19 marts 2024

Politiassistent Carl Vilhelm "Store Rantzau" Rantzau 1819-1895. (Efterskrift til Politivennen)

Carl Vilhelm Rantzau var den første stationsleder på Station 6 (Fælledvejen). Han var blevet politibetjent 1845. Han var gift med Antoinette f. Hjock og parret fik 4 børn. Hun døde inden han flyttede ind på den nye station i 1884. Tilnavnet "Store Rantzau" fik han fordi han var ca. 76 tommer høj og vejede ca. 300 pund.


Politiassistent Rantzau.

Københavns ældste Politiassistent, Carl Vilh. Rantzau, træder i Dag ud af Politiets Tjeneste efter Ansøgning og med Pension. I det hele har han været Politimand i 46 Aar og er nu 71.

Rantzau begyndte nemlig allerede i salig Bræstrups minderige Dage, da Betjentene gik med Skødefrakke med blanke Knapper, Kastet og Spanskrørsstok. Da saa Crone afløste Bræstrup og indførte den ny Politiordning, gjorde han straks Rantzau til Assistent paa Vesterbro. Senere flyttede han fra den vestlige Forstad til den nordre, der den Gang omfattede baade Nørre- og Østerbro, var den største og uroligste, og derfor ogsaa behøvede den dygtigste Politiassistent.

Og Rantzau ejede just de Egenskaber, der gjorde ham skikket til en saadan Post. Der var en Blanding af godmodig Munterhed og Bestemthed i hans Optræden; han havde en hurtig og klar Opfattelse af de foreliggende Forhold, vidste hvad han vilde, tog helst Sagen med det Gode og tabte aldrig Hovedet i de vanskeligste Tilfælde.

I sit Kontor var han ens mod alle; han gjorde ingen Forskæl paa den, der kom til ham med høj Cylinder og Glacehandsker eller den, der kom paa Hosesokker med Huen i Haanden og Træskoene uden for Døren.

I Rantzaus Kreds boede jo de fattigste Fattige, og mange af dem paastaar, at det var bedre at klage sin Nød for Assistenten end for Præsten.

Assistenten hjalp, hvor han kunde; men for Resten havde han sine "faste Tiggere" som han kaldte dem. Blandt dem var der en, der en Gang havde kendt bedre Dage; han lod sig aldrig afvise med, at Assistenten ikke var til Stede, han havde stadig Tid nok til at vente og satte sig rolig ned paa den lange Bænk ved Døren i Stationslokalet.

I den haarde Vinter 1885-86 var Rantzau utrættelig ved Uddelingen til de Fattige, der i to lange Maaneder mødte fra den tidlige Morgenstund i Stationsgaarden; og naar Klædningsstykkerne, Fødevarerne og Pengene var uddelt, og Mængden ude i Gaarden ikke syntes at svinde, plejede han gærne at sige: "Nu maa vi spare paa Spisebilletterne, for at de alle kan saa lidt.

En Politiassistent kan let blive "populær" naar han sætter Pris paa det; Rantzau vilde være det - og han blev det ogsaa.

(Social-Demokraten 1. august 1891)


Kjøbenhavns ældste Politiembedsmand Politiassistent C. B. Rantzau, er i Lørdags fratraadt sin Post som Politiassistent paa Nørrebro, en Stilling, som han har beklædt med stor Dygtighed i 28 Aar. Da han tiltraadte sit Embede, var Nørrebro en forholdsvis ubetydelig Forstad, medens den nu har mindst 100.000 Indbyggere, og det er ikke just de roligste Elementer i Hovedstaden, der har foraarsaget denne uhyre Tilvæxt. Der er adskillige Gange forefaldet Excesser i denne Bydel, som kunde have faaet skjæbnesvangre Følger, hvis ikke Politiets ledende Sjæl derude havde været en besindig Mand, der helst ønskede at komme frem med det Gode. Særlig i den socialistiske Bevægelses første Dage gik det ofte varmt til: Man vil saaledes erindre det berømte "Slag paa Nørrefælled" den 5te Mai 1872, som ikke løb af uden Blodsudgydelse, og hvor endog Husarerne maatte gjøre Indhug. Senere, da Pio og Geleff vare flygtede, og Harald Brix kom tilbage fra Fængslet, havde Rantzau ofte en haard Dyst at bestaa med de saakaldte Heroldister, der holdt en Række stormende Møder i Rømersgade. Aften efter Aften mødte Rantzau og tog Plads paa Tribunen, omgivet af en halv Snes Politibetjente, medens de rødeste Revolutionære stode ved Talerstolen og i forblommede Udtryk hidsede Gemytterne op.

Nede fra Forsamlingen lød Haansord og Skjældsord op til den gamle Assistent som ofte viste en englelig Langmodighed og først gjorde Indhug og ryddede Salen, naar de værste Urostiftere gik til Haandgribeligheder overfor hans Betjente. Fra de mere fredeligt anlagte Socialisters Side har Rantzau aldrig været ilde lidt. Han saa aldrig skjævt til deres Folkemøder, naar blot alt gik roligt. Tvert imod har han næsten altid været Tjenstvilligheden selv overfor "Førerne", gjort dem alle de Indrømmelser, hans Embedsstilling tillod, og ligefrem hjulpet dem med Raad og Daad. Ved Grundlovsfesterne gik han i Spidsen for Toget og skaffede Plads, indtil Optoget naaede ind i en anden Politikreds; saa tog han venskabeligt Afsked med Lederne og ønskede dem god Fornøjelse. Blandt Nørrebros Fattige vil Rantzau blive meget savnet. Han havde særlig gjort sig til Opgave at bistaa ulykkelige Arbeiderkoner, som plagedes af raa og fordrukne Mænd; de henvendte sig til ham som en Fader, og han gjorde for dem, hvad han kunde. Rantzau, der nu er 72 Aar gammel, har i det Hele været 46 Aar i Politiets Tjeneste; han kunde saaledes om fire Aar have feiret sit 50-aars Jubilæum.

(Middelfart Avis 4. august 1891).


En Veteran.

I Gaar kunde Politiassistent Rantzau paa Nørrebro fratræde sin Post paa Fælledvejens Station i sjette Politikreds; han havde allerede for tre Maaneder siden søgt sin Afsked.

Man vil erindre alt, hvad der i den senere Tid er sagt og skrevet om denne Mand og hans Forhold til hans Foresatte, og man mindes, i hvor høj Grad Rygter af alle Arter fik Næring, da Rantzau pludselig forlangte Permission nogen Tid paa Grund af Sygdom og desuagtet i Permissionstiden kunde vise sig paa Gader og Stræder med kjærnesundt Udseende og dampende nok saa fornøjet paa sin Cigar.

Det forholder sig med disse Rygter saaledes, at man har "gjort en Myg til en Elefant".

Vi tog i Gaar ud til den gamle, elskværdige Politimand, der for nogen Tid siden af Helbredshensyn har fraflyttet sin Lejlighed paa Fælledvejens Station og nu bor i en ny, elegant Ejendom, Nr. 157 paa Gl. Kongevej.

Hr. Rantzau modtog os med megen Elskværdighed og Forekommenhed, men da han hørte vort Ærende, rystede han smilende paa Hovedet.

"Jeg har sandelig ingen store og gode Handlinger udført, min Ven, men handlet humant og retfærdigt, haaber jeg," ytrede han.

