Marie Villads(en) 1832-1910: Kildekonen i Søndermarken 1/4. (Efterskrift til Politivennen)

En Digterinde af folket.

Det er i vore Dage sjældent, at der fødes Poeter; den Mand, der staar frem og slaar Lyren for Folket, har først møjsommeligt maattet traske sig gennem Metrikens Jamber og Trokæer, før han mægtede at synge ud frit og naturligt.

Den Naturlighed, Kunsten har affødt; ti her gælder mere end andetsteds det gamle Ord om Yderlighederne, der berører hinanden.

Endnu sjældnere er det, at det udgaar en Digter fra Bondens eller Arbejderens trange Hjem, en Digter eller Digterinde, der uden Studium, uden akademisk Dannelse staar frem og synger om den friske, naturlige Glæde. Sjælen fornemmer, den Skønhed, Øjet ser.

Det vil derfor sikkert forbavse mange at børe, at der i Søndermarken gaar en gammel Kone omkring, et Menneske, der er født i et fattigt Hjem og som har været trykket under Armodens tunge Aag sit lange Liv igennem, at hun gaar omkring og digter Sange saa dybtfølte og romantiske, at man ved at høre dem studser forbavset.

Det er Marie Villadsen, "Marie Fejekone", som hun almindelig kaldes.

Vi skal her give en kort Biografi af hende - med det Første skal vi bringe hendes Billede og et Par Digte, hun har skrevet specielt for "København".

Hun er født 1832 og er et Datter af Snedker Per Jensen i Urløse pr. Nyrup. Allerede som Barn føjede hun Vers til alle de Salmer, hun lærte i Skolen. Byens gamle Koner og kloge Mænd kom derfor til det Resultat, at Barnet var forgjort eller "elleskudt".

Og da Naboens Gris saa blev syg, blev der sendt Bud efter en "klog Kone", der foruden at kurere Grisen tillige paatog sig at fordrive den onde Gejst, der havde taget Stade i Maries Legeme.

Hun blev derfor klædt nøgen, og sammen med Grisen blev hun "maalet og signet", mens den gamle, krogede Morlil gik rundt og mumlede besværgende Formularer og med sin Stok ridsede mystiske Tegn i Jorden.

Men "Gejsten" blev ikke fordrevet endda.

Inde i den store, stille Skov og nede ved den hvide Strand laa den lille Marie og digtede sine Sange om Riddere og Adelsdamer, om Ellepiger og Nymfer og Havmænd.

Vi skal her efter hendes til os velvilligt overladte Manuskript hidsætte en lille Prøve:

Naturen er min Verden og Natten er mig kær,
naar efter Dagens Færden jeg ene vandred' her,
da saa jeg som i Drømme de straalende Øer,
den dejlige Morgana med alle sine Møer

Gik Maanen frem bag Skyen og lyste over Vang,
jeg list ed' ud af Byen og Stuen saa trang;
paa Ellestubben sad jeg, mens andre var i Seng,
da saa jeg Svartalfer i den blomstrende Eng.

Da saa jeg Tournering og Klang af Ridderspil,
jeg glemte, der i Verden var Nød og Kummer til,
og Ridderen jeg saa paa den skumdækte Hest,
mig trylled' Fantasien som selv jeg der var Gæst.

- Saa kom jeg hos en Garver, han boede vej Strand,
saa blev min Trylleverden det blinkende Vand; 
der det skønneste Syn var i Aftenen tyst,
saa jeg skøn Havmand med skældækte Bryst.

De lyse Lokker flagred' i sælsom Straaleglans
Klinteroser snoed' sig om Barmen en Krans,
og Guldharpen slog han med Sang og Strengespil, 
saa alle Vaarens Fugle maatte lytte dertil.

Som man ser: Vers, der i al deres Simpelhed rummer en Dybde og Følelse, som mangen moderne Digter maatte misunde den gamle, fattige Fejekone.

(København 10. august 1894).

Emmy Lange (1851-1894). (Efterskrift til Politivennen)

I september 1890 udsendte Dansk Kvindesamfund en opfordring til at reformere kvindedragten så det både var sundt og hensigtsmæssigt. Heri påpegede man at korsettet hæmmende livsfunktioner og fremmede sygelighed. Også reform-undertøj blev her nævnt. Udtalelsen blev støttet af 25 læger heriblandt Emmy Lange.

Emmy Lange.

I Gaar Formiddags døde Københavns sikkert nok mest afholdte Læge, Fru Emmy Lange, 43 Aar gammel.

Fru Lange hørte til de allerførste kvindelige Studerende her i Landet; de to første Kvindestudenter var fra 1877, Fru Lang - den Gang Frk. Kramp - blev den fjerde og nogle Aar senere ligeledes den fjerde i Rækken af vore kvindelige Læger.

Allerede i 1874 tog Frk Kramp Lærerindeeksamen; denne Omvej var nemlig i de Dage nødvendig for at vænne Forældre og Slægtninge til at betragte Studeringer for noget ikke altfor skrækkeligt for en ung Dame at befatte sig med; i 1880 tog hun Studentereksamen og gennem faa Aar fuldendte hun sine medicinske Studier, tog en god Eksamen og blev Kandidat paa Almindeligt Hospital under Professor Brandes og senere paa Frederiks Hospital under Dr. Oskar Bloch.

Paa begge disse Hospitaler saa vel som senere i sin private Praksis forstod Frk. Dr. Kramp i fortrinlig Grad at vinde sine Patienters Tillid og gøre sig afholdt af dem som ingen anden.

Kort efter at have fuldendt sin Uddannelse som Læge giftede hun sig med Læge Christen Lange, med hvem hun levede i et sjældent lykkeligt Ægteskab. Hun døde to Dage efter at hun havde bragt to Drengebørn til Verden.

Ikke alene hendes Mand, men hele den Kreds af Venner, hun erhvervede sig gennem sin Lægevirksomhed, vil sørge oprigtigt over hendes tidlige Bortgang.

For Kvindesagen er Fru Emmy Langes Død et uerstatteligt Tab, ti hele hendes yndefulde, indtagende Personlighed var den mest levende Protest imod, at det skulde være "ukvindeligt" at studere, selv om Studierne for en stor Del skulde gøres paa Obduktionssalen.

(København 13. juli 1894).

Emmy Elisabeth Albertha Lange, f. Kramp (1851-1894). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Læge og kvinde.

Om praktiserende Læge, Fru Emmy Lange. der, som tidligere omtalt, er afgaaet ved Døden. skriver en Læge i "Polit.":

Fru Emmy Lange, f. Kramp, døde i Torsdags Morges, 43 Aar gl., efter 2 Dage forinden under store Lidelser at have bragt to Sønner til Verden.

Den afdøde var den fjerde i Rækken af Danmarks 7 kvindelige Læger, tillige den fjerde i Rækken af samtlige danske Kvindestudenter.

Frk. Emmy Kramp var ikke den, der gjorde de mest straalende Examiner, skiøndt hun stadig erholdt smukke Laud'er. Men hun var paa sin Vis den, der bidrog mest til at nedbryde Fordommen mod kvindelige Studerende.

Den almindeligste Anke var: "Damer bliver ukvindelige af at studere". Og saa saa' man her i Frk. Kramp den nydeligste unge Dame, der trods al Studeren, ja trods daglig Færden i Obduktionsstuer og ved Operationsborde, bevarede et Væsen som den fuldkomneste Lady. Den, der skriver disse Linjer, mindes et stort offentligt Bal, hvor Frk. Kramp som nybagt medicinsk Kandidat deltog. Hun var i sin stilfulde Elegance og med sit fylderige graa Haar - graahaaret blev hun allerede som attenaarig - om det harmonisk milde Ansigt, hvori lyste to store, varme, mørke Øjne, absolut Ballets Dronning. Hun førte sig med naturlig Ynde og Værdighed, den lærde Frk. Læge var den mest indtagende Dame. Der var hin Aften en nådig beundrende Hvisken om hende. Tænk, det er hende, der er Læge! Hvor smuk og Fin hun er! - Det er ikke Overdrivelse, at hendes Optræden ved det Bal var en virksommere Agitation for Kvindesagen end Snese af Kvindesagsmøder med fornærmende Taler af vrisne Damer.

Efter at have taget medicinsk Examen blev hun Kandidat, først paa Almindeligt Hospital, derefter paa Frederiks Hospital hos Overkirurg Oscar Bloch. Begge Steder var hun forgudet af Lærere, Kammerater og Patienter. Hun bragte med sig ind i de triste Sygestuer et Pust af Ungdom og Skjønhed, af Mildhed og Finhed. Mange af de gamle fra Almindeligt Hospital vil falde Taarer. naar de hører, at deres kjønne lille Frk Doktor er død.

Strax efter at have afsluttet sin Lægeuddannelse, giftede hun sig med den unge Læge Christen Lange. Og lykkeligere Ægteskab skal man lede om end dette hvor Mand og Kone forenedes ikke blot i Kjærlighed, men ogsaa i fælles Interesser og Gierning. Den kvindelige Ynde, den sine Dametakt bevarede Fru Lange. Hun var sin Mands Kollega, men hun var først og sidst Hustruen. Husfruen.

Det faldt ikke denne "emanciperede" Kvinde ind at ville frasige sig sine naturlige Opgaver som Kvinde. Hun ønskede intet højere end at blive Moder. Nu omsider skulde hendes Haab gaa i Opfyldelse. Hun ventede med inderlig Glæde, at der skulde vederfares hende den store Lykke, som hun i Egenskab af Læge havde iagttaget hos saa mange fødende Kvinder.

Hun oplevede at se sine to Sønner. To Dage efter døde hun, medens den Videnskab, hun havde dyrket, stod magtesløs.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 18. juli 1894).

Ingen Præst!

Vi omtalte forleden, at en paa Vesterbro i København boende Mand, der var afgaaet ved Døden, blev begravet paa Vestre Kirkegaard uden Præst eller kirkelige Ceremonier.

Forrige Søndag foregik atter en Begravelse uden Præst. Det var Dr. Chr. Langes Hustru, den bekendte frisindede kvindelige Læge, Fru Emmy Lange, hvis Lig stededes til Jorden paa denne Maade.

Fru Lange, der blev 43 Aar, omtales som meget afholdt i sin Lægegærning. Hun døde i Barselsseng, efter at have født for første Gang og hun nedkom med Tvillinger.

Loven forbyder, at andre end Præster ved anerkendte Trossamfund taler ved Graven. Af Hensyn hertil og for at give den Afdødes Venner Lejlighed til at sige hende Farvel ved Baaren, var der forrige Søndag arrangeret en Sorgefest i hendes Hjem i St. Kongensgade.

Her samledes om Formiddagen Kl. 11 saa mange som Lejligheden kunde rumme, en Kreds af hendes Familie, Venner og Kolleger.

Cand. mag. Johan Ottosen tog først Ordet og holdt en Mindetale over den Afdøde. Han udtalte bl. a., at vel havde hendes Liv kun været kort, men det havde til Gengæld været fuld af Arbejde og Kærlighed. Hendes Opfattelse var, at Døden er Livets Ende, men selv de, der staar hendes Opfattelse fjærnest og tror, at Døden er en ny Begyndelse, vil sympathisere med et Liv, der er levet ædelt, stræbende og modigt, i sjælden Troskab og sjælden Harmoni. Hun oprørtes mod Uret og Fordomme, hun var utrættelig i sit Kald, en ypperlig Hustru, altid Kvinde, altid rede til at bringe Ofre for andre. Pris ingen lykkelig for han er død, men hende priser vi lykkelig, thi hun har levet vel.

Den kvindelige Læge, Frk. N. Nielsen, talte dernæst om Emmy Lange som den brave Kollega og gode Kammerat, der altid forstod at indgyde sine Patienter Mod til at kæmpe mod Smerten.

Endelig bragte Forfatteren Erik Skram en venlig Hilsen fra Studentersamfundet og fra den Kreds, der personligt stod Emmy Lange mindre nær, men hvis Tanker og Stræben ogsaa var hendes.

Dermed var denne sjældne Højtidelighed til Ende. Kisten bæres ud og førtes af de Nærmeste til Kirkegaarden, hvor den i al Stilhed sænkedes i Jorden og uden at nogen Præst var til Stede.

(Demokraten (Århus) 23. juli 1894)

I 1895 udkom "Kvindernes Udstillings Kalender 1896", hvori Emmy Lange var den første. Mathilde Malling havde kort skrevet om hende. 

I 1898 tog en række kendte initiativ til at rejse et mindesmærke på hendes gravsted, bl.a. R. Bergh, Georg Brandes, samt hendes mand, Christen Lange. (Annonce fra Nationaltidende, 5. marts 1898, 2. udgave.)

