Søndermarkstaarnet. (Efterskrift til Politivennen).

Det er længe siden, at et Aktieforetagende her hjemme har vakt en saadan Interesse og Debat Mand og Mand imellem som de i denne Tid fremkomne Planer til et Udsigtstaarn i Søndermarken. Medens de Fleste ubetinget sympathisere med Tanken, er der Nogle, som i en eller anden Henseende tage Forbehold, og det kan derfor være betimelig kortelig at belyse den hele Plan saa vel fra et almindeligt som særlig fra el finansielt Synspunkt.

Først kan det bemærkes, at Tanken om at reise et Udsigtstaarn ikke er noget Enestaaende for Kjøbenhavn. Efter at Eiffeltaarnet i Paris, der smedes ind som Led i den store Verdensudstilling 1889, har naaet sin vellykkede Succes, er der næsten ikke en stor By, som er bleven uberørt af Planer i samme Retning. Og efterhaanden er man i vid Udstrækning naaet til at faae disse Planer realiserede. Ikke saa faae Udsigtstaarne ere allerede reiste, og flere lignende ere under Udførelse, ikke mindst i England, hvor man paa forskjellige Punkter baade over- og underbyder Eiffeltaarnet. Paa et temmelig isoleret Punkt ved London mener man endog at kunne anvende mindst 10 Mill. Kr. i dette Øiemed.

For Kiøbenhavns Vedkommende stiller Forholdet sig saaledes, at man ved at vente har vundet Mulighed for at kunne drage sig de i Udlandet vundne Erfaringer til Nytte, og at der næppe er nogen By, hvor Trangen til og Rimeligheden for et Udsigtstaarn er mere fremtrædende. Dermed hører det ganske naturligt sammen, at man nu har kunnet møde frem med fuldt modne Planer og give disse en Motivering, der i alle Henseender synes at være fuldt tilfredsstillende.

Som det allerede vil være bekjendt, skal Søndermarkstaarnet reises umiddelbart op til Valby Langgade paa en afgrænset Plads af 150 Alens Længde og 120 Alens Bredde. Selve Taarnet faaer 80 Alens Diameter, hvilket vil sige, at Tivolis Koncertsal med Veranda lettelig kunde omsluttes af dets nederste Afdeling. Udsigtstaarnets bærende Konstruktion skal udelukkende bestaa af Jern og Staal, der bæres af et Fundament af Cementbeton. Træ er udelukket af Konstruktionen og kan kun benyttes under Forhold, hvor det kan siges med Sikkerhed, at det ikke kan bevirke Brandfare, samt hvor det maa siges, at det ubetinget er i det besøgende Publikums Interesse, eller hvor det er ønskeligt af arkitektoniske eller Hensigtsmæssigheds- Grunde. Adgangene til Trapperummene skulle være absolut brandsikre. Taarnet, hvis samlede Høide fra Fundamentets Overflade - der ligger ca. 90 Fod over Øresund - er ca. 430 Fod til Flagstangens Knap, er forsynet med 3 Platforme, tilgængelige for Publikum, i Høiderne ca. 100, 200 og 300 Fod over Terrænet. Den nederste - 1. - Platform hviler paa en Underbygning, der har Form af en regulær 10 sidet afstumpet Pyramide. Den har selv Form af en regulver 16 Kant - eventuelt en Cirkel - med en Sidelinie paa ca. 24 Fod. Centralt paa den anbringes en Bygning, indeholdende Restaurationslokaker m. m., der har Form af en regulær Ottekant med Sidelinie ca. 30 Fod. Den gives overhængende Tag. Den midterste Del af denne Bygning opføres i to Etager og har kvadratisk Form med ca. 30 Fod i Siden. Dennes Tag er et Pyramidetag, medens de øvrige Tag ere Halvtage. I Bygningen findes fuldt monteret Restaurant, Forhal med mindre Udsalg, Trappe og Elevatorrum samt Toiletetablissementer. I øverste Etage, der er forbunden med nederste ved 3 Trapper, hvoraf 2 for Publikum og 1 for Restaurationen, findes en Forhal med Adgang til Trapper og Elevator til de øvre Platformer, Lokaler for et fotografisk Atelier og for Restauratoren. Der haves tillige herfra Adgang til aabne Siddepladser paa det flade Tag over den enetages Bygning. Udenom hele Bygningen er der under det overhængende Tag anbragt en aaben Veranda ca. 12 Fod bred, og udenom denne atter en Rundgang ca. 8 Fod bred. Adgangen til 1. Platform skeer dels ad to 4 a 4½ Fod brede Trapper i et fælles Trappehus, dels ved to Elevatorer. Disse beregnes til at transportere 12-13 Mennesker ad Gangen med en Maximumhurtighed af 1½ Fod i Sekundet. Elevatorerne drives enten ved elektrisk eller hydraulisk Kraft og forsynes med alle Sikkerhedsforanstaltninger. 2. Platform i en Høide af ca. 200 Fod over Fundamenterne er en regulær Ottekant indskreven i en Cirkel med ca. 54 Fod Diameter. Den forsynes med et lille Udsalgslokale for Erindringer; Gulvet af Sten. 3. Platform i en Høide af ca. 300 Fod over Fundamenterne er ligeledes en regnlær Ottekant indskreven i en Cirkel med Diameter ca. 31 Fod. Den udstyres som 2. Platform. Adgangen fra 1. til 2. og 3. Platform skeer dels gjennem to ligeløbs Trapper, der sno sig udenom Elevatorrummet, dels gjennem en dobbelt Elevator, der arbeider paa den Maade, at den ene Stol bevæger sig fra 1. til 2. Platform, medens den anden daler fra 3. til 2. og omvendt. Stolene skulle hver transportere ca. 8 Mennesker, og ingen maa gaa med større Hastighed end ca. 1½ Fod i Sekundet. Det Hele krones af en Lanterne, der er dobbelt. Den nedre større Del er ca. 19 Fod i Diameter og 30 Fod høi; de bærer ea. 10 Fod over 3. Platform et Gulv, saaledes at der her tilveiebringes et Observatorium til militært, geodætisk og topografisk Brug, der altsaa kan benyttes til enhver Tid uden at generes af det besøgende Publikum. Denne Lanterne begrænses foroven af en mindre ca. 9 Fod vid og ca. 10 Fod høi Lanterne forsynet med en Omgang ca. 10 Fod i Diameter. Denne Omgang er forbeholdt meteorologiske Undersøgelser. I den mindre Lanterne anbringes et stærkt elektrisk Blus eventuelt forsynet med et Speil- eller Linseapparat. Adgangen fra 3. Platform til disse øvre Lokaliteter skeer ad Vindel- eller Svingtrapper. Hele Bygningen, der selvfølgelig konstrueres med al fornøden Hensyntagen til den Soliditet, der vil kræves i vort stormfulde Klima, forsynes med Systemer for Gas- og elektrisk Belysning, Vandindlæg, Afledning osv. Nogle mindre Bygninger opføres ved Taarnets Fod, hvor der bliver rigelig Plads til Beværtning ved Stole og Borde, omtrent som hos Josty.

Der foreligger rigeligt Materiale til at paavise flere Punkter, hvor Søndermarkstaarnet byder væsenlige Fordele i Sammenligning med Eiffeltaarnet; men af Pladshensyn maa det være nok her at fremhæve, at man i Kjøbenhavn kommer til at bygge forholdsvis meget villigere end i Paris, hvilket allerede fremgaaer deraf, at man for Søndermarkstaarnet kan nøies med en Aktiekapital paa 600,000 Kr., medens der til Eiffeltaarnet krævedes 20 Mill. Frcs. Herved er det værd at bemærke, at Udsigten fra Søndermarkstaarnet paa Grund af Terrænforholdene endda vil blive mere storslaaet, skjøn og afvexlende end fra Eiffeltaarnet. Ogsaa de i England opførte Udsigtstaarne blive forholdsvis betydeligt dyrere end Søndermarkstaarnet.

