Lindevangshjemmet 3/8. (Efterskrift til Politivennen).

Lindevangshjemmet

Ny Oplysninger. - Forstanderinden. - Amerikansk fedtebrød. - I Hullet. - Selvmordsforsøg. - Fængselsselskabet. - Resultatet 5 Kr. - De optagne taler.

Vor Artikel om Lindevangshjemmet forleden har, som rimeligt er, vakt betydelig Opsigt. Vi Har modtaget forskellige Oplysninger og Breve, som Nytaarstravlheden har har hindret os i at offenliggøre.

De skal imidlertid frem, da der er al Sandsynlighed for, at de kan bidrage til at forbedre Forholdene derude, eftersom Ankerne synes at kunne rettes imod en enkelt af dem, der har Ledelsen, nemlig den forhaandenværende Bestyrerinde 

Frk. Thalbitzer.

Mod hende rettes alle Klagerne og det var Synd ikke at gøre opmærksom paa dette Faktum. Idéen med Lindevangshjemmet er i Virkeligheden for god til, at den skal strande paa et enkelt Skær, især da dette nemt kan fjernes.

Vi hidsætter bl. a. et Brudstykke af et Brev :

Hr. Redaktør!

Efter at jeg, der har været paa Lindevangshjemmet i 2 ½ Aar, har læst Deres Blad for i Lørdags, mener jeg, at det er min Pligt at meddele Dem, hvordan jeg havde det. Da jeg kom der, var Frk. Jutta Korfitzen Forstanderinde. Hun var en mild og hjærtensgod Dame, men hun var der kun saa kort. Efter hende kom lille Frk. de Neergaard, som ikke vidste, hvad godt hun skulde gøre os, men saa blev hun gift og - - -

Saa kom Frk. Thalbitzer, som holdt sit Indtog med haarde Ord og strænge Trusler - - -

Mange af os bad om at faa Frk. Barner i Tale (Frk. Barner er Stifteren af Hjemmet), men det blev os nægtet, og vore Breve hjem til vore Forældre blev læste for Afsendelsen, og besøgte de os, skulde Frk. Th. høre paa, hvad vi talte om."

Ikke sandt? Den nuværende Forstanderinde synes at have misforstaaet - maaske i bedste Mening - sin Stilling.

Amerikansk Fedtebrød.

Vore Meddelelser om Maden, Fodemidlerne og selve Behandlingen synes heller ikke at være gaaet en Linje over, hvad der stemmer med Sandheden, noget, der selvfølgelig nemt kan hænde i et hurtigt Referat.

Man skriver saaledes følgende til os:

- - - i den (trænge Vinter stod vi og skyllede i koldt Vand, tyndt paaklædte, og til Frokost fik vi 2 Stkr. Brød med ildelugtende amerikansk Fedt, og en Kop koldt, tyndt Øl - - - og fordi det var saa koldt, satte vi Brødet paa Kulstaffen ind over Ilden ved Vadskekedlen, saa blev det lidt varmt og det modbydelige Fedt løb af. Kaffe fik vi kun Søndag Morgen, og om Onsdagen fik vi Opkoget af det Kaffegrums, som - - -

Ellers fik vi en Kop lunket, tynd The Morgen og Aften med 2 Stkr. Fedtebrød og 1 Stk. Smørrebrød, mere skrabet end Lænkehundens.

Før havde der nogle Gange om Ugen kommet flere Damer og Herrer, deriblandt Kapt. Fevejle, som læste for os, Frk. Bøtker, som sang med os. Direktør Blads Frue skrev og regnede med os, men fra Frøken Thalbitzers Ankomst kom der aldrig et fremmed Menneske indenfor Porten.

Et Selvmordsforsøg.

- - -

Der var da en Pige - saaledes fortsætter Brevet - Vilhelmine, som ikke maatte komme ud derfra. Hun tog en Lommekniv og gik ud paa Retiraden og skar sig først i Halsen, derefter dybt i Haandleddet, men saa blev hun jo opdaget af mig og to andre Piger, og der gik Bud efter en Læge fra Diakonissestiftelsen . . .

Brevet slutter efter forskellige mere personlige Tilføjelser i al sin Naivetet med følgende Passus:

. . . Der bor en af Lindevangspigerne i Hummergade (her følger Navn og Husnummer), men det er kun en af 20, det er gaaet saadan; de fleste er dybere faldne, end da de kom paa Hjemmet.

Brevet er undertegnet "En gammel Pige fra Lindevangshjemmet" og giver i alle sine naive Udtryk og Vendinger et ganske gribende Indtryk af Forholdene i dette Hjem, der skal danne den forsonende Overgang fra Fængslet til Friheden, og man faar en Fornemmelse af, at Frk. Thalbitzer lever i den urigtige Formening, at hun er Forstanderinde i en Straffeanstalt.

Fængselsselskabet.

Om Optagelsen skriver en anden Meddeler:

"Jeg har i Dag i Deres Blad - - - og da jeg har været paa Lindevangshjemmet i tre Aar, interesserer det mig osv. - - - giver jeg Dem en sandfærdig Beretning om Forholdene der. Min Forseelse var meget ringe, og efter udstaaet Straf overtalte Fængselsselskabet mig til at tage paa Lindevangshjemmet og afmalede det saa godt og velsignet for mig: jeg skulde lære at vaske og stryge, Madlavning og Syning. Hveranden Søndag skulde jeg have Lov til at besøge min Familje, men jeg blev meget forbavset; da jeg kom indenfor "Laagen", blev jeg modtaget med et haardt og gennemtrængende Blik - og en stræng, bebrejdende Tale af Frk. Thalbitzer.

Arbejdet og Hjælpen.