Kvinder.

Der har i Kjøbenhavn dannet sig en Komité med det Formaal at stifte et Legat til Minde om den udmærkede Kvinde, Lægen Fru Emmy Lange. Hr. Ivar Berendsen skriver i Gaar en Artikel i Pltk. om Fru Emmy Lange i Anledning af dette paatænkte Mindelegat. Vi hidsætter her lidt af den, - den fortæller om Kvinder, der skal dømmes efter, naar man vil tale om dannede, aandsudviklede "radikale Kvinder", - altfor ofte ser man en sørgelig Karikatur, der mindst af alt vilde blive taalt i disse Kredse, taget som Norm af Modstanderne. Da Professor Høffding offenliggjorde sin Afhandling om Pastor Fejlberg, tillagdes der en bekjendt Forfatter det Udbrud: "Ja, der har man det, dannede Mennesker, - Sympathi fordrer Alvor, aandeligt Respekt og Agtelse for den Kraft, enhver sætter ind paa sit". Paa Fru Langes Vennekreds, der dannedes af Mennesker med delvis forskjellig Livsopfattelse, vilde de Ord kunne anvendes.

Hr. Berendsen skriver bl. a.:

Op igjennem Firserne er der en Kreds af udmærkede Kvinder, der dannede ligesom en lille Gruppe for sig. De holdt sig fjærnt fra den højtbrusende Kvindefrigjørelses Talemaader. Uden at skilte eller præke med det, indtog og udfyldte de deres bestemt markerede og uimodsagt respekterede Pladser i vort Samfund, frugtbart virkende hver i sin Stilling. Flere af dem var Læger, et Par Forfatterinder, nogle Journalister, Lærerinder; der var ogsaa dem iblandt dem, som var - de patenterede Kvindesags- kvinder vilde sige: var kun - Husmødre og Mødre, ja udelukkende Damer. Det var ikke nogen afsluttet Ring eller noget uigjennemtrengeligt Frimureri, der holdt dem sammen; et kort Tidsrum mødtes de fleste af dem regelmæssigt, men ogsaa forud for denne lille Periode og efter den stod de som noget for sig selv, - og var det ogsaa. Fra det almindelig borgerlige eller spidsborgerlige Bourgeoisis Damer adskilte de sig ved deres Mangel paa Respekt for Borgerskabets Vedtægter som Vedtægter, og fra Hovedmængden af navnlig de yngste Emancipationsdamer ved deres udprægede Kvindelighed og ved deres Sky for at vække Forargelse for Forargelsens Skyld.

Folkemeningen existerede ikke for dem, hverken saadan, at den bandt dem, eller saadan. at de anstrængt søgte Lejlighed til at sætte sig ud over den. Deres fælles Opfattelsesbasis var den store Fornyelsens Tid i Halvfjersernes Begyndelse, som mange af dem havde gjort med, de var og blev afgjorte Avtoritetssornægtere, Kjættere om man vil, religiøst som socialt, men iøvrigt lykkeligvis lige saa fri for Klikeanskuelser som for al anden Vedtægtsbeundring. Med Tidens fremragende Mænd stod adskillige af dem i det fyldigste aandelige Samkvem.

Blandt disse Kvinder var Emmy Lange een og een af de bedste, maaske den centraleste. Læge og Kvinde, fremragende og beskeden, den stille Magt og den faste Personlighed i eet; og frem for alt Kjærlighed - til Menneskene, til Hjem, til sit Kald, til de i Ungdommen vundne Anskuelser, til Livet. Der brast ved hendes Død en Traad, som bandt mange Mennesker sammen, til Dels uden at de vidste det.

Det er snart fire Aar siden, hun døde, men de, som kom i Berøring med hende, selv den løseste, vil ikke have glemt noget af, hvad han eller hun skyldte hendes rige Kjærlighed, - hvor kort end mennestcltg Hukommelse om svunden Sjælsstorhed er.

En god Læge blandt Kvinderne er vel intet enestaaende, mangen Kvinde var som hun paa en Gang praktisk virkende, huslig, vennesæl og Dame; men den Kjærlighedens overdaadige Rigdom og Personlighedens Harmoni, som Emmy Lange føjede til sin Intelligens og sin Dygtighed, - den er kun givet de faa og de benaadede.

(Frederiksborg Amts Avis 18. marts 1898).

Georg Brandes: Samlede Skrifter, bind 15, s. 189-190. Heri skrev han bl.a. i en nekrolog: "Hun tænkte som en mand, optrådte som en dame, følte som en kvinde".

Søndermarkstaarnet. (Efterskrift til Politivennen).

Det er længe siden, at et Aktieforetagende her hjemme har vakt en saadan Interesse og Debat Mand og Mand imellem som de i denne Tid fremkomne Planer til et Udsigtstaarn i Søndermarken. Medens de Fleste ubetinget sympathisere med Tanken, er der Nogle, som i en eller anden Henseende tage Forbehold, og det kan derfor være betimelig kortelig at belyse den hele Plan saa vel fra et almindeligt som særlig fra el finansielt Synspunkt.

Først kan det bemærkes, at Tanken om at reise et Udsigtstaarn ikke er noget Enestaaende for Kjøbenhavn. Efter at Eiffeltaarnet i Paris, der smedes ind som Led i den store Verdensudstilling 1889, har naaet sin vellykkede Succes, er der næsten ikke en stor By, som er bleven uberørt af Planer i samme Retning. Og efterhaanden er man i vid Udstrækning naaet til at faae disse Planer realiserede. Ikke saa faae Udsigtstaarne ere allerede reiste, og flere lignende ere under Udførelse, ikke mindst i England, hvor man paa forskjellige Punkter baade over- og underbyder Eiffeltaarnet. Paa et temmelig isoleret Punkt ved London mener man endog at kunne anvende mindst 10 Mill. Kr. i dette Øiemed.

For Kiøbenhavns Vedkommende stiller Forholdet sig saaledes, at man ved at vente har vundet Mulighed for at kunne drage sig de i Udlandet vundne Erfaringer til Nytte, og at der næppe er nogen By, hvor Trangen til og Rimeligheden for et Udsigtstaarn er mere fremtrædende. Dermed hører det ganske naturligt sammen, at man nu har kunnet møde frem med fuldt modne Planer og give disse en Motivering, der i alle Henseender synes at være fuldt tilfredsstillende.

