Den mosaiske Menigheds vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

På denne er der blevet opført et kapel i overensstemmelse med den allerede opførte hegnsmur og inspektørbolig i romansk stil af røde sten med rig anvendelse af huggen sandsten i gesimser og bånd samt glacerede og uglacerede formsten. Bygningen er placeret midt i det samlede haveanlæg og er udv. målt 48 alen lang og 33 alen bred; den består af et hovedskib med Indgang fra nord og korrunding mod syd og et lavere sideskib på hver side af midterskibet. I det ene sideskib findes ligværelser, rum i hvilke ligene tvættes, samt opholdsrum for de vågere, der efter jødisk ritus skal være til stede ved liget indtil begravelsen; i det østlige sideskib er indrettet en stor åben hal med bjælkeloft i gammeldags stil med forskellige farver, ved hvilket arrangement der er tilvejebragt en stemningsfuld siddeplads med vid udsigt over en del af begravelsespladsen, bag hvis grænser den flade kyst ved Kalveboderne, stranden og Amager danner en fredelig landlig baggrund. Her kan de besøgende fra hovedstaden hvile ud, og her kan i ugunstigt vejr en del af det ceremoniel, der under almindelige forhold ved begravelser foretages under åben himmel, finde sted i læ for regn og blæst. Fra denne hal er der endvidere adgang til præstens værelse og til den vestibule, hvorfra adgangen er til damernes pladser.

Kapellet på Mosaisk Vestre begravelsesplads, set fra "bagenden". Indgangen ligger mod venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Adgangen til selve kapellet finder sted for enden af den brede, med chausse og gangstier forsynede hovedalle, der begynder ved indkørselsporten til hegnsmuren og fører lige op til kapellets nordre gavl, foran hvilken der er anbragt en stor og vid portal, hvis rundbuer bæres af 2 polerede, røde granit- og 4 terrakottasøiler med forskelligartede mønstre. Fra portalen fører monumentale egetræsdøre ind i den egentlige, flisebelagte vestibule, hvis vægge er dekorerede med lyse farver, mens bjælkeloftet har fået noget kraftigere præg; her er den egentlige indgang til selve kapellets begravelseshal; denne består af et rum 37 alen langt og 18 alen bredt, begrænset modsat vestibulens indgang af en mægtig bueåbning, under hvilken præstens talerstol og katafalken er placeret. Bag denne bue strækker sig det halvrunde kor, i hvilket sangerne og orgelet har plads, skjulte for følget bag en høj dekoreret egetræsplanke. Hallens væsentlige smykke er den åbne, lette tagkonstruktion, hvis dragere og søjler er forsirede med vekslende lyse farveornamenter, der samles til en harmonisk helhed i belysning fra 42 rundbuede vinduer, der som et sortløbende galleri er anbragt under gesimsen. Kapellets indvendige højde til tagryggen er 19 alen, til gesimsen under spærene 13 alen, så at der altså endnu under vinduerne er en temmelig høj mur, der inddelt med pilastre og mellemliggende buer og smykket med malede kvadre og friser i forskellige lette toner danner en rolig og værdig baggrund for den alvorlige handling, som ofte vil gentage sig i dette rum. Ved særlige lejligheder kan lysene tændes i de 10 smedejernslampetter, der i gammeldags former er anbragt på salens vægge.

På gulvet er, adskilt ved en bred midtergang fordelt i 2 rækker, siddepladser for ca. 150 personer foruden særlige pladser for de nærmeste efterladte og desuden ståpladser for ca. 250 personer, altså plads til et betydelig større antal end menighedens nuværende kapel i Møllegade rummer. Kvinderne, der ved de jødiske begravelser sidder adskilt fra mændene, har plads på et åbent galleri, der når hen over hele vestibulen. Når det endvidere bemærkes, at det samlede anlæg er opvarmet og ventileret ved 2 Reckske centralapparater, vil man vistnok selv af denne kortfattede beskrivelse have fået indtryk af hvor meget anerkendelse det jødiske samfunds styrelse fortjener, fordi den ved indretningen af hele den nye begravelsesplads, ved haveanlægget, ved pladsens indhegning og dræning, ved opførelsen og udstyrelsen af selve kapellet har frembragt et samlet hele, der både med bekvemmeligheden og sundhedsplejen for øje og ikke mindst hvad den ydre harmoni og værdighed angår på en heldig måde adskiller sig fra byens øvrige begravelsespladser og nærmer sig adskillige af udlandets lignende nyere anlæg.

Det samlede arbejde har været givet i entreprise til murermester Lytthan S Petersen, for hvem atter følgende håndværkere har arbejdet: Snedkermester V. S. G. Nielsen, der har leveret det smukke snedkerarbejde, også stolestaderne, korskranken og de store egetræsdøre, glarmester Du Vier, der har indsat de mønstrede, blyindfattede ruder i forskellige farver, stenhugger V. Nielsen, Nørrebro, som har haft alt sandstensarbejdet og også leveret de polerede granitsøjler, endvidere har Frederiksholms Teglværker på en overordentlig smuk måde udført de mange forskelligartede glacerede og uglacerede terrakottaarbejder. Malermester E. Mollmann har udført Malerarbejdet.

Tegningen til kapellet skyldes ligesom tegningen til kirkegårdsmuren og inspektørboligen arkitekt Fred. L. Levy, hvis arbejde fortjener den fuldeste anerkendelse. Det nu fuldendte kapel er en af de smukkeste kirkelige bygninger der i mange år er blevet opført her.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 14. januar 1888, 2. udgave.)

Sygdomssag paa Kindstrup Børnehjem. (Efterskrift til Politivennen)

Fra K. L. Jensens dagbog om hans behandling af en syg dreng på Kindstrup Børnehjem, marts til maj 1888: 

1888. Den 4. Marts. Leonid hører lidt tungt med højre Øre. Talte med Læge Gleerup derom. Han ordinerede inddrypning i Øret og derefter udskylning med lunkent Vand, udført med Øresprøjte. I dag er det første gang, jeg foretog denne Operation. Jeg inddryppede 2 Dråber af det mig dertil sendte omtrent kl. 10 Fmd. Kl omtr. 1 ½ Eftermiddag foretog jeg Udskylningen med Sprøjte. Under selve Udskylningen mærkede hverken Drengen eller jeg noget usædvanligt med Hensyn til Fornemmelsen i Øret eller Hovedet, hvorimod der af Øret udskylledes flere større eller mindre Stykker skiddengule Ting af den i Øret ophobede Ansamling. 2 a 3 Minutter efter Udskylningen blev Drengen utilpas, blev svimmel, fik ondt i Hovedet, men da han havde siddet lidt, gik Anfaldet over. Jeg gik over til min Lejlighed, men efter et kvarter kom en Dreng og meldte, at Leonid var bleven syg igjen. Jeg gik derover. Han blev nu lagt i Seng. På grund af Kulde indsvøbte jeg ham i et uldent Tæppe. Efter en Time var han atter varm, men han led af Vildelse og Fantasi. Han klagede over ondt i det højre Øre. Jeg kunne på grund af snevejr ikke tage til Læge Gleerup i Aarup. Vi lagde drengen i Vorherres Hånd og lagde afkølede Klude på hans Pande. Turde ikke bruge Is på grund af ukyndighed i, hvad Drengen fejlede. Vågede over ham om Natten. Næste Morgen ingen ændring. På grund af Snefygning kørte første Tog til Aarup ikke. Kom med 8 Toget. Fik lægen til Gelsted med 15.23 toget. Lægen erklærede, at Sygen var en slags Hjernebetændelse, der var fremkaldt ved Udskylningen af Øret, hvilket ikke skal være ualmindeligt at finde Sted. Lægen ordinerede Feber- og Sovemedicin m.m. Sygdommen er farlig og kan føre til Død, men Lægen troede dog mest på, at Drengen ville komme sig om ikke lang Tid. Medicinen kom med Toget kl. 19.40. Drengen fik så megen ro, at han sov flere Timer i sidste Halvdel af Natten. Næste Dag var Leonid igjen i febervildelse. Var igjen i Aarup at tale med Lægen. Natten gik uforandret. Næste dag atter hos Lægen i Aarup, som ville komme sidst på Eftermiddagen. Jeg har hele Tiden bedt Vorherre, at han ville gøre det godt for Drengen. Vorherre, hør min Bøn. Lægen sagde nu, at det var Betændelse i Mellemøret. Drengen har noget med Vorherre at gøre, taler om ham med Glæde og Tro. Han har ellers i sund Tilstand ikke syntes at have ville kjendes ved Vorherre eller sværmet for at gå i Kirke.

