Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 4/6. (Efterskrift til Politivennen).

En forfulgt Literat. Han skrev i F. Pol. i sin Tid om Kongens Spasereture og sendte Majestæten et Exemplar i Pragtbind, for hvilken Opmærksomhed der allernaadigst blev ham tilstaaet 50 Kr. Saa skrev han en usædelig Bog og blev dømt for sit utugtige Skribleri. Derpaa gav han sig til at være Boghandler. Han førte kun sine egne misliebige Værker paa Lager. Ingen var saa letsindige at købe dem, men alligevel blev han straffet for Udgivelsen og efter gentagne Konflikter med Politiet fik han en længere Tur paa Vridsløse.

Efter endt Udsoning slog han sig paa Fæstevæsnet. I forskellige Blade lod han indrykke Avertissementer om ledige Pladser, og naar saa de Pladssøgende kom, lod han dem betale fra 5-10 Kr. i Indskrivningspenge, men ingen af de Pladssøgende opnaaede nogen Plads - han havde nemlig ingen. Saa meldte en misfornøjet Ansøger ham for længere Tid siden til Politiet, hvorefter han blev anholdt.

Forleden dømtes han ved Kriminal- og Politiretten til 18 Maaneders Forbedringshusarbejde. 

Martin Jørgensen er hans Navn.

Randers Arbejderblad 7 april 1891)

Stakkels Rosa Heath. (Efterskrift til Politivennen)

Vi modtog i Gaar et Brev med engelsk Poststempel. Da vi rev Konvolutten over, faldt to Fotografier ud. Det ene forestiller en ung, blond Dame med bedrøvede Øjne og en fin, sensibel Mund. Det andet en regelmæssig, smuk Herre i svensk Officersuniform.

Det var Rosa Heath og Løjtnant Linder. - Bag paa hans Billede var skrevet med en klodset, rystende Haand : Det er den Mand, som har gjort min stakkels Datter ulykkelig, og saa gaar den Karl Skade fri, fordi vi er i et andet Land.

Rosa Heaths Moder havde givet sit forpinte Hjærte Luft -

Vi behøver ikke at genfortælle stakkels Rosa Heaths sørgelige Historie. Hvorledes den nydelige unge Pige, der stedse holdt sig fornemt tilbage fra Varietékammeraterne, i Stockholm stiftede Bekendtskab med Løjtnant Linder, hvorledes han fulgte hende ned til København og fra København til Malmø, hvorledes hun flygtede med ham Skaanes Smaabyer rundt, og hvorledes han forlod hende tilsidst.

Vore Læsere véd det og véd ogsaa, at Rosa Heath mistede Sans og Samling af Sorg, og at hun maatte indlægges paa Kommunehospitalets Sindsygeafdeling, inden hun med Forældrene kunde tage til London. Der fortalte svenske og københavnske Blade, at hun var død. 

Men Rosa Heath er ikke død, og hendes Moder har bedt os underrette hendes mange Venner om, at hun lever paa det samme Hospital, der nu i et halvt Aar har været hendes Hjem. Lægerne synes at spore Fremgang, Appetiten er god, og Søvnen rolig, men hendes Sind er lige tungt,, hun gaar stille op og ned i sin Celle, og hun har i de sidste fire Maaneder ikke talt et Ord.

Dette blev altsaa Rosa Heaths Skæbne.

Hun var opdraget i et stille Hjem, kendte ikke til Veninder, levede kun sammen med Forældrene. Hun optraadte i det sidste Par Aar som Chansonnette-Sangerinde, delte ikke de andres Liv, var venlig men yderst retirée. Da traf hun den Mand, som skulde ødelægge hendes Ungdom. Hendes førlighed blev stærkere end andres, fordi hun ikke før havde vidst, hvad Kærlighed var. Han forlod hende, sendte hende til Afsked kun sit Kort, paa hvis Bagside han havde kradset ned de to ligegyldige Ord good by. - Der er Folk, som dræber sig, naar den, de elsker, gaar bort. Rosa Heaths Skæbne blev sværere endnu.

Vi véd ikke, hvor Hr. Linder opholder sig - vi vilde, hvis vi kendte hans Adresse, have sendt tam et Eksemplar af dette Blad.

Maaske er hans Forbrydelse ikke saa stor, som mange tror, og maaske var det kun, fordi han ikke saa', at Rosa Heath var af et finere Stof end de Damer, der ellers synger paa Tribunerne, at han ikke holdt hende for god til en ilde Medfart, han lod hende blive til Del. Maaske har Fru Heath ingen Ret til at udslynge sine Beskyldninger - alligevel, en Mand der har røvet hendes Barn, maa taale hendes onde Ord og han maa bære Ansvaret for, hvad der er sket. -

Rosa Heaths Moder har bedt os meddele, at hendes Datter er i Live.

Vi gør det gærne, og vi véd, hvor mange der er bleven hendes Venner.

(København 26. marts 1891)

Kopper paa Ladegaarden (Efterskrift til Politivennen)

Kopperne paa Ladegaarden.

Ladegaarden lukket.

Det i Gaar omtalte Lem fra Ladegaarden, der som angrebet af Kopper er bleven indlagt paa Øresundshospitalet, var først for 8 Dage siden som erhvervsløs indkommen til Ladegaarden. Han var allerede den Gang noget skrantende og kom derfor straks paa Sygeafdelingen. S!u først en Uge efter brød Kopperne frem, og saasnart Lægen havde konstateret disses Tilstedeværelse, blev han som sagt øjeblikkelig transporteret afsted og de fornødne Forsigtighedsforanstaltninger trufne.

Blandt disse er først og fremmest den, at Ladegaarden er erklæret i en Slags Belejringstilstand, det vil sige Anstalten er lukket - al Adgang udefra er forbudt og ingen indefra maa passere ud.

Ogsaa i Anstaltens forskellige Afdelinger er den store Befolkning - ca. 900-1000 Individer - isoleret ud over den sædvanlige Adskillelse. En omfattende Desinfektion er foretaget - Vakcination har allerede tidligere fundet Sted - og Arbejdet tildels standset paa Værkstederne, da det producerede jo ikke foreløbig maa føres ud.

Disse Forsigtighedsforholdsregler er selvfølgelig paa deres Plads, skønt der rimeligvis ikke er Grund til at frygte nogen videre Udbredelse af Sygdommen Den Angrebne har under sit Ophold derinde heldigvis ikke havt Samkvem med de øvrige Lemmer, men udelukkende været indlagt paa den isolerede Sygeafdeling.

I Byens Fysiognomi vakte det Gaar en Del Forstyrrelse, at Ladegaardens sædvanlige Rengøringskompagni ikke mødte til Fejning paa de offenlige Pladser og Torve. Omtrent 150 Ladegaardslemmer er i Reglen udkommanderet til dette Stykke Arbejde, nu var de jo paa Grund af Karantænen forhindret, og de gamle, udslidte Mennesker har sikkert været glad ved for en Gangs Skyld at slippe for denne offenlige Elendighedsparade.

Gaderengøringen var som Følge deraf en Del mangelfuld i Gaar - Magistratens Folk maatte i Huj og Hast besørge det vigtigste. Men der bliver sandsynligvis nu, saa længe Karantænen vedvarer, engageret privat Arbejdskraft, og det er kun at ønske, at denne med det samme maa vedblive at virke i Fremtiden.

Saa var der i al Fald gjort en Ende paa den Skandale, som Magistraten hidtil hver Formiddag har præsenteret ved at lade Livets Havarister udstilles offenlig paa Gader og Stræder i den bekendte Uniform og med Kost og Skovl.

Smøleri

Som tidligere meddelt blev en Arbejdsmand ved Stavn Rasmussen fra Skyttegade 6, der arbejdede paa Øresundshospitalet, i Tirsdags indlagt paa Hospitalet som angrebet af Kopper.

Tilfældet viste sig meget alvorligt, men desuagtet er der først i Gaar af Sundhedsavtoriteterne foretaget Desinfektion af hans Hjem. Familien blev bragt ud paa Hospitalet, dens Klæder desinficeret og dens Bohave flyttet til den ny Ladegaard ved Møllegade, hvor den foreløbig skal have Bopæl.

Der henligger nu i alt 36 Patienter paa Hospitalet.

(Social-Demokraten 7. marts 1891).

Gadefeiningen igaar

Der er igaar i al Stilhed flet en lille kommunal Revolution i Kongens gamle Kjøbenhavn. Det berømte blaabuxede Compagni, som under Ledelse af de ikke mindre berømte Ladegaardssergeanter siden vore Forfædres Tider daglig har besørget den offentlige Gadefeining, havde igaar faaet Kaserne arrest paa Grund af det paa Ladegaarden forefaldne Koppetilfælde.

At denne Svigten af Fanen ikke kunde løbe af uden Vanskelighed, siger sig selv, vg Dagen igaar har derfor medført en kommunal Begivenhed af Rang.

Byens Feining besørges hovedsagelig af Husværterne, idet disse have den Pligt at renholde Gaden indtil 15 Alen fra Husfacaden. Ganskevist ere kun faa af vore Gader over 30 Alen brede, men der bliver alligevel nok tilbage for Kommunen at renholde. Alt, hvad der hedder Torve og Pladser, alle Strækninger udenfor Kommunens Bygninger og en Del af Statens falder herunder, og tilsammen bliver dette Areal 974,000 Kv.-Alen, hvortil endvidere paa forskjellige Conti kommer saa Meget, at det samlede Antal Kvadratalen bliver op mod en Million.

Dette Arbeide har i umindelige Tider været besørget af Ladegaarden, hvis til Andet uduelige Lemmer daglig i et Antal af gjennemsnitlig noget over 100 under Opsigt føres ud til Arbeide om Morgenen i et stort og om Eftermiddagen i et mindre Hold.

Det vil heraf ses, at Stopningen af dette Arbeide maatte forvolde Magistratens 4. Afdeling, under hvilken slige tekniske Anliggender sortere, ikke ringe Afbræk. Iforgaars Kl. 3½ en halv Time for Kontortidens Afslutning - meldte tredie Afdeling, under hvem Ladegaarden sorterer, sig fra Arbeidet, idet den communicerede en Skrivelse, i hvilken Politidirektøren og Stadslægen i Henhold til den nye Epidemilovs 2, 3. Stykke forbød Beboerne af Ladegaarden at forlade denne. I en Hast blev Brolægningsinspectør Meyer hentet til Borgmester Øllgaard, og efter en kort Conference rullede han i Droschke - alle Begivenheders Vehikel - rundt til Brolægningsvæsenets "Opsigtsførere", sex i Tallet. Disse, der hver have sit District af Byens Brolægning under sig og lede de der forefaldende Arbeider, fik Ordre til straf at tilsige Alt, hvad Brolægningsvæsenet raader over af faste Arbeidere, og desuden at antage en yderligere Dagleierstyrke. Man bragte herved en Styrke af ca. 150 Mand paa Benene, altsaa noget Flere end Ladegaardens Styrke. Alt dette blev ordnet, og igaar Morges kunde man til sædvanlig Tid tage sat paa tot vante Arbeide. Selvfølgelig gik det ikke saa raskt fra Haanden som ellers, det er jo som bekjendt ikke Enhvers Sag "at feie saadan lige rundt om en Lygtepæl" - men det gik under utallige Vittigheder om Arven efter Lemmerne.

Opsigtsførerne ledede Arbeidet, men paa Grund af, at enkelte af deres Districter ere temmelig spredte, kom man i Baghaanden med Strækninger som Nybrogade nærmest ved Bolværket, Rigensgade, Sølvgade og Store Kongensgade. Imidlertid kunde Brolægningsinspecteuren allerede Kl. 11 igaar meddele Borgmesteren, at Arbeidet var gjort, og at han fra idag Lørdag fuldstændig kunde svare for Renligheden i Byen.

Der blev feiet godt, thi det var med nye Koste - Ladegaardens antoges at have Kopper. Allerede dette blev jo en Udgift, og desuden faa Folkene 2,20 Kr. pr. Dag. Og saaledes vil Magistratens fjerde Afdeling, saa længe Ladegaarden er cerneret, have en Extraudgift af et Par Hundrede Kroner daglig. Dem maa tredie Afdeling, hvad den strax i sin Skrivelse iforgaars meddelte, refundere. Men bagefter kommer et nyt Regnskab! Hvorfor skulde nemlig Stadens Kasse ikke nyde Godt af Epidemilovens § 15? Sundhedskommissionen har jo forbudt den at tjene (eller spare) Penge ved Ladegaardens Arbeide, og den maa vel derfor være berettiget til "et passende Vederlag for det derved foranledigede Tab". Men det bliver dog ikke Justitsministeriet, der alene kommer til at bekoste Stadens Renholdelse, thi efter § 22 skal Staden og Staten dele Udgifterne ved Epidemier.

