Preislers Hundekirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hundekirkegaarden.

København, 31. maj.

Lige ved indgangen til Garnisons Kirkegård på Østerbro har en gartner Preisler indrettet et lille stykke havejord til begravelsesplads for de husdyr, som ensomme mennesker mange gange føler sig knyttede til med inderlig kærlighed. Mange har det forvoldt sorg at deres firefodede ven ikke kunne få en ordentlig grav når døden havde revet den bort, og det er jo kun de færreste hunde og dyrevenner der har egen have hvor de kan stede deres kære dyr til hvile, når tidens fylde kommer. Hundekirkegården afhjalp derfor et længe dybtfølt savn og er nu næsten overfyldt, så der må tænkes på udvidelse.

Vi aflagde forleden et besøg på denne idylliske lille plet. der ligger indhegnet af frodige syrenhække og kun skæmmes af nogle store drivkasser, som gartneren ikke kan undvære.

Et mylt af små hvide miniaturegravstene vidner om de afdøde dyrs værd. Indskrifterne er mange gange rørende, og flere af dem bærer vidnesbyrd om et ensomt livs historie, hvis eneste lyse side var venskabet med den afdøde, trofaste hund.

Vi så mænd og kvinder gå stille om mellem gravene og pusle med rive og vandkande og omhyggeligt tørre støvet af gravstenenes forgyldte indskrifter. Og vi lærte af disse menneskers ansigtsudtryk at selv de mindste ting i livet kan få værd for et menneske, især for et ensomt menneske.

De fleste indskrifter meldte kun hundens navn og alder, mange var dog forsynede med en skriftlig tak for den dødes kærlighed eller med ønsket om en fredelig søvn under grønsværet. Enkelte vidnede om en iøjnefaldende åndsuformuenhed, og atter enkelte var udtryk for et ubegribeligt hysteri.

Men hovedindtrykket man fik på denne lille kirkegård var det at menneskenes følelsesliv kan være meget udpræget, så det må have afløb på en eller anden måde. Og det er da ikke det værste man kan gøre at kaste sin kærlighed på et levende væsen som man er god

imod med al den trang til at vise sit overstrømmende hjertes gode vilje som må give sig udslag.

Og at give den man i live følte sig inderligst knyttet til - hvilken skabning det end måtte være -  et fredeligt hvilested, er dog sikkert ikke at lade pietetsfølelsen løbe af med sig.

I hvert fald tror vi at disse grave, omhyggeligt holdt som de er, skaber deres ejere mange lykkelige stunder, når alle de glade, små minder rinder i tankerne.

Og at en hund kan være kærlighed værd, fik vi ret indtrykket af ved læsningen af en Indskrift, der lød således:

Her hviler H. W. Petersens hund. Den døde af sorg over sin herres sygdom.

Den hund har sikkert fortjent al den omhu, Petersen nu viser dens minde. 

St. A.

(Morsø Folkeblad, 1. juni 1906).

Hundekirkegården.

Det er et sorgens budskab jeg i dag har at bringe hundeejere der havde tænkt at stede deres firbenede ven til hvile på hundekirkegården på Østerbro, når "Delle" eller "Joli" af alderdom og vellevned opgiver ånden.

Der er i de sidste år blevet begravet så mange hunde derude at der snart ikke er plads til flere. Følgen heraf er at prisen for en lille hundegrav nu er steget til 10 kr., samt som hidtil 1 kr. for hvert følgende år. For store hunde er prisen 20 kr. og 2 kroner om året.

Da hr. Preisler for nogle år siden anlagde den senere så stærkt frekventerede begravelsesplads for vores firbenede venner, var prisen kun 2 kroner for en lille grav og 4 kroner for en stor. Da han mærkede at ideen slog an, blev prisen sat op til henholdsvis 5 og 10 kroner, og nu er den som sagt blevet fordoblet.

Dertil er der jo ikke noget at sige. Forretning er forretning. 

Prisstigningen derude er en kendsgerning som jeg herved bringer til de deri interesseredes kundskab.

Abs.

(København, 13. februar 1907).

Hundeforgudelse.

En af Københavns mest kendte hunde, Povl (tilhørende den bekendte nyhedsreporter Heiberg), er i disse dage afgået ved døden, og blev i lørdags ved en lille festlighed stedet til hvile på Østerbros hundekirkegård. Det er bekendt at Povl havde visitkort, som Heiberg og Justine lagde ved siden af deres eget, når de kom for at aflægge visit hos venner. Vi røber vist nok heller ingen hemmelighed når vi meddeler, at Povl havde hjemmesko og slåbrok, og at hunden om natten sov i natskjorte. Povl fulgt i mange år sin herre til jubilæer og begravelser. Ved en sådan lejlighed blev Povl trådt af en af vore vægtigste etatsråder. Siden den tid koketterede den ved at trække lidt på det ene bagben. Povl fulgtes til graven af sin herre, hr. Heiberg, der græd bitterligt, og af 3 venner, hvorimellem en ung billedhugger. Denne lovede i f. "Polt" som mindesmærke at hugge et kødben i marmor. Povl havde selv ofte hugget et kødben.

(Holbæk Amts Venstreblad, 17. oktober 1907).

Foto: https://dis-danmark.dk/bibliotek/907581.pdf

Chr. Heiberg (1848-1908) debuterede 1866, og skrev siden for bl.a. Adresseavisen, Aftenbladet, Dagens Nyheder, Dags-Avisen, Københavns-Posten, København, Politiken og Nørrebros Avis. Han fejrede 40 års jubilæum i 1906. Han var efter sigende kendt af ethvert barn på gaden, bl.a. for sin cigar og hunden. Han skulle også have været den første til at give Edvard Brandes en "tugtelse" af private grunde. Hans kone Justine Elisabet Nielsen var også journalist.

Skindødes Begravelse. (Efterskrift til Politivennen)

Den gamle 73-aarige Graver ved Assistens Kirkegaard Hatting har, som vi allerede har meddelt, oplevet et Tilfælde - den gamle Brygger Høyer - hvor en Mand var erklæret død, skønt han faktisk en skøn Dag levede op igen.

