Juleaften på hundekirkegården. (Efterskrift til Politivennen)

 København 27. december.

Blandt de ejendommeligheder der rummes i storstaden København, findes også en hundekirkegård, og den er oven i købet ikke den mindst interessante. Den er anlagt af en entreprenant gartner i et hjørne af Garnisons Kirkegård lige over for Holmens Kirkegård, og på dette lille stykke jord sover op imod 300 små hundesjæle den sidste lange søvn. Jordstykket koster for hver hund første gang 5 kr. og derefter årlig 1 kr. Og er end selve kirkegården uanselig og lidet soigneret, er de fleste af gravene til gengæld så meget mere velholdte.

Man ser om næsten alle gravene stakitter eller plantehegn, og på mange af dem fortæller stene med inskription i få ord et helt lille stykke menneskehistorie. Man forstår af indskrifterne at de som nu hviler her, en gang for mange mennesker var en god og trofast ven, for adskillige vel endog den eneste. Det er da heller ikke mere end rimeligt, at de efterladte har sat dem et mindesmærke og at de hygger og værner om det.

På alle årets søndage kan man se mest ældre folk og da navnlig kvinder sysle herude og lægge friske blomster på deres små venners grave.

Men særlig viser dette sig juleaften.

På denne årets og livets lyseste og venligste aften ser man alt tidligt på dagen et livligt rykind på hundenes kirkegård. På næsten alle grave lægges grankviste, grankranse og blomster, og man ser mange enlige kvinder stå længe og stirre på den lille grav.

Få alen borte pulserer livet og de elektriske sporvognes klemten fortæller om tidens travlhed.

Men herinde er der stille. Og de tilstedeværende mennesker lader tankerne dvæle ved de små sjæle derned, mens de gentagende læser inskriptionerne:

"Farvel lille Bob".

"Lille trofaste Cora".

"New Foundlænderen fra Stormgade".

"Her hviler min bedste ven".

"Min egen Snip", osv. osv.

Man kan måske mene at det hele er lidt naivt, enkelte vil vel endog finde denne hundekærlighed latterlig, men alligevel er der noget vist rørende og glædeligt i at se at det ikke blot er dyrene som er trofaste, men at der endnu også er mennesker som er det. Ganske vist - en og anden lille grav stikker jo lidt grelt af ved sin tarvelighed mod at den omgivende hygge. Men derfor er det jo heller ikke sikkert at de er glemte. Når der ikke juleaften også kom nye kranse på deres grave, var måske af en gyldig grund. 

Måske havde deres hersker eller herskerinde selv fået forfald og slumrer nu få alen borte fra dem i den samme moderlige jord.

(Viborg Stifts-Tidende, 28. december 1905)

Jordkørsel paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør!

Måtte jeg bede "Social-Demokraten" optage en klage over den måde, hvorpå undertegnede er blevet generet under mit arbejde som privat gartner ved Vestre Kirkegård.

Jeg henvendte mig på egne og flere af mine kollegers vegne hos inspektør Bahnson på Vestre Kirkegårds kontor for at få tilladelse til at indføre nogle læs muldjord på kirkegården til øjeblikkelig brug til vedligeholdelse af de grave, vi har at passe. Som svar på min henvendelse fik jeg det, at jeg under ingen omstændigheder måtte køre ind med mere end et læs, og da jeg indvendte, at vi havde lejet hos en vognmand for den dag og gerne skulle have det hele ind med det samme, fik jeg kun det svar, at det kunne ikke nytte mig noget.

Hvilke motiver inspektøren har til at nægte os adgang med vogne til kirkegården, ved jeg ikke, og jeg skal i denne forbindelse blot bemærke, at der ikke lægges de vogne, som kører for stenhuggere, gelændersmede og inspektørens leverandører, nogen hindring i vejen.

Efter at to af mine kolleger hos inspektøren havde fået afslående svar på deres anmodning om at måtte køre jord ind, meddelte de, at de så ville køre ind uden tilladelse, da de skulle bruge jorden. Det lykkedes os også at få 3 læs kørt ind, men så gav inspektøren ordre til, at portene skulle lukkes og besættes med en dobbelt vagt. Vi måtte følgelig nøjes med den jord, vi havde fået ind, og fordelte den så på de forskellige gravsteder.

