Stor Idsvaade paa Kristianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

Atter i Gaar opskræmmedes Kjøbenhavnerne ved Meddelelsen om en større Ildsvaade her i Byen. Ved 3-Tiden raslede Dampsprøjten gjennem Gaderne og tog Vejen ad Kristianshavn til. fulgt af en talrig Mængde nysgjerrige, der forgjæves spejdede efter det røde Skjær, der bebuder de store Ildsvaader. Intet saadant var at opdage.

Over Knippelsbro ad Store Torvegade kjørte Dampsprøjten og gjorde Holdt paa Hjørnet af Strandgade og Lille Torvegade. Her holdt allerede fire Stationssprøjter fuldt bemandede.

Det viste sig nu, at Ilden var i Bagbygningen i Gaarden, der hører til Kristianshavns Eddikebryggeri i Strandgade. Bryggeriet ejes af Grosserer Gregersen, der tillige i samme Gaard har Sæbekogeri og Pakhuslager.

Ilden opdagedes Kl. 2½ af nogle Arbejdere, der var beskæftigede i Bygningens andet Stokværk. En gjennemtrængende Røg trængte pludselig op igjennem Gulvet og fyldte Rummet, hvori Arbejderne og Hr. Gregersen opholdt sig.

Man foretog strax et Eftersyn, og det viste sig da, at Ovnen i det nedenunder beliggende Værelse havde antændt Træværket i Panelet, der stod i lys Lue.

Hurtig meldtes Ilden til Brandstationen ved Nikolaj Taarn, samtidig med at Fabrikens Arbejdere beordredes til at holde sig rede til mulig Assistance.

Med forfærdelig Hurtighed bredte Ilden sig til alle Rammene i første Stokværk, hvor Pakkasser og andet tørt Træværk afgav let fængeligt Materiale. Ved Dampsprøjtens Ankomst slog Luerne ud af Vinduerne og slikkede op ad Træværket i andet Stokværk.

Med beundringsværdig Hurtighed blev samtlige Sprøjter sat i Virksomhed, og Dynger af Vand dængedes over den brændende Bygning. Men Ilden havde allerede grebet for stærkt om sig.

Fra første Stokværk forplantede den sig til andet og tredje, og pludselig faldt Taget med et øredøvende Brag og sendte en Regn af Gnister ned over Gaarden og Forhuset, der fuldstændig indhylledes i Røg.

Da lød det pludselig fra Mund til Mund: "Ilden har forplantet sig til Sidehuset", og ganske rigtigt, gjennem Røgtaagen saas smaa, spillende Flammetunger løbe langs den mørke Sidebygnings Tagryg.

Øjeblikkelig forandrede Brandvæsenet sin Angrebsplan. En Slange blev lagt ind fra Lille Torvegade og en fra Vildersgade, medens Dampsprøjten gjennem Porten i Strandgade stadig sendte sin mægtige Vandstraale ind i Flammehavet.

Tyngvaade og sorte som Negre løb Brandfolkene frem og tilbage, lystrende de korte og bestemte Ordrer, der udsendtes af deres Foresatte.

Pludselig raabtes et Navn og Nummer op. Manden er ikke til at finde; man leder og leder. Saa findes han liggende besvimet paa Trappegangen i Forhuset. Den stærke Røg har næsten kvalt ham, og bevidstløs maa han kjøres bort i en Droske.

Et forfærdeligt Brag! Det er Loftet i første Stokværk, der styrter ned. Nu skal der tages fat. Alle Slanger rettes mod Sidebygningen. Her maa Ilden bøje sig for Overmagten.

Saa rettes Angrebet paa selve den brændende Bagbygning, hvor glødende og knitrende Vindusrammer skinner frem gjennem Taagen fra øverst til nederst.

Et Par Timers ihærdigt Arbejde, og Brandvæsenet er Herre over Ilden, men alt er brændt fra Kvist til Kjælder; kun Murene staar tilbage. Endnu Kl. 9 brændte det lystigt, men al Fare for, at Ilden skulde antage større Dimensioner, var da afvendt.

Brandkorpset lededes af Oberstløjtnant Meyer, Kaptejn Benzon og Brandassistent Lisberg, Politikorpset af Inspektør Theod. Petersen og Politiassistent Stephensen. En mønsterværdig Orden blev opretholdt. Helt nede fra Hjørnet af Lille Torvegade, ved Vildersgade og Strandgades modsatte Ende stod Politikordoner. der strængt tilbageviste ethvert Forsøg paa at trænge igjennem Afspærringen.

En umaadelig Menneskemasse havde samlet sig i Torvegade og betragtede interesseret Dampsprøjtens glødende Fyr og ildsprudende Skorsten.

Hvor meget der er bleven ødelagt ved Branden, er det endnu umuligt at danne sig noget bestemt Begreb om. Hr. Gregersen havde forsikret i "Dansk Brandforsikring", men Forsikringssummen er saa lav, at han rimeligvis vil lide et ikke ubetydeligt Tab.

Hertil kommer, at han sandsynligvis for en Tid vil komme til at indstille Virksomheden i Bryggeriet, hvad der jo ogsaa vil paaføre ham pekuniært Tab. Sæbekogeriet, der findes i det samme Bygningskomplex, forblev derimod aldeles uberørt af Ilden, og Virksomheden hermed vil derfor ikke lide noget Afbræk

(Morgenbladet (København) 7. januar 1891)

Brandvæsenet havde i Tirsdags, da den store Ildløs paa Kristianshavn lagde Beslag paa dets bedste Kræfter, om Eftermiddagen og Aftenen en usædvanlig livlig Dag, idet der fandt ikke mindre end følgende 11 Ildebrandsmeldinger Sted. Om Morgenen Kl. 5½ kaldtes Brandvæsenet til Ildebrand i St. Kongensgade 110 (Borchorst Brænderi), hvor der var Ild paa øverste Loft omkring et Axelleie tæt ved Sigten, hvilken Ild ved at opdages saa hurtigt slukkedes i sin Fødsel. Var Brandvæsenet blevet kaldt nogle Minuter senere, havde der været al Udsigt til, at det var bleven en meget stor Ildløs. Formiddagen igjennem havde Brandvæsenet Fred, men fra Ettiden gik det Slag i Slag med Ildebrande. Kl. 1 meldtes Husild i Laxegade 15, hvor et Gulv var blevet antændt fra en Kakkelovn. Kl. 2,37 meldtes den store Ild paa Kristianshavn. Kl. 3,15 var der atter Ild i Gulvet ved en Kakkelovn, denne Gang i Griffenfeldtsgade 4, efter ½ Times Forløb var denne sid slukket. Kl. 5 meldted der Ild i Pakningen om et Vandrør i Baggesensgade 20, som hurtig blev slukket, og Kl. 5½-6 3/4-7,30 og -8 meldtes mere eller mindre betydelig  Skorstensildebrande, henholdsvis i Fredensgade 22, Guldbergsgade 12, Balsomgade 3, Rosenvængets Alle og Østerbrogade 60. Den sidste Ildløs var paa Østerbrogade 68, hvor en exploderet Petroleumslampe foraarsagede en mindre Husild 

Fra Branden paa Kristianshavn Brandstedet frembød igaar Synet af Ødelæggelsens Vederstyggelighed; af de brændte Bygninger stod kun Murene tilbage, fra det Indre steg stadigt Røgskyer i veiret, det ulmede bestandigt i Grunden.

Kjælderen til Sidehuset, som det lykkedes at redde, stod fuld af Vand; to Mand var i Færd med at øse det op med Spande og Skovle. Tidligt om Formiddagen havde Eieren, Hr. Gregersen, gjort Forsøg Paa at trænge ind i Stueetage og Kjælder, til de brændte Bygninger for at blive klar over, hvor mange af de der beroende Varer der vare blevne mere eller mindre ødelagte af Ild og Vand. Opholdet derinde var imidlertid saa ubehageligt, at Undersøgelsen opsattes.

Hvad Assurancen angaar, da vare Bygningerne assurerede i "Kjøbenhavns Brandforsikring", medens Varerne vare forsikrede i forskjellige Selskaber. Hvor stort et Beløb der er brændt for, lader sig endnu ikke bestemme; men saa meget er sikkert, at det er betydelige Summer, det dreier sig om.

Den Brandmand, der blev syg som Følge af den stærke Røg, befandt sig igaar ret vel, men der vil dog gaa nogen Tid, før han kan udskrives fra Hospitalet. To andre Brandmænd, der ogsaa bleve angrebne af Røgen, have maattet melde sig syge i Hjemmet.