Men interessantere er det unægteligt, at Hr. Hatting erindrer et Tilfælde af forholdsvis ny Dato hvor den Skindøde var i allerbogstaveligste Forstand paa Gravens Rand.

Det passerede for 4 Aar siden, fortæller Hr. Hatting, ude paa Vestre Kirkegaard.

Det var en Dag, der skulde være en jævn borgerlig Begravelse, en Murer fra Vinstrupsvej, som skulde jordfæstes.

Kisten stod inde i Kapellet, men Laaget var ikke skruet paa, det gøres jo først umiddelbart før Kisten bæres ud. 

Saa hørte pludseligt Kirkegaardens Folk Spektakel inde fra Kapellet, og da de kom derind, gik Mureren frem og tilbage paa Gulvet - meget forbavset over, at han befandt sig paa dette Sted.

Manden var simpelthen vaagnet op i sin Kiste og havde ganske naturligt fundet Opholdsstedet lidt for trangt, derfor havde han lette Kistens Laag og var kravlet op af den.

Begravelsen blev der altsaa ikke noget af den Gang. Mureren kom hjem til sin Familie igen, det blev ganske naturligt en Smule Forbavset, da "Liget" blev bragt hjem i levende Tilstand.

Vi maa her bede vore Læsere erindre, at det er en gammel Kirkegaardsfunktionær, der fortæller - det maa tages i Betragtning ved Bedømmelsen af Affæren. Thi den forekommer os unægtelig at være af temmelig vidtrækkende Betydning, hvis virkelig Murer Larsen fra Vinstrupsvej den Gang var ved at blive begravet levende - og kun blev reddet fra det ved det Tilfælde, at han vaagnede lige før Begravelsen skulde foregaa - saa er der jo ikke det mindste i Vejen for at det Spørgsmaal, vi straks opstillede ved denne Artikel-Series Begyndelse: Er Skindødes Begravelse tænkelig nu til Dags? kan besvares med et Ja!

Vi skal derfor vende tilbage til det samtidig med at vi forresten i Anledning af nye Oplysninger vender tilbage til Historien om Frk. Bodenhoff og Monumentet paa Assistens Kirkegaard.

(Aftenbladet (København) 8. juni 1906).

I Randers Arbejderblad, 20. juni 1906 citeres Aftenbladet 5. juni 1906 for at have angivet en gammel graver som døde på Kommunehospitalet i 1852 for på sit dødsleje at have tilstået hvad der var foregået på kirkegården ved Bodenhoffs familiegrav. Dette benægtede dog en i 1906 stadig levende, men gammel graver Hatting - også fra Assistens Kirkegård - som værende en saga og intet andet. Vilhelm Hatting døde august 1910 og blev begravet på Assistens Kirkegård.

Søren Lemvig-Fog 1864-1906. 6/6. Efterskrift til Politivennen)

Søren Lemvig-Fog døde 2. maj 1906 som 42-årig af et hjerteslag mens han lavede styrketræning på amerikadamperen "Pennsylvania" mellem New York og Hamborg, efter i Amerika at have forhandlet om Poulsens gnisttelegraf.

Lemvig Fog

Et Eftermæle af hans Kompagnon

Vi meddelte i Gaar ganske kort Ingeniør Lemvig Fogs pludselige og uventede død under Vejs til Europa efter en Forretningsrejse i Amerika. Vi søgte derefter den afdødes Kompagnon. Grosserer Blechingberg og bad ham gengive os sit Indtryk af Ingeniør Fogs bevægede Liv og omfattende men til Tider ogsaa ret omstridte Virken, og Hr. Blechinberg udtalte omtrent følgende :

Lemvig Fog var Søn af en Toldforvalter i Aalborg og blev som ungt Menneske Løjtnant sin Fødeby. Det tiltalte ham imidlertid ikke i Længden, og han tog saa til København studerede Mathematik. Han havde en udpræget mathematisk Begavelse og interesserede sig meget for dette Studium, men saa døde Faderen og han kom til at sidde meget smaat i det. Han afbrød saa sine Studier og tog til Brasilien i 1882 paa fuldstændig bar Bund. Han gik til det Indre og levede der under meget primitive Forhold i lang Tid, men han forstode at arbejde sig frem ved Hjælp af sine Ingeniørkundskaber, han anlagde Kanaler, Jernbaner, Tændstikfabrikker o. s. v., og efter nogle Aars Forløb tog han til Rio de Janeiro og startede et Firma under Navnet Fog & Co. Han gjorde store Forretninger ved Import af europæiske Varer og tjente navnlig mange Penge som Mellemmand mellem den brasilianske Regering og Vaabenfabrikker i Europa. Han berejste i den Anledning ogsaa de europæiske Storbyer sammen med en brasiliansk Marine-kommission.

Saa kom imidlertid Uroen og Oprøret i Brasilien, og Fog vendte herunder tilbage til Europa i 1895 og levede et Aarstid i Berlin og London, hvor han paa tidligere Rejser havde faaet gode Forbindelser. I 1896 kom han til København og gik i Kompagni med mig om en Exportforrelning til Brasilien. Forretningen lønnede sig imidlertid ikke, og i Løbet af nogle Aar opgav vi den. Men i Mellemtiden havde Fog med stor Energi kastet sig over Opfindelser, som hans mathematiske Talent alt syslede med, og han fik flere ypperlige Ideer. Der var saaledes den hovedløse Tændstik, hvorpaa Patentet i 14 Dage indbragte 300,000 Kr.; denne Opfindelse har ligget stille næsten lige siden, men nu er man i Fard med at bygge en tysk Fabrik for de hovedløse Tændstikker. Dernæst var der Ingeniør Poulsens Opfindelse af Telegrafonen, som Fog med stor Iver tog op og førte ud i Livet. Sagen mødtes, som saa meget andet herhjemme, med Mistillid, men han holdt paa den og arbejdede energisk for den, og det lykkedes ham da ogsaa i Fjor sammen med fhv. Finansminister Hage paa en Rejse til Amerika at faa dannet et stort Kompagni der, som overtog alle Aktierne. Nu var Fog i Marts Maaned atter rejst til Amerika i Anledning af Telegrafonen, og vi modtog udmærkede, opmuntrende Forretningsbreve fra ham, bl. a. med Meddelelse om at han havde faaet afsat det kanadiske Patent. Den 21. April tog han fra New York med "Pennsylvania", som skulde have været i Bremen i Mandags. Da vi intet hørte fra den til rette Tid blev vi ængstelige, men det viste sig, at Skibet var blevet 3 Dage forsinket - og saa kom samtidig Budskabet om at Fog var død i Tirsdags den 1. Maj Kl. 5½ om Eftermiddagen. Hvad Aarsagen er til hans pludselige Død af et Hjerteslag er jo umuligt at vide, men hans voldsomme, athletiske Legemsøvelser med svære Vægte o. lign. har tidt ængstet os, thi han var en spinkel og snarest svag Mand. Fog var gift og har en Søn, der skal være Student til Sommer og en snart voksen Datter.

