Antikivitetshandler Groonheim. (Efterskrift til Politivennen).

På Udkig.

En bekendt københavner, antikvitetshandler Groonheim, hængte sig for nogle nætter siden på et hotel ude i Dragør - ingen vidste hvorfor, tilsyneladende sad han i en god forretning.

I går blev han begravet fra det mosaiske kapel på Vestre Kirkegård, og ved et uhyggeligt, meget pinligt optrin her fik man løsningen på gåden.

Hele følget sad samlet i kapellet, og præsten skulle lige til prædike. En ældre pelsklædt herre trådte i det samme ind. Han ville sætte sig på en af de bageste bænke, men nåede ikke så vidt. En ældre dame - en af den afdødes nære pårørende - var nemlig straks faret hen imod ham, havde grebet ham i kraven og slyngede ham i ansigtet den ene hæslige beskyldning efter den anden. 

"Hvor vover De at komme her, elendige skurk. Er det ikke Deres skyld, at han ligger død her? Er det ikke Dem og Deres forbandede falske veksler som har bragt denne ærlige mand tiI betlerstaven. Det er Dem og Deres søn, der har lagt ham strikken om halsen ".

Den gamle herre var blevet ligbleg. Til sidst tog anklagersken ham bogstavelig talt i nakken vendte ham mod døren og førte ham ud.

Følget sad som bestyrtet. Man ventede, at hele højtideligheden var blevet aflyst, men præsten tog roligt plads ved kisten, talte om den afdødes brave, ærlige sindelag. Han havde bare ikke forstået at styre sit livs skib - andre havde bragt ham i ulykke.

*

Hvem var den gamle herre? Hvad lå der bag dette hæslige optrin? Begge spørgsmål har vi undersøgt, og de oplysninger, vi samlede, opfrisker historien om bedrageren Nathanson, som for en tid siden blev arresteret og nu henligger på 6. afdeling. Hans fader var det, som de voldsomme beskyldninger rettedes imod.

Hvorvidt han har nogen skyld i det skete, ved vi ikke, men faktisk er det, at hans søn var kommet i forretningsforbindelse med Groonheim, og i betragtning af sit fine navn havde han hos denne gjort så store "forretninger" at da han lå på sine gerninger, trak han desværre Groonheim med sig.

Sagen har vakt megen opsigt.

(Kolding Folkeblad. Ringsted Folketidende, 7. marts 1907). 

Et stygt optrin skete i onsdags ved antikvitetshandler Groonheims jordefærd på Vestre Kirkegård. Da den gamle antikvitetshandler Nathanson indfandt sig for at vise den afdøde den sidste ære, spærrede en af Groonheims kvindelige pårørende vejen for ham, og i sindsforvirrede og voldsomme ord råbte hun at han og hans søn havde ruineret Groonheim og drevet denne i døden. Sluttelig gav hun ham et nakkedrag og jog ham bort.

Det pinlige optrin som foregik så hurtigt at følget ikke havde været i stand til at forhindre det, blev nu heldigvis afbrudt, og den ophidsede kvinde bragt til ro, hvorefter jordefærden gik sin rolige gang.

Af hr. Nathanson erfarer vi at han så langt fra at skylde Groonheim penge, endog havde næsten 2.000 kr. til gode ved hans død. Hvad hans søn angik, da vidste han ikke besked med hans transaktioner og betragtede dem for sig uvedkommende.

(Nationaltidende 7 marts 1907, 2. udgave. Dagens Nyheder, 8. marts 1907).

Antikvitetshandler David Wulff Groonheim døde lørdag den 2. marts. Begravelsen fandt sted onsdag den 6. marts fra Mosaisk vestre Kirkegård 4-G-6. Kranse var frabedt, i følge annoncer indrykket af Antonie Groonheim og August Groonheim. D, W. Groonheim havde forretning i Rådhusstræde 5, og boede bl.a. i Ny Vestergade 9, 2. sal og Løngangsstræde. Her reklamerede han med Empire-, rokokomøbler, sølv-, kobber-, porcelæn-, stenoldsager. I 1880erne havde han måske forretning i Lavendelstræde 15, 1. over gården. Han blev nogle og halvtreds år og oprindeligt indvandret fra Holland.