Vi lod os dog i Betragtning af vort Kjendskab til Hr. Rantzaus store Beskedenhed ikke saa let afvise, og snart kom en gemytlig og yderst livlig Passiar i Gang.

"Ja, nu er jeg saamænd 72 Aar og har været Politimand i 46," begyndte vor elskværdige Vært. "Det var akkurat den 1ste Avgust 1845, at jeg blev ansat i Politiets Tjeneste. Først var jeg to Aar paa Politikammeret og saa 16 Aar paa Vesterbro, og jeg har været Assistent i 28 Aar. Jeg vilde saa gjærne have holdt ud de 4 Aar, der endnu mangler, for at jeg kunde have holdt 50 Aars Jubilæum, men efter mit 71de Aar er det rent snavs med mig, saa jeg kunde ikke."

Vi bad den gamle Embedsmand fortælle lidt om hans lange Virksomhed, og nu, da han havde faaet Munden paa Gled, var der ingen Ting i Vejen.

"Værs'god, tag Dem en Cigar, kjære Ven, saa skal jeg tænke mig lidt om."

Han støttede det store, graasprængte Hoved nogle Minutter i sin Haand, saa syntes Minderne fra hin Tid at vælde ind paa ham. Han smilede og sagde: "Ja, den Tid har De nu ikke kjendt, da jeg begyndte min Virksomhed, vel? De har ikke kjendt Politibetjente med røde Livkjoler, gule Veste, blaa Benklæder, trekantet Hat og en Bambusstav - ha, ha, ha, kan De tænke Dem vore Betjente nu om Stunder i den Uniform?"

Vi tilstod, det var os umuligt.

"Ja, saadan saa de skam ud, og en stor Del af Politistyrken var de gamle Vægtere med Lygtestangen."

Og saa talte den gamle Mand ustandseligt videre. Man kunde se, det var ham usigelig kjært at dvæle ved alle disse Minder, der et efter et dukkede frem og satte ham tilbage til hine længst forsvundne Tider, da Vægterne sang deres Gadevers og bar Drukkenboldtene paa Stigen.

I 1863 blev hele Systemet forandret, da Etatsraad Crone blev Politidirektør. I overordenlig hjærtelige Ord talte Rantzau om sin gamle Chef.

"Vi var tidt uenige i Tjenestesager", sagde han. "Det hændte ofte, at han bestemt fordrede, en Sag skulde gribes saadan og saadan an, og at jeg saa sagde: "Vel, men det duer ikke." Saa betænkte han sig mange Gange, og tidt og ofte gav han mig Ret. Jeg holdt meget af ham, og jeg tror ogsaa, han satte Pris paa mig."

Det var Crone, fortalte Rantzau videre, der indrettede Politivæsenet saaledes, at det blev en Avtoritet, noget, det hidtil i altfor ringe Grad havde været.

Mange og store er de Forretninger, der har været betroet gamle Rantzau, og dem alle har han, som han med klædelig Beskedenhed sagde, haft Held til at føre lykkeligt til Ende.

Men at han ogsaa i fremragende Grad har evnet at magte de Opgaver, dan har paataget sig, derom foreligger der Hundreder af Vidnesbyrd.

Vi minder kun om daværende Inspektør Martin Hertz' og Rantzau's glimrende Forfølgelse og Paagribelse af de svenske Falsknere, der i 1860 til et betydeligt Beløb havde eftergjort vore danske Femdalersedler.

De to dygtige Politimænd rejste Dag og Nat efter Forbryderne, da de var komne dem paa Sporet, og paagreb dem i Sverige. Den danske Bank, der havde lidt Tabet ved Udstedelsen af de falske Sedler, belønnede Rantzau med 1600 Kr.

"Det regner jeg nu for min største Sag." sagde han; "der var hele sex Medlemmer af den Falsknerbande, og drevne Forbrydere var de alle."

At Rantzau har gjort sig afholdt i vide Kredse ved sin humane og besindige Optræden, derom vidner den uhyre Deltagelse, der vistes ham baade fra Politimænd og private i Anledning af hans 25-aarige Jubilæum som Politiassistent.

Ved denne Lejlighed blev han tillige Ridder af Danebroge, en Udmærkelse, der af alle vore Politiassistenter kun er blevet Rantzau til Del.

"Saa, de maa vel have været tilfredse med mig," ytrede han og smilede.

At Arbejdet ikke altid har været let, særlig efter at Rantzau var begyndt at blive gammel, vil man forstaa, naar man husker paa, at Nørrebrokredsen er den allerstørste Politikreds og tæller ikke mindre end ca. 80,000 Sjæle.

Med rosværdig Beskedenhed gav Rantzau sin talrige Stab af undergivne deres Part af Æren for det gode Forhold, der existerer mellem Politiet og Befolkningen paa Nørrebro; men der er sikkert heller ingen overordnet Politimand. der var i den Grad afholdt af sine underordnede som Rantzau. Han arbejdede for deres økonomiske Vel og behandlede dem aldrig inhumant eller uretfærdigt.

Hans største Ros skal dog være den, at han lod Interessen for Tjenesten staa sideordnet med Interessen for at være saa retfærdig som muligt mod den anklagede eller anholdte. For denne Egenskab har endog Rettens samtlige Assessorer givet Rantzau Ros.

Vi berørte til Slutning de ovennævnte Rygter om Grunden til, at han havde søgt sin Afsked. Han kjendte dem godt, men de var aldeles ugrundede.

"Sygdommen er den eneste Grund," erklærede han. "Det er en Hjærtesvækkelse, jeg lider af, og den gjør mig aldeles uskikket til Tjenesten. Mit Forhold til Politidirektør Petersen har altid været godt. Da han rejste, var jeg nede ved Dampskibet for at sige Farvel til ham. Naturligvis har der været Uoverensstemmelser mellem ham og mig ligesom mellem Crone og mig; men det er paa ingen Maade Grunden til, at jeg har taget min Afsked. Det vilde glæde mig, om De vilde meddele dette."

Vi lovede det og beredte os til at tage Asfsked.

"Hør," sagde han pludselig, "kan De huske, da vor nuværende Kultusminister Goos for en sex, otte Aar siden ved et Prøvevalg i Gymnastiklokalet i Nørre Allé blev klemt inde af Socialisterne, saa han ikke kunde komme ud ?"

Vi erklærede, at vi mindedes Historien.

"Det var mig, der reddede ham. Ganske alene gik jeg ind mellem Socialisterne og fik Goos ud paa Gaden."

"Men knurrede og truede de da ikke ad Dem ?" spurgte vi.

"Nej, de sagde kun, naa, er det Dem, Rantzau, og saa gjorde de Plads for mig."

Det forekommer os, at denne lille Episode er betegnende for den Mands hele Virksomhed, der efter 46 Aars pligtopfyldende Tjeneste nu har trukket sig tilbage til Privatlivet med sin ugifte Datter til Husholderske og Plejerske.

Blandt Nørrebros Befolkning vil Mindet om Rantzaus humane og strængt retfærdige Optræden længe bevares, og hans tidligere undergivne vil altid mindes ham med Taknemmelighed.

(Morgenbladet (København) 2. august 1891).

Om den nævnte episode i Nørre Alle, se indslaget Valget i Kjøbenhavns 5te Kreds 1884.

