Bedrageri i Korsør. (Efterskrift til Politivennen).

6 Maaneders Fængsel for Kassemangel. Overretten har stadfæstet Korsør Købstads Ekstrarets Dom i Sagen mod fhv. Kæmner og Havnekasserer m. v. i Korsør C. E. Didriksen for Uredelighed i Udførelsen af de ham betroede Bestillinger, hvorved han var anset med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 6 Maaneder. Dog bortfalder den ved Underretsdommen idømte Erstatning til Korsør Havnekasse af 22,467 Kr. 18 Øre, idet den herom nedlagte Paastand ikke kunde paakendes under nærværende Sag, da der ikke forelaa tilstrækkelige Oplysninger til Fastsættelse af det Didriksen overfor Kassen paahvilende Erstatningsansvar. (R. B.)

(Roskilde Dagblad 3. juli 1895.)

Kæmnersagen fra Korsør for Højesteret.

("Politiken")

Vi har tidligere kortelig omtalt den Sag, som i Gaar procederedes for Højesteret, og under hvilken fhv. Kæmner og Hovedkasserer i Korsør, Christian Emil Didriksen, er tiltalt for Uredelighed i Udførelsen af de ham betroede Bestillinger. I Højesteret var Hr. Asmussen Aktor, Advokat Nellemann Defensor.

Hr. Asmussen nøjedes i det væsentlige med at referere Sagen. Ved Underretten blev Didriksen, der snart fylder 70 Aar, dømt til seks Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost og en Erstatning til Korsør Kæmnerkasse af 22,467 Kr. 18 Øre, og Overretten har stadfæstet Dommen, hvad Straffen angaar, medens den lader Erstatningen bortfalde, idet Paastanden herom paa Grund af manglende Oplysninger ikke har kunnet paakendes under denne Sag.

Tiltaltes Underbalance var i det hele ca. 31,000 Kr, som fordelte sig paa Havnekassen med 22,467 Kr 18 Øre og Kæmnerkassen med 8294 Kr. 28 Øre.

Anledningen til, at Sagen kom op, var, at Didriksen i Begyndelsen af Marts 1892 anmeldte, at der paa hans Kontor var begaaet et natligt Indbrudstyveri, ved hvilket der skulde være stjaalet 1500-1600 Kr. Ved Undersøgelsen af denne Sag stillede Indbrudstyveriet sig noget mystisk; det var ikke muligt at opdage noget Spor af en Tyv, og man er heller ikke senere kommen til Klarhed over denne natlige Gaade

Imidlertid blev Kæmneren suspenderet - senere har han naturligvis faaet sin Afsked og hans Regnskaber blev opgjorte. Da var det, man opdagede den store Kassemangel. Under Forhørene forklarede Didriksen, at han allerede i 1882-83 mærkede, at der var et betydeligt Underskud i Kassen, der steg Aar for Aar; alligevel havde han ikke tænkt sig, at det var naaet til mere end 11.000 Kr. Han benægtede aldeles bestemt, at han havde taget af Kassen, og mente, at Underbalancen stammede fra Fejl i hans Regnskaber, idet han erkendte, at hans Regnskaber og Bogføring var i høj Grad uordentlige, og at han havde vist Forsømmelighed ved Opbevaringen af de Beløb, som blev indbetalt kontant til ham, saaledes at der let kunde stjæles af hans Kasse, uden at han opdagede det; hin har dog ikke kunnet sigte nogen for Tyveri.

Han paastod, at han ikke havde ført falske Regnskaber, hvilket heller ikke er oplyst under Sagen; derimod indrømmede han, at han havde søgt at skjule Kassemanglen. Hermed bar han sig ad paa følgende Maade: Efter sin Instruks kunde han modtage Indtægter i Kassen uden Indtægtsordre, som dog naturligvis senere skulde erhverves. Nu afsluttede han først sine Regnskaber over et forløbet Aar langt ind i næste Aar, og han undlod da at tage Indtægtsordre med Hensyn til de ofte meget betydelige Indtægter, der indkom i Kassen efter Regnskabets Afslutning; derved gav han det overfor Kasseeftersynet Udseende af, at den Beholdning, som efter Regnskabet skulde være til Stede i Kassen, virkelig fandtes, medens de senere indkomne Indtægter, som han undlod at indføre i Bøgerne, paa Grund af manglende Indtægtsordrer ikke kunde kontrolleres. Ved Siden heraf har han for Byraadets Kontroludvalg, som skulde have ugentlige Opgørelser, fremlagt urigtige Opgørelser, idet han ikke har udarbejdet disse efter Kassebøgerne, men efter den faktisk tilstedeværende Kassebeholdning uden at fradrage de anviste, men endnu ikke hævede Beløb.

Saaledes lyder hans Forklaring, og den er antaget - for rigtig.

- Efter at Aktor, Hr. Asmussen, har nedlagt Paastand paa Dommens Skærpelse eller Stadfæstelse og navnlig har betonet det svigagtige i den Maade, hvorpaa Didriksen søgte at skjule Kassemanglen, dokumenteredes der, og Hr. Nellemann gav derpaa sin Defension.

Han hævdede, at her jo kun var Tale om Skødesløshed, og del kunde anses for bevist, at Kæmner Didriksen havde ført en tarvelig Levevis, faa at han umulig kunde have brugt det store Beløb, som savnedes i hans Kasse. Iøvrigt havde Byraadet i Korsør med Hr. Sylow i Spidsen meget vel vidst, at Didriksens Bogføring og Regnskabsvæsen var i høj Grad uordentlig. Hr Sylow havde da ogsaa foreslaaet Byraadet, og dette havde vedtaget at indstille til Ministeriet, at Korsør By holdt Havnekassen skadesløs for det Tab af ca. 22,000 Kr , den havde lidt.

Endelig henviste Hr. Nellemann til en Erklæring fra Distriktslæge Høegh-Guldberg, i Følge hvilken Didriksen i de senere Aar i stadig tiltagende Grad har været forfalden til Drik, hvilket har svækket hans Aandsevecr.

- - Voteringen i Sagen tilendebragtes ved Retsmødets Slutning.

Dommen

er falden i Dag og lyder i Følge indløbet Telegram:

Højesteret stadfæster Overrettens Dom i Sagen mod fhv. Kæmner og Havnekasserer i Korsør, Didriksen, for Uredelighed i Udførelsen af de ham betroede Bestillinger, hvorved han var idømt 6 maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 20. november 1895).

Det store Bedrageri i Korsør.

En skønne Dag, det var i Begyndelsen af Marts 1892, skriver "Sorø Amtsavis", anmelder en af Korsørs gode Mænd, Hr. Kæmner Didriksen, en ivrig Højre-Agitator paa Valgdagene, bøs og brøsig som en Ulykke overfor Smaafolk, en af Samfundets Matadorer, et Led i den hellige Kæde af Embeds- og Bestillingsmænd i Korsør, at der om Natten var forøvet et dristigt Indbrudstyveri i hans Kontor, ved hvilket Kassen var bleven lænset for 15-1600 Kroner.

Var det nu i en eller anden By, hvor Retten plejes af en uduelig eller ligegyldig Dommer, vilde man forholdsvis let have kunnet forsone sig med, at denne Tyvehistorie aldrig blev opdaget. Men naar man husker, at i Korsør er det den store Kommissionsdommer, Hr. Sylow, der holder Forhør, bliver Sagen noget anderledes. Hr. Sylow er en Mester i at opdage gamle Ildebrande Landet rundt - især hos Smaafolk - han betragtes med Rette som en Kapacitet, naar det gælder om at faa en forstokket Synder til at bekende - især de smaa Syndere; men er det da ikke tidobbelt sørgeligt, at overfor dette, som det synes ikke særlig indviklede Indbrudstyveri hos en ham til Dels underlagt Bestillingsmand i Højrebyen Korsør, overfor dette maa den geniale Opdager af Mordet i Vester Hæsinge sige Pas. Det hedder i det eneste foreliggende Referat fra Højesteret, at man "ikke senere er kommen til Klarhed over denne natlige Gaade".

Oprigtige Venner af Hr. Sylow maa alvorlig beklage, at det slet ikke lykkedes at faa Klarhed over denne "Gaade". Vi tænker os naturligvis, at Hr. Sylow har sat al sin vante Energi ind paa denne Sag. Han har - det tænker vi os - som naar det gælder en elendig Ildebrand paa nogle Hundrede Kroner, arresteret enhver, som der paa nogen Maade kunde hæfte Mistanke veo. Vi siger, at vi tænker os, at saaledes har han baaret sig ad, men ganske vist ved vi intet om denne Side af Sagen. Vor Formodning grunder sig ene paa, at saaledes bærer Hr. Sylow sig ad, naar han, den meste Del af Aaret, er paa Togt ude i Provinserne. Og vi gaar naturligvis ud fra, at hvad der er Ret overfor en sølle Djævel ude fra Landet, selvfølgelig ogsaa er billigt i selve Korsør. (I Korsør blev der ganske vist "stjaalet" ca. 1600 Kr. fra Højre Agitatoren Didriksens Kasse, men der blev ingen arresteret.)

Kort efter blev der opdaget en Kassesvig hos samme Kæmner Didriksen paa 21,000 Kr. Alligevel opdagedes ikke, hvem der havde begaaet det Tyveri af Kassen, som Didriksen anmeldte til Politiet.

Hr. Sylow, der havde faaet Anmeldelsen, trak det korteste Straa i denne tilsyneladende saa simple Sag. Der blev ikke forlangt Kommissorium, hvad der havde været god Grund til; thi hvem ved, maaske kunde endog en af de Retsembedsmænd, for hvem Hr. Sylow har maattet sprede gamle ForbrydeIser, her have faaet Lejlighed til at vise en kær og afholdt Kollega en nem Gentjeneste. Dette er ikke sket, men der er nogen Mulighed for, at Korsør Borgere ved en Ansøgning til Justitsministeren kunde opnaa dette endnu.

Derimod "opdagede" man som sagt, at den efter eget Udsagn Bestjaalne sad med en betydelig Kassemangel. Men heller ikke denne Opdagelse kaster saa Megen Glorie over den geniale Politimestii ctjtoiu, som man paa Forhaand skulede have ventet. For det første blev det ikke mod Kæmnerens Benægtelse bevist, at han havde taget af Kassen (eller at Budt havde gjort sig skyldig i denne Fordanse). End ikke falske Regnskaber blev der bevist noget om. Det hele indskrænkede sig til "uordenlig Bogføring" og Forsøg paa at skjule Kassemangelen. Denne havde gaaet i 10 Aar altsaa baade i nuværende Amtmand Rumps og Hr. Sylows Tid. Det var tilvisse et magert Resultat af en Undersøgelse, men for Kæmneren var det efter Omstændighederne det bedst mulige.

Saa kommer den mærkelige Ting frem under Defensionen for Højesteret, at Defensor i Følge Referatet, uimodtat paastaar, at Byraadet i Korsør med Hr. Sylow i Spidsen meget vel havde vidst, at Kæmnerens Bogføring og Regnskabsføring "var i høi Grad uordenlig' ; men har Defensor troet det forsvarligt, at bruge denne Vending, maa man uvægerlig fristes til at spørge: Hvorfor har Byraad og Borgmester da ikke for længst taget sig for at holde Kæmner Didriksen til at gøre sin Pligt? En i høj Grad uordenlig Kæmner, der tilmed kan møde med Atl.st for i en Aarrække at have været forfalden til Drik, som i Følge Lægens Forklaring maa antages at have svækket hans Aandsevner - en saadan Mand er det et i højeste Grad uforsvarligt Misgreb at lade have Kommunens Pengekasse. Her har Byraadet paadraget sig et meget alvorligt moralsk Ansvar. Og det saa meget mere, som det var almindelig bekendt i Korsør, at der i Kæmnerens Hus brugtes mange Penge.

