13 juli 2024

Barrisons i Berlin 1895-1896. (Efterskrift til Politivennen).

Efter denne periode fulgte "Barrisons-perioden". I 4-5 måneder var hele Berlin ude af sig selv af henrykkelse over de 5 magre dansk-amerikanske miss'er, og ude i Thiergarten og på "Unter den Linden" efterlignedes deres gyldne hårfylde og babyagtige udseende med mere eller mindre held af trottoirets damer, og Wintergartens loger fyldtes af gamle levemænd der fandt en egen charme i disse halvt udviklede pigebørn der så så uskyldige ud og i det mindst mulige klædebon foredrog viser hvis indhold, hvis det forstodes, ville have bragt gamle matroner til at rødme af skam. Men en skønne dag forsvandt de 5 "søstre", efterladende en række bedrøvede kreditorer, og fra Wintergarten lededes så strømmen til den anden af Berlins store varieteer, Apolloteatret i Friedrichsstrass ...

(Bornholms Avis og Amtstidende, 28. maj 1895, uddrag).


I første række af disse står "Wintergarten" hvor der er smækfyldt hver aften, dels for at se en ny spansk danserinde, der udskriges som en af verdens største skønheder - hvad der dog bør sættes et spørgsmålstegn ved - dels for at hilse på de tilbagevendte Five Sisters Barrisons. Man ved næsten ikke hvad man skal tænke om berlinerne når man ser og hører den jubel hvormed de ledsager dem. De var her en stor del af vinteren i fjor, drog derefter i sommer på turne til nabobyerne, og man skulle tro at Berlin derefter havde fået nok af dem. Men nej! "Sie sind wieder da", lyder det, og atter fylder berlinerne aften på aften den mægtige sal for at brøle bravo når de synger "Linger, longer, loo" og vise floromhyllede tricots. Deres tiltrækningskraft er uformindsket, og også de bidrager derved til at karakterisere livet på en vinterdag i Berlin. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 16. december 1895, 2. udgave. Uddrag).


The Barrisons på cykel.

"Cyklen" bringer i sit sidste nummer et flot billede af five Barrisons i nationaldress og stående hver med sin cykel.

(Dagens Nyheder, 6. februar 1896).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar