De Fattiges Boliger. Skt. Pauls Kvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

Billeder fra det mørkeste København.

Man vil forstaa og undskylde, at vi har holdt en lille Pavse. Naar man flere Dage har haft med et saadant hus at gøre, som det vi sidst tog under Behandling, føler man Trang til at trække Vejret et Øjeblik. 

I Dag gaar vi videre i vore Skildringer fra de Fattiges Kvarterer. Og vi gør det om muligt med endnu Interesse og Iver end forhen. Thi naar vi dog ser noget Resultat af vort Arbejde, saa er vi glade og føler os opmuntrede til at arbejde videre.

Og et Resultat har vi opnaaet. Ikke alene har man siden vore Artiklers fremkomst taget fat paa Reparationer og Forbedringer i Vognmagergadekvarteret og Egnen omkring Holmensgade, men ogsaa paa Christianshavn kan man spore vor Gang gennem ligneden Foranstaltninger. Ja, vi maa til vor største Forbavselse endogsaa tilstaa, at selv det tit nævnte Hus i Borgergade ikke er gaaet Ram forbi. Man er travlt beskæftiget dernede med Reparationer. Ganske vist havde vi hellere set alt der  nedrevet til Grunden; men noget er son bekendt, bedre end ingenTing. 

Dermed slaar vi os til Taals.

- Fortsætter man sin Vandring fra Borgergade 29 ned mod St. Pauls Kirke, træffer man snart paa en hel Del Smaagader, som vi vil samle under den fælles Betegnelse

St. Pauls Kvarteret.

Med Rette kan vi behandle dette Kvarter under de Fattiges Boliger; thi det er næsten udelukkende fattige Arbejderfamilier, som fylder de høje Huse fra Kælder til Kvist, fattige Arbejderfamiljer, som kun kan tænke paa Husly, ikke paa bekvemme og hyggelige Lejligheder.

Som allevegne i den indre Bys Arbejderkvarterer er

Gaardene

meget smaa. En aaben Rendesten sender sine Dunster op gennem Baghusenes aabenstaaende eller ituslaaede Vinduer. Et aabent Pissoir, anbragt under Trappehvælvingen eller i et Hjørne af Gaarden forøger Stanken, og ildelugtende Strømninger fra Retiraden, hvis Dør saa at sige aldrig er lukket, gør Atmosfæren næsten uudholdelig. Men, som en Arbejder dernede sagde til os, der er to Ting, som kan faa Mennesket til at udholde alt; for det første Nødvendigheden, for det andet Vanen.

Vi begav os for en Tid siden ind i saadan en Gaard i Prinsensgade. Den lange snævre Gang gennem Forhuset var helt fyldt med Mennesker, navnlig Kvinder og Børn. Forbavset herover spurgte vi, hvad der var i Vejen; men før vi fik Svar, havde vi allerede opdaget Grunden. Et ganske ungt Menneske stod midt i Gaarden og fægtede i Luften med en Salmebog. Et Par Mænd og Kvinder stod omkring, ligeledes med Salmebøger i Hænderne. Det var

Gaardmissionen,

som man saa ofte støder paa i de fattige Kvarterer.

" - - - ti Gud elsker alle Syndere", raaber det unge Menneske med hæs Stemme, "vend Eder derfor til ham hellere i Dag end i Morgen! Kom til ham, kom Venner! Kom ! Men I skal helt, - helt vende Eder bort fra denne Verden, ellers gaar i fortabt, ellers vil Djævlen - - - " og han blev hidsig og ilter og udmalede for de fattige Tilhørere, hvilket Helvede, der ventede dem.

Saa blev en Salme afsunget, og de mørke Missionærer forsvandt i en anden Gaard.

Men endnu en Stund rugede de truende Ord over Stedet. Konerne diskuterede med dæmpet Stemme. Børnene saa i Begyndelsen lidt forbavsede ud. Enkelte fandt, at det var "et sandt Ord", han havde sagt; de fleste holdt dog paa, at vore Missionsfolk med deres mange Millioner kunde virke til en hel anden Lykke og Velsignelse blandt Byens fattige, end de gør. Og det gav vi dem Ret i. Ord har vi nok af, Lad os faa Handlinger ud fra de Ord: "De som har to Kjortler, deler med dem, som ingen har!"

Moder og Søn.

Da Tilhørerne var gaaet bort, saa vi os omkring. Gaarden var af lang og begrænsedes paa de to Led af Gavle fra tilstødende Ejendomme. Disse Gavle var høje og dannedes af Bindingsværksmure. Det er ingen Overdrivelse, naar vi siger, at den ene af dem hildede over én Alen, regnet fra Grunden til Spidsen! Paa Midten slog den en vældig Bugt indefter. Jo mere vi saa paa den, desto farligere forekom den os.

I c. 3 Alens Afstand fra den laa Gaardens Sidehus. Paa første Sal stod en gammel Kone og en ung Mand paa godt og vel en Snes Aar og saa ud af Vinduet.

"Naa, De hørte nok ogsaa paa Missionærerne!"

- "Ja, og nu trækker vi frisk Luft ovenpaa den Straale", sagde den unge Mand gemytlig, idet han pegede ned paa de smudsige Retirader, som laa saa at sige lige for Næsen af dem.

"Maa vi se Deres Lejlighed? Vi er fra "København"?"

"Naa, er De derfra? Ja, det maa De saa gærne. Men her er jo ikke megen Stads," svarede han og saa smilende til sin Moder.

. . Vi gik op ad en snæver, mørk Trappe, der var vældig beslaaet med Jærn og Tøndebaand, for at de mange Træsko ikke skulle slide den op i altfor kort en Tid. Paa første Sal modtog Sønnen os og førte os ind i Lejligheden, som iøvrigt kun bestod af et eneste Værelse og et Køkken. Dette sidste kom vi først ind i - det gør tillige Tjeneste som Entré - og her faldt vi straks i Forbavselse over, at der ikke var et eneste Vindu! Naar nogen var i Køkkenet, maatte der brændes Lys hele Tiden, hvad enten det var Dag eller Nat Paa vort Spørgsmaal forklarede Sønnen, at der vel oprindelig havde været et lille Vindu i Muren ud til Trappen, men af tre Grunde havde de nu slaaet "Hullet" til med et Stykke Pap. For det første var Trappegangen jo saa mørk, at der næsten slet intet Lys kom derfra; for det andet var det generende at have alle og enhver, som gik op i Huset, til at se ind i Køkkenet, og for det tredje havde nogle Smaabørn et Par Gange forsøgt, hvorvidt man kan slaa en Rude i Stykker med et Æg, og paa deres Køkkenrude var Resultatet altid spændt saaledes af, at Ruden var gaaet i Smadder, medens Ægget havde sat sig fast paa den modsatte Væg!

- Stuen var ca. 5 Alen paa hver Led. Der var kun faa Møbler, men alt, hvad vi saa, var pænt og pudset.