Naar man nu spørger, om Søndermarkstaarnets sandsynlige Rentabilitet, maa det vistnok indrømmes, at man her har seet meget nøgternt paa Forholdet. Blot ved et Besøg af 100,000 Mennesker aarlig naaer man op til Balance. Et Besøg paa 100,000 Mennesker svarer i Virkeligheden kun til et Par gode Festdage for Eiffeltaarnet, og det er ikke sangvinsk at antage, at Søndermarkstaarnet i Kjøbenhavn i Aarets Løb vil kunne naae adskilligt op over dette Tal. Det er oplyst, at Frederiksberg Have i Sommertiden hver Søndag besøges af 16-20,000 Mennesker, og det kan sikkert antages, at Søndermarkstaarnet lige saa vel som Zoologisk Have vil kunne tage sin Del deraf. Kjøbenhavns Befolkning sættes jo nu til ca. 400,000, og kan det ikke antages, at hver Enkelt vil tage derud, i alt Fald hvert 4. Aar? Hertil kommer Fremmedbesøget, der stadig er stigende: I 1889: 87.217: i 1890: 92,017; i 1891: 104,660; i 1892: 103,000; i 1893: 108,589, Alt alene for Hotellernes Vedkommende, hvortil kommer en Mængde Rejsende, særlig Provinsbeboere og Svenskere, der dels bo hos Slægtninge dels komme om Morgenen og atter reise om Aftenen. En væsenlig Del af disse Tilrejsende kunne betragtes som selvskrevne Gjæster i Søndermarkstaarnet.

Man har indvendt, at Søndermarken, der dog nu har faaet sin særlige Sporvei kun 90 Alen fra Taarnets Fod, ligger noget afsides for den almindelige kjøbenhavnske Bevidsthed, og at Byens Fremvæxt i den senere Tid væsenligst synes at skulle ske mod Øst og Nord. Men herved er det at bemærke, at Udvidelsen mod Øst ikke kan antages at ville stanse Udvidelsen mod Vest, hvor, bl. A. de nye Banegaardsanlæg snart ville bringe forøget Liv. Man har med Hensyn til Taarnets Opførelse oprindelig sin Opmærksomhed henvendt paa flere andre Punkter, særlig paa Pladsen bag ved Tivoli og paa Kastelsvolden; men man har valgt Søndermarken efter modent Overvejelse. Man er her oppe paa den Højderyg, der omslutter det Lavland, hvorpaa Kjøbenhavn ligger, og er altsaa uden for den snævrere Horisont, som ville møde Beskueren og til Dels begrænse Udsigten fra et Taarn, der laa i selve Byen. Dertil kommer, at man vinder en Høide af 70 Fod eller mere aldeles gratis, og at endelig Bekostningen ved Funderingen er betydelig mindre paa den faste, naturlige Bakke, end den vilde være paa de andre Punkter i og ved Byen, hvor man overalt møder opfyldt Grund. Det har da ogsaa vist sig, at man ved Opførelsen af Udsigtstaarnel i England er gaaet meget længere udenfor den alfare Vei. Det mægtige Taarn, der opføres ved London, ligger i Wembley Park flere Mil ude i Landet i stik modsat Retning af Krystalpaladset, hvorhen Søndagsstrømmen gaaer, og Blackpoll-Taarnet er reist paa Landet ude i Lancaster med betydelige Afstande til de Byer, hvorfra det kan vente sin Søgning.

Søndermarkstaarnet vil sikkert kunne yde sit gode Bidrag til at drage en Del af Menneskestrømmen i Kjøbenhavn mod Vest, og det vil i saa Henseende kunne give zoologisk Have en Støtte, der maaske i Tidens Løb kan komme til at veie lige saa meget som det Statsbidrag, Haven nu faaer. Thi det staaer fast, at Udsigten fra Taarnet vil blive aldeles uforlignelig. Den vil hovedsagelig komme til at falde i fire Dele : 1) ud mod Søen, der breder sig milevidt; 2) over den store By med Sundet, Sverige Kyst og Hveen bag sig; 3) mod Nord til Skoven med Villabyerne og 4) ud over det vide Land med Marker, Skove og Søer i pragtfuld Blanding. At Blikket i den Retning vil kunne naa vidt, fremgaaer alene deraf, at man omtrent fra Taarnets Fod kan se Roskilde Domkirke.

Ved de Betragtninger, som det her har været Hensigten at anstille over Søndermarkstaarnet, er dettes militære og videnskabelige Betydning holdt udenfor; men det maa jo dog fornuftigvis erkjendes, at hvad der kan bydes i disse Retninger, maa tages som et Plus og ikke som et Minus. Og under disse Forhold kan man sikkert fra alle Sider mødes i Anerkjendelse af de Mænd, der have fat Sagen i Værk, og ønske dem Held og Energi til at føre den igjennem. Netop i disse Aar sættes der jo mange betydelige Foretagender igjennem i Kjøbenhavn. Man aabner snart den store Frihavn med dertil hørende Dampfærgeforbindelse; man omformer Banegaardsforholdene med en Storstads Kaar for Øie; det nye Raadhus har faaet sin Grund lagt; "Strøget" asfalteres ; der kommer orientalsk Pavillon med forhaabenlig dertil svarende Baadfart paa Søerne og Dampfærgefart i Havnen, medens nye Sporveisruter og flere Jernbanelinier, deriblandt Kystbanen, skulle ophjælpe Trafiken paa Land. Men ved Siden af alt dette maa det siges at være i sin gode Orden, at Kjøbenhavn nu ogsaa faaer sit Udsigtstaarn, der fuldt saa meget som noget af det Andet vil kunne bidrage til at give Kjøbenhavn Storstadspræget. Det er bekjendt nok, at udenlandske Pengemænd have havt Tanken henvendt paa Opførelsen af et saadant Taarn i Kjøbenhavn; men naar man nu fra forskjellige Sider har ønsket, at Kjøbenhavn skulde løse ogsaa denne Opgave ved egne Kræfter, er det øjensynligt, at denne Løsning i flere Henseender vilde være den heldigste. Man maa ønske, at det ved indenlandske Penge maa lykkes at faae Taarnet reist; der vil da sikkert baade fra Indland og Udland komme Besøgende nok for at nyde Udsigten fra det.

(Nationaltidende 14. juni 1894. 2. udgave. Dagens Nyheder 15. juni 1894).

Efter annonceringen af aktietegningen om tårnet, hørte man ikke videre til det. Til gengæld puslede Frederiksberg Kommunalbestyrelse i maj 1895 med at opføre et vandtårn i Søndermarken, og det blev september 1895 udbudt i licitation opførelsen af et vandtårn i Søndermarken. I september 1895 planlagde en arkitekt og en overretssagfører i København at opføre et lignende udsigtstårn på Klampenborg badeanstalt, og skulle være opført på den store plæne nærmest koncertsalen. Heller ikke disse planer blev til noget.

Hans Peter Hansen (1829-1899): Søndermarkstårnet. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Robert Watt (1837-1894). (Efterskrift til Politivennen)

 Et virksomt Liv.

Robert Watt.

Robert Watt, Tivolis artistiske Direktør, er i Gaar Kl. 3½ afgaaet ved Døden. I længere Tid havde han skrantet, og den Dag Tivoli aabnedes, saa en hver, der mødte hans kendte Skikkelse, langsom slæbende sig frem, at han var en mærket Mand, at det vilde være et Under, om han levede til Tivoli lukkede. Faa Dage efter indlagdes han paa Frederiks Hospital for at det nærmere kunde konstateres, hvad Sygdom han led af. Det viste sig som bekendt at være en hæftig Nyrebetændelse der inden lang Tid afstedkom en Blodforgiftning. Da han i Gaar døde var det en længe ventet Begivenhed.

Watt har ikke vunden sin Berømmelse i Tivoli. Hans Glansperiode ligger langt tidligere.

Han var en smuk, rask Gut, der hurtig fandt det for snævert herhjemme og allerede for sit tyvende Aar drog han af Landet og faitede rundt i Australiens Skove. Her førte han 

et æventyrligt Liv.

Til at begynde med boede han hos rige, velhavende Slægtninge, men senere kom han bort fra disse og var først Deligencekonduktør fra Guldminerne ved Melbourne, senere Kusk, hvad der var en meget betroet Stilling, ti her er hverken Vej eller Sti, og der kræves det nojeste Kendskab til Terrænforholdene.

Paa forskellig Maade slog han sig igennem, da denne Bestilling maatte opgives og han har f. Eks. blandt andet været Medhjælper hos en Tryllekunstner.

Sine Eventyr fortsatte han senere paa Amerikas Prærier. For alt, hvad han oplevede, havde han en fortræffelig Hukommelse og da han kom hjem nedskrev han med sjælden Livlighed og tiltalende Fantasi sine Æventyr, der under Mærket "Bob" hurtig vandt "Illustreret Tidende" hvori de fandtes, en stor Læsekreds.

En ny Journalistik.

Endnu mere Opsigt vakte Robert Walt, da han kastede sig ind i Døgnets Literatur og blev Redaktør af "Figaro". 

Han er paa en vis Maade her den moderne journalistiks Fader. Han indførte den lettere franske Behandling af Dagens Begivenheder og slog som første Mand til Lyd for den personlige Journalistik, der nu spiller saa stor en Rolle,

Det sidste vakte den Gang megen Forargelse. Det er ret betegnende for Tiden, at den første Meddelelse af den Slags, der fandtes i "Figaro", vakte en sand Storm. Og den omhandlede den ganske simple Ting, at en Læge fra Chicago var ankommen til Byen og havde taget Ophold paa Hotel "Tre Hjorter".

Noget sligt havde man aldrig tænkt sig, kunde skrives i et ordentlig Blad.

Men Watt fandt Forstaaelse hos den intelligente Del af Landets Ungdom, den Gang for en stor Del Adelen, der pekuniært støttede hans Blad og vedblev dermed, da det senere blev til "Dagens Nyheder", en Støtte, der har varet ved i mange Aar lige til de sidste Dage.

I Vælten.

Det følger af sig selv, at Watt som en Banebryder blev feteret som faa, og navnlig det smukke Køn var en trofast Beundrer at ham og hans Virksomhed. Hertil kom, at han var i høj Grad morsom og livlig at tale med, og navnlig som ung var overordentlig smuk.

Watt har tillige alle Dage været en rask og uforfærdet Karakter, har endog i sin Tid haft sin Duelhistorie, der ikke gjorde ham mindre populær.

Det var Redaktionssekretæren ved den da eksisterende "Dagstelegrafen", der havde skrevet at Watt ved en Fest i Odense havde badet sig for aabenlyst i Hoffets Naadesol.

Watt sendte straks en Udfordring, Meyer meldte ham til Politiet og W. fik otte Dages simpelt Fængsel

En heldig Teaterdirektør.

Da Folketeatrets daværende Direktør, Lange, døde 1876, blev Watt Direktør for Folketeatret. Ogsaa her fulgte Heldet ham og han benyttede sin store Kendskab til Udlandets Scener og fremmed Literatur til at opføre en Række Skuespil, alle i den lettere Stil, der bragte Teatrets Kasse til at svulme.

Han støttedes under sin Direktørvirksomhed af Hoedt. Sardou's Værker holdt under hans Ægide deres Indtog i Byen og med dem fejrede han store Sukcesser. Da han 1884 overdrog Folketeatret til Abrahams, var han en velhavende Mand, der kunde sætte sig hen og tage Livet med Ro.

Dette laa dog langt fra hans livlige Natur; han maatte have noget andet at tage sig for. Han rejste, skrev og oversatte. Særlig engelske og amerikanske Forfattere, som Mark Twain, Thackeray, Edgar Poe, Bret Harte, har i Watt haft en paalidelig og forstaaende Oversætter.

Da Watt 1886 kom tilbage fra en længere Pariserrejse, blev han udnævnt til Direktør i Tivoli, hvor han navnlig forestod den artistiske og den repræsentative Ledelse.

I de sidste Aar var hans Virksomhed i sidstnævnte Egenskab maaske den mest fremtrædende, og han var ligesom blevet træt, hvad der ikke er til at undres over, naar man tager hans æventyrlige og evig vekslende Levned i Betragtning.

Som Person.

Som Person var han - som tidligere bemærket - Elskværdigheden selv, at sige mod sine Venner. Sine Fjender var han for Alvor Fjende imod. Han havde Lykkeridderens Temperament Let og spøgende. Alt var ham en Leg. Han var blandt andet i høj Grad overtroisk, som den Slags Naturer er. Han var gift med Frøken Dorthea Olsen, en af Folketeatrets i sin Tid fejrede Primadonnaer. De levede et lykkeligt Familjeliv; hun hægede omhyggelig om sin i den sidste Tid noget vanskelige Husbond, og man saa' hende daglig følge Watt i Tivoli. Støttet til hendes Arm saa' han for sidste Gang det kære Etablissement, som han til det sidste omfattede med saa megen Interesse.

Hvem der bliver Watts Efterfølger, er der intet bestemt at sige om. Tivoli vil uden Tvivl staa sig ved en energisk artistisk Ledelse, der fører lidt længere bort fra den kedelige Gangart, hvori Etablissementet synes at være falden.

En Mand som Watt - da han var ung og vendte hjem fra de fremmede Lande med nye, rige Indtryk.

(København 12. juni 1894).

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Robert Watt, impressario A. Zorini, operasangerinde Zelia Trebelli og operasanger Alessandro Bettini, Det Kongelige Bibliotek. Public domain.

Robert watt's Begravelse.

I Gaar MIddags Klokken halv tolv begravedes Robert Watt fra Kapellet paa vestre Kirkegaard. Det lille Rum blev hurtig fyldt til Trængsel, og Størsteparten al Publikum rnaatte tage Plads i den aabne Gaard udenfor Kapellet. Kisten var smagfuldt pyntet med Palmer og en Mængde Kranse, omgivet af Cypresser og Kandelabrer med brændende Voxlys.

Kransene.

Blandt de mange nævner vi Palmedekorationer fra "Københavns Tivoli", "Det kgl. københavnske Skydeselskab" og Cirkusetablissementet. En Sølvkrans fra Tivolis Lejere, endvidere Kranse fra Tivolis Kontrollører, Tivolis Pladsbetjente, Tivolis Arbejdere fra Georg Lumbye og Orkester, Carl Lumbye og Orkester, Pantomimeteatrets og Arenateatrets Artister og fra sidstnævntes Orkester en overmaade smagfuld Krans af Stedmoderblomster. Endvidere Kranse fra Foreningen "P. B." i Malmø, Skuespillerforeningen, Foreningen til Fjerkræavlens Fremme, Forfatteren Carl Møller m. fl.

Kendte Navne.

Blandt Publikum saas Størsteparten af de fra vort offentlige Liv kendte Ansigter. Den Afdødes Familje, hans Søstre og hans Hustru, der imidlertid forlod Kapellet kort før Højtidelighedens Begyndelse.

Blandt de mange nævner vi: Tivolis Direktion og Repræsentantskab, Lejere og adskillige Funktionærer, talrige Repræsentanter for Skuespillerverdenen, Direktørerne Abrahams, Th. Andersen og W. Petersen, Skuespillerne Zinck, Kolling, Vilh. Wiehe, Jacques Wiehe, Steffensen, Hellemann, Hunderup, Benj. Petersen og Aagaard. Cirkus Aktieselskab var repræsenteret gennem sin Bestyrelse: Jærnstøber Henrichsen, Murermester Brun og Direktør Schmidt indvidere nævner vi forskellige af den Afdødes nærmere Venner og Bekendte: Maleren, Prof. Frølich, Prof. Jensen, Red. Bay, Rodemester Møller, Dir. Kjeldskov, Kapt. Tychsen Revyforfatterne Brun og Schwanenflygel, Carl Lund, Dir. Schultz, Rantzau, Thor Jensen og en stor Del andre fra Tivolis Artistverden. Provinspressen var repræsenteret bl. a. gennem Redaktør Hertz, Vejle.

Efter at Salmen "Jeg er træt og gaar til Ro" var afsungen holdtes 

Talen

af kgl. Konfessionarius Paulli:

"Den smukke Aftensang minder os om, at vor Aften kommer for os alle, som den kom for den, hvis Minde vi fejrer. Naar Aftenen kommer, skal Regnskabet aflægges, og det gælder for os alle at være forberedte derpaa. Men enhver aflægge Regnskab for sit Eget, som Apostlen Poulus siger. Vi skal ikke dømme. Derfor samle vi ogsaa om denne Baare ikke for at dømme, men for at lade Minderne komme til deres Ret. Det er et lykkeligt Liv, der er afsluttet. Han, for hvis Skyld vi er sandet, havde et aabent Øje for Naturen og Kunsten, det gode og det skønne. Men Lykken kom ikke til ham sovende. Han har ogsaa arbejdet. Trofast er han i sin Færd støttet af sine Søstre og sin Hustru. Men ogsaa Prøvens Tid kom over ham, Sygeværelsets tunge Alvor. Han vidste, at han skulde dø, og han saa med Ro den store Rejse i Møde.

Gid han og vi alle i Dødens Stund maa erkende med Salmen:

»Jeg rejser, og ved, hvor Rejsen gaa hen.

Den gaar til Guds evige Rige«.

Efter Salmen "Den er slet ikke af Gud forladt, hvem han fratager de Hjertenskære" bares kisten ud.

(København 17. juni 1894).

Robert Watts gravsted på Vestre Kirkegård. Den hælder lidt til den ene side. Han er morfar til skuespilleren Bjørn Watt Boolsen (oberst Hackel, Matador, Olsen-banden m. fl), som er begravet på Søndermark Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Veteranen i et Spørgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Den ældste Droskekusk.

For Tiden er der, som det alt vil være vore Læsere bekendt, en Del Mudder mellem Droskekusks og do.- Ejere; det gælder det vanskelige Takstspørgsmaal, som man fra forskellige Sider ønsker at omredigere. Det skal ogsaa villig indrømmes, at medens 70 Øre som mindste Gebyr kan være god Betaling, er der ingen Mening i, at en Kusk skal køre fra Amagerbro til Frihavnen for det samme. En Krone for Turen fra Langelinje til Frederiksberg Runddel er ogsaa Penge, hverken Hest eller Kusk bliver fed af.

Det synes mer og mer at være det Fornuftigste at indføre det fra Udlandet kendte System: Betalingen rettende sig efter Tid eller Distance, maaske bedst det sidste. Men synderlig hurtige i Vendingen er vi Danske jo ikke, og med Forandringer i dette Kørselsreglement har det ligeledes efter Sagkyndiges Udsagn temmelig lange Udsigter.

* * *

Imidlertid staar som Veteranen i dette aktuelle Spørgsmaal en Mand, "København" i Dag vil præsentere sine Læsere, Droskekusk Peter Poulsen, der nu, 73 Aar gammel, har siddet paa Bukken siden 1851, altsaa samfulde 43 Aar. Det er den Slags Ting, man slaar Æsken ned for!

Peter Poulsen begyndte, da han i 50 kom hjem fra Krigen, hos Vognmand Willumsen i "Kæden".

Det var, om en af hans Kolleger ytrede, i de gode, gamle Dage, da man havde Lov at køre med Lærredsbukser og Straahat, og da den stygge Uniformering var ukendt. Han er følgelig ikke fra den Tid indrulleret i Politibøger, men gennem hans Kamerater fandt vi Vejen til den gamle, graanede Hædersmand, der nu kører Nr. 43, holdende paa Halmtorvet.

- "Er det her, Peter Poulsen holder?" spurgte vi i Gaar Middags en anden Kusk, der har Stade samme Steds.

- "Jo -o, men han er ikke kommen endnu; han blev jo saa vaad i Gaar, det gamle Skidt."

- "Er han da hjemme?" - "N'aa-aa han gaar vel ude i Stalden."

- "Han er jo den Ældste; den Kusk, som har kørt længst? tror De", vedblev vi, "at han kan fortælle os lidt om sit Leben, hvis vi kører ud til ham i Stalden?"

- "Ja ... . hvis han kan faa Forstandskisten i Orden."

- "Har han da vanskelig ved det?"

- "Næ, han er sgu dreven nok."

.... Enfin! Vi kører ud i Danmarksgade 17, hvor vi træffer Peter Poulsen, en graastubbet gammel Sveder, fodrende sin Hest. Han har to Vogne og to Heste; den ene kører hans Søn. Kusken, som har ført os herud, hjælper os da med at underkaste gamle Poulsen et lille Interview, der lunter saa smaat af Sted. Naar man først er et Par og Halvfjerds, gider man ikke

- "Er Du ikke den ældste, Peter Poulsen mumler noget i Skæget; han mener dog, at han tør tilkende sig Prisen.

- "Ja. hvordan er det?" vedbliver vor ungdommelige Kusk, der er et godt Stykke oppe i Tredserne, "der er jo "Skønne Hans". Eller er han død?"

- "Ja, han er væk".

- "Saaer der "Pløjeskidt" og "Svensken", men de har vel ikke kørt saa længe?"

.... Resultatet bliver, at vi virkelig staar overfor Veteranen blandt Droskekuskene, disse vor Bys mest kendte Fysiognomier.

"Naa, hvordan gaar det nu i vore Dage med Kørslen, Peter Poulsen?" vover vi os selv frem.

- "Man kan jo ikke døje det" er den Gamles lakoniske Svar. Og hans yngre Kollega supplerer med Beklagelser over Telefon og Bicykle.

Et Øjeblik synker Peter Poulsen hen i Meditationer over de henrundne Dage mod do gamle, hyggelige Vogne, som ikke kunde slaas ned, (hvorved undgikkes meget Vrøvl og Besvær), og som havde en syv - otte Ruder.

Saa rives han atter hen til Virkeligheden, da Hesten løfter Halen; med Kenderblik ser han først paa Dyret og saa paa sin Kollega, mens hans siger:

- "Ja, frem og tilbage er lige langt".

Det ligger nu nær for os at rette at Spørgsmaal til Peter Poulsen angaaende Dyrets Navn.

- "Hvad hedder Hesten?" spørger vi.

- "Aa, han hedder ikke noget Videre".

- "Ja, ja, da . . . den stamper . . . den er vist ked af det".

- "Aa - aa, han er et Vrøvl: nu keder han sig og vil ud, og naar han kommer ud, spræller han og vil hjem. Der er ingen Udkomme med ham".

- "Næ, det er ikke saadan som med Mennesker, indskyder vi filosofisk."

- "Aa, Menneskene er s'gu li'danne."

- " . . . Har De tjent nogle Penge i Deres lange Tid, Poulsen?"

- "Jeg har tjent mange. (Pavse). Men de er snart gaaet a. H. t. allesammen."

- "Da har De dog ikke nogen stor Familje, ikke mange Børn, vel ?"

- "Naa-aa-aa, jeg har haft tre, men de to døde tidlig. Nu har jeg en Broder, som bor i min Fødeby, Gladsakse, hvor jeg før Krigen kørte med Mælk."

Længere Pavse, under hvilken Gaardens Ungdom, som har samlet sig i Stalddøren, betragter os med stigende Interesse.

- "Ja, saa kan man vel ikke klemme Dem for mere. Saa skulde vi have deres Billede, Poulsen, saa skal De komme paa Bukken i Morgen."

Og med Beredvillighed viste han os derpaa hjem til sin Kone i Nansensgade, hvor han havde tre Billeder.

- "Det bedste er et, som er malet for en trefire Aar siden med Sortkridt; det er vel paa Størrelse med Muleposen her," sagde Poulsen, idet han styrtede noget Hakkelse ned i Krybben til den navnløse Hest.

* * *

Hyp, hyp!

Vi korte atter ned gennem Danmarksgade, mens vor "Lotte" over Skyklapperne skelede op til de srnaa Pigeansigter, der her og der kom til Syne i Vinduerne.

- Tre og fyrretyve Aar som Droskekusk!

Fra sin Buk har han set en By vokse og omformes; set unge Elskende, som i hans Æske første Gang søgte Ly for deres Stævnemøde, blive til gamle og satte Ægtefolk; han har kørt for unge Velhavere, som siden har maattet gaa; han har skiftet Forspand saa mange Gange, at det nu er let forstaaeligt, at han ikke mer kerer sig om at give sin Hest et Navn.

Vi tog Hatten af. Og tørte Svedremmen.

* * *

I Nansensgade har den gamle Kusk et idyllisk Familjeliv med sin for tredje Gang gifte Hustru, der blev viet til Poulsen i Januar d. A. i St. Johannes Kirke. Hun er et godt Stykke oppe i Tredserne og har været forlovet med sin nuværende Gemal i 12 Aar. Til os erklærede hun, at hendes Mand havde kørt Droske i 52 Aar; der er saaledes en lille Uoverensstemmelse mellem de to Parters Udsagn, men i hvilket Ægteskab er der ikke det!

- Ovenstaaende Billede er taget efter et lille Visitkort, der atter har tjent som Grundlag for det omtalte Sortkridts. "SomDe ser", sagde Md. Poulsen, "mangler min Mand et Øje paa Billedet; det har han en Gang kradset ud".

Uden at ville komme nærmere ind paa den Mystik, dette manglende Øje frembyder, lovede vi selvfølgelig at erstatte det, saa vidt muligt, i Trykken.

Glen.

(København 31. maj 1894).

Kronprindsens Besøg på "Almindeligheden". (Efterskrift til Politivennen)

Hovedstadsbreve.

(Fra vor særlige korrespondent).
Kjøbenhavn, den 18. Maj.