Det var 31,000 Kroner, som den fordrukne og uordenlige Kæmner og ivrige Højre-Agitalor havde faaet formøblet. Nu kommer der Igen en Mærkelighed: Hverken for Overretten eller for Højesteret har det været muligt at faa tilvejebragt de Oplysninger, som kunde bevirke, at det blev paalagt Kæmneren at erstatte Skaden. Hvorfor har man ikke kunnet tilvejebringe disse Oplysninger? Det forekommer os virkelig, al der var nogen Grund til for Hr. Sylow og de vise Fædre i Korsør at gøre en Anstrængelse i denne Retning. Didriksen har ganske vist en Kassemangel paa 31,000 Kr.. men han skal ikke betale disse Penge tilbage, selv om han kan- Er dette ikke Højdepunktet af Urimelighed?

Resultatet kan opgøres saaledes: Tyveriet uopklaret. Alle mulige formildende Omstændigheder og en saare lille Straf for Kæmneren, men 31.000 Kr.s reel Udgift for Kommunekassen, foruden den kedelige Ting, at det har kunnet slaas fast for Højesteret, at Byen i længere Tid har haft en af Drik flovet, uordenlig Bogholder.

Dette er ikke noget godt Resultat, og vi tvivler noget paa, at man efter dette anser Hr. Sylow for at være den rette Mand til at blive Politidirektør i København. Heller ikke skulde det undre os, om Korsør Borgere, som skal betale det efter Omstændighederne dyre Gilde - vedblivende anser det dor Idealet af kommunalt Velvære at leve som fanatiske Estruppere uden Opposition. Det kan være ret behageligt for Spidserne i en By at gaa med Byens Avis i Lommen, men for Borgernes Ve og Del er det vist nok saa betryggende at have en aarvaagen Kritik i sin Midte.

Saa meget er vist, at denne gamle, fordrukne Højreagitator har været Korsør en dyr Mand - i flere Retninger.

(Social-Demokraten 29. november 1895).

Amager-Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Amager-Politiet laver Skandale! 

Hvorledes borgerne behandles. - Drukne Betjente. - En Sædelighedsskandale. - Mørke Kældere og sorte Huller. - Brutal Behandling af anstændige Kvinder. - Om Forladelse. - Hvad mener Birkedommeren?

For ikke ret længe siden henledte vi Offenlighedens Opmærksomhed paa de retslige Tilstande, Amagerbefolkningen lever under.

Del var, da "Amagers Skræk", Politibetjent Kundbye i Dragør, uden gyldig Grund huggede los med sin Sabel paa et Par Tjenestekarle, der kom fra Dans i Kongelunden.

Man behøver imidlertid ikke saadanne Beviser paa, at Amager er, hvad man i daglig Tale trænende kalder "udenfor Lands Lov og Ret".

Kundby-Affæren, der fik det endelige Resultat, at den drabelige Betjent fik sin Afsked, har imidlertid mange Sidestykker.

Vi skal, for yderligere at paavise dette, fremdrage en Historie fra de sidste Dage.

En rasende spækhøker.

Paa Amagerbrogade 4 driver to ældre Frøkner, Søstrene Mønsted, Konditori.

Forrige Torsdag Aften, da Klokken var over elleve og Søstrene Mønsted havde lukket Forretningen, kom en Spækhøker Petersen, som bor paa Fredensvej, og forlangte, at de to Søstre skulde aabne Butiken for at sælge ham noget Øl.

Da dette blev nægtet Spækhøkeren, gjorde han, der var temmelig paavirket af Spiritus, et mislykket Forsøg paa at sprænge Butiksdøren. Han knuste derefter Ruden og begyndte at traktere den ene af Frøknerne Mønsted og hendes Medhjælperske, en Frk. Nielsen, med en udsøgt Samling af gemene Skældsord.

Udenfor paa Gaden, hvor Petersen stod, samlede der sig efterhaanden en Del sene Nattevandrere, som med stigende Opmærksomhed var Vidne til Spækhøkerens forargelige Tale. Da han imidlertid tillige udviste en sjofel Adfærd, sandt de to Kvinder, at han dog drev Spillet for vidt og tilkaldte

Politiet.

Betjentene Jensen og Sørensen indfandt sig straks paa Stedet. Men da disse, som - efter Frøknerne Mønsteds Mening - ogsaa var berusede, saa, at det var en af deres Drikkebrødre, der lavede Skandale, vilde de slet ikke indlade sig med ham. De gjorde derimod Grin med de to Damer og forlangte, at de skulde gentage Spækhøkerens Gemenheder.

Selvfølgelig kunde de to Damer ikke indlade sig paa ordret at gengive, hvad Petersen havde sagt, og de fremkom i den Anledning med Bemærkninger om, at det vilde de først gøre overfor Betjentenes Foresatte.

Herover blev imidlertid de to Betjente rasende, slog i Bordene og tordnede løs mod de to Damer, hvem de truede med Fængsel og Dont, hvis de ikke Ord for Ord gentog Spækhøkerens Uartigheder.

Kastet i Detentionslokalet.

Da Frk. Mønsted og hendes Medhjælperske blev ved at protestere, raabte Jensen:

- Ja, saa skal vi Fanden gale mig vise Jer noget andet. Nu er De anholdt !"

