I Grønningen. (Efterskrift til Politivennen)

En af de smukkeste Friluftspletter i København er ubestridelig den Del af Grønningen, der strækker sig fra Bredgade ud imod Østerport. Ned imod den gamle, hyggelige Stadsgrav, paa hvis modsatte Side Kastelsvolden løfter sin græsgroede Skrænt med tætte Hegn af Buske og Siv ved Foden, strækker sig saa køn og landlig en Plads, som overhovedet kan opdrives indenfor Stadens Enemærker. Mellem Alleerne ud til Østerport og Stadsgraven staar Grønsværet tæt under store, skyggefulde Trær.

Paa dette Sted var det, at "Legepladsforeningen i København" for snart et Aarstid siden fik indrettet sin første Legeplads for Børn, omhyggelig indhegnet og lukket for de Sjovere, der ellers plejede at gøre Terrænet usikkert og at udsove deres Kæferter paa Bænkene nede ved Stadsgraven, udstyret med en Mangfoldighed af Legeapparater, Gynger, Vipper; Balancebrætter, Klatretove osv.

Foreningen har udstedt sin Aarsberetning for 1891 - 92, Regnskabet for det første Aars Virksomhed. Og med sand Fornøjelse har vi gennemløbet den lille Pjes, der i et jævnt og naturligt Sprog gør Rede for de indledende Skridt, der gik forud for det humane Foretagendes Start, og for Foreningens Liv i det forløbne Aar.

Beretningen minder om, at Stødet til Foreningens Dannelse var de to Artikler, Fru Rigmor Bendix i Septbr. 1890 offentliggjorde i "Berlingske Tidende" under Titlen: "Hvor skulle vore Børn lege?" Disse Artikler vakte et betydeligt Røre; dog gik der et halvt Aar hen, før Foreningen kom til Verden - den 18. April 1891. I Mellemtiden skete de fornødne Henvendelser til Myndighederne og afholdtes et forberedende Møde d. 3. Oktbr. 1890 i Haandværkerforeningens Lokale, Kronprinsensgade Nr. 7, til hvilket bl. a. et stort Antal Læger og Skolemænd var Indbydere. I de følgende Maaneder samledes der derefter Underskrifter til to Adresser, af hvilke den ene til Kommunalbestyrelsen fik 878 Underskrifter, den til Politidirektøren 747. Samtidig henvendte man sig til Krigsministeriet med Anmodning om, at følgende tre Terræner maatte blive udlagte til Legepladser for Børn : det Stykke at Grønningen, der ligger mellem Stadsgraven og Ridestien langs Sporvognsruten, - den Trekant af Østerfælled, der ligger mellem Jakobskirken og Lægeforeningens Boliger - og endelig en Del af Kristianshavns Vold.

Baade Magistraten og Krigsministeriet stillede sig saa imødekommende overfor Andragerne som tænkes kunde. Kun for Kristianshavns Volds Vedkommende viste der sig Vanskeligheder, da Volden dels i Forvejen er taget i Brug af forskellige militære Institutioner, dels for Elefantbastionens Vedkommende allerede stillet til Disposition, dels til Legeplads, dels til Afholdelse af offentlig Musik. De øvrige Pladser overlodes derimod beredvillig den unge Forening, der derefter kunde konstituere sig og vælge sin Bestyrelse, for hvilken naturligvis Fru Rigmor Bendix blev Formand, medens Grosserer Emil B. Sachs overtog Posten som Kasserer. Da Foraaret kom, talte Foreningen 285 Medlemmer med ialt 900 Kroners Aarsbidrag og en Sum af 4200 Kr. én Gang for alle.

