Fattig-Retten i Hestemøllestræde. (Efterskrift til Politivennen)

Vinteren er kommen. Foreløbig med Dagene saa mørke som Nætter, med Regn og Slud, men med Udsigt hvert Øjeblik til knagende Frost med Arbejdsstandsning og heraf følgende Hunger og Nød for mangfoldige af vort allerkristelige Samfunds Medlemmer.

Stjæle maa de ikke - i hvert Fald ikke saadan ligefrem gement, - kan de endda gøre det paa en fin, "lovlig" Maade, saa . . .

Tigge maa de ikke, naar de ikke kan gøre det fint.

Ernære sig paa ærlig Vis ved Handel med Et eller Andet maa de ikke, - - der var forleden en fattig Mand, der forsøgte at skaffe sig Brød ved at sælge Gibsfigurer paa Amager, men saa kom Politibetjenten og tog ham med hele Beholdningen af Figurer, som blev konfiskerede til Fordel for - Betjenten! Og den fattige Mand "slap" med en Bøde.

Musicere i Gaardene maa de ikke, det er Betleri! Selv om en Mand spiller nok saa godt paa Violin, maa han ikke paa den Maade i trange Tider gøre sig en Indtægt af sin Færdighed. Først naar Politiet giver Privilegium dertil, maa han spille i Gaardene, - saa gør det ikke noget, om det er paa en øresønderrivende, falsk Lirekasse.

De Fattige er i Grunden ikke særlig godt stillede i vort humane, kristelige Samfund!

»Ja," siger Storborgeren, "vi har jo et meget humant udviklet Fattigvæsen; dér kan den, der har lidt Skibbrud i Livet, henvende sig og saa det nødvendige til Livets Ophold."

Ja, lad os se, hvor humant det er, dette Fattigvæsen.

* * *

I Hestemøllestræde ved Hjørnet af Lavendelstræde ligger Fattigvæsenets Kontorbygning. Koldt og frastødende er Indtrykket, man faar af den, naar man ser den udefra; alle de Smaating i Vinduer, der giver mange Beboelseshuse det hyggelige Præg, mangler her aldeles. Og kommer man ind i den, modtager man et endnu uhyggeligere Indtryk. Enevældens bureaukratiske Aand svæver over og er i Alt og Alle ligefra Borgmesteren og Kontorchefen og ned til Magistratsbudene.

Naa, al denne bureaukratiske, frastødende Værdighed kan den blæse af, som kun kommer for at erholde Oplysning om Et eller Andet. Han kan efter udrettet Ærinde smække Døren i efter sig og le ad denne kinesiske Indretning.

Mai den Fattige, der kommer her for at gribe efter det sidste Halmstraa og klamre sig til det i Nøden! Den fattige Mand eller Kone, der er gaaet hjemme fra den fattige Lejlighed, paa Trappen forbi den knurrende Husvært, paa Gaden forbi den i sin Dør staaende Høker eller Urtekræmmer, der lod vide, at nu kunde han ikke vente længer med Tilgodehavendet, da han skulde "betale hver sit" - den fattige Mand eller Kone, der saa gerne vilde holde sig oppe i Tilværelsens haarde Kamp, de er forknytte og forbløffede nok i Forvejen, og kommer de ind i Hestemøllestrædes røde Bygning og ser og taler med Bureaukraterne, saa taber de den sidste Rest af Mod.

Saa kommer de ind for den saakaldte "Fattigret". I et stort Værelse i Stueetagen sidder Borgermester Knudsen, Fattigvæsenets Raadmand, nogle andre høje Herrer samt alle Københavns Fattigforstandere (13 i Tallet). For denne Ret træder de Fattige frem, en for en efter Tur - træder var ikke det rigtige Udtryk: de kryber frem, nedbøjede, som de er, af Livets Kummer og Nød og nu gjort rigtig møre af de stolte Blikke, der kastes til dem fra de høje Herrer, der tilfældig er kommet paa "den grønne Gren".

Og saa efter "Forhoret" tilstaas der dem en større eller mindre Understøttelse, og saa - er de stemplede! Thi, for at bruge den italienske Digter Dantes Ord: "Lader alt Haab fare, I, som træder herind; Sporene vender kun indad!"

I har begyndt at nyde Fattighjælp, og selv om I er nok saa hæderlige Medlemmer af det danske Samfund, saa er det, at I ikke kan forsørge Jer selv og Eders Familie, nok til at brændemærke Jer og sætte Jer under den lave Forbryder, da kan faa sin "Ære" tilbage efter 5 Aars Forløb, I faar den aldrig; man har taget det bedste I havde, den politiske Borgerrettighed fra Jer, det, hvormed I skulde værne Eders og Eders Børns Fremtid!!!

