Amager-Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Amager-Politiet laver Skandale! 

Hvorledes borgerne behandles. - Drukne Betjente. - En Sædelighedsskandale. - Mørke Kældere og sorte Huller. - Brutal Behandling af anstændige Kvinder. - Om Forladelse. - Hvad mener Birkedommeren?

For ikke ret længe siden henledte vi Offenlighedens Opmærksomhed paa de retslige Tilstande, Amagerbefolkningen lever under.

Del var, da "Amagers Skræk", Politibetjent Kundbye i Dragør, uden gyldig Grund huggede los med sin Sabel paa et Par Tjenestekarle, der kom fra Dans i Kongelunden.

Man behøver imidlertid ikke saadanne Beviser paa, at Amager er, hvad man i daglig Tale trænende kalder "udenfor Lands Lov og Ret".

Kundby-Affæren, der fik det endelige Resultat, at den drabelige Betjent fik sin Afsked, har imidlertid mange Sidestykker.

Vi skal, for yderligere at paavise dette, fremdrage en Historie fra de sidste Dage.

En rasende spækhøker.

Paa Amagerbrogade 4 driver to ældre Frøkner, Søstrene Mønsted, Konditori.

Forrige Torsdag Aften, da Klokken var over elleve og Søstrene Mønsted havde lukket Forretningen, kom en Spækhøker Petersen, som bor paa Fredensvej, og forlangte, at de to Søstre skulde aabne Butiken for at sælge ham noget Øl.

Da dette blev nægtet Spækhøkeren, gjorde han, der var temmelig paavirket af Spiritus, et mislykket Forsøg paa at sprænge Butiksdøren. Han knuste derefter Ruden og begyndte at traktere den ene af Frøknerne Mønsted og hendes Medhjælperske, en Frk. Nielsen, med en udsøgt Samling af gemene Skældsord.

Udenfor paa Gaden, hvor Petersen stod, samlede der sig efterhaanden en Del sene Nattevandrere, som med stigende Opmærksomhed var Vidne til Spækhøkerens forargelige Tale. Da han imidlertid tillige udviste en sjofel Adfærd, sandt de to Kvinder, at han dog drev Spillet for vidt og tilkaldte

Politiet.

Betjentene Jensen og Sørensen indfandt sig straks paa Stedet. Men da disse, som - efter Frøknerne Mønsteds Mening - ogsaa var berusede, saa, at det var en af deres Drikkebrødre, der lavede Skandale, vilde de slet ikke indlade sig med ham. De gjorde derimod Grin med de to Damer og forlangte, at de skulde gentage Spækhøkerens Gemenheder.

Selvfølgelig kunde de to Damer ikke indlade sig paa ordret at gengive, hvad Petersen havde sagt, og de fremkom i den Anledning med Bemærkninger om, at det vilde de først gøre overfor Betjentenes Foresatte.

Herover blev imidlertid de to Betjente rasende, slog i Bordene og tordnede løs mod de to Damer, hvem de truede med Fængsel og Dont, hvis de ikke Ord for Ord gentog Spækhøkerens Uartigheder.

Kastet i Detentionslokalet.

Da Frk. Mønsted og hendes Medhjælperske blev ved at protestere, raabte Jensen:

- Ja, saa skal vi Fanden gale mig vise Jer noget andet. Nu er De anholdt !"

De to Tanter maatte net følge med til Amagers Politistation i Absalonsgade, og her gentog den samme Scene sig. Frk. Nielsen blev først underkastet et skrapt Forhør og presset til at gentage de gemene Udtryk. Hun nægtede dog bestemt dette, hvorfor Betjenten uden videre Formalitet satte hende ind i Detentionslokalet.

Da der nu blev anvist Frk. Mønsted et uhyggeligt, fugtigt og mørkt Rum, knækkedes hendes Mod, og Sætning for Sætning genfortalte hun nu, hvad Spækhøkeren havde sagt.

- Om igen, men mere langsomt! brølede Betjent Jensen, og stillede sig truende lige overfor hende.

Oprørt i sit Inderste, men tvungen af de brutale Betientes Magt, maatte hun derpaa, stadig under deres haanlige Latter, gentage Gemenhederne.

Endelig, da hun omstændelig for fjerde Gang havde føjet Betjentene i Gentagelsen af Raahederne, fandt de sig tilfredsstillet, og hun fik nu Lov tit at sætte sig ned for at der kunde optages en Rapport.

Om Forladelse?

Efter et Par Timers Ophold paa Stationen, kom en tredje Betjent de to Kvinder til Hjælp. Frk. Mønsted anmodede ham da om at hente Amager Birks Politifuldmægtig, Hr. Larsen, som har Bopæl paa Amagerbrogade.

Da Politifuldmægtigen kom og hørte Frk. Mønsteds Fremstilling af Sagen, lod han Frk. Nielsen hente ud af Detentionslokalet og demitterede derpaa begge Damer, med Løfte om stræng Undersøgelse af Betjentenes Færd.

Den næste Dag indfandt Politifuldmægtig Larsen sig imidlertid i Søstrene Mønsteds Forretning og forestillede dem, at Betjentene vilde faa deres Afsked dersom Sagen forfulgtes videre.

