Søndermarken. (Efterskrift til Politivennen)

(Brev fra København)

For ganske nylig blev der i et herværende Hovedstadsblad fremsat Ønsket om, at Søndermarken maatte blive Københavnernes Boulogneskov, det vil sige, det Sted, hvor det København, der morer sig, det København, der er i Stand til at benytte visse Timer af Dagen til Spadsere-, Køre- og Rideture for at se og ses, kan tage hen i een strakt Promenadelinie fra Grønningen langs Bredgade, over Kongens Nytorv, Østergade, Amagertorv, Vimmelskaftet, Nygade og Frederiksberggade ud til Tivoli, og derfra videre ad Vesterbrogade til Søndermarken.

Aa, ja, hvorfor ikke, hvis det kun gjaldt om at lede Strømmen af Spadserende til Fods, til Hest og til Vogns ud ad Vesterbro og Frederiksberg til og forøvrigt ingen Skade gjorde; men det er det netop, hvad det gør. 

Der blev taget til Genmæle mod dette Forslag og sagt, at ved en saadan Ordning, ville alle de gamle pensionerede Præster, og andre Pensionister fordrives fra deres nu saa fredede Enemærker, og det vilde være Synd for dem.

Det er sandt, det ville det; men det vil ogsaa være Synd for andre, nemlig for Menigmand, for Tusinder af fattige Folk og deres Børn.

De daglige Dage, er Frederiksberg Have og Søndermarken saa temmelig stille, folketomme er de dog aldrig, en og anden tager altid derud, enten alene eller i Følge med et lille Selskab. Parkerne derude er dog altid et Surogat for Skoven, der ligger alt for langt borte til at andet end unge og raske Ben kan gaa derud, og det at køre koster 50 Øre pro Persona; til Frederiksberg og Søndermarken derimod, kan gamle Ben trisse saa smaat af Sted, i jævn Passiar med Vennerne man følges med, og paa den Maade kan man nok komme i Skoven, uden at det koster for meget, der kan ogsaa blive lidt tilovers til en Kop Kaffe eller Chokolade, hvis det er Fødselsdag eller deslige. Og har man ikke Aftensmaden med sig, kan man magelig komme hjem til Thetid efter at have tilbragt en rar Dag ude i frist Luft og under de store, bredgrenede Træers kølige Skygge, hvor Par efter Par af de gamle Mennesker, der har boet paa Landet i det meste af deres Levetid, slidt og stræbt i en eller anden Livsstilling, og nu, det er blevet Aften, har slaaet sig til Ro i Hovedstadens Nærhed paa det stille idylliske Frederiksberg, spadser forbi, gamle og rokkende, støttet til hinanden, undertiden lige affældige begge to, og nydende i lange Drag Sommerdagens balsamiske, krydrede Luft, der stærk og bedøvende af de mange blomstrende Linde, lader dem i Mindet atter opleve deres Ungdoms fagre Drømme.

Det er om Hverdagene.

Om Søndagene derimod, da er der store Menneskemængder forsamlede herude fra den aarle Morgen. Det er Fattigfolk, egentlig ikke saa meget fra selve Frederiksberg og Omegn som inde fra Byen og inde fra Vesterbros og Nørrebros Sidegader.

Fattigfolk, det er maaske for meget sagt, men i alt Fald er det Smaakaarsfolk, der Ugen igennem lever i deres lille beklumrede Lejlighed paa et eller to Værelser uden Luft eller Lys, der er jo i Byen Tusinder og atter Tusinder af Lejligheder, hvor Gaarden set fra oven er at ligne ved en Brønd, fra hvis Dyb, der opstiger kvælende Stank, og fra neden ved en smal Tragt, ved hvis øverste Ende et Glimt af Himlen stimles, det er nu ikke for det, Lejlighederne paa Broerne kan være slemme og sundhedsfarlige nok, jeg kunde fortælle Hundreder af Eksempler derpaa, men vil her, hvor det egentlig ikke er Meningen at tale om Lejligheder, uden for saavidt, det staar i Forbindelse med deres Beboeres Berettigelse til at nyde frisk Luft og Synet af grønne Træer og Hvile i deres Skygge, mindst en Gang om Ugen.

Det var i Sommer, en varm solhed, Søndag Formiddag, at jeg gik op paa Nordvestvej 5te Sals Kvist til en Familie, hvis Smaabørn jeg havde lovet en Tur paa Landet.

Familien har to Værelser og Køkken; Manden er Urmagersvend, og saavel han som Konen og Børnene var rene og pæne. Værelserne var ogsaa nette; men der var en Atmosfære af Sol, stegt Flæsk og Røg, og Vorherre maa vide, hvad mere, saa at jeg, der dog ellers er saa temmelig vant til fattige Folks Lejligheder herinde og den daarlige Luft i disse, jeg fik nu ondt, og med en højst ubehagelig Kvalmefornemmelse maatte jeg indskrænke mig til at bede Konen om at komme hen til mig og saa skynde mig ud.

Da Konen kom, spurgte jeg hende om, hvor det kunde være, at Luften i deres Lejligheden var saa gennemtrængende usund. Hun forsikrede mig, at det ikke stod i hendes Magt at andre det. Luften i Lejligheden var, begrundet paa det usle Komfur, der altid røg, paa Solen om Sommeren, og Kulden om Vinteren, saa usund, at Lægen havde givet den Skylden for hendes egen og deres Smaabørns store Sygelighed; en lille Pige paa 10 Aar havde saaledes først begyndt at faa Tænder, da hun var 7 Aar gammel, og hendes Ben voksede krumme, alt som hun blev ældre, flere af de andre Børn led af Halssyge og Kirtelsyge paa forskellig Maade, men de havde nu boet i den Lejlighed i fjorten Aar, Værten kendte dem og tog det ikke saa nøje med Huslejen. Om det en og anden Gang gled over med Betalingen, naar det var smaat med Arbejdet, saa vidste han, at de var ærlige og at han fik sine Penge, naar det blev bedre Tider, derfor turde de ikke flytte, derfor satte de baade deres eget og deres Børns Helbred til, derfor, at de vilde være og anses for at være ærlige Folk, og saa maaste derfor, at de ikke var oplyste nok til at forstaa det forfærdelige Ansvar, de tog paa sig ved bevidst at bo i en usund Lejlighed.

Men for den Slags Mennesker og deres Lige maa netop Søndermarken vedblive at bestaa i hele dens ejendommelige, gammeldags Skikkelse, denne smukke Skov i Københavns umiddelbare Nærhed, hvor Folk har Lov at strække de modige Lemmer, hvor de har Lov til at lege og brede Dug paa den grønne Engbund og under de løvede Træers Kroner  og saaledes bøde en Smule paa den daarlige Luft, Lungerne har faaet tilført i Ugens Løb. Her behøver de ikke at genere sig, og de plages ikke af Solen som paa Fælleden.

Nej, det er Synd at tage Søndermarken fra disse, Synd at tage den fra de gamle Mennesker derude, og fra alle de andre som er glade for den.

Lad den fine og muntre Verden nøjes som hidtil med Langelinje, med Smedelinien og Strandvejen, men lad Frederiksberg være Folkets Ejendom.

S-h.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. november 1892).

Norske Hus i Søndermarken der skal efterligne et norsk landskab. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.

Skadeserstatningssag fra Krigen 1864. (Efterskrift til Politivennen)

