Breve fra en Soldat paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen).

Uddrag fra en artikel hvori bringes en del breve 1884-1888 fra en dansk soldat på St. Croix:

St. Croix. den 6. Septbr. 1884.

Øen St. Croix er 4 Mil lang og 2 Mil bred; den har to Byer: Kristiansted, den usundeste, er Hovedkvarteret, og Frederiksted, hvor kun 20 Mand er anbragt, dog saaledes, at Mandskabet skifter med begge Byer.

Det var i sidstnævnte By at Negrene i 1878 gjorde Oprør; de var omtrent 600 mod de 20 Soldater, og der findes endnu Ruiner fra den Tid, de stak Ild paa Byen. Jeg synes nu Negrene har det taaleligt, de har det i hvert fald bedre end vi Soldater. Vi faar kun ca. 60 Øre og et Pund Brød om Dagen. Middagsmaden er meget daarlig, og alt, hvad man skal købe, er dyrt. Man faar næsten ikke mere for 1 Dollar (ca. 4 Kroner) her end hjemme for 1 Krone. Da vi kom i Land fik vi udleveret 4 Skjorter, 4 Par Strømper, 3 Flonelstrøjer og 2 Par Sko; hvad vi ellers skal bruge for Resten af Tjenestetiden maa vi selv anskaffe for vor knappe Lønning. Ekstrafortjeneste er her ikke at opdrive ...

Temperaturen er 30-40 Graders Varme (Reaumur). Her findes mindre Slanger og en Mængde Krybdyr, Skorpioner, brune Tusindben indtil en halv Alens Længde, grønne, der er mindre, men meget giftige, samt Firben og Moskitoer.

St. Croix, den 2. Febr. 1886.

. . . Der er i det sidste Aar død over 50 Mand her af den gule Feber; i November og December Maaned døde omtrent 20 Mand alene her paa St. Croix, deriblandt i Kristianssted flere af mine Kammerater, som kom herover tilligemed mig.

Sygdommen optraadte saa stærkt i Kristianssted, at Mandskabet tilsidst maatte forlægges op i Landet til Greens Plantage, hvor der er frisk Søluft, og der bliver de vist foreløbig. Det er særlig de sidst ankomne nye Folk, der er døde.

Mandskabets Skiften fra den ene By til den anden er for Øjeblikket ophørt paa Grund af Epidemien . .

St. Croix, den 17. Novbr. 1886.

. . . Chr.s Broder er nylig kommet ud fra Hospitalet, han har det vist nu lidt bedre, men kan ikke taale at gøre Tjeneste ved Rytteriet.

... I forrige Maaned flygtede 4 Soldater herfra om Natten. Jeg vil ønske, de ikke bliver grebet, for de faar en meget haard Straf . . .

St. Croix, den 18. Decbr. 1886.

. . . Jeg har nu havt et Feberanfald igen, omtrent paa samme Tid som i Fjor, og der har været mange Tilfælde i de sidste 2 Maaneder blandt Besætningen her i Frederiks Fort. Der er megen Fattigdom mellem os og ikke en Smule Ekstra-Fortjeneste saaledes som i tidligere Dage; man stal veje hver Cents, for man giver den ud. Øl har man slet ikke Raad til at drikke, knebent nok en Snaps Rom og et Glas Vand. Vi er Alle kede af Tjenesten og ønsker, vi snart var færdige, men er det let at komme herover, saa er det ikke saa nemt at komme herfra. Jeg betvivler meget, at jeg kommer hjem i 1888, da det er vanskeligt at saa en Stedfortræder for de 200 Kr., I vil sende mig; selv kan jeg umuligt spare noget sammen, jeg kan lige med

Nød og næppe faa det, jeg kan spise.

De 4 Mand, der rømte herfra i en Baad, er drevet i Land paa Portoriko. De er sendt hertil og er idømt hver 30 Dages Fængsel paa Vand og Brød . . .

St. Croix, d. 28. Septbr. 1887.

. . I skriver, at Oberstløjtnanten (den Officer, der i København forestaar Hvervingen af Soldater til Tjeneste i Vestindien) har sagt Eder, at naar jeg taler med Kaptejnen her, saa er det ikke saa vanskelig at faa en Stedfortræder for mig. Men det kender han jo slet ikke noget til. Han har aldrig set Vestindien og vod ikke Besked med Forholdene her. Vi er allesammen hvervede Soldater, men vi bliver behandlede næsten som Rekruterne hjemme, saa I kan nok forstaa, at enhver er glad den Dag, han har udtjent, og bryder sig ikke om at blive her længer. Vi har ikke saa megen Frihed som Soldaterne hjemme, der, naar Øvelserne er færdig, kan gaa hvorhen de lyster.