Frk. Mønsted frafaldt da videre Forfølgning af Sagen paa den Betingelse, at de to Betjente i hendes Forretning og i Vidners Paahør skulde bede hende og Frk. Nielsen om Forladelse. Da dette samme Dag skete paa en for Betjentene ret ydmygende Maade, blev Sagen dysset ned.

Men

hvad siger Birkedommeren,

Hr. Øllgaard, nu til de mange Klager og Forestillinger, som siden er indløbet til ham fra Befolkningen paa Amager om denne Sag? Han kan umulig stille sig paa samme Standpunkt som hans Fuldmægtig.

Denne Sag er saa uhyggelig, at den ikke bør dø hen uden Paatale.

(København 2. november 1895).

Politi-Skandalen paa Amager.

De to Betjente.

Vi indhentede i Gaar nogle nærmere Oplysninger om de to Amagerbetjentes, Jensens og Sørensens Forhold.

Jensen, der er en ældre Mand, er bekendt for at være en grov og hidsig Person, som ofte er beruset. Birkedommer Øllgaard har flere Gange advaret ham og stillet ham i Udsigt, at han ved den første Lejlighed, han paany forsaa sig, vilde faa sin Afsked paa graat Papir.

Almindelig Forbavselse har det derimod vakt, at Sørensen har kunnet slaa Følge med sin daarlige Kollega. Denne Mand staar nemlig højt anskrevet bos Birkedommeren og anses for at være meget afholdt af Befolkningen, mod hvem han altid har optraadt roligt og besindigt.

Sørensen har i alt Fald aldrig tidligere givet Grund til Klage, og naar han nu har bidraget saa vægtigt dertil, som i Gaar nævnt, har det formentlig sin Grund i, at han den samme Dag, som Skandalen fandt sted i Søstrene Mønsteds Konditori, havde bragt nogle Arrestanter til Vridsløse Straffeanstalt, og paa Vejen derfra havde faaet en Del at drikke.

At Birkedommer Øllgaard vil søge at dække over sine Betjentes Adfærd, er der imidlertid ingen Grund til at tro. Hr. Øllgaard er - efter hvad vi fra sikker Kilde erfarer - meget opbragt over den stedfundne Skandale, og han havde skredet ind mod de to Betjente straks, til Trods for sin Fuldmægtigs Mægling i Sagen. Birkedommerens Sygdom har imidlertid sinket Sagens Behandling.

Paa Tirsdag er Hr. Øllgaard imidlertid saa vidt restitueret, at han kan indfinde sig i Retten. Allerede da er det Hensigten at paabegynde Undersøgelsen mod Betjentene, der rimeligvis ikke vil slippe billigt fra den næsten utrolige Skandale.

(København 3. november 1895).

Amager-Skandalen.

 Betjentene slipper for Straf.

I Gaar Formiddags holdt Birkedommer Øllgaard Forhør angaaende Politiskandalen, og Resultatet blev, som vi forudsagde, at Sagen jævnedes uden Straf for Betjentene.

Foruden de forurettede Damer, Frøknerne Mønsted og Nielsen, var mødt de to Betjente, Sørensen og Jensen, samt endelig Ophavsmanden til det natlige Postyr, Høker Petersen.

For sin raa Opførsel overfor Damerne maatte Høker Petersen betale en Mulkt af 80 Kr. samt erstatte de ituslagne Butiksruder.

Politibetjentene derimod slap fri for Tiltale. Birkedommeren gav Damerne den Besked, at da de selv i Forvejen havde modtaget Betjentenes Undskyldning og erklæret sig tilfreds hermed, saa maatte Sagen dermed betragtes som afsluttet. Betjentene vilde imidlertid blive sat paa den sorte Tavle, og saa fremt de paany gjorde sig skyldig i nogen Forseelse, vilde dette medføre deres Afskedigelse.

Man maa forbavses over den mærkelige Lethed, hvormed Birkedommeren har forstaaet at glide over denne Fadæse. Den Slags Afgørelse er just ikke betryggende for Retssikkerheden paa Amager, ligesaa lidt som man forvente, at Disciplinen i Politikorpset derved styrkes.

Fuldmægtig Larsen, der paa egen Haand har foreslaaet Damerne at nøjes med en Undskyldning for at dække over de brutale Politimænd, ser altsaa sin Virksomhed godkendt af Birkedommeren, og der er nu en vid Mark aaben for ham at arbejde paa med underhaanden at søge eventuelle nye Politiskandaler neddysset paa samme Maade.

Men Politimyndighederne bør vide, at Befolkningen i Sundbyerne paa det mest energiske protesterer mod et Regimente, der udsætter Beboerne for den Slags Overgreb.

(Social-Demokraten 6. november 1895).

Kvinder og Valgret 1895. (Efterskrift til Politivennen)

Rigsdagen

Landsthinget.

- - -

Kvindernes kommunale Valgret.

Højesteretssagfører P. G. C. Jensen anbefalede kort og godt at slaa Forslaget ihjæl ved følgende Dagsorden :

Idet Landsthinget fremdeles anser det for hverken at være i Samfundet- eller i Kvindernes Interesse, at Kvinderne faar Stemmeret, gaar det over til næste Sag paa Dagsordenen.

Der var ingen Grund til at give Kvinderne Valgret. Hvad skulde de med den?

S. Jensen fandt, at P. G. C. Jensens Afvisning var unødig brutal i Formen og lidt vel fraseagtig , Indhold. Der havde dog vist været Anledning til at tage den Sag til noget mere alvorlig Drøftelse. Det vilde blive til stort Gavn for vort offentlige Liv, om vi fik Kvinderne mere med. Vi fik næppe en forsvarlig Løsning paa det vanskelige og forargelige Prostitutionsspørgsmaal, for Kvinderne fik et Ord med at sige om den Sag. Vor Fattigpleje vilde vinde enormt ved, at Kvinderne kom med - ikke alene som valgberettigede, men ogsaa som valgbare.

Taleren vilde stærkt fraraade at behandle Kvinderne saa brutalt og lidet værdigt for Mændene.

P. Bojsen var forbavset over, at man siden Forliget kunde falde paa at behandle et Forslag saa haardt og afvisende. Var det Forhandlingspolitik? Det var jo den gamle Tone fra Provisorietiden.

Det var nemt for Mand at vedtage, at det ikke var i Kvindernes Interesse at faa Valgret. Men det betøb jo intet. Det var jo ingen Grund, men et rent og start Postulat. De Kvinder, som vilde faa Valgret, vilde baade i By og paa Land komme i de højestbeskattedes Lejr. Det vilde jo saaledes blive de konservative Interesser, som fremmedes.

Naar den Sag blev afvist, var det af Fordomme og Bornerthed. Om 100 Aar vilde man se med et Smil paa den Dumhed, som nu vilde holde Kvinderne ude.

Oct. Hansen fandt, at det var baade uforsvarligt og næsten komisk, hvis Landsthinget slet ikke vilde eller turde drøfte det.

P. G C. Jensen vilde spørge om, hvorfor Landsthinget skulde beskæftige sig med det, som først skulde realiseres om 100 Aar. Landsthinget afviste den Sag, fordi det ikke gav sig af med ørkesløse Forhandlinger.

Lærer S. Jensen vilde gjærne vide, hvad Højesteretssagføreren mente med ørkesIøse Forhandlinger? Det behøvede de jo ikke at blive.

P. G. C. Jensen værgede ikke S. Jensen et Svar. men lod Oct. Hansen vide, at mange af dem. som havde stemt for Forslaget i Folkethinget, kun havde gjort det for at blive fri for det og overgive Landsthinget det til Exekution.

Oct. Hansen: En saadan Insinuation turde jeg ikke udslynge mod Medlemmer af det andet Thing. (P. G. C. Jensen: Ha ha ha!).

Efter Forslag af Oppositionen foregaar Afstemningen ved Navneopraab. P. G. C. Jensens Dagsorden vedtoges med 31 St., imod stemte 19, 5 sagde: Stemmer ikke. Resten var fraværende.

(Bornholms Tidende 17. december 1895).

Kvindesagen paa Rigsdagen 1895-96

- - -

Kvindesagen har selvfølgelig delt Skæbne med saa mange andre gode Sager i den sidste Rigsdagssamling, den Samling, som ogsaa Kvinderne fra først af saa hen til i Haab om, at de lovede „Forhandlinger” skulde føre til eet eller andet Resultat. Af Sager, som havde speciel Interesse for Kvinderne, nævner vi først Lovforslaget om kommunal Valgret for Kvinder, indbragt den 26. Oktober 1895 af Harald Holm og Højmark. Lovforslaget, hvis Ordlyd er:

"Valgret til Rigets kommunale Repræsentationer tilkommer de Enker og andre ugifte Kvinder, som hidtil deres Køn alene har udelukket fra den omhandlede Rettighed, men som iøvrigt fyldestgøre alle lovbestemte Betingelser for Udøvelsen af samme,” behandledes i Folkethinget 25. November, 30. November og 4. December og vedtoges med en mindre Ændring med 56 Stemmer mod 2 (Scharling og Bramsen) *). Men ved sin Ankomst til Landsthinget blev det som bekendt øjeblikkelig - uden Forhandling - nedsablet af den drabelige Hr. P. G. C. Jensen, hvis motiverede Dagsorden, at det "hverken er i Samfundets eller Kvindernes Interesse” at faa denne Sag gennemført, vedtoges med 31 Stemmer mod 19. Mon Hr. P. G. C. Jensen virkelig aldrig har læst Historie? Har han aldrig læst om Kampen for Negerslaveriets Afskaffelse? Har han aldrig læst, at ganske de samme Udtryk den Gang benyttedes som Argument imod at frigive Negrene. Sydstaterne forsikrede - og gik i Kamp for - at det hverken var i Samfundets eller Negrenes Interesse at frigive dem. Sydstaterne tabte, Negrene frigaves, og det har vist sig, at dette netop var baade til Samfundets og Negrenes Gavn - rent bortset fra, at det var en Retfærdighedshandling, som ingen kunde benægte. Og her i Evropa, hvor blev her ikke i den første halve Del af Aarhundredet raabt paa, at det hverken vilde være i Samfundets eller Borgernes Interesse, at disse fik politisk Frihed. Saa kom Friheden - til Trods for Reaktionen - fordi Tiden var der, og nu eksisterer det Spørgsmaal slet ikke, hvor vidt det har haft Betydning for Samfundet og Borgerne, thi nu bestaar Samfundet af disse politisk fri Borgere, som selv har overtaget Ansvaret for, i hvilken Retning Samfundsudviklingen skal gaa. Nu i Slutningen af Aarhundredet kommer Kvinderne og gør opmærksomme paa, at de er Borgere, lige saa vel som Mændene, at de hører med til Samfundet, at Samfundet trænger til dem, trænger til det særlig kvindelige - om man vil: "det moderlige”, som hver Kvinde jo dog i Virkeligheden repræsenterer. Men Hr. P. G. C. Jensen forsikrer paa Samfundets Vegne, at dette befinder sig saare vel og trænger aldeles ikke til noget moderligt Tilsyn, det vilde slet ikke være i "Samfundets Interesse”, hverken i de fattiges, de syges, de forældreløses, eller Skolebørnenes Interesse, om den kvindelige Indflydelse kom til at gøre sig gældende. Det er et stort Ansvar, han herved paatager sig, tusinde Gange større, end om han blot berøvede et enkelt af de mange smaa Hjem dets Moder.