18 marts 2024

Godsejer Hages Teglværk. (Efterskrift til Politivennen)

Det var, som meddelt, i Godsejer, Folkethingsmand J. Hages Lergrav ved Nivaa-Bugten, at en Arbejder dræbtes i forrige Uge ved Jordskred.

Af de Oplysninger, vi erholdt ved vort Besøg paa Stedet, fremgaar det, at Arbejdet baade i Lergraven og ved Teglværket er af en meget anstrængende Beskaffenhed og at Lønnen er yderlig lav.

I de til Teglværket hørende 2 Lergrave er 6 Mand beskæftiget med Udgravning. De engageres for Tidsrummet fra 1. Maj til Mikkelsdag, og maa ved Antagelsen underskrive en Kontrakt, hvorved de forpligter sig til ikke at forlade Arbejdet i de 6 Maaneder. Saafremt de bryder Kontrakten, saa kan de idømmes en Mulkt af 30 Kr., og som en Slags Sikkerhedsstillelse tilbageholdes der hver Uge 2 Kr af deres Løn, der bliver indestaaende hos Godsejeren og udbetales ved Arbejdsperiodens Slutning.

De 6 Mand har Forpligtelse til daglig at besørge et saa stort Kvantum Ler udgravet, at der er tilstrækkeligt deraf til, at Teglværkets Fabrikation af Mursten kan foregaa uden Standsning. De skal tillige besørge Leret læsset paa Tipvognene, der trækkes af en Hest ad Spor op til det højtliggende Værk. Som Kuske er engageret unge Mennesker, der for Sommerhalvaaret faar Logi og en Løn af 130 Kr.

Lergravene er i dag forvandlet til søer af en betragtelig størrelse og oversvømmet. 2023. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den regelmæssige Arbejdstid er i Sommerhalvaaret fra Kl. 5½ Morgen til Kl. 7½ Aften, altsaa 14 Timer, derfra regnet ½ Time til Frokost, 1½ Time til Middag og ½ Time til Vesperkost. En Del af Arbejderne, der boer i de omliggende Landsbyer, har ca. 1/4-½ Mils Vej til deres Hjem. Om Aftenen kan de tidligst naa Hjemmet mellem Kl. 8-8½, og om Morgenen maa de gaa hjemmefra allerede mellem Kl. 4½-5. for at kunne naa betids til Arbejdsstedet.

Paa Grund af Arbejdets Beskaffenhed forøges den i Forvejen lange Arbejdstid ofte endnu yderligere. Leret er nemlig tidt af en saa sejg og haard Kvalitet, at det er forbundet med stor Vanskelighed at løsbryde det. Særlig i den nederste, nærmest Stranden beliggende Lergrav er dette Tilfældet. Her maa Arbejderne slide møjsommeligt med Hakkerne i den stegende Solhede. Og dog naar de kun langsomt fremad i det haarde Materiale. Saa er det de tvinges til at anvende den farlige Arbejdsmetode, at undergrave Banken for at faa en større Jordmasse til paa en Gang at styrte ned. Ved afvekslende forneden at undergrave Skrænten og øverst paa dens Overflade at ramme Kiler ned i Jorden, kan dette farlige Eksperiment vel efter ihærdigt Arbejde lykkes - men samtidig er det, at de ved Skræntens Fod beskæftigede Arbejdere svæver i Livsfare. Tidligere er 2 Mand dræbt i Lergraven. Faren er saa meget større, som Skrænten ogsaa aldeles uformodet kan styrte ned, uden at være undergravet i nogen synderlig Grad, saaledes som i forrige Uge, da en Arbejder i den anden Lergrav blev dræbt af Jordmassen. 

Vi spurgte Arbejderne, om denne farlige Undergravning ikke kunde undgaas, saaledes at Gravningen blev foretagen skraat nedad fra oven, hvorved der blev ringere Sandsynlighed for, at der kunde ske Ulykkestilfælde. Men Arbejderne forsikrede os, at det nuværende ringe Antal Arbejdere og den lave Løn gjorde det umuligt at anvende denne Arbejdsmetode. Dels vilde de 6 Mand i saa Fold ikke daglig kunne skaffe en saa stor Lermasse tilveje, som Værket kan forbruge, og saa have de jo forbrudt deres Kontrakt. Og dels vilde de paa den Maade allerhøjst kunne tjene en Dagløn af 1 (en) Krone!

En af Arbejderne ytrede: "Vi ved rigtignok ikke, naar vi gaar paa Arbejde om Morgenen, om vi kommer levende hjem om Aftenen. Men vi er nødt til at undergrave, hvis vi skal kunne tjene saa meget, at vi kan føde Kone og Børn."

Arbejderne er altsaa stillet saaledes, at de kun har Valget mellem at tjene en Sulteløn eller sætte Liv og Lemmer paa Spil for at kunne skaffe det allernødvendigste til Familiens Underhold! Og under disse Forhold har Arbejdskøberen ikke en Gang fundet sig foranlediget til af egen Drift at ulykkesforsikre Arbejderne.

Ofte er en hel Dags anstrængende Arbejde i det haarde Ler ikke tilstrækkelig til at tilvejebringe den nødvendige Lermasse. Arbejderne er da nødsaget til yderligere at forlænge Arbejdstiden. De møder da paa Arbejdet Kl. ca. 4 eller 4½ Morgen og halser ud til Kl ca. 8 eller 8½ Aften, og har altsaa en Arbejdstid af mellem 16 a 16½ Time i Døgnet!

Hertil kommer endvidere den Tid der for de fjernt boende medgaar om Morgenen og Aftenen til Marschen fra og til Hjemmet: lavt regnet 1 Time. hvoraf følger, at Arbejderne paa disse Overarbejdsdage kun har 6½-8 Timer til Hvile- og Fritid.

Det er disse 6½-8 Timer, at de skal have Tid til at nyde det af Hofte saa lovpriste Familieliv med Hustru og Børn. Men i Virkeligheden gaar det ikke saaledes til. Naar Arbejderen om Aftenen kommer hjem, saa er han selvfølgelig i Reglen saa udaset og træt af de mange Timers Slid i den brændende Sol, at han snarest mulig gaar til Senge for at hans Legeme dog kan faa nogen Hvile til den følgende Dags Anstrængelser. Om Aftenen er der altsaa ikke Tale om nogen Samværen med Børnene. Og i den tidlige Morgenstund ser Arbejderen kun sine endnu slumrende Børn i Sengen, før han gaar til sit Arbejde.

Arbejdslønnen beløber sig i Reglen til ca. 15 a 16 Kr., under særlige heldige Forhold ca. 18 Kr. pr. Uge. Lønnen beregnes saaledes, at Værket betaler Arbejderne 38 Øre for Levering af Ler til 1000 Sten (det er a. 3 Vognladninger). For at opnaa den lave Dagløn, ca. 2 Kr. 50 Øre, skal arbejderne altsaa paa en Dag udhugge af Banken ca. 40 Vognladninger Ler samt fylde det paa Tipvognene. Kniber det for de 6 Mand, trods deres forøgede Arbejdstid, at skaffe den fornødne Lermasse til Veje, saa er de ofte nødsaget til at antage en Mand, der kan hjælpe dem ved Udgravningen. Denne Hjælper maa Arbejderne selv lønne. Det er derfor intet Under, at Arbejdslønnen synker til et Lavmaal, der ikke staar i noget rimeligt Forhold til den præsterede Arbejdsmængde.