* * *

Da det arbejdende Folk i 1848 rundt om i Evropa rejste sig for at kaste Enevældens Jernbaand af sig, og da de franske Arbejdere proklamerede "Retten til Arbejde", da luftede det ogsaa op her hjemme i vort kolde Nord. Man fandt, at noget maatte der gøres for at "følge med Tiden", og saa nedsattes der en Kommission med det Hværv at udarbejde en fri Forfatning. I det første Udkast til en Grundlov var der indsat en Paragraf, som proklamerede Retten til Arbejde; men da man havde sovet paa det, fandt man, at det var en for voldsom Overgang, og indsatte i Stedet for den nuværende Paragraf 84, der siger, at "den, som ikke kan ernære sig og sine, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offenlige".

Det er virkelig et meget humant Princip, der her er fastslaaet i Grundloven. Men det udføres ikke humant. Allerede det, at stævne de Hjælpsøgende til Møde i Hestemøllestræde til Undersøgelse og Krydsforhør, er inhumant; Fattigforstanderne burde hver i sit Distrikt kunne afgøre Sagen og senere give Indberetning derom til Magistraten. Hvorfor ydmyge den Fattige, naar det ikke er nødvendigt!

Men at nyde Fattighjælp borttager den politiske Borgerret: at kunne vælge, det er dog det inhumaneste af det Hele, og de Mænd, der indsatte Paragraf 84 i Grundloven, har sikkert aldrig tænkt sig, at Fattigmand baade skulde tigge sit Brød og betale det saa dyrt!

Og saadan en Optræden mod Fattigmand paa en Tid, hvor en Minister for ramme Alvor i Rigsdagen foreslaar at bevilge 1 Million Kroner (én Million!) til Reparation af en forfalden Domkirke!

Det er haabløse Tilstande! Og det er ikke mindre haabløst, at der findes Arbejdere, der ved Rigsdagsvalg stemmer paa Højremænd, d. e.: paa Mænd, der netop vil bevare disse Tilstande!

Tænk Jer dog om !

(Social-Demokraten 9. december 1887).

Svinepest. (Efterskrift til Politivennen)

Pesthuler.

Veterinærpolitiet har i Gaar erklæret, at samtlige Besætninger paa de saakaldte Lossepladser, og af hvilke største Delen hidtil er befundne sunde, dog man anses for saa mistænkelige, at en almindelig Nedslagning bør finde Sted. Den af Ministeriet allerede tidligere givne Bemyndigelse til i fornødent Fald at nedslaa hele Besætninger vil derefter blive bragt i Anvendelse i fuldt Omfang. Paa det Lovforslag til Undertrykkelse af Svinesygdomme, der vil blive forelagt Rigsdagen straks ved dens Sammentræden, vil der blive søgt Bemyndigelse til fremtidig at forbyde Svinehold af lignende Art.

Vi har i Gaar taget nogle af disse Møddinger i Øjesyn og det er ret artige Erfaringer vi har gjort derude.

Et godt Stykke Vej ude paa Amager har Magistraten lejet nogle af sine Jorder ud til Oplagsplads for Dagrenovationen og med Tilladelse for Forpagterne til at opføde Svin af Affaldet.

Av forfærdeligt dyndede Sideveje naaede vi derud. Midt paa den flade Mark laa i nogen Afstand fra hverandre tre Grupper af Bræddeskure, Svinenes Stier. Rundt om dem møder Øjet et Syn, der i al sin Modbydelighed næsten er ubeskrivelig. Alt det Snavs, som tænkes og nævnes kan, ligger her ophobet i Dynger og spredt for alle Vinde af de rodende Svin. Hver enkelt Plads er afgrænset med nogle gamle Vægter og Bræddestumper, og den første vi kom paa, gav os et klart Billede af, hvorledes Forretningen drives. Der holdt et Par Skraldevogne i Færd med at aflæsse deres støvende og stinkende Indhold. Omkring dem og inde mellem Hjulene og Benene paa Hestene væltede en Flok Svin sig i hidsig Kamp om den fedeste Bid og gørende et infernalsk Spektakel. Vi stod længe og saa til. Det er aldeles utroligt, med hvilken Glubskhed Svinene kaster sig over dette væmmelige Affald. De kan næppe vente, til Skovlen faar det kastet paa Jorden, men staar med Trynen opadvendt og hyler, til de faar en Skovlfuld kastet i Hovedet. Og hvor de hugger i sig. Kaalstokke, Kartoffelskrællinger, raaddent Kødaffald, Halm, blandet med Ajle og Snavs - alt gnasker de løs paa. I Løbet af faa Minuter var den Dynge, Vognene læssede af, jævnet ud paa Pladsen og gennemrodet samt alle Lækkerbidsknerne pillet fra.

Vi spurgte Forpagteren, om Svinene fik anden Føde end Affaldet. Nej. Der opfødes Tusinder af Svin udelukkende paa det, der læsses af Skraldevognen! Og at det er forskelligartede Ting, oplyste han os om. Køkkenaffald er selvfølgelig det bedste, men Affald fra Slagterier æder de ogsaa med stor Graadighed og helst i forraadnet Tilstand. Det kan f. Eks. ses af, at de ofte lader Kalvehoveder o. lign. ligge i nogle Dage før de æder dem. Saa var de mere møre, mente Manden. I Nødstilfælde forsmaar de heller ikke de triste Rester af en Kat, en Hund eller andre Dyr i mer eller mindre opløst Tilstand. Hestekød, mente Manden, de havde stor Forkærlighed for. At de i deres Griskhed ogsaa forsluger sig, fremgaar af, at det ikke saa sjældent hænder, at de sætter cn Portion "Rottegift" til Livs. Det er nemlig saa ofte Tilfælde, at baade Lokkemaden med Giften og de døde Rotter føres herud paa Skraldevognen, og staar Manden en Slump Svin ihjel.

Svineholdet bestaar af en større Del Tillægsdyr og deres Afkom. Dette Afkom opfødes til de er halvt udvoksede og sælges da rundt om i Landet, for Størstedelen ved Prangere, til Folk, som feder videre paa dem, indtil de er tjenlige til Slagtning. At det ikke - selv uden Pest - maa være sunde Dyr, der saaledes spredes over Vandet fra disse Møddinger, er indlysende, og et Par af Opdrætterne indrømmede da ogsaa ganske frimodigt, at der saa at sige bestandig var stor Sygelighed blandt deres Svinebesætning, og at Kødet efter deres Mening ikke var saa godt og sundt som paa Svin opfødte ved Korn eller Sligt. Det maa da være sandt, naar Mændene selv siger det, og indlysende efter den Føde Dyrene faar.

Vi var paa de 3 største af de Lossepladser, som findes paa Amager, og alle Vegne var der ens: Skandaløst!

Om Pesten derude erfarede vi følgende: Omtrent midt i Oktober begyndte man at tale om, at et Par Jordbrugere længere ude paa Amager havde Sygdom blandt deres Svin. Begge fik hver Dag et Par Læs Renovation fra Byen til Føde for deres Svinebesætning, og det er ret betegnende, at denne Renovation netop skriver sig fra Gammelholmskvarteret, altsaa indeholdende Affaldet fra de svenske Kreaturskibe. Fra disse to Steder bredte Smitten sig saa rolig videre uden at et eneste Menneske tænkte paa at sætte de slumrende Autoriteter i Bevægelse. Først da den naaede til den ene af de Lossepladser vi besøgte, den største paa Amager, meldte Ejeren det til Politiet, men der var da allerede død over hundrede Svin for ham, og inden Veterinærpolitiet begyndte Nedslagningen, bortrev Pesten ca. 230 Svin for den samme Mand. I alt har han mistet omtrent 400 Svin og Grise. Hans Nabo har Pesten skaffet af med henimod 300 og paa den tredie Plads er Sygdommen først i Forgaars og i Gaar begyndt at gøre Høst, men i Løbet af et Par Dage vil Pladsens Besætning vist være gaaet neden om og hjem.

Et er aldeles ubegribeligt og højst uforsvarligt: at ikke hele Besætningen for længe siden er slaaet ned. Vi saa hos den Mand, der har mistet 400, lidt over et halvt hundrede gaa i et Par aflukkede Folde. I den ene Fold var de formentlig raske, i den anden de vitterlig syge. Det var en Pak at se disse Dyr. De stod og laa klumpede sammen op ad hverandre med hængende Hoved og Øren. Afmagrede og elendige var de at se til, og gik de, saa ravede de, som var de berusede. Vi spurgte, hvorfor de ikte straks blev slaaet ned.

"Ja, det var ogsaa Synd", mente Manden, "men den Dyrlæge, som Dagen forud havde været der og gradet dem med et Termometer, havde sagt, at de ikke var syge nok til at slaas ned".

Hvad har vore Autoriteter gjort? Dc har ladet Landet ligge aabent for Indførsel fra Sverig, uagtet der vitterlig siden Juli har raset Svinepest der, navnlig i Skaane og Bleking. De svenske Blade fortalte om Faren, men vort dygtige Ministerium ventede, til vi havde den inden Vandets Grænser, saa lukkede de. Dernæst lod de Lossepladser være Lossepladser og satte sig først i Bevægelse, da en Mand kom og beklagede sig over, at nu var der død nogle hundrede Svin af Pest ude hos dem. Og saa roste Berlingske Tidende Ministeriet for den Fart, der havde været i det til at tage fat!

Nu har Tyskland lukket af for vor Udførsel, og at det ikke er Smaating, fremgaar af følgende statistiske Oplysninger: I den første Halvdel af Firserne, altsaa 1881-1885, udførte Danmark til Tyskland 274,300 Tvin og 6000 Grise om Aaret, til en anslaaet Værdi af ca. 21 Millioner Kroner. Desuden udførtes slagtede Dele af Svin for 2 1/4 Million og til de øvrige Lande havde vi en Udførsel for omtrent 10 Millioner aarlig, altsaa ialt 33 Millioner om Aaret, hvilkket er næsten en Femtedel af Landets hele Udførsel.

(Social-Demokraten 1. december 1887).

