Kjøbenhavnske Bøller. (Efterskrift til Politivennen)

Natten til i Fredags fandt der i Følge "Pol." ude i Blaagaardsgade i Kjøbenhavn en større Scene Sted, som foreløbig er endt med ikke mindre end fire Arrestationer.

Omtrent ved Midnatstid kom en paa Nørrebro velkjendt Bølle, Carl Jensen, som af Profession er Væver, ned i en lille Forretning i Blaagaardsgade, hvor der sent ud paa Aftenen serveres varme Æbleskiver. Han forlangte i en brysk Tone nogle Æbleskiver, men da han tidligere havde gjort Spektakler i Kjælderen, viste Værten ham ud.

Men førend Væveren kom ud ad Døren, traadte tre store, stærke Karle ned i Kjælderen og gik uden mange indledende Bemærkninger løs paa Værten. Det var Væverens Kammerater og Forbundsfæller, som havde staaet oppe paa Gaden og set hvad der passerede.

Alle fire overfaldt de nu den ulykke lige Vært; Væveren greb en Stol og knuste den paa Byggen af ham, og de regalerede ham Alle saa kraftigt med Slag og Spark, at han maatte flygte ud i Køkkenet. Men selv herud forfulgte de ham; de to flaaede Klæderne af ham, den tredie rev hans Lommeuhr op, kastede det paa Jorden og traadte paa det, den fjerde knuste et Spejl og kastede Tallerkener og Glas i Hovedet paa den stakkels Vært.

Denne saa sig da saa haardt trængt, at selv det kraftigste Mod vælge maatte være berettiget. Han greb det første, han kunde faa fat i, en svær Kødkølle, og svingede den mod Væverens Hoved; han ramte ham midt i Panden, og Bøllen segnede halvt bevidstløs og blodig til Jorden.

Imidlertid var der kommen Politi til; Betjenten saae hurtigt, hvorledes det hang sammen, og med noget Besvær lykkedes det at faa de fire Bøller overmandede.

Væveren, som havde faaet Kølleslaget i Panden, maatte i Droske kjøres til Kommunehospitalet; men efter her at være forbunden blev han ført til Politistationen.

(Jyllandsposten 26. januar 1896).

August Witzel (1865?-1896). (Efterskrift til Politivennen)

En borgerlig Begravelse

I Gaar Middags Kl. 12 var Forsamlingsbygningens Have paa Enghavevej fuld af sørgeklædte Mennesker. Flere Tusinde Arbejdere med floromvundne Faner var kommen sammen for al overvære Bisættelsen af Arbejdsmand August Witzel, som Præsterne havde nægtet at begrave, fordi han var borgerlig viet.

Kl. 1½ ankom den Afdødes Lig fra Kommunehospitalet. Kisten, der var smykket med Blomster og Grønt, blev løftet af Vognen og baaren op paa en lille Høj midt i Haven. Og fra denne Høj holdt derefter Formanden for Arbejdsmændenes Forbund, Hr. Lyngsie en kort, men gribende Tale, der var vel flikket til at gøre dybere Indtryk paa disse jævne Mennesker, end en Præst salvelsesfulde Præken. Hr. Lyngsie holdt sig til den Afdødes haarde Kamp for Tilværelsen, hans fattige Liv her paa Jorden, og kom slet ikke ind paa disse Spørgsmaal om Himmel, Helvede og Fordømmelse, som Kirkens Tjenere ved slige Lejligheder plejer at føre i Munden. 

Derefter blev Sangen "Lær mig, o Skov" afsungen. Kisten blev løftet op og i Spidsen for det mægtige Følge baaren ud paa Vestre Kirkegaard, hvor Begravelsen fandt Sted uden nogen som helst Ceremoni.

Den fattige og udenfor sin Kreds ganske ukendte Arbejdsmand fik paa denne Maade en Begravelse, som mangen stor Mand ikke har faaet. Den simple og smukke Højtidelighed i Gaar vil have bevist, at man ogsaa uden Præsters Medvirkning kan komme i Jorden paa en sømmelig Maade. Og de borgerlige Begravelsers Antal vil stige.

(København 13. januar 1896).

Præsterne var formentlig vrede over ikke at have tjent noget ved brylluppet. 

Arbejderne og Præsterne.

(Fra vor Meddeler).

Kjøbenhavn, den 12. Januar.

Som for kort Tid siden meddelt, havde nogle Præster paa Amager nægtet at jordfæste en Arbejder, der var bleven borgerlig viet, hvilket havde til Følge, at den afdødes Kammerater selv foretog Jordfæstelsen. Nu synes dette Spørgsmaal at skulle give Anledning til en meget alvorlig og omfattende Strid mellem Hovedstadens Præster og Byens Arbejderbefolkning.

For nogle Dage siden døde en Arbejdsmand Witzel paa Kommunehospitalet af Tarmslyngning. Da Hospitalspræsten hørte, at Manden havde været borgerlig viet, nægtede han at kaste Jord paa, og en Henvendelse til Præsterne Gamborg og Levinsen i Mathæus Sogn, hvor Witzel havde boet, havde samme Resultat. Det blev samtidig af Præsterne selv oplyst, at de var bleven enige om ikke at medvirke ved borgerligt viede Folks Begravelse.

Nu tog Familien og den Afdødes Kammerater Affære, idet de meddelte, at Jordfæstelsen vilde foregaa i Dag fra den til den ny Forsamlingsbygning paa Enghavevej hørende Have, og her foregik da i Middags en imponerende Højtidelighed. Kisten blev hentet Kl. 12 paa Kommunehospitalet, og da den en halv Time senere blev baaret ind i Haven, var der sikkert her samlet paa det nærmeste en halv Snes Tusende Mennesker, af hvilke en Mængde havde medbragt Kranse.

Kisten blev baaret op paa en Høj midt i Haven, og tre af de socialistiske Vælgerforeningers floromvundne Faner plantedes ved Siden af den.

Saa traadte Formanden for det Selskab, der har rejst den ny Forsamlingsbygning, Cigarmager Hyller, frem og talte. Præsterne havde glemt Kristi Bud om Kjærlighed til Næsten, sagde han. De Smaafolk, som havde det værst her paa Jorden, blev forfulgt selv efter Døden. Men det vilde kun bidrage til at aabne deres Øjne for, at de kunde hjælpe sig selv og selv skabe dem det Fristed, man nægtede dem i Kirkens Skød i Dødens Stund. Familien havde ønsket, at der blev sunget et Par Salmer ved denne Lejlighed, og han opfordrede derfor de Tilstedeværende til at istemme "Dejlig er Jorden".

Anførte af en Sangforening tog største Delen af Forsamlingen Del i Salmesangen, der lod ualmindelig højtidelig og fuldttonende.

Derefter traadte Formanden for Arbejdsmændenes Forbund. Lyngsie, frem og holdt den egentlige Tale. Han takkede paa Familiens Vegne for den uhyre Deltagelse og skildrede den Afdødes paa en Gang sørgelige og stræbsomme Liv. I sin tidligste Ungdom blev han angrebet af Øjensygdom og havde han i halvandet Aar ikke set Dagens Lys; sin Profession kunde han ikke taale, men maatte blive Arbejdsmand, og for nogle Dage siden, da han glad og sund færdedes blandt Hustru og Børn, blev han angrebet af en haard Sygdom, der paa faa Timer tog hans Liv. Og nu nægtede man ham en kristelig Begravelse. Vi Arbejdere havde mange Gange glædet os ved Kristi milde Kjærlighedsord, men nu saa det ud. som om det, der var Hovedindholdet af Kristi Lære, Kjærligheden og Fordrageligheden, er bleven slettet ud af Folkekirkens Præster. Men er det end saa, da skal Kjærligheden dog ikke udslettes i vore Hjærter. Vi, der kjendte den Afdøde, giver ham i Dag det bedste af alle Skudsmaal: han var en god Kammerat, en stræbsom Familiefader og en hæderlig Mand. Vi har ikke gransket Livets og Dødens store Gaade, og vi ved ikke, hvem af os, der lever til Aften. Men det ved vi, at ingen af os kan kræve et bedre Skudsmaal i sin Grav end August Witzel. Derfor vil vi holde hans Minde i Ære og takke ham for hans Virken blandt os og for, hvad han var for sin Familie. Fred med August Witzels Minde.

Efter at Forsamlingen derpaa havde sunget "Lær mig, o Skov, at visne glad", blev Kisten baaret ud til Vestre Kirkegaard, fulgt af hele det mægtige Følge. Paa Kirkegaarden bragte Lyngsie den Afdøde et sidste Farvel, og en Del af de Tilstedeværende kastede Jord paa Kisten. Den hele Højtidelighed forløb i Mønsterværdig Ro og Orden.

* * *

Efter denne Begivenhed synes der ikke at være stor Udsigt til, at Krigen mod den borgerlige Vielse skal blive sejrrigt gjennemført. Tværtimod kan Resultatet let blive en mere udvidet Benyttelse af denne Form for Ægteskabs Indgaaelse.

Rent bortset fra, at det kun kan virke moralsk nedbrydende, naar "Straffen" over en Mand, der er bleven borgerligt viet, rammer hans ganske uskyldige Efterlevende, er der noget stødende i, at man saaledes fra kirkelig Side griber til Tvangsforanstaltninger. Tryk skaber Modtryk, og det er derfor meget sandsynligt, at Præsternes mindre vel overvejede Optræden vil komme til at virke som en Agitation ikke blot for borgerlig Vielse, men ogsaa for borgerlig Begravelse.

(Fredericia Dagblad 13. januar 1896)

Aarhuus Stifts-Tidende noterede 14. januar 1896 at "den herhjemme noget ukjendte Begravelsesceremoni vandt ikke just ved den i Nærheden af Kisten stedfindende Beværtning af tørstige Mænd."

Politiken bragte en erklæring fra vedkommende præster om sagen. Præsterne sagde heri at de ikke have medvirket fordi det ved lov var dem forbudt som præster i folkekirken at foretage en sådan forretning over for en som ikke var medlem af folkekirken. Dette dementeredes dog i København:

Præster og Begravelse.

At et saa fromt kirkeligt Blad som "Avisen" er kommen i Affekt ved den store, borgerlige Begravelse i Søndags, kan man sige sig selv. - Men før Bladet skriver om saadanne Ting, burde det studere sin gode Ven, Professor Matzens Kirkeret.

"Avisen" skriver nemlig, at "efter de gældende Bestemmelser er det forbudt Præsterne at fungere ved Religionsløses Jordefærd uden efter forud, hos Kultusministeriet indhentet, Tilladelse".

Det vilde være interessant, om "Avisen" vilde nævne disse "gældende Bestemmelser". Saadanne findes nemlig slet ikke. Hvis "Avisen" vil slaa efter i Matzens Kirkeret Pag. 566, saa vil den der finde de gældende Bestemmelser. Disse gaar ud paa, at Præsten vel kun er forpligtet til at kaste Jord paa Folkekirkens Medlemmer, men han kan "imødekomme Andres Ønske uden højere Tilladelse, for saa vidt der kun er Tale om Jordpaakastelse." Kun udkræves der en særlig Bevilling til at kaste Jord paa Jøders Lig.

Der er da heller ikke den fjærneste Tvivl om, at de kirkelige Avtoriteter ikke vilde have krummet et Haar paa Præsternes Hoved, hvis de havde kastet Jord paa den paagældende Arbejdsmand. Saa dumme er de ikke. Men saa dumme har Præsterne været, at de ved deres Nægtelse har oprørt hele Arbejderbefolkningen og mange Flere endnu. Thi Fanatisme gør altid et Menneske dumt og hjærteløst.

