Første Ligbrænding af Præst. (Efterskrift til Politivennen)

En Præst hvis Lig skal brændes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet.

I Morgen Middag Kl. 12 foregaar der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet paa Nylandsvej. Liget af en afdød Præst, Pastor emer. Emil Wegener skal brændes; det er første Gang her til Lands, at dette sker med en Mand, der var Kirkens Tjener.

Pastor Wegener, der var Medlem af Folkelig Ligbrændingsforening, har fra 1886 til 1899 været Sognepræst i Pederstrup ved Sorø. Den Afdøde, der blev 60 Aar, indmældte sig for 3 Aar siden tilligemed sin efterlevende Hustru i Ligbrændingsforeningen; han udtalte ofte sin Sympathi med denne Form for Ligfærd og erklærede overfor Foreningens Bestyrelse, at han var villig til at yde sin Medvirken og tale over Afdøde, der begravedes fra Krematoriet.

Pastor Wegener er den eneste Præst, der har været medlem af Ligbrændingsforeningen.

Ved Bisættelsen i Krematoriet taler den Afdødes Eftermand i Embedet, Folkethingsmand, Pastor Bjerre, i Henhold til et Løfte, som han for længst har givet den Afdøde.

(Social-Demokraten 29. januar 1905. 2. udgave).

Pastor Wegeners Ligbrænding.

Pastor Bjerre taler i Ornat.

Den afdøde Præst Wegeners Lig blev som omtalt brændt i Gaar i Krematoriet, hvis Sal var prydet med Blomster.

Bisættelsen var fastsat til Kl. 12, Ved dette Tidspunkt var der samlet et talrigt Følge om den blomstersmykkede Kiste, som var dækket med et Væld af Kranse, bl. a. var der sendt Krandse fra Pedersborg, pr. Sorø, hvor den Afdøde har virket som Præst.

Folkethingsmand, Pastor Bjerre, der havde lovet at holde Talen, mødte ikke til den fastsatte Tid. Han var i Sorø og kom først ved Middagstid til København. Følget maatte derfor vente paa ham.

Da her var forløbet henved en Halv Times Tid, arriverede Pastor Bjerre, svedende og forpustet. Hans Hustru var tilstede med en kuffert, indeholdende Ornatet. Hr. Bjerre blev i en Fart omklædt, og kort efter stod han foran Kisten, iført Præstekjole og Orgelet præluderede, der blev sunget en Salme, hvorefter Præsten bragte den Afdøde det sidste Farvel og omtalte hans Livsgærning. Den Afdøde var en stor Børneven og afholdt af Børn, han elskede Poesien, der stemmede bedre overens med hans Syn paa Livet, hvis nøgterne Haardhed virkede frastødende paa hans milde og bløde Sind.

Præsten oplåste til Slut den Afdødes yndlingsdigt, den skønne Vuggesang af "Aladdin", og udtalte Haabet om, at Flammerne vilde rense og lutre hans Sjæl.

Derefter sattes Kisten ind i Ovnen og Højtideligheden var tilende.

(Social-Demokraten 31. januar 1905).

Da Præsten brændtes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet. Mandag Middag Kl. 12 foregik der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet i København. Det var afd. Pastor emer. Emil Wegener, tidligere præst i Pedersborg, Søro, der blev overgivet til Luerne. Det er if. "Soc.-Dem." første Gang her til Lands at en Præsts har ønsket at blive brændt.

Ved Bisættelsen i Krematoriet talte den afdødes Eftermand i Embedet, Folketingsmand, Pastor Bjerre, Pedersborg, i Henhold til et Løfte, som han forlængst har givet den afdøde.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 1. februar 1906.)

Biskop på daværende tidspunkt var Thomas Skat Rørdam (1832-1909). Han var blevet biskop i 1895 i en temmelig høj alder (63 år), på et tidspunkt hvor der var brydninger i kirken. Rørdam beskrives af Lindhardt som "... i sine senere år væsentligt ude af kontakt med tiden, langt mere en tilbageholdende magt end en fremfarende kraft. ... Til det nybrud der på mange måder skete i bispeårene var han mere tilskuer end inspirator, bundet som han på alle måder var af sin "kærlighed til det overleverede".

Pastor Bjerre i Krematoriet.

I Anledning af den Erklæring, der er affordret Folketingsmand Pastor Bjerre, fordi han har ta!t i Embedsdragt i Krematoriet over sin Forganger i Embedet, Pastor Wegener, ringede vi i Dag Bjerre op i Telefonen og spurgte ham om Sammenhængen i denne Sag.

Pastor Bjerre oplyste følgende:

Erklæringen er affordret mig i Henhold til en ministeriel Resolution af 5te Februar 1894. Goos var den Gang Kultusminister. Han havde tidligere stillet sig meget velvilligt overfor Ligbrændingssagen, var endog Formand for Ligbrændingsforeningen, men lod sig af Bisperaadet paavirke til at udstede den paagældende Resolution, ifølge hvilken de Præster i Folkekirken, som maatte være villige til at yde deres Medvirkning ved Ligfærd, hvor Ligbrænding finder Sted, i alt Fald ikke maatte fungere i Krematorier og Kolumbarier eller ved Askens Hen- eller Nedsættelse, men kun i en Kirke eller i et Folkekirken tilhørende Kapel, og at de, naar Jordpaakastelsen havde fundet Sted, skulde forlade Stedet og ikke maatte have videre at gøre med Ligets Bortbringelle eller senere Behandling.

Skulde Præsten af private Grunde "undtagelsesvis" ønske at deltage i Ligfølget, maatte han forinden aflægge sin Embedsdragt.

Jeg har nu svaret Biskoppen og i Svaret erklæret, at under forhaandenværende Omstændigheder følte jeg mig forpligtet til at efterkomme et Løfte, som jeg havde givet Pastor Wegener paa hans Dødsleje. Netop fordi det var en Præst, vilde det række Undren, om hans Efterfølger i Embedet ikke kunde følge ham i Ornat.

Men foruden dette Hensyn - udtaler Pastor Bjerre videre -- mener jeg forøvrigt, at det er en forældet Bestemmelse, som er Folkekirken til Skade.