Jeg tillader mig nu at spørge, om ikke hr. Bahnson er gået en smule for vidt overfor os, der altid bestræber os for at overholde kirkegårdens ordensbestemmelser, ligesom alle henvendelser til inspektøren og hans folk foretages med høflighed.

Med tak for optagelse.

J. M. Iversen

Gartner.

(Social-Demokraten 17. december 1905)

Slagsmål på Kvægtorvet. (Efterskrift til Politivennen).

Lørdag formiddag opstod et blodigt slagsmål på Kvægtorvet mellem en folk kvægdrivere, deriblandt "Den dovne Dreng", "Surmulen", "Gråbideren" og "Bræddestablen". De bearbejdede hinanden med stave så blodet flød af dem.

Nogle slagtersvende kom nu til og ville forhindre yderligere overlast, men nu kom et andet slæng kvægdrivere til og begyndte at slå løs på slagterne, så at der kom en snes mennesker i slagsmål.

Politiet kom nu til, og fik de værste slagsbrødre anholdt, men "Gråbideren" og "Surmulen" måtte tages under lægebehandling.

(Folkets Avis - København, 11. december 1905).

Søren Lemvig-Fog 1864-1906. 5/6. Efterskrift til Politivennen)

I 1899 fik Lemvig-Fog patent på fremstilling af tændstikker uden hoved (sammen med Aage Georg Kirschner). En opfindelse af Aage Kirschner. Bl.a. den kendte tændstikfabrik Gosch troede på ideen, uden større succes. Patentet blev i 1906 solgt til en tysker.

International Tændstikkompagni eksisterede 1899-1901 på Godthaabsvej 61B, København. Involveret var udover Søren Lemvig Fog også cand. polyt. Aage Georg Kirchner, advokat Niels Christian Heide, finansminister Christoffer Friedenreich Hage og den senere så kendte cand. polyt. Paul Bergsøe som var firmaets kemiker. Patentet blev solgt til HE Gosch & Co. for 100.000 kroner. Bergsøe gjorde opmærksom på at parafinen ikke sugedes ind i træet, men blev meget fedtet. Han fik besked på ikke at fortælle dette da det ville skade salget, hvorefter han tog sin afsked. 

"Den hovedløse Tændstik".

En Opfindelse, som blev til ingenting.

 6. Maj.

Det vakte i sin Tid voldsomt Røre paa Børsen, da det hed sig, at der var gjort en Opfindelse, hvorefter Tændstikker kunde fremstilles for mindre end det halve af, hvad det nu kostede.

Opfinderen var en ung dansk Ingeniør, Aage Kirschner. Han kaldte sin Opfindelse "Den hovedløse Tændstik", fordi hans Tændstik vilde blive uden det sædvanlige "Hoved"; Satsen skulde nemlig imprægneres i selve Træet.

Selvfølgelig var der dem, der straks var villige til at afkøbe ham Patentet, og der blev dannet et Selskab med d'Hrr. Bankdirektør Heide og Ingeniør Lemvig-Fog i Spidsen, som overtog Patentet.

Til at begynde med syntes dette Køb da ogsaa at skulle blive en glimrende Forretning. Den bekendte Tændstikfabrik Gosch & Co. købte saaledes straks Retten til at udnytte Patentet i Danmark og gav 100,000 Kr. derfor. Men det er nu længe siden - og der er ikke kommet en eneste Tændstik ud. Efter hvad vi erfarer, faar vi næppe heller nogen Sinde den "hovedløse" at se. Man har selvfølgelig forsøgt at lave den, men Forsøgene viste, at den lugtede og spruttede, saa det var til at jage Folk væk med.

Der bliver stadig forhandlet med Udlandet om Salg af Patentet, men der er ingen, som rigtig har Lyst til at købe.

Det er de, der har skudt deres Penge ind i Foretagendet, selvfølgelig misfornøjede med, og navnlig har Læge Gilbert Jespersen følt sig brøstholden. Han havde oprindelig ikke villet være med, men saa en Dag, da han var til Middag hos Kammerjunker Skeel i Charlottenlund, overtalte denne ham til at tegne for 10,000 Kr. Aktier i Foretagendet - som af Hensyn til de gode Papirer maatte betales med 16,000 Kr.

For en Tid siden skrev han et meget hvast Brev til Kammerjunkeren og betonede heri, "at Salget af Aktierne i de ydre Momenter mindede i alle sine Enkeltheder om ganske almindeligt Bondefangeri".

Kammerjunkeren lagde straks Sag an mod Læge Gilbert Jespersen, men har nu lidt den Tort, at Retten har afgjort Sagen og ladet disse Udtalelser passere.

Reporter.

(Viborg Stifts Folkeblad 6. maj 1905)

Stockholmsgade 43. Søren Lemvig Fog ingeniør, løjtnant, søn af tændstikfabrikant Ludolph Emil Fog. Ophavsmand til Internationalt Tændstikkompagni på Godthåbsvej. 1906. Fotoerne i dette indslag er fra ingeniør Lemvig Fogs lejlighed i Stockholmsgade. Personerne på dette foto er muligvis på kondolencevisit efter hans død i 1906. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder.

Telegrafonen.

Der herskede en noget nervøs Stemning i Wittmacks Glassal i Gaar Eftermiddags, hvor Telegrafon Selskabets Aktionærer vare samlede for at høre, hvad der pekuniært er kommet ud af Ingeniør Poulsens geniale Opfindelse, fortæller "Pol.". Man vidste, at der for første Gang skulde betales Udbytte, endda et meget rundeligt Udbytte, men hvorledes dette gladelige Resultat var op naaet, var foreløbig en Hemmelighed.

Højesteretssagfører Bülow, der dirigerede, gav først Ordet til Veksellerer Aug. Lunn, der aflagde Aarsregnskabet. Det ballancerede med en 40.000 Kr , og man erfarede, at der siden Selskabets Stiftelse var brugt 337,000 Kr. - deraf 55.000 til Udtagelse af Patenter og 62.000 til Rejser og Repræsentation - og at der er solgt Patenter for 231.000 Kr. Paa den Bov blev der altsaa ikke noget Udbytte.

Ingeniør Lemvig Fog havde forbeholdt sig at afsløre Overraskelsen. Den lille, smarte Herre, der efterhaanden er bleven saa amerikaniseret, at man undres over at høre ham tale Dansk, rullede med Dollars-Millionerne, saa Aktionærerne glippede med Øjnene og toge sig til Panden.

Det var ikte helt let at naa Bunden i alle de Tal og mærkelige Transaktioner, for hvilke Hr. Lemvig Fog med rivende Tungefærdighed gjorde Rede. De fleste af Aktiønarerne følte det vistnok, som om de traadte Vande midt i Atlanterhavet. Efterhaanden klaredes dog Begreberne saa vidt, at vi tro os i Stand til at gengive Kærnen i Historien. 

Ved Begyndelsen af Aaret havde man afhændet 2/3 - 3/4 af alle de fremmede Patenter. Men det vigtigste af dem, det amerikanske, til hvilket man havde saa store Forhaabninger, bragte Skuffelser, fordi Mr Hutchin, der varetog de amerikanske Telegrafon-Interesser, var bleven apoplektisk, og man ikke vidste, med hvem han havde forhandlet. Det lykkedes dog omsider at faa Klarhed over Stillingen, og saa dannedes der et stort internationalt Kompagni, som skulde optage alle Patenterne i sig og altsaa købe dem tilbage, der allerede vare solgte.  Kompagniet stiftedes med en Kapital af 10 Mill. Dollars.

Da dette pæne runde Tal gled over Hr. Lemvig Fogs Læber med en Lethed, som drejede det sig om 100 Kr., opstod der Bevægelse i Forsamlingen. Hr. Lemvig Fog skyndte sig da at tilføje: Selvfølgelig er denne Kapital kun nominel. Det er efter amerikansk Skik klogt at sætte den saa hojt, saa er man bedre i Stand til at spekulere, og Papirerne kunne forhandes til en lav Kurs. Saadan gør man i Amerika, og det maatte vi rette os efter.

