Golla Hammerich (1854-1903). (Efterskrift til Politivennen)

Golla Andrea Bodenhoff Jensen Hammerich (1854-1903) nedstammede fra skuespillerslægten Rosing. Som barn fik hun klaverundervisning af pianisten Orpheline Olsen-Schram og videreuddannede sig til pianist hos professorerne C. F. E. Horneman, Franz Neruda og August Winding. Karrieren som offentlig koncertgiver blev sat på pause da hun giftede sig med den senere musikhistoriker Angul Hammerich. I hjemmet spillede hun kammermusik med nogle af tidens fremtrædende musikere. 

Fra 1895 begyndte hun hyppigt at medvirke ved koncerter. I 1896 afholdt hun fx en soire i Hornung & Møllers Koncertsal, hvor hun førsteopførte klaverstykker af E. Grieg og den hollandske komponist J. Röntgen, og i 1898 optrådte hun med violinisten Frederik Hilmer og cellisten Ernst Høeberg i et program, der bl.a. omfattede musik af den russiske komponist A. Arenskij. I 1900 var hun med til at førsteopføre Frederik Rungs klaverkvintet og spillede ved samme lejlighed et udvalg af hans 24 Klaverstykker, op. 37.

Hun skrev endvidere til forskellige tidsskrifter og skrev både tekst og musik. I 1901 udgav hun under pseudonymet Anselmus et selvbiografisk skuespil "Et Skriftemaal". I dette mere end antydedes at hendes lidenskab ikke fandt afløb inden for hendes ægteskab. Skuespillet handler om en grosserer der er gift med en forhenværende skuespillerinde og Husets datter der elskes af en ung kunstner med en fraskilt kone. Grossereren opdager datterens forelskelse og laver en familiescene. Moderen tilstår da at hun i sin ungdom har været sin mand utro. 

Golla Hammerich 1882. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fru Golla Hammerichs Kammermusik-Koncert.

Hornung & Møllers stilfulde Koncertsal eger sig udmærket til en Koncert af saa fornem en Slags som den. Fru Golla Hammerich gav i Aftes. Baade Koncertens Indhold ligesom ogsaa Indholdets Udførelse var vellykket fra først til sidst, der hvilede en kunstnerisk Stræben og en Gaaen af Vejen for i ydre Henseende at vinde Term-n, som i høj Grad virkede velgørende.

Fru Hammerich er en Kunstnerinde, der med smaa Midler opnaar store Virkninger. Hendes Klaverspil er ikke larmende eller flygelbetvingende, det ejer den diskrete Bestemthed, den faste, fra et ægte Musik gemyt kommende indre Klangsans og Rhythmesans i Forening med en dyb Forstaaelse af den Komponist, hun foredrager.

De Værker, Fruen udførte, var godt skikkede til at vise Tilhørerne, hvor god en Musiker og sindrig en Musikpsykolog hun er. Sjøgrens Sonate Nr. 3 for Klaver og Violin, som Fru Hammerich spillede sammen med Hr. Axel Gade, er et nobelt, men ikke særlig lødigt Værk, der er anlagt paa Klangafskygninger. I Brahms' C-moll-Trio, i hvis Udførelse Violoncellist Ejler Jensen foruden de fornævnte deltog, var Koncertgiverinden i fuld Overensstemmelse med Kompositionens Aand. I første Allegro formede det store og brede sig fast under de sikre Hænder, og i den nydelige Andante grazioso viste hun, hvor træfsikkert hun netop forstaar at udføre den for Brahms ganske særegne Leg med det yndefulde og inderlige. I de Lange-Müllerske Fantasistykker for Klaver og Violin, af hvilke det første, appassionato, ma non troppo allegro, er noget af det bedste i Komponistens Produktion, er Violinen egenlig den førende Part, medens Klaveret mere er akkompagnerende. Man hørte med Glæde Hr. Gades noble, formfulde Tone og fuldkomne Intonation, og det lykkedes ham ved sit udtryksfulde Spil at give et rigtigt Udtryk for Komponistens Tanker.

- - -

Leop. Rosenfeld.

(Dannebrog (København) 7. marts 1902. Uddrag).

Fru Golla Hammerich.

En skarp intelligens, et livfuldt Temperament, mangesidig kunstnerisk Begavelse, en højt udviklet og fint kultiveret Musiksans - det var kendetegnene for Fru Golla Hammerich, der forleden (den 1. ds.) døde af en Hjærtelidelse.

