"Den dovne Dreng" (2): Politiet begynder at slå hårdt til. (Efterskrift til Politivennen)

2. del af artikelserie som består af tre dele om August Peder Jensen, også kaldet "Den dovne Dreng": Perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, nedenstående som omfatter perioden ca. 1900-1905 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig perioden efter 1910 hvor det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier. 

Kort tid efter han var kommet ud af Horsens Tugthus, skete følgende:

Den dovne Dreng.

August Peder Jensen, der nytårsnat blev anholdt for overfald på et par kolleger i Vognmagergade, blev i går løsladt i retten uden videre tiltale. "Drengen" havde nægtet sig skyldig i overfaldet, og de overfaldnes vidnesbyrd var ikke så pålidlelige at retten turde indlade sig på at dømme Jensen.

(Aftenbladet (København), 21. januar 1902).

Tilskadekommen kreaturfører.

Da en kreaturfører i går eftermiddag kom trækkende med en drift kvæg fra horsens-damperen over broen ved Nyhavn, blev kreaturerne pludselig urolige og stædige og tilredte føreren, en 43-årig mand, August Peter Jensen fra Helsingørsgade nr. 7, så slemt under hans forsøg på at få overtaget over dyrene, at han måtte indlægges på Frederiks Hospital.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 6. august 1903).

Prygl.

Hvad Københavns bøller mener om sagen.
Bræddestabelen udtaler sig.

Det var i Farvergades berygtede logihus "Blodkoppen" 

Menneskevragene stod og stirrede stille hen for sig med sløve fortinnede øjne, af og til løftende snapseglasset mekanisk til munden

Ved et bord for sig sad den havarerede artist Olchansky og klimprede på en guitar han har lavet af en cigarkasse, mens han med snøvlende, drøvelig stemme kvad:

"Jeg sidder  bag fæng-se-lets mure
og stirrer mod him-me-lens blå
mens stjernerne går deres tu-u-ure,
og månen på him-me-len står."

-   -   -

Ved et andet bord træffer vi spidserne blandt gadens bærme-voldsmændene. De holder sig i sluttet selskab og ser ned på vagabonder og tiggere som en lavere stående kaste, Nogle drikkevarer skaffer os indpas i selskabet hvis mest fremtrædende medlem vi straks giver os i lag med. Det er den berygtede "Bræddestabel", men vi forbavses over det spagfærdige indtryk, han gør 

- Prygl, siger han og skutter skuldrene, som følte han allerede krabasken på sin ryg, - Ja oprigtig talt kniber jeg helst uden om dem - ikke fordi at jeg er bange for dem, fortsætter han med et undskyldende blik til "kammeraterne'', men man er jo ikke så ung som man var for en snes år siden. Jeg har stået for mangfoldige høvl i min tid - og mange gange har jeg ikke fortjent dem - men nu er jeg over de 45 år og er blevet mere sagtmodig af naturen. Naturlig, sluttede "Stablen", der til vor overraskelse viser sig at være en spinkel mand og hvis borgerlige navn er Julius Johansen, ta'r jeg mine klø, når ieg ska' ha' dem, men ingen kan fortænke mig i at gøre gengæld, når lejlighed byder sig, og så stak han atter næsen i glasset,

Vi får senere at vide, at "Stablen", selv om hans stjerne i bølleverdenen er for nedgang, er en af de mest uberegnelige voldsmænd idet han ofte i fredeligt lag og selv tilsyneladende rolig pludselig og uden advarsel aldeles rasende kan kaste sig over et medmenneske og gøre de mest velmente forsøg paa at slaa dette halvt ihjel.

Den dovne Dreng.

Ved siden af "Stablen" sidder en stor svær, dunhaget mand, de kalder ham Alfred Emil men vi får straks efter at vide, at det er den så sørgelig bekendte "dovne Dreng".

- Hvad mener De om Prygleloven, spørger vi,

- Hold kæft, svarer han og fylder sit glas mens han skuler ondskabsfuld til os.

- Bryd dig ikke om ham makker, siger "Rive Niels", som sidder tæt ved os, han er ond i sulet i dag, og saå har han en væmmelig tilbøjelighed til at fla' - han har'et med at sparke i skridtet, når han er fuld, som ædru er han det skikkeligste menneske på Guds grønne jord - Og Niels som trods sin unge alder - 24 år - har været straffet fjorten gange for vold giver nu sit besyv med i laget.

- De kalder os bøller, og vi er bøller, indrømmer han, men vi er det ikke af vores gode vilje; havde min mor levet, sad jeg ikke her nu, men da hun kreperede, måtte jeg gå for lud og koldt vand, og nu sidder jeg her sagde han og slog ud med en beklagende håndbevægelse 

Mange gange er jeg på stationen blevet banket sådan igennem at jeg var sort og blå over hele kroppen. Jeg er'beder ellers som ålefisker ude i Kalveboderne. En nat da kæntrede båden og jeg måtte med mit halstørklæde binde mig til masten Jeg sad der omtrent 24 timer og da jeg kom i land på Enghaven og lå omtrent halvdød, kom et par betjente og tampede løs på mig - bare fordi de kendte mig. 

Kan De så fortænke en i, at man bliver ond på samfundet? Nej, sluttede han, slår de mig, gir de mig en gang laks (bøllernes udtryk for prygl), slår jeg igen, når jeg kan komme afsted med det.

Og med rynkede bryn og knyttede næver lænede han sig tilbage mod væggen.

-  -  -

Vi talte senere med adskillige af vor bølleverdens mest fremtrædende repræsentanter, og hovedsummen af deres meninger gik ud på; Verden har handlet uretfærdig mod os. vi vil handle på samme måde mod den, Slår de os, slår vi igen når vi kan.

Vi stiller disse historiske aktstykker til hr. Albertis disposition.

(Aftenbladet (København), 30. januar 1905).

En opvarter fra "Guldgruben"

- en kælderbeværtning der ligger på hjørnet af Lille og Store Brøndstræde i København - blev - fortæller "Sorø Amtstid." - engang indlagt på hospitalet, og overlægen spurgte ham her hvor meget han drak om dagen. Uden betænkning svarede opvarteren: En otting øl, dvs. 88 glas øl af de såkaldte "runde" der er dobbelt så store som en "spids". Han måtte drikke med gæsterne, og for nemheds skyld havde han så en otting øl liggende ved siden af sig og tappede deraf, efterhånden som han skulle klinke med Bræddestabelen eller "Den dovne Dreng". Han indså dog nnu at han måtte søge en mindre udsat post.

(Viborg Stifts Folkeblad, 25. september 1905)

Første Ligbrænding af Præst. (Efterskrift til Politivennen)

En Præst hvis Lig skal brændes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet.

I Morgen Middag Kl. 12 foregaar der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet paa Nylandsvej. Liget af en afdød Præst, Pastor emer. Emil Wegener skal brændes; det er første Gang her til Lands, at dette sker med en Mand, der var Kirkens Tjener.

Pastor Wegener, der var Medlem af Folkelig Ligbrændingsforening, har fra 1886 til 1899 været Sognepræst i Pederstrup ved Sorø. Den Afdøde, der blev 60 Aar, indmældte sig for 3 Aar siden tilligemed sin efterlevende Hustru i Ligbrændingsforeningen; han udtalte ofte sin Sympathi med denne Form for Ligfærd og erklærede overfor Foreningens Bestyrelse, at han var villig til at yde sin Medvirken og tale over Afdøde, der begravedes fra Krematoriet.

Pastor Wegener er den eneste Præst, der har været medlem af Ligbrændingsforeningen.

Ved Bisættelsen i Krematoriet taler den Afdødes Eftermand i Embedet, Folkethingsmand, Pastor Bjerre, i Henhold til et Løfte, som han for længst har givet den Afdøde.

(Social-Demokraten 29. januar 1905. 2. udgave).

Pastor Wegeners Ligbrænding.

Pastor Bjerre taler i Ornat.

Den afdøde Præst Wegeners Lig blev som omtalt brændt i Gaar i Krematoriet, hvis Sal var prydet med Blomster.

Bisættelsen var fastsat til Kl. 12, Ved dette Tidspunkt var der samlet et talrigt Følge om den blomstersmykkede Kiste, som var dækket med et Væld af Kranse, bl. a. var der sendt Krandse fra Pedersborg, pr. Sorø, hvor den Afdøde har virket som Præst.

Folkethingsmand, Pastor Bjerre, der havde lovet at holde Talen, mødte ikke til den fastsatte Tid. Han var i Sorø og kom først ved Middagstid til København. Følget maatte derfor vente paa ham.

Da her var forløbet henved en Halv Times Tid, arriverede Pastor Bjerre, svedende og forpustet. Hans Hustru var tilstede med en kuffert, indeholdende Ornatet. Hr. Bjerre blev i en Fart omklædt, og kort efter stod han foran Kisten, iført Præstekjole og Orgelet præluderede, der blev sunget en Salme, hvorefter Præsten bragte den Afdøde det sidste Farvel og omtalte hans Livsgærning. Den Afdøde var en stor Børneven og afholdt af Børn, han elskede Poesien, der stemmede bedre overens med hans Syn paa Livet, hvis nøgterne Haardhed virkede frastødende paa hans milde og bløde Sind.

Præsten oplåste til Slut den Afdødes yndlingsdigt, den skønne Vuggesang af "Aladdin", og udtalte Haabet om, at Flammerne vilde rense og lutre hans Sjæl.

Derefter sattes Kisten ind i Ovnen og Højtideligheden var tilende.

(Social-Demokraten 31. januar 1905).

Da Præsten brændtes.

Pastor Bjerre taler i Krematoriet. Mandag Middag Kl. 12 foregik der en usædvanlig Ligbrænding i Krematoriet i København. Det var afd. Pastor emer. Emil Wegener, tidligere præst i Pedersborg, Søro, der blev overgivet til Luerne. Det er if. "Soc.-Dem." første Gang her til Lands at en Præsts har ønsket at blive brændt.

Ved Bisættelsen i Krematoriet talte den afdødes Eftermand i Embedet, Folketingsmand, Pastor Bjerre, Pedersborg, i Henhold til et Løfte, som han forlængst har givet den afdøde.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 1. februar 1906.)

