Meir Goldschmidts Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Meir Aron Goldschmidt.

død 15de Aug. 1887.

Iblandt den i de senere år så stærkt fortyndede kreds af vore ældre digtere er en af de betydeligste, professor Meir Aron Goldschmidt i går afgået ved døden efter en kort sygdom. I sommer havde han efter sædvane tilbragt nogen tid i den styrkende luft ved Blokhus og troede at spore en gavnlig virkning deraf; han var kommet tilbage til sit hjem på Gammel Kongevej og havde i nogle dage befundet sig mindre vel, da han i går aftes blev angrebet af en blodtrækning, som gjorde ende på hans liv

Goldschmidt blev født den 26. okt. 1813 i Vordingborg, hvor hans forældre levede som velhavende jødiske købmandsfolk. Faderen var en mand med skarp iagttagelsesevne og sans for poesi; han nærede hang til jødisk ortodoksi, men hans stilling som landbruger, eksportør og importør lagde ham mange hindringer i vejen. Den lille Meir Aron gik i en pogeskole, hvor han fuldtud deltog i religionsundervisningen med de kristne børn: derefter kom han i en onkels hus i København for at uddannes videre. Denne vakte hans begejstring for jødedommen og indviede ham i dens mystik og symbolik. Da faderens ejendom i Vordingborg var brændt, købte han en gård Valby, hvor sønnen opholdt sig hos ham og af hjertens lyst tumlede sig i have og mark, men på samme tid følte sig noget ensom. I det v. Westenske Institut lærte han, hvad det vil sige at være en blandt mange, jøde blandt kristne, men arbejdede til artium, men fik en mindre god karakter i religion. Overhovedet blev universitetslivet ham en skuffelse. "I ordets frie, glade betydning", siger han selv, "har jeg aldrig været student." Goldschmitt begyndte at studere medicin og tog anden eksamen. Af informationer ville han ikke leve, og af faderen, for hvem det var gået tilbage, var der ingen hjælp at vente. Han havde skrevet nogle "uhyre" romantiske noveller, som han fik remitteret fra en redaktør med den bemærkning: "Sådan noget pøjt byder man ikke ordentlige folk." Da stiftede han, kun sytten år gammel, "Næstved Ugeblad", som han redigerede fra København. Han måtte nu som redaktør dyrke kommunale og sociale anliggender, og til løn for at han engang havde taget sig af bagersvendene, bragte de ham i procession en - æreskringle. Træt af denne virksomhed solgte han sin avis, da han fik et antageligt bud. Han blev nu en kort tid medarbejder af "Dagen", kom i berøring, med hovedstadens yngre intelligens og stiftede i 1840 "Corsaren". Det var i den tid en så ny fremtoning, at bladet først og fremmest måtte opdrage sit publikum; satiren, der i førstningen var såre uskyldig, blev lidt efter lidt, støttet til Klæstrups tegninger, bitrere, således fx i et gensvar på et angreb af Søren Kierkegaard. Presseprocesser regnede ned over bladet: det måtte holde stråmænd, som hvert øjeblik skiftede, - og da "Corsaren", hvor meget man end morede sig over den, kun betragtedes som et nødvendigt onde og dens redaktør som et slags bussemand, hvem man helst gik af vejen for, blev Goldschmidt efterhånden ked af sin stilling og solgte bladet, der gav et godt udbytte.

I 1846 rejste han udenlands til Østrig, Italien og Schweitz, efter året før at have udgivet den interessante fortælling "En jøde", der snart blev oversat på engelsk og tysk. Næste år fulgte et bind mindre fortællinger (hvori "Min onkels tømmerplads"). Efter sin hjemkomst begyndte han måneds- senere ugeskriftet "Nord og Syd", der i politisk henseende skulle kæmpe for "monarkiet med republikanske institutioner". Han var en modstander af det nationalliberale parti og søgte at påpege inkonsekvenserne i dets politik, som han belyste i "Nord og Syds" dagbog. Da hint parti havde magten, pådrog denne polemik ham megen upopularitet og gjorde ham til genstand for mange bittre angreb. I sommeren 1849 rejste han til Norge og den følgende sommer til Berlin og Paris. I 1857 udkom hans store åndfulde, men noget kaotiske roman "Hjemløs" (som fire år før var påbegyndt i "Nord og Syd"). Helten heri er en temmelig uklar person, som uden mål strejfer on i Europa, og som med tomme lommer fører en gentlemans liv, for omsider at ende som friskolelærer. Der er mange glimrende enkeltheder, men der mangler en fast plan. Også som dramatiker har Goldschmidt forsøgt sig i "Rabbien og ridderen", men hans talent egnede sig ikke i særlig grad for scenen. Det fineste og mest formfuldendte nåede han i sine jødiske småfortællinger, blandt hvilke "Maser" og "Avromche nattergal" vil stå som lysende mønstre. Her var Goldschmidt aldeles sig selv, gennemreflekteret og på en gang trohjertig og let ironiserende.

I sin modere alder kom han ind på en egen teologisk retning. Gennem jødisk-kristelig hedensk påvirkning arbejdede han sig frem til sin nemesisanskuelse, ifølge hvilken verden er en ordenenes verden, som ledes af den hemmelighedsfulde upersonlige Nemesis, "den levende lov for samfundet og sjælene". Hans syslen med denne abstrakte forestillingskreds var desværre ikke uden indflydelse på hans æstetiske produktion. For i de senere år skrev Goldschmidt ikke meget.

Vi vil ikke her gå nærmere ind på den afdøde digters store og omfattende virksomhed. Mange af hans enkelte fortællinger ville stå klart for læseren, også uden at vi behøver at minde om dem. For uagtet Goldschmidt væsentlig var reflektionens mand, forstod han med største kunst at skabe stemningsbilleder af en sådan fylde, at de efterlader et blivende indtryk. Skønt han kun har efterladt få større værker, vil hans bortgang føles som et nationalt tab. Budskabet om hans død vil vække deltagelse over hele landet, og det så meget mere som Goldschmidt ikke alene var digter i ordets almindeligste forstand, med ved siden heraf gennem sine periodiske skrifter har øvet en ikke ringe opdragende og befrugtende indflyldelse på sin samtid. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 16. august 1887, 2. udgave)

Meir Goldschmidt

Han døde mandag aften i sit hjem på Gammel Kongevej - otte og tres år gammel, med titel af professor og ridder af dannebrog. De yngre har med deres kendskab til ham som forfatter forbundet en ubestemt forestilling om, at til denne skrøbelige og længst dekorerede gamling knyttede sig et væsentligt afsnit af vort politiske og litterære gennembruds historie. I virkeligheden dels præger dels afspejler Goldschmidts livsvirksomhed overfladen af danske tilstande gennem et spand af omtrent fyrre år. Det er derfor værd at mindes denne virksomhed med få ord.

