17 januar 2024
Druknehistorier. (Efterskrift til Politivennen).
16 januar 2024
Københavnske Originaler: Musikdirektøren. (Efterskrift til Politivennen).
Det var nede i en af de mange underjordiske "foreninger", der dukkede op på grund af politiforbuddet mod at kaféer og restaurationer måtte holde åbent efter midnat. Sammen med en ven var jeg kommet derned, af nysgerrighed, lokket af larmen, der i nattestilheden kom op fra den dybe kælder.
I tæt blå tobaksrøg lå lokalerne, luften var lummer og kvalm, stuvende fuldt som der var af mennesker. Stemmer summede, latter og sang kæmpede med tonerne fra et klaver om at få magten i den døvende støj.
Vi fik omsider en lille plads ved et stort rundt bord, hvorom allerede flere gæster, end der var albuerum for, havde bænket sig med kruset foran sig og cigaren i munden.
Om én drejede hele samtalen sig. En middelhøj mand i åbentstående lurvet vinterfrakke, der viste en fedtet vest - underfrakke var der intet af - og en snavset flip. Han lå slap tilbage i stolen med halvlukkede øjne i det oppustede ansigt, med strittende sort over- og kindskæg. Engang imellem åbnede han øjnene halvt, langede mat ud efter ølkruset, tog en slurk og strøg så ihærdigt overskæget, der ved den evige dyppen i øllet var blevet til sammenfiltrede, våde tjavser.
Man ville have ham til at traktere klaveret.
"Nå Carl, giv os nu en lille en på hakkebrættet", sagde indsmigrende en stor slagter. Carl åbnede øjnene og snerrede som en drillet abe et arrigt
Nej.
"Åh hvad Carl - en af dine egne" hviskede en pukkelrygget lille fyr i tarveligt arbejdstøj uden overfrakke; han sad kælent klemt op ad Carl og betragtede ham med beundrende næsten forelskede blikke.
Carl smilte mat, greb så sit krus og tømte det, skubbede stolen tilbage og rejste sig.
"Nu ja - siden det er dig" mumlede han og satte sig hen ved klaveret.
En stund sad han og stirrede op i loftet med hænderne på tangenterne, strøg sig af og til hårdt, som for at vække de sløve sanser, over ansigtet. Så kom der med et liv i alle træk, øjnene spillede, læberne bevægede sig, som om han sang.
"Nu skal I få min vals." Så slog han an og spillede, mens larmen stilnede i lokalet. Sikkert og let tumlede hænderne sig henover tangenterne, slog kådt, som hoverende over deres egen færdighed, lystige spring over hinanden, - og en gammel vals, engang en af døgnets yndede melodier, en underlig blanding af melankoli og frejdig livsglæde fik alle de halvdrukne gæster til at lytte og vugge med hovedet i takt til tonerne.
"Bravo, bravo" og håndklap, dundren med krus og banken i borde med stokke hilste komponisten, da den sidste tone var døet hen.
Han vendte sig smilende om, så sig stolt og glad om og bukkede så sirlig. Så sad han en stund og fantaserede på klaveret, smilte skælmsk hen til den lille pukkelryggede, slog så an og spillede igen "en af sine egne".
Straks de første toner havde lydt, bragede et voldsomt bifald løs, og Carl vendte sig om og smilte og nikkede, lukkede øjnene og vuggede med hovedet i takt med tonerne, toner, der da var på hele det glade Københavns læber, en trippevals, lystig og rask, med et omkvæd, der var blevet til døgnets slagord, forherligende øllet og øllets magt. Man sang omkvædet med, dundrende i takt dertil med krusene, der fyldtes og atter fyldtes. Dacapo og dacopo måtte melodien gives, til slut fik Carl sit krus i hånden og stående stødte gæsterne glassene mod hans og takkede.
"Skål, musikdirektør", sagde slagteren.
"Skål musikdirektør", sagde jeg og stødte kruset mod hans - og i det samme smilte jeg lidt hånligt.
Da blev Carls ansigt med et alvorligt, og et hvast blik mødte mig.
"Jo - jeg har været musikdirektør", sagde han - "men det er længe siden" føjede han vemodig til. Så lænede han sig tilbage og smilte og fortalte med stolthed om da han som ung musiker blev trukket frem til dirigentposten på et af vore større badehoteller, om hvordan hans kompositioner gjorde lykke, hvordan kongen af Sverige skænkede ham en diamantring, og den danske konge en kostbar brystnål.