Artiklen er ledsaget af dette foto af Sophus Peter Frederik Juncker-Jensen (1859-1940): Golla Andrea Bodenhoff Hammerich (1854-1903). Jeg har hentet det fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Først i de senere Aar var hun kommet til at spille en Rolle i det offentlige Musikliv i København, men allerede fra sin tidligste Ungdom har hun i private Kredse været kendt som et ualmindeligt Talent, af hvilket man havde Lov til at vente sig meget.

Musiken i hende var en Arv fra hendes Moders Familie, den bekendte Rosing'ske Slægt, hvis Medlemmer alle var mere eller mindre musikalske, saaledes Frk. Louise, der blev Moder til Wieherne og var Golla Hammerichs Grandtante.

Men fra disse Forfædre fik Fru. H. ikke alene Musik- men ogsaa Teater-Blod i sig; og det er da ikke til at undres over, at hun i sine unge Aar følte en brændende Lyst til at gaa til Scenen. Imidlertid blev det dog altsaa Musiken, der fik Overtaget.

Fru H. var en Datter af den bekendte Overlæge, Etatsraad Jensen paa Sindssygeanstalten Oringe ved Vordingborg og var født dernede. Som man kan tænke, fik de usædvanlige Omgivelser, hvori hun voksede op, en stærkt Indflydelse paa hendes Ævners Udvikling; hun bevægede sig mest i sin egen Drømme- og Æventyrverden, følte en ubændig Lyst til at opleve noget ekstraordinært, var romantisk over alle Bredder og higede efter at komme ud i Verden og gaa paa Æventyr!

Fra den Tid stammer en hel Digtsamling, som den smaa Golla Jensen har skrevet, og hendes Debutarbejde i den Kunstart hed "Kong Valdemars vilde Jagt"; denne hendes poetiske Virksomhed strakte sig til hendes 11. Aar.

Med det 12. Aar begyndte hendes Klaverundervisning hos Fru Opheline Olsen; senere tog hun Timer hos Prof. C. F. E. Hornemann, Prof. Franz Neruda og Prof. August Winding. Imidlertid var hun blevet forlovet og gift i en meget ung Alder med Musikhistorikeren Dr. Angul Hammerich. Skønt huslige Pligter nu lagde beslag paa hende, fik hun dog Tid til fremdeles at dyrke Musiken indenfor Hjemmet, hvor f. Eks. Anton Svendsen og nu afdøde G. A. Lembcke kom meget og dyrkede Kammermusik med det unge Ægtepar.

Sammen med sin Mand har Fru Hammerich selvfølgelig deltaget meget i det musikalske Liv baade herhjemme og i Udlandet, og hun har paa Rejser haft Lejlighed til at træffe sammen med en Række Verdensberømtheder saasom Richard Wagner, Rubinstein, Liszt osv.

I de senere Aar - da hendes Børn vare blevne voksne - begyndte Fru Hammerich til Glæde for alle Musikvenner at optræde paa enkelte meget fine Koncerter. Og i sin Fritid mellem mange Informationer skrev hun smaa fikse og rammende Causerier og feuilletoner i forskellige Blade.

Gustav Hetsch.

(Illustreret Tidende, nr. 32 1903)

Golla Hammerichs gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, Række 12, nummer 12. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Frederik Lange Grundtvig (1854-1903). (Efterskrift til Politivennen)

Pastor Grundtvig.

Som telegrafisk meddelt er Pastor Grundtvig i Gaar Formiddags afgaaet ved Døden i København.

Frederik Lange Grundtvig var født 15de Maj 1854 og var Søn af Biskop N. F. S. Grundtvig i dennes andet Ægteskab med Enkefru Ane Marie Elise Toft, f. Carlsen, Rønnebæksholm. 1881 blev Frederik Grundtvig, if. Nestv. Tid., statsvidenskabelig Kandidat efter dog som Student at have syslet med adskilligt, saasom Naturhistorie, Sagn og Folkeminder. Allerede som ganske ung Mand udgav han kort efter sin Faders Død et "Rimbrev til Grundtvigs Venner", hvori han gjorde Indsigelse mod den politiske Alliance flere af disse havde indgaaet med det forenede Venstre. Efter at have taget Eksamen giftede han sig med en svensk Dame og rejste derpaa straks til Amerika. I to Aar boede han og hans Hustru i Wisconsin, men i Septbr. 1883 blev han kaldet til Præst for den danske Menighed i Clinton, Iowa. Han gik med stor Iver op i sin Præstegærning og var ved Siden heraf meget virksom for, som Leder af "Dansk Folkesamfund", at værne om dansk Sprog og danske Minder i Amerika. Han udgav i den Anledning en Sangbog med flere Digte og Salmer; thi han havde arvet ikke saa lidt af sin Faders digteriste Begavelse. Med Undtagelse af en Tur til Danmark holdt han ud i sin anstrængende Gærning indtil for en 3-4 Aar siden, da han kom hjem igen og blev antagen som Rejsepræst for "Kirkeligt Samfund af 1898", men han var alt da medtagen af Sygdom og har næppe været rask siden. I lang Tid har han været i syg, forinden Døden ramte ham.