Selvfølgelig er Pastor Bjerre belavet paa at faa en lille "Næse" i Sagens Anledning; men han havde i Virkeligheden efter sin egen Mening intet Valg. Han havde lovet Pastor Wegener og dennes Hustru at tale, og havde han paa en Forespørgsel til Biskoppen faaet et Afslag, var det hele jo blevet meget værre naar han desuagtet havde holdt sit Løfte.

Forøvrigt meddeler B. under vor Samtale, at han har under Overvejelse gennem et Lovforslag at søge det nugældende Forhold ændret.

C

(Ringsted Folketidende 9. februar 1905).

Præsterne og Ligbrændingen.

Pastor Bjerre, Krematoriet og Biskoppen.

En forældet Resolution.

Et Interview med Pastor Bjerre

Spørgsmaalet om Folkekirkens Præsters Medvirken ved Begravelser fra Krematoriet er blevet aktuelt, siden Folketingsmand, Pastor K. Bjerre fra Pedersborg ved Sorø forleden holdt Talen over sin Forgænger i Embedet, da dennes Lig blev brændt.

Her skete et eklatant Brud paa Loven. Pastoren var nemlig tillige i Ornat.

I Gaar traf vi Hr. Bjerre i Folketinget, efter Mødets Slutning, og bad ham sige os sin Mening om Sagen.

"Den er saamænd saa ganske ligetil. Jeg havde lovet afdøde Pastor Wegener paa Dødslejet at tale over ham - og særlig havde jeg lovet hans Hustru det, da det kunde se saa underligt ud, at ikke en Præst sagde de sidste Ord ved Kisten.

Men samtidig har jeg ogsaa benyttet mig af den givne Lejlighed til at faa rørt ved en Sag, der er ganske urimelig.

En af Folkekirkens Præster maa ikke give Møde ved en Baalfærd fra Krematoriet - end ikke som ganske almindelig Deltager i Følget. Han maa ansøge derom i Forvejen. Saa De fatter, at dette at træde frem i Ornat og tale er endnu værre.

Det er en Resolution fra Goos' Tid - 5te Februar 1894 - der bestemmer det. Men det turde dog nu være ganske forældet. Valgmenighedspræst Carstensen har jo ligefrem paa den Konto skaffet sig en hel Forretning . . . .

"Og hvad vil der ske efter dette?"

"Ja, der er altsaa sket dette, at Biskop Rørdam har affordret mig en Erklæring om min Optræden, og den afgiver jeg i Dag. Saa faar jeg en Næse. Det videre afhænger af, hvorledes denne Næse bliver.

Naar jeg valgte denne Form: uden først at spørge at tale ved Begravelsen, saa gjorde jeg det, fordi det over for Autoriteterne var den mest hensynsfulde. Jeg undgik at sætte dem i en pinlig Forlegenhed. Og det er jo den sædvanlige Fremgangsmaade i slige Tilfælde .... Jeg vilde ogsaa undgaa at skabe en ny Murer-Affære eller Harhoøre-Historie."

"Hvorledes tror De, at Ministeren stiller sig til dette Spørgsmaal?"

"Dér er det naturligvis noget vanskeligt for mig at udtale mig. Men saa meget tror jeg dog at kunne sige Dem, at Ministeren ikke ser med uvillige Øjne paa min Opfaltelse af Sagen.

Indtil videre afventer vi altsaa den biskoppelige Reprimande.

V. G. 

(Samfundet 10. februar 1905.).

Ligbrændingsloven blev ændret i 1910 bl.a. til at  præster også kunne deltage. Samtidig var det nu heller ikke længere lov at urnerne blev anbragt i et kolumbarie, men kunne nedsættes i fx familiegravsteder og særlige urnegrave på kirkegårdene.

Fotograf Hans Richard Theodor Hansen (1857-1914): Gravers Christian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) præst, folketingsmedlem. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Der findes ligeledes et foto af en noget ældre pastor Bjerre som muligvis er beskyttet af ophavsret.

Gravers Kristian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) var præst og folketingsmedlem. Han var blevet valgt til Landstinget, og blev kort tid efter, september 1907 beskyldt for at have udvist "uhøvisk adfærd mod en dame". Han skulle efter sigende have overgramset en ung gift kvinde i Upperup Kirke uder pastor Hoffs begravelse. Han kom derefter for en provsteret. Den skabte dog ikke nogen klarhed. Mange vidnesbyrd blev fremført om at dette ikke var det eneste tilfælde, mens andre slog det hen som enten upålidelige eller betydningsløse. Det var ifølge Folkets Avis Indre Mission, især kvinder som senere forsøgte at få ham rehabiliteret. Han blev grebet i nogle selvmodsigelser, og sagen endte med at han 30. januar 1909 blev afskediget med pension efter indstilling fra kultusministeriet. Han fortsatte dog sin præstegerning i endnu nogle år. Sønnen Axel Møller Bjerre blev senere valgt til landstinget for Venstre.

Rekylgeværaffæren 1904-1905, 1. - 8. januar 1905. (Efterskrift til Politivennen)

 Hr. Madsen har indgivet sin Demission.

Krigsminister Madsen har endelig bøjet sig for den offenlige Menings Tryk og har indgivet sin Afskedsbegæring.

Den er dog endnu ikke officielt modtaget. I det Ministerraad hvor Afskedsbegæringen drøftedes, fremkaldte nemlig Hr. Madsens Demission en almindelig Ministerkrise, der først vil finde sin Afgørelse i et Statsraad en af de første Dage i det ny Aar.

Vi har i vor Gaarsartikel udførlig paavist hele Hr. Madsens uholdbare Stilling. Kassemataffæren, Træfældningerne, Saltholmsskanserne, en hel Række af Overgreb og selvraadige Foranstaltninger i ærkemilitærisk Aand havde efterhaanden undergravet hans Stilling. I Sommer meddelte saa "Dannebrog" officielt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Københavns Befæstning og var traadt ind i Ministeriet som saadan! Dermed haabede Hr. Alberti aabenbart at fremkalde en politisk Afgørelse, en Sprængning af Venstre i Fæstningsvenner og Fæstningsfjender, og Dannelsen af et nyt moderat konservativt Regeringsparti - med ham selv Alberti, til Chef.