"Men det er nu væk - væk altsammen", sagde han og tog tankefuld en slurk af sit krus Og den lille pukkelryggede så bedrøvet op på sin ven og sukkede.
"Nu vil de ikke engang længere have mig i danselokalernes orkester - de siger, jeg drikker. Men hvis er skylden? Det er chikane, ren chikane, og den skæreste misundelse - og så den forbandede kælling, forsikrer jeg Dem", lallede han videre. "Men jeg skal vise de andre, at Carl duer endnu. Ja for jeg har en idé - en storartet Idé." Det sidste sagde han smilende - med en hemmelighedsfuld mine.
Og den lille pukkelryggede så stolt op på ham og rykkede endnu nærmere ind til ham. Alt hvad gæsterne bad, smigrede og trakterte nyttede ikke: Carl ville ikke spille mere den aften. Han sad og drak krus på krus og sukkede dybt. Til slut faldt han snorkende ned på bordpladen.
"Kom nu Carl, nu går vi hjem - i seng", sagde den lille indsmigrende, og tog ham under armen. Og med usikre skridt vaklede de ud af lokalet.
"Hvad bestiller han nu, hvad lever han af?" spurgte jeg opvarteren. Han forklarede mig, at Carl og den lille pukkelrygede, der var lappeskomager, boede oppe på en ussel kvist i Vognmagergade, sov på en gammel madras på gulvet. Den lille fortjente til det lidt, de behøvede, så morede Carl ham under arbejdet med at gnide melodier af på sin violin. Om natten kom de herned, og så trakterte gæsterne på dem for at Carl skulle spille for dem.
Da jeg kom op på gaden, hvor morgenens grålys faldt grelt ned mellem husene så jeg langt borte i den dæmrende dag to skikkelser, en stor og en lille. Og den lille anspændte alle sit spinkle krøblingelegemes kræfter for at få sin "store" ven slæbt hjem - hjem på den usle kvist.
(København, 4. juli 1889).
14 januar 2024
Frederik August Vilhelm Bagge (1: Cyklisme). (Efterskrift til Politivennen).
Frederik August Vilhelm Bagge (1861-1928) uddannede sig bl. a. i Tyskland og startede 1884 i København et trykkeri som skulle blive et af landets største. Han var bror til Gyldendals direktør August Bagge. Han etablerede sig med trykkeriet i 1884. Hans privatadresse var Bakkegården (det hus som Hall havde boet i), Rahbeks Allé 34 på Frederiksberg -sommeradresse Bobakkehuset, Ålsgårde.
I sit fritidsliv var han meget sportsinteresseret og foregangsmand for sejl-, cykel- og automobilsporten. I 1880'erne fungerede Fr. Bagge som starter og handikapper ved forskellige løb.
En Parisertur paa Cykle. Som meddelt forleden vil to af Danmarks bedste Cyklister Bogtrykker Fr. Bagge og Student Ulf Hansen foretage en Pariserrejse paa Cykler.
De to Sportsmænd ere i Gaar tagne afsted fra Kjøbenhavn.
Selvfølgelig har det været Opgaven at gjøre Udrustningen til denne Tur saa let og bekvem som muligt, og i saa Henseende har, efter hvad der meddeles os, navnlig Bogtrykker Bagge drevet det vidt.
Alene med denne Tur for Øje har han fra England bestilt og faaet en Tricykle, der er saa fint forarbejdet, at den alt i alt kun vejer 35 Pd. Den hele Oppakning, han fører med sig, er begrænset til 16 Pd., og ligesom Hr. Bagge har anskaffet sig en meget bekvem og let Rejsedragt, har det ogsaa ved hans øvrige Udrustning været Hensigten at gjøre den saa lideet vægtig som mulig; han har exempelvis kjøbt sig en Rejse-Revolver, der kun vejer 3 Fjerdingpund.
(Aarhuus Stifts-Tidende 5. juni 1889)
Turen blev ikke til noget. Frederik Bagge blev forhindret, og Ulf Hansen nåede kun til Hamborg, hvorefter det blev for kedeligt og ensomt. Så han sendte cyklen tilbage til København og tog toget til Paris. Eneste erfaring med turen ifølge Ulf Hansen var at solbriller var gode at have med. Se i øvrigt denne blogs indslag om cyklismens tidligere historie i Danmark.
Frederik Bagge blev en af 1880'erne beundrede cyklister, og i 1890'erne bidrog Frederik Bagge til forskellige sportsblade, "Sport" med illustration og "Cyclisten" og "Idræt" (på begge som udgiver). Han forlod sidstnævnte blad nytåret 1895/96. I 1895 døde moderen, Julie Bagge og blev begravet på Frederiksberg, Solbjerg Kirkegård.
En rar Familie. (Efterskrift til Politivennen)
For ca. 14 Dage siden bragte "Natt." under denne Overskrift en Meddelelse om, at en Kvinde, der i Horsens og Omegn gaar under Navnet "Gale Stine", havde gjort Modstand mod Politiet og endog truet Betjentene med en Kniv, da de kom for at arrestere hendes Søn, der var undvegen fra Tvangsarbejdsanstalten og fra Barndommen af var bekjendt som en ryggesløs og ondskabsfuld Person, der endog som Dreng paa Flakkebjerg Opdragelsesanstalt havde skaaret Patterne af 24 Køer og havde bragt dem hjem i Spandene om Morgenen.
I denne Anledning har Anstaltens mangeaarige og nidkjære Forstander, Justitsraad Møller, meddelt "Natt.", at slet saa vidt naaede den nævnte Dreng dog ikke med sine Skarnsstreger, men han var slem nok endda, takket være det Exempel, hans Forældre og da navnlig hans Moder, havde givet ham.
Vi meddeler efter "Natt." Justitsraad Møllers Skildring, som han indleder med de Ord: Ja, Forældre er ikke saa sjældent værre end deres Børn! Mødrene ikke bedre, men værre end Fædrene.
"Den 20de Januar 1882 modtog vi en konfirmeret Dreng, henved 15 Aar gammel, hvis Moder vistnok var og bliver en Sjældenhed blandt Kvinder, fremragende som faa, saa at hun kunde beherske hele Egnen, hvor hun boede, og Børnene havde saaledes en god Ledestjærne i hende. Faderen var fordrukken og anbragt i en Arbejdsanstalt, og Sønnen havde efter Konfirmationen gjort Tyveri, ja selv Indbrud til sin Forretning, hvorfor hun da ogsaa ved Dom af 10de November 1881 var blevet straffet med Ris. I Moderens Øjne var han derimod en Engel, og da Sogneraadet ikke havde maattet røre ved ham eller gjøre noget for at faa hans Tanker ledet i en anden Retning, var han ved Amtets Resolution taget fra Forældrene og optaget paa Flakkebjerg, men ikke uden energisk Modstand fra Moderens Side, hvilket endog havde nødvendiggjort Politiets Assistance for at faa ham ud af hendes Hænder.
Af Stedets Øvrighed var jeg orienteret i Forholdene og forberedt paa, at jeg næppe undgik Moderens Besøg, idet man dog vilde gjøre, hvad man formaaede for at holde hende borte. Dette lykkedes dog ikke. 3 Maaneder efter Sønnens Modtagelse havde jeg hende her - selvtredie med 2 Børn, en Dreng paa 12-13 Aar og et Skjødebarn med Barnevogn og andre Rekvisiter. Moderen kom, som var hun min Herskerinde og havde første Prioritet i Anstalten, og for Husfreds Skyld gjorde jeg mig fortrolig med at gjøre et Forsøg paa "at betale ondt med godt" for mulig derved at formilde hendes Sind. og det lykkedes over al Forventning. Hun befandt sig vel, havde Lejlighed til, saa ofte hun lystede, at tale med Sønnen i hans Fritid og til at se Anstalten efter i alle Kroge, og - hvilken Tilfredsstillelse for hele Huset! - hun blev saa indtaget i det hele, at hun bad mig at modtage paa Anstalten - Børn kunde aldrig faa det bedre end der - ogsaa den medbragte Søn, hvorpaa jeg imidlertid gav et bestemt Afslag, motiveret ved, "at vi ogsaa kunde faa for meget af det gode". At det i øvrigt just ikke havde været alene for at sige mig en Behagelighed, derfor fik jeg senere Vished, idet hun efter sin Hjemkomst gjorde de nødvendige Skridt for at faa Ønsket opfyldt. Et andet af hendes Ønsker om, at Sønnen skulde gjøre en Rejse hjem for at besøge Familie og gode Venner, maatte jeg selvfølgelig af mange Grunde ligeledes afslaa, men saa slap det ud af hende, at det mest var for Sogneraadets Skyld, at hun ønskede hans Besøg, nemlig for at man kunde se, hvilken Uret man havde gjort ham ved at faa ham her over paa Anstalten. Herved fik jeg en naturlig Lejlighed til at sige hende, hvem hun - var, og mærkelig nok slap jeg heldig fra det, det gode Forhold blev ikke forstyrret. Hun med Familie forblev hos os en Uges Tid, og Opholdet var maaske blevet endnu længere, hvis jeg ikke havde fundet Lejlighed til at tilbyde hende, at jeg vilde befordre hende til Slagelse og selv være Kusk. hvorved jeg - og maaske end mere ved de 4 Kroner, som jeg ved Afskeden trykkede hende i Haanden - vandt hendes fulde Hjærte, hvorpaa jeg fatte saa meget mere Pris, som jeg da kunde vente at have Sønnens med.
Sommeren gled hen roligt og tilfredsstillende uden væsenlige Udsættelser paa Sønnen, hvem jeg da ogsaa paa hans Bøn skaffede en Plads den 1. November 1882 hos en Mand, der har haft flere Elever her fra. en forstandig, velvillig Mand, hos hvem Forholdene og Omgivelserne var meget heldige. Imidlertid blev jeg højst ubehagelig overrasket, da Husbonden ester 4 Ugers Forløb leverede ham tilbage til Anstalten med den Erklæring, at han ikke turde beholde ham i sit Hus, efter hvad han havde hørt, set og oplevet af ham. Vi sporede nu Moderen og hendes Indflydelse. Pladsen var ikke efter hendes Hoved og kunde altsaa heller ikke blive efter Sønnens. Nu havde vi ham til anden Behandling, og hans Arbejde blev da bl. a. at malke under Mejeripigens Vejledning og Opsigt, et Kursus, som ligesindede før ham havde gjennemgaaet, og som kommer dem til Gode i de Forhold, hvor de skal tjene deres Brød. I alt Fald har mange derved faaet forøget Værd i Tjenesteforhold paa Landet, nær i den senere Tid, efter at det er blevet vanærende for det smukke Kjøn at malke. Sønnen var vist belemret med lignende fine Fornemmelser, men i Stedet for at gjøre Strike søgte han at frigjøre sig paa en mere radikal Maade, nemlig ved at gjøre Forsøg paa at skære Patterne af Køerne, en Grusomhed, jeg indtil da ikke havde oplevet. I Februar 1883 fik vi atter Besøg af Moderen og den yngre Søn, og de forblev nogle Dage hos os. men da jeg udtalte, at hun ved sin uheldige Indflydelse væsenlig havde bidrager til Sønnens slette Opførsel og til, at Folk maatte vende ham Ryggen, hvad han allerede havde maattet føle, blev Krigen erklæret fra hendes Side, og Følgerne af dette Besøg blev da ogsaa, at det gik ved ad med Sønnen, der gik med en. som det senere viste sig, af Moderen næret Bagtanke: at gjore Ondt og derved gjøre os Livet saa surt. at vi maatte lade ham fare. Jeg vil haabe, at det hører til Sjældenhederne at finde en Familie, hvori der findes saa mange onde Instinkter. Efter en Meddelelse fra Sogneraadet var den Søn, der ledsagede Moderen paa hendes Rejser hertil, og som hun vilde have haft herover, bleven anbragt i Tjeneste i Sommeren 1833, men var bleven bortvist, fordi han prøvede paa at skære Patterne af Husbondens Griseso.