I selve Teglværket, hvor Fabrikationen af Mursten foregaar, er Arbejdstiden ligeledes fra Kl. 5½ Morgen til Kl. 7½ Aften, med de tidligere anførte Spisetider. Arbejdslønnen beregnes faaledes, at der gives 26 Øre for hver 1000 Sten, der fabrikeres. Under almindelige Forhold kan der laves 10.000, allerhøjst 12,000 Sten om Dagen - det giver en Dagløn af 2 Kr. a 2 Kr. 40 Øre. Altsaa pr. Uge 12 Kr a 12 Kr. 40 Øre.

Ringovnen er stadig bevaret og bruges som museum. 2018. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ogsaa her er Arbejdet af en for Liv og Lemmer farlig Beskaffenhed. Vi meddelte forleden, hvorledes en Arbejder i det nærliggende Teglværk blev slaaet fordærvet ved at en Stabel Mursten styrtede over ham, og det sker jævnligt, at Arbejderne faar baade Hænder og Fødder forslaaet. Vi saa paa Hages Teglværk en Arbejder, der manglede den ene Arm - den var bleven knust imellem Valserne, hvor Leret findeles. Nu maa han, trods sin Invaliditet, trille Mursten paa en Hjulbør! Det var en sand Ynk at se denne enarmede Krøbling slingre afsted med fuldt Læs, styrende den enhjulede Bør med den ene Haand.

Det farlige Damp Valseværk har Arbejderne særlig stor Frygt for. Arbejdet foregaar her paa den Maade, at Leret først luusea i en grov Kværn og derefter i passende Stykker med Hænderne skubbes ind mellem de to vandret liggende Valser, hvor det findeles til en dlød, fugtig Masse. Denne Dejg presses derefter gennem et Hul af Størrelse som en Mursten, og skydes ud i lange Stykker henover siltbeklædte Ruller. hvor flt Arbejder efterhaanden afskærer 4 Mursten ad Gangen ved Hjælp af en Ramme med 4 udspændte Staaltraade.

Det hele gaar med feberagtig Hast og Arbejderne maa anvende den yderste Grad af Forsigtighed, for at ikke Valserne skal gribe sat i deres Fingre eller Skjo.te.rni.er og gøre dem til Invalider som deres stakkels Kammerat.

Ogsaa disse Arbejdere burde selvfølgelig for længe siden have været ulykkesforsikret.

Er Fortjenesten ringe om Sommen% saa er den ligefrem ussel om Vinteren. I Reglen faar Lergravsarbejderne da Beskæftigelse i selve Teglværket, og ved strængt Akkord arbejde kan der opnaas en Ugeløn af 11 Kr. Daglønnen veksler i Vinterens Løb fra 1 Kr 35 Øre til 1 Kr 40 Øre og 1 Kr 50 Øre, hvilket giver en Ugeløn af 8 Kr. 10 Øre, 8 Kr 40 Øre a 9 Kr.

Den 8 Kr. 10 Øres Ugeløn, hvorfra der hver Uge drages 10 Øre til en Sygekasse, falder i det længste Afsnit af Vinteren. Men hvorledes skal en Familieforsørger med en stor Børneflok, kunne skaffe Brødet til sig og sine for en saadan Ugeløn.

Og hvorledes kan Rigmanden, Godsejer Hage, forsvare at nægte disse slet lønnede Arbejdere et rimeligt Lønningstillæg?

(Social-Demokraten 23. juli 1891.


Johannes Hage (1842-1923) havde overtaget teglværket efter sin far konsul Peter Anton Alfred Hage (1803-1872) som i 1859 købte Nivaagard og det tilhørende teglværk samt flere andre gårde i Nivå. Teglværket hed fra den tid Nivaagaard Teglværk. Efter 1864 kunne Danmark ikke længere disponere over bl. a. Cathrinesminde Teglværk ved Flensborg Fjord. Dette kom Nivaagaard Teglværk til gode. Produktionen blev yderligere forøget med ringovnen i 1870. 

Johannes Hage flyttede ind på Nivågård i 1881. Som det ses i luksuriøse forhold og for de penge som hans arbejdere under kummerlige og lavtlønnede forhold indtjente til teglværket. Hage var politiker for godsejerpartiet Højre. 2023. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Faderen døde 1872, og Johannes Hage overtog Nivaagaard og Nivaagaard Teglværk. Efter en brand flyttede Johannes Hage ind i Nivaagaards hovedbygning i 1881.

Et præsteligt Forbud ved en Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende:

Den sociale Skomagersangforenings tidligere Formand, Vilhelm Blandford, afgik i forrige Uge ved Døden og blev i Søndags under stor Deltagelse begravet paa Garnisons Kirkegaard. Ved oenne Lejlighed passerede følgende, der fortjener at blive kendt i videre Kredse.

Som naturligt er, ønskede Sangforeningen at bringe sin afdøde Formand et sidste Farvel i en Sang, og indbetalte i den Anledning paa Klokkerkontoret et Beløb af 4 Kr., som er den fastsatte Takst for Tilladelse til at synge i Kapellet. I god Tro mødte vi i Søndags med Partituret til vor Gravsang, som vi i de sidste 13 Aar har benyttet ved et stort Antal Begravelser, men vi havde denne Gang gjort Regning uden den tjenstgørende Præst, hvis Navn er Mynster.

Da vi havde samlet os og skulde begynde Sangen, udbad Præsten sig et Eksemplar af vor Gravsang til Laans, og da han havde gmnemset det, nedlagde han et bestemt Forbud imod, at nogen Sang blev sungen, som ikke fandtes i den autoriserede Salmebog. Vi gjorde Præsten opmærksom paa, at vi forud havde betalt Tilladelsen til at synge, uden at der den Gang var taget noget som helst Forbehold, og vi paaviste, at der ved mangfoldige Begravelser blev sunget Sange, som ikke findes i Salmebogen; endelig søgte vi at gøre ham begribelig, hvad vel for Resten alle normale Mennesker ved, at et firestemmigt Sangkor behøver Tid til Indstudering af enhver Sang, og at vi derfor ikke kunde benytte os af hans naadige Tilladelse til at synge en avtoriseret Salme.

Alt dette hjalp os imidlertid ikke det mindste. Præsten fastholdt sit Forbud, erklærede Diskussionen for sluttet, og begyndte nu med en salvelsesfuld Stemme at beskrive det Helvede, der ventede den Afdøde, hvis han ikke her paa Jorden havde været i Besiddelse af den eneste rigtige Tro, som Pastor Mynster var saa heldig at repræsentere. Selvfølgelig opnaaede Præsten ved sit Magtsprog kun at skabe Bitterhed og Harme hos de mange, som var komne for at vise deres afdøde Ven og Kammerat den sidste Ære, og det er vor Overbevisning, at ikke en eneste af det store Følge stolede fuldt ud paa Præstens Oprigtighed, da han til Slutning ude ved Graven med himmelvendte Blikke nedbad Guds Fred over os allesammen.

Sangen, vi ønskede at synge, og som var skreven til Salmemelodien: "Lær mig, o Skov, at visne glad", havde følgende Indhold:

Hvil trygt i Gravens dybe Fred.
Vi mindes Dig med Kærlighed,
Lad Aar og Dage rinde.
I Livets Kampe kæk Du stod.
Ej Modgang kuede dit Mod
Velsignet var dit Minde

Sov sødt i Gravens tavse Bo;
Kun der er Fred, kun der er Ro,
Naar udslukt er vort Pje.
Det er den sidste sikre Havn,
Naar Graven tager dem t Favn,
Som har kendt Livets Møje.