At han saa sikkert ogsaa ved, at det ikke vilde være i "Kvindernes Interesse”, er jo kun til at smile ad. Mon dog ikke Kvinderne bedst selv ved, hvilke Interesser, der er deres?

Men, som sagt, Kvinderne har læst Historie, og de har forstaaet at uddrage den Lov deraf, at alt, som i sig selv er retfærdigt og gavnligt, og som derfor er til Fremhjælp for Samfundet, det kommer, naar Tidens Fylde er der - til Trods for alle de P. G. C. Jensen'er, som alle Dage med Hænder og Fødder har værget sig imod alt nyt, i den Tro, at Verden vilde gaa ud af sine Fuger, hvis det ny fik Lov at komme.

Og hvad er der ved dette ny, som D'Hrr P. G. C. Jensen'er er saa bange for? Ja vi ved det nok. Det er Hjemmenes Opløsning, de som et Skræmmebillede holder op for de tvivlende Sjæle. Men hvor kan det være, at man aldrig tænker paa at raabe: Vagt i Gevær! overfor den "Hjemmets Opløsning”, som foraarsages af ørkesløs Tidsfordriv, pjankede Visiter og den tomme - tomme Selskabelighed. Mon virkelig den Husmoder, der lader Amme og Barnepige, Stuepige og Kokkepige om at bygge Hjemmets Dagligliv op og lede Børnenes første vanskelige Skridt, for selv at kunne hengive sig til sine Toiletter og sin Selskabelighed, mon hun er mere værd, end den Husmoder, hvis bedste Interesser samler sig om alt, hvad der hører Hjemmet til - og som derfor - og det er netop Sagen - som derfor ogsaa har Hjerte for og Forstaaelse af, hvad det større Samfund og alle dets Stedbørn trænger til. Det er ikke Pjankerne, der have Interesse af de fattige, de syge og Børnene, men det er de alvorlige Kvinder, det er dem, hvoraf der bliver de bedste Mødre. Saa naar Hr. P. G. C. Jensen taler om, hvad der er "i Samfundets og Kvindernes Interesse”, saa maa man tro, at han blandt Kvinderne kun kender Pjankerne - og ikke de alvorlige Kvinder.

- - -

(Kvinden og Samfundet nr. 5, 1896. Uddrag).

Se også særskilt afsnit med nekrologer over P. G. C. Jensen på denne blog

Grundejerne og Ladegaardsaaens overdækning. (Efterskrift til Politivennen)

Medens Frederiksberg Kommunalbestyrelse, som vi forleden meddelte, stiller sig fuldstændig afvisende oversor Spørgsmaalet om Ladegaardsaaens Overdækning, og betragter det som Frederiksberg Kommune aldeles uvedkommende, indtager Grundejerne langs Ladegaardsvejen det stik modsatte Standpunkt.

De mener, at deres Ejendommes Værdi vilde stige betydeligt, saafremt Aaen kom væk og erstattedes af en bred Boulevard. Som Forholdene nu er, udsender Aaen mindst et Par af Sommermaanederne igennem en rædselsfuld Stank, foruden at den egenlig ikke kan siges at forskønne Udsigten.

Dernæst er Ladegaardsvejen altfor smal for den stadig voksende Trafik, man saa saaledes i Sommer, da der opførtes et Par ny Ejendomme, hvor fortvivlende Forholdene var: Sporvogne, Arbejdsvogne og Fodgængere havde kun en ganske lille Passage, saa det var et Vidunder, at der ingen Ulykker skete. Endelig har man i Kommunalbestyrelsen fremført det smukke og tiltalende Ræsonnement, at blev Aaen fjærnet, og der kom en Boulevard i Stedet, saa vilde de nærliggende Villaveje blive oversvømmede af Rabarberkvarterets Børn. Man maa Virkelig forbavses over, at man vover at fremføre den Slags Grunde. Ladegaardsaaen maa ikke fjærnes, fordi et Par gamle Præster saa maaske blev forstyrret i deres Middagslur; de luk- kede Privatveje skal vedblive at hvile i en idyllisk Fred, medens der et Stenkast derfra maaske lever Tusinder af Børn, hvis eneste Tumleplads er snævre Gader og mørke snavsede Gaarde. Tænk hvilken Ulykke om nogle Stykker af dem maaske fandt over til mere luftige Pladser paa Frederiksberg Grund. Ladegaardsvejens Grundejere, hvem det jo først vilde gaa ud over, lader dog ikke til at dele denne Frygt. Medens deres Kommunalbestyrelse siger, at det hele ikke kommer Frederiksberg ved, har de paa et Møde forleden besluttet sammen med Falkoneralleens Sporvejsselskab at tilbyde et Tilskud paa 50,000 Kr., hvoraf en enkelt Mand alene bidrager de 5,000 Kr., til Dækning af Omkostningerne ved Overdækningen, som antagelig vil kunne udføres for ca. 250,000 Kr.

Samtidig med at dette vil blive indgivet gennem Grundejerforeningen, agter man at indsende en Adresse til Kommunalbestyrelsen, i hvilken Anledning der bliver fremlagt Lister til '''antegning paa forskellige Steder. 6ia snart dette sker, stal det blive meddelt her i Bladet.

(København 19. oktober 1895).

Borgerrepræsentationen vedtog at oprense den del af åen som går fra Mariendalsvej til jernbaneoverkørslen ved Bülowsvej. I december 1895 blev Ladegården oprenset.

Kampen om Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Da man besluttede at udvide bredden på banegraven for at genoptage togdriften, ville Statsbanerne ekspropriere land af Vestre Kirkegård. Generaldirektøren for statsbanerne, Tegner havde langs den gamle jernbanevold ladet afstikke et areal på 7 tønder land på Vestre Kirkegård med et rækværk (lægtehegn), og på hver halve alen ladet trykke et stort, sort stempel "S. A" med en krone over (statsbanernes areal). Kommunens afpæling på denne strækning var på daværende tidspunkt erstattet af et højt, levende hegn (Social-Demokraten 7. september 1895). Der var ikke foretaget nogen begravelser på dette stykke jord endnu. Det modsatte Begravelsesvæsnet sig på det kraftigste og fik nedlagt fogedforbud. 

Et kuriøst forbud.

Det københavnske begravelsesvæsen ligger som bekendt for tiden i strid med jernbanevæsenet om et stykke af Vestre Kirkegård. Jernbanen har ladet 7 tønder land af kirkegården ekspropriere og vil lade dem udgrave ca. 32 fod dybt. Men kirkegården vil ikke afstå sin jord og værger sig heftigt.

I mandags mødte derfor i følge "Politiken" begravelsesvæsnet hos kongens foged og begærede forbud nedlagt for generaldirektør Tegner i hans egenskab af statsbanernes overingeniør mod at han "selv eller ved andre udgraver eller borttager nogen del af det i ekspropriationskommissionens resolution af 27. f. m. omhandlede areal af Vestre Kirkegård eller overhovedet foretager nogen som helst anden foranstaltning betræffende bemeldte grund, være sig ved indhegning eller på anden måde der står i strid med begravelsesvæsenet ejendom."

Kongens foged nedlagde forbudet for kontorchef Raben, "der blev antruffet i generaldirektørens fraværelse."

Så nu er altså begravelsesvæsnet foreløbig sikret mod at hr. Tegner tager spaden på nakken og går ud for at udgrave de 7 tønder land.

(Aalborg Amtstidende, 10. juli 1895).

Ministeren for offentlige arbejder, H. P. Ingerslev (Højre) meddelte i starten af september af det anså forbuddet for ulovlig nedlagt, jf grundlovens § 72, og at de havde givet overingeniøren for statsbaneanlæggene ordre til at foretage det nødvendige for udførelsen af jernbaneanlægget, til trods for fogedforbudet. Herefter begyndte statsbanerne at grave jorden væk til opfyldning af Kalvebodstrand.

Minister for offentlige arbejder 1894-1896, Hans Peter Ingerslev (1831-1896). Politiker og landmand (Højre). Fotograf Sophus Peter Christensen (1851-1901). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Københavns kommune ved borgmester Hansen svarede igen med at anmode kongens foged, Birch om at anvende forordningen af 6. april 1842 til gennem politiet ved magt at opretholde et nedlagt forbud. Der var dermed opstået en strid mellem den dømmende magt (Birch) og den udøvende magt (Ingerslev).

Kongens foged søgte herefter bistand hos birkedommeren for Københavns søndre birk, Schow og forlangte at denne skulle sørge for at hans forbud blev respekteret. Klemt mellem dommer Birch og minister Ingerslev - og muligvis for at vinde tid - forlangte Schow den 6. september oplysninger hos kongens foged om hvorledes og i hvilken grad statsbaneledelsen havde overtrådt det nedlagte forbud. Schow fik den 9. september ved politiets hjælp fjernet statsbanernes lægtehegn: 

Begravelsesvæsenet kontra Statsbanerne. Igaar Formiddags Kl. 9 indfandt Birkedommer U. Schow sig paa Vestre Kirkegaard ledsaget af en Fuldmægtig og en Betjent fra Søndre Birks Kontor, lidt efter kom to Betjente fra Valby til Assistance.

Birkedommeren henvendte sig til Graveren ved Vestre Kirkegaard og anmodede denne om Mandskab, der kunde foretage Fjærnelsen af Indhegningen. I Løbet af kort Tid lykkedes det at skaffe en halv Snes Graverkarle til Stedet, og paa Birkedommenrens Ordre gav de sig med en god Villie i Lag med at slaa Lægterne fra og rykke de med S. A. mærkede Pæle op.

Hele Arbejdet var tilendebragt i Løbet af en Timestid. Det fjærnede Lægtehegn lagdes i Bunke ved Indkjørselen nærmest Carlsberg-Viadukten, hvor det senere vil blive afhentet.

Skulde Statsbanernes Ingeniør gjøre Forsøg paa atter at reise Indhegningen, ville Arbeiderne blive fjærnede fra Kirkegaarden af Politiet.

(Dagens Nyheder, 10. september 1895).

"B. T." har nægtet at optage følgende, der derfor findes optaget i de andre københavnske blade:

I anledning af den i forgårs aftes i "Berlingske Tidende" indrykkede skrivelse fra Justitsministeriet til politimesteren i Søndre Birk, hvorved det kunne synes, at spørgsmålet om statsbaneanlægenes berettigelse til imod det nedlagte fogedforbud at indhegne det pågældende stykke af Vestre Kirkegård havde fundet sin i alt fald foreløbige afgørelse, er vi af Begravelsesvæsnets bestyrelse anmodede om at henlede opmærksomheden på, at afgørelsen af dette spørgsmål ingenlunde er hos administrationen alene. Der er nemlig samtidig med, at Søndre Birks politi satte sig i bevægelse for at beskytte fogedforbudet, på Begravelsesvæsnets foranledning indgivet begæring til Kriminal- og Politiretten om sagsanlæg imod overingeniøren for statsbaneanlægene til ansvar i medfør af frdn. 6. april 1842 for den formentlig begåede ulovlighed, og denne sag er hidtil kun stillet i bero af Begravelsesvæsnet, fordi man ikke ville gribe forstyrrende ind i de forhandlinger, der for tiden føres om en mindelig afgørelse af selve ekspropriationsspørgsmålet.

(Jyllands Posten 22. september 1895).

Blæksprutten: Tegning inspireret af den japansk-russiske krig: "Krigen på Vestre Kirkegård". Kampscenen adskiller sig en del fra beskrivelsen i Illustreret Tidende. 

Illustreret Tidende skrev (citeret efter "Carlsbergkvarteret", s. 100):

"Birkedommer Schow kom til Vestre Kirkegård eskorteret af en fuldmægtig og tre betjente. Herude på selve slagmarken, havde imidlertid forsamlet sig nogle journalister, kirkegårdsbetjente, graverkarle og lugekoner. Trafikministeriets kronede statsanliggende-pæle turde ingen formastelige lægge hånd på. Men birkedommeren gav Vestre Kirkegårds egne arbejdere ordre til at rykke alle S.A.'erne (skiltene) op med rode. Underfundigt grinende i skægget og eskorteret af valbybetjente tog de uden spor af respekt og nænsomhed fat i hegnet, ruskede pælene op, rev lægterne fra og slængte hele herligheden hen i små bunker."

J. M. V. Nellemann. Fotograf Hans Adam Christian Emil Hohlenberg. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nu blandede justitsminister Johannes Magnus Valdemar Nellemann (1831-1906) sig efter anmodning fra trafikministeren og forbød birkedommer Schow at lægge hindringer i vejen for jernbanen. I slutningen af september var der forhandlinger mellem begravelsesvæsnet, ved dets chef Abrahams og formanden borgmester Hansen og på den anden siden generaldirektør Tegner og statsbaneingeniør Ernst. Borgerrepræsentationen tiltrådte 1. oktober 1895 en overenskomst med trafikministeriet og begravelsesvæsnet, hvorefter begravelsesvæsnet afstod 3 tønder land af Vestre Kirkegård for 60.000 kr. Som følge deraf bortfaldt de rejste retssager. Den endte også i Blæksputten (1895).

Octavius Thomas Hansen (1838-1903). Højesteretssagfører. Fotograf Mary Steen (1856-1939). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sagen fik et efterspil i Landstinget (se fx Fyens Stiftstidende 9. november 1895 og Kolding Folkeblad 11. november 1895), hvor Octavius Hansen stillede forespørgsel til trafikministeren om sin indblanding i sagen. Ministrene fastholdt at de havde taget en beslutning, og at de ikke kunne tage hensyn til fogedforbud og andre forsinkelser af sagen. 

Betjent Kundby, Amager. (Efterskrift til Politivennen)

 Politi-Overfald paa Amager.

Betjent Kundby.

Den Mand, hvis Billede vi her bringer, er for Øjeblikket Samtalens eneste Genstand paa Amager. Det er Politibetjenten i Dragør, Peter Nielsen Kundby, der forrige Søndag overfaldt to værgeløse Karle med dragen Sabel, tilføjede dem flere alvorlige Saar, og nu med Standhaftighed nægter Overfaldet og endog truer de Overfaldne med Injuriesøgsmaal.