At Mandskabet ogsaa paa anden Maade har været i Fare, vise følgende to Episoder, som indtraf under Branden: Paa Taget af Sidebygningen i Baggaarden, hvor Ilden først brød ud, stod tre Brandmænd, hvis Opgave det var at bekæmpe Ildens Udbredelse til Baghuset; uden at de have mærket det, ere de blevne omringede af Flammerne; at komme ned var umuligt, den eneste Redning var at vove Springet fra den brændende Bygning til Baghuset; Afstanden er kun 3 Alen, men i den usikre Belysning og med det usikre Fodfæste paa de af Isen glatte Mure er det mere end nok. Der var dog ikke Andet at gjøre: Springet maa voves, hvis man ikke vil omkomme ynkeligt i Ilden - og det lykkedes.

Kort efter kom Kaptain Bentzen op i Baghuset, som nu stod i Flammer; han havde set to Brandmænd arbeide i en faretruende Nærhed af en vaklende Gavl; han faar lige tilraabt Brandmændene om den Fare, der truer; de springe til Siden, og i samme Nu styrter Gavlen ned for Fødderne af de bestyrtede Mænd - et Minut til, og de havde ligget knuste under Grushoben.

Kun ved Befalingsmændenes Omsigt og Mandskabets Konduite undgik de Faren, der truede under Slukningsarbejdet.

(Dagens Nyheder 8. januar 1891).

Strandgade 14-6 (2019). Nr. 12: Jennows Gaard. Foto Erik Nicolaisen Høy. Kbhbilleder.

Branden paa Kristianshavn.

- - -

Vi var et Øjeblik oppe paa Baghus-Taget af Ejendommen Nr. 24 i Lille Torvegade, der ligger umiddelbart op til den brændte Fabrik. Denne kiler sig i en Vinkel tæt ind mellem de omliggende Rønner, og det maa regnes som et ligefremt Held, at det under disse Omstændigheder lykkedes Brand væsenet at holde disse fri af Ilden. Bryggeriet hører til en meget gammel Handelsgaard, og det sønderbrudte Tømmerværk og Loftsbjælker, som vi fik Øje paa, viste sig at være i den Grad frønnet og ormædt, at det er mærkeligt en saa skrøbeligt udseende Bygning har kunnet anvendes baade til Fabrik og Oplagsrum uden at den for længe siden er futtet af. Byggeloven tillader næppe, at en ny Bygning af lignende Dimensioner rejses paa dette indskrænkede Omraade.

Publikum valfartede hele Gaarsdagen til Brandstedet for at bese de Rester, Ilden havde levnet. Særlig vakte det Sensation fra Wildersgade at iagttage, hvorledes Bagbygningen til Nr. 24 i Lille Torvegade havde forskudt sig i den Grad, at den stod fuldstændig stæv og syntes faldefærdig. Bygningens øverste Del ragede mindst en halv Alen ud fra den lodrette Linie, saa der her syntes Anledning til at søge forebygget en mulig Indstyrtning.

- - -

(Social-Demokraten 8. januar 1891. Uddrag).

Christianshavns Eddikebryggeri blev grundlagt 29. oktober 1847 af fabrikant Carl Gregersen. I 1905 sluttede det sig sammen med Eddikebryggeriet J. Nydam & Co. grundlagt i 1882 af J. H. Nydam til De Forenede Eddikebryggerier ved Carl Peter­sen. Fabrikant Carl Gregersen afløstes efter få år J. Nydam. Firmaet blev i 1918 overtaget af fabrikant Carl Petersen. I 1924 føjedes eddikefirma­erne H. Kjørup & Co. og A/S Vinaigre til virksomheden. Det havde adresse på Strandgade 12 (Jennows Gård).

Svenske Slaver. (Efterskrift til Politivennen)

Billeder fra en Vanring blandt Landarbejdere.

Ude omkring i Provinserne findes der undertiden Forhold saa uciviliserede, at man ikke tror dem mulige før man med egne Øjne har set dem. Fra det Øjeblik, vi under vor Rejse blandt Landarbejdere satte Foden paa Lollands Jord, hørte vi Tale om de skandaløse Forhold, som fandt Sted paa Hanemose Teglvarefabrik ved Sakskøbing. Rygtet om dem var trængt flere Mil ud i Landet, ja, fra den ene Ende af Lolland til den anden.

Vi tog dertil og maa tilstaa, vi har aldrig set noget lignende!

Hanemose ejes af en Arkitekt Jensen i Nykøbing paa Falster. Fra Grænge Station er der en god halv Times Gang dertil, og naar man kommer mellem de spredte Bygninger faar man straks Øje paa en Skare Mænd og Kvinder, der, overstænkede af Ler og Snavs, gaar og slider i et strængt og i høj Grad urenligt Arbejde. Unge Piger gaar med opkiltrede Skjorter, lange, nøgne Ben og Fødder, fulde af vaadt Ler, og triller Ler og raa Sten paa en Hjulbør. Eller de med Hænder, som ikke er til at se for Snavs tager Leret fra Møllen og bærer det til Valseværket. De slæber det vaade, bløde, skidne Ler paa de bare Arme klemt ind mod Brystet, saa deres Tøj er som draget op af en Rendesten. De skærer Sten paa Maskinerne, læsser brændte Sten paa Vognene og læsser dem af ved Jærnbanen og Skibene.

Er Arbejdet strængt og ubehageligt, saa er Bolig, Kost og det Liv, de fører, noget saa forfærdeligt, at det var skammeligt at byde selv Dyr noget lignende. Betegnende derfor er. at det er lutter svenske Arbejdere, Mænd saa vel som Kvinder, der findes paa Fabriken. Ingen danske vil finde sig i et Liv som dette. De lokkes dertil gennem disse samvittighedsløse Fæstemænd og Menneskehandlere her i København, der altid staa rede til at skaffe selv de usleste Arbejdsledere den fornødne Arbejdskraft

Kvindeboliger.

Kvinderne er unge kraftige Bønderpiger, som kommer hertil langt oppe fra Midtsverig. De bor i to forskællige Huse. Vi tager det bedste først, og gaar ind i en af Stuerne. Her bor Piger, som ligger i 3 saakaldte Senge. Disse er raat sømmede sammen af til dels  høvlede Brædder og ligner umalede Pakkasser. I Bunden ligger der en gammel Halmsæk, og ovenpaa dem nogle kulsorte Lagner, som de havde ligget med i 3 Maaneder. Over sig havde de endelig nogle væmmelige Tæpper, som vi ikke vilde røre ved med Enden af en Stok.

Halmen i Sækken, hvorpaa de direkte laa, var klumpet og slidt itu, saa de klagede stærkt over, at de blev ømme i Ryggen af at ligge paa det elendige Leje. En dejlig Hvile efter Dagens Slid! Møblementet voldte dem ikke stort Besvær. Der var nemlig kun et lille plumt sammentømret Bord af umalede Brædder og en Stump Bænk af lignende Materiale, og hvorpaa der højest var Siddeplads til 3 af Værelsets Beboere. Foruden dette var der intet i Værelset uden de nøgne, modbydeligt skidne Vægge og en gammel rusten Blikplade, som var slaaet for Vinduet, hvor nogle af Ruderne var itu. Gardiner eller blot noget til at dække for Vinduerne mens Pigerne klæder sig af og paa, var der ikke Spor af.

I en Ovn.

I den anden Hule var der endnu værre. Det var en gammel udbrændt Teglovn, som var lavet om til Beboelse. Naar den ikke længere er god nok til Mursten, kan den altsaa dog være god nok til at huse Mennesker! I dette usle Hul, der er meget mindre end det forud beskrevne, bor der 6 Piger. Hummeret har to smaa Glugvinduer og paa det elendige Murstensgulv staar der 3 "Senge" af samme forfærdelige Beskaffenhed som de andre. Kakkelovn er der ingen af, men udenfor er der en Grotte" med en Slags aaben Skorsten, hvor der næppe kan staa en Gryde paa en defekt Trefod. Her koger de deres lukulliske Maaltider. Nat og Dag har de stadigt Selskab af en Skare fjendtligsindede Rotter, som æder deres Mad og napper deres Tær.

Lige som vi var kommen indenfor Døren, kom Beboerne fra Arbejde. Det var unge, rigtig pæne Piger med kraftige Lemmer, men de saa ikke hyggelige nd, saa overdængede af Snavs de var. Den halvnøgne, skidne Krop var endnu værre end de pjaltede, lerede Klæder. Efter at de havde vaflet Ansigt og Hænder gav de sig i Færd med at tilberede Middagsmaaltidet, der bestod af 2 Spegesild og nogle kogte Kartofler uden Spor af Dyppelse. Silden, som de ufrivillig købte hos Fabrikernes Marketender, saa gul og harsk ud. Men Føden kommer vi siden til.

Værre endnu!

Bor Kvinderne Gendigt, saa er det næsten umuligt at beskrive det Syn, som mødte os, da vi traadte ind i den Bolig, der er budt de ugifte Mænd Det var paa Loftet ovenover Marketenderen, man havde indkvarteret dem. For Tugthusfanger vilde det være en barbarisk Tillægsstraf at byde dem et saa rædselsfuldt Tilflugtssted. Ad en almindelig Stige, som havde mistet de halve Trin, kravlede man derop. Der var saa mørkt, saa man ikke kunde se tre Skridt foran sig. Det lille Vindue, der var i Gavlen, var saa skident, at Lyset kun trængte ind gennem de 2 Huller, hvori der tidligere havde siddet 2 Ruder. Til Gengæld var der faldet et saa stort Stykke af Muren ud, at en Mand mageligt kunde krybe derigennem, og der var ikke Tale om at stoppe denne Gennemkørsel for Sol og Vind og al Slags ondt Vejr.

Midt gennem Loftet var der en smal Gang og paa begge Sider fandtes "Sengene" i to Etager, lige som Burene i et Menageri eller Køjerne i en slet udstyret Udvandrerdamper. Der var slaaet noget Spærreværk op af Lægter mellem Lost og Gulv. Ud mod Midtergangen stod et Par Fjæl paa Kant, og det var "Sengene". Dem, der laa i nederste Etage, laa paa det bare Gulv, og hos dem i Etagen ovenover var Bundbrædderne saa utætte, at Halm, Sand og andet Snavs dryssede ned i Hovedet paa dem underneden.

"Sengetøjet" svarede til "Sengene". Det bestod af noget fint, hakket Halm, som man kunde blive baade angst og bange for at komme i Nærheden af. [... nogen af] samme Farve, som det sølede Gulv og Jorden udenfor. Tæpperne var komplet ubeskrivelige. I hver Baas laa der to Mand med en Tot Halm i en Sæk under Hovedet.

De havde selv tømret sig noget sammen, der brugtes i Stedet for Bord. Det var nogle gamle, brugte Bræder, kulsorte af Snavs, som var sømmede fast, tæt op ad den ene Række Senge. Nogle af Brædderne var lange, andre korte, og hvor et havde været for langt, var det ganske simpelt brækket over, saa Fliser og Splinter rev Tøjet itu, naar man skubbede sig forbi.

Mændene skal ogsaa selv lave deres Mad, og dertil har de en gammel faldefærdig Kakkelovn uden Dør eller Ringe over Kogehullet. Naar de har Ild paa, er der som Følge deraf en Kulos i Rummet, saa det er mærkeligt, at de ikke er kvalte for længe siden. De Spisevarer, der laa henslængte paa det skidne Bord, var mere lig Svinesøde end Mad til Mennesker.

Papstumper.

Hver Arbejder og Arbejderske skal efter Kontrakten have udbetalt 4 Kr. om Ugen i Kostpenge. Det faar de ikke. Derimod faar de leveret 4 Papstumper, hvorpaa der staar skreven "1 Krone" og Fabrikantens Navn. For disse Papstumper kan de købe Varer i Marketenderiet og selvfølgelig kun der. Som Skillemønt bruger Marketenderen nogle Blikmærker, og det er saaledes umuligt for Arbejderne at handle andre Steder end hos ham. Følgen deraf er naturligvis, at de kun faar daarlige Varer, som de maa betale med højere Priser end de kan løbe gode Varer for lige ved Siden af. Dette gælder navnlig i høj Grad om Smør og Flæsk. Mælk har Marketenderen ikke hast hele Sommeren, men da de ikke kan købe andet Steds for deres Papstumper, har Kvinderne altsaa aldrig kunnet faa en Draabe Mælk at drikke.

Der er ikke Tvivl om, at dette Forhold er fuldstændig ulovligt. Naar de efter deres Kontrakt skal have 4 Kr. om Ugen, er det ulovligt at byde dem 4 Papstumper i Stedet og tvinge dem til at købe Varerne, hvor de ikke faar mere end det halve Udbytte for deres Penge. Men de er fattige og kan ikke kræve deres Ret, værgeløse som de er i Arbejdslederens Magt ved en uforsvarlig Kontrakt. Ved den er de bunden til 1. November - det var i Sommer vi var der - , og rejser de før den Tid, faar de ikke en Øre af, hvad de har til Gode. I Sommer rejste 2 Mand derfra, da de ikke kunde finde sig i det skrækkelige Liv. De mistede derved 40 Kr. og 35 Kr., som de havde til Gode. Trænger de til noget Tøj, Støvler osv., faar de ikke Penge at købe det for, men en Lap Papir, hvorefter de kan saa det indleveret hos en Marskandiser i Nykøbing paa Falster. Altsaa ganske paa samme Vis som med Fødevarerne.

Selv de gifte Folk, som bor der med Kone og Børn, faar ikke deres Betaling paa anden Maade. De maa købe hele Føden til deres Familie for Hr. Jensens Papstumper!

Arbejdstid og Indtægt.

Tidligere har Arbejdstiden været fra 5½ Morgen til 7½ Aften - 14 Timer - , men saa meget har Øvrigheden dog lagt sig imellem, saa at den har faaet Arbejdstiden indstrænket til fra 6 til 6 for nogle og fra 5½ til 6 for andre.

Pigerne faar 80 Kr. for Tiden fra Maj til November - 6 Maaneder - , men Mændene arbejder mest paa Akkord. Vi har set flere Arbejdsbøger med den indførte ugenlige Fortjeneste, og den saa saaledes ud: 9 Kr. 50 Øre - 11 Kr. 8 Øre - 11 Kr. 49 Øre - 10 Kr. 72 Øre - 9 Kr. 15 Øre - 7 flr. 89 Øre - 9 Kr. 44 Øre - 9 Kr. 40 Øre - 11 Kr.

Aldrig har vi set et Arbejdssted, hvor Ordet Slaveri med større Berettigelse kunde anvendes. Det maa være en ren Vellyst at være i Tugthuset i Stedet for at [friste] Livet paa den Maade. Men desværre, Hanemose kan faa Folk nok. Hvert Halvaar, naar det ene Sæt rejser, stakkes der med Lethed en ny Forsyning gennem Menneskeforretningen paa Halmtorvet her i Byen. Og de stakkels Svenskere aner jo ikke, hvad de gaar ind til!

(Social-Demokraten 3. januar 1891).

Hanemosegaard (Damp)Teglvarefabrik (Hanemose Dampteglvarefabrik  var blevet oprettet ca. 1860). Borgmesteren i Sakskøbing indledte i 1889 en offentlig undersøgelse af arbejdsforholdene på Hanemose efter at en svensk arbejder havde ligget syg ved værket uden pasning eller lægehjælp skønt han var medlem af fabrikkens sygekasse. "De svenske arbejdere", hedder det i en erklæring fra denne retssag, "var hyppigt drenge mellem 15 og 20 år. Sat i et fremmed land under sådanne forhold som på Hanemose teglværk, og med skældsord og prygl holdt til et i forhold til deres kræfter hårdt arbejde, var de mest at anse som en flok slaver. Når de blev bortjagne som ubrugbare, det vil nærmest sige, at deres kræfter ikke slog til, var de komplette lazaroner. De ejede aldeles intet, og der var for politiet intet andet at gøre, end at give dem de allernødvendigste klæder og at sende dem ud af landet" (Den gamle By 1984).

