Tupsy Clement (1871-1959) og Edvard Munch. (Efterskrift til Politivennen)

Martha Caroline Clement, kaldt Tupsy, født Jebe, (født 13. april 1871 i Trondheim, død 5. september 1959 i København) var en norsk kunstmaler. Hun var af major Hakon Jebe og Hedvig Klingenberg. Hun studerede under Hans Heyerdahl i Oslo (1896) og under Christoph Roth i München (1898–99) inden hun læste videre i Paris. 

Hans Olaf Heyerdahl (1857-1913) malede et portræt af Tupsy Jebe omkring 1890. Edward Munch malede Tupsy Jepe, dels i en skitse mellem 1892 og 1896 og dels et portræt af Tupsy Jebe. Bernhard ôsterman (1870-1938) malede et portræt af Tupsy Jebe i 1899.

Forholdet mellem Munchs skitse, portrættet og Heyerdahls maleri får følgende kommentar på Munch-museets hjemmeside:

Wove paper. 170 × 270 × 0,2 mm (h × b × t). Denne tegningen er et lite mysterium. Den ligger så tett opp til et malt portrett av Tupsy Jebe – attribuert til Hans Heyerdahl – at enten har de to kunstnerne portrettert henne samtidig, eller så har den ene kopiert den andre. Vi kjenner ikke dateringen på Heyerdahls bilde, men hun var hans elev i Kristiania i 1896, før hun dro til Paris, hvor hun ble sammen med Munch en kort periode. Muligens har Tupsy hatt med seg portrettet til Paris og forært det til Munch, for det var blant verkene som fulgte med Munchs testamentariske gave til Oslo kommune. Munch kan altså ha tegnet etter Heyerdahls maleri, men å kopiere andre kunstnere var noe han sjelden gjorde, og den andre skissen av Tupsy i samme bok (MM.T.00129-47-recto) viser mer av overkroppen enn både denne tegningen og Heyerdahls maleri. Det kan tyde på at den er tegnet etter levende modell, ikke etter maleriet. For å komplisere forholdet ytterligere, har Gerd Woll pekt på at maleriet av Tupsy Jebe er utført på en treplate med samme mål som Munchs "Piken ved vinduet" (PE.M.00363) fra 1896–97. Siden maleriet av Tupsy ikke er signert, siden det var i Munchs eie ved hans død og siden det altså er en materiell kobling til et maleri av Munch, utført mens, eller like etter at Munch var sammen med Tupsy, ville en del brikker falle på plass dersom maleriet var utført av Munch, ikke av Heyerdahl. Det ligger imidlertid utenfor dette prosjektets mandat å mene noe om dette. Uansett, Munchs forhold til Jebe i 1896 er vanskelig å forene med skissebokens klare tilknytning til Nice 1891–92. Mest sannsynlig har han funnet frem til noen blanke sider på et senere tidspunkt. (MB)

Portrayed: Tupsy Jebe (norsk, 1871–1959)

Den dengang 25-årige Tupsy Jebe mødte Edvard Munch i Paris 1896. Hun gik på Colarossis kunstskole i rue de la Grande Chaumière. I Paris blev Anitra i Peer Gynt danset af can can-danseren Jane Avril (kendt gennem Lautrecs plakat). Med hende dansede en snes fra den norske koloni klædt i nationaldragter, bl. a. Tupsy og Edvard Munch. Samme år som hun debuterede på Efterårsudstillingen i Kristiania (Oslo). De indledte et forhold hvor de gik arm i arm på boulevarderne. Hun blev opfattet som livsglad og frygtløs uden respekt for Munchs traumer. De skrev breve til hinanden. Hun tog på besøg i Trondhjem. Tupsy beklagede sig over den borgerlige livsstil. Omkring den 23. juli 1896 var hun sammen med sine forældre i minebyen Røros hvor de boede på Fahlstrøms Hotel. Maleren Johannes Müller havde et sommerhus der med tilhørende vinkælder som han lejede ud til Tupsy som skrev i et brev:

"Allerkæreste ven. Jeg skammer mig. Her går jeg og bestiller ingenting om dagen, er rastløs, synger fem minutter, læser fem. Jeg tager vist en lille tur til Røros med far og mor. Det bliver nok kedeligt, der er så grimt der. Ja, jeg må hellere fortælle hvilke rygter, der går om mig her i byen. Tænk, de siger, at Heyerdahl og frue skal skilles, og at H. vil gifte sig med mig! Uden at jeg selv ved det mindste om det! Du behøver ikke tage noget med, når du kommer, malersager og et par strømper kan du låne af mig, og du er da vist ikke så forfærdelig fattig."

Tupsy Jebes håb om at Edvard Munch ville rejse efter hende, gik ikke i opfyldelse. Han blev snarere så opskræmt af hendes breve at han ikke turde rejse tilbage til Norge. Han tog i stedet til Paris i august 1896, men fandt byen uudholdelig og rejste til Belgien (Knokke-sur-mer). Senere på året skrev hun:

Allerkæreste ven. Ja, nu går jeg altså til bekendelse. Jeg synes, du må føle dig forfærdelig smigret, men tiden falder gruelig lang. Jeg kom her til Trondheim, kan næsten ikke huske hvordan. Jeg føler det, som om jeg med en voldsom kraft er blevet revet ud af alt det, jeg holder af, hvor jeg trives og har lyst til at foretage mig noget. Jeg føler, at alle disse mennesker tænker anderledes end jeg, og jeg er svag, forstår du, så svag, at jeg bøjer mig under det. Du må gerne skænde på mig, jeg fortjener en masse skænd. Stakkels lille Edvard, der bliver forgiftet med så meget vrøvl. Man skal ikke belemre andre med sine sorger, men når jeg kommer herop, bliver jeg et helt andet menneske, stille og forknyt, dum og kedelig. Er det ikke væmmelig varmt at arbejde på dit atelier nu? Jeg kan godt lide, at du laver raderinger og litografier, min ven. Du maler så meget grimt. Hvor er jeg dog modig. Du er vel fnysende arrig nu. Din Tupsy.

Munch trak sig mere og mere fra Tupsy. Men de malede dog en dobbeltradering sammen. Munch skildrede hende liggende i en seng, parat til sex, mens Tupsy beskrev Munch nærmest neutral: Han sidder med en cigaret med venstre hånd under kinden, fjern og uopnåelig.

Min kæreste. Jeg har mistet min portemonnæ med 16 francs, og jeg har ikke fået nogen kærestebreve fra dig. Der er vist smukt i Åsgårdstrand. Kom til Bretagne en tur, det vil snart være for sent. Jeg har sådan en dejlig tyrkisk tobak, men har i øvrigt ikke andet morsomt end mit gode selskab at byde på, men det er vel også godt nok. Maler du store billeder? Skriv et par ord til mig og fortæl lidt om, hvad du laver. Alors au revoir. Mange hilsener din Tupsy.

Men Munch bliver mere og mere utilnærmelig:

Er der så forfærdelig hyggeligt på månen, at man glemmer alle andre? Eller hvor du nu er. Er det tilladt at spørge, hvad tænker du, troløse mand? Er dine omstændigheder lykkelige og vel indtrufne? Fortæl mig lidt om hende, der er kommet efter mig, og som er blevet min stedfortræderske. Min kære, meget gamle Edvard. Müller er meget tilfreds med gobelinen. Han rejste væk en uges tid og overlod sit hus til mig, inklusive en masse flasker vin etc., så du skal være glad, hvis du ikke genfinder mig som drukkenbolt. Jeg drak i tavshed din skål, sad i hans fineste møbler, røg cigaretter liggende på hans chaiselong og havde det så godt, som det er muligt, når man er henvist til at være alene.

Min kæreste ven. Jeg spekulerer på, om jeg ikke engang kan blive ordentlig vred på dig. Jeg føler mig så alene, har du ikke lyst til at sidde her hos mig, og have det hyggeligt? Eller er du anderswo engagiert, for så kan du drage til Bloksbjerg mit eins. Ja, som du ser, sidder jeg her helt solo for mig selv og tænker på dig og på os for et år siden, på Paris og på alt, hvad der er lyst og godt, og så føler jeg, at jeg bliver endnu mere alene. Hvor har du alle dine billeder? Udstiller du i Bruxelles? Hvorfor går du ud fra, at vi er venner som før? Er du ofte sammen med Borghild? Hvordan skal jeg nu komme herfra? Her er en hel del nordmænd, den ene værre end den anden, de solder hele tiden, og jeg orker ikke at være sammen med dem. Kommer du ikke snart, Edvard? Det var da forfærdelig trist med hungersnøden, du ligner vel et spøgelse nu. Og jeg, der er blevet så forfærdelig tyk. Les extrêmes se touchent. Kan Mag og jeg måske læse lidt tysk eller fransk for dig når du kommer? På den måde kan du tjene mange penge og blive en rig mand. Nu sidder jeg og glor på dig, så jeg helt glemmer at skrive. Jeg har den lillebitte radering, som jeg lavede af dig, på væggen lige foran mig. Hvordan kan du finde på at have det grimme billede af mig på væggen? Helt så grim er jeg da vel ikke. Kalder du mig en sommerfugl? Jeg læser dine breve med mistro. Kære Edvard, jeg kan ikke forstå, at jeg nogensinde kan have været så forfærdelig dum at tro, at du ville komme hertil, selvom du havde lovet det. Nej, du må jo heller lade være, når du ikke har lyst. Jeg vil ikke krybe for dig. Der er vist piger nok i Braunschweig, eller hvor det er, du vil hen. Du er forfærdelig lumpen. Hvis jeg troede på dig, ville jeg ikke skrive sådan. Men det er løgn i din hals, at du er bedre end alle de ulve, jeg har omkring mig her, og som på alle måder forsøger at ødelægge mig. Hvorfor skal du overhovedet være andre steder end der, hvor jeg er? Du kunne måske forklare mig det? Fik du et kort fra mig herfra? Her bor vi sammen med Krag, der tager sig meget af os. Vi spiser hos Ferkel, hvor du har soldet så forfærdeligt. Jo, jeg har hørt om det. Det interesserede mig levende. Vi er her sammen med en italiensk maler, som trods die kurze zeit allerede elsker mig. I går var vi på udstilling hele dagen. Italieneren var med, han er fra Sicilien, og vi skal måske besøge ham der. Jeg spekulerer på, om jeg kan tage dig med! Helge Rode mindede sådan om dig. Himmel, hvilke flegmatikere. Han sagde næsten ikke et ord. Nu skal du ikke blive vred, for du er i grunden så forfærdelig sød. Dette mystiske brev har jeg vandret rundt med i lommen nogle dage, men nu fik jeg lyst til alligevel at sende det, torsk som jeg er. I gør hørte vi den samme slags musik som dengang i St. Cloud. Kan du huske den lille skitse, jeg malede i fjor, da vi blev uvenner, den som jeg var så glad for? Tænk, min far har revet den i stykker, fordi der var en nøgen kvinde på den anden side. Du kan tro, jeg sørger. Er det ikke skammeligt? Hvad maler du? Kommer du snart? Jeg har pludselig mistet tommelfingeren. Tror du, det er farligt? Den faldt for min kniv. Jeg ville egentlig bare sige, at du er forfærdelig lumpen. Resten kan du få næste gang. Agter du slet ikke at besvare mit sidste brev?.

Munch svarede at han ville sætte betingelser, hvorpå Tupsy svarer:

Kære kommandør. Tusind tak for invitationen til at rejse på landet. Jeg må desværre straks afslå, eftersom den hidsige tone ikke gefaller mig. Jeg havde forestillet mig, at du ville tilbringe julen hos mig, men da du åbenbart er optaget, må jeg vel tage imod en indbydelse om at tilbringe juleaften i Paris hos Krag. Jeg bedaurer stadig, at vi ikke forstår hinanden skriftligt. I syv dage og syv nætter har virkningen af dit brev været så forfærdelig, at jeg fandt det mest tilrådeligt at tie. Tiden læger alle sår, forhåbentlig også det som jeg har på munden. Tupsy.

Forholdet var hermed ophørt. Alle brevcitater fra Ketil Bjørnstad: Døende kom jeg til verden. Historien om Edvard Munch.

