Elektronisk Etablissement paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

S. C. Haubergs Maskinfabrik og elektrotekniske Etablissement, Tagensvej, blev i Torsdags Aftes forevist Repræsentanter for Pressen. Fabriksvirksomheden er beregnet paa alle Slags Maskiner, men som Specialitet vil den optage elektrotekniske Arbejder og særlig da Maskiner med Tilbehør for elektrisk Belysning. Fabriken paa Tagensvej er nyopført, og den store Maskinhal maaler fra ved Arbejdsmaskiner og Indretning med de største Etablissementer i Kjøbenhavn. Til at begynde med har man selv konstrueret og udført de to kraftige elektromotoriske Maskiner, som besørger Lokalernes Oplysning. Det er de kraftigste Maskiner af den Art, som hidtil findes i Danmark, og de forsyner alle de Belysningssystemer med Elektricitet, som Etablissementet har til Prøve og i Brug. Særlig Glødelamperne lyste hele Tiden smukt uafbrudt: ved Hjælp af matte Glaskugler gav de et behageligere og finere Lvs, end vi mindes at have set noget Steds, og de udmærkede siq fordelagtigt fremfor den sørgelige Belysning, som f. Ex findes i Rigsdagen. Hidtil har som bekjendt den elektriske Belysning her i Landet ikke formaaet ret at trænge igjennem, og Grunden er vel til Dels den, at de hidtidige Resultater ikke fuldt har tilfredsstillet. Der fortælles endog, at Direktør Rentz efter at have set, hvad der hidtil præsteres af elektrisk Belysning i Danmark, har frygtet for, at hans Selskab ikke skulde tage sig godt nok ud i den Belysning, og derfor bliver Cirkus oplyst ved Gas.

(Morgenbladet (København) 3. april 1886).

Fabrikant Sophus Christopher Hauberg (28. december 1848 i København – 7. marts 1920) studerede ved Polyteknisk Læreanstalt 1868-1871. I 1872 indtrådte i ledelsen af firmaet Hellerung & Haubergs Maskinfabrik og byggede 1885 byggede Maskinfabrikken S.C. Hauberg. 1888 blev direktør for aktieselskabet Koefoed & Hauberg og fra 1897-1916 for A/S Maskinfabrikken Titan. Den lå langt uden for byen og der var kun en smal træbro (opført 1878) fra Sølvgade til Tagensvej over Sortedamssøen. Sophus Hauberg fik anlagt en dæmning og en hestetrukket sporvejslinje etableredes 1887 etableres fra Sølvgade ud til Tagensvej gennem det åbne land uden gade mellem Blegdamsvej og Jagtvej. Fælleden var militært område indtil 1899. Han var formand for Dansk Arbejdsgiverforening 1911-1920. Bror til museumsinspektør ved Nationalmuseet Peter Christian Hauberg. Et værelse på Studentergården på Tagensvej blev skænket af Dansk Arbejdsgiverforening og opkaldt efter ham. Han er begravet på Vestre Kirkegård. 

Hauberg var i 1897 medstifter (sammen med bl. a. Poul Marstrand (1851-1902) af Titan A/S (oprindeligt Koefoed, Hauberg, Marstrand & Helweg, Aktieselskabet Titan på Tagensvej 86. I 1897 opstod så Koefoed, Hauberg, Marstrand & Helweg, Aktieselskabet Titan ved en sammenslutning af de to nævnte industrivirksomheder. Efter fusionen var en industrigigant skabt, hvis eneste konkurrent var Thrige i Odense. Titan leverede bl.a. maskiner til Burmeister & Wain og til Polyteknisk Læreanstalt samt kraner, losseanlæg og spil til de dansk havne.

Demonstrationer ved en Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

I Haraldsted Kirke hændte der i Lørdags Noget, som ganske vist ikke er uhørt, men som dog hører til Sjældenhederne. Gmd. Søren Pedersens Moder, en gammel Kone paa 87 Aar, blev begravet, og en større Skare af Slægtninge og Bymænd fulgte hende til Graven. Sognepræsten, Hr. Mathiesen - som i længere Tid har benyttet Kirken til at foredrage Højrepolitik, dels indirekte, og til Dels derved jaget Folk fra sig, saa han nu næsten almindelig kun har sine Konfirmander at prædike for - blev ved Synet af denne Begravelsesskare saa opfyldt af patriotiske Følelser, at han maatte give dem Luft. Han lod Forsamlingen den Sandhed vide, at han sjælden saa de Fleste af den, og han vilde derfor benytte Lejligheden til at sige dem "Noget om deres Færd i al den Hvirvel af Løgn og Satans Forførelser, som de var hildede i". Hans skarpe Udtalelser om Ting, som ikke havde hjemme ved en gammel Kones Jordefærd, gjorde, at en Del - 15-20 Mænd - rejste sig og gik ud af Kirken med Præstens Tilraab: "Ja, gaa I kun - - ". Fik han ikke fuldendt, hvad han vilde have sagt - hvad Nogle mente - saa kunde han jo nu ikke mere faa de Bortdragne i Tale. Hvorledes vil man stille sig ved næste Begravelse?

(Social-Demokraten 28. marts 1886).

Det var fra prædikestolen til højre i Haraldsted Kirke Mathiesen agiterede for Højre. Og fra bænkene rejste folk sig i protest. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skolelærer og sognepræst Theodor Demetrius Ferdinand Mathiesen (1835-1915) var sognepræst i Skarrild-Arnborg, Ringkøbing 1873-1876, Kirke Søby-Turup, Odense 1876-1883 og Haraldsted-Allindemagle 1883-1897. Han blev begravet fra Frederiksberg Kirke. Han var gift med Lovise Margrethe Møller (1851-1911) der var datter af kancelliråd, by- og herredsfoged Hans Peter Koefoed Møller og Juliane Marie Bruun.

Mathiesen havde i 1883 gjort sig bemærket som Højremand ved en fest i Vrangelskov til fordel for en sygekasse. Her havde han slået på at snarere end lægehjælp og medicin, var den rensende kraft i håbet til Vorherre, megen sygdom skyldtes indbildning. Han analogiserede dette over i det danske folk.

Fattiges Begravelse fra "Almindeligheden". (Efterskrift til Politivennen).

Hr. Redaktør! Tillad mig at fremdrage et af de mange eksempler på hvilken ringeagt der bliver de arbejdere til del, der - efter at være opslidte i samfundets tjeneste - bliver indlagt på en af de "milde" stiftelser. End ikke efter døden ophører denne ringeagt. Fredag formiddag ville en murersvend R. tilligemed nogle fagfæller overvære sin faders begravelse, som skulle foregå fra "Almindeligheden". Skønt følget indfandt sig før den til begravelsen fastsatte tid, var "jordpåkastelsen" allerede foretaget; der stod kun tilbage at bringe liget til Vestre Kirkegård, hvor den endelige afslutning skulle finde sted. Da den funktionær som havde givet anvisning på hvor "kisten" stod, blev adspurgt om hvad tid den afdøde kunne ventes at blive bragt på kirkegården, svarede han: "Å, han skal snart være der - han skal komme med det første læs!"

Hvilket minde en søn - under sådanne omstændigheder - beholder om sin faders begravelse, vil jeg overlade til læserne at danne sig en mening om.

L.

(Social-Demokraten 23. marts 1886) 

"Almindeligheden" var et folkeligt navn for Almindelig Hospital i Amaliegade. Det blev nedrevet i 1895 og afløst i 1892 af det nye hospitalskompleks på Nørre Alle på Nørrebro. 

Almindelig Hospital, lighuset. I baggrunden Amaliegade 19, hjørnet af Fredericiagade 2. Public domain. Kbhbilleder.

Paa Nørrebro Politistation. (Efterskrift til Politivennen)

I den store Politigaard paa Fælledvejen samles daglig mellem 1000-1200 trængende. Indtil Kl. 9 er Adgangen aaben for enhver. Paa Slaget ni faar ikke flere Adgang, og Uddelingen af indsendte og indkjøbte Varer begynder. Høflige og medfølende Betjente opstiller de nødlidende i 2 Kolonner, Mændene i den ene, Kvinderne i den anden, og leder Indmarschen i Stationen.

