Zigøjnere. Nomadeliv i Danmark. (Efterskrift til Politivennen)

(Brev fra Svendborg,)

Et Minde fra Blichers Dage. - Skønne Naturbørn. - Rige Lazzaroner. - Bryllupsfest. - En pudset Bonde.

Nu om Stunder ser man ikke saa ofte Zigøjnere, "Natmænd", "Kæltringer" og den Slags Naturbørn, som i salig Blichers Dage! Desmere Opsigt vækker derfor ogsaa en Zigøjnerbande, som i denne Tid hjemsøger Sydfyn.

Forrige Søndag kom den tii Svendborg og opslog sin Lejr udenfor Byens Grænse, da Politimesteren ikke vilde have den inter muros.

Tropen kom kørende i grønne Vogne, forspændt nogle magre Krikker, og opslog straks sin Bolig paa den Guds grønne Jord, saaledes at der med Vognen som Baggrund udspændtes et laset, sodet Sejl i Teltform, og deri anbragtes bløde Dyner, hvorpaa Gamle og Unge, Mænd og Kvinder, doser Dagen og Natten bort, naar de ikke netop har noget bedre for - hvad de sjældent har.

Tropen bestaar af en Snes "ægte Zigøjnere", hvortil har sluttet sig et omrejsende Akrobatselskab, der her har fundet et Tilflugtssted for Ladhed og Lediggang mod at optræde sammen med de sorte ved de store spanske Cirkus-, Variétée-, Teater-, Sang- og Musik-Forestillinger", som "Selskabet" giver.

De rigtige sorte er det imidlertid interessant at kaste et Blik paa i deres naturlige Tilstand.

Ved Hjælp af en Cigar, en lille Mønt eller lignende gør man sig nogenlunde fortrolig med dem, Blottet for Intelligens er de ikke, de har i kort Tid lært at gøre sig forstaaelig paa Dansk, og Tysk taler de forholdsvis rent - indbyrdes taler de derimod et rent Kaudervælsk, som de selv kalder for "Platfransk".

De siger, at de stammer fra Elsaz.

Hvis man gør et godt Indtryk paa dem, kan man nok faa Lov at slaa sig ned omkring deres Baal i Teltet og sludre med dem, medens man iagttager deres "Leben und Treiben".

De unge af dem er smukke Folk, rent ud dejlige velskabte Kroppe, mørk Hud, kulsort, blankt og langt Haar, lynende Øjne, kraftige blinkende Tænder og for Mændenes Vedkommende langt spidst Beduinerskæg. Klædningen bestaar mest af Laser og Trævler, der dog som Regel dækker det meste af Kroppen. Børnene har nok i en Skjorte eller mindre.

Føden tager de den naturligst mulige Tilstand. Hvad der skal koges, bliver puttet i en Gryde over det flammende Baal, det kommer ikke saa nøje an, om Fisken er "gjort ren" eller om der er "taget ud" at Hønen.

De sorte er rige.

Ingen ved, hvor de har deres Grunker fra. Sagnet gaar, at hver Høvding for en Zigøjnerbande er i Besiddeise af en uendelig Skat, og man skulde ogsaa tro, at de mange mærkelige Historier, som følger dem paa deres Vandring, var Sagn, hvis man ikke fik Syn for Sagen. Ved enhver Lejlighed rasler de mod Pengene, og ved deres Forestillinger er de saa beslaaede med Sølv og tildels Guld, at en Mand nok skulde faa sit Læs med at hære alle deres Smykker.

Til Svendborg kom de fra Landsbyen Vesterskerninge.

Dor fortælles følgende Historie om dem der ude fra:

Høvdingen kom ind til en Gaardmand for at leje et Stykke af Marken til Lejrplads. Manden undslog sig imidlertid, da han ikke holdt af det Postyr.

"Hvad koster Gaarden da?" spurgte Zigøjneren.

Manden gik ind paa Spasen, som han troede det var og forlangte 35,000 Kroner.

