Skadeserstatningssag fra Krigen 1864. (Efterskrift til Politivennen)

27. Fra P. Pedersen af Holstebro om Invalideforsørgelse; ( Indbragt den 17de November 1892 af Folketingsmanden for Ringkøbing Amts 5te Valgkreds, Clausager). Andrageren bemærker, at han blev indkaldt til Militærtjeneste 1859 og 1861 og deltog i Vinterfelttoget 1863-64, indtil han blev syg og kasseret. Indtil Sygdommen begyndte, har han altid kunnet udføre sin Tjeneste uden at mærke til noget Sygdomstegn og uden at være behandlet for noget Sygdomstilfælde. Før Indkaldelsen var han altid sund og frisk, ligesom intet Anlæg til Brystsyge, hvoraf han lider, har været sporet i hans Familie. Det var først under Operationerne i Jylland i Vinteren 1864, at han ved Anstrengelse og Kulde angrebes af Sygdommen og efter Hjemkomsten fra en natlig Patrouille indlagdes paa forskellige Lasaretter, indtil han 1ste Juli 1864 blev kasseret paa Grund af Brystsyge. Han har siden den Tid lidt af Sygdommen og har forgæves søgt Hjælp for den hos forskellige Læger. I de senere Aar er den saaledes tiltagen, at næsten alt Arbejde er umuligt for ham, saa at han, der er uden Formue, og hvis økonomiske Forhold ved Sygdommen ere aldeles ødelagte, ikke kan ernære fig og Familie. Da Ansøgninger om Invalideforsørgelse til Invalidebestyrelsen og Finansministeriet ere blevne afslaaede, fordi man ikke har fundet konstateret, at Sygdommen er en Følge af den militære Tjeneste, henvender han sig til Folketinget for ved dets Medvirkning at opnaa en saadan, da han anser det for godtgjort, saa vidt saadant overhovedet er muligt, at Aarsagen til Sygdommen ikke kan søges forud for hans militære Tjeneste, men alene i de Forhold, der vare forbundne med udførelsen af denne, der under alle Omstændigheder efter hans Formening har fremskyndet Udbruddet af Sygdomen og forværret den, saa at han tidligere end ellers og i langt større Omfang er bleven erhvervsudygtig.

Udvalget foreslaar Andragendet henvist til Finansministerens Undersøgelse.

(Rigsdagstidenden 1892-93)

Bay, Moltke, Zahle og Adoptiv- og Plejebørn. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et af to indslag om Margrethe Elisabeth Bay. Det andet kan ses her på bloggen.

Lærer, skoleleder og skolebestyrer Margrethe Elisabeth (Elise) Bay (28. juni 1842-9. oktober 1916) var kortvarigt (22. september 1870-20. oktober 1871) gift med sognepræst Axel Vilhelm Bay som døde af tuberkulose på Thurø. Lærerinde Thusnelda Moltke på Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn (1870) opfordrede hende til undervise her, hvilke skete fra 1873. De to udviklede et venskab især baseret på deres trosliv og fælles ideal om en kristen skole. Elise Bay var samtidig blevet opfordret af Zahle og Kruse til at være hos dem. Bay underviste på N. Zahles Skole 1873-1895. De første år boede Elise Bay i skolekomplekset. Om sommeren var de hos Moltke og hendes mor på Marienborg i Frederiksdal ved Lyngby. I løbet af 1877-78 flyttede hun ind hos Moltke hvor hun boede til sin død. 

E. V. Harboe: Komtesse Moltkes Pigeskole for ugifte døtre. Skolegården er i dag del af Zahles Skole. Moltkes skole var i 1877 var flyttet ind i Linnésgade under N. Zahles Skoles rammer. Foto fra 1860'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Elise Bay og Thusnelda Moltke adopterede i 1876 Axel, og to senere hans brødre, fattiglemmet Ludvig (1875) og Helge (1879) i pleje. Det inspirerede dem i 1882 til at udvide skolen til en drengeskole. Dette er skildret i en artikel, hvor nedenfor bringes nogle afsnit:

Forældremyndigheden over drengen og fattiglemmet Ludvig blev i 1884 overdraget til en anonym “Velgjører”, der tilbød at overtage hans forsørgelse og opfostring. “Velgjøreren” var en i datiden kendt kvindefamilie med to skolebestyrerinder, for hvem Ludvig var en milepæl i deres pædagogiske og filantropiske arbejde. I sin nye plejefamilie blev Ludvig centrum for en strid om forældremyndigheden mellem skolebestyrerinderne Natalie Zahle, Elise Bay og Thusnelda Moltke. Med udgangspunkt i historien om Ludvig og hans tre søskende, som alle blev “afstået” til andre, belyser og diskuterer artiklen lovgivning og praksis omkring private plejekontrakter og afståelse af forældremyndighed i tiden lige inden reformerne af fattig- og børneforsorgen i slutningen af 1880’erne og i 1890’erne.

- - -

Den anonyme velgører viste sig (...) at være en kvindefamilie bestående af enkefru Elise Bay og frøken komtesse Thusnelda Moltke samt deres adoptiv- og plejebørn. I deres husstand var desuden to tjenestepiger. De havde boet sammen siden 1877 og havde arbejdet sammen endnu længere tilbage i tiden. De var begge uddannet som lærerinder fra Natalie Zahles almuelærerindekursus, og de var – efter de var blevet bestyrerinder for både en pige- og en drengeskole – en central del af kredsen omkring Natalie Zahle. Det var Zahle, der i 1870 motiverede til oprettelsen af Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn; en skole for piger fra den lavere middelstand, og hun havde givet husly og indirekte økonomisk støtte til den i 1883 oprettede Linnésgades Undervisning for Drenge; en drengeskole med samme målgruppe.

Begge skolebestyrerinder var barnløse. Fru Bays oprindelige ægtefælle var død inden de havde fået børn, og komtesse Moltke forblev ugift og fik aldrig biologiske børn. De tre drenge tog de til sig for at skabe en ’rigtig’ kernefamilie. I stedet for ’far, mor og børn’ blev det til ’Værge (komtesse Moltke), Moder (fru Bay) og Børn’.

De var begge stærkt religiøse og var begge i deres ungdom grundtvigianere. Fru Bay havde været gift med en grundtvigiansk præst, og komtesse Moltke havde oplevet Grundtvig personligt – både i Vartov, hvor Grundtvig var præst og hun tilhørte menigheden, og til de såkaldte ’Vennemøder’. Også deres skoler var præget af deres religiøsitet: mottoet for pigeskolen var “soli Deo gloria” (al ære tilkommer Gud) og mottoet for drengeskolen var “ora et labora” (bed og arbejd). Da de senere oprettede en fond, der skulle drive de to skoler videre, blev det præciseret i fundatsen, at skolerne skulle drives “i kristelig Aand og som frie Skoler.” Men med tiden falmede det grundtvigianske ideal om frie og eksamensfri skoler, og begge deres skoler blev efterhånden mere traditionelle eksamensskoler, der blev samlet under navnet Østersøgades Gymnasium.

Fru Bay og komtesse Moltke var socialt og moralsk engagerede og involverede sig tidligt i sædelighedskampen imod organiseret og statslegitimeret prostitution. Fru Bay var således medstifter af og bestyrelsesmedlem i Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, og de var begge medlemmer af foreningen, der arbejdede for at forbyde bordeller. 

De var knyttet til børnesagen; den bevægelse, der i sidste halvdel af det 19. århundrede tog en række private initiativer til bedring af uægte og fattige børns vilkår, og som politisk og filantropisk kæmpede for en bedre børneforsorg. Ud over de tre plejebørn var deres vigtigste bidrag til børnesagen oprettelsen i 1878 af Børnehjemmet Nøjsomhed for løsagtige, store piger. Formålet var “at frelse dem fra Fordærvelsen, (…) og opdrage dem til flittige og dygtige Tjenestepiger”. I mindre målestok bidrog de til mange private indsamlinger af midler til foreninger for plejebørn, og de optrådte jævnligt som støtter ved petitioner om bidrag til velgørende formål. På deres ældre dage producerede de håndarbejder, der blev solgt på basarer til fordel for sådanne foreninger. 

- - -

Som nævnt blev Ludvig forenet med sine to yngre brødre i den nye, københavnske plejefamilie. Og det var dem, der var årsagen til, at han overhovedet blev hentet ud af fattiggården og bragt til København. Forhistorien var den, at de to bofæller, fru Bay og komtesse Moltke, efter de var flyttet sammen, ønskede at tage et barn i pleje. Det var en udbredt praksis blandt støtter af børnesagen, at familien blev suppleret med et plejebarn. Ikke for at tjene penge som professionelle plejeforældre, men som privat velgørenhed og i nogle tilfælde – blandt barnløse, blandt enlige kvinder og i kvindefamilier – også for at kunne skabe en kernefamilie. Bay og Moltkes mentor og forbillede, Natalie Zahle, havde således på dette tidspunkt allerede haft tre piger som plejebørn.

De to skolebestyrerinder henvendte sig til et privat børnehjem – Københavns forenede Børne- og Tjenestepigehjem i Ryesgade. Her fandt Bay og Moltke deres første plejebarn, som kort tid senere blev adopteret af fru Bay: Carl Julius Nielsen, som var Ludvigs lillebror

- - -

Allerede et halvt år efter det var lykkedes bofællerne Bay og Moltke, at overtage forældremyndigheden over Ludvig, var de parate til at opgive ham og give forældremyndigheden videre. Det skete i et følelsesladet magtspil mellem hans plejemødre på den ene side og Natalie Zahle på den anden side.

På den modsatte side af den store gård mellem Linnésgade, hvor familien Bay og Moltke boede, og Nørre Voldgade, boede en anden kvindefamilie. Det var stifteren og lederen af Zahles Skoler, frk. Natalie Zahle og hendes bofælle, frk. Ingeborg Vinderen. Frk. Zahle var datidens dominerende skikkelse inden for pigers og kvinder uddannelse. Hun havde fra midten af det 19. århundrede opbygget et uddannelsesimperium – samlet kaldet Natalie Zahles Skole – som efterhånden bestod af grundskole, gymnasium, lærerindeuddannelser samt en række særlige skoler for musik, gymnastik, husholdning og sundhedslære; uddannelser forbeholdt piger og kvinder. 

Bay og Moltkes to skoler havde tætte forbindelser til Natalie Zahle og hendes skoler: Moltke sad i bestyrelsen for Zahles skoler og Zahle sad i bestyrelsen for Bay og Moltkes børnehjem for vildfarne piger. Og Zahle understøttede direkte og indirekte Bay og Moltkes skoler, som boede til leje i bygninger, som var ejet af Zahle. Privat var de genboer, og der udviklede sig efterhånden også et venskab mellem dem. Selv om deres skoler havde forskellige målgrupper, og de derfor ikke konkurrerede direkte med hinanden, og selv om der – eller måske netop derfor – var et naturligt magtforhold mellem dem baseret på forskelle i alder, anciennitet og indflydelse, var der på et personligt plan rivaliseringer. I løbet af deres langvarige, fælles historie var der flere magtkampe og symbolske opgør mellem frk. Zahle og de to bofæller og skolebestyrerinder. Alligevel holdt deres venskab så længe de levede.

- - -

Når “afståelsen” til frk. Zahle og frk. Vinderen aldrig blev realiseret, så skyldtes det altså, at Natalie Zahle var utilfreds med Bay og Moltkes begrundelse for at opgive deres forældremyndighed – der skulle i overdragelsespapirerne ikke blot stå, at de afstod ham for hendes “personlige Tilfredsstillelses Skyld”, men snarere at det skete med “Tak og Tro”, fordi de ikke selv kunne magte at have ham. Frasen “Tak og Tro” i denne sammenhæng betyder, at det skulle præciseres, at Bay og Moltke havde tiltro til Zahles evner som pædagog og familieoverhoved, og at de skulle udtrykke tak for, at Zahle ville påtage sig den store opgave, det var at skulle opfostre en 10-årig dreng fra fattiggården. Zahle ønskede altså, at det klart skulle fremgå, at der var tale om gestus, og at Bay og Moltke samtidig indrømmede, at Zahle ville være bedre til at opdrage ham og bedre kunne magte ham, end de selv kunne. Og hun præciserede i sit brev, på hvilke punkter hun ville have været en bedre plejemor: “Jeg havde og har en levende Følelse af, at jeg vilde have elsket ham højt, plejet ham frem det alt godt og med megen Alvor varetaget hans bedste. (..) Han selv finder sig naturligvis lettere med Livet derovre (dvs. hos Bay og Moltke, min kommentar) med Brødrene i den større Leg og paa en Maade større Frihed. Min Opgave vilde have været (…) at faa ham til at forstaa, hvad man havde reddet ham ud fra (dvs. fattiggården, mit indskud), hvad man vilde hjælpe ham til selv at arbejde sig frem til.”