I den inderste lille Gaard ligger en Kulbeholdning, og inde i Vagtstuen, hvor Assistenten og Betjente i tilstrækkelig Mængde er til Stede, ligger Varerne ordnede og indpakkede til Uddeling, saa hurtig Forbimarschen tillader det, thi det tager Tid at lade 1200 Mennesker, hvoraf mange gamle og svagelige, halte og vanføre, passere forbi, og dog unde dem lidt Tid til Indpakning af de modtagne Varer.

I Begyndelsen lod Assistenten alle Kvinderne komme først til Uddelingen, og Mændene maatte stundom gaa tomhændede bort. En af disse bemærkede en Gang meget logisk, at dette vist næppe var ganske rigtigt, thi, mente han, det er ikke givet, at alle Kvinderne, som møder, er gifte med Mænd, som er arbejdsløse, men alle Mændene, som møder, er arbejdsløse. Nu vexler Uddelingen mellem Mænd og Kvinder, dog saaledes at Mændene hovedsagelig faar Kul. Kvinderne Fødevarer og Spisebilletter, Brød, Sukker, Ris og Smør er de enkelte Gjenstande, som udleveres, mm. takket være Godgjørenheden, ser man sig ogsaa i Stand til at give Bestanddelene til et delt Maaltid.

Fra Kjøbenhavns Svineslagteri indsendes daglig to store Kasser, Skanke og Fødder, som Betjente med opsmøgede Ærmer i rigelig Mængde lader faa Plads i de medbragte Kurve og Poser, medens en Betjent til hver saadan Portton udlevereren Pakke Ærter.

Naar Varerne er slupne op, gaar det løs paa Spisebilletterne, og efterhaanden som Rækkerne tyndes i Gaarden, voxer nu Iverm sir at komme ind og dog sig lidt. Sjældent er det imidlertid, at alle siar noget. Ofte slipper alt op, inden den sidste Fjerdepart har faaet Adgang, thi Mængden forøges daglig, og særlig voxer Mændenes Antal, men alligevel møder der næste Dag; - det var dog muligt, at der nu kunde falde lidt af. Børnene, som det vilde være urigtigt at lade deltage i Uddelingen, da enhver som helst Kontrol derved vilde umuliggjøres, staar i Skarer paa Gaden og afventer Forældrenes Komme. Stundom trænger de sig i deres Utaalmodighed ind i Stationens rummelige og lune Forhal, og stor er Jubelen og Glæden, naar Politiassistenten af en lille Kurv med Wienerbrød, Boller og Tvebakker begynder en Uddeling her.

Det er et møjsommeligt Arbejde for Politiassistenten og Betjentene, men deres Glæde over at deltage i Velgjørenhedsværket er stor, og enhver. som møder med nok saa ringe et Bidrag, mærker strax, at han er særdeles velkommen. Kjød en Dag nogle Spisebilletter eller smd noget Brød - Rugbrød er der oftest Mangel paa - og mød saa og se den Glæde og Tilfredshed, hvormed Gaven uddeles og modtages. Om Eftermiddagen sender De da maaske endnu lidt.

S.

(Morgenbladet (København) 20. marts 1886).

Nørrebro Politistation, Fælledvej. Nu politimuseum. Foto Erik Nicolaisen Høy.

De Trængende og de Godgørende. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren varer ved.

Forretningslivet ligger stille hen, Værksteder og Fabriker staar komme eller arbejder med halv Kraft; kun Arbejdsløsheden florerer. Den har aldrig sejret større Triumfer end i Aar.

* * *

Man taler om henved 20.000. Næsten en Tiendedel af Københavns Befolkning gaar altsaa ledig og lige saa mange har udentvivl i en forholdsvis betydelig Grad maattet indskrænke deres Fornødenheder. Hvem sender Samfundet den grusomme Fjende paa Halsen, der saaledes hærger de fattige Hjem?

* * *

Det er til at fortvivle over. Der er Overproduktion. For mange Næringsmidler, Klædningsstykker, Beboelsesrum; Samfundet er rigt. Og dog sulter og fryser Arbejderne. De har arbejdet for længe og for meget, men faaet for lidt for del. Det gælder at konsumere, ikke at producere.