Denne Sum satte Foreningen i Stand til at oprette den første Legeplads ude i Grønningen, der aabnedes i Fjor den 25. Avgust, og som siden har kunnet glæde sig ved et stedse stigende Besøg. Til en Begyndelse syntes det, som om Forældrene ikke var ret dristige til at sende deres Børn derhen, men denne Frygt forsvandt snart, efterhaanden som det viste sig, hvor flinkt Kontrollen paa Legepladsen overholdtes, hvor fornøjeligt Smaafolkenes Leg gik derude, og hvor faa Uordner, der forefaldt, af hvilke de værste var, at Børnene om Aftenen ved Lukketid kun nødig vilde forlade Pladsen!

I Efteraarets Løb har man prøvet at indføre ordnede Lege paa Pladsen. Frk. Edle Bentzen har indlagt sig Fortjeneste ved at undervise Børn i Langboldspil. I Aar agter man at udvide disse Øvelser, saafremt de nødvendige Lærerkræfter melder sig. Den Smule af Vinteren, der kunde være Tale om Skøjteløbning, fik Foreningen Tilladelse til at indhegne en Bane paa Kastelsgraven, der blev stærkt benyttet af Børnene og holdt i Orden af dem selv. En Mængde Skøjter, Foreningen fik tilstillet som Gaver, uddeltes iblandt de smaa. - Legepladstoreningen har saaledes allerede ikke haft ringe Glæde af sin Virksomhed i det forløbne Aar. Foreningens disponible Kapital medgik imidlertid til Anlæget at Legepladsen i Grønningen, og for at Foreningen skal kunne forfølge sine humane Formaal videre, kræves der yderligere Tilslutning af private Folk foruden den Myndighedernes Velvilje, paa hvilken man mener at kunne regne.

Indmeldelser kan ske hos Grosserer Emil B. Sachs, Købmagergade Nr. 9, og Aarskontingentet er sat lavt - to Kroner som Minimum - for at saa mange som mulig kan være med at skaffe københavnske Børn rummelige og hensigtssvarende Legepladser, saa vidt mulig til Afløsning af alt det Sjov paa Gader og Stræder, der tidligere saa uhindret har faaet Lov at passere og skabt saa mange smaa, uartige Gadedrenge ud af Børn, der oprindelig slet ikke havde andre af Gadedrengeinstinkterne i sig, end den ganske naturlige og for alle normalt odviklede og levedygtige Børn fælles Lyst til at lege og tumle sig i Friluft.

Qui

(København 17. juni 1892.)

Grønningen set fra en etage i en ejendom mellem Bredgade og Store Kongensgade ca. 1895. Gangsti med spadserende, sporvognsskinner med hestesporvogn. Talrige træer. Kildetekst: Tv. Gammel Husar Kaserne. Midt i billedet. Sporvogns Kjørebanen (maatte ikke befares af andre Vogne) og Spadserestien mellem Toldbodvei og Østerbrogade. Tv. for Kjørebanen ses Ventesalen for Sporvogns-Passagerer. (Mariboe). Kbhbilleder. Fri af ophavsret. Der er tale om det grønne område op til Kastelsgraven - gaden Grønningen blev først anlagt 1905. Kasernen nedrevet få år før. Umiddelbart kan man ikke se legepladsen. Formentlig fordi den lå længere ud mod Østerbro?