I Løbet af 1883 fortsatte Moderen sine Bestræbelser for at ødelægge Forholdet mellem Anstalten og Sønnen og indgav blandt andet Ansøgning om, at Amtsresolutionen om Sønnens Anbringelse paa Flakkebjerg skulde tages tilbage. hvilken Ansøgning blev afslaaet, idet Amtet erklærede sig enigt med Herredsfoged og Sogneraad i. at Sønnens Vel "utvivlsomt fremmes bedst ved, at han forbliver paa nævnte Anstalt". Hvad hun ikke rør havde været krigerisk stemt, blev hun efter dette Afslag, hvorom følgende Mundsmag af en Skrivelse noksom vidner: "Dig maa man vel kunne kjøre i en Tømme, men ikke uden Pisk, og den skal nok fimre haardt ; thi vid, jeg staar i Forbindelse med Folk, der er højere paa Straa end Du. Jeg kommer nok selv derover til Julen, da alle Mennesker er saa glade, og jeg tænker ogsaa. der er Glæde paa Flakkebjærg: thi Jesus kommer vel ogsaa der, hvor Djævelen regerer. Nu sender jeg mit Brev til Dem. Hr. Møller! Med den dybeste Afsky, Din Djævel i Menneskeskikkelse".
Hvad Sønnen angik, var han i Begyndelsen af November, Dagen efter, at jeg var rejst til Landerupgaard, forsvunden i den tid lige Morgenstund, men blev hurtig funden i Kjøbenhavn og transporteret tilbage. Han blev da ret lanerlig og tilgængelig for gode Ord, Formaninger og Advarsler, saa at jeg troede, at jeg med godt Udbytte kunde anbringe ham i Tjeneste hos en Familie, der havde boet i Nabosognet, og hos hvem Elever fra Anstalten i en lang Aarrække havde været i gode Hænder, hvortil endnu kom, at der her var en af de ældre Elever, der havde tjent hos Familien i 2 Aar og skulde blive der endnu et Aar, et prægtigt Menneske, i hvem den yngre vilde have fundet en trofast Stolte og Vejleder til at faa rigtigt Fodfæste og komme til Oprejsning. Men to Dage efter kom Manden og afleverede ham, efter at han og Familien havde døjet det utroligste af ham. og man maatte blive bange for at have ham i Huset. Saa begyndte vi atter forfra, idet han søgte at gjøre mig fortrolig med, at hans Galskab hidrørte fra, at han helst vilde være herhjemme, meget smigrende for Anstalten. Men den 9. Juni rejste jeg til Kjøbenhavn, og næste Dags Morgen var han i et ubevogtet Øjeblik forsvundet, men han blev, eftersøgt af et Par Elever, stoppet paa Naboens Mark af en der tjenende Elev og af Karlen, som førte ham tilbage til Anstalten, dog ikke uden Blodsudgydelse, idet han med en Kniv stak Karlen i Armen, hvorfor han blev fort frem i stiv Arm, og da en Aare var ramt, fik man kun med Besvær Blodet standset. I dette Attentat var der da tilstrækkelig Opfordring til at sikre sig for hans Galskab, men vi kom snart til Forstavelse, og han gav de bedste Løfter om Bod og Bedring, lige som det heller ikke manglede paa Bønner om Frigivelse og om Støtte mod det onde i Fremtiden, saa at jeg, der haabede det bedste, om jeg end maatte være forberedt paa det værste, endog lod ham deltage i en Skovtur for alle Eleverne. Han vedblev nu at være meget medgjørlig hele Sommeren og Efteraaret. saa at jeg troede at burde imødekomme hans Ønske om at lære Smedeprofessionen, saa meget mere, som der var tilbudt mig Plads for en Lærling i en af de nærmeste Kjøbstæder paa et af de bedste Værksteder, hvor en Elev samtidig havde udlært. Pladsen blev tiltraadt den 1. November, og det gik i længere Tid til gjensidig Tilfredshed, men saa kom det onde Element atter frem og drev det paany til et Hovedslag.