Tegner E. Rosenstand: Fra Lossepladserne. En Svinesti. Illustreret Tidende nr. 11, 11. december 1887.

Nedslagningen paa Lossepladserne

"Morgenbladet" modtog i Onsdags. fra velunderrettet Kilde Meddelelse om, at den af Veterinærpolitiet befalede Nedslagning af alle Svin, syge og sunde, paa Lossepladserne vilde tage sin Begyndelse Torsdag Morgen Kl. mellem 8 og 9 paa Pladserne ved Kløvermarksveien. I den Anledning sendte vi en af vore Reportere derud, og han meddeler om sin Mission følgende:

Klokken lidt over 8 var jeg paa Kløvermarksvejen; én efter én passerede jeg Lossepladserne; der var ikke det sædvanlige Liv. Skarnbunkerne laa og bredte sig i al deres Uhyggelighed, ikke et Svin var at se. og jeg begyndte saa smaat at tro, at Nedslagningen maaske alt var foregaaet.

Jeg styrede Kursen mod den sydligste, hvor en tyk Røg, der strakte sig hen over Pladsen, lod mig ane, at her dog var noget særegent paa Færde, Røgen stammede fra et i Jorden gravet Fyrsted, hvor man kogte Vand til Brug for Veterinærerne ved Obduktionen af Dyrene.

Heller ikke her var Spor af Svin, men disse lod dog snart deres Grynten høre inde fra Staldene. De var nemlig indfangede, for at være nærmere ved Haanden under Nedslagningen. Til Stede paa Pladsen var allerede Docent Gautier med tre yngre Veterinærer, der skulde foretage Undersøgelser, Sygdommen vedrørende. Ligeledes var nogle Taxationsmænd til Stede for at taxere Svinene paa den ene af Pladserne, hvis Besætning først for et Par Dage siden var bleven angreben af Sygdommen; af nævnte Besætning var allerede en Del døde, sidste Nat 3 Stk,

Da det vilde vare nogen Tid, inden Nedslagningen begyndte, tog jeg imidlertid Lokaliteterne i Øjesyn. I en Fold befandt sig ca. 50 Svin, som mentes ikke at fejle noget, men som alligevel skulde falde som Ofre for Veterinærpolitiets Bestemmelser.

I en anden Fold i et Træskur var en Snes Stykker samlede, men disse var næsten alle angrebne af Sygdommen. Dorske laa de i Solen med halvbrustne Øjne. Foruden disse fandtes en større Del Smaagrise.

Imidlertid var Sundhedspolitiet kommet til Stede, og Nedslagningen kunde begynde.

Veterinærerne trak Frakkerne af, halede Knive og Save frem og gjorde sig klare til at kunne modtage de døde Kroppe. Det blæste koldt, Støv og Snavs fra Skarndyngerne hvirvledes i Vejret, og alt i alt var det et uhyggeligt Arbejde paa dette Sted at give sig i Lag med Opskæring og Rensning af Dyrenes Indvolde - i alt Fald var det ikke behageligt at være Tilskuer til denne Proces.

Et efter et førtes Dyrene frem paa Pladsen, hylende paa Vejen fra Stalden til Slagtestedet. Fire Mand holdt Dyrene, medens en femte førte et dræbende Øxeslag mod Panden af dem. Saa snart Øxeslaget var faldet, forstummede alle Hyl, og Dyret tumlede om paa Jorden, hvor det modtog Dødsstødet ved et Stik i Hjærtet, Undertiden slap et af Dyrene bort fra deres Bevogtere og nød en kort Stund med synligt Velbehag de sidst ankomne Vognladninger med det kostelige Indhold. Det var som en dødsdømt før Henrettelsen, der faar et sidste Ønske opfyldt, Det skal siges, at de Folk, der besørgede Nedslagningen, gjorde deres Arbejde godt - kun et Par Minuter varede Dødskampen. 

Fra Bordet, hvor Undersøgelsen foregaar, bæres Svinene bort og lægges i en Dynge, der stadig bliver større. De første 20 Svin, der nedslaget, blev obducerede, Veterinærerne havde nok at gjøre, Docent Gautier deltog selv i Arbejdet. Efter disse nedslaget den øvrige Del af Besætningen uden at blive obduceret.

Derefter gik man til de andre Pladser, hvor Nedslagningen foregik paa lignende Maade. I alt blev tre Pladsers Besætninger nedslaaede, tilsammen flere Hundrede Svin, 

Paa den førstnævnte Plads er bod 225 Stkr, og nedslaaet 190 Stkr. i alt 415 Stkr,

Mens Nedslagningen foregik, havde man paa en Mark i Nærheden begyndt Gravningen af en Grav. hvori der skulde anstilles et Forsøg paa at brænde de slagtede Dyr ved at overgyde dem med Petroleum og Tjære, men da dette Forsøg først kunde gjøres sent paa Dagen, tillod Tiden ikke at afvente det, men der næredes fra Sundhedspolitiets Side ingen Tro til, at Forsøget skulde lykkes, desuden var Antallet af Dyrene saa stort, at der vilde medgaa flere Dage hertil.