I "Industriforeningen i Kjøbenhavn omfattende Gjenstande til Oplysning om forrige Aarhundredes stil. Sommermaanederne 1891" havde han adskillige effekter udstillet: 

691. En Glaspokal uden Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
692. En Glaspokal med Frederik IV's Navnetræk. (Antikvitetshandler Groonheim).
693. En Glaspokal med Vaabenskjold og Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
694. En Glaspokal med indslebet "Velkommen" og med Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
695. En Glaspokal med Blomster. (Antikvitetshandler Groonheim).
696. En stor Pokal uden Laag. (Antikvitetshandler Groonheim).
697. Et stort Glas med slebne Blomster. (Antikvitetshandler Groonheim).
698. Sex mindre Glas. (Antikvitetshandler Groonheim).

D. W. Groonheims svigermors? dødsannonce. Hun blev begravet på Vestre Kirkegård. Nationaltidende 9. august 1906.

12.231. Skåne. Liten, väl slipad skafthålsyxa af ovanlig form, med utdragen bane och djupa orneringsfåror (fig. 198»), köpt hos antikvitetshandlanden D. W. Groonheim i Köpenhamn, som uppgaf sig ha köpt den af en kringvandrande handlande, som förvärfvat den mellan Lund och Trelleborg. (KONGL. VITTERHETS HISTORIE OCH ANTIQVITETS AKADEMIENS MÅNADSBLAD. TRETTIONDE OCH TRETTIFÖRSTA ÅRGÅNGARNA. MED 85 FIGURER. 1901 och 1902.

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 18. marts 1904. O. W. Groonheim kan være en bekendt til David.

Overbetjent Magnus Viktor Hoff (1850-1907). (Efterskrift til Politivennen)

25 Aars Jubilæum. En af Ordenspolitiets mest kjendte Mænd, Overbetjent Magnus Hoff fejrer i Morgen sit 25 Aars Jubilæum i Politiets Tjeneste. Hoff var i sine yngre Aar ansat i Opdagelsespolitiet, hvor han hurtig forstod at gjøre sig gjældnede ved Snille og Dygtighed. Senere overgik han til Ordenspolitiet, hvor han stadig har været anvendt til at forrette Politiassistenttjeneste, og endog blevet konstitueret som Assistent. Af personale paa Nørregades Politistation vil han faa overrakt en meget smuk erindringsgave, ligesom han han ogsaa paa anden Maade vil blive hædret.

(Aftenbladet (København) 14. august 1896).

Politijubilæum.

En af Københavns meget kendte Politimænd, Overbetjent i Ordenspolitiet, Magnus Hoff fejrede i Gaar 25 Aars Dagen for sin Indtræden i Politietaten.

Han begyndt 21 Aar gammel i Ordenspolitiet, men da det snart opdagedes, at han kunde bruges til noget bedre end at patruljere paa Gaden, kom han ind i Opdagelsespolitiet, hvorhan virkede med Dygtighed i en halv Snes Aar, hvorefter han gik tilbage til Ordenspolitiet med Udnævnelse til Overbetjent og med Stilling som Souschef paa Hovedstationen paa Nytorv. 

I de senere Aar har han været ansat ved Vesterbros Politistation, hvor han under Embedets Vakance var konstituteret Politiassistent i 7 Maaneder, indtil Gyldenfelt blev udnævnt og han selv forflyttet til Nørregade.

Her var der i Gaar Morges beredt Jubilaren en festlig Modtagelse. Nogle Borgere havde over Politistationens Port lavet en Flagdekoration, og paa Stationen modtoges han af Deputaioner fra Nørregades og Vesterbros Politikredse. Vesterbros Politi kom med en Merskumspibe med Sølvbeslag og Inskription, nogle Borgere fra samme Bydel bragte en Sølvdaase og Blomster, og fra Nørregades Politi fik han en kostbar Guldkæde og en Lænestol. Derefter Masser af Lykønskninger fra Overordnede, Ligemænd og Underordnede - og ikke at glemme en smuk lille Tale af Politiassistent Niels Jensen, der overrakte Jubilaren Guldkæden.

(København 16. august 1896).