Som det allerede vil være bekjendt, skal Søndermarkstaarnet reises umiddelbart op til Valby Langgade paa en afgrænset Plads af 150 Alens Længde og 120 Alens Bredde. Selve Taarnet faaer 80 Alens Diameter, hvilket vil sige, at Tivolis Koncertsal med Veranda lettelig kunde omsluttes af dets nederste Afdeling. Udsigtstaarnets bærende Konstruktion skal udelukkende bestaa af Jern og Staal, der bæres af et Fundament af Cementbeton. Træ er udelukket af Konstruktionen og kan kun benyttes under Forhold, hvor det kan siges med Sikkerhed, at det ikke kan bevirke Brandfare, samt hvor det maa siges, at det ubetinget er i det besøgende Publikums Interesse, eller hvor det er ønskeligt af arkitektoniske eller Hensigtsmæssigheds- Grunde. Adgangene til Trapperummene skulle være absolut brandsikre. Taarnet, hvis samlede Høide fra Fundamentets Overflade - der ligger ca. 90 Fod over Øresund - er ca. 430 Fod til Flagstangens Knap, er forsynet med 3 Platforme, tilgængelige for Publikum, i Høiderne ca. 100, 200 og 300 Fod over Terrænet. Den nederste - 1. - Platform hviler paa en Underbygning, der har Form af en regulær 10 sidet afstumpet Pyramide. Den har selv Form af en regulver 16 Kant - eventuelt en Cirkel - med en Sidelinie paa ca. 24 Fod. Centralt paa den anbringes en Bygning, indeholdende Restaurationslokaker m. m., der har Form af en regulær Ottekant med Sidelinie ca. 30 Fod. Den gives overhængende Tag. Den midterste Del af denne Bygning opføres i to Etager og har kvadratisk Form med ca. 30 Fod i Siden. Dennes Tag er et Pyramidetag, medens de øvrige Tag ere Halvtage. I Bygningen findes fuldt monteret Restaurant, Forhal med mindre Udsalg, Trappe og Elevatorrum samt Toiletetablissementer. I øverste Etage, der er forbunden med nederste ved 3 Trapper, hvoraf 2 for Publikum og 1 for Restaurationen, findes en Forhal med Adgang til Trapper og Elevator til de øvre Platformer, Lokaler for et fotografisk Atelier og for Restauratoren. Der haves tillige herfra Adgang til aabne Siddepladser paa det flade Tag over den enetages Bygning. Udenom hele Bygningen er der under det overhængende Tag anbragt en aaben Veranda ca. 12 Fod bred, og udenom denne atter en Rundgang ca. 8 Fod bred. Adgangen til 1. Platform skeer dels ad to 4 a 4½ Fod brede Trapper i et fælles Trappehus, dels ved to Elevatorer. Disse beregnes til at transportere 12-13 Mennesker ad Gangen med en Maximumhurtighed af 1½ Fod i Sekundet. Elevatorerne drives enten ved elektrisk eller hydraulisk Kraft og forsynes med alle Sikkerhedsforanstaltninger. 2. Platform i en Høide af ca. 200 Fod over Fundamenterne er en regulær Ottekant indskreven i en Cirkel med ca. 54 Fod Diameter. Den forsynes med et lille Udsalgslokale for Erindringer; Gulvet af Sten. 3. Platform i en Høide af ca. 300 Fod over Fundamenterne er ligeledes en regnlær Ottekant indskreven i en Cirkel med Diameter ca. 31 Fod. Den udstyres som 2. Platform. Adgangen fra 1. til 2. og 3. Platform skeer dels gjennem to ligeløbs Trapper, der sno sig udenom Elevatorrummet, dels gjennem en dobbelt Elevator, der arbeider paa den Maade, at den ene Stol bevæger sig fra 1. til 2. Platform, medens den anden daler fra 3. til 2. og omvendt. Stolene skulle hver transportere ca. 8 Mennesker, og ingen maa gaa med større Hastighed end ca. 1½ Fod i Sekundet. Det Hele krones af en Lanterne, der er dobbelt. Den nedre større Del er ca. 19 Fod i Diameter og 30 Fod høi; de bærer ea. 10 Fod over 3. Platform et Gulv, saaledes at der her tilveiebringes et Observatorium til militært, geodætisk og topografisk Brug, der altsaa kan benyttes til enhver Tid uden at generes af det besøgende Publikum. Denne Lanterne begrænses foroven af en mindre ca. 9 Fod vid og ca. 10 Fod høi Lanterne forsynet med en Omgang ca. 10 Fod i Diameter. Denne Omgang er forbeholdt meteorologiske Undersøgelser. I den mindre Lanterne anbringes et stærkt elektrisk Blus eventuelt forsynet med et Speil- eller Linseapparat. Adgangen fra 3. Platform til disse øvre Lokaliteter skeer ad Vindel- eller Svingtrapper. Hele Bygningen, der selvfølgelig konstrueres med al fornøden Hensyntagen til den Soliditet, der vil kræves i vort stormfulde Klima, forsynes med Systemer for Gas- og elektrisk Belysning, Vandindlæg, Afledning osv. Nogle mindre Bygninger opføres ved Taarnets Fod, hvor der bliver rigelig Plads til Beværtning ved Stole og Borde, omtrent som hos Josty.

Der foreligger rigeligt Materiale til at paavise flere Punkter, hvor Søndermarkstaarnet byder væsenlige Fordele i Sammenligning med Eiffeltaarnet; men af Pladshensyn maa det være nok her at fremhæve, at man i Kjøbenhavn kommer til at bygge forholdsvis meget villigere end i Paris, hvilket allerede fremgaaer deraf, at man for Søndermarkstaarnet kan nøies med en Aktiekapital paa 600,000 Kr., medens der til Eiffeltaarnet krævedes 20 Mill. Frcs. Herved er det værd at bemærke, at Udsigten fra Søndermarkstaarnet paa Grund af Terrænforholdene endda vil blive mere storslaaet, skjøn og afvexlende end fra Eiffeltaarnet. Ogsaa de i England opførte Udsigtstaarne blive forholdsvis betydeligt dyrere end Søndermarkstaarnet.