Kronprinsen i "de Gamle" By. HS. kgl. Højh. Kronprinsen indfriede i Forgaars et gammelt Løfte, som han gav for omtrent to Aar siden, forinden det nye "Almindeligt Hospital" toges i Brug. Hs. kgl. Højhed boede nemlig Dør om Dør med Lemmerne i det gamle Hospital, hvis Bygninger støde op til det kronprinselige Palæ og Kronprinsen gik da Dagen før Udflytningen til den nyopførte Anstalt i Nørre Allee ind til de gamle Lemmer, takkede dem for godt Naboskab og lovede at besøge dem i deres nye Hjem, hvilket Løfte Kronprinsen nu har indfriet.

Oprindelig skulde Anstalten have havt det kongelige Besøg for nogle Dage siden - der var da stor kirkekoncert af 15 unge Damer, alle tilhørende Landets fineste Aristokrati, under Ledelse af Pianistinden Fru Ina Lange; men forskjellige Forhindringer gjorde Udsættelsen af det kongelige Besøg nødvendig til i Forgaars.

Kronprinsen førtes omkring paa den vidt udstrakte Anstalt af dens Inspektør, Kancelliraad Kruse, og Fuldmægtigen. Hr. Lehmann, og Besøget varede fulde tre Timer.

Det siger sig selv, at Kronprinsen, hvis gode Hukommelse, hvad de enkelte Patienters Navne og Forhold angik, vakte berettiget Beundring, oplevede adskillige fornøjelige Episoder under Gjensynet med sine tidligere Naboer, og Besøget vilde sikkert have varet den dobbelte Tid, om ikke den opmærksomme og omhyggelige Inspektør af Frygt for, at den høje Besøgende skulde trættes, stadig gjorde opmærksom paa, at der endnu var Meget, Meget at se.

Ikke destomindre vilde Kronprinsen have indgaaende Besked om den eller den og syntes han at savne et kjendt Ansigt, spurgte han strax, hvor hun eller han var henne, og lød Svaret, at Vedkommende var død, vilde Hs. kongl. Højhed have nærmere at vide om den Afdødes sidste Leveaar osv.

Særlig rørende var Gjensynets Glæde, da Kronprinsen traadte ind til de to 87-aarige Tvillinger, Frøknerne Jørgensen; de to gamle Damer, der have fulgt hinanden Livet igjennem og have været henved 30 Aar paa Anstalten, vare henrykte over at se en - som de sagde gammel Bekjendt igjen; de havde nemlig paa bet gamle Hospital Vinduespladser ud til Amaliegade, og hver Morgen, naar Kronprinsen gik sin Morgentur, udvexledes der hjertelige Hilsener fra alle Parters Side.

Fra de to Tvillinger gik Kronprinsen ind til "Guldfrøkenen", der har faaet sit Navn fra hendes overdrevne Lyst til at pynte sig med Guld- eller rettere guldlignende Sager; hele hendes Overkrop er belæsset med lutter Smykker af ingen eller ringe Værdi og det Hovedbaand, hun beklagede sig over at savne, for at Udsmykningen kan være fuldstændig, har hun nu. Hun konverserede Kronprinsen paa det Ivrigste, og denne fik sig en hjertelig Latter, da hun til Afsked i pureste Alvor udbrød: "Farvel, Kronprinsen, hils Deres Døtre!"

I Vaskeriet talte Kronprinsen med denne Afdelings Original, Jomfru Emma. Det vil sige, han talte egentlig ikke med hende, da hun slet ikke gav Agt paa hans Nærværelse, og da Inspektøren gjorde hende opmærksom paa, at hun godt kunde lade Arbejdet hvile for at hilse paa Hs. kgl. Højhed, svarede hun uden at vende sig fra sit Arbejde: "Sin Pligt skal man først og fremmest passe".

Fra Vaskeriet gik Kronprinsen med Følge ind i Kjøkkenet, hvor her netop anrettedes Middagsmad til Anstaltens 16-1800 Beboere. Hs. kgl. Højhed fik Lyst til at smage paa Maden og der blev da af den store Gryde øset en Portion Kartoffelsuppe og en Portion Bankekjød, som smagte den kongelige Gjæst saa godt, at han spiste Alt, hvad der var serveret for ham.

Efter en kort Visit i den lille, monumentale Kirke besøgte Kronprinsen Cellerne, hvor han atter traf en gammel Bekjendt fra det gamle Hospital; det var en gammel Kone, Caroline, der ikke alene er lam i Underkroppen, men hvis Aandsevner ere betydelig svækkede. Hun kjendte dog Hs. kgl. Højhed, der længe og med stor Venlighed underholdt sig ved hende.

Under Kronprinsens Besøg døde forøvrigt den tooghalvtredsindstyveaarige Kone, som for kort Tid siden under et Anfald af momentant Vanvid sprættede Maven op paa sig selv. Inspektør Kruse, som venligst meddelte om Enkelthederne ved den grufulde Begivenhed, beskrev den omtrent saaledes: Anstaltens Funktionærer havde ikke tidligere mærket noget Tegn paa Sindssyge hos hende, kun havde hun alle Dage været en haardhudet Kvinde, som sjeldent gav sig. Da Opsynskonen en Formiddag for kort Tid siden kom ind til hende, saa hun hende sidde nøgen paa Gulvet med en gammel stump Pennekniv i Haanden; med Kniven havde hun tilføjet sig en halv Alen lang Flænge i Maven, hvoraf Indvolde og Blod væltede ud, og hun havde derefter snittet flere Stykker af Tarmene, deriblandt et paa en Alens Længde, og - ved at stikke Haanden ind i det gabende Saar - skaaret Leveren i flere Stykker. Trods de store Smerter gav hun sig ikke, og lige til det Sidste holdt hun uden at kny de svære Pinsler ud. Hun fik dog, en halv Time før Døden indtraadte, en Morfinindsprøjtning, som lindrede hendes sidste Øjeblikke noget.

Men tilbage til vor Beskrivelse af Kronprinsens Besøg.

Hans kgl. Højhed besøgte sluttelig Sygestuerne og Hospitalet, og aflagde forinden Bortkjørselen et Besøg i Administrationskontorerne, hvor han overfor Inspektøren udtalte sin Paaskjønnelse af det patriarkalske Forhold, der hersker mellem Lemmerne og de Overordnede i "de Gamles By", og inviterede samtidig Kancelliraad Kruse og Fuldmægtig Lehmann til Taffel den følgende Dag.

(Ribe Stifts-Tidende 19. maj 1894).

På daværende tidspunkt var Christian 9. (1818-1906) konge (1863-1906). Kronprinsen var altså den senere Frederik 8. (1843-1912) der var konge 1906-1912. Kronprisen var på flere områder forskellig fra den stokkonservative Christian 9. Han var liberal og tilhænger af systemskiftet i 1901.  Foto af Christian Peter Lauritz Wismer. Uden dato. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Literaten Martin Jørgensen (1849-1917). (Efterskrift til Politivennen).

Annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 1. maj 1884. Annoncen var indrykket i flere hovedstadsblade og landsdækkende aviser. Bogen blev beslaglagt i juni 1885. Han fik efterfølgende en bøde på 200 kr. og 30 dages simpelt fængsel. Ikke desto mindre fandtes annoncer for bogen også i Lolland-Falsters Folketidende 26. november 1886 med variantteksten: "Et livsnydende Individs Historie". Bogen blev konfiskeret og afleveret til Det Kongelige Bibliotek "at indsættes under Laas og Lukke" den 3. december 1887. Begge findes kun på Det Kongelige Bibliotek.

Martin Jørgensens bog "Livsnydelse" handlede bl.a. om en rig enke af en højtstående embedsmand som beretter om sin livslyst, lesbianisme mm. En smagsprøve af bogen: 

"I det jeg satte Glasset fra mig, raabte hun vildt: "Leve - Sanseligheden". I samme Nu kastede hun sin Champagne i Ansigtet paa mig. Jeg blændedes, blev ilde berørt og opbragt over hendes Hensynsløshed og vilde tilkendegive mit Mishag. I Vrede for jeg op, men blev i det samme væltet tilbage paa Chaiselonguen. Hun kastede sig over mig - hendes sitrende Hænder omspændte mit Hoved - hun sugede og slikkede Champagnen bort fra mit Ansigt og min Hals - det overflødige, følte jeg, løb ned paa mit bare Bryst. Hendes lange, prægtige silkebløde Haar, der var sat op i en stor Knude i Nakkes, opløstes og ombølgede vore Hoveder. - Hun gjorde mig til, hvad hun selv var. - To Rovdyr parredes" . 

