurgte dem bl. a. om, hvad de ønskede, hvorpå høvdingen efter et øjebliks betænkning svarede, idet han pegede på den med medaljer og mønter overlæssede texanske skyttes bryst, at han gerne ville have en medalje af  "dette lands store fader" (kongen). Dette må nu ikke forstås således, som om indianerne allerede havde tilegnet sig civilisationen i den grad, at de har fået smag for dennes ordener og dekorationer; det er kun en almindelig indiansk tilbøjelighed til at fylde brystet med så mange mønter og medaljer som muligt. På høvdingens ønske svarede gesandten ham, at han var ude af stand til at formå dette lands fader til at bortgive nogen medalje, men derimod kunne høvdingen meget godt få en mønt eller medalje af gesandten, som repræsenterede den store fader i Washington, efter indianerbegreb indehaveren af den fornemste magt og herlighed på kloden. Høvdingen slog sig til tåls hermed, og det glædede ham øjensynligt at erfare, at den store fader i Washington rundt om i de stæder, de skulle gæste, har afsendinge, der ville tage sig af steppens børn, så længe de, som hr. Andersson udtrykkelig betingede, opførte sig vel.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 15. december 1885)


National Scala, på hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade set fra Vesterbrogade. Det var blevet opført 1882. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder til fotoet.

Etablissementet "National" 

er stærkt besøgt i denne tid. Det har fået en hel mængde nye kunstnere og kunstnerinden.
---
Af og til blander der sig om aftenen en mislyd i de musikalske præstationer. Den skriver sig fra sioux-indianerne, der opholder sig på taganlægget og som navnlig i forrige uge, før de fik opsat en kakkelovn, ved hvilken de kunne opvarme deres væsentligt ubeklædte tatoverede legemer, hver time foretog et vildt opvarmningsløb der gik igennem forsalens store galleri, og som var ledsaget af langtrukne "hugh"-lyd og en hvislende piben, således som den beskrives af Cooper når han taler om rødhuderne der befinder sig på krigsstien.

(Dannevirke, 15. december 1885)

Indianernes yngste barn

er alvorlig angrebet af brystkatar. Faderen siges at være set slibende sin skalperkniv og truende med at lade det gå ud over "medicinmanden", hvis barnet ikke kommer sig. Den behandlende læge tager sig med stor omhu af sin interessante lille patient.

(Morgenbladet (København), 16. december 1885).

Indianerne på "National" taganlæg.

Den 17-årige prinsesse af sioux-truppen er ifølge "Avisen" i disse dage upasselig af krampeanfald, ligesom det yngste barn som en indianerkvinde ved forestillingerne kom slæbende ind med på ryggen, har fået så heftige anfald af brystkatar, at der stærkt tvivles om at bevare dets liv. Høvdingen sidder bestandig hen i dyb melankoli. På søndag, den sidste dag truppen forevises i København, vil han bære den guldmedalje som den amerikanske gesandt har lovet at skænke ham.

(Jyllandsposten, 18. december 1885).

En af de ægte sioux-indianere 

følte for et par dage siden trang til at blive barberet. Ledsaget af en tolk begav han sig til et atelier for barberkunsten, hvor han blev betroet til et ungt menneskes omsorg. Den unge mand skulle til at begynde på udførelsen af sit hverv, men da indianeren i denne anledning slog kraven på sin ulster-coat ned, blev den unge barber så rædselsslagen over at stå overfor en af de blodtørstige rødhuder, at han tabte sæbekoppen og ikke var til at bevæge til at fortsætte sin forretning. Mesteren - der altså har været en del mere behjertet - måtte da tage fat, og så vidt vides slap både han og indianeren helskindede fra affæren.

(Dags-Telegraphen (København) 19. december 1885).


Noget om indianere

Indianerne på "National" er fuldstændigt ægte. Der er ikke mindste tvivl derom. Om de alle er af fuldstændig ublandet race turde tværtimod være et andet spørgsmål. Dog gælder det utvivlsomt for høvdingens og krigernes vedkommende. De er ægte sioux-indianere. 
Sioux-indianernes hjem er de nuværende stater Iowa og Minnesota. Derfra dreves de vester på til det nuværende territorium Dakotah. Da man for en halv snes år siden også ville drive dem bort fra "de sorte høje" (the Black Hills) i dette territoriums vestlige del, satte de sig til modværge - ikke ganske uden grund, skulle man synes - og massakrerede en del hvide
indvandrere. Regeringen i Washington sendte da en anselig stridsmagt, under general Custer, ud for at undertvinge de genstridige indianere. Men i en kamp mellem de sorte høje vandt sioux-indianerne, under høvdingen Sitting Bull, en sejr så eklatant, som det er muligt at tænke sig. Custer og hans folk faldt til sidste mand. Ikke en sjæl af de hvide kom levende derfra, så man vidste i mange år næppe en gang rigtigt, hvorledes det egentligt var gået til i denne kamp.

Unionens våbenære krævede, at en ny og større troppestyrke sendtes mod siouxerne, og nu jagede man dem, til de gik over på kanadisk territorium, hvor unionstropperne var nødte til at
lade dem i fred. Men da siouxerne væsentligt ernærede sig ved jagt på de vilde bisonokser, og disse efterhånden trak sig over på Unionens grund, var Sitting Bull og hans folk tvunget til at følge efter.

Så snart dette rygtedes sendte den amerikanske regering på ny sine tropper imod ham, denne gang under en general der hed Miles, om jeg ikke husker fejl. Sitting Bull åbnede underhandlinger, på sin maner, men de førte ikke til noget. De diplomatiske aktstykker, der udveksledes, havde en ret ejendommelig form, omtrent som følger:

"Sitting Bull til Miles. Bull og hans folk lever af okserne. Hvor okserne er, må Bull også være. Det er ikke Bulls hensigt at ville gøre de hvide mennesker noget ondt, men hvis Miles rykker længere frem, så skyder Bull".

General Miles svarede i samme stil, at han intet hensyn tog til, om Bull skød eller ej, og efter nogle skærmydsler måtte siouxerne igen trække sig tilbage til Kanada. Tvunget af nød, overgav en del af dem, under høvdingen Antelope, sig imidlertid snart til amerikanerne og fik anvist en "Reservation" (forbeholdt stykke land), hvor de kunne leve. Sitting Bull holdt ud så længe han kunne, men omsider, i sommeren 1881, tvang hungeren også ham til at underkaste sig tilligemed den sidste rest af sine folk.

Amerikanerne, der nu kom i personlig berøring med den frygtede indianerhøvding, der havde tilintetgjort en af deres hære til sidste mand, blev meget forbavsede ved i stedet for en vild bersærk at finde en skikkelig, godmodig, meget fredsommelig og religiøs mand. "De hvide mænd indrømmer," sagde en reporter fra "New York Herald" til Sitting Bull, "at I
viste Jer som en stor høvding i kampen mod Custer". - "Det var den store Ånd, der beskærmede mig og afgjorde den kamp", svarede høvdingen. "Jeg ville ikke gøre noget ondt. Derfor fik jeg styrke fra den store gådefulde deroppe." Og han pegede opad med sin finger.

Da Sitting Bull havde været nogen tid blandt amerikanerne, erklærede han en skønne dag, at nu var han ked af dette stille liv og ville ud at jage igen. Hans "værter" betydede ham imidlertid, at dette ikke kunde tillades, og for at vise ham på en håndgribelig måde, at de mente, hvad de sagde, anbragte de ham i et fort. Her befandt Sitting Bull sig imidlertid alt andet end vel, og den offentlige mening hos amerikanerne var også imod, at den tapre og godmodige høvding skulle behandles på denne måde. Men hvad skulle man gøre ved
ham? Agerdyrker vilde han ikke være.

Så var der en impressario, der optrådte som frelser i nøden. Han forestillede Sitting Bull, at alle hvide mænd var begærlige efter at se den store høvding, og opfordrede ham til at rejse
rundt med sig og give audiens. Om Sitting Bull følte sig smigret, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at han lod sig bevæge til at rejse med. I det første hotel, han kom til, debuterede han ved middagsbordet med at brede sin serviet omhyggeligt ud over sin stol
og sætte sig på den. Han blev dog snart fortrolig med hotellivets sædvaner og hotellernes indretning, og de sidste efterretninger lyder desværre på, at han stadigt forlanger sit værelse
så nær som muligt ved hotellets "bar", det lille kabinet, hvori øl og whisky mm. konsumeres.
Det her anførte kaster måske lidt lys over den ubestridelige kendsgerning, at også vi, her i København, får besøg af nogle af Sitting Bulls folk. Hvad over-høvdingen gør, kan selvfølgeligt også under-høvdinger og menige indianere gøre. Kan Sitting Bull "give
audiens" i Amerikas store byer, kan Standing Eagle også gøre det i Europas.
X

(Morgenbladet (København), 20. december 1885).


National Scala, tegning 1885. Erik Henningsen (1855-1930). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 


Sioux-indianerne på National taganlæg.

Opmærksomheden henledes på omstående annonce, ifølge hvilken indianerstammens ophold her i byen af hensyn til den stærke og vedvarende tilstrømning er blevet forlænget til den 31. december. Rødhuderne har trods kontraktsforhold andet steds, indgået på denne forlængelse af omsorg for det syge indianerbarn, der har sat megen uro i stammen. Der menes at barnet næppe vil kunne tåle en sørejse før om nogen tid.

(Morgenbladet (København), 21. december 1885).

Indianernes sidste forestilling var ellers planlagt til den 20. december. 

En buket til prins Valdemar.

Den gamle sioux-indianer Hi-Crew der fra "National"s vinduer så den uoverskuelige menneskemasse - efter hans anskuelser mindst 1 million - , der modtog deres kongelige højheder prins Valdemar og prinsesse Marie, blev meget rørt og løb ind i sit sovekammer, hvor han af en vældig dragkiste udtog en ørnefjer, som han indtil i forgårds har gemt som en helligdom (høvdingen skal nemlig bære 3 fjer på sit hoved, men efter at han i krigen blev ramt af en kugle i den højre hofte, tør han kun bære 2 fjer. Fjerens farve var på dens øverste del sort, på den nederste del hvid, den ene side af det hvide var malet rød som tegn på at den var taget af høvdingens hoved på grund af at han var blevet såret). Idet han truede med mytteri, erklærede han at ville sende fjeren som tegn på sin deltagelse tilligemed fotografi af sig og de andre indianere til prinsen og prinsessen. Impressarioerne der var bange for at gøre høvdingen noget imod, sendte derfor ifølge "Natt." søndag eftermiddag fra Dina Schuldts blomsterforretning en stor, elegant buket til prinsen og prinsessen. Buketten der var i amerikanske farver og med bånd i franske farver, bar indskriften: "Hi Crew, høvding for 4.000 sioux-indianere", og forneden på båndene var fotografiet med ørnefjeren anbragt.

(Aalborg Stiftstidende, 24. december 1885).

Prins Valdemar boede på daværende tidspunkt i det gule palæ i Amaliegade, hvortil buketten blev sendt.


Indianerbarnet Black-Eyes, 

der ved indianernes bortrejse fra København måtte efterlades i syg tilstand på Kommunehospitalet, er senere død. Barnets fader ville komme hertil i går for at afhente sin hustru, som blev tilbage, da resten af truppen afrejste. (Dg. Nh.).

Begravelsen fandt ifølge "Natt." sted i går fra kapellet ved Kommunehospitalet. Der havde i den anledning indfundet sig en mængde nysgerrige, der trodsede det ublide vejr, men blev skuffede, idet der kun indlodes ganske få i kapellet. Her var kun barnets moder og fader samt texas-Indianeren. Efter at hospitalets præst havde forrettet den gejstlige handling, blev liget i hospitalets rustvogn kørt til Vestre Kirkegård, hvor det sænkedes i graven. Hertil  fulgtes det af de 3 indianere og et par af hospitalets funktionærer. 

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 7. januar 1886.)

Sioux-indianerne på etablissement National taganlæg, optrådte 31. december 1885 med skalpdans, krigsdans, bueskydning samt indiansk våbensamling for sidste gang. Skalpdansen under anførsel af Hi Crow, samt "doktordansen" under anførsel af Black Horse (sorte hest). Bueskydning og forevisning af den medbragte interessante samling våben, skalpe samt andet indiansk husgeråd. 

Sioux-indianere underholdt nytårsdag på exsercerskibet "Dannebrog" og "tiltrak sig de besøgendes livlige opmærksomhed".

En indianer-begravelse.

Indianertruppen der for kort tid siden opholdt sig i København, mistede der et af sine medlemmer, et barn der bar navnet O-ke-sas. Barnet blev indlagt på Kommunehospitalet og begravedes derfra. "Politiken" giver følgende interessante beretning om begravelsen:
Der har vist aldrig på en gang været samlet så mange mennesker ved Kommunehospitalets yderst tarvelige ligkapel, som ved denne ejendommelige jordefærd. 

Folk slap dog ikke ind. Inde i kapellet var kun samlede: Barnets forældre, indianertruppens tolk og impressario, nogle læger og sygeplejersker, "Politiken"s medarbejder, samt en enkelt uniformeret hospitalstjener. 

O-ke-sas (Sorte Øje), eneste barn af truppens bedste danser Sorte-Hest og dennes squaw Den Hvide Bjælde, blev kun 1½ år gammel. Den lille stakkel der af naturen var svagelig, havde lidt såre meget på den besværlige rejse fra det vilde vesten til det fjerne Europa og Københavns umilde decemberklima bragte så den lurende brystsyge til fuldt udbrud. Da de andre indianere i følge kontraktsmæssig forpligtelse rejste herfra, blev det dødssyge barn indlagt på Kommunehospitalet, hvor moderen fik særlig tilladelse til at pleje det. Fraregnet enkelte næsten vanvittige udbrud, blev den sørgende Hvide Bjælde i sin yderlige forladthed, hvor hun kun med tegn kunne gøre sig forståelig for sine omgivelser, lidt efter lidt blød og føjelig og søgte så godt hun kunde at vise de deltagende plejersker sin taknemmelighed ved at klappe dem på skulderen og grædende at stryge deres hånd. 