Naa, der gik 3 Mill. Doll. med til at købe Patenterne tilbage og til Omkostninger. Til Rest er altsaa en Aktiekapital paa 7 Mill. Doll. Hvad vi have vundet ved denne Transaktion? Jo, sagde Hr. Lemvig Fog, vi have vundet det, at de 300,000 Kroner, vi vare forpligtede til at betale det danske Selskabs Stiftere (Stifterne ere Hr Lemv!g Fog, Vekselerer Lunn og Ingeniør Poulsen), have disse erklæret sig villige til at lade sig betale med 300,000 Dollars i Aktier. Dernæst, at Mr. Hutchin mod, at vi give Afkald paa vor Andel i Indtægten af det amerikanske Salg, har udbetalt os 300,000 Kr i danske Aktier, og endelig have vi akcepteret et Tilbud om at sælge 1 Mill. Doll Aktier for 75,000 Doll , saaledes, at hvad der ved Salg af dem kommer ind mere end 75,000 Doll., skulle vi have Halvdelen af.

Situationen er i Øjeblikket denne, at i det danske Selskab er Aktiekapitalen, der skal forrentes! nedbragt fra 2 Mill Kroner til 1,700,000 Kr., og at vi have betalt vor Gæld, og at vi have 100.000 Doll. kontant og senere faa 20,000 Doll udbetalt. Saaledes blive vi i Stand til at betale Aktionærerne 15 % i Udbytte med 255,000 Kr. og kunne endda love i Aarets Løb at udbetale en Ekstradividende, hvis Størrelse dog ikke nu kan angives.

Om den tekniske Side af Sagen sagde Hr. Lemvig Fog. at Apparaternes sonetiske Evne er bleven i høj Grad udviklet, og at man i saa Henseende næppe naar videre. Om en Uges Tid vil der for Offentligheden blive Lejlighed til et gøre sig bekendt med den forbedrede Telegrafen.

Under alt dette sad Opfinderen, Hr. Poulsen, lidt til en Side og lyttede opmærksomt. Mon han, hvis Hjerne næppe er indrettet for Tal og Pengespekulationer, har forstaaet ret meget os det hele?

Til Trods for de 15 pCt. rejstes der Kritik. Grosserer Hoppe sagde, at han aldrig havde set saadan et Regnskab. Det indeholder ingen Status, og man kan heller ikke se, hvad der skyldes bort og hvad man ejer. Det er en Ubillighed, som Aktionærerne ikke ville taale. At en Mand som Veksellerer Lunn vil sætte sit Navn under saadan et Regnskab!!

Hr. Lunn henviste til en beroligende Erklæring fra Revisor Harald Meyer, der som bekendt er alle Regnskabsføreres Vorherre, og tog sig øjensynlig Hr. Hoppes Anker og hans Forslag om at nedsatte et kritisk Udvalg meget let.

Forstaget blev da ogsaa ved Afstemningen forkastet med 1140 Stemmer mod 89. Men de 89 ere ganske sikkert fordelte paa flere Hænder end de 1140. Derefter blev der med 1131 Ja mod 83 Nej givet Decharge. Transaktionerne med det internationale Kompagni godkendtes med 1136 Ja mod 1 Stemmeseddel, paa hvilken der stod: Nej og atter Nej. Dirigenten var saa liberal at regne den for 2 Stemmer, hvilket indbragte ham munter Applaus.

Saa skred man til Bestyrelsesvalg. De Herrer Lemvig Fog, Overretssagfører Scavenius og Ingeniør Poulsen genvalgtes, og i Stedet for Veksellerer Lunn, der ikke ville mere, valgtes Hofjægermester F. Tesdorpff.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 1. november 1905)

Stockholmsgade Stockholmsgade 43. Søren Lemvig Fog ingeniør, løjtnant, søn af tændstikfabrikant Ludolph Emil Fog Ophavsmand til Internationalt Tændstikkompagni på Godthåbsvej. Personerne på fotoet er ikke identificeret. 1906. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder.

Robert Stricker 2/3: Byfoged i Kalundborg 1903-1908. (Efterskrift til Politivennen)

Det lykkedes Robert Stricker i 1903 at blive byfoged i Kalundborg efter forgæves at have søgt stilling en håndfuld andre steder. Få måneder efter hans tiltræden vakte han opsigt i lokalsamfundet:. 