Meir Aron Goldschmidt blev født den 26. oktober 1819 i Vordingborg. Forældrene var velhavende jødiske købmandsfolk. Fra faderen, som var en ivrig beundrer af Holberg, fik den vordende forfatter et fond af humor og sikker iagttagelsessans i arv. Efter en glad barndomstid i den lille købstad kom drengen til København, hvor han blev sat i huset hos sin onkel. Det var et tarveligt og ortodoks hjem, gennemtrængt af jødedommen som af "en forunderlig atmosfære, der ikke nåede fra os ned til gaden, men bort til fjerne, af fantasien farvede tider." Her blev den unge Goldschmidt nøje fortrolig med den jødiske religions mystik og sære skikke; han fik det første indtryk af det sammenhold og den selvfornægtende kærlighed, som - opammet under forfølgelsen - er ejendommelig mellem medlemmer af jødiske familier, og sagtens har også følelsen af hans races forhadte og tilsidesatte plads i samfundet gennemtrængt drengen i denne periode og vakt hans harmfulde selvfølelse.

Imidlertid opgav faderen sin bedrift i Vordingborg og købte en gård i Valby, hvor drengen nu i tre år sugede styrke af landluften, stiftede bekendtskab med bøndernes levemåde og for resten tumlede sig overgivent i det grønne. Så kom han - fjorten år gammel - i det von Westen'ske Institut, hvor følelsen af den jødiske særstilling fæstnede sig i hans sind, og hvor han drev studierne med ihærdig flid. 1836 blev han student - til sin store skuffelse ikke med udmærkelse.

Han begyndte at studere medicin. "Jeg følte ikke ringeste kaldelse, undtagen for en ung piges skyld. Vi talte i al hemmelighed om at gifte os, og det skulle ske, når jeg fik eksamen. Men hun morede sig tillige med at gøre mig skinsyg, og så gennemgik jeg de tragikomiske lidelser, der hører den sygdom til." Goldschmidt tog ikke medicinsk embedseksamen. Derimod stiftede han - året efter at han var blevet student - "Næstved Ugeblad", som bragte hans første noveller, og hvorigennem han første gang trådte i forhold til politikken og publikum. Hans redaktørvirksomhed ved dette ungdommelige organ og hans påfølgende medarbejderskab ved "Dagen" var som en forskole for det bladforetagende, hvortil hans navn først og fremmest vil forblive knyttet - "Korsaren".

Idéen til dette blad opstod i "Læseforeningen" gennem samtaler med bohemer som Poul Chiewitz og flere andre gode hoveder. Det blev dog Goldschmidt og ham alene, som førte tanken igennem og styrede bladets dristige togt mod enevælden, i hvis møre skude det skød den ene breche værre end den anden, hejsende republikkens rene banner triumferende på toppen.

"Korsaren" er Danmarks første republikanske blad. Det priser republikken som den statsform, hvorunder der blomstrer "den første, den herligste, den kraftigste folkefrihed", og hvor "en bonde, en slet og ret borger, en ganske simpel arbejdsmand er ikke det ringeste slettere end en mand med fulde tyve aner." Den fri konstitution er for "Korsaren" kun en mellemting, en overgang til republikken. Bladet strejfer gentagne gange ind på det sociale spørgsmål og hævder i socialistisk ånd de fattiges ret til undervisning og betryggende arbejde. Den deler de undertrykte husmænds sag over for godsejerne og vidner, at den "med sine inderligste sympatier tilhører den store masse, der, skønt den kaldes "den simple almue", dog er folkets kerne og statens troeste støtte, når adelskabets og aristokratiets forgyldte sprinkelværk er faldet over ende". Bladet bliver intet almueblad; det henvender sig med sin fint tislebne satire, sit ætsende bid og sine stolte, uimodståelig morsomme tegninger navnlig til det intelligente publikum. Men det udretter ved at latterliggøre enevældens institutioner et underminerende frihedsarbejde, som er uvurderligt.

Naturligvis var "Korsaren" en slem torn i øjet på regeringen. Bladet fik den ene presseproces på halsen efter den og måtte hvert øjeblik skifte "stråmand" c: ansvarshavende redaktør. Men Goldschmidt tog altid tørnen af med ufornødent humør og forstod at vende brodden så behændig mod ophavsmændene, at han stedse vandt den intelligente opinion for sig.

1845 udgav Goldschmidt fortællingen "En jøde" med sin af indtrængende forståelse prægede skildring af jødens pinlige stilling i det danske samfund. Året efter kom et bind fortræffelige småfortællinger - ("Erindringer fra min Onkels Hus" o. a.). Forfatteren trak sig på samme tid tilbage fra "Korsaren" og rejste til Italien og Svejts; han omgikkes på sine rejser med forkærlighed revolutionære skribenter og partiførere. Oktober 1847 kom han tilbage til København, og i december samme år udkom første hæfte af hans ny månedsskrift "Nord og Syd".

Republikanismen og socialismen fra "Korsaren" bliver i Goldschmidts andet tidsskrift (som for resten efter den fri forfatnings indførelse går over til at være ugeblad) afdæmpet så vidt, at den kan formuleres som "Monarkiet med republikanske institutioner". Overhovedet skifter Goldschmidt efterhånden så småt standpunkt. Socialisten Fr. Drejer har ikke ganske uret, når han i et polemisk skrift (fra 1852) karakteriserer G. som ateistist-kristelig æstetiker, absolutistisk republikaner, kosmopolitisk rationalist, platonisk kommunist og aristodemokratisk grundejerven. Goldschmidt er nemlig ikke al tid den samme, når han behandler fremmede og nationale forhold. Alligevel udretter "Nord og Syd" gennem en årrække et betydningsfuldt æstetisk og politisk arbejde. Navnlig gennem sine litterære kritiker hæver det smagsniveauet, og gennem sin fintformede stil skærper det sprogsansen. 1861 stifter Goldschmidt ugebladet "Hjemme og Ude", hvori han desværre begår den slemme politiske fadæse at hidse regeringen til at afgøre det slesvigske spørgsmål med våbenmagt.

Fra denne periode daterer sig Goldschmidts fleste romaner og noveller. Han forbereder med sit gennemtrængende sjælsstudium og sin kunstnerisk udarbejdede stil det moderne litterære gennembrud her hjemme. Højst når han i små fortællinger som "Maser" og "Avromche Nattergal", men spredt i hans større arbejder - ("Hjemløs", "Ravnen" o. a.) finder man en vrimmel af fint sete og sikkert gengivne karaktertræk, naturligvis særlig af det jødiske liv. Hans betydning som forfatter er ikke mindst den, at han med sit intime kendskab til jødernes væsen har vakt forståelse og sympati, hvor der før rådede bittert racehad og fjendskab.

I den sidste halve snes år er Goldschmidt gledet ud af det offentlige liv. Han har gjort op med sin virksomhed i to bind "Livserindringer og Resultater" (1877), hvori han næst efter en indgående selvbiografi samler sin verdensanskuelse i en ejendommelig Nemesis-tro, som næppe hverver sjæle. Han søgte at gennemføre den i nogle småfortællinger, som var det sidste fra hans hånd.

Han skal i dag ikke mindes som den gamle, der omsider var krøbet til samfundets ridderkors - men som den ungdomskække "Korsar"-redaktør, den vækkende kritiker og den samvittighedsfulde kunstner han har været. 

(Social-Demokraten, 17. august 1887) 

Professor M.  Goldschmidts jordefærd 

fandt sted i går middags kl. 12 fra kapellet på den mosaiske kirkegård i Møllegade, hvor der havde indfundet sig en meget talrig forsamling. Det var selvfølgelig nærmest litteraturen i dens forskellige arter, der var repræsenteret ved denne lejlighed; således sås etatsraad H. P. Holst, professor H. F. Evald, dr. Schandorff og flere forfattere; endvidere Journalistforeningens formand. professor Hansen og flere publicister og journalister, bekendte københavnske forlæggere m. fl. Endvidere sås af repræsentanter for videnskaben professorerne Jul. Thomsen, J. Ussing, Joh. Steenstrup o. fl.; ligeledes var mødt general Wørishøffer, nogle rigsdagsmænd og i det hele en række mænd i fremragende stillinger fra forskellige områder. Den mosaiske menigheds repræsentantskab var officielt repræsenteret ved dets formand, etatsråd Glückstadt.

Meir Goldschmidt (1819-1887). Det Kongelige Bibliotek.  Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Kisten var rigt smykket med kranse og palmegrene. Foruden de i går nævnte blomsterdekorationer fra Journalistforeningen og Kvindelig Læseforening kunne endvidere anføres andre fra det kgl. Teaters personale - der vajede flag på halv stang fra bygningen - fra det kgl. Teaters Kapel (en lyre af blomster), fra Studenterforeningen o. fl. Det ellers så prunkløse kapel i Møllegade var i anledning af sørgehøjtiden dekoreret med store plantegrupper, mellem hvilke der var placeret kandelabre.

Efter et orgeIpræludium afsang menighedens kor under anførsel af hr. Alb. Meyer en salme, hvorpå professor A. A. Wolff talte. Ifølge et af den afdødes familie udtalt ønske skulle han kun bede en bøn, men han ville dog først minde om, hvor stor deltagelsen havde været ved Goldschmidts bortgang overalt, hvor det modersmål lød, hvis mester den afdøde havde været. Heri lå der et vidnesbyid om, at han sent ville blive glemt. Han bad derefter til den Gud, om hvem den afdøde under hele sit liv stadig havde bekendt, at han betragtede ham som den eneste sande Gud, og bad ham sende trøst til de efterladte, hvorpå han sluttede med en jødisk hilsen der fremsiges når de afdøde stedes til den sidste hvile.

Kisten blev derefter båret fra kapeIlet ud på ligvognen, der førte den til den menigheden tilhørende del af Vestre Kirkegård. Her havde menighedens repræsentantskab overladt den afdødes slægt at udvælge et gravsted, og de havde hertil valgt en plads på et hjørne, som repræsentantskabet derpå bestemte skulle have et omfang som fire almindelige gravsteder. Her blev kisten nedsænket og jordpåkastelsen forrettet.

Dagbladet (København), 20. august 1887).

Begravelsen blev også referet med få andre detaljer i Skive Folkeblad, 22. august 1887. 

Meir Goldschmidts gravmæle på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. På et hjørne og på størrelse med 4 almindelige personer. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Professor M A. Goldschmidts Jordefærd. 

Omkring digteren Goldschmidts båre havde der i går samlet sig et så stort følge, som det lille kapel ved den mosaiske kirkegård i Møllegade på Nørrebro kunne rumme. Kisten, der var stillet foran den lille bedepult, var smykket med en rigdom af skønne kranse. Fra det kgl. Teater var afsendt en lyre samt kranse med signerede bånd fra Studenterforeningen, Journalistforeningen, den kvindelige Læseforening, den liberale Vælgerforening og fra "Morgenbladet"s redaktion.

I baggrunden af rummet stod der opstillet laurbærtræer grupperede om to mægtige syvarmede

kandelabre.

I sørgeskaren bemærkedes foruden den afdødes slægt, for hvilken han havde stået som en slags patriark, en mængde litterære personligheder, der på forskellig måde var kommet i berøring med Goldschmidt. Efter et præludium på orgel og afsyngelsen af Davids 10. salme holdt prof dr. Wolff talen. Han omtalte, hvilket tab landet havde lidt ved at miste digteren Goldschmidt, og den talrige tilslutning ved hans båre var en borgen for, at hans minde vil overleve ham og hans navn og arv erindres så længe dansk tungemål hørtes. I en række af år havde han virket, og Gud havde givet ham rige åndelige gaver og forherliget sig i ham. Herren ville derfor være ham en nådig dommer, thi det måtte siges, at Goldschmidt stred og kæmpede i ånden for at komme til at fatte og forstå den eneste sande i Gud. Alle burde med vemod dvæle ved hans minde og mindes vismandens ord, når han siger: "Den, der står på åndens tinde, hans ihukommelse er uforgængelig, hans navn vil leve fra slægt til slægt, og han vil finde nåde hos Gud." Disse ord passede på den afdøde, hvis navn nu var indtegnet med strålende bogstaver i fædrelandets annaler, og hvis navn vil nævnes så langt dansk digtekunst dyrke og forstås.

Efter at der var lyst fred over kisten, bares den under sang fra koret til ligvognen for at føres til Vestre Kirkegård hvor rabbiner D. Simonsen forrettede jordpåkastelsen hvorefter der blæstes en koral over graven.

(Dagens Nyheder, 20. august 1887). 

Fru Marianne. Roman af Ernst Ahlgren. [Af Edvard Brandes]. Efterskrift til Politivennen.

Ernst Ahlgren (Fru Victoria Benedictsson): Fru Marianne. Roman. Autoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. 487 S. (Gyldendal.)

Fru Marianne. Roman af Ernst Ahlgren. (Stockholm, Z. Haggstrøm.)

Da Fru Benedictsson har sat sit Navn ved siden af sit Pseudonym paa denne Bog, har hun rimeligvis anset den for sit bedste Arbejde, der kunde undvære en beskeden Anonymitets Skjul. Desværre besidder Fru Benedictsson som saa mange andre Forfattere en vis Mangel paa Selvkritik; thi Fru Marianne er utvivlsomt et af de svageste Arbejder, der skyldes hendes Pen. Hendes Roman Penge staar trods dens ungdommelige Mangler himmelhøjt over dette sidste Arbejde, der synes at søge sine Forbilleder i den tyske og engelske Guvernante-Romans f. eks. Marlitts letløbende Arbejder.

Man undres over, at en moderne Aand og intelligent Kvinde kan gøre sig skyldig i en saa haandgibelig Fejltagelse. Paa den anden Side gives der jo sikkert et stort Publikum for den Art Bøger. Fru Schørring læses vist mangensteds, hvor Rosmersholm anses for Kontrebande, og Fru Benedictsson vil blive rost i Blade, hvor Strindberg betragtes som Arvefjenden. Dog mange havde troet, at Fru Benedictsson stræbte højere.

