Styrmand Holm (1847-1886). (Efterskrift til Politivennen).

Nedlagt gravsted, Vestre Kirkegård. Den 39-årige styrmand Johannes Antonius Holm omkom i et forsøg på at redde to drenge fra at drukne, men druknede selv sammen med den dreng han forsøgte at redde. Han efterlod sig kone og 3 børn. Styrmand Holm boede på Lille Istedgade 6, havde været gift i 5 år og fik 3 børn (konen var gravid med et fjerde). Huset lå hvor nu Borgenhus ligger, ved siden af Mændenes Hjem.

Han sejlede kryolit fra Ivigtut, Grønland på Kryolithmine- og Handelsselskabets barkskib "John Franklin". Skibet var kommet til København med kryolit fra Ivigtut-minen Grønland, under kaptajn Mortensen den 8. august 1886.

Begravelsen tiltrak efter hvad aviserne berettede en stor mængde mennesker. Efter hans død blev der fra forskellig side iværksat indsamlinger til hans efterladte, bl.a. fik enken et beløb af kongen (Christian 9.).

To mennesker druknede.

Søndag eftermiddag skete et ulykkestilfælde i Københavns Havn ud for Kvæsthusbroen. En bugserdamper kom slæbende med nogle skibe gennem havnen. En lejebåd, hvori der befandt sig to drenge, hængte sig fast ved et af de bugserede skibe, men pludselig gav drengene los uden at have set en i farvandet kommende vandbåd. Det så ud som om der skulle ske et sammenstød, hvorfor den ene af drengene ville tage mod stødet, men ved denne bevægelse fik han overbalance og styrtede i vandet. En mand af vandbådens besætning, styrmand Holm, kastede sig ifølge "Dagbl." straks ud efter ham, og begge kom også op en gang, men sank derpå igen og kom ikke mere til syne. Ligene blev i går formiddag fundet og ved politiets foranstaltninger indlagt i et lighus. Styrmand Holm efterlader sig enke og tre børn.

(Slagelse-Posten 12 oktober 1886)

Kvæsthusbroen, 1870. Det må have været i dette område ulykken skete. Som det ses ser det temmelig befærdet og snævert ud. Længst væk til venstre Vestindisk Handels Plads med de karakteristiske pakhuse. Vilhelm Tillge (1843-1896) fotograf. Det Kongelige Bibliotek. Materialet er fri af ophavsret.

Enken efter styrmand Holm

som i søndags druknede under forsøget på at redde et ungt menneske, har i følge "Av." fra selskabet som består af mænd der er benådede med redningsmedaljen, i betragtning af de meget trange kår i hvilke hun lever, modtaget en understøttelse af 25 kr. som af selskabets formand blev overrakt hende i hendes bopæl, Lille Istedgade 6.

(Sjællands-Posten (Ringsted), 15. oktober 1886)

Dødsfald

At min trofaste stræbsomme mand, forhv. styrmand Johannes Antonius Holm efter 5 års lykkeligt ægteskab kun 39 år gammel i søndags har ofret sit liv under forsøget på at frelse et ungt menneske fra at drukne, bekendtgøres for venner og bekendte af hans dybt sørgende hustru.

3 små børn og hans moder begræder med mig tabet af en elsket mand, søn og fader.

Johanne Bolette Jørgensen,

født Rasmussen

Marie Johanne Holm, b5902

født Rasmussen

Begravelsen finder sted søndag den 17. oktober kl. 2 fra Vestre Kirkegårds kapel.

(Social-Demokraten 16. oktober 1886)

Sømandsforeningen af 1877

Medlem nr. 106, Johannes Antonius Holm, som tilsatte livet under forsøget på at redde et medmenneske, begraves fra kapellet på Vestre Kirkegård søndag den 17. dennes kl. 2.

De herrer medlemmer bedes give møde. Emblem bæres.

b 5886

G. Nielsen,

Formand

(Social-Demokraten, 16. oktober 1886)

Jordefærd.