Indrømmelsen af, at Natalie Zahle ville være en bedre plejemor, ønskede især Elise Bay ikke give. Og hun ville ikke indrømme, at hun og Moltke ikke kunne magte ham.

Denne uenighed i forhandlingerne fik Natalie Zahle til at betænke sig i to måneder og i mellemtiden blev tilbuddet om at overtage forældremagten trukket tilbage. 

- - -

Vi ved fra den levnedsbeskrivelse, der blev udgivet året efter Elise Bays død, at fru Bay og fr. Zahle havde et kompliceret og ambivalent forhold til hinanden: “Der (var) noget hos disse to stærke og saa udprægede Mennesker, som kunde fremkalde indbyrdes Brydninger. Frøken Zahle var vant til større Eftergivenhed, end hun undertiden i Begyndelsen af deres Forhold mødte hos Fru Bay, og dennes Hurtighed i Replikken havde Frøken Zahle ifølge sit Naturel noget svært ved.”

- - -

Sin sejr fik Natalie Zahle fem år senere, da det blev tydeligt, at Bay og Moltke ikke kunne magte ham mere. Ludvig blev smidt ud af sine plejemødres skole og af deres hjem på grund af “Vildskaber”. Hans plejemødre ville sende ham på den nyoprettede kostskole i Birkerød, men det nægtede han, og med Zahles mellemkomst gik han i stedet til søs.

- - -

I forhandlingerne mellem Natalie Zahle på den ene side og bofællerne Bay og Moltke på den anden, blev det tydeligt, at afgivelsen af forældremyndigheden over Ludvig var en handel, og det var uenighed omkring handelsbetingelserne, der gjorde, at overdragelsen af forældremyndigheden måtte opgives. Denne form for ’handel’ med et barn – ovenikøbet et barn, som man lige har gjort store anstrengelser for at overtage forældremyndigheden for – må forstås i kraft af den status og betydning, som Ludvig repræsenterede i kredsen omkring Natalie Zahle. I denne kreds var det almindeligt, at tage plejebørn ind i familien. Disse kvindefamilier og enlige kvinder havde ikke socialt acceptable måder at få biologiske børn på, og derfor var der mange, som i stedet fik plejebørn – oftest pigebørn. De kunne være helt eller delvist forældreløse, men fattiglemmer var de ikke. Ludvigs forhistorie var noget helt særligt i kredsen omkring Natalie Zahle, og opgaven med at påtage sig hans opfostring var større og mere vanskelig pædagogisk opgave, end man var vant til.

- - -

(Barnestemmer. Personalhistorisk tidsskrift 2018, heri Joi Bay: Drengen Ludvig fra Løitofte. Afståelse og videregivelse af forældremyndighed i 1880'erne. Uddrag)

Skolen fik i 1892 dimissionsret til både real- og studentereksamen. Elise Bay underviste i dansk, historie og religion. Det sidste i en noget forkyndende stil. I 1895 flyttede de to hele deres skole til Østersøgade, hvor den senere blev til Østersøgades Gymnasium, det nuværende Kildegård Gymnasium.

Opløb i Studiestræde. (Efterskrift til Politivennen).

I Gaar Eftermiddags var der i flere Timer Opløb udenfor Perlsteins Ejendom i Studiestræde. Anledningen var, at en ældre Kvinde, Frøken R., i Fredags vilde tage en Lejlighed i Besiddelse i Huset hun havde lejet den. men Hr. Perlstein vilde ikke have hende Huset af gode Grunde.

Hun medførte nemlig 21 Katte og en stor Mængde Rotter, hvilke sidste var indsat i Bure.

I Fredags Aftes kunde man ikke blive af med hende. Saa tog man fat i Gaar. Hendes overordenlig usle Bohave blev sat ned paa Gaden. Det fandt hun sig i med nogenlunde Taalmodighed; men da man vilde tage sat paa Sækkene, der indeholdt hendes Katte, hvinede og skreg hun paa det voldsomste. Hun gjorde Modstand i meget lang Tid. Optrinet varede i ca. 3 Timer, og i den Tid var Gaden sort af Mennesker.

Frøken R., der stal være af anset Familie, har selv en Kapital paa Rente og anses almindelig for velhavende. Men ingen Vært vil huse hendes Katte- og Rotte-Stutteri. For et halvt Aars Tid siden boede hun i "Linden" i Fiolstræde. Da hun flyttede herfra, fandtes der i hendes Værelse et tykt Lag af Katte og Rotteskarn, midt paa Gulvet stod et Trug med raadden Fisk, hvoraf Dyrene aad, og der trængte ud fra dette Svineri en aldeles utaalelig Stank.

Saa flyttede hun til Farvergade, og her gentog den samme Scene sig. Værten sagde hende op i Fredags, og efter Flytningen lod han Lejligheden rense saa godt det lod sig gøre. Hun havde boet her i den lange Tid med hele sit Menageri og som sædvanlig under utrolige Forhold, og ogsaa her henstod der et Kar med raadden Fisk, der i høj Grad generede de Omboende.

I Fredags Aftes lejede hun et Værelse i Studiestræde hos den omtalte Perlstein, og her var der til i Gaar Eftermiddags en forfærdelig Staahej. En Del af Kattene medfulgte i Fredags paa Flyttelæsset, men Resten, der var indelukket i 2-3 Sække tilligemed Rotteburene, bar hun selv hen i sin nye Lejlighed.