Bogens Indhold er det, som Hundreder af Dameromaner forud har fortalt: en ung letsindig, lidt koket Kvindes Opdragelse gennem et Ægteskab med en alvorlig og klippemandig Brugspatron. Børje Olesson elsker den lidt fyldige og lade Marianne saa højt, at han ganske uformodet falder ned med et Frierbrev i Huset hos den forgældede Familie og bejler til den unge Pige, som han kun har set et Par Gange og som aldeles ikke har lagt Mærke til ham. Hvorfor han elsker hende? Der gives ingen Forklaring deraf. Børjes Elskov tages som vel begrundet, fordi Marianne er en indtagende Person, og hans mandige Alvor og uhyre Flid forsvinder baade for ham ligesom for Forfatterinden, naar Marianne viser sit kønne Ansigt og sin lille Fod. Han har Lyst til denne unge Pige, hvis Væsen og Egenskaber han ikke kender og for hvem han er helt ligegyldig; saa frier han, og da Familien ingen Penge har og han er rig, indvilliger hun i Forbindelsen. Han vanker til Staden en Søndagformiddag, og saasnart de to er bleven ene fem Minuter, kysser han hende. Da dette er færdigt, spørger han hende: "Men, Marianne, se nu rigtig paa mig og tænk saa over, om Du virkelig tror, at Du kan komme til at holde af mig". Og til denne flove og noget sene Forespørgsel svarer hun paa Oversættelsens gyselige Dansk: "Ja, rigtignok kan jeg komme til at holde af Dig". (Svensk: Visst kan jag komma att tycka om dig.)

Hvis en Franskmand læste denne Historie, vilde han næppe tro sig i godt Selskab. En ung Mand, der frier i et Brev til Pigebarnet og faar til Gengæld en Indbydelse af hende, lades af komplæsante Forældre ene med den Skønne, begynder øjeblikkelig at kysse og omfavne hende og fremsætter endelig det egenlig unødvendige Spørgsmaal, om hun er sikker paa at kunne elske ham. Og hvis hun nu i sin jomfruelige Sjæl naaede til det modsatte Resultat, skulde han saa rolig gaa sin Vej med Kyssene og det øvrige. Franskmanden vilde finde hendes Forældre mer end uforsigtige, næsten umoralske – hvilket beviser den gamle Sætning, at Moralen er forskellig under forskellige Bredegrader.

Dog ogsaa her i Danmark findes der muligvis Folk, der vil forundre sig noget over den Maade, paa hvilken den strænge og moralske Hr. Børje tilbereder sit Ægteskab. Selv en forliebt Galgenfugl ser sig en Smule bedre for, inden han knytter et Forhold for Livet. Og i hvert Fald, om Hr. Børje skulde finde nogle smaa Skuffelser paa Bunden af Ægteskabets Bæger, tør han næppe anklage andre end sin egen Ubesindighed.

Efter at Marianne har forsikret Børje om sin Tilbøjelighed og paany "slynget Armene om hans Hals" og kysset ham ud af en kraftig Kyskhed, slaar Forfatterinden over i den mere romantiske Stil og skriver:

"Livet laa foran dem som et udstrakt, morgenlyst Landskab, og de skulde nu for Alvor træde ind i det. Der fandtes ikke en Bihensigt, som den ene skjulte for den anden, og Øje mødte Øje, klart og varmt, som var det et af Solen overstraalet Dyb, hvor Sjæl kunde læse i Sjæl. Endnu havde de ikke andet i hele Verden end hinanden og endnu havde intet fremmed trængt sig vanhelligende imellem dem" o.s.v.

Hvilket mærkeligt Udbrud! Hører det virkelig hjemme i denne By og i denne Scene. Man betænke, at her er Spørgsmaal om to Mennesker, der egenlig taler sammen for første Gang i deres Liv, skønt de iøvrigt har sysselsat sig mere med at udveksle Kys end Tanker og Meninger. Mon nogen af dem virkelig i denne Forlovelsestund skulde forestille sig Livet som "et morgenlyst Landskab". Men dernæst: findes der slet ikke "Bihensigter", som den ene skjuler for den anden? Men Marianne da. Hun har paa de forangaaende Sider ikke meddelt Børje, at hun om Morgenen inden Besøget var bleven grundigt sat ind i hendes Faders forkvaklede Pengeforhold, og at Familien drev paa Partiet for Børjes gode Gaards Skyld. Mon Børjes Sjæl kunde læse denne Bihensigt i Mariannes soloverstraalede Øjedyb? Og endelig, med hvilken utrolig Telegrafhastighed maa ikke disse to Mennesker føle, naar de en Time efter det begyndte Bekendtskab skulde frygte noget vanhelligende fremmed mellem sig. Naar Kyssene undtages, er de jo selv vildfremmede for hinanden.

Mest overrasket bliver Læseren dog, naar han dernæst læser: "Endnu behøvede de ikke at holde fast paa Lykken ved Kærtegn, thi selve Tilværelsen var Nydelse". Holder Børje ikke fast paa Lykken ved Kærtegn (svensk: smekningar)? Hvorfor har han da kysset Marianne, lige siden han kom ind i Stuen?

De bliver gift. Og hvis Pladsen tillod det, var det værdt at efterfortælle den mærkværdige Bryllupsaften, som Forfatterinden opruller for sine Læserinder. Det er paa éngang saa fristende og tildækket som en udmærket varm Ret, der serveres under Laag paa et fint duget Bord. Da Børje om Morgenen bider Marianne i Pegefingeren for at vække hende, og hun ler "glad og opskræmt som et Barn" til sit "skæggede Uhyre", er Stemningen paa sit Højeste.

Trods saadanne smaa muntre Scener tilfredsstiller Ægteskabet dog ikke Børje. Den arbejdsomme og dybe Natur savner Forstaaelse hos sin tankeløse Hustru. Medens han pløjer og sanker i Lade, saa hverken spinder eller saar hun. Især er det galt, at hun ikke spinder. Thi for den alvorlige Børje staar en Hustru ved Spinderokken som Idealet paa huslig Lykke. Hertil har hans Moders simple Vaner bidraget, da hun altid har levet som jævn Bondekone. Iøvrigt er Marianne lovlig undskyldt, naar hun ikke tager Eksempel efter Børjes Moder, efterdi denne aldrig er bleven præsenteret for hende. Hun lever langt fra dem i et lille Hus og Børje undser sig for at fremstille den unge atlaskesklædte Bydame for den gamle tørklædebærende Bondekone.

De to Ægtefæller gror ikke sammen trods alle Perspektiver mod et solbelyst Landskab i Forlovelsesøjeblikket. Værre bliver det imidlertid, da de faar Besøg af en Ven af Manden. Paul Sandell er en træt og blaseret Fyr, der fører mange æstetiske Netheder i Munden og efter et mislykket Ægteskab forgæves har søgt Hvile for sin urolige Sjæl. Han er kundskabsrig, men uden Ærgerriughed, langt finere af Dannelse end Børje, men uden dennes Staalvilje og Mandsalvor. Naturligvis fænger han trods sin uhyre Blaserthed straks overfor Mariannes blonde Fylde, og hun faar urolige Drømme overfor hans blege Sorthed. Men intet aabenlyst sker imellem dem, kun et optændende Koketteri med lange Blikke og dvælende Haandtryk, indtil Paul en sen Aftenstund vover et Kys paa Mariannes Hals. Samvittigheden rører sig hos den blonde Dame, og da hun netop i disse Dage pludselig opdager, at hendes Mand tør vente sig en Arving, afviser hun den paatrængende Elsker og faar ham til at rejse.

Hermed kunde Romanen være sluttet. Tilbage staar dog Mariannes Omvendelseshistorie. Hun gaar nemlig til Bekendelse overfor sin Mand og betror ham baade hendes og Vennens Koketteri og hin Aftens eneste Kys. Det piner ham svært, skønt han efter nordisk Helteskik ikke taler videre om sin Malheur. Han traver tavs omkring. Og nu kommer drøje Tider for den lidt dovne Marianne, hvis Historie meget vel kan gaa ind i fremtidige Bastiansbøger. Hun maa staa tidligt op, lave Mad, læse Landbrugsbøger (som hun forstaar!), tale venligt med Sogneraadsbønderne, revse sin forgældede Fader – og til Slutning spinde. Men hermed er ogsaa hendes Bastian formildet. Og da Paul Sandell meget hensynsfuldt skyder sig en Kugle for Panden, fører Børje hende og Barnet til den lille Bondekone, af hvem han er født, og de to Kvinder finder hinanden straks i Glæden over Barnet. Og samme Aften, siddende paa en Dragkiste, bliver Børje og Marianne enige om at leve i fuld sjælelig og legemlig Forstaaelse Resten af deres Dage. Han vil være Rigsdagsmand og hun skal hjælpe ham. "Hendes Øjne stirrede ud i Luften som imod et langt, vidtaabent Fremtidsperspektiv."

Fru Mariannes Forfatterinde har ladet sig nøje med Livets blankeste Overflade, og de smaa Krusninger, der spiller over denne stille Sø fremstiller hun med Urette som Virkninger af Lidenskabens Storme. Hun har ikke saaet Blæst og kan heller ikke høste Storm. Hendes Figurer er flade som det Papir, paa hvilket de er beskrevne; Mennesker er ikke saa lette at handtere som disse Skabninger, af hvilke Kvinderne standser ved det første Kys og dernæst giver sig til at spinde, og af hvilke Mændene plaffer sig ud af Verden paa det for andre belejligste Tidspunkt.

Fru Marianne bringer Literaturen ikke et Hanefjed fremad, hvis det ellers er Literaturens Sag at sige Sandheden om de Ting, som Videnskaben ikke omfatter. Og det er uheldigt, just i disse Tider, hvor der trænges til sandhedssøgende literært Arbejde her i Norden.

Den danske Oversættelse er ikke god, uden Forstaaelse af svensk Udtryksmaade og uden Ævne til dansk Sprogform. Men Bogen vil alligevel finde mange Læsere.

(Politiken 25. juni 1887).

I samme tidsrum havde Edvard Brandes' bror, Georg Brandes et forhold til Victoria Benedictsson. Noget som Edvard angiveligt ikke kendte noget til.

Der er ikke enighed om Brandes' kvindepolitik. Kun om at han havde en eller anden betydning for kvindesagen. I 1915 var han ret uinteresseret i kvindelige valgret. Hans forhold til Victoria Benedictsson er behandlet i adskillige bøger og artikler som ikke giver et entydigt billedet. Nogle tegner et usympatisk billede af Brandes, bl.a. baseret i et afskedsbrev hvor hun giver ham skylden for sit selvmord. Andre mener at hun er utroværdig. Pil Dahlerup skrev 1983 i en disputats at Brandes på den ene side støttede og opmuntrede kvindelige danske forfattere, på den anden side holdt han dem reelt nede og tilbage ved at fastholde dem i deres særlige kvindelige psyke, en kategori under mandens. Og mange andre synspunkter kan findes.

Brev fra Victoria Benedictsson til Georg Brandes, 16. juni 1887. (Efterskrift til Politivennen),

Torsdag aften, d. 16. juni 1887. 

Det er den herligste sommeraften. En sidste, tøvende glans af sol. Og alting er så stille. Blå blå himmel udenfor mit vindue. Uendelig himmel. Og så det nyudsprungne grønne, som ikke berøres af et eneste vindpust. Og jeg, aldeles alene i mit kære lille forfatterhjem. Ikke et menneske indenfor hørevidde. Jeg, alene med mine bøger og mit kære gamle ur. Kan De tænke Dem, at jeg nyder denne ro? Jeg, som de sidste uger i Paris levede i et virvar af brogede indtryk og nye mennesker. Ja, jeg nyder det, thi jeg er fri nu. Der findes intet, som binder mig her. Intet. Derfor trives jeg. Men som jeg sludrer! Det var jo ikke det, jeg skulle sige. Tak for Deres lille brev-lap, som jeg fik i dag. Hver gang jeg ser et livstegn fra Dem, så undres jeg over, at De ikke har glemt mig. Og så bliver De ond over, at jeg er så fordringsløs, så skælder De så afskyeligt på mig, som kun De kan, og så hænger jeg med hovedet og bliver så hjertens ulykkelig, trods min rene samvittighed.

Kære Doktor

Hvis jeg kunne gøre min brev-tone så blød, som mit sind er bøjeligt, så ville jeg hviske i Deres øre med en lille halvkvalt latter; onde Doktor, De har været uretfærdigt ond mod mig. Og hvis De havde siddet overfor mig, der på den anden side af skrivebordet, mens alt er så stille og himlen bliver tiltagende blegblåt, så ville jeg tvinge Dem til at indrømme den uret De har øvet mod mig. Men nu sidder De ikke her, men derimod 5 timers vej herfra, og ikke alene, og så kan jeg ikke overbevise Dem, om hvor uret De har haft, og så fortsætter De med at plage mig med små krympede brevlapper eller endnu mere skrumpen stilhed. Da jeg fik det brev, De skrev fra Warszawa, kendte jeg ikke Deres adresse. Den havde De i Deres harme anset unødvendig at underrette mig om. Men jeg svarede på lykke og fromme, og også på Warszawa. Måske får De brevet på et tidspunkt.

Hvordan kunne De misforstå mig sådan? De, som burde kende mig nu. Lægge en anklage i mine ord, som overhovedet ikke var der. Jeg lavede sjov med, at vi kvinder forguder Dem, og at det morer Dem. Men herregud, kan man ikke lave sjov, selvom man forstår? Og så slog jeg over i pjank og talte om, at mit liv er så fremmed fra Deres. Kan De gøre for det? De roste Dem af at kunne “drille mig”, og da jeg betalte tilbage, så blev De for alvor ond, og daskede til mig. Fy, Doktor! Det sved. De slog for hårdt. Jeg er jo bare et lille pindsvin, trods alle pigge er jeg blødagtig og from. De ved det nok. Ydmyg. Det er så morsomt at få lov at være det af fri vilje, trække sine pigge til sig og ikke tænke på selvforsvar. Hvordan kunne De tro, skulle jeg være misundelig mod Dem? Aldrig. Jeg ønsker Dem hele verden for Deres fødder, og øger med fornøjelse samlingen, så længe De ønsker mig der.

Kan De få nogen anden mening ud af mit brev, så skal jeg betale retsomkostningerne. Og tro nu ikke, at jeg altid sidder og skriver så højtideligt, som om jeg var Pythia og min skrivestol en trefod. Pindsvinet har en ubændig trang til at lave sjov, være glad, drille, og De kan være så god, når De ønsker det, så virkelig rar. Bliv nu ikke ond, over at jeg tør udtrykke mig med så lidt ærefrygt. Jeg kan ikke skrive gammelt og forstandigt i aften. Det burde jeg kunne. Thi det fortvivlende magert kun at have pen og blæk, når sådan en aftenstund føler sig oplagt og snaksalig, som jeg gør, måske en gang hvert halve år, hvis der er nogen at tale med.

Træk en streg over al stivhed og misforståelse. Kære, lad os være mennesker, som papegøjen siger i Andersens eventyr. Har Deres rejse ikke opfrisket Dem? Jeg er blevet prægtigt oprusket af min. Jeg kan godt lide Paris. Jeg kan godt lide store byer. Jeg holder af liv og mennesker. Jeg vil ud igen, hvor og hvornår det ved jeg ikke, men jeg føler, at jeg er en nomade, og der er vist noget i det franske temperament, som jeg slægter på. Jo! Jeg ville gerne til Italien, ikke for at buldre rundt i byen som turist, men for at leve der en tid, mærke sol og varme. Jeg er tosset efter sol. Jeg fryser altid her. Her er så koldt, og det er så, så gennem-borgerligt over det hele. Jeg må ud igen.

Vær nu sød, rigtigt sød, og fortæl mig noget om Dem selv. Agter De at blive i København hele sommeren? Hvornår agter de at forelæse igen? Og Edith og Astrid, hvordan går det med dem? Et stort håndslag for det, at De tænkte på min “at dø”. De er sød, at ordne sagerne for den upraktiske Ernst Ahlgren. Tak! 

Endnu har jeg ikke kastet mig ud i noget arbejde. Jeg hviler ud og gør lange spadsereture i selskab med “fars hund”. Freden synes at være sluttet for alvor, og jeg siger igen “far” og er igen venlig, ligesom for flere år siden, inden jeg fik for sig, at han kunne tvinge mig til at blive hans hustru igen. Nej. Nu er det tid til at gå til køjs. Jeg gør det med et ønske om, at en vis herre, kunne lade være med at være ond overfor en vis dame, som virkelig ikke er sådan, som han af og til påstår. Godnat, kære, strenge, onde herre. E.

Kilde. 

Se også indslaget om Ernst Ahlgren/Victoria Benedictsson. 

Brygger Jacobsens Død 30. April 1887. (Efterskrift til Politivennen)

Jacob Christian Jacobsen.

Langt borte fra Fædrelandet er en Mand kaldt heden, som i ganske fortrinlig Grad havde Fædrelandet kjært, og som sikkert altid vil bevare den høieste Rang naar der er Tale om Sønner af Danmark, der i stor Stil have skænket Land og Folk Formue til Fremme af aandeligt, folkeligt Liv.

"Gamle Jakobsen." Brygger og Kaptain, hører til sin lange Samtids mest kiendte, om end ikke mest populære Skikkelser. Personlig kom næppe mange ham særdeles nær, personlig forenede han vel ogsaa gode, vindende Egenskaber med modsatte, der i alt Fald kunde synes frastødende eller fjernende. Tilmed i sin Velgjørenhed, der var storartet, holdt han sig helst borte fra det rent personlige og fra privat Goddædighed, vistnok ikke uden Undtagelse, men dog saaledes, at han hyppigere gav, ofte overordenlig rundhaandet, for Ideer end for Mennesker. Han var selvfølgelig ikke uvidende om, at dette virkede lidet sympathetisk, men hans Stolthed var for stor til al bekymre sig om billig Popularitet, og hvad Hjertelaget angaar - ja! herom er det umuligt at dømme, naar man ikke har Rede paa andet end de offenlig foreliggende Forhold. Sikkert er det alligevel, at denne Mand har havt et saare varmt Sind for Fædrelandet og mulig har han havt baade megen og god Føie til ikke at bekymre sig synderlig om "Folk" - om de enkelte - just fordi han havde Tanken og Hjertet aabent for "Folket", for Helheden, for selve Sagen.

Saadant former Sindelaget sig lettest hos dem, der have Føreres og Herskeres Plads. Men "gamle Jacobsen" var jo ogsaa Fører og Hersker her hjemme. Hans Fader var Brygger, han selv blev Brygger, hans Søn er det efter ham. Men paa "Carlsberg", som han anlagde 1847, indledede han en ny Æra i den danske Ølbrygnings Historie, knyttende Industrien til Videnskaben, og efterhaanden drev han Etablissementet op til en Høide og Størrelse, der gjorde ham til Konge paa sit Omraade, til en Mand med kongelige Indtægter, med Magt og Myndighed over et Rige, der blev stærkt nok til med Tiden at kunne afføde en Filial som "Ny Carlsberg", uden at "Gamle Carlsberg" derfor blev ringere. Hvor saa meget er oparbeidet, bliver det naturligt nok for Hovedet altid at have Sigte paa Helheden og de store Maal. Forøvrigt kan det vel hænde, at hans lille Kongeriges intime Historie vilde sætte Personen i et andet Lys, end man havde for Øie udenfor dets Grænse. Dette vedrøre imidlertid ikke Offenligheden, som har mere end tilstrækkelig Grund til at holde sig til, hvad I. C. Jacobsen virkede udadtil.

Naar han havde saa glimrende Fremgang med Carlsberg, skyldtes dette ikke blot Tiderne, der ganske vist begunstigede det "baierske", undergærede Øls Tilvirkning fra første Færd, og heller ikke blot en almindelig professionel Dygtighed. Sit Held tilskrev Jacobsen fortrinsvis sin theoretiske Indsigt. Denne var dog, ikke mindst efter hans egen Opfattelse, mangelfuld nok, men allerede tidlig, da han som Dreng forlod det Bistrupske Institut, viste han Sans for Studier, efter Mathematik, Oldtids-Historie og tysk Litteratur, samt for det daglige Arbeide i Faderens Bryggeri. Efter at have fyldt 16 Aar forstod han at drage Nytte af Forelæsninger, specielt H. C Ørsteds populære Forelæsninger over Kemi, som bleve af gjennemgribende Betydning for hele hans senere Udvikling. Man ser, hvor opvakt en Aand han var, og hvor ihærdig han holdt fast ved det Spor, der havde aabnet sig for hans Blik i saa unge Aar. Han studerede ogsaa ved den polytekniske Læreanstalt, da denne var bleven oprettet og han vandt derved - hos Ørsted, Zeise og Forchhammcr - gode Forkundskaber i Fysik og Kemi. Den praktiske Brygger-Syssel tog alligevel hans meste Tid, men da han efter Faderens Død 1836 var kommen i Spidsen for Forretningen, stillede han sig med fuld Bevidsthed den Opgave at reformere Øltilvirkningen her hjemme - og dette lykkedes ham til ikke mindre Ære end Fordel.