Lemvig Fog var en urolig og nervøs men meget energisk Mand, navnlig i Modgang og han holdt aldrig op, før han havde naaet sit Maal. Han var et fortrinligt Hoved med betydelige Kundskaber, men han støtte mange fra sig. Af dem, der kendte ham, var han imidlertid meget afholdt, og han var uhyre hjælpsom. Han var tidligere og sikkert ogsaa ved sin Død en velhavende Mand, som efterlader sin Familie i gode Kaar.

Den afdøde var bl. a. Broder til cand jur. & mag. R. Fog, der forleden var Foredragsholder ved Kriminalforeningens Aarsmøde.

(Nationaltidende 5. maj 1906)

Stockholmsgade 43. Søren Lemvig Fog ingeniør, løjtnant, søn af tændstikfabrikant Ludolph Emil Fog Ophavsmand til Internationalt Tændstikkompagni på Godthåbsvej. 1906. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder.

Lemvig Fog død.

Ingeniør Lemvig Fog er i Følge et Telegram fra den engelske By Dover død ombord paa den tyske Damper "Pensylvania" paa Vejen hjem fra Amerika.

Meddelelsen om hans Død kommer overraskende for alle, der kendte ham. Den kun 42aarige Mand gjorde nemlig Indtryk af at være en ualmindelig kraftig Natur. Han er født i Aalborg, hvor hans Fader var Toldforvalter. Han blev sekondløjtnant, men nogle Bladartikler om vore militære Forhold medførte, at han maatte tage sin Afsked.

Med akkurat saamange Penge i Lommen, som Billetten kostede, rejste den 21aarige Mand til Brasilien.

Hans Liv derovre blev et helt Eventyr. Til en Begyndelse var han saa fattig, at han maatte ernære sig med at grave Grøfter. Nogle Aar efter var han Miljonær. Han havde bl. a. tjent mange Penge ved at købe kasserede Vaaben og udrangerede Krigsskibe hos evropæiske Stater og sælge dem til sydamerikanske Republiker.

For en halv Snes Aar siden vendte Lemvig Fog tilbage hertil Byen.

I Stockholmsgade indrettede han sig et ovenud elegant Hjem. Hans Hustru, der i mange Aar har lidt af en Mavesygdom, boede sammen med en Datter i en Villa, som han havde købt i Pyrenæer-Bjærgene paa Grænsen af Spanien og Frankrig.

Lemvig Fog kom hurtig i Kontakt med vor allerfineste Forretningsverden. Han blev Kompagnon med Direktør Blechingberg i Frederiksgade, og Folk som fhv. Finansminister Hage, Direktør Hagemann m. fl. var jævnlig Gæster i Hjemmet i Stockholmsgade. Til en Begyndelse fortsatte han sin Spekulationsforretning i Vaaben, men snart opgav han det og kastede sig over Opfindelser. Sammen med en Ingeniør Kirschner opfandt han den "hovedløse Tændstik", et Miljon-Aktieselskab blev dannet. Kirschner fik en større Sum Penge, men de Miljoner, som Lemvig Fog og hans Venner skulde tjene, udeblev stadig. Omtrent paa samme Maade er det gaaet med Aktieselskabet "Telegrafonen".

Lemvig-Fog døde, hvor han saa at sige maatte dø: midt paa Atlanterhavet, under Overfarten fra Amerika til Danmark. Han rejste altid, og altid til Amerika. Han havde altid enten lige været i Amerika eller ogsaa skulde han lige derover.

Og der stod en Duft af Amerika over hans Person. I sin Klædedragt, sin Optræden og sin Talemaade, søgte han at efterligne de amerikanske Børsmænd; han mente vist selv, at det lykkedes udmærket, og det gjorde paa sin Vis ogsaa, kun ikke som Lemvig-Fog ønskede det; han ønskede at gøre Indtryk af en urokkelig Nonchalance, for hvem en Million mer eller mindre intet siger, men han kunde ikke beherske sine Nerver, og naar man paa Generalforsamlingerne hørte ham med ligegyldige Ord fremsætte sine Million-Planer, da forraadte Tungen, der stadig kom frem for at væde Læberne, hvor oprevne egentlig hans Nerver var - ikke den nonchalante Spekulant, men den i Spænding nervedirrende Spekulant saa man for sig.

Mest kendt for Offentligheden blev Lemvig-Fog ved Telegrafonen. Han stiftede paa den unge Ingeniør Poulsens smukke, men endnu upraktiske Opfindelse et Million-Selskab. Og saa for et Par Aar siden søgte han en pludselig Spredning af Aktierne til svulmende Kurser, idet han fik Kapitalist.Pressen til ganske kritikløst at omtale et paatænkt Salg af Patentet til Amerika. Pressen gik ganske roligt ud fta, at alle de Papir-Millioner den amerikanske Mr. Hutchins bød var ens med virkelige Millioner, ja "Politiken" skrev endogsaa, at den, der købte Aktierne til det femdobbelte af deres paalydende Værdi, gjorde en god Forretning. Kun "Social-Demokraten" gjorde et nøgternt Regnestykke op og standsede ved sin Kritik enhver Opsvindling af Værdierne, og dermed en Spredning af Aktierne baade da og siden. Paa senere Generalforsamlinger gav Lemvig-Fog ved sin egen Kritik af Hutchins, som han afbrød Forbindelsen med, selv indirekte "Social-Demokraten" Ret i alle vore Betragtninger.