Vi skal i Korthed fremdrage dette nye Udslag af Politi-Heltemod efter de Oplysninger, som vi straks paa Stedet bar indhentet.

Men først en Karakteristik af Betjenten Kundby.

Han er en høj, svær Mand paa ca. 36 Aar med et stort, grovt Ansigt, forsynet med store Øren. Hans Vej fra Københavns Politi til Amagers sydligste Spids betegnes ved en Række Heltegærninger, men han har altid søgt at benægte dem i Retten, naar hans Meriter var saa opsigtvækkende, at Situationen fordrede kriminel Indblanding.

For tre Aar siden afskedigedes han af Københavns Politi, men fik umiddelbart derefter Ansættelse som Opdagelsesbetjent og fungerende Overbetjent i Amager Birk. At hans Kvalifikationer som Opdager var mindre gode, er overflødigt at bemærke, og heller ikke egnede han sig just til at varetage en Overbetjents Stilling og Pligter.

Det varede ikke længe, før man blev ked af ham. Saavel af sine Kolleger i Korpset som af Befolkningen var han lige lidt afholdt, og Misstemningen mod ham blev tilsidst saa stærk, at han ansaa det for raadeligst at tage sin Afsked. Dette gjorde han og han søgte samtidig Plads som menig Betjent i Drager Det var her, han kort efter sin Tiltrædelse atter viste sit Heltemod og ualmindelig fine Temperament ved sit Overfald forrige Søndag.

Der havde denne Dag, som regelmæssig hver Søndag, været offentlig Dans i Kongelunden, og efter Dansens Ophør drog et større Selskab syngende og larmende gennem Skoven, dog uden at forulæmpe nogen. Kundby, som havde været tilstede ved Dansen og rimeligvis vilde vise Prøver paa sin Myndighed, løb efter Selskabet med dragen Sabel, og her var det, han paa Vejen traf to Karle, der gik roligt ved Siden af hinanden.

Uden at sige et Ord styrtede Betjenten sig over dem, hævede Sablen og gav den ene, Johan Johansen et alvorligt

Sabelhug over Armen

Derefter førte han et nyt Hug mod Johansens Hoved. Med den Kraft, hvormed det blev ført, vilde det utvivlsomt have dræbt Karlen, saafremt han ikke havde bøjet Hovedet til Siden.

Betjenten vendte sig nu til den anden Karl, August, gav ham bagfra

Hug i Baghovedet

og endnu adskillige Hug over Armene. Saa gik Betjenten og lod de to saarede Mennesker, dryppende af Blod, selv finde Vejen hjem.

Da dette brutale Overfald rygtedes over Amager, var Indignationen naturligvis uhyre. Befolkningen forlangte med god Grund Kundbys øjeblikkelige Afskedigelse, og forhaabentlig bliver han fjærnet inden altfor lang Tid.

Foreløbig er der indledet kriminel Undersøgelse over det Passerede, og Kundby har for Retten dristigt nægtet alt. Heldigvis kom der under Optrinet saa mange Vidner tilstede, at han ikke vil kunne undgaa en meget haard Straf. Naar det andet Steds er blevet fortalt, at Sablen er taget fra ham, er dette dog urigtigt.

De Overfaldne.

Af de Overfaldne befinder især Johansen sig mindre vel. Han tjener hos Proprietær Leth paa "Raagaard" i Ullerup og maa endnu i længere Tid gaa med Armen i Bind. Saaret er meget betydeligt og hele Armen stærkt opsvulmet.

August, der tjener hos Gaardejer Kristen Hansen i Ullerup, er ogsaa stærkt medtaget. Saaret i Baghovedet er vel ikke absolut farligt, men saavel dette som de andre Saar vil for lang Tid gøre ham udygtig til alt Arbejde.

Man haaber paa Amager, at det utaalelige Politiregimente efter denne blodige Affære nu vil være forbi. Dette er dog ingenlunde sikkert, selv om Kundby bliver afskediget. Amtsraadet har nemlig bestemt, at alle Betjente paa Amager herefter skal bære Sabel - en Forret, der tidligere var Kundby forbeholdt - og man tør saaledes antage, at Amagerne ikke gaar absolut fredelige Tilstande i Møde

(København 9. august 1895).

Politiet paa Amager.

Sidste Efteraar indførte Amager Birk den Skik eller Uskik, om man vil, at Politibetjentene skulde forsynes med lange Ryttersabler. Birkedommeren motiverede den Gang sit Forslag med, at Betjentene skulde have noget at værge sig med.

Nu har imidlertid, som vi meddelte i Gaar, Betjent Kundby fra Dragør misforstaaet Situationen og gaaet angrebsvis til Værks med den dragne Sabel. Vi har undersøgt Sagen paa Stedet, og det synes sikkerl, at der foreligger et Myndighedsmisbrug.

Egnens Ungdom havde Søndag den 28. Juli faaet sig en Svingom i Kongelunden, hvor Betjent Kundby var til Stede som Ordenshaandhæver. Der forefaldt imidlertid ikke anden Uorden end at en noget urolig Gæst paa læmpelig Maade blev "hældt ud" af Værten og dennes Medhjælpere. Der blev saaledes ingen Brug for Kundbys Assistance. Dansen ophørte Kl. 12 og Ungdommen begav sig da straks paa Hjemvejen gennem Skoven. I den smukke Sommeraften sang man nogle Sange, men deri har selvfølgelig intet kriminelt.