I går foregik på Vestre Kirkegård en højtidelig begravelse. Det var styrmand Holm som den 10. d.s. tilsatte livet under et forgæves forsøg på at redde et ungt menneske fra at drukne i havnen ud for Kvæsthusgade, der her blev stedt til hvile. Kisten hvorover foruden Sømandsforeningens fane tillige fire dannebrogsfaner vejede, var rigt smykket med kranse, hvoriblandt en særdeles smuk laurbærkrans med en dannebrogssløjfe der bar det emblem som føres af "Selskabet bestående af Mænd der er benådede med redningsmedaljen" samt dette selskabs "farvel" til den afdøde der efter oftere at have reddet menneskeliv nu ved sin opofrelse i døden havde indskrevet sig selv som en brav kammerat. Pastor Mohr holdt en gribende tale til det særdeles talrige følge som havde samlet sig, og hvoriblandt man foruden Sømandsforeningen af 1877 og den afdødes kammerater fra de fartøjer der på reden forsyner skibene med vand, bemærkede særdeles mange mænd der bar redningsmedaljen, af hvilke sidste en del bar kisten til graven. Den smukke begravelse skal være bekostet af den afdødes ovennævnte kammerater, der straks har skudt en sum sammen mens bestyrelsen af det omtalte selskab, bestående af mænd der er hædret med redningsmedaljen (hvis love blandt andet også byder det at understøtte efterladte efter mænd der -- selv uden at være medlemmer af foreningen - tilsætter livet ved redningsforsøg) har efter ringe evne sendt den afdødes enke et foreløbig hjælp. Men dette smukke eksempel trænger desværre hårdt til efterligning, for trangen er stor og den stakkels enke sidder med tre uforsørgede småbørn og venter nu bekymret på nedkomsten med det fjerde. 

(Nationaltidende, 18. oktober 1886)

Jordefærd. I søndags eftermiddags kl. 2 jordedes på Vestre Kirkegård liget af styrmand Holm, der for otte dage siden druknede under forsøget på at redde et ungt menneske. Trods det uhyggelige vejr havde der samlet sig en stor mængde mennesker for at følge den behjertede mands båre. To af den afdødes små børn var også til stede. Kisten var smykket med en mængde kranse, hvoriblandt en laurbærkrans fra "Selskabet af Mænd, der har faaet Redningsmedalje", og en af de gamle sømandsforeninger var mødt med nogle faner. I det ikke meget rummelige kapel holdt pastor Mohr en smuk tale, hvori han navnlig dvælede ved den afdødes opofrende dåd, idet han havde givet det bedste han ejede, sit liv, hen for et medmenneske; og sådan stordåd havde han mange gange øvet. Nogle salmer blev sunget, og kisten blev båret til graven, hvorefter højtideligheden var til ende. 

(Social-Demokraten, 19. oktober 1886.)

Hans majestæt kongen har sendt en gave af 100 kr. til styrmand Holms efterladte.

(Dagens Nyheder, 22. oktober 1886)

Søndag den 10, oktober tilsatte styrmand Antonius Holm der i mange år har faret med barkskibet "John Franklin", livet under et forsøg på at redde en ung mand fra at drukne. Hans efterladte familie, der består af kone og tre børn med snarlig udsigt til et fjerde, er derved kommet i så trykkende forhold, at den vil komme til at lide ligefrem nød, hvis der ikke ydes hjælp. Efter vort kendskab til forholdene foreligger der her et tilfælde hvor godgørenheden i enhver henseende vil være på sin rette plads, og vi håber at denne vor opfordring til at yde frivillige bidrag må kunne bidrage til noget at betrygge den families skæbne som så brat har mistet sin forsørger under hans udførelse af en menneskekærlig handling.

Undertegnede modtager med tak ethvert bidrag.

R. E. A. Rasmussen

Skibsfører

Lille Strandstræde 18

H. L. Urbye

Skibsfører

Rosendalsvej 12, 2

Theodor Hansen

Skomagermester, 

Brogade 7

Carl f. Schønning

Manufakturhandler

Østergade 56

D. Clausen

Arbejderformand

Borgergade 118

(Morgenbladet (København), 24. oktober 1886)

Til styrmand Holms efterladte er der endvidere på dette blads redaktionskontor indleveret: P. E. C. 5 kr. - Chr. Hansen, Nørrebro, 3 kr. - E. W. 2 kr. - Aug. C. 10 kr. - Andrea og Harald 2 kr. - Th. O. R. 2 kr. - Ialt med det tidligere indkomne: 462 kr 70 Ø.

