De Dødes Sted. (Efterskrift til Politivennen)

(Eftertryk frabedes.)

Kjøbenhavn, d. 26. Januar.

Naar Storbyen voxer og voxer i rivende Fart, naar dens Gader kastes længer og længer ud over Landet, - saa kaster den alt det, der ikke hører den og dens levende Liv til, udenfor sine Porte. Der kan det saa ligge en Stund, til Byen naar det paa sin ustandselige Fart og atter flytter sine Porte. Saa flytter det igjen, videre ud og videre ud i en moderne Uendelighed.

Saadan gaar det f. Ex. med Kirkegaardene.

Rundt om alle de gamle Kirker ligger en lille Plet Jord, - en gitterhegnet bille Lund, nu og da med et enkelt Monument, ellers bare en Plads, hvor Vognene kan kjøre op til Bryllup og Begravelse. Det er de gamle Kirkegaarde.

Og nu og da stikker Byggespekulanterne Spaden ned i de ældste af dem. Hjærneskaller og mugne Ben kommer med et for Dagens Lys efter hundredaarig Hvile.

Kjøbenhavnerne staar stille et Øjeblik, pirrer med Stokken ved Benene og gaar videre. Og strax efter rejser et flunkende nyt femetages Hus sig af de gamle Grave.

Frederiksberg Kirkegaard ligger fredelig og skyggefuld mellem Villahaverne. Den passer ind i Stilen derude. Men Kasernerne fra Vesterbro rykker den nærmere og nærmere paa Livet. Den ene skyggefulde Have efter den anden stykkes ud, Murkolosserne gror op af Jorden som vrimlende Paddehatte. Alleens gamle Træer er gule og visne og triste ved al den Gas, der siver ud mellem deres Rødder, og de nye smaa, man planter, giver sig god Tid med at gro. Hvor lange vil det vare, inden den skjønne Kirkegaard ligger som en upraktisk Fortidslevning klemt mellem ubrydelige Murrækker, overgivet fra tusinde Vinduer?

Assistenskirkegaard vil snart være indrammet af Nørrebros himmelhøje, private Fattiggaarde og saadan overalt.

Men hvor skulde der ogsaa være Plads til de døde midi i en levende og larmende, handlende og lidende, sultende og fraadsende By? Hvor kan de forlange Respekt for deres Grave, nu de er væk, døde og borte og glemte for nye Liv, der bides og slaas for at skaffe sig Alburum til at leve Tiden ud, til ogsaa de skal kastes paa Porten? Og hvor kan der være Fred om de dødes Have midt i den larmende By, hvor det gjælder om at leve og lade leve, og hvor der slet ikke er Tid til at tænke paa dem, der forlængst gav den evige Kamp i Arv til deres Efterfølgere?

Men op af de gamle, forstyrrede Grave stiger et Spørgsmaal, der ikke vil tøve alt tor længe paa sit Svar. Og rundt mellem Blomsterduftene paa de indeklemte Kirkegaarde lister sig en Tanke, der ikke vil vente altfor lange paa sin Virkeliggjørelse. Spørgsmaalet og Tanken har samme Navn. Og Navnet er Ligbrænding.

* * *

Tæt ude ved Kalvebodstrand, med Karlsberg og Valby paa den ene Side, Frederiksholms Teglværk og Aandssvageasylet Karens Minde paa den anden - ligger Vestre Kirkegaard.

Den er ikke stort andet end en Mark endnu. Der bygges Terrasser og plantes Træer. Men Terrasserne er nøgne og kolde, og Træerne er smaa. Blot hist og her en lille Lund af fine Birke, en Samting mørke Fyrrer, en skallet Høj med en gulmalet Bank, hvorfra man ser vidt ud over det blanke Vand.

Men Blomsterne gror kun smaat paa de tusinde Grave, der ordner sig i regelmæssige Rader paa Skraaningen.

Det er maaske, fordi de ikke føler sig ret sikre. Det er saa nyt, det hele, - det ser saa hastig gjort, saa ufærdigt ud. Den store By har skyndt sig at bringe sine døde udenfor Portene og saa dem puttet i Jorden. Saa er der kastet Grus om Kisten, skyldige Kranse er lagt paa den friske Grav, - siden kom et Par Potteplanter, en Sten med graadtung Inskription, en Bank med paamalet Navn og "Familiebegravelse" - og saa var det hele i Orden, bare Graveren fik et Par Skilling for Vedligeholdelsen.

Men forleden Dag blev det aabenbart, at det hele ikke var i Orden. Da Uvejret løste den frostbundne Jord, sank den sammen - Grav for Grav, Linie for Linie - somme Steder sank Jorden en Alen - somme Steder mer og somme Steder mindre. Og ned styrtede Stenene med Efterverdenens bedrøvede Farve til de døde. Ned styrtede Bænkene, hvorpaa Savnet og Erindringen kunde hvile sig ud, naar de en enkelt Gang havde drevet en levende den lange, trættende Vej fra Byen. Ned sank Roser og Buxdom og Kristtorn, visne Kranse og friske Kranse med smilende Blomster og hvide Baand.

De laa og blomstrede dernede - de laa, som de har ligget en Gang før, omtrent paa Kistens Laag.

Et underligt Syn var det. Som om der var gravet nye Grave ovenpaa de gamle. Neden for Bakkerne, ovre mod Frederiksholm, hvor de friskeste Grave ligger i snorlige Linier, var der kastet fem nye op - parate til at modtoge deres stille Lejere. Og rundt om de friske var de gamle sunkne sammen - som om de ikke havde nok i deres ene Beboer, men fordrede fler. Mellem Gravene staar bare den smalle Skillevæg - en enkelt Krans hænger paa Randen, de andre er sunkne med Jorden.

Det er, som om vor Tid ikke en Gang kunde bygge en Grav ordentlig.

Inde fra det yderste Vesterbro skuer de tomme Ruder i Dybbølsgade og Sankelmarksgade, og hvad de allesammen hedder, over mod Kirkegaarden. De er ogsaa en Slags Grave - eller Gravmonumenter. Men de staar vel nok. Det var bare under den Bygmester, Jorden gled væk. 

Carl Ewald.

(Randers Dagblad og Folketidende 28. januar 1888).

Den mosaiske Menigheds vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

På denne er der blevet opført et kapel i overensstemmelse med den allerede opførte hegnsmur og inspektørbolig i romansk stil af røde sten med rig anvendelse af huggen sandsten i gesimser og bånd samt glacerede og uglacerede formsten. Bygningen er placeret midt i det samlede haveanlæg og er udv. målt 48 alen lang og 33 alen bred; den består af et hovedskib med Indgang fra nord og korrunding mod syd og et lavere sideskib på hver side af midterskibet. I det ene sideskib findes ligværelser, rum i hvilke ligene tvættes, samt opholdsrum for de vågere, der efter jødisk ritus skal være til stede ved liget indtil begravelsen; i det østlige sideskib er indrettet en stor åben hal med bjælkeloft i gammeldags stil med forskellige farver, ved hvilket arrangement der er tilvejebragt en stemningsfuld siddeplads med vid udsigt over en del af begravelsespladsen, bag hvis grænser den flade kyst ved Kalveboderne, stranden og Amager danner en fredelig landlig baggrund. Her kan de besøgende fra hovedstaden hvile ud, og her kan i ugunstigt vejr en del af det ceremoniel, der under almindelige forhold ved begravelser foretages under åben himmel, finde sted i læ for regn og blæst. Fra denne hal er der endvidere adgang til præstens værelse og til den vestibule, hvorfra adgangen er til damernes pladser.

Kapellet på Mosaisk Vestre begravelsesplads, set fra "bagenden". Indgangen ligger mod venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Adgangen til selve kapellet finder sted for enden af den brede, med chausse og gangstier forsynede hovedalle, der begynder ved indkørselsporten til hegnsmuren og fører lige op til kapellets nordre gavl, foran hvilken der er anbragt en stor og vid portal, hvis rundbuer bæres af 2 polerede, røde granit- og 4 terrakottasøiler med forskelligartede mønstre. Fra portalen fører monumentale egetræsdøre ind i den egentlige, flisebelagte vestibule, hvis vægge er dekorerede med lyse farver, mens bjælkeloftet har fået noget kraftigere præg; her er den egentlige indgang til selve kapellets begravelseshal; denne består af et rum 37 alen langt og 18 alen bredt, begrænset modsat vestibulens indgang af en mægtig bueåbning, under hvilken præstens talerstol og katafalken er placeret. Bag denne bue strækker sig det halvrunde kor, i hvilket sangerne og orgelet har plads, skjulte for følget bag en høj dekoreret egetræsplanke. Hallens væsentlige smykke er den åbne, lette tagkonstruktion, hvis dragere og søjler er forsirede med vekslende lyse farveornamenter, der samles til en harmonisk helhed i belysning fra 42 rundbuede vinduer, der som et sortløbende galleri er anbragt under gesimsen. Kapellets indvendige højde til tagryggen er 19 alen, til gesimsen under spærene 13 alen, så at der altså endnu under vinduerne er en temmelig høj mur, der inddelt med pilastre og mellemliggende buer og smykket med malede kvadre og friser i forskellige lette toner danner en rolig og værdig baggrund for den alvorlige handling, som ofte vil gentage sig i dette rum. Ved særlige lejligheder kan lysene tændes i de 10 smedejernslampetter, der i gammeldags former er anbragt på salens vægge.

På gulvet er, adskilt ved en bred midtergang fordelt i 2 rækker, siddepladser for ca. 150 personer foruden særlige pladser for de nærmeste efterladte og desuden ståpladser for ca. 250 personer, altså plads til et betydelig større antal end menighedens nuværende kapel i Møllegade rummer. Kvinderne, der ved de jødiske begravelser sidder adskilt fra mændene, har plads på et åbent galleri, der når hen over hele vestibulen. Når det endvidere bemærkes, at det samlede anlæg er opvarmet og ventileret ved 2 Reckske centralapparater, vil man vistnok selv af denne kortfattede beskrivelse have fået indtryk af hvor meget anerkendelse det jødiske samfunds styrelse fortjener, fordi den ved indretningen af hele den nye begravelsesplads, ved haveanlægget, ved pladsens indhegning og dræning, ved opførelsen og udstyrelsen af selve kapellet har frembragt et samlet hele, der både med bekvemmeligheden og sundhedsplejen for øje og ikke mindst hvad den ydre harmoni og værdighed angår på en heldig måde adskiller sig fra byens øvrige begravelsespladser og nærmer sig adskillige af udlandets lignende nyere anlæg.

Det samlede arbejde har været givet i entreprise til murermester Lytthan S Petersen, for hvem atter følgende håndværkere har arbejdet: Snedkermester V. S. G. Nielsen, der har leveret det smukke snedkerarbejde, også stolestaderne, korskranken og de store egetræsdøre, glarmester Du Vier, der har indsat de mønstrede, blyindfattede ruder i forskellige farver, stenhugger V. Nielsen, Nørrebro, som har haft alt sandstensarbejdet og også leveret de polerede granitsøjler, endvidere har Frederiksholms Teglværker på en overordentlig smuk måde udført de mange forskelligartede glacerede og uglacerede terrakottaarbejder. Malermester E. Mollmann har udført Malerarbejdet.

