Amager-Politiet laver Skandale!
Hvorledes borgerne behandles. - Drukne Betjente. - En Sædelighedsskandale. - Mørke Kældere og sorte Huller. - Brutal Behandling af anstændige Kvinder. - Om Forladelse. - Hvad mener Birkedommeren?
For ikke ret længe siden henledte vi Offenlighedens Opmærksomhed paa de retslige Tilstande, Amagerbefolkningen lever under.
Del var, da "Amagers Skræk", Politibetjent Kundbye i Dragør, uden gyldig Grund huggede los med sin Sabel paa et Par Tjenestekarle, der kom fra Dans i Kongelunden.
Man behøver imidlertid ikke saadanne Beviser paa, at Amager er, hvad man i daglig Tale trænende kalder "udenfor Lands Lov og Ret".
Kundby-Affæren, der fik det endelige Resultat, at den drabelige Betjent fik sin Afsked, har imidlertid mange Sidestykker.
Vi skal, for yderligere at paavise dette, fremdrage en Historie fra de sidste Dage.
En rasende spækhøker.
Paa Amagerbrogade 4 driver to ældre Frøkner, Søstrene Mønsted, Konditori.
Forrige Torsdag Aften, da Klokken var over elleve og Søstrene Mønsted havde lukket Forretningen, kom en Spækhøker Petersen, som bor paa Fredensvej, og forlangte, at de to Søstre skulde aabne Butiken for at sælge ham noget Øl.
Da dette blev nægtet Spækhøkeren, gjorde han, der var temmelig paavirket af Spiritus, et mislykket Forsøg paa at sprænge Butiksdøren. Han knuste derefter Ruden og begyndte at traktere den ene af Frøknerne Mønsted og hendes Medhjælperske, en Frk. Nielsen, med en udsøgt Samling af gemene Skældsord.
Udenfor paa Gaden, hvor Petersen stod, samlede der sig efterhaanden en Del sene Nattevandrere, som med stigende Opmærksomhed var Vidne til Spækhøkerens forargelige Tale. Da han imidlertid tillige udviste en sjofel Adfærd, sandt de to Kvinder, at han dog drev Spillet for vidt og tilkaldte
Politiet.
Betjentene Jensen og Sørensen indfandt sig straks paa Stedet. Men da disse, som - efter Frøknerne Mønsteds Mening - ogsaa var berusede, saa, at det var en af deres Drikkebrødre, der lavede Skandale, vilde de slet ikke indlade sig med ham. De gjorde derimod Grin med de to Damer og forlangte, at de skulde gentage Spækhøkerens Gemenheder.
Selvfølgelig kunde de to Damer ikke indlade sig paa ordret at gengive, hvad Petersen havde sagt, og de fremkom i den Anledning med Bemærkninger om, at det vilde de først gøre overfor Betjentenes Foresatte.
Herover blev imidlertid de to Betjente rasende, slog i Bordene og tordnede løs mod de to Damer, hvem de truede med Fængsel og Dont, hvis de ikke Ord for Ord gentog Spækhøkerens Uartigheder.
Kastet i Detentionslokalet.
Da Frk. Mønsted og hendes Medhjælperske blev ved at protestere, raabte Jensen:
- Ja, saa skal vi Fanden gale mig vise Jer noget andet. Nu er De anholdt !"
De to Tanter maatte net følge med til Amagers Politistation i Absalonsgade, og her gentog den samme Scene sig. Frk. Nielsen blev først underkastet et skrapt Forhør og presset til at gentage de gemene Udtryk. Hun nægtede dog bestemt dette, hvorfor Betjenten uden videre Formalitet satte hende ind i Detentionslokalet.
Da der nu blev anvist Frk. Mønsted et uhyggeligt, fugtigt og mørkt Rum, knækkedes hendes Mod, og Sætning for Sætning genfortalte hun nu, hvad Spækhøkeren havde sagt.
- Om igen, men mere langsomt! brølede Betjent Jensen, og stillede sig truende lige overfor hende.
Oprørt i sit Inderste, men tvungen af de brutale Betientes Magt, maatte hun derpaa, stadig under deres haanlige Latter, gentage Gemenhederne.
Endelig, da hun omstændelig for fjerde Gang havde føjet Betjentene i Gentagelsen af Raahederne, fandt de sig tilfredsstillet, og hun fik nu Lov tit at sætte sig ned for at der kunde optages en Rapport.
Om Forladelse?
Efter et Par Timers Ophold paa Stationen, kom en tredje Betjent de to Kvinder til Hjælp. Frk. Mønsted anmodede ham da om at hente Amager Birks Politifuldmægtig, Hr. Larsen, som har Bopæl paa Amagerbrogade.
Da Politifuldmægtigen kom og hørte Frk. Mønsteds Fremstilling af Sagen, lod han Frk. Nielsen hente ud af Detentionslokalet og demitterede derpaa begge Damer, med Løfte om stræng Undersøgelse af Betjentenes Færd.