Biskop på daværende tidspunkt var Thomas Skat Rørdam (1832-1909). Han var blevet biskop i 1895 i en temmelig høj alder (63 år), på et tidspunkt hvor der var brydninger i kirken. Rørdam beskrives af Lindhardt som "... i sine senere år væsentligt ude af kontakt med tiden, langt mere en tilbageholdende magt end en fremfarende kraft. ... Til det nybrud der på mange måder skete i bispeårene var han mere tilskuer end inspirator, bundet som han på alle måder var af sin "kærlighed til det overleverede".

Pastor Bjerre i Krematoriet.

I Anledning af den Erklæring, der er affordret Folketingsmand Pastor Bjerre, fordi han har ta!t i Embedsdragt i Krematoriet over sin Forganger i Embedet, Pastor Wegener, ringede vi i Dag Bjerre op i Telefonen og spurgte ham om Sammenhængen i denne Sag.

Pastor Bjerre oplyste følgende:

Erklæringen er affordret mig i Henhold til en ministeriel Resolution af 5te Februar 1894. Goos var den Gang Kultusminister. Han havde tidligere stillet sig meget velvilligt overfor Ligbrændingssagen, var endog Formand for Ligbrændingsforeningen, men lod sig af Bisperaadet paavirke til at udstede den paagældende Resolution, ifølge hvilken de Præster i Folkekirken, som maatte være villige til at yde deres Medvirkning ved Ligfærd, hvor Ligbrænding finder Sted, i alt Fald ikke maatte fungere i Krematorier og Kolumbarier eller ved Askens Hen- eller Nedsættelse, men kun i en Kirke eller i et Folkekirken tilhørende Kapel, og at de, naar Jordpaakastelsen havde fundet Sted, skulde forlade Stedet og ikke maatte have videre at gøre med Ligets Bortbringelle eller senere Behandling.

Skulde Præsten af private Grunde "undtagelsesvis" ønske at deltage i Ligfølget, maatte han forinden aflægge sin Embedsdragt.

Jeg har nu svaret Biskoppen og i Svaret erklæret, at under forhaandenværende Omstændigheder følte jeg mig forpligtet til at efterkomme et Løfte, som jeg havde givet Pastor Wegener paa hans Dødsleje. Netop fordi det var en Præst, vilde det række Undren, om hans Efterfølger i Embedet ikke kunde følge ham i Ornat.

Men foruden dette Hensyn - udtaler Pastor Bjerre videre -- mener jeg forøvrigt, at det er en forældet Bestemmelse, som er Folkekirken til Skade.

Selvfølgelig er Pastor Bjerre belavet paa at faa en lille "Næse" i Sagens Anledning; men han havde i Virkeligheden efter sin egen Mening intet Valg. Han havde lovet Pastor Wegener og dennes Hustru at tale, og havde han paa en Forespørgsel til Biskoppen faaet et Afslag, var det hele jo blevet meget værre naar han desuagtet havde holdt sit Løfte.

Forøvrigt meddeler B. under vor Samtale, at han har under Overvejelse gennem et Lovforslag at søge det nugældende Forhold ændret.

C

(Ringsted Folketidende 9. februar 1905).

Præsterne og Ligbrændingen.

Pastor Bjerre, Krematoriet og Biskoppen.

En forældet Resolution.

Et Interview med Pastor Bjerre

Spørgsmaalet om Folkekirkens Præsters Medvirken ved Begravelser fra Krematoriet er blevet aktuelt, siden Folketingsmand, Pastor K. Bjerre fra Pedersborg ved Sorø forleden holdt Talen over sin Forgænger i Embedet, da dennes Lig blev brændt.

Her skete et eklatant Brud paa Loven. Pastoren var nemlig tillige i Ornat.

I Gaar traf vi Hr. Bjerre i Folketinget, efter Mødets Slutning, og bad ham sige os sin Mening om Sagen.

"Den er saamænd saa ganske ligetil. Jeg havde lovet afdøde Pastor Wegener paa Dødslejet at tale over ham - og særlig havde jeg lovet hans Hustru det, da det kunde se saa underligt ud, at ikke en Præst sagde de sidste Ord ved Kisten.

Men samtidig har jeg ogsaa benyttet mig af den givne Lejlighed til at faa rørt ved en Sag, der er ganske urimelig.

En af Folkekirkens Præster maa ikke give Møde ved en Baalfærd fra Krematoriet - end ikke som ganske almindelig Deltager i Følget. Han maa ansøge derom i Forvejen. Saa De fatter, at dette at træde frem i Ornat og tale er endnu værre.

Det er en Resolution fra Goos' Tid - 5te Februar 1894 - der bestemmer det. Men det turde dog nu være ganske forældet. Valgmenighedspræst Carstensen har jo ligefrem paa den Konto skaffet sig en hel Forretning . . . .

"Og hvad vil der ske efter dette?"

"Ja, der er altsaa sket dette, at Biskop Rørdam har affordret mig en Erklæring om min Optræden, og den afgiver jeg i Dag. Saa faar jeg en Næse. Det videre afhænger af, hvorledes denne Næse bliver.

Naar jeg valgte denne Form: uden først at spørge at tale ved Begravelsen, saa gjorde jeg det, fordi det over for Autoriteterne var den mest hensynsfulde. Jeg undgik at sætte dem i en pinlig Forlegenhed. Og det er jo den sædvanlige Fremgangsmaade i slige Tilfælde .... Jeg vilde ogsaa undgaa at skabe en ny Murer-Affære eller Harhoøre-Historie."

"Hvorledes tror De, at Ministeren stiller sig til dette Spørgsmaal?"

"Dér er det naturligvis noget vanskeligt for mig at udtale mig. Men saa meget tror jeg dog at kunne sige Dem, at Ministeren ikke ser med uvillige Øjne paa min Opfaltelse af Sagen.

Indtil videre afventer vi altsaa den biskoppelige Reprimande.

V. G. 

(Samfundet 10. februar 1905.).

Ligbrændingsloven blev ændret i 1910 bl.a. til at  præster også kunne deltage. Samtidig var det nu heller ikke længere lov at urnerne blev anbragt i et kolumbarie, men kunne nedsættes i fx familiegravsteder og særlige urnegrave på kirkegårdene.

Fotograf Hans Richard Theodor Hansen (1857-1914): Gravers Christian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) præst, folketingsmedlem. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Der findes ligeledes et foto af en noget ældre pastor Bjerre som muligvis er beskyttet af ophavsret.

Gravers Kristian Jacobsen Kokholm Bjerre (1859-1937) var præst og folketingsmedlem. Han var blevet valgt til Landstinget, og blev kort tid efter, september 1907 beskyldt for at have udvist "uhøvisk adfærd mod en dame". Han skulle efter sigende have overgramset en ung gift kvinde i Upperup Kirke uder pastor Hoffs begravelse. Han kom derefter for en provsteret. Den skabte dog ikke nogen klarhed. Mange vidnesbyrd blev fremført om at dette ikke var det eneste tilfælde, mens andre slog det hen som enten upålidelige eller betydningsløse. Det var ifølge Folkets Avis Indre Mission, især kvinder som senere forsøgte at få ham rehabiliteret. Han blev grebet i nogle selvmodsigelser, og sagen endte med at han 30. januar 1909 blev afskediget med pension efter indstilling fra kultusministeriet. Han fortsatte dog sin præstegerning i endnu nogle år. Sønnen Axel Møller Bjerre blev senere valgt til landstinget for Venstre.

Rekylgeværaffæren 1904-1905, 1. - 8. januar 1905. (Efterskrift til Politivennen)

 Hr. Madsen har indgivet sin Demission.

Krigsminister Madsen har endelig bøjet sig for den offenlige Menings Tryk og har indgivet sin Afskedsbegæring.

Den er dog endnu ikke officielt modtaget. I det Ministerraad hvor Afskedsbegæringen drøftedes, fremkaldte nemlig Hr. Madsens Demission en almindelig Ministerkrise, der først vil finde sin Afgørelse i et Statsraad en af de første Dage i det ny Aar.

Vi har i vor Gaarsartikel udførlig paavist hele Hr. Madsens uholdbare Stilling. Kassemataffæren, Træfældningerne, Saltholmsskanserne, en hel Række af Overgreb og selvraadige Foranstaltninger i ærkemilitærisk Aand havde efterhaanden undergravet hans Stilling. I Sommer meddelte saa "Dannebrog" officielt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Københavns Befæstning og var traadt ind i Ministeriet som saadan! Dermed haabede Hr. Alberti aabenbart at fremkalde en politisk Afgørelse, en Sprængning af Venstre i Fæstningsvenner og Fæstningsfjender, og Dannelsen af et nyt moderat konservativt Regeringsparti - med ham selv Alberti, til Chef.

Hr. Deuntzer søgte endnu en Gang at "holde det gaaende". Paa Venstres Partimøde i Efteraaret kom det til et Kompromis: Rebellerne blev ikke som Alberti, Enevold Sørensen og

Ole Hansen havde forlangt, smidt ud af Partiet. Disciplinen blev skærpet, men samtidig blev det ogsaa betydet Hr. Madsen, at han maatte holde sig i Skindet og fremtidig i højere Grad end hidtil bøje sig for Partiets Vilje og navnlig huske, at hele Fæstningsspørgsmaalet endnu var uafgjort.

Saa kom den af os i Gaar omtalte Affære med Usserød Klædefabarik, hvor Hr. Madsen paa ny blev greben i Forsøg paa at skaffe sig Midler til sine militaristiske Formaal bag Folkethingets og Finansudvalgets Ryg. Og samtidigt viste Rekylriffel- Affæren, med hvilken utrolig Letsindighed Hr. Madsen opfattede Landets Neutralitets-Forpligtelser. Hans Væv af modsigende Erklæringer gjorde ham simpelt hen umulig som offenlig Personlighed.

Man skulde imidlertid kende Hr. Madsen daarligt for at tro, at han ganske jævnt og ligefremt vilde erkende sin Stillings Uholdbarhed og i Overensstemmelse med de parlamentariske Regler begrunde sin Afskedsbegæring med den Konflikt, der dels var opstaaet, dels truede med at opstaa mellem ham og Finansudvalget. Nej, Hr. Madsen har med den Blanding af Fanatisme og Udspekulerethed, der kendetegner hans hele Færd, gjort sin Afskedsbegæring til en Sprængmine for hele Ministeriet og for hele Venstre. Han haaber endnu, at han og Alberti kan realisere deres Plan fra i Sommer, sprænge Venstre og stille sig i Spidsen for et nyt Regeringsflertal, hvori ikke blot de Moderate og de Frikonservative, men store Dele af det gamle Højre gaar op, og hvis fornemste Program bliver Fuldførelsen af Bahnsons Værk.

Hr. Madsen har nemlig motiveret sin Afskedsbegæring med den Uoverensstemmelse i Militærspørgsmaalet, der efterhaanden var opstaaet mellem ham og Marineminister Jøhnke!

Hr. Madsen giver med andre Ord Ministeriet Valget mellem ham selv og Jøhnke, og det vil atter sige: mellem Københavns Befæstning og Venstres Program.

Den lange ulmende Strid i Ministeriet - som i Venstre - mellem en moderat og en mere radikal Retning er dermed brudt ud i lys Lue. Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar.

Vi staar altsaa midt i en almindelig Ministerkrise.

Den Forfalskning af "Systemskiftet", der skete den 23. Juli 1901 mod Folkets Vidende og Vilje - ved Optagelse af Fæstningsvennen Madsen bærer nu sin Frugt. Det er, takket være særlig Socialdemokratiets Virksomhed, ikke lykkedes at dysse Befolkningen i Søvn. Det er ikke, som Meningen var, lykkedes i al Stilhed at vende et Flertal af Befolkningen vort fra Demokratiets gamle Militærprogram. Socialdemokratiets Fremgang ved sidste Folkethingsvalg og den derpaa følgende stadig voksende "Uro" i selve Venstre har medført, at Arbejdet i Forsvarskommissionen er gaaet helt i Staa. Der findes et radikalt Mindretal, som  kræver Fæstningen nedlagt i Overensstemmelse med Venstres gamle Standpunkt, og der findes et Flertal, som ikke tør tage Parti! I det forløbne Aar har Kommissionen, efter hvad vi erfarer, kun været samlet nogle ganske faa Dage. Den er i Virkeligheden ikke naaet et Skridt videre, end den var ved Nedsættelsen for tre Aar siden.

Selv "de Sagkyndige" i Kommissionen staar raadløse og indbyrdes uenige. Det er gennem en nylig stedfunden Polemik i "Berlingske Tidende" mellem en Søofficer og forskellige Landmilitære bleven klart, at man i Flaaden ser med stadig voksende Uvilje paa Hr. Madsens fæstningsvenlige Virksomhed. Marinen har aldrig været Tilhænger af Bahnsons Værk. Man kan af Fejden i "Berl. Tid." danne sig et sikkert ganske korrekt Billede af "de Sagkyndige"s Diskussion i Kommissionen. Hr. Jøhnkes Sagkyndige paaviser, hvor umulig Bahnsons Fæstning er, og Hr. Madsens Sagkyndige svarer med at trævle den saakaldte "maritime Forsvarsplan" op. Socialdemokratiet og de Radikale lader de to Parter gensidigt fortære hinanden og peger paa Demokratiets gamle Standpunkt som det eneste mulige, det hvorpaa Hr. Christensen-Stadil som Venstres Ordfører stod endnu i 1899: Vi kan ikke forsvare vor Nevtralitet, lad os da nøjes med at konstatere den, hvortil der kun behøves et Minimum af Militærapparat.

Nu maa Ministeriet træffe en Afgørelse. Luskeriet fra "Systemstiftets" første Aar gaar ikke længere.

Hr. Alberti var i Torsdags til et Møde i Ringsted med Tillidsmænd i Bondestandens Sparekasse. Han klagede her over Venstres Uenighed og udtalte: "Venstre var nu saa svagt, som det ikke havde været i lang Tid".

Naturligvis, thi det Hus, som er splidagtigt med sig selv, maa falde. Det er det saakaldte "Systemskifte"s indre Løgn - Optagelsen af en Fæstningsven i det Ministerium, der i Følge Folkets Vilje skulde betyde Venstres Sejr over Fæstningen - som nu faar Ministeriet til at ramle sammen.

(Social-Demokraten 1. januar 1905)

Lars Peter Elfeldt: K. M. Klausen. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Nye Afsløringer af Hr. Madsen

Rekylriflerne

Provisoriske Fæstningsarbejder

Kasematter paa Saltholm

[Første del af artiklen er i alt væsentlig en gentagelse af artiklen fra 1. januar, og er derfor ikke medtaget her.]

Vi skal imidlertid bidrage vort til, at Befolkningen faar sandheden at vide.

Den forestaaende 2den Behandling af Finansloven vilde, hvis Madsen naaede at give Møde som Krigsminister for at staa Folkethinget til Regnskab, komme til at dreje sig om følgende Punkter :

Rekylriflerne. Den 13. December affordrede K. M. Klausen i Finansudvalget Krigsminister Madsen en Forklaring om Geværfabrikens Tilvirkning af Rekylrifler under Forhold, der kunde vække Mistanke om Nevtralitetskrænkelse. Hr. Madsen søgte først at nægte sig fra hele Sagen, men maatte efter et Krydsforhør love at foretage en Undersøgelse. Torsdagen den 15de December omtalte Finansudvalget Rekylriffelaffæren overfor Konsejlspræsident, Udenrigsminister Deuntzer, og det viste sig da, at Hr. Madsen ikke har meddelt denne noget som helst om Finansudvalgets Forespørgsel. Hr. Deuntzer blev meget pinlig berørt ved at erfare denne Fortielse saavel som hele Affæren, da det kunde krydse hans Bestræbelser for at skaffe Danmarks Nevtralitet almindelig anerkendt. Han lovede nu selv at foretage en Undersøgelse og har senere meddelt et bekendt medlem af Finansudvalget, at den, der maatte have Ansvaret, "ikke skulde dø i Synden". I Stedet for, at Udenrigsministeren burde have haft meddelelse om Sagen, søgte man at udviske Sporene! Der er saaledes paa Geværfabriken givet Ordre til omhyggeligt at fjærne de brugte Prøvepatroner (med de russiske Bogstaver).

Om alt dette forestod der en højst sensationel Debat ved Finanslovsdebatten.

[Resten af artiklen beskæftiger sig med andre emner end rekylgeværsagen]

(Social-Demokraten 3. januar 1905)

Krisen

4 Ministre følger Hr. Madsen, Alberti, Ole Hansen, Christensen Stadil og Enevold Sørensen har indgivet deres Demission.

I Gaar Eftermiddags Kl. 4,25 udsendte Ritzaus Bureau følgende Meddelelse:

Efter at Krigsministeren ved Skrivelse af 24. f. M. havde meddelt Konseilspræsidenten sit Ønske om at fratræde, har nu Torsdag den 5. tillige Kultusministeren, Landbrugsministeren, Indenrigsministeren og Justitsministeren indgivet deres Ansøgninger om Afsked.

DHrr. Alberti, Ole Hansen, Christensen - Stadil og Enevold Sørensen træder altsaa ud sammen med Krigsminister Madsen, og Ministeriet bestaar for Øjeblikket kun af Konseilspræsident og Udenrigsminister Deuntzer, Finans- og Trafikminister Hage samt Marineminister Jøhnke.

Den hermed fuldbyrdede Deling mellem de 5, som gaar, og de 3, som bliver, viste sig allerede i Fjor Foraar under Pryglelovskrisen: Alberti, Ole Hansen, Christensen-Stadil, Enevold Sørensen og Madsen var baade sagligt Tilhængere af Pryglestraffen og støttede den Sammensmæltningspolitik, som Prygleloven bar i sit Skød. Bag Prygleloven stod, som vi den Gang skrev, Fæstningen. Det gjaldt for Alberti og Madsen om i Tide at tilvejebringe det Flertal, der skulde trække Fæstningen i Land.

I Sommer forlangte de pryglevenlige Ministre, at de saakaldte "Rebeller", d. v. s. de Venstremænd, der fastholdt Venstres gamle Standpunkt til Prygl, Fæstning og anden Højrepolitik, skulde smides ud af Venstre, og antydede, at Ministeriet ellers maatte tage sin Afgang under Overvejelse. Deuntzer erklærede derimod, at han ikke ønskede nogen Udsmidning.

Da Rigsdagen samledes i Efteraaret, sejrede Deuntzer, for saa vidt som der ikke lykkedes Alberti og hans Venner at faa de Radikale sat ud. Ja, det indskærpedes endogsaa Krigsminister Madsen, at han i højere Grad end hidtil maatte holde sig indenfor en loyal Administrations Rammer.

Men Hr. Madsen var en altfor fanatisk Fæstningsven og tillige saa forunderlig smaatskaaren selvraadig, at han snart kom i ny Konflikt med Venstres demokratiske Elementer. Han havde paa Opfordring leveret Finansudvalget en Liste over de Arbejder, hvortil han vilde bruge de i Foraaret efterbevilgede ekstraordinære Midler. Paa denne Liste fandtes ingen Magasin- og Soldaterrum paa Saltholm, - alligevel indrettede han egenraadigt saadanne! Hr. Madsen anlagde, uden Bevilling eller Bemyndigelse, elektriske Anlæg i Bagsværd- og Charlottenlundforterne. Han skaffede sig ad en fedtet Omvej de 50,000 Kr. til Raadighed fra Usserød militære Klædefabrik, som Folkethinget én Gang havde nægtet ham.

Der findes i den allerede færdigtrykte Finanslovbetænkning - hvis Offenliggørelse, som i Gaar meddelt, er udsat - Skrivelser, som maatte fremkalde en Diskussion, der med Nødvendighed maatte udvikle sig til et Generalopgør, og Finansudvalgets militære Ordfører, Hr. Zahle, havde sin Partibestyrelses Samtykke til ikke at forsvare Krigsministeren.

Samtidigt med, at denne Konflikt forberedtes i Finansudvalget, trængte striden mellem Land- og Søofficerer i Forsvarskommissionen ud til Offenligheden gennem en Fejde i "Berlingske Tidende". For hver Dag, der gik, blev det nødvendigere for venstre og for Ministeriet at tage

Stilling for eller imod Fæstningen.

Som Draaben, der bragte Bægeret til at flyde over, kom "Social-Demokraten"s Artikler om Rekylriflerne. Hr. Deuntzer havde udtrykkelig forbudt danske Forretningsmænd at sende en saa forholdsvis uskyldig Vare som islandske Nattrøjer til Rusland. Nu viste det sig at Hr. Madsen lod Statens Geværfabrik tilvirke Krigsmateriel til Udlandet - af hans egen Opfindelse! - uden at han havde skaffet sig paalidelig Underretning om, hvor det skulde hen. Hr. Madsens modsigende Udflugter gjorde hurtigt hans Stilling ganske uholdbar, og Forholdet mellem ham og Deuntzer blev yderst spændt.

Den 24de December. Juleaftensdag, bøjede Hr. Madsen sig endelig for det uundgaaelige og indgav sin Demission.

Den blev imidlertid foreløbig hemmeligholdt, og der gjordes store Anstrængelser for at løse den indtraadte Ministerkrise i Stilhed, inden Rigsdagen paa ny traadte sammen, og løse den saaledes, at den afgørende Tagen Stilling til Fæstningen blev udskudt. Den bergianske Presse har meddelt, at man arbejdede paa en Rekonstruktion af Ministeriet, hvorved Marineminister Jøhnke skulde træde af sammen med Madsen og deres Efterfølger blive en fælles civil Forsvarsminister, der kunde "tilvejebringe den fornødne Enhed i Ledelsen af Hær og Flaade" - og føre Militærkommissionens Arbejde til et Resultat.

Hr. Jøhnke viste imidlertid ikke Spor af Lyst til at lade sig ofre, fordi Madsen havde lavet "Dumheder". Noget urimeligere og uretfærdigere Forlangende kunde da heller ikke tænkes. Hr. Jøhnke har altid administreret loyalt i Overensstemmelse med Folkethingets Vilje, han staar som den gamle Venstremand, han er, paa Venstres gamle Standpunkt i Fæstningssagen. Hvorfor skulde han da gaa?

Med Jøhnkes Vægring ved at være den uskyldige Bager, der skulde henrettes, om just ikke i den skyldige Smeds Sted, saa dog sammen med denne, blev Situationen yderst tilspidset.

Vi skrev i Søndags:

"Der maa nu ske en Afgørelse. Alle Forsøg paa at overplastre Modsætningerne er bleven haabløse. Enten maa Jøhnke gaa eller Madsen. Men driver Hr. Madsen sin maritime Kollega ud af Ministeriet, da gaar sikkert samtidigt Hage og Deuntzer, og Venstre sprænges. Maa derimod Madsen vige Valpladsen, synes i hvert Fald ogsaa Albertis Stilling uholdbar."

Det slog til. Hr. Alberti har nu indgivet sin Demission. Og sammen med ham gaar ikke blot hans tro Vaabendrager Ole Hansen, men ogsaa Ministeriets bergianske Medlemmer, Christensen Stadil og Enevold Sørensen, hvis Plan om en Overplastring af Modsætningerne og en ny Udsættelse af Fæstningsspørgsmaalets Løsning var strandet.

Den Deling i Ministeriet, der viste sig under Foraarets Pryglelovs-Situation, er bleven til en Sprængning. Fra Pryglene, der laa mere paa Overfladen i dansk Politik, har Konflikten nu koncentreret sig om et af dens dybeste Centralpunkter: Militærvæsenet.

[Her stopper denne blogs uddrag af artiklen som fortsætter]

(Social-Demokraten 7. januar 1905. 2. udgave)

Ministerkrisen.

Provinspressen.

"Randers Venstreblad" (Anders Nielsen. Formanden for Reformpartiet) skriver: "Finansudvalget har modtaget Oplysninger, der gør, at Venstres Medlemmer har taget Afstand fra Krigsministerens Handlemaade i Henseende til Anvendelse af det Beløb, der bevilgedes i Foraaret i Anledning af den østasiatiske Krig. Vi skal i Dag blot bemærke, at Venstres Medlemmer staar sluttet og enige i Opfattelsen af Forholdene og selv har iagttaget, hvad de skyldte at iagttage overfor Ministeriet. Der er noget, der gør en Rekonstruktion ønskelig. Der har imidlertid ikke fra Partiets Side været stillet Krav i saa Henseende. Initiativet til det Nytaarsdag bragte Budskab skyldes Ministeriet selv, og ingen anede den Gang, at der vilde blive Tale om nogen egentlig Krise som denne, at de 4 af de 5, der i snævrere Forstand er udgaaet af Partiet, har indgivet Afstedsbegæring. Dette Budskab virkede nedslaaende i samme Grad, som Ministeriets Udnævnelse for 3½ Aar siden virkede opløftende og befriende. Man aner, at Grunden er et Brud i Ministeriet, lykkeligvis ikke et Brud mellem Partiet og de i Ministeriet, som virkelig har følt at være Kød og Blod af Folkets eget Kød og Blod. Det er med oprigtig Sorg, at vi ser paa den Kendsgerning, at Ministeriet er sprængt, men har det ikke kunnet være anderledes, saa nytter det ikke at fortabe sig i sørgmodige Betragtninger. Der er kun en forstandig Mulighed for et Enderesultat af Krisen, nemlig, at der kommer et nyt Venstreministerium. I. C. Christensen maa tage Færten. Venstre har ikke kæmpet sin 30-aarige Kamp og vundet Sejr, for at alt skal forspildes ved  - ja vi ved ikke hvad der er passeret i den røde Bygning i Ugen som gik".

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 8. januar 1905)

Hr. Madsens Fald.

"Dementiernes Minister".

En Venstre-Folkethingsmand komplimenterer "Social-Demokraten"

Krigsminister Madsen er færdig, uigenkaldelig færdig. Dette er hele Pressens enstemmige Mening. Hvorledes end Ministerkrisen forløber, hvordan det nye Ministerium end kommer til at se ud - Hr. Madsen bliver ikke mere Minister.

Og lige saa let turde det være at tilvejebringe Enstemmighed i den væsenlige Mening om, at det er Socialdemokratiet, særlig vort Partis Finanslovsordfører K. M. Klausen, som har fældet ham.

Skønt Ministeriet i tre Aar hemmeligholdt, at Hr. Madsen var Tilhænger af Fæstningen - nemlig lige fra den 23. Juli 1901 til den 30. Juni 1904, da "Dannebrog" maatte tilstaa Sandheden - , blev Klausens Mistanke hurtig vakt og udviklede sig snart til Vished. Han angreb Feltskytsbevillingen paa de 5 Millioner Kr. ikke alene for de mange spildte Penges Skyld, men ogsaa fordi Meningen aabenbart var at foregribe Militærkommissionens Arbejde og paa Forhaand fastslaa Rammen for Feltartilleriet. Klausen paastod, at de gamle Kanoner ingenlunde var ubrugelige, - det er senere stadfæstet af en Autoritet som Oberst N. P. Jensen. Klausen mistænkte Krigsministeren for at ville bruge de gamle Kanoner til Bestykning af Fæstningen og greb ham senere i Forsøg derpaa. Nu ser enhver, hvor uforsvarligt og hvor uparlamentarisk det var, at Venstre lod denne uhyre Bevilling gaa gennem Folkethinget uden Udvalg, uden nogen som helst Undersøgelse, - endda 400,000 Kr. højere end Højres Krav Aaret i Forvejen og med kortere Anskaffelsesfrist.

Da Hr. Madsen saa gennem "Ministerialtidende" udsendte sin Forordning om "Krigsbestyrelsen"s Afskaffelse og Venstrepressen naivt eller hyklerisk jublede over, at denne Institution fra Provisoriets Tid var ophævet, læste Klausen Forordningen omhyggeligt igennem og opdagede, at Hr. Madsen netop organiserede "Fæstningen København". Paa Grundlovsdagen i Fjor forkyndte selve Hr. Madsen paa Frederiksberg Eksercerplads, at han ansaa Fæstningen for "et lovligt Led i vort Forsvar!" Ved de sidste Aars Manøvrer har Bahnsons ulovlige og landsfarlige Værk da ogsaa spillet en Rolle som aldrig tidligere.

Det er overflødigt i Dag at omtale Kasematterne i Vestfronten, Træfældningerne i Dyrehaven og de ekstraordinære Militærforanstaltninger Fjor Foraar. Alt, hvad "Social-Demokraten" og vore Partifæller Rigsdagen sagde herom, er efterhaanden Punkt for Punkt bleven stadfæstet. Vi skal derimod minde om, at den Saltholms-Kaserne, som nu sidst rejste Konflikten mellem Hr. Madsen og Finansudvalgets Flertal og saaledes gav Anledning til Ministerkrisen, blev omtalt i "Social-Demokraten" allerede i Sommer, i vort Numer for 26. juni 1904. Vi skildrede hvorledes Hr. Madsen havde et helt Korps af Murere og Arbejdsmænd ovre paa den lille Ø, lod støbe Cementfundamenter og foretage en Række permanente Arbejder. Nu foreligger det altsammen stadfæstet i en Skrivelse, der er Hr. Madsen affordret af Finansudvalget.

Hver Gang "Social Demokraten" eller Klausen i Rigsdagen fremsatte en Afsløring af Krigsministerens fæstningsvenlige og ulovlige Virksomhed, blev det regelmæssigt dementeret i den ministerielle Presse. Klausen kunde næppe lukke sin Mund op og spørge: "Er det sandt . ." før en eller anden Regeringskøter bjæffede: "Det er Løgn!" Faa Dage efter forelaa "Dementiet" dementeret af Kendsgerningerne.

Det er morsomt at se, hvorledes Hr. Madsens specielle Organ "København" endnu i Gaar søger at værne hans Minde ved en Række Dementier Det har spurgt Lars Dinesen (!) om, hvorvidt vore Oplysninger angaaende Saltholms-Kasernen og Venstre-Finansudvalgsmedlemmernes Stilling dertil var korrekt. Paa selve Spørgsmaalet om Saltholms-Kasernen vilde Hr. Dinesen ikke svare, - hvad der jo ogsaa var et Svar, og "København" maa indrømme, at paa dette Punkt har vi haft Ret. Men da Bladet spørger Dinesen, om det forholder sig rigtigt med "vor Fortælling: at Zahle i Finansudvalget har erklæret, at han ikke mere vilde være Ordfører for de militære Budgetter, fordi han ikke kunde forsvare Krigsministerens Handlinger", - svarer Dinesen, at "en saadan Udtalelse ikke er faldet i Finansudvalget".

"København" fremhæver Ordene "ikke er faldet". Men det var Ordene "i Finansudvalget", der burde være fremhævet. Vi har nemlig ikke skrevet, at Hr. Zahles Ord faldt saaledes i Finansudvalget, men i et Møde af Venstres Finansudvalgsmedleminer.

Dette sidste "Dementi" er typisk. Det er Jesuitismen i Renkultur. Og af samme Art har den snart endeløse Række af "Dementier" været, der stadig fulgte i Hælene paa vore Afsløringer, blot for at skabe et Øjebliks Forvirring og faa tankeløse Læsere til at dæmpe deres Indignation. De Madsen'ske "Dementier" i "København" - som Ministeren betegnende nok aldrig selv ved Navns Underskrift paatog sig det direkte Ansvar for - blev regelmæssigt sendt ud til Højres og Venstres Provinspresse, der udkommer om Eftermiddagen, for at Publikum straks kunde blive tvivlende overfor "Social-Demokraten"s Meddelelser om Morgenen, der indtraf omtrent samtidigt med Provinsbladenes Udkomst.

En saa infam Leg med Sandheden er der drevet halvfjerde Aar igennem, indtil Krigsministeren endelig blev saa indfiltret i dette Løgne væv af "Dementier", at han kvaltes i det.

Men vi siger nu til det Publikum, der maaske et Øjeblik troede de Madsen'ske "Dementier", vi siger til Venstremændene, der er Læsere af Hr. Sigurd Bergs Blad i Nordsjælland, af Hr. Lassens i Nordjylland, af Anders Nielsens "Randers Venstreblad" og af de andre Regeringsorganer: Ser I nu, hvem der havde Ret! Lad det, der er sket de sidste halvfjerde Aar, indgyde eder en maaske bitter, men sund Mistænksomhed overfor den officielle Presse Dementier og Bortforklaringssnak.

En ganske pudsig Episode ved et Møde i Odsherred forleden viser hvorledes Venstremænd, naar de er ærlige, meget godt anerkender vor Presses Velunderrettethed og Paalidelighed. Den stedlige Folketingsmand P. Madsen, Eskildstrup, skulde forsvare sin Stilling til Indkaldelserne og sagde da i Følge "Holbækposten" Referat :

"At Indkaldelserne ikke blev forelagt i Partiet, er ikke Ministeriets Skyld, thi Ministeriet ønskede netop Sagen frem der. Det var Partiets Bestyrelse, der ikke turde lægge Sagen 

frem for Partiet, fordi man har Erfaring for, at selv de størst Partihemmeligheder indenfor Venstre øjeblikkelig offenliggøres i "Social-Demokraten". Hvem der er Bladets Meddeler, ved man ikke, men saaledes er det, det ved vi alle. I denne Forbindelse maa det forøvrigt nævnes, at naar der ikke længer er den bedste Fortrolighed mellem Ministeriet og Venstrereformpartiet, ligger Skylden herfor væsenlig deri, at man ikke længer kan tale i Fortrolighed ved vore Partisammenkomster, thi vi ved alle, Ministre saavel som Rigsdagsmænd. at selv om der paalægges os alle absolut Tavshedspligt, saa kan vi næste Morgen læse alle Hemmelighederne paa Tryk i "Soc. - Dem." Dette maa selvfølgelig i høj Grad præge Forholdet mellem Ministeriet og det samlede Parti."

Vi skal ikke opholde os ved denne ejendommelige Undskyldning for, at Forholdet mellem Venstre og Regeringen "ikke længere" er det bedste (en nok saa nærliggende Grund er

vel den, at Regeringen har svigtet Venstres Principer), men kun fastslaa, at et Medlem af Folketingets Venstre her anerkender vor Betydning som hurtigt og absolut velunderrettet politisk Organ.

Hr. Madsens Fald under de nuværende Forhold fastslaar uigendriveligt for det hele Land, hvor korrekte og berettigede vore Angreb paa denne Minister har været.

Store dele af Venstres Vælgere ud over hele Landet vil nu forstaa dette. De vil herefterdags søge gennem den socialdemokratiske Presse at skaffe sig sandere Underretning om dansk Politik end den, de har fået gennem Regeringspressen. Og der vil i vide Kredse af Befolkningen blive endnu bedre Jordbund end hidtil for socialdemokratisk Agitation.

(Social-Demokraten 8. januar 1905. 2. udgave)

Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) var statsminister 24. juli 1901 til 14. januar 1905 i den første regering efter systemskiftet. Han betegnes som en højreorienteret Venstremand, medstifter af ØK. Og som sådan acceptabel for en den enevældigt indstillede Christian 9. P. A. Alberti blev justitsminister. Han trådte tilbage efter at han nedlagde veto mod Albertis retsreform som betød skrappere straffe. Han udtrådte af folketinget i 1913 og fortsatte som kongevalgt medlem af Landstinget. Foto Mary Dorothea Frederikke Steen (1856-1939). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Den nye statsminister, I. C. Christensen nedlagde forbud mod udførsel af rekylgeværer så længe krigen stod på. Efter afslutningen af krigen ophævedes våbenstandsningen. Geværfabrikken på Amager kunne herefter igen levere til Syndikatet som så videresendte dem uden at nogen anede hvem der havde bestilt dem.

I slutningen af november 1905 beslaglagde Københavns politi dampskibet "Arcturus" last af ammunition. Det var grosserer i cykler og isenkram Chr. Achen, Stormgade nr. 12 som havde afsendt adskillige ladninger. Denne last var af Bowling-revolvere. Lasten var bestemt for Finland som havde bestilt mellem 10.000 og 12.000 af revolverne. Den blev konfiskeret i Frihavnen og angiveligt skete konfiskering efter ordre fra politidirektøren der igen havde instrukser fra justitsministeriet. Der igen havde fået velsignelse af udenrigsministeriet. Al ammunitionen blev beslaglagt. Finland havde brug for våben mod Rusland, og udenrigsministeriet var på daværende tidspunkt sympatisk indstillet overfor Rusland. Om konfiskeringen foregik efter lovens bogstav, kan diskuteres.

Rekylgeværaffæren 1904/1905. 29.-31. December 1904. (Efterskrift til Politivennen)

Kuglesprøjterne og Fredssagen.

Ved vore Artikler og den almindelige Drøftelse i Pressen er der fastslaaet følgende :

1. Den kgl. danske Geværfabrik har i de sidste Maaneder tilvirket Rekylrifler (Kuglespøjter) af Krigsminister Madsens Model under stærkt forceret Virksomhed.

2. Af disse Vaaben skulde de 100 afsendes i December, de 100 i Januar, Resten være færdige til Marts. En ikke ringe Mængde Tilbehør er allerede afgaaet fra Frihavnen med Skibe til Hamborg.

3. Geværfabrikens Leder, Rustmester Bjarnov, har i sit Interview til "Vort Land" tilstaaet, at Rekylriflerne laves med et Kaliber af 7,6 Millimeter, og Krigsminister Madsen har indrømmet, at dette Kaliber var Ruslands, men tillige ogsaa nogle sydamerikanske Staters.

4. Geværfabriken prøver de bestilte Rekylrifler med en Patron, der er mærket med tre russiske Bogstaver. Alle Forsøg paa at forvandle det ene af disse Mærker, det russiske Bogstav P til et romersk 2-Tal eller det andet, det russiske Bogstav E. til et engelsk Mærke (en Cirkel med Pil igennem) er faldet haabløst til Jorden. Krigsminister Madsen har indrømmet, at Patronen knnde være russisk, - men ogsaa bulgarsk!

5. Efter Hr. Madsens egne Indrømmelser maatte Kaliberet altsaa henlede hans Mistanke enten paa Rusland eller paa "nogle sydamerikanske Stater"; Prøvepatronen maatte rette hans Opmærksomhed enten mod Rusland eller mod Bulgarien. Herefter kunde en Matematiker som Hr. Madsen, naar han overhovedet vilde bruge sin Tænkeævne, ikke være i Tvivl om, at Vaabnene var bestemt til Rusland!

6. De 200 Rekylrifler, der tilvirkes til Levering i December og Januar, er en Førstebestilling, en

Prøveordre, hvorefter skulde følge et betydeligt større Antal. Geværfabriken har ikke blot givet en Fabrik paa Godthaabsvejen Bestilling paa 6 forskellige Dele til 43,000 Magasiner, men ogsaa stillet en to Gange saa stor Bestilling i Udsigt, hvis den første Levering blev tilfredsstillende.

7) Hr. Madsens første Paastand (at Portugal var Bestemmelsesstedel) er fuldstændig opgivet, efter at baade Rekylriffelsyndikatets Formand Grosserer S. Jensen og dets tekniske Leder Løjtn. Schouboe har erklæret, at de ikke ved, hvem der skal have Vaabnene.

8) Hr. Madsen har nu givet Ordre til den Undersøgelse, der burde have fundet Sted, inden Geværfabriken fik Tilladelse til at lave disse Vaaben, og han har erklæret, at intet vil blive udført, forinden der er skaffet fuld Garanti for, at de ikke skal til Rusland. Ikke desmindre er allerede en Mængde Tilbehør afsendt.

Medens hele Pressen forlanger en Redegørelse af Regeringen, finder Højrepressen det i og for sig ganske naturligt, at Danmark ikke tager sine Nevtralitet-forpligtelser altfor alvorligt.

Bahnson har saaledes udtalt til "Vort Land":

"Spørg i Amerika om, hvad man derovre mener om Udførsel af Vaaben og andet Materiel, spørg Englænderne, hvad de mener om Leverance af Kul.

Hvor skulde vi ende, om vi skulde paase, hvad private Fabriker herhjemme leverer f. Eks. til Tyskland.

Hvis den danske Stats Geværfabrik leverede Riflerne direkte, saa var det en Overtrædelse af Nevtralitet-reglerne, men ikke paa nogen Maade før."