(Citat fra Mchangama, Stjernfelt: "MEN: Ytringsfrihedens historie i Danmark", s. 562-563.)

Bogen blev beslaglagt og Martin Jørgensen indkasserede en streng Højesteretsdom, en bøde på 200 kr. og 4 ugers simpelt fængsel:

Sagen Nr. 230/1885 *). Højesteretssagfører Lunn Aktor

contra Niels Martin Jørgensen (Def. Højesteretssagf. Bagger).

(Afsagt den 8 December 1885).

En paa et trykt Skrift navngiven Forfatter anset efter Strfl. § 184 paa Grund af den i Skriftet indeholdte Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, uanset at Forfatteren nægtede at have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men paastod ved dette at have villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften.

Kriminal- og Politirettens Dom af 1 August 1885 er saalydende:

Tiltalte Niels Martin Jørgensen, der er født den 4 November 1849 og ved denne Rets Dom af 14 April 1877 anset efter Straffelovens $ 262, 2det Stykke, med simpelt Fængsel i 1 Maaned, tiltales under nærværende Sag i Henhold til Justitsministeriets Resolution af 21 Maj d. A. for Overtrædelse af Straffelovens § 184 og sigtes for at have gjort sig skyldig heri ved Offentliggjørelsen af et i indeværende Aar her i Staden i tvende Leveringer udkommet, 80 Sider stort Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie", hvorpaa som Forfatter er navngivet Martin Jørgensen. Tiltalte har erkjendt, at der ved dette Navn er sigtet til ham, og, idet han iøvrigt ogsaa har vedkjendt sig Forfatterskabet til Skriftet, bærer han saaledes i Medfør af § 3 i Lov om Pressens Brug af 3 Januar 1851 Ansvaret for dettes Indhold. Da Tiltalte nu paa Side 38—42 og 64 - 80 af Skriftet har skildret Sandselighedens Opvaagnen hos unge Mennesker og et vellystigt Fruentimmers kjønslige Udskejelser under en saadan Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, at Skriftet findes at maatte betegnes som utugtigt, og, da det ikke kan fri ham for Strafansvar, at han ikke vil have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men derimod ved dette har villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften en Tendens, der iøvrigt ikke paa nogen kjendelig Maade fremtræder i Skriftets Indhold vil han være at anse efter det ovenanførte Lovbud efter Omstændighederne med en Statskassen tilfaldende Bøde af 200 Kr. eller i Mangel af denne Bodes fulde Betaling inden Exekutionsfristens Udløb med simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos det omhandlede Skrift i Medfør af Straffelovens $ 34 vil blive at konfiskere.

Thi kjendes for Ret: Tiltalte Niels Martin Jørgensen bør til Statskassen bøde 200 Kr., eller, saafremt denne Bøde ikke fuldt betales, hensættes i simpelt Fængsel i 4 Uger. Saa bør og det ovenomhandlede Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie af Martin Jørgensen", konfiskeres, og Tiltalte udrede Aktionens Omkostninger, derunder Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Lassen og Petersen, 25 Kr. til hver. Den idømte Bøde at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven.

*) H. R. T. 1885 p. 587.

Højesterets Dom.

For det af Tiltalte udviste, i den indankede Dom fremstillede Forhold er han rettelig anset efter Straffelovens § 184, men Straffen findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 1 Maaned. Dommens Bestemmelser om Konfiskation og Aktionens Omkostninger tiltrædes.

Thi kjendes for Ret:

Niels Martin Jørgensen bør hensættes i simpelt Fængsel i én Maaned. Iøvrigt bør Kriminal- og Politirettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagførerne Lunn og Bagger 40 kroner til hver.

(Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 1886).

"En Forlægger". En Person, som har kaldt sig "Forlægger" og gjort sig berygtet ved en ret original Art Forretningsvirksomhed, er i disse Dage bleven arresteret. Den nævnte Mand som ogsaa har debuteret som "Forfatter", hedder Martin Jørgensen, og har særlig lagt sig efter ved Annoncer i Bladene at lokke godtroende Folk til at deponere større Pengesummer hos sig ved Løfte om at skaffe dem en "vellønnet" Plads.

Et Avertissement i "Berl. Tid." lokkede da ogsaa en Sømand O. til at deponere 400 Sk. hos Jørgensen, fristet af dennes lokkende Tilbud. Efter at have indbetalt denne Sum blev han antaget som Bud Hos J. Men da han efter et Par Dages Forløb fandt dennes "Forlagsforretning" mistænkelig, henvendte han sig til Politiet, som strax tog sig af Sagen og anholdt "Forlæggeren".

I Kontrakten mellem Jørgensen og O. var udtrykkelig stipuleret, at der ikke maatte disponeres over de deponerede Penge, men desuagtet havde J. samme Dag som Pengene var indbetalte, forbrugt omtrent Halvdelen til Indlæsning af pantsat Tøj og Lign.

Formodentlig vil J. nu - idetmindste for nogen Tid - blive gjort uskadelig. (Polit.)

(Samsø Avis 19. august 1887).

Annonce i Jyllandsposten den 4. maj 1887. "meget net og naturlig fortalt", skrev Politiken. "et behageligt indtryk ved sit indhold". Ifølge annoncen.

En rar forfatter. En Kavaller ved Navn Niels Martin Jørgensen er i Torsdags ved Højesteretsdom idømt en Straf af Forbedringshusardejde i 15 Maaneder. De Bedrifter, hvormed han har gjort sig fortjent til denne Paaskjønnelse, ere af en ganske ejendommelig Art.

I Aaret 1885 debuterede han som Forfatter i Hovedstaden med en Bog, der imidlertid var af en saadan Beskaffenhed, at han blev straffet for dens ufredelige Indhold. Det ejendommelige ved hans Virksomhed er dog, at naar han arbejder paa slige literære Værker, skal han nødvendigvis have et eller flere Bude i sin Tjeneste. Disse Bude, der engageres til at opkræve Hr. Jørgensens intetstedsværende Tilgodehavende, maa stille Kavtion for de Summer, de faa mellem Hænder, men efter kort Tids Forløb faa de Afsked uden samtidig at faa deres deponerede Penge. Medens Jørgensen skrev sin første Bog, havde han paa denne Maade snydt 9 forskiellige Smaafolk for 2000 Kr. Saa blev hans aparte Trafik opdaget og Fyren straffet. I 1887 begyndte han at skrive paa en ny Bog, og havde faa paa samme Maade engageret Bude, der aldrig havde noget at bestille og ingen Løn fik, medens han forbrugte deres deponerede Penge. Atter blev Gavtyven opdaget, da han havdebedraget en halv Snes godtroende Mennesker for 2250 Kr. Han blev dømt til 1 Aars Forbtdringshusarbejde. Da han imidlertid ikke strax blev arresteret, gav han sig paany i Færd med at antage flere Bude og havde naaet at frarane yderligere 5 Personer 1500 Kr.. da Politiet bemægtigede sig ham. Han fik i den Anledning er lille Tillæg til sin Straf, saa at han i Alt blev idømt 15 Maaneders Forbedringshusarbejde.

(Holstebro Avis 16. januar 1889).

Af N. M. Jørgensens generalieblad fra Vridsløse Statsfængsel som blev ført fra 1889 stod da han indkom: "Veltalende og besmykker sin sag". Præsten skrev lidt senere: "Uden tvivl en smudsig og dårlig person, plat og veltalende, fuld af udflugter og store tanker om sig selv". Og efter 1 års tid er noteret: "Pjaltet og pjanket". 

En forfulgt Literat. Han skrev i F. Pol. i sin Tid om Kongens Spasereture og sendte Majestæten et Exemplar i Pragtbind, for hvilken Opmærksomhed der allernaadigst blev ham tilstaaet 50 Kr. Saa skrev han en usædelig Bog og blev dømt for sit utugtige Skribleri. Derpaa gav han sig til at være Boghandler. Han førte kun sine egne misliebige Værker paa Lager. Ingen var saa letsindige at købe dem, men alligevel blev han straffet for Udgivelsen og efter gentagne Konflikter med Politiet fik han en længere Tur paa Vridsløse.

Efter endt Udsoning slog han sig paa Fæstevæsnet. I forskellige Blade lod han indrykke Avertissementer om ledige Pladser, og naar saa de Pladssøgende kom, lod han dem betale fra 5-10 Kr. i Indskrivningspenge, men ingen af de Pladssøgende opnaaede nogen Plads - han havde nemlig ingen. Saa meldte en misfornøjet Ansøger ham for længere Tid siden til Politiet, hvorefter han blev anholdt.