Hvis I kommer til at tale med Oberstløjtnant Møller i København, saa kan I hilse ham og sige, at det var en god Forklaring, han gav mig om, at Soldaterne her ovre kun har 1 Times Tjeneste foruden Vagt. Vor Tjeneste er fra Kl. 6½ til Morgen til Kl. 6 Aften. Herfra undtages kun Søndagen, hvor vi kan gaa til Byen om Eftermiddagen fra Kl. 2½ til Kl. 6. Efter den Tid maa ingen forlade Kasernen. Jeg beklager dem, der skal herover til næste Aar, de faar det godt i 6 Aar! . . .

. . . Hvis I har 300 Kr., saa send dem herover snarest, jeg skal da forsøge at saa en Stedfortræder, maaske en af Underofficererne har Lyst dertil . . .

... I Avgust Maaned forsøgte atter 3 Mand at flygte herfra i en Sejlbaad. De naaede kun lidt ud i Havnen, hvor de løb paa Grund paa en Stenrevle; her maatte de opholde sig til om Morgenen, da nogle Negere bjærgede dem i Land. De to er straffede med 2 Maaneders Fængsel paa Vand og Brød, den tredie, der ogsaa deltog i Rømningen i November Maaned, er der Tale om at hjemsende . . .

(Social-Demokraten 22. april 1888)

Carl Emil Hedemann (1852-1929). Var suverænt den længst siddende guvernør, hele 10 år 1893-1903. Normalt holdt guvernørerne kun et par år, i bedste fald omkring 5 år. Af fotograf Frederik Riise (8.12.1863-11.1.1933) fotograf, generalkommissær. Det Kongelige Bibliotek.  Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-Ingen-Bearbejdelse 3.0 Unported Licens.

De nye Toilethuse. (Efterskrift til Politivennen)

Denne Sag var i Aftes til Forhandling i Borgerrepræsentationen, hvor Giødesen anbefalede Flertallets Indstilling, idet han fremhævede, at den vigtigste Tilføining, som hele Udvalget var blevet enig om, var Indretning af Toiletrum i Lighed med dem, der findes i Udlandets Byer, særlig i Forbindelse med Jernbanestationer. Han forsvarede Flertallets udførlig omtalte Anskuelse om Beliggenheden, saa at man skaanede de faa af Hovedstadens skjønnere Pladser. Hensynet til Udlandet med de store Forhold, som fra Mindretallets Side var paaberaabt, passede ikke for vore langt mindre Forhold. Han erindrede om, at netop af Hensyn til Ønsket om at bevare Skjønhedsindtrykket havde Forsamlingen i sin Tid vedtaget Nedlæggelse af Sporveis-Ventesalen ved Nørre Boulevard og havde nægtet Tilladelse til en Bygning i lignende Øiemed paa Slotspladsen paa den først dertil udsete Plads. Det var en Indsigelse fra Kirkeinspektionen for Helligaandskirken, som havde bevirket, at man c: hele Udvalget havde maattet opgive den paatænkte Plads ved Niels Hemmingsensgade. Han forsvarede Pladsen mellem de to Strandstræder, der havde en særlig heldig Beliggenhed for Færdselen, ligeledes af samme Hensyn den foreslaaede Plads paa Graabrødretorv. Pladsen udfor Hotel Royal - som Flertallet af Skjønhedshensyn fraraadede, men Mindretallet ønskede - laa fuldt saa afsides, men her vare Kloakforholdene derhos særlig vanskelige. Vælge Høibroplads vilde Flertallet allerede af den Grund ikke, at man vidste, at der paatænkes reist et monumentalt Springvand der. 

Meldahl udtalte sig bestemt imod at Toilethuse opføres enten paa Kongens Nytorv eller mellem Strandstræderne. Skal en saadan Bygning anbringes i denne Del af Byen, findes der flere Vognporte i Nærheden, som kunne omdannes til dette Brug. Han anbefalede, saa vidt det var muligt at høre ham fra Referentpladsen, Plantning af Træer omkring saadanne Bygninger i Lighed med, hvad der sker i Udlandet.

Lange, der talte paa Udvalgets Mindretals Vegne, giorde gjældende, at de 3 Anstalter, der jo nu skulle opføres snarest muligt, bygges med den ventede Fremmedtrafik i Sommer for Øie. Men for de Fremmede vil Pladsen mellem Strandstræderne være højst uheldig, da de Fremmede sikkert kun ganske undtagelsesvis ville komme der. Og det samme gjaldt for Graabrødretorv, en Plads, der var saa meget uheldigere valgt, som Pladsen ikke er ret stor, og som der findes Udsalg af Fødemidler paa denne Plads Han henviste til 2 indkomne Andragender fra Kvinder og tog dem til Indtægt for sin Anskuelse om, at slige Anstalter ligesom i Udlandet bør ligge paa de mest befærdede Steder og paa store Pladser. Foreningen for Hovedstadens Forskjønnelse har, saa vidt han vidste, netop anbefalet den nordre Del af Høibroplads til en saadan Bygning. Hver Tid havde sit Præg, snart Snerperi, snart Raahed. Midt imellem kom den sunde Sans. Han forstod lovligt ikke, hvorledes Flertallet har kunnet gaa til at vælge Vesterbros Torv, et af de mest befærdede Punkter, men Pladsen fandt han selvfølgelig heldig. Han anbefalede endvidere Høibroplads og Kongens Nytorv som for Øiemedet heldigt beliggende Punkter. 

Larsen ønskede at vide, om det nuværende Kabinet for Kvinder i Nikolai Taarn ikke kan udvides saa meget, at en Bygning paa Høibroplads eller ved Hotel Royal bliver overflødig. Han kan ikke stemme for Pladsen mellem Strandstræderne. Han fandt Tanken med Toiletrum særdeles heldig. Findes saadanne, ville Kvinder næppe finde Betænkelighed ved at gaa ind i saa danne Bygninger. Han var ligeledes mod Graabrødretorv, men henstillede, om der ikke paa eller i Nærheden af Raadhuset kan findes en passende Plads. Han foretrak Mindretallets Forslag; 

Borgermester Øllgaard udtalte, at Sagen har været omhyggelig drøftet. Lykkes dens Gjennemførelse nu ikke, tør man berolige sig med, at Trangen ikke er saa stor, som man har tænkt sig. Magistratens Forslag er stillet med de bedste af Udlandets Mønstre for Øie, men de Krav, som Udvalget yderligere har opstillet, forøger hver Bygnings Gulvareal med 60 a 100 pCt, og vil ganske sikkert berede nogen Vanskelighed samt med Nødvendighed gjøre disse Bygninger langt større, end paatænkt og end ønskeligt er. Udvalget har dog erkjendt, at det er umuligt, hvis de 3 Bygninger skulle være opførte til Sommeren, at vælge Bygninger af anden Model end den, der har foreligget for Forsamlingen. I alt Fald har han opfattet Betænkningens Indhold saaledes; men har han Ret, bør Indstillingen forandres noget. Om Vesterbros Torv vare jo alle enige. Med Hensyn til Graabrødretorv og Pladsen mellem Strandstræderne henholdt han sig til, hvad der var anført mod disse Pladser. Han anbefalede Pladsen paa Kongens Nytorv mellem Sporvognenes Holdepladser som den heldigste, men løvrigt troede han ikke, at det fra Magistraten vil møde særlig Vanskelighed at benytte Pladsen foran Bethelskibet. Han anbefalede derhos Pladsen foran Hotel Royal, subsidiært Høibroplads. 

Udsnit af foto, Kongens Nytorv og Nyhavn set fra et hus på hjørnet af Gothersgade. For enden af Nyhavn Bethelskibet med en toiletbygning foran, th. herfor Charlottenborg. Ca.1900 – 1902. Kbhbilleder.