Det skal altsaa slaas fast, at Præsterne kunde have forrettet Jordpaakastelsen, men de vilde ikke.

Og nu bliver det - heldigvis - altfor ydmygende for dem at gøre et Tilbagetog, - hvis ikke de kirkelige Autoriteter tvinger dem til det, ligesom Scavenius i sin Tid tvang dem til at døbe Børnene af de borgerlig Viede. I saa Fald gør de det - naturligvis. Thi ganske vist er det nu Præsternes "Overbevisning", at de ikke kan "forsvare for deres Samvittighed" osv , at kaste Jord paa den Slags Folk. Men det har, - heldigvis for Præsterne, - altid vist sig, at de aldrig fanatisk har fastholdt deres "Overbevisning" og "Samvittighed" over for de af Gud indsatte Autoriteter.

Hvis derfor den af Gud indsatte Bardenfleth var en klog Mand, saa vilde han nu tage Affære, og give Præsterne et lille "Vink". Saa vilde de borgerlig Viede straks blive begravede med Kirkens fulde Musik.

Men, - heldigvis, - er Hr. Bardenfleth ikke en klog Mand.

Henning Jensen

(København 16. januar 1896).

Johannes Friederich August Witzel og Johanna Johansson blev borgerlig gift i februar 1894.

Københavns Skoledirektør Sophus Bauditz. (Efterskrift til Politivennen)

Sophus Bauditz (1850-1915) var en dansk forfatter og skoledirektør, søn af en officer ved dragonregimentet i Århus hvor han oplevede Krigen 1864. I 1869 rejste familien til København. Han var her med i Studenterforeningen, og holdt rustalen, da prins Christian (Christian 10.) blev medlem. Fra 1875 var han nogle få år jurist, blev herefter dansk- og naturhistorielærer ved Vestre Borgerdydsskolen på Christianshavn, senere Helgolandsgade, og Søkadetskolen (Søofficersskolen). 1881-96 var han forstander ved Den kgl. Elev- og balletskole. Han var 1880-1903 gift med Emmy Augustinus. 

Han var begyndt at skrive i 1874 om natur, landliv og jagtglæder og brød igennem med "Historier fra Skovridergaarden" (1889), senere "Krøniker fra Garnisonsbyen" (1892) om Aarhus omkring 1864. Også herregårdsromanen "Hjortholm" (1896) fik stor udbredelse. Selvom hans forfatterskab var stort i samtidig gik det senere i glemmebogen.

Sophus Bauditz blev 1896 skoledirektør i København og fik bl.a. tildelt ærestitlen professor. Sophus Bauditz blev i 1896 skoledirektør i København, først for de private skoler og fra 1900 til sin død i 1915 for de kommunale skoler. Borgerrepræsentationens afgørelse blev vedtaget med 21 stemmer mod 6.   

Fotograf, skuespiller, forfatter, filminstruktør William Anthon Henry Augustinus (1866-1925): Forfatter, skoledirektør. Sophus Gustav Bauditz (1850-1915). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Sophus Bauditz valgt til Skoledirektør.

Borgerrepræsentationen valgte i Aftes for lukkede Døre Forstander ved det kgl. Tealers Balletskole, Cand. jur. Sophus Bauditz til Skoledirektør for de private Skoler i København.

Det vil sikkert vække Forbavselse, at Hr. Bauditz er bleven Skoledirektør. Han er kun kendt i en lille Kreds og mindst som Skolemand, men derimod som Visedigter for Højre, ligesom han ogsaa har skreven nogle Bøger i den rigtig gode gamle Højrestil. Med andre Ord han er for Øjeblikket Højres eneste Poet. Hans Stilling som Forstander for det kgl. Teaters Ballelstole giver ikke nogen særlig Præstige som Skolemand, men naar han desuagtet blev valgt med et betydeligt Flertal, har det maaske ikke været uden Betydning, at han har været Lærer for nogle af Kronprinsens Børn og har Forbindelse paa højeste Steder, samt som sagt støttes ivrigt af Højre fordi delte Parti dog maa sørge lidt for sin sidste Digter. Pladsen var søgt af ialt 18 Ansøgere, og der var imellem disse en hel Række udmærket dygtige Skolemænd, Mænd, som ikke alene havde gjort praktisk Skolegærning, hast Ledelsen as store Skoler under sig og tillige i Tale og Skrift vist, at de har betydelig pædagogisk Indsigt, noget Hr. Bauditz ikke med et Ord eller en Stavelse har lagt for Dagen. Til Trods herfor indstillede Magistraten dog kun Højres Balletmester til Skoledirektør og Borgerrepræsentationens Flertal fulgte som sædvanlig Parolen fra oven.

Der er imidlertid en Mærkelighed til, nemlig at Udnævnelsen foretoges netop nu. Faa Dage førend Borgerrepræsentationen skal fornyes med ikke mindre end 8 nye Medlemmer træffes en saa vigtig Afgørelse. Dette tyder ganske sikkert paa, at det regerende Flertal ikke har følt sig overbevist om at kunne sætte Bauditz igennem efter den 3l. Marts. De har ønsket at benytte deres nuværende absolute Magtstilling til at besætte et Embede med en Mand efter deres eget Hoved. Vi antager, at Vælgerne i Dag om otte Dage vil sige dem Tak for sidst ved at sætte Oppositionens Liste igennem med et stort Flertal. Regeringspartiet i Københavns Borgerrepræsentation har ved denne Lejlighed handlet akkurat som Frederiksbergs Kommunalbestyrelse handlede i Januar Maaned, da den umiddelbart før Valgene gav Hejde en Omnibus-Koncession, han ellers næppe vilde have faaet.

Lad os derfor haabe, at de københavnske Vælgere vil give et lige saa godt Svar som de frederiksbergske Vælgere gav.

(Social-Demokraten 24. marts 1896)

Den nye Skoledirektør.

Vi har modtaget følgende:
Hr. Redaktør!

I Anledning af Forfatteren Hr. Sophus Bauditz' Udnævnelse til Skoledirektør har forskjellige Blade anstillet en Række Betragtninger over det formentlig uheldige i denne Embedsbesættelse. Man har navnlig bebrejdet Hr. Bauditz to Ting: at han har færdedes for meget i Studenterforeningen (!), samt at han har skrevet forskjellige Bøger, der af hele den nordiske Læseverden er blevne modtagne med den største Anerkjendelse. Og man har ved Siden deraf fremsat den Paastand,at den nye Skoledirektør kun i meget ringe Grad maatte anses for kvalificeret til Posten, da han kun har beskæftiget sig saare lidet med praktisk Skolegjerning.

Det er imod denne sidste, fuldkommen urigtige Paastand, at jeg vil tillade mig at tage til Gjenmæle. Sophus Bauditz har i en Række af Aar virket som Lærer - bl. a. i Dansk - dels ved Borgerdydsskolen paa Kristianshavn (nu Helgolandsgade), dels ved Søofficersskolen. Fra begge disse Steder giver saavel Eleverne som hans Kolleger ham det bedste Lovord som en dygtig og samvittighedsfuld Pædagog. Endvidere har Bauditz i mange Aar været Medlem af Examenskommissionen til Præliminærexamen og ogsaa i denne Egenskab lagt sine pædagogiske Evner og Interesser for Dagen.

Det vil altsaa ses, at den nye Skoledirektør ingenlunde - som det er blevet paastaaet - moder uden "pædagogiske Forudsætninger" til sit Embede.

Men det maa tillige i denne Sammenhæng erindres, at dette Embede i en væsenlig Grad er rent administrativt; det, det kommer an paa, er - snarere end praktisk skoleerfaring - at dets indehaver udmærker sig ved Personlighed - og i den Henseende er jeg siker paa, at alle vil kunne være enige om, at Sophus Bauditz - sin store personlige Elskværdighed ufortalt - vil være Pladsen endog usædvanlig voxen.

De af de omtalte Blade fremsatte Postulater om, at Hr. Bauditz' "Kvalifikationer" udelukkende laa i hans Egenskaber som "Højredigter" (sic!) og Studenterforenings-Festpoet, er selvfølgelig det pure Nonsens.

Der har sikkert blandt de ikke faa Ansøgere til Posten kun været en Mening om, at en af de mest kvalificerede var den ansete Skolemand Prof. Krüger, Bestyrer af Helsingørs Latin- og Realskole. Naar man desuagtet med velberaad Hu valgte Bauditz, er det hævet over enhver Tvivl, at hans pædagogiske Forudsætninger har været mindst lige saa store.

En Skolemand.

(Dannebrog (København) 28. marts 1896).

Sophus Bauditz.

Som tidligere meddelt her i Bladet, benyttede Magistraten og Borgerrepræsentationen et at de sidste Møder før Valget til at udnævne Højres Digter Hr. Sophus Bauditz til Skoledirektør, til Trods for at denne Mand just ikke kan siges at sidde inde med netop de Kvalifikationer, som er nødvendige for at kunde udfylde dette Embede.

Man benyttede Lejligheden til umiddelbart foran et højst tvivlsomt Valg at gøre Brug af sin Magt til at belønne en af sine Egne.

Man sagde kort og godt, blæse være med, om Hr. Bauditz ikke særlig egner sig til dette Embede, han er Højres Digter, han har som saadan gjort Højresagen en Del Tjenester og han er dertil vor elskværdige Bordfalle, lad os nu medens Tid er belønne ham for hans Virksomhed.

Hr. Bauditz har aldrig vist særlig pædagogisk Interesse. Han har aldrig udgivet et eneste pædagogisk Skrift, han kan dertil næppe en Gang siges at sidde inde med et Minimums af praktisk Skolemands Erfaring. Men han skulde nu have Embedet, til Trods for at der var 20 Ansøgere til dette og iblandt disse adskillige af Landets ypperste, pædagogiske Kræfter.

"Avisen" har i Gaar den Opgave at forsvare dette nye Udslag af Højre-Magtudfoldelse, og den udfører naturligvis dette Stykke Arbejde paa sædvanlig Manér ved paa den dristigste Maade at falde over nogle af de mest værdige Ansøgere og vælger deriblandt naturligvis kun dem, der hylder Venstreanskuelser.

"Trinitatis"-Organet kaster sig saaledes særlig over Hr. Skoleinspektør Johan Ottosen. 

Organet kan og tør ikke frakende Hr. Ottosen pædagogisk Indsigt, denne er nemlig for ubestridelig og vurderes vel nok af alle Skolemænd til mindst 50 Gange højere end den Hr. Sophus Bauditz sidder inde med.

Men da dette altsaa ikke lader sig gøre, maa det ubetydelige Organ finde paa noget andet og det vælger saa at sige følgende:

"Det er klart, at man ikke kan vælge en Skoleinspektør efter en bestemt mindre Klikes Ønske. Ellers kunde der have været Tale om at vælge Inspektør Johan Ottosen, som dog savner den i enhver Stilling nødvendige Takt, idet han efter et Foredrag af Gustav Johannsen ved et Sold i Studenterforeningen for nogle Aar siden blev siddende, da Kongens Skaal blev udbragt".

Vi er i Stand til at oplyse, at dette er Løgn fra Ende til anden.

Vi gentager: denne Historie er det pure Løgn og det bliver nu "Avisen"s Sag at bede sig fritaget tor denne Kokarde.