En af den afdødes Brødre er Dr. phil Emil Fog, der for kort Tid siden blev udnævnt til Bibliotekar ved Statsbiblioteket i Aarhus. En anden Broder er den bekendte Statistiker Rasmus Fog.

(Social-Demokraten 5. maj 1906)

Broderen Emil Fog (1873-1925) var udover at være bibliotekar også skribent for bl.a. Aarhus Amtstidende og Politiken. Han var far til Mogens Fog.

Jordefærd. I Middags fandt Ingeniør S. Lemvig-Fogs Begravelse Sted fra Kapellet paa Vestre Kirkegaard.

I det talrige Følge bemærkedes Kammerherre Jac. Scavenius, fhv. Finansminister C. Hage, Staldmester Grev Frijs, Hofjægermester, Landstingsmand Tesdorpf, Professor Georg Brandes, Kaptajn i Garden Engelbrecht, Hofjuvelerer Dragsted, Overretssagfører Fred. Scavenius, Teaterdirektør Fritz Petersen, Højesteretssagfører Bülow, Grosserer Blechingberg, Birkedommer Øllgaar d, Veksellerer Aug. Lunn m. Fl.

Paa Kisten var henlagt flere signerede Kranse, deriblandt fra Tjenesteporsonalet paa Kongshvile og Nybrogade og Aktieselskabet "Strømmen", Randers. Desuden saas en Sølvkrans fra Telegrafonfirmaet Blechingberg & Comp. Taler holdtes af den Afdødes Svoger, Pastor Petersen, Nørre Ørslev, Falster.

I de Mindeord, han talte, skildredes Lemvig-Fog som Manden med de rige Gaver, det lyse Hoved, det omfattende Blik anlagt for de store Opgaver, med Energi udviklende sine Evner, - god at være sammen med ikke mindst paa Grund af hans Vennesælhed - en Mand, der aldrig paa de smaa Sjæles Vis underlagde andres Handlinger uædle Motiver - en Mand, hvis Haand altid var aaben til at hjælpe - og til hvem man aldrig søgte forgæves. Mange er derfor de, der i disse Dage sender ham en venlig, taknemlig Tanke.

Taleren mindede derefter om Evighedshaabet og sluttede med en Bøn om, at vi maatte mødes der, hvor alle Sorger er slukkede.

Under Tonerne af "Dejlig er Jorden" bares Kisten af Venner ud af Kapellet, hen til Graven paa Kirkegaarden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. maj 1906, 2. udgave)

En dansk Millionær.

Ingeniør Lemvig Fog og hans Liv i Brasilien.

Han handlede med Panserskibe.

Om Lemvig Fog, hvis pludselige Død ombord i en af Hamborg-Liniens hjemgaaende Amerikadampere vi forleden meddelte, fortælles svigende Træk :

"Lemvig Fog var født i Aalborg, hvor han som ungt Menneske aftjente sin Værnepligt som Løjtnant. Kommen ud af Tjenesten gav han sig til at studere Matematik og moderne Teknik; men da han syntes, at han ikke kunde komme nogen Vegne her hjemme, rejste han Paa det Uvisse til Brasilien.

Herovre fandt han snart sit Virkefelt inde i Landet. Han byggede Jernbaner, anlagde Kanaler og Broer, fik en Stab af Englændere og Tyskere til Medarbejdere - og tjente mange Penge.

Senere startede han under Navnet Fog Co. et stort Importfirma i Rio. Det lykkedes ham at blive Leverandør til Hær og Flaade, særlig af Porcellæn, Lagener, Smør og andre Artikler. Ligeledes blev han Repræsentant for flere større udenlandske Firmaer, deriblandt Krupp i Essen og et fransk Skibsværft. For disse Firmaer er Lemvig Fog den brasilianske Regerings Mellemmand ved Talg af Kanoner og Panserskibe. Masser af Penge tjente han. Allerede i en Alder af 24 Aar var han en meget rig Mand.

Men saa gik Kursen tilbage i Brasilien, og mange Forretningsmænd tabte hele deres Formue. Samtidig kom Revolutionen, Kejseren blev jaget væk - det var kort sagt elendige Tider. Lemvig Fog valgte da at vende tilbage til Danmark, hvor han ankom i 1896 med paa det nærmeste 100,000 i Behold.

Her arbejdede han igen uhyre energisk, først paa egen Haand, siden som Medlem af Firmaet Blechingberg & Co. Han var nemlig ikke - som vistnok mange tror - en Aladdin, i hvis Turban Lykkens gyldne Æb!e kom drattende. Han arbejdede for at tjene Frugten.

Men her hjemme nyttede det ikke, at Lemvig Fog aabnede et stort og gæstfrit, lidt eksotisk udstyret Hjem i Stockholmsgade i København. Tilliden fulgte ikke med Gæsterne, der strømmede gennem de blændende oplyste Sale, rigt prydede med hastigt samlede Kunstværker. Ingen faldt rigtig til Ro i dette Hjem, og der blev udholdende skumlet, ikke blot de første Aar, da Lemvig Fog endnu var temmelig løst knyttet til Livet i København, men ogsaa da han ved Fornyelse af gammelt Bekendtskab til Mænd som C. Hage og Blechingberg var bleven ledende i en Række Foretagender, hvor det paa en Gang kom an paa dansk Dygtighed og amerikansk Smartness.

Lemvig Fogs Specialitet var Start af store Opfindelser. Selv vides han kun at have opfundet den hovedløse Tændstik, som paa 14 Dage indbragte ham 300,000 Kr. for Patentet. Mest bekendt for Offentligheden er han dog bleven som ledende Mand i Telegrafon-Selskabet. Mesterlige var vistnok de Finansmanøvrer, han foretog i Udlandet for at udnytte en genial Opfindelse, der dog foreløbig ikke synes at have faaet nogen afgørende praktisk Betydning. For Udenforstaaende syntes det ofte, som om selve Opfindelsen druknede i de Milliondynger, der desværre kun optaarnedes paa Papiret.

(Aarhuus Stifts-Tidende 9. maj 1906).

Aktieselskabet maskinfabrikken "Strømmen"i Randers sendte en palmedekoration prydet med alperoser og med guldsignerede bånd. Andre fortsatte Lemvig-Fogs arbejde, og det lykkedes at få solgt Valdemar Poulsens patent til lord Armstrong, S. Bojesen og bankier Arthur Grenzel - ejere af Forest Wireless Telegraph Syndicate Limited. Mærkværdigvis nok døde A. H. Leslie, sekretær for det engelske selskab der købte ingeniør Poulsens gnisttelegraf på en rejse til Danmark i august 1906 pludseligt af et hjerteslag. Han skulle have forhandlet om selskabets affærer.

Søren Anton van der Aa Kühle (1849 – 1906). (Efterskrift til Politivennen)

Fotograf P. M. Marius Christensen (1874-1907): Søren Anton van der Aa Kühle (1849-1906) bryggeridirektør. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Søren Anton van der Aa Kühle (1849 – 1906). Officer, brygmester og direktør for Gamle Carlsberg, bror til F. E. van der Aa Kühle. Udlært i brygning hos Carl Wiibroe i Helsingør. Gift med dennes datter Johanne Emilie Wiibroe (1851-1933) i 1875. Kühle bestyrede Bryggeriet Rabeshave i 7 år. 1. april 1879 ansat på Gamle Carlsberg, det følgende år udpeget af J.C. Jacobsen til efterfølger. Kühle byggede i 1885 sammen med Emil Chr. Hansen et apparat til produktion af ren gær i stor målestok. Efter Jacobsens død 1887 overtog Kühle ledelsen, fra 1901 som overdirektør, og arbejdede i nær forbindelse med bryggeriets nye ejer, Carlsbergfondet. 11 af Københavns 16 bryggerier stiftede 1891 A/S De forenede Bryggerier, bl.a. med Tietgen, Tuborgs Philip Heymann og direktør Kühle. Kühle forhandlede sig med andre bryggerier til samarbejdsaftalen med De forenede Bryggerier af 1903. I 1903 flyttede han og familien ind i villa Solbakken i Valby. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

Villa Solbakken på Gamle Carlsberg Vej 21. Bygget af Carlsbergfondet i 1903 til Carlsbergs direktør. Foto Erik Nicolaisen Høy

Direktør Kühle's Jordefærd.

I Gaar jordfæstedes Direktør, Captajn van der Aa Kühle fra Jesuskirken i Valby. Han fik, hvad man kalder en stor Begravelse. Gulv og Pulpiturer i den smukke Kirke var fyldt til sidste Plads, og det saas paa forsamlingen, at Direktør Kühle havde færdedes baade blandt Høje og Lave og efterladt sig et godt Navn blandt alle.

Kirken var smykket med Blomster og Kranse i Overflod. Foran Alteret stod Kisten, dækket af hvide Liljer og Kalaer og paa Siderne omhængt med hvide Rosenkranse. Over Sideskibenes Søiler løb paa begge Sider en Guirlande af Kranse med røde og hvide Baand, sendt til den Afdøde. Foran hvert Stolestade stod Klynger af Potteplanter i Blomst og ved Indgangen var stillet mægtige Laurbærtræer.

Ved Siden af Kisten stod Gamle og Ny Carlsbergs Bannere, nede mod indgangen andre Bannere fra foreninger, der havde været knyttede til Direktør Kühles virksomhed.

I Forsamlingen saas Deputationer fra Carlsbergfondets Bestyrelse, Bryggerforeningen. Centralforeningen af Beværtere i Danmark, Brygmesterforeningen, Beværterkorporationen, Opvarter- og Tjenerforeningen m. fl. Desuden et stort Antal af Carlsberg mandlige og kvindelige Funktionærer.

Af enkelte Mand kunde nævnes: Direktør Carl Jacobsen, Gehejmekonferensraad Ricard, Stiftsprovst Paulli, Professor Edv. Holm. Direktør Harald Bing, Hofsadelmager Lauritz Petersen, Direktør Dessau, Borgerrepræsentant, Restavratør R. Andersen.

Pastor Ussing holdt Talen. Gaaende ud fra Bibelens Ord: "Al god Gave og al fuldkommen Gave kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem, der ikke er forandring eller Skygge af Omskiftelser," sagde han om Direktør Kühle, at han havde været en saadan Guds Gave for sine Nærmeste saa vel som for alle, der havde lært ham at kende.

Han var en Mand i Verden, og han var en Mand i sit Hjerte. Derfor var der over hans Væsen Bestemthed og Myndighed, der altid bragte Orden med sig, og derfor kunde han bære det, der knuger og tynger Sindet. Han var en Mand, som ejede den stille Styrke.

Der blev vist ham Tillid, og han var paalidelig at finde en Plads, han kunde fylde, og som nu vanskelig kan tænkes at skulle undvære ham. Men de, der kendte ham, vidste, at han ogsaa var en aandelig bevæget Mand, hans Hjerte var helt med i Tidens Bevægelser. Et rigt Liv levede han i Stilhed, talte ikke gerne derom; hans Hjerte var en af Guds gode Gaver, det kendte ikke til Omskiflelse, søgte og kæmpede kun ærligt og modigt for at naa til Sandheden. Hans sidste tunge Tid var det skønneste Vidnesbyrd derom.

Medens Orgelet spillede og Lyset fra Kirkens talrige Gasblus mødtes med Dagskæret gennem den aabne Kirkeport, bares Kisten ud af Funktionærerne ved Carlsberg.

En stor Del af forsamlingen fulgte Ligvognen ad Valby Langgade, Carlsbergvej og Jærnbanebroen til Vestre Kirkegaard. Regnen øste ned, og den lange Flagalle, der var rejst paa Carlsbergvej og langs Kirkegaarden, truede med at blæse omkuld.

Inde paa Kirkegaarden bares saa Kisten i ned i den grandækkede og blomstersmykkede Grav. Pastor Ussing forrettede Jordpaakastelsen, og den Afdøde Hustru og Børn og Tyende lagde de sidste Blomster paa hans Kiste.

(København 20. april 1906).

Kühles gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Rekylgeværaffæren 1904/1905. Efterspil marts 1906. (Efterskrift til Politivennen)

Rekyl-Affæren. 

Fra Rigsdagen skrives til os den 12te Marts :

I Dag oprandt i Folketinget det store Øjeblik, hvor Rebeller og Socialister skulde hudflette I. C. Christensen i Anledning af Rekylgeværaffæren. D'Hrr. K. M. Klausen og Zahle rettede stærke Angreb paa Ministeren, hvem de beskyldte for Grundlovsbrud. Hr. Zahle vendte mod Ministeren dennes Ord mod Ministeriet Hørring, der havde anvendt "ubevilgede Penge" til Brisantgranater (de 500,000 Kr.). Hr. Zahles Citat gjorde en vis Virkning.

Ministerens Forsvar gik ud paa, at han kun havde fulgt Praksis fra 21de Februar 1895 ved at bruge den Fortjeneste, som man paa Geværfabrikken havde paa det private Arbejde, der udførtes.

Det fortjener Opmærksomhed, at Regeringspartiets Ordfører, Hr. Jensen-Sønderup, krævede en snarlig Afslutning af Forsvarskommissionens Arbejde. Dette er det første Krav i saa Henseende fra Regeringspartiets Tide, og det blev i Dag fremsat for at dække den Kendsgerning, at Rekyl-Sagen har vakt store Betænkeligheder og fremkaldt alvorlige Brydninger inden for Regeringspartiet.

(Slagelse-Posten 13. marts 1906. Uddrag).

Finansloven i Folketinget

2den dag.

---

Krigsministeriet.

- Ordføreren (Jensen-Sønderup) karakteriserede de stillede Ændringsforslag som fredelige, men det var ikke derfor sikkert, at Forhandlingen vilde blive fredelig. - Fra 1894-95 havde der paa Geværfabrikken været udført Arbejde for private paa nærmere fastsatte Vilkaar, naar det ikke medførte Udgifter for Statskassen. Dette besluttedes 21de Februar 1895 af Finansudvalget. I Samlingen 1896-97 var denne Sag blevet belyst, idet den daværende Krigsminister udtalte, at Geværfabrikken kun kunde holdes i Gang ved det private Arbejde, som blev udført paa Fabrikken. Skulde det private Arbejde saaledes udføres uden nogen som helst Udgift for Statskassen, maatte Arbejdet betales saa højt, at det kunde give Staten Erstatning for Slid paa Maskiner, Værktøj m. m. Der var ikke opbevaret skriftlige Oplysninger om, hvortil det eventuelle Overskud ved dette Arbejde skulde anvendes. Men Medlemmer af Finansudvalget paa den Tid erklærede, at Krigsminister Thomsen i 1894-95 havde sagt, at den Avance kunde Staten have god Brug for. Nok er det - man vidste, at der var Fortjeneste paa dette Arbejde, men Finansudvalget spurgte ikke derom, heller ikke da Socialisterne i Fjor rejste den store Affære om, hvorvidt de paa vor Geværfabrik fabrikerede Rekylgeværer havnede et eller andet Sted i Rusland eller i Japan. Først i Aar blev Finansudvalget opmærksomt paa dette Forhold. Den 14de December 1905 gav Ministeren de ønskede Oplysninger, idet han tilføjede, at han fandt det naturligt, at Statskassen fik Overskuddet af dette private Arbejde. - Desværre var K. M. Klausen, hvem denne Sag interesserede saa stærkt, ikke til Stede ved Konferencen med Ministeren den 14de December 1905; han blev derfor kun sat ind i, hvad der den Gang skete, gennem Referater.

Taleren omtalte udførligt, hvad der var blevet udført ude paa Geværfabrikken, særlig til private. Han advarede mod at rejse en stærk Agitation i denne Sag, det kunde skade os i Udlandets Øjne, og det vilde naturligvis ikke mindst gaa ud over de 270 Arbejdere, der var anfaste paa Fabrikken. - Sluttelig lyste Taleren efter Forsvarskommissionens Betænkning for at faa en Ende paa alle disse Kvaler, der knyttede sig til de militære Budgetter, og som i Længden var utaalelige.

- K. M. Klausen var den, som havde foranlediget Kravet om Oplysninger om Rekylgevær-Gevinsten. som Forsvarsministeren havde omsat til Militærøjemed. Der havde været to Leveringer af Rekylgeværer, de to første var færdige, og Fortjenesten paa dem androg henholdsvis 44.469 Kr. 73 Ø. og 13,981 Kr. 40 Ø.: den sidste drejede sig om ca. 700,000 Kr.. og Gevinsten herved vilde blive adskillig større end nogen af de to første. Over de ca. 44,000 Kr.. der var tjente paa den første Leverance, var der disponeret af Forsvarsministeren ved en Skrivelse af 6te Maj 1905. Over de ca. 18,000 Kr. var der ogsaa disponeret af Ministeren, selv om de ikke endnu var forbrugte. 

Denne Sag var af den største Betydning. Den var et Brud paa Grundlovens Paragraf 49, der bestemmer, at ingen Udgift maa afholdes, som ikke har Hjemmel i Lovgivningen. De Penge, Ministeren her havde anvendt, havde ikke hjemmel i nogen Lov, det var Penge, Ministeren havde taget paa egen Haand af Statskassen - altsaa et klart og utvetydigt Grundlovsbrud (Bevægelse). Grundlovsbrud var ikke noget nyt her i Landet. Det kendte vi fra Højres Regeringer. Men Højre gjorde det aabenlyst - dette her var lyssky . . .