Der var længere ud mod Stranden gravet en Grav i en Dybde af 4 Alen, hvortil Dyrene skulde bringes, og hvor de skulde overgydet med Kalk og Syre, hvorpaa Jorden vilde blive kastet til.

Som der er begyndt med Lossepladserne ved Kløvermarksvejen, vil man fortsætte med alle andre Lossepladser i Kjøbenhavns Omegn; det er nemlig ikke Amager alene, der har slige Svineopdrætningsanstalter, de findes baade mod Vest og Nord i rigelig Mængde.

Og Befolkningen er glad ved at blive disse Anstalter kvit. Naar Sygdommen en Gang forvindes, vil man med større Appetit kunne nyde Flæsk - Lossepladsernes Modbydelighed har tidligere hæmmet denne for mange, ingen var jo sikker paa, hvor Flæsket stammede fra.

I Dag er det Lossepladserne ved Jagtvejen, der staar for Tur.

(Morgenbladet (København) 2. december 1887).

Tegner E. Rosenstand: Fra Lossepladserne. En Svinesti. Illustreret Tidende nr. 11, 11. december 1887.

Nedslagningen paa Lossepladserne.

Det Forsøg, der i Torsdags gjordes paa Lossepladserne ved Kløvermarksvejen paa at opbrænde Svinene ved at overhælde dem med Tjære og Petroleum, mislykkedes fuldstændigt, og de blev som berørt nedgravede i en Fællesgrav og overgydte med Syre og et Lag ulæsket Kalk.

I Gaar foregik Nedslagningen af Svinene paa Lossepladserne ved Jagtvejen, og vor Meddelelse desangaaende i Gaarsnumret havde lokket en Mængde Mennesker ud for at overvære dette heldigvis sjældne Skuespil.

Der blev nedslaaet 3 Svinebesætninger med tilsammen ca. 400 Svin. De to Besætninger var aldeles sunde, hvorimod den tredje havde stor Sygelighed.

Der blev atter her gjort et Forsøg paa at brænde de døde Kroppe, men ligesom Dagen forud viste Forsøget sig frugtesløst. Der blev slængt et Par større og et Par Smaagrise paa Baalet, men de laa og futtede og sved, uden at der var nogen Udsigt til, at Forbrændingen kunde tilendebringes, hvorfor Resterne af de brændte Dyr blev kastede i en stor Grav, hvor de øvrige Svin ogsaa blev begravede, idet man benyttede samme Fremgangsmaade som ovenfor nævnt med Syre og ulæsket Kalk.

I Morgen tages der fat paa Nedslagning af Svinene paa en Losseplads ved Raadmandsmarken. Dette er den sidste Losseplads med Svinebesætning, der er tilbage paa Kjøbenhavns Distrikt.

Ved Køhlersvej og Øresundsvej findes vel en Del Lossepladser, men de henhører under Amager Birk.

Hermed kan man altsaa tage Afsked med disse Huler, der nu har anrettet saa megen Ødelæggelse. Forhaabenlig vil de aldrig mere opstaa i den gamle kjendte, modbydelige Skikkelse.

Det har været et uhyggeligt Arbejde baade for Politi og Veterinærer, og de er uendelig tilfredse med snart at være færdige med dette rædsomme Myrderi.

(Morgenbladet (København) 2. december 1887).

Lossepladserne i Belejringstilstand.

Hvem skulde have troet det?

Vi selv vilde ikke tro vore egne Øjne!

Da vi i Gaar Eftermiddags inspicerede Lossepladserne, mødte der os et uventet Syn: Gendarmerne holdt Vagt over Svinene. De kære "Lyseblaa" var om formiddagen Kl. 10 ved en Dagsbefaling udkommanderet fra deres respektive Stationer.

Det var ogsaa en ganske fornuftig Foranstaltning, man havde truffet overfor dem. De har jo lige siden Korpset blev oprettet ikke gjort sig bemærket ved andre Begivenheder end netop de blodige Aars- og Brønderslev-Affærer, og først da vi i vort Gaarsnumer gjorde opmærksom paa, at de endnu eksisterede, tog Politidirektøren øjeblikkelig Svøbet af dem, satte dem ud i den barske Efteraarsluft og permitterede Politiet.

Det var øjensynligt ikke nogen rar Bestilling for disse Skabninger; 7 Timers Vagt og 7 Timers Hvile, saavel Nat som Dag, lyder Parolen. De klagede sig allerede over den ubehagelige Post, idet en af dem bemærkede, at "den Slags var de ikke vant til". Manden havde maaske Ret, thi det er uden Tvivl bedre at sidde hjemme paa Kasernen i et lystigt Lag end vogte Svin paa Lossepladser.

Der skal være stor Glæde blandt Politibetjentene.

