Pastor Moes Begravelsestale i Harboøre: En hellig Mands Forklaring. (Efterskrift til Politivennen)

Efter en noget lang Betænkningstid er Pastor Moe omsider kommen til det Resultat, at han bør give et Svar paa den Næse, som Biskop Balslev sendte ham den 28. Jan. og Hr. Goos senere lod indrykke i Berlingske.

Hvad der nemlig har taget paa den hellige Mand er Biskoppens Dom om hans Referat af den Svovltale, han holdt i Harboøre. Den lød saaledes:

"De synes bevidst at have udeladt, hvad De havde set, at der mest havde voldt Anstød. Men dette er ikke sømmeligt for en alvorlig og sandhedskærlig Præst".

Nu vil Pastor Moe vel ikke heri have set en "ligefrem Beskyldning for bevidst Underfundighed", men kun en "Mistanke", og han har set saaledes paa Biskoppens Ord, fordi han kun opfattede dem som hans "private Mening"; efter at de er offentliggjorte, staar de derimod for ham som "en Sigtelse for bevidst Omgaaelse af Sandheden" og hertil kan Pastor Moe ikke forholde sig tavs.

Mærkeligt da, at han alligevel har kunnet tie i al den lange Tid, der er gaaet hen siden Offenliggøreisen. Og ikke mindre mærkeligt, at den samme Udtalelse, der fremtræder som en Beskyldning for vitterlig Omgaaelse af Sandheden, naar den staar med Sværte, kan blive til noget ganske andet, naar den staar med Blæk. For en Guds Mand er dette to forskellige Slags Bryg; for en jævn Lægmand smager det som eins Bier.

Om Udeladelsen af den Ytring, hvori Pastor Moe sendte de druknede Fiskere ind i Helvede, erklærer Pastoren, at den skyldtes en "slet og ret Forglemmelse"; han vidste nok, at han havde brugt disse Ord, han huskede dem kun ikke, den Gang han nedskrev sin Tale. Netop da det gjaldt om at huske sig om, var det, at Pastor Moe blev saa glemsom.

Den anden Ytring - den, at Baadlavet nu enten maatte gøre Alvor af sit Løfte eller give sig Satan i Vold - , havde Pastor Moe forsaavidt ikke glemt, som han jo nok huskede at have sagt noget mere, end han skrev; men da han ikke rigtig erindrede Ordene, lod han dem ligge. Det kom jo ikke "saa nøje an paa de enkelte Ord".

Saaledes lyder Pastor Moes Forklaring om den anden Ytring; han siger selv om den, at han ved, "Mange har ondt ved at tro mig paa dette Punkt". Vi tør maaske derfor rolig gaa ud fra, at det ikke er den Første den Bedste, der tager den for gode Varer.

Ogsaa en anden Ting erkender Pastor Moe; han indrømmer, at han ved Gengivelsen af sin Tale "ikke handlede med den tilbørlige Betænksomhed". Dette ser han "fuldkommen tydelig nu bagefter", da det er godt og vel en Postdag for sent.

Der er Nogle, der har ment, at Pastor Moe vilde finde det passende at tage sin Afsked ovenpaa den strænge biskoppelige og ministerielle Tilrettevisning; men herom forlyder der Intet i Pastorens Artikel. Der er følgelig ingen Grund til Frygt; Pastor Moe vil ogsaa i Fremtiden lade mangt et godt Ord falde om Helvedes Luer og den evige Pine.

Naturligvis kan En og Anden spørge, hvorledes en Præst, der af sine Overordnede er bleven sigtet - eller i alt Fald har følt sig sigtet for "bevidst Omgaaelse af Sandheden", kan finde sig egnet til vedblivende at forkynde Herrens Lære for den kristelige Menighed. Der er hertil kun at svare med det gamle, prøvede Ord, at en Daare kan spørge om mere, end ti Vise kan besvare.

(København 23. maj 1894).

Pastor Moes begravelsestale 1893 udløste en landsdækkende debat om Indre Mission. En udtalelse i Vamdrup Kirke 1894 medførte en retssag og en bøde ved Højesteret. Det indtil 1936 indremissionsk dominerede Kristeligt Dagblad blev grundlagt 1896 i forlængelse af debatten. Moe var formand for Indre Mission 1915-1927.

Senere mærkesager for Indre Mission var modstanden mod kvindelige præster (lov af 1947), genindførelse af dødsstraffen "Guds Lov" (1945) og fordømmelse af børn uden for ægteskab. 

Pastor Moe vedblev med lignende begravelsestaler. I juli 1922 holdt han en tale over en forulykket overportør Hansen. Heri udtalte Moe at det var et ulykkestilfælde som Gud lod ske for at få de mange jernbanefolk i tale, samt den forlulykkedes hustru. På denne blog vil du også kunne finde andre indremissionske præster som ved begravelser udtalte lignende, bl.a. pastor Ussing i Jesuskirken i Valby.