Moderen, der var underrettet om, at Sønnen var kommen i Lære, rejste nemlig her over den 13. December for at faa Fingre i ham og føre ham bort i al Hemmelighed, hvad der dog ikke lykkedes, idet Politiet holdt vaagent Øje med hende, saa at hun efter 6--7 Dages Ophold vendte tilbage, dog ikke uden at have lagt sine Basiliskæg, der blev udklækkede i Julefritiden. Sønnen var nemlig her i Besøg i flere Dage, vel til Pas og meget elskværdig. enig med mig i alt. Han fik en Dragt ny Klæder, som hørte med til hans Udstyr i Læren. Vi var altsaa tilsyneladende i den bedste Forstaaelse, saa længe han var her, men heller ikke stort længere; thi et Par Aftener efter solgte han sine ny Klæder og forsvandt Dogen efter, og ved en saa lang Omvej som mulig - over Kallundborg og Aarhus - naaede han hjem, hvor en mig af Politimesteren anbefalet Mand i Forbindelse med Landpolitibetjenten endelig fandt ham skjult hos Moderen. Efter en voldsom Kamp med hende og hendes forvorpne Angel, der stenede Betjentene og rev Landpolitibetjentens Frakke itu, slap man bort med Sønnen.,men blev forfulgt af hele Familien, for saa vidt den var kampdygtig, til nærmeste Jærnbanestation, hvor Familien ved Togets Afgang indtog en truende Stilling paa Perronnen. Saaledes lykkedes det at faa ham bjærget og den 6. Januar afleveret til Anstalten med en Udgift, som for udenforstaaende vel kunde synes større, end den var værd; men jeg havde ikke opgivet Haabet og var derfor ikke færdig med ham, hvis sidste Bedrift, efter hvad Moderen skriftlig meddelte mig, var tilraadt ham af hende. Hun vendte sig nu mod Sogneraadet, hvis Formand bl. a. tilskrev mig følgende: "I Anledning af den sidste Scene har hun gjentagende været hos mig og udstødt sine Trusler om at stjæle brænde, og det endte med. at hun sidste Nat lagde sig ude paa Marken i Sneen og saaledes tvang mig til at lade hende hente med Vogn. Hun truer som sædvanlig med, at hun skal lade det "lyse" baade for Dem og for mig, saa fremt hun ikke faar Sønnen hjem. Det værste er, at hun ligefrem opdrager sine Børn til Forbrydere." Lignende Meddelelser modtog jeg fra vedkommende Birkedommer, og hun blev nu endelig anholdt og arresteret og derpaa for Fornærmelser og Vold mod Politiet ved Sønnens Anholdelse, for Truslerne om Ildspaasættelse og mod Sogneraadets Formand idømt Vand- og Brødstraf.
Sønnen blev paa Anstalten til 1ste Maj 1885, da jeg fik Plads for ham hos en Gaardmand her i Nærheden, der som saa mange andre i en lang Aarrække uden at trættes har været min Støtte med flere vanskelige Elever. Aaret gik, men ikke uden Fortrædeligheder, især efter at baade Moderen og en Datter af s amme Kaliber havde besøgt ham og gjort dereS personlige Indflydelse gjældende paa ham, saa at han blev aldeles kullersk. Husbonden gjorde de sædvanlige fornuftige Forestillinger om, hvad der tjente Moder, Søster og Sønnen bedst, men til ingen Nytte. Sønnen gjorde, hvad han vilde, og Enden blev i det mindste ikke god; thi efter at Sønnen havde naaet 18 Aars Alderen, gjorde han den velvillige Husbond Livet saa surt, at denne for Husfredens Skyld nødsagedes til at fjærne ham fra Huset en halv Snes Dage før Skiftedag. Han blev derefter afleveret her til Anstalten, men jeg fandt nu ikke Anledning til at ofre meie paa ham, hvor al Ting var spildt, og paa hvem der var gjort langt større Indsats fra baade den ene og den anden Side end for nogen anden Elev, som man har arbejdet for "med Haab mod Haab", men som ikke er blevet beskæmmet.
Det varede ikke længe, før Moderen havde Sønnen hos, og han viste da ogsaa Kommunen, hvem han var, idet han blandt andet gjorde sig skyldig i Ildspaasættelse, hvorfor han inddømtes i Vridsløse Straffeanstalt. Blandt de Mænd og Kvinder, Fædre og Mødre, som har gjort os Livet surt og bittert, er de foran fremhævede uovertræffelige, hvor mange Bryderier og Fortrædeligheder vi end har maattet opleve af mange andre baade paa den ene og den anden Maade, men mest fra Spindesiden, hvor Rokkene hviler".
(Esbjerg Folkeblad 1. juni 1889).
13 januar 2024
Gendarmbedrifter i Husum. (Efterskrift til Politivennen)
Landsbyen Husum - ca 5/4 Mil fra København ad Frederikssundsvejen - var i Søndags Aftes i et frygteligt Oprør, som var sat smukt i Scene af de blaa Ordensvogtere
I Husums nærmeste Omegn foregaar Arbejdet paa en Del af den Bahnson'ske Front, og der er altsaa her boiat en større Del Fæstningsarbejdere, med hvem Gendarmerne kan finde krigersk Underholdning i ledige Timer.