Byfoged Robert Stricker har udstedt følgende Ukas, er staar at læse i Kallunborgbladene:

Politiplakat.

Al Sammenstimlen i Buens Gader og paa Gadehjørner er forbudt.

Overtrædelser medfører Strafansvar.

Kallundborg Politikammer, d. 27. November 1903. Rob, Stricker.

Hvad er der paa Færde? spørger man sig selv. Ganske vist er Kallundborg en livlig By; der er Handel og Vandel og Færdsel, og hvad der skal være. Derimod har vi aldrig hørt om revolutionære Tendenser, Vil de nu bygge Barrikader i Gaderne, storme Raadhuset og afsætte Robert Stricker? Ja, Kallundborg er en livlig By, naar man kommer fra Svaneke, skriver "Sorø Amtstidende"

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 2. december 1903)

Den 12. august 1905 udbrød der brand hos materialist Borchsenius og et af pakhusene nedbrændte. Det var forøvrigt ikke første gang det skete. E. Borchsenius' (1863-?) forretning lå i en ejendom der dengang lå tæt på hjørnet af Vænget og Kordilgade. Han havde grundlagt forretningen 29. april 1896. Forretningen eksisterede i hvert fald indtil 1950 i Kordilgade 16 (opført 1850).

Han blev anholdt den 2. september 1905. Den 12. september 1905 afgav Stricker sit sæde som undersøgelsesdommer til Flensborg. Den 2. oktober 1905 blev Borchsenius idømt en bøde på 200 kr. for injurier mod Kallundborg Avis. Han blev løsladt den 25. oktober 1905. Hans mange tilhængere arrangerede et festmåltid efter løsladelsen.

En Ildebrandssag.

Materialist Borchsenius i Kalundborg løsladt.

I Sommer brændte det hos Materialist Borchsenius i Kalundborg, der boede i en Ejendom, tilhørende Byfogedfuldmægtig Jespersen. Formentlig efter Tilskyndelse af Ejeren lod Byfoged Stricker Borchsenius arrestere den 2. September, sigtet for at have paasat Ilden. Denne Arrestation vakte vældigt Røre i Kalundborg, hvor man syntes at opsatte Arrestationen som ganske ugrundet og uforsvarlig. Byfoged Stricker maatte dog fratræde og Herredsfoged Flensborg overtog Hværvet som Forhører af Borchsenius. Der er sikkert i de 7 Uger arbejdet ihærdigt med Arrestanten med alle de Midler, vort raadne Retssystem stiller til en Forhørsdommers Raadighed, men, som det synes, uden Resultat, idet man nu har maattet løslade Borchsenius. Forhørsakterne er derefter indsendt til Justitsministeriet, der afgør, om der skal rejses Tiltale, men der formenes ikke at være noget Anklagegrundlag overfor Borchsenius.

Om Grundlaget for Anholdelsen har Borchsenius efter Løsladelsen udtalt følgende til "Samsø Folkebl.":

"Jeg blev i Forhøret den 2. September spurgt, om jeg havde fraraadet Alex. Rasmussens Kommis'er at forsøge paa at slukke. Dertil svarede jeg ja! Senere blev det spurgt mig, om jeg havde forhindret dem i at slukke, og dertil svarede jeg - overensstemmende med Sandheden - nej! Heri har Forhørsdommeren maaske villet se en Uoverensstemmelse, som det vilde falde andre vanskeligt at faa Øje paa."

"Var der saa ikke andet?"

"Jo, saa spurgte Stricker mig, om jeg havde sagt saadant noget som: Lad det Skidt bare brænde! Jeg svarede, at jeg ikke kunde huske, hvorvidt jeg havde sagt det, men jeg havde i hvert Fald tænkt det. Jeg tror nemlig ikke, at de Brande hører op, før hele Historien er jævnet med Jorden.

Hr. Stricker kom senere ofte tilbage til Spørgsmaalet om, hvorvidt jeg havde "tænkt" eller "sagt".

De kan tro, der blev herset med mig, og da jeg en Gang lod falde en Bemærkning herom til Hr. Stricker, svarede han: Ja, jeg er virkelig selv meget anstrængt.