Giødesen gjorde opmærksom paa, at selve Toiletrummene ikke vilde bevirke en Forøgelse af 60 a 100 pCt, det er disse og Pissoirerne for Kvinder t Forening, som ville bevirke en saadan Forøgelse. Udvalget har ikke anset det absolut umuligt at saa udvidede Bygninger endnu i Sommer, men da det er muligt, at sligt ikke kan lykkes, vil Udvalget jo netop stille Magistraten frit. Flertallet finder selvfølgelig ikke Graabrødretorv afsides. Forsamlingen har i sin Tid bestemt udtalt sig mod at henlægge nogen Bygning foran Bethelskibet og mod at plante der, og Flertallet er gaaet ud fra, at Forsamlingen ikke har forandret Anskuelse. Han forsvarede Pladsen mellem Strandstræderne og gjorde opmærksom paa, at Kommunen ikke er raadig over Vognskurene i Nærheden af Garnisonskirke. Mod Lange gjorde han gjældende, at de omhandlede Bygninger ikke bygges med de Fremmede, men med Byens egen Befolkning for Øie. Han polemiserede dernæst mod Lange om Beliggenheden, idet han gjorde gjældende, at Afgjørelsen beroer paa en Smagssag, paa en Anskuelse om, hvad man mener der vil være behageligst for Kvinder efter tilvant Vis, men den har intet med Blufærdighedshensyn at gjøre. 

Thomsen fremhævede den Hast, Sagens Afgjørelse har, og da der nu kun er Tale om et Forsøg, kan man jo altid senere flytte de 3 eller en af de opførte Bygninger. Og da disse 3 jo faktisk opføres med den ventede Fremmedsværm for Øie, bør man ved Valget af Beliggenhed tage Hensyn til, hvor de Fremmede, ikke de Indfødte, ville kunne ventes at færdes. Diskussionen har jo vist, hvor vanskelig det er at blive enig om nogen bestemt Plads, og han for sin Part foretrak Pladsen foran Bethelskibet fremfor Pladsen mellem Sporveisstationerne paa Kongens Nytorv, medens han henviste til Pladsen for Enden af S. Annæplads og til Nytorv som passende Steder. Men kan man da ikke overlade Beliggenheden til Magistraten, der sikkert vil tage Hensyn til de faldne Udtalelser? Han stillede Forslag herom. 

Lange kunde selvfølgelig godt gaa ind paa dette Forslag, men han antog ikke, at Flertallet stillede sig paa lignende Maade. Giødesen bekræftede dette. Flertallet skulde med stor Sindsro modtage en Afgjørelse, der gik i modsat Retning af dens Anskuelse, men Flertallet ønskede gjennem en Afstemning Afgjørelse af det foreliggende Principspørgsmaal, om slige Bygninger skulde ligge paa mere afsides eller paa de mest befærdede Ruter. Paa Foranledning af Hammerich udtalte Thomsen, at han antog, at Magistraten i ethvert Fald ikke vil vælge de Par Steder, mod hvilke Flertallet bestemt har udtalt sig. Meldahl anbefalede Thomsens Forslag og haabede, at Magistraten da paany vil gjenoptage Spørgsmaalet om Niels Hemmingsensgade. Thomsen foreslog nu at bemyndige Magistraten til at anvende 32,000 Kr. til de 3 Bygninger uden Hensyn til Beliggenheden, som overlades Magistraten. Formanden tænkte sig først at afstemme om de af Flertallet anbefalede Steder og dernæst om de af Mindretallet anbefalede. Forkastes begge Forslag, kommer Thomsens Forslag til Afstemning, og vedtages dette, kan Magistraten selvfølgelig bestemme, hvor de enkelte Bygninger skulle ligge, og Magistraten kan ogsaa da godt vælge en efter flere af de af de 2 Udvalgsfraktioner forestaaede Pladser. Mannheimer ønskede Thomsens Forslag afstemt først, men Formanden til hvem Kayser bestemt sluttede sig, fandt den af ham anbefalede Afstemningsorden mest korrekt. 

Flertallets Forslag om at anbringe Nødtørftsanstalterne paa Vesterbros Torv, Graabrødre Torv og mellem Strandstræderne forkastedes med 19 St. mod 5. 

Mindretallets Forslag om at vælge Vesterbros Torv, Kongens Nytorv foran Bethelskibet og i Nærheden af Høibroplads forkastedes med 17 St. mod 12.

Magistratens Forstag, der afviger fra Mindretallets med Hensyn til Beliggenheden af Bygningen paa Kongens Nytorv, forkastedes enstemmig.

Derefter vedtoges Thomsens Forslag enstemmig.

(Dags-telegraphen (København) 24. april 1888. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Detalje af et foto fra Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888, kort for udstillingens åbning. Vesterbros Passage med et pissoir. Kbhbilleder. Mariboes samling.