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. I det forløbne Regnskabsaar (1ste Mai 1891 til 30te April 1892) har Skolen gjennemsnitlig havt 25 Elever i en Alder af mellem 14 og 18 Aar. 21 af disse Elever vare fra Kjøbenhavn og Frederiksberg. Eleverne vare særlig Døttre af Arbeidsmænd og Haandværkere; 6 vare forældreløse. Skolen er i det forløbne Aar ligesom tidligere bleven ledet af en Forstanderinde, for Tiden Fru Antonia Rodian, og tre Medhjælperinder, der alle boe paa Skolen. Paa Hds. kgl. Høihed Kronprindsessens Fødselsdag den 31te October fejrede Skolen som sædvanlig sin Aarsfest med Sang og Tale. Bestyrelsens Formand er Kammerherre Generalmajor Krieger. Den maanedlige Betaling for Underviisning og fuldstændig Forpleining er 10 Kr. Det hedder i Slutningen af Aarsberetningen, efterat der er ydet en hjertelig Tak til Alle, som hidtil have hjulpet: "Skolen trænger vedvarende til Bistand og Velvillie. Det er vort Haab, at den fremdeles maa gjøre sig værdig dertil." Indtægten har ifjor udgjort 21,482 Kr. 46 Ore. Pensionatet indbragte 3571 Kr., Skolepigernes Contingenter 2550 Kr., Middagsabonnenter 3708 Kr. 77 Øre og Vadsk 3749 Kr. 17 Øre. Statskassens Bidrag udgjorde 1000 Kr. Afdøde Kammerherre, Generalmajor Rægler har ydet et extraordinairt Bidrag af 1000 Kr. Der er i sidste Regnskabsaar afbetalt af Prioritetsgjælden 1200 Kr. ; den er derved gaaet ned til 34,700 Kr., medens Skolens Eiendom i Emiliegade Nr. 3 er taxeret til 60,000 Kr. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1892).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Indvielsen af det store Kapel. (Efterskrift til Politivennen).

I går formiddags kl. 11:30 fandt den højtidelige indvielse sted i det store kapel i overværelse af talrige indbudte og endnu flere "tilfældige tilstedeværende". Vi noterer af forsamlingen borgmester, etatsråd Hansen, justitsråd Abrahams (af begravelsesvæsnet) en stor mængde af hovedstadens præster, borgerrepræsentanter og kommunale embedsmænd.

Kgl. konfessionarius, stiftsprovst Paulli holdt talen: Når man ellers indvier et hus, er det med mange forhåbninger og lyse drømme, men ved indvielsen af dette hus ved man på forhånd, at man kun går ind til det jordiske livs afslutning, til sorg og smerte. Dog - bygningens spir peger mod himlen og bringer på vidunderlig tavs måde den gamle hilsen til nadvergæsterne: "Hjerterne opad!" Medens mange forgæves søger trøst i den evige smertefulde natur eller i sit eget selviske, oprørte indre, vil den kristne altid kunne finde trøst i troen, som er og bliver en stille understrøm, endog under sorgens og kampens oprørte bølger. Og for den troende er døden ingen endelig afslutning. Over alle lukkede grave hvælver sig den vide himmel. Taleren sluttede med en bøn og lyste velsignelsen.

Et kor afsang under højtideligheden salmerne: "Til himlene strækker din miskundhed Gud" og "Sørger ej for dem, der sove". Sangen klag særdeles smukt. De akustiske forhold var også heldige for præstens tale.

Efter indvielsen gik de fleste indbudne en runde på den smukke kirkegård som er så rig på tiltalende udsigtspunkter. I forbigående bemærkede justitsråd Abrahams at der endnu kunne indlægges 125 tønder land til kirkegården, men selv med disse ville den, om dødeligheden i fremtiden forholdt sig efter samme skala som hidtil, blive utilstrækkelig allerede i år 1906.

Begravelserne fra de nye kapeller begynder på søndag.

(Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 16. juni 1892).

Det store kapel (i dag kaldet Nordre Kapel) få år efter opførelsen. Fra Vestre kirkegårds 100 årsjubilæum.

En politihest og en politiassistent. (Efterskrift til Politivennen)

 Huhej! Hestehove knalder mod brostenene, børn og gamle jomfruer flygter rædselsslagne til alle sider - det er Lützows wilde verwegene Jagd, der hærger Københavns fredsæle gader eller med andre ord det er politiinspektør Theodor Petersen og politiassistent Thorvald Smit, der rører deres vældige gangere.

Det var i torsdags på Kongens Nytorv, at Th. Petersen på en mørk blakket hest for ind gennem mængden, mønstrende de politimæssig - og hensigtsmæssig - trufne arrangementer.