Sygdommen fortsatte, Leonid fik også problemer med afføringen: Efter lægens råd skal han have rigelig Stolgang. Lægen ordinerede amerikansk Olie, hvilket hjalp.

Den næste uge bedredes drengens tilstand, dog med enkelte tilbagefald, og uden at han på nogen måde var blevet rask. K.L. Jensen var sit ansvar bevidst og valgte at tage til læge Boden i Odense med Leonid. Denne stillede diagnosen: Leonid lider af dobbeltsidet kronisk Mellemørebetændelse med Hjærnesymptomer. Lidelsen er af ældre Dato, han har været behandlet for Tunghørighed på Kjøbenhavns Kommune-hospital. Leonid blev indlagt på Odense Sygehus.

20 Dage senere kunne Leonid atter udskrives. Sygehuslæge Møller mente, at han nu var helbredt for Ørebetændelsen. Dog flød det af det ene Øre endnu, det skulle skylles jævnligt. Ved Hovedpinen kunne intet gøres. Den 2. maj atter hos Læge Boden i Odense med Leonid. Hans højre Øre er stadigvæk sårligt. Nu har han Betændelse eller små Bylder i Øregangen. Den 19. Maj. Leonid anses nu for at være helbredt.

Dagbogen fortæller også om drenge, som simulerede sygdom for at slippe for arbejde og skolegang. Det gjorde det naturligvis ikke lettere for forstanderen at skelne og tage den rigtige beslutning om evt. behandling.

Der findes flere artikler om Kindstrup Børnehjem og dets arvtager, Gelsted Skolehjem på denne blog, brug søgefeltet.

De Dødes Sted. (Efterskrift til Politivennen)

(Eftertryk frabedes.)

Kjøbenhavn, d. 26. Januar.

Naar Storbyen voxer og voxer i rivende Fart, naar dens Gader kastes længer og længer ud over Landet, - saa kaster den alt det, der ikke hører den og dens levende Liv til, udenfor sine Porte. Der kan det saa ligge en Stund, til Byen naar det paa sin ustandselige Fart og atter flytter sine Porte. Saa flytter det igjen, videre ud og videre ud i en moderne Uendelighed.

Saadan gaar det f. Ex. med Kirkegaardene.

Rundt om alle de gamle Kirker ligger en lille Plet Jord, - en gitterhegnet bille Lund, nu og da med et enkelt Monument, ellers bare en Plads, hvor Vognene kan kjøre op til Bryllup og Begravelse. Det er de gamle Kirkegaarde.

Og nu og da stikker Byggespekulanterne Spaden ned i de ældste af dem. Hjærneskaller og mugne Ben kommer med et for Dagens Lys efter hundredaarig Hvile.

Kjøbenhavnerne staar stille et Øjeblik, pirrer med Stokken ved Benene og gaar videre. Og strax efter rejser et flunkende nyt femetages Hus sig af de gamle Grave.

Frederiksberg Kirkegaard ligger fredelig og skyggefuld mellem Villahaverne. Den passer ind i Stilen derude. Men Kasernerne fra Vesterbro rykker den nærmere og nærmere paa Livet. Den ene skyggefulde Have efter den anden stykkes ud, Murkolosserne gror op af Jorden som vrimlende Paddehatte. Alleens gamle Træer er gule og visne og triste ved al den Gas, der siver ud mellem deres Rødder, og de nye smaa, man planter, giver sig god Tid med at gro. Hvor lange vil det vare, inden den skjønne Kirkegaard ligger som en upraktisk Fortidslevning klemt mellem ubrydelige Murrækker, overgivet fra tusinde Vinduer?