Naa, saa kom jo Flensborg til. Jeg maa sige, at Tonen over det hele strax blev en anden. Jeg fik det Indtryk, at han er en strængt retfærdig Mand, som tager objektivt paa Tingene. Af en af hans Udtalelser til mig, kan man maaske ogsaa danne sig et Begreb om Grundlagets Beskaffenhed. Han har nemlig sagt: Naar Mistanken har fæstet sig ved Dem, er det, fordi De er den, der nemmest kunde komme til at stikke Ild paa.

I de senere Forhør har jeg dog kunnet mærke, hvorledes Grunden var ved at svinde under Fødderne paa dem. Og Hr. Flensborgs Politiassistent har da ogsaa sagt til mig, at jo mere man kom ind i den Sag, des mere mystisk blev den".

- - -

Rigtigheden af Borchsenius' Udtalelser forudsat, saa er det kun et tyndt, for ikke at sige løst og pjattet Grundlag, Sigtelsen mod ham og Arrestationen er bygget paa.

Borchsenius har lidt meget i Arresten. En gammel Nyresygdom er brudt ud igen, og han maatte en Tid indlægges paa Sygehuset, hvor han behandledes som en farlig Forbryder.

I Kalundborg, hvor Borchsenius var overmaade afholdt, har hans Løsladelse vakt stor Glæde.

Hans Hjem var smykket indtil Overdaadighed med Blomster og Planter, og næppe var han hjemme igen, før en ustandselig Strøm af Venner og bekendte mødte op for at ønske den afholdte Borger til Lykke med den gunstige Vending, Sagen havde taget.

Her har vi da atter et Exempel paa, at Retsplejen for Befolkningen tager sig ud som himmelraabende Uretfærdighed. "Retfærdighedens straffende Haand" staar for Folket som "Vilkaarlighedens frygtelige Svøbe".

Denne Ildebrandsaffære synes at ville udvikle sig til en Skandale af Rang, der ikke giver vore øvrige Retsskandaler noget efter. 

Foreløbig har Overretssagfører Schultz i Kalundborg paa Materialist Borchsenius' Vegne anlagt Injuriesag mod Byfoged Stricker. Samtidig har Overretssagføreren begæret en Sættedommer beskikket i Sagen.

(Demokraten (Århus) 27. oktober 1905).

Borchsenius sad i Kalundborg Arrest, Slotsvænget 1 der i dag har 15 pladser, heraf de fire på dobbeltceller. Kalundborg Arrest er bygget i 1854. Arresten har et gårdtursareal, hvor de indsatte kan få frisk luft. 

Det efterfølgende fest for Borchsenius medførte en skarpt reaktion fra ægteparret Stricker, bl. a. mod købmand Valentin Jensen som sad i byrådet 1903-1908 og lærer Haugstrup. Han var siden juni 1898 beskikket timelærer ved Kalundborg skolevæsen, relaskolen og teknisk skole. Fra 1901 var han fast lærer. Han ledede bl. a. gymnastikforeningens vinterøvelser og fremhæves i forbindelse med flere lokale aktiviteter i Kalundborg på det tidspunkt fx skolebespisningen og Foreningen af Danmarks Folkebogsamlinger: 

Krig i Kalundborg

Af et Brev fra Kalundborg til "Politiken":

Vor Bys Øverste, Hr. Byfoged og Borgmester Stricker - hans Minde leve! - fører for Tiden en lille privat Krig mod Indbydere til Borchsenius-Festen.

Krigen har foreløbig givet sig følgende Udslag: 1) Hr. Borgmester og Byfoged har udmeldt sig af den stedlige Klub. hvor Grosserer Valentin Jensen er Formand. 2) Fru Borgmester- og Byfogedinde har tilskrevet Lærer Haugstrup, at han ikke mere kan faa Tilladelse til at give en Søn Privatundervisning, da Hr. H. nu er optraadt som Fruens Mands Fjende, og 3) Hr. Borgmester og Byfoged har sagt alt Abonnement af hos Boghandler Møller.

Alle tre Herrer var Underskrivere paa Indbydelsen.

(Vejle Amts Folkeblad 10. november 1905).