Nær den passage, der var holdt åben for de kongelige vogne, var en del køretøjer fyldte med tilskuere, opmarcherede. Blandt disse en Char a banc, tilhørende en velhavende gårdejer fra omegnen.

Vognen generede tilsyneladende ingen, og selvejerkusken tøjlede med lethed de unge, noget urolige heste. Pludselig var det, som om selve den skinbarlige Satan for ikke i Th. Petersen, der kun rent ydre ligner Mefistofeles, men hans firbenede undersåt.

Bæstet gjorde først nogle sære kabrioler, slog bagud, så folk fløj til alle sider, og satte derpå sin rumpe lige op i forspandets muler.

De til den slags behandling noget uvante bondeheste stejlede og ville fare frem, men heldigvis viste det sig at den svære mand der sad på bukken, magten magten over sine kuler.

I det samme nu lykkedes det politinspektøren der jo er en gammel dragonofficer, at få sin ganger beroliget, og der skete inden ulykke.

Med disse refererende bemærkninger er det ikke vor hensigt at rette nogen bebrejdelse mod hr. Petersen som inspektør eller søge at forklejne hans rytterdygtighed, men de skal blot opfattes som en let henstilling til hr. inspektøren om han ikke ved sådanne lejligheder kunne vælge sig et lidt ældre og mindre djævelsk dyr.

Det må tværtimod indrømmes, at inspektør Petersen, der ellers har haft ord for at være noget for brysk, under guldbryllupshøjtidelighederne er optrådt med en høflig ro og en elskværdig imødekommenhed der fortjener ikke mindst påskønnelse fordi hans vanskelig og trættende erhverv let kunne bringe en livlig natur som hr. Petersen til at gå fra koncepterne. 

(Herefter følger nogle mindre smigrende ord om politiassistent Smit.)

Corsar.

(København, 29. maj 1892). 

Demimonden paa Kafé. (Efterskrift til Politivennen)

 I

Det er ikke saa grumme længe siden, at det var umuligt for Københavns Damer at vise sig paa en Kafé.

De Tider er heldigvis forbi.

Og vor kære By har dog lidt efter lidt i denne Henseende faaet noget af en Hovedstads Præg. En Sommersøndag, naar Vesterbros brede Passage er sort af Mennesker, naar Vognens lydløst ruller ned ad Asfalten og Solen blinker i Prins Christians Sabel, naar den borgerlige Strøm glider gennem Bredgade paa Vej til og fra Langelinje, - titter fornøjede og nysgærrige Kvindemennesker ud gennem hver en Kafés Rude.

Og efter Teatertid, naar á Portes og Wivels Døre er i uafbrudt Gang, tror man sig et Øjeblik i en By paa en hel Million.

Stedse hyppigere bør Damernes Toiletter og lystelige Pludren live op blandt de vrantne Hængehoveder, der i saa lang Tid gjorde sig til Eneherskere over Borde, Blade og Dominospil.

Sér vi hen til, hvorledes Storbyernes Kaféer og andre offentlige Lokaler befolkes, har vi jo endnu et godt Skred frem!

Og Strømmen har, selv efter vore bekendte smaa Forhold, været saa nogenlunde rart fordelt. Dagen tilhørte Kaféerne, Natten Udskænkningskældrene. Her smuttede de mere lyssky Eksistenser ned efter Paraden i Variétéernes Loger og paa Kistens Balkon, her vidste man, de kunde træffes, men omvendt ogsaa, hvor man kunde undgaa dem. Man behøvede ikke paa sin Stamkafé at modtage et genkendende Nik fra det gustne Væsen, der om Natten havde været saa elskværdig en passant at vælte Kaffen for at kunne indlede en Konversation ad denne ikke længere usædvanlige Vej, eller at kaste en et Stykke hugget Sukker i Hovedet, fordi hun havde hørt noget om Konfettikampe.

Men det er ikke længer saa!