Saadan ser den lille kommunale Begivenhed ud. I al sin Beskedenhed viser den, hvor stort Kjøbenhavns Maskineri virkelig er, og tjener dem, der have maattet handle i den store Hast, til Ære.

Og Alt det, fordi et Ladegaardslem har faaet Kopper!

Jesper

(Dagens Nyheder 7. marts 1891).

Blandt Døde. (Efterskrift til Politivennen)

Hvad Publikum ikke faar at se paa Hospitalerne.

En af vore Medarbejdere havde forleden Dag Ærinde paa Kommunehospitalet. Ved en Hændelse kom han ind i Obduktionssalen og fik her at se lidt af det, som ellers strængt er forbeholdt de Indviede.

Obduktionssalen ligger i en lille lav Tilbygning til Ligkapellet ved Bartholinsgade. Straks man kommer indenfor Døren, har man Brug for al sin Nervestyrke. Tilhøjre hænger i et lille Rum nogle hvide Frakker, oversølede med Blod, det er Lægernes Arbejdstøj. Men det Syn, som man møder ved et Blik ud i det ret store Værelse, glemmer man aldrig, naar man da ikke er "Fagmand" og har faaet sig hærdet gennem Vanens Magt. Der staar tre Borde midt paa Gulvet. Oven paa hvert Bord ligger der en Art Bakke af Træ, med opstaaende Kanter og Bunden skraa nedad mod Midten, hvor der findes et Afløbshul. Bakkerne er alle rødmalede. Paa hver af dem ligger der et Lig.

Vi standser ved det første. Det er en ung Mand omkring de tredive. Ved den venstre Stortaa er der bunden en Seddel, hvorpaa hans Navn, Sygdom og Dødsdag, staar skrevet. Hovedet ligger tilbageoverbøjet, Munden er fast sammenkneben og Øjnene lukkede. det tynge mørke Skæg skyder i Farven sammen med Hudens graablaa Dødningeteint. Fra Hagen og ned til Skridtet er han skaaret op og alle Indvoldene ligger paa Bakken ved siden af Kadaveret. Han er fuldstændig tom, man ser de blottede Ribben og Rygsøjlen. Hans Lunger ligger gennemskaarne ved hans venstre Haand og tæt derved leveren, som er fuld af Pletter og Saar, der stammer fra en eller anden Betændelse. Ved et Bord sidder Prosektor omgivet af en Del Medicinere og skærer i Hjærtet, medens han forklarer sine Tilhørere Sygdommens Kendetegn.

Paa det andet Bord ligger der ogsaa en Mand. Hvorledes han egentlig har set ud kan vi ikke gøre os noget Begreb om. da "Kalotten er trukken ned om Ørene paa ham", som det tekniske Udtryk lyder. Det vil sige, at der tvers over hans Isse er gjort et Snit med en Kniv, og hele Hovedhuden er krænget ned over Hovedet paa ham. Det ser mærkeligt ud, at Haaret saaledes vender indad og den blodige Hud ud. "Kalotten" er løsnet helt ned til Øjenhulerne og den nedtrukne Hud skjuler hele Ansigtet. Det er den saakaldte Kadaverkarl, som udfører dette Arbejde. Naar Kalotten er slaaet af kommer han med en sin Sav, hvormed han giver sig til at save Hjærneskallen igennem Det udføres forsigtig for ikke at beskadige Hjærnen, og naar Savningen er forbi kommer Prosektor og brækker med et Instrument Skallen helt op, saa Menneskeaandens hemmelige Værksted ligger blot. Og saa bliver Hjærnen vendt og drejet, skrabet og rodet i, - Ting som vi Lægfolk ikke forstaar os paa, men som ikke just er saa hyggeligt at se.