Jernkonstruktionen blev lavet i Berlin og det trak derfor noget ud med opførelsen. De blev ikke færdige til brug under udstillingen, og det måtte vente til oktober 1888 før det første blev åbnet: Et lille gråt hus af jern på Vesterbros Torv.

Dræbt sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

I Efteraaret 1881 rømte Arrestantinden Mathilda Svensson, der er født i Sverige den 16. September 1865, hemmelig fra sit Hjem i Sverig, hvor hun havde gjort sig skyldig i Tyveri, og begav sig her til Riget, hvor hun siden uafbrudt har opholdt stg paa forskellige Steder under det opdigtede Navn Cæcilia Bjørnsson, under hvilket Navn hun er gaaet, ind til hun under Undersøgelsen i den her omhandlede Sag gav Oplysning om sit virkelige Navn. Medens hun i Vinteren 1886-87 tjente paa en Mølle ved Kolding, blev hun besvangret af en Mandsperson, og da hun, der ikke lagde Skjul paa sit Svangerskab, ikke efter sin Husbonds Opfordring kunde skaffe sig legitimationspapirer, fratraadte hun i Juli Maaned f. A den nævnte Tjeneste, idet hun angav at viste rejse til Sverig. Hun begav sig derpaa her til Byen og fik i nogen Tid Logis hos en Enke, efter hvis Opfordring hun, der ventede sin Nedkomst i November Maaned, meldte sig paa Fødselsstiftelsen den 27. Juli og modtog derfra et Numerkort. I Høsten fik hun derpaa Tjeneste paa Beringgaard i Hvidovre Sogn, hvor hun ogsaa efter Høstens Tilendebringelse jævnlig havde Arbejde, medens hun afvekslende logerede hos en i Nærheden boende Arbejderfamilie og hos en Enke paa Kristianshavn. Hendes Tilstand var da velbekendt for hendes Omgivelser, og der var fra Beringgaard senest den 3. November gjort hende Tilbud om at blive kørt ind paa Fødselsstiftelsen, hvilke Tilbud hun stadig afslog, idet hun endog den nævnte Dag med Magt sled sig løs fra sin Madmoder og en anden Dame og flygtede fra dem. Dagen efter blev hun af en Politibetjent antruffet paa Landevejen i Hvidovre Sogn, men hun, der var i Besiddelse af det fornævnte Numerkort fra Fødselsstiftelsen og derhos ikke var blottet for Penge, angav da, at hun var paa Vej til sit Logis i København, og at hun, naar hun skulde føde, vilde indlægge sig paa den nævnte Stiftelse, men 2 Dage efter blev hun om Aftenen fundet i et Skur ved den nævnte Landevej i syg og forkommen Tilstand, og da hun paa Forespørgsel erklærede, at hun skulde føde, blev hun ved Politiets Foranstaltning kørt ind paa Stiftelsen. Her viste det sig imidlertid, at hun hverken var svanger eller fødende, hvorimod hun efter Meddelelse fra Overakkuchøren frembød tydelige Tegn paa en nylig overstaaet Fødsel, hvorved der maatte være født et vel udviklet Barn. Hun angav da paa Stiftelsen, at hun en Nat kort forud paa Friland havde født et Barn, som hun havde overgivet til en svensk Kone, og denne Forklaring gentog hun, da hun den 14. f. M. blev afæsket Forklaring til en Politirapport, idet hun nærmere angav, at Fødselen havde fundet Sted Natten mellem den 4. og 5. November ved en Stak i Nærheden af Valby, og at hun herunder var bleven assisteret af et ældre svensk Fruentimmer, om hvem hun ikke kunde give anden Oplysning, end at hun hed Bengta, og som straks havde fjærnet sig med Barnet. Den 16. November blev hun fra Stiftelsen overført til Kommunehospitalet, og da hun her den 24. f. M. blev underkastet et kortvarigt Forhør, fastholdt hun den nævnte Forklaring, som hun ogsaa vedblev med i Forhørene den 20. og 29. December, efter at hun som udskrevet fra Hospitalet var blevet afgivet til Arresthuset, men den 30. f. M. begærede hun sig fremstillet til Forhør og afgav da en Tilstaaelse, der gik ud paa, at hun af Frygt for at blive sendt tilbage til Sverig efter at Fødselen var overstaaet, havde besluttet at dræbe Barnet i Stedet for at lægge sig ind paa Fødselsstiftelsen. Da hun derfor ovennævnte Nat paa en Mark ved Valby havde født et Pigebarn, dræbte hun det ved nogle Slag af sin ene Støvle. Liget af Barnet har man, skønt Arrestantinden flere Gange har paavist Gærningsstedet, ikke kunnet finde paa Grund af den faldne Sne, men det er oplyst, at der paa de paagældende Marker findes Ræve og omstrejfende Hunde. Straffen blev bestemt til Forbedringshusarbesde i 6 Aar.

