I maj 1895 havde seks medlemmer af oppositionen med ordfører Philipsen i Borgerrepræsentationen forsøgt at få nedenstående forslag vedtaget:
"Kommunalbestyrelsen opfordrer det høje justitsministerium til at nedsætte en kommission til undersøgelse af det københavnske Sædelighedspolitis forhold og virkemåde samt til eventuelt at gøre indstilling om reformer på dette område "
I stedet for denne havde Højre-flertallet ved Koch, med 25 stemmer mod de 6 fået vedtaget denne resolution:
"Kommunalbestyrelsen andrager justitsministeriet om nedsættelsen af en kommission til at tage under overvejelse og eventuelt gøre forslag til forandring l de gældende bestemmelser om de kvinder, der søge erhverv ved utugt."
I stedet for at anbefale en kommission til undersøgelse af Sædelighedspolitiet, fik man altså anbefalet at kommissionen skulle beskæftige sig generelt med bestemmelser om prostituerede. Da resolutionen måske var noget uklar, gik der tid med at Magistraten og justitsministeriet stillede spørgsmål om hvad en kommission egentlig skulle tage sig af.
Sent i forløbet ændrede Københavns Magistrat holdning og anbefalede justitsministeren at Borgerrepræsentationens forslag om nedsættelse af en kommission blev taget til følge.
Sædelighedssagen.
Det kan egentlig ikke siges, at Københavns Borgerrepræsentation har haft held med sig i sin ageren i sædelighedssagen. Der er nu gået omtrent et halvt år, siden spørgsmålet rejstes, men desuagtet er man ikke nået stort videre, end man var, da der begyndtes, mens derimod selve sagen er blevet en del forandret derved, at nogle af de værst sigtede personligheder i Sædelighedspolitiet er blevet afløste af andre og flere af de påklagede forhold er blevet forandrede, så at den omhandlede "kommission" i mellemtiden i alt fald snarest er blevet mindre aktuel.
Som det vil mindes, kom sagen oprindelig frem således, at de ser oppositionelle borgerrepræsentanter med Philipsen som ordfører i henhold til en systematisk og alarmerende agitation i pressen stillede forslag om nedsættelsen af en i dansk retspraksis hidtil ukendt "blandet kommission", der som en art velfærdskomite skulle kunne forhøre og undersøge til alle sider og eventuelt gøre indstilling om reformer på det nævnte område. Under forhandlingen i Borgerrepræsentationen. hvor navnlig højesteretsassessor Koch gjorde modstand mod den "blandede" kommission, blev forslaget imidlertid ændret og tilsidst vedtaget således: "Kommunalbestyrelsen opfordrer justitsministeren til at nedsætte en kommission for at tage under overvejelse og eventuelt gøre forslag til forandring i de gældende bestemmelser om tilsynet med fruentimmer, der søger erhverv ved utugt." Spørgsmålet om en her i bladet foreslået kommissionsdomstol var, mens sagen stod på dagsordenen, til dels blevet præjudiceret ved de omhandlede forholds henvisning til undersøgelse ved kriminalretten og et ligeledes her i bladet fremsat forslag om under de forandrede forhold at nøjes med nedsættelse af et udvalg - eventuelt et fællesudvalg - til undersøgelse af forholdene i Sædelighedspolitiet og til prøvelse af det bestående regulativ i København, fandt ikke tilslutning i Borgerrepræsentationen, hvor dog Lange gjorde sig til talsmand for et sådant udvalg.
Dette skete i begyndelsen af maj. Derefter blev der vekslet skrivelser mellem Magistraten - som tog nogen reservation over for den foreslåede kommission og navnlig ønskede denne udsat, indtil den kriminelle undersøgelse var sluttet - Borgerrepræsentationen og justitsministeriet, indtil sagen i mandags kom til at foreligge i Borgerrepræsentationen påny, idet justitsministeriet da i overensstemmelse med Magistraten billigede, at en drøftelse af de gældende politiregulativs bestemmelser på dette område (dvs. Sædelighedspørgsmålet) finder sted. Ministeriet mener derhos, at en sådan drøftelse bør ske af delegerede fra kommunalbestyrelsen sammen med politidirektøren, og når ministeriet erholder meddelelse om til hvilke delegerede det af kommunalbestyrelsen er overdraget at føre de pågældende forhandlinger, vil ministeriet derfor være villigt til at overdrage til politidirektøren at deltage i samme, ligesom ministeriet også, dersom det eventuelle udvalg til sagens behandling enten, fordi det ønsker at give sine undersøgelser en større udstrækning eller af andre grunde måtte begære det, er villigt til at tilforordne udvalget anden sagkyndig bistand, som måtte stå til ministeriets rådighed." I anledning heraf var det, at forsamlingen i mandags vedtog følgende beslutning: "Idet Borgerrepræsentationen beklager, at ministeriet ikke har kunnet gå ind på den - i væsentlig uoverensstemmelse med Magistratens udtalelse af Borgerrepræsentationen ønskede form for kommissionens sammensætning, idet man derhos vedblivende måtte ønske, at også andre mænd uden for kommunalbestyrelsen, der repræsenterer forskellige anskuelser om de her omhandlede forhold, fik sæde i kommissionen, og idet man forudsætter, at kommissionen i henhold til ministeriets udtalelse i slutningen af dets skrivelse af 12. f. m. til Magistraten vil finde anledning til at gøre indstilling til ministeriet i denne retning, beslutter Borgerrepræsentationen på sagens nærværende trin at vælge 5 medlemmer til den i Magistratens skrivelse omhandlede kommission."
Denne af Borgerrepræsentationen således tagne beslutning må under de givne forhold siges at være noget vanskelig at forstå. Ved at gennemlæse det officielle referat af forhandlingerne den 8. maj, ser man nemlig, at højesteretsassessor Koch, der som flertallets ordfører ledede aftenens forhandlinger, vel udtalte sig noget ubestemt om den eventuelle kommissions opgave, men dog navnlig fremdrog, at der i politiregulativet var bestemmelser, der krævede omordning og prøvelse, mens han den gang - ligesom nu atter i mødet i mandags - principielt sted på det standpunkt, at lovordningen ikke nu bør fraviges eller ændres. Dermed er det selvfølgelig vel foreneligt, at man dog også kan drøfte spørgemålet derom, Iigesom andre medlemmer kan gå videre i så henseende: men det har dog lige fuldt sin store betydning, at det er regulativets ordning, man især har for øje. Dette bliver af så meget større vægt, når man erindrer, hvorledes Magistraten i sin skrivelse for nylig til Borgerrepræsentationen tydelig påviste, hvilke få punkter det er som lovordningen vedrører, mens de mange bestemmelsers ordning er henvist til regulativet, der for hver bys vedkommende, altså også for København, træffes af kommunalbestyrelsen og justitsministeriet.
Det er på den anden side givet, at hverken justitsministeriet - vide justitsministerens tidligere stilling i Landstinget til spørgsmålet om en kommissions nedsættelse - eller Magistraten har været stemt for en kommission til at behandle det store og væsentlige spørgsmål om en ny lovordning, mens det vel også må erkendes, at her måtte initiativet siges nærmest at ligge hos lovgivningsmagten. Alt dette påviste Magistraten tydelig i sin skrivelse af 7. oktober til Borgerrepræsentationen, og det er der klart lagt for dagen, hvad sagen drejer sig om.
Under disse omstændigheder forekommer set os, at ministeriet og Magistraten giver Borgerrepræsentationen alt, hvad den kan forlange, når man ikke blot siger: Nu skal behandles alt, hvad der kan komme ind under regulativet; det skal behandles af medlemmer af kommunalbestyrelsen, med i hvilke justitsministeriet vil pålægge politidirektøren at samarbejde! Men når man så yderligere tilføjer: Kommer man da ved dette sit arbeide til at ønske enten flere kræffer med til gerningen, eller til at give stoffet et større område, så går vi med dertil! - Ja, da synes det os unægtelig, at forsamlingen derved får alt, hvad der med rimelighed kan forlanges, og at den rolig kunne have ladet det forblive derved. Men, var man nu ikke enig deri, så burde man dog alvorlig have taget sagens realitet op og sagt: Skulle vi tage dette således, som det er os tilbudt, hvorved vi altså, hvis udvalget finder det rigtigt, kunne komme videre? Eller skulle vi sige: Det er os ikke nok; vi ville straks have en stor kommission og hele ordningen, også lovordningen, drøftet ! - Var man kommet til det sidste resultat, måtte man have vedtaget en udtalelse om at man ikke var fornøjet med ministeriets bestemmelse og tilsagn, men at man ville begære en større kommission og en videre opgave.
Men hvad gør man i stedet derfor?
Man kaster sig over en enkelt sætning i Magistratens skrivelse, den nemlig, hvor Magistraten, efter udførlig at have fremstillet sagens virkelige hovedspørgsmål og begrundet, hvorfor man vil indskrænke sig til regulativet, så føjer til: "Og det er formentlig også dette område, som Borgerrepræsentationen - hvis forhandlinger tidligere er tilstillede ministeriet - i alt fald væsenlig har haft for øje ved sit forslag." Skønt denne udtalelse stemmer med ordførerens, assessor Kochs udtalelser, og skønt han atter i mandags gentog, at lovordningen formentlig ikke bør ændres, forarges man dog over, at det er i overensstemmelse med denne sætning, at ministeriet har truffet en afgørelse.
I Virkeligheden have Magistraten og ministeriet reelt vist al rimelig imødekommen; der er derved nået væsentlig hvad Borgerrepræsentationen har ønsket. Og så i stedet for at tage dette og drøfte sagen, kaster man sig over en under de givne forhold ingenlunde uberettiget udtalelse i Magistratens skrivelse!
Herved er der opnået det, at forholdet er blevet ganske uklart. Man går med til, hvad ministeriet har tilbudt; men i det samme drejer man det om og siger: Idet vi tager det hvad vi ville, og ikke det, som ministeriet har villet !
Havde det ikke været rigtigere at tale tydeligt? Hvorledes kan man på den uklarhed og urigtighed som nu foreligger, nedsætte kommissionen?
(Nationaltidende, 7. november 1895, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar