20 marts 2024

Det Lørupske Ridehus. (Efterskrift til Politivennen)

Efter godt et halvt Aars Tids Arbejde er omsider dette store Byggeforetagende blevet bragt til Ende, skjønt de uheldige Forhold lagde mangen Hindring i Vejen. Nu ligger den smukke Bygning af røde Sten med hvide Sandstensprydelser fix og færdig paa Hjørnet af Upsalagade og Stockholmsgade.

I Gaar var Pressen indbudt for at tage Nybygningen i Øiesyn.

Den unge Hr. Lørup viste os elskværdig om i de vidtløftige Lokaliteter.

Først aflagde vi naturligvis Visit i selve Ridesalen, tog Plads i en af de smaa Loger for Enden af den og skuede nu med Glæde ud i Rummet. Saa lang som Kristiansborgs Ridesal er Hr. Lørups Sal ikke, men den er betydelig bredere, og klart straaler DagsIyset ind.

Henover Manegens bløde Muld tumler en nydelig ung Dame sin Ganger. Hendes Kinder blusser, Øjnene straaler ved den sunde Motion, og Hesten pruster, ryster med Manken og spiller med Ørene, mens den danser af Sted med sin slanke Byrde.

Hr. Lørup selv holder militærisk stram midt derinde og tilser to Drenge, i sine hvide Sømandsbluser, der tumler deres smaa Heste.

Brillant Plads er der i Manegen og udmærket Plads for Tilskuere. Hele Salen rundt gaar en ophøjet Gang, og en Balkon er anbragt fra den ene Endevæg. Paa Væggene hænger store Speile, hvori den forfængelige Rytter eller - hvorfor ikke? - Rytterske kan skue deres Billede og se, om de nu ogsaa sidder ranke og fri i Sadlen, som det sig hør og bør.

I denne store og smukke Sal vil elegante Forestillinger i Ridekunst tage sig udmærket ud - og saadanne bliver nok arrangerede til Glæde for et Heste-elskende Publikum, der om Vinteren maa undvære Cirkus.

Fra Salen vandrer vi ned i Staldene. Under Vejs aflægger vi Visit i den saakaldte halvrunde Volte, en mindre Manege, beregnet til Hestes Dressering og Longering. En ung, livlig Hest bliver just ført ud efter at have haft sig en lille Stroppetur. Den damper og pruster; den længes temmelig sikkert efter at komme ud og hvile de mødige Lemmer lidt i Staldene. Og de er indbydende nok. Alt saa renligt og smukt. Lergulvet tavlet. Porcelænsbeklædning paa et Stykke af Væggen. Og saa har de den Fordel at være udmærket ventilerede og - hvad der sjældent findes, end ikke i de bedste Stalde - de har Sidelys, hvilket er særdeles Heldigt for Hestene; Lys og frisk Luft er for dem særdeles vigtigt.

Ialt er der i Staldene Plads til 80 Heste. Og mange Pladser er allerede optagne. Bl. a. staar Hr. Lørups egne 26 Heste opstaldede her og ser sig om med deres smukke, kloge Øjne og lader med Velbehag de bløde Muler kiærtegne. Desuden er der talrige Boxer, Saddelrum, Værelser til Staldpersonalet, alt særdeles hensigtsmæssigt indrettet. En Hest tiltrækker sig under Vejs vor Opmærksomhed i særlig Grad. Det er en lille sort Fyr, sex Aar gammel. Men det mærkelige ved den er, at den paa Ryggen lige ved Halsen har to udstaaende Haartotter - ganske som smaa Vinger. Vi foreslog at kalde den Pegasus.

Vi vandrer videre, kigget lidt ind i det store, rummelige Dameværelse og slaar os en kort Tid til Ro i Herreværelset. hvor Tobaksrygning er tilladt. Naturligvis er disse Værelser forsynede med Spejle og udmærket indrettede Vaskekummer med alt Tilbehør. Ude i Gangen er Styrtebadsværelserne, der er Porcelænsbeklædte og indrettede med Rum for 3 ad Gangen.

Nede i Kjælderen er Varmeapparatet, der opvarmer det hele og er leveret af Bang og Rubin, samme Firma, der leverede Varmeapparaterne til Koncertpalæet og Kasino.

Til Slutning giør vi ved et lille Glas Vin Hr. Lørup vor Kompliment for det smukke Etablissement, som vi er aldeles forvissede om vil falde i Publikums Smag og tilfredsstille i enhver Henseende.

Vi oplyser tilsidst, at hele Byggeforetagendet har kostet 400.000 Kroner, og at d'Hrr. Murermester Frohne og Etatsraad Blom er Mestre for det.

(Morgenbladet (København) 13. september 1891).

Frederik Riise (1863 - 1933): Lørups Ridehus. Public domain. Kbhbilleder.

Den forhenværende kongelige berider Carl Albert Lørup (1864–1954) havde på Christian IX's foranledning opførte Lørups Ridehus i 1891 med tilskuer- og musiktribune samt et stort staldanlæg til firs heste. Det blev også anvendt som forsamlingshuse. Den radikale leder, Viggo Hørup, holdt mange af sine berømte brandtaler her. I 1903 købte et konsortium med bl. a. Frederik Bagge "Lørups Ridehus". Huset blev desuden også anvendt til en række societybryllupper. 10. maj 1894 er der beskrevet et bryllup for obersten i Frelsens Hær Jacob Daniel Hartvig Fich og Elisabeth Nielsen med 1500 gæster, og her blev Danmarks første ridekonkurrence afholdt i 1903. Boksepromotor Valdemar Christiansen og Bokseselskabet Ringen arrangerede flere professionelle boksestævner i 1920'erne. Ridehuset blev nedrevet i 1931.

K. Gamborg: Lørups Ridehus. Illustreret Tidende, nr. 1, 4. oktober 1891.

19 marts 2024

Barnemordet i Haarlev. (Efterskrift til Politivennen)

Den herværende Overret har paadømt en fra Vallø Birks og Bjeverskov Herreds Extraret indanket Sag. hvorunder Arrestantinden Maren Kirstine M. tiltaltes for at have dræbt sit Barn.