I den tredje Bakke ligger der en Kvinde, skaaret op ligesom Manden paa det første Bord. Vi staar et Øjeblik og fordyber os i Forskællen paa Mandens og Kvindens indre Bygning, da Karlen kommer hen og begynder at hale Tarmene til sig. Efter at have tømt dem, fylder han dem med Vand, saa de spiles ud, og Lægerne ligger og føler langs ned ad dem for at se, om der er Saar eller andre Skrøbeligheder paa dem.

Naar Videnskaben endelig er sket Fyldest, samler man hele Indholdet sammen igen og fylder det i Kadaveret, som saa sys sammen. Vi lagde Mærke til, at den ene Mand fik sit Hjærte gemt nede i Maven. Derpaa vaskes Ligene, klædes i Ligløj og lægges i Kiste, og ingen aner siden, hvor meget der kort i Forvejen er "rodet" i dem.

Forgivet - døbt - kvalt og druknet.

Inde paa Hospitalet hørte vi en ret ejendommelig Historie, som skal være passeret en Gang i Vinter Vi har hørt den fra to-tre forskellige Sider, saa vi er vis paa, at den er paalidelig. 

Der blev paa Hospitalet indlagt en Kone paa lidt over tyve Aar. Hun var enten frugtsommelig eller havde en stor Svulst i Underlivet, muligvis begge Dele. Hvis hun var svanger, laa Fostret imidlertid saaledes, at hun ikke kunde føde uden at lade Livet. Det var hvad Lægerne kalder et "Ekstrauterint Svangerskab". Det blev da besluttet at operere hende, for om muligt derved at frelse hendes Liv. Hun døde nogle Timer efter Operationen, men det viste sig, at hun var svanger med et kun 5 a 6 Maaneder gammelt, men desuagtet levende Foster.

Dette Foster blev, efter at det var skaaret ud af Moderens Liv, lagt i en Glasskaal, hvor det laa i mindst i et Kvarter, medens man syslede med Moderen. Det var ca. 10 Tommer langt og kunde umuligt leve længere end 24 Timer, da Tarmkanalen ikke var saa udviklet, at det kunde fordøje Føde, som tilførtes det gennem Munden. Det blev besluttet at dræbe det, for at det ikke langsomt skulde pines ihjel.

Allerede det, at det levede efter at have ligget et Kvarter i Glasskaalen, udsat for Luftens Paavirkning og den stærke Temperatur-Overgang fra Moderens Liv, allerede det forbavsede Lægerne, men de skulde faa større Grund til at undre sig. En af dem tog Fostret og duppede Hovedet i Sublimatvand i den Tro, at det straks skulde dræbes deraf.

Men da han tog Fyren op, sprællede den lige stærkt.

Paa dette Tidspunkt indtraf der en Episode, som man ikke ved om man skal le eller græde over. Der kom en Sygeplejerske fra det Røde Kors ind i Operationssalen, og da hun saa, at man var i Færd med at dræbe det 5 Maaneder gamle Foster, spurgte hun straks om det var døbt. Nej, det havde man rigtignok ikke tænkt paa. Den kristelige Sygeplejerske protesterede nu paa det kraftigste mod at dræbe Fostret før det var døbt. Der var ingen af Lægerne, som følte sig kaldet til at være Præst, og den Røde-Kors-Pige tog da selv et Vandfad og døbte med en Højtidelighed, der jog adskillige af Lægerne og Kandidaterne ind i et Sideværelse, det ufødte Forster i Faderens, Sønnens og den Hellige Aands Navn. Hvad det kom til at hedde og hvem Fadderne var, har vi ikke kunnet faa oplyst.

Da Daaben var til Ende og Fostret saaledes reddet for det evige Liv (!), tog man igen fat paa at slaa det ihjel. En Kandidat fattede det med sin ene Haand om Halsen og forsøgte at kvæle det. Men saa sejglivet var det, at man fandt det varede for længe inden han fik Ende paa det. Man hentede saa en Spand Vand, og nu lykkedes det endelig at faa Livet af Fosteret ved at drukne det.

Nogle Dage efter blev det sammen med Moderen begravet paa Kirkegaarden. Her ligger altsaa et ufuldbaaret Væsen, om hvem det nok kan siges, at det aldrig er født, men desuagtet har været kristnet Borger i Samfundet.