"Top"! sagde den sorte og talte Pengene op paa Bordet.

Gaardmanden fortrød hurtig Handølen, men maatte betale 200 Kr. for at faa den til at gaa tilbage.

Nok om det, de har Penge som Græs og forsømmer ingen Lejlighed til at vise det. Naar de faar Kobberkedler at flikke, stiller de røde Penge i Pant, og de er altid parat til at hale den fyldte Pengepung frem. Havde de ikke de mange Penge, vilde de ogsaa blive vist ud af Landet.

Naar de viser sig paa Gaden i brogede Pjalter, faar de en hel Hale Ungdom efter sig og ved deres "Forestillinger" fylder Folk det Cirkustelt, som Akrobaterne rimeligvis har bragt med som deres Indskud i Interessentskabet. Forestillingerne er et Sammensurium i Zigøjnernes Dans. Sang og Musik og Akrobaternes almindelige tarvelige Kunststykker. Der findes dog ogsaa "dresserede" Heste, Gedebukke og Hunde.

Zigøjnerne kan ikke en Gang ved disse Lejligheder lægge Baand paa deres fri Natur. Der sidder f. Eks. paa Bænken mellem Tilskuerne en gammel rynket Mutter med hængende Bryster og en Snadde i Munden og giver tydeligt henholdsvis sit Bifald og Mishag til Kende. Mellem Publikum og paa Manegen farer de halvpaaklædte Unger omkring med Cigarer og Cigaretter, som de tigger. Musiken er et rædselsfuldt Helvedesspektakel, og dog gør Zigøjnerne umulige Forsøg paa at overdøve den med spanske "Sange".

Ved en "Bryllupsfest" bliver ved hver Forestilling en "Dame" paa 16 Aar viet til en "Herre" paa 17. Dansen er ret morsom at se paa, særlig de mindste Børns. De fleste af dent er iklædt Højtidsdragten til Forestillingerne, Kvinderne saa spraglet rødt som muligt og alle behængte med Sølv. Billettøren har Sølvknapper at en Næves Størrelse i sin Trøje. En at Mændene er fuldstændig bepansret paa Brystet med store Møntstykker, og en anden brillerer med en kæmpemæssig Snusdaase af ægte Guld.

Men det er ikke som Kunstnere man skal se disse Naturens Børn, de tager sig dog bedst ud i deres lasedeTelte, hvor de sorgløse og livsglade lever deres muntre Nomadeliv, høflige og fredelige mod de fremmede, der nænner sig dem venskabeligt - at have en af de sydlandske Fyre til Uven turde være behageligt, de vil vist ikke tage i Betænkning at dolke deres Fjende.

- - -

For et Par Dage siden forlod de Svendborg.

Paa deres Vogne var pakket Telte og Dyner og i alle Pjalter laa Mænd, Kvinder og Børn i en péle-méle.

Da de kørte gennem Byen, holdt de paa en aaben Plads. Høvdingen, der kørte den forreste Vogn, trak en Guldsnusdaase af Størrelse som en Sardindaase op af Lommen, tog en Pris og slog et Smæld med Pisken - og saa gik det paany mod Øst, ud i den vide, vide Verden

Svend.

(København 29. april 1894).

En Hund istedetfor et Lig. (Efterskrift til Politivennen)

En uhyggelig Overraskelse.

Følgende højst mærkelige Tildragelse meddeltes os i Morges:

Fra et Hospital her i Byen ankom der i Morges til Vestre Kirkegaard en Kiste, som formodedes at indeholde et Barnelig.

Kisten var allerede sænket i Jorden og Graven tilkastet, da man ved at grave en ny Grav ved Siden af kom til at støde paa kisten med det formentige Barnelig.

Den skrøbelige Kiste gav efter for Spaden, og man tænke sig Graverkarlens Forbavselse, da Liget af en stor sort Hund væltede ud af Kisten.

Den mystiske Begivenhed vakte stor Opsigt blandt Kirkegaardpersonalet og de øvrige Tilstedeværende.

(København 14. april 1894).

Religiøst Vanvid. (Efterskrift til Politivennen)

Røgtertro.

Det har alt gennem mange Aar været Bladenes triste Lod at paavise Tilfælde paa Tilfælde, hvor den indre Missions mørke Hærgen over vort lyse Land har ladet stygge Spor efter sig. Af Svovlprædikanternes fraadende Mund udgik som Edder og Forgift den Lære, der i de Enfoldiges Hjærte brændte uudslettelige Ar. Snart var det en stakkels Husmandskone, hvem Forkynderen berøvede Sjælefreden, snart lød de haarde Fordømmelsesord over Skibbrudnes Kister, ledsaget af fortvivlede Enkers Hulken og uskyldige Børns hjærteskærende Skrig. Mens det graadige Hav derudenfor tordnede og truede de Levende, sendte Præsten bag de blege Alterlys de Døde til Helvede.

Og ingensteds gør Ordet hvassere Indtryk end i den enfoldige Landboers Sjæl. Ingen kommer hid og oplyser ham i den Vankundighed, man ikke tør bebrejde barn. Blade og Bøger læses saa godt som aldrig - om der overhovedet kan læses - Missionæren har frit Spil. Han stempler desuden først og fremmest med klog Beregning al Verdens Tant og al Verdens Kundskab som en afguderisk Fare. Salmebogen og Biblen - der skal I søge Eders Oplysning! 

Forpinte og plagede klamrer de Ulykkelige sig da sluttelig til dette Rør, han rækker dem i deres Vaande.

Men rundt om sidder i Fængselscellerne eller i Daareanstalterne de mørke Mænds Ofre!

Et nyt Tilfælde.

Saa maa vi da i Dag berette vore Læsere om et nyt, uhyggeligt Tilfælde af religiøst Vanvid.

For ofte naar saadanne monstrøse Historier ikke til Bybeboerens Kundskab; han nyder alle de Fordele i Retning af Oplysning, en Storstad giver, og hører han om de syngende Troende derude paa de vide Overdrev, har han en Tilbøjelighed til enten at sige: skulde det dog monstro ikke til Slut være disse Taabeliges egen Skyld, om de segner under Flammesværdene; eller ogsaa antager han ganske simpelt Véraabene for overdrevne.

- Der gik da paa Gaarden Skousbo pr. Viby en gammel Røgter Han var ugift, og naar han  efter Dagen lang at have syslet om sine Kreaturer i Mark og Stald, ved Solnedgang gik ind i sit Kammer, havde han sine tunge Skrupler over, hvordan Synden sled i hans arme Bryst.

Ingen talte med ham; ingen trøstede ham.

Den eneste, som havde henvendt Ordet ogsaa til ham, var Missionen. Den havde udkastet Billeder af Synden i denne Verden, havde talt næsten direkte til ham, syntes Røgteren; og naar han med den opslaaede Salmebog sad paa sin Kiste, forekom det ham, at han saa' den truende Finger, hævet mod Loftet og hørte Stemmens hæse: vend om, vend om!

Han blev en stedse flittigere Gæst i Bedehuset og stedse ivrigere fordybede han sig i Skriften for at finde Trøsten, Trøst for hans fortvivlede Fristelse i den ugifte Ensomhed.

Men i Skriften stod der: "naar et Lem forarger dig, saa riv det ud..,

- I Fredags Aftes mishandlede den gamle Røgter sig med koldt Overlæg, for at Selvbesmittelsens svare Synd ikke skulde naa ham mere. Da Proprietær Høyer, Gaardens Ejer, netop gik forbi, raabte Røgteren ud af Vinduet:

"Saa, nu er det overstaaet, Hr. Proprietær!"

Der kom Læge til.

Røgteren blev forbunden og kørt til Roskilde-Sygehus, hvor han nu henligger i betænkelig Tilstand paa Grund af Blodtabet, og Farerne ved den selvvoldte Operation, der kan blive, skæbnesvanger for en saa gammel Mand.