Hendes Skrammel blev i Fredags Nat staaende i Gaarden i den øsende Regn, mens hun selv tilligemed sine Dyr fik Tilladelse til at tage foreløbigt Natteophold i Værelset. I Gaar skulde hun rykke ud, men hun vilde ikke, og værgede tappert sine Yndlinge; midt i Virvaret blev der skaaret Hul paa en af Sækkene, og de forvildede Katte styrtede til alle Sider. En af dem foer ind paa den aabentstaaende Retirade og plumpede ned i Latrintønden, hvorfra Frøken R. fiskede den op. En anden Kat foer op af Trapperne og gennem en Rude, hvorfra den faldt ned i Gaarden og blev i den Grad forslaaet, at de Tilstedeværende fandt Anledning til at drukne den. Og saaledes vekslede den ene Scene med den anden til Underholdning for den forsamlede Menneskemængde

Da hun ikke kunde faa nogen ny Lejlighed, maatte hun i Gaar Eftermiddags ved 5-Tiden i stort Optog flytte hen paa Politistationen paa Nørregade. Her blev der først nægtet Tilladelse til at lade hendes ildelugtende Skrammel henstaa i Gaarden, hvorfor Flyttefolkene atter maatte bære det ud, men senere blev Tilladelsen givet. I Aftes Kl. 10½ lykkedes det hende at leje et Værelse i St. Pederstræde, hvor hendes Bohave blev kørt hen. Men saa saare Værten saa' Skrammelet og Dyresamlingen, blev hun øjeblikkelig sat paa Porten igen. I en Times Tid var der nu Opløb i denne Gade, indtil hun ved 12-Tiden i Nat atter maatte lade Flyttefolkene køre Sagerne tilbage til Politistationen paa Nørregade, hvor det henstilledes i Gaarden.

Frøken R., der er en lille, mager, bleg og sygeligt udseende Person, med Ansigt og Hænder forkradsede af Dyrene, slæbte stadig selv paa Sækkene og Burene, og hun fik nu Logis i Politiets Lokaler for i Nat. I Dag skal hun atter på farten for at søge sig en Lejlighed.

Man maa undres over, at Sundhedspolitiet ikke tager sig af dette forrykte Menneske.

(Social-Demokraten 4. september 1892).

Proletarkvarterer. (Efterskrift til Politivennen)

Nogen særlig køn By er København ikke, og nogen fremragende renlig By kan vi snart blive enig om, at den heller ikke tør kaldes. Men findes her alligevel den Slags udprægede Proletarkvarterer eller blot Gader, hvor der er rigtig snævert og smudsigt og ækelt og sundhedsfarligt?

De allerfleste vil sikkert svare nej, og selv de, der i disse Tider flygtigt har kigget ind i de mest ilde omtalte Gaders Baggaarde, vil utvivlsomt ogsaa føle sig faldkommen trygge.

Sagen er den, at vor By altid er I en jævnt hen snavset By, hvor uhumske Fattigkvarterer ikke stikker stygt af mod blanke og elegante Asfaltgader, og der, hvor man dog ikke behøvede at søge Smudset for et Par Maaneder siden, har Frygten for Politiet drevet Folk til at skylle nd og desinficere, sae at det hele foreløbig gør et nogen lunde paalideligt Indtryk.

Men alligevel, - trods Klor og Karbol, trods Kost og Skyllevand, er der overalt - i Byens Udkant og Byens Hjærte - Gader eller enkelte Huse, hvor Snavset sæ at sige gror frem af Krogene, hvor de Rum, Menneskene bebor, er saa elendige, Gaardene saa smaa og vanskelige, at det simpelthen er umuligt at holde dem rene, - og hvor ærlig talt Folk heller ikke bekymrer sig stort om de Dele. Sund bliver vor By aldrig, før dø Kasser bliver revet ned, før nye, rummelige Arbejderboliger, der ikke er smækkede op af begærlige Byggespekulanter, bliver opførte i deres Sted.

Paa Kristianshavn.

Sikkert en af de Bydele, der har det daarligste Rygte Folk imellem. Der bor saa mange af de aller slettest situerede Arbejdere her ude, og deres tarvelige Boliger ligger klods op til Hovedgaderne.

Selv nu, hvor Lugten af Desinfektionsmidler slaar imod én fra hver Port der ude, kan man midt paa de mest befærdede Gader møde en kvalmende Strøm af Stank, der kommer, man véd ikke ret hvorfra, men som dagevis hviler over halve Gader.

Amagergade, Sophiegade, delvis Overgaden og Prinsessegade er igen de Gader, der gaar værst Ry af.

Der er nu Jødens Buler.

I Overgade 4 strækker de sig som en lang Smøge ind mellem høje Bygninger. Husene selv er kun to Etager høje; Gærden er lang og smal, med uappetitlige Udenomsbekvemmeligheder paa den ene Side og i Reglen overspændte med Tøjsnore, der bærer fattigt Linned og utrolig lappede og skidne Klæder til Udluftning; og inde i de Huller, der skal kaldes Lejligheder, er alt saa forfaldent og elendigt, Luften saa uren og forpestet fra Grunden, at det synes ufatteligt, hvorledes Mennesker kan aande her. Særlig Kælderlejlighederne, der paa Gaardsiden ligger godt ned under Jorden, er afskrækkende.

En Mand, der bor i Nabolavet, fortalte - betegnende for hvad Folk det er, som holder til i disse Gaarde - at han forleden Aften, da der var Slagsmaal i en af "Bulerne", gik ind i dem sammen med to Politibetjente. Han slap helskindet fra det, men Ordenens Haandhævere fik Prygl og blev smidt paa Porten..

Husene, der ejes af en rig Jøde, burde selvfølgelig være reven ned for længe siden.

Eller tag et Sted i Sophiegadens Begyndelse.

Stuens Glasrude bærer Paaskriften Pensionat; indenfor findes den uappetitligste og mest skidne Beværtning, som antagelig kan opdages her i Staden i gaar Bagdøren op, faar man et utydeligt Indblik i et forbløffende sort, lurvet og urenligt Køkken.

Gennem "Entréen", en ganske smal Gang, naar man ud i en Gaard, der er 5-6 Alen lang, men ikke paa noget Sted bredere end Gangen. Ned midt igennem den løber Rendestenen. Til højre Mur, til venstre Indgang til en Række mørke, vinduesløse Rum, der atter aabnes ind til andre bag ved. En Karl, som øjensynlig netop ved vor Ankomst har givet sig i Lag med at rense ud, forsikrer, at han ikke véd, hvad de Rum bruges til. Men i et af Rummene, til hvilket en Hønsestige fører op, findes et Leje af Straa, og en gammel Mandshat ligger gemt til Side - vel sagtens en Beboers eneste Garderobe .