Den næste Dag indfandt Politifuldmægtig Larsen sig imidlertid i Søstrene Mønsteds Forretning og forestillede dem, at Betjentene vilde faa deres Afsked dersom Sagen forfulgtes videre.
Frk. Mønsted frafaldt da videre Forfølgning af Sagen paa den Betingelse, at de to Betjente i hendes Forretning og i Vidners Paahør skulde bede hende og Frk. Nielsen om Forladelse. Da dette samme Dag skete paa en for Betjentene ret ydmygende Maade, blev Sagen dysset ned.
Men
hvad siger Birkedommeren,
Hr. Øllgaard, nu til de mange Klager og Forestillinger, som siden er indløbet til ham fra Befolkningen paa Amager om denne Sag? Han kan umulig stille sig paa samme Standpunkt som hans Fuldmægtig.
Denne Sag er saa uhyggelig, at den ikke bør dø hen uden Paatale.
(København 2. november 1895).
Politi-Skandalen paa Amager.
De to Betjente.
Vi indhentede i Gaar nogle nærmere Oplysninger om de to Amagerbetjentes, Jensens og Sørensens Forhold.
Jensen, der er en ældre Mand, er bekendt for at være en grov og hidsig Person, som ofte er beruset. Birkedommer Øllgaard har flere Gange advaret ham og stillet ham i Udsigt, at han ved den første Lejlighed, han paany forsaa sig, vilde faa sin Afsked paa graat Papir.
Almindelig Forbavselse har det derimod vakt, at Sørensen har kunnet slaa Følge med sin daarlige Kollega. Denne Mand staar nemlig højt anskrevet bos Birkedommeren og anses for at være meget afholdt af Befolkningen, mod hvem han altid har optraadt roligt og besindigt.
Sørensen har i alt Fald aldrig tidligere givet Grund til Klage, og naar han nu har bidraget saa vægtigt dertil, som i Gaar nævnt, har det formentlig sin Grund i, at han den samme Dag, som Skandalen fandt sted i Søstrene Mønsteds Konditori, havde bragt nogle Arrestanter til Vridsløse Straffeanstalt, og paa Vejen derfra havde faaet en Del at drikke.
At Birkedommer Øllgaard vil søge at dække over sine Betjentes Adfærd, er der imidlertid ingen Grund til at tro. Hr. Øllgaard er - efter hvad vi fra sikker Kilde erfarer - meget opbragt over den stedfundne Skandale, og han havde skredet ind mod de to Betjente straks, til Trods for sin Fuldmægtigs Mægling i Sagen. Birkedommerens Sygdom har imidlertid sinket Sagens Behandling.
Paa Tirsdag er Hr. Øllgaard imidlertid saa vidt restitueret, at han kan indfinde sig i Retten. Allerede da er det Hensigten at paabegynde Undersøgelsen mod Betjentene, der rimeligvis ikke vil slippe billigt fra den næsten utrolige Skandale.
(København 3. november 1895).
Amager-Skandalen.
Betjentene slipper for Straf.
I Gaar Formiddags holdt Birkedommer Øllgaard Forhør angaaende Politiskandalen, og Resultatet blev, som vi forudsagde, at Sagen jævnedes uden Straf for Betjentene.
Foruden de forurettede Damer, Frøknerne Mønsted og Nielsen, var mødt de to Betjente, Sørensen og Jensen, samt endelig Ophavsmanden til det natlige Postyr, Høker Petersen.
For sin raa Opførsel overfor Damerne maatte Høker Petersen betale en Mulkt af 80 Kr. samt erstatte de ituslagne Butiksruder.
Politibetjentene derimod slap fri for Tiltale. Birkedommeren gav Damerne den Besked, at da de selv i Forvejen havde modtaget Betjentenes Undskyldning og erklæret sig tilfreds hermed, saa maatte Sagen dermed betragtes som afsluttet. Betjentene vilde imidlertid blive sat paa den sorte Tavle, og saa fremt de paany gjorde sig skyldig i nogen Forseelse, vilde dette medføre deres Afskedigelse.
Man maa forbavses over den mærkelige Lethed, hvormed Birkedommeren har forstaaet at glide over denne Fadæse. Den Slags Afgørelse er just ikke betryggende for Retssikkerheden paa Amager, ligesaa lidt som man forvente, at Disciplinen i Politikorpset derved styrkes.
Fuldmægtig Larsen, der paa egen Haand har foreslaaet Damerne at nøjes med en Undskyldning for at dække over de brutale Politimænd, ser altsaa sin Virksomhed godkendt af Birkedommeren, og der er nu en vid Mark aaben for ham at arbejde paa med underhaanden at søge eventuelle nye Politiskandaler neddysset paa samme Maade.
Men Politimyndighederne bør vide, at Befolkningen i Sundbyerne paa det mest energiske protesterer mod et Regimente, der udsætter Beboerne for den Slags Overgreb.
(Social-Demokraten 6. november 1895).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar