Optrækkeri mod de Døde. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har nylig skrevet en Række Artikler om, hvad de Syge maa betale til Apotekerne. Men Udbytningen slipper ikke Mennesket ved Sygesengen; gør Døden en Ende paa Apotekerregningerne, saa spekuleres der videre i Liget.

Der er nemlig opstaaet en hel Industri ved Indgangen til den anden Verden, og det er mange Klager, som i den Anledning i Løbet af et Aar tilflyder "Social-Demokraten". To Ting gaar i Reglen igen i alle Henvendelser til os; det ene er den uforsvarlig høje Betaling, der skal erlægges for at komme i Jorden, og som danner en styg Modsætning til det gamle Sagn om Færgemanden Karon, der med sin Baad satte de Døde over i de Dødes Rige mod en Obol, en Smaamønt, som de Efterlevende da altid uden Hensyn til Stand eller Formuesvilkaar lagde i Ligets Mund. Det andet er, at der gøres Forskel, alt efter Betalingens Størrelse. Ligbegængelsen er indrettet efter den moderne Jæmbanetrafiks Principer: med 1ste, 2den og 3die Klasses Lig, og naar Kirkeklokkerne ringer til Begravelse, ringer de den Løgn i Jorden, at Døden gør os alle lige. Ligheden begynder i hvert Fald ikke før Rejsen er endt og Ormene overtager Forretningen.

I de sidste Dage har vi havt Lejlighed til at se et Regnskab over en Begravelse, der er foretaget fra Holmens Sogn, og som giver et godt Billede paa, at her er det maaske nok af og til "skønt at leve", men altid "dyrt at dø".

Det var et Barn, der skulde jordes, og Familien henvendte sig til den gravende Gejstlighed, i Spidsen for hvilken Pastor Johannes Petersen staar. Resultatet blev følgende:

For 20 Kr. foruden 2 Kr. til Vogn frem og tilbage - den saakaldte Apostlenes Befordring - paatog Pastor Petersen sig at holde Talen. Det giver 22 Kr. Paa Begravelseskontoret betaltes ca. 30 Kr. for et lille Gravsted samt Leje af Kapellet i endvidere fik Klokkeren 4 Kr. for Skødet - med det foregaaende i alt 56 Kr. Hermed er vi imidlertid endnu ikke naaet over det værste i der indløb nemlig efterstaaende Regning:

Holmens Kirkegaard. den - .
Hr. - - -
København

Udgifter ved afdøde Barn - -'s Jordefærd, den - .

Kapellet dekoreret med grønne Træer Kr 10,00.
4 Kandelabre a 3 Kr                             -   12,00.
Lysekrone                                             -     3,00.
2 sorte tæpper                                      -    4,00.
Orgelspil                                               -    7
Sang                                                     -   15,00.
50 Stkr. Sange                                      -   5,50.
Koral ved Graven
Graven smykket med Grønt                  -   6,00.
Sand og Grønt                                       -
Graveren                                               -   6,00
Graverkarlene                                       -
Tilsammen                                          Kr 68,50

Betalt

Castberg

Graverkarlene, hvis Rubrik staar tom, fik 4 Kr.; det er jo ogsaa dem, der udfører det egenlige Arbejde, men om det er derfor, at de er udelukkede fra Hr Castbergs Regning, véd vi ikke. Med de 68 Kr. 30 Øre bliver det 72 Kr. 30 Øre; lægger vi dertil de allerede omtalte 30 Kr, har dette Barns Begravelse altsaa kostet 128 Kr. 50 Øre alene paa Kirkegaarden.

Og dog er Højtideligheden ikke foretaget med overdreven Pragt, men kun med Iagttagelse af de almindelige Ceremonier, hvorpaa de fleste sætter Pris; en Tale, Orgelspil og Sang, Blomster og Lys, Plads i Jorden og tre Skuffer Sand - det er det hele, og herfor udredes for et Barnelig 128 Kr!

Der er meddelt os et andet Eksempel En ubemidlet Enke skulde have sin Mand begravet paa Helligaands Sogns Kirkegaardsafdeling, og alt blev iværksat fra hendes Side med stor Sparsommelighed. Alligevel blev Udgiften ved selve Jordefærden følgende: Pastor Rindom modtog, efter at være oplyst om Enkens Kaar, 10 Kr., og da han mindede om, at ogsaa han var vant til at fare, fik han 2 Kr ekstra til en Droske. Skødet paa Graven blev betalt med 64 Kr. og Kapellet med 12 Kr.. idet Enken af Hensyn til den afdødes store Bekendtskabskreds var nødt til at tage det rummeligste, men derfor ogsaa dyreste Kapel. Endvidere blev der afkrævet hende 4 Kr. ekstra i Leje af et sort Tæppe, 3 Kr. til Undergraveren for 3 Minuters Arbejde med at slaa nogle Kranse paa i Kapellet og 1 Kr. for at pille dem af igen ved Graven. Tilsammen en Udgift af 96 Kr. - stadig fraregnet Udgifterne i Hjemmet.

Der tjenes saaledes store Penge i de Dødes Have, som det saa poetisk hedder om dette Hvilested med den dyre Entre. Og vi ser tilmed ganske bort fra alle 1ste Klasses Lig, der kommer i Kirken til en 100 Kr.s Tale, køres i Ligvogn Nr. 1 til 30 Kr. (Nr. 2 koster 12 Kr., Nr. 3 8 Kr., Rustvogn 5 Kr.) og bæres af uniformerede Ligbærere til 18 Kr. Thi de foranstaaende Regninger viser, at ogsaa naar vi tager, hvad Præsten og Graveren vel vil kalde for almindelige Lig, er Betalingen høj og Fortjenesten derefter.

Sædvanlig foregaar der flere Begravelser paa én Dag for de samme Funktionærer. Præsten skal maaske trøste et Par ubemidlede Enker og et Par Hold Forældre; efter foranstaaende Takst vil det give ham en Indtægt paa ca 60 Kr. foruden 8 Kr. i Kørepenge. Graveren faar Anledning til at lade sine Lys brænde over - lad os blot sige to af Kisterne den Eftermiddag; og da hans Lys har Egenskaber som dem, der findes vurderede paa mange Hotelregninger, indbringer de paa en Timestid 30 Kr. Et sort Tæppe, der maaske har kostet alt i alt en halv Snes Kroner, giver 4 Kr. i Rente for hver Benyttelse, med andre Ord: den Laaneforretning er helt alene i Stand til at føde sin Mand. En Smule Grangrene, der ligeledes anvendes fra Lig til Lig, repræsenterer, naar vi blot regner en Begravelse om Dagen, 2190 Kr. om Aaret, hvoraf de næppe koster blot de 100 Kr. i Udgift.

Nogle grønne Træer og stedsevarende Planter, der kun kræver almindelig Pasning, vil i samme Tidsrum og efter en lignende Beregning give 3650 Kr.s Fortjeneste ?

Og Døden er en Alfarvej. Alle maa betale disse Bompenge til Kirkegaardsforpagterne for at slippe herfra og ned i de 2 og 4 Alen Jord, der i de fleste Tilfælde bliver det eneste de nogen Sinde har ejet af denne Klode, og hvor de da faar Lov til at ligge i 20 Aar, naar Kvitteringerne er i behørig Orden.

Vore Anker over de autoriserede gejstlige Graverkompagnier gælder da først og fremmest de dyre Priser, og dernæst det Overslag, der gøres over ethvert Ligs tidligere Formuesvilkaar, og hvorefter Taksten sættes op og ned, medens Begravelseshøjtideligheden klippes til derefter og maales ud i Alenvis - baade Guds Ord og det sorte Tæppe.

(Social-Demokraten 4. marts 1888).