- Formanden fandt, at Grundlovsbrud var et vel stærkt Ord.

- Klausen vilde saa sige Overtrædelse af Grundloven. (Stormende Munterhed.) Ministeren var her traadt i Højres Spor. Ved Højres Hjælp kunde han vel ogsaa endnu samle et Flertal for sit Grundlovsbryder-Standpunkt. Men Befolkningen vilde i høj Grad misbillige I. C. Christensens Færd.

Jensen-Sønderup og Klausen vekslede Bemærkninger om, hvorvidt det skyldtes Klausens Fraværelse i Finansudvalget. at denne Sag først kom frem ved 3die Behandling og ikke ved 2den, hvorpaa 

- Forsvarsministeren tog Ordet. Han forklarede det heldige i, at Geværfabrikken beskæftigede sig med privat Arbejde - for at holde Arbejdet gaaende. Ministeren hævdede, at man i 1894-95 fastslog den Praksis, at det, der tjentes paa privat Arbejde ude paa Geværfabrikken, kunde anvendes at Administrationen. Ministeren havde fortsat denne Praksis - ikke andet. Man fulgte altid en gammel Praksis, indtil en ny blev besluttet. Fortjenesten af de to første Leveringer var der disponeret over, og det, hvortil man vilde anvende Fortjenesten ved denne sidste Levering, var til Udvidelse af Fabrikkens Teknik, saaledes at den kunde præstere den ønskede Levering. Ministeren havde ikke foretaget sig noget i denne Sag, som var i Modstrid med den 11-aarige Praksis, mod hvilken Klausen først i Aar havde protesteret, skønt han var kendt med den. Ministeren var stadig af den Mening, at Forsvarssagen skulde løses ikke uden om Folket, men med Folket. Ministeriet vilde staa og falde med sin Forsvarsplan, der vilde blive forelagt Folket. Vælgerne vidste dette, og de vilde ikke følge Klausen.

- Zahle erkendte, at Ministeren ikke længer skjulte noget i denne Sag. Thi han kunde ikke længer skjule noget. Hvorfor havde vi egentlig haft Systemskiftet her i Landet? Saa vel Ministeren som Regeringspartiets Ordfører henholdt sig jo i Dag ganske ligefrem til en af Højres Ministre indført Praksis. I 1896 - den 26. Oktober - udtalte I. C. Christensen, at der blev brugt alt for mange Penge i den klareste og tydeligste Modstrid med Grundlovens Paragraf 49, og som kun havde den Hjemmel paa Statsregnskabet, at der stod "desuden var brugt". Men nu var det med Rekylgevær-Affæren blevet Skik, at man ogsaa uden Bevilling og uden at opføre det paa Regnskabet kunde bruge Penge i den klareste og tydeligste Modstrid med Grundlovens Paragraf 49. Saaledes at gaa uden om Rigsdag og Grundlov var ikke noget, som Rigsdagen kunde finde sig i; det sagde I. C. Christensen ogsaa i 1893. Den Gang krævede I. C. Christensen, at en civil Krigsminister først og fremmest skulde bringe Ro og Tryghed om Forsvarssagen. Havde I. E. Christensen gjort dette? Han havde kun bragt Kamp og Kiv og Mistro omkring denne Sag. (Hør!) Først ved Anmærkningen, saa ved Løjtnantslønningerne, og nu ved Rekyl-Affæren. (Hør!) Og den 6. Maj s. A. forhøjede han, uden at nogen skulde vide det, forskjellige Konti paa de militære Budgetter paa Trods af Bevillingsretten! (Levende Uro.)

Her afbrød Forsamlingen, som fortsattes i et Aftenmøde.

(Slagelse-Posten 13. marts 1906. Uddrag).

Rekyl-Affæren

Fra Folketingets Aften møde i Mandags maatte vi i Gaar lade Referatet gaa ud. Paa Grund af Rekyl-Affærens Interesse meddeler vi i Dag Referatet :

Hr. Zahle fortsatte sin Tale. Han viste, at Krigsministeren aldeles ikke havde haft til Hensigt at give Rigsdagen Oplysninger om denne sag. Fremdeles vendte han sig mod Ordføreren, der havde søgt at skyde skylden for, at der tidligere var foretaget noget, over paa det Udvalg, som havde valgt ham til Formand. Det var en mærkelig Optræden af en Ordfører. (En stemme: "Det er ydmyghed!") Den ydmyghed gaar saa ud over, hvad der er sømmeligt for en Rigsdags-Mand. Taleren betegnede det som ukorrekt at ville sammenligne den mellem Krigsminister Thomsen og Finansudvalget trufne Aftale med de Transaktioner, som nu var gaaet for sig. Det fremgik af Finansudvalgets Protocol, at Krigminister Thomsen i 1895 kun havde haft den Hensigt at anvende det eventuelle Overskud paa selve Fabriken og paa ingen maade til at dække ikke bevilgede Poster. I 1901 havde man faaet en Tekniker til Krigsminister. Efter ham arvede I. C. Christensen de 44,000 Kr., som var Overskudet fra Fabrikens forrige Levering. Hermed havde ministeren tiet, indtil han blev tvunget til at give Besked. I Slutningen af sit Foredrag vendte han nogle af I. C. Christensens tidligere Udtalelser mod den nuværende Forsvarsminister, om hvem han udtalte, at han drev Højrepolitik under Venstreflag. Justitsministeren havde for nogen Tid siden udtalt, at vi var Hr. I C. Christensen Tak skyldig for, hvad han som Krigsminister havde udrettet. Taleren var tilbøjelig tit at mene det samme: "Tak!" 