Overbetjent Magnus Hoff

var iaftes af ca. 20 Opdagere inviteret til et Festmaaltid i "Mellemhaven" paa Alleenberg. Opdagerne hædrede Hr. Hoff, der som bekjendt nylig har havt 25 Aars Jubilæum som Politimand, fordi han for en Aarrække siden har gjort Tjeneste i længere Tid i Opdagelsespolitiet. Som rimeligt er, var det særligt de ældre af Hr. Madsens Korps, som festede sammen med den populære Politimand.

Kl. 8½ begyndte Gildet, naar det sluttede, ere vi ude af Stand til at berette.

(Nationaltidende 26. august 1896).

Fotograf P. M. Marius Christensen (1874-1907): Overpolitibetjent Magnus Viktor Hoff (1850-1907). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Overbetjent Magnus Hoff

ligger for Tiden meget betænkelig syg paa Kommunehospitalet, hvor han er bleven opereret for en kræftbyld i Ryggen

(København 1. november 1906)

Dødsfald.

En indenfor Politietaten meget kendt og skattet Mand, Overbetjent Magnus Hoff, tjenestegørende ved Antonigades Station, er i Dag mellem Kl. 12 og 1 efter længere Tids Sygdom (Kræft) afgaaet ved Døden i en Alder af 55 Aar.

Den Afdøde havde i ca. 36 Aar gjort Tjeneste og var dekoreret med Sølvkorset foruden den store russiske Sølvmedalje (Alexander den 3.) Afdøde havde vundet sig mange Venner saavel udenfor som indenfor sine Standsfæller og skildres som en pligttro og samvittighedsfuld Politimand.

(København 8. februar 1907).

En sjælden Politimand død.

Efter nogen Tids Svagelighed døde i Gaar en af Politiets faa sympatetiske Mænd, Overbetjent Magnus Hoff, der gjorde Tjeneste paa Antoniegades Politistation.

At sammenligne ham med nogen af hans Overordnede, vilde være at give ham et Spark med i Graven, han var nemlig en human og elskværdig Mand, ganske blottet for Surhed, Hadefuldhed og Storsnudethed. 

En saa sjælden Mand kunde selvfølgelig ikke naa vidt frem i det københavnske Politis Tjeneste, og Hoff maatte se den ene efter den anden springe sig forbi og blive Assistenter.

Hoff blev 55 Aar, han har holdt 25-Aars Jubilæum og vil blive savnet baade af Kolleger og talrige Venner.

(Folkets Avis - København 8. februar 1907).

Dødsannonce for Magnus Hoff, Nationaltidende 10. februar 1907.

Jordefærd.

Overpolitibetjent Magnus Hoff blev i Gaar under overordentlig stor Deltagelse jordet paa Vestre Kirkegaard. Paa Kisten var henlagt talrige Kranse og Palmedekorationer med signerede Baand, bl.a. fra Opdagelsespolitiet, Overbetjentforeningen og Stationerne 1 og 2. Ved Kisten stod opplantet Politiforeningens Banner.

Et talrigt Følge havde indfundet sig, og særlig repræsenteret var Politiet med 1ste Politiinspektør Th. Petersen i Spidsen.

Højtideligheden indlededes med Salmen "Tænk naar engang", hvorefter Holmens Provst, Lic. Theol. H. M. Fenger talte i smukke og varmfølte Ord og skildrede den Afdøde som en sjælden pligtopfyldende, samvittighedsfuld Politimand.

Koncertsanger Carl Døcker sang, inden Kisten bares til Graven, et stemningsfuldt Farvel.

(København 13. februar 1907).

Et Kærligheds Drama.(Efterskrift til Politivennen)

Elskerinden og Hustruen strides om Mandens Lig.

København, Tirsdag.

I Søndags begravedes en kendt Sagførerfuldmægtig paa Vestre Kirkegaard under stærkt dramatiske Omstændigheder. Paa den ene Side af Graven stod den dødes Hustru med sine 9 Børn og paa den anden Side af Graven stod den dødes Elskerinde med sit Barn.

Dette er vel næppe saa sjældent i denne By, men sjældnere var de nærmere Omstændigheder ved hele Begravelsen.