Det første halve Aar var mit Arbejde kun at skure og vaske Trapper og Gange (hvor godt og velsignelig). Efter et Aars Forløb kom jeg i Køkkenet, men kunde umulig lære noget der, da den mad, der laves til Pigerne, aldrig bruges i private Huse, og Frøkenens Mad blev ingen af Pigerne betroet til at lave, da - - - naar en af Pigerne havde taget et Stykke Franskbrød for at tilfredsstille sin Sult, kom hun i Hullet - - 

Brevet slutter:

Efter 3 Aars Forløb kom jeg ud at tjene og blev fæstet bort for en Løn af 5 Kr. om Maaneden (som man ser, Hjælpen er ikke stor) - - 

Der var vist mange Piger, der vilde gaa fra Lindevangshjemmet, hvis de havde noget Overtøj hos sig; men vore Schawler og Hatte er laasede inde og bliver  kun udleverede Søndag Eftermiddag 10 Minutter før vi gaar i Kirke, og afleveres, naar vi kommer hjem.

- - -

Vore Læsere vil efter de her nu korte Udtalelser fra Personer, der har opholdt sig paa Hjemmet, faa det Indtryk, at Frk. Thalbitzer ikke er paa sin Plads i det Hjem, godgørende Folk har tænkt sig at danne for dem, der for en forholdsvis ringe Forseelse er kommen paa tværs af Loven.

Vi føjer vort personlige Indtryk til andres og skal kun gøre opmærksom paa, at Frk. Thalbitzer, i de 10 Minutter, vi interviewede hende om hendes Virksomhed, stadig var undvigende i sine Svar, og intet Øjeblik vovede at se os lige i Øjnene.

Josva

(København 2. januar 1896)

Fra Borgerrådet, Røfler til Politiet. (Efterskrift til Politivennen).

Den fem timer lange debat i aftes af budgettet gennemsyredes fra først til sidst af misfornøjelsen med Politiet. Denne gang var det første-inspektøren, hr. Theodor Petersen, der måtte høre mange skarpe ord for den uhøflige optræden han har vist overfor en bestemt kreds af borgere, gartnerne, og for den mangel på orden, der hersker på det af hans ordenspoliti beskyttede Grønttorv.

Hr. Theodor Petersen har på et andragende af gartnerforeningen om, at gartnerne måtte få en egen plads på torvet, tilladt sig at sige, at dette gartnernes forsøg skyldes det Hensyn, at "formanden for gartnerforeningen må vise, at han foretager sig noget". Det var navnlig denne udtalelse, der var genstand for angreb.

(Her følger andre sager)

Forsvaret for Theodor Petersen føres først af hans nærmeste foresatte, hr Eugen Petersen, der siger:

- Om ikke med rene ord så dog indirekte beskylder gartnerne politiinspektøren for pligtforsømmelse. Men min Inspektør er en samvittighedsfuld og pligtopfyldende mand, så det er da ikke så underligt, at han er blevet irriteret. Fællesrepræsentationen for de samvirkende handelsforeninger, som har fremført klagen, skulle hellere forsøge at bevise, hvad den siger om enkelthederne ved torveordningen.

Derefter kommer borgmester Hansen:

- Jeg synes ikke der er stort at sige på tonen i Theodor Petersens skrivelse; men man vælter sig jo nu over politiet ved enhver lejlighed. Beklageligt er det dog, at en organisation som "De samvirkende Handelsforeninger" - eller hvad er det, den hedder - (Munterhed) hvis formand er borgerrepræsentant, optræder med en klage, som den, her er fremkommen.

Politiinspektøren har i alt fald kun givet svar på tiltale i skarpe baller til politiet. Nu går det først for alvor løs! 

Hr. Paludan: Når politiinspektøren siger, at gartnerforeningens formand blot har ønsket at vise, at han foretager sig noget, da er det en grov fornærmelse! Og politidirektøren og borgmesteren gør sig skyldig i samme fornærmelse ved at forsvare hans optræden. Man kan tale således til børn, ikke til voksne mennesker; det er utilstedeligt og usømmeligt!!

Hr. Salomon: Ja, og her kan ikke tales om svar på tiltale, for vort andragedde var ganske høfligt i formen.

Hr. Torp: Men selv om borgerne tillader sig stærke ord overfor autoriteterne, bør disse dog altid bevare den gode tone.

Borgmester Hansen: Naturligvis kan politiinspektørens ord med ond vilje opfattes som dårlig tone (stormende munterhed og spydige tilråb), men han har såmænd ikke ment det så grimt! (Ny munterhed.)

Hr. Paludan (harmfnysende): Lad os holde op med at tale om god tone eller dårlig tone. Det er en uforskammethed, politiinspektøren har vist en hel stand!!

Under den livligste bevægelse afsluttes hermed forhandlingerne,

(København, 17. december 1895).

Johannes Helms (1828-1895). (Efterskrift til Politivennen)

Rektor og forfatter Johannes Helms, (1828-1895). Frederiksborg skole 1841-1847. Deltog fra 1849 i treårskrigen, bl. a. i slagene ved Fredericia og Isted. Boede ved hjemkomsten på Regensen og levede efter flere kilder det lystige studenterliv. 1856-1864 kollaboratør ved domskolen i Slesvig (tysk skolesprog). Efter rømningen af Dannevirke i 1864 begav han sig til Danmark. 

Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Johannes Helms. 1867. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1867 rektor for af Borgerdydskolen på Christianshavn der 1893 flyttede til Helgolandsgade. Foreslog i 1870 en deling i en matematisknaturvidenskabelig og en sproglig retning som blev gennemført ved skolereformen 1871. Af skoleprogrammet 1880 fremgik at han mente at skolen hvilede på et kristent grundlag og at han ikke ville tolerere lærere som afveg fra det "på en opsigtsvækkende måde". Hans bog "Soldaterliv i Krig og Fred for en Menneskealder siden" (1883) indledes med fædrelandssangen "Jeg elsker de grønne Lunde" som blev skrevet 1873 til grundlovsfesten i Eremitagen. Blev tituleret professor 1887. 