* * *

Nedslagningen af Svinebesætningerne paa de Lossepladser, der ligger paa Københavns Grund, blev i Gaar tilendebragt. Alt i Alt har man nu for Byens Vedkommende nedslaaet ca. 1200 Svin, deraf ca 300 Stk paa Lossepladserne ved Kløvermarksvejen paa Amager og Resten paa Pladserne ved Nørrebros Jagtvej, disse udgør fire, nemlig en ved Jagtvejen, den offenlige bag Aldersro Bryggeri og Teglværk oq to private ved Peders Mindes Vej, der ligger umiddelbart op til den førstnævnte Plads.

Nedslagningen er foregaaet paa den Maade, at man med en Slagteøkse bibringer Svinet et Slag i Panden, og derefter paa sædvanlig Maade ved et Stik. Efter Aflivningen bliver Dyrene overkalkede og straks nedgravede. Alene i Lergravene ved "Aldersro" ligger 560 Svin jordede.

Det var Veterinærernes Mening i Gaar Eftermiddags at paabegynde Nedslagningen paa Lossepladsene ved "Grøndal", et Terræn, der ligger ved Grøndalsbroen bag Falkoneralleen mod Frederikssundsvejen; men paa Grund af den fremrykkede Tid vil man først tage fat i Dag formiddag; efter at Nedslagningen her er foretagen, gaar Turen videre gennem søndre Birk, derefter nordre Birk og paa samme Tid Amager Birk, indtil alle de Svin, der overhovedet findes paa Lossepladserne, er nedslagne.

* * *

Ingen har endnu forstyrret Gravfreden

(Social-Demokraten 4. december 1887).

Nordhavnen. (Efterskrift til Politivennen).

Ved det store Havnearbejde nord for Byen ved de gamle Kalkbrænderier har der hele Sommeren i Aar ligesom i de forudgaaende Somre været udfoldet en travl Virksomhed, og man begynder nu saa smaat at kunne danne sig et Begreb om, hvorledes dette Havneanlæg, naar det om et Par Aar er færdigt, vil komme til at se ud.

Det er meget betydelige Arbejder, her er i Gang. hvilket ogsaa tilstrækkelig vil fremgaa af, at de nu har været i uafbrudt Gang lige siden Paabegyndelsen i Efteraaret 1883 med en Arbejdsstyrke af ca. 300 Mand om Sommeren og ca. 100 Mand om Vinteren.

Havneanlæget i færdig Skikkelse vil omfatte: en Havn paa Størrelse som 14 Tdr. Land, 1200 Fod lang og 600 Fod bred, med en Dybde af 24 Fod Vand over det hele; fremdeles en mindre Havn nord for den store med Indsejling fra samme. Den mindre Havn blev allerede forrige Efteraar færdig og har siden været stærkt benyttet; den har en Størrelfe som 2 Tdr. Land og en Dybde af 12 Fod Vand. Endvidere skal der anlægges en Kai i lige Linje fra den store Havns Landbolværk langs Søen helt ind til Byen, hvorfor det nuværende Terræn langs Strandpromenaden i de kommende Aar helt vil skifte Udseende. Saavel Havnen som Kaien vil komme til at ligge ca. 800 Fod øst for den nuværende Strandpromenade, hvorved der vil fremkomme et Areal af betydelig Størrelse til Bebyggelse og Anlæg af en bred Hovedgade. For en Del af Strandpromenadens Vedkommende, nemlig mellem Lautrups Plads og Gasværkshavnen, er den 800 Fod brede Passage allerede tilvejebragt ved Opfyldning.

Den lille Havn, der ligger foran Kalkbrænderifortet, hvor den er omgivet med en svær Mole imod Søen, saavel imod Nord som imod Øst. og forsynet med en rummelig Havneplads har en lun og i alle Maader for Skibe fortrinlig Beliggenhed og er forlængst færdig til at optage Skibe, medens dette endnu langt fra kan siges at være Tilfældet med Hovedhavnen. Arbejderne ved denne skrider dog godt fremad, og med Uddybningen af selve del kolossale Havnebassin fra 10 til 24 Fods Vand er man i Sommerens Løb naaet saa vidt, at enkelte større Skibe i Eftersommeren har kunnet anløbe Havnen og lægge til ved Bolværket, der langs Landsiden for største Delen er færdigt. Der er dog endnu langt tilbage, inden hele Bassinet og Indløbet til Havnen er uddybet. Indløbet er endnu kun en smal Rende, men færdig skal det have en Brede af 200 Fod inde ved Havnen og 400 Fod ude ved Kronløbet, hvor det begynder; det bliver saaledes tragtformet, for at udefra kommende Skibe uden Vanskelighed kan passere ind i del. Selve Indsejlingen til Havnen skal have en Brede af 200 Fod, og der vil her paa hver Side blive anbragt et stort Fyr.

Uddybningen af Havnen og Indløbet foregaaar ved Hjælp af Dampmuddermaskiner. Fylden bliver, efter at være optaget, dragt i Pramme, hvorefter den føres i Land og transporteres videre paa de paa Skinner løbende Tipvogne for at anvendes til Opfyldning langs Strandpromenaden. For Tiden haves kun nogle enkelte Maskiner i Arbejde, da Resten er under Eftersyn.