Farvel, Farvel! for sidste Gang
Nu har Du vandret Vejen trang,
Kun Mindet er tilbage,
Det skal os følge paa vor Vej.
Farvel, Farvel! vi mindes Dig
Til Livets sidste Dage.

Enhver vil sikkert indrømme, at Sangen ikke i mindste Maade er stødende, men tværtimod i høj Grad passende ved en Jordefærd. Da vi, som anført, har sunget den ved mange tidligere Begravelser, er det os uforstaaeligt, hvad der har bevæget Præsten til at nedlægge sit Forbud. J. H.

(Social-Demokraten 23. juli 1891.

17 marts 2024

Oluf H. Jørgensen (del 2): Bataljer med Peter Sabro. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro 1891-1894.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v. 
Del 5 Død og Eftermæle. 

I starten af 1890'erne var der mellem Venstre-avisen Skanderborg Amtsavis med Oluf H. Jørgensen som redaktør, og den socialdemokratiske Demokraten med Peter Sabroe som redaktør mange avisbataljer - som også udviklede sig til injuriesager. Peter Sabroe blev journalist ved Randers Folkeblad i 1887. I 1888 flyttede han til Demokraten i Århus hvor han var redaktør 1895-1908. Desværre findes førstnævnte ikke i Mediestream, så nedenfor kun den sidstnævnte:

 

Valgene i Husmandskreditforeningen

har, som det var at forudse, givet Bladene noget at bestille. Særlig har Væver Madsens glimrende Sejr over sine mange og indflydelsesrige Modstandere vakt Opmærksomhed. De Blade, som har brølet højst mod ham, er nu dygtig modfaldne. Enkelte, der for Valget havde mange Spalter at ofre paa ham for at modarbejde hans Valg, kan nu til Nød ofre 3-4 Linjer for at meddele hans Sejr. Saa tier de slukøret for Resten.

Morsomst er "Skanderborg Amts Avis", hvad ikke vil forundre Nogen, der kender nævnte Blad og dets Redaktør. I Modsætning til andre Moderationsredaktører skyer han ikke at gaa lige til Sagen:

"Væver Madsen blev genvalgt af 2 Grunde, dels fordi han er en flink Repræsentant, dels fordi han er Socialdemokrat.

Med andre Ord: Socialisterne sejrede, og det saa komplet som muligt. Flere Venstremænd havde meldt sig som Madsens Konkurrenter, men uagtet selve Valget kom til at staa imellem Madsen og en Venstrehusmand, fik denne kun ca. 50 Stemmer, medens Madsen havde ca. 300.

Lad os være ærlig: Madsen har her vunden en Sejr, som han har Grund til at være stolt af. Ligeledes Socialisterne som Parti har Ret til at knejse med Hovedet, naar de midt i et stort Husmandsamt kan klare Tingene saa stolt overfor Venstre."

Efter denne ret uforbeholdne Udtalelse giver Bladet sig dybsindigt til at undersøge, hvad der er Grunden:

"Vi forstaar ikke, hvorfor Venstre i Viborg Amt ikke rustede sig bedre. Har der været daarlig Ledelse, eller er Valgets Udfald en Følge af, at Venstre i Viborg Amt altfor længe har leflet med Socialdemokraterne?

I Fjor talte Venstre temmelig højt om, at ved Amtsvalg kunde det sagtens klare sig (Se, her har vi Grunden hvorfor man vilde have Amtsvalg), medens Socialisterne ganske naturligt - nemlig paa Grund af deres Organisation - maatte sejre ved de almindelige Valg, hvor Interessenterne fra alle jyske Egne mødte samtidig for i Fællesskab at vælge Repræsentanterne.

Men næppe har vi faaet Amtsvalgene indført, før Socialisterne alligevel sejrer ved det første Slag, der skal slaas paa den ny Basis."

Til Slut giver Redaktoren Venstremændene i Viborg Amt en lille Opsang om Splittelse og Sløjhed, hvis de ikke mander sig op vil - truer Bladet - Socialisterne i Fremtiden, ligesom i Tirsdags, tage Stikket hjem.

Nu faar vi at se, om Truslen virker.

* * *

(Demokraten (Århus) 18. juli 1891. Uddrag)


Fotograf Lars Peter Elfelt: Skanderborg, Adelgade. Prospekter fotograferet af Christsensen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


Uheldig Ironiker. For nogen Tid siden lod Hr. R. Th. Petersen af "Nakskov Tidende" sin Meningsfælle Hr. Oluf H. Jørgensen af "Skanderborg Amts Avis" vide, at det slet ikke klædte ham at snakke ondt om, at andre Moderate var falden Hr. Kultusminister Goos om Halsen, eftersom han selv for ikke længe siden havde udført noget lignende overfor Lars Dinesen. Nu oplyser Hr. Oluf H. Jørgensen, at han er bleven syndig misforstaaet. Han har villet ironisere, og saa har Hr. R. Th. Petersen, som alle Andre, gaaet hen og taget hans Ironi for Alvor. Hr. Jørgensen skriver :

"Vi skal nu først sige, at vi har aldrig før Alvor hævet Dinesen til Skyerne; vi har ironiseret over hans politiske Bomspring til Højre, og vi har drillet baade Hr. Dinesen og det reaktionære Højre ved at skrive som vi skrev om den kundbyske (?) Kapacitet, der for Resten aldrig har været i saa fælt et politisk Ælte som Goos var t. Ex. den Gang han støttede Petroleumsbladet "Den ny Socialist"."

"Venstrebladet" giver Hr. Oluf H. Jørgensen det Raad, at han en anden Gang, naar han vil agere Ironiker, skriver nedenunder: "Dette skal være Ironi!"

(Demokraten (Århus) 23. juli 1891)


Skanderborg-Journalistik.

I det i Fredags udkomne Numer af "Skanderborg Amts Av." vælter Hr. Redaktør Oluf Jørgensen sig over mig i Sprogets plumpeste Udtryk. Anledningen hertil er mit forleden her i Bladet optagne Svar til den af Dhrr. Jørgensen og Langballe serverede Historie fra Hammel om de 100 Kroner osv.

Mit Svar syntes ikke at mangle noget i Retning af Tydelighed, men ikke desto mindre lader Hr. Jørgensen i sit sidste Indlæg forstaa, at jeg har skrevet mit Svar i en Form, som umuliggør en Sagsanlæggelse fra hans Side mod mig.

Det sande Forhold er imidlertid, at Hr. Jørgensen ikke tør anlægge Sag mod mig for de brugte Udtryk, da han ikke vil kunne faa nogen Dom over mig af den ret simple Grund, at hans Skriverier berettigede mig til at skrive følgende:

Jeg gad vide, om Nogen har set Mage til journalistisk Frækhed. Thi der tør næppe tvivles om, at Dhrr. Jørgensen og Langballe meget godt ved, at det er en gemen Usandhed de fremsætter, naar de giver det Udseende af, at nævnte Talere ved den Lejlighed kunde faa et Hundrede Kroner hver. Men naar Dhrr. ved dette, saa turde det ikke være upassende at stemple deres Skriveri som slet og ret slyngelagtigt.