Lægen erklærede forøvrigt, at kan kunde ikke have ført Snittet bedre end den stakkels Røgter, som nu i en Menneskealder havde kastreret Kreaturer

* * *

Dette Tilfælde af religiøst Vanvid, tør vel siges at være et af de uhyggeligste, der i lang Tid er kommen til Offentlighedens Kundskab. Var en saaden Ting sket med hvilkensomhelst andre Motiver, vilde det næppe være ret at publicere den.

Her, tror vi, er det vor Pligt.

Netop i de sidste Aar synes der hos alle Besindige at vaagne en vis Trods og Forargelse mod den indre Mission. Lad denne Sten da hjælpe sit til, at den mørke Forkyndelses Apostler snart kan ligge slagne paa deres Gærninger.

(København 1. marts 1894).

Fredens Evangelium.

Kristendommens smukkeste Tanke er den: "Fred over al Jorden". Det var Kirkefædrenes Drøm, det er Kristendommens Maal.

Saa sér man sig om i den kristne Verden, og de ivrigste Kristne, den første Række i de helliges store Skarer, man træffer, er den indre Missions sluttede Falanks. 

Men hvor er nu Freden bleven af, hvor den stille Mildhed, der skulde være deres Religions Kendetegn. Mørke Miner, bitre Tanker, Sjælekval og Kvide, større, end det maa ske er nogen verdslig givet at forstaa.

Vi har tilfældigvis faaet nogle nærmere Efterretninger om den ulykkelige Røgter i Viby, der gildede sig selv, og disse føjer sig til et slaaende Billede af den Jammer og Fortvivlelse, hvori Nutidens Troende vandrer.

Manden, der, som bekendt, kom fra Harboøre, var gift og havde to Børn. Sin Kone havde han spurgt til Rands, før han tog Kniven. Hun slog det imidlertid hen.

Den skæbnesvangre Handling har han altsaa ikke begaaet i Fortvivlelse over sensuelle Udskejelser. Nej, han har tvivlet om Ægteskabets Hellighed, har tvivlet om én af selve Kirken indstiftet Forbindelse kunde retfærdiggøre Nydelser, der uden denne Indvielse var Synd.

Med andre Ord, hvad der er sandt og naturligt, har han ansét som Smuds og Ugudelighed, endda den hellige Kirke har sanktioneret hans Gærninger.

Kan større Anfægtelse tænkes? Er det Fred?

Og Røgteren i Viby staar ikke ene. Han er, som tidligere meddelt, fra Harboøre, og Folk, som er fra Egnen vil paastaa, at han her har forskellige Forgængere, Folk, der af religiøse Skrupler har berøvet, sig selv, Evnen til at forplante sig, den Evne, hvorpaa den hele Tilværelse i syvende og sidste Instans er grundet.

Er da ikke slig "Fortvivlelsens Selvhjælp" nok til at aabne Øjnene paa Folk? Lad være, at Tilfælde som disse, er sjældne: Der er Gærninger nok, som kan rubriceres under denne Kategori.

Tusinder vandre rundt med de samme mørke Tanker, og mangler kun det borgerlige Mod til Mishandlinger og Lemlæstelser, der or værre end Selvmord, fordi do afslutter ikke blot et Liv, men tillige begynder en levende Død.

Det er paa Tide, at de svage rives ud af Missionens Garn, at Sygdommen hæmmes før den breder sig til Slægten.

Det er paa Tide, at Fredens Evangelium prædikes.

Josva.

(København 7. marts 1894)

Herregården Skovsby ved Viby stammede tilbage fra 1600-tallet. Den eksisterer nu som gård. Stuehuset er fra 1802. Gården ejedes på daværende tidspunkt af fru Høyer, enke efter møller Rudolf Høyer. Han havde formentlig vundet et lotterigevinst som han havde brugt fornuftigt. Trods landbrugskrisen overlevede den. Sønnen Harald Høyer drev den sammen med moderen. Gården blev 1896 solgt til jægermester Dinesen. 

