Meir Goldschmidts Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Meir Aron Goldschmidt.

død 15de Aug. 1887.

Iblandt den i de senere år så stærkt fortyndede kreds af vore ældre digtere er en af de betydeligste, professor Meir Aron Goldschmidt i går afgået ved døden efter en kort sygdom. I sommer havde han efter sædvane tilbragt nogen tid i den styrkende luft ved Blokhus og troede at spore en gavnlig virkning deraf; han var kommet tilbage til sit hjem på Gammel Kongevej og havde i nogle dage befundet sig mindre vel, da han i går aftes blev angrebet af en blodtrækning, som gjorde ende på hans liv

Goldschmidt blev født den 26. okt. 1813 i Vordingborg, hvor hans forældre levede som velhavende jødiske købmandsfolk. Faderen var en mand med skarp iagttagelsesevne og sans for poesi; han nærede hang til jødisk ortodoksi, men hans stilling som landbruger, eksportør og importør lagde ham mange hindringer i vejen. Den lille Meir Aron gik i en pogeskole, hvor han fuldtud deltog i religionsundervisningen med de kristne børn: derefter kom han i en onkels hus i København for at uddannes videre. Denne vakte hans begejstring for jødedommen og indviede ham i dens mystik og symbolik. Da faderens ejendom i Vordingborg var brændt, købte han en gård Valby, hvor sønnen opholdt sig hos ham og af hjertens lyst tumlede sig i have og mark, men på samme tid følte sig noget ensom. I det v. Westenske Institut lærte han, hvad det vil sige at være en blandt mange, jøde blandt kristne, men arbejdede til artium, men fik en mindre god karakter i religion. Overhovedet blev universitetslivet ham en skuffelse. "I ordets frie, glade betydning", siger han selv, "har jeg aldrig været student." Goldschmitt begyndte at studere medicin og tog anden eksamen. Af informationer ville han ikke leve, og af faderen, for hvem det var gået tilbage, var der ingen hjælp at vente. Han havde skrevet nogle "uhyre" romantiske noveller, som han fik remitteret fra en redaktør med den bemærkning: "Sådan noget pøjt byder man ikke ordentlige folk." Da stiftede han, kun sytten år gammel, "Næstved Ugeblad", som han redigerede fra København. Han måtte nu som redaktør dyrke kommunale og sociale anliggender, og til løn for at han engang havde taget sig af bagersvendene, bragte de ham i procession en - æreskringle. Træt af denne virksomhed solgte han sin avis, da han fik et antageligt bud. Han blev nu en kort tid medarbejder af "Dagen", kom i berøring, med hovedstadens yngre intelligens og stiftede i 1840 "Corsaren". Det var i den tid en så ny fremtoning, at bladet først og fremmest måtte opdrage sit publikum; satiren, der i førstningen var såre uskyldig, blev lidt efter lidt, støttet til Klæstrups tegninger, bitrere, således fx i et gensvar på et angreb af Søren Kierkegaard. Presseprocesser regnede ned over bladet: det måtte holde stråmænd, som hvert øjeblik skiftede, - og da "Corsaren", hvor meget man end morede sig over den, kun betragtedes som et nødvendigt onde og dens redaktør som et slags bussemand, hvem man helst gik af vejen for, blev Goldschmidt efterhånden ked af sin stilling og solgte bladet, der gav et godt udbytte.

I 1846 rejste han udenlands til Østrig, Italien og Schweitz, efter året før at have udgivet den interessante fortælling "En jøde", der snart blev oversat på engelsk og tysk. Næste år fulgte et bind mindre fortællinger (hvori "Min onkels tømmerplads"). Efter sin hjemkomst begyndte han måneds- senere ugeskriftet "Nord og Syd", der i politisk henseende skulle kæmpe for "monarkiet med republikanske institutioner". Han var en modstander af det nationalliberale parti og søgte at påpege inkonsekvenserne i dets politik, som han belyste i "Nord og Syds" dagbog. Da hint parti havde magten, pådrog denne polemik ham megen upopularitet og gjorde ham til genstand for mange bittre angreb. I sommeren 1849 rejste han til Norge og den følgende sommer til Berlin og Paris. I 1857 udkom hans store åndfulde, men noget kaotiske roman "Hjemløs" (som fire år før var påbegyndt i "Nord og Syd"). Helten heri er en temmelig uklar person, som uden mål strejfer on i Europa, og som med tomme lommer fører en gentlemans liv, for omsider at ende som friskolelærer. Der er mange glimrende enkeltheder, men der mangler en fast plan. Også som dramatiker har Goldschmidt forsøgt sig i "Rabbien og ridderen", men hans talent egnede sig ikke i særlig grad for scenen. Det fineste og mest formfuldendte nåede han i sine jødiske småfortællinger, blandt hvilke "Maser" og "Avromche nattergal" vil stå som lysende mønstre. Her var Goldschmidt aldeles sig selv, gennemreflekteret og på en gang trohjertig og let ironiserende.

I sin modere alder kom han ind på en egen teologisk retning. Gennem jødisk-kristelig hedensk påvirkning arbejdede han sig frem til sin nemesisanskuelse, ifølge hvilken verden er en ordenenes verden, som ledes af den hemmelighedsfulde upersonlige Nemesis, "den levende lov for samfundet og sjælene". Hans syslen med denne abstrakte forestillingskreds var desværre ikke uden indflydelse på hans æstetiske produktion. For i de senere år skrev Goldschmidt ikke meget.