Har Hr. Jørgensen rent Brød i Posen, behøver han sandelig ikke mere Grundlag for en Retssag. Men han har sikkert selv en Følelse af, at det er ham og ikke mig, som en eventuel Dom vil ramme.

Hr. Jørgensens Uartigheder i den ham bekendte Bøllestil, skal jeg ikke komme ind paa. Grovheder fra den Kant afficerer ikke mig. Jeg skal kun sluttelig rette følgende bestemte Spørgsmaal til Hr. Jørgensen, forinden der gøres mere fra min Side.:

Vil De, Hr. Jørgensen, eller Deres Medarbejder, Hr. Langballe, uden Omsvøb erkende, at Meningen med Deres første Indlæg i denne Sag var at sigte Hr. Folketingsmand P. Holm og mig for at skulle have Hundrede Kroner hver for vore Taler ved Festen i Hammel - saa skal jeg strax give Dem Svar paa Tiltale.

Aarhus, den 25de Juli.

P. Sabroe.

(Demokraten (Århus) 26. juli 1891).


Forfremmet

Et yngre Menneske, der var ansat ved Moderationsorganet "Skanderborg Amts Avis", er i disse Dage bleven forfremmet til Gendarm. Om denne Sag, der har vakt en Del Opmærksomhed og Moro blandt Byens Befolkning, skal vi meddele vore Læsere følgende:

For nogle Aar siden, da de politiske Bølger gik højest her i Landet, da ingen Frihedsmand, selv ikke en saadan Kapacitet som Hr. Redaktør Jørgensen, var i Stand til at indse det paatrængende nødvendige i, at der af Folkets Penge udgaves en Million Kroner for at en Del kraftige og arbejdsdygtige Mennesker skulde gaa og drive Tiden hen, uden anden Nytte end den at staa Ret hver Gang et Jærnbanetog løber ind til Stationerne og saa en Gang imellem opsange en stakkels rejsende Haandværkssvend, kort sagt, da alle rettænkende Mennesker var enige om, at Gendarmerne med samt deres Paahæng var lige saa unødvendige, som det femte Hjul til en Vogn, - da tjente vedkommende unge Mand, Christian Nielsen hedder han nok, hos en Gaardmand i Søballe. Saa en Dag faar han Øie paa en Gendarm, der kom spankende hen ad Vejen i sin splinterny Uniform med Karabinen samt den blankpudsede Sabelskede anbragt i Livgehænget, i Forbindelse med Uniformsknapperne, der glinsede i Solen som en vis Ting i Maaneskin, og som afgav et saa imponerende Skue, at Christians Hjærte slog mindst Hundrede Slag mer i Minutet end sædvanlig. I sin Henrykkelse over dette storartede Syn, han her saa, vilde han synge Salmen "Dejlig er den Himmel blaa", men kom i sin Befippelse til at synge "Dejlig er de Lyseblaa".

Gendarmen rødmede af bare Beskedenhed, noterede Sangeren og indstillede ham til Hr. Politimester Thieles Bevaagenhed. Han fandt, at 10 Kroner for den Koncert kunde være et passende Honorar for Sangeren at afgive. 10 Kroner er imidlertid ikke Smaaskillinger for en Tjenestekarl. For disse Penge skulde han slide haardt hos Gaardmanden, omtrent i en hel Maaned. Hos Fatter Jens i Skanderborg kunde han tjene dem af i 2 Dage og saa endda oven i Købet kapre sig en Smule politisk Martyrglans som Erstatning for de ensomme Timer, han maatte tilbringe i Raadstuens separate Rum.

Da imidlertid denne Sag var bragt i behørig Orden, fik han Ansættelse hos Redaktør Jørgensen i Skanderborg, men det Syn, han saa hin Dag i Søballe, kunde han ikke faa ud af Tankerne, og da han saa Gang efter Gang læste i Sammensmælternes Epistel "Skanderborg A. Av.", at det første, det gjaldt om for en rettroende Venstremand, var at erhværve sig sine politiske Modstanderes (er Provisoristernes) Agtelse, saa stod Beslutningen hos ham urokkelig fast. Han vilde selv være Gendarm, det koste, hvad det koste vilde, og efter at have indhentet sin Herre og Mesters velvillige Tilladelse, indgav han, forsynet med dennes varmeste Anbefaling, sin allerunderdanigste Ansøgning om at maatte nyde den Ære at blive indlemmet i de provisoriske Krigsmænds Rækker.

Ansøgningen blev allernaadigst bevilget og om nogle Dage vil Hr. Redaktør Jørgensen kunne nyde det sjældne Skue et eller andet Sted i Landet at se sin Christian, der indtil for faa Dage siden drejede Maskinen i hans Trykkeri og for øvrigt lod som ingenting, spanke omkring i sit lyseblaa Skrud som et lyslevende Vidnes byrd (ogsaa Hr. Redaktørens) om, paa hvilken Mande man lettest og hurtigst opnaar at vinde Provisoristernes Agtelse og Anseelse, og hvorledes man kan saa Absolution for bedrevne Synder.

Skulde vi give Christian eller Gendarm Nielsen, som han jo herefter bør kaldes, et Ord med paa Vejen, da skulde det være en ærbødig Henstilling til ham om, at han, naar han nu selv skal til at indfange Resultater, ikke glemmer sine egne Bedrifter, og den Vaande, han var i, da den provisoriske Retfærdighed langede ud ester ham med sin straffende Arm.

Det er for øvrigt underligt, som Skæbnen driver sit Spil med "Skanderborg Amts Avis" og dets Personer fra den Tid, da Bladet for 16 Aar siden første Gang saa Dagens Lys, og indtil for faa Aar siden var det og dets Redaktør i den Grad radikale, at i alt Fald ingen her i Landet kunde hamle op med ham og hans Avis. Men saa kom Svingningen fra Venstre til Højre. For et Par Aarstid siden gik Bladets mangeaarige Faktor i den Grad op i Højre med Hud og Haar, at han forlod Venstrebladets Kødgryder og overtog en Slags Redaktørbestilling ved Højrebladet "Skanderborg Dagblad", og nu findes der ingen drabeligere Sammensmælter i det ganske Land end den forhen saa brandrøde Redaktør af det forhenv. Venstreblad "Skanderborg Amts Avis".

Det var vel ikke saa umuligt, at det kunde gaa som en Mand, der forleden var til Stede, hvor Gendarmhistorien var paa Tale, bemærkede: "Ja, har Fanden taget Faarene, tager han nok Bukken med."

Observator.

(Demokraten (Århus) 26. juli 1891).



Skanderborgerens Journalistik

Hr. Jørgensen har skrevet en Artikel, tilmed en usandfærdig Artikel, om Hammelforhold og væltet det moralske Ansvar herfor over paa Hr. Langballe i Hammel.

Der blev spurgt, om han turde benægte det, og han svarer med et "Goddag" - "Øxeskaft". Hr. Oluf Jørgensen tør nemlig ikke oplyse sine Læsere om Sagens virkelige Sammenhæng, thi han ved da, at mere end en vil raabe "Føj!" efter ham.

Sagen er, at Oluf Jørgensen er kommen i en Klemme, som han ikke kan redde sig ud af. Han har sagt at grave en Grav for Andre, men er selv plumpet i den. Saa ynkelig er han stillet, at han ikke tør meddele sine Læsere, hvad der er oplyst om ham og hans Adfærd i Tirsdags.

Saa søger han at redde Postelinet med den Godtkøbsudflugt, at han bærer Ansvaret (det juridiske!) for "Hammel Avis". Nu vil han, fordi han er i en slem Klemme, gærne have den tvivlsomme Ære at redigere "Hammel Avis"; men før i Tiden har han tidt og vedholdende hævdet bl. a. overfor Aarhusbladene, at Hammel Avisen var et selvstændigt Blad med en særlig stedlig Redaktør.

Jeg holder mig imidlertid til O. J.s eget tidligere Udsagn og paastaar vedblivende, at det er ham og ikke Hr. Langballe, der er Forfatter til den modbydelige Artikel i "Hammel Avis" for Onsdag den 22de Juli.

At Oluf Jørgensen bærer det juridiske Ansvar, er en overflødig Oplysning. Der er kun fremhævet, at han har søgt at skubbe det moralske Ansvar over paa en anden Mand. Det tør Jørgensen ikke svare paa. Og det er den Slags journalistiske Kujoner, som opkaster sig til Dommer over Andres Mod.

Stedt i en ynkelig Vaande vælter O. Jørgensen paany en Bunke af Uartigheder over de Hædersmænd, som kalder ham til Orden, i Stedet for at han burde være dem taknemlig for at de lader Raade gaa for Ret af Hensyn til den Lømmelalder, han endnu synes at besinde sig i.

Man føler sig endnu ikke fristet til at lade Oluf Jørgensen underskrive en Erklæring lig den over al Maade ydmygende Erklæring, han maatte underskrive da "Jyllandspostens Redaktør i sin Tid trak ham for Retten, fordi han havde gjort sig skyldig i at stjæle Andres Telegrammer. Redaktøren af "Skanderborg Amts Avis" hører desuden til de "Journalister", man ikke skal tage for alvorligt.

En hvilken som helst anden Person end Hr. Jørgensen vilde have skyndt sig med at rense sig for de bestemte Sigtelser, som jeg paa given Anledning har rettet imod ham. Oluf Jørgensen lader som om ingen Ting var bedrevet, for han tør ikke anlægge Sag, lige saa lidt som han tør holde sine Læsere a jour med mine Spørgsmaal til ham. O. Jørgensen smøger bestandig udenom i Bevidstheden om, at han har Uretten og de ubeviste, usandfærdige Paastande paa sin Side.

Men Oluf Jørgensens Lyst til at løbe fra sine gemene Beskyldninger skal nok blive stoppet i Flugten. Han skal for en Gangs Skyld blive holdt saa eftertrykkelig til Ilden at han for lange Tider vel vogter sig for at komme med sine ud af Luften grebne Beskyldninger mod Arbejderpartiet og dets Tillidsmænd.

Aarhus, den 29. Juli 1891.

P. Sabroe.

Efter at ovenstaaende var sat har Oluf Jørgensen endelig bekvemmet sig til at anlægge Sag mod mig. Han kunde heller ikke godt være andet bekendt. Med Fornøjelse skal jeg møde nævnte Herre for Retten, hvor hans Postulater skal sigtes, og med større Sindsro end ham skal jeg afvente Sagens Gang og Resultat, dere turde blive alt andet end lykkelig for den skanderborgske Blæksprutte.

P. Sabroe.

(Demokraten (Århus) 30. juli 1891)

Hammel Avis var en aflægger af Skanderborg Amts-Avis som udkom 1890-1933.


I juli 1891 bebudede Oluf H. Jørgensen som nævnt anlæggelse af injuriesag mod journalist Peter Sabroe, som til gengæld anlagde kontrasag mod Jørgensen. Peter Sabroe indkaldte til et møde i den anledning som vedtog en resolution der fordømte Oluf H. Jørgensen og opfordrede til at opsige "Skanderborg Amtsavis". I september 1891 svarede Oluf H. Jørgensen igen ved at anlægge 4 sager mod Peter Sabroe for "løgn" og "frækhed". Den 9. september 1891 var Peter Sabroe indstævnet i Forligskommissionen. Sabroe tilbød at indgå forlig hvis Oluf H. Jørgensen ville tilbagekalde sine ærefornærmende udtalelser og deponere 500 kr. i sikkerhed for fremtidige. Der blev ikke indgået et forlig. I juli 1893 afgjorde Aarhus byting at Peter Sabroe skulle betale en mulkt af 80 kr., betale sagens omkostninger og de fornærmelige udtalelser mortificeredes. 

Et større Slag i Aarhus. Jlp. beretter :

Da Publikum i Aftes forlod Aarhus Theater, overfaldt Journalist P. Sabroe paa Gaden udenfor Theatret Redaktør Oluf H. Jørgensen af Skanderborg. Hr. Sabroe tiltalte først Hr. Jørgensen, idet han ytrede, om han ikke maatte tale et Øjeblik med ham, han havde en Regning at afgjøre med ham. Da Hr. Jørgensen blot svarede "Værsgod", fortsatte Hr. Sabroe omtrent saaledes: "De har i Deres Blad haanet mig og mine Meningsfeller paa en Maade, som forhindrer al Diskussion mellem dannede Mennesker. Her har De mit Svar." Med disse Ord gav han Hr. Jørgensen et let Slag paa Kinden. Den overfaldne fo'r da øjeblikkelig ind paa Angriberen, som hevede sin Stok til Slag, men Hr. Jørgensen afparerede Slaget med sin Paraply, som knekkedes, og tog Stokken fra Hr. Sabroe, der vaklede og oven i Kjøbet tabte sin Hat.

Dermed var Slaget forbi, og begge vandrede sammen med en Politibetjent til Politistationen, hvor der optoges Rapport, hvorefter de dimitteredes.

- Bladet tilføjer: Det er aabenbart de Gustav Esmannske Lavrbær, der har fristet Hr. Sabroe til denne Heltebedrift, som han kom faa lidet heldigt fra. Men derfor kan den jo godt bruges til den Reklame, som den var beregnet paa.

(Horsens Folkeblad 29. november 1894)


Hvem lokkede Sabroe?

"Aarhus Flkbl." skriver:

Den lille bitte Lussing, som Sabroe forleden gav Oluf Jørgensen, har fremkaldt mange og store Bladartikler. "Aarhus Folkeblad" har nærmest betragtet Sagen som humoristisk, men adskillige Blade har taget den med en Alvor, der i vore Øjne gjør den endnu mere humoristisk, end den i Forvejen var.

Alleralvorligst er dog Oluf Jørgenens eget Blad. Mange og lange Spalter ofrer det paa den Verdensbegivenhed, og efterhaanden hæver Bladet sig til en Indignationens Pathos, som er aldeles uimodstaaelig. Selvfølgelig belyses den betydningsfulde Sag fra alle tænkelige Sider, og Oluf Jørgensen er da i Lørdags ogsaa naaet til det interessaute Spørgsmaal: "Hvem lokkede Sabroe?

Oluf Jørgensen fortjener her en Kompliment. Thi dette Spørgsmaal er i allerhøjeste Grad paa Højde med den hele Situation. Naar Skoledrengen Peter har været uartig mod Skoledrengen Oluf, fejler det sjælden, at Læreren inden Afstraffelsen faar at høre, at der var en, der lokkede Peter. "Saadan noget maa vi ogsaa have", har man aabenbart tænkt, og med spærret Skrift bekjendtgjør Oluf Jørgensen i sit Blad, at Sabroe vel er en stor Synder, men at der var andre, der havde lokket ham til at gjøre den onde Daad, og disse andre navngiver han. Den ene er en Medarbejder ved "Jyllandsposten", den anden ved "Aarhus Folkeblad".

Hvordan det staar sig med den førstnævntes Samvittighed, skal vi ikke kunne sige. Men hvad "Folkebladets" Medarbejder angaar, da tør han med Haanden paa Brystet, paa Tro og Love og alt andet, hvad Oluf Jørgensen maatte ønske sig, afgive følgende Erklæring:

Han var ganske vist i Theatret hin Ulykkesaften, og i en Mellemakt vexlede han nogle faa Ord med Sabroe. Han mindes imidlertid ikke, at denne ved nævnte Lejlighed talte om at prygle Oluf Jørgensen. "Slaget" overværede han aldeles ikke og fik det først en Times Tid senere meddelt oppe i Razzis Kafe. Vidner kan bekræfte, at han blev meget overrasket, da han hørte, hvad der var sket.

Saafremt Oluf Jørgensen derfor ikke i sine Undersøgelser efter den, der lokkede, har været mere heldig med den anden Synder, som han har nævnt, end ved det Fund, han har gjort i "Folkebladet"s Medarbejder - ja, saa er vi bange for, at han bliver nødt til at slaa sig til Taals med, at den, der lokkede Sabroe til at give Lussing, det var ham, som fik den.

(Esbjerg Folkeblad 6. december 1894).

Et Højreblad om Syerskerne. (Eftereskrift til Politivennen)

Det priviligerede Højreblad "Aarhus Stiftstidende" bragte forleden følgende indsendte Artikel:

"Der synes at herske en uheldig Tilstand paa de fleste Systuer i Aarhus.

Under normale Forhold arbejdes der paa Systuerne fra Kl. 8 Morgen til 7 Aften med 1 Time Middag. Lokalerne er ofte smaa og mangelfuldt ventilerede og kan næppe kaldes sunde Opholdssteder. Bliver der nu Travlhed paa Systuen - en Travlhed, der kan foraarsages af mange Omstændigheder, Rejser, Bryllup osv. - maa der arbejdes i 2, ja ofte 3 Timer over Fyraften. Det hænder endog, at der bliver begyndt Kl. 6 om Morgenen og arbejdes til Kl. 11-12 om Natten. Syerskerne er i Forvejen overanstrængte i den sædvanlige Arbejdstid, og det fremmer ikke Arbejdet, at Værelsets Luft er forpestet og kvalmende. Nu kommer Ekstra-Arbejdet. Saa maa Syersken tage dobbelt fat, og Dagen og den halve Nat gaar med et uafbrudt og anstrængende Arbejde.

Og hvorfor maa hun arbejde saa anstrængende? Fordi Arbejdsgiveren ikke vil give sine Konkurrenter Indtægter. Og Reservesyersker - der vistnok desværre altid kan faas - antager han ikke.

Nu kan der spørges: Hvorfor vil Syersken gaa ind herpaa? Heri ligger netop Hovedsagen. Saa sørgeligt det end er: hun bliver nødt dertil. Thi dersom hun vil knurre eller beklage sig over Træthed, vil hun kunne risikere sin Stilling. Og paa den er der ofret baade Tid og Kræfter, og ofte har hun intet Hjem at støtte sig til, men maa stole paa sig selv alene.

Hertil kommer, at Lønnen er overordenlig ringe. Den begynder med 50 Øre - halvtreds Øre - om Dagen. Og der hører meget til, at en Syerske skal kunne komme op paa 150 Øre daglig. Heraf skal alle Livets Fornødenheder bestrides. Hvorledes den elendige Betaling skal slaa til til Livets Ophold og endda give et lille Overskud til Fornøjelse og sandelig Adspredelse - det er et Regnestykke, som jeg ikke kan faa til at stemme.

Det ligger nu nær at spørge, om der ikke kan gøres noget for de ubemidlede Syersker. Kan Syerskerne ikke danne en Forening med det Formaal at støtte hinanden i Livets Kamp mod Arbejdsgivernes Herredømme?

Mr. Jones."

Den Fremstilling, Hr. Jones giver af Syerskernes Kaar i Aarhus, har for et Øjeblik saa smaat opskræmmet Stiftstidenden, som hører til dem, der selv har det godt og som overfor deres Medborgeres Kaar i Almindelighed enten vælger det magelige Parti at stikke Hovedet under Vingerne eller skraaler i Kor sammen med dem, der raaber paa Politiforfølgelser mod Arbejderne, naar disse søger at forbedre deres Kaar.

Stiftstidendens sovende Samvittighed har gennem de Oplysninger, Hr. Jones har præsteret, faaet et lille Ryk, der har foranlediget, at Bladet har søgt hen til en af de vedkommende Arbejdgivere for der at faa Besked om, hvor vidt det virkelig ser saa galt ud, som Hr. Jones siger.

I Henhold til den paagældende Arbejdsgivers Svar skriver Bladet følgende: 

"Det hævdes med stor Styrke fra Arbejdsgivernes Side, at Efterspørgslen efter fremragende eller blot dygtige Syersker, baade er almindelig og stor. De Kræfter, der derimod honoreres med de ovennævnte 50 Øre, er temmelig værdiløse og ønskes ofte helt fjærnet. En dygtig Syerske lønnes godt. De Personer, der modtager 50 Øre, er i Reglen unge Piger, som oplæres, og som altsaa snarere gør Ulejlighed end Gavn.

Derimod er der en Side af Sagen, som den ærede Indsender helt ser bort fra. Det er Konkurrencespørgsmaalet. De uddannede og - om vi saa maa sige - virkelige Syersker hæmmes i deres Virksomhed, og deres Marked trykkes af en stor Skare unge Piger, der - som Døtre i mindre Haandværkeres Hjem ell. lign. - hellere end at tage ud at tjene tager Arbejde paa Systuer, og derved staffer sig en Indtægt, som - ved Siden af det daglige Underhold i Hjemmet - er tilstrækkelig til Lommepenge og Garderobeudgifter.

Med dette faktisk nærværende Forhold maa der regnes."

Og som Følge af den Fremstilling Hr. Jones har givet og af de iøvrigt paa flere Punkter vrange Oplysninger, der er indhentede hos Arbejdsgiverne, er Stiftstidenden naaet saa vidt i den rette Forstaaelse, at den i dette Tilfælde anbefaler den faglige Organisation og Oprettelsen af en Fagforening. Desangaaende skriver Bladet nemlig: "Syerskerne kunde dele sig i to Klasser: de professionelle og de tilfældige, og hvis saa de professionelle sluttede sig sammen, saa kunde de uden Tvivl bevirke en Prisstigning.

"Aarhus Stiftstidende" har i dette Tilfælde, saaledes som det undertiden kan hænde Kapitalistpressen, faaet en kortvarig Anfægtelse af Bekymring over de bestaaende Forhold. Men den vil snart finde sig selv og sit gamle Stade igen, og den vil da som hidtil staa tro ved Hr. Justitsminister Nellemanns Side, naar han atter i Kongens Have eller et andet Sted holder fædrelandspatriotiske Taler om den fordømmelige Materialismens Aand, der nu til Dags er faret i Arbejderne.

(Social-Demokraten 15. juli 1891).