I det Rum, hvor vi staar, opdager vi med Væmmelse, at Jordgulvet er dækket af friske Menneskeekskrementer.

Straks ved Siden af i Amagergade finder vi et noget lignende Hus. Gaarden er her ganske faa Kvadratalen stor, en krinkelkroget Vindeltrappe fører fra den op til smaa, usle Værelser, som Regnen siver ned over gennem det utætte Tag; hvor Loftet er saa lavt og Bohave, Vægge og hele Indretning saa skrøbeligt og elendigt, at man skulde tro, at et Vindpust maatte bringe det hele til at ramle sammen. 

Hvor nær det er derved, faar man lettest et Indtryk af ved at betragte et halvt nedrevet Hus, der aabenbart skriver sig fra samme Tid, ved Siden af. Bjælker, Mur og Bindingsværk er pilraaddent og kun nedrevet, fordi det ikke kunde holde længer.

Ikke desto mindre bliver det kun halvt nyt opført nu - den anden Halvdel kommer vel om et Aarstid. Derved er nemlig det vundet, at den ny Bygning, der vilde være ganske umulig efter alle nyere Bestemmelser, kan snydes ligesaa ussel og farlig som den gamle.

- Vi kunde lettelig fremføre en Række lignende Eksempler, om Pladsen tillod det. Her er kan beskrevet et Par af de vante.

Men selvfølgelig er det store Flertal af Huse baade rene og gode - i hvert Fald sammenlignet med disse.

Express.

(København 1. september 1892).

Ukendt fotograf, 1893. Overgaden oven Vandet nr. 4: Jødens Bule. Det Kongelige Bibliotek. Materialet er muligvis beskyttet af ophavsret.

"Jødens Bule" blev bygget 1704 ifølge inskriptionen over porten nr. 4 i Overgade. Ejendommen optog også halvdelen af Søndervoldstræde. Den bestod af kælder, stue og kvist. Rummene var små, der var lavt til loftet. Der var også en beværtning. Ved årsskiftet 1892/1893 havde ejerinden, enkefru Perlstein solgt ejendommen til tømmermester Søht, til nedrivning fra 1. marts. Ifølge denne artikel i var det Perlstein som ejede "Jødens Bule" . Den lå på hjørnet af Lille Søndervoldstræde og Overgaden oven Vandet. Det blev opført i starten af 1800-tallet. Urtekræmmer Levy ejede den i midten af 1800-tallet.

28. marts 1893 berettede Demokraten (Århus) at Perlsteins søn var kommet ind i Vesterbro Samaritan og udtalt harme over at de folk der spiste der i stedet burde arbejde. Han oplyste at tømmermester Schøtz på Christianshavn manglede 50 mand. Ca. 150 drog derpå afsted for at finde tømmermesteren, men historien havde intet på sig.

Indbrud i "Jødens Bule".

En Arbejdsmand, der levede af tilfældigt Sjov, mødte i Forgaars to Læredrenge paa Gaden og gav sig i Snak med dem.

Hans Hensigt var at faa at vide, paa hvilke Nybygninger deres Mestre arbejdede.

Drengene der ikke anede Svig, fortalte hvad de vidste og saa skiltes de.

Lidt efter kom en af Drengene i Tanker om, at han havde glemt et Stykke Værktøj, han skulde bruge i "Jødens Bule', eller rettere paa den Nybygning, som er under Opførsel hvor før "Jødens Bule"- udestod paa Kristianshavn.

Han løb tilbage for at hente det, men traf til sin store Forundring den samme Mand. der havde tiltalt ham paa Gaden, i Færd med at opbryde en Slagbænk med Værktøj.

Paa Drengens Forespørgsel, hvad han havde i Bænken at gøre, svarede han, at han ledte efter en Spade, og sagde yderligere for at dupere Drengen, at han skulde sige til sin Mester, at han snart vilde komme ud paa Bygningen, da han havde noget at tale med ham om.

For en Forsigtigheds Skyld lukkede Drengen først Værktøjsbænken godt af og skyndte sig derpaa hjem til sin Mester - Gas og Vandmester Thomsen i Blaagaardsgade - hvem han fortalte det passerede.

T. anede straks, at der var Ugler i Mosen, og kørte øjeblikkelig ud til Bygningen, hvor han fandt Bænken opbrudt paany.

Han meldte Sagen til Politiet og forklarede, at han havde en Arbejdsmand der før havde arbejdet hos ham, mistænkt for at være Gærningsmanden, da Drengenes Beskrivelse passede paa ham.

I Forgaars endelig mødte Hr. T.'s Søn, der endnu ikke er konfirmeret, Tyven paa Østergade og havde saa megen Omtanke at foranledige ham anholdt.

Paa Stationen tilstod Tyven dette og mange andre Tyverier, som han havde paa Samvittigheden

(København 22. september 1893).

Naboejendommen Overgaden oven Vandet og Voldgade (hvor fru Heiberg havde boet) blev i 1894 forhøjet med en etage, samt en del små udhuse fjernet til fordel for en stor bygning. 

Holger Drachmann: Det gamle Kristianshavn (1901?)

Solen skinner paa Kristianshavn,
        paa alle de røde Tage,
paa alle de „Pladser” fra Arilds Tid,
        som endnu findes tilbage.

Da dufter det ... o, jeg skulde vel le,
        men Vemod er blandet deri:
der dufter fra Værfter, fra Vold og Kanal
        en forunderlig Poesi.

Paa Kristianshavn, med den grønne Vold,
        en skælvende Foraarssol skinner,
paa Udsigten ud over Kallebodstrand —
        paa alle Barndommens Minder.

Paa Knippels- og Lange- og Snurre-Bro
        paa alle de Folk, som gaar der,
paa „Jødens Bule” — som man rev ned
        og paa Børnehuset, som staar der.

Halvt hollandsk lever den lille By
        — fra Stor-Staden skilt ved en Stram
saa bred som Langebroen er lang —
        sit Liv i en Fortids Dram.