Hr. Deuntzer søgte endnu en Gang at "holde det gaaende". Paa Venstres Partimøde i Efteraaret kom det til et Kompromis: Rebellerne blev ikke som Alberti, Enevold Sørensen og

Ole Hansen havde forlangt, smidt ud af Partiet. Disciplinen blev skærpet, men samtidig blev det ogsaa betydet Hr. Madsen, at han maatte holde sig i Skindet og fremtidig i højere Grad end hidtil bøje sig for Partiets Vilje og navnlig huske, at hele Fæstningsspørgsmaalet endnu var uafgjort.

Saa kom den af os i Gaar omtalte Affære med Usserød Klædefabarik, hvor Hr. Madsen paa ny blev greben i Forsøg paa at skaffe sig Midler til sine militaristiske Formaal bag Folkethingets og Finansudvalgets Ryg. Og samtidigt viste Rekylriffel- Affæren, med hvilken utrolig Letsindighed Hr. Madsen opfattede Landets Neutralitets-Forpligtelser. Hans Væv af modsigende Erklæringer gjorde ham simpelt hen umulig som offenlig Personlighed.

Man skulde imidlertid kende Hr. Madsen daarligt for at tro, at han ganske jævnt og ligefremt vilde erkende sin Stillings Uholdbarhed og i Overensstemmelse med de parlamentariske Regler begrunde sin Afskedsbegæring med den Konflikt, der dels var opstaaet, dels truede med at opstaa mellem ham og Finansudvalget. Nej, Hr. Madsen har med den Blanding af Fanatisme og Udspekulerethed, der kendetegner hans hele Færd, gjort sin Afskedsbegæring til en Sprængmine for hele Ministeriet og for hele Venstre. Han haaber endnu, at han og Alberti kan realisere deres Plan fra i Sommer, sprænge Venstre og stille sig i Spidsen for et nyt Regeringsflertal, hvori ikke blot de Moderate og de Frikonservative, men store Dele af det gamle Højre gaar op, og hvis fornemste Program bliver Fuldførelsen af Bahnsons Værk.

Hr. Madsen har nemlig motiveret sin Afskedsbegæring med den Uoverensstemmelse i Militærspørgsmaalet, der efterhaanden var opstaaet mellem ham og Marineminister Jøhnke!

Hr. Madsen giver med andre Ord Ministeriet Valget mellem ham selv og Jøhnke, og det vil atter sige: mellem Københavns Befæstning og Venstres Program.

Den lange ulmende Strid i Ministeriet - som i Venstre - mellem en moderat og en mere radikal Retning er dermed brudt ud i lys Lue. Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar.

Vi staar altsaa midt i en almindelig Ministerkrise.

Den Forfalskning af "Systemskiftet", der skete den 23. Juli 1901 mod Folkets Vidende og Vilje - ved Optagelse af Fæstningsvennen Madsen bærer nu sin Frugt. Det er, takket være særlig Socialdemokratiets Virksomhed, ikke lykkedes at dysse Befolkningen i Søvn. Det er ikke, som Meningen var, lykkedes i al Stilhed at vende et Flertal af Befolkningen vort fra Demokratiets gamle Militærprogram. Socialdemokratiets Fremgang ved sidste Folkethingsvalg og den derpaa følgende stadig voksende "Uro" i selve Venstre har medført, at Arbejdet i Forsvarskommissionen er gaaet helt i Staa. Der findes et radikalt Mindretal, som  kræver Fæstningen nedlagt i Overensstemmelse med Venstres gamle Standpunkt, og der findes et Flertal, som ikke tør tage Parti! I det forløbne Aar har Kommissionen, efter hvad vi erfarer, kun været samlet nogle ganske faa Dage. Den er i Virkeligheden ikke naaet et Skridt videre, end den var ved Nedsættelsen for tre Aar siden.

Selv "de Sagkyndige" i Kommissionen staar raadløse og indbyrdes uenige. Det er gennem en nylig stedfunden Polemik i "Berlingske Tidende" mellem en Søofficer og forskellige Landmilitære bleven klart, at man i Flaaden ser med stadig voksende Uvilje paa Hr. Madsens fæstningsvenlige Virksomhed. Marinen har aldrig været Tilhænger af Bahnsons Værk. Man kan af Fejden i "Berl. Tid." danne sig et sikkert ganske korrekt Billede af "de Sagkyndige"s Diskussion i Kommissionen. Hr. Jøhnkes Sagkyndige paaviser, hvor umulig Bahnsons Fæstning er, og Hr. Madsens Sagkyndige svarer med at trævle den saakaldte "maritime Forsvarsplan" op. Socialdemokratiet og de Radikale lader de to Parter gensidigt fortære hinanden og peger paa Demokratiets gamle Standpunkt som det eneste mulige, det hvorpaa Hr. Christensen-Stadil som Venstres Ordfører stod endnu i 1899: Vi kan ikke forsvare vor Nevtralitet, lad os da nøjes med at konstatere den, hvortil der kun behøves et Minimum af Militærapparat.

Nu maa Ministeriet træffe en Afgørelse. Luskeriet fra "Systemstiftets" første Aar gaar ikke længere.

Hr. Alberti var i Torsdags til et Møde i Ringsted med Tillidsmænd i Bondestandens Sparekasse. Han klagede her over Venstres Uenighed og udtalte: "Venstre var nu saa svagt, som det ikke havde været i lang Tid".

Naturligvis, thi det Hus, som er splidagtigt med sig selv, maa falde. Det er det saakaldte "Systemskifte"s indre Løgn - Optagelsen af en Fæstningsven i det Ministerium, der i Følge Folkets Vilje skulde betyde Venstres Sejr over Fæstningen - som nu faar Ministeriet til at ramle sammen.

(Social-Demokraten 1. januar 1905)

Lars Peter Elfeldt: K. M. Klausen. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Nye Afsløringer af Hr. Madsen

Rekylriflerne

Provisoriske Fæstningsarbejder

Kasematter paa Saltholm

[Første del af artiklen er i alt væsentlig en gentagelse af artiklen fra 1. januar, og er derfor ikke medtaget her.]