De betydelige Arbejder, som vil give Beskæftigelse endnu i et Par Aar, udføres af selve Havnevæsenet med Havnebygmester Møller som den øverste tilsynshavende.

Først henimod Efteraaret 1891 formener man, at Arbejderne kan være sluttede

(Morgenbladet (København) 30.november 1887).

Der er tale om anlægget af Nordbassin og Redhavnen. Det var de ældste dele af Nordhavnen.

Karl Jensen: Kjøbenhavns Nordhavn. Terrænet omkring Kalkbrænderifortet. Illustreret Tiednde nr. 1, 2. oktober 1887. 

Arbejdsforholdene omkring Vallø. (Efterskrift til Politivennen)

Vi omtalte i vore Artikler om Vallø og Vemmetofte de slette Lønningsforhold, under hvilke Arbejderne maa trælle der paa Egnen.

En Maanedstid efter havde vi Lejlighed til at tale med de samme Folk igen, og det viste sig, skønt man ikke skulde tro det muligt, at deres Vilkaar var blevne endnu elendigere i de forløbne Uger. Vi skal blot nævne et Eksempel. Vi omtalte, at Præstø Amt lønnede sine Arbejdere med 1 Kr. 33 Øre om Dagen for haardt Vejarbejde.

Nu har man fundet denne Betaling for høj og givet dem Akkord. Under Assistenterne Jensen, Fakse, og Hegelund, Præstø, faar de 12 Øre for at hakke og bearbejde 1 Favn makadamiseret Vej. Assistent Fischer i Køge kan derimod ikke faa Arbejdet gjort billigere end 18 Øre Favnen, men maa - som Vejopsynsmanden udtrykte sig - ogsaa høre Vrøvl af Vejinspektøren, fordi han betaler Arbejdet for dyrt.

Desforuden skal Arbejderne selv holde sig med Værktøj, og Hakkerne lider saa meget ved at bruges paa de haarde Sten-Veje, at der er en betydelig daglig Reparationsudgift for Værktøj. En Mand kan paa en Dag skaffe 6 Favne Vej færdig, og hans Fortjeneste beløber sig i Reglen som Følge deraf ikke en Gang til 50 Øre daglig, paa egen Kost, haardt Arbejde, ofte i Regn, Kulde og Slud og med Autoriteterne som Arbejdsgiver.

Det er næsten utroligt!

Og saa hjælper Vejopsynsmanden dem, af Medlidenhed og imod sin Instruks, endda med det lettere Arbejde, som Rivning, Afridsning o. s. v. Det utrolige finder desværre ogsaa sin Forklaring i, at der paa Egnen omkring Vallø gaar flere hundrede Arbejdere ledige, og den ene er mere begærlig efter at tjene 30 Øre end den anden. Saaledes kæmper Arbejderen for at undgaa Fattigvæsenet, mens der faa Skridt fra ham sidder en Flok fine Fattiglemmer midt i en Dynge Millioner!

En epidemisk Sygdom truer atter mcd at udbryde paa de rige Godser i det sydøstlige Sjælland: Valgfeberen. Det liner med nye Valg og saa faar den hele Flok af Stifts- og Godsforvaltere det altid saa varmt med Omsorg for deres Undergivnes og Arbejderes materielle Vel og politiske Trosbekendelse. Man fortæller allerede nu ret artige Historier fra Storeheddinge og Køge Valgkredse.

Men dette er endda kun Forløberne; rykker Valgene ind paa Livet af os, saa faar Etatsraaden paa Vallø og mange med ham først rigtig travlt. Saa vandrer de fra Hus til Hus og skriver til selv den fattigste Arbejdsmand om at møde op i Storeheddinge og stemme paa Højre, selv om de til Tak kun giver ham 50 Øre om Dagen at leve for.

(Social-Demokraten 13. november 1887).

Brylluper i Randers Egnen. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Egnen vest for Randers skrives til "Randers Dagblad":

Efteraaret er Bryllupernes Tid. Naar Kornet er vel i Hus, og den største Travlhed er forbi, begynder Brylluperne. Om der nu er særlig Lykke ved at blive gift om Efteraaret, eller det er, fordi Folk da bedst kan faa Tid til det, eller Grunden blot er den, at to dog bedre kan modtage Vinterkulden end en, det skal jeg overlade til mere sagkyndige at afgjøre.

Her paa Egnen er det Skik, at Gaardmandsbarn har 3 Dages Bryllup, første Dag for de gamle, anden Dag for Ungdommen og tredje Dag for de gamle igjen. Et saadant Bryllup er en hel lille Begivenhed og drøftes lang Tid forud og bagefter med en Udholdended og Grundighed, der var en bedre Sag værdig.