De kvindelige Herreskræderes Fagforening. (Efterskrift til Politivennen)

De kvindelige Herreskræderes Priskurant.

Den kvindelige Fagforening i Herreskrædersaget afholdt i Fredags et meget talrigt besøgt offenligt Møde i Forsamlingsbygningens Festsal.

Fru Elna Larsen bød velkommen og Hr. Florin valgtes til Dirigent.

Maler J. Jensen indledede Forhandlingerne om den nye Priskurant med at fremdrage forskjellige Træk fra de nuherskende Forhold, hvor det store Flertal af Syerskerne lønnes saa usselt, at de umuligt kan leve af deres Arbejde. Grunden hertil ligger i Konkurrencen saavel mellem Fabrikanterne som mellem Arbejderne, og Midlet til en Forbedring er Ophævelsen af Kvindernes indbyrdes Konkurrence ved at disse slutter sig til Fagforeningen. Den foreslaaede nye Priskurant var saa moderat, at Fabrikanterne med Lethed kunde gaa ind paa den, og dette vilde ogsaa ske, hvis Kvinderne blot optraadte enigt og bestemt. Fabrikanterne vilde sikkert, naar man kom til dem, huske paa, at Arbejderne ikke alene laver de Varer, de sælger, men at de tillige udelukkende skal søge deres Kunder blandt Arbejderne.

Derefter oplæste Dirigenten den af Udvalget udarbejdede Priskurant og i den paafølgende Diskussion fremhævedes det fra alle Sider, at Forslaget maatte betragtes som meget moderat, men at det dog betød et Fremskridt, hvis det kunde gennemføres.

Der herskede paa Mødet en Stemning af undertrykt Forbitrelse over de slette Forhold, som gav sig tilkende ved de Oplysninger flere af Syerskerne fremkom med, og hvoraf det fremgik, at Fabrikanterne ikke alene betaler en lav Løn under almindelige Forhold, men ogsaa benytter den mindste Anledning til at trykke Lønnen yderligere ned uden at tage Spor af Hensyn til Kvindernes Ønske eller Protest. Det staaende Svar er: "Vil De ikke, kan De lade være, der er nok, som vil have Arbejdet for den Pris."

Dette Forhold maa nu have en Ende, og at det vil faa det, derom vidner den Enstemmighed, hvormed Priskurantforslaget blev vedtaget, samt de talrige Indmeldelser i den kvindelige Fagforening, som fandt Sted efter Mødet.

Der vil nu blive afholdt et Par Møder til i andre Kredse af Byen for at faa alle kvindelige Herreskræderes Tilslutning til Priskuranten og derefter vil denne blive forelagt d'Hrr. Fabrikanter.

(Social-Demokraten 11. februar 1894).

Kvindelige Skrædere

Fine Forretninger - ussel Løn.

Et herværende Blad fortalte forleden Dag, at det havde havt Besøg af en fattig Syerske, som kom med en sin Jakke, hun havde syet, ikke for en Lappeskræder, men for et fint Firma, nemlig Br. Andersen paa Kongens Nytorv, og for at sy denne Jakke fik hun kun 1 Kr. 35 Øre. Desuden fortalte hun Bladet, at der betales 50 til 65 Øre for at sy en Vest og en lignende lumpen Løn for et Par Benklæder.

Herimod har Formanden for Br. Andersens Svendeklub protesteret under Henvisning til, at Br. A. betaler 1ste Klasses Priskurant, og med Bemærkning om, al Klubben nok skal drage Omsorg for, at denne bliver respekteret, hvorfor den paagældende Syerske burde have henvendt sig til Klubben med sin Klage.

I den Anledning vilde jeg gærne oplyse, al Br. A., foruden den flotte første Klasses Forretning paa Kongens Nytorv, har en saakaldet Lagerforretning i Grønnegade Nr. 41, hvor de lader forfærdige det billige Tøj, som sælges til Arbejderne, og det er her, de udbytter Kvinderne efter en storartet Maalestok. Svendene har deres Priskurant baade i Forretningen paa Kongens Nytorv og i Grønnegade, men Kvinderne har ingen, og hvorfor? Ganske simpelt fordi Kvinderne endnu ikke har lært at organisere sig i samme Omfang som Mændene. For omtrent to Aar siden fik de mandlige Skrædere gennemført en Priskurant for Lagerarbejde, ligesom de lidt senere fik forhøjet Priserne for bestilt Arbejde. Disse Priskuranter er Resultatet af Overenskomster mellem Arbejdsledernes og Arbejdernes Organisationer og kan ikke vilkaarlig forandres af nogen af Parterne. Anderledes forholder det sig med Kvinderne. Der har nok flere Gange været forsøgt at faa faste Priser, men det er al Tid strandet paa Fabrikanternes Umedgørlighed. Disse Lagerforretninger, der tjener store Penge ved at sælge Tøj til Arbejderne, undser sig ikke ved at byde de fattige Kvinde en Sulteløn for at sy det Tøj, deres mandlige Standsfæller af Nøden tvinges til at bruge. En meget stor Del af de kvindelige Herreskrædere tjener kun 4-5 kr. om Ugen for 6 lange Dages Slid, og saa er de endda langt fra beskæftiget hele Aaret. Af Fabrikanternes "Godhed' har vi intet at vente. D'Hrr. fylder deres Pose, lever i elegante Lejligheder i Byen, tager paa Landet eller gør kostbare Baderejser om Sommeren for de Blodpenge, de presser ud af Kvindernes Slid. og disse Kvinder maa selv opholde sig Aaret rundt omkring i Bagstuer og paa Kvistværelser, hvor de ikke en Gang kan spise sig ordenlig mæt. Grunden til dette Hundeliv for den arbejdende Kvinde ligger for en stor Del i hendes Mangel paa Selvstændighed og Organisation. Tror Kvinderne, at Arbejdskøberne betaler Mændene en ordenlig Løn af Kærlighed? Nej, de gør det kun fordi Mændene gennem deres Organisation er en Magt, og det samme kan vi blive, naar vi selv vil.

Det nytter intet at løbe til de borgerlige Blade og beklage sig, fordi man bliver forurettet, det bryder Fabrikanterne sig ikke om, gaa til Organisationen og meld Eder der, paavirk Lidelsesfæller til at gøre det samme, og I vil snart se en Forandring De kvindelige Herreskræderes Fagforening arbejder netop i denne Tid paa en Ordning og Forbedring af Lønforholdene, og dens Arbejde vil lykkes, naar blot Kvinderne slutter sig til os.

Er Kvinderne først enige og sammensluttede, saa kan vi lige saa godt som Mændene saa en ordenlig Løn for vort Arbejde. Indmeldelser modtages hver Dag hos Foreningens Kassererske, Mad. Off, Blegdamsvejen Nr. 44, 1. Sal, og hos Undertegnede i Turensensgade 27 B, 2. Sal.

Elna Larsen

Formandinde for de kvindelige Herreskræderes Fagforening.

(Social-Demokraten 21. juli 1894).

Brødrene Andersen havde bl. a. butik i hjørnebutikken Kongens Nytorv 28. Annonce fra Riget (København) 22. december 1912.

Elna Larsen fejrede 27. december 1899 sølvbryllup. Hun boede stadig i Thuresensgade 27, 2. ov. G. Hun var æresmedlem af fagforeningen. 

Fagforeningen blev dannet 13. september 1883 af nogle kvinder der arbejdede hos skræder Loenfeldt (Landemærket). Skrædernes Fagforening var dannet ca. 10 år før. Formænd var en mand, Wagner (1883-1884), dernæst kvinder: Olivia Ankersen (1884-1887), Anne Jensen Sterky (1887-1890, Nielsen 1890-1892, Elna Larsen 1892-1897, Andrea Brochmann (1897-?). Sidstnævnte var datter af den tidligere formand Nielsen. Ved 25 års jubilæet v ar der 1.100 medlemmer.