Vesterbros fattige. (Efterskrift til Politivennen)

Vesterbrogade er i Aarenes Løb bleven en statelig Gade. Der er kjønne Butiker, der er anselige Huse. De smaa Rønner, som havde Fattigdommens ydre Præg og Fattigdommens mørke Indhold, har for største Delen maattet vige Pladsen. Men derfor er Fattigdommen endnu ikke borte. Den sidder som gamle skrøbelige Koner hist og her paa Kvistkamre i de pæne Huse, og den sukker som blege, forsultne Børn, der har gjemt sig et og andet Sted i et mørkt Baghus bag den lyse Facade ud imod den brede Gade. Var der saa endda blot ikke anden Fattigdom end den herude; den kunde vel hjælpes. Men den store, pyntelige Aare har sine Bifloder. Alt, hvad der ligger sønden for Vesterbrogade ud til Kalvebodstrand, er for største Partens Vedkommende et Fattigkvarter, i hvis store Kaserner der Vinter efter Vinter rummes al den Elendighed, som Arbejdsløshed og Sult og Kulde kan bringe baade over de voxne og de smaa.

Maaske færdes De til daglig Brug kun ad Hovedstrøget og har ikke Ærende i Sidegaderne. Men gaa en Dag, naar De kommer herud ad Broen, bagom, saa vil De, der maaske hidtil aldrig har tænkt paa andet end Nørrebro, naar det Ord "Arbejderkvarter" blev nævnt, snart opdage, at der herude er netop et stort Arbejderkvarter, og det saa fattigt som noget.

Lad mig antyde Dem Ruten. De skal gaa, nævne Dem Gaderne. Naar De hører Navnene, kommer De nok i Tanker om, hvordan det er. Gaa igjennem Ny Stormgade! Naar De kommer inde fra Byen, faar De paa Deres venstre Haand en Række nye, anselige Huse, hvor der vel ikke er Fattigdom uden i et enkelts store Sidebygninger; men De faar, naar De har gaaet lidt, paa Deres højre Haand hele den Række af store Fattigkaserner, som tidligere, før Gaden døbtes Ny Stormgade, hed Husene ud imod den gamle Jærnbanevold. Hold Dem til den Side af Gaden. Saa støder De paa den ene Gade efter den anden, altsammen Gader, som støder op til den pæne Vesterbrogade. Gjør en lille Vending ind i hver af dem. De første er ikke de værste: Lille Istedgade, Viktoriagade, Gasværksvej. Der ligger ud til Gaden kun enkelte af de rigtig fattige Kaserner; ellers er det pæne Huse. Men de pæne Huse skal De for Resten ikke stole paa; De kan adskillige Steder, naar De gaar ind gjennem Porten, saa Kig paa et mørkt Sidehul eller et femte Sals Baghus med flere Opgange. - Saa kommer De til Badevej og Absalonsgade. De vil mærke paa disse Gader, at der er Stigning i Fattigdommen herude, jo længere De kommer imod Vest. Den stiger endnu mere. Gaa igjennem Danebrogsgade og Saxogade og Oehlenschlägersgade - ja, tænk Dem nu en Gang: lyder de ikke næsten som Spot, disse stolte Navne? Herude lever ikke et enkelt Menneske, ikte en halv Snes, men mange Hundreder af fattige Mennesker, som i Vintermaaneder, der er strænge som disse, har til daglige Kaar i Dag at maatte nøjes med en Brøkdel af den Mad, de virkelig behøver, og har Udsigt til i Morgen helt at maatte sulte, for at der dog kan blive lidt til de smaa, som vanskeligere kan finde sig i at undvære - og i Overmorgen vil der maaske slet ikke være noget, heller ikke til Børnene. Kan i Grunden vi, som aldrig har prøvet det, forstaa, hvad det vil sige: at spise halv Kost i Dag og, mens man lader disse smaa Mundfulde glide ned, tænke paa, at man maaske slet intet faar i Morgen?

Dannebrogsgade 5 ca. 1885. Voksne og børn opstillet til fotografering på brolagt gade foran længe i ét plan. Mariboes Samling. Kbhbilleder. 

Naa, der er talt saa tidt herom. Jeg har ogsaa gjort det; og trætte Dem vil jeg ikke. Gid De selv maa have lagt Dem det indtrængende paa Hjærte, saa det ikke - i det mindste ikke i den første Maanedstid - igjen gaar ud af Deres Hukommelse. Nu er der nemlig Brug for Deres gode Hjærte.