Vi skal imidlertid bidrage vort til, at Befolkningen faar sandheden at vide.

Den forestaaende 2den Behandling af Finansloven vilde, hvis Madsen naaede at give Møde som Krigsminister for at staa Folkethinget til Regnskab, komme til at dreje sig om følgende Punkter :

Rekylriflerne. Den 13. December affordrede K. M. Klausen i Finansudvalget Krigsminister Madsen en Forklaring om Geværfabrikens Tilvirkning af Rekylrifler under Forhold, der kunde vække Mistanke om Nevtralitetskrænkelse. Hr. Madsen søgte først at nægte sig fra hele Sagen, men maatte efter et Krydsforhør love at foretage en Undersøgelse. Torsdagen den 15de December omtalte Finansudvalget Rekylriffelaffæren overfor Konsejlspræsident, Udenrigsminister Deuntzer, og det viste sig da, at Hr. Madsen ikke har meddelt denne noget som helst om Finansudvalgets Forespørgsel. Hr. Deuntzer blev meget pinlig berørt ved at erfare denne Fortielse saavel som hele Affæren, da det kunde krydse hans Bestræbelser for at skaffe Danmarks Nevtralitet almindelig anerkendt. Han lovede nu selv at foretage en Undersøgelse og har senere meddelt et bekendt medlem af Finansudvalget, at den, der maatte have Ansvaret, "ikke skulde dø i Synden". I Stedet for, at Udenrigsministeren burde have haft meddelelse om Sagen, søgte man at udviske Sporene! Der er saaledes paa Geværfabriken givet Ordre til omhyggeligt at fjærne de brugte Prøvepatroner (med de russiske Bogstaver).

Om alt dette forestod der en højst sensationel Debat ved Finanslovsdebatten.

[Resten af artiklen beskæftiger sig med andre emner end rekylgeværsagen]

(Social-Demokraten 3. januar 1905)

Krisen

4 Ministre følger Hr. Madsen, Alberti, Ole Hansen, Christensen Stadil og Enevold Sørensen har indgivet deres Demission.

I Gaar Eftermiddags Kl. 4,25 udsendte Ritzaus Bureau følgende Meddelelse:

Efter at Krigsministeren ved Skrivelse af 24. f. M. havde meddelt Konseilspræsidenten sit Ønske om at fratræde, har nu Torsdag den 5. tillige Kultusministeren, Landbrugsministeren, Indenrigsministeren og Justitsministeren indgivet deres Ansøgninger om Afsked.

DHrr. Alberti, Ole Hansen, Christensen - Stadil og Enevold Sørensen træder altsaa ud sammen med Krigsminister Madsen, og Ministeriet bestaar for Øjeblikket kun af Konseilspræsident og Udenrigsminister Deuntzer, Finans- og Trafikminister Hage samt Marineminister Jøhnke.

Den hermed fuldbyrdede Deling mellem de 5, som gaar, og de 3, som bliver, viste sig allerede i Fjor Foraar under Pryglelovskrisen: Alberti, Ole Hansen, Christensen-Stadil, Enevold Sørensen og Madsen var baade sagligt Tilhængere af Pryglestraffen og støttede den Sammensmæltningspolitik, som Prygleloven bar i sit Skød. Bag Prygleloven stod, som vi den Gang skrev, Fæstningen. Det gjaldt for Alberti og Madsen om i Tide at tilvejebringe det Flertal, der skulde trække Fæstningen i Land.

I Sommer forlangte de pryglevenlige Ministre, at de saakaldte "Rebeller", d. v. s. de Venstremænd, der fastholdt Venstres gamle Standpunkt til Prygl, Fæstning og anden Højrepolitik, skulde smides ud af Venstre, og antydede, at Ministeriet ellers maatte tage sin Afgang under Overvejelse. Deuntzer erklærede derimod, at han ikke ønskede nogen Udsmidning.

Da Rigsdagen samledes i Efteraaret, sejrede Deuntzer, for saa vidt som der ikke lykkedes Alberti og hans Venner at faa de Radikale sat ud. Ja, det indskærpedes endogsaa Krigsminister Madsen, at han i højere Grad end hidtil maatte holde sig indenfor en loyal Administrations Rammer.

Men Hr. Madsen var en altfor fanatisk Fæstningsven og tillige saa forunderlig smaatskaaren selvraadig, at han snart kom i ny Konflikt med Venstres demokratiske Elementer. Han havde paa Opfordring leveret Finansudvalget en Liste over de Arbejder, hvortil han vilde bruge de i Foraaret efterbevilgede ekstraordinære Midler. Paa denne Liste fandtes ingen Magasin- og Soldaterrum paa Saltholm, - alligevel indrettede han egenraadigt saadanne! Hr. Madsen anlagde, uden Bevilling eller Bemyndigelse, elektriske Anlæg i Bagsværd- og Charlottenlundforterne. Han skaffede sig ad en fedtet Omvej de 50,000 Kr. til Raadighed fra Usserød militære Klædefabrik, som Folkethinget én Gang havde nægtet ham.

Der findes i den allerede færdigtrykte Finanslovbetænkning - hvis Offenliggørelse, som i Gaar meddelt, er udsat - Skrivelser, som maatte fremkalde en Diskussion, der med Nødvendighed maatte udvikle sig til et Generalopgør, og Finansudvalgets militære Ordfører, Hr. Zahle, havde sin Partibestyrelses Samtykke til ikke at forsvare Krigsministeren.

Samtidigt med, at denne Konflikt forberedtes i Finansudvalget, trængte striden mellem Land- og Søofficerer i Forsvarskommissionen ud til Offenligheden gennem en Fejde i "Berlingske Tidende". For hver Dag, der gik, blev det nødvendigere for venstre og for Ministeriet at tage

Stilling for eller imod Fæstningen.

Som Draaben, der bragte Bægeret til at flyde over, kom "Social-Demokraten"s Artikler om Rekylriflerne. Hr. Deuntzer havde udtrykkelig forbudt danske Forretningsmænd at sende en saa forholdsvis uskyldig Vare som islandske Nattrøjer til Rusland. Nu viste det sig at Hr. Madsen lod Statens Geværfabrik tilvirke Krigsmateriel til Udlandet - af hans egen Opfindelse! - uden at han havde skaffet sig paalidelig Underretning om, hvor det skulde hen. Hr. Madsens modsigende Udflugter gjorde hurtigt hans Stilling ganske uholdbar, og Forholdet mellem ham og Deuntzer blev yderst spændt.

Den 24de December. Juleaftensdag, bøjede Hr. Madsen sig endelig for det uundgaaelige og indgav sin Demission.

Den blev imidlertid foreløbig hemmeligholdt, og der gjordes store Anstrængelser for at løse den indtraadte Ministerkrise i Stilhed, inden Rigsdagen paa ny traadte sammen, og løse den saaledes, at den afgørende Tagen Stilling til Fæstningen blev udskudt. Den bergianske Presse har meddelt, at man arbejdede paa en Rekonstruktion af Ministeriet, hvorved Marineminister Jøhnke skulde træde af sammen med Madsen og deres Efterfølger blive en fælles civil Forsvarsminister, der kunde "tilvejebringe den fornødne Enhed i Ledelsen af Hær og Flaade" - og føre Militærkommissionens Arbejde til et Resultat.

Hr. Jøhnke viste imidlertid ikke Spor af Lyst til at lade sig ofre, fordi Madsen havde lavet "Dumheder". Noget urimeligere og uretfærdigere Forlangende kunde da heller ikke tænkes. Hr. Jøhnke har altid administreret loyalt i Overensstemmelse med Folkethingets Vilje, han staar som den gamle Venstremand, han er, paa Venstres gamle Standpunkt i Fæstningssagen. Hvorfor skulde han da gaa?

Med Jøhnkes Vægring ved at være den uskyldige Bager, der skulde henrettes, om just ikke i den skyldige Smeds Sted, saa dog sammen med denne, blev Situationen yderst tilspidset.

Vi skrev i Søndags:

"Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er bleven haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes i hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar."

Det slog til. Hr. Alberti har nu indgivet sin Demission. Og sammen med ham gaar ikke blot hans tro Vaabendrager Ole Hansen, men ogsaa Ministeriets bergianske Medlemmer, Christensen Stadil og Enevold Sørensen, hvis Plan om en Overplastring af Modsætningerne og en ny Udsættelse af Fæstningsspørgsmaalets Løsning var strandet.

Den Deling i Ministeriet, der viste sig under Foraarets Pryglelovs-Situation, er bleven til en Sprængning. Fra Pryglene, der laa mere paa Overfladen i dansk Politik, har Konflikten nu koncentreret sig om et af dens dybeste Centralpunkter: Militærvæsenet.

[Her stopper denne blogs uddrag af artiklen som fortsætter]

(Social-Demokraten 7. januar 1905. 2. udgave)

Ministerkrisen.

Provinspressen.

"Randers Venstreblad" (Anders Nielsen. Formanden for Reformpartiet) skriver: "Finansudvalget har modtaget Oplysninger, der gør, at Venstres Medlemmer har taget Afstand fra Krigsministerens Handlemaade i Henseende til Anvendelse af det Beløb, der bevilgedes i Foraaret i Anledning af den østasiatiske Krig. Vi skal i Dag blot bemærke, at Venstres Medlemmer staar sluttet og enige i Opfattelsen af Forholdene og selv har iagttaget, hvad de skyldte at iagttage overfor Ministeriet. Der er noget, der gør en Rekonstruktion ønskelig. Der har imidlertid ikke fra Partiets Side været stillet Krav i saa Henseende. Initiativet til det Nytaarsdag bragte Budskab skyldes Ministeriet selv, og ingen anede den Gang, at der vilde blive Tale om nogen egentlig Krise som denne, at de 4 af de 5, der i snævrere Forstand er udgaaet af Partiet, har indgivet Afstedsbegæring. Dette Budskab virkede nedslaaende i samme Grad, som Ministeriets Udnævnelse for 3½ Aar siden virkede opløftende og befriende. Man aner, at Grunden er et Brud i Ministeriet, lykkeligvis ikke et Brud mellem Partiet og de i Ministeriet, som virkelig har følt at være Kød og Blod af Folkets eget Kød og Blod. Det er med oprigtig Sorg, at vi ser paa den Kendsgerning, at Ministeriet er sprængt, men har det ikke kunnet være anderledes, saa nytter det ikke at fortabe sig i sørgmodige Betragtninger. Der er kun en forstandig Mulighed for et Enderesultat af Krisen, nemlig, at der kommer et nyt Venstreministerium. I. C. Christensen maa tage Færten. Venstre har ikke kæmpet sin 30-aarige Kamp og vundet Sejr, for at alt skal forspildes ved  - ja vi ved ikke hvad der er passeret i den røde Bygning i Ugen som gik".

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 8. januar 1905)

Hr. Madsens Fald.

"Dementiernes Minister".

En Venstre-Folkethingsmand komplimenterer "Social-Demokraten"

Krigsminister Madsen er færdig, uigenkaldelig færdig. Dette er hele Pressens enstemmige Mening. Hvorledes end Ministerkrisen forløber, hvordan det nye Ministerium end kommer til at se ud - Hr. Madsen bliver ikke mere Minister.

Og lige saa let turde det være at tilvejebringe Enstemmighed i den væsenlige Mening om, at det er Socialdemokratiet, særlig vort Partis Finanslovsordfører K. M. Klausen, som har fældet ham.

Skønt Ministeriet i tre Aar hemmeligholdt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Fæstningen - nemlig lige fra den 23. Juli 1901 til den 30. Juni 1904, da "Dannebrog" maatte tilstaa Sandheden - , blev Klausens Mistanke hurtig vakt og udviklede sig snart til Vished. Han angreb Feltskytsbevillingen paa de 5 Millioner Kr. ikke alene for de mange spildte Penges Skyld, men ogsaa fordi Meningen aabenbart var at foregribe Militærkommissionens Arbejde og paa Forhaand fastslaa Rammen for Feltartilleriet. Klausen paastod, at de gamle Kanoner ingenlunde var ubrugelige, - det er senere stadfæstet af en Autoritet som Oberst N. P. Jensen. Klausen mistænkte Krigsministeren for at ville bruge de gamle Kanoner til Bestykning af Fæstningen og greb ham senere i Forsøg derpaa. Nu ser enhver, hvor uforsvarligt og hvor uparlamentarisk det var, at Venstre lod denne uhyre Bevilling gaa gennem Folkethinget uden Udvalg, uden nogen som helst Undersøgelse, - endda 400,000 Kr. højere end Højres Krav Aaret i Forvejen og med kortere Anskaffelsesfrist.

Da Hr. Madsen saa gennem "Ministerialtidende" udsendte sin Forordning om "Krigsbestyrelsen"s Afskaffelse og Venstrepressen naivt eller hyklerisk jublede over, at denne Institution fra Provisoriets Tid var ophævet, læste Klausen Forordningen omhyggeligt igennem og opdagede, at Hr. Madsen netop organiserede "Fæstningen København". Paa Grundlovsdagen i Fjor forkyndte selve Hr. Madsen paa Frederiksberg Eksercerplads, at han ansaa Fæstningen for "et lovligt Led i vort Forsvar!" Ved de sidste Aars Manøvrer har Bahnsons ulovlige og landsfarlige Værk da ogsaa spillet en Rolle som aldrig tidligere.

Det er overflødigt i Dag at omtale Kasematterne i Vestfronten, Træfældningerne i Dyrehaven og de ekstraordinære Militærforanstaltninger Fjor Foraar. Alt, hvad "Social-Demokraten" og vore Partifæller Rigsdagen sagde herom, er efterhaanden Punkt for Punkt bleven stadfæstet. Vi skal derimod minde om, at den Saltholms-Kaserne, som nu sidst rejste Konflikten mellem Hr. Madsen og Finansudvalgets Flertal og saaledes gav Anledning til Ministerkrisen, blev omtalt i "Social-Demokraten" allerede i Sommer, i vort Numer for 26. juni 1904. Vi skildrede hvorledes Hr. Madsen havde et helt Korps af Murere og Arbejdsmænd ovre paa den lille Ø, lod støbe Cementfundamenter og foretage en Række permanente Arbejder. Nu foreligger det altsammen stadfæstet i en Skrivelse, der er Hr. Madsen affordret af Finansudvalget.

Hver Gang "Social Demokraten" eller Klausen i Rigsdagen fremsatte en Afsløring af Krigsministerens fæstningsvenlige og ulovlige Virksomhed, blev det regelmæssigt dementeret i den ministerielle Presse. Klausen kunde næppe lukke sin Mund op og spørge: "Er det sandt . ." før en eller anden Regeringskøter bjæffede: "Det er Løgn!" Faa Dage efter forelaa "Dementiet" dementeret af Kendsgerningerne.

Det er morsomt at se, hvorledes Hr. Madsens specielle Organ "København" endnu i Gaar søger at værne hans Minde ved en Række Dementier Det har spurgt Lars Dinesen (!) om, hvorvidt vore Oplysninger angaaende Saltholms-Kasernen og Venstre-Finansudvalgsmedlemmernes Stilling dertil var korrekt. Paa selve Spørgsmaalet om Saltholms-Kasernen vilde Hr. Dinesen ikke svare, - hvad der jo ogsaa var et Svar, og "København" maa indrømme, at paa dette Punkt har vi haft Ret. Men da Bladet spørger Dinesen, om det forholder sig rigtigt med "vor Fortælling: at Zahle i Finansudvalget har erklæret, at han ikke mere vilde være Ordfører for de militære Budgetter, fordi han ikke kunde forsvare Krigsministerens Handlinger", - svarer Dinesen, at "en saadan Udtalelse ikke er faldet i Finansudvalget".

"København" fremhæver Ordene "ikke er faldet". Men det var Ordene "i Finansudvalget", der burde være fremhævet. Vi har nemlig ikke skrevet, at Hr. Zahles Ord faldt saaledes i Finansudvalget, men i et Møde af Venstres Finansudvalgsmedleminer.

Dette sidste "Dementi" er typisk. Det er Jesuitismen i Renkultur. Og af samme Art har den snart endeløse Række af "Dementier" været, der stadig fulgte i Hælene paa vore Afsløringer, blot for at skabe et Øjebliks Forvirring og faa tankeløse Læsere til at dæmpe deres Indignation. De Madsen'ske "Dementier" i "København" - som Ministeren betegnende nok aldrig selv ved Navns Underskrift paatog sig det direkte Ansvar for - blev regelmæssigt sendt ud til Højres og Venstres Provinspresse, der udkommer om Eftermiddagen, for at Publikum straks kunde blive tvivlende overfor "Social-Demokraten"s Meddelelser om Morgenen, der indtraf omtrent samtidigt med Provinsbladenes Udkomst.

En saa infam Leg med Sandheden er der drevet halvfjerde Aar igennem, indtil Krigsministeren endelig blev saa indfiltret i dette Løgne væv af "Dementier", at han kvaltes i det.

Men vi siger nu til det Publikum, der maaske et Øjeblik troede de Madsen'ske "Dementier", vi siger til Venstremændene, der er Læsere af Hr. Sigurd Bergs Blad i Nordsjælland, af Hr. Lassens i Nordjylland, af Anders Nielsens "Randers Venstreblad" og af de andre Regeringsorganer: Ser I nu, hvem der havde Ret! Lad det, der er sket de sidste halvfjerde Aar, indgyde eder en maaske bitter, men sund Mistænksomhed overfor den officielle Presse Dementier og Bortforklaringssnak.

En ganske pudsig Episode ved et Møde i Odsherred forleden viser hvorledes Venstremænd, naar de er ærlige, meget godt anerkender vor Presses Velunderrettethed og Paalidelighed. Den stedlige Folketingsmand P. Madsen, Eskildstrup, skulde forsvare sin Stilling til Indkaldelserne og sagde da i Følge "Holbækposten" Referat :

"At Indkaldelserne ikke blev forelagt i Partiet, er ikke Ministeriets Skyld, thi Ministeriet ønskede netop Sagen frem der. Det var Partiets Bestyrelse, der ikke turde lægge Sagen 

frem for Partiet, fordi man har Erfaring for, at selv de størst Partihemmeligheder indenfor Venstre øjeblikkelig offenliggøres i "Social-Demokraten". Hvem der er Bladets Meddeler, ved man ikke, men saaledes er det, det ved vi alle. I denne Forbindelse maa det forøvrigt nævnes, at naar der ikke længer er den bedste Fortrolighed mellem Ministeriet og Venstrereformpartiet, ligger Skylden herfor væsenlig deri, at man ikke længer kan tale i Fortrolighed ved vore Partisammenkomster, thi vi ved alle, Ministre saavel som Rigsdagsmænd. at selv om der paalægges os alle absolut Tavshedspligt, saa kan vi næste Morgen læse alle Hemmelighederne paa Tryk i "Soc. - Dem." Dette maa selvfølgelig i høj Grad præge Forholdet mellem Ministeriet og det samlede Parti."

Vi skal ikke opholde os ved denne ejendommelige Undskyldning for, at Forholdet mellem Venstre og Regeringen "ikke længere" er det bedste (en nok saa nærliggende Grund er

vel den, at Regeringen har svigtet Venstres Principer), men kun fastslaa, at et Medlem af Folketingets Venstre her anerkender vor Betydning som hurtigt og absolut velunderrettet politisk Organ.

Hr. Madsens Fald under de nuværende Forhold fastslaar uigendriveligt for det hele Land, hvor korrekte og berettigede vore Angreb paa denne Minister har været.

Store dele af Venstres Vælgere ud over hele Landet vil nu forstaa dette. De vil herefterdags søge gennem den socialdemokratiske Presse at skaffe sig sandere Underretning om dansk Politik end den, de har fået gennem Regeringspressen. Og der vil i vide Kredse af Befolkningen blive endnu bedre Jordbund end hidtil for socialdemokratisk Agitation.

(Social-Demokraten 8. januar 1905. 2. udgave)

Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) var statsminister 24. juli 1901 til 14. januar 1905 i den første regering efter systemskiftet. Han betegnes som en højreorienteret Venstremand, medstifter af ØK. Og som sådan acceptabel for en den enevældigt indstillede Christian 9. P. A. Alberti blev justitsminister. Han trådte tilbage efter at han nedlagde veto mod Albertis retsreform som betød skrappere straffe. Han udtrådte af folketinget i 1913 og fortsatte som kongevalgt medlem af Landstinget. Foto Mary Dorothea Frederikke Steen (1856-1939). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Den nye statsminister, I. C. Christensen nedlagde forbud mod udførsel af rekylgeværer så længe krigen stod på. Efter afslutningen af krigen ophævedes våbenstandsningen. Geværfabrikken på Amager kunne herefter igen levere til Syndikatet som så videresendte dem uden at nogen anede hvem der havde bestilt dem.

I slutningen af november 1905 beslaglagde Københavns politi dampskibet "Arcturus" last af ammunition. Det var grosserer i cykler og isenkram Chr. Achen, Stormgade nr. 12 som havde afsendt adskillige ladninger. Denne last var af Bowling-revolvere. Lasten var bestemt for Finland som havde bestilt mellem 10.000 og 12.000 af revolverne. Den blev konfiskeret i Frihavnen og angiveligt skete konfiskering efter ordre fra politidirektøren der igen havde instrukser fra justitsministeriet. Der igen havde fået velsignelse af udenrigsministeriet. Al ammunitionen blev beslaglagt. Finland havde brug for våben mod Rusland, og udenrigsministeriet var på daværende tidspunkt sympatisk indstillet overfor Rusland. Om konfiskeringen foregik efter lovens bogstav, kan diskuteres.

Ligbrænding og Præster. (Efterskrift til Politivennen)

Sagen om ligbrænding kom herefter i Højesteret i januar 1891. Her kom det frem at Sundhedskollegiet tilrådede at imødekomme foreningens andragende. Denne blev sendt til udtalelse hos biskopperne, og Kultusministeriet underkendte herefter Sundhedskollegiets udtalelse, der frarådede regeringen at imødekomme foreningens bestræbelser og henviste til de sundhedsrisici der var ved de eksisterende kirkegårde. Blandt argumenterne fra biskopperne var bl.a. at det var imod de kristne traditioner, det var hedenskab, og ville imødekomme "fritænkeriske bevægelser". En undtagelse var provst Skat Rørdam som ikke kunne se hvad der skulle hindre de der ønskede at blive brændt, i at gøre det. Under retssagen nævnte Justitsministeriet den kattelem at ligbrænding kunne foregå hvis der var en lov om det. 

Og det var præcis hvad der skete med den første ligbrændingslov 1. april 1892. Efter loven kunne alle over 18 år, der er ved deres fulde fornuft, beslutte at de ville brændes den dag, de døde. Det var dog et krav, at ønsket skulle nedskrives i et testamente og at liget blev lagt i en tilloddet zinkkiste, før det blev brændt. Loven tillod præster i den danske folkekirke at nægte at være til stede ved højtideligheder, hvor der skulle finde ligbrænding sted.

Ligbrændingen og præsterne.

Kultusministeriet har den 5. d. m. udstedt følgende cirkulære til biskopperne:

Med hensyn til den den 1. april d. å. emanerede lov om ligbrænding finder ministeriet sig foranlediget til at anmode Deres højærværdighed om behagelig at ville henlede stiftets gejstligheds opmærksomhed på at det er en selvfølge at så længe der ikke er meddelt nogen forandret bestemmelse i den henseende, vil folkekirkens præster fremdeles som hidtil savne hjemmel til uden særlig bemyndigelse at udøve nogen funktion ved lejligheder hvor lig er bestemt til at brændes eller hvor asken af brændte lig skal begraves på kirkegården eller hensættes i dertil indrettede rum. Idet sådan medvirken hvor præsten måtte være villig til at udøve den, således ikke er tilladt ifølge nogen almindelig regel, må vedkommende være henviste til i påkommende tilfælde at ansøge om særlig tilladelse dertil fra dette ministerium.