Dette er Højres almindelige Opfattelse. Herregud, ræsonnerer dette Parti, naar der kan tjenes Penge paa igen, hvorfor skulde man saa ikke gøre det! Militarisme og Kapitalisme er uløseligt vævet familien i dette Partis Forestillingskreds.

Men nu regeres jo Danmark af Venstre, af Mænd, fer tidligere svor til Fredssag og Antimilitarisme. Deres hele Politik kredser stadig om Ordet "Nevtralitet". - skulde de da ikke indse Sagens Alvor?

Bjørnson har i disse Juledage skrevet en Artikel i en Række Verdensblade, hvori han optager den franske Socialdemokrat Jean Jaurés Fredsappel og bl.a. skriver:

"Nationalforsamlingerne har et Middel til at standse Krigen, enten de Krigsførende vil høre eller ej. Det er at forlange at den Nevtralitet, der nu skændig og hyklerisk nrydes af de store Folk som af de smaa, skal være effektiv, stræng. Faar de Krigsførende ikke laane Penge, faar de ikke Kul, faar de ikke Fødevarer, ikke Skibe, med andre Ord: faar Krigen ikke Næring ude fra, saa dør den."

Her er vi netop ved Sagens Kærne. Nevtraliteten brydes overalt skændigt og hyklerisk, af store og af smaa Stater, og derved næres Krigen. Den engelske Presse fortæller i disse Dage, at en tysk Forretningsmand, der repræsenterer et stort Konsortium, har udrustet en Karavane paa 3100 Kameler, Mulæsler og Heste med en samlet Betjening af 1000 Mand til at føre 3000 Baller Krigsmateriel gennem Sibirien og Mongoliet til Kina, hvorfra det skulde sendes med Djunker til Port Arthur. Man angav, at Ballerne indeholdt Uld og Vat og var bestemt til Markedet i Tientsin. Helsigvis opdagede Toldvæsenet i den kinesiske By Kalgau Ballernes virkelige Indhold, og Karavanen blev standset. Men naar saadanne Forsøg kan gøres og en saadan Risiko løbes, viser det, hvad der tjenes ved Nevtralitetsbrud!

*

Det er trist, at ikke alle Venstreblade indser Betydningen af vort Arbejde for Neutralitetens strænge Overholdelse, men halser i med "Dannebrog" om "landefjendsk Agitation" osv. Vor Agitation er antimilitaristisk, antikapitalistisk og fredsvenlig. Kun de, der forveksler Fædrelandskærlighed med Profitteringer og Kanongalskab, kan kalde en saadan Agitation for "landefjendsk". Danmark er netop baade indadtil og udadtil tjent med at have en fri og kritisk Presse, der paataler alle Misgreb og henleder Myndighedernes Opmærksomhed paa farlige Foretagender. Det er Rekylriffelsyndikatet og Geværfabrikledernes Letsindighed, der kan være farlig for Landet. Den bliver det dog først, hvis Regeringen ikke skrider ind. Landet slaar med god Samvittighed, naar blot de, der maatte være ansvarlige, drages til Ansvar.

Det er den socialdemokratiske Presses Ære i alle Lande, at den gaar i Spidsen for at kræve Neutraliteten strængt gennemført og dermed - som Bjørnson siger - Krigen standset af

Mangel paa Næring.

Vort tyske Broderorgan "Vortwärts" skriver, at naar Rusland endnu ikke har maattet standse Krigen og indføre en fri Forfatning, saa skyldes det den evropæiske Reaktion, som i alle Lande forsøger at splitte den offenlige Mening. Zaren er alle Monarkiers Zar! Europa og dets Pengemænd maa garanteres mod en voldsom Katastrofe i Rusland, derfor gøres der visse liberale Indrønimelser. Men stod der en offenlig europæisk Mening enstemmigt mod Rusland, saaledes at Neutraliteten virkelig overholdtes og saaledes at baade Bourgeoisiets store Kapitaler og Middelstandens smaa Spareskillinger nægtedes til Krigslaan, da var Krigen snart endt og det russiske Folk frit.

Alle virkelige Frihedsmænd og alvorlige Fredsvenner vil forstaa, at Socialdemokratiets internationale Arbejde for Neutraliteten fortjener deres Respekt og Støtte. De vil vende sig forarget fra den Venstrepresse, der ligesom Bahnson trækker paa Skulderen og siger: Nevtralitet? Et kønt Ord, men hvem gør Alvor deraf! De vil vende sig til det socialdemokratiske Parti og forstaa, at her er den eneste faste Grundvold, hvorpaa Haabet om Verdensfreden og Folkenes Frihed kan bygges.

(Social-Demokraten 29. december 1904).

Tegning fra Blæksprutten 1904 af Venstre-regeringen Deuntzer. I midten, siddende ses kirke- og undervisningsminister J. C. Christensen. Den store mand til venstre er justitsminister P. A. Alberti. Bag ham ses krigsminister V. H. O. Madsen (1844-1917). Til højre ses konseilspræsident og udenrigsminister Johan Henrik Deuntzer (1845-1918) der holder sine arme beskyttende omkring bl.a. marineminister F. H. Jøhnke (1837-1908). Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Hr. Madsen vakler.

Selv Guldbrandsen svigter.

Det ser ikke godt ud for den danske Mars, Hr. Madsen. Forleden kunde "Politiken" med nogen Føje raillere over, at Albertis "Dannebrog" spillede Rane Kammersvends Rolle overfor Krigsministeren. Og selve Ministeriets svorneste Lakaj, Statstidende Redaktør Guldbrandsen,

bryder nu Staven over Hr. Madsen.

Han erkendte forleden paa et Møde i Faxe det uheldige i, at Krigsministeren var Tilhænger af Københavns Befæstning, og at Krigsministerens Virksomhed som Taler maaske ikke havde været heldig. Ja, han lod forstaa, at han baade af saglige og politiske Grunde var en Modstander af Fæstningen, og at han ogsaa ønskede Militærudgifterne nedsatte med Millioner, ligesom han haabede at Slengerik og Fogtmann vilde fremskaffe det bedst mulige Bevismateriale mod Fæstningen.

I en Replik udtalte Hr. Guldbrandsen, der tidligere har villet have Rebellerne smidt ud, "at han iøvrigt ønskede Kursen bestandig længere til venstre".

Guldbrandsens ny Standpunkt tyder afgjort paa, at Krigsministerens Vogn er ved at hælde.

*

Som man ved, fik "Statstidende" ved Oprettelsen udtrykkeligt den Opgave foruden officielle Kundgørelser ogsaa at bringe Udtalelser fra Regeringen, naar denne maatte have noget al meddele det hele Land officielt.

Endnu har "Statstidende" ikke indeholdt et Ord om Hr. Madsens Kuglesprøjter, trods den indtrængende Opfordring, som snart hele Pressen har rettet til Ministeriet om at fremkomme med en klar Redegørelse.

(Social-Demokraten 29. december 1904).

Kugle-Sprøjterne.

150 Kasser Tilbehør afsendt.

Geværfabriken fortsætter.

Den vaklende Madsen.

Vi meddelte i Søndags, at der de tre foregaaende Uger var afsendt betydelige Partier af Tilbehør til Rekylriflerne. Vi opgave Afsenderens Adresse ("Dansk Rekylriffelsyndikat"), Bestemmelsesstedet (Hamborg), Skibene ("Maja" og "Viking") og Navnet paa det Firma, hvis Vogne besørgede transporten til Skibene (H. C. Jensen & Søn, Saxogade).

Den ministerielle Presse har ikke har et Ord at sige til disse Meddelelser. "Dannebrog", der til en Begyndelse gik saa stærkt i Ilden for Krigsministeren, er tavs.

Vi kan i Dag meddele, at der ogsaa sidste Lørdag er afsendt et Parti Rekylriffeltilbehør - nemlig 45 Kasser - Fra Frihavnen til Hamborg. Ialt er der nu afskibet ikke mindre end 150 store Kasser. 

Det er her Justitsminister Alberti, som har det nærmeste Ansvar. Han, der var saa yderst paapasselig i Sommer, for at ikke Rusland skulde faa mindste Anledning til at mistænke os for Japanervenlighed, finder sig ganske roligt i, at et Selskab, som tilvirker Krigsmateriel og dertil bruger Statens Geværfabrik, afsender Vaabentilbehør til Udlandet, - skønt Krigsministeren har lovet at der ikke skal gaa en eneste Rekylriffel ud af Landet, før der er skaffet fuld garanti for, at den ikke kommer en krigsførende Magt i Hænde.

Hvorfor har Syndikatet saa travlt med at afsende Tilbehøret, naar det endnu er tvivlsomt, om det faar Lov til at afsende selve Vaabnene? Og hvor kan Justitsministeren, hvis Pligt det er at vaage over Landets Nevtralitet, tilllade en saaden Udskibning?

Det tyske Socialdemokratis Hovedorgan "Vorwärts" beskæftiger sig vedblivende ivrigt med Affæren og spotter over den ejendommelige Opfattelse af en nevtral Stats Pligter, der synes at være de raadende i danske Regeringskredse.

"Som man ser, bringes man herved ogsaa i Tyskland i den Fristelse at tage Del i Vaabenleverance til Rusland. Det bliver da de tyske Myndigheders Sag at forhindre en saadan Krænkelse af Neutraliteten og ikke lade sig friste af Danmarks slette Eksempel. Man vil jo i Hamborg let kunne faststaa, til hvem de med de nævnte Dampere indtrufne Varer er udleveret, og - hvis det maaske skulde være forsømt ved de første Sendinger - i det mindste fremtidig mærke sig Modtagerne."

*

Medens det var Hr. Albertis Pligt at forhindre Udskibning af Varer, der kan mistænkes for at være Krigskontrebande, indtil Undersøgelsen er endt, maatte man vente, at Krigsministeren foreløbig standsede Geværfabrikens Tilvirkning af Vaaben til Rekylriffelsyndikatet. Men vi erfarer, at saavel Syndikatets lille Fabrik i Frihavnen som Statens Geværfabrik paa Amager stadig fortsætter Tilvirkningen og gør det med størst mulig Ilfærdighed. Ogsaa i denne Uge har Arbejderne paa Geværfabriken haft Overarbejde hver Dag!