* * *

Derfor deler de Godhjærtede ud af det de kan undvære; de fylder i Fattigdommens Kløft Aar ud og Aar ind, uden at dog Nøden formindskes. Bliver denne ekstraordinær bringes Godgørenheden i System. Fabrikant A. og Grosserer B. tegner sig, efter at have læst deres Morgenberlinger om Arbejdsløsheden, for 10 Kr. hver i Understøttelse og overlaber en Komité deres gamle Frakker eller Støvler til Brug for de Nødlidende. Fryser Herren og Fruen ved en Køretur i det raa Vejrlig, falder der maaske endogsaa nogle Skæpper Kul af til Uddelingen. Desto værre er det ikke Alle, der, naar de selv fryser, kommer til at tænke paa Temperaturen i Næstens Værelser.

* * *

Der er endnu mange, som slet ikke skøtter om Nøden, fordi de mener, at den ikke kommer dem ved. Det man blive den Fattiges Sag. Hvor let skulde det ellers ikke være for et Samfund, der tæller nogle hundrede Kapitalister med over en Snes Millioner Kroner i aarlig Indtægt, at afhjælpe Nøden. Men saa maatte man jo rigtignok ogsaa forudsætte, at Samfundet saa anderledes ud. Statsmagten, som burde være Lederen af Samfundets Interesse, har nok med at garantere Rigmændene Bibeholdelsen af deres Privilegier; man overlader de Godhjærtede at fortsætte deres Sisyfusarbejde. Og den moderne Præstekristendom passer i Almindelighed saa godt sammen hermed. Her hedder del: "Nøjes med det Du haver" overfor den Fattige og ikke: "Den som ser sin Broder lide Nød og lukker sit Hjærte for ham . . . ." overfor den Rige. I det højeste da kun i Kirkerne.

* * *

Saa faar Godhjærtetheden klare Resten. Og den gør ærligt sit Bedste, selv om den er afmægtig overfor en Sygdom, der har sit Sæde i Samfundets Organisation. Under disse Forhold kan det kun gælde om at stille en kraftig Appel til Alle, som forstemt Nøden og blot ønsker angivet den Vej, ad hvilken de skal lade Hjælpen gaa. Men dette er ikke vanskeligt. Spørg Kommuneskolernes Lærere og Lærerinder, uddelerne i de velgørende Foreninger, Arbejderforeningernes Medlemmer eller Politistationernes Personale; de kender Alle Nøden øg ser den hver Dag paa nært Hold.

* * *

Man kan heller ikke undgaa at møde den paa Gaden. Hobe paa fiere Hundrede, Mænd, Kvinder og Børn, er stadig paa Færde udenfor Politistationerne i de raakolde Morgentimer. Paa sine Steder er der stundom et Tusind Mennesker eller flere forsamlede, og først henad Middag ophører det travle Liv i Stationernes Gaarde, hvis da ikke forinden det famøse: "Der er ikke mere! Behag at passere Gaden!" har gjort det af med de Ventendes Udsigter for den Dag.

* * *

Tilstrømningen er stærkest paa Fælledvejens Station, hvor man vedblivende stiller Mand og Kone ad, og i Pilestræde, der er den gamle Byes Centralpunkt for Godgørenheden. Det imellem Gotersgade og Pilestræde liggende Kvarter, hvor Byens snævreste og smudsigste Gader findes, har sit talrige Proletariat, der stiller et stort Krav til den offenlige Hjælpsomhed og Politiets Assistance. Men til Gengæld har saa maaske ingen Politistation en mere human Assistent.

* * *

K. Gamborg: Uddeling af Levnedmidler til nødlidende. Illustreret Tidende nr. 25, 21. marts 1886.

Hele Gadens Bredde optages af de Ventende og man under knapt en Vogn Passage af Frygt for at miste en fordelagtig Plads udenfor Porten. Hele Gaardsrummet, Mellemporten og Baggaarden er tæt pakket af Folk, og først efter Haanden som Rækkerne nærmest Politilokalerne fortyndes, faar en Slump af de paa Gaden opstillede Adgang. Det gaar saa gennem den smalle Portaabning med Puf og Stød, Kvinder og Mænd mellem hverandre. De har staaet Timevis i den bidende Blæst og ventet paa at saa deres Portion Kul til at opvarme den fattige Stue med, og en halv Snes Politimænd har Besvær med at holde dem tilbage.

Men Kullene hører op før Tilstrømningen.

Paa Kristianshavn, hvor en yderst fattig Befolkning skjuler sin Nød paa Strøg som Sofiegade, Søndervoldstræde, Amagergade og i andre skumle Gyder, frekventeres Uddelingen paa Politistationen af et talrigt Publikum, der ogsaa her væsenligst bestaar af Kvinder. I Gaar bestod Uddelingen i Kort til Sundhedsbrød samt Kul, der udleveredes i Politistationens Gaard.

* * *

Vesterbro har ogsaa sit store Arbejderkvarter. Ud mod Kalvebodstrand ligger Kasernerne med For- og Baghuse, der stundom rummer et hundrede Familier. Lige bag ved Politistationen Svendsgade ligger den forhen saa uhyggelige Badevej, der nu begynder at faa et mere moderne Udseende. Nøden er mindre smudsig i Københavns Forstæder, men til Gengæld mere almindelig end nogen Sinde før. Den har kun fordelt sig og kryber som oftest saa langt mod Himlen som muligt.

* * *

Svendsgade Politistation (nedlagt som politistation) er fra 1882 og tegnet af Ludvig Fenger (1833-1905). En sidegade til Vesterbros Torv. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Det synes ikke, som om Uddelingen fra Svendsgades Station altid gaar for sig med samme Præcision og Velvilje fra Politiets Side som andre Steder i Byen. Der er saaledes nævnt os et Tilfælde af brutal Optræden af en Betjent, hvis Numer vi har sikret os. Et Par fattige Mænd søgte at faa Assistenten i Tale. Den Enes Kone havde ligget syg i 35 Uger og han var nu arbejdsløs. Den paagældende Betjent optraadte paa en meget brutal Maade, fordi Manden rettede gentagne Spørgsmaal til ham om Uddelingen. Betjenten forfulgte ham ned ad Gaden med Skældsord og grov Tiltale.

* * *

Fra Kaffehuset i Absalonsgade uddeltes der i Gaar en Del Spisebilletter til de Nødlidende, som var blevne afviste af Svendsgades Politi, da der ikke var mere at give af. En Snes Mennesker barrikaderede Døren, medens en Opvarter stak Billetterne i Haanden paa de nærmeste. Det saa et Øjeblik ud, som om et Slagsmaal kunde blive Følgen af den Iver, hvormed Enhver søgte at trænge sig frem til Døraabningen.

* * *

Paa Østerbro, der i Tidernes Løb udvikler sig stærkt og allerede har tæt bebyggede Arbejderkvarterer at opvise, finder ved privat Foretagsomhed ce kraftig Understøttelse Sted. Dette kan ogsaa gøres nødigt. Fredensgade, Ryesgade, Blegdamsvejen, Lægeforeningens Boliger og Dele af Rosenvængets Terræn har en Mængde Trængende, som i Vinter er nødt til at søge Hjælp. Østerbroes Bespisningsforening og i andre Foreninger virker af al Kraft for at lindre Nøden. Hver Dag lidt før 12 uddeler den førstnævnte Forening fra Dampkøkkenets Madvogn gule Ærter og Flæsk, og det er sjældent, at Nogen gaar forgæves. Kvinder og Børn, som forventningsfulde stimler sammen om de dampende Gryder, naar Vognen har indtaget sin bestemte Plads i Østerbroes Sporvognsremise, faar deres Spande og Krukker fyldte, og Hundrede af Munde i de fattige Hjem mættes ved denne Art af Godgørenhed.

Og det er dog kun en forsvindende Del af Østerbroes Aristokrati, som yder Bidrag til saadanne menneskevenlige Foretagender.

(Social-Demokraten 18. marts 1886).