(Dagbladet (København), 14. december 1892).

Den første lovlige ligbrænding på landets første krematorium på Frederiksberg i København var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau (1819-1893). Han døde i januar 1893, men aviserne nævnte dog ikke at han skulle brændes. 

Præsters medvirken var uklar, og derfor blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt i 1894: Præster måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten blev oversendt til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen. 

5. januar 1897 kunne Dagens Nyheder meddele at krematoriet ved Nordre Fasanvej i 1896 havde foretaget 21 ligbrændinger, og i alt siden lovliggørelsen var der foretaget 58 ligbrændringer. Krematoriet var blevet udvidet med en forsamlingssal til 100 personer.

Fra 1910, blev det tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet, men af hensyn til samvittighedsfriheden var det ikke en pligt for præster at medvirke og modstanden i gejstligheden var stadig betydelig. I 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.

Se endvidere Helle Blomquist: Aktivister for ligbrænding : En studie i ligbrændingslovgivningens tilblivelse. Historie, 1998 1, s. 67-90.

Skarp lud. (Efterskrift til Politivennen)

En tysk lov mod bøller

Der et som bekendt endnu små kvarterer her i byen som fredelige folk ikke gerne vover sig ind i, mindst ved nattetid. Der er smågyderne på Christianshavn, et par gader ude i Adelgadekvarteret og først og fremmest Brøndstræderne og Vognmagergade. Da historier om overfald på sagesløs mand, slagsmål med knive og soutenørspeklakler der så at sige daglig er til behandling oppe i den offentlige ret, vidner højt nok om hvor berettiget denne frygt er.

Men ret beset er det dog i grunden vanvid at man så at sige ganske roligt lader en halv snes banditter som "den dovne Dreng", "Peberbøssen" og hvad andre smukke navne disse celebre herrer har, gøre et helt kvarter usikkert. For hvad er det vel for straffe, der rammer disse fyre - en mulkt og når det kommer højt noget vand og brød. Straffe, som i virkeligheden at forbryderne kun anser for at være en behagelig rekreation efter nogle ugers svir og leben. Hvor er det i grunden ikke parodi at tænke sig, at en af disse fyre omtrent bestandig underholdes af kommunen for at slå et af sine medmennesker  halvt ihjel engang imellem.

Der skal skarp lud til skurvede hoveder. Her i Aftenbladet har vi mere end en gang udtalt ønskeligheden af at disse herrer i stedet for fængsel fik nogle gode tørre prygl. I Tyskland lader man nu til at ville slå ind på systemet. I hvert fald er der i den tyske rigsdag i disse dage ad privat vej blevet indbragt et lovforslag som sigter i den retning.

Lovforslaget går ud på at bekæmpe den tiltagende usædelighed og råhed (Verrohung). Det fordrer et skarpere og strengere tilsyn med prostitutionen, ønsker virkningsfuldere forholdsregler mod det særlig i rigshovedstaden grasserende rufferi, vil have nøjere tilsyn med handelen og udbredelsen af utugtige billeder, lukkede viser og andre sjofle produkter og sætter endelig meget strenge straffe for overtrædelse af loven, straffe der for rufferi kan gå så højt som til bøder på 6.000 mark og 5 års tugthus.

For forbrydere, hvis bedrifter bærer særlig karakter af grov råhed foreslår lovforslaget nogle meget krasse straffe. For slagsmål med knive skal den skyldige straffes med vand og brød og de første 8 uger af hans fængselsstraf skal han endvidere straffes med hårdt leje, det vil sige om natten sove på en træbriks uden tæpper og uden at komme af klæderne. Overfald og angreb på sagesløs og værgeløs person straffes på samme måde, men der kan til det hårde leje tillige føjes legemlig straf, så og så mange slag tamp eller rotting i døgnet, alt at udmåle efter den mere eller mindre rå karakter, overfaldet har haft. Vi har den overbevisning, at det nok skal bide på fyrene. Det vil sikkert ikke smage dem at hvile en gennemhanket ryg på briksens hårde brædder.

Når man læser det tyske lovforslag igennem og ved, at det sikkert vil blive vedtaget, fristes man til at ønske en lignende lov hos os. Den ville virke magtig hen til fredeligere og mere trygge tilstande og forhold i de kvarterer, der nu er en skræk for fredelige folk. Og snart for politiet med.

(Aftenbladet, 10. december 1892).

Jensines korte Herreliv. (Efterskrift til Politivennen).

Tjenestepigen Jensine er vist som Regel en rigtig rar Pige, men naar det stikker hende, kan hun faa de særeste Indfald.

Som nu forleden Aften.

Da mødte hun i "National" med en anden Dame under Armen. Det havde Jensine naturligvis Lov til.

Men hvad hun ikke havde Lov til, det var at optræde i Herredragt, og det gjorde hun.

Hendes yppige Former gjorde sig godt i et Par Herrepantalons, og i det hele saa hun meget indbydende ud.

Den forvandlede Jomfru vakte fortjent Opmærksomhed Deltagende Mennesker stimlede sammen om hende, og tilsidst kom ogsaa en Politibetjent stimlende.

Han havde Betjentes indgroede Vane: han noterede.

Og derfor maatte den smukke Jensine i Gaar møde i Retten og staa til Ansvar for sit korte Herreliv.

Hvorfor hun havde forklædt sig?

For Løjer.

Men den Slags Løjer maatte man ikke bedrive.

Jensine smiler overlegent.

Det er 12 Kroner til den 16de December. 

Jensine vilde gærne betale med det samme.

Det gjorde hun. Og saa gik hun, seende sig omkring som en Dronning af Blodet og fulgt af Publikums beundrende Blikke.

Hun lader magelig Forestillingen gaa om igen ved Lejlighed.

Kvik

(København 3. december 1892).

Etablissementet National. Interiør fra Restaurations- og koncertsalen mod hjørnet af Vesterbrogade og Vester Farimagsgade (senere Axeltorv), ca. 1885. Kbhbilleder. Public Domain.