Naar man nu spørger, om Søndermarkstaarnets sandsynlige Rentabilitet, maa det vistnok indrømmes, at man her har seet meget nøgternt paa Forholdet. Blot ved et Besøg af 100,000 Mennesker aarlig naaer man op til Balance. Et Besøg paa 100,000 Mennesker svarer i Virkeligheden kun til et Par gode Festdage for Eiffeltaarnet, og det er ikke sangvinsk at antage, at Søndermarkstaarnet i Kjøbenhavn i Aarets Løb vil kunne naae adskilligt op over dette Tal. Det er oplyst, at Frederiksberg Have i Sommertiden hver Søndag besøges af 16-20,000 Mennesker, og det kan sikkert antages, at Søndermarkstaarnet lige saa vel som Zoologisk Have vil kunne tage sin Del deraf. Kjøbenhavns Befolkning sættes jo nu til ca. 400,000, og kan det ikke antages, at hver Enkelt vil tage derud, i alt Fald hvert 4. Aar? Hertil kommer Fremmedbesøget, der stadig er stigende: I 1889: 87.217: i 1890: 92,017; i 1891: 104,660; i 1892: 103,000; i 1893: 108,589, Alt alene for Hotellernes Vedkommende, hvortil kommer en Mængde Rejsende, særlig Provinsbeboere og Svenskere, der dels bo hos Slægtninge dels komme om Morgenen og atter reise om Aftenen. En væsenlig Del af disse Tilrejsende kunne betragtes som selvskrevne Gjæster i Søndermarkstaarnet.

Man har indvendt, at Søndermarken, der dog nu har faaet sin særlige Sporvei kun 90 Alen fra Taarnets Fod, ligger noget afsides for den almindelige kjøbenhavnske Bevidsthed, og at Byens Fremvæxt i den senere Tid væsenligst synes at skulle ske mod Øst og Nord. Men herved er det at bemærke, at Udvidelsen mod Øst ikke kan antages at ville stanse Udvidelsen mod Vest, hvor, bl. A. de nye Banegaardsanlæg snart ville bringe forøget Liv. Man har med Hensyn til Taarnets Opførelse oprindelig sin Opmærksomhed henvendt paa flere andre Punkter, særlig paa Pladsen bag ved Tivoli og paa Kastelsvolden; men man har valgt Søndermarken efter modent Overvejelse. Man er her oppe paa den Højderyg, der omslutter det Lavland, hvorpaa Kjøbenhavn ligger, og er altsaa uden for den snævrere Horisont, som ville møde Beskueren og til Dels begrænse Udsigten fra et Taarn, der laa i selve Byen. Dertil kommer, at man vinder en Høide af 70 Fod eller mere aldeles gratis, og at endelig Bekostningen ved Funderingen er betydelig mindre paa den faste, naturlige Bakke, end den vilde være paa de andre Punkter i og ved Byen, hvor man overalt møder opfyldt Grund. Det har da ogsaa vist sig, at man ved Opførelsen af Udsigtstaarnel i England er gaaet meget længere udenfor den alfare Vei. Det mægtige Taarn, der opføres ved London, ligger i Wembley Park flere Mil ude i Landet i stik modsat Retning af Krystalpaladset, hvorhen Søndagsstrømmen gaaer, og Blackpoll-Taarnet er reist paa Landet ude i Lancaster med betydelige Afstande til de Byer, hvorfra det kan vente sin Søgning.

Søndermarkstaarnet vil sikkert kunne yde sit gode Bidrag til at drage en Del af Menneskestrømmen i Kjøbenhavn mod Vest, og det vil i saa Henseende kunne give zoologisk Have en Støtte, der maaske i Tidens Løb kan komme til at veie lige saa meget som det Statsbidrag, Haven nu faaer. Thi det staaer fast, at Udsigten fra Taarnet vil blive aldeles uforlignelig. Den vil hovedsagelig komme til at falde i fire Dele : 1) ud mod Søen, der breder sig milevidt; 2) over den store By med Sundet, Sverige Kyst og Hveen bag sig; 3) mod Nord til Skoven med Villabyerne og 4) ud over det vide Land med Marker, Skove og Søer i pragtfuld Blanding. At Blikket i den Retning vil kunne naa vidt, fremgaaer alene deraf, at man omtrent fra Taarnets Fod kan se Roskilde Domkirke.

Ved de Betragtninger, som det her har været Hensigten at anstille over Søndermarkstaarnet, er dettes militære og videnskabelige Betydning holdt udenfor; men det maa jo dog fornuftigvis erkjendes, at hvad der kan bydes i disse Retninger, maa tages som et Plus og ikke som et Minus. Og under disse Forhold kan man sikkert fra alle Sider mødes i Anerkjendelse af de Mænd, der have fat Sagen i Værk, og ønske dem Held og Energi til at føre den igjennem. Netop i disse Aar sættes der jo mange betydelige Foretagender igjennem i Kjøbenhavn. Man aabner snart den store Frihavn med dertil hørende Dampfærgeforbindelse; man omformer Banegaardsforholdene med en Storstads Kaar for Øie; det nye Raadhus har faaet sin Grund lagt; "Strøget" asfalteres ; der kommer orientalsk Pavillon med forhaabenlig dertil svarende Baadfart paa Søerne og Dampfærgefart i Havnen, medens nye Sporveisruter og flere Jernbanelinier, deriblandt Kystbanen, skulle ophjælpe Trafiken paa Land. Men ved Siden af alt dette maa det siges at være i sin gode Orden, at Kjøbenhavn nu ogsaa faaer sit Udsigtstaarn, der fuldt saa meget som noget af det Andet vil kunne bidrage til at give Kjøbenhavn Storstadspræget. Det er bekjendt nok, at udenlandske Pengemænd have havt Tanken henvendt paa Opførelsen af et saadant Taarn i Kjøbenhavn; men naar man nu fra forskjellige Sider har ønsket, at Kjøbenhavn skulde løse ogsaa denne Opgave ved egne Kræfter, er det øjensynligt, at denne Løsning i flere Henseender vilde være den heldigste. Man maa ønske, at det ved indenlandske Penge maa lykkes at faae Taarnet reist; der vil da sikkert baade fra Indland og Udland komme Besøgende nok for at nyde Udsigten fra det.

(Nationaltidende 14. juni 1894. 2. udgave. Dagens Nyheder 15. juni 1894).