Men Kokarden er anbragt og den bliver sikkert siddende.

Nej, Sagen er den, at Hr. Bauditz Udnævnelse til Skoleinspektør set fra et pædagogisk Synspunkt aldeles ikke lader sig forsvare, og derfor maa man tage sin Tilflugt til saadanne gemene Midler.

Københavns Lærere bør paa Tirsdag sige det herskende Højreregimente paa Raad- og Domhuset Tak for denne Haan ved at stemme paa hele

Oppositionens Liste.

(København 30. marts 1896).

Aviserne skrev meget om Bauditz' forfatterskab, jagtinteresser og relationer til kongehusets medlemmer, og meget lidt om hans skolevirksomhed. Denne blog har enkelte artikler om begivenheder som han var involveret i, brug søgefeltet til at søge på hans navn. Ellers var der kun smånotitser om hans engagement i almueskolebørnenes ferierejser, Foreningen for Friskolebørns Bespisning og Foreningen Lærerinders Understøttelse.

Barrisons i Berlin 1895-1896. (Efterskrift til Politivennen).

Efter denne periode fulgte "Barrisons-perioden". I 4-5 måneder var hele Berlin ude af sig selv af henrykkelse over de 5 magre dansk-amerikanske miss'er, og ude i Thiergarten og på "Unter den Linden" efterlignedes deres gyldne hårfylde og babyagtige udseende med mere eller mindre held af trottoirets damer, og Wintergartens loger fyldtes af gamle levemænd der fandt en egen charme i disse halvt udviklede pigebørn der så så uskyldige ud og i det mindst mulige klædebon foredrog viser hvis indhold, hvis det forstodes, ville have bragt gamle matroner til at rødme af skam. Men en skønne dag forsvandt de 5 "søstre", efterladende en række bedrøvede kreditorer, og fra Wintergarten lededes så strømmen til den anden af Berlins store varieteer, Apolloteatret i Friedrichsstrass ...

(Bornholms Avis og Amtstidende, 28. maj 1895, uddrag).

I første række af disse står "Wintergarten" hvor der er smækfyldt hver aften, dels for at se en ny spansk danserinde, der udskriges som en af verdens størte skønheder - hvad der dog bør sættes et spørgsmålstegn ved - dels for at hilse på de tilbagevendte Five Sisters Barrisons. Man ved næsten ikke hvad man skal tænke om berlinerne når man ser og hører den jubel hvormed de ledsager dem. De var her en stor del af vinteren i fjor, drog derefter i sommer på turne til nabobyerne, og man skulle tro at Berlin derefter havde fået nok af dem. Men nej! "Sie sind wieder da", lyder det, og atter fylder berlinerne aften på aften den mægtige sal for at brøle bravo når de synger "Linger, longer, loo" og vise floromhyllede tricots. Deres tiltrækningskraft er uformindsket, og også de bidrager derved til at karakterisere livet på en vinterdag i Berlin. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 16. december 1895, 2. udgave. Uddrag).

The Barrisons på cykel.

"Cyklen" bringer i sit sidste nummer et flot billede af five Barrisons i nationaldress og stående hver med sin cukel.

(Dagens Nyheder, 6. februar 1896).

Til prøve. En af Dagmarteatret mest kendte korister, hr. Sommer, har for nylig indstuderet et varietenummer a la Barrisons med 6 unge damer fra samme teater. De prøvede i går på Arenateatret. To af de unge damer havde en særdeles god stemme og så godt ud, men resten var umulige.

Det er efter denne prøve at dømme ret usandsynligt at hr. S. vil få noget ud af sit forsøg på konkurrencen med "The Barrisons". Hans amazonenummer var ret fikst arrangeret, men mislykkedes til dels, fordi damerne ikke havde været i stand til at sætte sig ind i fægtekunstens begyndelsesgrunde.

(København, 28. juli 1896).

Barrison Sisters: Gertrude, Lona, Inger, Olga og Sophia. Gustav Liersch. Theatermuseum Wien. CC BY-NC-SA.

En komtesse-trio. En dansk mand der udvandrede til Amerika i sine unge dage, har i de sidste år tjent en formue på "Søstrene Barrisons", syv unge tribunesangerinder som er optrådt rundt i hovedstæderne. Nu har han fået dannet "komtesse-trioen". Tre unge søstere, døtre af en greve, hvis adelige papirer er i fuld orden, er engagerede af ham og skal optræde på de store varieteer.

(Lemvig Folkeblad, 4. september 1896).

Der er således akkurat tid til med stadtbanen at vende tilbage til byen og nå ind i "Wintergarten", inden der lukkes. Vi kommer netop tilpas til at se søstrene Barrison tage en yderst kordial afsked med berlinerne. Uden overdrivelse sidder der her i "Wintergarten"s uhyre glassal mindst 6-7000 tyskere i en ubeskrivelig øl- og tobaksdunst. Gennem tågen skimter man på den vældige scene de fem bittesmå, lyslokkede pigebørn der nu for sidste gang inden afrejsen til Amerika slår deres kolbøtter og synger linger-longer-loo ...

Bragende bifald og 10-12 fremkaldelser mens enorme blomsterkurve langes op på scenen. Og i denne duftende blomsterregn forsvinder så Barrisons med mange søde smil og fingerkys til de ølbegejstrede tyskere i salen.

"Halvfemsernes mest gratiøse cirkusnummer" - kan være.

Men skyde sig for en af disse små dukkers skyld som den unge adelsmand i Budapest gik hen og gjorde - nej, det er dog for meget!

Viggo.

(Dannebrog (København), 25. september 1896).