Patricier-Husene drømmende staar —
        ja dengang var Pladserne fulde
af vimplede Skuder, med himmelhøj Rig,
        som rundt om Jordkloden skulde.

Men Smaamanden, han som i Kælderen bor,
        hvor sjeldent en Solstribe skinner,
han tærer med særlig Trofasthed paa
        de gamle og kære Minder. —

Solen skinner paa Kristianshavn,
        paa alle de røde Tage ...
langt derfra kan man ønske sig
        i den trange Kælder tilbage.

Ja den, som er faret Halvkuglen rundt
        med Bagage af Længsler og Minder,
kan synes, at Danmark er saadan en Kælder
        hvori en Sol-Stribe skinner.

I 1905 var der på Amagertorv en udstilling om det gamle København hvor romantiseringen åbenbart allerede var i gang: Man omtalte de "smukke, gammeldags gårde ... de kønne partier ved voldene ... ejendommelige bygninger som "Jødens Bule" og andre karakteristiske partier. 

Beduiner-Karavane i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I august 1892 optrådte en beduinerkaravane i København. Den ankom den 3. august 1892 med skibet "Carl" fra Kiel. Truppen bestod af ca. 30 personer, angiveligt fra en nordafrikansk stamme, samt egyptiske fellaher, berbere, nubiere mm. Men i nogle aviser mistænkte for at være "arabere, negre og jøder". De indrettede sig i Bernstorffgade i en teltlejr. Forestillingerne fandt sted på hjørnet af Bernstorffsgade og "Ny Vestergade". På daværende tidspunkt var området øde og Bernstorffsgade kun bebygget med lave skure. Ny Vestergade (eller Ny Vestergades Forlængelse) blev 1904 til Tietgensgade. Lejren må formodes at have ligget på overfor Tivoli, enten på Postkontorets, Hovedbanens eller elektricitetsværkets grund tæt på Tømmerpladsen. 

Beduinerne i Kjøbenhavn.

Da Paris samlede alle Verdens Nationer under sin vældige Milepæl, Eiffeltaarnet, græd Korrespondenternes Penne Flasker al Blæk i Henrykkelse over Kairogaden, hvis underlig fremmedagtige Liv paa een Gang torvirrede og imponerede. Nu er Kairogaden flyttet til Kjøbenhavn, skriver "Av.", og der er antagelig ikke mindre Grund til at falde i Forbavselse over den, naar den præsenteres i Reventlowsgade, end da den stod nede ved Seinens Bred. Overalt er der Boder og Basarer med røde Lædergjenstande og gyldent Dingeldangel. Og midt i disse Barakker ligger den store Arena, der meget mindet om de spanske Tyrefægtningspladser. Forestillingen toregaar under aaben Himmel, og ved Premieren i Onsdags var der aldeles stuvende fuldt.

Arenaen er en halv Snes Gange saa stor som en almindelig Cirkusmanege. I Baggrunden er rejst en vældig Dekoration, forestillende ægyptiske Pyramider og Templer, og midt i den lille Ørken, som den tomme Plads repræsenterer, er rejst en Lund al Palmer. En Karavane bevæger sig langsomt ind paa Pladsen med langsomt, dasende Kameler, der paa deres brede Pukkelrygge bære Børn og Kvinder. Saa tog det fat med en mærkelig broget Pantomime, der havde et vist tilforladeligt Præg over sig. Det var Billeder fra Livet i Ørkenen. Man saae Handelskaravaner blive overfaldne. Kamelrøvere, der bleve overrumplede og straffede med Bastonade under de nøgne Fodsaaler, en Negerby, der plyndredes, medens Beboerne under Aag førtes bort som Slaver, og endelig endte det Hele i en pragtfuld Fest med Ridt og Dans.

Ridtet var ingen Spøg. De, der husker Forhindringsløbene paa Eremitagen, ville her faa Nerverne kildrede til Gavns. Svingende Bøsserne og knaldende med de lange Løb: Luften fløj Rytterne afsted paa deres prægtige Heste, medens de lange Kapper flagrede i Luften. Af og til snublede et Dyr paa den endnu daarlige Bane, Hest og Rytter rullede i en Støvsky hen over Jorden, Publikum rejste sig og skreg, medens den vilde Jagt fortsattes forbi den Faldne, der hurtig kom op, grinende med de hvide Tænder i det mørke Ansigt og susende videre for at indhente sine Kammerater.

Dansene vare højst originale, navnlig en Kontredans mellem Mænd og Kvinder. De stod i Række over for hinanden, og Mændene begyndte at klappe i Hænderne sagte, langsomt og kaldende. Kvinderne nærmede sig til dem, og efterhaanden som de kom tættere, steg Lyden af Daskene i Hænderne, indtil den til Slut, da Kvindernes Række var kommen ganske nær, endte i et stormende Bifald, der atter døde hen som i sorgfuld Bedrøvelse, efterhaanden som Kvinderne atter fjærnede sig.

Den saakaldte arabiske Kalee er en nøjagtig Kopi af den, der under Udstillingen fandtes i Paris. Det lille, lave Telt er tæt behængt med Flag, der ere anbragte i lange Rækker under Loftet. I Baggrunden findes et lille Theater, og foran er anbragt Borde og Stole, mellem hvilke en mørk Beduiner tarer omkring med en Bakke med smaa bitte Kopper. Det er sort Kaffe, der serveres i disse Fingerbøl. Den er kogt med Sukker og er ikke gaaet igjennem Pose, saa at den er stærkt grumset, men den smager fortræffeligt.

Politiet har for een Gangs Skyld været liberalt og har tilladt Opførelsen at den saa ofte omtalte og ofte beskrevne Mavedans, der dog vrikkes i fuldt Kostume. Men Synet af Kvinderne, der i monoton Takt vride Legemet med slørede Øjne og Dolke: Haanden er alligevel baade interessant og ikke uskøn. Uden for var der fuldt foran de smaa Boder, hvor man saae Beduinerne lave Mad eller springe deres Nationaldanse.

(Jyllandsposten 6. august 1892).

Annonce fra Natinaltidende 28. august 1892.