(Dags-Telegraphen (København), 28. oktober 1886).

Til styrmand Holms efterladte er der endvidere på dette blads redaktionskontor indleveret: r. 2 kr. - Ialt med det tidligere indkomne: 983 kr 90 Ø.

(Nationaltidende, 31. december 1886).

Tjenestepiger arresteret i Honum. (Efterskrift til Politivennen)

Under Provisoriet opstaar den ene "Forbrydelse" efter den anden. Om Fuldmægtig Jensen paa Voer-Nim Herredskontor kan "Horsens Avis" saaledes berette, at Hr. Jensen ikke finder sig i, at en Tjenestepige hos Gaardeier Christensen i Honum har begaaet noget Slemt, hvorom det berettes i "Da Fogden kom i Nærheden af Hr. Christensens Gaard, saas en Tjenestepige at øve sig i Skjønskrift paa Porten, og da Fogden skulde til at se efter, hvad Udfaldet af Øvelsen blev, stod der uheldigvis for Tjenestepigen "Ned med Estrup", ligesom der opvartedes med "Nationalsangen"." Hr. Jensen har anset Pigens Skriverier paa Porten som en saa forfærdelig Forbrydelse, at han har faaet sin Herredsfoged til at indkalde saavel Pigen som Hr. Hans Christensen. "Hors. Fbl." mener, at der aldeles intet forbryderisk er i at skrive de omtalte Ord, ligesom del fornuftigvis ikke kan have generet Fogden det allermindste i hans Forretning at gaa ind ad en Port, hvorpaa disse tre Ord fandtes skrevne. Det mærkeligste er dog. at der fortælles, at der "efter Forlydende skal afsendes et Kommando (Gendarmer til Honum, hvoraf en Del nok skal indkvarteres hos Hans Christensen", hvilket siges at være "Følgerne af den Ubesindighed" (Skriveriet paa Porten og Nationalsangens. "Hors. Fbl." vægrer sig ved at tro, at man vil bruge Gendarmindkvartering som en Slags Straf.' Gendarmerne søge jo bestandig at komme til at staa paa en god Fod med Befolkningen, og Bladene indeholde daglig Beretning om, hvorledes Gendarmerne snart her og snart der (sidst i Bradstrup, da de forbandt en tilskadekommen Mand) have overbevist Befolkningen. Ja, man har endog i enkelte Høireblade set, at der fra visse Egne er kommen Andragender om at faa Gendarmer; men skulle de bruges paa en noget lignende Maade, som Ludvig den 14de brugte sine Dragoner imod Protestanterne i Frankrig, nemlig som Straffemiddel, saa ere vi bange for, at det gode Forhold, som der al Tid har hersket imellem Befolkningen og Provisoriets Soldater, vil ryge i Lyset.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 12. oktober 1886).

Pigerne fra Honum, for nu er det ikke en, men hele to. Vi meddelte forleden, at Hans Kristensens ene Pige ved Voer og Nim Herreders Ret er ikjendt en Bøde paa 16 Kr., fordi hun, forinden Kongens Foged, Fuldmægtig Jensen, passerede Porten ind til hendes Husbonds Gaard. havde skrevet med Kridt paa den: "Ned med Estrup!" Hun hedder Karen Marie Sørensen og er en Datter af Gaardmand Niels Sørensen, Haarup. - En anden Pige, som hedder Dorthea Olesen, en Datter af Husmand And. Olesen, Honum Skov, og ligeledes tjener hos Hans Kristensen, stod og saa til, imens "Forbrydelsen" blev "bedrevet". Hun var nok heller ikke fri for at have været med til at nynne: "O. Susanne!" I den Anledning var hun tilsagt til at møde i Retten forleden, og blev da for "hendes udviste Forhold" anset med en Bøde paa 12 Kr. De har begge to tjent Hans Kristensen i to Aar og er flinke og opvakte Piger. Der var ingen Forknythed at mærke paa nogen af dem, da de skulde møde i Retten, endskjøndt Fogden tiltalte førstnævnte, Karen Maria Sørensen, ved hendes Indtrædelse paa følgende Maade: "Tal nu Sandhed, ellers bliver De smidt i Hullet! Det syntes hun blot var en "sær" Tiltale, da hun ikke havde i Sinde at sige andet end Sandheden. De kommer nok alligevel begge i Hullet, trods den sandfærdige Beretning, de har afsagt for Retten, thi de agter nemlig at "sidde" Bøden af. Mærkværdig nok har nu ingen af dem været paa Højskole, thi det har jo hos Ie»« Bek i Mellerup, at "Pigen fra Løvel", i Følge Højrebladenes Udsagn, havde modtaget Impulsen til sin sorte Udaad. Det er i Grunden kjedeligt for Matzen og "Avisen", at disse to Piger ikke har kunnet skjønne saa meget som at gaa paa Højskole, forinden de bedriver slig formastelig Gjerning, for saa havde de dog haft Stof til en eller to retledende Artikler om de fordærvelige Højskoler. (Hors. Fbl.)