Efter "Eine tolle Nacht" følger "Wintergarten"s store nytårsoverraskelse der viser sig at bestå af -- Sisters Barrisons hvem direktionen i al hemmelighed har indforskrevet fra New York hvor de sidst har optrådt. Da de 5 små dukkepigebørn under afsyngelsen af "The Bowril" danser over scenen, kender jubelen ingen grænser. Heldigvis er klokken straks tolv, ellers havde berlinerne måske væltet huset af begejstring over deres yndlinge.

(Dannebrog (København), 3. januar 1897).

Oluf August Nielsen (1838-1896). (Efterskrift til Politivennen)

Oluf Nielsen.

Det er ikke mange Maaneder siden, der her i Bladet stod en Meddelelse om den brave Vendelbo-Bonde med de mange historiske Interesser. Sognefoged A. P. Gaardbøl dødelige Afgang. Hans Virksomhed, og da særlig som historisk-topografisk Forfatter, var skildret af Kjøbenhavns Raadhus-Arkivar, Dr. phil. O. Nielsen.

Nu have Bladene meldt, at ogsaa han er bortkaldt; og han har godt Krav paa ved sin Død at mindes i et Blad som Jyllandsposten, da hans Interesser i videnskabelig Henseende fra første Færd af lige til det sidste for en stor Del drejede sig om Jylland, og dr særlig Vestjylland, selv om den betydeligste Del af hans Forfattervirksomhed kom til at bevæge sig paa kjøbenhavnske Enemærker.

Oluf August Nielsen var født 1838 paa Endrupholm ved Varde og var Søn af daværende Proprietær, senere Branddirektør A. C Nielsen. en i sin Tid i den Egn meget anset Mand. som i en Del Aar var Landstingsmand. I nogle Aar gik han i Ribe Latinskole, men her synes han ikke ret at have følt sig tilpas, saa han ingen rigtig Fremgang kunde gjøre. En af hans daværende Lærere, den bekjendte Historiker, Ribes Topograf, afdøde Overlærer Kinch, der senere kom til at sætte overordentlig stor Pris paa ham. har en Gang sagt til mig. at man egentlig i hans Skoletid tvivlede om. at han nogen Sinde blev til Noget, og mindst paa den videnskabelige Bane. Han blev da taget ud af Skolen og 1857 privat dimitteret.

1863 tog han Magisterkonferens i de nordiske Sprog, men allerede forinden havde han begyndt sin Forfattervirksomhed. som han fortsatte lige til sin Død. 1862 udgav han nemlig "Historiske Efterretninger om Skads Herred"; det var sin Fødeegn, han gjorde til Gjenstand for Beskrivelse, og ikke alene havde han til den i fuldt Maal benyttet sit Fjendskab fra Barndomsdagene, men ogsaa gjort Brug af Arkiverne, baade Gehejmearkivet i Kjøbenhavn og Stiftsarkivet i Ribe, - et Ungdomsarbejde, der gav gode Løfter for Fremtiden, hvilke han i rigt Maal indfriede.

Kort efter at have underkastet sig Magisterkonferensen blev han ansat som Assistent i Kongerigets Arkiv. 1867 disputerede han for den filosofiske Doktorgrad for en Afhandling om det indtil da altfor lidet paaagtede Æmne "Sysselinddelingen i Danmark", i hvilket Værk han fremdrager adskillige nye Synspunkter. 1869 blev han udnævnt til Arkivar ved Kjøbenhavns Raadhus-Arkiv, i hvilken Stilling han vedblev at virke til sin Død. Her laa der en vid og for største Delen uopdyrket Mark for hans Virksomhed. Ganske vist havde Kjøbenhavn mange Gange været gjort til Gjenstand for Beskrivelser, større eller mindre, men alle mere eller mindre utilfredsstillende, fordi Forfatterne ikke vare gaaede til Bunds, idet der ikke var øst af de Kilder, en Topograf nødigst af Alt maa lade ubenyttede, de skrevne Aktstykker i Arkiverne. Det gjorde han, og ikke alene af Raadhus-Arkivet, men alle andre Steder fra fremdrog han det, der kom til at danne den egentlige Grundvold for hans Beskrivelse af Kjøbenhavn, nemlig det kolossale Værk "Kjøbenhavns Diplomatarium". Saa kom efterhaanden i Aarenes Løb "Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse fra de ældste Tider indtil 1728 i ti Bind (det sidste udgivet 1892), hvortil slutter sig det i 1 884. Tohundredaaret efter Holbergs Fødsel, udgivne illustrerede Værk "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid". Som Grunden til. at han er standset ved Frederik den Fjerdes Død, eller rettere ved Kjøbenhavns Ildebrand 1728, angiver han selv, at "det mest Tiltrækkende for min Granskning har altid været at faa Noget ud af mangelfulde Kilder". Og han har ikke alene faaet Noget, men Meget ud af det. der forelaa fra Tiden for 1728, da saa mangfoldige Dokumenter, der kunde have kastet Lys over de svundne Dage, gik op i Luer. Mangt og Meget, som vist nok ellers vilde have været skjult for andre Forskere, har han fremdraget, og med al Anerkendelse af Carl Bruuns illustrerede Beskrivelse af Kjøbenhavn tør det vist nok paastaaes. at den næppe vilde være bleven til, hvad den er, en fortrinlig Bog, hvis ikke O. Nielsens Bøger havde foreligget som Forarbejder.