Natten mellem 19de og 20de Avg. f. A. vækkede Arrestantinden Beboerne i det Hus paa Haarlev Overdrev, hvori hun og hendes 7 aarige Datter boede til Leje. idet hun angav, at hun umiddelbart forud var blevet bestjaalet. og at Barnet var slaaet ihjel. Ved Folks Tilstedekomst fandtes Barnet liggende død i Sengen med et Favnestykke Brænde hvilende over Arm og Bryst og med en Sten paa Ansigtet over Munden, Et andet Favnestykke laa ved Fodenden af Sengen og endnu en Sten ved Hovedgærdet. Dørene til et Skab i Stuen stod aabne, og en lille Trækasse, der ellers havde sin Plads i Skabet, laa udenfor Huset, medens dens Indhold var spredt omkring i Gaarden. Arrestantinden fortalte, at hun om Natten var vaagnet ved at høre Stakitlaagen i Gaarden lukkes op, og da hun saa Døren til Forstuen og Gaarden aaben og følte. at Barnet, der laa ved Siden af hende, var koldt, til kaldte hun Hjælp.

Denne Forklaring erkjendte Arrestantinden dog snart for usandfærdig og tilstod, at hun selv havde ombragt Barnet, samt afgav herom følgende Forklaring:

Arrestantinden, der var Gaardmandsenke, havde, efter at hun var komme saaledes tilbage, at hun havde maattet sælge Gaarden, i de sidste 2 Aar med sin Datter boet til Leje i ovennævnte Hus paa Haarlev Overdrev og levet i meget fortrykte Kaar, idet hun til deres Underhold kun havde Renten af en hende selv tilhørende Kapital af 1350 Kr. og af en Datteren tilhørende Kapital af 1175 Kr., og hendes Arbejdsfortjeneste og Hjælp fra familien kun var ubetydelig. Plaget af Sorger for Udkommet, nedtrykt over Barnets Sygelighed og sin egen forladte Stilling, havde hun alt i længere Tid omgaaedes med Tanken om at berøve sig selv og Barnet Livet, og denne Tanke havde i den sidste Tid optaget hende saaledes, at hun ikke havde Ro Nat eller Dag. Den 19de Avgust f. A. bestemte hun, at det nu maatte ske, og tog derfor fra en Brændestabel to Favnestykker ind i Stuen, hvilke hun mente at ville benytte tillige med to Sten, hun havde, uden at tænke paa hvorledes. Efter at de var gaaede til Sengs og Datteren var falden i Søvn, tog Arrestantinden det ene Favnestykke, der vejede 11 3/4 Pd., og lagde det over Barnets højre Arm, for at hindre hende i at bruge denne, og kvalte derpaa Barnet ved med Haanden at holde det for Mund og Næse. Da hun mærkede, at det var død, lagde hun den ene Sten af ca. 4 Pd.s Vægt paa dets Mund og den anden paa sin egen Mund samt et Favnestykke over sit Bryst for derved at berøve sig selv Livet. Da dette ikke virkede, opgav hun Tanken om Selvmord og tilbragte nu en Tid af Natten i Uro, snart liggende i Sengen, snart gaaende paa Gulvet, indtil hun for at skjule sin Gjerning og give det Udseende af, at den skyldtes en fremmed, foretog de ommeldte Forstyrrelser i Stuen og tilkaldte Folk.

Det kgl. Sundhedskollegium havde i en Erklæring ytret, at Arrestantinden maatte anses for aandssvag i en saadan Grad, at hun ikke kunde antages i Gjerningsøjeblikket at have været i Besiddelse af den fulde Tilregnelighed, der findes hos voxne og sjælssunde Personer.

Overretten stadfæstede Underretsdommen, ved hvilken Arrestantinden var anset med Straf af Tugthusarbejde i 8 Aar.

(Morgenbladet (København) 7. august 1891).

Besøg paa en Fattiganstalt. Helsingørs Fattighus. (Efterskrift til Politivennen)

I

Omtrent midt i Helsingør ligger en stor skummel og fængselslignende Bygning - det er Byens Fattighus og Arbejdsanstalt. Bygningen bestaar af fire sammenbyggede 1- og 2- Etages Længer og er fritbeliggende til alle fire Sider, dels ud mod Pladsen ved Mariekirken og Sortebrødreklostret, dels mod Hestemøllestræde og St. Annagade.

Bygningen er af meget gammel Oprindelse, hvad ogsaa dens skrøbeliqe Udseende tyder paa. Huset er for over 200 Aar siden skænket Byen af en Enkefrue og derefter taget i Brug for Fattige. Der var oprindelig indrettet 5 Stuer for Kvinder og 3 for Mænd, samt 2 "Kaserner" og nogle Interimslokaler, ialt med 96 Senge, men disse Lokaliteter er senere omdannet. Desuden forefindes der et flot udstyret Kontor for Inspektøren og Beboelseslejlighed for en gift Opsynsmand (en forhenværende Underofficer) og 2 Gangkoner.

Set udefra, gør den gamle Bygning et absolut frastødende og uhyggeligt Indtryk. Vinduerne er forsynet med Jærngitter som i et Fængsel og uden nogetsomhelst Gardin eller Forhæng. Baade de Forbipasserende og Genboerne i Hestemøllestræde kan se tværs gennem Stuerne, hvad der selvfølgelig er meget generende for de gamle Kvinder, der Morgen og Aften maa foretage deres Paa- og Afklædning udsat for alle Nysgærriges Blik. Og ud mod Marie Kirkeplads er Muren bugtet ud og ind i en saa foruroligende Grad, at det er et Vidunder, at det hele ikke ramler sammen over Hovedet paa de Gamle.

Slipper man indenfor Porten til denne Rede, er Indtrykket, man faar, om muligt endnu uhyggeligere. Anstalten huser nemlig baade forfaldne Individer og de omstrejfende Løsgængere og Vagabonder, saavelsom erhvervsløse Personer, der antræffes og indsættes sammen med gamle, svagelige Mennesker, hæderlige Fattige og Familier med Børn.

Og hvilke Lokaliteter, disse Mennesker er sammenstuvet i!

Vi var oppe paa Loftet, hvor der under Taget er indrettet højst primitive Soverum. Og vi hørte fra de Gamle kun Beklagelser over den haarde Behandling, den drøje Arbejdstid og den sløje Kost.