Han talte dog hist og her, og de, som da hørte og saa ham, og som havde kendt hans Fader, erklærede, at han efterhaanden kom til at minde overordentlig meget om denne Stormand.

Foruden det alt nævnte har Frederik Grundtvig tillige syslet en Del med den oldkirkelige Litteratur og udgivet forskellige Skrifter, omhandlende Kirkefædrenes Standpunkt til forskellige religiøse Spørgsmaal. Med Vemod vil Slægten Grundtvigs mange Venner modtage Budskabet om dette Dødsfald.

(Randers Dagblad og Folketidende 24. marts 1903)

"Pastor F. L. Grundtvig er død, ca. 50 Aar gl." Tegning fra Aalborg Amtstidende 23. marts 1903.

Frederik Lange Grundtvig (1854-1903) var søn af N. F. S. Grundtvig og hans anden hustru Marie - hun døde få måneder efter hans fødsel. Han studerede naturhistorie, sagn og folkeminder. 1881 tog han statsvidenskabelig eksamen, giftede sig og rejste til Nordamerika. Her var han 1883-1900 præst for den danske menighed i Clinton, Iowa. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Olga Eggers Forfatterdebut. (Efterskrift til Politivennen).

Dette er første afsnit om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Rigsfriherreinde Olga Antoinette Eggers (1875-1945) blev født i Dansk Vestindien, som nummer to ud af syv børn af kaptajn, botaniker Heinrich Franz Alexander von Eggers (1844-1903) og Mathilde Camilla Stakemann (1848-1928). Faderen havde deltaget i krigen 1864, hvorefter han rejste til Mexico og indrullerede sig i the Imperial Mexican Volunteer Corps Österreichisches Freiwilligenkorps. Han blev taget til fange af mexikanske republikanere. 1867-1885 var han løjtnant, senere kaptajn i den danske hær på de vestindiske øer. Som pensionist botaniske studier på øerne. 

Her på bloggen er han omtalt i forbindelse med kolonirådsmødet 6. november 1878 om "The Fireburn" på Sankt Croix. Han var en af de ledende officerer der nedkæmpede landarbejderne, da Olga Eggers var 3 år. De fleste af hendes søskende døde som små. Hun kom som 5-årig til Danmark og blev plejedatter af baron Eggers på Nøbbøllegård. 

I oktober 1901 blev hun gift med redaktionssekretær ved "Frem" Ludvig Ferdinand Adolf Rosenberg (1876-1966). Marts 1903 debuterede hun som forfatter med fortællingen "Zigøjnerliv". I denne periode omgikkes hun Georg Brandes, med hvem hun skrev breve 1903-1918 og han besøgte hende i lejligheden på Gråbrødretorv 1, 1. sal. Hendes skønlitterære forfatterskab varede til 1932. Blev skribent for bl.a. Politiken og Vore Damer med speciale i hjemløse og gadehandlere. . 

Annonce for Olga Eggers' debutfortælling i Nationaltidende, 16. marts 1903, 2. udgave. "Der var i slottet et kammer, bygget efter Zernas bud. Det var dannet af slebet marmor, gennemstukket med grønlige årer. Loftet var af glas, so solen brændte ned mod alt det hvide. Men fra vandbassinget midt i værelset strømmede kølighed. Ved bassinets marmorrand stod en lav, grøn silkedivan, hvor Zerna plejede at ligge, og ofte steg hun ad de brede, hvide trin ned i vandet som slog klart og koldt mod hendes hede legeme. Her ville Zerna møde sin elsker. Så lod hun sig gøre en stram og tynd dragt af den rødeste silke..." (Citat fra Kolding Folkeblad, 31. marts 1903). Nedenstående anmeldelse af hendes bog afspejler nok hvad kvindelige forfattere var op imod:

De uartige småpigers litteratur.

Efterhånden som roman- og novelleskriveriet i vore unge damers tilværelse synes at skulle indtage den plads, der fordum var forbeholdt lysedugene og de broderede lommetørklæder, synes der blandt de fremmeligste at have udviklet sig et vildt kapløb om, hvem der kan skrive den uartigste bog

Forfatterinden af "Zigeunerblod", den sidste kvinderoman på markedet, frk. Olga Eggers Rosenberg, har øjensynlig gjort sig en ikke ringe umage for at komme op på linje med den københavnske litterære demimonde, der i de sidste år har bredt sig så frodigt på vor literære ager. Skønt forfatterindens pen til tider fuldstændig løber løbsk i lidenskabelige kys og favntag, er det imidlertid ikke lykkedes hende at nå op på siden af sine medbejlersker, der åbenbart besidder en personlig erfaring forud, som forfatterinden endnu synes at mangle. Hun er om vi så må sige, endnu ikke nået udover en vis ukonfirmeret uanstændighed, der nærmest er en pastiche over J. P. Jacobsen og - Peter Nansen! Men derved bliver det, og litteraturen havde intet tabt om forfatterinden, der synes meget ung, indtil videre havde sat et "UG" i dansk stil ved afgangsprøven i en højere kvindelig dannelsesanstalt som sit naturlige litterære mål. Hvormed ikke skal være sagt, at frk. Rosenberg, når hun har befriet sin fantasi for, hvad en svensk pædagog har benævnt "den første ungdoms usædelighed", vil vise sig at være lige så talentfuld som gennemsnittet af de damer, som lidt for liberale forlæggere i de senere år har tilladt at kompromittere sig personlig i litteraturen.

Blot et spørgsmål i anledning af denne moderne kvindelitteratur: Afspejler den et stykke virkelighed? Er vore unge kvinders dyd virkelig så lidt befæstet som det synes efter bøgerne, da må vi virkelig prise os lykkelige, at den gennemgående er så vel vogtet, som den er. For som fælles baggrund for disse bøger tegner sig en ungpigetype med et af dårlige romaner bedærvet fantasiliv, en "moderne kvinde", hos hvem grænsen mellem den ærbare kvinde og kokotten er mere eller mindre sløjfet, i alt fald i tanke.

Hvis derimod den her berørte kvindelitteratur - som vi mest er tilbøjelig til at antage - kun beror på at forfatterinderne har uddannet sig efter mindre heldige mandlige mønstre, synes det nærmest at være selve kvindernes sag at erklære krigen mod de halvdamer, der for tiden i litteraturen fører ordet på kønnets vegne. Den litterære demimondedame er socialt set utvivlsomt mindst lige så skadelig som den tilsvarende fremtoning i det virkelige liv og burde mindst af alt tåles af kvinderne.

Ja, når alt kommer til alt, er vel endogså den virkelig faldne kvinde den mindst irrespektable og mindst skadelige af de to. Kvinden der med sin pen forurener den opvoksende ungdoms fantasi, og som sætter bøger i verden, der synes bestemt til at opdrage kokotter, er et sådant misfoster fra naturens hånd, at man med nogen undren spørger sig selv, hvad der egentlig undskylder det samfund og det bourgois's kvinder, der tåler en sådan litterær smag, læser dens produkter og - tillader forfatterinderne at høre selskabet til.

Z

(Jyllandsposten, 20. april 1903).

Foto fra Ribe Stifts-Tidende, 23. december 1935 i anledning af Olga Eggers' 60 års fødselsdag.

Emma Wulff. (Efterskrift til Politivennen)

Emma Elisabet Mariane Wulff, født Friis (1853-1903). Socialdemokraten, 15. november 1900 omtalte fru Emma Wulffs aftenundervisning for Studentersamfundet i tysk, Gothersgade 149. Hun fik anbefalinger fra Herman Trier, direktør Julius Schiøtt m. fl. Hendes mening var at det fortrinsvis skulle være for arbejdende kvinder som havde brug for tysk. Som der stod i annoncer: "Nogle ubemidlede unge piger kan blive deltagere på nogle billige kursus i tysk. Specielt anlagt på talefærdighed."

Vilhelm Beck (Indre Mission) havde deltaget i et noget højrøstet debatmøde i Studenterforeningen marts 1899. Jeppe Aakjær havde ligeledes et godt øje til Indre Mission som han så som formørkende og fordærvende som han selv havde lidt under i sin ungdom, og skrev en række artikler imod Vilhelm Beck.

Studentersamfundet begyndte fra omkring 1902 at lave med stor succes søndagsskoler direkte imod Indre Mission. Her gav man arbejderundervisning, foredrag, retshjælp, koncerter osv. Indre Missions avis, Kristelig Dagblad, kaldte dem "Mørkets Fyrste".

Demokraten (Århus) berettede den 14. januar 1903 at fru Emma Wulff deltog i Studentersamfundets kamp mod de indremissionske søndagsskoler i København, deres helvedeslære. Bl.a. deltog Herman Trier. Fru Emma Wulff deltog ved at fortælle eventyr "tusinder af blanke barneøjne strålede mens fruen oprullede de fantastiske billeder for de undrende små."

Hun døde af betændelse i hjertet efter en lungebetændelse. Gift med handelsboghander Adolph Henrik Wulff.

Unge Piger til Eksamen.

Fru Emma Wulff, Gothersgade 149, 4. Sal, havde indbudt os til at overvære en eksamen i sin bopæl. Vi vidste, hvad det drejede sig om. Fru Wulff har nemlig for et par år siden været omtalt her i bladet i en kortere notits. I den meddelte vi, at fruen gav undervisning i tysk og dansk for kvindelige elever fra de kommunale fortsættelsesskoler, hvor hun er lærerinde. Men først i forgårs aftes, da vi tog plads i fru Wulffs spisestue for at overvære eksamen, fik vi et indtryk af, hvad den elskværdige dame har udrettet med sin undervisning.

Lad os prøve på at referere den fornøjelige aftens begivenheder. Tilskuerne er samlet. Ja, netop tilskuerne, thl vi skal overvære opførelsen af en lille, tysk studenterkomedie, udført af de unge, danske piger. Fru Wulff forklarer, at til højre ligger et lysthus, til venstre floden Rhinen. Vi har tvunget vor fantasi til at føle sig lykkelig og glad i disse herlige omgivelser og umiddelbart efter hopper to kønne damer ind, sætter sig ved lysthuset og tolker deres små længsler på tysk og uden Sufflør.

Så udvikler begivenhederne sig. Lystige studenter, d. v. s. forklædte ungmøer med studenterhuer og overskæg, fører glad konversation - et lille stykke komedie, som ikke blot viser de agerendes herredømme over det fremmede sprog, men tillige røber sceniske evner der bærer af en frisk naturlighed og ungdommelig livsglæde. Det lille stykke endte med en frejdig studentervise, sunget af det hele kor, 14-16 piger, af hvilke vistnok ingen var over de 20 år.

Derefter deklameredes et par af Goethes og J. P. Jacobsens "Kender du Pan?" i tysk oversættelse, besørget af fru Wulff.

Det var såre smukt, men resultatet er så meget større, som det er lykkedes fruen at bibringe de unge piger, der alle er udgåede fra kommuneskolerne og er arbejderbørn, deres færdig i tysk på ca 1½ år. Det opnås da også kun ved en inderlig, fortrolig samvirken mellem lærerinde og elever. Undervisningen er en fest for begge parter, og udbyttet svarer til den glæde der svæver over arbejdet i undervisningstimerne.

Efter denne eksamen i tysk fik tilhørerne en fornøjelig underholdning i dansk, idet nogle af de unge piger oplæste og spillede i scener af Holbergs og Hostrups komedier. Netop så smukt burde vi alle lære at tale det danske sprog, og for det bidrag fru. Wulff har ydet til løsningen af den foreliggende opgave fortjener hun en varm tak.

Eksamenen var endt. Direktør Schiøtt fra Zoologisk Have holdt en tale, halvt på dansk, halvt på tysk, takkede for aftenen og omringedes af de unge piger, hvem han poetisk og på tysk sammenlignede med vårens friske, dejlige blomster. En anden tilhører henfaldt i lyriske stemninger på dansk.

Kunne fru Wulff tænke sig nogen større anerkendelse af sit gode arbejde? Smilende unge piger, i hvis hjerter hun har skabt den frejdigste stemning, og et publikum der beundrer hendes vellykkede gerning!

A. C. M.

(Social-Demokraten 25. april 1903).

Se også hendes kamp mod indremissionske søndagsskoler, sammen med Studentersamfundet og Herman Trier.)