27. Fra P. Pedersen af Holstebro om Invalideforsørgelse; ( Indbragt den 17de November 1892 af Folketingsmanden for Ringkøbing Amts 5te Valgkreds, Clausager). Andrageren bemærker, at han blev indkaldt til Militærtjeneste 1859 og 1861 og deltog i Vinterfelttoget 1863-64, indtil han blev syg og kasseret. Indtil Sygdommen begyndte, har han altid kunnet udføre sin Tjeneste uden at mærke til noget Sygdomstegn og uden at være behandlet for noget Sygdomstilfælde. Før Indkaldelsen var han altid sund og frisk, ligesom intet Anlæg til Brystsyge, hvoraf han lider, har været sporet i hans Familie. Det var først under Operationerne i Jylland i Vinteren 1864, at han ved Anstrengelse og Kulde angrebes af Sygdommen og efter Hjemkomsten fra en natlig Patrouille indlagdes paa forskellige Lasaretter, indtil han 1ste Juli 1864 blev kasseret paa Grund af Brystsyge. Han har siden den Tid lidt af Sygdommen og har forgæves søgt Hjælp for den hos forskellige Læger. I de senere Aar er den saaledes tiltagen, at næsten alt Arbejde er umuligt for ham, saa at han, der er uden Formue, og hvis økonomiske Forhold ved Sygdommen ere aldeles ødelagte, ikke kan ernære fig og Familie. Da Ansøgninger om Invalideforsørgelse til Invalidebestyrelsen og Finansministeriet ere blevne afslaaede, fordi man ikke har fundet konstateret, at Sygdommen er en Følge af den militære Tjeneste, henvender han sig til Folketinget for ved dets Medvirkning at opnaa en saadan, da han anser det for godtgjort, saa vidt saadant overhovedet er muligt, at Aarsagen til Sygdommen ikke kan søges forud for hans militære Tjeneste, men alene i de Forhold, der vare forbundne med udførelsen af denne, der under alle Omstændigheder efter hans Formening har fremskyndet Udbruddet af Sygdomen og forværret den, saa at han tidligere end ellers og i langt større Omfang er bleven erhvervsudygtig.

Udvalget foreslaar Andragendet henvist til Finansministerens Undersøgelse.

(Rigsdagstidenden 1892-93)

Bay, Moltke, Zahle og Adoptiv- og Plejebørn. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et af to indslag om Margrethe Elisabeth Bay. Det andet kan ses her på bloggen.

Lærer, skoleleder og skolebestyrer Margrethe Elisabeth (Elise) Bay (28. juni 1842-9. oktober 1916) var kortvarigt (22. september 1870-20. oktober 1871) gift med sognepræst Axel Vilhelm Bay som døde af tuberkulose på Thurø. Lærerinde Thusnelda Moltke på Th. Moltkes Borgerskole for Pigebørn (1870) opfordrede hende til undervise her, hvilke skete fra 1873. De to udviklede et venskab især baseret på deres trosliv og fælles ideal om en kristen skole. Elise Bay var samtidig blevet opfordret af Zahle og Kruse til at være hos dem. Bay underviste på N. Zahles Skole 1873-1895. De første år boede Elise Bay i skolekomplekset. Om sommeren var de hos Moltke og hendes mor på Marienborg i Frederiksdal ved Lyngby. I løbet af 1877-78 flyttede hun ind hos Moltke hvor hun boede til sin død. 

E. V. Harboe: Komtesse Moltkes Pigeskole for ugifte døtre. Skolegården er i dag del af Zahles Skole. Moltkes skole var i 1877 var flyttet ind i Linnésgade under N. Zahles Skoles rammer. Foto fra 1860'erne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Elise Bay og Thusnelda Moltke adopterede i 1876 Axel, og to senere hans brødre, fattiglemmet Ludvig (1875) og Helge (1879) i pleje. Det inspirerede dem i 1882 til at udvide skolen til en drengeskole. Dette er skildret i en artikel, hvor nedenfor bringes nogle afsnit:

Forældremyndigheden over drengen og fattiglemmet Ludvig blev i 1884 overdraget til en anonym “Velgjører”, der tilbød at overtage hans forsørgelse og opfostring. “Velgjøreren” var en i datiden kendt kvindefamilie med to skolebestyrerinder, for hvem Ludvig var en milepæl i deres pædagogiske og filantropiske arbejde. I sin nye plejefamilie blev Ludvig centrum for en strid om forældremyndigheden mellem skolebestyrerinderne Natalie Zahle, Elise Bay og Thusnelda Moltke. Med udgangspunkt i historien om Ludvig og hans tre søskende, som alle blev “afstået” til andre, belyser og diskuterer artiklen lovgivning og praksis omkring private plejekontrakter og afståelse af forældremyndighed i tiden lige inden reformerne af fattig- og børneforsorgen i slutningen af 1880’erne og i 1890’erne.