Forleden dømtes han ved Kriminal- og Politiretten til 18 Maaneders Forbedringshusarbejde. 

Martin Jørgensen er hans Navn.

Randers Arbejderblad 7 april 1891)

Martin Jørgensen blev anholdt den 28. december 1893, sigtet for bedrageri.

En gammel Forbryder.

der kom for et Par Tage siden en gulbleg, lorgnetprydet Mandsperson op paa vort Kontor, hvor han, strax da han var kommen indenfor Døren, afleverede følgende Salut:

- Jeg vil bare lade Dem vide, at hvis De skriver noget om, at jeg har begaaet Sædelighedsforbrydelse, anlægger jeg Sag imod Dem.

- Ja, men De vil vel i saa Fald ogsaa have Skadeserstatning, spurgte vi.

- Ja, og det en ganske klækkelig kan De bande paa, svarede den gulblege.

- Tør vi spørge, med hvem vi har den Ære . . .

- Naa, kjender De mig ikke, jeg er Martin Jørgensen, Forfatteren Martin Jørgensen. De har dog tidt nok skrevet om mig.

- Ah! Jo saa kjender vi Dem. De er nok lige sluppet ud af Forbedringshuset, saa vidt vi erindrer for 2. eller 3. Gang.

Han saa paa os med et arrigt Blik og foer saa ud af Døren med den Besked:

- Ja vov nu paa at skrive noget om mig, saa skal De ikke dø i Synden.

I Gaar fik vi saa gjennem Politiet den Meddelelse, at Hr. Martin Jørgensen var anholdt for Sædelighedsforbrydelse. Og i Dag drister vi os til at spendere nogle Linier paa denne gamle Forbryder.

Hr. "Literaten", 

Martin Jørgensen dukkede op her i Byen for omtrent en halv Snes Aar siden. Han er oprindelig Kommis, oplært i en Urtekramforretning i en Provinsby. Efter at have gjort et Greb i sin Principals Pengeskuffe, forlagde han sin Virksomhed her til Byen, hvor han strax etablerede sig som - Forlagsboghandler. Det vil sige: Han lejede i Larsbjørnsstræde en lille Fedtebutik, lod sit Navn med et net Sving skrive tværs over Ruden og anbragte ved Siden af Vinduet et blaamalet Skilt med gule Bogstaver, hvorpaa stod "forlagsboghandel".

Hans Lager bestod i en lille Pjece, han selv havde skrevet og som hed "Kong Christian den 9endes Spadseretrue". Det var lutter Løgnehistorier, den lille Bog indeholdt, hvad han ofte selv pralede af overfor sine nærmeste Venner. Men han tjente Penge ved sit Jux, thi han snød selvfølgelig Bogtrykker og Papirleverandører, saa hvad han fik ind var ren nettofortjeneste. Men saa en skjøn Dag kom Bogtrykkeren og gjorde Exekution i hele Grejen - Piecen og det fattige Pjus, han eiede, kom under Hammeren, og Husværten pillede Skiltet ned og bad ham fortrække.

Saa bukkede han op i St. Pederstræde. Her havde han leiet et tomt Værelse i en Stueetage og fik atter sit "Forlagsboghandler-Skilt" smækket op over Døren - men den forretning, han i Virkeligheden drev, var Bondefangeri.

Han bar sig hermed saaledes ad: I "Berlingske Tidende" og "Adresseavisen" averterede han, at han søgte en flink Mand, der var i Besiddelse af 5 a 600 Kr. kunde blive antaget som Medinteressent i en forlagsvirksomhed, og naturligvis gik der en Del godtroende fugle paa Limpinden. Ikke mindre end 6 forskjellige Mennesker fik han deres Spareskillinger lokket fra - men saa blev, takket være "Aftenbladet", den Geschäft stoppet.

En at de Bedragne henvendte sig til os om Assistance, og vi aflagde da Hr. Literaten en Visit en Dag tidlig paa Morgenstunden. Det Værelse, vi kom ind i, var aldeles blottet for Møblement, men i Værelsets fjerneste Krog var halvvejs mellem Loftet og Væggen udspændt en kæmpestor tunesisk Parasol, og under denne hvilede Hr. Jørgensen paa en Madras i fuld Dress.

Naa, kort og godt. Resultatet at vort Besøg blev det, at vi skrev, hvad denne Jørgensen i Grunden var for en gedigen Gavtyv - og saa blev han nappet af Politiet. De Penge, han havde snydt folk for, havde han forbrugt til Sus og Dus i Selskab med obskøne fruentimmer, og saa blev han vurderet til 8 Maaneders forbedringshus.

Da han kom paa fri fod, begyndte han atter paa sine Bedragerier, akkurat paa samme Maade som før ved at lokke godtroende Tossehoveder til sig gjennem Avertissementer i Bladene. Han blev paany arresteret, og da det under Sagen oplystes, at han ogsaa havde gjort sig skyldig i  Sædelighedsforbrydelse mod Smaabørn, dømtes han nu til 18 Maaneders forbedringshus.

Dem blev han færdig med for et Aarstid siden. Hvad han har levet af i den Tid, maa Guderne vide, men Penge har han haft paa Lommen, han gik altid flot klædt og var en stadig Gjæst paa vore forlystelsesanstalter, hvor han stedse saas i Selskab med purunge Mennesker.

Saa i forgaars nappede Politiet ham i Østre Anlæg, hvor han var i færd med at begaa Sædelighedsforbrydelse mod en stor Dreng. Og nu vil hans kjendte Skikkelse atter for en rum Tid forsvinde fra vore Gader - til han en skjøn Dag møder igjen og tager fat med fornyede Kræfter.

(Aftenbladet (København) 27. august 1893).

En Forbrydere.

Et Kriminalbillede fra Halvfemsernes København.

Literaten Martin Jørgensen.

Hans Liv og Levned og sidste Dom.

I Formiddags har Kriminalretten for ottende Gang afsagt Dom over "Literaten" Martin Jørgensen.

Han er en pjokket, ynkværdig Fyr og ligner en udlevet Olding, et Menneskevrag, skønt han kun er 45 Aar.

Han blev født den 4de November 1849 paa Vesterbrogade, hvor hans Forældre havde Beværtning og Øludsalg.

Allerede fra Barnsben var han af stridig og egenkærlig Natur og samme Stædighed udviste han som Dreng i Skolen. Sine Lektier vilde han nødig lære, og for at straffe ham, satte man ham fra Realskolen over i Friskolen.

Ulysten til at lære noget gentog sig efter Konfirmationen, da man satte ham i Sætterlære hos Bogtrykker Sally B. Salomon. Den monotone Lyd af Typernes Klapren, Blydunsterne fra Sættekassen, det ensformige bedøvende Spektakel fra Maskinerne, den stærke, trykkende Varme, alt dette irriterede Martins Sanser, saa han en skønne Dag løb fra Læren.

Saa forsøgte Martin sig i forskellige Handelslære, men hans Hu stod ikke til Livet bag Disken. Han var en idealistisk Sværmer, der drømte om en Gang at blive en stor, berømt Skribent.

Da han var 18 Aar gl., rystede han Støvet af sine Fødder og forlod Urtekrambutiken for at begynde et nyt Liv som "Forfatter".

Det første Værk som Forfatter.

Martin Jørgensens første Værk var en Køkkentrappe-Kolportageroman. Han indrømmer selv, at Bogen ikke var noget literært Værk, men den slog an blandt Kokkepigerne.

Men da Konkurrenterne fik Færten af, at der var Penge at tjene, endte det med, at Martin bukkede under i Konkurrencen og maatte søge sit Levebrød bag Disken igen.

Han fik nu Plads hos en Urtekræmmer paa Nørrebrogade, hvor han gjorde Bekendtskab med den Kvinde, der ødelagde ham i Bund og Grund.

Mathilde Rømer

hed hun, en ung, rig Enke.

Hun, der stadig havde forstrakt ham med Penge en masse, havde givet ham bestemt Løfte om en større Sum til at aabne en Forretning for i Kolonial- og Delikatessevarer paa den daværende Parcelvej.

Forretningen var omtrent startet, men i det afgørende Øjeblik stillede hun Jørgensen de to Alternativer - enten at faa Pengene og gifte sig med hende eller ogsaa - ikke at faa dem.

Efter en større Scene valgte han det sidste.

Fallent. Professionel Alfons. Dramatiker. Antikvar. Karambolage med Politiet.