De to Tanter maatte net følge med til Amagers Politistation i Absalonsgade, og her gentog den samme Scene sig. Frk. Nielsen blev først underkastet et skrapt Forhør og presset til at gentage de gemene Udtryk. Hun nægtede dog bestemt dette, hvorfor Betjenten uden videre Formalitet satte hende ind i Detentionslokalet.

Da der nu blev anvist Frk. Mønsted et uhyggeligt, fugtigt og mørkt Rum, knækkedes hendes Mod, og Sætning for Sætning genfortalte hun nu, hvad Spækhøkeren havde sagt.

- Om igen, men mere langsomt! brølede Betjent Jensen, og stillede sig truende lige overfor hende.

Oprørt i sit Inderste, men tvungen af de brutale Betientes Magt, maatte hun derpaa, stadig under deres haanlige Latter, gentage Gemenhederne.

Endelig, da hun omstændelig for fjerde Gang havde føjet Betjentene i Gentagelsen af Raahederne, fandt de sig tilfredsstillet, og hun fik nu Lov tit at sætte sig ned for at der kunde optages en Rapport.

Om Forladelse?

Efter et Par Timers Ophold paa Stationen, kom en tredje Betjent de to Kvinder til Hjælp. Frk. Mønsted anmodede ham da om at hente Amager Birks Politifuldmægtig, Hr. Larsen, som har Bopæl paa Amagerbrogade.

Da Politifuldmægtigen kom og hørte Frk. Mønsteds Fremstilling af Sagen, lod han Frk. Nielsen hente ud af Detentionslokalet og demitterede derpaa begge Damer, med Løfte om stræng Undersøgelse af Betjentenes Færd.

Den næste Dag indfandt Politifuldmægtig Larsen sig imidlertid i Søstrene Mønsteds Forretning og forestillede dem, at Betjentene vilde faa deres Afsked dersom Sagen forfulgtes videre.

Frk. Mønsted frafaldt da videre Forfølgning af Sagen paa den Betingelse, at de to Betjente i hendes Forretning og i Vidners Paahør skulde bede hende og Frk. Nielsen om Forladelse. Da dette samme Dag skete paa en for Betjentene ret ydmygende Maade, blev Sagen dysset ned.

Men

hvad siger Birkedommeren,

Hr. Øllgaard, nu til de mange Klager og Forestillinger, som siden er indløbet til ham fra Befolkningen paa Amager om denne Sag? Han kan umulig stille sig paa samme Standpunkt som hans Fuldmægtig.

Denne Sag er saa uhyggelig, at den ikke bør dø hen uden Paatale.

(København 2. november 1895).

Politi-Skandalen paa Amager.

De to Betjente.

Vi indhentede i Gaar nogle nærmere Oplysninger om de to Amagerbetjentes, Jensens og Sørensens Forhold.

Jensen, der er en ældre Mand, er bekendt for at være en grov og hidsig Person, som ofte er beruset. Birkedommer Øllgaard har flere Gange advaret ham og stillet ham i Udsigt, at han ved den første Lejlighed, han paany forsaa sig, vilde faa sin Afsked paa graat Papir.

Almindelig Forbavselse har det derimod vakt, at Sørensen har kunnet slaa Følge med sin daarlige Kollega. Denne Mand staar nemlig højt anskrevet bos Birkedommeren og anses for at være meget afholdt af Befolkningen, mod hvem han altid har optraadt roligt og besindigt.

Sørensen har i alt Fald aldrig tidligere givet Grund til Klage, og naar han nu har bidraget saa vægtigt dertil, som i Gaar nævnt, har det formentlig sin Grund i, at han den samme Dag, som Skandalen fandt sted i Søstrene Mønsteds Konditori, havde bragt nogle Arrestanter til Vridsløse Straffeanstalt, og paa Vejen derfra havde faaet en Del at drikke.

At Birkedommer Øllgaard vil søge at dække over sine Betjentes Adfærd, er der imidlertid ingen Grund til at tro. Hr. Øllgaard er - efter hvad vi fra sikker Kilde erfarer - meget opbragt over den stedfundne Skandale, og han havde skredet ind mod de to Betjente straks, til Trods for sin Fuldmægtigs Mægling i Sagen. Birkedommerens Sygdom har imidlertid sinket Sagens Behandling.

Paa Tirsdag er Hr. Øllgaard imidlertid saa vidt restitueret, at han kan indfinde sig i Retten. Allerede da er det Hensigten at paabegynde Undersøgelsen mod Betjentene, der rimeligvis ikke vil slippe billigt fra den næsten utrolige Skandale.

(København 3. november 1895).

Amager-Skandalen.

 Betjentene slipper for Straf.

I Gaar Formiddags holdt Birkedommer Øllgaard Forhør angaaende Politiskandalen, og Resultatet blev, som vi forudsagde, at Sagen jævnedes uden Straf for Betjentene.

Foruden de forurettede Damer, Frøknerne Mønsted og Nielsen, var mødt de to Betjente, Sørensen og Jensen, samt endelig Ophavsmanden til det natlige Postyr, Høker Petersen.

For sin raa Opførsel overfor Damerne maatte Høker Petersen betale en Mulkt af 80 Kr. samt erstatte de ituslagne Butiksruder.

Politibetjentene derimod slap fri for Tiltale. Birkedommeren gav Damerne den Besked, at da de selv i Forvejen havde modtaget Betjentenes Undskyldning og erklæret sig tilfreds hermed, saa maatte Sagen dermed betragtes som afsluttet. Betjentene vilde imidlertid blive sat paa den sorte Tavle, og saa fremt de paany gjorde sig skyldig i nogen Forseelse, vilde dette medføre deres Afskedigelse.

Man maa forbavses over den mærkelige Lethed, hvormed Birkedommeren har forstaaet at glide over denne Fadæse. Den Slags Afgørelse er just ikke betryggende for Retssikkerheden paa Amager, ligesaa lidt som man forvente, at Disciplinen i Politikorpset derved styrkes.