(Social-Demokraten 4. marts 1891).

Ligkapellet i ombygget form ligger på Bartholinsgade nr. 2, hjørnet med Nansensgade og Bartholinsgade. Foto Erik Nicolaisen Høy (2026).

Fra Trap Danmark (på Lex.dk) fås følgende oplysninger: Oprindelig var det af Christian Hansen tegnede kapel mod Bartholinsgade et kapel. Det indeholdt pynterum, præsteværelse, ligrum og laboratorier. Den oprindelige del består af en central bygningskrop omkranset på tre sider af lavere fløje, som indvendigt indeholder korridor på bagsiden og separate rum mod øst og vest. Den centrale bygningskrop har skiferbelagt sadeltag, på sidefløje og tilbygninger er taget beklædt med zink af nyere dato. Indgangspartiet er rundbuet og et består af sammenhængende dør- og vinduesparti, der afspejler kapelrummets loftshøjde. Bygningen blev forlænget på bagsiden både i 1900 med laboratorier og i 1970 ud med henblik på at skabe direkte forbindelse til patologisk institut, som blev om- og udbygget på samme tid. Indvendigt fremstår kapellets hovedrum med originalt, rødt terrazzogulv med sort bort og dekorationer af hvide mosaikstifter, malede vægge med kvaderimitation som i H-fløjens trapperum samt originale, malede bjælkelofter med røde trækbånd. De originale fyldningsdøre og greb, fodlister og gerichter er bevarede. De omkringliggende rum er indrettet som kontorer, der ligesom korridoren og interiøret i det øvrige anlæg fremstår med varierende originalitet, hvad angår vinduer, lofter og overflader.

I dag anvendes den som forskningskontorer og undervisning, Københavns Universitet. Bygningen står i gulsten med røde teglstensbånd og rundbuefriser som de øvrige oprindelige bygninger i anlægget. 

Ikke Kommunehospitalet, men Sankt Johannes Stiftelsens lighuset hvor selvmordere, dødfundne og ofre for ulykker eller drab blev indbragt til obduktion. Ukendt fotograf, 1921. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Barnefødsel i Dølgsmaal og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

En 22-aarig Tjenestepige i Ugilt Sogn Vendsyssel har den 25. d. M. i Pigekamret paa den Gaard, hvor hun tjente, i Dølgsmaal født et levende Pigebarn, som hun straks efter Fødslen kvalte under Dynen ved at klemme om Barnets Hals med sin ene Haand. Alt nogle Dage før Fødslen besluttede hun, i Følge "Vends. Tid ", at dræbe Barnet, hvis det kom levende til Verden. Hun var gaaet til Sengs om Eftermiddagen Kl. 5 a 6 under Foregivende af at være syg, og hun fødte om Aftenen Kl. ca 3 inden de 2 Piger, som laa i samme Kammer, var komne ind i dette, saa at hun under Fødslen var alene. Barnet blev liggende i Sengen hos hende hele Natten, uden at den Pige, hun delte Seng med, vil have mærket noget. I Torsdags Morges kort efter at de andre Piger var staaede op rejste Pigen sig af Sengen, indsvøbte Barnet t en gammel Trøje og lagde det i sin Klædekiste, som hun laasede af, hvorefter hun gik til sit sædvanlige Arbejde. Forbrydelsen opdagedes i Torsdags ved Middagstid derved, at Gaardens Piger, deriblandt ogsaa Arrestantinden, rensede Gaardens Retirade, hvor Arrestantinden havde været om Morgenen og efterladt sig Spor af Fødslen. Pigen, der er arresteret, men som, da hun endnu ikke kan taale at flyttes, befinder sig under Bevogtning paa Gaarden, har aflagt fuldstændig Tilstaaelse ved det i Torsdags paa Gærningsstedet afholdte Forhør.

(Social-Demokraten 1. marts 1891).

Aviserne berettede tilsyneladende ikke noget om hvad der videre skete. Af Vendsyssel Tidende den 23. februar 1892 fremgår at en gårdmandsdatter i Spørring ved Hasle herredsret var blevet idømt 2 måneders fængsel for fødsel i dølgsmål og barnemord. For en tjenestepige kan straffen dog have været strengere.