Den Estrup-tro Højrepresse i København (Nationaltidende) havde svært ved at sluge at Stricker var blevet ikendt erstatning, og søgte at finde andre motiver til al festivitassen efter Borchsenius' løsladelse, samt hvad de opfattede som en forfølgelse af Stricker. Motivet skulle være at Borchsenius ønskede at opstille til byrådet i Kalundborg for Det radikale Venstre i Kalundborg:

Brandsagen i Kallundborg.

Af københavnske Blade har hidtil kun "Politiken" beskæftiget sig med Brandsagen i Kallundborg; til en Forandring finder vi følgende Artikel om Sagen i "Nationaltidende"s Numer fra sidste Torsdag Aften:

Vore Læsere vil fra dette Efteraar erindre en Brandsag, den saakaldte Borchsenius'ske, i Kallundborg, der straks affødte en voldsom Agitation og et regulært Pressefelttog mod Byfoged Stricker i Kallundborg, og som endnu af og til dukker op i "Politiken"s Spalter.

Anledningen til denne Agitation, der i høj Grad fik Karakter af en Forfølgelse, var den, at Hr. Stricker efter en Ildløs i et Materialist Borchsenius tilhørende Pakhus lod Borchsenius anholde og derefter afsagde Arrestdekret over ham. Hr. Stricker kunde naturligvis ikke være blind for, at Arrestationen af en Forretningsmand som Borchsenius vilde være en meget alvorlig Kalamitet for denne og vække betydelig Opsigt i Byen. Man kan derfor gaa ud fra, at Byfogden har ment at have gode Grunde til at foretage det omtalte Skridt. En af disse Grunde var formentlig den, at der i Løbet af 1 Aar, Juli 1904 til Juli 1905, havde været Ildløs 5 Gange i de Hr. Borchsenius tilhørende Pakhuse, hvorved Dele af hans Varelager og delvis ogsaa Bygningerne blev ødelagte. Om denne Omstændigheds Værdi som Anholdelsesgrund skal vi lige saa lidt udtale os som om Værdien af de Grunde, Hr. Stricker ellers maatte have haft; de vil formentlig blive prøvede paa andet Sted.

Næppe havde imidlertid Hr. Stricker afsagt Arrestdekret, før den radikale Presse, repræsenteret af et lokalt Blad, "Politiken" og nogle Eftersnakkere, aabnede et Felttog imod ham af den voldsomste Art. Det forandrede ikke Sagen, at Hr. Stricker traadte tilbage - under Henvisning til den Omstændighed, at hans Fuldmægtig, Hr. Jespersen, var Medejer af den paagældende Ejendom - efter at have holdt Hr. Borchsenius arresteret i nogle Dage - ialt 7 Ogsaa da Herredsfoged Flensborg fra Nabojurisdiktionen havde overtaget Sagen - under Behandlingen af hvilken han beholdt Hr. Borchsenius som Arrestant i henved 7 Uger - regnede det ned med radikale Projektiler omkring - Hr. Stricker, medens man af Grunde, der for uindviede maatte synes mystiske, lod Hr Flensborg i Fred.

Da Hr. Flensborg imidlertid løslod Hr. Borchsenius, gik det paany ud over Hr. Stricker; men samtidig aabenbaredes de mystiske Grunde til hele denne mærkelige Angrebsplan. Det viste sig nemlig, at selve Sagen: den formentlig uretfærdige Arrestation af Hr. Borchsenius, ikke havde ligget de brølende Løver paa Sinde - saa vilde Tugtens Ris jo ogsaa have naaet Hr. Flensborg; hvad det kom an paa for dem, var at lave et politisk Numer i Kallundborgkredsen. Med al ønskelig Tydelighed fremgik det af "Politiken" og dens Fællers Optræden, at "Affæren" skulde bruges til at samle et inderligt Forbund: Socialisterne, der aldrig har elsket den tilknappede, bureaukratiske og i et langt Livs sidste Fase til den yderste Radikalisme saa pludselig omvendte Hr. Krabbe, og de øvrige radikale Elementer om denne Folkerepræsentant. Endelig skulde Sagen bruges til et kommunal politisk Felttog ved de nu forestaaende Byraadsvalg.