Johannes Helms: Fortællinger og Digte, Sange og Viser. (Reitzels Forlag). I fyrrerne løb Johannes Helms "af Stabelen" som Student, og i halvtredserne - den samme Periode, der kan sige, at den har set Carl Ploug som radikal - færdedes han i København som en ung og lystig Regensianer, der aldrig kneb ud, naar det gjaldt om at spille Vægterne et Puds, og som akkurat havde saa megen Respekt for Regeringen, at han kunde synge om den senere Konge:

"Det var en Synd, om han skulde bo paa Kvisten med de dejlige Børn, som han har."

Naar Helms nu ser tilbage over sin Digtervirksomhed, forekommer det ham, at hans Sang aldrig har været andet for ham end "en Blomst i hans Hat". Men den Gang var der dog smaa røde Stænk i denne Blomst. Den Gang satiriserede Helms med elskværdigt Lune i den gangbare Gadevisestil over "Prins Feribrand, Kejseren af Brasiliens Søn", over Dyrehavsmanøvren, hvor Kongen "vælted Punchebollen og Plat'menasen, da Prins Ferdinand steg i Land", eller over Middagsmaden "oppe hos Kongen paa Slottet". Men det er gaaet med Helms ganske som der staar i hans egen Vise "Danmarks Pris" fra den Tid :

"Men da det saa var gaaet i Glemme, 
fik jeg Embede straks herhjemme -
derfor priser jeg Danmarks Land,
nu er jeg Ridder og Dannebrogsmand."

Det er netop det, Helms er blevet. For Øjeblikket sidder han som titulær Professor. R. D. M., ude i Borgerdydskolen paa Kristianshavn. Sine letsindige Studenteraar har han bragt i Glemme ved at gøre sin Skole til en udpræget kristelig Opdragelsesanstalt, afskedige nogle af sine dygtigste Lærere, fordi de var Fritænkere, og i et Skoleprogram erklære, at han vilde anse en ikke-troende for uværdig til om det kun var som Skrive- eller Gymnastiklærer at undervise de til hans Omsorg betroede Børn!

Og naar Johannes Helms nu synger om eller til Kongen, saa er intet ham fjærnere end uærbødige Ord om "Civillisten". Nu sender han Hilsen til "Kristian, vor Drot" (straalende Guld er hans Krones Rand"), eller han anvender den just ikke selvopfundne Vending om Kongen som "Høvedsmanden, der trygt mon Skuden styre." Men at Ungdomsindet ikke er helt lukt i paatagen Salvelse og Loyalitet, derom vidner f. Eks. Viserne ved Studenterjubilæerne, som er indflættet i nærværende Samling og hvori Helms paa de i halvtredserne yndede Melodier tager den tilbagelagte Udvikling lige til Dekorationerne og Nekrologerne mildt humoristisk. I Samlingen lyser den nydelige "Vise om Friheden, der ikke kunde faa Logis."

(Social-Demokraten 21. december 1888)

Prins Christian (den senere Christian 10.) - der ikke "skulle bo på kvisten" - tog studentereksamen den 5. april 1889. Han meldte sig derefter ind i Studenterforeningen og deltog den 28. september 1889 i rusgildet - med Helms som deltager.

Medlem af Københavns borgerrepræsentation 1892–95. I 1894 var han medindbyder til tegning af aktier i det aldrig realiserede udsigtstårn i Søndermarken.

Johannes Helm død.

I Gaar Eftermiddag er Professor Johannes Helms efter længere Tids Svagelighed afgaaet ved Døden.

Hans Liv deler sig i tre Afsnit Soldatens, Studentens og Skolemandens. Som Skolemand forstod han paa en snild Maade at forbinde Soldaterdisciplinen med Studenterhumøret. Han fordrede, at Eleverne skulde vogte deres Gjerning med Alvor i Timerne, men i Frikvarteret kunde han være med til den muntreste Leg, og ingen var mindre snærpet end Helms, selv naar Kaadheden undertiden gik en Smule over Stregen. De hvide Haar, som han fik i en ung Alder, gjorde ham ikke ældre af Udseende. Den rødmussede Teint, de lystig plirrende Øjne, den ungdommelige Trutmund, den skjægløse Hage gjorde, at han lige til det sidste lignede en Student, ja næsten en Rus.

Helms var Præstesøn, født den 8de November 1828 i  Sørbymagle. Hans Skoledage randt i Frederiksborg, fra hvis lærde Skole han dimitteredes i 1847. Umiddelbart efter den anden Examen meldte han sig frivillig til Krigstjeneste, og efter Fredens Slutning fik han Sølvkorset for udvist Mod og Tapperhed. Sine Indtryk fra Felten har Helms skildret i Bogen "Soldaterliv i Krig og Fred", der udkom i 1883 og allerede foreligger i tredje Oplag.

Senere flyttede Helms ind paa Regensen, og i de følgende Aar var han en af lystigste Studenter, af dem der altid bar en Vits og en Sang paa Læben. Mange af de raske Viser, bl. a. den om Rigsdagsmanden der var til Middag hos Kongen, og den om Konstablen fra Sverrig, er senere blevne almen Ejendom; de findes i det Par Digtsamlinger, han fra Tid til anden sendte ud i Verden og som - sammen med Skuespillet "Kjærlighed og Statistik" og det rimede Lystspil "Et ungt Menneske" (opført paa det kgl. Theater i 1878) - danner hans literære Ballast.

Efter at Helms havde taget filologisk Embedsexamen og virket nogle Aar som Kollaboratør ved Domskolen I Slesvig, overtog han i 1867 Borgerdydskolen paa Kristianshavn efter Martin Hammerich. Som Leder af den ansete Skole gled Helms lidt efter lidt ud af de gamle Studenterkredse og saas kun undtagelsesvis nede i Studenterforeningen, ved hvis historiske Hjørneborde han havde haft mangen en hed Dyst ved Toddyen. Og han forstod snildt at holde paa Minderne og Traditionerne, paa samme Tid som han umærkelig indførte mere moderne Undervisningsprinciper, alt eftersom den gamle Lærerstab med Krossing, Scheer og Jørgensen i Spidsen døde bort, og yngre Kræfter traadte i deres Sted. Da Skolen i 1887 fejrede sit Hundredaarsjubilærum, blev Skolemanden Helms Anledning til, at Digteren Helm udnævntes til Professor. Ved denne Lejlighed malede Erik Henningsen sit dygtige Billede af Livet i Skolegaarden, paa hvilket der findes et ypperlig lignende Portræt af den afdøde Rektor. I 1893 flyttedes Skolen til den nye Bygning i Helgolandsgade. I 1892 var Helms indtraadt i Borgerrepræsentationen, hvor han dog kun tog Ordet, naar der var Skolesager paa Dagsordenen.

Helms var gift med en Datter af afdøde Vexelerer H. P. Hansen. Af hans Døtre er én gift med Inspektør Leuning, der turde være selvskrevet til at fortsætte Skolens Drift, en anden med Pastor Keiding, som han i 1877 dimitterede fra Skolen. En Søn - den eneste - er juridisk Kandidat.

Dommen om Helms er let at sammenfatte i et Par Ord: Han var ingen betydelig Aand, men et bravt Menneske, der elskede sit Fædreland over alt, en Mand, om hvis Retskaffenhed og humane Sindelag der kun er en Mening.

(Dannebrog (København) 5. december 1895)

 Aarhundredet i Billeder og Sang.

XIV.

Johannes Helms.

Johannes Helms fødtes 1828. Efter i 1847 at være bleven Student fra Frederiksborg lærde Skole deltog han Aaret efter som frivillig i Krigen. Af sine Oplevelser her har han givet en ganske livfuld Skildring i sin Bog "Soldaterliv i Krig og Fred for en Menneskealder siden".

Efter Krigen, under hvilken Helms særlig udmærkede sig og blev dekoreret med Sølvkorset, blev han Kollaborator (Adjunkt) ved Domstolen i Slesvig, fra hvilket Embede han fordreves 1864. Et Par Aar senere overtog han Bestyrelsen af Borgerdydskolen paa Kristianshavn, som Helms, der var en dygtig og afholdt Pædagog, først i Halvfemserne flyttede ud til Helgolandsgade, hvor den vedblivende virker, ogsaa efter at dens gamle Forstander i 1898 er afgaaet ved Tuden.

Som mange af sine samtidige førte Helms et lystigt Studenterliv. Fra denne Tid skriver sig de bedste af de Viser, han senere har udgivet i et Par Smaasamlinger - Visen om "Kjærlighedens Magt", om "Den svenske Konstabel fra Sverig, der skød sig med en Kanon", om "Rigsdagsmiddagen hos Kongen" osv. Et Par mindre og mindre betydelige Lystspil - "Kjærlighed og Statistik", "Et ungt Menneske" m. fl. - foreligge ogsaa fra Helms Haand.

Hans bedste Arbejde er utvivlsomt den noget brede, men i mange Henseende ret virkningsfulde Roman "Grib", som han udsendte kun et Par Aar før sin Død.

I de mange kjønne Skildringer, denne Bog indeholder af Nordsjælland og Nordsjællands Natur, særlig af Gribskovs betagende Skønhed, har Johannes Helms sat disse Egne, i hvilke han levede og færdedes i Ungdommens Aar, et smukt Mindesmærke i vor Literatur.

(Lemvig Folkeblad 16. juli 1899)

Et vers af "Jeg elsker de grønne lunde" stod ved flaget på Dybbøl efter 1920.

 

Johannes Helms' gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 3, nr. 8. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Lindevangshjemmet 2/8. (Efterskrift til Politivennen).

I 1895 begyndte at fremkomme kritiske artikler om forholdene på Lindevangshjemmet.

Paa Flugt.

Lindevangshjemmet. - Et Besøg. - Forstanderinden. - Et Helvede. - De Stummes Villa. - Et Eksempel. - Sult som Straf. -- "Ikke værdige ti! at gaa i Kirke - Salmer. - Forskellige Flugtforsøg. - Din Moder er uhæderlig. - Misforstaaet Godgørenhed.

Fornemme Damer har til alle Tider haft Passioner. Der er dem, der har opdraget Hunde og Kakkaduer, andre der har staaet sig paa den ædle Hesteavl, og atter andre har taget sig af den almennyttige Velgørenhed. Til de sidste - den forholdsvis mest agtværdige Klasse - hører Frøken Barner, der i 1877 stiftede

Lindevangshjemmet.

Navnet klinger kønt, og Formaalet lyder smukt. Det er at skabe unge Piger, som en Gang i deres Liv er kommen paa tvers af Loven et Hjem hvor de kan forblive indtil videre.

Imidlertid er en Ting sikker, at enhver god Gerning kan misforstaas, ligesaa nemt, som enhver god Hensigt kan vanrøgtes.

Vi kom tilfældigvis i Besiddelse af nogle Oplysninger, der henledte vor Opmærksomhed paa denne Anstalt og dens Godgørenhed, der ikke forekommer os i Overensstemmelse med humane Fordringer, hvad vi nedenfor nærmere skal gøre Nede for.

Forinden aflægger vi imidlertid Hjemmet

et Besøg.

Langt ude paa Frederiksberg i en skjult lille Alle ligger det. Det er en høj, uhyggelig, toetages Bygning, slet oplyst i de øvre Etager, des lysere i Kælderen.

Vi forsøger at aabne Havelaagen. Der er stænget. Vi ringer paa en Klokke. Ingen kommer. Det synes som om vi er i en uddød Verden. Engang til ringer vi, og en gammel Kone træder, just som vi bereder os til med uforrettet Sag at gaa vor Vej, ud af Bygningens Gavldør. Sagte lister hun frem over Sneen til Laagen, som hun lukker op.

Vi spørger efter Bestyrerinden Frk. Thalbitzer og lukkes ind. Laagen lukkes i efter os, og Galvdøren aflaases ligeledes. Vi befinder os bag dobbelt Laas, som - naa ja, hvorfor ikke - i Fængsel.