(Randers Dagblad og Folketidende 22. oktober 1886).

Løsladte "Forbrydere". Den ene af Pigerne fra Honum blev i Fredags Formiddags Kl. 10½ løsladt af Arresten. Opholdet dernede har aldeles ikke generet hende, endskjønt hun er meget ung, og aldrig har set en Arrest, før hun blev puttet ned. Hun er en stille tilbageholdende Pige, der ikke syntes at være særlig for den "offentlige Sikkerhed" eller Ministeriet Estrup. Skjønt det den første Gang var lidt sært at høre Nøglerne og Laasene rasle, da man lukkede hende ind, vænnede hun sig strax til det, og er ikke mere forknyt af sig, end at hun godt kan taale en Tur til, om det skulde vise sig "nødvendigt". Den anden af Pigerne kom ud i Lørdags.

(Randers Dagblad og Folketidende 22. oktober 1886).

Pigerne fra Honum. I Lørdags slap i F. Hors. Flkbl. den anden Pige, den egenlige "Gjerningsmand" til "Forbrydelsen" i Honum, ud af Arresten. I den Anledning var begge Pigerne indbudte til en Sammenkomst med en Kreds af Kvinder fra Horsens og nærmeste Omegn. Denne fandt Sted i Forsamlingsbygningen, hvor Pigerne i det i denne Anledning festlig smykkede Lokale blev beværtede med Kaffe og Chokolade og modtog hver, til Erindring om deres Ophold i Horsens Arresthus, et smukt Cylinderuhr med følgende Inskription: "Grundlovstro Kvinder agter Deres Djærvhed. 1886." Under Sammenkomsten herskede den hjærteligste Stemning, og deres Husbond takkede tilsidst paa Pigernes Vegne for den glædelige Overraskelse, der var blevet hans Piger beredt. Han kunde tilføie, at med Troskab og Flid havde de tjent ham i to Aar begge to; saa vidt det kom an paa ham, skulde de ikke forlade hans Gaard for det første

(Morgenbladet (København) 2. november 1886).

Ulykke ved Ermelunden. (Efterskrift til Politivennen)

Om Ulykken ved Ermelunden have vi igaar modtaget følgende nærmere Oplysninger: Da Arbejdsmand Niels Peter Jensen i Mandags Eftermiddag Kl. 5 var beskjæftiget ved Kanalgravningen paa Hovmarksgaardens Mark i Fordybningen Syd for Ermelunden, hvor der bygges en Bro med Skinner, hvorpaa de saakaldte Tipvogne føres frem og derpaa væltes om, saa at Jordfylden styrter ned, hvorved en Dæmning dannes, kom der, medens han og Arbeidsmand Hans Peter Hansen vare ifærd med at lænke tømte Vogne sammen, 3 a 4 med Jord belæssede Tipvogne kjørende ud paa Brostilladset, idet Broen bygges videre frem, efterhaanden som Jordfyldningen skrider frem. De to Arbejdsmænd skulde til at standse de ankommende Vogne, hvilke Formand Eriksen derfor bremsede. Dette sidste lykkedes imidlertid ikke, idet Tipvognene i den stærke Fart kom længere ud paa Brostilladset end beregnet, hvorfor Stilladset brast mellem Bukkene, hvorpaa Broen hviler. Herved styrtede Vognene og desværre ogsaa Formanden og de to Arbeidsmænd ned fra Skinnegangen i en Høide af ca. 20 Fod. Niels Peter Jensen fik sit ene Ben ind under en af Vognene, hvorved det blev noget beskadiget, men han kunde dog selv trække det frem. Hans andet Ben blev ogsaa noget beskadiget, men han kunde dog støtte paa det. Hans Peter Hansen fik Hagen noget beskadiget samt Halsen og den ene Arm skrabet. Hans ene Laar blev noget læderet, men ikke brudt, medens Formand Eriksen slap med et Hul i Hovedet og strax gik til sit Logis i Ordrup. Alle tre Forulykkede slap saaledes forholdsvis heldigt fra Uheldet. Umiddelbart efter dette kom en Gendarm tilstede og skaffede meget hurtigt en Vogn fra Jægersborg Kro, paa hvilken de to Arbeidsmænd bleve kjørte til Lyngby Sygehus, hvor de strax kom under Lægebehandling. Den Bro, der gik istykker, var kun bestemt til at skyde de tomme Tipvogne ud paa, og det var i Mandags den første Dag. at Broen blev benyttet, men Ulykken maa antages at være for aarsaget ved, at de uaflæssede Tipvogne ere komne for langt ud paa Broen, hvor der endnu ikke var paafyldt tilstrækkeligt Jordfyld. Formand Eriksen, hvem Til synet hermed paahvilede, vilde prøve den nye Bro ved at lade uaflæssede Tipvogne løbe lidt længere frem, uagtet der ikke var Fyld underneden, men herved sank Broen lidt nedad, hvorved Vognene tog Magten fra ham, da han vilde bremse dem, og løb for langt frem, samt stødte sammen med de tomme Vogne, hvorved det Hele tilligemed Arbejderne styrtede ned. Iøvrigt havde de kjørt paa Broen hele Dagen. Bukkene vare tykke, pommerske Bjælker, og Bjælkerne, der ligge mellem Bukkene, der vare i en Afstand fra hinanden as 9 Alen, vare af 7 a 8 Tommers Tykkelse og af frisk Fyrretømmer, men de vare desuagtet knækkede midt over.

(Dagens Nyheder 8. oktober 1886).

Den første Ligbrænding i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

Den 13. september 1886 fandt uofficielt (og ulovligt) den første ligbrænding sted af en tugthusfange der havde begået selvmord og var udlånt af Lund Universitet. Ligbrændingen skete 3 dage før udløbet af fristen den 16. september 1886 som grosserer Philip Heymann (Tuborgs grundlægger) havde sat som betingelse for at ville betale 1/4 af udgifterne. Ligbrændingen foregik på Nyelandsvej i København i et nyopført krematorium som var opført under voldsomme protester og politiindgriben. Krematoriet blev opført forsommeren 1886 efter tegning af arkitekt A. E. Sørensen (1845-1900) på hjørnet af Nylandsvej og Nordre Fasanvej. Udvidet 1896-97 af arkitekt Fr. Levy (1851-1924). Det var 7.500 kvadratalen stort. 

Forsamlingssalen. Ligbrændingsanstalten i Kjøbenhavn. Ovnen. Illustreret Tidende nr. 2, 10. oktober 1886. I nummeret findes endvidere en nærmere beskrivelse af krematoriet.

Den første Ligbrænding.

Den første Ligbrænding fandt altså sted i København i mandags. Foreningen for Ligbrænding har arbejdet i årevis inden den nåede så vidt. Der er holdt en mængde møder og samlet et betydeligt materiale for at bevise, hvor sundhedsfarlige kirkegårdene er, og sagen har samlet mange venner i hovedstaden. Det vil erindres, at Folketinget, der i sin tid behandlede et andragende fra foreningen, ligeledes stillede sig velvillig til den; men at regeringen, støttet af gejstligheden, modsatte sig at der blev givet en udtrykkelig tilladelse til at brænde lig.

Indtil da havde professor Goos været et ledende medlem af foreningens bestyrelse, til sidst endog dens formand: men aldrig så snart havde hr. Scavenius vendt ryggen til foreningen, før hr. Goos gjorde det samme, og så slog bestyrelsen ind på en praktisk vej. Den ræsonnerede som så: Lovgivningen forbyder ikke brænding af lig. Altså behøver vi måske slet ikke regeringens tilladelse: vi vil lade det komme an på et forsøg og så overlade til domstolene at træffe afgørelsen.

Og man lagde straks hånd på værket. Nogle teknikere blev sendt til udlandet for at gøre sig bekendt med indretningen af ligbrændingsovne, og da man således havde skaffet sig fornøden fagkundskab, købte man en byggegrund og tog uden videre fat på opførelsen af krematoriet.

Dette er nu så vidt fuldført, at man har kunnet prøve ovnen. Prøven fandt som sagt sted i mandags med liget af et afdød tugthuslem og faldt tilfredsstillende ud. Liget fortæredes af ilden uden lugt eller generende røg. Brændingen tog 1½ time. Men det antages, at den vil kunne udføres i betydelig kortere tid, når ovnen ved en stadigere brug bliver tilstrækkelig gennemhedet. 

Endnu står retsspørgsmålet tilbage. Det antages, at regeringen på en eller anden måde vil lægge sig imellem og forhindre krematoriets benyttelse, og foreningen vil da gå til domstolene. Den har jo haft betydelige udgifter ved opførelsen af sin ovn, og det er således med stor tillidsfuldhed at den giver sin sag i rettens hænder. Men selvfølgelig er man for tiden meget spændt på dels hvorledes regeringen vil stille sig, dels på hvilket resultat domstolene vil komme til.

Det er et dristigt skridt, foreningen har vovet, og man må beundre den Ihærdighed hvormed den er gået frem. Sjælen i denne bevægelse er dr. med. F. Levison. Han har været utrættelig i sin virksomhed. Fra hele landet har han skaffet sig oplysning om kirkegårdenes tilstand, han har fulgt ligbrændingssagens udvikling i de fremmede lande, han har her hjemme stadig sørget for, at interessen ikke kølnedes og at autoriteternes opmærksomhed holdtes vågen. Når sagen nu er nået så langt frem, er fortjenesten næsten udelukkende hans, og hvis det lykkes at indføre ligbrændingen her i landet, vil hans navn til alle tider være knyttet til denne vigtige reform.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 20. september 1886)

Professor Henry Thompsons Ovn til Brænding af Lig. Illustreret Tidende 766, 31. maj 1874. Henry Thompson (1820-1904) var en britisk kirurg som var med til at grundlægge Cremation Society of Great Britain i 1874 og arbejdede for at fjerne restriktioner på kremering. Det måtte dog vente til 1903 før det første krematorium blev officielt åbnet..

Ligbrænding fik især modstand fra dele af befolkningen, kirken og flere ministerier. To domme i 1888 ved Hof- og Stadsretten og i 1891 ved Højesteret stadfæstede forbuddet mod ligbrænding. Foreningen for Ligbrænding anlagde i 1887 sag mod justitsministeriet fordi dette i en skrivelse af 28 maj 1887 havde ladet foreningen vide at det anså det for strafbart at foretage ligbrænding før tilladelse var givet ad lovgivningens vej. Foreningen ville have rettens ord for at ministeriet var uberettiget til et sådant forbud, og krævede at det tilbagekaldte skrivelsen. Hof-og Stadsretten fandt at den bestående retsorden foreskrev at lig skulle begraves eller hensættes på dertil af det offentligt anviste steder. Ministeriet blev således frifundet. Se fx Morgenbladet, 10. januar 1888 og 9. maj 1888. I 1888 fordømte paven i en udtalelse ligbrænding.

Politiet og Foreningerne. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har gentagne Gange haft Lejlighed til at udtale os imod den Paatrængenhed, som Politiet lægger for Dagen ved paa de forskelligste Maader at søge at skaffe sig Adgang til private Foreninger, for saa senere at spille Angiver. Politiet fortsætter ikke desto mindre sin Trafik, og hvor stor Misfornøjelse den vækker blandt Arbejderne, afgiver efterstaaende Begivenhed Bevis for.