Fuldmægtig Larsen, der paa egen Haand har foreslaaet Damerne at nøjes med en Undskyldning for at dække over de brutale Politimænd, ser altsaa sin Virksomhed godkendt af Birkedommeren, og der er nu en vid Mark aaben for ham at arbejde paa med underhaanden at søge eventuelle nye Politiskandaler neddysset paa samme Maade.

Men Politimyndighederne bør vide, at Befolkningen i Sundbyerne paa det mest energiske protesterer mod et Regimente, der udsætter Beboerne for den Slags Overgreb.

(Social-Demokraten 6. november 1895).

Grundejerne og Ladegaardsaaens overdækning. (Efterskrift til Politivennen)

Medens Frederiksberg Kommunalbestyrelse, som vi forleden meddelte, stiller sig fuldstændig afvisende oversor Spørgsmaalet om Ladegaardsaaens Overdækning, og betragter det som Frederiksberg Kommune aldeles uvedkommende, indtager Grundejerne langs Ladegaardsvejen det stik modsatte Standpunkt.

De mener, at deres Ejendommes Værdi vilde stige betydeligt, saafremt Aaen kom væk og erstattedes af en bred Boulevard. Som Forholdene nu er, udsender Aaen mindst et Par af Sommermaanederne igennem en rædselsfuld Stank, foruden at den egenlig ikke kan siges at forskønne Udsigten.

Dernæst er Ladegaardsvejen altfor smal for den stadig voksende Trafik, man saa saaledes i Sommer, da der opførtes et Par ny Ejendomme, hvor fortvivlende Forholdene var: Sporvogne, Arbejdsvogne og Fodgængere havde kun en ganske lille Passage, saa det var et Vidunder, at der ingen Ulykker skete. Endelig har man i Kommunalbestyrelsen fremført det smukke og tiltalende Ræsonnement, at blev Aaen fjærnet, og der kom en Boulevard i Stedet, saa vilde de nærliggende Villaveje blive oversvømmede af Rabarberkvarterets Børn. Man maa Virkelig forbavses over, at man vover at fremføre den Slags Grunde. Ladegaardsaaen maa ikke fjærnes, fordi et Par gamle Præster saa maaske blev forstyrret i deres Middagslur; de luk- kede Privatveje skal vedblive at hvile i en idyllisk Fred, medens der et Stenkast derfra maaske lever Tusinder af Børn, hvis eneste Tumleplads er snævre Gader og mørke snavsede Gaarde. Tænk hvilken Ulykke om nogle Stykker af dem maaske fandt over til mere luftige Pladser paa Frederiksberg Grund. Ladegaardsvejens Grundejere, hvem det jo først vilde gaa ud over, lader dog ikke til at dele denne Frygt. Medens deres Kommunalbestyrelse siger, at det hele ikke kommer Frederiksberg ved, har de paa et Møde forleden besluttet sammen med Falkoneralleens Sporvejsselskab at tilbyde et Tilskud paa 50,000 Kr., hvoraf en enkelt Mand alene bidrager de 5,000 Kr., til Dækning af Omkostningerne ved Overdækningen, som antagelig vil kunne udføres for ca. 250,000 Kr.

Samtidig med at dette vil blive indgivet gennem Grundejerforeningen, agter man at indsende en Adresse til Kommunalbestyrelsen, i hvilken Anledning der bliver fremlagt Lister til '''antegning paa forskellige Steder. 6ia snart dette sker, stal det blive meddelt her i Bladet.

(København 19. oktober 1895).

Borgerrepræsentationen vedtog at oprense den del af åen som går fra Mariendalsvej til jernbaneoverkørslen ved Bülowsvej. I december 1895 blev Ladegården oprenset.

Kampen om Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

Da man besluttede at udvide bredden på banegraven for at genoptage togdriften, ville Statsbanerne ekspropriere land af Vestre Kirkegård. Generaldirektøren for statsbanerne, Tegner havde langs den gamle jernbanevold ladet afstikke et areal på 7 tønder land på Vestre Kirkegård med et rækværk (lægtehegn), og på hver halve alen ladet trykke et stort, sort stempel "S. A" med en krone over (statsbanernes areal). Kommunens afpæling på denne strækning var på daværende tidspunkt erstattet af et højt, levende hegn (Social-Demokraten 7. september 1895). Der var ikke foretaget nogen begravelser på dette stykke jord endnu. Det modsatte Begravelsesvæsnet sig på det kraftigste og fik nedlagt fogedforbud. 

Et kuriøst forbud.

Det københavnske begravelsesvæsen ligger som bekendt for tiden i strid med jernbanevæsenet om et stykke af Vestre Kirkegård. Jernbanen har ladet 7 tønder land af kirkegården ekspropriere og vil lade dem udgrave ca. 32 fod dybt. Men kirkegården vil ikke afstå sin jord og værger sig heftigt.

I mandags mødte derfor i følge "Politiken" begravelsesvæsnet hos kongens foged og begærede forbud nedlagt for generaldirektør Tegner i hans egenskab af statsbanernes overingeniør mod at han "selv eller ved andre udgraver eller borttager nogen del af det i ekspropriationskommissionens resolution af 27. f. m. omhandlede areal af Vestre Kirkegård eller overhovedet foretager nogen som helst anden foranstaltning betræffende bemeldte grund, være sig ved indhegning eller på anden måde der står i strid med begravelsesvæsenet ejendom."

Kongens foged nedlagde forbudet for kontorchef Raben, "der blev antruffet i generaldirektørens fraværelse."

Så nu er altså begravelsesvæsnet foreløbig sikret mod at hr. Tegner tager spaden på nakken og går ud for at udgrave de 7 tønder land.

(Aalborg Amtstidende, 10. juli 1895).