Vi føres ind i et koldt, uhyggeligt Kabinet, der prydes med bibelske Billeder. Den gamle gaar. Hun kommer kort efter tilbage med Forespørgsel om Navn og Ærinde. Det opgives, og først efter saa mange Omsvøb lykkes det os at faa 

Forstanderinden,

Frk. Thalbitzer i Tale. Efter at have indset, at vort Besøg trak en Del længere ud, end hun havde tænkt sig, førte hun os ind i sin egen Dagligstue, hvor vi kunde sidde og passiare, magelig henslængt i bløde, blaa Lænestole.

Forstanderinden er en Dame af et soigneret Ydre, med omhyggelig friseret Paryk, markeret Ansigt og et snehvidt Schawl over sine Skuldre. Hun taler overlegent og med den fyndighed, fortrolig Omgang med den danske Adels mest adelbaarne Damer giver.

Vi meddeler hende, mens vort Øje glider hen over de ca. 100 Kristusbilleder i vekslende Variationer, hvormed hendes Boudoir er udstyret, at vi har hørt Klager over Forholdene i Hjemmet.

- Klager, ja. Klager. Dem er der saamænd nok af. De Folk, som vi har at gøre med, er vanskelige at omgaas. Men hvad kan de egenlig klage over. Intet! De lever her uforstyrret. I Fred. Uden Bekymring for den Dag i Morgen. De har, hvad de skal bruge, ingen økonomiske Sorger, alle Fornøjelser - de etisk forsvarlige - som kan tænkes. Hvad vil de mere? Det kan hænde, at en af dem en Gang imellem flygter. Jeg begriber det ikke. Det er en moralsk Forbrydelse - det vil De indrømme, ikke sandt. Hvorfor vil disse Pigebørn lægge den til deres rent juridiske. Jeg begriber det ikke.

Og med halv tillukkede Øjne ser den humane, fine, gamle Dame paa Kristusbilledet over hendes elegante Skrivebord og sukker.

De utaknemlige.

Vi indser, hun har intet paa Hjærtet, og hvad hun ved, vil hun skjule, og vi lader os rolig lukke ud igen påaa samme mystiske, klosteragtige Maade, vi kom ind.

Vi har af Øjenvidner erfaret, at Hjemmet, om det end ikke er, saa kan blive

et Helvede.

Til Belysning heraf tjener en ung Piges Historie. Vi kalder hende Frk. X. Hun havde begaaet en ubetydelig Forbrydelse og stjaalet for 1 Kr. 34 Øre. Det var det hele. Hun fik og udstod sin Straf, og ved Paavirkning fra forskellig Side indvilgede hun i at tage foreløbig Ophold paa Lindevangshjemmet, hvis Bestemmelse det er at være Overgangen fra Fængslet til Friluftslivet, saaledes at Fangen mærker Hjemmets Hygge og faar det Indtryk, at der i Arbejdsomhed og Nøjsomhed er en Velsignelse, og at netop Arbejdsomheden og Fliden vil hjælpe over den Grænse, der ved Forbrydelsen er overskredet.

Den 3die December d. A. kom hun ved velvillig Hjælp fra en godtroende Dame ud paa Lindevangshjemmet, og hendes Skildring af Forholdene her er saaledes, at det ikke kan forsvares at forholde Offenligheden dem.

De Stummes Villa

Den indtrædende Novice i dette Jomfrukloster, som optager Kvinder fra det 14de Aar, faar, naar hun er kommen ind gennem den hermetisk lukkede Havelaage, som det første Bud dikteret dette:

Du skal tie.

I denne Bygning, der kan rumme 25 Mennesker, er det forbudt Beboerne at tale til hinanden. De unge Piger indskrives paa 3 Aar, og det første, der paabydes dem, er dette: I maa ikke tale med hinanden.

Vi begynder at tvivle om Hjemmets Hygge og spørger hvorfor?

Er det ikke grufuldt, at en saadan Vildfarelse i Formaal og Øjemed kan huses noget Sted i dette Land. Er det ikke stridende mod alle Humanitetens Love. Er det ikke værre end Fængsel paa Vand og Brød? Er det ikke haardere end den værste Tugthusstraf ?

Og var saa endda det daglige Liv hyggeligt og behageligt. Men tværtimod! Vi har Indtrykket af det modsatte. Det er en Fangeanstalt, hvis Oprettelse maaske er dikteret af god Vilje men sørgelig misforstaaede Midler.

Et Eksempel.

Forrige Søndag forsøgte en ung Pige paa Anstalten at komme til at tale med en anden.

Hun opsøgte dennes Værelse, traadte ind, men hun beregnede ikke - eller rimeligvis vidste hun det ikke - at hver Gang hun traadte over Tærskelen, ringede elektriske Apparater i Forstanderindens Værelse, og næppe havde hun sagt et Par Ord, før Frk. Th. viste sig med sin ulastelige Frisure.

Den dristige unge Pige blev nappet, og - det var som sagt en Søndag Eftermiddag, hun forbrod sig. Hun blev derefter sat i et mørkt Fangeværelje, et Hul, for hvis massive Dør en Jernstang lukkede.

Og den anden unge Pige blev lukket inde paa sit Værelse uden Ild i Kakkelovnen, med Forpligtelse til at sy en Chemise færdig.

Den næste Formiddag fik de begge Lov til at komme ned i Spisestuen og, hvor utroligt det end lyder,

se de Andre spise.

Selv fik de Intet. Først Mandag Aften begavedes de med to Stykker Fedtebrød og en Kop The. Og den følgende Uge maatte de til Frokost nøjes med bart Rugbrød og The, mens de Andre fik Kaffe, og endelig maatte de, Søndagen efter, af Forstanderindens Mund erfare, at de var 

ikke værdige til at gaa i Kirke 

og mens de Andre i Hjemmet boende, gik til Valgmenigheds Kirken, maatte de to Forbrydere sidde indelaasede paa Værelserne og finde sig i kold Mad da de kom ned.