Efter annonceringen af aktietegningen om tårnet, hørte man ikke videre til det. Til gengæld puslede Frederiksberg Kommunalbestyrelse i maj 1895 med at opføre et vandtårn i Søndermarken, og det blev september 1895 udbudt i licitation opførelsen af et vandtårn i Søndermarken. I september 1895 planlagde en arkitekt og en overretssagfører i København at opføre et lignende udsigtstårn på Klampenborg badeanstalt, og skulle være opført på den store plæne nærmest koncertsalen. Heller ikke disse planer blev til noget.

Hans Peter Hansen (1829-1899): Søndermarkstårnet. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Robert Watt (1837-1894). (Efterskrift til Politivennen)

 Et virksomt Liv.

Robert Watt.

Robert Watt, Tivolis artistiske Direktør, er i Gaar Kl. 3½ afgaaet ved Døden. I længere Tid havde han skrantet, og den Dag Tivoli aabnedes, saa en hver, der mødte hans kendte Skikkelse, langsom slæbende sig frem, at han var en mærket Mand, at det vilde være et Under, om han levede til Tivoli lukkede. Faa Dage efter indlagdes han paa Frederiks Hospital for at det nærmere kunde konstateres, hvad Sygdom han led af. Det viste sig som bekendt at være en hæftig Nyrebetændelse der inden lang Tid afstedkom en Blodforgiftning. Da han i Gaar døde var det en længe ventet Begivenhed.

Watt har ikke vunden sin Berømmelse i Tivoli. Hans Glansperiode ligger langt tidligere.

Han var en smuk, rask Gut, der hurtig fandt det for snævert herhjemme og allerede for sit tyvende Aar drog han af Landet og faitede rundt i Australiens Skove. Her førte han 

et æventyrligt Liv.

Til at begynde med boede han hos rige, velhavende Slægtninge, men senere kom han bort fra disse og var først Deligencekonduktør fra Guldminerne ved Melbourne, senere Kusk, hvad der var en meget betroet Stilling, ti her er hverken Vej eller Sti, og der kræves det nojeste Kendskab til Terrænforholdene.

Paa forskellig Maade slog han sig igennem, da denne Bestilling maatte opgives og han har f. Eks. blandt andet været Medhjælper hos en Tryllekunstner.

Sine Eventyr fortsatte han senere paa Amerikas Prærier. For alt, hvad han oplevede, havde han en fortræffelig Hukommelse og da han kom hjem nedskrev han med sjælden Livlighed og tiltalende Fantasi sine Æventyr, der under Mærket "Bob" hurtig vandt "Illustreret Tidende" hvori de fandtes, en stor Læsekreds.

En ny Journalistik.

Endnu mere Opsigt vakte Robert Walt, da han kastede sig ind i Døgnets Literatur og blev Redaktør af "Figaro". 

Han er paa en vis Maade her den moderne journalistiks Fader. Han indførte den lettere franske Behandling af Dagens Begivenheder og slog som første Mand til Lyd for den personlige Journalistik, der nu spiller saa stor en Rolle,

Det sidste vakte den Gang megen Forargelse. Det er ret betegnende for Tiden, at den første Meddelelse af den Slags, der fandtes i "Figaro", vakte en sand Storm. Og den omhandlede den ganske simple Ting, at en Læge fra Chicago var ankommen til Byen og havde taget Ophold paa Hotel "Tre Hjorter".

Noget sligt havde man aldrig tænkt sig, kunde skrives i et ordentlig Blad.

Men Watt fandt Forstaaelse hos den intelligente Del af Landets Ungdom, den Gang for en stor Del Adelen, der pekuniært støttede hans Blad og vedblev dermed, da det senere blev til "Dagens Nyheder", en Støtte, der har varet ved i mange Aar lige til de sidste Dage.

I Vælten.

Det følger af sig selv, at Watt som en Banebryder blev feteret som faa, og navnlig det smukke Køn var en trofast Beundrer at ham og hans Virksomhed. Hertil kom, at han var i høj Grad morsom og livlig at tale med, og navnlig som ung var overordentlig smuk.

Watt har tillige alle Dage været en rask og uforfærdet Karakter, har endog i sin Tid haft sin Duelhistorie, der ikke gjorde ham mindre populær.

Det var Redaktionssekretæren ved den da eksisterende "Dagstelegrafen", der havde skrevet at Watt ved en Fest i Odense havde badet sig for aabenlyst i Hoffets Naadesol.

Watt sendte straks en Udfordring, Meyer meldte ham til Politiet og W. fik otte Dages simpelt Fængsel

En heldig Teaterdirektør.

Da Folketeatrets daværende Direktør, Lange, døde 1876, blev Watt Direktør for Folketeatret. Ogsaa her fulgte Heldet ham og han benyttede sin store Kendskab til Udlandets Scener og fremmed Literatur til at opføre en Række Skuespil, alle i den lettere Stil, der bragte Teatrets Kasse til at svulme.

Han støttedes under sin Direktørvirksomhed af Hoedt. Sardou's Værker holdt under hans Ægide deres Indtog i Byen og med dem fejrede han store Sukcesser. Da han 1884 overdrog Folketeatret til Abrahams, var han en velhavende Mand, der kunde sætte sig hen og tage Livet med Ro.

Dette laa dog langt fra hans livlige Natur; han maatte have noget andet at tage sig for. Han rejste, skrev og oversatte. Særlig engelske og amerikanske Forfattere, som Mark Twain, Thackeray, Edgar Poe, Bret Harte, har i Watt haft en paalidelig og forstaaende Oversætter.

Da Watt 1886 kom tilbage fra en længere Pariserrejse, blev han udnævnt til Direktør i Tivoli, hvor han navnlig forestod den artistiske og den repræsentative Ledelse.

I de sidste Aar var hans Virksomhed i sidstnævnte Egenskab maaske den mest fremtrædende, og han var ligesom blevet træt, hvad der ikke er til at undres over, naar man tager hans æventyrlige og evig vekslende Levned i Betragtning.

Som Person.

Som Person var han - som tidligere bemærket - Elskværdigheden selv, at sige mod sine Venner. Sine Fjender var han for Alvor Fjende imod. Han havde Lykkeridderens Temperament Let og spøgende. Alt var ham en Leg. Han var blandt andet i høj Grad overtroisk, som den Slags Naturer er. Han var gift med Frøken Dorthea Olsen, en af Folketeatrets i sin Tid fejrede Primadonnaer. De levede et lykkeligt Familjeliv; hun hægede omhyggelig om sin i den sidste Tid noget vanskelige Husbond, og man saa' hende daglig følge Watt i Tivoli. Støttet til hendes Arm saa' han for sidste Gang det kære Etablissement, som han til det sidste omfattede med saa megen Interesse.