I fem Maaneder holdt han sin Forretning gaaende paa Kredit, - saa gik han fallit. Efter i nogen Tid at have prøvet et Liv som Alfons, gik det svært ned ad Bakke for ham. Han forsøgte at starte en dramatisk Forening, der dog snart gik i Hundene. Derefter lykkedes det ham at faa pumpet en bekendt Godsejer, der syntes at have fattet Kærlighed til Jørgensen. Ved hans Hjælp lykkedes det J. at nedsætte sig som Antikvarboghandler i Larsbjørnstræde.

Faa sit eget Forlag udgav han nu sin ovennævnte Bog, "Livsnydelse", der paa Grund af sit utugtige Indhold blev konfiskeret og J. ved Højesteret idømt 1 Maaneds simpelt Fængsel.

Fire Agenter, der skulde kolportere 2den omarbejdede Udgave, snød han saa godt, at han i 1885 paany kom i Karambolage med Politiet og fik sig en lille Vand- og Brødtur i 6 Gange 5 Dage.

Aaret efter gjorde han sig paa samme Vis skyldig i Bedrageri og blev idømt 3 Gange 5 Dage paa Vand og Brød.

Jørgensens Antikvarboghandel, der imidlertid var flyttet til Fiolstræde, nød ikke længer Godsejerens kærlige Omsorg og var som Følge deraf svært paa Retur.

Han søger Kompagnon.

For at faa nye Finanser i den slunkne Kasse, averterede "Literaten", som J. kaldte sig i 1887, efter en "Kompagnon". En troskyldig Medborger gik ogsaa paa Limpinden i den Tro, at Jørgensen var en stor Forfatter. Hans tro blev dog hurtig rokket, da han en Dag traadte ind i J.s private Kabinet og saa' den store "Forfatter" liggende paa det bare Gulv - med en stor kinesisk Parasol over sit Hoved.

Da han ikke fik det reglementerede Afdrag af sin Kapital, gjorde han Anmældelse til Politiet, og da det viste sig, at det var et overlagt Bedrageri med falske Kavtionister m. m., maatte J. paany spasere i Hullet. Under Sagens Gang blev han dog atter løsladt, og denne Frihed benyttede han til at lave andre Bedragerier, hvorved han paany blev sat fast. Den første Bedragerisag skaffede ham 18 Maaneder i Forbedringshuset, og inden han havde afsonet denne Straf, faldt Dommen i den anden Bedragerisag, der lød paa 15 Maaneders Forbedringshusarbejde, - altsaa i alt 33 Maaneder Forbedringshusarbejde.

Som Sædelighedsforbryder.

Efter at have udsonet sin lange Straf, levede han i al Stilhed, indtil 1893, da Offenligheden paany beskæftigede sig med hans Navn i Anledning af en mindre proper Historie. En Sommerdag blev J. truffet i en uhyggelig téte-å-téte med to Mandfolk i Østre Anlæg. Herfor blev han efter lang Tids Varetægtsfængsel idømt 200 Kr. i Bøde, som han fik Lov at afsone med Fængsel paa Vand og Brød.

Hans sidste Bedrift. Et Bladforetagende.

Trods Livets Omskiftelser havde J. ikke lagt sin "literære" Virksomhed paa Hylden. I December f. A. fik han paany en Mand, en Tilskærer Nielsen, til at gaa i Tøjet og indskyde Penge i et Bladforetagende, som han - ret betegnende - kaldte "Livsglæden", redigeret af Nils Pan.

Bladet saa dog aldrig Dagens Lys, idet J., da det første Numer skulde udgaa, selv havde forbrugt Pengene, som han skyldte Bogtrykker Knudtzon for Trykningen. Tilskæreren, Bogtrykkeren og en Del brøstholdne Handlende, der havde betalt for Avertissementer i Bladet, meldte Sagen til Politiet, og J. maatte vandre den gamle kendte Gang til Arresten.

I Morges faldt hans Dom, der ogsaa denne Gang lød paa Forbedringshusarbejde i ét Aar.

Martin Jørgensen har trods sine mærkelige Livsprincipper alle Dage været en loyal Mand og har bl. a. givet sine Følelser Luft i en i 1887 udgivet mindre Bog, betitlet: "Fra Kong Christian den Niendes Spasereture".

Hans Majestæt, der selvfølgelig ikke har kendt noget nærmere til Martin, skænkede den kongetro "Forfatter" 50 Kr.

Benatus.

(København 5. maj 1894).

Kriminel "Livsglæde".

"Forfatteren", Martin Jørgensen dømt til Forbedringhus.

Højesteret beskæftigede sig atter i Gaar med den velkendte Sædelighedsforbryder og Bedrager, "Literaten" Niels Martin Jørgensen, hvis Livshistorie vi udførlig meddelte den 5. Maj, da han af Kriminalretten blev idømt et Aars Forbedringshusarbejde - en Dom, han nu havde appelleret til Højesteret.

Han havde denne Gang ligesom tidligere startet et "literært" Foretagende, et Blad, som han gav det velklingende Navn "Livsglæden". Og for at faa Penge dertil havde han averteret efter en Mand, der som Interessent i Foretagendet vilde indskyde 200 Kr. mod at oppebære en maanedlig Gage af 80 Kr.

En Skomagersvend, der hedder Niels Carl Nielsen, var naiv nok til at hoppe paa Limpinden. Med sine surt sammensparede 200 Kr. henvendte han sig den 7. Decbr. f. A. i Følge den indlagte Billet til "Livsglæden"s Redaktør, Hr. Niels Pan alias Martin Jørgensen, der havde Redaktionskontor hos Enkemadam Cederborg paa Kvisten i Ejendommen Nr. 5 i Fredensgade.

Imellem Parterne blev der saa oprettet en Kontrakt, der lød paa, at Skomager Nielsen var antaget som Medhjælper ved Ugebladet "Livsglæden"s Annonce- og Redaktionskontor for en Løn af 80 Kr. maanedlig, og som Sikkerhed for Inkassationerne og til Disposition for Udgiveren indbetalte han de 200 Kr.

Martin skulde selv skrive Teksten til Bladet, og han haabede, at det kunde give Overskud. 7. September havde han sluttet Kontrakt med Bogtrykker Knudtzon i Amaliegade om Bladets Trykning. Det skulde koste 75 Kr. pr. Numer i et Oplag at 2000 Eksemplarer og Bladets Sætning vilde blive paabegyndt, saa snart Martin Jørgensen havde betalt 40 Kr.

Bladet gik ogsaa i Trykken, men det udkom ikke. "Livsglæden" strandede paa Bogtrykker Knudtzon, der partout forinden vilde have de resterende 35 Kroner.

Og det mægtede Martin ikke. Han havde fra den 7. til den 22. December, da Bladet skulde udkomme, forbrugt de 200 Kr.

Skomager Nielsen blev gnaven og anmeldte saa Martin Jørgensen til Politiet, der har holdt ham i Varetægtsarrest fra kort før Nytaar.

Under Proceduren i Gaar var Aktor Højesteretssagfører Salomon og "Literatens" Defensor Kammeradvokat Hindenburg. Resultatet blev, at den indankede Dom, et Aars Forbedringshusarbejde, blev stadfæstet.

Martin Jørgensen overværede Forhandlingerne ved Højesteret.

(København 4. august 1894)

Fredericia Dagblad refererede 6. august 1894 udførligt retssagen. Her blev Martin Jørgensen beskrevet som 45 år gammel, men lignede en olding på 70. Social-Demokraten 4. august 1894 tilføjede at hans øjne var røde, ansigtsfarven gul. Bladet lå færdig fra trykken 22. december 1893. 

Avisen København gjorde den 26. juli 1896 opmærksom på at en af de komiteer der havde påtaget sig ordningen af provinsbørnenes feriebesøg (Foreningen til Provinsbørns Ferieophold) havde hyret Martin Jørgensen som fører for de små feriebørn. 2 dage efter meddelte avisen at han var blev et afskediget. 

Martin Jørgensen flyttede usædvanlig meget omkring. I 1910 kom han på Almindelig Hospital, og 4 år senere på Skt. Hans. Her døde han 23. marts 1917 og blev begravet på hospitalets kirkegård. Dødsårsagen angaves til "Degeneratio myocardii" osv. Dvs. svækket hjertemuskel. Hans titel angives lidt intetsigende som "fhv. agent af København".

Se også: Aage Welblund: Martin Jørgensen: Livsnydelse. Philobiblon. Bind 3-4, s. 109-118. 1951-1952.