Den gamle Kone sad i sin Stol, saa lang Dagen var. Hun var paa sine sidste Dage blevet lam og kunde ikke selv flytte sig. Med straalende Øjne fortalte hun os om sin Søn, der var Arbejder paa "Holmen"; hvor god og kærlig han var imod hende, hvordan han efter Dagens strænge Arbejde skyndte sig hjem, og hvorledes han altid sørgede for en hel Dags Spise til hende, før han gik om Morgenen.

"Havde jeg ikke haft ham," sluttede hun, "saa havde jeg nu siddet paa "Gaarden"!"

... Og den unge raske Knøs blev helt rød i Hovedet over al den Ros.

Sikke noget Snak, Moder! sagde han.

Men det var nok ikke noget rent "Snak" endda, og derfor kunde vi ogsaa oprigtig lykønske baade Moder og Søn, da vi forlod det tarvelige Hjem for at gaa til andre.

(København 31. august 1893).

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Sct. Poulskvarteret
Paa Gaden.

Gaa en Gang herned i Kvarteret ved Aftentide og se paa det Liv, der udfolder sig. Læg Vejen ad Østergade for at kunne anstille en Sammenligning. Mens Herrer og Damer her joner op og ned ad Asfalten i slappe Kolonner, koketterer mellem Butikernes elektriske Blus eller jager hinanden, som man ellers jager Vildt, kommer Arbejderen der hjem fra sin Dagsgærning træt og og sulten. Foden falder tungt mod den knudrede Stenbro, Træskoenes "Klap, Klap" giver Genlyd i de smalle Gader. Fra Solen stod op har han slidt - slidt baade Humøret og Kræfterne væk.

Dog nej! De smaa bitte sprællende Fyre, som rask stormer ham i Møde og nu slaar de korte Arme omkring hans Ben for at "holde ham", skal snart faa Fa'r til at lé. Med et rask Tag snapper han en 2-3 Stykker og svinger dem i Luften, saa de jubler af Glæde.

"Aa, gør det lige en Gang til!" smiler de smaa. Og han gør det en Gang til og to Gange til, og endda kan han løbe omkap med dem hjem til den lave Gadedør, som fører op til hans fattige Hjem.

Der er Forskel paa Stederne som der er Forskel paa Folkene. Det ene Sted en forfinet Snærpethed, det andetsted en jovial Hjærtelighed; hist et ødelæggende Dagdriverliv, her det rastløse Arbejderliv.

Lad os i Dag begynde med at kigge ind til en saadan Arbejder, som netop nu er kommet hjem fra sin Arbejdsplads.

Sølvgadens Kaserne er naturligvis den første paa Pladsen. Men enhver vil vide, hvor Kvarterets

Kaserne Nr. 2

er beliggende. Har man set den en Gang og navnlig været oppe i den, glemmer man den aldrig. Set udvendig fra tager den store Kolos sig hel mægtig ud. I rigtig Erkendelse af, at der til alle Tider vil være nok af fattige Mennesker, som søger sig et eller to Værelsers Lejligheder, har Bygmesteren her for en Gangs Skyld brugt gode Materialer til Bygningens Udenomsværker. Selv den brede Trappeopgang tager sig i sin nylig reparede Tilstand hel storladen ud. Men allerede paa første Sal er det forbi med det "store". En lang smal Gang, der strækker sig paa langs fra den ene Ende af Etagen til den anden, giver os med ét Oplysning om i hvis Midte vi befinder os, og de mangfoldige Døre paa Gangens højre og venstre Side bekræfter vor Formodning: vi staar ved Dørene til de fattiges Boliger.

- "Kom ind!"

Vi træder over den smalle Dørtærskel og staar i Stuen eller Lejligheden, om man vil, ti der er kun et eneste Værelse.

Henne ved Vinduet sidder en Mand paa omtrent 40 Aar. De barkede Hænder, den kraftige, noget undersætsige Skikkelse, den hele Holdning røber os Arbejderen, lange før vi har opdaget den stribende Bluse, som hænger henne i Værelsets ene Hjørne. Paa hver af hans Knæ sidder en lille Glut til Hest og deklamerer:

"Ride, ride ranke!
Hestens Sko er blanke" -

Men der er flere end 2 Barn, der er 7, hvoraf dog den ældste, en Pige paa 15 Aar, har faaet en Plads fornylig. I det lille Køkken er Konen ifærd med at koge Kartofler. Hendes Mand vil saa gærne have noget varmt, naar han kommer hjem om Aftenen. Nu skal de have varme Kartofler og Smørrebrød !

Manden, der var Jordarbejder, var beskæftiget rundt omkring paa de forskellige Bygningspladser. Vi spurgte ham, hvormeget han kunde fortjene ved det.

"Det er noget forskelligt," svarede han, "men gennemsnitlig kan jeg vel have 2 Kroner om Dagen."

"Men med en saa ringe Sum kan de da ikke ernære 9 Mennesker! udbrød vi.

"Nej, men min Kone tjener ogsaa lidt ved at vaske. Vi maa jo knibe og spare alle Vegne - endog paa det daglige Brød!"

Vi saa os omkring i det krogede Værelse, hvor et Par Senge, et tæppebelagt Bord og nogle Stole udgjorde hele Møblementet.

Her er "Lejligheden"

"Hvilke Folk bor ellers her i denne Kaserne?" spurgte vi,

"Her bor saa mange forskellige Slags. Mange Arbejdsfolk, mange Enker, enlige gamle Kvinder og nogle Syersker; - men her bor jo ogsaa meget Ros!"

Hvad Manden videre fortalte, skal vi høre i næste Artikel.

(København 4. september 1893).

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Sct. Poulskvarteret
Kaserne Nr. 2.

Vi skildrede i en Artikel i Gaar det kønne huslige Forhold hos en fattig Arbejderfamilie i den store Kasernes 1-Værelses Lejlighed. Med sine syv Børn maatte hun nøjes med det usle Rum.

Men kunde de endda bo i Fred, opdrage deres Børn med lyse Billeder for Øje! Men nej. Det er Fattigdommens sørgelige Følge, at Lasten bor Dør om Dør med den. "Her bor saa meget Ros!" sagde Manden, idet han lod et bekymret Blik glide hen over de smaa. 

Som Eksempel fortalte han os

en sørgelig Scene,

som næsten daglig foregaar der i Ejendommen i samme Etage, som han boede.

I en 1-Værelses Lejlighed af samme Form, som hans egen, boede 4 Mennesker: Mand, Kone og et Par mindre Børn. Manden, der en Gang havde været en dygtig og solid Betonarbejder, havde i en lang arbejdsløs Vinter slaaet sig i den Grad til Drik, at han nu meget ofte fik et Anfald af ligefrem Delirium. I saadanne Øjeblikke var han som rasende. Ikke alene ødelagde han den Smule Bohave eller Porcellæn, som hans Hustru ved strængt Arbejde havde skrabet sammen, men han kunde endogsaa overfalde hende med Spark og Slag. Alligevel holdt hun inderlig af sin Mand og troede fast paa, at han igen vilde blive til den stræbsomme, hæderlige Arbejder, han en Gang havde været. Værst var det naturligvis for de stakkels Børn, som græd af Skræk, hver Gang Scenen tildrog sig.