Begivenheden fra i Søndags skildres nu saaledes af forskelligt Folk i Byen:
Søndag Aften havde en større Del Fortarbejdere samlet sig i et paa en Sidevej liggende lille Skovanlæg, som i umindelige Tider har været et fredlyst Sted. Arbejderne, der ikke har megen Underholdning i deres Færd for Livssagen, sad her og morede sig ved Sang og Harmonikaspil. Nu er det imidlertid en Kendsgerning, at det Husum Højre, som glædes baade ved Forterne og Fortarbejdernes Stillinger, er grumme kede af Arbejderne selv, fordi der med dem er kommen lidt friskere Pust i den konservative By. Af den Grund fandt saa en Højre Mælkeforpagter paa at melde Fortarbejdernes Søndagslystighed til Gendarmerne, og disse kom da ogsaa straks til Stede i Kraft af deres paatrængende Nødvendighed.
Gendarm Mortensen lagde for, idet han to Gange opfordrede Forsamlingen til at gaa og tredie Gang drog sin Klinge til Slag. Derefter opstod nu et Skænderi, som endte med, at flere blev slaaede af Sablerne og endnu flere noterede.
De to Gendarmer var nu i deres Element, og for at være Herrer over Situationen sendte de Bud til nærmeste Gendarmstation i Utterslev, hvorfra snart en Forstærkning paa 4 Mand ankom. Byen blev nu formelig erklæret i Belejringstilstand. Ingen maatte passere Vejen og ingen staa udenfor Husene. Forskellige Personer, der var aldeles udenfor Affæren fra Skovanlæget, blev ramte af Slag. En Røgter, som kom fredelig henad Sidevejen, blev først puffet, stødt og dernæst slaaet med Sablen, saa han endnu bærer Mærker deraf paa sin ene Arm. En anden Arbejdsmand, fhv. Politibetjent Risgaard, som vilde afværge yderligere Molest for Røgteren, blev anholdt og ført henad Vejen. Da han udenfor Smedien forlangte at faa Lov til at gaa, blev han pryglet i den Grad, at hans Skrig kunde høres i lang Afstand. Senere skal den samme Pryglescene have gentaget sig udfor Husum Mølle.
En Mand, som i 30 Aar har boet i Husum By, blev det forbudt at opholde sig paa sin egen Grund ud til Vejen. En Arbejdsmand, som stod paa sin Gaardsplads og saa paa Opløbet, blev af en Gendarm anmodet om at gaa ind i Huset. Da han beskedent udtalte, at han dog nok maatte have Lov at staa paa sit eget, blev han stemplet som storsnudet og noteret i Gendarmens Lommebog.
Der var i øvrigt ikke faa, som blev skrevne. Tallet opgives til over 10. En Arbejdsmand havde til Mælkeforpagteren, der anmeldte Fortarbejderne, sagt: "Din Tosse, hvad Pokker vil Du have Ulejlighed med at hente Gendarmerne!" Han blev skrevet. To unge Piger blev noterede ved Anlæget. Den ene havde, efter at Gendarm Mortensen havde gjort Brug af Sabelen, sagt: "Smid ham i Grøften!" Hun blev straks attraperet og hendes Veninde noteret som Vidne.
Fire af Fortarbejderne er anholdte og sendt til Nordre Birks Arresthus. Den ene af disse, Jens Brix, skal have begaaet den Forbrydelse at foreslaa sine Kammerater at give Gendarmerne et Hurra. En anden, Marius Andersen, havde, da en af Gendarmerne med sin Sabel vilde staa en Vejfarende, gjort et Kontraangreb paa Gendarmen ved Hjælp af et Skovleskaft.
I Gaar var en Arbejdsmand Kühl, om slet ikke var til Stede under den første Skærmydsel, i Forhør i Nordre Birk. Han var sigtet for Mandag Aften at have foreslaaet sine Kammerater at jage Gendarmerne ud af Byen. Foreløbig blev ban dog fri for videre Tiltale i denne Sag.
Endnu i Tirsdags Aftes var Byen i en Slags Belejringstilstand, og ridende Gendarmer jog hen ad Vejene.
Lovet være Bahnsons Gendarmer! Danmark føler sig stolt over de store Minder fra Brønderslev, Aars, Varde, Brøndbyvester, Vangede, Husum osv.
(Social-Demokraten 31. maj 1889).