Sagen er den, at den Hjælp, der kan ydes herude, ikke slaar til, nu da Vinteren bliver saa længe ved. Og det, som det kniber med, er Mad. Understøttelsesforeningens Medarbejdere hjælper med Husleje, kan klare nogle Laanesedler osv., men kan De ikke tænke Dem, at det tidt er tungt, naar vi hjælper saadanne Folk, saa at kunne se paa dem, at de trænger haardt til at faa noget ordenligt at spise, bare en Uges Tid igjennem eller to eller helst tre faa en Portion god, kraftig Middagsmad - men det har vi ikke til dem.

Baade Nørrebro og Østerbro har hver sin Bespisningsforening. Herude i Vesterkanten har vi ikke noget at give de fattige at spise.

Naar Frosten har stoppet for Arbejdet i længere Tid som nu, bliver Kinderne blegere herude end sædvanlig, og de bliver magrere. Og saa kniber det for os, at vi ikke samtidig med, at vi betaler Huslejen, for at de fattige ikke skal blive sat paa Gaden, kan stikke dem et lille Bundt Spisebilletter i Hænderne, saa vi kan vide, at de ikke gaar og halvsulter eller helsulter.

Nu i disse Dage har en Kreds af Mænd herude sluttet sig sammen og gjennem Bladene rettet et Opraab om at give Bidrag til Indkjøb af Spisebilletter, som saa gjennem Understøttelsesforeningens Medarbejdere vil blive uddelte til Vesterbros fattige.

I Absalonsgade ligger Spisehuset, hvor Billetterne kan faas. De kan tro, at der gaar daglig mange sultne Mennesker der forbi og skjæver til Huset og ønsker, at de havde Ærende derind. Men de rigtig fattige har aldrig Ærende derind, undtagen de faar Billetterne til Givende, for i Vintertiden har de ikke Raad til at kjøbe anden varm Middagsmad end kogte Kartofler.

Giv Komiteen Lejlighed til at indkjøbe mange Billetter! lad os faa Lov til at sende mange fattige hen efter Mad. Nu er det Vesterbros Tur. Lad os faa det Syn at se herude: hele den fattige Befolkning fra det store Arbejderkvarter, der ligger bagved den pæne Vesterbrogade, myldre hen for at hente varm Middagsmad fra Spisehuset, hvor de hele Vinteren ikke har haft Raad til at komme!

Vesterbro, d. 25de Febr. 88.

Axel Steenbuch.

* * *

"Morgenbladets" Redaktion er villig til at modtage Bidrag til Spisebilletter til Vesterbros fattige og besørge dem indbetalt til Komiteen.

(Morgenbladet (København) 29. februar 1888)

Tivoli under Udstillingen. (Efterskrift tl Politivennen)

De gamle Tivoligrændser udviskes mere og mere Dag for Dag og "Tivoli" glider umærkeligt over i sin nære Nabo, Udstillingsterrainet, i hvilket Kjøbenhavnernes gamle yndling til Sommer utvivlsomt - navnlig da om Aftenen - vil komme til at danne det stærkt pulserende Hjerte. "At gaa i Tivoli vil iaar dog blive et meget elastisk Begreb, da selv en godt lokaliseret Kjøbenhavner adskillige Gange vil være i Tvivl, om hvorvidt man staar paa Udstillingens eller Tivolis Grund, men netop i denne Omstændighed ligger der noget Tiltrækkende.

Iøvrigt begynder "Tivoli" allerede nu at vaagne af sin Vinterdvale for i Tide at kunne iføre sig en saa pragtfuld Udstillingsdragt som muligt. Uden at røbe for mange af de Overraskelser, som Etablissementet vil bringe i Anledning af Udstillingen, skulle vi i det Følgende gaa lidt nærmere ind paa de enkelte Engagementer og større Forandringer, der ville blive trufne i Løbet af Foraaret.