(Social-Demokraten 14. marts 1888).

Beringgård lå ved Gammel Køgevej ca. ud for hvor Cathrine Boothsvej udløber - på den anden side. En række stednavne er i dag knyttet til gården: Beringgård var opkaldt efter den københavnske urtekræmmer Michael Ditlev Bering der ejede Beringgård (1849-52). Beringgård i Hvidovre havde Carl Emil Voss Schrader (1848-1928) i 1881-1918. Han fik en gade opkaldt efter sig. Vejen Beringgårdsvej forløbet på jorderne til den tidligere gård Beringgård. Også en senere ejer af Beringgård grosserer Johannes Carl Lembrecht (1858-1926) der ejede Beringgård 1901-1926 fik en vej opkaldt efter sig. 

Brev fra Hovedstaden. (Efterskrift til Politivennen)

(Fra vor Meddeler).

Kiøbenhavn, den 8de Marts.

(Kjøbenhavns Fattigbegravelser.)

Foruden enkelte mindre Kirkegaarde har Kjøbenhavn sine syv store Kirkegaarde, nemlig Assistens-, Garnisons-, Holmens-, Frelserens-, Mosaisk-, Frederiksberg-, og Vestre-Kirkegaard.

Antallet af Begravelser paa disse Kirkegaarde er i højeste Grad ulige. Medens saaledes Garnisons Kirkegaard efter den sidste Statistik har 217 Begravelser i Aarets Løb og Frederiksberg Kirkegaard kun 467, naar Assistents et Antal af 752 Begravelser. Men det er dog intet mod Vestre Kirkegaard. Der er i alt begravet 4360 Mennesker. Med andre ord Vestre Kirkegaard modtager 2/3 af alle Kjøbenhavns døde, thi Aarets Antal Begravelser i Kjøbenhavn med Forstæder er 6683.

Paa Vestre Kirkegaard begraver Kjøbenhavns fattige deres døde.

Vestre Kirkegaard ligger ude mellem Vesterbros yderste Spids og Kallebodstrand, ikke langt fra Carlsberg Bryggeriernes mægtige Bygningskomplex. Kirkegaarden strækker sig over et uhyre Areal: 100 Tdr. Land er udlagt til Grave, og siden 1870, da Kirkegaarden blev anlagt, er en meget stor Del deraf benyttet.

Kirkegaarden deler sig i 3 Dele: Familiebegravelser, Liniebegravelser og Frijordsbegravelser eller, som de almindelig benævnes, Bunkebegravelser.

Om Familjebegravelserne er der intet særligt at bemærke, de er her som andet Steds. Deres Tal er iøvrigt ogsaa rent forsvindende, kun 234.

Liniebegravelsernes Tal er 1928. Ved Liniebegravelser forstaas det, at der jordes paa Række. De efterlevende kan altsaa ikke selv bestemme, hvor de vil have den døde lagt. Graven er yderst smal, og der er kun det nødvendigste Mellemrum mellem Gravene. Naar 20 Aar er gaaet, har man ingen Ret til at forny Jorden, selv mod højere Betaling. Og dog er ere saadan Grav slet ikke saa billig. Den Smule Jord koster 14 Kr.

Men saa er der Bunkebegravelserne. Ordet lyder stødende, men selve Tingen er heller ikke tiltalende, noget mere trist og uhyggeligt end disse Bunkebegravelser kan man vanskeligt tænke sig. I det hele tænker man sig slet ikke saadant.

Her har ikke hver sin Grav. I en lang Fællesgrav, halvtreds Alen dyb, puttes Kisterne ned, Side om Side, akkurat op ad hinanden. Altid fra Morgen til Aften arbejder Gravekarlene i Gravenes Dyb, og Graven staar med sit evigt aabne Gab, der, efterhaanden som det kastes til, stadig strækker sig længere ud.

Der er Dage, hvor der her er begravet henved 50 Lig, og Højtidelighed er der ikke Tid til. Det hele gaar saa forretningsmæssigt som muligt.

De tunge Rustvogne kommer langsomt rullende fra Hospitalerne ofte med 5-6 Kister i en Vogn, og de sorte, simple Kister hives ned en for én fra Vognens Hylder af Kusken og hans Medhjælper, der imens fører alskens Passiar. Kisten anbringes paa en Bærebør, og de to Mand tager fat i hver sin Ende og bærer den hen til Graven. Her afleveres "Jordsedlen" til en af Graverkarlene, og Kisten fires ned. kommer den til at staa et Par Tommer fra den forrige Kiste, skubber han der nede den klods ind imod den, thi ikke en Linje Jord maa der "spildes", Saa kommer den næste Kiste og den næste og saa fremdeles.

Præst er der ingen af, ingen Jordpaakastelse - for slet ikke at tale om Klokkeringning, Sang, Bøn og anden "Luxus". Der ligger en Haandfuld Sand paa Kistelaaget, eller man kan se, der har ligget en Smule Jord - det er Jordpaakastelsen, der er foretagen i Hjemmet eller paa Hospitalet.

Oppe ved Familjebegravelserne der ser man Præsten i sin sorte Kiole vandre deltagende hen til Graven ved den sørgende Efterladtes Side, der lyder trøsterige Ord om Gjensyn og Naade, og i milde Salmetoner synges det sidste vemodige Farvel til den kjære afdøde.

Nede ved Frijorden sveder bare Graverkarlene for at faa Ligene i Jorden saa hurtigt som de kommer. Her er ikke Raad til noget Naadens Ord, ikke Raad til et Fadervor, thi blot et Fadervor koster mange Penge, naar man skal have en Præst til at bede det.

Følge er der ikke stort af ved disse Begraveiser, hyppig slet intet. Men ofte ser man dog en Moder eller Fader med sit Barn staa stille ved Randen af den store Grav og stirre ned paa den Kiste, der gjemmer deres dyrebareste; ikke et Ord kommer over deres Læber, men i Sorgen, der præger deres stive Træk, staar mangen Gang haard Bitterhed at læse mod Skjæbnen, der har gjort dem saa fattige, mod Samfundet, der stiller Vilkaarene saa ulige - og undres kan man vel ikke, om der undertiden kommer Bitterhed op i disse Menneskers Sind mod selve Guds Ord, der vil betales.

Saa kastes der Jord over Kisterne, og der streges af deroppe med 21 Tommer for hver voxen Kiste, et mindre Maal for Barne-Kister, og en lille grøn Numerpæl stikkes i Jorden, om ellers de efterlevende vil betale de 20 Øre, Numerpælen koster. Men ikke alle Lig er numererede, ofte har der ikke været et Menneske, der vilde spendere 20 Øre for at vide. hvor den afdøde fik sit sidste Hvilested.

Men naar 20 Aar er gaaede, graves Kisterne op igjen, det er den højeste Tid, man kan skjænke den fattige denne den kostbare Jord. Saa graves der ny Fællesgrave Rækkerne ned.

Kirkegaarden er nøgen og bar. Hist og her smaa Trækors, en Urtepotte, hvis Blomster Vinden har pisket, en skaaret Flødekande med et Par friske Blomster i - det er alt. Et beskedent Hegn ses et og andet Sted, nogle smaa Pinde med Staaltraad imellem. Man har gjort, hvad man evnede, men det er saare lidt.

Fattigdommen skriger der en i Møde fra denne Kirkegaard

Og naar man saa hører, at 2150 i Aarets Løb er kommen i Fællesgrav - eller med andre Ord en tredjedel af Kjøbenhavns døde faar Bunkebegravelse - saa staar det med skjærende Klarhed for en, at det ikke blot er løs Snak, naar man taler om Fattigdommen i Kjøbenhavn.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 12. marts 1888).