Alt til Straf for et Forsøg paa at komme til at tale sammen.

Ikke sandt? der skal en Kvindes Taalmod og ubegribelige Naivetet til at antage et saadant 3 Aars Liv for bedre end et Forbedringshus trælsomme Arbejde i samme Tid.

De Optagnes Virksomhed indskrænker sig til Syning og Vaskning i Øjemed, der stemmer med den Aand, der dikterer kristelige Basarer for Asschantinegre og andre fjærnt fra Livet liggende Formaal. De gaar ved deres Arbejde i en evig trykkende Stilhed, og vil de nynne en eller anden Melodi, maa det være en salme. Fra Fællesværelserne er der Hørerør til den venlige, gamle Dame, der sidder i sine magelige, blaa Fløjelsstole og dirigerer det Hele. En Ytring, en Melodi af en glad Sang er en Forbrydelse. Og det netop her, hvor Forbrydelsens Saar skal læges med Livsglæde og fornuftig Munterhed.

Frk. Th. siger, hendes Elever har Fornøjelser. Hvor er de? Den eneste siger de, der er sluppet ud, er Kirkegangen. Og i Kirke maa de gaa, to og to, i Gaasegang, med Forstanderinden i Spidsen, Frk. Sørensen, en af Opsynet bagefter og to Vogtere paa Siden.

Og denne Fornøjelse, ved hvilken selve Opstillingen og Ordningen overfor Omverdenen giver dem Stempel, den kan det, som for nævnt, hænde - horribile dictu - , at Forstanderinden ikke finder dem værdige til.

Intet Under at

forskellige Flugtforsøg

finder Sted. 2 unge Piger forsøgte forrige Maaned at løbe bort. De opdagedes og under Paaskud af at de skulde have udleveret deres Tøj, inden de drog bort, lokkedes de inden Hjemmets Porte igen.

Forstanderinden rev derefter - efter Sigende - Tøjet af dem og lod dem foreløbig sætte i det mørke Hul i Kælderen, hvor Ingen har Plads til at røre sig, og hvor der paastaas, at al Slags Kryb huserer.

Nu er de under streng Bevogtning.

Forrige Tirsdag lykkedes det en ung Pige fra Saksogade, en tidlig Morgen, at undfly, ved at springe over Havelaagen. Og sluttelig, første Juledag, lykkedes det den unge Pige, hvem vi ovenfor har omtalt, ved Gudstjenesten at slippe bort.

Som man kan se, det er ikke lutter ømme Taknemlighedens Følelser, de velgørende Damer af det højere Bourgeoisi og den forglemte Adel saar i de unge Pigers Hjerter.

Den bliver naturligvis ikke bedre, naar der af en af Hjemmets Spidser fortælles den unge Pige, at hendes Moder har været paa Besøg, men at man straks kunde se paa denne, at hun ikke var nogen 

Hæderlig Kvinde.

Hvad Indtryk maa det ikke tillige gøre paa en ung Pige, at alle hendes Breve skal læses, før de sendes afsted, og at hun kan risikere at modtage Breve fra sine kære aabnet og fortolket af den kærlige Plejemoder.

Vi har ingen Grund til at tvivle om disse Meddelelsers Korrekthed. De stemmer overens med Tendensen i den officielle Godgørenhed, og der kan føres Vidner paa dem.

Vi lægger vore Læsere dem paa Sinde til en nøje Overvejelse.

Lad alt dette være nok saa velment og fortræffeligt tiltænkt. Det er dog den omvendte Verden. Og skal dette kaldes for Velgørenhed, saa er Skabene paa Raad- og Domhuset milde Stiftelser.

Og man kan fristes til at anmode de velgørende gamle Damer om at holde sig til Hundens Røgt og Pleje, hvis de da ikke vil foretrække at lade fornuftige Folk besørge deres venlige Følelser 

(København 28. december 1895).

Bedrageri i Korsør. (Efterskrift til Politivennen).

6 Maaneders Fængsel for Kassemangel. Overretten har stadfæstet Korsør Købstads Ekstrarets Dom i Sagen mod fhv. Kæmner og Havnekasserer m. v. i Korsør C. E. Didriksen for Uredelighed i Udførelsen af de ham betroede Bestillinger, hvorved han var anset med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 6 Maaneder. Dog bortfalder den ved Underretsdommen idømte Erstatning til Korsør Havnekasse af 22,467 Kr. 18 Øre, idet den herom nedlagte Paastand ikke kunde paakendes under nærværende Sag, da der ikke forelaa tilstrækkelige Oplysninger til Fastsættelse af det Didriksen overfor Kassen paahvilende Erstatningsansvar. (R. B.)

(Roskilde Dagblad 3. juli 1895.)

Kæmnersagen fra Korsør for Højesteret.

("Politiken")

Vi har tidligere kortelig omtalt den Sag, som i Gaar procederedes for Højesteret, og under hvilken fhv. Kæmner og Hovedkasserer i Korsør, Christian Emil Didriksen, er tiltalt for Uredelighed i Udførelsen af de ham betroede Bestillinger. I Højesteret var Hr. Asmussen Aktor, Advokat Nellemann Defensor.

Hr. Asmussen nøjedes i det væsentlige med at referere Sagen. Ved Underretten blev Didriksen, der snart fylder 70 Aar, dømt til seks Maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost og en Erstatning til Korsør Kæmnerkasse af 22,467 Kr. 18 Øre, og Overretten har stadfæstet Dommen, hvad Straffen angaar, medens den lader Erstatningen bortfalde, idet Paastanden herom paa Grund af manglende Oplysninger ikke har kunnet paakendes under denne Sag.

Tiltaltes Underbalance var i det hele ca. 31,000 Kr, som fordelte sig paa Havnekassen med 22,467 Kr 18 Øre og Kæmnerkassen med 8294 Kr. 28 Øre.