Hver By har sin Bydemand. Det er et byrdefuldt Embede, han beklæder. En 8 Dages Tid før Bryllupet trækker han i fine Kisteklæder, tager Staven i Haand, vandrer fra Hus til Hus og siger hvert Sted: "Jeg skulde hilse saa mange Gange fra X. X. og hans Kone, om I ikke vilde være saa gode at komme hen til dem og spise Frokost paa Tirsdag kI. 9½ i det seneste og følge med til Kirken og saa tage med dem hjem og faa Suppe og Steg, Spil og Leg, kjønne Piger at danse med - Konerne ikke at forglemme!" Jo Tak, det vil man saa gjærne, og Bydemanden faar saa hvert Sted en Snaps og en Bid Brød, saa hans Gang kan jo gjerne blive lidt træls tilsidst, men det er i Reglen "sikre" Folk, man vælger til den Bestilling.

En ganske kjøn Skik er det, at alle bliver budt med, baade rige og fattige i de rige kommer, de fattige bliver i Reglen hjemme af let forstaaelige Grunde, men derfor glemmes de ikke.

Der er slet ikke billigt at komme til et saadant Bryllup. En Ting er Klæderne, der skal ses efter i Sømmene eller helt fornyes - ved en saadan Lejlighed trækker Gaardmandskonerne i Silkekjoler - en anden Ting er, at der skal gives "Faan", det vil sige: Høns, Kjød, Pølse, Smør, Æg, Fløde og Mælk, og at der skal ofres til Præst og Degn, gives Spillemandspenge, Penge til Opvarterne, og jeg véd ikke hvad. Det hele kan gjærne løbe op til 30-40 Kroner.

Naar saa endelig den store Dag oprinder, trækker man Stadsen paa, spænder for Fjedervognen og kjører hen til Brudegaarden, hvor hver Vogn modtages med Musik. Efter at Frokosten - kold Spise med Snapse og Kaffe - er sat til Livs, kjører man til Kirken med Musik i Spidsen. Den lange Vognrække med de pyntede Gjæster og de vælige Heste ser helt statelige ud. I Kirken maa Brudeparret nøje passe paa ikke at gjøre Fejl, vende eller dreje sig til en forkert Side efter gammel Skik; thi ellers faar Snakken travlt bagefter. Hjemkommen bænker man om Bordene, og Snapseglassene begynder atter flittig at vandre rundt.

"Det er den tiende i Dag", siger en, idet han tømmer sit Glas. (Det er netop den tiende i Maaneden.)

Saa bæres Suppen ind, derefter Stegen og tilsidst Vin og Kage. Retterne er altid de samme. Mellem hver Ret tager Mændene sig en Pibe Tobak. Mod Slutningen af Maaltidet, der varer 3 lange Timer, holder først Præsten en rørende Tale, og Degnen kommer saa bag efter som tyndt Øl.

Efter Maaltidet kan man nok trænge til at faa sine Ben rørte. Salen gjøres nu ryddelig i en Fart, og Dansen begynder. Første Vals danses af Opvarterne og Opvartningspigerne for at "feje" Gulvet. Derefter danser Bruden hen til Brudgommen af en af Opvarterne, og endelig danser Brudeparret under højtidelig Tavshed. Saa danser alle "Bestillingsfolkene", og nu endelig staar det enhver frit at træde Valsen.

Ud paa Natten drikkes Punsch, synges og holdes Taler. For Brudeparret udbringes der den ene Skaal efter den anden, og det faar ret sine gode Dyder at vide, baade dem, det har og ikke har, men maaske kan faa, tillige med de varmeste Lykønskninger for Fremtiden og de kjærligste Formaninger om at blive god ved "de gamle".

For hver Skaal synges der trolig: "Han skal leve!" o. s. v. Bønderne kan godt baade synge og tale. Mange, især af de unge, taler endog helt flydende, men desværre skammer nogle sig ved deres gode jydske Modersmaal og taler "fint", det vil sige, de taler, som naar en Skoledreng læser op af en Bog. Selv Højskolefolk kan man høre tale paa denne grimme, unaturlige Maade. Mærkeligt nok, at Bønderne ikke i det Stykke kan lære at staa paa egne Ben.

Efterhaanden som man drikker, bliver Synet videre, Tankerne klarere, Hjærtet varmere. Man forlader nu den snævre Familiekreds og udbringer beaandede Skaaler for Kvinden, for Fædrelandet, for Grundloven, for den fri Bondemand, ja for alt muligt i der vide Verden for ikke at glemme noget. Naar Gjæsterne i Dagningen drager hjemad kan Vejen være smal nok for somme, men noget usømmeligt sker der dog sjælden ved en saadan Lejlighed.

Det er 3 strænge Dage og Nætter for Brudeparret, især for Bruden, der næsten ikke er af Gulver. Øinene bliver lidt røde og Lemmerne noget stive tilsidst, men det er ikke saa let at bryde med gammel Sædvane. Det gaar her som altid, den ene vil ikke stikke op for den anden, selv om man ogsaa kan se det skjæve ved Sagen. Mange Steder har man dog, vistnok af Sparsommelighedshensyn, helt brudt med Skikken og holder nu kun en Dags Bryllup.

(Morgenbladet (København) 11. november 1887).