I 1902 blev hun i Rom gift med den danske maler G. F. Clement (1867-1933). Parret bosatte sig derefter i Danmark, hvor Tupsy malede portrætter, blomsterbilleder, eksteriører og landskaber. Hun færdiggjorde sin uddannelse i Italien i 1905. Hendes mest kendte værker blev malet i Skagen hvor parret tilbragte somrene fra 1908 til 1920. Hendes maleri To piger leger ved Skagen Strand var i Christian X's eje og hang på Klitgården. Mange af hendes værker viser mandens indflydelse, men i sollyset i hendes landskabsbilleder forekommer også inspiration fra Theodor Philipsen. Efter 1920 tilbragte parret deres somre i Italien. Forholdet var barnløst.

Gravstedet for Tupsy Clement og C. F. Clement på Vestre Kirkegård, Afdeling E, Række 1, Nummer 1. Om ham står der "Maleren". Om hende - intet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Druknehuset flytter til Pontonflaade. (Efterskrift til Politivennen)

Druknehuset ved Langebro var bestemt til druknede i Kalveboderne. Det kunne være selvmordere, badende fra badeanstalterne, søfolk eller fulde mennesker som var faldet i vandet i Kalveboderne. Og i sjældne tilfælde også myrdede som var forsøgt skaffet af vejen. Det angives også at være brugt som vagthus for soldaterne fra Rysensteens Bastion. Det ene rum benyttedes senere til sprøjtehus, mens det andet til druknehus. Bygningen lå overfor Blox omtrent der hvor Lille Langebro nu lander på Københavnssiden.

Druknehuset ved Langebro. Fra Beboerne af Stederne Nr. 131, 133 og 10 i  Vestervoldgade er der til Politidirektøren indgivet et Andragende om, at Druknehuset ved Langebro maa blive flyttet, idet de heri henlagte Lig, navnlig om Sommeren, udbrede en næsten uudholdelig Stank, ikke at tale om det uhyggelige Skue, hvortil Beboerne ofte blive Vidne ved Anvendelsen af Bygningen. Andragendet er støttet af Inspektøren for Ryssensteens Søbadeanstalt, der har anført et Par Exempler paa de Ubehageligheder for de besøgende af Badeanstalten, som Druknehusets Beliggenhed medfører. Andragenderne henvise til Vagtbygningen i Kigkuren som et formentlig mere passende Sted for Druknehuset. Den fremførte Klage forekommer os i den Grad begrundet, at det tør antages, at Politivirektøren snarest mulig vil tage Sagen under Overveielse.

(Dags-Telegraphen (København) 24. maj 1869).

Her er to eksempler på annoncer i aviserne hvor politiet efterlyser pårørende til ikke-identificerede lig:

Herover: Annonce fra Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 19. september 1854. Lignende notitser fandtes med jævne mellemrum i aviserne, her Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 16. oktober 1880 (nedenfor):

Beboernes klager hjalp ikke noget. Borgerepræsentationen behandlede emnet et par gange. Fx nævnte borgerrepræsentant Thune det ved mødet den 29. november 1874 og foreslog at man brugte det planlagte epidemihospital i stedet. I september 1886 bemærkede borgerrepræsentant Larsen at Druknehuset befandt sig i en sørgelig tilstand, og at hvis det fortsat skulle blive stående, om det så ikke kunne forbedres indeni.

Dagbladet 23. september 1887 kunne meddele at man agtede at opføre et nyt Druknehus til 2.300 kr på en af havnevæsnet overladt plads ved Frederiksholms Kanal mellem Kongens Bryghus og Jernbanebroen over kanalen. På det tidspunkt skal Druknehuset ikke have været benyttet "i lange tider" (Folketidenden - Ringsted 29. september 1887), i stedet brugte man St. Johannes Stiftelsens lighus i Ryesgade, men det modsiges af adskillige notitser i aviserne. Sagen blev taget af dagsordenen igen og blev aldrig realiseret.

Kjøbenhavns "la Morgue". Fra Hovedstaden skrives til os: I en By under en saa stærk Udvikling som Kjøbenhavn vil der altid være Et og Andet, som i Ly af gammel Vedtægt og Slendrian, eller fordi det fuldstændig er gaaet i Glemmebogen over ny omfattende Reformer, skjuler sig i en Krog som en Antikvitet og først kommer for Dagens Lys, naar der ryddes op i Krogene og man uvilkaarlig kommer til at spørge: hvorfor ligger det der?

Saadan er det gaaet med "Druknehuset". Ryssensten bliver Sommeren igjennem besøogt af mange Badegjæster, der ikke kunne undgaa at lægge Mærke til den usle, faldefærdige Bygning i Nærheden af Badeanstalten, og hvorom de Færreste vide, at den har den Bestemmelse, den har. Men saa en skjønne Dag se de en Forulykket blive halet i Land af en Baad, og Liget paa en temmelig ugenert Maade blive behandlet som en Vareballe indtil det, under en stor Tilskuerskares Paasyn, havner inde paa en af Brixene i den skumle Hytte, og Forargelsen over det Sete bringer maaske en af de Tilstedeværende til "at skrive i Bladene" og give det første Stød til at Druknehuset kan blive jevnet med Jordens Overflade for at give Plads for noget bedre og mere passende.

Og det kan der i Sandhed trænges til. Det forsikkres for bestemt, at Rotter skulle grassere i den Grad i Druknehuset ved Langebro, at da for et Par Aar siden en ung Mand druknede, og hans Lig blev henlagt til Eftersyn paa bemeldte Anstalt, fandt hans Slægtninge det halve af hans Ansigt fortæret af Rotter, saa at det næsten var fuldstændig ukjendeligt, og gruopvækkende at se. Ligene af de Forulykkede maatte ikke fores ind i Druknehuset før en Betjent var kommet til Stede, og havde givet Tilladelse dertil, og imidlertid samledes en nysgjerrig Hob, bestaaende mest af Gadeungdom, omkring det enten helt eller utilstrækkeligt tildækkede Lig af den Forulykkede, og det regnede ned med raa Vittigheder. 

Det er dette lille forborgne Stykke Fortidslevning, som er halet frem for at gives Løbepas. Et nyt tidssvarende Druknehns vil snart rejse sig paa den gamle Tomt, men naar en Gang Kjøbenhavns Mysterier udkommer i nyt Oplag, vil del gamle Druknehus saa en Plads i Skildringerne af Sæder og Skikke i det nittende Aarhundrede.

(Viborg Stifts-Tidende 25. oktober 1887)

Hensynsløs Behandling af et Lig. For nogle Dage siden, da to Mænd var ude for at bade sig i Kalvebodstrand, stødte de pludselig paa Liget af en 8-Aars Dreng, som var forulykket ved Badning, og som i nogen Tid forgæves havde været eftersøgt. De to Mænd bragte Liget op i Baaden og roede over tit Landgangsstedet ved Langebros Dampmølle, hvor de anmeldte det passerede til to til Stedeværende Politibetjente, der straks gav dem Ordre til at bringe Liget ind i Druknehuset. Denne Ligtransport foregik nu paa følgende Maade: De to Mænd tog det aldeles nøgne Barnelig i Hoved og Ben og bar det over Gaden, ad Vestervoldgade til Druknehuset. Da der var lukket, bar de det videre ind paa Gaardspladsen bag Druknehuset. hvor de et Øjeblik lagde det ned. Efter at Betjentene her forgæves havde søgt efter Opsynsmanden, blev Liget atter lumret ud paa Gaden og derfra igen ind i Gaarden. Imidlertid var Opsynsmanden kommen til stede og Liget blev indlagt i Druknehuset.

Denne uhyggelige Ligtransport samlede naturligvis en Del Mennesker, der alle var enige om at dadle Politiets Behandling af Liget. 

Nøglen til Druknehuset opbevares paa et bestemt Sted, som altid er tilgængelig for Politiet, og her findes tillige en Transportbaare. Betjentene har næppe været uvidende herom, men har snarere villet spare sig for den Ulejlighed at hente Baaren.

G

(Social-Demokraten 4. juli 1888)

Druknehuset omtaltes stadig mindst en gang månedligt i aviserne. Den 28. maj 1894 var der i Borgerrepræsentationen forslag til et nyt lighus eller druknehus ved Trangraven.Under debatten kom det frem at der var anbragt 24 lig i 1893 i Druknehuset. Forslaget blev henvist til et udvalg. I mellemtiden fortsatte Druknehuset ved Langebro i 1895 og et stykke ind i 1896.

Notits fra Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 10. juni 1896.

Så skete der noget: Ovenstående notits oplyser at der er anbragt i en pontonflåde i Trangraven ved den Kgl. grønlandske Handels Plads til erstatning for Druknehuset ved Langebro. I snart efter, i juni 1896 meldtes det første lig optaget i Druknehuset ved Trangraven. Her fortsatte notitserne om druknede som blev indbragt her, indtil juni 1905 hvor omtaler af Druknehuset i Trangraven brat ophører. Ligene blev som regel bragt til St. Johannes Stiftelse. På daværende tidspunkt

Fritz Theodor Benzen: Druknehuset ved Langebro. Opført 1806 og nedrevet 1902. Fotoet må være fra huset allersidste dage. Der er tilsyneladende opsat en afspærring og såvel facade som døre, tag og vinduer i forfald.. Kbhbilleder. Public Domain.

29. august 1901 stod Druknehuset stadig, men nu benyttet til øloplag.  I juni 1902 var området ved den nye Langebro blevet ryddet, inklusiv det "faldefærdige Druknehus" i dets sidste år blev brugt som oplagsplads for havnevæsnets materialer.

Druknehuset som "fake" historie.

I forbindelse med anløbsstedet for en teknikerkanal under havnen eller anløbssted for hoved-elkabel mellem H. C. Ørstedsværket og Christianshavn blev der bygget et lille hus på hvad der dengang blev kaldt "Djævleøen". Gennem dette kunne man komme ned i tunnelen når det først var pumpet tør for vand. Pumpen til dette arbejde blev opbevaret i huset. I forbindelse med nybyggeriet på Enghave Brygge opkom nogle påstande om at huset var "Druknehuset". Som det fremgår af det ovenstående, er det ikke rigtigt, og på husets opførelsestidspunkt i 1920'erne blev druknede kørt direkte til Rigshospitalet. Huset blev i 2023 flyttet og kendes nu som cafe med navnet "Anløbet".

Ikke Druknehuset! Men derimod pumpehuset på sin oprindelige plads på Engholmene ved Fisketorvet i København. Som det ses har det ingen som helst lighed med det oprindelige Druknehus, og er i øvrigt opført to årtier efter at man havde erstattet druknehuse med ambulancer og direkte transport til Rigshospitalet. Pumpehuset kan nu ses på Christians Langs Plads hvor det er blevet cafe.

Marie Villads(en) 1832-1910: Kildekonen i Søndermarken 2/4. (Efterskrift til Politivennen)

 Kildekonen Marie Villads

som har vakt Opmærksomhed ved sin for nylig udkomne Digtsamling, har i Paaskedagene begyndt sin Sæson ved Kildegrotten i Søndermarkens vestlige Del ud mod Valby og modtager mange Besøgende, som ville se den mærkelige gamle Kone. Hun ser ud til at være fattig, og det lange Overstykke, hun er iført, er aabenbart ikke syet til hende. Et mørkeblaat Silketørklæde dækker Hovedet. De godmodige brune Øine røbe megen Intelligents, og hendes Tale svarer hertil. Trods Vintertiden, som for hende betyder Kamp med Influenzaen, er hendes Humør lyst, og hun glæder sig som det Naturbarn, hun er, ved den spirende Vaar. Marie Villads, der har gaaet meget igjennem, gaar sikkert lysere Tider imøde; hun har faaet mange fornemme Velyndere og selv Hds. Maj. Dronningen har vist sin Interesse for hende ved til dobbelt Pris at kjøbe en Del Exemplarer af hendes Bog og sende dem til sine kongelige Slægtninge herhjemme og i Udlandet. Hos Prindsesse Marie var Kildekonen for kort Tid siden i Audients og Prindsessen lovede ved denne Leilighed sammen med sin Gemal at besøge hende ved Kilden. At Kildekonen dog endnu ikke er kommen paa den grønne Gren ses bedst, naar hun ved Aftenstid trækker hjem med sin Vogn og med sin Kurv paa Armen. De fattige Kviste, hun møjsommeligt har sanket sammen, fortæller tydeligt nok herom.