Vi vil ikke her gå nærmere ind på den afdøde digters store og omfattende virksomhed. Mange af hans enkelte fortællinger ville stå klart for læseren, også uden at vi behøver at minde om dem. For uagtet Goldschmidt væsentlig var reflektionens mand, forstod han med største kunst at skabe stemningsbilleder af en sådan fylde, at de efterlader et blivende indtryk. Skønt han kun har efterladt få større værker, vil hans bortgang føles som et nationalt tab. Budskabet om hans død vil vække deltagelse over hele landet, og det så meget mere som Goldschmidt ikke alene var digter i ordets almindeligste forstand, med ved siden heraf gennem sine periodiske skrifter har øvet en ikke ringe opdragende og befrugtende indflyldelse på sin samtid. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 16. august 1887, 2. udgave)

Meir Goldschmidt

Han døde mandag aften i sit hjem på Gammel Kongevej - otte og tres år gammel, med titel af professor og ridder af dannebrog. De yngre har med deres kendskab til ham som forfatter forbundet en ubestemt forestilling om, at til denne skrøbelige og længst dekorerede gamling knyttede sig et væsentligt afsnit af vort politiske og litterære gennembruds historie. I virkeligheden dels præger dels afspejler Goldschmidts livsvirksomhed overfladen af danske tilstande gennem et spand af omtrent fyrre år. Det er derfor værd at mindes denne virksomhed med få ord.

Meir Aron Goldschmidt blev født den 26. oktober 1819 i Vordingborg. Forældrene var velhavende jødiske købmandsfolk. Fra faderen, som var en ivrig beundrer af Holberg, fik den vordende forfatter et fond af humor og sikker iagttagelsessans i arv. Efter en glad barndomstid i den lille købstad kom drengen til København, hvor han blev sat i huset hos sin onkel. Det var et tarveligt og ortodoks hjem, gennemtrængt af jødedommen som af "en forunderlig atmosfære, der ikke nåede fra os ned til gaden, men bort til fjerne, af fantasien farvede tider." Her blev den unge Goldschmidt nøje fortrolig med den jødiske religions mystik og sære skikke; han fik det første indtryk af det sammenhold og den selvfornægtende kærlighed, som - opammet under forfølgelsen - er ejendommelig mellem medlemmer af jødiske familier, og sagtens har også følelsen af hans races forhadte og tilsidesatte plads i samfundet gennemtrængt drengen i denne periode og vakt hans harmfulde selvfølelse.

Imidlertid opgav faderen sin bedrift i Vordingborg og købte en gård i Valby, hvor drengen nu i tre år sugede styrke af landluften, stiftede bekendtskab med bøndernes levemåde og for resten tumlede sig overgivent i det grønne. Så kom han - fjorten år gammel - i det von Westen'ske Institut, hvor følelsen af den jødiske særstilling fæstnede sig i hans sind, og hvor han drev studierne med ihærdig flid. 1836 blev han student - til sin store skuffelse ikke med udmærkelse.

Han begyndte at studere medicin. "Jeg følte ikke ringeste kaldelse, undtagen for en ung piges skyld. Vi talte i al hemmelighed om at gifte os, og det skulle ske, når jeg fik eksamen. Men hun morede sig tillige med at gøre mig skinsyg, og så gennemgik jeg de tragikomiske lidelser, der hører den sygdom til." Goldschmidt tog ikke medicinsk embedseksamen. Derimod stiftede han - året efter at han var blevet student - "Næstved Ugeblad", som bragte hans første noveller, og hvorigennem han første gang trådte i forhold til politikken og publikum. Hans redaktørvirksomhed ved dette ungdommelige organ og hans påfølgende medarbejderskab ved "Dagen" var som en forskole for det bladforetagende, hvortil hans navn først og fremmest vil forblive knyttet - "Korsaren".

Idéen til dette blad opstod i "Læseforeningen" gennem samtaler med bohemer som Poul Chiewitz og flere andre gode hoveder. Det blev dog Goldschmidt og ham alene, som førte tanken igennem og styrede bladets dristige togt mod enevælden, i hvis møre skude det skød den ene breche værre end den anden, hejsende republikkens rene banner triumferende på toppen.

"Korsaren" er Danmarks første republikanske blad. Det priser republikken som den statsform, hvorunder der blomstrer "den første, den herligste, den kraftigste folkefrihed", og hvor "en bonde, en slet og ret borger, en ganske simpel arbejdsmand er ikke det ringeste slettere end en mand med fulde tyve aner." Den fri konstitution er for "Korsaren" kun en mellemting, en overgang til republikken. Bladet strejfer gentagne gange ind på det sociale spørgsmål og hævder i socialistisk ånd de fattiges ret til undervisning og betryggende arbejde. Den deler de undertrykte husmænds sag over for godsejerne og vidner, at den "med sine inderligste sympatier tilhører den store masse, der, skønt den kaldes "den simple almue", dog er folkets kerne og statens troeste støtte, når adelskabets og aristokratiets forgyldte sprinkelværk er faldet over ende". Bladet bliver intet almueblad; det henvender sig med sin fint tislebne satire, sit ætsende bid og sine stolte, uimodståelig morsomme tegninger navnlig til det intelligente publikum. Men det udretter ved at latterliggøre enevældens institutioner et underminerende frihedsarbejde, som er uvurderligt.

Naturligvis var "Korsaren" en slem torn i øjet på regeringen. Bladet fik den ene presseproces på halsen efter den og måtte hvert øjeblik skifte "stråmand" c: ansvarshavende redaktør. Men Goldschmidt tog altid tørnen af med ufornødent humør og forstod at vende brodden så behændig mod ophavsmændene, at han stedse vandt den intelligente opinion for sig.

1845 udgav Goldschmidt fortællingen "En jøde" med sin af indtrængende forståelse prægede skildring af jødens pinlige stilling i det danske samfund. Året efter kom et bind fortræffelige småfortællinger - ("Erindringer fra min Onkels Hus" o. a.). Forfatteren trak sig på samme tid tilbage fra "Korsaren" og rejste til Italien og Svejts; han omgikkes på sine rejser med forkærlighed revolutionære skribenter og partiførere. Oktober 1847 kom han tilbage til København, og i december samme år udkom første hæfte af hans ny månedsskrift "Nord og Syd".

Republikanismen og socialismen fra "Korsaren" bliver i Goldschmidts andet tidsskrift (som for resten efter den fri forfatnings indførelse går over til at være ugeblad) afdæmpet så vidt, at den kan formuleres som "Monarkiet med republikanske institutioner". Overhovedet skifter Goldschmidt efterhånden så småt standpunkt. Socialisten Fr. Drejer har ikke ganske uret, når han i et polemisk skrift (fra 1852) karakteriserer G. som ateistist-kristelig æstetiker, absolutistisk republikaner, kosmopolitisk rationalist, platonisk kommunist og aristodemokratisk grundejerven. Goldschmidt er nemlig ikke al tid den samme, når han behandler fremmede og nationale forhold. Alligevel udretter "Nord og Syd" gennem en årrække et betydningsfuldt æstetisk og politisk arbejde. Navnlig gennem sine litterære kritiker hæver det smagsniveauet, og gennem sin fintformede stil skærper det sprogsansen. 1861 stifter Goldschmidt ugebladet "Hjemme og Ude", hvori han desværre begår den slemme politiske fadæse at hidse regeringen til at afgøre det slesvigske spørgsmål med våbenmagt.

Fra denne periode daterer sig Goldschmidts fleste romaner og noveller. Han forbereder med sit gennemtrængende sjælsstudium og sin kunstnerisk udarbejdede stil det moderne litterære gennembrud her hjemme. Højst når han i små fortællinger som "Maser" og "Avromche Nattergal", men spredt i hans større arbejder - ("Hjemløs", "Ravnen" o. a.) finder man en vrimmel af fint sete og sikkert gengivne karaktertræk, naturligvis særlig af det jødiske liv. Hans betydning som forfatter er ikke mindst den, at han med sit intime kendskab til jødernes væsen har vakt forståelse og sympati, hvor der før rådede bittert racehad og fjendskab.

I den sidste halve snes år er Goldschmidt gledet ud af det offentlige liv. Han har gjort op med sin virksomhed i to bind "Livserindringer og Resultater" (1877), hvori han næst efter en indgående selvbiografi samler sin verdensanskuelse i en ejendommelig Nemesis-tro, som næppe hverver sjæle. Han søgte at gennemføre den i nogle småfortællinger, som var det sidste fra hans hånd.

Han skal i dag ikke mindes som den gamle, der omsider var krøbet til samfundets ridderkors - men som den ungdomskække "Korsar"-redaktør, den vækkende kritiker og den samvittighedsfulde kunstner han har været. 

(Social-Demokraten, 17. august 1887) 

Professor M.  Goldschmidts jordefærd 

fandt sted i går middags kl. 12 fra kapellet på den mosaiske kirkegård i Møllegade, hvor der havde indfundet sig en meget talrig forsamling. Det var selvfølgelig nærmest litteraturen i dens forskellige arter, der var repræsenteret ved denne lejlighed; således sås etatsraad H. P. Holst, professor H. F. Evald, dr. Schandorff og flere forfattere; endvidere Journalistforeningens formand. professor Hansen og flere publicister og journalister, bekendte københavnske forlæggere m. fl. Endvidere sås af repræsentanter for videnskaben professorerne Jul. Thomsen, J. Ussing, Joh. Steenstrup o. fl.; ligeledes var mødt general Wørishøffer, nogle rigsdagsmænd og i det hele en række mænd i fremragende stillinger fra forskellige områder. Den mosaiske menigheds repræsentantskab var officielt repræsenteret ved dets formand, etatsråd Glückstadt.

Meir Goldschmidt (1819-1887). Det Kongelige Bibliotek.  Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Kisten var rigt smykket med kranse og palmegrene. Foruden de i går nævnte blomsterdekorationer fra Journalistforeningen og Kvindelig Læseforening kunne endvidere anføres andre fra det kgl. Teaters personale - der vajede flag på halv stang fra bygningen - fra det kgl. Teaters Kapel (en lyre af blomster), fra Studenterforeningen o. fl. Det ellers så prunkløse kapel i Møllegade var i anledning af sørgehøjtiden dekoreret med store plantegrupper, mellem hvilke der var placeret kandelabre.

Efter et orgeIpræludium afsang menighedens kor under anførsel af hr. Alb. Meyer en salme, hvorpå professor A. A. Wolff talte. Ifølge et af den afdødes familie udtalt ønske skulle han kun bede en bøn, men han ville dog først minde om, hvor stor deltagelsen havde været ved Goldschmidts bortgang overalt, hvor det modersmål lød, hvis mester den afdøde havde været. Heri lå der et vidnesbyid om, at han sent ville blive glemt. Han bad derefter til den Gud, om hvem den afdøde under hele sit liv stadig havde bekendt, at han betragtede ham som den eneste sande Gud, og bad ham sende trøst til de efterladte, hvorpå han sluttede med en jødisk hilsen der fremsiges når de afdøde stedes til den sidste hvile.

Kisten blev derefter båret fra kapeIlet ud på ligvognen, der førte den til den menigheden tilhørende del af Vestre Kirkegård. Her havde menighedens repræsentantskab overladt den afdødes slægt at udvælge et gravsted, og de havde hertil valgt en plads på et hjørne, som repræsentantskabet derpå bestemte skulle have et omfang som fire almindelige gravsteder. Her blev kisten nedsænket og jordpåkastelsen forrettet.

Dagbladet (København), 20. august 1887).

Begravelsen blev også referet med få andre detaljer i Skive Folkeblad, 22. august 1887. 

Meir Goldschmidts gravmæle på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. På et hjørne og på størrelse med 4 almindelige personer. Til højre for gravstedet står en gravsten for søsteren Ragnhild Goldschmidt. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Professor M A. Goldschmidts Jordefærd. 

Omkring digteren Goldschmidts båre havde der i går samlet sig et så stort følge, som det lille kapel ved den mosaiske kirkegård i Møllegade på Nørrebro kunne rumme. Kisten, der var stillet foran den lille bedepult, var smykket med en rigdom af skønne kranse. Fra det kgl. Teater var afsendt en lyre samt kranse med signerede bånd fra Studenterforeningen, Journalistforeningen, den kvindelige Læseforening, den liberale Vælgerforening og fra "Morgenbladet"s redaktion.

I baggrunden af rummet stod der opstillet laurbærtræer grupperede om to mægtige syvarmede

kandelabre.

I sørgeskaren bemærkedes foruden den afdødes slægt, for hvilken han havde stået som en slags patriark, en mængde litterære personligheder, der på forskellig måde var kommet i berøring med Goldschmidt. Efter et præludium på orgel og afsyngelsen af Davids 10. salme holdt prof dr. Wolff talen. Han omtalte, hvilket tab landet havde lidt ved at miste digteren Goldschmidt, og den talrige tilslutning ved hans båre var en borgen for, at hans minde vil overleve ham og hans navn og arv erindres så længe dansk tungemål hørtes. I en række af år havde han virket, og Gud havde givet ham rige åndelige gaver og forherliget sig i ham. Herren ville derfor være ham en nådig dommer, thi det måtte siges, at Goldschmidt stred og kæmpede i ånden for at komme til at fatte og forstå den eneste sande i Gud. Alle burde med vemod dvæle ved hans minde og mindes vismandens ord, når han siger: "Den, der står på åndens tinde, hans ihukommelse er uforgængelig, hans navn vil leve fra slægt til slægt, og han vil finde nåde hos Gud." Disse ord passede på den afdøde, hvis navn nu var indtegnet med strålende bogstaver i fædrelandets annaler, og hvis navn vil nævnes så langt dansk digtekunst dyrke og forstås.

Efter at der var lyst fred over kisten, bares den under sang fra koret til ligvognen for at føres til Vestre Kirkegård hvor rabbiner D. Simonsen forrettede jordpåkastelsen hvorefter der blæstes en koral over graven.

(Dagens Nyheder, 20. august 1887). 

Udgivelse af et usædeligt Skrift. (Efterskrift til Politivennen)

I Henhold til Justitsministeriets Resolution af 26. Mai d. A. tiltaltes under en ved Kriminalretten anlagt Sag den Tiltalte Jens Theodor Jensen, kaldet Berg, og Anton Hougaard Jensen for Overtrædelse af Straffelovens § 184 og sigtes for at have gjort sig skyldige heri, Berg med Hensyn til Nr. 13, 18 og 26 af det her udkommende Ugeblad "Eva" 1. Aargang og Nr. 1 af det ligeledes her udkommende Ugeblad "Den lille Eva", 1. Aargang, paa hvilke Numre som Redaktør er anført "Theodor Berg", Hougaard Jensen med Hensyn til Nr. 27 og 29 af førstnævnte Ugeblads 1. Aargang, paa hvilke Numre som Redaktør er anført "Anton Hougaard." For Tiltalte Bergs Vedkommende blev Sagen imidlertid afvist ved Rettens Dom, da Stævningen ikke er bleven forkyndt for ham, der efter det oplyste har forladt Landet forinden Stævningens Udtagelse, og han ikke har givet Møde ved Sagens Foretagelse. Tiltalte Hougaard Jensen har i Overensstemmelse med Sagens øvrige Oplysninger erkjendt, at der ved det paa de sidstnævnte to Numre af Ugebladet som Redaktør anførte Navn er sigtet til ham, og at han ogsaa - uden at andre have havt hermed at gjøre - har ledet Redaktionen af disse to Numer af Ugebladet, der ere udkomne i indeværende Aar, og i Medfør af foreløbig Lov af 13. August 1886 om Ansvaret for Indholdet af Dagblade og Ugeblade m. m. § 2, bærer han saaledes Ansvaret for Indholdet af de nævnte Numre. Samtlige de ovennævnte Numer af Ugebladet "Eva" og det nævnte Numre af Ugebladet "Den lille Eva" indeholder Fortællinger og Fremstillinger af saadan Beskaffenhed, at de maa betragtes som utugtige Skrifter, og idet de derfor maatte anses at være af et efter Strfl. § 184 strafbart Indhold, bleve disse Numre, derunder de Exemplarer, som i Henhold til vedkommende Forhørsdommers Kiendelse af 18. April d. A. ere tagne i Bevaring under Sagen, konfiskerede. Tiltalte Hougaard Jensen blev derhos anset etter Straffelovens § 184 med simpelt Fængsel i 14 Dage.

(Dagens Nyheder 2. august 1887).

Tidsskriftet "Eva. Illustreret Ugeblad for pikant og humoristisk Underholdning udkom 1886-87, tidsskriftet "Den lille Eva. Ugeblad for pikant og humoristisk Underholdning" udkom 1887. 

Theodor Julius Berg 1865-1933 arbejdede som blodkontrollør og vejer på Kvægtorvet i København. Han udgav "Paa Sandhedens Ø. Uddrag af Sangene af den forbudte Revue"  (1887) og "Selskabssangeren. Samling af de mest populære, gemytlige og alvorlige Sange, passende for enhver" (Strandberg 1908), "Hds. kgl. Højhed Prinsesse Marie. Det danske Folks Yndling" (Strandberg 1910. 36 s.). Han udgav desuden talrige viser og sange i enkelttryk, bl. a. "Oh Dagmar" (1890’erne) og visen om Skamlingsbanken "Hist hvor Kornet" ca. 1910. Bidragyder til: Originale Københavnerviser, Populære Københavnerviser, Det syngende København, Tidens Kupletter. Se Vennelyst Varietés Blad. 1903, nr. 3.

Asylet paa Dagmarsvej i Utterslev. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg I Utterslev. Paa en kun lidet kendt Vej ligger el kun lidet kjendt Asyl. Vejens Navn er Dagmarsvej, en Tvervej til Alexandravej, der atter er en Tvervej til Frederikssundsvej, altsaa i Hjertet af Utterslev Mark; Asylet bærer Navnet "Opdragelsen". Noget tilbage bag det lave Plankeværk ligger det lille ettages Hus (Ejendommen Nr. 3), hvor der - ganske vist under snævre Forhold - i de sidste 3 Aar har udfoldet sig en velsignelsesrig Virksomhed. Ca. 30 Børn af Utterslev Marks fattigste Beboere, udelukkende henhørende til Arbejderklassen, har her et dagligt Tilflugtssted, hvor der for en ren Ubetydelighed bydes dem Undervisning, Beskjæftigelse og hvad der er det vigtigste: Kost, medens Forældrene ganske rolig kunne gaa til vores Beskjæftigelse og vide deres Smaa i god Behold. Børnene, der modtages i en Alder fra 2-7 Aar, efter hvilket Alderstrin Kommuneskolen tager sig af dem, møde Kl. 8 om Morgenen og demiteres Kl. 6 om Aftenen efter en lige saa nyttig som fornøjelig Dag. To Tredjedele af Børnene, hvis Gennemsnitsalder er 3 a 4 Aar, er Piger, og alle er de rødmussede og sunde.

Et Besøg i Asylet er virkelig lønnende. Straks i Forstuen ti træffe sig 60 i en ret Linie staaende diminutive Træsko Opmærksomheden. Asylmoderen, Md. Asmussen, tager straks imod En, og man føres ind i de tvende hyggelige smaa Værelser, hvor alle Smaafyrene er bænkede med Tavle og Griffel ved lave, glatslidte Fyrretræsborde. Er man kommen indenfor, kan det nok være, der bliver Uro i Lejren. Smaafolkene stikke forbavsede Hovederne sammen ved den Fremmedes Indtræden, og Frk. Nielsen, der har det vanskelige Hverv at lede Undervisningen som Underholdningen i det Hele, maa bede det unge Selskab om ikke at lade sig forstyrre. Lyden af de skrattende Grifler bliver atter hørlig; en af de flinkere Elever bliver kaldt frem for at vise sin Skrivedygtighed, hvilken for en 6 Aars Dreng geraader Lærerinden til al Ære. Ligesaa godt gaar det med Læsningen. De fordele sig nu i begge Undervisningsværelserne, hvor de bl. A. sysle med Træklodser til Bygningsforetagender. Flokken faar saa Lov til at trække sig tilbage til Gaardspladsen, hvor man i Solskinnet skal trække frisk Luft til Middagsmaden, der sættes paa Bordet Kl. 2.

Paa den Maade, hele Ledelsen af Asylet foregaar, er det intet Under, at Børnene se saa raske og sunde ud. God Kost, Mælk og Brød om Formiddagen og nærende varm Mad om Eftermiddagen, i Forbindelse med en samvittighedsfuld Pasning - en Seng i et Sideværelse staar saaledes altid parat til at optage nogle af de mindste, hvis Øienlaagene skulde blive for tunge under Dagenes Møje - skal nok afføde et godt Resultat. Asylet begyndte med et Børneantal af 4, der hurtig steg til det nuværende Antal, hvilket Asylets Bestyrelse, grundet paa de lokale Forhold, ikke har turdet overskride.

Bestyrelsen omgaas med Planer til Opførelsen af egen Ejendom, der da i Et og Alt skulde være indrettet som et Asyl bør være, men det er her, som med saa mange andre Foretagender af samme Art, det er Midlerne det skorter paa. Bestyrelsen har imidlertid Haab om erholde skænket et Areal, hvor Asylet da skulde opføres, men noget bestemt desangaaende foreligger den endnu ikke. Ved en sidste Aar afholdt Basar lagdes den første Grund til den nye Asylbygning ved et rigeligt Overskud, hvilket Beløb blev sat fast til Dannelsen af et Byggefond. Selve den daglige Drift er holdt gaaende ved aarlige af Utterslevs mere bemidlede Befolkning tegnede Bidrag, saa vel i Naturalier som i Penge, samt af Børnenes 10 Øres Bidrag - hvert Barn medbringer daglig 10 Øre - og al Økonomi har maattet anvendes, for at man ikke skulde nødsages til at indskrænke Asylets Virksomhed. Hidtil er det som sagt lykkedes, men da man altsaa stærkt tænker paa at udvide Virksomheden, kan al erholdelig Hjælp til den gode Sag være at ønske.