Da den døde, der havde været syg i længere Tid, mærkede, at hans sidste Time nærmede sig, rejste han sig fra Sygelejet i sit Hjem og vaklede hen til sin Elskerinde, der er Niece af en Restauratør i Saesgade. Her døde han kort efter Ankomsten i Elskerindens Arme. Den ulykkelige Pige gemte Liget, anmeldte Dødsfaldet til Skiftekommissionen og bestilte Begravelsen.

Da Hustruen, som kendte Mandens Forbindelse, indfandt sig for at høre om sin Mand. fik hun den Besked, at man ikke havde set noget til ham. Elskerinden vilde saaledes have Liget for sig selv og sørge for dets Begravelse.

Dette lykkedes ogsaa, men i sidste Øjeblik fik Konen Oplysning om Begravelsen og saa stod da de to sørgeklædte Kvinder med onde Øjekast til hinanden, medens Præsten kastede de Skuffer Jord paa Kistelaaget.

I Dag har Hustruen anmeldt det passerede for Politiet, saa Striden fortsattes og atter konstateres det, at Hadet og Skinsygen rækker langt ud over Døden.

(Fredericia Social-Demokrat  13. februar 1907)

Gadenavnet er en gåde.

Etatsraad Frantz Thestrup Adolph (1844-1907). (Efterskrift til Politivennen)

Frantz Thestrup Adolph, (1844-1907), grosserer. Søn af storkøbmanden Johan A. Grossererborgerskab som 25 årig. Arbejdede i sit fædrene firma Frantz Th. A.s enke. Optaget som medindehaver 1878 samtidig med broderen Johan Valdemar Adolph; fra 1896 var han eneindehaver.

Frantz Th. Adolph

Grosserersocietetets Formand, Etatsraad Frantz Th. Adolph er, som meddelt, efter længere Tids Sygdom (en Kræftlidelse) i Gaar Morges afgaaet ved Døden. Han blev født den 13. Februar 1844 og opnaaede saaledes en Alder af 63 Aar.

Den danske Handelsstand har ved dette Dødsfald lidt et stort Tab, den har mistet en af sine nobleste Skikkelser.

Etatsraad Adolph var en Mand med mange repræsentative Evner, og det var derfor ganske naturlig, at han efter Tietgens Tilbagetræden blev valgt til Formand for den danske Handelsstand.

F. T. Adolph var født til at blive Handelsmand, som søn af den bekendte stoute Købmand Johan David Stadfeldt Adolph, der fra Ungdommen til sin høie Alder ved sin Energi og Dygtighed evnede at arbejde Moderens Forretning "F. T. Adolphs Enke" op til en af de betydeligste her paa Pladsen i saa at sige alle Brancher.

I denne store Forretning indtraadte den nu afdøde Etatsraad som ganske ung Mand, og under Faderens myndige Ledeste udviklede hans Syn paa Handelens mange Rørelser sig. Han har været med i den store Udvikling, den danske Handel er blevet underkastet i de sidste 40 Aar, han har set, hvordan de store omfattende gamle Købmandshuse afløstes af en Række specielle Virksomheder, der delte Brancherne mellem sig, saaledes at hans Firma fra at have omfattet Korn, Smør, islandske Produkter, Frø. Kolonialvarer, Seil- og Dampskibsfart i det sidste Aarti gled mere og mere over til udelukkende at hellige Kolonialbrancken sine Kræfter, og i dette Arbejde støttedes han i de senere Aar af sine to Lønner Carl Johann og Holger Adolph. 

Indenfor sine Standsfællers Kreds kom han ret udsigt frem i de forreste Rækker, og allerede i 1886 blev han Medlem af Grosserersocieteters Komite, hvor hans Fader havde siddet før ham. I 1895 valgtes han til Komiteret for Tietgen, og i 1895, efter Tietgens Død, blev han Komiteens Formand.

Allerede i længere Tid forinden havde han forøvrigt været Formand for det meget betydningsfulde Smørnoteringsudvalg, og indenfor dette Udvalg havde han gjort et dygtigt og omfattende Arbejde.

