27 marts 2024

Fru Lona Barrisons kniplinger. (Efterskrift til Politivennen).

Lona Barrison er den mest bekendte af de unge piger, der i sin tid udgjorde truppen "Søstrene Barrison", og som vakte kolossal opmærksomhed i udlandets varieteer på grund af deres skønhed, ungdom og kvikke optræden - men først og fremmest på grund af deres letklædthed.

Hun - der ligesom et par andre af selskabets medlemmer stammede fra Fyn - gik imidlertid hen og giftede sig, og da flere af de andre fandt på det samme, opløstes så truppen.

Fru Lona Barrison, som hun derefter kaldte sig, optrådte nu på egen hånd og fejrede mange triumfer. Men samtidig havde hun rigtignok den sorg, at formanden for den tyske Artistforening bestred hendes foreteelser i sit blad og betegnede hende som en dame, ingen anstændig artist kunne optræde sammen med.

Det kom til en proces mellem hende og hendes mand på den ene side og artistformanden på den anden, og det endte - atter en sejr for danskheden! - med at artistformanden måtte erlægge en bøde, hvorhos hans udtalelser blev mortificerede.

Men fru Lona Barrison har efter denne Pyrrhussejr haft mange genvordigheder at udstå, og for nogen tid siden, da hun indlogerede sig i et hotel i "Unter den Linden" i Berlin, gik det så vidt, at man ved allehånde trakasserier søgte at få hende til at fortrække fra hotellet.

Der var da også nogen - hvem det var vides ikke - der fik en af pigerne til at stjæle de kniplinger, Lona skulle have på ved sin optræden om aftenen i Apolloteatret. Og da fru Lonas dragt om aftenen så at sige udelukkende består af disse kniplinger, vil man forstå, at hendes optræden nu var blevet umuliggjort.

Men i disse dage har hun fået en frygtelig hævn over hotelpigen. Hun meldte nemlig straks sagen til politiet, og nu har retten idømt pigen en måneds fængsel for - tyveri.

Sådan sejrer altid retfærdigheden og den hvide uskyld.

(Aarhus Amtstidende, 27. juni 1899).

Lona Barrison. Theatermuseum Wien. Reutlinger, Paris. CC BY-NC-SA.

Da Syerskerne blev udelukkede. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Da Syerskerne blev udelukkede.

I Lørdags Aftes blev altsaa de københavnske Syersker sat paa Gaden.

Hvorledes er det? Lærte vi ikke i vor Barndom i Bibelhistorien, at naar Herren vrededes, saa lod han regne Ild og Svovl over Jorderig? Men ak, det er længe, længe siden, i Lørdags Aftes skete intet af den Slags.

Lock-outen har naaet Brutalitetens og den usminkede Raaheds Tinde.

Først var det de syv jyske Byers Snedkersvende, der var Aarsagen. Denne Aarsag faldt, og saa blev det de "utaalelige Forhold paa Arbejdspladserne", men nu er det sidste Dække faldet. Hvorledes skulde man kunne tale om utaalelige Forhold paa Arbejdspladserne for Kvindernes Vedkommende? De sidder rundt i de smaa Hjem og arbejder.

Ganske vist, ingen vil nægte, at deres Arbejdsforhold er "utaalelige", men det er dog neppe den Slags Utaalelighed, Arbejdskøberne slaar om sig med. Overfor Kvinderne har man da maattet bekende Kulør, det er Fagforeningen og den alene, man vil til Livs.

Enkeltvis eller to og to kom Syerskerne gaaende ind fra Nørrebro. De kom gaaende med store Byldter og Pakker, mange kom med Barnevogne fulde. En Syerske afleverede alene for sig 36 tilklippede, men usyede Jakker, saa mange havde hun efterhaanden faaet hjem; Fabrikanterne havde ikke troet paa et Heltemod, der kunde staa herfor, nun hun bragte alle de 37. Sjældent er vist Syerskerne blevne behandlede saa elskværdig som i Lørdags. Om Frøkenen ikke ønskede at tage lidt med tilbage? Hun behøvede ikke at bære det selv. Karlen kunde godt hente og bringe det. Den gamle ridderlige Aand vaagnede pludselig op igen, men Syersken siger nej Tak og gaar rolig sin Vej.

I Porten bliver hun staaende lidt, andre kommer til, og de bliver lidt. Det er, som de trængte til at slutte sig sammen et Øjeblik, før de gaar bort.

En Herre fra Forretningen stiller sig op ved Siden af dem.

"Naa, naar ser vi Dem igen ?" spørger han.

"Ja, det maa jeg spørge Dem om", svarede Syersken, en køn, høj, ung Pige.

"Ja, De ved jo, De bare kan komme paa Mandag; er det noget for saadan en køn Pige som Dem; at holde paa en Fagforening?"

"Den holder jeg paa", svarer Syersken ham kort.

De slaar lidt tavse vendt mod hinanden. Saa strækker en bleg og forknyt udseende Syerske sin Haand ud mod den kønne, høje og siger stille :

"Farvel, Laura!"

"Farvel, Anna, vg hav det godt, til vi ses igen."

"Du ogsaa", svarer den blege, og som i pludselig Angst, ikke for sig selv, thi hun ved, at hun kan lide men for at den høje og kønne skal blive træt i Kampen, føjer han indtrængende til: "Og Du holder jo ud, Laura ?"

"Det gør jeg Anna." og bærende sit kønne Hoved højt gaar hun bort, medens den blege smiler roligt og iler bort i anden Retntng. . . .

Hvor let at holde Ideens Fan højt, naar alle Øjne er rette de paa en. Hvor uendelig svært, naar man gaar bort alene, uænset og uset, og ens eneste Trøst er, at den kønne Kvinde vil holde ud med en.

I Sandhed, vort Land ejer Heltinder!

NB

(Social-Demokraten 1. september 1899).

Lockouten varede i mere end 100 dage. Den afsluttedes med det såkaldte Septemberforlig (af 5. sept. 1899). Forliget var at arbejdsgiveren havde ret til at lede og fordele arbejdet. Fagforeningerne fik ret til at organisere sig og til at strejke. Septemberforliget var i kraft frem til 1960.

26 marts 2024

Kvinderne svigtede ikke. (Efterskrift til Politivennen)

Andre artikler om syerskerne i 1899 (året for Septemberforliget): Syerskernes strejke (januar-februar 1899). Fagskole for Linnedsyning (februar-marts 1899, se endvidere særligt indslag). Syerskerne i Aalborg (marts 1899). Syerskerne i Provinsen (14. april 1899). Syerskernes Levevilkaar (19. juni 1899). Kvinderne svigtede ikke (29. august 1899). Da Syerskerne blev udelukkede (1. september 1899). Syerskerne (30. november 1899).

Kvinderne svigtede ikke.

Da Syerskerne i København blev kastede paa Gaden.

Det blev en travl Dag i Lørdags for de Fabrikanter, som smed Arbejdere paa Gaden.

Hele Udsmidningen var nemlig øjensynlig lagt mere an paa en Sprængning af den kvindelige Forening i Herreskræderfaget, end paa at etablere Lock-out i Faget. Derfor fristede Fabrikanterne som Djævelen i Ørkenen og sagde: "Alt dette skal tilhøre Dig, om Du vil falde ned og tilbede mig!" Trods alle Forsøg stod Syerskerne i Lørdags Aftes lige saa godt organiserede som før, og dog var Arbejdsgivernes Anstrengelser saa fortvivlede, at de endog fornægtede deres egen rare Arbejdsgiverforening.

Flere Fabrikanter valgte den Fremgangsmaade, at de Fredag Eftermiddag og i Lørdags Formiddags kaldte deres Syersker ind til Privatkonferencer paa Chefens Kontor. To a tre Kvinder ad Gangen kom ind til den mægtige Mand, og han forestillede dem, hvor godt de nu havde det efter den sidste Lønforhøjelse. Bare de vilde melde dem ud af Fagforeningen, kunde de have det saa rart, uden at savne noget her paa Jorden. De kunde gøre en Akkord. Hvis Syerskerne vilde melde sig ud af deres Fagforening, vilde han ogsaa melde sig ud af Arbejdsgiverforeningen. Det gik jo ikke saa nemt med det sidste, men alligevel, han var lumsk ked af den, og naar saa begge Parter var frigjorte for Foreningerne, kunde de leve et fredeligt og roligt Samliv.

Syerskerne sagde Nej!

Andre Fabrikanter vedblev overfor deres Syersker at være de samme tilknappede brøsige Herrer som for, men ved Siden heraf averterede de efter Syersker, som skulde indlægge Billet paa "Social-Demokraten"s Kontor. Naar disse Kvinder kom til dem, var Fabrikanterne lutter Elskværdighed. De kunde meget godt faa Arbejde til høje Priser hos dem, og ligesom rent tilfældig kom saa det Spørgsmaal: "De var vel ikke i Fagforeningen ?" Jo, det var de da, lød altid Svaret; naa, ja, men den kunde de jo melde sig ud af? Heller ikke hertil havde Kvinderne Lyst, og saa hed det, at de kunde godt faa Arbejde alligevel. Fabrikanten vilde da lade, som han ikke vidste, at de var Fagforenings medlemmer.

Heller ikke her paa vilde Syerskerne naturligvis indlade sig, thi de ræsonnerede fuldkommen rigligt, at saa kunde han lige saa godt beholde dem, han havde.

Ogsaa en Del Linnedsyersker blev gjort arbejdsløse, fordi de ikke vilde svigte deres Organisation. Lock-out'en er erklæret over hele Linjen i Herreskræderfaget i København. Kun to Fabrikanter har ikke villet være med i denne brutale Komedie. Det er d Hrr. Jens Kjeldsen og Simonsen. Hos dem fortsættes Arbejdet som sædvanligt.

(Social-Demokraten 29. august 1899).

Bryggeriet "Trekroner", Valby. (Efterskrift til Politivennen)

 Indbydelse til tegning

af

Aktier og Obligationer

i aktieselskabet

"Bryggeriet Trekroner".

Under ovenstående navn er der stillet et aktieselskab med det formål at drive produktion af overgæret øl.

Aktieselskabets bryggeri vil blive anlagt i Valby hvor selskabet har sikret sig et areal af 5 tdr. land. Dets anlæg og indretning vil ske under tilsyn af herr. bryggeriinspektør C. I. W. I. Lüders, der som direktør vil forestå ledelsen af bryggeriets drift.

Bryggeriet vil blive anlagt efter de nyeste og bedste principper hvorved på den ene side vil vindes garanti for fremstillingen af godt og ensartet produkt og på den anden side opnås fordelene ved en rationel økonomisk drift.

Det forventes at driften vikl kunne påbegyndes i sommeren 1899. Aktieselskabets driftsår løber fra 1. oktober til 30. september. Det første driftsår vil omfatte tiden fra driftens påbegyndelse til 30. september 1900.

Til anlægsomkostniger og driftskapital vil udkræves kr. 900.000 hvoraf kr. 300.000 tilvejebringes ved et partialobligationslån, kr. 600.000 ved udstedelse af aktier. Partialobligationslånet der forrentes med 5 pct. p. a. sikres ved 1. prioritets panteret i aktieselskabets faste ejendom med materiel og driftsinventar, hvis samlede anskaffelsessum vil andrage ca. kr. 800.000.

For lånet udstedes en hovedobligation med tilhørende 300 stk. partialobligationer a kr. 1.000 forsynede med halvårlige rentekupons pr. 2. januar og 1. juli, første kupon pr. 1. juli 1899.

Hovedobligationen deponeres i Nationalbanken der i samme vil blive stillet som repræsentant for partialobligationerne. Fra og med året 1905 amortiseres lånet ved udtrækning til indfrielse af partialobligationer til et beløb af mindst kr. 15.000 årlig.

Af partialobligationslånet er fast overtaget kr. 100.000, af aktierne kr. 150.000, resten

Kr. 200.000 partialobligationer
og kr. 450.000 aktier

udbydes til tegning.

Tegningen sker ved d'herrer J. S. Salomonsen & Co. der er bemyndigede til på aktieselskabets vegne at modtage og kvittere for de indbetalte beløb, for hvilke der udstedes interimsbeviser som i sin tid vil blive ombyttede henholdsvis med obligationer og aktier. Selskabets love henligger til eftersyn på tegningsstedet.

København den 15. juni 1898.

Bestyrelsen for aktieselskabet "Bryggeriet Trekroner"
Alfred Benzon, apoteker og fabrikejer.
F. E. v. d. Aa Kúhle, fabrikant, bestyrelsens formand.
L. Zeuthen, overretssagfører.

_____

I henhold til foranstående indbydelse modtager vi tegning af

a) kr. 450.000 aktier i aktieselskabet
"Bryggeriet Trekroner"

i stykker på kr. 2.000 og kr. 500 til pari kurs, at betale med

25 pct. ved tegningen,
25 pct. den 1. oktober d. å.
25 pct. den 2. januar 1899
25 pct. den 1. april 1899

Af de indbetalte beløb godtgøres en rente af 5 pct. p. a. fra indbetalingsdagen til 1. april 18989, hvilken rentegodtgørelse reguleres ved indbetalingen af den sidste rate.

b) Kr. 200.000 5% 1. prioritets partialobligationer
i aktieselskabet "Bryggeriet Trekroner"

i stykker på kr. 1000 til pari kurs, at erlægge enten kontant ved tegningen eller med

50 pct. ved tegningen
50 pct. den 2. januar 1899.

af de indbetalte beløb godtgøres en rente af 5 pct. p.a. fra indbetalingsdagen til 1. januar 1899, hvilekn rentegodtgørelse reguleres ved de originale obligationers udlevering.

Udebliver nogen indbetaling - enten på aktier eller på obligationer - mere end 8 dage efter de fastsatte terminer, er selskabet berettiget til at betragte den som ikke rettidig præsteret.

Tegningen foregår på vort kontor, Amagertorv nr. 7, 1. sal:

Onsdag den 22. juni og
torsdag den 23. juni.

I tiden fra 10-2 og sluttes når de fremlagte beløb er tegnede, dog forbeholdes eventuel reduktion.

D. u. s. 

J. S. Salomonsen & Co.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. juni 1898. Også publiceret i en lang række andre dagblade)

I en  artikel om "Aktiemæthed" der blev bragt i flere aviser, nævnes bryggeriet som et af flere eksempler:

Og endnu mere slående er det at i aktieselskabet "Bryggeriet Trekroner" - der syntes at måtte have de bedste chancer og under hvis indbydelse til tegning en Kühles navn figurerede (en omstændighed der kunne tyde på en vis forbindelse med Gamle Carlsberg) i dette foretagende er der faktisk kun tegnet for ca. 40.000 kr. aktioner af de udbudte 450.000 kr.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 20. juni 1898)

Et nyt bryggeri

Et helt nyt brygger er i sin vorden ude i Valby. Bryggeriet får navnet "Trekroner" og skal ledes af en broder til direktør Kühle på Gl. Carlsberg samt fhv. overinspektør ved "De forenede Bryggerier" hr. Lüders.

Det betydelige anlæg er allerede godt fremskredet og skal efter bestemmelsen stå færdigt til foråret.

Som specialitet vil man kaste sig over krone-øllet. Ved siden deraf er der tale om et stort pilsnerbryggeri.

(Dannebrog (København), 28 september 1898).

Frederik Emil van der Aa Kühle (1852-1902) var fabrikant og 1901-1902 medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Hans langt mere kendte bror var Søren Anton van der Aa Kühle (1849-1906) var brygmester og direktør for Gamle Carlsberg, udpeget af J. C. Jacobsen som sin efterfølger. Dette skete i 1887, fra 1901 som overdirektør. Fra 1903 boede han på villa Solbakken i Valby og er begravet på Vestre Kirkegård. 

Firma-Anmeldelse

I henhold til lov 1. marts 1889 om handelsregistre mm. bekendtgøres herved at jeg under d.d. har modtaget anmeldelse om at et aktieselskab under firma "Bryggeriet Trekroner Aktieselskab" driver fabrikationsvirksomhed med hjemsted i Valby, Hvidovre sogn. Bestyrelsen af aktieselskabet, hvis vedtægter er af 18. juni 1898, består af fabrikant F. E: van der Aa Kühle af Valby, bestyrelsens formand, fabriksejer og apoteker Alfred Benzon, R. af København, samt overretssagfører L. Zeuthen af København. Ret til at tegne selskabets firma har to medlemmer af bestyrelsen i forening. Aktiekapitalen, der er fuldt indbetalt, udgør 600.000 kr. i aktier på 2.000 og 500 kr. lydende på ihændehaveren. Bekendtgørelse til medlemmerne skal ske i den til optagelse af offentlige bekendtgørelser i København autoriserede avis.

Københavns amts søndre birk, den 17. maj 1899.

Høst.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. maj 1899). 


De forenede Bryggerier

Den i morgen forestående generalforsamling bliver formentlig meget livlig idet omtrent halvtredje mill. kr. i aktier vides at ville blive repræsentererede, hvorfor lokalet er forlagt til Koncertpalæet.

Hele den gamle bestyrelsen siges at ville nedlægge mandaterne, og en ny mindre bestyrelse antages at ville blive valgt, bestående af nogle medlemmer af den ældre bestyrelse samt af nye mænd, blandt hvilke apoteker Alfr. Benzon og lektor Johannsen nævnes. 

Efter forlydende agtes flere ejendomme med nedlagt bryggerier bortsolgte (således Svanholm og Kongens Bryghus samt mulig en eller et par til), mens hvidtølsbryggeriet "Trekroner" som er af ny og fortrinlig indretning, påtænkes købt.

Man venter endvidere forslag til lovændringer om ansættelse af en eller flere driftsdirektører, og på Børsen i går antoges direktør Dessau på Tuborg samt direktør for bryggeriet "Trekroner" i Valby, Kühle, eventuelt at have de bedste chancer.

(Dagens Nyheder, 18. maj 1899).

Bryggeriet Trekroners bygning i Valby i 2019, Trekronergade 26. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I København skal det i forgårs være kommet til tumulter. Herom melder et telegram: På bryggeriet "Trekroner" i København hvis metier står udenfor arbejdsgiverforeningen, blev i tirsdags nogle af arbejderne overfaldet af de udelukkede. Arbejderne der fredelig gik fra deres gerning, blev gennembankede på det frygteligste.

(Dannevirke, 1. juni 1899).

Aktieselskabet
De forenede Bryggerier

I henhold til lovenes § 11 indkaldes herved en ekstraordinær generalforsamling til tirsdag den 20. juni d. å. kl. 3:30 efterm. i Koncerpalæet, Bredgade 28, med følgende dagsorden:

  1. Forslag fra en kreds af aktionærer om køb af bryggeriet "Trekroner"
  2. Forslag til og ændringer derunder bemyndigelse for bestyrelsen til at udvide aktiekapitalen og forøge obligationslånene.
  3. Valg af bestyrelse.

Adgangskort til generalforsamlingen fås mod legitimation af egenskaben som aktionær på den i lovenes § 15 foreskrevne måde fra den 12. til den 17. juni, begge dage inklusive, daglig kl. 10-2 på aktieselskabets hovedkontor, Vestergade 18.

København den 6. juni 1899.

Bestyrelsen for aktieselskabet
"De forenede Bryggerier"


Aktieselskabet
Bryggeriet "Trekroner"

I henhold til aktieselskabets loves § 8 indkaldes herved til overordentlig generalforsamling til tirsdag den 20. juni d. å. kl. 12 form. i Hotel "Dagmar", Vestre Boulevard 12, med følgende

Dagsorden: 

Forslag om eventuel opløsning af aktieselskabet i henhold ti lovenes § 32.

Stemmesedler udleveres mod legitimation af stemmeret på vekselerfirmaet J. S. Salomonsen & Co.'s kontor, Amagertorv nr. 7, 1. sal, fra 12. til 17. juni inklusive, daglig kl. 10-2

Københavns den 6. juni 1899

Bestyrelsen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 6. juni 1899).


De forenede Bryggerier.

Generalforsamlingen på tirsdag.

Skal Bryggeriet "Trekroner" købes og etatsråd Fritsche genvælges?

Der er al udsigt til, at den nye, ekstraordinære generalforsamling, der på tirsdag skal afholdes i "De forenede Bryggerier", vil blive ikke mindre bevæget end den, der fandt sted den 19. april, og på hvilken den gamle bestyrelse til sin egen overraskelse hentede sig et mistillidsvotum så eklatant som vel sjældent nogen bestyrelse i et aktieselskab har fået.

---

Hvad angaar købet af bryggeriet "Trekroner", er der meget delte meninger blandt aktionærerne. Det nye bryggeri er endnu ikke færdigt; det har altså ingen kundekreds, og ingen mo'ers sjæl kan vide, af hvad værdi eller betydning det kan være for "De forenede Bryggerier" at erhverve dette aktiv, der i det højeste kan betragtes som en fremtidsmulighed. "Trekroner" skal udelukkende være et hvidtølsbryggeri. "De forenede Bryggerier" har imidlertid allerede et sådant der ganske tilfredsstiller deres nuværende afsætning på dette område, men det er næppe heller ønsket om at udvide hvidtølsproduktionen, der har fremkaldt tanken om at erhverve "Trekroner. Det forlydende har vistnok ret som siger, at købet af "Trekroner" er det offer, der skal bringes visse vrede guder for at få gennemført en forhøjelse af ølprisen. Forklaringen hertil skal være den, at hr. Kühle, der sammen med apoteker Alfr. Benzon og overretssagfører Zeuthen o. fl. danner det endnu ufærdige bryggeris tilkommende bestyrelse, er en bror til GI. Carlsbergs chef, kaptajn van d. Aa Kühle, med hvem etatsråd Haurowitz ikke stod på en sådan fod, at der mellem dem kunne føres nogen forhandling om en prisforhøjelse til delvis dækning af ølskatten.

Så vidt vi har kunnet erfare, er man fra oppositionens side absolut ikke begejstret for købet af "Trekroner", men det anses dog ikke for umuligt, at man af de ovenfor anførte grunde i sidste instans akcepterer denne ordning.

Hvad man derimod decideret misbilliger, er dette, at "Trekroner"-spørgsmaalet opføres som nr. 1 på generalforsamlingens dagsorden, at det med andre ord bliver under den gamle bestyrelses Ægide, at dette vigtige - måske heldige, måske skæbnesvangre - skridt gøres, På dagsordenen er spørgsmålet opført som et forslag fra "en kreds at aktionærer". Man siger - vi véd ikke, med hvor megen ret - at den gamle bestyrelse eller i alt fald enkelte af dens medlemmer har været virksomme ved de underhandlinger, der i den sidste tid er førte for at få ordnet denne sag. Og her overfor er det at det fra oppositionens side gøres gældende, at hverken den gamle bestyrelse eller "en kreds af aktionærer" er i stand til at føre så vigtige forhandlinger på aktieselskabets vegne på fuldt betryggende måde. Man forlanger - og vi synes: med god ret - at dette arbejde og dette ansvar burde man have ladet ligge til den nye bestyrelse, der skal vælges på tirsdag, og efter sikkert forlydende vil de samme Herrer, der den 19. maj var oppositionens ordførere: Direktør Slomann, ingeniør Johannsen, ingeniør Zahrtmaan o. fl., stille forslag om. at hele "Trekroner"-spørgsmålet henvises til afgørelse af den nye bestyrelse.

Hvem der skal danne »De forenede Bryggeriers" nye ledelse, er det andet store spørgsmål, som i disse dage med meget stor iver drøftes af de interesserede parter.

(Artiklen fortsætter med at analysere valget til bestyrelsen, med navne)

- Hvem hr. Lassen er, véd vi ikke, ud over det, at han skal være en broder til plantageejer Lassen og netop i disse dage er vendt hjem fra Sumatra. Brygger J. Tvede har megen sympati for sig blandt aktionærerne af oppositionen; han tog som bekendt, afstand fra sine kolleger i den gamle bestyrelse, da disse vedtog at bevilge etatsraad Haurowitz 12.500 kr. om året for resten af hans funktionstid. D'hrr. Alfr. Benzon og Zeuthen er jo to meget udmærkede mænd, som fra den side naturlig er taget med som repræsentanter for det forventede nye aktiv "Trekroner".

---

(Dannebrog (København), 15. juni 1899. Dannebrog havde endvidere et interview den 17. juni 1899 i anledning af generalforsamlingen med bankdirektør Heide, som var en af de største aktionærer i "De forenede Bryggerier").

En aktionær indrykkede et læserbrev i flere aviser (se fx København 18. juni 1899), hvori han angav at årsagen til at de interessenter i "Trekroner" gerne ville slippe af med bryggeriet ved at sælge det. 

Bryggeriet "Trekoner" vedtog på generalforsamlingen  20. juni 1899 at bemyndige bestyrelsen til at overdrage samtlige aktiver og passiver til "De forenede Bryggerier". Herefter blev aktieselskabet opløst. Grunden var at forudsætningen for at danne selskabet var at vinde på den krig som dengang var mellem bryggerierne. Da den nu var forbi og ingen udsigt var til at den ville bryde ud igen, var et salg nødvendigt for at slippe for tab, bortset fra det som fulgte af lockouten. (Se fx Nationaltidende, 20. juni 1899).


De forenede Bryggerier køber Bryggeriet Trekroner.

Oppositionen stemmes ned.

I Gaar Eftermiddags holdt "De forenede Bryggerier" endelig sin saa længe bebudede Generalforsamling, og det viste sig straks, at skønt Oppositionens Mænd var mødt ganske mandstærk op, havde de store Kuponklippere denne Gang vidst at gardere sig. 

De mødte med Bankdirektør Heide i Spidsen, og Heide gav Enhver, som ikke vilde være med til at købe "Bryggeriet Trekroner", Attest for at være en Klodrian.

Ester at det ved Afstemningen havde vist sig, at Oppositionen kun mønstrede 5,521 Stemmer, medens Heide mødte med 22,042 Stemmer, tabte d'Hrr. helt Modet og gik saa vidt, at de endog opgav at sætte en eller to Mand ind i Bestyrelsen. En Ting havde de Folk lært, og det var, at de vel en enkelt Gang kunde komme i Flertal, men det var kun, naar Kapitalisterne havde lidt groft Arbejde, der helst skulde udføres af andre.

Efter at Højesteretssagfører Shaw var valgt til Dirigent, tog man straks fat paa Kampen. Fra en Kreds af Aktionærer var der stillet Forslag om at købe Valby Bryggeriet "Trekroner", og de havde taget Højesteretssagfører P. G. C. Jensen med som Ordfører.

P. G. C. Jensen anbefalede at købe Bryggeriet "Trekroner" for en Sum af 900,000 Kroner. Ved at købe dette udmærket indrettede og godt byggede Bryggeri vilde man gøre en god Forretning og undgaa en skarp Konkurrence. (Hm ! Hm!)

Direktør Slomann maatte beundre den Snildhed, hvormed den gamle Bestyrelse havde forstaaet at forplumre Situationen. Der fik Bestyrelsen et rent Mistillidsvotum, men nu lader det til, at Købet af Trekroner skal bevirke en Kovending. Jeg vil advare imod dette Køb. Der er vist ikke en Gang Vand nok derude.

Direktør Larsen (Privatbanken) var ikke glad for den sidste Generalforsamling. Han troede, at en Mængde Aktionærer havde misforstaaet Situationen og stemt galt. (Munterhed.) Taleren anbefalede Købet af Trekroner baade som privat Aktionær og som Leder af Bryggeriets Bank.

Slomann: At købe sine Konkurrenter ud, er det værste, man kan tænke sig, thi derved opmuntrer man dem. Ved man, at De forenede Bryggerier køber ethvert Bryggeri, da er det jo en sikker Vej at tjene Penge.

Direktør Kühle erklærede, at der var rigeligt Vand ved Valby-Bryggeriet.

Ingeniør Zahrtmann: Man borer endnu efter Vand ved Valby, og man kan lige saa godt risikere at bore Vand bort, som faa det.

Etatsraad Fritsche: Situationen har været vanskelig for os, men vi ved, at vi med Trekroner vilde faa en sideordnet Konkurrence, medens vort Øl nu er bedre end vore Konkurrenters. Køber vi Trekroner, faar vi en bedre Pris i Stedet for Konkurrencetab.

- Ingeniør Johansen: Forslaget om dette Køb burde være ledet af en Bestyrelse, der havde Aktionærernes Tillid. Skal Købet nu lægges i den nye Bestyrelses Haand, saa lad det endelig ikke blive de samme Mænd, som nu sidder i Trekroners Bestyrelse. Ikke sandt! Vi er jo ked af, at Køber og Sælger eer en og samme Person. (Bifald.)

Alfred Christensen anbefalede at tale rent ud af Posen. Nu siger man, at Bestyrelsen slet intet har havt med dette Salg at gere; men allerede paa sidste Generalforsamling blev der forelagt Forslag om Udvidelse af Aktiekapital og Prioritetsgæld, og Enhver ved, at disse Penge skulde bruges til Køb af Trekroner. (Hør!)

Direktør Heide: Det er en klog Gærning at købe "Trekroner", og gør De det ikke, er De ukloge, Lad os købe den billige Grund i Valby og sælge De forenede Bryggeriers dyre Grunde i København.

Alfred Christensen: Lad os ikke bryde os om, hvad Hr. Heide siger (Munterhed).

Der skrides nu til Afstemning om en Ændring, der er stillet af Ingeniør Johansen og gaar ud paa, at Bestyrelsen kun skal købe "Trekroner" i det Tilfælde, at den finder det forsvarligt. Forslaget forkastes med 22,042 stemmer imod 5521.

Endelig vedtoges det at købe "Trekroner" for 900,000 Kr. Heraf betales 300,000 Kr. med Partialobligationer og Resten i De forenede Bryggeriers Aktier.

Et meget udførligt Forslag til Forandring af Selskabets Statuter vedtoges uden Afstemning. Ligeledes valgtes uden Afstemning hele den foreslaaede Bestyrelse : Grosserer Fritsche, Direktør Jørgen Tvede. Administrator Lassen, Apoteker Alfred Benzon, Direktør Kühle og Overretssagfører Zeuthen

(Social-Demokraten 21. juni 1899.)

Se fx også Adresseavisen, 21. juni 1899 og udførligt referat i Dagbladet (København), 21. juni 1899. Pga lockout blev fuldførelsen af byggeriet forsinket. Maltgøreriet kom dog i gang i løbet af januar 1900.

I juni 1914 udbød De Forenede Bryggerier "Trekroner" til salg. I marts 1915 blev det købt af aktieselskabet Ballins Sønner som indrettede det til garveri.

Voldtægt paa Kirkegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Mellem døde.
Nattevagtens Meriter.

I Mandags Aften havde der hos en Familie i Valby været Barselgilde. Blandt Gæsterne befandt sig en Teglværksarbejder, der var forlovet med en ung Pige, datter af Mursvend Schwidler i Valby.

Ud paa Natten fulgte den unge Pige sin Kjæreste, der skulde møde paa sit Arbejde paa Frederiksholms Fabriker Kl. 5, et Stykke paa Vej forbi Vestre Kirkegaard. Hun sagde Farvel til ham og vendte tilbage ad den ensomme Sti, der fører forbi Kirkegaarden

Pludselig traadte en Mand hende

i Møde

Det var Nattevagten paa Kirkegaarden, forhenværende Kusk derude, Henrik Petersen

Med barsk Stemme spurgte han Pigen, hvad hun havde at gjøre der og om hun ikke vidste, at det var forbudt at færdes paa Stien. Hun erklærede sin Uvidenhed herom, men han bød hende følge med ind paa Kirkegaarden for at han kunde notere hendes Navn. Pigen lod sig forbløffe og fulgte med. Da de inde paa Kirkegaarden kom forbi noget tæt Buskads, greb Nattevagten fat i hende og slæbte hende

ind i Buskadset.

hvor han rev hendes Undertøj i Stykket og voldtog hende.

Da Forbrydelsen var fuldbyrdet, saade han til den fortumlede Pige, at nu skulde hun slippe for videre Tiltale den Gang. Nedtrykt og fortvivlet sneg den unge Pige sig ud af Kirkegaarden.

Næste Dags Eftermiddag gik hun op paa Kirkegaardens Kontor og anklagede Henrik Petersen for Forbrydelsen. Han blev tilkaldt og der blev sendt Bud efter Politi, som anholdt Nattevagten og indsatte ham i Arresten paa Blegdamsvej, hvor han sidder endnu.

Om den Arresterede gaar der for Resten .

slemme Rygter

ude paa Kirkegaarden blandt hans Kammerater. Der ymtes om, at han for nogle Aar siden i Aarhus har været straffet med Vand oq Brød for Mishandling af sin Hustru, der var kommen under Vejr med, at han eftestræbte sin Steddatter, en ung Pige af Hustruens første Ægteskab. Hun maatte skjule den unge Pige for ham, hvorover han blev saa rasende, at han overfaldt Hustruen med Hug og Slag.

Ligeledes har han en Gang i Vinter forøgt at voldtage en ældre Kone, der har Arbejde paa Kirkegaarden Han indfandt sig i hendes Hjem og gjorde et tre Gange gjentaqet Forsøg paa at naa sin Hensigt med hende. Det lykkedes imidlertid ikke for ham. Konen har siden den Tid vidt og bredt fortalt om Henrik Petersens opførsel mod hende.

Den arresterede Nattevaqt er ualmindelig ilde lidt blandt sine Kammerater ude paa Kirkegaarden. Kun Graveren Kammerraad Bahnsen nærer en sand Tyrketro til hans Fortræffelighed og lader til at være vis paa, at det nok skal lykkes Petersen at klare for sig i den slemme Affære,

Foreløbig nægter Petersen alt. Petersen er henved de 40 Aar og Enkemand.

(Aftenbladet (København) 17. juni 1899)