Da han opgav at føre Kjøbenhavns Beskrivelse længere ned mod Nutiden, tog han med Iver fat paa Jyllands Topografi: hans første Arbejde, det oven omtalte om Skads Herred, var i Aarenes Løb bleven efterfulgt af flere, der dels udkom særskilt, som Malt Herreds Beskrivelse, dels trykte i det desværre ikke længere existerende Tidsskrift Danske Samlinger for Historie. Topografi, Personal- og Literatur historie", blandt hvis Udgivere har var i en Del Aar. Nu var det hans Agt at levere Topografier af de Herreder i Ribe og Ringkjøbing Amter, han hidtil ikke havde haft under Behandling, og 1894 udkom Beskrivelse af Skodborg og Vandfuld. 1895 af Hjerm og Ginding Herreder; paa begge disse har jeg tidligere haft Lejlighed til her i Bladet at henlede Læsernes Opmærksomhed. De ere skrevne, som Alt, hvad han har leveret, med stor Grundighed og Nøjagtighed, saa de ville komme til at danne et godt Grundlag for den nye Udgave af Traps Danmarks Beskrivelse, til hvilken han havde tilsagt sin værdifulde Bistand; Ribe og Ringkjøbing Amter ville maaske, takket være hans Forarbejder, blive nogle af de grundigst bearbejdede i den nye "Trap"; endnu manglede der enkelte Herreder, som han ikke havde topograferet. da Døden afbrød hans Gjerning.

Desuden har han udgivet ikke faa andre Værker, saaledes flere Diplomatorier, Kong Valdemars Jordebog. "Samling af Adkomster. Indtægtsangivelser og kirkelige Vedtægter for Ribe Domkapitel og Bispetol, nedskrevet 1290-1518, kaldet Oldemoder (Aria IHtensis); i forskjellige Tidsskrifter. saaledes i "Samlinger til jydsk Historie og Topografi", har han leveret værdifulde Bidrag, og ligesom han var en meget benyttet Medarbejder af Brickas Biografisk Lexikon, især naturligvis angaaende de Personer, der stode i Forbindelse med Ribe Stift og med Kjøbenhavn ; endnu maa tilføjes, at han var i Bestyrelsen for "Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie" og Medlem af dettes Skriftudvalg, samt Overbibliothekar ved Kjøbenhavns Kommunes Folkebibliotheker. 1893 blev han Ridder af Dannebrog.

Det er en stor og fortjenstfuld Virksomhed, han har øvet som Udgiver og som Forfatter; som ovenfor anført, udmærke hans Bøger sig ved Grundighed og Nøjagtighed: aldrig gik han paa Akkord med Fantasterier. Men der er tillige noget Tørt over dem og noget underlig Ubehjælpsomt i hans Stil. Det er ikke mig, der har hittet paa at sige det nu ved hans Død; men selv har han oftere i sine Skrifter hentydet til denne Mangel hos sig, og heller ikke i Samtale lagde han Skjul derpaa; beskeden og fordringsløs som han i høj Grad var, satte han maaske snarest sine Skrifter og sin Virksomhed for lavt; men altid var han rede til at lade dem, der ønskede Oplysninger hos ham, faa saadanne i rigt Maal af hans store Kundskabs Fylde. Ved personlig at lære ham at kjende. maatte man uvilkaarlig komme til at holde af ham; derfor ville Mange rundt om i Landet nu beklage hans forholdsvis tidlige Død.

Den, der saae ham uden at vide, hvem han var, vilde vistnok i Reglen gjætte paa, at man havde en brav jydsk Forpagter for sig; der var noget saa jævnt, saa ligefrem over hans hele Person, ja, der kan vel egentlig siges noget rigtig jydsk; og man skulde tænke, at han, der saae ud som Sundheden selv, maatte efter al menneskelig Beregning have et langt Liv liggende for sig. Men efter for et Par Aar siden at have været syg, blev han aldrig rigtig rask igjen, og 5. Januar gjorde en Lungebetændelse Ende paa hans virksomme Liv efter et kort Sygeleje. Han har to Gange været gift, og han efterlader sig en Enke og flere Børn.

Vilhelm Bang

(Jyllands-Posten 9. januar 1896).

Carl Peter Herman Most (1826-1900): Rådstuearkivar, dr. phil. Oluf August Nielsen (4. 4. 1838-5. 1. 1896). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

OLUF NIELSEN.

Af C. KLITGAARD.

Raadstuearkivar Oluf August Nielsen blev født den 24. April 1838 paa Endrupholm i Skadst Herred som Søn af Proprietær, Branddirektør August Carl Nicolaj Nielsen (1809—85) og Hustru Henriette Georgine Meyer (1813—98). Han ægtede 1. Gang den 10. August 1865 i Faaborg, Ribe Amt, Sofie Brünnich, født den 4. Maj 1845 i Assens, Datter af Toldassistent Christian Gregers Brünnich (1820—76) og Hustru Frederikke Rasmussen (1828—1902), død den 10. September 1878. 2. Gang blev han gift i København den 17. Oktober 1879 med Mathilde Margrethe Agathe Grüner, født den 10. Februar 1861 i Husum som Datter af Borgmester Hakon Harald Grüner (1815—1900) og Hustru Margaretha Agatha Mathilde Jacobsen (1835—95). Han døde den 5. Januar 1896 paa Frederiksberg, og hans Enke den 15. Februar 1934. Han er jordet paa Vestre Kirkegaard.

Oluf Nielsen blev Student 1857, privat dimitteret, og begyndte at studere Teologi, men opgav snart dette Studium for nordisk Oldhistorie og tog 1863 Magisterkonferens i nordisk Sprog, hvorefter han s. A. blev Assistent i Kongerigets Arkiv.

Allerede i Studieaarene havde Oluf Nielsen kastet sig over sin Hjemstavns historiske Forhold: Topografi, Stednavne, Personalhistorie m. v., og 1860 debuterede han paa sin historiske Forfatterbane med "Herregaarden Plovstrup“ ("Annaler for nord. Oldkyndighed“ 1860), hvorefter der i en lang Aarrække fulgte Publikationer som „Historiske Efterretninger“ om vestjyske Herreder: Skadst Herred (1862), Vester Horne H. (1866), Slavs H. (1868), Malt H. (1870), Gørding H. (1872), Skodborg og Vandfuld H. (1894) og Hjerm og Ginding H. (1895). Af disse Egnsbeskrivelser staar hans Arbejder fra Ungdomsaarene betydeligt over de senere, der i nogen Grad bærer Præg af at være Hastværksarbejde.

Efter at være blevet Arkivassistent fik Nielsen af Generalstaben overdraget at korrigere Stednavneformerne paa Stabens nye Kort, og 1864 blev han Medarbejder ved Udgivelsen af Registeret til Langebeks "Scriptores rerum Danicarum“ (1878), hvorved han i højere Grad end 14idtil førtes ind paa Studiet af Danmarks indre Historie i Middelalderen; Frugter af disse Studier var bl. a. hans Doktordisputats 1867 "Bidrag til Oplysning om Sysselinddelingen i Danmark“, "Ribe Oldemoder“ (1869), "Dueholms Diplomatarium“ (1872), "Kong Valdemar den Andens Jordebog“ (1873), "Codex Esromensis“ (1880—81), "Gamle jydske Tingsvidner“ (1882) (til Belysning af Sproget i Ribe Amt, før et fælles Skriftsprog havde fæstnet sig), "Olddanske Personnavne“ (1883) og „Harsyssels Diplomatarium“ ( 1893).

Sammen med Chr. Bruun og A. Petersen stiftede Oluf Nielsen 1865 Tidsskriftet „Danske Samlinger for Historie, Topographi, Personal- og Literaturhistorie“, ved hvilket han til dets Ophør 1879 var en flittig Medarbejder; endvidere var han 1879 Medstifter af "Universitetsjubilæets danske Samfund“ og s. A. af "Samfundet for dansk-norsk Genealogi og Personalhistorie“, i hvis Bestyrelse han sad til sin Død. Han var ogsaa 1877 Medstifter af "Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie“, og for dette saavel som for "Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog“, i hvilket han 1871 optoges som Medlem, samt for "Universitetsjubilæets danske Samfund“ er flere af hans Arbejder udgivet.

1. Januar 1869 blev Oluf Nielsen Arkivar ved Københavns Raadstuearkiv, og fra 1885 var han tillige Overbestyrer af Københavns Kommunes Folkebogsamlinger, et Arbejde, han omfattede med stor Interesse. Stillingen som Raadstuearkivar medførte, at Nielsen ogsaa kom ind paa et nyt litterært Arbejdsfelt; 1872—87 udgav han for Kommunalbestyrelsen den uundværlige Kildesamling "Kjøbenhavns Diplomatarium“ indtil 1728 (otte Bind og to Registerbind), og 1877—92 udgav han endvidere den vægtige og værdifulde "Kjøbenhavns Historie og Beskrivelse“ indtil 1730 (seks Bind), der endnu i en uoverskuelig Tid vil blive staaende som et Hovedværk. Beslægtet med disse Arbejder er hans "Kjøbenhavn paa Holbergs Tid“ (1884), det lettest læste af hans Skrifter, "Efterretninger om Abel Katrines Stiftelse“ (1875), "Vor Frelsers Kirke i Kjøbenhavn“ (1896, i Forening med P. Købke) og flere. I en Diskussion med A. D. Jørgensen paaviste Nielsen, at det ældste "Havn“ var en agerdyrkende Landsby.

Oluf Nielsen var en overordentlig flittig Skribent og en stille, beskeden Forsker, der gerne stillede sin omfattende Viden til Raadighed for andre Historikere, men med en saa stor Produktion, som han i Aarenes Løb præsterede, fulgte naturligvis ogsaa, at den ikke altid kunde være af samme betydelige Lødighed, og at der til Tider savnes en egentlig Behandling af hans indsamlede Stof. Der kan i øvrigt tilføjes, at Nielsen almindeligvis — og med Rette — stillede sig skeptisk over for stedlige Traditioners og saakaldte Folkesagns Beretninger om tidligere Tiders Forhold. I nærværende Biografi er kun nævnt de vigtigste af hans Arbejder, men talrige  andre findes spredt i en Mængde forskellige Tidsskrifter.

Efterladte Samlinger i Nationalmuseet. — R. 1893. — For Tiden er et Mindesmærke for Oluf Nielsen, der rejses ved Endrupholm af "Historisk Samfund for Ribe Amt“, under Arbejde.

Af Oluf Nielsens tre Sønner, Kommunaldirektør August Nielsen (f. 1870), Stabslæge, Dr. phil. Kristian Brünnich Nielsen (1872—1942) og Arkivar ved Dansk Folkemindesamling Hakon Grüner-Nielsen (f. 1881), har førstnævnte, August K. N. Nielsen, 1887—94 fungeret som Assistent i Raadstuearkivet. 1896—98 var han konstitueret som Overbibliotekar ved Kommunens Folkebiblioteker og 1898—1905 Bibliotekar ved samme. 1914 blev han Chef for Magistratens 1. Afdelings Sekretariat og 1930 Direktør for Københavns Begravelsesvæsen (indtil 1940). Fra hans Haand foreligger bl. a. en Afhandling om Assistens Kirkegaards Historie til 1880 (1938), ligesom han 1904—37 redigerede den vigtige Samling af Bestemmelser vedrørende Københavns Kommune.

Litt.: Selvbiografi i Univ. Progr. Nov. 1867, S. 205—08. A. Heise i Saml, til jydsk Hist, og Topogr., 3. Rk., I, 1896, S. 103 ff. Fortid og Nutid, II, 1919, S. 200—05. Fra Ribe Amt, VII, 1931, S. 650—66; VIII, 1932, S. 132—37. Hardsyssels Aarbog, XXVI, s. A., S. 86—98. J. Aarsbo: Bibliotekerne og Samfundet, 1935, S. 72 ff.

(Nogle Meddelelser fra Københavns Stadsarkiv (Raadstuearkivet) 1817-1942, s. 49-52)

O. A. Nielsens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.