Den 3. Juli d. A. om Aftenen afholdt Arbejdsmændenes Forbunds Sangforening Bal paa et Beværtningssted paa Sortedams Dosseringen, og for at bringe i Erfaring, om Foreningen mulig solgte Billetter til Personer, der ikke var Medlemmer af Foreningen, havde Politibetjentene Nr. 290 (Poulsen) og 448 (Frederiksen) i Følge Ordre og i civil Paaklædning i Løbet af Eftermiddagen og Aftenen henvendt sig til forskellige, deriblandt til Arbejdsmand M., om at faa Billetter, hvilket dog var blevet dem nægtet. Ved Indgangen til Dansesalen fik de imidlertid hos Foreningens Kasserer Baltegn tilkøbs for 60 Øre Stykket, og da deres Ordre gik ud paa, at de, hvis de fik Billetter, skulde gøre Brug af disse for at erholde konstateret, hvor vidt der fandt ulovligt Nattesæde Sted, opholdt de sig ca. 10 Minuter i Balsalen. Her blev de genkendt af M. og en anden, hos hvem de tidligere forgæves havde søgt at faa Billetter, og det blev dem af disse tilkendegivet, at de, da de ikke var Medlemmer af Foreningen, maatte forlade Lokalet, men først skulde have deres Penge tilbage hos Kassereren. De blev nu af flere førte hen til Kassereren, idet det blev dem betydet, at man vidste, at de var civile Betjente, hvad de selv ogsaa bekræftede. Efter at Poulsen havde faaet Penge tilbage hos Kassereren, blev de trukne hen til Udgangen af Dansesalen. Poulsen løb her fra dem, der havde fat i ham, og som allerede havde bibragt ham nogle dog mindre betydelige Slag. Han løb gennem Haven og sprang over Stakittet ud paa Dosseringen. Blandt dem, der havde fat i Poulsen og trak ham ud af  Salen, var ogsaa M., men mod hans Benægtelse blev det ikke godtgjort, at han selv havde udøvet yderligere Vold mod Poulsen. Straks efter at denne var kommen ud af Salen, blev Frederiksen, der stod omringet af en Del Medlemmer, der klemte ham ind mellem sig, saa at han ikke kunde røre sig, greben i Kraven af flere og med Puf og Stød ført ud i Haven, hvor han blev skubbet omkuld. M. var en af dem, der trak Frederiksen ud i Haven, men mod hans Benægtelse blev det ikke bevist, at han ved den Lejlighed puffede eller stødte ham, og det var efter det oplyste ikke heller ham, der rev ham omkuld. Medens Frederiksen laa paa Jorden, tilføjede M., der var iført almindelige Lædersko, ham derimod et Spark i Ansigtet, saa at hans Næse og Mund sprang op at bløde, og M. vilde derefter bibringe Frederiksen endnu et Spark, men blev forhindret heri ved, at han blev skubbet tilside af andre af de Tilstedeværende, der nu yderligere slog og sparkede Frederiksen. Medens M. herefter gik ind i Dansesalen, hvor han meddelte flere af de Tilstedeværende, at nu havde de givet den ene af Betjentene nogle Prygl, og at han selv havde sparket ham, søgte Frederiksen, der imidlertid havde rejst sig op, at undfly gennem Haven, men blev gentagne Gange tilføjet Spark, Slag og Stød; tilsidst lykkedes det ham ved en Opvarters Mellemkomst at slippe ud af Haven. Efter Frederiksens Forklaring blev han kun ramt én Gang i Ansigtet, nemlig ved det Spark, M. bibragte ham, og som Følge af dette havde han i over 12 Dage Saar i Næsen og Svulst paa Overlæben; i øvrigt medførte den mod ham udviste Vold, at han i nogle Dage paa Grund af Ømhed og Fortumlethed i Hovedet ikke kunde forrette sin Tjeneste. Disse Følger fortog sig dog senere, uden at det kunde antages, at de vil have skadelige Virkninger paa hans fremtidige Helbred. I Følge M.s Udsagn gjorde han sig skyldig i det omtalte Forhold, fordi han var misfornøjet med, at Betjentene havde skaffet sig Adgang til Dansesalen, skønt de gentagne Gange var afviste; han mente, at Betjentene havde godt af at blive vist bort paa en eftertrykkelig Maade.

Ved kriminalrettens Dom blev M. anset med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, hvorhos hin efter nedlagt Paastand tilpligtedes at betale Politibetjent Frederiksen i Erstatning 20 Kr.

(Social-Demokraten 22. september 1886).