Den mosaiske Menigheds vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

På denne er der blevet opført et kapel i overensstemmelse med den allerede opførte hegnsmur og inspektørbolig i romansk stil af røde sten med rig anvendelse af huggen sandsten i gesimser og bånd samt glacerede og uglacerede formsten. Bygningen er placeret midt i det samlede haveanlæg og er udv. målt 48 alen lang og 33 alen bred; den består af et hovedskib med Indgang fra nord og korrunding mod syd og et lavere sideskib på hver side af midterskibet. I det ene sideskib findes ligværelser, rum i hvilke ligene tvættes, samt opholdsrum for de vågere, der efter jødisk ritus skal være til stede ved liget indtil begravelsen; i det østlige sideskib er indrettet en stor åben hal med bjælkeloft i gammeldags stil med forskellige farver, ved hvilket arrangement der er tilvejebragt en stemningsfuld siddeplads med vid udsigt over en del af begravelsespladsen, bag hvis grænser den flade kyst ved Kalveboderne, stranden og Amager danner en fredelig landlig baggrund. Her kan de besøgende fra hovedstaden hvile ud, og her kan i ugunstigt vejr en del af det ceremoniel, der under almindelige forhold ved begravelser foretages under åben himmel, finde sted i læ for regn og blæst. Fra denne hal er der endvidere adgang til præstens værelse og til den vestibule, hvorfra adgangen er til damernes pladser.

Kapellet på Mosaisk Vestre begravelsesplads, set fra "bagenden". Indgangen ligger mod venstre i fotoet. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Adgangen til selve kapellet finder sted for enden af den brede, med chausse og gangstier forsynede hovedalle, der begynder ved indkørselsporten til hegnsmuren og fører lige op til kapellets nordre gavl, foran hvilken der er anbragt en stor og vid portal, hvis rundbuer bæres af 2 polerede, røde granit- og 4 terrakottasøiler med forskelligartede mønstre. Fra portalen fører monumentale egetræsdøre ind i den egentlige, flisebelagte vestibule, hvis vægge er dekorerede med lyse farver, mens bjælkeloftet har fået noget kraftigere præg; her er den egentlige indgang til selve kapellets begravelseshal; denne består af et rum 37 alen langt og 18 alen bredt, begrænset modsat vestibulens indgang af en mægtig bueåbning, under hvilken præstens talerstol og katafalken er placeret. Bag denne bue strækker sig det halvrunde kor, i hvilket sangerne og orgelet har plads, skjulte for følget bag en høj dekoreret egetræsplanke. Hallens væsentlige smykke er den åbne, lette tagkonstruktion, hvis dragere og søjler er forsirede med vekslende lyse farveornamenter, der samles til en harmonisk helhed i belysning fra 42 rundbuede vinduer, der som et sortløbende galleri er anbragt under gesimsen. Kapellets indvendige højde til tagryggen er 19 alen, til gesimsen under spærene 13 alen, så at der altså endnu under vinduerne er en temmelig høj mur, der inddelt med pilastre og mellemliggende buer og smykket med malede kvadre og friser i forskellige lette toner danner en rolig og værdig baggrund for den alvorlige handling, som ofte vil gentage sig i dette rum. Ved særlige lejligheder kan lysene tændes i de 10 smedejernslampetter, der i gammeldags former er anbragt på salens vægge.

På gulvet er, adskilt ved en bred midtergang fordelt i 2 rækker, siddepladser for ca. 150 personer foruden særlige pladser for de nærmeste efterladte og desuden ståpladser for ca. 250 personer, altså plads til et betydelig større antal end menighedens nuværende kapel i Møllegade rummer. Kvinderne, der ved de jødiske begravelser sidder adskilt fra mændene, har plads på et åbent galleri, der når hen over hele vestibulen. Når det endvidere bemærkes, at det samlede anlæg er opvarmet og ventileret ved 2 Reckske centralapparater, vil man vistnok selv af denne kortfattede beskrivelse have fået indtryk af hvor meget anerkendelse det jødiske samfunds styrelse fortjener, fordi den ved indretningen af hele den nye begravelsesplads, ved haveanlægget, ved pladsens indhegning og dræning, ved opførelsen og udstyrelsen af selve kapellet har frembragt et samlet hele, der både med bekvemmeligheden og sundhedsplejen for øje og ikke mindst hvad den ydre harmoni og værdighed angår på en heldig måde adskiller sig fra byens øvrige begravelsespladser og nærmer sig adskillige af udlandets lignende nyere anlæg.

Det samlede arbejde har været givet i entreprise til murermester Lytthan S Petersen, for hvem atter følgende håndværkere har arbejdet: Snedkermester V. S. G. Nielsen, der har leveret det smukke snedkerarbejde, også stolestaderne, korskranken og de store egetræsdøre, glarmester Du Vier, der har indsat de mønstrede, blyindfattede ruder i forskellige farver, stenhugger V. Nielsen, Nørrebro, som har haft alt sandstensarbejdet og også leveret de polerede granitsøjler, endvidere har Frederiksholms Teglværker på en overordentlig smuk måde udført de mange forskelligartede glacerede og uglacerede terrakottaarbejder. Malermester E. Mollmann har udført Malerarbejdet.

Tegningen til kapellet skyldes ligesom tegningen til kirkegårdsmuren og inspektørboligen arkitekt Fred. L. Levy, hvis arbejde fortjener den fuldeste anerkendelse. Det nu fuldendte kapel er en af de smukkeste kirkelige bygninger der i mange år er blevet opført her.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 14. januar 1888, 2. udgave.)

Oluf H. Jørgensen (del 1): Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro 1891.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v.
Del 5 Død og Eftermæle. 

Oluf Holger Jørgensen blev uddannet journalist på faderens Ringkøbings Amts Avis (fra 1. april 1871) og Morgenbladet (1873-1876). Som 23-årig blev han redaktør på det nystiftede "Skanderborg Amts Avis" (Venstre) hvor han var redaktør 1876-1897. Han blev dernæst redaktør af "Agrardagbladet" og da dette i 1919 fusionerede med avisen København, medredaktør her.

Skanderborg Amtsavis blev første gang udgivet 2. juli 1876. Før det havde bogtrykker Backhausen forsøgt sig med Skanderborg Avis som lukkede i 1874. Et genoplivningsforsøg som Højreavis samme år (Skanderborg Købstads Avis) udkom indtil 28. september 1876. Skanderborg Amtsavis støttede partiet Venstre, og blev dermed et modstykke til Århus Amtstidende - det dominerende venstreblad i Østjylland. Skanderborg Amtsavis udkom fire dage om ugen og havde i udgivelsesåret 1876 antageligt omkring 400 læsere. Under Oluf H. Jørgensens redaktionsperiode tredobledes dette til 1200 - 25 år efter (1901). Skanderborg Avis blev efter december 1951 udgivet af Silkeborg Avis, og redaktionen blev en lokalredaktion under denne, samtidig med en teknisk modernisering.  Den blev langsomt til Midtjyllands Avis og navnet Skanderborg Amts-Avis fjernedes helt fra 1974. 

Fotograf Lars Dinesen (1840-1903): Redaktør Oluf H. Jørgensen (1852-1920). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nr. 30. Impresario Otto Petersen (Ingen)

contra

Redakter Oluf H. Jørgensen (Ingen).

Højesterets Dom.

Citanten, som hverken selv møder eller ved Fuldmægtig lader møde til bestemt Tid for Højesteret, bør betale 80 Lod Sølv til Vor Frelsers Kirke, førend det tillades ham med denne Sag at gaa i Rette, og saafremt han ikke inden 3 Uger melder sig med Kvittering, at bemeldte 80 Lod Sølv ere betalte, bør han have tabt Sagen og ham ej tillades videre derpaa at tale.

(Højesteretstidende 1886. Højesteretsåret 1885-1886).

I efteråret 1885 var han med til at indsamle penge til lock-outede smede og maskinarbejdere  i København. Fabrikanterne vil tvinge dem til at opgive deres faglige organisering. 

Skanderborgeren er atter vred, denne Gang over de Bemærkninger, som vi sendte ud sammen med vor Meddelelse om, at Folketingsmand N. J. Larsen har anlagt Sag mod vor store samtidige Hr. Oluf H. Jørgensen.

Vi skrev bl. a. dette: "Det er meget prisværdigt af Hr. N. J. Larsen, at han tager sig for at belære Hr. Jørgensen om, hvad man maa sige, og hvad man skal tie med. Det vil sikkert kunne gjøre Gavn."

Kompagniet "Skanderborg Avis" og "Kolding Folkeblad" falder i den Anledning over os, forbausede over disse vore Ytringer.

De ønsker dem formodentlig nærmer, motiverede, og de skal faa det. De, der kjender noget nærmere til Hr. Oluf H. Jørgensen og hans Virksomhed som Redaktør, vil allerede for længe siden have lagt Mærke til, at hans Specialitet er Meddelelser om mere eller mindre private Forhold. Det er Krydderiet, der drysses paa hans Organ. Vi skal give et lille Exempel. For nogen Tid siden var der Tale om nogle Forandringer ved Redaktionen af "Aarhus Amtstidende". Hr. Oluf Jørgensen fik under en privat Samtale tilfældig noget at vide om Forhandlinger, der fandt Sted i denne Anledning, Forhandlinger, som vare svævende og som endnu vare langt fra deres Afslutning. Saa snart Hr. Jørgensen kom hjem, satte han alt, hvad han vidste i "Skanderborg Avis", nævnede Navne og sparede sig i det hele taget ikke i nogen Henseende i Retning af Meddelelser om de aller intimeste Forhold ved Bladet. Ethvert Menneske, der har ringeste Smule Takt, forstaar Forsyndelsen og indser, at den burde være besvaret med en Revselse, saa meget mere som Meddelelsen kunde være til megen Gene for en af de deri nævnte Personer. Vi gjorde imidlertid ikke noget ved Sagen, vi lod Hr. Jørgensen løbe videre, og han er bleven i Vanen indtil han nu har løbet Panden mod N. J. Larsen. Her har han truffet en Mand, der gider paatage sig det Arbejde at belære ham om, at der er noget, der hedder Takt, og at dette noget afholder dannede Mennesker fra at servere alle mulige private Forhold til Beståelse for et Blads Læsere.

"Kolding Folkeblad"s Enevold Sørensen tager Anledning af vore Ord til at komme med følgende vise Bemærkninger:

"Ja rigtigt, "Aarhus Amtst." har vist her truffet Sømmet paa Hovedet. Det ligger i Luften under den nuværende Situation, at der er noget, det er tilladt at sige, men ogsaa noget, man skal tie med, naar man vil regnes til de artige, - men det er dog næppe sikkert, at Vælgerne i Længden ere tilfredse med Fortielsen"."

Men Hr. Enevold Sørensen gaar i en betænkelig Grad galt i Byen. Vore Bemærkninger om Processen har ikke noget med Politik at gjøre, hverken med den almindelige Venstrepolitik eller med den ejendommelige Enevold Sørensen'ske.

Vi bryder os meget lidt om Hr. Oluf Jørgensens Politik, den er saa vist ikke en Gang en Proces værd; men vi ønsker ham en Smule tugtet for den almindelige Plaprevornhed, der har karakteriseret ham saa længe han har været ved "Skanderborg Avis".

(Aarhus Amtstidende 22. august 1887)

Skanderborgs Ødelæggelse. I en Korrespondance til "Jyllp." fra Skanderborg angaaende det mislykkede Protestmøde hedder det bl. A.: Som bekjendt har Redaktør Hr. Oluf H. Jørgensen ("Skb. A. Av.") jo allerede i lang Tid i sit Blad raset mod alle dem, der ikke ville danse efter hans Pisk. Særlig er dette gaaet ud over Handelsstanden, altsaa over de Folk, som i sin Tid tog Aktier i hans Blad, og som daglig støtte ham med Avertissementer og formodentlig ville vedblive dermed, da man ifølge Skriftens Ord skal gjengjælde Ondt med Godt, overladende til Hr. Redaktør Oluf H. Jørgensen at anvende det modsatte.

Allerede i en længere Aarrække synes det, at have været Hr. Oluf H. Jørgensens Opgave, uagtet han er Frimurer, gjennem sit Blad at udsaa Had og Bitterhed mellem de forskjellige Partier, og det er desværre ogsaa saavidt lykkedes, om det end maa siges til vort Demokratis Ære, at Pluraliteten holder sig for god til at deltage i saadanne Løjer som i Søndags.

Naar undtages enkelte politiske Fanatikere, skal man lede længe, inden man finder en mere hæderlig Landbostand end i Skanderborg-Egnen. og derfor vil vist alle Næringsdrivende med Glæde hejse Flag for dem, til hvilket Parti de end høre, kun ikke, naar de trues dertil med Svøben.

Indsenderen maa imidlertid med Beklagelse meddele, at disse disse brave Frihedsmænd, takket være Hr. Oluf H. Jørgensens Anstrængelser, nu have sat den økonomiske Krig i Scene efter en stor Maalestok. Det lille venlige Skanderborg skal nu ruineres, hvad det koste vil, ogsaa Venstremændene maa gaa med i Faldet.

Hvilken stolt Følelse maa det ikke være for ren Mand med Konsorter, som er Ophav til denne Tilstand, om kort Tid at kunne gaa igjennem Byen og se paa de lukkede Butikker og forarmede Haandværkere, og saa at kunne sige til sig selv: "Se dette er Altsammen mit Værk."

Maa det endnu være mig tilladt at tilføje, at alle Retsindede, saavel Venstre- som Højremænd i By og paa Land, fordømme den Ufred, Hr. Oluf H. Jørgensen udsaar i sit Blad, og at den Tid mulig ikke turde være saa fjærn, da Hr. Oluf H. Jørgensen selv dumper i den Grav, han opkaster for Andre!

Særlig i den senere Tid har han faaet saa godt som hele Byen imod sig, og skal man dømme efter Landboernes Udtalelser, da tænkes der nu ogsaa for Alvor paa at faa et andet Blad til at afløse "Skanderborg Amts Avis".

Skjøndt det vel ogsaa maa være Handelsstanden i Skanderborg tilladt at have sin Mening, er den ikke første Gang endnu optraadt som politisk Modstander af Landboerne, men har ved enhver Lejlighed holdt sig udenfor alt det politiske Kjævleri, hvorpaa vor Egn, takket være Hr. Oluf H. Jørgensen, er saa rig.

* * *

Af et Brev, vi have modtaget fra Skanderborg, ses det, at Redaktør Jørgensen i sin Prædiken økonomisk Krig kun har fulgt Opfordringen fra Redaktør Bojsen fra "Hors. Folkebl.", og skjøndt disse to Kavalerer ellers hidtil har maalt hinanden Skjæppen fuld med Skjældsord, har det dog ikke hindret den lille Skanderborger i at tage ved Lære af sin demokratiske Værtscelle i Horsens. Ved Punchesoldet efter "Protestmødet" optraadte Bojsen nemlig som Forkynder af den økonomiske Krig, og idet han stillede sig frem paa Verandaen med Armen udstrakt og Fingrene krummede som Kløer, udraabte han: "Jeg skulde blot være Redaktør i Skanderborg i otte Dage, saa skulde jeg gribe den lille Klat Højrefolk med disse Kløer og knibe dem, fordi de ikke slagede, saa de skulde komme til at føle det."

Og den lille Skanderborger, der ligesom sin store Kollega i Horsens har "Friheden" indskrevet på sin Fane gik hjem, satte sig ned og skrev som han gjorde for at skaffe sig et ligesaa misundelsesværdigt Navn som Redaktør Boisen

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. september 1887)

Avisen må have været en god forretning, for 1887-1895 var Oluf H. Jørgensen blandt de største skatteydere i Skanderborg. I maj 1888 solgte Oluf H. Jørgensen Skanderborg Amtsavis til et interessentselskab af landboere i Skanderborgegnen for 40.000 kr. Jørgensen fortsatte som bladets redaktør.

Da formanden for Horsens Andelssvineslagteri i marts 1889 foreslog en modtagestation for svin der skulle leveres til slagteriet i Horsens, delte meningerne sig i de som ville have et selvstændigt slagteri i Skanderborg og de som tilsluttede sig det eksisterende i Horsens. Oluf H. Jørgensen var for det første, og sådan blev det: det blev stiftet december 1889 med kun 2000 svin indtegnet, og åbnede 21. august 1890. Tiden var imidlertid ikke til små slagterier. Tilsvarende små slagterier i Odder, Skjern og Varde lukkede omkring 1890. I Skanderborg måtte slagteriet reorganiseres i 1894.

Nordhavnen. (Efterskrift til Politivennen).

Ved det store Havnearbejde nord for Byen ved de gamle Kalkbrænderier har der hele Sommeren i Aar ligesom i de forudgaaende Somre været udfoldet en travl Virksomhed, og man begynder nu saa smaat at kunne danne sig et Begreb om, hvorledes dette Havneanlæg, naar det om et Par Aar er færdigt, vil komme til at se ud.

Det er meget betydelige Arbejder, her er i Gang. hvilket ogsaa tilstrækkelig vil fremgaa af, at de nu har været i uafbrudt Gang lige siden Paabegyndelsen i Efteraaret 1883 med en Arbejdsstyrke af ca. 300 Mand om Sommeren og ca. 100 Mand om Vinteren.

Havneanlæget i færdig Skikkelse vil omfatte: en Havn paa Størrelse som 14 Tdr. Land, 1200 Fod lang og 600 Fod bred, med en Dybde af 24 Fod Vand over det hele; fremdeles en mindre Havn nord for den store med Indsejling fra samme. Den mindre Havn blev allerede forrige Efteraar færdig og har siden været stærkt benyttet; den har en Størrelfe som 2 Tdr. Land og en Dybde af 12 Fod Vand. Endvidere skal der anlægges en Kai i lige Linje fra den store Havns Landbolværk langs Søen helt ind til Byen, hvorfor det nuværende Terræn langs Strandpromenaden i de kommende Aar helt vil skifte Udseende. Saavel Havnen som Kaien vil komme til at ligge ca. 800 Fod øst for den nuværende Strandpromenade, hvorved der vil fremkomme et Areal af betydelig Størrelse til Bebyggelse og Anlæg af en bred Hovedgade. For en Del af Strandpromenadens Vedkommende, nemlig mellem Lautrups Plads og Gasværkshavnen, er den 800 Fod brede Passage allerede tilvejebragt ved Opfyldning.

Den lille Havn, der ligger foran Kalkbrænderifortet, hvor den er omgivet med en svær Mole imod Søen, saavel imod Nord som imod Øst. og forsynet med en rummelig Havneplads har en lun og i alle Maader for Skibe fortrinlig Beliggenhed og er forlængst færdig til at optage Skibe, medens dette endnu langt fra kan siges at være Tilfældet med Hovedhavnen. Arbejderne ved denne skrider dog godt fremad, og med Uddybningen af selve del kolossale Havnebassin fra 10 til 24 Fods Vand er man i Sommerens Løb naaet saa vidt, at enkelte større Skibe i Eftersommeren har kunnet anløbe Havnen og lægge til ved Bolværket, der langs Landsiden for største Delen er færdigt. Der er dog endnu langt tilbage, inden hele Bassinet og Indløbet til Havnen er uddybet. Indløbet er endnu kun en smal Rende, men færdig skal det have en Brede af 200 Fod inde ved Havnen og 400 Fod ude ved Kronløbet, hvor det begynder; det bliver saaledes tragtformet, for at udefra kommende Skibe uden Vanskelighed kan passere ind i del. Selve Indsejlingen til Havnen skal have en Brede af 200 Fod, og der vil her paa hver Side blive anbragt et stort Fyr.