Af litteratur findes bl.a. Peter Cecilius avidsen (1866-1935): Harboøre. Fortiden. Pastor Moe. Stormnatten. Dommen. (1896). Han var født i Klinkby vest for Lemvig som søn af en smed. Han fik en læreruddannelse og blev i 1891 forstander for Haslev højskole, der var tilknyttet Indre Mission.

Den indledes med en beskrivelse af landskabet og Harboøres fortid. Forfatterens eget synspunkt ligger formentlig op af den "protest" som nogle fiskere skrev til Berlingske til støtte for pastor Moe (se ovenfor), altså om hvordan pastor Moe kom til et syndigt og kriminelt samfund og fik vendt dette til et bedre sted. Den indeholder imidlertid også dokumentation ikke blot i form af artikler fra aviser, men også breve til pastor Madsen og pastor Moe (både for og imod) som kan belyse de forskellige synspunkter.

Kronprindsens Besøg på "Almindeligheden". (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstadsbreve.

(Fra vor særlige korrespondent).
Kjøbenhavn, den 18. Maj.

Kronprinsen i "de Gamle" By. HS. kgl. Højh. Kronprinsen indfriede i Forgaars et gammelt Løfte, som han gav for omtrent to Aar siden, forinden det nye "Almindeligt Hospital" toges i Brug. Hs. kgl. Højhed boede nemlig Dør om Dør med Lemmerne i det gamle Hospital, hvis Bygninger støde op til det kronprinselige Palæ og Kronprinsen gik da Dagen før Udflytningen til den nyopførte Anstalt i Nørre Allee ind til de gamle Lemmer, takkede dem for godt Naboskab og lovede at besøge dem i deres nye Hjem, hvilket Løfte Kronprinsen nu har indfriet.

Oprindelig skulde Anstalten have havt det kongelige Besøg for nogle Dage siden - der var da stor kirkekoncert af 15 unge Damer, alle tilhørende Landets fineste Aristokrati, under Ledelse af Pianistinden Fru Ina Lange; men forskjellige Forhindringer gjorde Udsættelsen af det kongelige Besøg nødvendig til i Forgaars.

Kronprinsen førtes omkring paa den vidt udstrakte Anstalt af dens Inspektør, Kancelliraad Kruse, og Fuldmægtigen. Hr. Lehmann, og Besøget varede fulde tre Timer.

Det siger sig selv, at Kronprinsen, hvis gode Hukommelse, hvad de enkelte Patienters Navne og Forhold angik, vakte berettiget Beundring, oplevede adskillige fornøjelige Episoder under Gjensynet med sine tidligere Naboer, og Besøget vilde sikkert have varet den dobbelte Tid, om ikke den opmærksomme og omhyggelige Inspektør af Frygt for, at den høje Besøgende skulde trættes, stadig gjorde opmærksom paa, at der endnu var Meget, Meget at se.

Ikke destomindre vilde Kronprinsen have indgaaende Besked om den eller den og syntes han at savne et kjendt Ansigt, spurgte han strax, hvor hun eller han var henne, og lød Svaret, at Vedkommende var død, vilde Hs. kongl. Højhed have nærmere at vide om den Afdødes sidste Leveaar osv.

Særlig rørende var Gjensynets Glæde, da Kronprinsen traadte ind til de to 87-aarige Tvillinger, Frøknerne Jørgensen; de to gamle Damer, der have fulgt hinanden Livet igjennem og have været henved 30 Aar paa Anstalten, vare henrykte over at se en - som de sagde gammel Bekjendt igjen; de havde nemlig paa bet gamle Hospital Vinduespladser ud til Amaliegade, og hver Morgen, naar Kronprinsen gik sin Morgentur, udvexledes der hjertelige Hilsener fra alle Parters Side.

Fra de to Tvillinger gik Kronprinsen ind til "Guldfrøkenen", der har faaet sit Navn fra hendes overdrevne Lyst til at pynte sig med Guld- eller rettere guldlignende Sager; hele hendes Overkrop er belæsset med lutter Smykker af ingen eller ringe Værdi og det Hovedbaand, hun beklagede sig over at savne, for at Udsmykningen kan være fuldstændig, har hun nu. Hun konverserede Kronprinsen paa det Ivrigste, og denne fik sig en hjertelig Latter, da hun til Afsked i pureste Alvor udbrød: "Farvel, Kronprinsen, hils Deres Døtre!"

I Vaskeriet talte Kronprinsen med denne Afdelings Original, Jomfru Emma. Det vil sige, han talte egentlig ikke med hende, da hun slet ikke gav Agt paa hans Nærværelse, og da Inspektøren gjorde hende opmærksom paa, at hun godt kunde lade Arbejdet hvile for at hilse paa Hs. kgl. Højhed, svarede hun uden at vende sig fra sit Arbejde: "Sin Pligt skal man først og fremmest passe".