Sygdomssag paa Kindstrup Børnehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Fra K. L. Jensens dagbog om hans behandling af en syg dreng på Kindstrup Børnehjem, marts til maj 1888: 

1888. Den 4. Marts. Leonid hører lidt tungt med højre Øre. Talte med Læge Gleerup derom. Han ordinerede inddrypning i Øret og derefter udskylning med lunkent Vand, udført med Øresprøjte. I dag er det første gang, jeg foretog denne Operation. Jeg inddryppede 2 Dråber af det mig dertil sendte omtrent kl. 10 Fmd. Kl omtr. 1 ½ Eftermiddag foretog jeg Udskylningen med Sprøjte. Under selve Udskylningen mærkede hverken Drengen eller jeg noget usædvanligt med Hensyn til Fornemmelsen i Øret eller Hovedet, hvorimod der af Øret udskylledes flere større eller mindre Stykker skiddengule Ting af den i Øret ophobede Ansamling. 2 a 3 Minutter efter Udskylningen blev Drengen utilpas, blev svimmel, fik ondt i Hovedet, men da han havde siddet lidt, gik Anfaldet over. Jeg gik over til min Lejlighed, men efter et kvarter kom en Dreng og meldte, at Leonid var bleven syg igjen. Jeg gik derover. Han blev nu lagt i Seng. På grund af Kulde indsvøbte jeg ham i et uldent Tæppe. Efter en Time var han atter varm, men han led af Vildelse og Fantasi. Han klagede over ondt i det højre Øre. Jeg kunne på grund af snevejr ikke tage til Læge Gleerup i Aarup. Vi lagde drengen i Vorherres Hånd og lagde afkølede Klude på hans Pande. Turde ikke bruge Is på grund af ukyndighed i, hvad Drengen fejlede. Vågede over ham om Natten. Næste Morgen ingen ændring. På grund af Snefygning kørte første Tog til Aarup ikke. Kom med 8 Toget. Fik lægen til Gelsted med 15.23 toget. Lægen erklærede, at Sygen var en slags Hjernebetændelse, der var fremkaldt ved Udskylningen af Øret, hvilket ikke skal være ualmindeligt at finde Sted. Lægen ordinerede Feber- og Sovemedicin m.m. Sygdommen er farlig og kan føre til Død, men Lægen troede dog mest på, at Drengen ville komme sig om ikke lang Tid. Medicinen kom med Toget kl. 19.40. Drengen fik så megen ro, at han sov flere Timer i sidste Halvdel af Natten. Næste Dag var Leonid igjen i febervildelse. Var igjen i Aarup at tale med Lægen. Natten gik uforandret. Næste dag atter hos Lægen i Aarup, som ville komme sidst på Eftermiddagen. Jeg har hele Tiden bedt Vorherre, at han ville gøre det godt for Drengen. Vorherre, hør min Bøn. Lægen sagde nu, at det var Betændelse i Mellemøret. Drengen har noget med Vorherre at gøre, taler om ham med Glæde og Tro. Han har ellers i sund Tilstand ikke syntes at have ville kjendes ved Vorherre eller sværmet for at gå i Kirke.

Sygdommen fortsatte, Leonid fik også problemer med afføringen: Efter lægens råd skal han have rigelig Stolgang. Lægen ordinerede amerikansk Olie, hvilket hjalp.

Den næste uge bedredes drengens tilstand, dog med enkelte tilbagefald, og uden at han på nogen måde var blevet rask. K.L. Jensen var sit ansvar bevidst og valgte at tage til læge Boden i Odense med Leonid. Denne stillede diagnosen: Leonid lider af dobbeltsidet kronisk Mellemørebetændelse med Hjærnesymptomer. Lidelsen er af ældre Dato, han har været behandlet for Tunghørighed på Kjøbenhavns Kommune-hospital. Leonid blev indlagt på Odense Sygehus.

20 Dage senere kunne Leonid atter udskrives. Sygehuslæge Møller mente, at han nu var helbredt for Ørebetændelsen. Dog flød det af det ene Øre endnu, det skulle skylles jævnligt. Ved Hovedpinen kunne intet gøres. Den 2. maj atter hos Læge Boden i Odense med Leonid. Hans højre Øre er stadigvæk sårligt. Nu har han Betændelse eller små Bylder i Øregangen. Den 19. Maj. Leonid anses nu for at være helbredt.

Dagbogen fortæller også om drenge, som simulerede sygdom for at slippe for arbejde og skolegang. Det gjorde det naturligvis ikke lettere for forstanderen at skelne og tage den rigtige beslutning om evt. behandling.

Der findes flere artikler om Kindstrup Børnehjem og dets arvtager, Gelsted Skolehjem på denne blog, brug søgefeltet.