Tegningen til kapellet skyldes ligesom tegningen til kirkegårdsmuren og inspektørboligen arkitekt Fred. L. Levy, hvis arbejde fortjener den fuldeste anerkendelse. Det nu fuldendte kapel er en af de smukkeste kirkelige bygninger der i mange år er blevet opført her.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 14. januar 1888, 2. udgave.)

Oluf H. Jørgensen (del 1): Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro 1891.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v.
Del 5 Død og Eftermæle. 

Oluf Holger Jørgensen blev uddannet journalist på faderens Ringkøbings Amts Avis (fra 1. april 1871) og Morgenbladet (1873-1876). Som 23-årig blev han redaktør på det nystiftede "Skanderborg Amts Avis" (Venstre) hvor han var redaktør 1876-1897. Han blev dernæst redaktør af "Agrardagbladet" og da dette i 1919 fusionerede med avisen København, medredaktør her.

Skanderborg Amtsavis blev første gang udgivet 2. juli 1876. Før det havde bogtrykker Backhausen forsøgt sig med Skanderborg Avis som lukkede i 1874. Et genoplivningsforsøg som Højreavis samme år (Skanderborg Købstads Avis) udkom indtil 28. september 1876. Skanderborg Amtsavis støttede partiet Venstre, og blev dermed et modstykke til Århus Amtstidende - det dominerende venstreblad i Østjylland. Skanderborg Amtsavis udkom fire dage om ugen og havde i udgivelsesåret 1876 antageligt omkring 400 læsere. Under Oluf H. Jørgensens redaktionsperiode tredobledes dette til 1200 - 25 år efter (1901). Skanderborg Avis blev efter december 1951 udgivet af Silkeborg Avis, og redaktionen blev en lokalredaktion under denne, samtidig med en teknisk modernisering.  Den blev langsomt til Midtjyllands Avis og navnet Skanderborg Amts-Avis fjernedes helt fra 1974. 

Fotograf Lars Dinesen (1840-1903): Redaktør Oluf H. Jørgensen (1852-1920). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nr. 30. Impresario Otto Petersen (Ingen)

contra

Redakter Oluf H. Jørgensen (Ingen).

Højesterets Dom.

Citanten, som hverken selv møder eller ved Fuldmægtig lader møde til bestemt Tid for Højesteret, bør betale 80 Lod Sølv til Vor Frelsers Kirke, førend det tillades ham med denne Sag at gaa i Rette, og saafremt han ikke inden 3 Uger melder sig med Kvittering, at bemeldte 80 Lod Sølv ere betalte, bør han have tabt Sagen og ham ej tillades videre derpaa at tale.

(Højesteretstidende 1886. Højesteretsåret 1885-1886).

I efteråret 1885 var han med til at indsamle penge til lock-outede smede og maskinarbejdere  i København. Fabrikanterne vil tvinge dem til at opgive deres faglige organisering. 

Skanderborgeren er atter vred, denne Gang over de Bemærkninger, som vi sendte ud sammen med vor Meddelelse om, at Folketingsmand N. J. Larsen har anlagt Sag mod vor store samtidige Hr. Oluf H. Jørgensen.

Vi skrev bl. a. dette: "Det er meget prisværdigt af Hr. N. J. Larsen, at han tager sig for at belære Hr. Jørgensen om, hvad man maa sige, og hvad man skal tie med. Det vil sikkert kunne gjøre Gavn."

Kompagniet "Skanderborg Avis" og "Kolding Folkeblad" falder i den Anledning over os, forbausede over disse vore Ytringer.

De ønsker dem formodentlig nærmer, motiverede, og de skal faa det. De, der kjender noget nærmere til Hr. Oluf H. Jørgensen og hans Virksomhed som Redaktør, vil allerede for længe siden have lagt Mærke til, at hans Specialitet er Meddelelser om mere eller mindre private Forhold. Det er Krydderiet, der drysses paa hans Organ. Vi skal give et lille Exempel. For nogen Tid siden var der Tale om nogle Forandringer ved Redaktionen af "Aarhus Amtstidende". Hr. Oluf Jørgensen fik under en privat Samtale tilfældig noget at vide om Forhandlinger, der fandt Sted i denne Anledning, Forhandlinger, som vare svævende og som endnu vare langt fra deres Afslutning. Saa snart Hr. Jørgensen kom hjem, satte han alt, hvad han vidste i "Skanderborg Avis", nævnede Navne og sparede sig i det hele taget ikke i nogen Henseende i Retning af Meddelelser om de aller intimeste Forhold ved Bladet. Ethvert Menneske, der har ringeste Smule Takt, forstaar Forsyndelsen og indser, at den burde være besvaret med en Revselse, saa meget mere som Meddelelsen kunde være til megen Gene for en af de deri nævnte Personer. Vi gjorde imidlertid ikke noget ved Sagen, vi lod Hr. Jørgensen løbe videre, og han er bleven i Vanen indtil han nu har løbet Panden mod N. J. Larsen. Her har han truffet en Mand, der gider paatage sig det Arbejde at belære ham om, at der er noget, der hedder Takt, og at dette noget afholder dannede Mennesker fra at servere alle mulige private Forhold til Beståelse for et Blads Læsere.