Demimonden er steget op af Kælderhalsen og breder sig i Entresollernes Restaurants i det fulde Dagslys.

I den fra Udstillingsaaret renommerede, gule "Millionæske" ruller de op for Døren.

Med gyldne Baand om Haaret bundet i en Nakkeknude, og føjende Slæb paa Kjolen, prætenderer de deres Ret til Absinthen og de franske Blade. Det er gærne en Kommis, Russtudent eller en Maler, der anser en dristig Præsentation af en letbenet Dame som noget for Kunstneren ejendommeligt, som faar Lov til at være Gelejder. Til Gengæld faar han Tilladelse, til Søndag Middag, medbringende en Flaske Portvin, at konversere hende paa Søngen, medens hun endnu udhviler sig fra den sidste debauche.

Paa Kaféen gøre de søde Piger sig bemærket af alle Gæsterne, retter deres Frisure foran Spejlet, forlanger højrøstet Skrivemappen og lér demonstrerende af Courrier's Obskøniteter. De jager den lille Mand rundt til alle Borde for at hente Blade, som de interesseret gennemkigger , fordi de kender Journalisterne af Udseende og har opsnuset deres Mærker. Ved Buffeten tinger de selv om de bedste Kager med den straalende og bukkende Vært, der, komplet forfjamsket af de bruseode Skørter, tror, at hans Kafé er paa Veje til at blive Samlingsstedet for Københavns Highlife. Imens debaügler de ugeneret med Stamgæsterne. De maaler de tilstedeværende Damer som Kolleger og Konkurrenter, og afgiver deres smaa intime Bemærkninger under Ledsagelse af let forstaaelige Øjekast paa Objektet for Kritiken. Naar de har besøgt Stedet en tre fire Gange, kalder de Opvarterne ved Fornavn og forlanger Gummi til Absinthen.

I Strøgkaféernes Vinduer tiltvinger de sig Hilsen fra forbipromenerende Nattebekendtskaber, de an-ér for kapable til at give Middag og saaledes udfylde den kedelige Pavse før Lygterne tændes

Og Kelnerne, der vænner sig til dette Leben, besigtiger nøje den Dame, man uforsigtigen tager med, idet de mener at genkende hende som den, der fik "et Krus" paa Kredit sidstafvigte, og anviser konfidentilt den mørkeste Baas i det skumle Lokale.

Og bringer "Courrier" -

Nu vel! Vi er ikke bornerte, men ---

Ganske vist er intet rimeligere end at tage sin lille Veninde med paa en pæn Kafé, naar man véd, at hun opføter sig beskedent, er ydmygt klædt og holder sine Øjne hos sig selv. Men det er ikke morsomt, naar man mut og helligdsgsgnaven vil krybe ind i et Sofahjørne, og ved at læse "Gil Blas" glemmer, at det er Skærtorsdag eller en enorm lang Fredag, at blive overgloet af de Flaner, der har aborderet én hos Riise eller Rydberg, og som i en kun svagt aidsen pet Konversation meddeler deres Kavalér vor private Kontrovers fra forrige Nat.

Lad dem i Guds og alle Helgenes Navn faa én eller to Kaféer - det er en ret profitabel Geschäft - , lad dem muntre sig her med en kvartstegt And, en halv Leoville og grøn Chartrerne til Kaffen Saadan som i Verdensbyernes mer end bekendte Knejper, - bare vi faar en ganske lille Plads for os selv.

Ti som det nu gaar, er det absolut irriterende. Og hvad risikerer ikke det stakkels Mandfolk, der er forlovet, og naiv nok til at ville vise Kæresten det uskyldige Sted, hvor han har tilbragt saa mange ensomme Ungkarletimer!

Især naar han, som undertegnede, foruden den forlovede har en lille Hund med (Foks-Terrier, præm Gøteborg 91), og der da opstaar en rørende Genkendelse iscene mellem to.

Saalunde gik det

Glen.

(København 25. april 1892).