Hvem der bliver Watts Efterfølger, er der intet bestemt at sige om. Tivoli vil uden Tvivl staa sig ved en energisk artistisk Ledelse, der fører lidt længere bort fra den kedelige Gangart, hvori Etablissementet synes at være falden.

En Mand som Watt - da han var ung og vendte hjem fra de fremmede Lande med nye, rige Indtryk.

(København 12. juni 1894).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Robert Watt, impressario A. Zorini, operasangerinde Zelia Trebelli og operasanger Alessandro Bettini, Det Kongelige Bibliotek. Public domain.

Robert watt's Begravelse.

I Gaar MIddags Klokken halv tolv begravedes Robert Watt fra Kapellet paa vestre Kirkegaard. Det lille Rum blev hurtig fyldt til Trængsel, og Størsteparten al Publikum rnaatte tage Plads i den aabne Gaard udenfor Kapellet. Kisten var smagfuldt pyntet med Palmer og en Mængde Kranse, omgivet af Cypresser og Kandelabrer med brændende Voxlys.

Kransene.

Blandt de mange nævner vi Palmedekorationer fra "Københavns Tivoli", "Det kgl. københavnske Skydeselskab" og Cirkusetablissementet. En Sølvkrans fra Tivolis Lejere, endvidere Kranse fra Tivolis Kontrollører, Tivolis Pladsbetjente, Tivolis Arbejdere fra Georg Lumbye og Orkester, Carl Lumbye og Orkester, Pantomimeteatrets og Arenateatrets Artister og fra sidstnævntes Orkester en overmaade smagfuld Krans af Stedmoderblomster. Endvidere Kranse fra Foreningen "P. B." i Malmø, Skuespillerforeningen, Foreningen til Fjerkræavlens Fremme, Forfatteren Carl Møller m. fl.

Kendte Navne.

Blandt Publikum saas Størsteparten af de fra vort offentlige Liv kendte Ansigter. Den Afdødes Familje, hans Søstre og hans Hustru, der imidlertid forlod Kapellet kort før Højtidelighedens Begyndelse.

Blandt de mange nævner vi: Tivolis Direktion og Repræsentantskab, Lejere og adskillige Funktionærer, talrige Repræsentanter for Skuespillerverdenen, Direktørerne Abrahams, Th. Andersen og W. Petersen, Skuespillerne Zinck, Kolling, Vilh. Wiehe, Jacques Wiehe, Steffensen, Hellemann, Hunderup, Benj. Petersen og Aagaard. Cirkus Aktieselskab var repræsenteret gennem sin Bestyrelse: Jærnstøber Henrichsen, Murermester Brun og Direktør Schmidt indvidere nævner vi forskellige af den Afdødes nærmere Venner og Bekendte: Maleren, Prof. Frølich, Prof. Jensen, Red. Bay, Rodemester Møller, Dir. Kjeldskov, Kapt. Tychsen Revyforfatterne Brun og Schwanenflygel, Carl Lund, Dir. Schultz, Rantzau, Thor Jensen og en stor Del andre fra Tivolis Artistverden. Provinspressen var repræsenteret bl. a. gennem Redaktør Hertz, Vejle.

Efter at Salmen "Jeg er træt og gaar til Ro" var afsungen holdtes 

Talen

af kgl. Konfessionarius Paulli:

"Den smukke Aftensang minder os om, at vor Aften kommer for os alle, som den kom for den, hvis Minde vi fejrer. Naar Aftenen kommer, skal Regnskabet aflægges, og det gælder for os alle at være forberedte derpaa. Men enhver aflægge Regnskab for sit Eget, som Apostlen Poulus siger. Vi skal ikke dømme. Derfor samle vi ogsaa om denne Baare ikke for at dømme, men for at lade Minderne komme til deres Ret. Det er et lykkeligt Liv, der er afsluttet. Han, for hvis Skyld vi er sandet, havde et aabent Øje for Naturen og Kunsten, det gode og det skønne. Men Lykken kom ikke til ham sovende. Han har ogsaa arbejdet. Trofast er han i sin Færd støttet af sine Søstre og sin Hustru. Men ogsaa Prøvens Tid kom over ham, Sygeværelsets tunge Alvor. Han vidste, at han skulde dø, og han saa med Ro den store Rejse i Møde.

Gid han og vi alle i Dødens Stund maa erkende med Salmen:

»Jeg rejser, og ved, hvor Rejsen gaa hen.

Den gaar til Guds evige Rige«.

Efter Salmen "Den er slet ikke af Gud forladt, hvem han fratager de Hjertenskære" bares kisten ud.

(København 17. juni 1894).

Robert Watts gravsted på Vestre Kirkegård. Den hælder lidt til den ene side. Han er morfar til skuespilleren Bjørn Watt Boolsen (oberst Hackel, Matador, Olsen-banden m. fl), som er begravet på Søndermark Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Veteranen i et Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Den ældste Droskekusk.

For Tiden er der, som det alt vil være vore Læsere bekendt, en Del Mudder mellem Droskekusks og do.- Ejere; det gælder det vanskelige Takstspørgsmaal, som man fra forskellige Sider ønsker at omredigere. Det skal ogsaa villig indrømmes, at medens 70 Øre som mindste Gebyr kan være god Betaling, er der ingen Mening i, at en Kusk skal køre fra Amagerbro til Frihavnen for det samme. En Krone for Turen fra Langelinje til Frederiksberg Runddel er ogsaa Penge, hverken Hest eller Kusk bliver fed af.

Det synes mer og mer at være det Fornuftigste at indføre det fra Udlandet kendte System: Betalingen rettende sig efter Tid eller Distance, maaske bedst det sidste. Men synderlig hurtige i Vendingen er vi Danske jo ikke, og med Forandringer i dette Kørselsreglement har det ligeledes efter Sagkyndiges Udsagn temmelig lange Udsigter.

* * *

Imidlertid staar som Veteranen i dette aktuelle Spørgsmaal en Mand, "København" i Dag vil præsentere sine Læsere, Droskekusk Peter Poulsen, der nu, 73 Aar gammel, har siddet paa Bukken siden 1851, altsaa samfulde 43 Aar. Det er den Slags Ting, man slaar Æsken ned for!

Peter Poulsen begyndte, da han i 50 kom hjem fra Krigen, hos Vognmand Willumsen i "Kæden".