Anledningen til, at Sagen kom op, var, at Didriksen i Begyndelsen af Marts 1892 anmeldte, at der paa hans Kontor var begaaet et natligt Indbrudstyveri, ved hvilket der skulde være stjaalet 1500-1600 Kr. Ved Undersøgelsen af denne Sag stillede Indbrudstyveriet sig noget mystisk; det var ikke muligt at opdage noget Spor af en Tyv, og man er heller ikke senere kommen til Klarhed over denne natlige Gaade

Imidlertid blev Kæmneren suspenderet - senere har han naturligvis faaet sin Afsked og hans Regnskaber blev opgjorte. Da var det, man opdagede den store Kassemangel. Under Forhørene forklarede Didriksen, at han allerede i 1882-83 mærkede, at der var et betydeligt Underskud i Kassen, der steg Aar for Aar; alligevel havde han ikke tænkt sig, at det var naaet til mere end 11.000 Kr. Han benægtede aldeles bestemt, at han havde taget af Kassen, og mente, at Underbalancen stammede fra Fejl i hans Regnskaber, idet han erkendte, at hans Regnskaber og Bogføring var i høj Grad uordentlige, og at han havde vist Forsømmelighed ved Opbevaringen af de Beløb, som blev indbetalt kontant til ham, saaledes at der let kunde stjæles af hans Kasse, uden at han opdagede det; hin har dog ikke kunnet sigte nogen for Tyveri.

Han paastod, at han ikke havde ført falske Regnskaber, hvilket heller ikke er oplyst under Sagen; derimod indrømmede han, at han havde søgt at skjule Kassemanglen. Hermed bar han sig ad paa følgende Maade: Efter sin Instruks kunde han modtage Indtægter i Kassen uden Indtægtsordre, som dog naturligvis senere skulde erhverves. Nu afsluttede han først sine Regnskaber over et forløbet Aar langt ind i næste Aar, og han undlod da at tage Indtægtsordre med Hensyn til de ofte meget betydelige Indtægter, der indkom i Kassen efter Regnskabets Afslutning; derved gav han det overfor Kasseeftersynet Udseende af, at den Beholdning, som efter Regnskabet skulde være til Stede i Kassen, virkelig fandtes, medens de senere indkomne Indtægter, som han undlod at indføre i Bøgerne, paa Grund af manglende Indtægtsordrer ikke kunde kontrolleres. Ved Siden heraf har han for Byraadets Kontroludvalg, som skulde have ugentlige Opgørelser, fremlagt urigtige Opgørelser, idet han ikke har udarbejdet disse efter Kassebøgerne, men efter den faktisk tilstedeværende Kassebeholdning uden at fradrage de anviste, men endnu ikke hævede Beløb.

Saaledes lyder hans Forklaring, og den er antaget - for rigtig.

- Efter at Aktor, Hr. Asmussen, har nedlagt Paastand paa Dommens Skærpelse eller Stadfæstelse og navnlig har betonet det svigagtige i den Maade, hvorpaa Didriksen søgte at skjule Kassemanglen, dokumenteredes der, og Hr. Nellemann gav derpaa sin Defension.

Han hævdede, at her jo kun var Tale om Skødesløshed, og del kunde anses for bevist, at Kæmner Didriksen havde ført en tarvelig Levevis, faa at han umulig kunde have brugt det store Beløb, som savnedes i hans Kasse. Iøvrigt havde Byraadet i Korsør med Hr. Sylow i Spidsen meget vel vidst, at Didriksens Bogføring og Regnskabsvæsen var i høj Grad uordentlig. Hr Sylow havde da ogsaa foreslaaet Byraadet, og dette havde vedtaget at indstille til Ministeriet, at Korsør By holdt Havnekassen skadesløs for det Tab af ca. 22,000 Kr , den havde lidt.

Endelig henviste Hr. Nellemann til en Erklæring fra Distriktslæge Høegh-Guldberg, i Følge hvilken Didriksen i de senere Aar i stadig tiltagende Grad har været forfalden til Drik, hvilket har svækket hans Aandsevecr.

- - Voteringen i Sagen tilendebragtes ved Retsmødets Slutning.

Dommen

er falden i Dag og lyder i Følge indløbet Telegram:

Højesteret stadfæster Overrettens Dom i Sagen mod fhv. Kæmner og Havnekasserer i Korsør, Didriksen, for Uredelighed i Udførelsen af de ham betroede Bestillinger, hvorved han var idømt 6 maaneders Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 20. november 1895).

Det store Bedrageri i Korsør.

En skønne Dag, det var i Begyndelsen af Marts 1892, skriver "Sorø Amtsavis", anmelder en af Korsørs gode Mænd, Hr. Kæmner Didriksen, en ivrig Højre-Agitator paa Valgdagene, bøs og brøsig som en Ulykke overfor Smaafolk, en af Samfundets Matadorer, et Led i den hellige Kæde af Embeds- og Bestillingsmænd i Korsør, at der om Natten var forøvet et dristigt Indbrudstyveri i hans Kontor, ved hvilket Kassen var bleven lænset for 15-1600 Kroner.

Var det nu i en eller anden By, hvor Retten plejes af en uduelig eller ligegyldig Dommer, vilde man forholdsvis let have kunnet forsone sig med, at denne Tyvehistorie aldrig blev opdaget. Men naar man husker, at i Korsør er det den store Kommissionsdommer, Hr. Sylow, der holder Forhør, bliver Sagen noget anderledes. Hr. Sylow er en Mester i at opdage gamle Ildebrande Landet rundt - især hos Smaafolk - han betragtes med Rette som en Kapacitet, naar det gælder om at faa en forstokket Synder til at bekende - især de smaa Syndere; men er det da ikke tidobbelt sørgeligt, at overfor dette, som det synes ikke særlig indviklede Indbrudstyveri hos en ham til Dels underlagt Bestillingsmand i Højrebyen Korsør, overfor dette maa den geniale Opdager af Mordet i Vester Hæsinge sige Pas. Det hedder i det eneste foreliggende Referat fra Højesteret, at man "ikke senere er kommen til Klarhed over denne natlige Gaade".