Herregud - hvis der kun skal laves 200 Rekylrifler, hvortil da denne Hast? Vilde det dog ikke være mere anstændigt, at Statens Fabrik standsede Tilvirkningen medens Ministeren undersøger, om den overhovedet er tilladelig?

Det er forøvrigt morsomt at se, hvilke Kuldbøtter den ministerielle Presse staar i sit Forsvar for Hr. Madsen. Medens "Dannebrog" først hæftede sig ved "de stakkels 200 Geværer" og fandt det ganske latterligt at en Stormagt kunde have Brug for en saadan Klat (Bladet benægter jo, at de 200 blot er en Førstelevering), saa fik Piben en helt anden Lyd, da vi oplyste, at der samtidigt lavedes 43,000 Magasiner og var truffet Forberedelser til yderligere at lave to Gange saa mange. "Dannebrog" paastaar nu, at der til hver af "de stakkels 200 Geværer" kræves 208 Magasiner. "En Eskadron" - skriver Bladet - "er forsynet med 3 Rekylgeværer. Hvert Vaaben følges i første Linje af en Ammunitionshest, som bærer 96 Magasiner, anden Linje af en Ammunitionshest med et lignende Antal Magasiner, og selve Rytteren, som har Vaabnet paa venstre Side af Sadlen, har selv foran paa Sadlen 10 Magasiner".

Se her bliver det stakkels "Gevær" pludselig til en frygtelig Rytterkanon med to særlige Ammunitionsheste til Eskorte. Alene de 200 Rekylrifler vil forslaa til 66 Eskadroner!

Men hvad bliver der saa af "Dannebrog"s tidligere Vaas om, at en saadan Levering ingen Rolle vilde spille for Rusland? Selvfølgelig vilde det spille en Rolle at saa denne Levering hurtigst muligt - derfor skulde den finde Sted i December og Januar - , for at det ny Mordvaaben kunde indøves og store Dele af det russiske Rytteri derpaa forsynes dermed til Foraaret, naar det manschuriske Felttog for Alvor genoptages.

Et Rytteri, udrustet med det Madsen'ske Mordvaaben - der skyder indtil 600 Skud i Minuttet - vilde være en farlig Modstander over for den japanske Hær, der har et godt Infanteri, men Mangel paa Rytteri

*

Medens den moderate Presse som "Lolland Falsters Folketidende" - er bekymret ved Rygterne om Hr. Madsens nærforestaaende Fald, drøfter en Del af Venstrepressen med Sindsro denne Eventualitet. "Østsjællands Folkeblad" skriver: "Krigsministerens Stilling var ikke stærk i Forvejen, og under disse Forhold har denne Affære (Rekylriflerne) selvfølgelig ikke kunnet styrke den." Bladet erklærer, at Hr. Madsen, der jo er "Militarist om en Hals", staar "i afgjort Modsætningsforhold til det store Flertal i Venstre". "Man har ophørt at knytte Forhaabninger til ham i Retning af en endelig Ordning af Forsvaret. Dette maa med Nødvendighed gøre hans Stilling som Minister svag og usikker."

Hans Fald eller Forbliven vil da i Følge "Østsjællands Folkeblad" bero paa, om hele Ministeriet holder paa ham, paa Trods af "hele eller dog Størstedelen af Partiet".

(Social-Demokraten 30. december 1904).

Goos og Nellemann misbilliger Albertis Censur

Som vi forleden meddelte, har Justitsminister Albertis Teater-Censor. Overretssagfører Levin benyttet sin Myndighed paa en højst mærkelig Maade overfor Th. Staunings Skuespil, der 2. Juledag opførtes første Gang paa Arbejdernes Teater.

Et Sted i Stykket, hvor der tales om Fabriklove og Arbejderbeskyttelse, lød en Læges Replik saaledes: 

"Men der er Mangler nok endda, hvad der ikke er saa underligt, naar man erindrer, hvad det var for Folk, der var toneangivende blandt Lovgiverne paa det Omraade."

Den fremhævede Del er forbudt.

Et andet Sted har Censor strøget noget af en Samtale mellem en udelukket Arbejder og en Journalist. Den sidste siger om en svensk Arbejder ved Navn Lindstrøm, at dersom denne havde taget Fabrikanten i Armen og rusket ham, saa havde han 

"faaet Vand og Brød og var rimeligvis blevet udvist af Riget."

Denne uskyldige Bemærkning er strøget, skønt den har solid Rod i Virkeligheden, støttet paa adskillige haarde Domme over Arbejderne.

Den Albertisk-Levinske Censur har herved antaget Former, der bringer den bort fra selv det beskedneste Begreb om Frisind. Fra at være en Forholdsregel mod, at der paa Scenen tales og handles lovstridigt, er den blevet en fuldstændig russisk Indskrænkning af Ytringsfriheden. Nogle kendte Mænds Udtalelser om denne skærpede Censur vil da sikkert interessere.

Vi har henvendt os til Professor Georg Brandes, Professor Dr. jur. Munch Petersen og de fhv.

Justitsministre Goos og Nellemann. Udtalelserne fra de Sidstnævnte, der er Højres gamle Justitsministre, navnlig Hr. Nellemann der er selve Skaberen af Censuren saadan som den indførtes paa Estrups Tid, stiller Sagen i det grelleste Lys. Vi gengiver derfor først, hvad disse to Herrer har haft at sige.

Da vi viste Excellencen

Nellemann

"Social-Demokratens"s Artikel af 20. ds. om Censor Levins Indgreb i Staunings Stykke og særlig paapegde de strøgne Steder, rystede han misbillegende paa Hovedet og udbrød:

"Ja, dette er unægtelig at gaa noget vidt. Jeg blandede mig i min Tid saa vidt muligt aldrig i den Slags Ting, men overlod det til Censor, afdøde Professor Møller at handle efter Konduite; han var kun et Par Gange hos mig for at raadspørge mig, og jeg sagde da til ham, at han trygt kunde handle, som hans Indsigt tilsagde ham det. 

Hvad mener De om Udnævnelsen af en Jurist til Censorembedet? 

Hr. Nellemann: Det finder jeg mærkeligt! Naar jeg i sin Tid ansatte en særlig Censor for alle Teatrene, skete det kun, fordi Ordningen, man i Forvejen havde, var meget utilfredsstillende. Hvert Teater havde sin egen Censor; men denne var næsten altid tillige Teatrets juridiske Konsulent og altid en Sagfører, der direkte lønnedes af Teatret. Det var forresten nærmest paa Tilskyndelse af det kgl. Teaters daværende Direktør. Kammerherre Fallesen, jeg gik til at udnævne en fælles Censor for alle Teatrene, saa hele Censuren kunde samles paa én Haand, og efter hans Anbefaling udnævnte jeg netop Møler, fordi denne mentes at sidde inde med særlige Kvalifikationer og navnig havde stor literær Indigt.

Vi spurgte nu Ekseellencen, om han nogensinde havde tænkt sig Cenuren anvendt saaledes, som det nu sker, og henviste bl. a. til det Albertiske Forbud imod, at Ministre og politikere nævnes i Revyer osv.

Hr. Nellemann svarede: Jeg maa sige, at jeg nærmest kun har betragtet det som Censurens Formaal at forebygge Krænkelser af moralsk eller religiøs Art. Før offenlige Personer var det vel almindelig antaget, at de maatte finde sig i at blive omtalt. Hændte det i min Tid, at der blev strøget Navne, saa var det sikkert alene Hensynet til Privatlivets Fred, der gjorde sig gældende. Jeg mindes et enkelt Tilfælde; man havde tænkt sig at omtale Firmaet Wessel & Vett i en Revy eller lignende, men Firmaet nedlagde bestemt Protest derimod, og saa blev det forbudt. Her var det Privatlivets Fred. det gjaldt. Anderledes med Personer i offenlige Stillinger. Ingen af Højres offenlige Personer har krævet Censur til Beskyttelse af dem selv.

*

Geheimeetatsraad

Goos

erklærede kort og godt:

Den tidligere Censor, Professor Møller, har en eneste Gang, mens jeg var Justitsminister, spurgt mig, hvad han havde at gøre, og jeg svarede: Hold Dem ganske rolig til Deres én Gang antagne Principer. Iøvrigt mindes jeg ikke fra min Tid som Justitsminister nogetsomhelst Tilfælde, hvor detgjordes nødvendigt at gribe ind. Jeg har saaledes aldrig taget Anledning til at beskæftige mig nærmere med hele Censurspørgsmaalet.

*

Venstres Justitsminister, Hr. Alberti, og hans nye Censor, Overretssagfører og Cirkusadministrator Levin, staar hermed i en bengalsk Belysning, der er intet mindre end kompromitterende for deres Virksomhed. Deres Maade at øve Censur paa er saadan, at den kritiseres og kaldes for vidtgaaende af den Mand, der var Justitsminister i det gamle, reaktionære Højres Glansperiode, i selve den Estrupske Provisorietid, da Venstre kæmpede sammen med Socialdemokratiet for større Frihed! Og den anden Højre-Justitsminister fra samme Periode kan erklære, at han aldrig har fundet Anledning til at udøve Censur, medens Venstres Alberti nedlægger Forbud paa Forbud af stadig skarpere Indhold og beskærer Tanker og Ideer hos frisindede Forfattere!

Hr. Albertis Parti skaanede vitterligt nok ikke Højres Justitsministre, og Revyerne i disses Tid sprudlede af radikal Overgivenhed paa Bekostning af de samme Ministre, men de greb ikke ind! Hr. Alberti derimod taaler ikke, at Venstres Ministre nævnes i Revyerne eller at der paa Scenen blot antydes en Kritik af gammel Reaktion, som holdes i Ære af Venstre!

Mon noget Menneske nogensinde havde tænkt sig Muligheden af sligt efter Venstres 30 - aarige Kamp for Frisindet?

I hvert Fald har ikke én af de mange Tusind Socialdemokrater, der i hine 30 drøje Aar kæmpede Side om Side med Venstre og bar Venstres Mænd frem til Magten, drømt om, at de efter 3 Aars Venstreregering skulde fristes til at sige: Giv os Nellemann og Goos tilbage!