"Og saa bor her ogsaa saa mange Pigebørn," fortsatte Manden.

"Pigebørn! - Her bor da ikke offentlige Fruentimmer?" spurgte vi.

"Nej, offentlige er de paa en Maade ikke; men de er vist ikke stort bedre end dem, der sidder bag Tremmerne," svarede han. "Det er skandaløst, at ens smaa Børn hver Dag skal se paa disse Tøses Gøren og Laden. Derhenne - ind ad denne Dør, bor f. Eks. én!"

Han talte om

de københavnske "Trækkere",

som ved Aftentid sværmer omkring paa de mest befærdede Gader og i Danseboderne for at faa fat i et Mandfolk, som vil følge dem hjem paa deres Horekammer og der betale dem nogle Kroner for en Times Utugt. Det er Kvinder med lade Tilbøjeligheder, som hellere vil ernære sig ved Letfærdighed end ved ærligt Arbejde, og som i Smug konkurerer med Bordellerne. Opdagerne er deres Skræk, ti faar Politiet Bevis for deres Geschaft, bliver de straffede, og kan efter Gentagelse risikere at blive sat ind paa de offentlige Huse.

Efter at have taget Afsked med den venlige Arbejderfamilie, bankede vi paa Trækkerens Dør for blot at se et Glimt af det indre.

"Værsgo!" blev der svaret.

Paa en lav, mørkbetrukken Chaiselongue laa hun paa Ryggen og dampede paa en Cigaret. Haaret var i Uorden, og det røde Liv helt opknappet. En tømt Vinflaske, som stod paa Bordet imellem et Par væltede Glas, vidnede om et nyligt aflagt Herrebesøg. Paa Gulvet laa noget Linned, paa en Stol et Skørt, Servanten stod aaben, og Vandfadet var fuldt til Randen af snavset Vand.

Hun blev liggende og saa paa os med sløve Øjne. "Undskyld, vi gik fejl!" sagde vi, idet vi gik igen.

Men derude i den lange Gang og paa Trappen holdt de mange smaa Børn op med deres Leg, da de saa en Herre komme ud fra hende - hende, den slemme Pige, som Forældrene havde forbudt dem at tale med.

(København 6. september 1893).

De Fattiges Boliger. Borgergade-Kvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

 De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Borgergadekvarieret.
En Vaskerkones Hjem
- Værre end Whitechapel!
-Elendighedens Apoteose-
Hofgørtlerens Ejendom.

Efterhaanden som vi skrider videre og videre frem i vore Undersøgelser af de fattiges Boliger og Livsvilkaar, finder vi dem slettere og slettere. Da vi valgte Vognmagergadekvarteret til Udgangspunkt, troede vi, at vi greb det værste. Vi vilde gribe Tyren ved Hornene, som man siger. Men vi tog fejl. Man kan maaske i det nævnte Kvarter finde Elendigheden mest sammenhobet. Men rundt omkring i den øvrige Bys Gader og i Stræder kan man hist og her i Baghusene finde Forholdene saa forfærdelige, at alt, hvad vi hidtil har meddelt, maa træde i Skygge. Herpaa skal vi give nogle Eksempler.

Borgergade

er ligesom de øvrige Gader deromkring gammel og beboet af mindre bemidlede, saasom Smaahandlende, Arbejdere o. I. Gaar man fra Gotersgade ned ad denne Gade har man straks den berygtede Helsingørsgade paa venstre Haand. De tykke Fruentimmer skændes i de lave Gadedøre, Hopsakarlen promenerer paa den smalle Flise. Den sværlemmede Fyr har røde Pletter paa Halsen og store aabne Saar omkring Munden og ved Tindingen. De udtraadte Sko stikker underlig af mod de stribede Benklæder, den flotte Jaket og den tykke Gigerlstok. Nu har han været inde efter "Kærrestens" Natfortjeneste og skal derefter ud at sætte den til. Han skubber fløjtende et lille Barn i Rendestenen, fordi det ikke er kommet væk i Tide og trykker alvorligt Haanden paa en Kammerat, som netop nu træder ud fra et lavvinduet Bordel. 

I Nærheden af denne Gade saa vi et Skilt annoncere:

"Fransk Vask og Strygning, 4. sal o. G. t. v."

Vi gik derop og fandt efter en Del Besvær en Dør, hvorpaa der stod: Vaskeriet. Der var ingen Dørklokke, heller intet Dørhaandtag. Paa vor Banken blev der lukket op af en Pige i 30 Aars Alderen, og vi stod inde i et snævert Køkken, hvis lille Vindu ikke var fjærnet over en Alen fra en høj sort Brandmur. Komfuret fandtes lige over for Indgangsdøren i 5 Kvarters Afstand. Her varmede hun sine Strygejærn. Værelset var optaget af en Seng, en Komode og et Strygebrædt, som strakte sig fra det ene Hjørne til det andet Paa Gulvet kravlede 2 smaa Børn, en Dreng og en Pige, af sygeligt Udseende.

"Naa, De har nok et Par smaa Arvinger?"

"Ja, det har jeg", sagde hun lidt undseligt.

"Men der bliver maaske ikke meget at arve", føjede vi til.

"Nej naar vi blot kunde leve, saa maa jeg nok være glad!"

Hun fortalte, at hun oprindelig havde været Tjenestepige, men da hun saa var blevet frugtsommelig ved sin Husbonds Nevø, mistede hun sin Plads. I en dramatisk Forening stiftede hun senere Bekendtskab med en Kontorist, som forlovede sig med hende. Da han imidlertid havde opnaaet sin Hensigt og hun igen var kommet i Omstændigheder, var det forbi med hans "Kærlighed" 

Vi forlod det fattige Hjem og gik længere ned i Borgergade, hvor vi fandt en Ejendom med en svært pyntet Facade. Heraf lod vi os dog ikke skuffe, men gik gennem den lange Gang ud i Gaarden, hvor vi fik Øje paa et Sidehus af et skrækkeligt Ydre.

Elendighedens Apoteose.

Det vilde blive os for vanskeligt at berette alt, hvad vi saa, at beskrive denne Opgang, disse Vægge, disse Døre! Vi vil nøjes med at anbefale enhver, som vil se det utrolige, at gaa derned. Derimod vil vi forsøge, om vi kan give vore Læsere et - omend kun svagt - Billede af Livet og Forholdene indenfor de skidne Mure. Man skal ikke frygte for Overdrivelser. Her kan ikke overdrives! 

Da vi var sluppet ind i et Rum paa første Sal, maatte vi to Gange spørge :

"Hvor bor De?"