Af større Nybygninger vil den nye "Boulevardpavillon" ved Søen komme til at spille en vis Rolle, navnlig da Bygningen, der er overtaget i Entreprise af Brødrene Køhler og som i disse Dage nærmer sig sin Fuldendelse, baade hvad Murstenene, Malerarbeidet, Udstyrelsen o. s. v. angaar, vil blive et Udstillingsarbeide med speciel Omtale i Udstillingskataloget. "Boulevarpavillonen" er nu udleiet til Restaurateur Jensen som Underleier, medens Bryggeriet Gl. Carlsberg er Hovedleier. Omgivelserne ville her blive forskønnede med en midlertidig Beplantning, og til næste Aar, naar dette Terrain endelig for bestandig indlemmes i Tivoli, er det Meningen, at man paa Skrænten ved Søen vil plante en malerisk Lund, som en passende Dæmper af Støien fra Halmtorvet og den ny Boulevard. I Nærheden af denne Alsterpavillon lægges en Baadebro med Oversået til en anden Baadebro omtrent bagved Koncertsalen. Endvidere bibeholdes den gamle Bro med Færgefart til "St. Georg"; det synes saaledes, at den paabegyndte Bro over Tivoligraven, er temmelig overflødig, navnlig naar man end videre erindrer, at der findes Spaseregange langs med Søens nordlige og sydlige Ende, der i tilstrækkelig Grad sætter Tivoli og Udstillingsbygningen i den tilbørlige Rapport.

Paa Tivoliøen, der, som bekjendt ikke længere er nogen Ø, lader Marstrands Bryggerier opføre en Ølpavillon. der i Parenthes bemærket efter Udstillingsaaret vil blive Økomomibygning for det nye Arenatheater, som Bestyrelsen har tænkt at opføre paa denne Kant, naar Tivolis Grændser ere endelig regulerede. Vi have tidligere omtalt, at forskjellige Militairorkstre ville musicere i Udstillingstiden fra en i Nærheden af ovennævnte Ølpavillon beliggende Musikestrade, og kunne nu supplere denne Meddelelse dermed, at man for Tiden ligger i Underhandling med "den svenske Kronprins Husarers Musikkorps", ligesom det anses for sikkert, at der bliver knyttet Engagement med et stort østrigsk Dameorkester, bestaaende af lutter Blæsere i Marketender-Dragter. Endvidere staar det norske Militairorkester, der skal være fortræffelig indøvet af den bekjendte norske Komponist Ole Olsen, i Underhandling med Udstillingskomiteen, og endelig søger man at erhverve et Par danske Militairorkestre, der ligeledes skulle musicere paa dette Sted. Det synes altsaa ikke, at man vil faa Mangel paa Musik. Disse extraordinaire Orkestre ville endvidere i Udstillingstiden musicere om Formiddagen fra Kl. 12-2 paa forskjellige Steder i Haven.

Tivoliudstillingsbygningens to Afdelinger ere nu udleiede. I din ene vil det moderene Vallhalla blive indstalleret, hvor Valkyrier ville ombære det kogte Flæsk og en læskende Mjød eller det gamle Øl, som Værten siges at have brygget paa i to Aar. I den anden Halvdel af Bygningen vil Publikum enten blive Gienstand for et optisk Bedrag a la Galathea eller blive diverteret af to lærde tyske Hunde, som bl. A. spille 66 med stor Dygtighed.

De forskjellige Restauranter paa Tivoli ville denne Gang endnu mere end tidligere forberede sig paa at kunne tilfredsstille de ventede Giæster, selv om disse Tal naar Legio eller derover.

Restaurationen i Basaren er udleiet til Restaurator Neiendamm paa tre Aar. I Basaren skal om Formiddagen serveres med varme Frokostretter til kun 50 Øre. Selve Basaren bliver pudset op, ligesom Tivolis ældre Bygninger i det Hele taget ville blive gaaet betydelig efter med Malerkosten.

I Nærheden af Basaren, omtrent ved Labyrinten kommer den mægtige "Tuborgflaske" med Elevator og Promenade rundt om Proppen til at ligge.

Det vigtige Entrespørgsmaal er nu kommet sin Afslutning nær, og vi kunne allerede paa nærværende Tidspunkt give efterfølgende detaillerede Oplysninger om Entrepriserne til Tivoli og Udstillingsterrainet.