- Neergaard, der motiverede sin Uenighed saavel med Angreb som Forsvar i nærværende sag, paaviste, at der ingen Praksis forelaa for et Tilfælde som det foreliggende, hvor det drejede sig om Anvendelsen at indvundne større Beløb. I et saadant Tilfælde maatte Ministeren komme til Rigsdagen, og det var Taleren ufatteligt, at dette ikke var sket. Han forstod ikke, at Ministeren ikke i denne Affære havde fulgt den Vej, der var den slagne Landevej. Taleren ansaa det for utvivlsomt, at hvis Ministeren havde søgt Rigsdagen, vilde denne ikke have givet sit samtykke til at anvende det indvundne Beløb paa det militære Budget. Den Praksis, der var fulgt, først af General Thomsen, siden af I. C. Christensen, betegnede Taleren som ganske overordentlig uheldig, ikke mindst, naar Talen var om Forsvarssagens Løsning. For denne udkrævedes gensidig Tillid mellem Folketinget og Forsvarsministeren. Den Maade, paa hvilken Ministeren havde handlet i denne sag, var ikke egnet til at fremme saadan Tillid. Idet Taleren meget beklagede, hvad der var sket, udtalte han, at der dog var den Trøst at henvise til, at sligt nu efter Fremkomsten og Behandlingen af denne sag - ikke vilde kunne gentage sig. Forslaget om at anvende 23,000 Kr. til Ammunition og Haandvaaben kunde Taleren tiltræde.

Forsvarsministeren replicerede. Han fandt ikke, de to foregaaende Talere havde fremdraget noget nyt og kunde paa ingen Maade lade sig afdisputere, at han støttede sig til Praksis. At det, der her var forefaldet, skulde kunne skade Løsningen af Forsvarssagen, kunde han ikke indse. Det var vanskeligt for Ministeren at undgaa strid, naar der var Lyst til saadan. Ministeren mente, at han havde handlet ganske korrekt paa Basis af den Praksis, der havde været gældende i 11 Aar.

Under Munterhed i Tinget replicerede 

Jensen-Sønderup til Zahle, der havde udtalt sig om den Nemesis,om i nærværende sag var kommen over ham. Hr. Zahle skulde være varsom med at tale om 'Nemesis. Han havde jo ogsaa i sin tid været Ordfører for militære Budgetter og bl. a. forsvaret Krudttaarnsaffæren. Taleren protesterede imod, at Forvarsministeren var bleven tvungen til at give Oplysninger - i Rekyl-Affæren.

Zahle troede, at Ordføreren havde gjort bedst i ikke at have svaret. (Munterhed.) Havde Ministeren givet nogen som helst Oplysning i denne sag, forinden Finansudvalget havde spurgt ham? Taleren kunde ikke gaa med til den nye Bevilling paa 23,000 Kr.

- Neergaard fandt, at de Penge, som var anvendt uden Bevilling, var for store. 

Nu diskuterede Jensen-Sønderup og Zahle visse Enkeltheder.

- Klausen lyste efter Højres Mening, sluttede sig til Jensen-Sønderup? (Munterhed).

- Bluhme lagde Ansvaret for denne sag over paa Finansudvalget. Det havde Ansvaret i denne Sag, Talere, Medlemmerne og Ministeriet ikke. (Jubel.) Finansudvalget havde under Højres Regeringer tiltaget sig altfor stor Magt: og saa kom det, som i denne sag fandt for Dyden ikke var heldigt, nemlig at Finansudvalget ikke havde passet paa (ny Jubel).

- Martin Madsen fandt, at denne sag i højeste Grad var en Oprejsning for Ministeriet Hørring. I Krudttaarnsaffæren havde alle Partier i Virkeligheden billiget en Praksis, som den, Ministeriet her havde fulgt. Ulykken i denne sag som i adskillige andre var den, at Finansudvalget optraadte som Velfærdskomite. Det glædede Taleren, at Ordføreren for Finansudvalget, Jensen-Sønderup, havde lyst efter Forsvarskommissionens Betænkning. Man burde ogsaa kunne vente, at denne Kommission snart gjorde sig færdig, hvis den da turde og kunde - hvilket mange havde betvivlet! (Bevægelse.)

- Formanden mindede om, at Forsvarskommissionen ikke laa for.

Madsen: Jeg har henholdt mig til Ordførerens Udtalelser om det ønskelige i, at Kommissionen snart afgav sin Betænkning.

Efter Bemærkninger af M. Madsen og Klausen spurgte 

- Ordføreren (Jensen-Sønderup) Zahle, om han erindrede de økonomiske Dispositioner angaaende Krudttaarnene, der ganske svarede til denne Sag, idet de hverken var opført paa Budget eller Regnskab, men dog billigedes af afdøde Trafikminister Hørup?

(Slagelse-Posten 13. marts 1906).

I 1910 omtalte man helt åbent at der under den russisk-japanske krig blev leveret rekylgeværer til det russiske rytter- og kosakregiment, kaliber 7,62. På det tidspunkt havde Rusland 2.000 stk.

I. C. Christensens regeringer sad 14. januar 1905 til 12. oktober 1908. De blev efterfulgt af Venstre-regeringerne Neergaard 12. oktober 1908-16. august 1909 og Holstein-Ledreborg 16. august 1909-28. oktober 1909. Herefter fulgte den første Radikale Venstre regering Zahle 28. oktober 1909-5. juli 1910. I 1924 dannedes den første socialdemokratiske regering

Alfred Schmidt: Det nye kongeskib. Regeringen J. C. Christensen afbilledet som et skib med Kronborg i baggrunden. Konseils- og forsvarsminister J. C. Christensen er galionsfigur, udenrigsminister Raben-Leventzau er ankeret, justitsminister P. A. Alberti er hjulkassen, kirke- og undervisningsminister Sørensen og landbrugsminister Ole Hansen er redningsbåde, minister for offentlige arbejder Svend Høgsbro og finansminister Vilhelm Lassen er lygter og indenrigsminister Sigurd Berg er roret. "Efter at det har vist sig, at Kongeskibet "Dannebrog" ikke mere svarer til Tidens Fordringer, har Regeringen straks sat sig i Bevægelse og har ladet udarbejde forskellige Udkast til et nyt Skib. Ovenstaaende skal have de bedste Betingelser for at vinde Ministeriets Bifald." Det kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.