Oprigtige Venner af Hr. Sylow maa alvorlig beklage, at det slet ikke lykkedes at faa Klarhed over denne "Gaade". Vi tænker os naturligvis, at Hr. Sylow har sat al sin vante Energi ind paa denne Sag. Han har - det tænker vi os - som naar det gælder en elendig Ildebrand paa nogle Hundrede Kroner, arresteret enhver, som der paa nogen Maade kunde hæfte Mistanke veo. Vi siger, at vi tænker os, at saaledes har han baaret sig ad, men ganske vist ved vi intet om denne Side af Sagen. Vor Formodning grunder sig ene paa, at saaledes bærer Hr. Sylow sig ad, naar han, den meste Del af Aaret, er paa Togt ude i Provinserne. Og vi gaar naturligvis ud fra, at hvad der er Ret overfor en sølle Djævel ude fra Landet, selvfølgelig ogsaa er billigt i selve Korsør. (I Korsør blev der ganske vist "stjaalet" ca. 1600 Kr. fra Højre Agitatoren Didriksens Kasse, men der blev ingen arresteret.)

Kort efter blev der opdaget en Kassesvig hos samme Kæmner Didriksen paa 21,000 Kr. Alligevel opdagedes ikke, hvem der havde begaaet det Tyveri af Kassen, som Didriksen anmeldte til Politiet.

Hr. Sylow, der havde faaet Anmeldelsen, trak det korteste Straa i denne tilsyneladende saa simple Sag. Der blev ikke forlangt Kommissorium, hvad der havde været god Grund til; thi hvem ved, maaske kunde endog en af de Retsembedsmænd, for hvem Hr. Sylow har maattet sprede gamle ForbrydeIser, her have faaet Lejlighed til at vise en kær og afholdt Kollega en nem Gentjeneste. Dette er ikke sket, men der er nogen Mulighed for, at Korsør Borgere ved en Ansøgning til Justitsministeren kunde opnaa dette endnu.

Derimod "opdagede" man som sagt, at den efter eget Udsagn Bestjaalne sad med en betydelig Kassemangel. Men heller ikke denne Opdagelse kaster saa Megen Glorie over den geniale Politimestii ctjtoiu, som man paa Forhaand skulede have ventet. For det første blev det ikke mod Kæmnerens Benægtelse bevist, at han havde taget af Kassen (eller at Budt havde gjort sig skyldig i denne Fordanse). End ikke falske Regnskaber blev der bevist noget om. Det hele indskrænkede sig til "uordenlig Bogføring" og Forsøg paa at skjule Kassemangelen. Denne havde gaaet i 10 Aar altsaa baade i nuværende Amtmand Rumps og Hr. Sylows Tid. Det var tilvisse et magert Resultat af en Undersøgelse, men for Kæmneren var det efter Omstændighederne det bedst mulige.

Saa kommer den mærkelige Ting frem under Defensionen for Højesteret, at Defensor i Følge Referatet, uimodtat paastaar, at Byraadet i Korsør med Hr. Sylow i Spidsen meget vel havde vidst, at Kæmnerens Bogføring og Regnskabsføring "var i høi Grad uordenlig' ; men har Defensor troet det forsvarligt, at bruge denne Vending, maa man uvægerlig fristes til at spørge: Hvorfor har Byraad og Borgmester da ikke for længst taget sig for at holde Kæmner Didriksen til at gøre sin Pligt? En i høj Grad uordenlig Kæmner, der tilmed kan møde med Atl.st for i en Aarrække at have været forfalden til Drik, som i Følge Lægens Forklaring maa antages at have svækket hans Aandsevner - en saadan Mand er det et i højeste Grad uforsvarligt Misgreb at lade have Kommunens Pengekasse. Her har Byraadet paadraget sig et meget alvorligt moralsk Ansvar. Og det saa meget mere, som det var almindelig bekendt i Korsør, at der i Kæmnerens Hus brugtes mange Penge.

Det var 31,000 Kroner, som den fordrukne og uordenlige Kæmner og ivrige Højre-Agitalor havde faaet formøblet. Nu kommer der Igen en Mærkelighed: Hverken for Overretten eller for Højesteret har det været muligt at faa tilvejebragt de Oplysninger, som kunde bevirke, at det blev paalagt Kæmneren at erstatte Skaden. Hvorfor har man ikke kunnet tilvejebringe disse Oplysninger? Det forekommer os virkelig, al der var nogen Grund til for Hr. Sylow og de vise Fædre i Korsør at gøre en Anstrængelse i denne Retning. Didriksen har ganske vist en Kassemangel paa 31,000 Kr.. men han skal ikke betale disse Penge tilbage, selv om han kan- Er dette ikke Højdepunktet af Urimelighed?

Resultatet kan opgøres saaledes: Tyveriet uopklaret. Alle mulige formildende Omstændigheder og en saare lille Straf for Kæmneren, men 31.000 Kr.s reel Udgift for Kommunekassen, foruden den kedelige Ting, at det har kunnet slaas fast for Højesteret, at Byen i længere Tid har haft en af Drik flovet, uordenlig Bogholder.

Dette er ikke noget godt Resultat, og vi tvivler noget paa, at man efter dette anser Hr. Sylow for at være den rette Mand til at blive Politidirektør i København. Heller ikke skulde det undre os, om Korsør Borgere, som skal betale det efter Omstændighederne dyre Gilde - vedblivende anser det dor Idealet af kommunalt Velvære at leve som fanatiske Estruppere uden Opposition. Det kan være ret behageligt for Spidserne i en By at gaa med Byens Avis i Lommen, men for Borgernes Ve og Del er det vist nok saa betryggende at have en aarvaagen Kritik i sin Midte.

Saa meget er vist, at denne gamle, fordrukne Højreagitator har været Korsør en dyr Mand - i flere Retninger.

(Social-Demokraten 29. november 1895).