Assistenskirkegaard vil snart være indrammet af Nørrebros himmelhøje, private Fattiggaarde og saadan overalt.

Men hvor skulde der ogsaa være Plads til de døde midi i en levende og larmende, handlende og lidende, sultende og fraadsende By? Hvor kan de forlange Respekt for deres Grave, nu de er væk, døde og borte og glemte for nye Liv, der bides og slaas for at skaffe sig Alburum til at leve Tiden ud, til ogsaa de skal kastes paa Porten? Og hvor kan der være Fred om de dødes Have midt i den larmende By, hvor det gjælder om at leve og lade leve, og hvor der slet ikke er Tid til at tænke paa dem, der forlængst gav den evige Kamp i Arv til deres Efterfølgere?

Men op af de gamle, forstyrrede Grave stiger et Spørgsmaal, der ikke vil tøve alt tor længe paa sit Svar. Og rundt mellem Blomsterduftene paa de indeklemte Kirkegaarde lister sig en Tanke, der ikke vil vente altfor lange paa sin Virkeliggjørelse. Spørgsmaalet og Tanken har samme Navn. Og Navnet er Ligbrænding.

* * *

Tæt ude ved Kalvebodstrand, med Karlsberg og Valby paa den ene Side, Frederiksholms Teglværk og Aandssvageasylet Karens Minde paa den anden - ligger Vestre Kirkegaard.

Den er ikke stort andet end en Mark endnu. Der bygges Terrasser og plantes Træer. Men Terrasserne er nøgne og kolde, og Træerne er smaa. Blot hist og her en lille Lund af fine Birke, en Samting mørke Fyrrer, en skallet Høj med en gulmalet Bank, hvorfra man ser vidt ud over det blanke Vand.

Men Blomsterne gror kun smaat paa de tusinde Grave, der ordner sig i regelmæssige Rader paa Skraaningen.

Det er maaske, fordi de ikke føler sig ret sikre. Det er saa nyt, det hele, - det ser saa hastig gjort, saa ufærdigt ud. Den store By har skyndt sig at bringe sine døde udenfor Portene og saa dem puttet i Jorden. Saa er der kastet Grus om Kisten, skyldige Kranse er lagt paa den friske Grav, - siden kom et Par Potteplanter, en Sten med graadtung Inskription, en Bank med paamalet Navn og "Familiebegravelse" - og saa var det hele i Orden, bare Graveren fik et Par Skilling for Vedligeholdelsen.

Men forleden Dag blev det aabenbart, at det hele ikke var i Orden. Da Uvejret løste den frostbundne Jord, sank den sammen - Grav for Grav, Linie for Linie - somme Steder sank Jorden en Alen - somme Steder mer og somme Steder mindre. Og ned styrtede Stenene med Efterverdenens bedrøvede Farve til de døde. Ned styrtede Bænkene, hvorpaa Savnet og Erindringen kunde hvile sig ud, naar de en enkelt Gang havde drevet en levende den lange, trættende Vej fra Byen. Ned sank Roser og Buxdom og Kristtorn, visne Kranse og friske Kranse med smilende Blomster og hvide Baand.

De laa og blomstrede dernede - de laa, som de har ligget en Gang før, omtrent paa Kistens Laag.

Et underligt Syn var det. Som om der var gravet nye Grave ovenpaa de gamle. Neden for Bakkerne, ovre mod Frederiksholm, hvor de friskeste Grave ligger i snorlige Linier, var der kastet fem nye op - parate til at modtoge deres stille Lejere. Og rundt om de friske var de gamle sunkne sammen - som om de ikke havde nok i deres ene Beboer, men fordrede fler. Mellem Gravene staar bare den smalle Skillevæg - en enkelt Krans hænger paa Randen, de andre er sunkne med Jorden.

Det er, som om vor Tid ikke en Gang kunde bygge en Grav ordentlig.

Inde fra det yderste Vesterbro skuer de tomme Ruder i Dybbølsgade og Sankelmarksgade, og hvad de allesammen hedder, over mod Kirkegaarden. De er ogsaa en Slags Grave - eller Gravmonumenter. Men de staar vel nok. Det var bare under den Bygmester, Jorden gled væk. 

Carl Ewald.

(Randers Dagblad og Folketidende 28. januar 1888).

Oluf H. Jørgensen (del 1): Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro 1891.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v.
Del 5 Død og Eftermæle. 

Oluf Holger Jørgensen blev uddannet journalist på faderens Ringkøbings Amts Avis (fra 1. april 1871) og Morgenbladet (1873-1876). Som 23-årig blev han redaktør på det nystiftede "Skanderborg Amts Avis" (Venstre) hvor han var redaktør 1876-1897. Han blev dernæst redaktør af "Agrardagbladet" og da dette i 1919 fusionerede med avisen København, medredaktør her.

Skanderborg Amtsavis blev første gang udgivet 2. juli 1876. Før det havde bogtrykker Backhausen forsøgt sig med Skanderborg Avis som lukkede i 1874. Et genoplivningsforsøg som Højreavis samme år (Skanderborg Købstads Avis) udkom indtil 28. september 1876. Skanderborg Amtsavis støttede partiet Venstre, og blev dermed et modstykke til Århus Amtstidende - det dominerende venstreblad i Østjylland. Skanderborg Amtsavis udkom fire dage om ugen og havde i udgivelsesåret 1876 antageligt omkring 400 læsere. Under Oluf H. Jørgensens redaktionsperiode tredobledes dette til 1200 - 25 år efter (1901). Skanderborg Avis blev efter december 1951 udgivet af Silkeborg Avis, og redaktionen blev en lokalredaktion under denne, samtidig med en teknisk modernisering.  Den blev langsomt til Midtjyllands Avis og navnet Skanderborg Amts-Avis fjernedes helt fra 1974. 

Fotograf Lars Dinesen (1840-1903): Redaktør Oluf H. Jørgensen (1852-1920). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nr. 30. Impresario Otto Petersen (Ingen)

contra

Redakter Oluf H. Jørgensen (Ingen).

Højesterets Dom.

Citanten, som hverken selv møder eller ved Fuldmægtig lader møde til bestemt Tid for Højesteret, bør betale 80 Lod Sølv til Vor Frelsers Kirke, førend det tillades ham med denne Sag at gaa i Rette, og saafremt han ikke inden 3 Uger melder sig med Kvittering, at bemeldte 80 Lod Sølv ere betalte, bør han have tabt Sagen og ham ej tillades videre derpaa at tale.

(Højesteretstidende 1886. Højesteretsåret 1885-1886).

I efteråret 1885 var han med til at indsamle penge til lock-outede smede og maskinarbejdere  i København. Fabrikanterne vil tvinge dem til at opgive deres faglige organisering. 

Skanderborgeren er atter vred, denne Gang over de Bemærkninger, som vi sendte ud sammen med vor Meddelelse om, at Folketingsmand N. J. Larsen har anlagt Sag mod vor store samtidige Hr. Oluf H. Jørgensen.

Vi skrev bl. a. dette: "Det er meget prisværdigt af Hr. N. J. Larsen, at han tager sig for at belære Hr. Jørgensen om, hvad man maa sige, og hvad man skal tie med. Det vil sikkert kunne gjøre Gavn."

Kompagniet "Skanderborg Avis" og "Kolding Folkeblad" falder i den Anledning over os, forbausede over disse vore Ytringer.