Mandag morgen den 18. ds. mistede vi vor kære moder, fru Emma Wulff, født Friis.
Anna Wulff
Henrik Wulff.
Gothersgade 149, 4. sal.
Begravelsen finder sted fra St. Andreas Kirke, lørdag den 23. ds kl 12.30

(Social-Demokraten, 21. maj 1903)

Emma Wulffs gravmæle på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fru Emma Wulffs jordefærd.

I går middags kl. 12:30 begravedes fru Emma Wulff fra St. Andreas Kirken i Gothersgades forlængelse.

Smukkere højtidelighed har vi ikke længe overværet. Stolestaderne var optagnet af den afdødes elever, dels fra Studentersamfundets aftenundervisning og fortsættelsesskolerne, dels fra hendes private kursus, og man så i disse unge pigers bedrøvede ansigter, hvor højt de elskede den ædle kvinde, der nu lå på dødens båre. Blandt andre tilstedeværende bemærkedes folketingets formand, hr. H. Trier, direktør Julius Schiøtt og folketingsmand A. C. Meyer.

Henne ved båren, over hvilken der lå et væld af kranse, som strakte sig gennem næsten hele kirkens midtergang, sad fru Wulffs datter og søn, begge dybt nedbøjede over den sorg, der havde ramt deres lille, lykkelige hjem.

Blandt kransene bemærkede vi en fra deltagerne i Studentersamfundets aftenundervisning sendt blomsterguirlande med signerede bånd.

Orglet præluderede, hvorefter koret og forsamlingen afsang "Lyksalig, lyksalig", hvis smukke linier:

På jorden ej lever så salig en sjæl,
jo lykken kan omskiftes fra morgen til kvæld

passede så ejendommeligt på den afdøde kvinde, hvis lyse livssyn og frejdige glæde nu ligger "knust under aftenens sky".

Pastor Lützhøfft holdt talen, i hvilken han dvælede ved fru Wulffs sjældne egenskaber som moder for sine børn og opdrager for de unge piger, for hvilke hun var lærerinde. Til slut rettede han sine ord til børnene og bad dem ligne hende i arbejde, kærlighed og energi.

De unge piger græd stille, datteren hulkede højt.

Så lød den smukke aalme "Kirkeklokke, ej til Hovedstæder", og da dens toner døde hen, bar ligbærerne under afsyngelsen af salmen "Dejlig er Jorden" kisten ud til rustvognen, mens følget gik langsomt efter. Fru Wulffs datter var så nedbøjet, at hendes broder måtte støtte hende. De sørgeklædte unge piger fulgte efter.

Begravelsen foregik på Vestre Kirkegård, hvor præsten bad en bøn ved braven.

M

(Social-Demokraten 24. maj 1903)

Lille Mary. (Efterskrift til Politivennen)

Et hjemløst Barn begraves.

I Gaar fandt der paa Vestre Kirkegaard en lidt usædvanlig Begravelse Sted. Det var en lille 12 Aars Pige Mary Jensen, der blev begravet.

Mary var et hjemløst Barn, der var bleven fundet af Folk fra "Kontoret til forvildede Børns Redning". Hendes Moder var død, hendes Fader rejst her fra Byen. Mary selv flakkede om som hjemløs, indtil hun blev fundet og anbragt paa Børnehjemmet i Valby. Hun skrantede allerede, da hun kom derind; og til Trods for at man gjorde alt for at hjælpe hende, viste det sig snart, at hun var redningsløs fortabt.

Det var en heftig Underlivssygdom. der havde angrebet hende, og den lille Mary døde en Dag aabenbart uden rigtig at have forstaaet, hvorfor hun var blevet sat her i Livet.

- - -

Funktionærer fra Kontoret kom bærende med hendes Lig i Gaar paa Kirkegaarden.

Den lille Kiste var dækket med Grønt. som lille Marys smaa Kammerater havde bundet. Alle Børnene, 22 i Tallet, fulgte hende til Graven, hvor Pastor Ussing talte om den gode Hyrde.

Saa sænkede de Kisten ned, medens Lille Marys smaa Kammerater stod og saa undrende til, uden rigtig at forstaa, hvad det var, der gik for sig

De græd allesammen, fordi deres lille Kammerat havde forladt dem, endskjønt hun jo, som Præsten havde sagt, var gaaet hjem til den gode Hyrde.

(Aftenbladet (København) 28. marts 1903).