Uddybningen af Havnen og Indløbet foregaaar ved Hjælp af Dampmuddermaskiner. Fylden bliver, efter at være optaget, dragt i Pramme, hvorefter den føres i Land og transporteres videre paa de paa Skinner løbende Tipvogne for at anvendes til Opfyldning langs Strandpromenaden. For Tiden haves kun nogle enkelte Maskiner i Arbejde, da Resten er under Eftersyn.

De betydelige Arbejder, som vil give Beskæftigelse endnu i et Par Aar, udføres af selve Havnevæsenet med Havnebygmester Møller som den øverste tilsynshavende.

Først henimod Efteraaret 1891 formener man, at Arbejderne kan være sluttede

(Morgenbladet (København) 30.november 1887).

Der er tale om anlægget af Nordbassin og Redhavnen. Det var de ældste dele af Nordhavnen.

Inspektørerne for Korsør Arbejdsanstalt udtaler sig. September 1887 (4). (Efterskrift til Politivennen)

Tvangsarbejdsanstalten i Korsør.

Fra Inspektøren ved denne Anstalt, Hr. E. W. Schmidt, (der selvfølgelig ikke maa forvexles med Formanden for Fattigudvalget, Kjøbmand Smith), have vi modtaget en omfattende Artikel, som paa Grund af den korsørske Aand og Tone, hvori den er affattet, de Skjældsord, personlige Insinuationer og Udfald til forskjellige Sider, den indeholder, ikke egner sig til Optagelse i "Sorø Amtstidende". Af Hensyn til Sagens fuldstændige Belysning skulle vi dog ikke undlade at meddele de faktiske Oplysninger, som indeholdes i bemeldte Skrivelse.

Inspektøren meddeler, at "Social-Demokratens" Referent introducerede sig paa Anstalten paa følgende Maade: "Han præsenterede sig som en Slægtning af en i Randers bosiddende Mand, der var Autoritet paa Fattigvæsenets Omraade, og hvor man havde til Hensigt at oprette en Tvangsanstalt; af denne Mand var han blevet anmodet om paa Gjennemreise at gaa ind for at se Korsør Tvangsanstalt og indhente Oplysninger om, hvordan en saadan Anstalt bedst burde indrettes og organiseres,"

"Det vides aldeles bestemt af Enhver paa Anstalten", at Inspektøren ikke eier nogen "overspundet Spanskrørsstok, der ender i en Blykugle", som Referenten vil have set ham med; "jeg gik med en ganske almindelig tynd Spaserestok med krumt Haandtag", skriver Hr. Schmidt.

Fremdeles benægter Inspektøren, at man sammenblander Byens Fattige med de daarlige Elementer, som ere indsatte paa Tvangsarbejdsanstalten. "Nei" - skriver han "er der noget Sted, at den hæderlige Fattige behandles godt, saa er det i Korsør, de af Korsørs egne Fattige, som "Social-Demokralens" Referent saa, var tre gamle Kvinder, der opholdt sig i et Værelse for dem selv, og havde han nedladt sig til al spørge dem om, hvordan de havde der, da vilde han have faaet et for ham vist meget utilfredsstillende Svar, idet de kun vilde have ytret deres Glæde over den Behandling, der blev dem til Del, og vilde han ellers have spurgt mig om at maatte se og tale med Byens værdige Trængende, da vilde han have fundet disse paa Sygehuset, hvor de ere anbragte paa Grund af manglende Plads paa Lemmestiftelsen; her vilde han have set, hvorledes de blive forplejede med Sygehusets bedste Forplejning og passede af en Sygepleierske om Dagen og en anden om Natten"

Overskudet, som i Følge "Soc.-Dem." er steget fra 4000 til 7000 Kr, maa efter Inspektørens Beregning reduceres betydelig. Han skriver: "Han [Referenten] har ikke som han siger set Anstaltens Regnskaber med store runde Tal, hvoraf 7000 var det største. Det havde ogsaa været mig umuligt al vise ham disse, eftersom Regnskabet over Anstaltens samlede Indtægter blive opgjorte paa Kæmnerkontoret og ere beroende der. Han har spurgt mig, hvad Lemmerne her beskjæftiges med, og hvilken Indtægt de forskjellige Arbeider, Anstalten befattede sig med, i de senere Aar har kunnet give; dette har jeg opgivet ham efter en lille Lap Papir, hvorpaa jeg for min egen Skyld havde noteret det; men han har som sagt intet Regnskab set her paa Anstalten, og der bliver da Pokker til Forskjel paa, hvad Indtægt Lemmernes Arbeide har givet, og paa, hvad Anstalten giver i Overskud. - Af de 7000 Kr. i Bruttoindtægt ere mindst de 2000 Kr. medgaaede til Raaprodukter; der bliver altsaa højest 5000 Kroners Indtægt for Salg af færdige Haandgjerningsarbeider, Have- og Markprodukler samt Udleie af Folk. Naar man saa holder sig til "Social-Demokratens" egne Tal, at der er 100 Lemmer paa Anstalten, saa har hver Mand altsaa i et Aar tjent 50 Kr., og saa er der endda intet fradraget for Anstaltens Jordareal og Slittage paa Redskaber."

Inspektøren antager, at Kommunerne "baade her i Amtet og i de tilgrændsende Amter, navnlig Holbæk, have al mulig Grund til at være Korsør Anstalt taknemlig for den Liberalitet, man har vist dem ved at modtage deres daarlige Elementer og havt Besvær og Uleilighed af dem, og det for en Betaling af 35 Øre om Dagen." Han veed heller ikke af, "at Kommunerne have beklaget sig over, at deres Lemmer ere blevne behandlede for haardt her; tværtimod, naar der kommer Begjæringer her til Anstalten om Optagelse af Lemmer, staar der som oftest, at man ønsker Vedkommende optaget paa den aller strængeste Afdeling, og naar Sogneraadsmedlemmer afleverer Lemmer her, er det meget hyppigt, at man anmoder mig om endelig ikke at tage for blødt paa dem, men ikke nok hermed; det er hændet mange Gange, naar et Lem atter er udskrevet, at Anstalten da bagefter har faaet stærke Bebreidelser, fordi vedkommende Lem har havt det altfor godt og siet ikke har faaet Frygt for at være her, men har foretrukket Opholdet her fremfor Kommunernes egen Fatttiggaard." - Til Bestyrkelse heraf anfører Inspektøren en enkelt Ytring af Formanden for en anden Kjøbstads Fattigvæsen, hvilken vi imidlertid ikke finde det passende at meddele, da det ses at den er falden i en privat Samtale, samt henviser til et Referat i nærværende Blad af et Amtsraadsmøde, saa vidt han erindrer i Mai eller Juli 1885, "angaaende en Sag om et Lem, der efter at være udskreven af Anstalten, havde indfundet sig hos Amtmanden og klaget over et eller andet, der var overgaaet ham paa Anstalten. Amtmanden forelagde Sagen for Amtsraadet, men Hr. Hansen-Menstrup svarede strax, at det var nok ikke værd at tage for meget Hensyn til den Slags Personer, de bleve aldrig tilfredse, hvordan de saa havde det, og dermed var den Sag ude af Verden."

I Foranstaaende er meddelt alt, hvad der i videste Forstand kan henregnes til faktiske Oplysninger i Inspektør Schmidts Indlæg, og som det ses, er det i det Væsentlige meddelt med hans egne Ord. Vi lade det nu gaa videre til Behandling af dem, der efter deres Stilling til Sagen eller deres Forhold til Anstalten maa føle sig opfordrede til at tage sig deraf.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 8. september 1887).

Korsør Byraad kontra dets tidligere Inspektør.

Forhenværende Inspektør paa Korsør Tvangsarbejds- og Forsorgelsesanstalt, Hr. A. I. Hansen, har henvendt sig til os i Anledning af, at han i "Social-Demokraten"s Gengivelse af Korsør Byraads Forhandlinger har set sig af Fattigudvalgets Formand betegnet som en "uduelig" og "umulig" Inspektør. Selvfølgelig har det ikke været ham behageligt at se sit Navn, knyttet til en saadan Titel, fare Landet rundt. Han har derfor anmodet os om at bidrage til, at denne Beskyldning kommer til at staa i sit rette Lys.

Men da han ikke, trods den korsørske Insinuation, har havt det mindste med vor Fremstilling af Arbejdsanstalten at gøre, ønsker han ogsaa fremdeles at staa udenfor. Derfor lægger han hele sit Forsvar i sine Anbefalinger, som han har forevist os.

Det er nu ellers ikke for Skik at offenliggøre slige private Sager, men her synes de dog at have et vist Krav paa Interesse, idet de stiller de korsørske Byraadsmedlemmers Taktik og Sandhedskærlighed i et ret flatterende Lys.

Hr. Hansen har først i 13 Aar været Bestyrer af en lignende Anstalt i Vissenbjærg paa Fyn. Derfra har han en stor Del Anbefalinger, hvoraf vi har gjort følgende Uddrag:

I den lange Aarrække Hr. A. I. Hansen har virket som Bestyrer af den herværende store Arbejds- og Forsørgelsesanstalt, har vi lært ham at kende som en særdeles dygtig, nidkær og human Mand. Den fortrinlige Orden, der er fremtrædende overalt paa Anstaltens Grund, vidner om, at Hr. Hansen med udmærket Dygtighed forstaar at lede og styre en Flok Arbejdere, hvoraf de fleste hører til Samfundets daarligste Elementer, medens den gode Aand paa Anstalten vidner om, at han er en praktisk Mand, der forstaar at tage sine Folk paa rette Maade. Idet det er os en Glæde at kunne anbefale denne Mand, maa flere af os, som særlig har haft med ham at gøre i hans Egenskab af Regnskabsfører, endnu fremhæve, at hans smukt aflagte Regnskaber altid udmærker sig ved fortringlig nøjagtighed og Akkuratesse.

Vissenbjerg i Januar 1880.

Helm - Petersen,

Lærer.

P. Thorsen,

Sognefoged og Amtsraadsmedlem.

A. M. Madsen,

Proprietær, Imosegaard.

J. C h r. Møller,

Ejer af Skovmøllen og Vædeledgaard,

Formand i Vislinge Sogneraad.

H. Chr. Hansen,

Købmand.

.... stedse har udført det ham overdragne Hverv med Dygtighed, Nidkærhed og Samvittighedsfuldhed. . . .overensstemmende med Sandheden at kunne bevidne.

Odense Herredskontor.

Dahlerup.

....har røgtet sit Hværv til fuld Tilfredshed og Glæde saa vel fra hans Foresattes som Undergivnes Side.... alle som nogen Sinde besøgte Anstalten lagde deres Beundring for Dagen i Anledning af den Orden og Akkuratesse ....

Vissenbjerg Præstegaard.

Struer.

....ved mit hyppige Besøg paa Fattiggaarden at han med Dygtighed, Orden og Paapassenhed har varetaget sin Bestilling. .. . begge (hans Hustru) har været renlige i deres Omgang med Fattiglemmerne og med Omhu og Kærlighed taget sig af Børnene....

Nissen,

Sognepræst.

SamtIige nuværende Sogneraadsmedlemmer har i Forening med en Del andre Mænd her i Sognet sammenskudt en Sum, hvorfor der er indkøbt disse tvende Genstande, som det er overdraget os at overbringe Eder.... at vi har været særdeles veltilfreds med, saaledes som I hidtil har udført den vanskelige og ansvarsfuIde Gærning. . . .at se med hvilken Kærlighed og Omhyggelighed I stedse har sørget for den virkelige Trængende, Syge og Nødlidende, som maa søge sin Tilflugt her paa Anstalten, ligesom I ogsaa med faderlig og moderlig Omhu har taget Eder af den ofte forsømte og vildledte store Børneflok, som er anbragt her og betroet til Eders Omsorg været os en Fornøjelse at gøre os bekendt med Eders hele økonomiske Bestyrelse af Anstalten.... at I endnu længe maa leve og føle Eder tilfreds med at virke her paa Anstalten til Held og Velsignelse saa vel for Kommunen som for Anstalten.

Korsør

...give Hansen det Skudsmaal, at han er en brav og retskaffen Mand, og hans Hustru, der forestod det meget betydelige Køkken m. m., at hun er en dygtig Husmoder. Jeg anser derfor dette Ægtepar for vel skikket til at overtage Økonomien ved en Fattiganstalt, et Sygehus eller deslige.