Til den Ende sendte selve Hr. Krabbe el Brev til den løsladte Hr. Borchsenius, hvori han ganske ugenert og uden Skygge af Kendskab til Forhørene og det for Arrestationen til Grund liggende Materiale tilkendegav, at han, Herredsfoged Krabbe, ikke noget Øjeblik havde været i Tvivl om, at der forelaa en beklagelig Fejltagelse. Hvad dette Skridt af en Herredsfoged overfor en Kollega betegner, skal vi ikke komme nærmere ind paa. Denne Sag vil rettelig høre hjemme indenfor Underdommernes Forening, som uden al Tvivl vil overveje, hvad sligt bør honoreres med. Men ganske bortset herfra var Hr. Krabbes Skrivelse tydelig nok. Den viste, i hvilken Gænge den Sag var kommen.

Og nu forleden slængede "Politiken" ugenert og aabenmundet den resterende Del af Forhænget. Den skrev nemlig, at de forenede Socialister og Radikalister i Kallundborg vil kæmpe en drabelig Kamp ved de forestaaende Byraadsvalg for en radikal-socialistisk Liste, hvis første Navn skulde være - Hr. Borchsenius.

Det er som første Offer for disse sindrige Kombinationer, vi træffer Hr. Stricker, ligesom vi efter dette saa godt forstaar, at Hr. Flensborg er gaaet Ram forbi. Men man skylder Sandheden at udrede Traadene i dette Net, for at Offentligheden ikke af den megen Staahej skal lade sig forlede til at fælde en uagtsom Dom over den i "Pol."s Varetægtsarrest paa den løseste Mistanke hensatte Borgmester Stricker.

Tilbage bliver den anden Side af Sagen.

Hvad siger Købmand Borchsenius til hele denne Benyttelse af ham og hans Sag i politisk Øjemed? Finder han, at han er tjent med at afgive sin egen Person og den ham overgaaede Arrestation som Springbrædt for sine politiske Venners gymnastiske Øvelser? Eller finder han, som vi, at den hele Affære er højst usmagelig og lidet skikket til at harmonere med de Følelser, der paakommer en Mand, som er sig bevidst at have lidt en personlig Uret?

Vi har Grund til at mene, at Hr. Borchsenius netop ud fra disse Følelser vil gøre, hvad han formaar, for at standse al videre partipolitisk Spekulation - med bevislig forfalsket Adresse - i den kallundborgske Brandsag.

(Kallundborg Avis 9. december 1905).

I januar 1906 sejrede Det radikale Venstres og Socialdemokraternes Fællesliste ved byrådsvalget i Kalundborg med 613-368 stemmer. Borgerlistens særkandidater fik 318-392 stemmer. Materialist Borchsenius blev valgt med 392 stemmer.

Stricker anklagede i april 1906 Borchsenius for kvaksalveri og ulovlig medikamenthandel idet han havde tilrådet en mand at tage en bitter for dårlig mave og solgt brandrethspiller, kininpiller, kamferdråber og Hoffmannsdråber. Stricker idømte ham en bøde på 300 kr. Ved overretten blev Borchsenius i august 1906 frifundet.

Borchsenius' arrestation medførte formentlig at han i juli 1906 gik i betalingsstandsning. Han fik dog efterfølgende forretningen op at køre igen.

Erstatningssagen nåede til Højesteret i januar 1908 hvor Borchsenius havde krævet 10.000 kr. i erstatning for uretmæssige arrestation. Højesteret dømte at der ikke havde været grund til arrestation samt tilkendte Borchsenius 500 kr. i erstatning. Sagens omkostninger ophævedes.

E. Borchsenius sad i Kalundborg Byråd 1906-1909. På samme tidspunkt sad også guldsmed Georg Lander (1897-1918, borgmester 1914-1918), redaktør Andreas Sørensen (1898-1908), fabrikant F. Lewinsky (1900-1908), købmand P. Th Hansen (1903-1909), købmand Valentin Jensen (1903-1908), redaktør Chr. G. Tortzen (1903-1909), sagfører Hans Hass (1903-1913), overretssagfører Aage Schultz (1906-1909), folketingsmand, redaktør Frederik Andersen (1906-1944), uldhandler J. C. Henningsen (1906-1913), fhv. borgmester og byfoged i Kalundborg Vilhelm Terndrup 1908-1914 og købmand S. P. Jensen (1908-1913),