Og begge Gange fik vi af Konen det samme Svar :

"Her! Herinde"

Ja, det er sandt! Herinde i et mangekantet Rum, uden et eneste Møbel, uden et eneste Glansbillede, boede hun med sin Mand, en Kularbejder. Herinde i et Hul med et beskidt Loft over sig og et raaddent Gulv under sig boede to Ægtefolk, som ikke alene manglede det inderste Linned, men ogsaa det tørre Brød! Tre Børn havde Venner og Bekendte taget sig af, men Forældrene sad tilbage og sultede i de usleste Pjalter! Alt var solgt eller pantsat. Ikke alene Gangklæder, Lagener og Sengklæder, men ogsaa Stole, Borde og Kommode; ikke alene Støvler og Skjorter og Chemiser, men ogsaa Knive og Gafler, Tallerkener og Kopper! Alt var pantsat! Lige til den Blikspand, hvormed de hentede deres Vand i Gaarden, lige til det Sengested, hvori de en Gang havde sovet som Brudepar.

Alt var pantsat! Nej, dog ikke alt! En lille firkantet Kasse, som næsten var fyldt af Laanesedler, og som gemte deres Borgerbrev, havde de endnu tilbage. Og saa havde de ogsaa en Madrats, som de intet havde kunne faa paa. Den stod og grinte i Hullet opad en Væg. Om Aftenen, naar de skulde "i Seng", lagde de den fladt ned paa Jorden og sig selv ovenpaa - som de stod og gik naturligvis! Og saa sov de, saalænge de kunde, indtil Tarmenes Skrig vækkede dem igen.

Værelset saa ud som var der ryddet op til Dans, til Dødningedans.

Køkken og Kakkelovn fandtes ikke - kun et Slags Komfur af lignende Art, som det vi har beskrevet i vor Artikel om Bolersken i Vognmagergade.

Vand var der intet af. Det maatte hentes i Gaarden ved Posten, som imidlertid vedligeholdes saa daarlig, at de i to Maaneder sidste Vinter maatte hente Vandet i en anden Ejendom!

De to stakkels Mennesker stod der henne ved Væggen; satte sig kunde de jo ikke! Sultne, selvopgivende saa de ned mod det raadne Gulv - - -

Hofgørtlerens Ejendom.

Videre naar vi ikke i Dag i vor Beretning. I Morgen gaar vi videre, og som vi skal se, er vi desværre ikke færdig med det værste. Jo højere tre kom op i Huset, desto uslere blev det, desto større blev Elendigheden !

Ejendommen har intet Gadenumer over sin Gadedør; men det behøves heller ikke. Ti Folk dernede omkring hjælper sig bravt dette foruden. Enhver véd, hvor Lokumet ligger, og at Hofgørtler Henriksen, en Frimurer af høj Orden Orden, har Æren af at eje det og holde det i Stand!

(København 8. august 1893).

Johannes Hauerslev: Borgergade (den lige side, mellem 1887 og 1918). Kbhbilleder. Public domain.

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Borgergadekvarteret.
Hofgørtlerens og Frimurerens unumererede Ejendom

Ovenover dette elendige Hul, hvori de to Ægtefæller stod lænet mod Væggen, lige ved at segne af Sult, boede

en Kone med sine 3 Børn.

I Sammenligning med det, vi havde set hos Kularbejdsmanden og det, vi fik at se paa tredje Sal, boede hun helt féagtigt her i det lille Værelse, hvor der baade var en Seng og en Komode, ja endogsaa et Par Stole. Alligevel var Lejligheden dog vedligeholdt saa slet, at selv Sundhedspolitiet havde fundet det for galt, da det for et Par Maaneder siden var deroppe. Det havde nemlig sagt til Konen, at hun intet skulde betale Hofgørtleren, før han lod gøre i Stand. Dog, saadanne Bemærkninger til Lejerne er naturligvis ikke blot betydningsløse, men ogsaa meningsløse. Betaler Konen ikke sin Leje, kan Ejeren jo lade hende smide ud, og saa nytter det ikke, at hun henviser til Politiets Erklæringer. løvrigt synes Sundhedspolitiet langt fra at være kritisk anlagt, og det er uforstandigt, at det ikke undersøger en saadan Rønne fra øverst til nederst, naar det først er kommet derind. Paa tredje "Sal", det mest gruopvækkende og forskrækkelige Sted, man kan tænke sig, havde Politiet saaledes slet ikke været!

Det har vi imidlertid, og vi skal sandelig ikke lægge Skjul paa, hvorledes en Rigmand holder sine Lejligheder i Stand for de Fattige !

Fra denne Kone med de tre Børn gik vi op ad den elendige Trappe, ledsaget af vor specielle Tegner.

Snart stod vi inde i et Rum,

en Elendighedens Hule,

som trodser al Beskrivelse! "Gud Fader bevar os!" udbrød vi uvilkaarlig, da vi traadte ind; ti overfor saa forfærdelige Tilstande maatte vor Forestillingsævne staa stille!

Det var ikke nogen Lejlighed, ikke noget Værelse, vi stod inde i. Det var en Hule, hvorfra ethvert Dyt vilde flygte, undtagen netop det skrækkeligste Utøj, af hvilken det fandtes i Milliarder!

Loftet

dannedes af tykke, klodsede Bjælker og Fjæle. Herpaa var saa klistret Papir, som senere var bleven besmurt med et Lag Kalk. Det var imidlertid ikke hvidt, det var graat eller sort, og Papiret var revnet i alle Retninger og hang i lange Laser og Trevler ned i Værelset! Fra Revner og Sprækker dumpede saa af og til de smaa Dyr ned paa det usle Gulv, hvor de snart kunde finde et Smuthul 

Væggene

kan vi, selv i Forening med vor Tegner - ikke give vore Læsere noget Begreb om, saa rædsomme var de. De var eller skulde være bedækket med Tapet. Men dette havde Tid efter anden løsnet sig fra Muren eller Træværket og bølgede sig nu frem og tilbage ved den mindste Bevægelse. Det havde slaaet flere Alen lange Revner paa kryds og tværs; og paa de lange Laser krøb Stimer af Vlaj, Ja, naar man kiggede op mellem Tapetet og Mu en, saa man Kolonier af Væggetøj o. I,

Naturligvis var her

ingen Senge.

To Madratser (om man tør kalde dem saaledes), den ene liggende paa et lidt højere Underlag end den anden, traadte i disses Sted.

De var anbragte henne ved Væggene i Nærheden af en sølle "Servante," og naar de store Edderkopper og utallige Væggetøj fandt det for hedt bag Tapetet, saa drog de ned paa disse Madratser, hvor der laa 

en Kone og en lille Pige

og sov! Ti heroppe boede virkelig Mennesker; her boede en Moder med sin lille Pige i den mest ubeskrivelige Fattigdom og Elendighed. Det er en Selvfølge, at denne Kvinde ikke kunde rense et saadant Hul for alt dette Utøj. Der maa naturligvis en gennemgribende Reparation til. Kun undrede det os, at de to stakkels Mennesker ikke ligefrem var ædt op af "Lejlighedens" virkelige Beboere!