Mangen blødere, mageligere Naturer vilde standset, da det gik saa godt, men I C. Jacobsen standsede ikke. Netop paa Grund af sin videnskabelige Sans og Erfaring vidste han, at der ogsaa i den praktiske Gjerning er et ideelt Maal, som uafladelig flytter sig fjernere og fjernere, men som man dog ved Studiernes Hjælp, forenende Theori og Praxis, kan komme nærmere og nærmere. Man fulgte med paa Carlsberg, og man er vedblevet at søge med paa Gammel Carlsberg, Man har bragt Ofre, men man har ogsaa vundet Resultater af første Rang. Der er i det større Udland forskjellige Bryggeri-Forretninger, med hvilke vor Kæmpe ude ved Valby kun er en Dverg, men "Gamle Carlsberg" er alligevel en Kæmpe, ikke blot i vort Folk eller mellem de nordiske Folk, hvad Kvantiteten angaar, men hele Jorden over i Henvende til Kvalitet. Dette er en simpel Sandhed, godtgjort mangefold, af Betydning i national-økonomisk Henseende, af Værdi i national-ideel henseende.

Som bekiendt er dette Maal vundet derved, at I C. Jacobsen til den praktiske Produktion i stor Stil har benyttet theoretiske Forskninger og Experimenter i ikke mindre Stil. Centrum for at Tale herom ligger i "de kemisk-fysiske Carlsberg-Laboratorier", hvilke formelt oprettedes 1875, og som have næppe ufortjent Ry for at varte en Mønster-Anstalt i Retning af, hvad man kunde kalde et Øl-Universitet, naar man fastholder, at det samme videnskabelige Udbytte, der kommer Bryggerier direkte til Gode, med det samme tjener Naturvidenskaben i Almindelighed til Fremme. Iøvrigt skal "Carlsberg-Fonden" - som 1876 fik en hel Million Kroner, 1881 derhos Renterne af en halv, og kom i sin Helhed udgjør 2,200,000 Kr., af hvis Renter en Del dog er bestemt til Frederiksborg Musæet - for sin ene Halvdels Vedkommende benyttes i generelt-videnskabelige Øiemed, nærmest Naturvidenskab, derhos Mathematik og Filosofi, fremdeles Historie og Sprogvidenskab. Den er følgelig en Institution af vidtrækkende Betydning, i Sandhed national.

Frederiksborg-Musæet er allerede nævnt. Her virkede "Gamle Jacobsen" ikke mindre rundhaandet for en folkelig Sag paa bredeste Basis, Først gav han - for blot at nævne de største Summer - i 1877 200,000 Kr. til Kongefløiens Genopførelse og arkitektoniskmaleriske Udsmykning, derefter i 1880 andre 200,000 Kr. til Prinsessefløien. Han vilde have Slottet i Stand, han vilde tillige have det restaureret stilfuldt og pragtfuldt, idet han derved ogsaa ikke blot fik sysselsat, men oplært en hel Stab af Kunsthaandværkere. Men saa fulgte Musæet, det national-historiske Musæum, der 1878 fik 10,000 Kr. aarlig legeret, 1881 Renterne af en halv Million, ligeledes aarlig. Vi ville ikke indlade os paa Værdsættelse af Manden, hvorpaa dels Slottets Restaurering, dels Indkjøbene til Musæet skete. Man har reist skarp Kritik derimod, og ulasteligt er selvfølgelig ikke alt. Men medens Jacobsen billigvis bør fritages for at bære al Skylden i mulige Misgreb, eftersom han fik Medstyrere ved Siden til at dele Ansvaret, bliver dog det Faktum tilbage, at Ideen er hans, og at han saa eminent spendabelt har givet Midler for at fremme en Sag, han tillagde stor og skjøn Betydning for Folket og Fædrelandet.

Hans offenlige Virksomhed gik i adskillig flere Retninger. Særlig gjorde han sig fortjent af den botaniske Have og af Ørsteds-Parken her i Kjøbenhavn, baade som ledende ved Anlæget og som rundhaandet Mæcen. Han har i det hele givet uberegnelig store Summer, og han var i Regelen villig nok, naar man bad ham støtte en Sag, han tillagde offenlig Værdi. Ogsaa som Politiker og repræsentativ Mand har han arbeidet, fra 1842 til 1850 som Medlem af Kjøbenhavns Borgerrepræsentation, fra 1848 til 1852 som Kaptain og Kompagnichef i Kjøbenhavns Borgervæbning, fra 1854 til 1871 som Medlem af Rigsdag og Rigsraad, først som Folkethingsmand for Hovedstadens derefter for dens 1. Valgkreds senere som kongevalgt Rigsmad og kongevalgt Landsthingsmand. Han spillede i disse Forsamlinger en smuk Rolle, om end mest kun i anden Række, men som Brygger og som Mæcen indtager han i des høiere Grad en ubestridt første Plads.

Af ydre Udmærkelser modtog han 1860 Ridderkorset, 1874 Sølvkorset, 1871 Æreslegionskorset, ved Kjøbnhavns Universitets 400 Aars Jubilæum 1879 Æresdoktoratet i det naturvidenskabelig-mathemaliske Fakultet og 1884 Kommandørkorset af Dannebrog af første Grad, hvilke Udmærkelse paa den værdigste Maade svare til J. C. Jacobsens overordenlige Fortjenester samt til hans Id for at være sit Fædreland en nyttig Søn, sin Konge en trofast Mand, Videnskaben en offervittig Tjener.

Jacobsen døde igaar Eftermiddags Kl. 2 i Rom omgivet af hele sin Familie.

(Nationaltidende 1. maj 1887).

Bryggeriet "Gamle Carlsberg". Næsten helt bevaret er bryggeriet øverst til venstre, samt lagerbygningen yderst til højre.  Illustreret Tidende nr. 1290. 15. juni 1884.

Brygger J. C. Jacobsen

Fra Italien et der indløbet følgende Telegram til Ritzaus Bureau:

"Rom, den 30. April. Kaptejn J. C. Jacobsen døde l Dag Kl. 2 Eftermiddag, omgivet af sin Familie."

De sidste Ord i Telegrammet er næppe løbet med uden Hensigt. Han døde "omgivet af sin Familie". Sønnen, C. Jacobsen junior, Ejeren af Ny Carlsberg, med hvem han i mange Aar levede i Fjendskab, var i det sidste Aarstid kommen i et bedre Forhold til ham; der taltes om en virkelig Afslutning paa Striden mellem Fader og Søn, og nu i April rejste de begge til Udlandet, Faderen for at gæste Italien, Sønnen som Deltager i en af ham selv udrustet og bekostet videnskabelig Ekspedition til Grækenland. Fra dette Land blev han hentet til Rom ved Telegram. De mødtes ved Dødssengen, og der er næppe Tvivl om, at Størsteparten af den herreløse kolossale Formue gaar i Arv til "unge Jacobsen."

Formuen - det er som det første Ord i alle Nekrologer i Dag over gamle Jacobsen. Han var Kaptejn, Dr. phil, Politiker, Mæcen, men i det Gravmæle, som den store Mængde hugger ham, vil der over det hele komme til at staa: Millionær. Pengene, de møjsommeligt af Hundreder af Hænder sammenakrabede Penge gjorde ham til alt det han var i vort lille Samfund, de var Klangen i hans Navn og Humlen i hans Berømmelse.