For kun 3 Somre siden jublede det københavnske Frisind i Kongens Have, fordi Nellemann og Goos var væk - og nu vægrer man sig snart ikke ved under sine Fremtidsanelser at forestille sig en ny Jubelfest i Kongens Have med Nellemanns Billede i Transparent over den Port, hvor saadanne Friheds-Karikaturer som Alberti, Ole Hansen, Sørensen og Madsen i sin Tid tronede.

(Social-Demokraten 30. december 1904).

Hr. Madsen bør gaa!

Folkets Nytaarsønske.

Endelig kom der i Gaar et Dementi i Rekylriffelaffæren. "Dannebrog" bringer det paa fremtrædende Plads i Bladet, og det lyder som følger:

Erklæring.

I Anledning af en Artikel i Bladet "Klokken 12" af i Dag, hvori fremsættes den Paastand, at Syndikatet skal have modtaget et russisk Prøvegevær, skal vi herved erklære, at denne Paastand er ren og skær Usandhed saavel som Artiklens øvrige Indhold.

Den 29 December.

Dansk Rekylriffel-syndikat.

Se saa hurtigt og kraftigt dementeres der - og med Navns Underskrift - , saa snart der kan dementeres. Man forstaar, at Riffelsyndikatet og Geværfabriken, Krigs- og Justitsministeren ligefrem har ligget paa Lur efter at dementere. De har gennemstuderet hver Linje i "Social-Demokraten" de sidste 14 Dage, men har hovedrystende og mismodige lagt Bladet fra sig: Der var intet, som kunde dementeres. Saa fandt man en lille, ligegyldig Notits i et Eftermiddagsblad og - dementerede med vild Begejstring, straks samme Dag, i den aller solideste Form og under fuldt Ansvar.

Hvilken indirekte Bekræftelse paa Korrektheden af vore Afsløringer!

Højrepressen har hver Dag raabt efter Sagsanlæg mod vort Blad. Men der er intet saadant kommet. Vi kan i Dag - og vi vil heller ikke paa dette Punkt blive dementeret - meddele, at en offenlig Anklage mod "Social- Demokraten" virkelig har været under Overvejelse i Justitsministeriet. Men det blev opgivet, man frygtede vort Bevismateriale.

Det er Krigsministeren, som sidder paa den offenlige Menings Anklagebænk. Hvad han har præsteret i denne Affære, burde være nok til at gøre ham umulig som offenlig Personlighed. Først erklærede han, at en Del af Rekylriflerne skulde lit Portugal. Saa rettede han det dertil, at "han nok troede", de skulde til Portugal. Endelig paaberaabte han sig en Erklæring fra Riffelsyndilatet om. at de ikke var bestemt til nogen krigsførende Magt, - men samme Dag udtalte baade Syndikatets Formand og Direktør, at de ikke vidste, hvor Vaabnene skulde hen.

Efter vor Artikel om Kaliberets Størrelse og Prøvepatronens Udseende maatte Hr. Madsen indrømme, at Kaliberet var det russiske, men det kunde ogsaa være sydamerikansk, og at Prøvepatronen var russisk, men ogsaa kunde være bulgarsk! Man forstod herefter, at han var nødt til at afgive Løfte om, at intet Vaaben skulde blive udført, forinden der vor skaffet fuld Garanti for, at det ikke vilde komme nogen krigsførende Magt i Hænde. Hermed tilstod han. hvor uhyre letsindigt han har handlet ved at give Geværfabriken Tilladelse til Fabrikationen, forinden der var stoffet en saadan Garanti.

Men trods Hr. Madsens Løfte er der de sidste Uger, saaledes endnu i Lørdags, udskibet Rekylriffeltilbehør. Syndikatet, der straks faldt over "Klokken 12"s ligegyldige Notits, har ikke vovet at fremsætte mindste Dementi af disse vore Meddelelser. "Dannebrog" er i Gaar vedblivende ganske stum desangaaende.

*

Der er en lille Episode fra de sidste Ugers krigsministerielle Erklæringer og Interviews, som kaster et yderst betegnende Lys over Hr. Madsens hele Tankegang og Fremgangsmaade. Provinsvenstrebladenes Fælleskorrepondent opsøgte, efter at have læst vor første Artikel. Ministeren og bad ham udtale sig. "Jeg har først, sagde Hr. Madsen, for et Øjeblik siden læst Artiklen; jeg har straks givet Ordre til en Undersøgelse, og der vil fremkomme et Dementi".

Undersøgelsen havde altsaa kun varet et Øjeblik, alligevel var Madsen paa det rene med, at der skulde dementeres. Det erindrer os om en fransk Novelle, hvor Elskerinden, saasnart hendes Tilbeder kommer ind ad Døren og siger, at en Ven har gjort ham en alvorlig Meddelelse, nervøst udbryder: "Det er Løgn! Det er Løgn, hvert evige Ord!"

Med en lignende ond Samvittighed gaar Hr. Madsen altid omkring.

Den Portugal-Historie, som fulgte efter det ovennævnte Interview, har en lang Række Forgængere.

Man erindrer vore Meddelelser om Kasematanlægget i Vestfronten. De blev straks - "dementerede". Det hele drejede sig, saaledes lød "Dementiet", om at fjærne en truende Krudtbeholdning fra Københavns Nærhed. Men da Finansudvalget omsider kom ud og saa, hvad der var lavet, var ingen længere i Tvivl om, at Madsen havde benyttet Lejligheden til at anlægge ordinære Fæstningskasematter med skudsikre RUm for Soldaterne, altså havde udviklet Fæstningen, medens Kommissionen sad og overvejede, om den ikke hellere burde nedlægges. Da undslap der Jens Busk det klassiske: "Vi er snydt og narret!".

Og Træfældningerne i Dyrehaven. Samme Eftermiddag, vi havde bragt Meddelelsen om Morgenen, telegraferede Ritzaus Bureau et krigsministerielt "Dementi" ud over Landet. Men faa Dage efter indrømmede Hr. Madsen, at der "naturligvis" maatte tages fortifikatoriske Hensyn ved Skovningen i Dyrehaven, thi denne var Fæstningsterræn "lige til Mølleaaen" Da det opdagedes, at Fældningerne fandt Sted i Henhold til en ministeriel Resolution fra Højres sidste Regeringstid, og da Socialdemokraterne paa Rigsdagen forlangte denne Resolution ophævet, mødte det bestemt Modstand fra Ministerens Side.

Eller husk de ekstraordinære Militærforanstaltninger i Foraaret og den Syndflod af "Dementier", de fremkaldte, - indtil en Dag et Højreblad meddelte, at Hr. Madsen opkastede Skanser paa Saltholm. Og det blev ikke dementeret. "Snydt og narret" - sagde Jens Busk. "Snydt og narret!" lyder det efterhaanden ud over Landet, stærkere og stærkere, mere og mere forbitret. Ingen tror længere denne denne Krigsminister. Alt hvad han foretager sig, er et Væv af Udflugter og ond Samvittighed. Og saaledes maa det være, the hele hans Stilling er en stor Usandhed. Skønt erklæret Tilhænger af Københavns Befæstning har han ladet sig optage i et Ministerium, hvis Partiprogram var Kamp mod denne Fæstning. 

*

I Rigsdagskredse taler man i denne Tid om en Bedrift af Hr. Madsen, der har faaet næsten alle Venstres Bestyrelsesmedlemmer til at gentage Jens Busk's Ord.

For et Par Aar siden søgte Hr. Madsen at tilfedte sig nogle Penge til Brug for det almindelige Militærbudget ved at foreslaa Overskudet af Usserød Klædefabrik - der udgør over 100,000 Kr. - en Gang for alle fikseret til 50,000 Kr. Derved vilde Ministeren faa Raadighed over mindst 50,000 Kr., hvad der jo vilde bidrage til at forhøje den berømte status quo. Men Klausen rejste bestemt Modstand mod denne Transaktion, og Finansudvalget sluttede sig hertil. Krigsministeren var saaledes foreløbig bræmset.

Men det gaar Hr. Madsen som den lille Hund i Fortællingen "Det grønne Kammer". Smidt ud af Døren kom den stadig tilbage gennem et Hul i Væggen. Hr. Madsen har det sidste Aar ganske simpelt nedsat Priserne paa det Klæde, som Fabriken leverer til Hæren, derimod ikke til de civile Etater, og saaledes tjener han indirekte det halvthundrede Tusinde Kroner, som han blev stoppet i at tjene direkte!

Man forstaar, at Stemningen var vel beredt ogsaa i Rigsdagens Venstrekredse, da Rekylriffelaffæren kom til. De er Tegn paa, at det bliver Draaben som faar Bægeret til at flyde over. Om intet Nytaarsønske samler Befolkningen sig mere varmt og enstemmigt end om dette: Hr Madsen bør gaa! Han bør gaa, this hans Forbliven er i lige Grad til Skade for Demokratiets Interesser, den politiske Moral og Landets internationale Sikkerhed.

(Social-Demokraten 31. december 1904).

Bladet indeholder endvidere Georg Brandes' og Munch Petersens bemærkninger til at Alberti havde lagt centur over Thorvald Staunings arbejderskuespil "Livets løgne".

Som et kuriosum var der i nytåret 1904/1905 en storm som oversvømmede store dele af Kalveboderne. Her gik det ud over et hus som krigsminister Madsen havde opført der:

Da vi i Gaar Eftermiddags ved Kl. 3 var derude, var Vandet faldet ca. 2 Fod, og dog gik Bølgerne hen over Skurenes Tage. Et helt lille Hus drev om paa Vandet og var allerede dreven flere Hundrede Alen bort af Stormen. Ovre under Dæmningerne havde Krigsminister Madsen bygget sig en Skydebane, hvor Rekylgeværerne blev indskudte. Der var opført et lille fint Hus med Kakkelovn osv. Dette Hus og alle Hr. Madsens Apparater er fuldstændig forsvunden. I Gaar Formiddags gik det pludselig til Havs, og siden har man ikke set mere til det. Ovre under “Karens Minde" driver en Masse Planker, Brædder og Tønder i Land. Vi antager, at mellem alt dette Skrammel skjuler sig Stumperne af det Madsenske Hus, som et retfærdigt Forsyn har slaaet med Ødelæggelse, i samme Øjeblik som dets Mester selv staar for Fald.

(Social-Demokraten 1. januar 1905. Uddrag)