Natten mellem søndag og mandag døde så den lille Sorte Øje. Man var forberedt på et ulykkeligt udbrud af sorg fra moderens side, men afkræftet som hun var af vågen og gråd, var hun dog så nogenlunde rolig. 

Der telegraferedes straks til truppens impressario mr. Dawe i Stettin, der i tirsdags ankom hertil med faderen Sorte-Hest og tolken halvindianeren David Twist. Efter at ægteparret havde omfavnet hinanden, klippede de straks til stor sorg for mr. Dawe, deres lange prægtige hår af og afførte sig alle prydelser. Videre sørgeforanstaltninger så man ikke noget til, da den stærke kulde tvang dem til at have klæder på kroppen. 

I ligkapellet sad forældrene indhyllede i røde tæpper side om side på hug ved den åbne kiste, der var pyntet med kranse fra forskellige hospitalsfunktionærer. Mr Dawe og David Twist lagde som en hilsen fra de fraværende stammefæller hver en buket blomster på det af et hvidt slør dækkede lig og gjorde derpå plads for moderen, der langsomt rejste sig for at tage en sidste afsked med sit barn. 

Hendes fortvivlelse var hel uhyggelig at se og høre. De hvinende skrig, hun udstødte, gjorde den talrige forsamling ude i gården ganske bange, og hendes hjerteskærende hulken gik til sidst over i et hastigt krampeanfald, der endte i en voldsom blodstyrtning. Halvt besvimet blev hun ført tilside og, så godt det lod sig gøre, trøstet af medlidende damer fra hospitalet. Faderen kastede med stive tåreløse øjne og krampagtigt bidende i sin kappe et sidste blik på den døde og gav så tegn til at skrue låget på kisten.

Da dette var sket, trådte pastor Bostrup frem, som, da moderen og barnet var døbte, (faderen er derimod hedning) på kristen vis forrettede jordpåkastelsen. 

Han holdt på dansk en kort tale, i hvilken han kaldte den lille Sorte Øje sin og vor broder, og trykkede, da de tre skuffer sand var faldne, højtidelig forældre og nærstående i hånden.
Hverken tolken eller nogen af de andre fremmede forstod naturligvis ret meget deraf. 
Kisten blev derefter bragt ud i hospitalets ligvogn, som fulgt af to drosker med det fåtallige følge i flyvende fart kørte afsted til Vestre Kirkegård. 

Under kørslen sad forældrene tavse og hensunkne i tanker, kun da tolken ville tænde sig en cigar, for Sorte Hest op i vrede. Det var en forrygende storm, ruderne klirrede, og vognen truede flere gange med at vælte. Den Hvide Bjælde gjorde af og til et ejendommeligt tegn i luften med den højre hånd, mens hendes ægtefælle nikkede med dyb alvor, men den fornærmede tolk ville ikke forklare os hvad det betød. 

Det har dog rimeligvis hentydet til verdens nærforestående undergang eller noget lignende.
Oppe på en bakke på kirkegårdens fattigjordsafdeling standsedes der endelig. Kisten blev båren hen til en stor kold grav, der åbenbart var bestemt til også at rumme adskillige andre lig, og følget fulgte efter i den rasende storm og på den islagte, knudrede vej så godt det kunne. En bluseklædt mand med et blikskilt på kasketten kom til stede og forlangte en gul kvittering underskrevet, hvorefter man i en snup væltede kisten ned i det store, med smudsig sne beklædte hul. Den lille kiste synede så uendelig lidt dernede, men har vel op ad dagen fået kammerater ved siden. Manden med blikskiltet kilede derpå af med nogle kranse, vi havde medbragt, for, som han sagde, at lægge dem ovenpå, når der var klappet til, og vi havde således ikke mere der at gøre. På gravens rand stod de to vilde forældre stive som støtter, og så i deres fremmedartede dragt og med de dristige, alvorlige træk i den flagrende blæst ud som noget helt uvirkeligt på den prosaiske, ægte danske fattigkirkegård. Det kneb at få dem med hjem igen. Vi trykkede deres hånd og gav efter ønske moderen en håndfuld jord fra graven, det eneste hun i sin fjerne hjemstavn vil have tilbage af sin døde yndling.

(Demokraten (Århus) , 13. januar 1886).