Jacobsen var en af vore største Arbejdsgivere. Som saadan har han grebet ind i mange Menneskers Skæbne, og det skal siges om ham, at hans Kapitaler traadte forholdsvis humant paa Jorden. Jacobsens Arbejdere paa Gamle Carlsberg havde gennemgaaende gode Kaar; for hvert Hundrede Tusinde, der tilfaldt Kirken eller Højrepolitiken som Gave, naaede ogsaa en Hjælp ned til de Smaafolk. der drev hans vældige Maskiner, bryggede hans Øl og i et Par Menneskealdre gjorde ham til den Mand han var.

Sin første Position vandt han ved Arv, uden Arbejde. Hans Fader var Ølbrygger, og Jacob Christian Jacobsen, der var født den 2den September 1811 her i København, overtog i 1830 Forretningen. Senere gjorde han en Rejse til Bajern, satte sig ind t ben derværende Ølindustri, og anlagde i 1845 et Bajerskøl-Bryggeri her hjemme. To Aar senere grundede han "Carlsberg", der gjorde ham til en af Landets rigeste Mænd og nu sender sine Produkter ud over hele Kloden.

Del er klart, at Politikerne hurtig blev opmærksom paa Jacobsen. Han var jo saa at sige født indflydelsesrig. Men nogen selvstændig politisk Rolle kom han aldrig til at spille, og naar han i sine sidste Aar mødte til Valg, saa de fleste af hans Meningsfæller mindre efter ham selv, men desto mere efter hans Arbejdere.

Jacobsen begyndte iøvrigt som Liberal, og først efterhaanden som Formuerne skilte sig bestemtere af til den ene Side, blev han Højremand. I 1848 var han Stænderdeputeret, fra 1854-58 og fra 1861-61 Folkethingsmand. Efter Forfatningsrevisionen endte han ganske naturlig i Landsthinget, hvor han sad til 1871. Men til disse ydre Omrids af hans politiske Bane knytter der sig ikke nogen i synderlig Grad udfyldende Personlighed. Ved den sidste Tids Højrefester tog Partiet ham af og til med som Taler - han gav mange Penge til Partifondet - og enkelte vil maaske endnu erindre den gamle Mands fuldstændig vilde Angreb paa Udlandets Magthavere. I den Forstand forstod han ikke, hvor nær han i Virkeligheden stod dem.

Af Jacobsens Pengegaver er de mest bekendte Carlsberg-Fondet, der har til Formaal at fremme Videnskaben, og som han i to Gange har skænket 2 Millioner Kr., samt det nationalhistoriske Musæum paa Frederiksborg Slot, ialt 600,006 Kr. For disse Fortjenester blev han ved Universitetsjubilæet i 1879 udnævnt til Doktor i Filosofien. Det var naturligvis en blot og bar Ærestitel, men over for ham talte Højremændene aldrig om købte Doktorhatte; han var dem for rig og værdifuld, til at en Spot, som de ellers ikke sparede over for andre, kunde naa ham.

Brygger Jacobsens Død vil kunne blive et Tab for mange. Hvad han efterlader sig, er - uden at det skal komme hans Minde til Forklejnelse - først og fremmest Kapitaler, og man maa haabe, at de vil gaa over i Hænder, i hvilke de vil blive et skaansomt og om mulig heldbringende Vaaben.

(Social-Demokraten 1. maj 1887)

I krypten i Jesuskirken findes et rum hvor Jacobsen-familiens laurbærkranse m.m. udstilles. Blandt disse er ovenstående som efter teksten er skænket af arbejderne på Carlsberg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Kisten blev bragt fra Rom til Holmens Kirkes kapel hvorfra det lørdag den 21. maj 1887 blev bragt til Gammel Carlsberg ("Pompeji"). Her blev der afholdt en mindre ceremoni for en snæver kreds. Kisten blev herfra båret til Vor Frue Kirke. Den 22 maj blev der afholdt en sørgehøjtidelighed i Frue Kirke hvortil der krævedes adgangsbillet. Christian 9., prins Valdemar og andre var til stede. Kronprinsen, den senere Frederik 8. var repræsenteret ved kammerherre Rægler. Kisten blev herefter ført til kirkens kapelrum hvor det stod indtil Jesuskirken var klar til at modtage den. 

Kultyve-Bander i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I de til Kuloplagspladserne ved Gasværksløbet i Kjøbenhavn stødende Gader er der, ifølge "Av.", i flere Aar aabenlyst og ved høilys Dag blevet begaaet de frækkeste Kultyverier. Som alle Udskeielser, der ikke blive dæmpede i Tide, have disse Tyverier antaget større og større Omfang, indtil de nu have naaet Toppunktet af Frækhed.

En Sværm Drenge, understøttede af diverse Koner, have organiseret sig i en formelig Røverbande, der daglig stjæle Kul.

Langs Passagen, der fører ned til Gasværkshavnen, ligge i forskjellige Hold, dels bag Stenbunker, dels bag Plankeværker og Grushobe, Drenge og Koner, forsynede med Sække. Naar Vognene, fuldt belæssede med Kul, komme kjørende og ere passerede Bagholdene, springe Drengene frem. Et Par af de Frækkeste entre op paa Bagsmækken af Vognene og rage med en forbausende Færdighed store Dynger Kul ned paa Veien. Kammeraterne ere parate med Sækkene og i største Hast fyldes disse, og de smaa Tyve forsvinde dernæst skyndsomst imellem Stenbunkerne.

Den samme Scene gjentager sig ved det næste Baghold, og paa den Maade gaar det den halve Formiddag og i Timerne efter Middag.

Dog er det ikke alle Vogne, der saaledes angribes - Nøddekul forsmaas, hvorimod de store Kul altid ere sikre paa Røvernes Bevaagenhed.

Vognrumlen gjør, at Kuskene i Reglen ikke opdage Tyverierne.

Selvfølgelig er det ikke alene Vognene, der ere Gjenstand for Bandens Eflerstræbelser. Jernbanevogne og Pramme blive plyndrede efter en større Maalestok.

Kullene blive saa solgte af Pillekonerne rundt omkring i Husene, og f. Ex. blive Folk paa Christianshavn daglig løbne paa Dørene af disse noble Forhandlere.

At det ikke er nogen absolut daarlig Forretning at stjæle Kul ved Gasværkshavnene, ses af, at en Kone, der forøvrigt blev idømt 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for denne Forbrydelse, oplyste i Retten, at hun tjente 5, 6, 7 Kr. om Dagen i visse Perioder.

Den enkelte Politibetjent, der er posteret ved Gasværkshavnen, er aldeles magtesløs overfor Røverhoben, der i en passende Afstand fra ham hujer og piber, og, naar den kan komme afsted dermed, kaster med Sten efter ham. Naar endelig Betjenten faar sat i en af Tyvene, er han strax omgivet af en hylende Hob.

Man maa derfor haabe, at Politiet vil forøge Styrken paa det paagjældende Sted, og dernæst maa Tyvene strengt straffes, at Uvæsenet dog engang kan blive standset, inden det bliver altfor galt.

Det er selvfølgelig først og fremmest i Drengenes egen Interesse.

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 5. april 1887).

Gasværkshavnens regulering. Stereoskopi. Taget på for lille glasplade, hvorfor det ene tvillingebillede er halveret. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.