(Isefjordsposten 12. april 1896)

"Kildekonens Sange"

"Kildekonen'' er, som tidligere omtalt i "Middelfart Avis", den gamle Marie Villads, der staar ved Kilden i Søndermarken og med venligt Nik rækker den tørstige Spadserende et Bæger Vand fra Kilden. Maries Historie kunde tjene som Ramme om en hel Roman. Hun er født 1832 i Uggerløse i Holbæk Amt, hvor hendes Fader havde et Hus. Hun har lidt Nød, og hun har døjet mangen Sorg. Allerede fra ganske ung følte hun Trang til at give sine Tanker og Stemninger Luft i Digte; men hendes sære Natur passede ikke ind i Husmandsforholdene. Overtroen var endnu dengang stærk, og Folk troede, Elverpigerne havde ført hende ind i Trolderi; hun fik Hug, og der blev "last" over hende; men lige meget hjalp det. Saa kom hun ud at tjene; om Dagen maatte hun slide og slæbe; men om Aftenen, naar de Andre sov, satte hnn sig til at digte - hun kunde ikke Andet. Folk kunde ikke forstaa hende og gjorde Nar ad alt hendes Vrøvl. Det var drøjt for Marie; men værre blev det, da hun blev givt. Fattigdom var tilhus og nu var der ingen Tid til at digte. Saa døde Manden, og Nøden blev stor, indtil hun kom til Kjøbenhavn og for 6-7 Aar siden blev Feiekone ude i Søndermarken. Nu var Marie en lykkelig Kone. Her ude i den store, i den dejlige Natur kunde hun rigtig gaa og digte. Nu er hun Kildekone, i Søndermarken kan man finde hende, og beder man hende derom, skriver hun gjerne et Digt. I hendes Bog er samlet en smuk Buket af hendes Digte - Digte om hendes Kilde, om Fuglene, Blomsterne o. m. a. Og Marie er glad ved at faa sine Digte trykte, og hvorfor hun er glad derved, ser man i hendes egne Ord: "Ok ja. Jeg er bare en gammel Kone, som er glad ved Livet, blot jeg hører Fuglene synge og faar Lov til at se paa Guds skjønne Natur, og jeg har nu ofte tænkt paa, at naar de Unge saa', at saadan en fattig, gammel Kone kunde være saa glad og lykkelig, saa vilde de maaske forstaa, at det ikke er Gods og Guld og Titler, der skaber Tilfredshed her i Livet. Og derfor er jeg glad ved, at mine Digte komme ud." Bogen er indledet med el smukt Digt af Ernst v. d. Recke; paa første Blad findes et Billede af Kildekonen, som vi gjengive idag. Det første Digt i Bogen er "Min Sag"; heri og i "Mit Livs Historie" har Marie Villads, bedre end nogen Anden har kunnet fortælle det, skrevet om sin Digtertrang - skrevet om sit fattige og dog saa rige Liv. Den anden Sang er til hendes Kilde; simpel og dog saa fin er den, og man mærker hendes Kjærlighed til Kilden, hun skatter den, hun ved, hvad den vil sige, hvad den kan fortælle om svundne Tider. Saa følger en lille Sang til Fuglene og endnu mange; men det vil blive for meget at omtale hver enkelt. Alle ere de smukke og stemningsfulde; man kan mørke, Marie Villads har skrevet dem, fordi der var en Trang hos hende til at lovsynge det Store og Skjønne i Verden. Til de smukkeste hører ogsaa "Soldatens sidste Tanke", hvori Forfatterinden paa en gribende Maade har skildret den boende Soldats sidste Tanke, der vandrer til hans Hjem. Blandt Digtene findes ogsaa et om de gamle Skikke paa Landet; i dette søger Marie Villads paa en godmodig Maade at revse Nutidens Flothed og Forfinethed. Alt ialt er det en Samling Digte, der er værd at eie, og vi raade ærede Læsere til at kjøbe Bogen. Den er udkommen hos Universitetsboghandler G. E. C. Gad og saaes i Boghandelen her i Byen

Sammen med hendes Billede tillade vi os at hidsætte et lille Uddrag af Bogen.

Marie Villads, Kildekonen i Søndermarken.

[Artiklen indeholder efterfølgende et næsten helsides digt om hendes liv]

(Middelfart Avis 14. juni 1896)

En Kongesøn paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

En Ætling af Frederik den Sjette.

Ude i en af Sidegaderne paa Nørrebro bor der en meget gammel Mand, der blandt sine nærmeste Omgivelser gaar under Titlen "Hans Højhed". Han fører en prunkløs Tilværelse, og dog er han af kongelig Byrd; han hævder nemlig med Bestemthed, at han er en Søn af højsalig Kong Frederik den Sjette.

At Manden taler Sandhed, derom er de, der kender ham, ikke i ringeste Tvivl. Hans Lighed med de Billeder, der er bevarede af den afdøde Konge, er saa paafaldende, at han næppe er til at skælne fra dem. Men han har andre og gyldigere Beviser sfr sin Herkomst; i en Pakke gamle Papirer, som Tiden forlængst har gulnet, findes de Dokumenter, der skal vidne for Efterverdenen, hvem han var. Forresten bærer han Kongenavnet Frederik og nævnes sjældent ved andet Navn.

Han stammer fra Holsten, hvor Frederik den Sjette laa med den danske Hær i Aarhundredets Begyndelse. Kongen kastede her sine Øine paa en ung, smuk Bondepige, og hun fødte ham en Son. Senere blev hun gift med en Skovfoged, som Kongen gav et godt Embede; men da den lille Frederik var vokset op, drog han tilsøs og besøgte fremmede Riger og Lande. Tilsidst kom han ogsaa til sin Faders By, "Kongens København", hvor han slog sig til Ro. Han havde tabt Lysten til Søen og ønskede at opholde sig i sin Familjes Nærhed. Ikke fordi han ventede sig noget i Retning af en Kongekrone, skønt han vel vidste, at han var en af de Nærmeste, om Alting gik til, som det burde; men det kunde dog aldrig skade at være paa Pladsen og varetage sine Interesser, hvis der skulde hænde Et eller Andet.

Hs. Højhed gamle Frederik har nu levet her i mange Aar, men hidtil har han ikke opnaaet Synderligt. Han har ved en og anden Lejlighed ladet sig forlyde med, at han har 

en Fordring paa flere Millioner paa Statskassen,

men det synes ikke at skulle lykkes ham at faa den honoreret. Det ser ud, som om Frederik den Sjettes efterladte Formue er kommen paa ganske andre Hænder; bl. A. er jo de kongelige Slotte og Regalier ved Enevoldsmagtens Afskaffelse gaaet over til Staten. Det Eneste, der er forbeholdt Frederik, er, saa vidt vides, en lille Pension; hvor han henter den, har altid været en stor Hemmelighed, og i det Hele hviler der et mystisk Slør over Mangt og Meget, vedrørende Frederiks Forhold og Forbindelser.

I sit daglige Liv er Frederik gavmild og vennesæl, fuld af Omhu for de Smaa i Samfundet og optaget af Arbejdet for deres Vel. Fuldstændig fri for alle Fordomme og kemisk ren for den Stoltheds- og Hovmodsfølelse, der skæmmer saa Mange af langt ringere Afstamning, tager han ikke i Betænkning at gaa personlig omkring og indsamle milde Gaver, som han saa bagefter uddeler til de Fattige i sit Kvarter. Han er ved denne menneskekærlige Færd bleven i høj Grad populær; men som han saaledes stadig har Folkets Vel for Øje, forstaar han paa den anden Side med sand kongelig Anstand at værne om sin Værdighed og holde sig paatrængrnde fortrolige Tilnærmelser tre Skridt fra Livet.

Hs. Højhed Frederik er nu en Mand op imod de Halvfems. Om han nogensinde vil opleve at saa sin Erstatningsfordring paa Statskassen anerkendt, er vel tvivlsomt; men sikkert er det, at de bedste Ønsker følger ham.

(København 21. maj 1896)

Majestætsfornærmelse i Ribe: Harald Albert Bruun (1837-1912). (Efterskrift til Politivennen).

 En Skandale i Ribe.

I Ride afholdtes Dyrskue i Forgaars og bagefter var der en Fællesspisning, hvori henved 150 Damer og Herrer fra By og Land deltog. Blandt dem var der ogsaa en Maler, der hedder Bruun, en gammel radikal Bulderbasse, der i sin Tid var Demokratiets Enhedsmærke dernede i Ribe. Nu er han det, saavidt vi ved, ikke mere, og det er et Held for Ribeegnens Demokrater, for hvem han saavist ikke er nogen Pryd, allermindst efter den Skandale, han nu har leveret.

Ved ovennævnte Fællesspisning var der ogsaa Sønderjyder tilstede, og en Tilstedeværende udbragte en Skaal for de danske Sønderjyder. En Sønderjyde takkede for Skaalen, og da han var færdig med det, rettede han med fuld Føje en Bebrejdelse til Bestyrelsen, fordi den som Adgangstegn benyttede Baand i slesvigholstenske Farver. Man skulde ikke tro det muligt, at en dansk Forenings Bestyrelse, tilmed saa nær Grændsen, kunde gjøre sig skyldig i en saadan Taktløshed. Intet andet Sted i Landet vilde danske Mænd vove at benytte de forhadte slesvigholstenske Farver som Festtegn, og en saadan Adfærd fortjener at paatales i skarpe Ord, selv om den - hvad forhaabentlig var Tilfældet i Ribe - skyldes en utilgivelig Tankeløshed. Beklageligt er det, at det blev en Sønderjyde, der rettede Bebrejdelsen herfor mod Bestyrelsen: det havde for vor egen Skyld set kjønnere ud, om en af de Tilstedeværende fra Kongeriget, et as Foreningens egne Medlemmer havde paatalt Sagen.

Vi har nu sagt vor Mening om den Ting og skal derefter rulle Tæppet op for den modbydelige Scene, der forefaldt ved Bordet. Da Sønderjyden havde talt, rejste den før omtalte Maler Bruun sig og udtalte efter hvad "Ribe Stiftstidende" refererer bl. A. Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kjender ikke danske Nordslesvigere, jeg kjender kun Estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kjender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvig-holstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der Nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Det er ufatteligt, at Maleren ikke blev stoppet, inden han fik afleveret hele denne Bunke. Vel protesterede Forsamlingen, men Hr. Bruun fik kort efter atter Ordet for at imødegaa Sønderjyden og gav paa et Tilraab fra En i Forsamlingen et Svar, der - i Fald Ordene er rigtigt refererede i "Ribe StiftStd." - indeholder en saa grov Fornærmelse mod Hs. Maj. Kongen, at vi vægrer os ved at gjengive dem her.

Nu blev Bægeret da endelig fuldt, og Forsamlingens Taalmodighed var til Ende. Alle som En istemte de: "Vi vil værge vort Land", og da Maler Bruun efter denne Sang igjen vilde fortsætte, istemtes endnu et Par Sange. Men endnu en Gang fik han Lov at fortsætte, og da han endelig var færdig, forsvandt han ud af Teltet, hvor Fællesspisningen holdtes. Han gik altsaa først efter at have faaet sagt Alt, hvad han vilde, udøst en Bunke af de plumpeste Grovheder over Sønderjyderne og paa en i høj Grad fornærmende Maade omtalt vor Konge.

Den tilstedeværende Forsamling af gode danske Mænd og Kvinder, som de jo var, har unægtelig været mere end tilladelig taalmodig; Maler Bruun burde ikke blot være frataget Ordet længe inden han var færdig, men var der sket ham hans Ret, saa var han blevet vist ud paa staaende Fod. Det havde været det korrekteste Svar fra Forsamlingens Side, og det havde sikkert ogsaa været det Bedste for den fanatiske Malermester selv.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. august 1895).

Harald Albert Bruun og Mathilde Bruun (1866-1945) boede i Aleen ved Kirkegaarden, Gravsgade matr. nr. 148 i Ribe. Det var her han havde et atelier. Han fik næringsbrev som maler i 1859, hun var uddannet hos Johannes Petersen i København. Før affæren havde han siddet i Ribe Byråd.

Fotograf Christen Nørgaard Nielsen (1870-1954): Harald Bruun (1837-1912). Fundet på Fotohistorie.

Horsens Avis som Angiver.

Højrebladet "Horsens Avis' refererer efter sin Kollega "Ribe Stiftstid." en Historie fra et i Ribe i Onsdags afholdt Dyrskue, efter hvilket der fandt en Fællespisning Sted. Ved denne Fællesspisning afholdtes der Taler, og en af Talerne var en Sønderjyde, som kritiserede Dyrskuebestyrelsen, fordi den havde solgt Festtegn med slesvigholstenske Farver. "Horsens Avis" bruger Ordene "Taktløshed","forhadte slesvigholstenske Farver' og er kort sagt kommet i komplet Krigshumør.

Da vi ikke kender noget til Sagen og altsaa heller ikke ved, hvad der har bevæget Bestyrelsen til at benytte de urostiftende Festtegn, skal vi lade den Sag ligge. Det tør imidlertid formodes, at Festtegnene, for saa vidt de virkelig med Bestyrelsens Vilje har faaet slesvigholstenske Farver, er valgt af Hensyn til, at der ogsaa var Folk fra Slesvig-Holsten, som udstillede ved Dyrskuet. Derfor havde det selvfølgelig ikke været nødvendigt at bruge slesvigholstenske Farver, de danske Farver havde været mere naturlige ved den Lejlighed, men Sagen er dog i sig selv ikke saa stor, at "Horsens Avis" burde nedværdige sig til at spille Angiver overfor en Mand, som protesterede mod den forargede Sønderjydes Kritik.

Vedkommende er en radikal Venstremand i Ribe, Malermester Brun. I Følge "Ribe StiftStid.", hvis Referats Korrekthed maaske dog tør betvivles, udtalte Hr. Brun:

"Det med Nationernes Mærkebaand er underordnet. Jeg kender ikke danske Nordslesvigere, jeg kender kun estrupske Højremænd. De sønderjydske Patrioter har valgt Militarismen, siden den Tid kender jeg dem ikke. De har ikke valgt Folkeretfærdigheden. Blæse være med Nationalitetsfølelsen, den er Humbug. Jeg blæser paa den. Den foregaaende Taler udtalte, at de slesvigholstenske Farver spyttede Sønderjyderne paa. Er der nogen, der har spyttet paa Folkeretfærdigheden, da er det de sønderjydske Patrioter. De valgte Militarismen i Stedet for."

Vi skal ikke komme nærmere ind paa Hr. Bruuns Udtalelser. De er fremsatte ved et Fællesmaaltid og bør næppe tages for alvorligt. Og iøvrigt er Hr. Bruuns Ord ikke rettet mod Nationalitetsfølelsen i og for sig. Han har - noget haardere end nødvendigt - peget paa den falske Nationalitetsfølelse, der er brugt mod et Folks Kamp for politisk og social Frigørelse, og han har vel næppe helt Uret endda, naar han hævder, at Nordslesvigerne har fundet det i sin Orden, at Esrup krænkede Danmarks politiske Frihed og Uafhængighed og satte Fæstningen som Monument over det, Maler Bruun kalder Folkeretfærdigheden.

Havde "Ribe Stiftstid." og "Horsens Avis" nu nøjedes med at fortælle om Hr. Bruuns "Taktløshed", var Sagen vel dermed kommet ud af Verden. Men "Horsens Avis" skynder sig med at fortælle, at da Bruun endnu en Gang fik Ordet, fornærmede han Kongen saa grovt, at Bladet vægrer sig ved at gengive Fornærmelsen.

Dette plumpe Angiveri bringer nok sin Løn med sig. Og om "Hors. Av." er saa heldig at faa Maler Bruun tiltalt og straffet, har Bladet gjort en god patriotisk Gærning, som alle Snobber og patriotiske Hyklere vil takke det for.

Havde det ikke været nok, om "Hors. Av." havde meddelt, at Maler Bruun blev overdøvet af Fællesspiserne med Sangen "Vi vil værge vort Land". Den "Straf" kunde vel have været tilstrækkelig. En Fællesspisning ved et Dyrskue er dog ingen saa vigtig Begivenhed, at Udtalelserne der fortjener almindelig Udbredelse. Nu fortjener det derimod at komme til almindelig Kundskab, at de to Højreblade knytter usselt Angiveri til de danske Farver. Det er ogsaa en Slags Patriotisme. Fy for en Ulykke!

(Social-Demokraten 4. august 1895).

Social-Demokraten havde ret i at med offentliggørelsen af Bruuns optræden, var grunden lagt til en sag - hvilket Ribe Stift-Tidende også senere skrev: Få uger efter blev der anlagt sag mod malermester Bruun. Han androg stiftamtet om at overretssagfører Berg skulle føre forsvaret, men stiftamtet gav ham afslag. Underretten dømte ham 17. november 1895 for majestætsfornærmelse til 3 måneders simpelt fængsel samt til at betale sagens omkostninger. Overretten stadfæstede 20. januar 1896 dommen. Ribe Byråd nægtede (6 stemmer mod 3) at blive optaget på rigsdagsvalglisten. Sagen kom så for Højesteret:

Majestætsfornærmelsessagen i Ribe for Højesteret.

Kjøbenhavn 16. April

For Høiesterets Skranke procederedes idag den meget omtalte Sag om Malermester i Ribe. Harald Albert Bruuns Fornærmelser mod Hs. Maj. Kongen. Bruun dømtes saavel ved Under- som ved Overretten til tre Maaneders simpelt Fængsel.

Det var den 31. Juli i Fior, der var arrangeret stort Dyrskue, og ved Festmaaltidel efter Skuet holdtes der Taler. En Sønderjyde havde talt og bebreidet Festkomiteen, at den som Festtegn havde valgt Baand i slesvig-holstenske Farver. Da reiste Malermester Bruun sig og sagde omtrent Følgende:

"Det med Nationernes Mærkebaand er noget ganske underordnet! jeg ved Intet om danske Nordslesvigere, jeg fjender dem kun som Estrup'ske Høiremænd; de sønderjyske Patrioter har valgt Militarismen og ikke Nationalitetsfølelsen. Den foregaaende Taler sagde, at han spyttede paa de slesvig-holstenske Farvere jeg blæser ad Sønderjydernes Nationalitetsfølelse. der kun er Humbug"

Bruun blev under sin Tale hyppigt afbrudt, men han tilføiede ikke destomindre følgende Ord om Hs. Maj. Kongen: - "Vi har en tysk Konge, som kun er bleven dansk, fordi han har kunnet se sin Fordel derved, fordi han har kunnet opnaa en høi Stilling her i Landet."

Bruun har under Forhørerne ikke kunnet benægte, at han har udtrykt sig saaledes; dog mener han ikke at have sagt "kun." Han har imidlertid anført, at han vilde motivere sine Ord dermed, at Nationalitetsfølelsen altid maatte vige for høiere socialt Hensyn, hvilket man saa Exempler paa i mange Fyrsteslægter; - men Harmen blandt Forsamlingen over de faldne Udtalelser var saa stærkt, at han ikke kunde faa Ørelyd. Saa sluttede han med et Leve for Udstillerne, og Musiken demonstrerede mod Bruuns Udtalelser ved at spille "Vi vil værge vort Land" og andre Fædrelandssange. Derpaa forlod Bruun Lokalet.

Saaledes fremstilledes Sagen gjennem den i Dag i Høiesteret oplæste Dom og under Dokumentationen af Sagens Akter.

Aktor i Sagen, Højesteretssagfører P. G. S. Jensen, talte ganske kort. Han patenterede, at om end Bruun ved den omtalte Leilighed havde været noget beruset havde han dog ingenlunde været utilregnelig. De afhørte Vidner havde saa godt som alle opfattet Tiltaltes Ord som fornærmende mod Hs. Majestæt, og at de er fornærmende maa ogsaa anses for aldeles utvivlsomt. Med fuld Føie, slutter Aktor, har Overretten dømt Tiltalte efter Straffelovens § 90.

Efter at Dokumentationen var til Ende, nedlagde Aktor Paastand paa Dommens skjærpelse eller Stadfæstelse. 

Defensor, Højesteretsadvokat Halkier fik derpaa Ordet, og han gik noget nærmere ind paa Sagen: - Den Tiltalte hører øjensynlig til de Folk, som "Intet har lært, og intet har glemt." Det er nu heldigvis mange Aar siden de Folk, som er hans politiske Meningsfæller har brugt Ord som "Grundlovsbrydere" og Rakkerpak" om Ministrene; det var den Gang, da en Landstingsmand brugte Billedet om de "snivede Heste", og da en Folketingsmand, som tilmed var en studeret Mand, kaldte Ministrene for "Indbrudstyve " Dette er nu fjærne Minder; og det er mærkeligt at se, at der i en fjeern Afkrog af Landet endnu er "en saadan Tro i Israel," som den der har givet sig tilkjende i Maler Bruuns Ord. Naa, Bruun er en udannet Fanatiker, som i sin opfarende Hidsighed naturligvis nemt kunde komme til at fornærme Kongen; og at hans Udtryk er meget uheldigt kan jo ikke nægtes.

Imidlertid maa Domstolene se ganske objektivt paa denne Sag og navnlig se bort fra Striden om Dansk og Tysk og og de Stemninger, som denne Sind har avlet særlig ved den nævnte Leilighed.

Man maa ogsaa tage i Betragtning, at Fyrsteslægterne har en baade national og international Karakter; navnlig hænder det jo meget hyppigt, at Dronninger hentet fra andre Lande og ja mere en Dronning formaaer at gaa op i den nye Nation, hun tilhører, des mere er hun bleven elsket; her kan nævnes et saa fjerntliggende Exempel som Dronning Dagmar og et saa nærliggende som vor nuværende Kronprinsesse. Men ogsaa Kongen hentes jo undertiden fra andre Lande; saaledes blev jo en Søn af vort Kongehus Grækenlands Konge. Men det vilde dog næppe kunne betragtes som fornærmeligt for Kong Georg, om man om ham sagde, at han havde valgt den græske Trone for at skabe sig et videre Virkefeldt ved at blive græsk Konge. Og lige saa lidt vilde det betragtes som en Fornærmelse mod Kong Georg, om man sagde, at han var dansk.

Naar Bruun har brugt Udtrykket "søgt sin Fordel" er det naturligvis et uheldigt valgt Ord. Men man behøver da ingenlunde at forklare det som "pekuniær Fordel"; det maa sikkert opfattes som den Fordel, der ligger i en almindelig Tilfredsstillelse af alle Fordringer til et rigere og mere indholdsrigt Liv. At en Prins, som ikke har noget bestemt Virkefelt, kan ønske at blive Konge, synes mig saa naturligt, at jeg ikke kan se, der ligger en Fornærmelse i en Udtalelse herom. Forholdet her er jo dog heller ikke det samme som i Tyskland, ved at læse "Flensborg Avis" f. Ex. ser man jo, hvorledes dernede Majestætsfornærmelsessagerne voxe frodigt op. Dertil kommer, at Bruuns Ord jo slet ikke rammer Kongen, han havde jo valgt at være dansk, endnu længe før han udnævntes til Tronfølger. Endelig har Tiltalte aabenbart aldeles ikke haft til Hensigt at fornærme Hans Majestæt.

Jeg indstiller derfor Tiltalte til Rettens mildeste Dom, laltfald til Stadfæstelse af den indankede Dom, som jo har valgt Minimumsstraffen efter § 90. 

- - Efter en temmelig kort Votering faldt Dommen. Den lød paa Stadfæstelse af Overretsdommen i Henhold til dennes Præmisser.

Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 17. april 1896)

Et antal borger i Ribe (tallet opgives til 322) ansøgte efterfølgende om at Bruun blev benådet. Dette kunne kun tilstås hvis Bruun selv ansøgte. Men det gjorde han i første omgang ikke, idet han foretrak at blive martyr. Senere ombestemte han sig. Justitsministeriet afslog ansøgningen. Derefter ansøgte han om at straffen blev konverteret til 3 gange 5 dages fængsel på vand og brød til efteråret. Kongen eftergav ham så straffen mod at der meddeltes ham en alvorlig irettesættelse og advarsel. Bruun blev indkaldt til stiftamtmand Ahnfeldt som gjorde ham bekendt med kongens resolution. Ribes befolkning synes også generelt at være imod en så hård straf.

Se også Højesteretstidende 1896, s. 113-116.