Det var, om en af hans Kolleger ytrede, i de gode, gamle Dage, da man havde Lov at køre med Lærredsbukser og Straahat, og da den stygge Uniformering var ukendt. Han er følgelig ikke fra den Tid indrulleret i Politibøger, men gennem hans Kamerater fandt vi Vejen til den gamle, graanede Hædersmand, der nu kører Nr. 43, holdende paa Halmtorvet.

- "Er det her, Peter Poulsen holder?" spurgte vi i Gaar Middags en anden Kusk, der har Stade samme Steds.

- "Jo -o, men han er ikke kommen endnu; han blev jo saa vaad i Gaar, det gamle Skidt."

- "Er han da hjemme?" - "N'aa-aa han gaar vel ude i Stalden."

- "Han er jo den Ældste; den Kusk, som har kørt længst? tror De", vedblev vi, "at han kan fortælle os lidt om sit Leben, hvis vi kører ud til ham i Stalden?"

- "Ja ... . hvis han kan faa Forstandskisten i Orden."

- "Har han da vanskelig ved det?"

- "Næ, han er sgu dreven nok."

.... Enfin! Vi kører ud i Danmarksgade 17, hvor vi træffer Peter Poulsen, en graastubbet gammel Sveder, fodrende sin Hest. Han har to Vogne og to Heste; den ene kører hans Søn. Kusken, som har ført os herud, hjælper os da med at underkaste gamle Poulsen et lille Interview, der lunter saa smaat af Sted. Naar man først er et Par og Halvfjerds, gider man ikke

- "Er Du ikke den ældste, Peter Poulsen mumler noget i Skæget; han mener dog, at han tør tilkende sig Prisen.

- "Ja. hvordan er det?" vedbliver vor ungdommelige Kusk, der er et godt Stykke oppe i Tredserne, "der er jo "Skønne Hans". Eller er han død?"

- "Ja, han er væk".

- "Saaer der "Pløjeskidt" og "Svensken", men de har vel ikke kørt saa længe?"

.... Resultatet bliver, at vi virkelig staar overfor Veteranen blandt Droskekuskene, disse vor Bys mest kendte Fysiognomier.

"Naa, hvordan gaar det nu i vore Dage med Kørslen, Peter Poulsen?" vover vi os selv frem.

- "Man kan jo ikke døje det" er den Gamles lakoniske Svar. Og hans yngre Kollega supplerer med Beklagelser over Telefon og Bicykle.

Et Øjeblik synker Peter Poulsen hen i Meditationer over de henrundne Dage mod do gamle, hyggelige Vogne, som ikke kunde slaas ned, (hvorved undgikkes meget Vrøvl og Besvær), og som havde en syv - otte Ruder.

Saa rives han atter hen til Virkeligheden, da Hesten løfter Halen; med Kenderblik ser han først paa Dyret og saa paa sin Kollega, mens hans siger:

- "Ja, frem og tilbage er lige langt".

Det ligger nu nær for os at rette at Spørgsmaal til Peter Poulsen angaaende Dyrets Navn.

- "Hvad hedder Hesten?" spørger vi.

- "Aa, han hedder ikke noget Videre".

- "Ja, ja, da . . . den stamper . . . den er vist ked af det".

- "Aa - aa, han er et Vrøvl: nu keder han sig og vil ud, og naar han kommer ud, spræller han og vil hjem. Der er ingen Udkomme med ham".

- "Næ, det er ikke saadan som med Mennesker, indskyder vi filosofisk."

- "Aa, Menneskene er s'gu li'danne."

- " . . . Har De tjent nogle Penge i Deres lange Tid, Poulsen?"

- "Jeg har tjent mange. (Pavse). Men de er snart gaaet a. H. t. allesammen."

- "Da har De dog ikke nogen stor Familje, ikke mange Børn, vel ?"

- "Naa-aa-aa, jeg har haft tre, men de to døde tidlig. Nu har jeg en Broder, som bor i min Fødeby, Gladsakse, hvor jeg før Krigen kørte med Mælk."

Længere Pavse, under hvilken Gaardens Ungdom, som har samlet sig i Stalddøren, betragter os med stigende Interesse.

- "Ja, saa kan man vel ikke klemme Dem for mere. Saa skulde vi have deres Billede, Poulsen, saa skal De komme paa Bukken i Morgen."

Og med Beredvillighed viste han os derpaa hjem til sin Kone i Nansensgade, hvor han havde tre Billeder.

- "Det bedste er et, som er malet for en trefire Aar siden med Sortkridt; det er vel paa Størrelse med Muleposen her," sagde Poulsen, idet han styrtede noget Hakkelse ned i Krybben til den navnløse Hest.

* * *

Hyp, hyp!

Vi korte atter ned gennem Danmarksgade, mens vor "Lotte" over Skyklapperne skelede op til de srnaa Pigeansigter, der her og der kom til Syne i Vinduerne.

- Tre og fyrretyve Aar som Droskekusk!

Fra sin Buk har han set en By vokse og omformes; set unge Elskende, som i hans Æske første Gang søgte Ly for deres Stævnemøde, blive til gamle og satte Ægtefolk; han har kørt for unge Velhavere, som siden har maattet gaa; han har skiftet Forspand saa mange Gange, at det nu er let forstaaeligt, at han ikke mer kerer sig om at give sin Hest et Navn.

Vi tog Hatten af. Og tørte Svedremmen.

* * *

I Nansensgade har den gamle Kusk et idyllisk Familjeliv med sin for tredje Gang gifte Hustru, der blev viet til Poulsen i Januar d. A. i St. Johannes Kirke. Hun er et godt Stykke oppe i Tredserne og har været forlovet med sin nuværende Gemal i 12 Aar. Til os erklærede hun, at hendes Mand havde kørt Droske i 52 Aar; der er saaledes en lille Uoverensstemmelse mellem de to Parters Udsagn, men i hvilket Ægteskab er der ikke det!

- Ovenstaaende Billede er taget efter et lille Visitkort, der atter har tjent som Grundlag for det omtalte Sortkridts. "SomDe ser", sagde Md. Poulsen, "mangler min Mand et Øje paa Billedet; det har han en Gang kradset ud".

Uden at ville komme nærmere ind paa den Mystik, dette manglende Øje frembyder, lovede vi selvfølgelig at erstatte det, saa vidt muligt, i Trykken.

Glen.

(København 31. maj 1894).