Arbejdstiden er fra Kl. 6 om Morgenen til Kl. 6 om Aftenen, kun afbrudt af en Hviletid fra Kl. 8 til 8½ Formiddag og fra Kl. 11 til 1 Middag - altsaa 9½ Times Arbejde, deraf de 5 Timer om Eftermiddagen uden nogen Afbrydelse. Arbejdet bestaar i dels at frynse Shavler, dels at pille Tovværk. Der gives 3 Øre for at pille 1 Pund Værk, og hvis det ikke er pillet aldeles fint, kasseres det og maa pilles om. Det betragtes derfor som et stort Held, naar der kan naas 12 Pund paa en Uge, hvilket giver 36 Øre, og i de fleste Tilfælde er Fortjenesten kun 25 Øre pr. Uge. Hver Maaned betales der desuden et Tillæg af 1 Øre for hvert Pund, der er pillet, det kan allerhøjst løbe op til ca. 32-48 Øre. De Gamles Arbejdsindtægt pr. Maaned varierer altsaa mellem ca. 1 Kr. 32 Øre og i allerheldigste Tilfælde ca. 1 Kr. 94 Øre - det bliver allerhøjst mellem ca. 4 a 6 Øre pr. Dag!

Den udleverede Kost bestaar i 2 Rugbrød a 5 Pund til hvert Lem pr. Uge, samt Middagsmad - det er det Hele.

Foruden dette Rugbrød, der i Sommervarmen ved Henliggen indtørres til en haard Masse, og Middagsmaden, der er af den tarveligste Beskaffenhed, saa udleveres der ikke nogetsomhelst hverken af Spise eller Drikke!

De Gamle faar hverken The, Kaffe, Øl eller Mælk, der er saa nødvendig for saadanne udtærede og kraftløse Mennesker. Og da de ikke kan komme langt med de 4-6 Øre, saa har de kun Vandposten at tye til, saalænge indtil de som fuldstændig afkræftede kommer under Sygebehandling.

Anstalten tilbereder ikke selv Middagsmaden, der indkøbes hos en Privatmand, Ølhandler Jensen i "Flinten", og koster 25 Øre Portionen. Efter Prisen at dømme, saa kan enhver erfaren Husmoder selv slutte sig til Kvantiteten og Kvaliteten. Portionerne er selvfølgelig yderst knappe og tarvelige. Kødsuppen beskrives som et vandet Fluidum, Øllebrøden som muggen. Klipfisken salt og sejg osv.

Hvor kan der paaregnes nogen tilstrækkelig Næring af en Middag, der f. Eks. bestaar af 3 Pægle Kødsuppe og 4 Lod Kød? Eller 3 Pægle Øllebrød og 4 Lod Klipfisk? Eller 3 Pægle Ærter og 4 Lod Flæsk?

Og dog maa de Gamle prise sig lykkelig, der er foretrukne og faar denne tarvelige Middag hver Dag i Ugen. For en Del af de gamle Menneskers Vedkommende er der nemlig truffet den besynderlige Bestemmelse, at de kun faar Middagsmad de 5 Dage i Ugen, idet man skyder sig ind under, at de i deres Fritid maa kunne tjene saa meget ved privat Arbejde, at de selv kan købe sig Middagsmad osv. de to resterende Dage af Ugen!

En mere inhuman Bestemmelse stal man vanskelig finde paa nogen Anstalt for gamle, fattige og svagelige Mennesker, og den fortjener den alvorligste Paatale og Misbilligelse.

Under Arbejdet er i et Lokale sammenstuvet en Snes Mænd og Kvinder i en trykkende Atmosfære, da Vinduerne er tilspigrede og den friske Luft kun skaffer sig Adgang gennem et Par smaa Trækruder. Her sidder de sultne Mennesker fra den tidlige Morgen den hele Dag og piller og piller med de magre, rystende Fingre for at tjene de usle 4-6 Øre, de skal skaffe sig Mad for. Og som Dagen skrider frem, saa sænker Døsigheden sig over deres trætte Lemmer. Naar saa endelig om Aftenen Klokken slaar 6, saa befries de fra Arbejdsstuen og har nu været i Aktivitet i 12 Timer og kan nok trænge til Hvile.

Hvor kan man forlange, at de efter en saa lang Dag skal kunne skaffe sig nogen privat Ekstrafortjeneste? Og hvilket Arbejde skal de i det Hele taget tage fat i og skaffe sig om Aftenen?

Selvfølgeligt viser det sig yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt for de Gamle at tjene noget ad denne Vej (maaske med en ganske enkelt Undtagelse) Og hvad bliver saa Resultatet? At de stakkels Mennesker bogstavelig maa sulte og leve af Vand og Brød!

Det vil med andre Ord sige, at naar disse Mennesker under Fattigforsørgelsen bydes en Levevis, hvorved de maa nøjes med Vand og Brød, saa er de stillet fuldstændig paa samme Fod som de Forbrydere, der som Straf for deres Brud paa Lovene idømmes Vand og Brød.

Der er dog den Forskel, at Forbryderne kun kan idømmes Vand og Brød i allerhøjst 5 Gange 6 Dage, medens de Fattige i Aarevis lider denne Sultestraf, hvad vi nærmere skal paavise i en følgende Artikel. 

(Social-Demokraten 5. august 1891).


To af fløjene mod Hestemøllestræde og Sct. Anna Gade i Helsingør. 1860-1902 Helsingør Fattiganstalt, fattighus, "Skændselens hus". Foto Erik Nicolaisen Høy (2018).

Omkring 1630 købte Helsingør Kommune Karmeliterhuset der  blev "Fattiggården". Karmelitersygehuset blev forhøjet til hvad man kan se i dag. To bindingsværkslænger (mod øst og nord) kom til. 

II

Blandt de Gamle fra Fattighuset, vi talte med, var ogsaa en skikkelig og yderst svag udseende Olding paa 76 Aar, der har været i Anstalten i ca. 15 Aar og endnu arbejder ved Tovpilning. Han er mager og udtæret med et furet og rynket Ansigt, hvis gule og blaa Misfarvning tyder paa Blodmangel og Svækkelse, hvad der yderligere bekræftes ved de rystende Lemmer og dirrende, krogede Fingre og den uafladelige hivende, tørre Hoste. Kort sagt en gammel Stakkel, der efter mange Aars haardt Slid og Slæb som Arbejdsmand nok kunde have trængt til at hvile sine Lemmer allerede fra den første Dag, da han 61 Aar gammel ikke længer saa sig i Stand til at klare sig selv og derfor meldte sig til den kommunale Fattigforsørgelse i Helsingørs Fattighus.

Han er en af dem, der erholder Middagsmad hver Dag, og hører altsaa til de lykkeligste paa dette Sted - for saa vidt man kan forbinde Begrebet Lykke med Tilværelsen paa en saadan Anstalt.

Han fortalte, at han i den sidste Uge havde pillet 7½ Pund Værk og som Arbejdsløn havde faaet 22 Øre, hvad der langt fra strakte til blot at skaffe Øl og Kaffe hver Dag. Han købte for 4 Øre en Kop Kaffe om Morgenen af en af de kvindelige Lemmer, og spiste til Kaffen et Stykke bart Rugbrød. Endvidere købte han en Flaske Øl til 4 Øre, for at faa Resten af Rugbrødet til at glide ned den øvrige Del af Dagen. Det bliver en ugenlig Udgift af 56 Øre. Da han kun tjente 22 Øre, vilde han altsaa være afskaaret fra at købe Øl og Kaffe, saafremt han ikke hos Bekendte i Byen fik et Tilskud af 34 Øre.

- Faar De slet intet Sul eller Smør til Brødet? spurgte vi, og maatte raabende gentage Spørgsmaalet, da hans Hørelse var svækket.

- Næ, vi gør saamæn ikke, svarede Oldingen. Men jeg gemmer jo et Stykke Sul fra Middagsmaden, for at have lidt til Brødet om Aftenen.

- Hvorfor gemmer De noget? Er der da saa meget Mad, at De ikke kan spise op?

- Næ tværtimod, jeg kan godt spise det op - men saa har jeg jo kun det bare Brød...

Staklen gaar altsaa halvmæt fra Middagsbordet og gemmer heller en Stump af de 4 Lod Sul.

Han maa tidlig op om Morgenen, fortalte han videre, da der skal mødes paa Arbejdsstuen Kl. 6. Paa hans Sovestue er der 12 Mand, der har 2 Haandklæder om Ugen til fælles Brug og 2 Blikskaale til Morgenvasken, men intet Sæbe, saa man kan slutte sig til Properheden. Den Gamle gaar Sommer og Vinter ned i Gaarden og vasker sig ved Posten!

Efter denne kolde Morgentur køber han den Sjat Kaffe og spiser det bare Rugbrød før han gaar til Arbejdet.

Frokosten bestaar af bart Rugbrød og det halve af den Flaske Øl, han køber.

Middagen har vi beskrevet. Af de 4 Lod Sul gemmer han Halvdelen til om Aftenen og spiser det til det bare Rugbrød og drikker Resten af Øllet for han gaar til Sengs.

- Men nu de andre Lemmer, som kun har 4-6 Øre at købe for og som ikke kan faa Hjælp udefra - de kan da ikke skaffe sig Kaffe eller Øl til Frokost, Middag og Aften? spurgte vi.

- Næ, men saa maa de drikke Vand, svarede den Gamle.

- Og hvad gør de Lemmer, der kun saar Middagsmad 5 Gange om Ugen? Af de Par Øre, de tjener, kan de jo ikke købe sig Middagsmad - hvad lever de saa af i de 2 Dage? Faar de andet end Vand og Brød?

- Næ, det kan vel ikke blive til andet!

- Ser De aldrig noget til Inspektøren eller Fattigbestyrelsen?

- Næ, ikke meget. Der er "Storkommission" en Gang hver Maaned, og en Gang om Aaret i Sommertiden faar vi Besked om at holde os parat paa Stuerne, saa kommer Inspektøren og de andre store Herrer (Fattigudvalget) og gaar gennem Anstalten, men de siger ikke noget og vi siger heller ikke noget.

- Hvorfor klager Lemmerne da ikke over at de sulter?

- Aa, hvad kan det nytte, det kan vel ikke blive anderledes...

Her kom atter den tørre Hoste og afbrød ham, og han saa' med et resigneret halvslukt Blik paa os. Disse gamle Mennesker er saa indlevet i Sultekuren, at de anser det for aldeles haabløst at søge Forholdene ændret.

- Det synes at være galt med Deres Bryst, har De ikke talt til Lægen om den slemme Hoste?

- Jo, jeg har. Men han gav mig bare lidt Lakritsmikstur, og det kunde jeg ikke taale for Maven - jeg fik Diarrhoe og maatte holde op med den Mikstur.

Hvor maa Staklens Mave dog ikke være spoleret af det idelige Rugbrød, naar han ikke en Gang kan taale lidt Lakritssaft!

- Fortalte De det til Lægen?

- Jo, jeg var nok nødt til at at sige det, for Forkølelsen har taget saadan sat paa mig, at jeg næsten har mistet Hørelsen. Saa gav han mig noget Brystsaft, men det hjælper heller ikke noget . . .

Et nyt haardnakket Hosteanfald, der varede et Par Minuter, bragte Sveden frem paa Oldingens Pande.

- De maa jo meget hellere se at komme paa Hospitalet. Saa syg, som De er, kan De da umuligt udholde at arbejde?

- Ja, jeg har ogsaa tænkt paa, at jeg vil melde mig fra, og sige at jeq ikke kan mere. Jeg vilde gærne blive ved, saa længe jeg har Kræfter, men nu kan jeg ikke tage fat mere.

- Paa Hospitalet vil De sikkert ogsaa faa lidt bedre Forplejning, der kan styrke Dem, sagde vi trøstende til Afsked. Og i Oldingens matte Øjne lyste der et pludseligt Glimt af Glæde ved Tanken om de Herligheder, som Hospitalet mulig kan byde hans syge og udpinte Legeme, efter en 15 Aars udtærende Tilværelse paa Fattighuset.

* * *

For at ingen skal beskylde os for Partiskhed, saa har vi her med Forsæt skildret en af de Gamle, der er forholdsvis bedst stillet paa Anstalten.

Han faar Middagsmad hver Dag og er desuden ved Hjælp fra Bekendte i Stand til at købe lidt Drikke, om ogsaa kun lidt. Han er altsaa en formelig Krøsus i Sammenligning med de andre Stakler, der kun faar Middagsmad 5 Gange om Ugen og kun har 4-6 Øre om Dagen at klare sig med.

En af de Gamle sagde til os: Morgen og Aften hver Dag faar vi Vand og Brød, og de to hele Dage kun Vand og Brød! Kunde der ikke rettes lidt herved, saa vi ogsaa kunde faa Mad de 2 Dage, og Morgen og Aften lidt varm Mælk eller Øl til det bare Brød ?

Dette er et saare beskedent Duske, som enhver human Fattigbestyrelse øjeblikkelig vilde opfylde.

Selv de sletteste Individer og forfaldne Subjekter paa Københavns Ladegaard faar hver Dag udleveret deres Middagsmad og varme Drikke. Ja selv Forbryderne i Fængslerne faar hver Dag deres fulde Forplejning, for saa vidt Straffen ikke bestaar i indflrænket Fangekost eller Vand og Brød.

Saa bør ogsaa Helsingørs Fattighus og Arbejdsanstalt række sin Humanitet mod de Fattige saa vidt, at de ikke lider Sult indenfor dens Vægge,

(Social-Demokraten 6. august 1891).

III.

(Sidste Artikel)

Det var et mørkt og trøstesløst Indtryk vi fik ved vort Besøg paa Fattighuset.

Vi var bl. a. oppe paa Loftet, hvor der under selve det skraa Tag er indrettet Soverum for en Snes Mand, 3 i 4 Mand i hvert Rum. Hele Loftet er paa langs delt i 2 lige store Dele ved et Bræddeskillerum, der naar fra Gulvet til op til Tagryggen. Den ene Halvdel af Loftet er fri og benyttes til Passage. Den anden Halvdel er inddelt i 6-7 smaa Rum, hvori Lemmerne har Ophold. Man maa kunne indse, at det hele er knebent og uhyggeligt.

Vi traadte ind i et af disse kvalme Rum, mens Lemmerne ivrigt diskuterende samledes uden for. Skønt vi ikke havde navngivet os til et eneste Menneske, var det dog som en Løbeild såret gennem Anstalten, at en af "Social-Demokraten's Medarbejdere var kommen til Stede og nu var oppe at undersøge Loftet.

Rummet, hvori vi kom ind, er et Slags "Atelier" - det huser nemlig foruden 2 gamle Lemmer ogsaa Anstaltens berømteste Beboer, en gammel Maler, der har lidt Skibbrud i Livet og under Havariet søger Nødhavn her for Resten af sin Tid. Han regnes selvfølgelig for en hel Matador her inde, eftersom han i sin Fritid maler smaa Skitser og afhænder dem for en billig Penge, og saaledes kan klare sig for den værste Sult. Vi saa en hel Del af hans Miniatur-Malerier: Partier af Fredensborg, Frederiksborg, Kronborg. Marienlyst osv., nette smaa Udkast, ja selv en større Portrætkultegning havde han givet sig i Kast med, og paa Sengen stod et paabegyndt større Skovparti med en idyllisk Sø, hvor Kunstneren selv sidder ved Bredden og angler efter Lykken. Hvilken Kontrast til de lurvede Omgivelser!

Malerierne er ganske vist ikke saa betydelige Kunstværker som t. Eks. Exners eller Vermehrens, men til Gengæld faar man dem da ogsaa for en Slik - 25 Øre pr. Stykke!

Vi maatte løsrive os fra Beskuelsen af al denne maleriske Herlighed for at kaste et Blik om i "Atelieret". Ja, Gud bedre os for et Hul og en Elendighed! Sort Gulv, skraat Tag med én Rude, umalede skidne Trævægge, langs hvilke er sammenpresset 3 Senge med mørke, skiddent udseende Halmsække og Tæpper - Lagener var der ikke til at opdage - , en enlig Stol og et lille Bord. Midt paa Gulvet er akkurat saa megen Plads, at 3 Mennesker kan staa oprejst; vil de sidde, saa staar Sengene parat lige bagved. Og paa Bordet tronede i ensom Majestæt Lemmernes berygtede Maaltid: et grovt Rugbrød og en stor grisset Bolle fyldt med Vand! Vi skyndte os hurtigst muligt ud fra benne Kunstnerbolig og de stakkels Gamle ....

Paa en lavloftet Kvindestue underneden var der ligesaa uhyggeligt med de tilgitrede Vinduer. Her var en halv Snes Senge og blandt de indlagte en hel Familie, Kone og 4 Børn - Manden laa afsondret paa en Mandstue. Pladsen var ganske vist lidt rigtigere her, men Sengene saa sorte ud med deres ubestemmelige Indhold af Sække eller Hestedækkener. Heller ikke der var der Lagner at se - med mindre det sorte grove Stof bærer denne Benævnelse. En gammel Kvinde beklagede sig for os over, at hun trods sine 68 Aar endnu maatte arbejde og kun fik 25 Øre at købe for.

I den saakaldte "Mandskaserne" er der slaaet Køjer op langs Væggene, og i "Rullekasernen", i hvis Gang Retiraden findes, er der sammen med Sengene opstillet en Rulle og ophobet Vasketøj.

Men der er dog i det mindste et elegant udstyret Lokale paa Anstalten: det er Inspektørens Kontor ud mod St. Annagade, hvis lyse, flotte Møblement danner en skærende Modsætning til al den øvrige Fattigdom.

Lemmerne faar en ren Skjorte eller Særk hver Uge, og aarlig 2 Par Strømper, som de selv maa stoppe og vaske. Den Vask, der ellers er fornøden, maa ogsaa Lemmerne selv besørge. De faar hertil udleveret 2 Lod grøn Sæbe, men intet Brændsel.

Endvidere saar Mændene udleveret et Par hvide Lærredsbukser, som de maa spadsere i baade Sommer og Vinter, for saa vidt de ikke selv kan skaffe en varmere Beklædning eller kan faa udleveret de afdøde Lemmers Klæder, der trods deres pjaltede Forfatning gaar paa Skifte mellem dem.

Forseelser straffes med mørk eller lys Arrest. Ja der blev endog fortalt os, at til Straffene hørte Inddragelse af den vedkommendes Middagsmad i en eller flere Dage, og at en saadan Straf netop blev eksekveret for Øjeblikket.

Men dette lyder dog for barbarisk, og vi vægrer os foreløbig ved at tro paa, at Helsingørs Kommune virkelig giver sit Samtykke til slige raffinerede Pinsler overfor de allerede i Forvejen saa udsultede Mennesker!

Kommer Lemmerne for sent op om Morgenen, eller møder de 1 Kvarter for sent til Arbejdet, straffes de med Nægtelse af Udgangstilladelse i en hel Maaned. Ellers er for de faste Lemmers Vedkommende fri Udgang en halv Dag ugenlig . . .

Vi kom endelig ud fra disse sørgelige Lokaler og stod atter i Anstaltens Gaard, hvor en gammel blind Mand, en forhenværende Gaardejer fra Horserød, stavrede om langs Muren. Ved at se hvad Helsingørs Kommune byder sine Fattige, kunde vel ikke undgaa at drage en Sammenligning med København: St. Johannesstiftelsens Bygninger i Ryesgade og navnlig den nye Anstalt i Nørre Alle - dette storartede, velindrettede Bygningskompleks, der nylig er beskrevet heri Bladet. Ja, selv den stærkt kritiserede og mangelfulde Stiftelse paa "Almindeligheden" staar langt over det skumle Fattighus Helsingør.

Ved Helsingørs Havn er fornylig fuldendt den nye pragtfulde Banegaard, der ligner et lille Rosenborg Slot og knejser over Byen med sin straalende Facade og høje Spir. Helsingørianerne er selvfølgelig - og det med Rette - stolte over denne nye forøgede Pryd af deres saa smukt beliggende By.

Men en Skandale for Byen er det ovenfor skildrede Fattighus Byens Centrum, der daglig vækker Forargelse og Medynk hos ethvert humant tænkende Menneske. Og det maa haabes, at Helsingørs Kommune snarest muligt jævner denne gamle, elendige Rønne med Jorden og op fører en nutidssvarende Anstalt, der er Byen værdig.

Men først og fremmest kan det forlanges, at Byen bespiser sine fattige Gamle saaledes, at de ikke kommer til at nøjes med Vand og Brød.

(Social-Demokraten 7. august 1891).


Artiklerne affødte kommentarer, bl.a. fra fattigudvalget i Helsingør (se fx Social-Demokraten 9. august 1891) som udtalte at klagerne var overdrevne eller usande. Det bekræftede at inddragelse af middagsmand brugtes som straffemiddel. Torsdag den 11. august 1891 blev der afholdt et møde om sagen i Arbejdernes Forsamlingsbygning i Helsingør med deltagelse af ca. 500 personer. Ingen fra fattigvæsnet var mødt op. Der blev vedtaget resolution om at henvende sig til byrådet om at det sørgede for ændrede forhold. I løbet af 1890’erne begyndte man at rømme det forfaldne Fattighus som i folkemunde blev kaldt ”Skændselenshus”. I 1902 var de sidste lemmer væk. Biblioteket holdt til i huset 1910-1971.

Barbari mod en gammel Mand. (Efterskrift til Politivennen)

"Aarhus Stiftstidende" meddeler følgende Enkeltheder ved en Sag. der for nylig er bleven afsluttet ved Hads Herreds Ekstraret:

"I Slutningen af April Maaned d. A. indlagdes paa Amtssygehuset i Odder et Fattiglem, 77½ Aar gammel. Han indkom til Sygehuset i dettes Vogn, der var sendt ud efter ham. Han laa i nogle usle Sengeklæder, som var ganske utilstrækkelige til at holde ham varm. og var bedækket med tykke Lag af Smudsig anden Urenlighed samt af Utøj i en saadan Grad, at Sygehusets Personale aldrig havde set noget lignende. Næste Dag henad Aften afgik han ved Døden.

Den Afdøde, som var gift, boede sammen med sin Hustru og en voksen Datter i et meget afsides liggende Hus, og da der var langt til Naboer og der meget sjældent kom nogen til dem, var den Afdøde ganske overladt til disse to Menneskers Pleje og Varetægt. Den Afdøde havde i 18 Aar havt Natteleje i en lille og kold Forstue hvor der ikke kunde anbringes nogen Kakkelovn, og i en Seng, der var meget utilstrækkelig forsynet med Sengeklæder. Han havde i flere Aar lidt af ømme og hovne Fødder, og siden den 2den April d. A havde han været sengeliggende, idet han denne Dag følte sig saa syg, at han ikke kunde staa op.

I Fattighjælp fik Familien udbetalt 20 Kr. om Maaneden, og om det end ikke er oplyst, at Konen og Datteren ligefrem har sultet den Afdøde, har de dog erkendt, at de kun har givet ham The og Smørrebrød, en enkelt Gang maaske ogsaa Grød eller Vælling, og en Nabokone, som et Par Gange var bleven kaldt til Hjælp, naar de troede, at Døden var nær, og som medbragte forskellige Spisevarer som Æg og Søbemad, har forklaret, at den Afdøde spiste disse med stor Begærlighed og saaledes, at han gjorde Indtryk af at være meget sulten.

Den Afdøde havde i flere Aar lidt af en Hjærtesygdom, og han kunde ikke hjælpe sig selv; men ikke desto mindre ydede hverken Konen eller Datteren ham den nødvendige Hjælp. De opholdt sig i den opvarmede Stue ved Siden af Forstuen, til hvilken de lukkede Døren for ikke at faa Sygestuens Lugt herind, og lod ham blive liggende i sine egne Udtømmelser. Han blev hverken vadsket eller redt undtagen en eneste Gang, da den omtalte Nabokone forsøgte at rede hans Haar, men maatte opgive det igen, da Utøjet dryssede fra hans Hoved ned paa Gulvet.

Endskønt den Afdøde havde bedt om, at der maatte blive hentet Læge, sendte de først Bud efter denne den 13. April, som det maa antages, fordi Datteren frygtede for, at Lægen skulde beordre Faderen lagt ind i en hende tilhørende god Seng. Lægen beordrede nogen Medicin, som den Afdøde ogsaa fik, og dernæst beordrede han, at den Afdødes Fødder, i hvilke der var gaaet Koldbrand, skulde holdes varme ved ophedede Sten. Dette blev gjort i to Dage, men saa blev der holdt op med, fordi den Afdøde efter Konens og Datterens Foregivende sagde, at han ikke kunde holde det ud; men selv i de to Dage, i hvilke de holdt Stenene varme, skete det kun om Dagen, idet de gik i Seng og stod op til sædvanlig Tid, og lod den Afdøde i Mellemtiden skøtte sig selv.

Lige saa lidt anmeldte de den Afdødes Sygdom for Sogneraadet, fordi "de ikke vilde sætte Sogneraadet i unødig Bekostning".

Sygehus-Lægen har erklæret, at den Afdøde er død af Koldbrand, og har ment, at hele den Afdødes Behandling i Hjemmet, har fremskyndet Døden. Distriktslægen har udtalt, at den Afdøde vistnok ikke er bleven mishandlet i Hjemmet, men at Konen og Datteren har tabt Lysten til at pleje ham, da de mærkede, at Døden nærmede sig. Det er efter hans Mening umuligt at sige, om deres Forsømmelighed har fremskyndet Døden, men han mener, at Forholdet muligvis vilde have været anderledes, om den Afdøde tidligere havde faaet Lægehjælp og bedre Pleje.

Saavel Konen som Datteren bleve satte under Tiltale, og i Henhold til Straffelovens § 197 idømtes de hver især en Straf af 14 Dages simpelt Fængsel foruden Sagsomkostningerne."

* * *

Socialdemokratiet fordrer, at Staten skal drage human Omsorg for Syge og Gamle, ved at etablere en tilstrækkelig Stats-Alderdomsforsørgelse og en samfundsmæssig Sygepleje. Ovennævnte Eksempel paa, hvorledes gamle fattige Mennesker er udsat for at blive behandlet under de nuværende Forhold, er et Bevis til de mange tidligere for, hvor nødvendig Gennemførelsen af Socialdemokratiets Fordring er.

Det nytter ikke at henvise til, at Barbarismen er udøvet af den Mishandledes Familie. Dels vil Mishandlinger fra den Side bortfalde af sig selv, naar Staten optræder paa den Maade den bør overfor Syge og Gamle, og dels bør Staten føre fornødent Tilsyn med Syges og Gamles Behandling, ogsaa naar de ikke er indlagte paa Sygehuse eller Alderdomshjem. I Særdeleshed skal Syges Paarørende være forpligtet til at søge Lægehjælp i alle betydelige Sygdomstilfælde, og naar Lægen finder, at den Syge ikke plejes tilbørligt i Hjemme eller ikke kan blive ordenlig plejet dér, lagt paa et Sygehus.

Vi skal afholde os fra enhver Kommentar om, hvorvidt Straffen er for mild eller ikke. Det er ikke ved Straffe, man raader Bod paa Onder af denne Art, men ved gode og hensigtsmæssige Foranstaltninger.

(Social-Demokraten 2. august 1891).

En Kirke indrettet til Fattigstiftelse. (Efterskrift til Politivennen)

Her i København har vi en sand Overflod af Kirker - vi har endog Raad til at lade en af de største staa fuldstændig ledig og ubenyttet, nemlig Frederikskirken paa Kristianshavn, skønt en saa stor og omfangsrig Bygning selvfølgelig burde kunne anvendes i et eller andet gavnligt Øjemed, saa længe der ikke er Brug for den som Tempel for den officielle Statskristendom.

Men saaledes gaar det ikke til her. I Stedet for at nøjes med de Kirkebygninger, der allerede er til Stede i tilstrækkeligt Antal, saa pønses der blot paa at opføre endnu flere - lige i den sidste Tid er der saaledes bygget en paa Nørrebro: Helligkorskirken,og dette Byggeri medfører kun yderligere forøgede Udgifter for de skatteydende Borgere.

Ved den nybyggede Helligkorskirke er den beregnede Sum overskredet med 18,000 Kr.; dette tilligemed den Gæld, der hviler paa Helligaandskirken (8000 Kr.), St. Johanneskirken (2000 Kr.) og Matthæuskirken (7500 Kr.), udgør i alt 35,000 Kr., der nu vil blive afkrævet de københavnske Borgere. Kultusministeriet har nemlig givet sin Sanktion, og i næste Kvartal kan man forberede sig til at se Rodemesteren møde med sin Skatteblanket og forlange et passende Beløb til Dækning af dette kirkelige Underskud.

Mens der saaledes i Hovedstaden ruttes med Kirkebygninger og Kirkemidler, saa er Situationen noget anderledes i Helsingør. Ogsaa der var der til en vis Grad Overflod paa Kirkebygninger, i Forhold til Byens Behov, men saa har man resolut dels skilt sig af med de overflødige Kirker, dels indrettet dem til et mere praktisk Brug. 

Det nyeste Eksempel er kun et Par Aar gammelt. Det var den engelske Kirke i Helsingør, der købtes af det socialdemokratiske Parti og indrettedes til Forsamlingsbygning, med Restauration, Dansesal, Kontorlokaler og Lysthave. Hvor tidligere Præsten formanede de fattige Tilhørere til at nøjes med det Lidet, de haver, der samles nu Arbejderne for at drøfte deres Anliggender og søge deres Kaar forbedret.

Det andet Eksempel er af en ældre Dato. Det er Sortebrødre-Klosterkirken i Helsingør, der anvendes til Fattigstiftelse, og hvor der saaledes i de hellige Haller skaffes en Del fattige Mennesker Varme og Husly.

Denne Stiftelse, der gaar under Navnet "Helsingørs almindelige Hospital", er de to Fløje af det gamle Sortebrødrekloster, der antages at stamme fra det 12te eller 13de Aarhundrede, og som er de bedst bevarede Bygninger af den Art her i Danmark. Den hvælvede Munkegang rundt om Klostergaarden er særlig interessant.

Stiftelsen er grundlagt i Aaret 1536, da Kristian den Tredje skænkede Klostret til Byen "for dens Troskab og villige Tjenestes Skyld" paa det Vilkaar, at det skulde indrettes til syge og fattige Menneskers Ophold. Den er stiftet ikke for Helsingør alene, men for hele Landet. Optages kan gamle, svagelige Mennesker af begge Køn (ogsaa Ægtefæller), ikke under 60 Aar, dog ikke Tjenestefolk eller saadanne, der har befattet sig med grovt Arbejde. Private har skænket en Del Legater, hvis Renter uddeles til de Gamle."

Det er et ganske ejendommeligt Syn, der møder En, naar man aflægger en Visit i denne Kirke-Stiftelse. Først passerer man gennem den skyggefulde Have og Klostrets lange, spidsbuede Munkegang, hvor de Gamles Madskabe er opstillet, og som i den ublide Aarstid afgiver en rummelig Promenadeplads. Herfra kommer man ind i den gamle Kirke med det hvælvede, spidsbuede Loft og de hvidkalkede Vægge. Nærmest Indgangen er Alteret, Prædikestolen. Orgelet og Væggetavlerne med Salmenumrene, den rigt udstaarede Altertavle med et Maleri, forestillende Kristi Korsfæstelse, og andre mærkelige udskaarne Ting i gammel Stil, der har været anvendt i Munkenes Tid.

Nærmest om Alteret og Prædikestolen er der en lille fri Plads, hvor der er opstillet en Del Kirkestole. Her er der om Søndagen almindelig offenlig Gudstjeneste, men for Resten er hele Kirken paa Kryds og Tværs godt i Mandshøjde ved Tæpper og Gardiner (de saakaldte spanske Vægge) inddelt i smaa Rum. I hvert Rum findes en Seng, og her sidder de gamle Kvinder og pusler med deres Sager, hver i sit lille afsondrede Hjem.

Der er i selve Kirken ialt Rum til 45 Gamle og 3 Gangkoner. For Øjeblikket staar de 10 Pladser tomme. Men de øvrige beboede er net og pynteligt indrettet. Beboerne maa selv medbringe Sengklæder og Ejendele, og Kvinderne har forstaaet at hygge ved Anbringelsen af hvide Gardiner eller Fryndser for Indgangene til deres smaa "Hjem". I Rummene, der hos mange ligner smaa pyntelige Dukkeskabe, staar gerne en Komode med Portræter og Nipsgenstande, et Par Skole og over Sengen et Spejl, og fra det hele strømmer en stærk Duft af syltede Roser og Lavendler, der fylder Kirken med en gammeldags krydret Vellugt.

Mellem de mange Rum er anbragt Gange, og her færdes de gamle Kvinder fra Aflukke til Aflukke for at faa sig en Passiar med Kollegerne - en af dem var 89 og en anden 91 Aar.

Det gør selvfølgelig en vis Virkning paa Tilskueren at se alle disse spisende, drikkende, snakkende og leende Mennesker, dels affældige, dels livlige, der med deres Gryder, Kedler og Kar færdes om mellem Alter og Prædikestol og alle et Gudstempels øvrige hellige Apparater. Og Øjet maaler Afstanden fra de lave "Dukkestuer" til det høje Kirkeloft, hvor Buerne mødes i sære Snirkler og Figurer oplyst af Solen, der skinner gennem de store, blyindfattede Vinduer.

Om Sommeren er der en vis behagelig Kølighed i den gamle Kirke, men om Vinteren kan næppe de kæmpestore Kakkelovne opvarme Rummet saaledes, at de Gamle undgaar at lide af Kulden og andre Ubehageligheder.

I de tilstødende Klosterbygninger boer en Snes Gamle, og i Taarnets Rum og sære Krinkelkroge boer 8 Gamle, derimellem nogle Ægtepar. Ialt er der 75 Pladser. De 60 faar Pengeunderstøttelser, 1 Kr. 50 Øre ugenlig til hver. Der uddeles ogsaa særlige Understøttelser til enkelte. 12 faar saaledes 2 Gange aarlig 13 Kr. hver, 15 faar 26 Kr. hver aarlig, 2 faar 10 Kr. hver aarlig og 2 faar 4 Kr. hver pr. Uge, men for de fleste kniber det selvfølgeljg med at klare sig for disse Smaabeløb - de maa, for at kunne spise sig mæt, søge Hjælp hos Slægtninge og Byens Velhavere, og saa for Resten være glad til, at de har Varme og Husly.

Vi vil just ikke sige, at denne Kirkes stiftelse er en Mønsteranstalt som Plejehjem for gamle, svage Mennesker - der mangler tværtimod meget!

Men hellere end som her i København at have en Kirkebygning staaende ledig og ubenyttet i Aarevis, maa man som i Helsingør anvende den til at skaffe fattige og husvilde Mennesker Tag over Hovedet. Men i saa Tilfælde griber de københavnske Myndigheder hellere til Fængslet end til Kirken.

Vi sigter hermed til en Begivenhed, der for kort Tid siden passerede her i Byen En fattig, dansk Familie kom en Aften hertil fra Sverig og kunde ikke i den sene Time skaffe sig en Lejlighed. Hvad gjorde saa Politiet? Det puttede Familien ind i Fængslet paa Nytorv, Manden med en Dreng i én Celle, Konen og de øvrige Børn i en anden Celle, og laasede af for dem!

Disse stakkels husvilde Mennesker behandledes altsaa akkurat paa samme Maade som gemene Forbrydere, der som Straf puttes i Cellen og berøves Friheden.

Først den næste Dag bragtes Familien efter en Del Kontoromsvøb til Fattiggaarden, hvor den midlertidig opholdt sig, til Manden nogle Dage efter ved hjælpsomme Kammeraters Bidrag fik sig en Lejlighed paa Frederiksberg.

Dette Træk er saare betegnende for, hvad Kapitalistsamfundet anser for det eneste passende at byde de Fattige: Fængslet.

Men i Kapitalistsamfundet er det jo ogsaa regnet for den største Forbrydelse at være fattig!

(Social-Demokraten 2. august 1891).

Fra Forsamlingsbygningen i Helsingør (Parti af Salen). Illustration fra Social-Demokraten 13. juli 1896.

Om den engelske kirke fortæller Politivennen 21. september 1839, s. 601-602 i indslaget En Kirke forvandlet til en Dandsesal at bygningen (Søstræde 2-4) allerede dengang ikke længere fungerede som kirke, men som dansesalonen "Babylon". I 1899 blev den til Arbejdernes Forsamlingsbygning - senere kaldet "Folkets Hus".

Fra den indre gård i klosteret med buegangen. Foto Erik Nicolaisen Høy (2021).