Kronprinsen med familie så forestillingen den 16. august 1891. Den 17. august var samtlige lemmer på Almindelig Hospital indbudt til at overvære forestillingen kl. 4 til nedsat pris. Lemmerne, også over den sorte, søde kaffe omend de syntes at kopperne var lige lovlig små. Som det fremgår af ovenstående annonce måtte truppen nedsætte entrepriserne, da forestillingen gik lidt trægt. Herefter gik det tilsyneladende meget fint.

Giftelysten Araber.

Forleden Dag var der et sjældent Besøg oppe i Magistratens Lokaler paa Raadhuset i Kjøbenhavn. Det var 3 Medlemmer af den i Tivoli optrædende Arabertrup, iført deres maleriske Dragter, og hver med sin kjøbenhavnske Dame under Armen, deres respektive Forlovede. De unge Ørkensønner gjør nemlig, ligesom deres Landsmænd Beduinerlejren i Bernstorffsgade, stormende Lykke hos det smukke Køn, og den ene af de 3 Arabere har nu besluttet sig til at indgaa Ægteskab med sin Hjertenskjær. Da den unge Mand bekjender sig til Profeten Muhameds Lære og Damen tilhører Statskirken, skal de - som tilhørende forskjellige Troessamfund - altsaa have borgerlig Vielse, og i den Anledning var det saa de besøgte Magistraten.

Der mødte strax Araberen forskjellige Vanskeligheder. Den ny Fattiglov forlanger nemlig blandt andre mærkelige Ting ogsaa det, at alle Udlændinge, der vil indgaa Ægteskab her i Landet, først skal skaffe et Bevis fra deres Fødeland for, at de i Trangstilfælde tillige med Hustru og Børn vil blive modtaget af deres Hjemsted samt at ligeledes Hustru og Børn efter Mandens Død i Tilfælde af Trang vil blive modtaget af Mandens Fødeland. Med andre Ord: naar Araberen dør her i Landet, og hans danske Enke og danske Børn er trængende, saa skal de sendes til Faderens Fødeland, det fjærne Arabien!

Araberen erklæredr strax, at en saadan Attest vilde det være ham meget vanskeligt, ja næsten umuligt at skaffe, alene af den gode Grund, at han ikke vidste bestemt, hvor hans Hjemstedskommune eller Fødested er. Hans Forældre hørte til en omvankende Araberstamme. der paa gammel Vis drog med deres Hjord fra Sted til Sted i Ørkenen, og han er født et eller andet Sted i den umaadelige Ørken i Skyggen af en Kamel. Selv om den ægyptiske eller marokkanske Regering var villig til at udstede en saa mærkelig Attest, saa vilde det vare Maaneder, før den kunde indtræffe, og til den Tid er Araberen langt borte fra Kjøbenhavn paa sin Artistturnu til andre Hovedstæder.

Det blev faa besluttet at søge det danske Ministeriums Tilladelse til, at Ægteskabet kan finde Sted uden der lovbefalede Attest, og der var stor Sandsynlighed for at dette, paa Grund af de foreliggende særegne Omstændigheder, kunde gaa i Orden.

Men saa mødte der en anden og nok saa vægtig Hindring. Araberen vilde nemlig løse Kongebrev og i Henhold til den derved erhvervede Dispensation indgaa Ægteskab strax. Men vor forkludrede Lovgivning har nu den sære Bestemmelse, at der ikke kan indgaas borgerlig Vielse pr. Kongebrev, men kun kirkelig.

Her staar den unge Ørkensøn i en ubehagelig Situation overfor en civiliseret Stats hæmmende Baand. Uden Kongebrev kan han jo først faa Vielse om 3 Uger, og til den Tid er han ikke her i Byen, da Trupens Engagement med Tivoli udløber om en halv Snes Dage.

Der bliver saa vist ikke andet for, end at de unge Forlovede afrejser herfra og forsøger, om de i den næste Hovedstad kan vente mere Medgjørlighed og erhverve den varmt attraaede Ægtestabsattest.

Men Araberen tænker vist i sit stille Sind med et Suk paa Ørkenlivet i sit Hjemland, hvor der ikke var saa mange Omstændigheder og Formaliteter sorbunden med at knytte Hymens Lænker med de sortøjede Houris, hvor den hvidskæggede Scheiks Velsignelse var tilstrækkelig - og den kunde faas paa Stedet og paa Anfordring. Soc.-Dem.

(Kjøge Avis 19. august 1892).

Småtryk Beduinen-Karawane, 1892. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivs 3.0 Unported License.

Anstødeligt.

Beduinerne har gjort en vis Lykke her i Byen. Det har interesseret de forfinede Københavnere at blive stillet Ansigt til Ansigt med den ufordærvede Naturlighed.

Det kan i og for sig ogsaa være morsomt at se Beduinernes Husliv. Vi hører ikke til dem, der fortaber sig i moralske Betragtninger over de uciviliserede Folkeslags Overlegenhed over os. Vi mener ikke, at de stakkels Barbarer har ondt af at gøre Bekendtskab med en højere Kultur. Det er i alt Fald en forholdsvis hæderlig Maade at tjene Livets Ophold paa, at lade sig vise frem for Penge, selv om det sker paa det intimeste Privatlivs Bekostning, saa at den flabede Evropæer faar Lov til at beglo unge, diende Mødre og paa anden Maade blande sig ind i Beduinernes indre Forhold, - fremfor at overfalde Karavaner, stjæle Kameler eller tjene Brødet paa nogen anden af de Maader, som det lader til Araberne til dagligdags betragter som fair.

Men én Scene støder det os at sé Araberne opføre, nemlig naar de holder Bøn.

Araberne stiller sig op og fremstøder nogle høje Udraab, falder dernæst næsegrus til Jorden og gentager dette flere Gange.

Udenfor staar Københavnerne og griner.

Det er dette Forhold, der støder os. Man kan have hvilke Tanker, man vil om Arabernes Religion, mene, at den staar højt eller lavt, vist er det i alt Fald, at Arabernes Religion og Tro er Udtrykket for en hel Nations højeste Ideal, dens dybeste Ideer om det ubegribelige.

Dette er for stort til at blive gjort til Genstand for en ørkesløs Mængdes Begloning og uforstaaende Grin.

Særlig vi Danske er tilbøjelige til at lé. Vi udler noget, ikke fordi det i og for sig er lavt eller latterligt, men fordi vi ikke forstaar det.

Dér staar Araberne og prisgiver det, de burde agte som deres helligste.

Udenfor staar vi og gør Nar.

Det er fejgt af Beduinerne, at de for at vække og vedligeholde Interessen hos fremmede Folk, i den Grad stiller sig blot, i den Grad bryder med enhver Undseelse, men vi gør os til deres medskyldige, naar vi finder os i, at Araberne selv stiller sig saa lavt.

Enhver Religion er Udtrykket for Folkets øjeblikkelige Idealer.

Hvad vilde man sige, om en Karavane kristne Mennesker travesterede deres Gudstjeneste til Løjer for uforstaaende Vildmænd? Beduinernes Bøn er forargelig og bør snarest fjernes fra Programmet.

Marcel

(København 22. august 1892).

Scheik Tarriff.

En Korrespondent til "Rand. Av." har havt den store Fornøjelse at blive forestillet for Høvdingen for den Beduinerkaravane, som for Tiden optræder i Hovedstaden, Scheik Tarriff, og fortæller Resultatet af dette Interview saaledes:

Af en af Karavanens økonomiske Direktører, en Muselmand med udprægede jødiske Træk, blev vi forestillet for den høje Scheik, hvis karakteristiske Hoved og imponerende Person stod godt til den klædelige Burnus c: Lærredsdragt, som løst kastet var slynget om den ranke Skikkelse. Ansigtet, hvis strænge alvorlige Præg talte om bevægede 70 Vintre, er indrammet af et graat, tætstudset Haar og et hvidt Underskæg, og ud af den mørke nøddebrune Hudfarve lyser de hvide Tænder som en Række skinnende Perler. Som Tegn paa Høvdingsværdigheden bærer Tarriff trende store Medailler, som ved sine Sølvsnore er befastede til - Næsen.

Uden at byde os tage Plads - hvilket forøvrigt var overflødigt, da der ingen Stole fandtes i hele Teltet - satte Scheiken sig ned paa Gulvet, medens han samtidig pegede paa vor Hat, en Gestus, Direktøren forklarede derhen, at han ønskede, at vi under Samtalen skulde staa med Hatten i Haanden.

Vi meddelte paa Tysk Scheiken Hensigten med vort Besøg, men da Svaret lød: "Abdalleh, Abdalleh", og vi ikke er dette ret mærkelige Sprog mægtig, indsaa vi strax, at den gik ikke. Saa fik vi Direktøren til Tolk, og af hans flydende Fransk erfarede vi følgende om Scheikens Liv:

- - - Tarriff er en ganske almindelig og ordinær Stratenrøver, hvis Bedrifter staar paa Højde med de bekjendteste evropæiske; han har altid næret en grænseløs Foragt for den lille Forskjel, der er paa Mit og Dit, og forøvrigt uddelt Dolkestød med en Rigmands Rundhaandethed.

Sin Barndom har han tilbragt i Saharaørkenen, denne uhyre Slette, hvis Grænser er fra Foden af Atlasbjergene til Nilens Bredder. Hvor Solen fra en skyfri Himmel brænder ned paa en død Verden, hvor ingen Fugl, ingen Fod efterlader Spor, ingen Tunge taler, ingen Skygge lægger sig kølende over denne evige, hede Død. Det er paa disse Nordafrikas Steppeørkener, saavel som paa de store Stepper i Syrien, Arabien, Mesopotamien og Vestpersien, at Beduinerne lever deres Normadetilvarelse, hvor de tilbringer deres Liv med Jagt og Krig og - Rov.

Og Tarriff har ingen Sinde gjort sin Stamme til Skamme. Han har været en af de første til at gaa mod Fjenden (helst dog, naar denne var i Minoritet), og til at luske omkring en intetanende Karavane, hvis rige Oppakning stak ham i Øjnene.

Tarriff er gift! Af hans otte Koner følger imidlertid kun en med paa Turen, og af 36 Børn har han kun tre med hertil - tre ligsaa grimme som paatrængende, hvis Pengeprellerilyst syntes indsuget med Modermælken. Ogsaa Moderen er grim, ja næsten styg, og hertil bidrager talrige gjenuem Ansigtshuden trukne Uldsnore - et "Middel" mod Hovedpine - mægtigt. Hagen er ved Hjælp af Pinde, der er stukne ind i Kjødet, skudt frem i en mere markelig end kjøn Spids, og i Næsen bærer hun en Ring i smag med den, gale Tyre trækker Livet rundt med. Hun og Børnene er i Modsætning til Scheiken barbenede - og vi maa - fordi vi fandt Anledning dertil - tilraade "madame" en mere udviklet Properhed.

Tarriff har kjøbt Konen, der er Datter af en anden Scheik, for 3 Geder og 1 Kamel, hvilket maa siges at være en ret rimelig Betaling for en slig menneskelig Drommedar; men hans Kjærlighed synes desværre at staa i Forhold til Kjøbesummen; Prygl skal nemlig være en af de huslige Retter i den beduinske Kogebog. De beduinske Ægteskaber knyttes uden nævneværdige Ceremonier, ligesom de opløses med et lakonisk: "Gaa hjem til din Moder", naar Manden er utilfreds med Konen. Det omvendte Forhold kjendes desværre ikke ....

Men Klokken er mange. Forestillingen skal begynde.

Avdiensen er endt ! Vi byder Farvel og rækker Scheiken vor Haand til Afsked; men formodentlig er det under hans Værdighed at give os et Haandtryk, han holder nemlig fornemt sin tilbage, idet han tilhvisker Direktøren nogle Ord.

Denne fortæller os, at Scheiken samler paa Sølvmønter, og at han gjerne faa, at vi kompletterede hans Samling med nogle store danske Mønter.

Vi erkjender, at det er en saare fornøjelig Sport, den pæne Mand driver, men .... De forstaar, vi har ikke vore Tokroner til den Pris.

(Kjøge Avis 27. august 1892).

Den 31. august afrejste karavanen med et ekstratog til Berlin. Efter afrejsen annonceredes et 200 alen plankeværk til salg. Maleren Valdemar Kornerup (1865-1924) malede et billede "Scener fra Beduiner-Karavanens Besøg i København: Arabisk Mavedans." som blev udstillet på Charlottenborg året efter.