Bestyrelsen bestaar for Tiden af Fru Emilie Hansen, Frederikssundsvejen 10, Fru Sophie Larsen, Georgsvej 4 og Asylets Kassererske, Frk. Helga Nohmell, Frederikssundsvej 6, til hvem Bidrag, saa vel i Naturalier og Beklædningsgenstande som Penge kunne adresseres.

(Social-Demokraten 2. august 1887).

Dagmarsvej hedder i dag Drejervej. Bygningen er nedrevet.

Sædelighedsforbrydelse mod Smaa piger. I Løbet af de sidste Dage er 6 Smaapiger paa Utterslev Mark blevne indlagt paa Amtssygehuset i Kjøbenhavn som lidende af Syfilis. Smaapigerne, der er i en Alder fra 4 til 6 Aar. har alle gaaet i Skole i et Asyl paa Dagmarsvej. der er oprettet af velstillet Folk i Kvarteret. Paa Vejen herfra og til deres Hjem er Børnene jævnlig i den senere Tid bleven forulæmpet af nogle halvvoksne Mennesker af disse tvivlsomme Elementer, der i det Kvarter er talrigt repræsenterede.

For nogle Dage siden henvendte en Slagtersvend sig til en Læge paa Grund af, at hans lille 4-aarige Datter havde faaet en Del Udslæt over hele Legemet, som smærtede hende i høj Grad. Efter at Lægen havde undersøgt Barnet, erklærede han, at hun var befængt af venerisk Smitte, der var brudt ud i en talrig Række aabne vædskende Saar, hvorfor han beordrede hende indlagt paa Amtssygehuset.

I de derpaa følgende Dage er der til Distriktslægen bleven mældt 6 Smaapiger, der efter hans Erklæring alle lider af den samme Sygdom. 

Til Forældre og Læge har Børnene givet den Forklaring om Aarsagen til Sygdommen, at de paa Vejen fra Skolen til deres Hjem har været antastet af nogle halvvoksne Mennesker, der ved Hjælp af Frugt og Slikkerier har lokket dem ind i forskjellige Ejendomme, hvor de saa har tvunget dem til Utugt.

Da Børnene ikke har været i Stand til at opgive nøjagtigt Signalement af de formentlige Forbrydere, er det endnu ikke lykkedes Politiet at faa fat paa disse. Til nordre Birks Politivagt er der tilsagt otte unge Mennesker, der er mistænkt for at have begaaet den omtalte Forbrydelse.

De seks Smaapiger henligger alle i en meget lidende Tilstand paa Amtssygehuset, og det frygtes, at der er langt flere Børn i Kvarteret, som lider af samme Sygdom. 

Vore Myndigheder holder paa den lovbeskyttede Usædelighed, fordi det paastaas, at den dels skal hæmme Udbredelsen af Syfilis, dels skal hjælpe til at bestykke ordenlige Kvinder mod Mændenes Liderlighed. Foran omtalte Historie saa væmmelig den er - synes os maa være et vægtigt Indlæg i Prostitutionssagen og føre et Skridt nærmere mod det Maal, at al Usædelighed stemples som Forbrydelse og som saadan kan medføre Straf.

(Morsø Folkeblad 19. september 1887).

Asylet "Opdragelsen" blev i juli 1889 flyttet til Østre (nu Nordre) Fasanvej 245. Bygningen var tegnet af arkitekt Klingsey og opført af murer Hintzmann, snedker Hansen og maler Skovby. Der var plads til 100 børn med fri forplejning. 

B. Crone. (Efterskrift til Politivennen)

I Morgen fratræder Politidirektør Crone efter eget Ønske sin Plads som Chef for Københavns Politi. Efter hans Fratræden udøves hans Hverv indtil videre af Vicepolitidirektøren, Eugen Petersen.

Sin Stilling som Politidirektør i København overtog Crone i 1863, efter at han i et Tidsrum af 14 Aar - fra 1849 til 1863 - havde beklædt Posten som Politimester i Helsingør. Her i København har han saaledes virket i et Tidsrum af 24 Aar.

I direkte Forbindelse med hans Ansættelse her i Byen stod Omordningen af Københavns Politi. Nævnte Aar ophævedes nemlig det gamle Politi, der var inddelt i Gadekommissarier, Politibetjente og Natvægtere. Det afløstes af det nye, moderniserede Politi, indrettet efter et militaristisk System.

Vi skal ikke her nærmere indlade os paa Omtale af Politiets Omordning og de Foretagender, som har været en Følge deraf. Kun skal vi anføre, at det rent militaristiske, dette at Politiet betragter sig som en helt udenfor Befolkningen staaende Institution, aldrig er trængt rigtig igennem trods de Bestræbelser, der fra adskillige Sider er udfoldede i denne Retning. Hos de yngre Betjente kan man af og til let spore den militaristiske Dressur, men dette giver selvfølgelig ikke Politiet sin Karakter. Hovedsagen er, at de Politimænd, der er ældre i Tjenesten, i Reglen lægger dit militaristiske paa Hylden, og udfører deres Funktioner nærmest i ren borgerlig Aand. Dette er naturligvis en Fordel baade for Politiet selv og Befolkningen. Er disse to Faktorer fremmede for hinanden, er Skridtet til det rent fjendtlige ikke langt, hvorimod et Politi, der betragter sig som en Del af den Befolkning, det lever iblandt, og ud fra dette Synspunkt udfører sit Hværv, har Betingelserne for at undgaa mange Konflikter, som den militaristiske Dressur let kan afføde.

Hvor megen Andel Politidirektøren har i Tilstedeværelsen af den borgerlige Tendens hos det københavnske Politi, er vi ikke i Stand til at afgøre. Dog taler alt for, at han ikke ynder det militaristiske længere end til en vis Grad. I modsat Tilfælde vilde Tonen indenfor Politiet sikkert have været en hel anden end den er.

Af væsenlig Betydning for Bedømmelsen af Crones Virksomhed som Politidirektør er det Standpunkt, han har indtaget overfor de politiske Bevægelser, der har fundet Sted under hans Regimente.

De Optøjer, som det nationalliberale Parti - hvortil Crone i Lighed med de fleste af Datidens Embedsmænd hørte - satte i Scene her i København, fortsattes i Begyndelsen af hans Funktionstid. Der var Striden i 1863 om Novemberforfatningens Indførelse, Oppositionen mod Kongen fordi han en Tidlang vægrede sig ved at underskrive denne Forfatning, som direkte foranledigede Krigen i 1864. Endelig var der Opløbene i Anledning af Dannevirkes Rømning i 1864.

Som det var at forudse, blev der fra Politiets Side taget forholdsvis let paa disse Tildragelser. Folkestemningen, der til sine Tider var ret truende, fik i Almindelighed uhindret Lov til at gøre sig gældende. Først da Folkestimlen begyndte at nærme sig Amalienborg, bliv der taget "kraftigt" fat. Blod kom der dog ikke til at flyde. Det blev ved Vandet. Et Par Brandsprøjter gav nemlig Tumultuanterne et Styrtebad, og dermed var den Historie forbi.

Det være selvfølgelig langt fra os at rette nogen Bebrejdelse mod Politidirektøren, fordi han lod den af de Nationalliberale lavede Folkestemning have et saa frit Løb som muligt. Politiknipler er altid et yderst daarligt Middel mod en Stemning, der er oppe i Befolkningen. Politiindskriden ved saadanne Lejligheder fremkalder altid flere Spektakler, end den forhindrer.

Men Piben fik en anden Lyd, da Arbejderne, efter at Nationalliberalismen forlængst var falden i Søvn, begyndte at tale om deres Rettigheder. Den 5te Maj 1872 er et Blad i Politidirektør Crones Historie, som helst ikke burde findes deri.

Vi behøver næppe at minde vore Læsere om, hvad det var, der passerede paa denne Dag. Det var det nylig stiftede socialdemokratiske Arbejderparti, som da agtede at afholde sit første offenlige Møde under aaben Himmel, for at diskutere Arbejdernes Interesser. Trods de Anstrængelser, som baade den Gang og senere er bleven udfoldede for at paavise det "samfundsfarlige" ved nævnte Møde, er dette endnu ikke lykkedes. Hertil kommer endvidere, at Mødet var fuldt ud lovligt, og at det var et Grundlovsbrud med Magt at ville forhindre det.

Ikke desto mindre tog Crone fat med en Magtanvendelse, som om der var Tale om at beskytte det bestaaende Samfund mod en Flok Vandalers rasende Stormløb. Han ikke alene forbød Mødet, men trommede baade Politi og Militær - alle Vaabenarter - sammen for at forhindre det. Direkte foranledigede denne Optræden en Del Sammenstød mellem Befolkningen paa den ene Side og Militær og Politi paa den anden, som ellers kunde have været undgaaet.

Det maa antages, at Crone dels har set fuldstændig fejl paa den Bevægelse, som den Gang tog sin Begyndelse her hjemme, og dels fra forskellige Sider er bleven paavirket til at optræde, som han gjorde. Muligvis har Politiets Optræden i Udlandet over for Arbejderne været en Bevæggrund for ham til at optræde paa lignende Maade. I ethvert Tilfælde er det sikkert, at det københavnske Højreparti med dets Presse i Spidsen ved sin ophidsende Holdning havde en væsenlig Andel i, hvad der den Gang passerede.

Senere har Politidirektør Crone stillet sig i et helt andet Forhold til den socialdemokratiske Bevægelse. Han maa være kommen til at indse, at Politiet ved at skride ind, hvor der ingen Anledning er dertil, netop fremkalder de Uordener, som det er dets Opgave at forhindre.

Dette hans senere Standpunkt har været til afgjort Held baade for ham, for hans Politistyrke og for Befolkningen. Har der end af og til været Politioptrin, som har været alt andet end heldige, saa har Forholdene i det store Hele vist, at Systemet nu er et helt andet end det, der blev slaaet ind paa i 1872.

Var dette System bleven bibeholdt under de senere Aars hæslige politiske Bølgegang, vilde dets Følger have været uberegnelige. Nu bærer Politiets Optræden i sin Almindelighed utvetydige Vidnesbyrd om, at dets Chef er kommen til Bevidsthed om det absolut forkerte i, at forsøge paa at kvæle en politisk og social Bevægelse ved Hjælp af Politiknipler og Geværkugler.

Denne Politidirektørens Holdning var naturligvis langt fra det forfatningsbrydende, ophidsende og fanatiske Højre til Pas. Han maatte døje adskillige ligefremme Grovheder fra de matzenske Poders Side, og en væsentlig Del af de Politiudskejelser, der i de senere Aar, trods Systemforandringen, har fundet Sted, maa sikkert tilskrives Højres Paavirkninger og Ophidselser.