Fra Vaskeriet gik Kronprinsen med Følge ind i Kjøkkenet, hvor her netop anrettedes Middagsmad til Anstaltens 16-1800 Beboere. Hs. kgl. Højhed fik Lyst til at smage paa Maden og der blev da af den store Gryde øset en Portion Kartoffelsuppe og en Portion Bankekjød, som smagte den kongelige Gjæst saa godt, at han spiste Alt, hvad der var serveret for ham.

Efter en kort Visit i den lille, monumentale Kirke besøgte Kronprinsen Cellerne, hvor han atter traf en gammel Bekjendt fra det gamle Hospital; det var en gammel Kone, Caroline, der ikke alene er lam i Underkroppen, men hvis Aandsevner ere betydelig svækkede. Hun kjendte dog Hs. kgl. Højhed, der længe og med stor Venlighed underholdt sig ved hende.

Under Kronprinsens Besøg døde forøvrigt den tooghalvtredsindstyveaarige Kone, som for kort Tid siden under et Anfald af momentant Vanvid sprættede Maven op paa sig selv. Inspektør Kruse, som venligst meddelte om Enkelthederne ved den grufulde Begivenhed, beskrev den omtrent saaledes: Anstaltens Funktionærer havde ikke tidligere mærket noget Tegn paa Sindssyge hos hende, kun havde hun alle Dage været en haardhudet Kvinde, som sjeldent gav sig. Da Opsynskonen en Formiddag for kort Tid siden kom ind til hende, saa hun hende sidde nøgen paa Gulvet med en gammel stump Pennekniv i Haanden; med Kniven havde hun tilføjet sig en halv Alen lang Flænge i Maven, hvoraf Indvolde og Blod væltede ud, og hun havde derefter snittet flere Stykker af Tarmene, deriblandt et paa en Alens Længde, og - ved at stikke Haanden ind i det gabende Saar - skaaret Leveren i flere Stykker. Trods de store Smerter gav hun sig ikke, og lige til det Sidste holdt hun uden at kny de svære Pinsler ud. Hun fik dog, en halv Time før Døden indtraadte, en Morfinindsprøjtning, som lindrede hendes sidste Øjeblikke noget.

Men tilbage til vor Beskrivelse af Kronprinsens Besøg.

Hans kgl. Højhed besøgte sluttelig Sygestuerne og Hospitalet, og aflagde forinden Bortkjørselen et Besøg i Administrationskontorerne, hvor han overfor Inspektøren udtalte sin Paaskjønnelse af det patriarkalske Forhold, der hersker mellem Lemmerne og de Overordnede i "de Gamles By", og inviterede samtidig Kancelliraad Kruse og Fuldmægtig Lehmann til Taffel den følgende Dag.

(Ribe Stifts-Tidende 19. maj 1894).

På daværende tidspunkt var Christian 9. (1818-1906) konge (1863-1906). Kronprinsen var altså den senere Frederik 8. (1843-1912) der var konge 1906-1912. Kronprisen var på flere områder forskellig fra den stokkonservative Christian 9. Han var liberal og tilhænger af systemskiftet i 1901.  Foto af Christian Peter Lauritz Wismer. Uden dato. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Mellem Aandssvage: Besøg på "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen)

"Karens Minde" er et Asyl for de haabløst aandssvage af begge Kjøn over Konfirmationsalderen. Patienterne paa dette Sted er saadanne usalige Tilværelser, som man nu og da ude paa Landet kan træffe, tidt bastede og bundne, mishandlede af deres Omgivelser, urenlige, fulde af Utøj, lallende eller mimrende, idiotisk grinende Beskueren i Møde.

Den Dag, da Familie eller Sogn eller Kommune tager sig af en saadan Stakkel og anbringer ham eller hende paa "Karens Minde", gaar den ulykkelige, hvis dunkle og svage Bevidsthedsliv aldrig bliver Menneskeforstand, dog bedre Tider i Møde og  faar den Røgt og Pleje, der nogenlunde kan frede om de spredte og fattige Spor af Sjæleliv, der kan glimte frem. Gode og kjærlige Mennesker tager sig af de ulykkelige, der er fordømte til deres Liv igjennem at forblive umyndige Børn. Under frie og sunde Naturforhold, i hyggelige og venlige Omgivelser rækkes der dem en hjælpsom Haand af det Samfund, der aldrig vil faa sin Ulejlighed med dem gjengjældt. De er og bliver jo dog mislykkede Knapper fra den store Mesters Støbeske.

- Hvor mange Kjøbenhavnere aner "Karens Minde"s Existens?

Alle véd, hvor Bistrup er henne; thi dér kjører jo den blaa Vogn ned hver Torsdag, efter Folkevittigheden i alt Fald.

Men "Karens Minde ligger ukjendt, uanet af de allerfleste, hen i Byens umiddelbare Nærhed. Længst ude paa den landlige Enghavevej, hinsides Frederiksholms Teglværk, ligger Asylet, hvis Jorder - et Terræn paa ca. 16 Tdr. Land - rækker lige ned til Kalvebodstrand.

- - Vi kjører derud en sollys, smilende Foraarsdag. Hvor Byens Husgeledder stopper op og kun hist og her har skudt en enkelt Forpost ud imod Stranden, kjører vi ad den smalle Kjørevej, der paa store Strækninger endogsaa savner Trottoir, mellem grønne Marker, med fri Udsigt over det flakke Vand til Amager med dets røde Huse og snurrende Legetøjsmøller, Kongelunden og den gamle Hollænderby. Et Stykke forbi Teglværket løfter sig af det ellers flade Terræn en smuk og gammel Have med høje, nysudsprungue Linde og Akacier, store, grønne Plæner, renlige Gange. Og midt i den statelige Park, der næsten leder Tanken hen paa en Herregaards Omgivelser, ligger de lave, to-Etages Bygninger i røde Sandsten.

De aandssvage Kvinders Spadseregang ved Karens Minde. Illustreret Tidende nr. 6, 10. november 1895. Den tidligere staldbygnings mursten er fritlagte med hvide horisontale gesimsbånd, matchende hovedbygningen. I dag er de pudsede.

Vi kjører ind i Gaarden. Lænkehunden farer bjæffende ud af sit Hus. En Gaardskarl kommer til paa klaprende Træsko. Det er, som om vi kom paa Besøg hos en velhavende sjællandsk Proprietær.

Og Bygningernes Ydre modsiger ikke denne Forestilling. Hovedbygningen af "Karens Minde", der er opført i 1879 med Statstilskud efter Tegninger af Arkitekt Klein, er et elegant, villalignende, kun lidt langstrakt Hus med to sirlige Sidefløje. Skilt derfra ved Gaardspladsen ligger Udbygningerne, Stalden og Vaskeriet. Den hyggelige Inspektørbolig danner Bindeledet.

Vi modtages gjæstfrit af Anstaltens Inspektør, Hr. Cand. jur. Graae, der fører os omkring i de forskjellige Afdelinger - er er ialt fire.

"Drengene"

Han aabner Døren ind til den første Samlingssal.

"Vær saa artig," siger han. "Her er nu til Begyndelsen en del af vore "Drenge".

Vi følger efter ham, men standser uvilkaarligt lige ved Døren. Saa besynderligt er det Skue, der viser sig for os, at det næsten tager Vejret fra os. 

I det store rummelige Værelse, hvor der er lyst og luftigt, højt til Loftet, Solskin ind gjennem de andselige Vinduesruder, opholder sig en tyve, tredive mandlige Individer sig, siddende, gaaende eller liggende. En Summen af Lyde slaar os i Møde, ikke som af menneskelige Stemmer, nej Knurren og Stønnen og dumpe Brøl. Det første, vort Blik falder paa, er et Par dyrelignende Skikkelser, der sidder i Stole ved én af Væggene, med Benene trukne op under Sig, med Overkroppen idelig rokkende frem og tilbage, med lange, savlende Tunger, der hænger dem ud af Mundvigerne, og med Armene indbundne i en Slags sækkelignende Tragt eller Spændetrøje. Andre af Idioterne kommer hen imod os, med stirrende Øjne, grinende højt med underlig dyriske Kjæver og fremstaaende Tænder i store, blegrøde Gummer.

Dog, hvor langt disse Individer end er nede, synes de alle at kjende den venlige og menneskekjærlige Inspektør, der smiler fornøjet, naar han taler til dem - han er jo for disse Stakler Forsynet selv.

Inspektøren vender sig til os og viser hen mod de to uhyggelige Skikkelser ved Væggen :

"Det er de besynderlige Drøvtyggere", siger han.

Drøvtyggende Mennesker.

Vi tager disse sælsomme Existenser i nærmere øjesyn. Begge hører til de i aandelig Henseende allerlavest staaende Former af Idioter, eller med andre Ord, de staar Dyrene saa nær, at selv deres Spisemaade nærmer sig Dyrenes.

Den ene af Staklerne er nogle og tredive Aar gammel, af Størrelse og Ydre næsten som et tolvaars Barn, bortset fra det stride, stubbede Skiæg. Han er ikke døvstum, men forstaar lige saa lidt Tiltale, som han selv kan tale. Begge Ben er vanskabte, saaledes at Knæleddene danner rette Vinkler. Han kan følgelig ikke gaa, og at bruge Krykker kan man ikke lære ham. Han maa bæres fra Sted til Sted.

Den lange Tunge hænger ham ud af Munden og er underlig svampet. Han savler uafbrudt. Naar han spiser, tygger han første Gang Maden i meget ringe Grad og skynder sig at sluge den. Derefter begynder Drøvtygningen. Han strækker Halsen fremad og bøjer Hovedet bag over, indtil det lykkes ham at faa Opgylpningen i Gang. Hele denne Proces er vilkaarlig og foraarsager ham aabenbart stort Behag. Naar man forstyrrer ham, hvæser han som et Dyr. Saavel ved første Tygning som ved Drøvtygningen minder Tyggebevægelsen i høj Grad om Koens tyggende Sidebevægelser.

En ganske lignende Fremtoninger hans en halv Snes Aar yngre Sidekammerat, der tilmed fra Fødslen er blind.

Begge Staklerne er aldeles hjælpeløse, maa - som iøvrigt mange af deres Fæller - mades og er i høj Grad urenlige. En stor Del af "Drengene" ligger om Natten med Ble.

Med Vilje skriver vi "Fæller" og ikke "Lidelsesfæller". Om nogen Lidelse er der nemlig aabenbart ikke Tale. Ingen af disse Folk er sig deres Tilstand bevidste. Smilende eller fnisende stirrer de fleste af dem paa os. Det morer de ulykkelige at se et fremmed Ansigt.

Mathieu.

(Dannebrog (København) 8. maj 1894).

De aandssvage Mandfolks Spadseregang ved Karens Minde. Illustreret Tidende nr. 6, 10. november 1895.

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 6/6. (Efterskrift til Politivennen).

En Forbrydere.

Et Kriminalbillede fra Halvfemsernes København.

Literaten Martin Jørgensen.

Hans Liv og Levned og sidste Dom.

I Formiddags har Kriminalretten for ottende Gang afsagt Dom over "Literaten" Martin Jørgensen.

Han er en pjokket, ynkværdig Fyr og ligner en udlevet Olding, et Menneskevrag, skønt han kun er 45 Aar.

Han blev født den 4de November 1849 paa Vesterbrogade, hvor hans Forældre havde Beværtning og Øludsalg.

Allerede fra Barnsben var han af stridig og egenkærlig Natur og samme Stædighed udviste han som Dreng i Skolen. Sine Lektier vilde han nødig lære, og for at straffe ham, satte man ham fra Realskolen over i Friskolen.

Ulysten til at lære noget gentog sig efter Konfirmationen, da man satte ham i Sætterlære hos Bogtrykker Sally B. Salomon. Den monotone Lyd af Typernes Klapren, Blydunsterne fra Sættekassen, det ensformige bedøvende Spektakel fra Maskinerne, den stærke, trykkende Varme, alt dette irriterede Martins Sanser, saa han en skønne Dag løb fra Læren.

Saa forsøgte Martin sig i forskellige Handelslære, men hans Hu stod ikke til Livet bag Disken. Han var en idealistisk Sværmer, der drømte om en Gang at blive en stor, berømt Skribent.

Da han var 18 Aar gl., rystede han Støvet af sine Fødder og forlod Urtekrambutiken for at begynde et nyt Liv som "Forfatter".

Det første Værk som Forfatter.

Martin Jørgensens første Værk var en Køkkentrappe-Kolportageroman. Han indrømmer selv, at Bogen ikke var noget literært Værk, men den slog an blandt Kokkepigerne.

Men da Konkurrenterne fik Færten af, at der var Penge at tjene, endte det med, at Martin bukkede under i Konkurrencen og maatte søge sit Levebrød bag Disken igen.

Han fik nu Plads hos en Urtekræmmer paa Nørrebrogade, hvor han gjorde Bekendtskab med den Kvinde, der ødelagde ham i Bund og Grund.

Mathilde Rømer

hed hun, en ung, rig Enke.

Hun, der stadig havde forstrakt ham med Penge en masse, havde givet ham bestemt Løfte om en større Sum til at aabne en Forretning for i Kolonial- og Delikatessevarer paa den daværende Parcelvej.

Forretningen var omtrent startet, men i det afgørende Øjeblik stillede hun Jørgensen de to Alternativer - enten at faa Pengene og gifte sig med hende eller ogsaa - ikke at faa dem.

Efter en større Scene valgte han det sidste.

Fallent. Professionel Alfons. Dramatiker. Antikvar. Karambolage med Politiet.

I fem Maaneder holdt han sin Forretning gaaende paa Kredit, - saa gik han fallit. Efter i nogen Tid at have prøvet et Liv som Alfons, gik det svært ned ad Bakke for ham. Han forsøgte at starte en dramatisk Forening, der dog snart gik i Hundene. Derefter lykkedes det ham at faa pumpet en bekendt Godsejer, der syntes at have fattet Kærlighed til Jørgensen. Ved hans Hjælp lykkedes det J. at nedsætte sig som Antikvarboghandler i Larsbjørnstræde.

Faa sit eget Forlag udgav han nu sin ovennævnte Bog, "Livsnydelse", der paa Grund af sit utugtige Indhold blev konfiskeret og J. ved Højesteret idømt 1 Maaneds simpelt Fængsel.

Fire Agenter, der skulde kolportere 2den omarbejdede Udgave, snød han saa godt, at han i 1885 paany kom i Karambolage med Politiet og fik sig en lille Vand- og Brødtur i 6 Gange 5 Dage.

Aaret efter gjorde han sig paa samme Vis skyldig i Bedrageri og blev idømt 3 Gange 5 Dage paa Vand og Brød.

Jørgensens Antikvarboghandel, der imidlertid var flyttet til Fiolstræde, nød ikke længer Godsejerens kærlige Omsorg og var som Følge deraf svært paa Retur.

Han søger Kompagnon.

For at faa nye Finanser i den slunkne Kasse, averterede "Literaten", som J. kaldte sig i 1887, efter en "Kompagnon". En troskyldig Medborger gik ogsaa paa Limpinden i den Tro, at Jørgensen var en stor Forfatter. Hans tro blev dog hurtig rokket, da han en Dag traadte ind i J.s private Kabinet og saa' den store "Forfatter" liggende paa det bare Gulv - med en stor kinesisk Parasol over sit Hoved.

Da han ikke fik det reglementerede Afdrag af sin Kapital, gjorde han Anmældelse til Politiet, og da det viste sig, at det var et overlagt Bedrageri med falske Kavtionister m. m., maatte J. paany spasere i Hullet. Under Sagens Gang blev han dog atter løsladt, og denne Frihed benyttede han til at lave andre Bedragerier, hvorved han paany blev sat fast. Den første Bedragerisag skaffede ham 18 Maaneder i Forbedringshuset, og inden han havde afsonet denne Straf, faldt Dommen i den anden Bedragerisag, der lød paa 15 Maaneders Forbedringshusarbejde, - altsaa i alt 33 Maaneder Forbedringshusarbejde.

Som Sædelighedsforbryder.

Efter at have udsonet sin lange Straf, levede han i al Stilhed, indtil 1893, da Offenligheden paany beskæftigede sig med hans Navn i Anledning af en mindre proper Historie. En Sommerdag blev J. truffet i en uhyggelig téte-å-téte med to Mandfolk i Østre Anlæg. Herfor blev han efter lang Tids Varetægtsfængsel idømt 200 Kr. i Bøde, som han fik Lov at afsone med Fængsel paa Vand og Brød.

Hans sidste Bedrift. Et Bladforetagende.

Trods Livets Omskiftelser havde J. ikke lagt sin "literære" Virksomhed paa Hylden. I December f. A. fik han paany en Mand, en Tilskærer Nielsen, til at gaa i Tøjet og indskyde Penge i et Bladforetagende, som han - ret betegnende - kaldte "Livsglæden", redigeret af Nils Pan.

Bladet saa dog aldrig Dagens Lys, idet J., da det første Numer skulde udgaa, selv havde forbrugt Pengene, som han skyldte Bogtrykker Knudtzon for Trykningen. Tilskæreren, Bogtrykkeren og en Del brøstholdne Handlende, der havde betalt for Avertissementer i Bladet, meldte Sagen til Politiet, og J. maatte vandre den gamle kendte Gang til Arresten.

I Morges faldt hans Dom, der ogsaa denne Gang lød paa Forbedringshusarbejde i ét Aar.

Martin Jørgensen har trods sine mærkelige Livsprincipper alle Dage været en loyal Mand og har bl. a. givet sine Følelser Luft i en i 1887 udgivet mindre Bog, betitlet: "Fra Kong Christian den Niendes Spasereture".

Hans Majestæt, der selvfølgelig ikke har kendt noget nærmere til Martin, skænkede den kongetro "Forfatter" 50 Kr.

Benatus.

(København 5. maj 1894).

Kriminel "Livsglæde".

"Forfatteren", Martin Jørgensen dømt til Forbedringhus.

Højesteret beskæftigede sig atter i Gaar med den velkendte Sædelighedsforbryder og Bedrager, "Literaten" Niels Martin Jørgensen, hvis Livshistorie vi udførlig meddelte den 5. Maj, da han af Kriminalretten blev idømt et Aars Forbedringshusarbejde - en Dom, han nu havde appelleret til Højesteret.

Han havde denne Gang ligesom tidligere startet et "literært" Foretagende, et Blad, som han gav det velklingende Navn "Livsglæden". Og for at faa Penge dertil havde han averteret efter en Mand, der som Interessent i Foretagendet vilde indskyde 200 Kr. mod at oppebære en maanedlig Gage af 80 Kr.

En Skomagersvend, der hedder Niels Carl Nielsen, var naiv nok til at hoppe paa Limpinden. Med sine surt sammensparede 200 Kr. henvendte han sig den 7. Decbr. f. A. i Følge den indlagte Billet til "Livsglæden"s Redaktør, Hr. Niels Pan alias Martin Jørgensen, der havde Redaktionskontor hos Enkemadam Cederborg paa Kvisten i Ejendommen Nr. 5 i Fredensgade.

Imellem Parterne blev der saa oprettet en Kontrakt, der lød paa, at Skomager Nielsen var antaget som Medhjælper ved Ugebladet "Livsglæden"s Annonce- og Redaktionskontor for en Løn af 80 Kr. maanedlig, og som Sikkerhed for Inkassationerne og til Disposition for Udgiveren indbetalte han de 200 Kr.

Martin skulde selv skrive Teksten til Bladet, og han haabede, at det kunde give Overskud. 7. September havde han sluttet Kontrakt med Bogtrykker Knudtzon i Amaliegade om Bladets Trykning. Det skulde koste 75 Kr. pr. Numer i et Oplag at 2000 Eksemplarer og Bladets Sætning vilde blive paabegyndt, saa snart Martin Jørgensen havde betalt 40 Kr.

Bladet gik ogsaa i Trykken, men det udkom ikke. "Livsglæden" strandede paa Bogtrykker Knudtzon, der partout forinden vilde have de resterende 35 Kroner.

Og det mægtede Martin ikke. Han havde fra den 7. til den 22. December, da Bladet skulde udkomme, forbrugt de 200 Kr.

Skomager Nielsen blev gnaven og anmeldte saa Martin Jørgensen til Politiet, der har holdt ham i Varetægtsarrest fra kort før Nytaar.

Under Proceduren i Gaar var Aktor Højesteretssagfører Salomon og "Literatens" Defensor Kammeradvokat Hindenburg. Resultatet blev, at den indankede Dom, et Aars Forbedringshusarbejde, blev stadfæstet.

Martin Jørgensen overværede Forhandlingerne ved Højesteret.

(København 4. august 1894)

Fredericia Dagblad refererede 6. august 1894 udførligt retssagen. Her blev Martin Jørgensen beskrevet som 45 år gammel, men lignede en olding på 70. Social-Demokraten 4. august 1894 tilføjede at hans øjne var røde, ansigtsfarven gul. Bladet lå færdig fra trykken 22. december 1893. 

Avisen København gjorde den 26. juli 1896 opmærksom på at en af de komiteer der havde påtaget sig ordningen af provinsbørnenes feriebesøg (Foreningen til Provinsbørns Ferieophold) havde hyret Martin Jørgensen som fører for de små feriebørn. 2 dage efter meddelte avisen at han var blev et afskediget. 

Martin Jørgensen flyttede usædvanlig meget omkring. I 1910 kom han på Almindelig Hospital, og 4 år senere på Skt. Hans. Her døde han 23. marts 1917 og blev begravet på hospitalets kirkegård. Dødsårsagen angaves til "Degeneratio myocardii" osv. Dvs. svækket hjertemuskel. Hans titel angives lidt intetsigende som "fhv. agent af København".

Se også: Aage Welblund: Martin Jørgensen: Livsnydelse. Philobiblon. Bind 3-4, s. 109-118. 1951-1952.

Lindevangshjemmet 1/8. (Efterskrift til Politivennen).

 Den 30. oktober 1877 indviedes Lindevangshjemmet, og ved nytår 1877/1878 blev det taget i brug. Lindevangshjemmet var kristent og hørte under menighedsarbejde. En af de ledende i stiftelsen var adelsdamen frk. Regitze Vilhelmine Louise Augusta Barner (1834-1911). Formålet var at videreuddanne løsladte straffede piger til tjenestepigeforretninger. De skulle med andre ord prøve at leve som en hyggelig familie i middelstanden.

Hjemmet havde to etager med kælder, og brænderum, vaskekælder, rullekælder og køkken. På den ene etage boede forstanderinden og medhjælperinden, og der var spisestue, strygestue og direktionslokale. På den anden etage var der 12 soveværelser, et tjenestepigeværelse og en badestue. 

Den blev bl.a. støttet af den Københavnske Forening for den Indre Mission. Hans Peter Gote Birkedal Barfoed (1843-1926) var tilknyttet som læge 1878-1916.

I 1879 havde 11 piger haft ophold på hjemmet. 5 blev bortfæstet. 2 blev bortvist pga "slet opførsel". Ved årets udgang var der 8 piger på hjemmet. I 1881 var der 26 unge piger. Aldersgrænsen var 23-25 år, størsteparten var fra 15 til 18 år. 

Hjemmet ansøgte kommuner overalt i landet om støtte, og bl.a. Ringsted og Skanderborg gav et symbolsk beløb på 10-20 kr. årligt.

Bestyrelsen købte i 1883 en grund på 2.438 kvadratmeter af afdøde købmand F. C. M. Gudmanns bo for 6.500 kr. på Lindevangsvej. Grunden til opkøbet skete for at forhindre grundens bebyggelse af "moderne kaserner" som ikke ville være heldige for hjemmet. Samt en mulighed for udvidelse. 

I 1884 havde der gennem hele året været 70 unge piger. Forstanderinden var frk. Dagmar Holm. Bestyrelsen bestod af stiftsdame frk. Regitza Barner, bispinde B. Martensen, tømmermester H. Kayser (formand), rådmand Abrahams, fabrikant E. Blad og pastor H. Stein.

Anna Fanny Marie Thalbitzer (1847-1932) blev forstander for Lindevangshjemmet i oktober 1891. Hun var datter af en oberst. Efter et uheld i 1911 trak hun sig i 1913 tilbage for forstanderinde.

Annonce for vaskeri i Dags-Telegraphen (København) 16. februar 1889.

Den nuværende adresse er Lindevangs Alle 7, det boligsocial tilbud Lindevangen. I de følgende mange år er der jævnligt omtaler af hjemmet, som alle er rosende.

Lindevangshjemmet.

Ude paa Frederiksbergs yderste Grænse, inde i Lindevangsalleen mellem Villaer og hyggelige, gamle Haver ligger "Lindevangshjemmet". Som Huset ligger gjemt inde her, fjernt fra vor store By, kommer Gjerningen, som øves derinde, Arbejdet for at frelse unge, vildfarne Piger, ogsaa kun sjældent frem for Offenligheden.

Det sker i det højeste on Gang om Aaret - naar Lindevangshjem sender sin Aarsberetning ud, og den naar vel endda kun en snævrere Kreds. Den ligger for os nu, og vi vilde gjærne gjennem disse Linjer gjøro denne Beretning om et stort, taalmodigt og kiærligt Arbejde i Humanitetens Tjeneste kjendt i videre Kredse.

Hjemmets Opgave er at tage sig af unge, straffede Piger i 14-20 Aars Alderen, umiddelbart efter at de har forladt Fængslet, paa en Tid hvor de staar mest forladte og trænger mest til en hjælpende og retledende Haand. Paa Lindevangshjemmet søger man da at oplære disse unge Piger til dygtige Tjenestepiger - de undervises daglig i Vask, Rengjøring, Madlavning osv. Efter Arbejdsdagens Slutning samles de i Hjemmets fælles Dagligstue, hvor der læses højt for dem, medens de reparerer deres Tøj eller er beskæftigede med andet Haandarbejde. Dagen begynder tidlig - om Sommeren Kl. 5½ om Vinteren Kl. 6 - og slutter Kl. 9 Aften. Søndagen er en Hvile- og Fridag for alle i Hjemmet. Pigerne kan læse, skrive, sy paa egne Arbejder eller lege i Hjemmets hyggelige Have - kun én Ting vaages der over: ingen maa være ledige.

Den Gjerning, der øves i Hjemmet Aaret rundt, er ingenlunde let. Det oftest dybt sunkne, forvildede Mennesker, helt forkvaklede Karakterer, der næppe kjender Forskjel paa godt og ondt, disse unge Piger, som kommer fra et vildt Liv, fra Forbrydelser og sidst fra Fængslerne. Enkelte kan ikke rejses mere, der arbejdes forgjæves med dem - men heldigvis er det kun faa. De fleste tager med Glæde og Tak mod det nye Liv: Arbejdet, Orden og kjærlig Behandling af Hjemmets Damer, og det lykkes at redde dem for Samfundet.

Men saa vist som Lindevangshjemmet øver en stor og god Gjerning, har det ogsaa Krav paa Støtte og Hjælp. Ved Henvendelse til Forstanderinde, Frk. A. Thalbitzer, kan man tegne sig for et aarligt Bidrag til Hjemmet eller paa anden Maade støtte det med Gaver.

Vore Fængselsselskaber burde mere end hidtil træde i Forbindelse med Lindevangshjemmet. Hjemmet kræver jo kun en ringe Betaling af 60 Kr. om Aaret for en Pige, og der er ikke Tvivl om, at de for de fra Fængslerne løsladte unge Piger er LIndevangshjemmet en god Vej til et nyt Liv; der vilde beredes Fængselsselskaberne langt færre Skuffelser, om de forsøgte at lade de unge Piger leve et Aars Tid indenfor Lindevangshjemmet, før de sendes ud blandt fremmede Mennesker.

(Dannebrog (København) 4. maj 1894).