Borgmesterkontoret i Korsør. den 3. April 1884.

Rump.

....er det mig en Fornøjelse at anbefale som en paalidelig, retskaffen og samvittighedsfuld Mand.... som en sjælden dygtig, proper og venlig Husmoder.

Korsør Apotek, den 20. Marts 1884.

Carl Lundh,

Byraadsmedlem.

"...Jeg tillader mig i saa Henseende at udtale, at jeg anser ham for velkvalificeret til den ommeldte Post (Bestyrer af en Fattig- og Arbejdsanstalt). Han er en dygtig Regnskabssører, har Erfaring, i øvrigt fuldt paalidelig og er derhos en human Mand, som har er hvervet sig almindelig Agtelse ....

Korsør, den 2. Oktober 1882.

G. Strøbech,

Prokurator. Byraadsmedlem

....skønt den Betaling de fik for hver Persons Bespisning kun var ringe, var Kosten dog altid fuldkommen svarende til Reglementets Fordringer ... maa jeg anse Dem for velskikkede til at foreslaa en lignende Økonomi.

Korsør, 1. April 1884.

Høegh-Guldberg,

Distriktslæge.

Disse Vidnesbyrd taler egenlig for sig selv. Den Mand, som i 13 Aar har været: særdeles dygtig, udmærket dygtig, nidkær, human, praktisk, brav, retskaffen, paalidelig. samvittighedsfuld og velkvalificeret til at bestyre en Arbejdsanstalt, bliver ikke saa let over Hals og Hoved "uduelig og umulig", hvis der ikke laa en dybere Grund.

Vi har i vore tidligere Artikler paavist ikke en, men flere Grunde, hvorfor denne Mand ikke ret passede den altformaaende Klike, som styrer Korsør By, til Inspektør paa Anstalten. Men Hr. Rump havde dog næppe derfor ligefrem tvungen Inspektøren til at søge sin Afsked. Derom vidner en uforbeholden Udtalelse fra den korsørske Diktator, der gennem en af vore mange Forbindelse er naaet til os. Hr. Rump svor, at hvis en i Korsør meget omtalt Sygeplejerske, for hvem han nærede særlig Interesse, kom bort fra Anstalten, skulde Inspektør Hansen komme til at følge bagefter. Og da det alligevel skete, var det, at Inspektøren blev "umulig".

Hele denne Sag har dog for os kun én Interesse, den at gøre det klart for vore Læsere, hvem der farer med Usandhed. Man har beskyldt os derfor; men hvad Vægt kan der tillægges slige Beskyldninger, naar de fremsættes af Mænd som Købmand Smith, der i samme Aandedrag gør sig skyldig i en saa dristig Usandhed som den om de 7000 Kr., vi paaviste i vor sidste Artikel. Eller af Mænd som Byraadsmedlemmerne Apoteker Lundh og Prokurator Strøbech, der giver en afskediget Mand, de staar i et mindre venskabeligt Forhold til, Anbefalinger, der ikke er værre end dem ovenfor, men som nu finder det bedre stemmende med deres Kram at bifalde, naar den samme Mand kaldes "uduelig" og "umulig". Hvornaar var Sandhedens Aand over dem, den Gang eller nu? 

Dette er, hvad der vedrører den tidligere Inspektør. Vi skal næste Gang tillade os at meddele vore Læsere lidt andet nyt og gammelt, der er kommet os i Hænde fra vore andre Forbindelser blandt Borgerne i Korsør.

(Social-Demokraten 9. september 1887).

Inspektør Schmidt om Korsør Arbejdsanstalt.

Atter har man langet ud efter os. Men det gaar sørgeligt ned ad Bakke. Den ene efter den anden af de korsørske Avtoriteter paa Fattigforsørgelsens Omraade har vovet deres Skind, skønt kun nødig nok, og de har da ogsaa i en Fart trukket Næsen til sig, thi i Grunden har ingen af dem turdet risikere mere end denne lille udsatte Genstand.

Noget maa der imidlertid gøres, da vi ikke vil give talt, og saa pusser man en "Straamand" ud efter os. Vi kalder nemlig Inspektøren en "Straamand", fordi han dels skal dække Retræten, dels være Skærmbrædt for dem, paa hvem vi i vore Artikler har lagt Ansvaret. Vi skrev i den tredie af vore Hovedartikler: "Det er dog først og sidst ikke den tilfældige Inspektørs mere eller mindre Strænghed, det kommer an paa. Han kan være saa villig et Redskab, han vil, han fastsætter dog ikke Principerne. Var Principet Humanitet, saa fik man sig nok en human Inspektør. Nej, det er det lille Samfund af Bedsteborgere, som her har en rar Malkeko, der bærer Ansvaret for den usle, elendige og uforsvarlige Behandling, de byder deres Medmennesker."

Da disse ansvarhavende Borgere ikke selv kan klare sig, er det, at "Straamanden": den lønnede, afhængige og selvfølgelig lydige Funktionær maa gaa i Ilden. En større Falliterklæring er ikke nodvendig, men os uden Forskel, saa lad os da "stikke til Straamanden".

"Sorø Amtstidende" skriver: 

Fra Inspektøren paa Tvangsarbejdsanstalten, Hr. E. W. Schmidt, (der selvfølgelig ikke maa forveksles med Formanden for Fattigudvalget, Købmand Smith), har vi modtaget en omfattende Artikel, som paa Grund af den korsørske Aand og Tone, hvori den er affattet, de Skældsord, personlige Insinuationer og Udfald til forskellige Sider, den indeholder, ikke egner sig til Optagelse i "Sorø Amtstidende". Af Hensyn til Sagens fuldstændige Belysning skal vi dog ikke undlade at meddele de faktiske Oplysninger, som indeholdes i bemeldte Skrivelse.

Naturligvis, hvorledes skulde han mere end sine andre Ligesindede kunne skrive saaledes, at et anstændigt Blad kan trykke det. Den Oplysning indeholder altsaa intet Nyt, allerhøjst det, at det altsaa er en "dannet" Mand vi har gøre med.

Nu til Oplysningerne.

Hvad vor Medarbejder præsenterede sig for, er virkelig faktisk sandt. Kun undlod han selvfølgelig, som vi alt har meddelt, at holde "Social-Demokraten" op for Næsen af Inspektøren.