Kundby maa imidlertid have anset Sangen for Kontrebande, thi han og en civilklædt Betjent Walther løb efter de Syngende. Bag ved disse gik to Tjenestekarle, som slet ikke deltog i Sangen, og som ikke var sig nogen Brøde bevidst. Disse to hører pludselig en Stemme sige: "Der er de," og umiddelbart derefter fik den ene Karl et Sabelhug i Baghovedet. Den anden Karl vendte sig derefter til Angriberen, som viste sig at være Kundby, og spurgte: "Hvad slaar De for," men i Stedet for at svare huggede Betjenten efter hans Hoved. Da Karlen i det samme bukker sig ned, rammer Sabelen hans Arm og bibringer den et tommedybt Saar, af hvilket Blodet straks væltede ud. Og Betjenten gav ham endda flere mindre Saar i Siden og paa Armen.

Medens dette stod paa var de Syngende løbet deres Vej. En 15 Aars Dreng, som var kommet bag efter, fik dog af den vrede Bersærk en velrettet Lussing med paa Vejen. De to Saarede gav sig paa Vej til deres Hjem i Ullerup, men det var en drøj Vandring, da de var udmattede af Blodtabet. Ved Hjemkomsten blev Saarene forbundet og næste Morgen kom de under Lægebehandling. De to unge Tjenestekarle, som har et godt Lov paa sig i deres Egn, vil maaske ikke faa varige Følger af Slaget i Kongelunden, men de er endnu, omtrent 14 Dage efter, ude af Stand til at gøre Fyldest i deres Arbejde.

Sagen blev straks mældt til Amager Birk, hvor den, som i Gaar meddelt, for Tiden behandles.

Betjent Kundby, som for ca. 6 Uger siden blev ansat i Dragør, synes ikke at have noget godt Lov paa sig hverken her eller i sin tidligere Virksomhed. Han var oprindelig ansat ved Københavns Politi, hvor han ikke stod paa nogen god Fod med sine Kolleger. Senere har han været ved Opdagelsespolitiet og kom derefter til Amager Birk, som for 6 Uger siden sendte ham til Dragør. I Forhørene har Kundby erklæret, at han ikke har overskredet Grænsen for sin Myndighed. Men det er jo notorisk, at Karlene har faaet Skrammer af Sabelen, og der er Vidner nok paa, at de to angrebne Karle ikke forulempede hverken Betjenten eller andre. Selv "Nationaltidende", som i Aftes bringer en Notits om denne Sag, indrømmer da ogsaa, at de to unge Mand "ikke har hørt til de værste Urostiftere", og at "Kundby maaske paa den mørke Skovvej har anset Situationen for alvorligere, end den i Virkeligheden var, hvorfor han trak sin Sabel og tildelte et Par af Karlene nogle Sabelhug". Men en saadan Misforstaaelse af Situationen vidner ikke om den Overlegenhed, som en Politimand bør være i Besiddelse af.

Kundby har iøvrigt for et Par Dage siden i Vidners Overværelse udtalt følgende om Begivenheden i Kongelunden :

"Ja, naar De piber for saadanne Smaating, saa skal De faa noget andet at vide."

Der har paa Amager været udspredt det Rygte, at Sabelen nu var taget fra ham. Denne Formodning er sagtens opstaaet derved, at Betjenten sidste Søndag mødte til et Storborgergilde i Kongelunden uden dette Værge, og at han i det hele her optraadte paa en ganske anden Maade end ved Ungdomsgildet forrige Søndag. Men Sabelen er i Virkeligheden ikke taget fra ham. Birket har ladet ham forblive i Funktion under Forhørene, der næppe vil blive sluttede før om en Uges Tid, naar Birkedommeren kommer hjem fra sin Ferierejse. Og derefter skal Sagen sendes til Amtet, inden der kan foretages noget videre i den.

Der er selvfølgelig ingen Grund til at klage over, at Birket gaar grundig tilværks. Men det havde sikkert været korrekt og i Overensstemmelse med Praksis i lignende Tilfælde, naar man havde suspenderet Betjenten fra sin Stilling, saa længe Undersøgelsen staar paa, og det vilde i hvert Fald være i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker.

(Social-Demokraten 10 august 1895).

Den 13. august blev betjent Kundby suspenderet fra sin bestilling. Kort tid efter blev han syg med lungebetændelse. Han blev midlertidig erstattet af betjent Jensen i Kastrup. Han måtte ved den lejlighed aflevere sin sabel. Under forhørene blev de forulempede i tvivl om det overhovedet var Kundby som havde slået dem.

Kundby blev herefter mælkeforpagter. I det embede blev han december 1895 vidne i en sag mod en af de rigeste bønder i Hollænderbyen gårdejer Isbrand Jensen, Store Magleby som havde brændt liget af et barn hand havde fået med sin husholderske Bothilde Nilsson, og som hun havde kvalt. Kundby havde her bemærket en ulidelig stank i bryggerset, men Isbrand Jensen havde forklaret at det var kålstokke, og Kundby var derefter gået igen uden at undre sig over denne brand i december måned.