De ønsker dem formodentlig nærmer, motiverede, og de skal faa det. De, der kjender noget nærmere til Hr. Oluf H. Jørgensen og hans Virksomhed som Redaktør, vil allerede for længe siden have lagt Mærke til, at hans Specialitet er Meddelelser om mere eller mindre private Forhold. Det er Krydderiet, der drysses paa hans Organ. Vi skal give et lille Exempel. For nogen Tid siden var der Tale om nogle Forandringer ved Redaktionen af "Aarhus Amtstidende". Hr. Oluf Jørgensen fik under en privat Samtale tilfældig noget at vide om Forhandlinger, der fandt Sted i denne Anledning, Forhandlinger, som vare svævende og som endnu vare langt fra deres Afslutning. Saa snart Hr. Jørgensen kom hjem, satte han alt, hvad han vidste i "Skanderborg Avis", nævnede Navne og sparede sig i det hele taget ikke i nogen Henseende i Retning af Meddelelser om de aller intimeste Forhold ved Bladet. Ethvert Menneske, der har ringeste Smule Takt, forstaar Forsyndelsen og indser, at den burde være besvaret med en Revselse, saa meget mere som Meddelelsen kunde være til megen Gene for en af de deri nævnte Personer. Vi gjorde imidlertid ikke noget ved Sagen, vi lod Hr. Jørgensen løbe videre, og han er bleven i Vanen indtil han nu har løbet Panden mod N. J. Larsen. Her har han truffet en Mand, der gider paatage sig det Arbejde at belære ham om, at der er noget, der hedder Takt, og at dette noget afholder dannede Mennesker fra at servere alle mulige private Forhold til Beståelse for et Blads Læsere.

"Kolding Folkeblad"s Enevold Sørensen tager Anledning af vore Ord til at komme med følgende vise Bemærkninger:

"Ja rigtigt, "Aarhus Amtst." har vist her truffet Sømmet paa Hovedet. Det ligger i Luften under den nuværende Situation, at der er noget, det er tilladt at sige, men ogsaa noget, man skal tie med, naar man vil regnes til de artige, - men det er dog næppe sikkert, at Vælgerne i Længden ere tilfredse med Fortielsen"."

Men Hr. Enevold Sørensen gaar i en betænkelig Grad galt i Byen. Vore Bemærkninger om Processen har ikke noget med Politik at gjøre, hverken med den almindelige Venstrepolitik eller med den ejendommelige Enevold Sørensen'ske.

Vi bryder os meget lidt om Hr. Oluf Jørgensens Politik, den er saa vist ikke en Gang en Proces værd; men vi ønsker ham en Smule tugtet for den almindelige Plaprevornhed, der har karakteriseret ham saa længe han har været ved "Skanderborg Avis".

(Aarhus Amtstidende 22. august 1887)

Skanderborgs Ødelæggelse. I en Korrespondance til "Jyllp." fra Skanderborg angaaende det mislykkede Protestmøde hedder det bl. A.: Som bekjendt har Redaktør Hr. Oluf H. Jørgensen ("Skb. A. Av.") jo allerede i lang Tid i sit Blad raset mod alle dem, der ikke ville danse efter hans Pisk. Særlig er dette gaaet ud over Handelsstanden, altsaa over de Folk, som i sin Tid tog Aktier i hans Blad, og som daglig støtte ham med Avertissementer og formodentlig ville vedblive dermed, da man ifølge Skriftens Ord skal gjengjælde Ondt med Godt, overladende til Hr. Redaktør Oluf H. Jørgensen at anvende det modsatte.

Allerede i en længere Aarrække synes det, at have været Hr. Oluf H. Jørgensens Opgave, uagtet han er Frimurer, gjennem sit Blad at udsaa Had og Bitterhed mellem de forskjellige Partier, og det er desværre ogsaa saavidt lykkedes, om det end maa siges til vort Demokratis Ære, at Pluraliteten holder sig for god til at deltage i saadanne Løjer som i Søndags.

Naar undtages enkelte politiske Fanatikere, skal man lede længe, inden man finder en mere hæderlig Landbostand end i Skanderborg-Egnen. og derfor vil vist alle Næringsdrivende med Glæde hejse Flag for dem, til hvilket Parti de end høre, kun ikke, naar de trues dertil med Svøben.

Indsenderen maa imidlertid med Beklagelse meddele, at disse disse brave Frihedsmænd, takket være Hr. Oluf H. Jørgensens Anstrængelser, nu have sat den økonomiske Krig i Scene efter en stor Maalestok. Det lille venlige Skanderborg skal nu ruineres, hvad det koste vil, ogsaa Venstremændene maa gaa med i Faldet.

Hvilken stolt Følelse maa det ikke være for ren Mand med Konsorter, som er Ophav til denne Tilstand, om kort Tid at kunne gaa igjennem Byen og se paa de lukkede Butikker og forarmede Haandværkere, og saa at kunne sige til sig selv: "Se dette er Altsammen mit Værk."

Maa det endnu være mig tilladt at tilføje, at alle Retsindede, saavel Venstre- som Højremænd i By og paa Land, fordømme den Ufred, Hr. Oluf H. Jørgensen udsaar i sit Blad, og at den Tid mulig ikke turde være saa fjærn, da Hr. Oluf H. Jørgensen selv dumper i den Grav, han opkaster for Andre!

Særlig i den senere Tid har han faaet saa godt som hele Byen imod sig, og skal man dømme efter Landboernes Udtalelser, da tænkes der nu ogsaa for Alvor paa at faa et andet Blad til at afløse "Skanderborg Amts Avis".

Skjøndt det vel ogsaa maa være Handelsstanden i Skanderborg tilladt at have sin Mening, er den ikke første Gang endnu optraadt som politisk Modstander af Landboerne, men har ved enhver Lejlighed holdt sig udenfor alt det politiske Kjævleri, hvorpaa vor Egn, takket være Hr. Oluf H. Jørgensen, er saa rig.

* * *

Af et Brev, vi have modtaget fra Skanderborg, ses det, at Redaktør Jørgensen i sin Prædiken økonomisk Krig kun har fulgt Opfordringen fra Redaktør Bojsen fra "Hors. Folkebl.", og skjøndt disse to Kavalerer ellers hidtil har maalt hinanden Skjæppen fuld med Skjældsord, har det dog ikke hindret den lille Skanderborger i at tage ved Lære af sin demokratiske Værtscelle i Horsens. Ved Punchesoldet efter "Protestmødet" optraadte Bojsen nemlig som Forkynder af den økonomiske Krig, og idet han stillede sig frem paa Verandaen med Armen udstrakt og Fingrene krummede som Kløer, udraabte han: "Jeg skulde blot være Redaktør i Skanderborg i otte Dage, saa skulde jeg gribe den lille Klat Højrefolk med disse Kløer og knibe dem, fordi de ikke slagede, saa de skulde komme til at føle det."

Og den lille Skanderborger, der ligesom sin store Kollega i Horsens har "Friheden" indskrevet på sin Fane gik hjem, satte sig ned og skrev som han gjorde for at skaffe sig et ligesaa misundelsesværdigt Navn som Redaktør Boisen

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. september 1887)

Avisen må have været en god forretning, for 1887-1895 var Oluf H. Jørgensen blandt de største skatteydere i Skanderborg. I maj 1888 solgte Oluf H. Jørgensen Skanderborg Amtsavis til et interessentselskab af landboere i Skanderborgegnen for 40.000 kr. Jørgensen fortsatte som bladets redaktør.

Da formanden for Horsens Andelssvineslagteri i marts 1889 foreslog en modtagestation for svin der skulle leveres til slagteriet i Horsens, delte meningerne sig i de som ville have et selvstændigt slagteri i Skanderborg og de som tilsluttede sig det eksisterende i Horsens. Oluf H. Jørgensen var for det første, og sådan blev det: det blev stiftet december 1889 med kun 2000 svin indtegnet, og åbnede 21. august 1890. Tiden var imidlertid ikke til små slagterier. Tilsvarende små slagterier i Odder, Skjern og Varde lukkede omkring 1890. I Skanderborg måtte slagteriet reorganiseres i 1894.

Nordhavnen. (Efterskrift til Politivennen).

Ved det store Havnearbejde nord for Byen ved de gamle Kalkbrænderier har der hele Sommeren i Aar ligesom i de forudgaaende Somre været udfoldet en travl Virksomhed, og man begynder nu saa smaat at kunne danne sig et Begreb om, hvorledes dette Havneanlæg, naar det om et Par Aar er færdigt, vil komme til at se ud.

Det er meget betydelige Arbejder, her er i Gang. hvilket ogsaa tilstrækkelig vil fremgaa af, at de nu har været i uafbrudt Gang lige siden Paabegyndelsen i Efteraaret 1883 med en Arbejdsstyrke af ca. 300 Mand om Sommeren og ca. 100 Mand om Vinteren.

Havneanlæget i færdig Skikkelse vil omfatte: en Havn paa Størrelse som 14 Tdr. Land, 1200 Fod lang og 600 Fod bred, med en Dybde af 24 Fod Vand over det hele; fremdeles en mindre Havn nord for den store med Indsejling fra samme. Den mindre Havn blev allerede forrige Efteraar færdig og har siden været stærkt benyttet; den har en Størrelfe som 2 Tdr. Land og en Dybde af 12 Fod Vand. Endvidere skal der anlægges en Kai i lige Linje fra den store Havns Landbolværk langs Søen helt ind til Byen, hvorfor det nuværende Terræn langs Strandpromenaden i de kommende Aar helt vil skifte Udseende. Saavel Havnen som Kaien vil komme til at ligge ca. 800 Fod øst for den nuværende Strandpromenade, hvorved der vil fremkomme et Areal af betydelig Størrelse til Bebyggelse og Anlæg af en bred Hovedgade. For en Del af Strandpromenadens Vedkommende, nemlig mellem Lautrups Plads og Gasværkshavnen, er den 800 Fod brede Passage allerede tilvejebragt ved Opfyldning.

Den lille Havn, der ligger foran Kalkbrænderifortet, hvor den er omgivet med en svær Mole imod Søen, saavel imod Nord som imod Øst. og forsynet med en rummelig Havneplads har en lun og i alle Maader for Skibe fortrinlig Beliggenhed og er forlængst færdig til at optage Skibe, medens dette endnu langt fra kan siges at være Tilfældet med Hovedhavnen. Arbejderne ved denne skrider dog godt fremad, og med Uddybningen af selve del kolossale Havnebassin fra 10 til 24 Fods Vand er man i Sommerens Løb naaet saa vidt, at enkelte større Skibe i Eftersommeren har kunnet anløbe Havnen og lægge til ved Bolværket, der langs Landsiden for største Delen er færdigt. Der er dog endnu langt tilbage, inden hele Bassinet og Indløbet til Havnen er uddybet. Indløbet er endnu kun en smal Rende, men færdig skal det have en Brede af 200 Fod inde ved Havnen og 400 Fod ude ved Kronløbet, hvor det begynder; det bliver saaledes tragtformet, for at udefra kommende Skibe uden Vanskelighed kan passere ind i del. Selve Indsejlingen til Havnen skal have en Brede af 200 Fod, og der vil her paa hver Side blive anbragt et stort Fyr.

Uddybningen af Havnen og Indløbet foregaaar ved Hjælp af Dampmuddermaskiner. Fylden bliver, efter at være optaget, dragt i Pramme, hvorefter den føres i Land og transporteres videre paa de paa Skinner løbende Tipvogne for at anvendes til Opfyldning langs Strandpromenaden. For Tiden haves kun nogle enkelte Maskiner i Arbejde, da Resten er under Eftersyn.

De betydelige Arbejder, som vil give Beskæftigelse endnu i et Par Aar, udføres af selve Havnevæsenet med Havnebygmester Møller som den øverste tilsynshavende.

Først henimod Efteraaret 1891 formener man, at Arbejderne kan være sluttede

(Morgenbladet (København) 30.november 1887).

Der er tale om anlægget af Nordbassin og Redhavnen. Det var de ældste dele af Nordhavnen.