Vi skrev, at den tidligere Inspektør færdedes Nat og Tag blandt Lemmerne uden Stok eller andet Vaaben, men at denne Inspektør, da han ledsagede vor Medarbejder, var bevæbnet med Stok. Stokken var en kraftig Hyttel, om der var Blyklump paa den eller ej, slaar ikke vor Kritik af Anstalten til Jorden, men der blev udtrykkelig fortalt for Medarbejder i Byen, at Opsynet paa Anstalten var forsynet med dette Vaaben og Inspektøren selv sagde aldeles bestemt, at den Opsynsmand, der var bleven ramt af en Sten, slog sin Angriber tre Gange til Jorden med en Stok, forsynet med en Blyklurnp. Dernæst disker han op med, at de ikke sammenblander Byens Falitge og Tvangslemmer. Og som Bevis anfører han, at vor Medarbejder kun har set tre gamle Koner af Byens Fattige. De tre Koner har vi ikke omtalt med et Ord, og det er meget muligt, at der er tre gamle Kvinder, der af en eller anden Grund - maaske fordi de er dresserede dertil - vilde sige, at de har det godt. Ikke heller dem, som er indlagte paa Sygehuset har vi beskæftiget os med. Det var ikke Sygeplejen vi skrev om, den sagde man os i Byen var upaaklagelig, derfor har vi ikke angreben den med et Ord. Men hvad de af Byens værdige Trængende angaar, som er indlagte paa Arbejdsanstalten, saa har Fattigudvalgets Formand i sin berømte "frugtbringende" Tale selv indrømmet, at de er der. Desuden har vi - nu da vi har gjort den tidligere Inspektørs Bekendtskab - spurgt ham personlig derom, og han har svaret bekræftende. Ogsaa i hans Tid var Fattige og Tvangslemmer under et.

Dertil kommer yderligere, at vi fra en Mand, som har været næringsdrivende Borger i Korsør i over tredive Aar, har faaet den Oplysning, at Fattigudvalgets Formand, Købmand Smith, for et Par Aar tilbage selv fremsatte det Forslag, at der skulde bygges særligt til Byens værdige Fattige, som han fandt det oprørende at blande mellem de daarlige Elementer. Samme Mand udtalte: "Købmand Smith har efter min Mening virkelig Interesse for sine fattige Medmennesker, men hele den øvrige Klike har for det meste taget Magten fra ham, saa han kun har kunnet udrette lidt. Saa længe Borgmester Rump var Formand for Fattigudvalget, havde de det rædsomt paa Anstalten, men Byens Indignation foranledigede Rump til at træde tilbage, og da Smith valgtes, blev det straks bedre. Smith vilde ikke overtage Posten, hvis det gamle umenneskelige Reglement for Anstalten skulde vedblive at gælde, og udarbejdede derfor et nyt, humanere Reglement, som, saa vidt huskes, navnlig indeholdt Bestemmelser om Adskillelse i dårlige Bygninger af Byens egne værdige Fattige og Tvangslemmer, samt betydelige Forbedringer af Kosten. Dette Reglement satte den "menneskekærlige" Rump sig imod med Hænder og Fodder, og det vakte betydelig Opsigt i Byen, at Rump og Smith i den Anledning ligefrem havde skarpe Sammenstød i Byraadet. Rump og den øvrige Hjerteløshed i Byen sejrede og der indførtes et nyt Reglement, forfattet af ham og et Par andre, og det er dette, som, saa vidt vides, gælder endnu. At det ikke er saa humant som Smiths, er selvfølgeligt, det var jo det, de stredes om.

Købmand Smith sagde den Gang, "at han havde overtaget den byrdefulde Post alene af Kierlighed til de Fattige, thi det var jo skammeligt, som de behandledes paa Rumps Foranledning". Ved samme Lejlighed beærede Smith Borgmester Rump med en saa udsøgt Samling Titler af stærk Natur, at Injurie-Lovgivningen forbyder at gengive en eneste af dem."

Trods alt hvad Hr. Købmand Smith tillod sig at udtale i det berømte Byraadsmøde, anfører vi dog dette. Det tjener ham kun til Ære og Hæder, maa vi end beklage, at han ikke kan gøre Skridtet fuldt ud og stille sig paa vort Standpunkt i den Fattiges Sag. Men det er ikke første Gang en Mand ikke vover andet end lystre den Klike, som kommanderer ham og alle, og endelig ikke første Gang, at han til Slut bliver nødt til at gøre fælles Sag med den, naar tredie Mand trænger den ind paa Livet.

Det næste Inspektøren kommer til, er de berygtede 7000 Kr. Vi beder vore Lasere endelig huske paa, at man først valgte den Taktik at sige, at man kendte ikke til, om der var Overskud af 7000 Kr. eller ej. Man gik saa vidt, at man fik Fattigudvalgets Formand pusset paa at give en Erklæring, som vi truede ham med, hvis den kom i bestemtere Form, at stemple som Løgn. Det var som vi knude høre Prokurator Strøbech sidde bagved og sige: "Sig, vi kender intet Overskud til, saa slipper vi vel fra det". Det er, hvad denne Kuglestøber med et af sine Mundheld plejer at kalde: "anlagt paa at bibringe Folk den Tro". Den Taktik gik altsaa ilke, og derfor har man nu valgt en anden, man sletter sin Inspektør-Straamand til at bortforklare hele Historien.

Han fortæller først, at han ikke har vist os selve Regnskabsbøgerne. Vi skrev den 3die: Anstaltens Inspektør har vist vor Medarbejder en Opgørelse, hvor hvert Aars Overskud stod anført med store Tal. Det største var 7000. Se, det skrev vi. Det var et stort Ark Papir han fremviste, og han bemærkede dertil at det var for Nemheds Skyld, for let at have det ved Haanden, men at det selvfølgelig stemmede nøjagtigt med Bøgerne. Vor Medarbejder spurgte ham udtrykkelig om Anstaltens Overskud, og derpaa var det, Inspektøren svarede: 7000 o. s. v. Nu nytter det ham ikke at sige, at det er Arbejdsindtægt, hvorfra skal drages for Indkøb af Raaprodukter, thi det er ikke sandt. Den tidligere Inspektør har endnu i Dag paa vor Anmodning oplyst, at de 4000 Kr. i hans Tid var Overskud, og det var de 4000 og de 7000, Inspektor Schmidt stillede op aldeles paralelt som Bevis for, hvor dygtig han var i Modsætning til sin Forgænger. Det er let nu at fortælle den Slags Ting, da vi ikke har Adgang til Regnskaberne; men Fortielsen, de to forskellige Fremgangsmaader, dømmer de korsørske Herrer, de vandrer ikke paa Sandhedens Vej!