I Politichefen ser Højre selvfølgelig allerhelst et blindt Redskab for den i et saadant Parti opvoksende Fanatisme. Nogen absolut Indflydelse over Politidirektør Crone har nævnte Parti dog ikke opnaaet at skaffe sig. Som Embedsmand var han en af de faa, der har bevaret sine nationalliberale Traditioner. Og hvor lidt Kød og Blod af egenlig Frihedsfølelse der i Virkeligheden findes i Nationalliberalismen, saa kan den dog kun daarligt forlige sig med Absolutismen, det utvetydige Kendingsmærke for den nuværende Højrepolitik.

En Følge af det Standpunkt, han i en længere Aarrække har indtaget overfor de forskellige Afskygninger i Befolkningen, er, at han ved sin Fratræden næppe har bitre Modstandere noget Steds. Den Stemning, der en Gang rejste sig imod ham fra Arbejdernes Side, har han ved sin forandrede Optræden forstaaet at fjærne.

(Social-Demokraten 31. juli 1887).

En Fremskridts-Ø. (Efterskrift til Politivennen)

Ourø. d. 19de Juli 1887.

Naar man ser den ovre fra Horns Herred, ligner den nærmest en vældig Bunke Flyvesand, bevoxet med Lyng og Marehalm, isprængt med store Rullesten Fra denne Side set tror man ikke, det er en lille frugtbar Ø, en af de frugtbareste, Danmark ejer. Men kommer man sejlende ovre fra Holbæk, gjør den et ganske andet Indtryk. Som den ligger der, kastende store grønlige Skygger ud i Isefjorden, ligner den en svømmende Have med store Lysthuse.

Trods dens Afsondrethed er den helt igennem præget af Fremskridtet. Der drives der et Landvæsen, som vist er enestaaende. Der er maaske ikke et Sted i Landet, hvor Bonden faar det ud af sin Gaard som her. Her holdes paa en Gaard paa 30-34 Tønder Land 20-25 Køer baade Sommer og Vinter, og alt øvrigt er i Forhold dertil. Landvæsenet drives baade ihærdigt og rationelt. Løsenet er ikke "det gode gamle" - men fremad! Derfor har de ogsaa næsten alle "noget paa Kistebunden" og "de gale Ourøer", som de for nogle Aar tilbage kaldtes i Folkemunde i Horns og Ods Herreder, nyder nu almindelig Anerkendelse som dygtige Landmænd. De er allesammen Venstremænd. Ikke én er Højremand undtagen Præsten. For Ourøerne kan Valgdagen komme paa hvilken Aarstid den vil, om det saa er midt i Høsten, de skyer ikke den 3 Mil lange Vei til Valgstedet (Frederikssund), men møder alle som en for at afgive deres Stemme. Og om Vinteren, naar Isen ikke kan bære, men er stærk nok til at hindre Sejladsen, hugger de Dagen før Valgdagen en Rende over til den anden Side og skiftes saa til at sejle frem og tilbage om Natten for at holde den aaben. Dem har Hr Estrup ikke Æren af at have gjort til Venstremænd, de har været det længe før hans Tid.

En Gang imellem - navnlig naar der foreligger noget nyt paa Politikens Omraade - holdes de Fællesmøder i Kroen, og her drøftes saa alle foreliggende Spørgsmaal. Der er intet i Politiken, der er ukjendt for dem, det er Folk, der véd, hvad de giver deres Stemmer til.

Højre kunde her faa et eklatant Bevis for den Paastands Uvederhæftighed. som de saa længe har anført, at Venstrepolitik og Religion ikke harmonerer sammen. Ganske vist besøger Ourøerne ikke Kirken, fordi Præsten prædiker Højrepolitik i Stedet for Religion, men de er ikke mindre religiøse for det. I de fleste Gaarde kalder Bonden om Aftenen efter endt Arbejde sin Husstand sammen, og inden man begiver sig til Hvile, holdes saa en kort Aftengudstjeneste.

Det er klart, at en Ø med en saa illoyal Befolkning ikke har kunnet undgaa Gendarmernes heldbringende Nærværelse. Strax de kom til Verden, følte Præsten det som sin kristelige Pligt at forsyne Øen med de belevne Folk. Han skrev først til Herredsfogden, og da det ikke hjalp, til Amtmanden, og da han ogsaa viste sig ubønhørlig, endelig til selve Ministeriet. Saa kom de. Men deres Lod er ikke misundelsesværdig. Paa deres Togter gjennem Øen kan de ikke opdrive saa meget som en Drik Vand at vederkvæge sig paa, og ikke en Bonde lukker sin Mund op til dem. "Præstens Børn" kaldes de, og han er ogsaa den eneste, der viser Omhu for dem.

E. R.

(Morgenbladet 21. juli 1887).

Orøs præst var 3. generation af præster på øen: Pastor Børresen til 1834. 1834-1873 svigersønnen Jørgen Gottfred Petersen (1803-1878) som også var sognerådsformand 1842-1871. 1878-1893 dennes søn Tellef Gotfred Petersen (1837-1910). Han blev forflyttet i 1893 til C. J. Brandt og Skat, og var ved sin død i 1910 sognepræst i Rønnebæk og Holme-Olstrup. Jørgen Gottfred havde grundlagt en sognebogssamling som Tellef Gotfred var leder af 1870-1893. Efter hans bortrejse i 1893 blev den flyttet til skolestuen og lærer Niels Sørensen kom til at stå for samlingen indtil den 1907 flyttede ind i det nybyggede forsamlingshus.