- - -

Den anonyme velgører viste sig (...) at være en kvindefamilie bestående af enkefru Elise Bay og frøken komtesse Thusnelda Moltke samt deres adoptiv- og plejebørn. I deres husstand var desuden to tjenestepiger. De havde boet sammen siden 1877 og havde arbejdet sammen endnu længere tilbage i tiden. De var begge uddannet som lærerinder fra Natalie Zahles almuelærerindekursus, og de var – efter de var blevet bestyrerinder for både en pige- og en drengeskole – en central del af kredsen omkring Natalie Zahle. Det var Zahle, der i 1870 motiverede til oprettelsen af Thusnelda Moltkes Borgerskole for Pigebørn; en skole for piger fra den lavere middelstand, og hun havde givet husly og indirekte økonomisk støtte til den i 1883 oprettede Linnésgades Undervisning for Drenge; en drengeskole med samme målgruppe.

Begge skolebestyrerinder var barnløse. Fru Bays oprindelige ægtefælle var død inden de havde fået børn, og komtesse Moltke forblev ugift og fik aldrig biologiske børn. De tre drenge tog de til sig for at skabe en ’rigtig’ kernefamilie. I stedet for ’far, mor og børn’ blev det til ’Værge (komtesse Moltke), Moder (fru Bay) og Børn’.

De var begge stærkt religiøse og var begge i deres ungdom grundtvigianere. Fru Bay havde været gift med en grundtvigiansk præst, og komtesse Moltke havde oplevet Grundtvig personligt – både i Vartov, hvor Grundtvig var præst og hun tilhørte menigheden, og til de såkaldte ’Vennemøder’. Også deres skoler var præget af deres religiøsitet: mottoet for pigeskolen var “soli Deo gloria” (al ære tilkommer Gud) og mottoet for drengeskolen var “ora et labora” (bed og arbejd). Da de senere oprettede en fond, der skulle drive de to skoler videre, blev det præciseret i fundatsen, at skolerne skulle drives “i kristelig Aand og som frie Skoler.” Men med tiden falmede det grundtvigianske ideal om frie og eksamensfri skoler, og begge deres skoler blev efterhånden mere traditionelle eksamensskoler, der blev samlet under navnet Østersøgades Gymnasium.

Fru Bay og komtesse Moltke var socialt og moralsk engagerede og involverede sig tidligt i sædelighedskampen imod organiseret og statslegitimeret prostitution. Fru Bay var således medstifter af og bestyrelsesmedlem i Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed, og de var begge medlemmer af foreningen, der arbejdede for at forbyde bordeller. 

De var knyttet til børnesagen; den bevægelse, der i sidste halvdel af det 19. århundrede tog en række private initiativer til bedring af uægte og fattige børns vilkår, og som politisk og filantropisk kæmpede for en bedre børneforsorg. Ud over de tre plejebørn var deres vigtigste bidrag til børnesagen oprettelsen i 1878 af Børnehjemmet Nøjsomhed for løsagtige, store piger. Formålet var “at frelse dem fra Fordærvelsen, (…) og opdrage dem til flittige og dygtige Tjenestepiger”. I mindre målestok bidrog de til mange private indsamlinger af midler til foreninger for plejebørn, og de optrådte jævnligt som støtter ved petitioner om bidrag til velgørende formål. På deres ældre dage producerede de håndarbejder, der blev solgt på basarer til fordel for sådanne foreninger. 

- - -

Som nævnt blev Ludvig forenet med sine to yngre brødre i den nye, københavnske plejefamilie. Og det var dem, der var årsagen til, at han overhovedet blev hentet ud af fattiggården og bragt til København. Forhistorien var den, at de to bofæller, fru Bay og komtesse Moltke, efter de var flyttet sammen, ønskede at tage et barn i pleje. Det var en udbredt praksis blandt støtter af børnesagen, at familien blev suppleret med et plejebarn. Ikke for at tjene penge som professionelle plejeforældre, men som privat velgørenhed og i nogle tilfælde – blandt barnløse, blandt enlige kvinder og i kvindefamilier – også for at kunne skabe en kernefamilie. Bay og Moltkes mentor og forbillede, Natalie Zahle, havde således på dette tidspunkt allerede haft tre piger som plejebørn.