Det øvrige Inspektøren har at sige, er kun, at de forskellige Sogneraad vist er meget glade ved den Behandling, deres daarlige Elementer nyder i Korsør. Derom skal vi ikke indlade os i Polemik, især da alt hvad han anfører, er intetsigende Snak. Vi har én Gang for alle svaret derpaa den 4de September: Hverken Venstres eller Højres Fattigforsørgelse tilfredsstiller os. Og vi er ikke heller i Tvivl om, at der ogsaa uden for Korsør gives Folk, som helst slipper saa billigt fra deres Fattige som muligt. Der er maaske dem, som helst ønskede de sad i Tugthuset paa Livstid, saa var de da fri for dem.

Frugten af Inspektørens Udfald mod os er altsaa kun ringe. Det kan være bedrøveligt nok for ham og den Klike, han tjener, men det faar være vore Medborgere endnu et Bevis for, at vi har Ret i vort Krav paa bedre, menneskeværdigere Kaar for vore Fattige.

(Social-Demokraten 11. september 1887).

Højre dominerede byrådet og tilbageviste af avisens påstande. Ministeriet lod i 1888 beskyldningerne undersøge; de fandtes alle ugrundede. 

Den 12. marts 1889 lykkedes det for et af lemmerne (Lauritz Jensen, 20 år gammel fra Tårnborg Kommune) at sætte ild til anstalten. En af bygningerne nedbrændte. De 83 lemmer blev interneret i fabrikken "Ceres". Schmidt var stadig inspektør. Social-Demokraten genoptog i maj 1889 sine angreb støttet af bl.a. Sorø Amtstidende.

Mængden af påsatte brande, som anstalten led under gennem hele sin historie, var særlig stor i disse år. I løbet af tre måneder i første halvår af 1889 nedbrændte alle tvangsarbejdsanstaltens bygninger som følge af tre påsatte brande: 10 juni 1889 blev der sat ild til stald- og vaskeribygningen som nedbrændte. Herefter stod kun en bygning med beboelseslejligheder og sygehuset tilbage.

I mangel af illustrationer fra Korsør, her fra Almindelig Hospital i København. Det Kongelige Bibliotek.

Ministeriets afvisning stoppede ikke Social-Demokratens dækning af arbejdsanstalten. Som nævnt offentliggjorde Social-Demokraten mellem disse ildspåsættelser flere artikler. 

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893. 

Vore begravelsesforhold. (Efterskrift til Politivennen).

Vi har modtaget følgende:

Da undertegnede for nylig henvendte sig på Almindelig Hospital, efter at have læst i dødslisten at den der indlagte 80-årige skomagersvend Wilhelm Kroll var afgået ved døden, og efter en ældre bestemmelse i skomagersvendebroderskabets bøger tilbød at lade den afdøde begrave på Skomagersvendenes Sygekasses regning, blev jeg ikke lidt forbavset over nogle pengebeløb som blev mig affordret.

Sagen  er i så henseende følgende: Da jeg indfandt mig på kontoret, blev jeg henvist til kvartermester Ehlers hvor jeg fik dødsattesten udleveret, og blev da af ham udspurgt om jeg ønskede hospitalets præst til at forrette jordpåkastelsen, hvortil jeg svarede ja, men blev da gjort opmærksom på at han boede i Ordrup og ikke var til at træffe før næste dag kl. 1, til hvilken tid jeg mødte. På min forespørgsel til præsten om han var villig til at forrette jordpåkastelsen førstkommende søndag, svarede han bekræftende. Den afdøde skulle begraves fra Vestre Kirkegårds kapel, og præsten forlangte da efter at have påtegnet dødsattesten 10 kr, og så ville han lade mig vide at han ikke gik med til graven, hvilket han ikke havde tid til.

Da den sum jeg havde til min rådighed, ikke kunne strække til når præsten skulle have så meget, spurgte jeg om han ikke kunne gøre det billigere, men herpå ville han ikke indlade sig. Jeg svarede dertil at jeg først måtte tale med sygekassens bestyrelse før jeg kunne tage nogen bestemmelse, og han lod mig da vide at jeg kunne tage en anden præst, men at for han for sit vedkommende alligevel skulle have 2 kr. og så kunne jeg sige kvartermesteren besked da han (præsten) ikke var at træffe mere den dag.

Da jeg tillige med kvartermesteren kom ud på gangen, sagde han at han skulle have 6 kr. for dødsattesten, for lighuset, til stuekone og til portør, hvilke 6 kr. jeg gav ham. Da jeg imidlertid ikke rigtig kunne få det i mit hoved med de mange penge, der  forlangtes på Almindelig Hospital, inden man kunne få et lig i jorden (på Kommunehospitalet affordres intet), besluttede jeg at henvende mig til inspektøren for at få nærmere underretning. Jeg forespurgte først angående præsten om der ikke var nogen bestemt takst for ham, men inspektøren svarede at det var noget han ikke kunne blande sig i, og han tilføjede at hospitalets kapel skulle han have 4 kr, hvilket igen er en mærkelighed, da taksten for at kaste jord på et lig alle andre steder er 2 kr.

Jeg spurgte nu inspektøren hvorledes det forholdt sig med de 6 kr. som jeg havde måttet betale kvartermesteren og han kaldte da på ham og spurgte hvad det var for 6 kr. han havde fordret. Kvartermesteren forklarede det samme som han havde forklaret mig, og inspektøren lod herefter til at finde det hele i sin orden. Sluttelig fik jeg da en kvittering på de 6 kr. Jeg fik dødsattesten undertegnet, så jeg kunne få manden begravet.

Grunden hvorfor jeg har omtalt denne sag i "Social-Demokraten" er dels så fremt ovennævnte fordringer er berettigede, da at spørge om det ikke kan blive lidt billigere at få et menneske begravet, og dels at henlede rette vedkommendes opmærksomhed på hvor nødvendigt det ville være at der boede en præst på Vestre Kirkegård, da det ville lette udgifterne for de fattige ved en begravelse. I al fald ville de bekendte 3 kr. til en vogn til præsten være sparede. Særlig ville det være heldig om sommeren når de fleste præster ligger på landet, så det mange gange er temmelig vanskeligt at få en til at tage på Vestre Kirkegård, med mindre man har godt med jordisk mammmon.

R. P. Daugstrup

Formand for

Skomagersvendenes Sygekasse.

(Social-Demokraten, 8. september 1887)