Elna Larsen. Formand 1892-1897. Arbejdermuseet. Creative Commons.

"Stærke-Jens", "Bræddestablen" og "Ole Nifinger". (Efterskrift til Politivennen).

Stamgæster i den offentlige

Strålende navne.
"Stærke Jens"

morede sig forleden med at slå sin "forlovede"s møbler i stykker i hendes hyggelige lille lejlighed i Brøndstræde nr. 9. Frøkenen, der populært kaldes "Aarhusmine", blev selvfølgelig vred over at se sit jomfrubur så voldelig krænket, og enden blev, at politiet kom til og tog "Stærke Jens" i krebsen.

I går skulle han have mødt i retten, men, skarpttænkende som han er, sendte han en god ven hr. "Stjærnens Skræk" med fuldmagt. Jens, der nylig er kommet fra en større svedetur, ville nemlig nødig "bøsse" med det samme.

Aarhusmine var heller ikke mødt. Hendes fuldmægtig, en skikkelig kone, forklarede, at Mine var hos vicepolitidirektøren, hvor hun skulle vente på sin belønning, fordi hun har "brændt den af".

I betragtning af, at Jens den dag, han blev anholdt, havde været usædvanlig "venlig" og ikke - som han plejer - knækket politiribben i nogen større målestok, var assessor Obelitz elskværdig nok til at lade ham slippe med 50 kr.

"Bræddestabelen'.

Dette usædvanlige navn har dets bærer erholdt på grund af sin ustyrlige lyst til at "ramle". "Bræddestabelen" ramler ved dag og ved nat og har i lange tider i kompagni med "Stærke Jens" og "den dovne Dreng" været en sand rædsel for 2. kreds' politimyndigheder, særlig betjent Nr. 242 har han sat mange grå hår i hovedet. 242 har dog nu grund til at være glad, for - det vidunderlige er sket - "Bræddestabelen" har forlagt residensen.

Han, der før var en daglig gæst i Pilestrædes Stations gæstfri haller, er nu en flittig, omend ikke altid ganske velkommen besøgende på stationen i Knudsgade.

Det synes imidlertid som om "Bræddestablen" derude i den vestre kant af byen ikke kan finde så megen anlednnig til at lave fest som i sin tid i "Brønden". For forleden tærskede han i mangel af andre løs på sin gode ven og staldbroder Jens Peter Jensen, der selvfølgelig ikke blev svar skyldig.

Følgen af dette lille optrin blev et møde i går i den offentlige der atter i en ikke fjern fremtid vil foranledige et par dages ophold på Christianshavn.

"Ole Nifinger".

er godt kendt i den ganske stad. Det var ham, der indtil for kort tid siden havde den bekendte knejpe i Lille Kongensgade, hvor der både var "rum för resande" og "deutsches Herberg". Luften blev ham formodentlig for lummer i det gamle hus, eller han tænkte rnåske, at når han flyttede et mere hyggeligt sted hen, ville "gæsterne" blive mere medgørlige. Ole har nemlig altid haft et ganske vidunderligt uheld med sine gæster.

Stedse var der vrøvl og ballade hos ham, og det er slet ikke så få penge, han i tidernes Løb har ladet tilflyde politikassen.

Ole er nemlig en "kontant" mand, der hader svederiet på Christianshavn som pesten. Nok er det, Ole flyttede, men den slemme uro-nisse flyttede med. Slag i slag er det gået med klø, knubs,  spark og spænd, og 242 er nær ved at ønske Bræddestablen tilbage, når han kunne blive Ole Nifinger kvit.

Natten til i går karambolerede 242 og Ole, og inden slaget var endt og Ole bragt i brummen, lå kakkelovnen væltet på gulvet, medens Oles madamme sad i en krog og græd over al den vederstyggelighed.

Prost.

(København, 28. januar 1894).