Vi skal til denne grufulde Virkelighed endnu føje, at det plaskregnede ned i Værelset under den mindste Byge!

"Ja men kære Madam Andersen!" fortsatte vi vor Samtale med Konen, har De nu ogsaa bedt om at faa gjort i Stand?«

"Ja, det har jeg ofte gjort, men der bliver aldrig gjort noget alligevel!"

Vi spurgte hende om, hvad hun levede af og fik at vide, at hun gik ud og vaskede og gjorde rent for Folk.

"Men det er saa uhyre vanskeligt at faa noget. I Dag har jeg været ude for at søge Arbejde siden Kl. 5, men jeg har stadig intet kunnet faa."

"Men har De henvendt Dem paa disse kvindelige Arbejdskontorer?" spurgte vi.

"Ja, derfra har jeg somme Tider tjent 50 - 75 Øre om Dagen, men heller ikke der kan jeg faa noget nu. Der er alt for mange;"

Det var et Billede fra det unumererede Hus fra Hofleverandør Hinrichsens - den store Frimurers Ejendom, fra Lokumet i Borgergade !

Vi skal aldrig fortryde den Mission, vi har paataget os: at undersøge de Fattiges Boliger. Ti her er et Felt som Samfundet paa den mest skødesløse Maade har forsømt og som vi tror at kunne arbejde paa til Gavn og Velsignelse for de uheldig stillede.

Hvor virker Bygningskommision og Sundhedspoliti, naar saadanne Forhold, som de vi i Dag har beskrevet, kan finde Sted?

Nej, vi maa have det frem, frem for Offentligheden, frem gennem "København", som vil rette og ramme. I Dette Blad skal disse Forglemte finde en Ven.

(København 9. august 1893).

I Dannebrog 13. august 1893 indvendte hofgørtler Hinrichsen at han slet ikke ejede den på gældende ejendom, men en kvindelig pårørende af ham som også holdt vicevært. Han meldte at han udover at anlægge sag mod redaktøren også ville sagsøge trykkeriet, redaktør Hørup, Herman Bing og Edvard Brandes.

København svarede igen den 14. august, samt nedenstående artikel fra dagen efter:

Opsigtsvækkende Afsløringer. 

Hofgørtlerens IIus.

I sin Redegørelse i "Dannebrog" for sit Forhold til Huset Nr. 29 i Borgergade gav Hofgørtler Hinrichsen sig mere af med at skælde ud paa den oppositionelle Presse end med at søge at klare Ærterne for sig selv. Det første: at fægte drabeligt om sig med gamle Floskler om Skadeligheden af den Journalistik, der, uden først at spørge om Forlov, stikker sin Næse i almenagtede, fredelige "Borgeres" Sager, er jo ogsaa langt lettere end at paavise, hvor vi har overdrevet i vor Skildring af denne berygtede Kasse.

Vi vil da ganske simpelt sige til alle vore Læsere, som maatte have Gran af Tvivl tilbage om, at vi havde talt fuldt sandt: gaa selv derud! gaa derud og se paa Ejendommen! Lad dem ikke forbløffe af den Omgang Maling, en Del af Forhusets Facade har faaet tilligemed et nyt Numer - Farven er vaad!

Gaa altsaa selv derud. Se, hvor skandaløst alt staar til og sig os saa, om vi havde Ret, da vi fremdrog saadanne Rum for Mennesker til Offenlighedens Dom.

Og til dem, der ikke naar derud, vil vi endnu en Gang fortælle, hvordan Kassen ser ud. Vi vil kun bemærke, at flere af vore Medarbejdere nu har set paa den, og at det følgende saaledes ikke er et Førsteindtryk, men Beskrivelse, baseret paa grundige Iagttagelser.

Gaarden.

Hvad da først Gaardspladsen angaar, træffer vi paa Fænomener, der sikkert hidtil har været ukendte i vor By.

Da Stenbroen er sunken i betydelig Grad ned mod Forhuset og saaledes har dannet et jævnt Fald, siver al Væde fra Retiraden og fra det Sted, hvor Beboerne lader deres Vand, ned i Forhusets Kælder, hvor der herved dannes et permanent Pissoir eller hvad værre er. Engang har en Lem forhindret de flydende Ekskrementer fra saadanne vildsomme Veje, og Forhusets Kældervindu laa saa højt i Niveau, at Vandet fik et andet Løb. Men ingen husker, naar denne Stenbio sank, ingen, naar den sidste, skærmende Rude gik.

Hvad er da Følgen af dette aldeles utrolige Svineri?

Følgen er den, at Kælderrummene ved Vintertide omdannes til en Sump. En stor, grødet Sump, dannet af Snesjap, Urin og Affald af Ekskrementer. Men ikke nok med disse Ingredienser! I Kælderen har i umindelige Tider Dynger af Dagrenovation ligget ophobet uden nogensinde at blive bortført.

Om denne Skandale: at lade Ruin i et Vaaningshus ligge hen i en saa forfærdende, faretruende Tilstand, midt i et Kvarter, der alt i Forvejen er tætbebygget og yderlig fattigt, at lade dette svinske Sløseri finde Sted paa en Tid, hvor den asiatiske Pest, Koleraens Svøbe, er paa alles Læber - herom kan vi sige én Ting, mindre smigrende for Hr. Hinrichsen:

Hr. Hinrichsen maa nemlig have vidst af, at Forholdene i Kælderen var af en saadan Beskaffenhed som omtalt, da han idet mindste én Gang har sørget for, at en Stiver blev sat under Bjælkerne, der truede med at ramle sammen og saaledes drage hele Rønnen med sig. Saa raaden er Træværket i disse uhumske Kældere, hvor man tror sig paa Bunden af en Latrinkule, at man kan tage hele Nævefulde af det trøskede Træ ud af Bjælker og Vægge.

Man tænke sig nu, at ovenover disse Ruin bor Mennesker. Hvilken Atmosfære maa ikke de varme Sommerdage eller i Vintrens Hjærte stige op til dem gennem det usle Gulv!

Til Forhuset skal vi atter komme tilbage, naar vi senere gør opmærksom paa Brandfarligheden. Vi beder dem nu først krybe med os op i

Baghuset.

Først Trappen er snæver hønsestigeagtig og saa at sige fuldkommen mørk. Ingen véd, naar den sidst har oplevet Rengøreise. Da vi saaledes i Søndags famlede os op af den, satte vore Hænder dybe Mærker i det Lag Snavs af Fedt og aargammelt Støv, som laa overalt paa Rækværk og Vægge.

Lad os stanse et Øjeblik paa første Sal og kigge ud gennem en Glug her. Man vil da oppe over Retiradetaget blive en hel lille Plæne var, noget i Retning af Babyloniens hængende Haver. Frodigt Grønt gror her i det Snavs, som uantastet har kunnet samle sig i lang Tid, inden der skabtes en saa godt gødet Jordbund. Denne Have, der har skabt sig selv og som en lille Idyl er vokset frem i denne Baggaard oven paa et Tag, andrager vel ca. 1 Alen i Diameter. Kun Skade, at dette er det eneste grønne, de fattige Beboere kan fryde sig ved.

Det vil dernæst være rigtigt, at De tæller de ituslagne Ruder. De, der findes, er af den gamle, uklare, mangefarvede Art, men de er ikke mange. Ondt og godt Vejr har mestendels frit Indpas til de Ulykkelige !

Vi begiver os da ind gennem de tynde, faldefærdige Døre, der ligner dem paa Kostaldene paa Landet, og staar midt i de elendigste Huler.

Lærredstapetet paa Loftet og Væggene er i den forfærdeligste Forfatning. I store Flager og Laser hænger det ned paa alle Kanter. Der er ingen af hele Ejendommens Beboere, som véd noget om, at det nogensinde er bleven fornyet. Kun det erklærer de alle, at Ejeren og Administrationen gentagne Gange har nægtet at foretage noget til Forbedring.

Bag disse Laser af muggent, smudsigt Tapet, hvor Væggetøjet myldrer, finder man rigelige Udstopninger af Halm, raaddent Mos og lignende stinkende Vegetabilier. Disse Hummere er altsaa aldeles øjensynlig i høj Grad sundhedsfarlige Opholdssteder.

Hvorledes forøvrigt Beboerne levede, har vi alt udførligt gjort opmærksom paa i tidligere Artikler og Tegninger.

Husets Brandfarlighed.

Vi kommer nu til en anden Side af Sagen, der er lige saa væsentlig som Bygningens faldefærdige, sundhedsfarlige og stinkende Tilstand. Det er den uhyre Brandfare, hvori alle defattige Beboere svæver hver Minut paa Dagen.

Sagen er den: hele Ejendommen, Forhus og Baghus er i alt væsentligt Træ. Raaddent Træ, rent Tønder. Bindingsværksvægge og hele Træflader veksle med hinanden. Lad os tage et Eksempel, oven i Købet fra den bedste Del af Huset, Stuen i Forhuset.

Her bor den bekendte, gamle Krigsinvalid, Fyrmester Bjørneboe, Denne Mand bor oven over den føromtalte sundhedsfarlige Kælder. Ikke nok med disse Skavanker, er Gulvet ved Vinduerne sunken i betydelig Grad. Men hvad vi nu skal sé, er af en saadan Art, at Haarene rejser sig paa ens Hoved.

Hans Sengested vender nemlig op til en Bindingsværkmur og denne Træmur støder 0p til en  Bagerovn (! !) i Naboejendommen. Og saa intim er denne Nærhed, at B. ofte maa staa ud af Sengen, fordi han brænder Ryggen paa Væggen.

Han har mange, mange Gange gjort opmærksom paa dette, men alt forgæves.

Hvorledes ligger den samlede Ejendom?

Den er omringet af et Brændevinsbrænderi, et Bageri og endelig tildels af Helsingørsgadens Sukkerrafinaderi!

Den, der skriver disse Linjer i sin Tid Vidne til den uhyggelige Katastrofe i Falkoneralleen, hvor saa mange Ofre fandt deres Død i de fraadende Luer. Naar vi betænker, at hin Ejendom var for god og moderne at regne mod denne, saa kan vi uden at gaa ud fra, at udbrød der Ild i den nedre Del af Nr. 29, vilde alle de fattige Stakler uhjælpelig gaa til Grunde i lidhavet.

Dette har da ogsaa Assurrancevæsenet godt indset, og forsaavidt her overhovedet blandt disse Fattigfolk er Tale om Assurance, har den kun fundet Sted til særlig høj Præmie.

Til Bygningskommissionen og Brandvæsenet henvender vi os da med ovenstaaende Fakta for Øje og beder om en Indskridning. Især Bagtrappen er i Strid med alle tænkelige Lovvedtægter. At Sundhedspolitiet ligeledes vil gøre sin Pligt, forventer vi.

Hofgørtleren som Administrator.

Vi kommer nu til at se lidt nøje paa det, som fra første Færd har bragt Hinrichsen til at fare ud mod os: hans "administrerende" Virksomhed. Det er da uomtvistet, at H. ikke i kortere Tid, men mindst i et Tidsrum af over to Aar har indgaaet Lejemaal, underskrevet Kontrakter og udstedt Kvitteringer i eget Navn! Det at indgaa slige Forretninger og modtage Penge Navn, kalder Hr. H. at "bistaa" Administrationen. Af omtalte Dokumenter ligger i rigeligt Udvalg for os.

Hr. H. skød sig dernæst ind under sin Vicevært. Men med denne, en Sergeant, som bor paa en af Broerne, hænger det saadan sammen, at han oppebær et Honorar af et halvhundrede Kroner aarlig og nok kun kommer, naar der skal foretages en Razzia for at drive Penge ind blandt de sølle Djævle i de højere Regioner. Det synes nemlig som om saavel Ejer som Administration nærer en uhyggelig Ængstelse for at begive sig herop.

- Saaledes ser Hr. H. altsaa ud som Administrator.

Vi har da kun lidt igen: Hr. H. mente ikke, at det er en uforbeholden Tilbagekaldelse "København" bragte i Anledning af at vi havde opdaget, at H. ikke var den egenlige Ejer.

Skal vi nu være enige om en Ting: i Betragtning af disse forskellige Omstændigheder, som nys saa omhyggelig har gennemgaaet, var de tvende Tilbagekaldelser maaske ikke blot fuldt tilstrækkelige, men det synes os næsten som om Hr. H. fik en endog i høj Grad rigelig Portion. 0g hvad den rent juridiske Affattelse angaar var vi saa omhyggelige at lade det tildiktere os af vor juridiske Komsulent. Hr. Overretssagfører Lauridsen. Saa for Uagtsomhed vil man næppe kunne beskylde os.

Naar vi tilbagekaldte uforbeholdent, som vi gjorde, var det som Hr. H. meget godt ved - at Hensyn til visse Forhold i Hr. H's Familje, som vi ikke fandt Anledning til at komme ind paa synes os da, at det havde været rimeligere, om vi havde faaet Tak end et Overfald af saa hadsk Art.

Saa er der endelig Hr. H s Klage over, at vi vælter os over "fredelige Borgere" uden Grund. Det er en Historie, vi har hørt før. Det er den Slags Sludder, der diskes op med, hver Gang Forhold drages frem som helst ønskedes skjulte. Saa hyler al Tid Termiterne!

- Vil maaske nogen staa frem og for Alvor sige at det var fejlagtigt af os at henlede Avtoriternes Opmærksomhed paa Forhold, der ikke alene er en Skam for de Folk som sidder velbeholden og nyder Indtægten af slige Rønner, men som i høj Grad er sundhedsfarlige saavel for de fattige Beboere som for hele Kvarteret? Eller er det fejl, at vi gør Brandautoriteterne opmærksom paa disse haarrejsende Tilstande?

Hvis der er nogen, som mener, at Pressen ogsaa i slige Tilfælde skal holde Bøtten i, saa siger vi Pas, og melder os fra Bestillingen.

Men af den Mening er vel heldigvis kun "Dannebrog".

(København 15. august 1893).

Kvarteret blev nedrevet årtier senere, der blev umiddelbart før det produceret en 12 minutters lang film, som kan ses her.

Hofgørtler Wilhelm Hinrichsen anlagde i midten af august sag mod Københavns redaktør for artiklen i København. København svarede igen ved at fremlægge dokumenter, i form af huslejekvitteringer fra 1891-1893, underskrevet af W. Hinrichsen.

Den i artiklen omtalte P. H. Bjørneboe bekræftede i en artikel i København 22. august 1893 rigtigheden i Københavns beskrivelse af hans lejlighed.

I forbindelse med denne retssag bragte København en række artikler med vidneudsagn. Disse er bragt på denne blog i et særskilt indslag. 

De Fattiges Boliger. Holmensgade-Kvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Holmensgade-Kvarteret.

Nede mellem lille Kongensgade, Holmens Kanal, Kongens Nytorv og Højbroplads ligger et Kvarter gemt, som i Elendighed ikke i nogen Retning staar tilbage for den Firkant, vi for en Tid siden omtalte i vore Artikler om Vognmagergadekvarteret. Begge Steder har det samme ydre Præg: stinkende Gader, gamle Rønner med smudsige Knejper og lave Butiker, smaa et eller 2 Værelsers Lejligheder. Og begge Steder finder man den samme Befolkning. Den hæderlige Arbejderfamilie, hvem en stor Børneflok har tvunget til at spare paa alle Kanter, selv paa Sundhedens Bekostning, bor ogsaa her Dør om Dør med Stedets mange Bøller og Alfonser, som rigtig befinder sig i deres Element. Bordel ligger ved Bordel, og indenfor "Tremmerne" sidder de ulykkelige Skabninger og pikker paa Ruderne, saasnart en Mandsperson gaar igennem Gaden.

For at Overgangen fra Kristianshavn til dette Kvarter ikke skal blive altfor brat, vil vi i Dag begynde med en "Gade", som hovedsagelig beboes af Arbejdere og Enker eller andre enlige Kvinder.

Smedens Gang

vil de fleste Københavnere kende af Navn paa samme Maade som Peder Madsens Gang. Derimod er der næppe mange, som véd, hvordan den sér ud og endnu færre, som har været inde i den. I Virkeligheden opdages den da heller ikke let. Den smalle Smøge, som udgaar fra Vingaaidsstræde hen i Retning ad lille Kongensgade, skal man ikke let antage for en Gade, uden man netop har stor Lokalkundskab.

I Gaden findes 8 Huse, hvoraf dog nogle hører til Holmensgade, der gaar parallel med den i nogle Favnes Afstand. Den er lukket i den ene Ende ved en høj Brandmur. I Nr, 6 og Nr. 8 er der smaa Baghuse med ét Værelses Lejligheder. Af Trappegange findes kun en, som altsaa paa en Gang tjener som Køkken-, Forhus- og Baghustrappe. For hver Etage findes en Slags Vask hængende ude paa Gaardmuren. Heri hælder Beboerne deres skidne Vand, som saa føres ned til Gaardens Rendesten gennem et Rør.

Det er, som sagt, enlige Kvinder og Arbejderfamiljer, som bebor Smedens Gang. Vi tiltalte en ældre Kone som sad i en Gadedør med et lille Barn i Skødet.

"Naa, De bor her i den lille Gyde ?"

"Ja, vi gør, vi bor her i Stuen!"

"Er De Enke?"

"Nej, men min Mand er ikke hjemme, han arbejder paa Refshalen."

"Hvormeget kan han tjene der om Dagen?"

"Han faar 2 Kr."

»Det var ikke meget, men De har maaske kun det Barn der?«

"Jo, vi har 7 Børn! Det kniber jo meget med at faa det til at slaa til. Navnlig Drengene slider meget Tøj, og jeg kan ikke gaa ud at arbejde endnu, da den mindste kun er 1½ Aar."

Hun viste os den lille to Værelsers Lejlighed, som de boede i. Alt vidnede om den yderste Fattigdom, men det var jo ikke saa sært. 2 Kr. om Dagen skal ikke slaa langt til 9 Mennesker.

Og det er endda kun om Søgnedagene, at de har den Indtægt, om Søndagen har de slet ingen!

En daarlig Bygningslov.

Idet vi gik ud af Smedens Gang, fik vi Øje paa en Ejendom, hvis ene halve Del var nedrevet, medens den anden halve Del stod og - i hvert Fald foreløbig - skulde vedblive at staa. Nogle Haandværkere var i Færd med at opføre noget nyt paa det gamle Sted. Denne Trafik, sukcessivt at nedrive Dele af de gamle Rønner og straks bygge igen, indtil der staar en hel ny Ejendom, kan man naturligvis ikke lægge Ejeren til Last. At han vil have saa meget ud af sine Ejendomme som muligt, er der intet at sige til.

Derimod er Bygningsloven af 1889 højst uheldig affattet og rammer kun daarlig, hvad den tager Sigte paa, naar en slig Fremgangsmaade kan gaa i Svang saa meget, som den gør. Loven har bl. a. til Hensigt at skaffe større og sundere Beboelseslejligheder, større Gaardspladser etc. end de, der findes paa saa mange Steder i den indre By. Den bestemmer derfor, at naar en Bygning nedbrydes, og der opføres en nv Ejendom i Stedet, saa maa intet Værelse være mindre end det og det, Gaarden skal have den og den Størrelse, Huset maa være saa og saa højt osv.

Da disse Bestemmelsers Overholdelse følgelig vilde bringe Ejerne Tab omgaar de dem ganske simpelt ved at kalde det hele Reparation, selv om der efter et Par Aars Tid staar en hel ny Ejendom. Men paa denne Maade faar vi aldrig ordentlige Lejligheder eller luftige Gaardspladser inde i saadanne Kvarterer som Egnen omkring Holmensgade. Og det er netop det, vi maa have snarest muligt 

Hvilke Mennesker der end bor eller skal bo dernede, kan man forlange af vore Avtoriteter, at de i hvert Fald i den Retning tager Hensyn til dem. Vi ser heller ikke, hvorfor saadanne "Reparationer" ikke kan rammes lige saa vel som et hvilket som helst andet Proformaværk. Men hvis de ikke kan det, maa vi bede om at faa Bygningsloven forandret i sin Redaktion eller ogsaa om en ny og bedre.

Ti her, hvor den skulde vise sin bedste Virkning, duer den ikke.

(København 4. august 1893). 

Fritz Theodor Benzen: Holmensgade set mod Lille Kongensgade ca. 1895. Brolagt gade med adskillige fodgængere. På husmuren tv. plakat for Cirkus. Kbhbilleder. Public domain.

De Fattiges Boliger.

Billeder fra det mørkeste København.
Holmensgade-Kvarteret.

Holmensgade

er det Gadenavn, som har indarbejdet sig mest eftertrykkelig i den almindelige Bevidsthed. Og det ikke alene i København, men ogsaa nde paa Landet. Bondekarlen, der har gjort "Kongens Tjeneste" her i Byen véd allehaande mærkelige Ting at berette om denne Gade, og han hvisker smorret til sine Kammerater, hvori det egentlig er, at dens Fortjeneste bestaar; og Bondepigen tror i hvert Fald her at finde en af Landets mest fortjente Mænd, Jul. Strandberg, hvis Vise om "den skæbnesvangre Stoppenaal eller Karls og Lises Drama" hun tit har læst med store Taarer i Øjnene.

Denne Gade, som ivørigt lever mere paa Fortidens Storhed end Nutidens Elendighed, har de praktiske Københavnere delt i to "Ender": den pæne Fnde og den simple Ende. I en Relation kan denne Tredeling vel have sin Berettigelse, men iøvrigt ikke. Den pæne Ende er ikke pænere end baade Hummergade. Laksegade og Skvaldergade, og Navne turde være mere end tilstrækkelige Midler til at skræmme smaa Barn i Seng med.

Imidlertid - vox populi. vox dei! Vi retter os derefter og benytter den givne Inddeling.

Den simple Ende,

der steder op til lille Kongensgade, har vel en Længde af 100 Alen. Breden varierer stærkt, men kan paa de snævreste Steder sættes til ca 6 Alen. Fortovet er i Alen eller mindre bredt.

Endelig er der Husene, som ikke er særlig høje, derimod temmelig dybe, saa at de kan give Plads for en Mængde Beboere. De er alle gamle og daarlig indrettede med smaa lavloftede Værelser. Der er Beboelser i Kælderne, uden at der er Butiker. Et Par Rønner ser ud til at kunne falde ned ligesaavel i Dag som i Morgen. Gaardene er ligeledes smaa og mere eller mindre ildelugtende og beskidte. Trapperne er snævre og efter de forskelligste Mønstre.

Under vore Undersøgelser af denne Del af Holmensgade mødte vi en Morgenstund nogle Kvinder, som kom sjokkende ned i Gaden for derefter at forsvinde ned i de kælderagtige Gadedøre Det var offentlige Fruentimmer.

"Ja, hun maatte blive deroppe!" hørte vi en af dem sige. Heraf sluttede vi, at de havde været hos Politilægen, og at han havde fundet en af dem syg.

Hvor de saa elendige ud! Disse Skabninger, hvis Liv er fuldt af Uhygge og Forbandelse.

En gik i en Slags Slæber og viste de hvide Hoser og kvabbede Ben ved at hive op i det skimlede Bomudsskørt. En anden gik i Nattrøje og sled i den med begge Hænder for at faa den til at slutte om den fede Krop. En tredje havde ingen Hat paa Hovedet og forresten heller ikke ret mange Haar. Men da vi skulde til at se paa en Hendes Paaklædning, standsede vort Blik og vore Betragtninger ved hendes Ansigt og hvilede der, til hun var forbi. Ti det var et Ansigt, som havde tabt alt Menneskelighedens Præg; her var det klart, at Lasten havde fejret en af sine allerstørste Triumfer. Der var ikke Tale om i Udtrykkene at finde Mennesket, Skabningens første Væsen; men kun i Henseende til Formen kunde der være Spørgsmaal om, hvilken Dyrerække dette Ansigt nærmest vilde falde ind under!

Udsvævelse og Drik havde brændemærket det for bestandig, de dyriske og de dvaske Træk havde slaaet sig ned Side om Side.

Prostitutionen og Kommunen. 

"Ja, gu' maatte hun blive deroppe !" sagde hun med grov Stemme og slog en skraldende Latter op. - - - Vi kan være stolt af vor Prostitution! Hundreder af Kvinder ødelægges aarlig fysisk og moralsk, Hundreder af Mænd tilsætter deres Helbred, Penge og ægteskabelige Lykke paa disse Bordeller, Tusinder af Smaabørn bliver fortrolige med det Skændselsliv, som foregaar lige for deres Øjne, Alfonser og Bøller finder glimrende Smuthuller og glimrende Bytte!

Er der mon noget at klage over ?

Hvad gør det, om Sæderne slappes, fordi Borgerne ser, at deres egne Avtoriteter er Bordellernes øverste Direktører? Kommunen lever jo højt paa de 16,000 Kr., som den har i aarlig Indtægt fra de offentlige Utugtshuse.

10 Bordeller paa 66 Alen.

Det vilde ikke være at følge Sandheden at sige, at der er Bordel i hvert eneste Hus i den Ende af Holmensgade, som vi nu omhandler; men derimod følger vi Sandheden, naar vi siger, at der i en Gadelængde paa 66 Alen findes 10 Bordeller! -  Et rigtig pænt Antal paa en saadan Strækning. Regner man, at der i hvert Bordel er 3-4 Piger", - og det er i hvert Tilfælde det mindste, man kan regne - saa faar man 30 offentlige Fruentimmer til Resultat! Om de allesammen kan leve af at lokke Mandfolk ind til sig og drive Utugt med dem, formaar vi naturligvis ikke at sige; men sandsynligt er det. Ti i Skumringen er der en temmelig stærk Frekvens inde i Gyden. Man ser navnlig 3 Slags Mennesker passere: Bondekarlen fra Landet; den sværlemmede Jens, hvem militære Øvelser ikke har gjort helt mor, og den trøjeklædte Ulk, som har drukket saa meget paa den faste Landjord, at den nu gynger voldsommere end nogen rum So.

Men disse Mennesker er naturligvis ikke Flottenhejmere. Derfor kan man forstaa, at det kan knibe "Pigevne" nok med at skaffe disse 4 Kr. til Veje, som Værtinden hver Dag skal have.

Iøvrigt skal man ikke tro, at det for alle Kvinder er nogen daarlig Geschaft at være offentlig Fruentimmer - pekuniært set. I de "fine" Bordeller kan Pigerne med Lethed betale Værtinden 10 Kr. om Dagen, altsaa over halvfjerde Tusind om Aaret for et Værelse og kost; og en temmelig søgt offentlig Pige i Egnen omkring Holmensgade betragter det som Bagateller at betale 11000 Kr. om Aatet for en 3 Værelsers Lejlighed med Kost.

Det svimler vist for mangen en Grosserer!

I Morgen skal vi se lidt nøjere paa selve de arkitektoniske Forhold derned, idet vi spreder os mere i Kvarteret.

(København 5. august 1893).

Kort om området, 1843. Holmensgade strækker sig tværs gennem kortet syd-nord. Skvaldergade (tv) er nutidens Nikolajgade. Holmensgade forløber nogenlunde langs nutidens Bremerholm. Smedens Gang er den smalle "blindtarm" fra Vingårdsstræde ca. midt i billedet i det store område til højre hvor bl.a. Hotel du Nord ses. Det er i dag Magasin.