"Kolding Folkeblad"s Enevold Sørensen tager Anledning af vore Ord til at komme med følgende vise Bemærkninger:

"Ja rigtigt, "Aarhus Amtst." har vist her truffet Sømmet paa Hovedet. Det ligger i Luften under den nuværende Situation, at der er noget, det er tilladt at sige, men ogsaa noget, man skal tie med, naar man vil regnes til de artige, - men det er dog næppe sikkert, at Vælgerne i Længden ere tilfredse med Fortielsen"."

Men Hr. Enevold Sørensen gaar i en betænkelig Grad galt i Byen. Vore Bemærkninger om Processen har ikke noget med Politik at gjøre, hverken med den almindelige Venstrepolitik eller med den ejendommelige Enevold Sørensen'ske.

Vi bryder os meget lidt om Hr. Oluf Jørgensens Politik, den er saa vist ikke en Gang en Proces værd; men vi ønsker ham en Smule tugtet for den almindelige Plaprevornhed, der har karakteriseret ham saa længe han har været ved "Skanderborg Avis".

(Aarhus Amtstidende 22. august 1887)

Skanderborgs Ødelæggelse. I en Korrespondance til "Jyllp." fra Skanderborg angaaende det mislykkede Protestmøde hedder det bl. A.: Som bekjendt har Redaktør Hr. Oluf H. Jørgensen ("Skb. A. Av.") jo allerede i lang Tid i sit Blad raset mod alle dem, der ikke ville danse efter hans Pisk. Særlig er dette gaaet ud over Handelsstanden, altsaa over de Folk, som i sin Tid tog Aktier i hans Blad, og som daglig støtte ham med Avertissementer og formodentlig ville vedblive dermed, da man ifølge Skriftens Ord skal gjengjælde Ondt med Godt, overladende til Hr. Redaktør Oluf H. Jørgensen at anvende det modsatte.

Allerede i en længere Aarrække synes det, at have været Hr. Oluf H. Jørgensens Opgave, uagtet han er Frimurer, gjennem sit Blad at udsaa Had og Bitterhed mellem de forskjellige Partier, og det er desværre ogsaa saavidt lykkedes, om det end maa siges til vort Demokratis Ære, at Pluraliteten holder sig for god til at deltage i saadanne Løjer som i Søndags.

Naar undtages enkelte politiske Fanatikere, skal man lede længe, inden man finder en mere hæderlig Landbostand end i Skanderborg-Egnen. og derfor vil vist alle Næringsdrivende med Glæde hejse Flag for dem, til hvilket Parti de end høre, kun ikke, naar de trues dertil med Svøben.

Indsenderen maa imidlertid med Beklagelse meddele, at disse disse brave Frihedsmænd, takket være Hr. Oluf H. Jørgensens Anstrængelser, nu have sat den økonomiske Krig i Scene efter en stor Maalestok. Det lille venlige Skanderborg skal nu ruineres, hvad det koste vil, ogsaa Venstremændene maa gaa med i Faldet.

Hvilken stolt Følelse maa det ikke være for ren Mand med Konsorter, som er Ophav til denne Tilstand, om kort Tid at kunne gaa igjennem Byen og se paa de lukkede Butikker og forarmede Haandværkere, og saa at kunne sige til sig selv: "Se dette er Altsammen mit Værk."

Maa det endnu være mig tilladt at tilføje, at alle Retsindede, saavel Venstre- som Højremænd i By og paa Land, fordømme den Ufred, Hr. Oluf H. Jørgensen udsaar i sit Blad, og at den Tid mulig ikke turde være saa fjærn, da Hr. Oluf H. Jørgensen selv dumper i den Grav, han opkaster for Andre!

Særlig i den senere Tid har han faaet saa godt som hele Byen imod sig, og skal man dømme efter Landboernes Udtalelser, da tænkes der nu ogsaa for Alvor paa at faa et andet Blad til at afløse "Skanderborg Amts Avis".

Skjøndt det vel ogsaa maa være Handelsstanden i Skanderborg tilladt at have sin Mening, er den ikke første Gang endnu optraadt som politisk Modstander af Landboerne, men har ved enhver Lejlighed holdt sig udenfor alt det politiske Kjævleri, hvorpaa vor Egn, takket være Hr. Oluf H. Jørgensen, er saa rig.

* * *

Af et Brev, vi have modtaget fra Skanderborg, ses det, at Redaktør Jørgensen i sin Prædiken økonomisk Krig kun har fulgt Opfordringen fra Redaktør Bojsen fra "Hors. Folkebl.", og skjøndt disse to Kavalerer ellers hidtil har maalt hinanden Skjæppen fuld med Skjældsord, har det dog ikke hindret den lille Skanderborger i at tage ved Lære af sin demokratiske Værtscelle i Horsens. Ved Punchesoldet efter "Protestmødet" optraadte Bojsen nemlig som Forkynder af den økonomiske Krig, og idet han stillede sig frem paa Verandaen med Armen udstrakt og Fingrene krummede som Kløer, udraabte han: "Jeg skulde blot være Redaktør i Skanderborg i otte Dage, saa skulde jeg gribe den lille Klat Højrefolk med disse Kløer og knibe dem, fordi de ikke slagede, saa de skulde komme til at føle det."

Og den lille Skanderborger, der ligesom sin store Kollega i Horsens har "Friheden" indskrevet på sin Fane gik hjem, satte sig ned og skrev som han gjorde for at skaffe sig et ligesaa misundelsesværdigt Navn som Redaktør Boisen

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. september 1887)

Avisen må have været en god forretning, for 1887-1895 var Oluf H. Jørgensen blandt de største skatteydere i Skanderborg. I maj 1888 solgte Oluf H. Jørgensen Skanderborg Amtsavis til et interessentselskab af landboere i Skanderborgegnen for 40.000 kr. Jørgensen fortsatte som bladets redaktør.