Entreen til Udstillingen vil i Tiden fra Kl. 10 Formiddag til Kl. 7 Aften blive 1 Krone (om Søndagen 75 Øre). Efter Kl. 7 finder der ingen Adgang til Udstillingsbygningerne Sted. Udstillingen lukkes Kl. 8 og Tiden mellem 7-8 er nærmest bestemt til Tømning af de forskjellige Lokaler.

Tivoli aabnes hver Aften Kl. 7 og Entreen vil blive den sædvanlige 50 Øre. Med Hensyn til Abonnementskortene kunne vi oplyse at en hvilkensomhelst Abonnent, Dame eller Herre, faar saa deres Kort 2 Kr. billigere end ellers, fordi Abonnenterne tabe de tre Timer fra Kl. 4-7. Formiddags og Børneabonnements falde selvfølgelig kort i denne Saison. Tivolis faste Abonnentskab ere dog imidlertid de heldigst stillede, idet Folk, som i de sidste tre Aar have været Tivoli-Abonnenter, til sædvanlig Pris !a deres Abonnement gjældende fra Kl. 4 om Eftermiddagen, hvorved de altsaa kunne faa Tid nok til at aflægge et Besøg paa Udstillingen.

Iøvrigt agter Tivolis Bestyrelse ikke iaar at lægge den største Vægt paa Festerne, da man paa Grund af Udstillingen er indskrænket i mange Retninger og stadig maa tage det fornødne Hensyn til Udstillingskomiteens Bestemmelser og Benyttelser af Terrainet. Paa Pantomimetheatret vil der iaar ikke blive spillet Operetter, derimod er der engageret tre forskjellige udenlandske første Klasses Selskaber med Nyheder og Specialiteter i forskjellige Retninger. Tivolis største Fest falder iaar paa 100 Aarsdagen for Stavnsbaandets Løsning, hvortil der allerede nu træffes Forberedelser.

Som det ses er her meget i Gjære og meget at gjøre færdigt, indtil Udstillingen og Tivoli aabner sine gjæstfri Porte, naar noget af den forventede Million melder sin Ankomst paa Tivolis og Udstillingens Aabningsdag den 18. Mai.

Got.

(Dagens Nyheder 4. februar 1888).

Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København. Udsigt over Tivoli og en del af udstilllingsområdet 1888 set fra kuppelen over hovedhallen. I baggrunden Kalvebod Strand. Kildetekst: I Forgrunden (den lille Bygning med hvidt Tag) er Udstillingens Fotograf Juncker-Jensens Atelier. Tv. Alster Pavillonen (Boulevard-Pavillonen) Midt i billedet, paa den anden Side af Tivolisøen, Tivolis Koncertsal. Bag denne Tuborgflasken og Landbrugs-Udstillingens Bygninger, th. for disse Tivolis Bazarbygning. I baggrunden th. Husrækkerne i Reventlowsgade, og Skorstenene ved Vestre Gasværk, samt tv. Vestre Hospitals Bygninger. (Mariboe) 1888. Kbhbilleder. 

Død i Fattigdom. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt vore Smaanyheder bag i Bladet fandtes i Gaar følgende kortfattede Meddelelse:

Funden Død i sin Lejlighed. Et ugift Fruentimmer, omtrent 60 Aar gammel, boende i en Bagstue i Aabenraa, blev i Forgaars Eftermiddags funden død i sin Lejlighed.

Vi er altid noget mistænkelige overfor Meddelelser om Døde, som er fundne i Fattigkvarterernes Bagstuer, og tog os derfor efter given Foranledning over, at undersøge det "ugifte Fruentimmers" Forhold.

To af vore Medarbejdere fandt snart det omtalte Sted i Aabenraa, da den gamle Kvindes Død var et almindeligt Samtaleemne i Gaden.

Det var i Aabenraa Nr. 7. Ikke i en Bagstue, men øverst oppe i Forhuset paa Kvisten under de nøgne Tagsten. De to sidste Trapper var saa smalle, at man kun kunde passere dem ved at gaa paa skraa, og saa stejle, at man hvert Øjeblik risikerede at tabe Balancen. Da vi løftede Foden fra det sidste Trin, stod vi i et snævert og uhyggeligt Køkken med Tagvindue til Gaden og uden Spor af den Hygge, som gør dette Rum til Husmoderens kæreste Virkekreds.

Inde ved Siden af i et skident Rum laa henstrakt paa Gulvet det ynkelige nøgne Lig af en Kvinde mellem 60 og 70 Aar. To Koner fra Ejendommen ydede den Gamle den sidste Hjælp i dette Hul, hvor hun i flere Aar havde henslæbt sin usle Tilværelse. Liget var afklædt sine skidne Pjalter, men var desuagtet i den Grad oversaaet med Utøj, at de to Koner havde maattet børste det af, førend de erstattede Kludene med Ligklæderne.

Bohavet var en Kommode, et Slags Bord, en Lampe og yderst henne i Krogen en forslidt Puf. Ellers var alt kun forrevne, snavsede Klude. Henne ved Døren op mod den bare Væg laa noget ubestemmeligt noget, hvorimellem Resterne af en Sigtekage stak frem.

Den Gamle var altsaa ikke død af Sult! Nej, direkte ikke, men man tør uden Overdrivelse paastaa, at Mangel paa Forplejning har været Aarsagen til hendes uhyggelige Død. Staklen havde dernæst i mange Aar slæbt af med et daarligt, svullent Ben, hvorpaa hun havde et aabent Saar, som fik Lov at skøtte sig selv og derfor altid flød med ildelugtende Materie, og hun havde et stærkt Broktilfælde, der i høj Grad forøgede hendes Besvær ved at slaa sig igennem.

Men desuagtet maatte hun daglig op og ned ad Hønsestigerne for at hente sin Smule Føde og det Arbejde, der skulde skaffe hende det. Hun syede Sække til langt ud paa Natten og tjente ca. 50 Øre i Døgnet. Heraf skulde hun til Værten betale 4 Kr. om Maaneden i Husleje, og Resten skulde slaa til for Opholdet. Fattigvæsnet havde en Gang ydet 2 Kr., men ellers havde kun velvillige Husbeboere, som alle er  ubemidlede, stukket lidt til Gamlingen.

(Social-Demokraten 3. februar 1888).

De Dødes Sted. (Efterskrift til Politivennen)

(Eftertryk frabedes.)

Kjøbenhavn, d. 26. Januar.

Naar Storbyen voxer og voxer i rivende Fart, naar dens Gader kastes længer og længer ud over Landet, - saa kaster den alt det, der ikke hører den og dens levende Liv til, udenfor sine Porte. Der kan det saa ligge en Stund, til Byen naar det paa sin ustandselige Fart og atter flytter sine Porte. Saa flytter det igjen, videre ud og videre ud i en moderne Uendelighed.

Saadan gaar det f. Ex. med Kirkegaardene.

Rundt om alle de gamle Kirker ligger en lille Plet Jord, - en gitterhegnet bille Lund, nu og da med et enkelt Monument, ellers bare en Plads, hvor Vognene kan kjøre op til Bryllup og Begravelse. Det er de gamle Kirkegaarde.

Og nu og da stikker Byggespekulanterne Spaden ned i de ældste af dem. Hjærneskaller og mugne Ben kommer med et for Dagens Lys efter hundredaarig Hvile.

Kjøbenhavnerne staar stille et Øjeblik, pirrer med Stokken ved Benene og gaar videre. Og strax efter rejser et flunkende nyt femetages Hus sig af de gamle Grave.

Frederiksberg Kirkegaard ligger fredelig og skyggefuld mellem Villahaverne. Den passer ind i Stilen derude. Men Kasernerne fra Vesterbro rykker den nærmere og nærmere paa Livet. Den ene skyggefulde Have efter den anden stykkes ud, Murkolosserne gror op af Jorden som vrimlende Paddehatte. Alleens gamle Træer er gule og visne og triste ved al den Gas, der siver ud mellem deres Rødder, og de nye smaa, man planter, giver sig god Tid med at gro. Hvor lange vil det vare, inden den skjønne Kirkegaard ligger som en upraktisk Fortidslevning klemt mellem ubrydelige Murrækker, overgivet fra tusinde Vinduer?

Assistenskirkegaard vil snart være indrammet af Nørrebros himmelhøje, private Fattiggaarde og saadan overalt.

Men hvor skulde der ogsaa være Plads til de døde midi i en levende og larmende, handlende og lidende, sultende og fraadsende By? Hvor kan de forlange Respekt for deres Grave, nu de er væk, døde og borte og glemte for nye Liv, der bides og slaas for at skaffe sig Alburum til at leve Tiden ud, til ogsaa de skal kastes paa Porten? Og hvor kan der være Fred om de dødes Have midt i den larmende By, hvor det gjælder om at leve og lade leve, og hvor der slet ikke er Tid til at tænke paa dem, der forlængst gav den evige Kamp i Arv til deres Efterfølgere?

Men op af de gamle, forstyrrede Grave stiger et Spørgsmaal, der ikke vil tøve alt tor længe paa sit Svar. Og rundt mellem Blomsterduftene paa de indeklemte Kirkegaarde lister sig en Tanke, der ikke vil vente altfor lange paa sin Virkeliggjørelse. Spørgsmaalet og Tanken har samme Navn. Og Navnet er Ligbrænding.

* * *

Tæt ude ved Kalvebodstrand, med Karlsberg og Valby paa den ene Side, Frederiksholms Teglværk og Aandssvageasylet Karens Minde paa den anden - ligger Vestre Kirkegaard.

Den er ikke stort andet end en Mark endnu. Der bygges Terrasser og plantes Træer. Men Terrasserne er nøgne og kolde, og Træerne er smaa. Blot hist og her en lille Lund af fine Birke, en Samting mørke Fyrrer, en skallet Høj med en gulmalet Bank, hvorfra man ser vidt ud over det blanke Vand.

Men Blomsterne gror kun smaat paa de tusinde Grave, der ordner sig i regelmæssige Rader paa Skraaningen.

Det er maaske, fordi de ikke føler sig ret sikre. Det er saa nyt, det hele, - det ser saa hastig gjort, saa ufærdigt ud. Den store By har skyndt sig at bringe sine døde udenfor Portene og saa dem puttet i Jorden. Saa er der kastet Grus om Kisten, skyldige Kranse er lagt paa den friske Grav, - siden kom et Par Potteplanter, en Sten med graadtung Inskription, en Bank med paamalet Navn og "Familiebegravelse" - og saa var det hele i Orden, bare Graveren fik et Par Skilling for Vedligeholdelsen.

Men forleden Dag blev det aabenbart, at det hele ikke var i Orden. Da Uvejret løste den frostbundne Jord, sank den sammen - Grav for Grav, Linie for Linie - somme Steder sank Jorden en Alen - somme Steder mer og somme Steder mindre. Og ned styrtede Stenene med Efterverdenens bedrøvede Farve til de døde. Ned styrtede Bænkene, hvorpaa Savnet og Erindringen kunde hvile sig ud, naar de en enkelt Gang havde drevet en levende den lange, trættende Vej fra Byen. Ned sank Roser og Buxdom og Kristtorn, visne Kranse og friske Kranse med smilende Blomster og hvide Baand.

De laa og blomstrede dernede - de laa, som de har ligget en Gang før, omtrent paa Kistens Laag.

Et underligt Syn var det. Som om der var gravet nye Grave ovenpaa de gamle. Neden for Bakkerne, ovre mod Frederiksholm, hvor de friskeste Grave ligger i snorlige Linier, var der kastet fem nye op - parate til at modtoge deres stille Lejere. Og rundt om de friske var de gamle sunkne sammen - som om de ikke havde nok i deres ene Beboer, men fordrede fler. Mellem Gravene staar bare den smalle Skillevæg - en enkelt Krans hænger paa Randen, de andre er sunkne med Jorden.

Det er, som om vor Tid ikke en Gang kunde bygge en Grav ordentlig.

Inde fra det yderste Vesterbro skuer de tomme Ruder i Dybbølsgade og Sankelmarksgade, og hvad de allesammen hedder, over mod Kirkegaarden. De er ogsaa en Slags Grave - eller Gravmonumenter. Men de staar vel nok. Det var bare under den Bygmester, Jorden gled væk. 

Carl Ewald.

(Randers Dagblad og Folketidende 28. januar 1888).