Ministeren for offentlige arbejder, H. P. Ingerslev (Højre) meddelte i starten af september af det anså forbuddet for ulovlig nedlagt, jf grundlovens § 72, og at de havde givet overingeniøren for statsbaneanlæggene ordre til at foretage det nødvendige for udførelsen af jernbaneanlægget, til trods for fogedforbudet. Herefter begyndte statsbanerne at grave jorden væk til opfyldning af Kalvebodstrand.

Minister for offentlige arbejder 1894-1896, Hans Peter Ingerslev (1831-1896). Politiker og landmand (Højre). Fotograf Sophus Peter Christensen (1851-1901). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Københavns kommune ved borgmester Hansen svarede igen med at anmode kongens foged, Birch om at anvende forordningen af 6. april 1842 til gennem politiet ved magt at opretholde et nedlagt forbud. Der var dermed opstået en strid mellem den dømmende magt (Birch) og den udøvende magt (Ingerslev).

Kongens foged søgte herefter bistand hos birkedommeren for Københavns søndre birk, Schow og forlangte at denne skulle sørge for at hans forbud blev respekteret. Klemt mellem dommer Birch og minister Ingerslev - og muligvis for at vinde tid - forlangte Schow den 6. september oplysninger hos kongens foged om hvorledes og i hvilken grad statsbaneledelsen havde overtrådt det nedlagte forbud. Schow fik den 9. september ved politiets hjælp fjernet statsbanernes lægtehegn: 

Begravelsesvæsenet kontra Statsbanerne. Igaar Formiddags Kl. 9 indfandt Birkedommer U. Schow sig paa Vestre Kirkegaard ledsaget af en Fuldmægtig og en Betjent fra Søndre Birks Kontor, lidt efter kom to Betjente fra Valby til Assistance.

Birkedommeren henvendte sig til Graveren ved Vestre Kirkegaard og anmodede denne om Mandskab, der kunde foretage Fjærnelsen af Indhegningen. I Løbet af kort Tid lykkedes det at skaffe en halv Snes Graverkarle til Stedet, og paa Birkedommenrens Ordre gav de sig med en god Villie i Lag med at slaa Lægterne fra og rykke de med S. A. mærkede Pæle op.

Hele Arbejdet var tilendebragt i Løbet af en Timestid. Det fjærnede Lægtehegn lagdes i Bunke ved Indkjørselen nærmest Carlsberg-Viadukten, hvor det senere vil blive afhentet.

Skulde Statsbanernes Ingeniør gjøre Forsøg paa atter at reise Indhegningen, ville Arbeiderne blive fjærnede fra Kirkegaarden af Politiet.

(Dagens Nyheder, 10. september 1895).

"B. T." har nægtet at optage følgende, der derfor findes optaget i de andre københavnske blade:

I anledning af den i forgårs aftes i "Berlingske Tidende" indrykkede skrivelse fra Justitsministeriet til politimesteren i Søndre Birk, hvorved det kunne synes, at spørgsmålet om statsbaneanlægenes berettigelse til imod det nedlagte fogedforbud at indhegne det pågældende stykke af Vestre Kirkegård havde fundet sin i alt fald foreløbige afgørelse, er vi af Begravelsesvæsnets bestyrelse anmodede om at henlede opmærksomheden på, at afgørelsen af dette spørgsmål ingenlunde er hos administrationen alene. Der er nemlig samtidig med, at Søndre Birks politi satte sig i bevægelse for at beskytte fogedforbudet, på Begravelsesvæsnets foranledning indgivet begæring til Kriminal- og Politiretten om sagsanlæg imod overingeniøren for statsbaneanlægene til ansvar i medfør af frdn. 6. april 1842 for den formentlig begåede ulovlighed, og denne sag er hidtil kun stillet i bero af Begravelsesvæsnet, fordi man ikke ville gribe forstyrrende ind i de forhandlinger, der for tiden føres om en mindelig afgørelse af selve ekspropriationsspørgsmålet.

(Jyllands Posten 22. september 1895).

Blæksprutten: Tegning inspireret af den japansk-russiske krig: "Krigen på Vestre Kirkegård". Kampscenen adskiller sig en del fra beskrivelsen i Illustreret Tidende. 

Illustreret Tidende skrev (citeret efter "Carlsbergkvarteret", s. 100):

"Birkedommer Schow kom til Vestre Kirkegård eskorteret af en fuldmægtig og tre betjente. Herude på selve slagmarken, havde imidlertid forsamlet sig nogle journalister, kirkegårdsbetjente, graverkarle og lugekoner. Trafikministeriets kronede statsanliggende-pæle turde ingen formastelige lægge hånd på. Men birkedommeren gav Vestre Kirkegårds egne arbejdere ordre til at rykke alle S.A.'erne (skiltene) op med rode. Underfundigt grinende i skægget og eskorteret af valbybetjente tog de uden spor af respekt og nænsomhed fat i hegnet, ruskede pælene op, rev lægterne fra og slængte hele herligheden hen i små bunker."

J. M. V. Nellemann. Fotograf Hans Adam Christian Emil Hohlenberg. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Nu blandede justitsminister Johannes Magnus Valdemar Nellemann (1831-1906) sig efter anmodning fra trafikministeren og forbød birkedommer Schow at lægge hindringer i vejen for jernbanen. I slutningen af september var der forhandlinger mellem begravelsesvæsnet, ved dets chef Abrahams og formanden borgmester Hansen og på den anden siden generaldirektør Tegner og statsbaneingeniør Ernst. Borgerrepræsentationen tiltrådte 1. oktober 1895 en overenskomst med trafikministeriet og begravelsesvæsnet, hvorefter begravelsesvæsnet afstod 3 tønder land af Vestre Kirkegård for 60.000 kr. Som følge deraf bortfaldt de rejste retssager. Den endte også i Blæksputten (1895).