Opvarmning af Jernbanekupeer. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Som god Demokrat forargedes jeg, da jeg for nylig saa en af vore allerfolkeligste Rigsdagsmænd sidde mageligt indsvøbt i et Uhyre af en Plaid i en 1. Klasses Kupee. Jeg sagde til mig selv, at denne første Klasses Luxus var noget udemokratisk, at en Mand, hvis Hjerte bankede varmt for Folkets Nød, maatte kunne [undvære] sine overflødige Penge bedre end til med overflødig Flothed at fede en allerede overfyldt Statskasse. Men nu gjør jeg i mit stille Sind Manden Afbigt. Nu forstaar jeg, hvorfor han, erfaren som han er med Jernbanereiser, ikke nægter sig Noget, naar han farter omkring. Jeg har nemlig været saa uforsigtig at vove mig til at kjøre paa 3. Klasse i denne Juletid. Det var nu egentlig min Kone, der satte igjennem, at vi af økonomiske Grunde skulde være fornuftige og spare. Hun kaldte det at være fornuftig, thi "Der er Varme paa tredie Klasse", og er der blot det, saa kan man lige saa godt sidde der som paa anden Klasse, Selskabet er meget morsommere. Jeg tvivlede og tilbød at bære hendes Kirkegangsfodpose, som jeg gjør, naar vi gaar vor Søndagstur til Kirke, men hun troede blindt på det høie Direktoret, forstokket som hun er i  gammel Autoritetstro, og saa reiste vi da afsted - Juleaftensdag med Morgentoget fra Korsør og videre til Masnedsund, og hvem der fik Ret, det var mig med min Tvivl. For Varme - ja. Varme er jo et relativt Udtryk, - men Opvarmning, - det var der ikke Tale om. En Konduktør, som blev adspurgt i Ringsted, erklærede, at Toget var saa langt, at man ikke kunde opvarme, og desuden var det saa koldt, at det varede længe, inden Opvarmningen kunde mærkes. - Naa - jeg hoverede, og min Kone var flou, men "det var jo Juleaften. Trafiken var saa stærk, det var nok Grunden." Med en Letsindighed, der nu bag efter synes mig forfærdelig, toge vi saa afsted den 28. med Morgentoget fra Masnedsund og videre til Kallundborg - paa tredie Klasse. Følgen er, at vi nu sidde med Snue, mulig Lungebetændelse - ialfald med megen Duelighed i Hals og Bryst. Thi rigtignok vare vi godt udrustede med Reisetøi idag, men Intet hjalp. Se, Hr. Redaktør, jeg er menneskekjærlig, og ikke vil jeg gjøre en Opdagelse, der kan komme mine Medmennesker til Nytte, uden strax at offentliggøre den. Derfor - lad Deres Læsere vide, at det er farligt - mer eller mindre efter Ens Konstitution - at stole paa tredie Klasses Kupeernes Opvarmning, naar det er Frostveir. De ere nu advarede. Ja - ser det er vel utænkeligt, at- det ærede Direktorat vil gjøre nogetsomhelst for at sørge for en nogenlunde jævn efter Veirets Beskaffenhed afpasset Opvarmning af Kupeerne.

Deres

-n.

(Dagens Nyheder 1. januar 1891).

Lauritz Peter Holmblad (1815-1890). (Efterskrift til Politivennen)

- Efter en Uges Sygeleie er en af Hovedstadens ældste og mest ansete Industridrivende, Etatsraad, Grosserer og Fabrikeier Lauritz Peter Holmblad, C. af D. og Dbm., afgaaet ved Døden af Lungebetændelse i en Alder af over 75 Aar.

Holmblad var født den 8de Juli 1815 i Sundbyvester ved Kjøbenhavn, hvor hans Fader allerede efter Bombardementet 1807 havde etableret en Filial af sin Fabrik her i Byen paa Hjørnet af Gothersgade og St. Regnegade, hvor den endnu findes. Efterat den nu Afdøde i 1837 var bleven polytechnisk Condidat bestyrede han fra dette Aar indtil 1841 sin Faders Fabriksvirksomhed for Moderen.

I 1841 blev Holmblad selv Fabrikant, og fra 1858 var han tillige Grosserer. I de henved halvtredsindstyve Aar, i hvilke han saaledes har drevet de ikke alene her i Landet, men ogsaa langt udenfor dels Grændser velkjendte og velrenommerede Holmbladske Fabriker, har han i overordentlig Grad udvidet disse og hævdet deres Producters Ry. Ved Siden deraf har han i forskjellige Retninger virket som Forretningsmand, og der er i den sidste Menneskealder ikke opstaaet ret mange større Foretagender, uden at Holmblad har været deelaglig i dem og flottet dem med sit ansete Navn og sine betydelige Midler. Lige fra Privatbankens Oprettelse har han været Medlem af Pivotbankens Overraad, eg ligeledes har han været Medlem af Bestyrelsen af det Store Nordiske Telegraphselskab og det Forenede Dampskibsselskab lige fra deres Oprettelse. I 1883 blev han Næstformand og 1886 Formand for Bestyrelsen i Søforsikkringsselflabet "De private Assurandeurer".

I en Aarrække tog Holmblad Deel i det offentlige Liv, idet han fra 1846-59 var Borgerrepræsentant og Medlem af Commissionen for Landvæsenet i Kjøbenhavn. Som Borgerrepræsentant indlagde han sig megen Fortjeneste af de Fremstridt, der netop i de nævnte Aar gjordes til Kommunens Udvikling. I 1857-71 var han Curator red det kongelige Vaisenhuus, 1861-65 Medlem af Sø- og Handelsretten. Ved Siden heraf har der i Aarenes Løb været betroet Holmblad en Mængde andre Tillidshverv af forskjellig Art, og hvor meget han end til enhver Tid var optagen af sin store private Virksomhed, i hvilken han med utrættelig Flid og Paapasselighed daglig varetog Smaat som Stort, kunde man være sikker paa, ak han aldrig paatog sig noget Hverv uden tilfulde at efterkomme de Krav, som dette stillede til ham.

Etatsraad Holmblad var en nobel, retsindig Charakteer vg havde altid en aaben Haand ikke blot, hvor det gjaldt at yde sit Bidrag til Afhjælpning af en øjeblikkelig Trang og Nød, men ogsaa hvor der skulde offres store Summer paa almeennyttige eller velgjørende Foretagender.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1890, 2. udgave).

Peter Ludvig Rudolph Striegler (1816-1876) billedhugger, forgylder, fotograf: Lauritz Peter Holmblad (1815-1890). Oprindelsesdato angivet til 1846-1876. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Dødsfald. Efter kun saa Dages Sygeleie er Etatsraad Lauritz Peter Holmblad iaftes afgaaet ved Døden som Følge af en Lungebetændelse, og i ham har vort land ikke blot mistet en fremragende Industridrivende, men tillige en varm Patriot og en Velgjører i stor Stil. Han var født den 8. Juli 1815 i Sundbyøster og har hele sit lange Liv igjennem været knyttet til Amager, for hvilken Kommune han nærede den varmeste Interesse, der paa mange forskjellige Maader har lagt sig for Dagen. I 1833 blev han Examimand, i 1837 polyteknisk Kandidat og overtog samme Aar for sin Moder Bestyrelsen af Faderens Fabriker paa Amager. Disse Fabriker udvidedes betydelig under hans dygtigt og energiske ledelse, navnlig efter at han i 1841 selv var bleven Eier af dem, og Holmblads Spillekort saavel som hans Stearinlys og Segllak med med Rette et stort Ry ikke blot her i Landet, men langt ud over dets Grænser. Længe stod det ikke paa, før hans Medborgere ogsaa fik Øiet op for hans store og alsidige Dygtighed, og allerede i 1846, da han altsaa kun var i en Alder af en og tredive Aar, valgte de ham til Medlem af Borgerrepræsentationen, hvor han med ufortrøden Iver virkede uafbrudt i tretten Aar lige til 1859, samtidig med at han var Medlem af Kommissionen for Vandvæsenet i Kjøbenhavn. Regjeringen paaskjønnede hans Virksomhed ved allerede i 1851 al udnævne ham til Ridder af Danebroge og i 1864 at benaade ham med Danebrogsmændenes Hæderstegn, og samtidig med at hans Fabriker udvidedes mere og mere, lagdes der tillige i stedse stigende Grad Beslag af det Offenlige paa Hans Kræfter; men rastløs, som han var, fik han Tid til Alt og varetog med Interesse og Nidkjærhed det Meget, der læssedes paa hans Skuldre. I 1857 blev han saaledes Kurator ved det kgl. Vaisenhus, 1863 Medlem af Bankraadet for Privatbanken i Kjøbenhavn, 1870 Medlem af Bestyrelsen for det store nordiske Telegrafselskab i Kjøbenhavn og af Bestyrelsen for det forenede Dampskibs selskab, 1871 Meddirektør af det kgl. Vaisenhus, 1883 Næstformand og 1886 Formand for Bestyrelsen i Søforsikringsselskabet "De private Assurandører". Som man seer, er det Landets største og vigtigste Foretagender, til hvilke Holmblads Navn har været knyttet, og det er en bekjendt Sag, at han i alle vanskelige Tider har været en udmærket og paalidelig Støtte for alle disse Selskaber. Et andel Selskab var der, i hvilket han har spillet en væsenlig Rolle, og det var Foreningen til Opførelse af Friboliger for Kunstnere. Dette Selskab laa hans Hjerte særligt nær, og naar "Kunstner hjemmet" i Gothersgades Forlængelse nu kneiser saa smukt, har det i forreste Række Etatsraad Holmblad at takke derfor. Etatsraads-Titlen tildeltes ham nemlig i 1866, og i 1875 blev han Kommandør af Danebroge af anden, i 1886 af første Grad. Hvad der døer med Holmblad, er ikke blot en fremragende dansk Industridrivende og Grosserer, det er noget Mere end det: med ham er saa at sige den sidste Patricier i den danske Handelsstand afgaaet ved Døden, en Mand, der drev sin Forretning i stor Stil, var sig sine Rettigheder bevidst, men tillige i fuldeste Maal de Pligter, som en fremragende Stilling i Samfundet fører med sig. Man har kaldt Etatsraad Holmblad "Amagers Konge": han var det, der er større end det: han var en Fader for Amager, og paa Amager hersker der derfor i Ordets egenligste Forstand Landesorg over, at den bedste Borger der ude nu ligger Lig. Kirken i Sundbyerne kneiser som et varigt Minde om den storartede Godgørenhed, han har udfoldet, men kraftigere lever Mindet i Hjerterne hos de Utallige; der henvendte sig til ham i deres Nød, og som aldrig gik forgjæves. Nu, hvor han er død, skal det siges, hvad der aldrig kom frem i hans levende Live, at hans Pung aldrig forblev lukket, hvor der var Sorg og Ulykke at lindre, at han forstod som Faa den store Kunst at give, og at han aldrig lod sin venstre Haand vide, hvad den høire gjorde.

(Nationaltidende 17. november 1890, 2. udgave).

Jens Petersen (1829-1905), fotograf og Charles Bendix Petersen (1860-1927), fotograf: Caroline Marie Elisabeth Holmblad (1820-1899). Gift med L. P. Holmblad. Omkring 1880. Enkefruen ejede ejendommen "Engtofte" på Frederiksberg Allé, nu Haveselskabetsvej 25. En græsmark adskilte ejendommen fra alleen. På den anlagdes senere Engtoftevej.. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Etatsraad Holmblad

en af Hovedstadens mest udprægede Typer af det højere Bourgeoisi er i Gaar afgaaet ved Døden. Holmblad hørte til de eksklusive tilknappede Elementer i vor Borgerstand. Med sejg Energi og dygtighed lagde han Sten paa Sten til den grundfæstede Forretning, der i de senere Aar gjorde ham til den fuldtud uafhængige Mand, han var. Hans Forretning (Lysestøberi og Spillekort) var at den Soliditet, at Tidernes Sløjhed gik den sporløst forbi. Og han blev en Slags Konge ude paa Amager om Vinteren, paa sin elegante Villa i Vedbæk om Sommeren. Der modtog han Ministre og fremmede Diplomater i sine Saloner, ja selve Christian den niende fulgte en Gang om Aaret den Invitation, som Kongen af Amager sendte Kongen af Danmark. Paa saadanne Dage kunde ikke Marcus Meyer og Jørgen Wollenweber have følt sig mere, naar de i Spidsen for den lübske Stænderforsamling raadede for Krig og Fred, end den virkelige Etatsraad og Kommandør ude paa Kristianshavn. Og med berettiget Glæde saa Holmblad sin yngste Søn gaa frem ad Ærens Vej og blive Ridder og græsk Generalkonsul i en Alder, da han selv stod foran det grønne Bord ved den polytoniske Eksamen. 

Siden den Dag havde Etatsraaden faa Dage, hvor det ikke var ham, der raadede for andres Skæbne, og han benyttede sin Magtstilling humant, men kraftigt. 

Etatsraad Holmblad var af Natur rolig konservativ og støttede alle Tider sit Parti rigeligt. Egentlig aktiv Del i det politiske Liv tog han vel kun paa Valgdagene og saa ved hin Middag, hvortil Estrup efter det mindeværdige Attentat, begav sig og hvor Etatsraaden paa Sølvbakke overrakte Danmarks Førsteminister det ligesaa mindeværdige Telegram fra Danmarks Konge.

At Etatsraad Holmblads Børn er den ældste, Grosserer Jacob Holmblad, i Forretningen, den anden, Generalkonsul Holmblad, der er gift med Etatsraad Suhrs yngste Datter, er sammen med Etatsraad Isberg Indehaver af Firmaet J. P. Suhr og Søn; en Datter er gift med Portrætmaleren, Professor Jensen.

I Handelsverdenen vil man længe savne Holwhlads store Dygtighad og sikre Nobless  i den danske Hof- og Statskalender vil det Savn, han efterlader, for saa vidt inden lang Tid være udfyldt, som Generalkonsulen sikkert blideligen og hurtig vil glide ind i den 3.Klasse Nr. 5 og i den Kommandørorden, som Etatsraaden længst indehavde

N

(København 18. november 1890)

Holmblad havde i 1867 overdraget Arbejdernes Byggeforening en grund gratis i Sverigsgade mod at den skulle anlægge en vej. Etatsråd Holmblad ejede stubmøllen "Ny Mølle" som i 1882 blev solgt og nedbrudt. Ifølge avislegender skal Holmblad have sagt om en nær slægtning: "Ja, noget lys er han ikke, men han har spillet sine kort godt"

Holmblad blev begravet 23. november 1890 fra Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Til stede var bl.a. Tietgen, Liebe og flere borgmestre. Kongefamilien blev repræsenteret af prins Hans m.fl. Kisten blev herefter ført til St. Petri Kirke hvor han blev bisat. Undervejs blev hestene for en ekvipage skræmt af fanerne, den stejlede og slog forsmækken i stykker. Seletøjet måtte skæres i stykker og den ituslåede vogn fjernes. 

Frederik Riise: Holmblads Limfabrik på hjørnet af Amagerbrogade og Uplandsgade. Kbhbilleder. Ikke beskyttet af ophavsret (public domain).

Amagers "Konge".

Der stod en Sky af Røgelse og Lovprisning ud af alle Højreblade forleden Dag i Anledning af, at "Amagers ukronede Konge", Etatsraad Holmblad, var død og blev begravet med en Pomp og Pragt, som de begejstrede Blade erklærede rkke var set her i Byen i Mands Minde.

Han var en Velgører, siger Højrebladene, en Menneskeven, som levede for at gøre godt mod sine Arbejdere, der alle elskede ham, ja, selv Stenene ude paa Amager synger med i Jubelhymnen til hans Pris.

"Dagens Nyheder" skriver nemlig:

"Pastor Schneekloth fra Sundbyerne bragte den Afdøde en Hilsen fra Amager, det Sted, hvor den Afdøde var født og hvor hans Dødsseng stod. Hvis Takken udeblev derude fra, da maatte Stenene tale, thi den Velsignelse, han havde udsaaet, var stor. Han har bygget Sundby Kirke, derfra lyder dens Klokke ud over det fattige Kvarter.

Hans klare Sjæl, hans milde Haand kan mærkes derude paa den stille Ø. Den Fattigste og Ringeste kom han i Møde, det varmede op i disse Menneskers Sjæle. De elskede ham."

Han efterlod sig 8 Millioner!

Og vi mener, at disse Millioner turde være den Mindestøtte, som bærer den sandeste Indskrift over hans Grav. De forklarer al den Savl og Spyt, som flyder hans Korsangere ud af Munden. Men de fortæller ogsaa med uimodsigelig Klarhed Beskaffenheden af alt det, han har gjort for sine Medmennesker, og det lidet, han selv nøjedes med. Man faar derigennem et Begreb om Varmen i den Kærlighed hos hans Arbejdere, som drev dem til at lægge en Sølvkrans ovenpaa den Gulddynge, de i Aarenes Løb har skrabet sammen for den Mand, de elskede.

Lad os da se lidt paa, hvorledes alle disse Millioner er bleven til, saa vil vi maaske komme til en retfærdigere Bedømmelse af Manden end alt det kritikløse Bavl, der hidtil er sagt og skreven om ham.

Han drev Fabrikation af Spillekort, Stearinlys, Sæbe og Lak. Kortfabriken er den fineste og den, hvor Arbejderne lønnes bedst. Den fineste, forbi han f. Eks. sagde "De" til denne Fabriks Arbejdere, men "Du" til de andre og kun nævnede dem ved Fornavn. Grunden ligger selvfølgelig i, at Kortfabrikativnen kræver saglig Uddannelse og megen Øvelse, saa at Arbejderne ikke let og hurtigt kan erstattes.

Paa Kortfabriken tjener Kortmalerne i denne Tid i Akkord 13 Kr. om Ugen, og der er dem, som kun har 10 a 12 Kr om Vinteren. I Sommerens bedste Tid kan de tjene 16 a 17 Kr. om Ugen fra Kl 6 - 6. Glitterne eller Polererne tjener 15 Kr. 80 Øre om Ugen, og om Sommeren kan de i lange Dage drive det nogle faa Kroner højere. Saa maa hertil føjes, at Arbejdet er i høj Grad sundhedsfarligt. De maa bestandig arbejde med en Klud for Næse og Mund, da de staar i et utaaleligt fint Støv, der trænger ind alle Vegne og ødelægger dem. Kun stærke Folk kan holde dette Arbejde ud i 5-6 Aar. Vi kender en ellers rask Arbejder, som efter 1 Aars Forløb maatte holde op, da han følte, han arbejdede sig i Graven.

Ogsaa Malernes Arbejde er farligt. Naar de renser de tørre Pensler for Vandfarven, hvis Hovedbestanddele er de giftige Anilinsarver og Zinober, fylder deres Lunger med disse Giftstoffer. Der er ogsaa usunde Dampe og Dunster fra de vaade Kortblade og paa sine Steder 45 - 46 Graders Varme, som ikke heller tjener til at forlænge Arbejdernes Levetid.

Et Eksempel. Der arbejdede hos Holmblad en ung Mand, som Dag for Dag følte sit ikke stærke Helbred nedbrydes af det sundhedsfarlige Arbejde. Lægen erklærede, at han kunde komme sig, hvis han fik andet Arbejde og kom til al opholde sig i god, ren Luft. Manden var som Tusinde andre Arbejdere en Træl af det daglige Brød og den Gærning, som forskaffede ham det. Han kunde intet andet Arbejde saa, og han vedblev at komme hver Dag i den Pesthule af et Arbejdsrum, hvor han samlede til de 8 Millioner, uagtet han vidste, at dette Arbejdsrum var det Skafot, hvorpaa han skulde lade sit Liv.

Og han døde og blev begravet, men der var ingen Sølvkrans paa hans Kiste, der var ingen fede Lovprisninger ved hans Baare. Stenene talte ikke over ham, men snarere kunde en Sten græde Blod over disse Modsætninger mellem den rige Olding, der døde efter et Liv i Herlighed og Glæde, og derfor dænges til med Hæder og Ære, og saa den fattige Arbejder, som i sin fejreste Ungdom træller sig tildøde for at skabe den andens Rigdom, og uænset og uden Tak gaar i stil navnløse Grav.

Saa er der Kvinderne, hvoraf Hr. Holmblad ikke beskæftigede saa faa. I denne Tid er deres Fortjeneste rent ud skandaløs. For at arbejde fra det er lyst til det bliver mørkt faar de i Akkord ca. 3 Kroner om Ugen. Der er dem som har maattet nøjes med 2 Kr. Om Sommeren er 6 Kroner Hojden, som en dygtig Arbejderske kan drive det til ved ihærdig Flid i 12 Timer. Der kan maaske være den, som ved utrolig Fingerfærdighed kan opnaa 8 Kr., men det er Undtagelserne. For de mindre øvede varierer Ugelønnen fra 3 til 6 Kr. i de længste Tage.

Arbejderne paa de øvrige Fabriker har fast Dagløn. De fleste 2 Kr. om Dagen, nogle enkelte 2 Kr. 50 Tre. Paa Lysfabriken har Kvinderne fra 2 til 3 - 4, højst 9 Kr. om  Ugen. Paa Kortfabriken anvendes der Skoledrenge, som faar 3 Kroner om Ugen, men ofte maa de slæbe, saa de er nær ved at styrte. De maa i en Kurv bære 2 Gros Kort fra Fabriken til Lageret, en Byrde, som absolut er alt for tung for et Barn.

Det er disse Arbejdere, som skillingede sammen til en Sølvkrans til 240 Kroner og som efter Ordre dannede en sørgende Skare om deres "elskede" Arbejdsgivers Kiste. Akkurat ligesom Vajsenhusbørnene, der ogsaa figurerede som umyndige Statister i den samme Komedie. Og hvorledes tror man saa det hænger sammen med Offervilligheden og Sølvkransen til de 240 Kr.? Der blev en Dag bragt en Liste om i alle Fabrikeme, hvor hver Arbejder havde at skrive paa, hvis han vilde staa sig godt med de Overordnede, der havde sat Historien i Scene. Beløbet var forud sat til 1 Kr. for Mænd og 50 Øre for Kvinder, og selvfølgelig var hverken Arbejderne eller deres Pengepung taget med paa Raad. For en Mand, der ejer 8 Millioner, er en Krone ikke ret meget, og dog giver Millionæren ingen Krone til Sølvkrans, naar hans Arbejdere dør, men disse skal af en Ugeløn paa 13 - 15 Kr. afse 1 Kr., og de stakkels Kvinder giver rigelig en hel Dags Indtægt, for at der kan komme en Sølvkrans paa Toppen af Millionernes Gulddynge.

Der er ogsaa en anden Faktor, som har bidraget sit til at Etatsraad Holmblad har tjent saa mange Millioner i sit Liv: Statens Beskyttelse.

I Rigsdagssamlingen 1881 - 82 indgav Etatsraaden et Andragende til Lovgivningsmagten om Beskyttelse gennem Tolden paa hans Fabrikation af Stearinlys og fremhæver udtrykkelig, at han er den eneste Stearinfabrikant. Som alle Kapitalister reklamerer han med Hensynet til sine Arbejdere, ialt 40, halvt Mænd og halvt Kvinder. Men samtidig er han saa uklog at oplyse, at han, hvis han blev fri for den udenlandske Konkurrence, med en ringe forøget Arbejdsstyrke kunde producere og sælge det dobbelte Kvantum Lys eller 800,000 Pd. Hvis hans Fabrik altsaa stod helt stille, vilde Staten tjene 100,000 Kr. om Aaret i Told paa de fremmede Stearinlys, som indførtes i Stedet for. Eller med andre Ord , Staten yder Etatsraaden som ene Stearinlysfabrikant en Beskyttelse af 100,000 Kroner aarlig. Hvis den fik i Sinde at pensionere hans Arbejdere med hele deres nuværende Aarsindtægt paa den Betingelse, at Arbejderne spaserede fra Morgen til Aften, saa vilde Staten kunne gøre det og endda tjene Penge til. Man ser altsaa, hvem Beskyttelsen nu kommer til Gode, og hvilken Humbug det er, naar der altid skrives "Arbejdernes Vel" paa Skiltet.

Nej, Etatsraaden har altid vidst, hvorledes hans egen Madpose skulde skæres. Da hans Konkurrent, Kortfabrikant Keiblinger, for en Del Aar siden var syg, gik Holmblad ud til Keiblinger og afkøbte ham hele Fabriken og Forretningen paa den Betingelse, at Keiblinger skulde have 1500 Kr. om Aaret saa længe han levede. Faa Dage efter døde Keiblinger.

Holdt Etatsraaden i levende Live altsaa godt sammen paa sine jordiske Skatte, kan det blive ret interessant at se, hvorledes han har anbragt dem, efter at han er vandret didhen, hvor man ikke kan tage sine Millioner med sig. Arbejdervennen Hr. Tietgen og Landsthingsformanden Hr. Liebe er Eksekutorer og vil en Dag, naar de faar læst i Testamentet, forkynde Verden, hvor meget af Millionerne, der er bleven tilovers til Millionærens Arbejdere.

(Social-Demokraten 26. november 1890).

I slutningen af 1800-tallet kunne man købe lys af tilsvarende kvalitet fra Holland og Frankrig, som var billigere på trods af tolden.

Amagers "Konge".

Samme Dag som vi viste Højrebladenes Lovprisninger over afdøde Etatsraad  Holmblad frem i rette Belysning, indeholdt "Dagens Nyheder" en Meddelelse om Testamentets Indhold. Der anføres her, at "Testamentet er efter Forlydende ikke meget vidtløftigt, som naturligt er i Betragtning af, at Etatsraad Holmblad efterlader Hustru og fire Børn, samt af den Goddædighed, han i større og mindre Stil har udøvet, medens han levede".

Paa Grund af denne forladte Hustru og de 4 Børn - som vi straks skal komme tilbage til - , og fordi Etatsraaden i levende Live har øst sin Rigdom ud med begge Hænder, er der, som "Dagens Nyheder" saa smukt og lidet saarende siger, ikke bleven ret meget af Millionerne tilovers til hans efterladte Arbejdere eller til andre velgørende Formaal. Noget skal de dog have, men hvor meget, ligger endnu i det uvisse, uagtet det er en "vis Sum". Der staar nemlig:

"have bestemt en vis Sum til Familielegater, en anden, noget større (noget større altsaa end "en vis Sum"), til Legater for Personer, der har staaet i hans og Firmaels Tjeneste, endelig en tredje, nemlig 150,000 Kr., til Sundbyerne".

Selvfølgelig har EtatSraad Holmblad "gjort vel" i sit Liv. Det gør alle disse Samfundsstøiter, derfor bliver de jo udnævnt til Etatsraader og Kammerraader, bliver Riddere og slæber om med deres Storkors. Hvorfor skulde de saa ikke "gøre vel". Vi mindes i dette Øjeblik en anden meget rig Etatsraad, hvis mest fremtrædende Beskæftigelse var at være Aagerkarl, og som inden sin salige Henfart byggede en Kirke. Han gjorde ogsaa "vel". 

Men hvad har Etatsraad Holmblad gjort for sine arbejdere, som overflødiggør, at han efterlader dem synderligt af sine Millioner? Han har ganske vist betalt Mændene 12 à 13 Kroner om Uge og Kvinderne 3 Kroner, men derfor har de ydet ham 6 Dages Arbejde, og saa tror vi ikke, det er Arbesierne, der skylder Etatsraaden Tak, snarere turde det være omvendt.

Givet har han dog. Han har givet til deres Sygekasse. Den oprettedes 1872, og da gav Millionæren hele 200 Kroner til de ca. 150 Arbejderes Sygefond. I de siden forløbne 13 Aar har Etatsraaden ikke haft en eneste Øre tilovers til en saa nyttig Ting som sine Arbejderes Sygekasse. Han har tværtimod været meget nøjeregnende med, at Arbejderne ikke tærede paa ham, men paa Sygekassen, naar de var syge. Det er Højres bekendte "Hjælp til Selvhjælp" udført i Praksis, og paa Grund heraf blev Etatsraaden da ogsaa udnævnt til Æresmedlem. Mærkeligt nok har det ikke staaet i Højrebladene, at de syge Arbejdere elskede ham saa højt, at de udnævnte ham til Æresmedlem.

Foruden at han gav Kul til Understøttelsesforeningen kunde hans Arbejdere paa Amager faa billige Kul og billig Mælk - maaske gratis, det véd vi ikke - hos ham, naar de om Vinteren var i Trang. Dette nævnes nu som et Bevis paa hans Godgørenhed. Men er det da ikke i Virkeligheden saaledes, at det snarere burde staa som en Anklage mod ham. Hvis han lønnede sine Arbejdere forsvarligt, saa behøvede de ikke at komme i Nød og være nødte til at tage mod denne Godgørenhed og disse Naadegaver. Er det ikke i Smag med, hvis vi en Vinternat klædte en Mand af lige til Skindet og saa næste Dag medynkssuldt sagde til ham: Stakkel! Du fryser jo, se her er en Skjorte, den vil vi af vort gode Hjærte give Dig.

Men det ved vi, at der desværre gives dem, som har saa meget af Trællenaturen i sig, at de bliver rørt over den Slags Velgørenhed, fordi de ikke er i Stand til at fatte deres egne Menneskerettigheder og den Uret, der gøres dem.

Et andet Eksempel. I Sundbyernes Kirke udføres Kirkesangen af en Kantor, der tillige er Organist, og af nogle fattige unge Piger. Herfor betaler Kirken dem 100 Kr. om Aaret, og tidligere gav Holmblad ligeledes 100 Kr aarlig, der fordeltes blandt Pigerne. Da han havde ydet sin Gudsfrygt denne Tribut i 2 Aar, forekom den ham uoverkommelig, og han sagde en Dag til vedkommende Mand, at han havde ikke Naad til at give saa meget til Kirkesangen, og nedsatte Beløbet til 60 Kr., hvilket var en følelig Afkortning for de fattige Piger.

Ikke Raad!

Vi meddelte i vor sidste Artikel, al Drengene fik 3 Kr. om Ugen og maatte slæbe en stor Kurv med 2 Gros Kort. Senere har vi faaet oplyst, at Kortene vejer 48 Pd. og at Kurven er stor og tung. Man vil vist indrømme os, det er for meget at lade et ukonfirmeret Barn i længere Tid slæbe paa over 50 Pd. Disse Børn maa i Følge Fabrikloven ikke arbejde over 6 Timer i Døgnet og ikke om Søndagen. I Etatsraadens Forretning ser man ikke paa Klokken eller i Almanakken. Drengene tvinges undertiden til at arbejde langt over 6 Timer, ja hele Dagen, og ligeledes undertiden om Søndagen med.

Vi oplyste i hvor høj Grad Etatsraaden, som eneste Stearinlyssabrikant, var beskyttet af Staten gennem Tolden. Staten kunde staa sig ved at pensionere hans Arbejdere med deres fulde Indtægt paa den Betingelse, at de spaserede fra Morgen til Asten. Ikke heller som Kortfabrikant var Holmblad udsat for Optrækkeri fra Statens Side. Efter Loven skal der af hvert Spil Kort svares en Skat af 17 Øre. I vore Nabolande Norge, Sverig og Tyskland er Afgiften omkring 73 Øre pr. Spil. Som Følge af denne store Forskel ser man omtrent aldrig udenlandske Kort, og da Holmblad i mange Aar har fabrikeret saa at sige alle danske Kort, kommer denne Beskyttelse i høj Grad hans Millioner tilgode.

Saa er der Skattespørgsmaalet.

Holmblad betalte i Skat paa Amager 6000 Kr. om Aaret, i København var han skattefri. Der regnes ikke med nogen bestemt Skatteprocent paa Amager, men Afgiften sættes efter Skøn. Hvis man nu sætter Renten af hans Millioner til 4 pCt - og det er lavt, da han vitterlig laa med store Poster af Papirer, som gav langt mere, - bliver det i aarlig Rente 320.000 Kr. Overskudet af hans Forretning og andre Indtægter sætter vi til 80,000 Kr. - ogsaa lavt - , det bliver ialt 400,000 Kr. om Aaret. Regnet efter den københavnske Skatteafgift 3 pCt. bliver det 12,000 Kr. om Aaret i Skat, altsaa lige det dobbelte af det Etatsraaden i Virkeligheden betalte. Men endnu grellere bliver Forholdet naar vi tager i Betragtning, hvad Smaafolk maa betale i Skat i Sundbyerne. En af Etatsraadens Naboer, som havde 1500 Kr.s Indtægt, betalle saaledes af disse 1500 Kr. 60 Kr. i Skat. Hvis Etatsraaden skulde have betalt forholdsvis ligesaa meget i Skat som denne fattige Mand, saa havde han maattet af med 16,000 Kr., i Stedet for at han slap med 6000. Det er altsaa 10,000 Kr. han tjente hvert Aar paa sin Skat, men i Virkeligheden er det langt mere, da det er en Selvfølge, at en Indtægt paa 1500 Kr. og en paa 400,000 aldrig med blot et Skin af Retfærdighed kan pligtes til at svare samme Skatteprocent. Her er det altsaa bevislig gaaet som ret altid gaar, at Byrden hviler paa de Faitige, og de Rige har Fordelen og Beskyttelsen.

Hvis Etatsraaden virkelig, som der staar i "Dagens Nyheder", har skænket Sundbyerne 150,000 Kr., saa er det altsaa kun, hvad han har betalt for tidt i Skat i de sidste 15 Aar. Men han har boet der i ca. 50 Aar, saa man kan snarere sige, at de 150,000 Kr. kun er et ringe Afdrag paa gammel Gæld. Vi beder, alle Smaafolk og skatteydende Borgere i Sundbyerne tænke lidt over dette, før de falder i Begejstring over Etatsraadens Gavmildhed mod deres Kommune.

Naar Præsten bavlede om, at Stenene talte til Etatsraadens Pris, saa skal vi føje til, at synderlig Klang i Stemmen har da ikke de Stene i Sundby Kirke og dens Klokke, naar de raaber Holmblads Navn. Der er Folk, som gaar omkring i den Tro, at han har bygget Kirken kvit og frit. Saa langt fra. Afdøde Etatsraad Holm af Firmaet Jakob Holm & Sønner gav baade Grund og deruden flere Penge end Holmblad, og saa er der noget som hedder "Enkens Skærv", der vejer langt mere til end Smulerne fra Millionærens Rigdom.

Vi kunde blive ved, men dette maa være nok til at belyse - "den Goddædighed, han i større og mindre Stil har udøvet medens han levede - ". Vi skal nu diskret føje et Par Ord til om Familien, som han efterlader sig og som "Dagens Nyheder" mener er en hindring  for, at hans Testamente ikke har videre tilovers for de Fattige.

Hans Hustru er saa gammel og saa sikret, at hun helt kan lades ude af Betragtning. Den ene af hans Sønner, Generalkonsulen, er gift med Millionæren Suhrs Datter og Associé i det store Firma I. P. Suhr & Søn. Den anden Søn har i flere Aar været Parthaver i Faderens Forretning og ejer den nu helt. Ingen af dem er i sin Tid gaaet barbenet ud af Etatsraadens Hus. En af hans Døttre blev gift med en svensk Mand. som det lykkedes at faa "ophøjet" i Adelsstanden. I den Anledning købte Etatsraaden et stort Gods til dem og betalte 600,000 Kr. kontant derpaa. Den anden Datter vargift med Professor Chr. Jensen, og det var ikke heller Smaaskillinger som udgjorde hendes Medgift.