De to skolebestyrerinder henvendte sig til et privat børnehjem – Københavns forenede Børne- og Tjenestepigehjem i Ryesgade. Her fandt Bay og Moltke deres første plejebarn, som kort tid senere blev adopteret af fru Bay: Carl Julius Nielsen, som var Ludvigs lillebror

- - -

Allerede et halvt år efter det var lykkedes bofællerne Bay og Moltke, at overtage forældremyndigheden over Ludvig, var de parate til at opgive ham og give forældremyndigheden videre. Det skete i et følelsesladet magtspil mellem hans plejemødre på den ene side og Natalie Zahle på den anden side.

På den modsatte side af den store gård mellem Linnésgade, hvor familien Bay og Moltke boede, og Nørre Voldgade, boede en anden kvindefamilie. Det var stifteren og lederen af Zahles Skoler, frk. Natalie Zahle og hendes bofælle, frk. Ingeborg Vinderen. Frk. Zahle var datidens dominerende skikkelse inden for pigers og kvinder uddannelse. Hun havde fra midten af det 19. århundrede opbygget et uddannelsesimperium – samlet kaldet Natalie Zahles Skole – som efterhånden bestod af grundskole, gymnasium, lærerindeuddannelser samt en række særlige skoler for musik, gymnastik, husholdning og sundhedslære; uddannelser forbeholdt piger og kvinder. 

Bay og Moltkes to skoler havde tætte forbindelser til Natalie Zahle og hendes skoler: Moltke sad i bestyrelsen for Zahles skoler og Zahle sad i bestyrelsen for Bay og Moltkes børnehjem for vildfarne piger. Og Zahle understøttede direkte og indirekte Bay og Moltkes skoler, som boede til leje i bygninger, som var ejet af Zahle. Privat var de genboer, og der udviklede sig efterhånden også et venskab mellem dem. Selv om deres skoler havde forskellige målgrupper, og de derfor ikke konkurrerede direkte med hinanden, og selv om der – eller måske netop derfor – var et naturligt magtforhold mellem dem baseret på forskelle i alder, anciennitet og indflydelse, var der på et personligt plan rivaliseringer. I løbet af deres langvarige, fælles historie var der flere magtkampe og symbolske opgør mellem frk. Zahle og de to bofæller og skolebestyrerinder. Alligevel holdt deres venskab så længe de levede.

- - -

Når “afståelsen” til frk. Zahle og frk. Vinderen aldrig blev realiseret, så skyldtes det altså, at Natalie Zahle var utilfreds med Bay og Moltkes begrundelse for at opgive deres forældremyndighed – der skulle i overdragelsespapirerne ikke blot stå, at de afstod ham for hendes “personlige Tilfredsstillelses Skyld”, men snarere at det skete med “Tak og Tro”, fordi de ikke selv kunne magte at have ham. Frasen “Tak og Tro” i denne sammenhæng betyder, at det skulle præciseres, at Bay og Moltke havde tiltro til Zahles evner som pædagog og familieoverhoved, og at de skulle udtrykke tak for, at Zahle ville påtage sig den store opgave, det var at skulle opfostre en 10-årig dreng fra fattiggården. Zahle ønskede altså, at det klart skulle fremgå, at der var tale om gestus, og at Bay og Moltke samtidig indrømmede, at Zahle ville være bedre til at opdrage ham og bedre kunne magte ham, end de selv kunne. Og hun præciserede i sit brev, på hvilke punkter hun ville have været en bedre plejemor: “Jeg havde og har en levende Følelse af, at jeg vilde have elsket ham højt, plejet ham frem det alt godt og med megen Alvor varetaget hans bedste. (..) Han selv finder sig naturligvis lettere med Livet derovre (dvs. hos Bay og Moltke, min kommentar) med Brødrene i den større Leg og paa en Maade større Frihed. Min Opgave vilde have været (…) at faa ham til at forstaa, hvad man havde reddet ham ud fra (dvs. fattiggården, mit indskud), hvad man vilde hjælpe ham til selv at arbejde sig frem til.”