Octavius Thomas Hansen (1838-1903). Højesteretssagfører. Fotograf Mary Steen (1856-1939). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sagen fik et efterspil i Landstinget (se fx Fyens Stiftstidende 9. november 1895 og Kolding Folkeblad 11. november 1895), hvor Octavius Hansen stillede forespørgsel til trafikministeren om sin indblanding i sagen. Ministrene fastholdt at de havde taget en beslutning, og at de ikke kunne tage hensyn til fogedforbud og andre forsinkelser af sagen. 

Betjent Kundby, Amager. (Efterskrift til Politivennen)

 Politi-Overfald paa Amager.

Betjent Kundby.

Den Mand, hvis Billede vi her bringer, er for Øjeblikket Samtalens eneste Genstand paa Amager. Det er Politibetjenten i Dragør, Peter Nielsen Kundby, der forrige Søndag overfaldt to værgeløse Karle med dragen Sabel, tilføjede dem flere alvorlige Saar, og nu med Standhaftighed nægter Overfaldet og endog truer de Overfaldne med Injuriesøgsmaal.

Vi skal i Korthed fremdrage dette nye Udslag af Politi-Heltemod efter de Oplysninger, som vi straks paa Stedet bar indhentet.

Men først en Karakteristik af Betjenten Kundby.

Han er en høj, svær Mand paa ca. 36 Aar med et stort, grovt Ansigt, forsynet med store Øren. Hans Vej fra Københavns Politi til Amagers sydligste Spids betegnes ved en Række Heltegærninger, men han har altid søgt at benægte dem i Retten, naar hans Meriter var saa opsigtvækkende, at Situationen fordrede kriminel Indblanding.

For tre Aar siden afskedigedes han af Københavns Politi, men fik umiddelbart derefter Ansættelse som Opdagelsesbetjent og fungerende Overbetjent i Amager Birk. At hans Kvalifikationer som Opdager var mindre gode, er overflødigt at bemærke, og heller ikke egnede han sig just til at varetage en Overbetjents Stilling og Pligter.

Det varede ikke længe, før man blev ked af ham. Saavel af sine Kolleger i Korpset som af Befolkningen var han lige lidt afholdt, og Misstemningen mod ham blev tilsidst saa stærk, at han ansaa det for raadeligst at tage sin Afsked. Dette gjorde han og han søgte samtidig Plads som menig Betjent i Drager Det var her, han kort efter sin Tiltrædelse atter viste sit Heltemod og ualmindelig fine Temperament ved sit Overfald forrige Søndag.

Der havde denne Dag, som regelmæssig hver Søndag, været offentlig Dans i Kongelunden, og efter Dansens Ophør drog et større Selskab syngende og larmende gennem Skoven, dog uden at forulæmpe nogen. Kundby, som havde været tilstede ved Dansen og rimeligvis vilde vise Prøver paa sin Myndighed, løb efter Selskabet med dragen Sabel, og her var det, han paa Vejen traf to Karle, der gik roligt ved Siden af hinanden.

Uden at sige et Ord styrtede Betjenten sig over dem, hævede Sablen og gav den ene, Johan Johansen et alvorligt

Sabelhug over Armen

Derefter førte han et nyt Hug mod Johansens Hoved. Med den Kraft, hvormed det blev ført, vilde det utvivlsomt have dræbt Karlen, saafremt han ikke havde bøjet Hovedet til Siden.

Betjenten vendte sig nu til den anden Karl, August, gav ham bagfra

Hug i Baghovedet

og endnu adskillige Hug over Armene. Saa gik Betjenten og lod de to saarede Mennesker, dryppende af Blod, selv finde Vejen hjem.

Da dette brutale Overfald rygtedes over Amager, var Indignationen naturligvis uhyre. Befolkningen forlangte med god Grund Kundbys øjeblikkelige Afskedigelse, og forhaabentlig bliver han fjærnet inden altfor lang Tid.

Foreløbig er der indledet kriminel Undersøgelse over det Passerede, og Kundby har for Retten dristigt nægtet alt. Heldigvis kom der under Optrinet saa mange Vidner tilstede, at han ikke vil kunne undgaa en meget haard Straf. Naar det andet Steds er blevet fortalt, at Sablen er taget fra ham, er dette dog urigtigt.

De Overfaldne.

Af de Overfaldne befinder især Johansen sig mindre vel. Han tjener hos Proprietær Leth paa "Raagaard" i Ullerup og maa endnu i længere Tid gaa med Armen i Bind. Saaret er meget betydeligt og hele Armen stærkt opsvulmet.

August, der tjener hos Gaardejer Kristen Hansen i Ullerup, er ogsaa stærkt medtaget. Saaret i Baghovedet er vel ikke absolut farligt, men saavel dette som de andre Saar vil for lang Tid gøre ham udygtig til alt Arbejde.

Man haaber paa Amager, at det utaalelige Politiregimente efter denne blodige Affære nu vil være forbi. Dette er dog ingenlunde sikkert, selv om Kundby bliver afskediget. Amtsraadet har nemlig bestemt, at alle Betjente paa Amager herefter skal bære Sabel - en Forret, der tidligere var Kundby forbeholdt - og man tør saaledes antage, at Amagerne ikke gaar absolut fredelige Tilstande i Møde

(København 9. august 1895).

Politiet paa Amager.

Sidste Efteraar indførte Amager Birk den Skik eller Uskik, om man vil, at Politibetjentene skulde forsynes med lange Ryttersabler. Birkedommeren motiverede den Gang sit Forslag med, at Betjentene skulde have noget at værge sig med.

Nu har imidlertid, som vi meddelte i Gaar, Betjent Kundby fra Dragør misforstaaet Situationen og gaaet angrebsvis til Værks med den dragne Sabel. Vi har undersøgt Sagen paa Stedet, og det synes sikkerl, at der foreligger et Myndighedsmisbrug.