Da formanden for Horsens Andelssvineslagteri i marts 1889 foreslog en modtagestation for svin der skulle leveres til slagteriet i Horsens, delte meningerne sig i de som ville have et selvstændigt slagteri i Skanderborg og de som tilsluttede sig det eksisterende i Horsens. Oluf H. Jørgensen var for det første, og sådan blev det: det blev stiftet december 1889 med kun 2000 svin indtegnet, og åbnede 21. august 1890. Tiden var imidlertid ikke til små slagterier. Tilsvarende små slagterier i Odder, Skjern og Varde lukkede omkring 1890. I Skanderborg måtte slagteriet reorganiseres i 1894.

Nordhavnen. (Efterskrift til Politivennen).

Ved det store Havnearbejde nord for Byen ved de gamle Kalkbrænderier har der hele Sommeren i Aar ligesom i de forudgaaende Somre været udfoldet en travl Virksomhed, og man begynder nu saa smaat at kunne danne sig et Begreb om, hvorledes dette Havneanlæg, naar det om et Par Aar er færdigt, vil komme til at se ud.

Det er meget betydelige Arbejder, her er i Gang. hvilket ogsaa tilstrækkelig vil fremgaa af, at de nu har været i uafbrudt Gang lige siden Paabegyndelsen i Efteraaret 1883 med en Arbejdsstyrke af ca. 300 Mand om Sommeren og ca. 100 Mand om Vinteren.

Havneanlæget i færdig Skikkelse vil omfatte: en Havn paa Størrelse som 14 Tdr. Land, 1200 Fod lang og 600 Fod bred, med en Dybde af 24 Fod Vand over det hele; fremdeles en mindre Havn nord for den store med Indsejling fra samme. Den mindre Havn blev allerede forrige Efteraar færdig og har siden været stærkt benyttet; den har en Størrelfe som 2 Tdr. Land og en Dybde af 12 Fod Vand. Endvidere skal der anlægges en Kai i lige Linje fra den store Havns Landbolværk langs Søen helt ind til Byen, hvorfor det nuværende Terræn langs Strandpromenaden i de kommende Aar helt vil skifte Udseende. Saavel Havnen som Kaien vil komme til at ligge ca. 800 Fod øst for den nuværende Strandpromenade, hvorved der vil fremkomme et Areal af betydelig Størrelse til Bebyggelse og Anlæg af en bred Hovedgade. For en Del af Strandpromenadens Vedkommende, nemlig mellem Lautrups Plads og Gasværkshavnen, er den 800 Fod brede Passage allerede tilvejebragt ved Opfyldning.

Den lille Havn, der ligger foran Kalkbrænderifortet, hvor den er omgivet med en svær Mole imod Søen, saavel imod Nord som imod Øst. og forsynet med en rummelig Havneplads har en lun og i alle Maader for Skibe fortrinlig Beliggenhed og er forlængst færdig til at optage Skibe, medens dette endnu langt fra kan siges at være Tilfældet med Hovedhavnen. Arbejderne ved denne skrider dog godt fremad, og med Uddybningen af selve del kolossale Havnebassin fra 10 til 24 Fods Vand er man i Sommerens Løb naaet saa vidt, at enkelte større Skibe i Eftersommeren har kunnet anløbe Havnen og lægge til ved Bolværket, der langs Landsiden for største Delen er færdigt. Der er dog endnu langt tilbage, inden hele Bassinet og Indløbet til Havnen er uddybet. Indløbet er endnu kun en smal Rende, men færdig skal det have en Brede af 200 Fod inde ved Havnen og 400 Fod ude ved Kronløbet, hvor det begynder; det bliver saaledes tragtformet, for at udefra kommende Skibe uden Vanskelighed kan passere ind i del. Selve Indsejlingen til Havnen skal have en Brede af 200 Fod, og der vil her paa hver Side blive anbragt et stort Fyr.

Uddybningen af Havnen og Indløbet foregaaar ved Hjælp af Dampmuddermaskiner. Fylden bliver, efter at være optaget, dragt i Pramme, hvorefter den føres i Land og transporteres videre paa de paa Skinner løbende Tipvogne for at anvendes til Opfyldning langs Strandpromenaden. For Tiden haves kun nogle enkelte Maskiner i Arbejde, da Resten er under Eftersyn.

De betydelige Arbejder, som vil give Beskæftigelse endnu i et Par Aar, udføres af selve Havnevæsenet med Havnebygmester Møller som den øverste tilsynshavende.

Først henimod Efteraaret 1891 formener man, at Arbejderne kan være sluttede

(Morgenbladet (København) 30.november 1887).

Der er tale om anlægget af Nordbassin og Redhavnen. Det var de ældste dele af Nordhavnen.

Karl Gustaf Wetterhof (1832-1887). (Efterskrift til Politivennen)

En finsk omrejsende journalist, litterat, oversætter m.m. endte sine dage på Vestre Kirkegård i København. Knap 40 år efter blev der rejst en bautasten på hans grav.

Karl Gustaf Wetterhoff (1832-1887) blev student fra Kejserliga Alexanders Universitetet i Finland i Helsinki 1852. Han deltog i den antiryska studentfesten "Tölömiddagen" på Andersdagen 1855 og samme vinter kom han uden pas til Sverige. Her arbejdede han ved forskellige aviser i Stockholm og oversatte finske folkeviser. Han studerede også ved Uppsala Universitet. Han var med i redaktionen 1859 på Nya Dagligt Allehanda. Han var redaktør på Ny Illustrerad Tidning i dets første udgivelsesår 1865, derefter korrespondent i udlandet. Han opholdt sig 1866-81 i Paris og Rom og derefter igen Stockholm, 1884-86 i Finland og 1887 i Paris.

Nogle svenske film bygger på hans værker: Lyckans gullgossar (1932), Med kärlek och solsken och sång (1948) og Kalle Karlsson från Jularbo (1952). 

Finland hørte 1809-1917 under Rusland og var på det tidspunkt et autonomt storfystendømme. Nationalismen gav sig udtryk i sproget og finske kulturelle traditioner. I 1860'erne var der stor hungersnød hvorunder 15% af befolkningen udvandrede.

Finske Tilstande. Medens der i Finland hersker formelig Begejstring over Landdagens Aabning, er der paa selve Aabningsdagen forefaldet en Begivenhed, der kaster et ejendommeligt Lys over den konstitutionelle Komedie, som for Tiden opføres i Helsingfors. Hovedpersonen i Begivenheden er en Finne ved Navn Wetterhoff, som for syv Aar siden, efterat den finske Regering havde uagtet ham Tilladelse til at flytte til Sverig, begav sig dertil uden Pas og siden har opholdt sig i Stockholm, hvor han hører til Nya dagl. Allehandas Medarbeidere. I de syv forløbne Aar har han flere Gange besøgt Finland, og for at besøge Venner og Slægtninge begav han sig ogsaa dertil den 8de September med Dampskibet "Grev Berg". Hans Pas var af den russiske Generalkonsul i Stockholm viseret for Frem- og Tilbagerejse i Løbet af 11 Dage. I Åbo lod han Passet visere og begav sig da til Helsingfors og derfra til Tavastehus.

Da han kom tilbage derfra til Helsingfors og indfandt sig med sit Pas paa Politikammeret for at faae det viseret, bad man der om at maatte beholde det i et Par Timer, fordi Gouverneuren, Baron Walléen, ønskede at see det. Det lovedes, at han skulde faae det tilbage Kl. 2, men da han kom, var Paskontoret lukket, og Kl. 3½ blev han ved et Bud, der opsøgte ham paa Hotellet, anmodet om at begive sig til Baron Walléen. Denne modtog ham meget koldt og befalede ham "efter Hs. Majestæts Ordre" strax at forføie sig til Åbo. Wetterhoff udtalte sin Forundring over, at Hs. Majestæt kjendte ham, og spurgte, om han ikke kunde faae Lov til efter sin Rejseplan at besøge nogle Paarørende i Borgå og Tavastehus. Gouverneuren lovede at "tale med Keiseren" derom og bad ham at komme igjen næste Dag. 

Da han kom igjen, var Baronen meget fortrolig imod ham og fortalte med en vis Snaksomhed, hvad Keiseren havde sagt om ham, og hvorledes han havde opnaaet hans Tilladelse til den ønskede Reise paa den Betingelse, at Wetterhoff vilde give sit Æresord paa at reise fra Helsingfors, hvor man ikke ønskede hans Nærværelse, og en bestemt Dag indtræffe i Åbo for at begive sig tilbage til Stockholm. Dette lovede han og nævnte den 17de som den Dag, da han paa Tilbagerejsen vilde passere Åbo. Han begav sig derefter til Politikammeret for at faae sit Pas, men det nægtedes ham, og han indsaae nu, at man havde villet lokke ham i Fælde. Han begav sig atter til Gouverneuren, Baron Walléen, men dennes Dør var lukket, og en Tjener indenfor erklærede, at han ingen Nøgle havde. Medens han ventede paa Trappen, kom den russiske Udenrigsminister, Fyrst Gortschakosj for at tale med Gouverneuren, men kunde eiheller komme ind; Fyrsten vilde imidlertid ind, og Wetterhoff havde den Fornøielse at yde den russiske Udenrigsminister en Haandsrækning, medens Gortschakosi krøb ind af et Vindue paa Gangen. "Et Øieblik havde jeg Ruslands Politik i mine Hænder," skriver Wetterhoff i sin Beretning i Nya dagl. Alleh ; "jeg havde kunnet styrte den i en Afgrund, mindst sex Alen dyb! Jeg gjorde det ikke - Europa tilgive mig det!" 

Kl. 3½ om Estermiddagen blev han atter kaldet til Baron Walléen, som, da han bad ham om at skaffe ham det ham forholdte Pas, reentud erklærede, at han ikke kunde faae det, og at han i Åbo vilde blive sat under Tiltale, fordi han for syv Aar siden havde begivet sig til Sverig uden Pas, uagtet denne Forseelse efter Loven præskriberedes paa 2 Aar, og uagtet der ved Keiserens Kroning var udstedt almindelig Amnesti i denne Henseende. Wetterhoff bebreidede Gouverneuren hans uridderlige Fremgangsmaade, men Følgen var blot, at Gouverneuren overfusede ham med Grovheder, fordi han var Medarbejder af det russiskfjendske svenske Blad, og tilsidst overleverede ham til en Politiofficiant "for at sættes paa Karren og under Bevogtning føres til Åbo." Imidlertid fik han Lov til under en civilklædt Politibetjents Bevogtning i Hotellet at træffe nogle Forberedelser til Reisen, og her samledes om ham en Mængde agtede Mænd, derimellem flere Medlemmer af Landdagen, som havde hørt tale om den ham overgaaede Behandling. 

Kl. 7 kom Politibetjenten og forlangte, at han skulde følge med, men Wetterhoff vægrede sig ved at adlyde, da Politibetjenten ikke kunde eller ikke vilde fremvise nogen skriftlig Ordre. Imidlertid havde endeel hæderlige Borgere henvendt sig til Gouverneuren, Generalgouverneuren, ja efter Forlydende til Keiseren selv for at udvirke en Forandring i de trufne Bestemmelser, og Alle undskyldte sig med, at det Passerede beroede paa "en Fejltagelse af det underordnede Politi". 

Den næste Dag fik Wetterhoff sit Pas tilbage, imod at han forpligtede sig til om Natten at afreise med Dampskibet fra Helsingfors, og imod at et Medlem af Senatet indestod for, at denne Forpligtelse opfyldtes. Passet var ikke viseret, men det erklæredes, at en Paategning i Helsingfors var overflødig. Wetterhoff afreiste altsaa og kom den 17de om Aftenen til Åbo. Har gik han ind i et Konditori for at nyde nogle Forfriskninger, og paa det traf han en gammel Bekjendt, Byens Politimester. Medens de talte sammen, blev Politimesteren kaldt udenfor, og da han kom tilbage, erklærede han Wetterhoff, at der var kommet telegrafist Ordre fra Helsingfors til at forhindre hans Afreise og satte ham under Tiltale som Rømningsmand. Man havde kun villet narre ham fra Helsingfors, hvor Politiets Fremgangsmaade imod ham havde vakt stort Røre, for filtrere i Åbo at kunne forfølge de russiske Hævnplaner imod Medarbeideren af det svenske Blad. 

Det lykkedes dog Wetterhoff at undkomme; hvorledes dette skete, er, siger han, indtil videre hans Hemmelighed. Formodenlig har han faaet en Baad til at føre ham til Stockholm, hvor han nu befinder sig i Sikkerhed imod de russiske Efterstræbelser og med Grund kan spotte over den Ophidselse, hvori en fredelig Bladreferent har sat det mægtige russiske Keiserhof.

(Dagbladet (København) 26. september 1863. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Dr. phil. Karl Wetterhoff, en af Sveriges mest kundskabsrige Æsthetikere, er iforgaars efter et Par Ugers Sygeleie afgaaet ved Døden paa Frederiks Hospital. Wetterhoff var født i Finland, men maatte i sin Ungdom, for at undgår Konflikter med de russiske Autoriteter i Anledning af uforsigtige Udtalelser, gjøre en ufrivillig Reise til Sverige, som han derefter vedblev at betragte som sit Hjemland, uagtet de mildere Forhold under den nuværende russiske Keiser ikke lagde Hindringer i Veien for hans Ophold i Fødelandet, som han for ikke lang Tid siden besøgte. Hans Uafhængighedslyst tillod ham ikke at tage nogen fast Ansættelse, det være sig offenlig eller privat, men i Nabolandets literære Verden har han erhvervet sig fortjent Anerkendelse - særlig som en udmærket fin Kritiker, hvis Smag var uddannet ved grundige Studier og langvarige Ophold i Udlandet, og hvis Udtalelser altid var prægede af upartisk og uforbeholden Sandhedskjærlighed. Som Korrespondent har han været knyttet til forskjellige af Sveriges mest ansete Blade, men han var ikke meget produktiv. Han hørte til de aristokratiske Skribenter, der stille saa store Fordringer til deres Produktion, at den næsten ikke kan tilfredsstille dem selv, og efter hans egen Tilstaaelse skrev han derfor "ikke en Smule mere end høist nødvendigt", og hans Fordringer til Livet vare saa smaa, at hans Fornødenheder vare de mindst mulige. Mange af vore Romafarere vil mindes hans mægtige Personlighed, og enhver, der har gjort hans nærmere Bekjendtskab vil med Velvillie gjemme Mindet om ham som en baade fra Aandens og Hjærtets Side rigt begavet Mand. Efter at han i nogle Aar havde lidt af en tiltagende Sygelighed og tilbragt sidste Sommer ved Ronneby Bad, kom han til Kjøenhavn paa et kort Besøg men saa fik Sygdommen Magt med hans stærke Natur, og her døde han - ene, som han havde levet.

(Nationaltidende 9. november 1887).

En vandrer gennem Livet

Imorgen rejses en Mindesten paa Karl Wetterhoffs Grav paa Vestre Kirkegaard.

Det er 30 Aar siden den svensk-finske forfatter Karl Wetterhoff døde paa Frederiks Hospital, og først Imorgen rejses en Mindesten paa hans Grav paa Vestre Kirkegaard.

Her i Landet er der kun faa, der husker Karl Wetterhoff, men i Finland og i Sverige lever hans Minde, og ved Stenens Afsløring imorgen sil de finske og svenske Interparlamentariker, som for Øjeblikket er her i Byen, give Møde.

En Vandrer gennem Livet.

Der findes i M. Galschiøts Bog: "Skandinaver i Rom" en fyldig Skildring af den mærkelige, ensomme "Vandrer gennem Livet", som hed Karl Wetterhoff. I Halvfjerdserne var han et fremtrædende Medlem af den skandinaviske Koloni i Rom, hvor han daglig tilbragte mange Timer ved Stambordet i Osteriet "Thunfisken" ved Fontana-Trevi,

Han var den Gang i Fyrrerne og havde ført et bevæget Liv. Som ung Student deltog han i en antirussisk Demonstration i Helsingfors og satiriserede i en Tale over Magthaverne. Politiet havde en Spion ved Festen, og Wetterhoff maatte over Hals og Hoved flygte til Sverige for at undgaa Deportation til Sibirien.

1 den svenske Hovedstad hørte han i nogle Sæsoner til de omstridte "Løver". Han digtede, drev Journalistik og blev Medarbejder ved det konservative Blad "Nya dagl. Allehanda". I saa at sige alle de politiske Sager, der i hine Aar var fremme paa Dagsordenen, blandede han sig med Lune og Dygtighed, omend ofte med en noget kandestøberagtig Overfladiskhed.

1864 var han med til at starte "Ny lllustr. Tidning", hvis første Redaktør han blev. Men her kom han tilkort - han var for meget af en Vagabond til at kunne passe det regelmæssige, daglige Pligtarbejde.

I Rom og Paris.

Saa rejste han bort. I mange Aar havde han sit Domicil i Rom. Ofte var hans Reseourcer meget smaa, men hans skandinaviske Venner hjalp ham saa godt de kunde. Han kunde skrive og skrive godt, men det kneb med at tage sig sammen dertil. Mest holdt han af at tale, opkaste et Tvivlsspørgsmaal og sidde og vende og dreje det i Timevis. Havde han levet i Kejsertidens Rom, vilde han som en Mæcenas-Klient kunne have tilbragt en herlig Tilværelse med Samtaler i Termernes Pragtsale. Det gjorde han for eaa vidt ogsaa nu - men Togaen var en luvslidt Jakke og Pragtsalen et halvmørkt Osteri.

I Forsommeren 1874 forlod han Rom, da hans Ressourcer var helt udtømte. Sammen med Albert Price rejste han hjem til Norden. - Wetterhoff gensaa aldrig Rom.

Senere vendte han hjem til Stockholm og huggede sig igennem ved tilfældig Journalistik og en Tid som Konsulent ved "Nya Teatern", hvor han fik et kvikt Lystspil opført, i hvilket Anna Petterson (Norrie) debuterede.

En Onkel efterlod ham en Arv paa en halv Snes Tusind Mark, og nu var han ovenpaa. Han drog til Paris og genoptog sit tidligere Liv - tilbragte sine Dage med litterære og kunstneriske Studier, og sine Nætter paa kunstnerknejperne.

Døden i København.

I November 1887 kom han til København fra Sverige paa Vej til Paris. Men paa "Leopolds Hotel Garni" blev han syg af Bugvattersot. Han blev indlagt paa Frederiks Hospital og døde her faa Dage senere.

"Faa Dage efter begravede vi ham ude paa Vestre Kirkegaard" - skriver Galchiøt. Det var en raakold, trist Novemberdag. Foruden Præst og Graver var kun Albert Price og en tilfældig Kammerat fra Casino. Fru Ina Lange og jeg tilstede. Fru Lange lagde en smuk Laurbærkrans paa Kisten, det var dens eneste Prydelse."

Galschiøt plantede en hvidstammet Birk, Finland Træ, paa Graven og den voksede og blev et smukt Træ, med rank, hvid Stamme og lange nedhængende Grene. Den står der endnu, og fra imorgen vil den bøje sig over en ny og flunkende Mindesten.

Frib.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. august 1926)

Mindesten for Wetterhoff

En Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard.

Stenen, der blev afsløret igaar.

Den finske Litterat og Journalist Karl Wetterhoff, hvis ejendommelige levnedsløb, vi skildrede i vort Aftennumer i Mandags, døde som nævnt i 1887 paa Frederiks Hospital her i Byen og blev begravet paa Vestre Kirkegaard.

Nu - 39 Aar efter hans Død - er der paa hans Grav rejst en Mindesten, der er sendt hertil fra hans Hjemland, som han i en ung Alder maatte forlade af Frygt for at blive forvist til Sibirien, fordi han i en Tale havde satiriseret over de russiske Magthavere.

Mindestenen blev igaar afsløret i Overværelse af svenske Pressemænd fra Finland, der har deltaget i det nordiske Pressemøde i Malmø.

Blandt de Fremmødte saas bl. a. Chefredaktør for "Svenska Pressen", M.V. Haneman, Chefredaktør for "Åbo Underrättelser", Einar Holmberg, Redaktør Helmer Wahlros, Borgå, Redaktør, fhv. Rigsdagsmand, Colliander m. fl.

Viceordförande i Finlands svenske Publicistforbund, Redaktør Haneman lod Sløret for Mindestenen falde og udtalte bl. a., at det ikke var mange der for snart 40 Aar siden stod ved denne Grav, da Karl Wetterhoff jordedes, og heller ikke nu var Forsamlingen stor, men dette, at man nu rejste et synligt Minde for Wetterhoff viste, at hans Navn ikke var glemt. Han vilde tro, at Wetterhoff, der var født i Finland, arbejdede som Journalist i Sverige og døde i Danmark paa en vis Maade arbejdede for noget af det, man vilde naa frem til gennem de nordiske Pressemøder. Finlands svenske Publicistforbund havde rejst Mindestenen som et Udtryk for den Pietet og Agtelse, man følte for en Mand, der havde været besjælet af Ideer, som først saa lang Tid efter han Død begyndte at blive til Virkelighed.

Redaktør Galschiøt i Helsingør der var med ved Wetterhoffs Begravelse i 1887, var indbudt til at overvære Højtideligheden, men havde af Hensyn til sin høje Alder ikke turdet indlade sig paa Rejsen hertil.

Der blev da afsendt følgende Telegram til ham:

Svenska publicister från Finland, vilka avtäckt en bautasten Over sin landsman Karl Wetterhoff, bringa dennes trofaste danske vän sin vördsamma hyllning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. august 1926).