Lægger man alt dette sammen og dertil hvad der i de 59 Aar er forbrugt af Etatsraaden personlig, faar man inklusive den efterladte Formue en sum af Millioner, der er saa uhyre naar man ser hen til, at det er ca. 150 Arbejdere og Funktionærer, som har slæbt den sammen i det halve Aarhundrede. Overfor denne Kendsgærning skrumper hans Velgørenhed ind til mindre end et Sandskorn, og i den Belysning ser hans Arbejderes "Kærlighed" noget afbleget ud.

Vi maa og skal lære heraf ikke at begaa den Dumhed at falde i Ekstase fordi en Mand giver en Draabe bort af sin Overflødighed. Det er hermed som med Højres Reformer: Lidt billigere Sukker kan ikke udrydde Fattigdommen. En Skæppe Kul, en Pot Mælk eller en Krones Penge kan ikke veje op mod, at en Millionær lønner sine Arbejdere, saa de næppe eller slet ikke faa Føden deraf.

(Social-Demokraten 29. november 1890).

I 1894 købte sognerådet i Sundbyerne en grund på ca. 5. tønder land til opførelse af en arbejdsanstalt og sygehus, efter skitser af arkitekterne Momme og Olesen. Nu Kastrupvej. I efteråret udbrød der røre i Taarnby sogneråd om arbejdet skulle gives til håndværkere i Sundbyerne eller en københavnsk entreprenør. Sognerådets formand Vestergård havde overdraget det til tømrermester Arboe og Jul. Nielsen, København, men et andet medlem, snedkermester L. Svendsen protesterede meget voldsomt. Den endelige pris blev 172.000 kr, og Taarnby Kommune måtte betale de resterende penge. 

Ved indvielsen af den nye anstalt i november 1895 havde Socialdemokratiets repræsentant i sognerådet, lægen Ottesen i en tale henvist til tidens arbejdsløshed med ordene "den tvungne arbejdsløsheds mørke spøgelse", og det foranledigede Tietgen til at indvende at sådanne ord kun kunne bruges i forbindelse med en lock-out. Ved Sundbyernes adskillelse i 1897 tilfaldt anstalten Sundbyerne, som måtte betale Taarnby 20.000 for den alt for store anstalt, der var delt i to: En for værdige, en anden for uværdige (med tremmer for vinduerne). Der blev bl.a. indrettet plejeanstalt for børn og brusebade for hele sognets børn.

Holmblads efterkommere havde en villa med have ved hjørnet af Amagerbrogade og Ved Sønderport, ved Vor Frelsers Kirkegårds nordvestlige hjørne. Her lå bl.a. Møllegården, en flerlænget bindingsværksgård. I 1921 flyttede Amagerbanken ind i det gamle holmbladske patricierhjem. Banken var startet 1903 og var siden vokset. Ejendommen blev ombygget radikalt, således blev Holmblads herreværelse indrettet til ekspeditionslokale, spisestuen til direktionslokale. I bygningen fandtes stadig de italienske panelser som prof. Meldahl havde fremskaffet til Frederiksborg Slotskirke, men ikke fik brug for. (Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. januar 1921).

Sønnen Julius Holmblad døde juni 1896, 44 år gammel. Han var indtrådt i faderens forretning, men efter et giftermål med en datter af etatsråd O. B. Suhr indtrådt i dennes firma som han efter svigerfaderens døde ledede sammen med etatsråd Isberg. Han var fra 1891 medlem af bestyrelsen for De danske Sukkerfabrikker. Han døde efter et ophold i Baden-Baden.

Natten mellem 5. og 6. maj 1905 brændte Holmblads Stearinlysfabrik i Prinsessegade.

Schmücke dein Heim. (Efterskrift til Politivennen).

Julen er i Anmarsch - men Julen er ikke længer, hvad den var i gamle Dage.

Langt ude paa Landet maaske, hvor Menneskene endnu er hyggelige, fordi de intet har, der kan erstatte Hyggeligheden, hvor de er gode fordi de ikke har nogen Fristelse til at være onde, hvor de saa gærne samles til Fest, fordi Dagen i Dag gaar ensformig og stille som Dagen i Gaar, som Dagen imorgen - - dér er der vel endnu Klang i Juleklokkerne, dér slagtes der og brygges, koges og bages - dér sidder man lunt og rart i Julefred ved Julegrød, sender Tanker og Mad til til sine nødlidende Medmennesker, danser om Træet, kører til Kirke - alt imens Sneen ligger kold og køn over Markerne og Juløstjærnen blinker og alle Børnene komme hjem fra hvor i Verden, de er henne.

Men her i København har vi en anden Jul.

De store, lysende Butiksruder, der nedstirrer hverandre tværs over Gaden, der er som graadige Øjne, hvormed Købmændene blinker bønligt til Sværmen, der langsomt driver forbi. Aldrig har noget Pigebarn koketteret, som Købmændene koketterer ved Jul. De er nødte dertil - for bliver de ikke gifte til Jul, saa bliver de det aldrig.

I København er Julen en Kamp - en Kamp for Livet. Nat efter Nat Slid og Slæb med Opstillinger og Arrangements. Dag efter Dag lige til Midnat Tjenstvillighed, Forbindtlighed og Smil og Buk og "Gudbevares" og "Tusind Tak", til Munden gaar af Led.

*

Julen er i Anmarsch. Om kort Tid begynder Strømmen, der driver Butikerne forbi, at tyknes og tættes. Saa vilde jeg gærne bede de Godtfolk, der glider over Asfalten og kigger paa Silke og Guld og Fløjl og Narrestreger - at se i Vejret, omtrent, dér, hvor Winkel og Magnusson har deres Kunsthandel

Den eneste virkelige Kunsthandel, vi har herhjemme, - den eneste, som ikke eksisterer i Kraft af en Afdeling for Galanterivarer.

Alle Mennesker skal jo have noget paa deres Vægge. Naar Bønderne ikke kan hitte paa andet, køber de 8 Skillings Fotografirammer og hænger dem op over Kommoden - uden Billeder i, blot med de blaa, røde, hvide Karduspapirer. Der er ikke en Familje saa fattig, den har jo hængende paa sin Væg et Fotografi af en Soldat, et Kontrafej af Prinsesse Alexandra - en tysk koloreret Fremstilling af Jesus paa Korset - eller af et i okkergule Luer brændende Hjærte - eller af noget andet noget, som ikke har det bitterste med Kunst at skaffe.

Det usleste Værtshus har usle Olietryk paa sine Vægge.

De tyske illustrerede Blade indeholder hver Søndag en Annonce, der er overskrevet "Schmücke dein Heim!" Annoncens øvrige Indhold er ikke tiltalende. Men Opfordringen er ikke andet, end hvert Menneskes naturlige Tanke.

Og hvorfor saa ikke smykke sit Hjem med noget, der duer? Det er ikke dyrere end det daarlige Kram. Hvert Menneske, der overhovedet vil anvende noget paa sine Vægge, kan overkomme en og anden Gengivelse af et Kunstværk, i vore Dage, da Reproduktionskunsten har gjort saa uhyre Fremskridt.

Winkel og Magnussen fortjener mange og frugtbringende Besøg i den tilstundene Juletid, da det Menneske er det fattigste der ikke har nogen at give til. Deres store Lager er forsynet med alt, hvad et Hjærte kan begære. Danske Kunstneres Billeder, gamle og ny, en storartet Samling Fotografier efter Mesterværkerne i Evropas fornemste Gallerier, prægtige Raderinger, Kobberstik, Fotogravurer, Masser af Skulptur - dyrt og billigt og som det billigste en fuldkommen nydelig Række Gengivelser af Mestrene - 50 Øre for hvert Billede i Cabinetsformat.

Winkel og Magnussen fortjener Støtte fremfor nogen, fordi de sidder inde med vor eneste virkelige Kunsthandel. Det er ikke Smaating, hvad de maa indforskrive af udenlandske Sager, og deres Betydning for dansk Kunst giver sig selv.

Maatte nu disse Linjer bidrage til, at Asfalten bar en og anden og mange fler op ad de brede Trapper og ind i Kunsthandelens store Lokaler, dem man skal have svært ved at rive sig løs fra uden at tage et Billede med sig.

"Scmücke dein Heim".

Simplex

(København 6. november 1890).

Annonce for Winkel og Magnussen, København 31. december 1890.

Peter Elfelt: Højbroplads 3-9. Winkel & Rasmussen midt i fotoet. Kbhbilleder. Public Domain.