Egnens Ungdom havde Søndag den 28. Juli faaet sig en Svingom i Kongelunden, hvor Betjent Kundby var til Stede som Ordenshaandhæver. Der forefaldt imidlertid ikke anden Uorden end at en noget urolig Gæst paa læmpelig Maade blev "hældt ud" af Værten og dennes Medhjælpere. Der blev saaledes ingen Brug for Kundbys Assistance. Dansen ophørte Kl. 12 og Ungdommen begav sig da straks paa Hjemvejen gennem Skoven. I den smukke Sommeraften sang man nogle Sange, men deri har selvfølgelig intet kriminelt.

Kundby maa imidlertid have anset Sangen for Kontrebande, thi han og en civilklædt Betjent Walther løb efter de Syngende. Bag ved disse gik to Tjenestekarle, som slet ikke deltog i Sangen, og som ikke var sig nogen Brøde bevidst. Disse to hører pludselig en Stemme sige: "Der er de," og umiddelbart derefter fik den ene Karl et Sabelhug i Baghovedet. Den anden Karl vendte sig derefter til Angriberen, som viste sig at være Kundby, og spurgte: "Hvad slaar De for," men i Stedet for at svare huggede Betjenten efter hans Hoved. Da Karlen i det samme bukker sig ned, rammer Sabelen hans Arm og bibringer den et tommedybt Saar, af hvilket Blodet straks væltede ud. Og Betjenten gav ham endda flere mindre Saar i Siden og paa Armen.

Medens dette stod paa var de Syngende løbet deres Vej. En 15 Aars Dreng, som var kommet bag efter, fik dog af den vrede Bersærk en velrettet Lussing med paa Vejen. De to Saarede gav sig paa Vej til deres Hjem i Ullerup, men det var en drøj Vandring, da de var udmattede af Blodtabet. Ved Hjemkomsten blev Saarene forbundet og næste Morgen kom de under Lægebehandling. De to unge Tjenestekarle, som har et godt Lov paa sig i deres Egn, vil maaske ikke faa varige Følger af Slaget i Kongelunden, men de er endnu, omtrent 14 Dage efter, ude af Stand til at gøre Fyldest i deres Arbejde.

Sagen blev straks mældt til Amager Birk, hvor den, som i Gaar meddelt, for Tiden behandles.

Betjent Kundby, som for ca. 6 Uger siden blev ansat i Dragør, synes ikke at have noget godt Lov paa sig hverken her eller i sin tidligere Virksomhed. Han var oprindelig ansat ved Københavns Politi, hvor han ikke stod paa nogen god Fod med sine Kolleger. Senere har han været ved Opdagelsespolitiet og kom derefter til Amager Birk, som for 6 Uger siden sendte ham til Dragør. I Forhørene har Kundby erklæret, at han ikke har overskredet Grænsen for sin Myndighed. Men det er jo notorisk, at Karlene har faaet Skrammer af Sabelen, og der er Vidner nok paa, at de to angrebne Karle ikke forulempede hverken Betjenten eller andre. Selv "Nationaltidende", som i Aftes bringer en Notits om denne Sag, indrømmer da ogsaa, at de to unge Mand "ikke har hørt til de værste Urostiftere", og at "Kundby maaske paa den mørke Skovvej har anset Situationen for alvorligere, end den i Virkeligheden var, hvorfor han trak sin Sabel og tildelte et Par af Karlene nogle Sabelhug". Men en saadan Misforstaaelse af Situationen vidner ikke om den Overlegenhed, som en Politimand bør være i Besiddelse af.

Kundby har iøvrigt for et Par Dage siden i Vidners Overværelse udtalt følgende om Begivenheden i Kongelunden :

"Ja, naar De piber for saadanne Smaating, saa skal De faa noget andet at vide."

Der har paa Amager været udspredt det Rygte, at Sabelen nu var taget fra ham. Denne Formodning er sagtens opstaaet derved, at Betjenten sidste Søndag mødte til et Storborgergilde i Kongelunden uden dette Værge, og at han i det hele her optraadte paa en ganske anden Maade end ved Ungdomsgildet forrige Søndag. Men Sabelen er i Virkeligheden ikke taget fra ham. Birket har ladet ham forblive i Funktion under Forhørene, der næppe vil blive sluttede før om en Uges Tid, naar Birkedommeren kommer hjem fra sin Ferierejse. Og derefter skal Sagen sendes til Amtet, inden der kan foretages noget videre i den.

Der er selvfølgelig ingen Grund til at klage over, at Birket gaar grundig tilværks. Men det havde sikkert været korrekt og i Overensstemmelse med Praksis i lignende Tilfælde, naar man havde suspenderet Betjenten fra sin Stilling, saa længe Undersøgelsen staar paa, og det vilde i hvert Fald være i Overensstemmelse med Befolkningens Ønsker.

(Social-Demokraten 10 august 1895).

Den 13. august blev betjent Kundby suspenderet fra sin bestilling. Kort tid efter blev han syg med lungebetændelse. Han blev midlertidig erstattet af betjent Jensen i Kastrup. Han måtte ved den lejlighed aflevere sin sabel. Under forhørene blev de forulempede i tvivl om det overhovedet var Kundby som havde slået dem.

Kundby blev herefter mælkeforpagter. I det embede blev han december 1895 vidne i en sag mod en af de rigeste bønder i Hollænderbyen gårdejer Isbrand Jensen, Store Magleby som havde brændt liget af et barn hand havde fået med sin husholderske Bothilde Nilsson, og som hun havde kvalt. Kundby havde her bemærket en ulidelig stank i bryggerset, men Isbrand Jensen havde forklaret at det var kålstokke, og Kundby var derefter gået igen uden at undre sig over denne brand i december måned.