Indrømmelsen af, at Natalie Zahle ville være en bedre plejemor, ønskede især Elise Bay ikke give. Og hun ville ikke indrømme, at hun og Moltke ikke kunne magte ham.

Denne uenighed i forhandlingerne fik Natalie Zahle til at betænke sig i to måneder og i mellemtiden blev tilbuddet om at overtage forældremagten trukket tilbage. 

- - -

Vi ved fra den levnedsbeskrivelse, der blev udgivet året efter Elise Bays død, at fru Bay og fr. Zahle havde et kompliceret og ambivalent forhold til hinanden: “Der (var) noget hos disse to stærke og saa udprægede Mennesker, som kunde fremkalde indbyrdes Brydninger. Frøken Zahle var vant til større Eftergivenhed, end hun undertiden i Begyndelsen af deres Forhold mødte hos Fru Bay, og dennes Hurtighed i Replikken havde Frøken Zahle ifølge sit Naturel noget svært ved.”

- - -

Sin sejr fik Natalie Zahle fem år senere, da det blev tydeligt, at Bay og Moltke ikke kunne magte ham mere. Ludvig blev smidt ud af sine plejemødres skole og af deres hjem på grund af “Vildskaber”. Hans plejemødre ville sende ham på den nyoprettede kostskole i Birkerød, men det nægtede han, og med Zahles mellemkomst gik han i stedet til søs.

- - -

I forhandlingerne mellem Natalie Zahle på den ene side og bofællerne Bay og Moltke på den anden, blev det tydeligt, at afgivelsen af forældremyndigheden over Ludvig var en handel, og det var uenighed omkring handelsbetingelserne, der gjorde, at overdragelsen af forældremyndigheden måtte opgives. Denne form for ’handel’ med et barn – ovenikøbet et barn, som man lige har gjort store anstrengelser for at overtage forældremyndigheden for – må forstås i kraft af den status og betydning, som Ludvig repræsenterede i kredsen omkring Natalie Zahle. I denne kreds var det almindeligt, at tage plejebørn ind i familien. Disse kvindefamilier og enlige kvinder havde ikke socialt acceptable måder at få biologiske børn på, og derfor var der mange, som i stedet fik plejebørn – oftest pigebørn. De kunne være helt eller delvist forældreløse, men fattiglemmer var de ikke. Ludvigs forhistorie var noget helt særligt i kredsen omkring Natalie Zahle, og opgaven med at påtage sig hans opfostring var større og mere vanskelig pædagogisk opgave, end man var vant til.

- - -

(Barnestemmer. Personalhistorisk tidsskrift 2018, heri Joi Bay: Drengen Ludvig fra Løitofte. Afståelse og videregivelse af forældremyndighed i 1880'erne. Uddrag)

Skolen fik i 1892 dimissionsret til både real- og studentereksamen. Elise Bay underviste i dansk, historie og religion. Det sidste i en noget forkyndende stil. I 1895 flyttede de to hele deres skole til Østersøgade, hvor den senere blev til Østersøgades Gymnasium, det nuværende Kildegård Gymnasium.

Opløb i Studiestræde. (Efterskrift til Politivennen).

I Gaar Eftermiddags var der i flere Timer Opløb udenfor Perlsteins Ejendom i Studiestræde. Anledningen var, at en ældre Kvinde, Frøken R., i Fredags vilde tage en Lejlighed i Besiddelse i Huset hun havde lejet den. men Hr. Perlstein vilde ikke have hende Huset af gode Grunde.

Hun medførte nemlig 21 Katte og en stor Mængde Rotter, hvilke sidste var indsat i Bure.

I Fredags Aftes kunde man ikke blive af med hende. Saa tog man fat i Gaar. Hendes overordenlig usle Bohave blev sat ned paa Gaden. Det fandt hun sig i med nogenlunde Taalmodighed; men da man vilde tage sat paa Sækkene, der indeholdt hendes Katte, hvinede og skreg hun paa det voldsomste. Hun gjorde Modstand i meget lang Tid. Optrinet varede i ca. 3 Timer, og i den Tid var Gaden sort af Mennesker.

Frøken R., der stal være af anset Familie, har selv en Kapital paa Rente og anses almindelig for velhavende. Men ingen Vært vil huse hendes Katte- og Rotte-Stutteri. For et halvt Aars Tid siden boede hun i "Linden" i Fiolstræde. Da hun flyttede herfra, fandtes der i hendes Værelse et tykt Lag af Katte og Rotteskarn, midt paa Gulvet stod et Trug med raadden Fisk, hvoraf Dyrene aad, og der trængte ud fra dette Svineri en aldeles utaalelig Stank.

Saa flyttede hun til Farvergade, og her gentog den samme Scene sig. Værten sagde hende op i Fredags, og efter Flytningen lod han Lejligheden rense saa godt det lod sig gøre. Hun havde boet her i den lange Tid med hele sit Menageri og som sædvanlig under utrolige Forhold, og ogsaa her henstod der et Kar med raadden Fisk, der i høj Grad generede de Omboende.

I Fredags Aftes lejede hun et Værelse i Studiestræde hos den omtalte Perlstein, og her var der til i Gaar Eftermiddags en forfærdelig Staahej. En Del af Kattene medfulgte i Fredags paa Flyttelæsset, men Resten, der var indelukket i 2-3 Sække tilligemed Rotteburene, bar hun selv hen i sin nye Lejlighed.

Hendes Skrammel blev i Fredags Nat staaende i Gaarden i den øsende Regn, mens hun selv tilligemed sine Dyr fik Tilladelse til at tage foreløbigt Natteophold i Værelset. I Gaar skulde hun rykke ud, men hun vilde ikke, og værgede tappert sine Yndlinge; midt i Virvaret blev der skaaret Hul paa en af Sækkene, og de forvildede Katte styrtede til alle Sider. En af dem foer ind paa den aabentstaaende Retirade og plumpede ned i Latrintønden, hvorfra Frøken R. fiskede den op. En anden Kat foer op af Trapperne og gennem en Rude, hvorfra den faldt ned i Gaarden og blev i den Grad forslaaet, at de Tilstedeværende fandt Anledning til at drukne den. Og saaledes vekslede den ene Scene med den anden til Underholdning for den forsamlede Menneskemængde

Da hun ikke kunde faa nogen ny Lejlighed, maatte hun i Gaar Eftermiddags ved 5-Tiden i stort Optog flytte hen paa Politistationen paa Nørregade. Her blev der først nægtet Tilladelse til at lade hendes ildelugtende Skrammel henstaa i Gaarden, hvorfor Flyttefolkene atter maatte bære det ud, men senere blev Tilladelsen givet. I Aftes Kl. 10½ lykkedes det hende at leje et Værelse i St. Pederstræde, hvor hendes Bohave blev kørt hen. Men saa saare Værten saa' Skrammelet og Dyresamlingen, blev hun øjeblikkelig sat paa Porten igen. I en Times Tid var der nu Opløb i denne Gade, indtil hun ved 12-Tiden i Nat atter maatte lade Flyttefolkene køre Sagerne tilbage til Politistationen paa Nørregade, hvor det henstilledes i Gaarden.

Frøken R., der er en lille, mager, bleg og sygeligt udseende Person, med Ansigt og Hænder forkradsede af Dyrene, slæbte stadig selv paa Sækkene og Burene, og hun fik nu Logis i Politiets Lokaler for i Nat. I Dag skal hun atter på farten for at søge sig en Lejlighed.

Man maa undres over, at Sundhedspolitiet ikke tager sig af dette forrykte Menneske.

(Social-Demokraten 4. september 1892).