Med sin Formandtstilling for Grosserersocietet forbandt han Stillingen som Formand for "Handelsstandens Fællesrepræsentation", og han var Formand for "De samvirkende Byerhverv". Desuden var han bl. a. Medlem af "Burm. og Wain"s Bestyrelse

I "Købmandsskolen"s Tilblivelse bar han en betydningsfuld Del, og det skyldes hans Initiativ og Utrættelighed, at Børsens Mænd i 1899 skød de 100,000 Kr. til, der var en uomgængelig Betingelse for, at Skolen kunde træde ud i Livet.

Sent vil det Arbejde glemmes, der fra hans Side blev nedlagt i den Gerning, han havde paataget sig for de danske Handelsinteresser.

(Roskilde Avis 6. februar 1907)

Etatsraad Adolphs Jordefærd.

I Middags fandt Grosserersocietetets Formand, Etatsraad Frantz Thestrup Adolphs Begravelse under særdeles stor Højtidelighed Sted fra Frue Kirke.

Dennes Kor var dekoreret med en mægtig Samling stedsegrønne Træer, og hele Kirken var festligt belyst. Udfor alle Stolestaderne hang Kranse med Palmeblade.

Selve Kisten var dækket med de mange signerede Kranse, som for Størstedelen allerede tidligere er nævnte her i Bladet, og hvoraf vi endnu kun fremhæver følgende: En Krans fra Ds. kgl. Højh. Kronprinsen og Kronprinsessen, samt Kranse fra Indenrigsministeriet, det svenske Konsulat, den norske Handels Fællesforening, Provins-Handelsforeninger, Nationalbanken og andre Banker, Forenede Dampskibsselskab og andre Dampskibsselskaber, Sømandsforenirtgen, Skipperforeningen, Landhusholdningsselskabet og de samvirkende sjællandske Landboforeninger.

Fra Børsen var der lagt en Sølvkrans paa Kisten.

I det mægtige Følge var der mødt Deputationer (Bestyrelser) fra følgende Institutioner :

Grosserersocietetets Komite, Fællesrepræsentationen for den danske Handelsstand, de kjøbenhavnske Handelsforeningers Fællesrepræsentation, Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk, Kolonialgrossister, islandske Købmænd Nationalbanken, Hørkræmmergrossister, Foreningen til unge Handelsmænds Uddannelse, Privatbanken, Handelsbanken, de private Assurandører, Burmeister & Wain, Papirhandlerforeningen, Urtekræmmerforeningen, Manufakturhandlerforeningen, Skipperforeningen, Forenede Dampskibsselskab, Handels- og Kontoristforeningen, Korn- og Foderstofudvalget paa Kjøbenhavns Børs, Mæglerkorporationen, Danske Handelsrejsende, m. fl.

Af Enkeltpersoner i Følget nævner vi iøvrigt: Ministrene, Grev Raben-Levetzau, Sig. Berg og Høgsbro, norsk Minister, Professor Hagerup, Landstingsformand, Konferensraad H. N. Hansen, Højesteretsassessor Schack, Retsformand Koch, fhv. Retsformand Madvig, Etatsraad Cl. L. Smidt, Telegrafdirektør Meyer, Generaldirektør Rubin, Departementschef Jerichau - Christensen, Borgmester Dybdal, Generalkonsul van Haarst, Overpræsident Oldenburg, Haandværkerforeningens Formand Rostrup, Kammerherre Krag, Geheimeetatsraad Goos, Landstingsmand Stilling, Grosserer Moses Melchior, Provst Fenger, Kammeradvokat Winther, Pastor Linnemann, Grosserer Hans Just, Kammerherre Suenson, Departementschef Krieger, Professor O. Bache, Grosserer Schnackenburg og Grosserer Baune som Repræsentanter for Provinserne i Børsens Smørnotering, Præsterne Prior og Storm og mange flere.

Kl. 1 indtraadte hs. kgl. Højh. Kronprinsen i Kirken, ført af en af den Afdødes Sønner, og ledsaget af et talrigt Følge, hvoriblandt Kabinetssekretæren, Geheimeetatsraad Rosenstand.

Sørgehøjtideligheden tog derpaa sin Begyndelse med Salmesang, hvorpaa Stiftsprovst Paulli holdt Talen:

Der er dem, der ønsker at kunne, om det var muligt, se ind i Fremtiden, i den Forudsætning da at kunne leve lettere. Men allerede Oldtids-Digterne og den hellige Skrifts Forfattere har skrevet herimod, og vi kan, med Apostelen Jakob, sige: Gud være lovet, at vi Mennesker ikke ved, hvad der skal ske imorgen. Og dette finder Anvendelse paa denne Lejlighed.

Denne Dag var allerede i Forvejen en Mærkedag i den Afdødes Familie; thi for to Menneskealdre siden fødtes han selv paa denne Dag, - og da tænkte hans Forældre: hvad skal der blive af dette vort Barn. Men var det da ikke godt for dem. at de ikke forud vidste, at Sønnen skulde stedes til Jorden paa sin Fødselsdag, eller vidste noget om dette hans Lidelsesaar?

Alt er her blevet forsøgt - hvad der menneskelige Kunst og den menneskelige Kærlighed har kunnet gøre, er blevet gjort. Hans Hustru har med en Selvopofrelse, der søger sin Lige, sammen med Sygeplejersken stridt med Døden Tomme for Tomme, og han selv har med rørende Taalmodighed baaret sine Lidelser. Men tilsidst maatte Haabet lades ude, og han og hans Hustru foldede saa omsider i Afskedens Stund Hænderne sammen til Bøn.

Da jeg sidste Gang besøgte ham i Sygeværelset, hvor Regnskabsbøgerne laa omkring - pligtopfyldende, som han var til det sidste, - da vidste han godt, at et større Regnskab forestod ham, - og da talte vi sammen om hans Livsgang, og vi had sammen en Bøn, som vi sammensluttede i dette: Herren har gjort store Ting imod Dig og forbarmet sig over Dig.

Allerede hans Fædrenehjem havde bidraget væsentligt til at gøre ham til den Mand, han blev. Og det, der udmærkede ham, var jo den sjeldne Dygtighed og Ihærdighed, det noble Sind, den gennemdannede Karakter, - hvilket alt satte ham i Stand til at gøre Fyldest paa hans fremskudte Plads i vort Samfund. Og for alt dette er der Grund til at takke Gud, der havde gjort disse store Ting imod ham.

Jeg har en særlig Tak at bringe ham fra Sømandsmissionen. Det lykkedes ham jo at skrive sit Navn ind i Rækken af sit Fædrelands bedste Sønner.

En Dag, da der blev gjort et sidste Forsøg paa at give ham Helbredelse eller i hvert Fald Lindring, og da han vidste, at det gjaldt Livet, nød han Alterens Sakramente med nogle af sine Nærmeste. Og da talte han dybtfølte Ord, som hans Kære aldrig nogensinde vil kunne glemme, og det var ikke Udtryk for en flygtig Stemning, men for den Tro, der har baaret hans Liv. Thi han fik tidlig Øje for Guds Riges Porte, og derfor er del den største Velsignelse, at Herren i Naade har kaldt ham hjem.

I denne Tro lyser vi da Fred over hans Minde.

En i Dagens Anledning skreven aandelig Sang blev derefter sungen og derpaa "Dejlig er Jorden".

Hs. kgl. H. Kronprinsen forlod derpaa Kirken.

Under Tonerne af Hartmanns Sørgemarche over Thorvaldsen bares Kisten derpaa af den Afdødes Sønner og andre Slægtninge ud af Kirken.

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. februar 1907).

Louiseforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

Louiseforeningen blev dannet i 1906  i København, opkaldt efter Frederik 8.s datter prinsesse Louise, med dronning Louise som protektor. Hofdame Georgina Oxholm var formand. Formålet var at  afbøde den skjulte fattigdom blandt enlige kvinder ("pauvres honteuses", agtværdige fattige). Disse personer som engang havde kendt bedre dage kunne søge enårlig sum på 50-100 kr. til fx huslejehjælp, dækning af rekonvalescentrejser eller hospitalsophold. Den egentlige leder var  næstformanden Mimi Carstensen. Hun var formand 1910-1935. Augusta Fenger var medstifter af Louiseforeningen og i en lang årrække foreningens sekretær.

Mimi Carstensen (Johanne Caroline Vilhelmine f. Nielsen, 1852-1935), Hun var gift med Nationaltidendes redaktør, Carl Carstensen (1837-1927). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Snobbernes "Louiseforening".

En grim Spekulation i Velgørenhed.

Man stifter i disse Dage her i Byen en ny "Velgjørenheds Forening "

Den stiftes af en Klike hofsyge Damer og er af "allerhøjeste" Klasse. Den er opkaldt efter Dronning Louise, som har lovet at være dens "Æresformand", og dens Navn er derfor "Louiseforeningen".

Formaalet angives at være at hjælpe enlige, trængende Damer af "har kendt bedre Dage".

Vi har modtaget en Bunke Tryksager fra Foreningen, som foreløbig ingen Medlemmer har, men kun en Bestyrelse. I denne Bestyrelse er en af den afdøde Dronnings gamle Hofdamer, Frk. Georgina Oxholm Formand, medens Fru Mimi Carstensen (gift med Redaktøren af Ferslews "Nationaltidende", Hr. Carstensen, som ved Journalistforeningens Jubilæum i Fjor kun blev Ridder af Dannebrog) er Næstformand og vistnok Spekulationens egenlige Ophavsmand. Som Kasserer er indtraadt Fru Caroline Bett (Magasin du Nord) og som Sekretær en frk. Mathilde Lütken.

Af de Love, som findes mellem Tryksagerne, fremgaar det at Foreningen vil hjælpe den særlige Slags trængende Kvinder, der før har haft bedre Dage. Understøttelserne tænkes at være paa 100 Kr. for 1 Aar og er beregnede paa Rekreation, Beklædning, Huslejehjælp o. l., ikke til Børneopdragelse eller Uddannelse.

Foreningens Medlemmer skal kunne indstille og anbefale, hvem de synes, til Hjælp, og Ansøgerindernes Forhold bliver undersøgt af en særlig Undersøgelsestvlnits, i hvilken sidder følgende Damer:

Grevinde Polly Ahlefeldt-Laurvigsen.
Fru Signe Benthien.
Frk. Augusta Fenger.
Fru Øjenlæge Estrid Hein.
Fru Emma Hirschsprung.
Fru Ministerinde Marie Lassen.
Frk. Henriette Nimb.

Naar man indgiver Ansøgning om Hjælp, faar man altsaa Besøg af en af disse Damer, der gennemsnuser Ens Forhold. Oversnadsskeriet og Komitesladderen er man altsaa sikker paa, men Hjælpen vil næsten altid udeblive.

Det hedder i Lovene:

Medlemsbidraget er 25 Øre om Maaneden. Der samles intet Grundfond. Naar de løbende Udgifter er fratrukne, uddeles hele det i Aarets Løb indsamlede Beløb.

En aarlig Generalforsamling indvarsles i 4 københavnske Højreblade.

Assistance vedrørende Foreningen ydes gratis; dog skal naturligvis Indkassationen og de løbende Udgifter til Trykning, Porto o. lign. afholdes af Kontingentet.

Forenigen omfatter ikke alene København, men saa vist muligt hele Landet, og i hver Provinsby søges dannet Filialer.

Ingen som ser nøjere paa hele dette Arrangement, kan tvivl om, at vi her staar over for en af de mest renlivede Hof-Snob-Foreninger, der længe har set Dagens Lys i det kongelige danske Neurupinien. Her kører Velgørenheden igen frem med røde Kuske og Lakajer, allerhøjeste Ærespræsidentinde, gamle Hofdamer og andre Damer, som er i Rangen eller vansmægter af en længere skuffet Trang til at komme der. Og Hof-Hof-Snob-Avisen "Dannebrog" fraadser i denne Delikatesse, saa Savlet staar i Skum om dens Typer.

"Ganske stilfærdig, uden Brask og Bram. er Louisesoreningen bleven stiftet", læsper Alberti, ganske ør i Hovedet og ude af Stand til at ofre en Tanke paa det sindssvage i selve Sagen.

Men enhver, der kan tænke, vil hurtigt forstaa, at denne udsøgte Samling Overklassedamer i deres Higen mod de allerhøjeste Saloner har vovet sig ind paa en Velgørenheds-Ide, som er ganske taabelig og uforsvarlig. 

Man bygget paa et maanedligt Kontingent af 25 Øre, og før endnu en eneste 25 Øre er tegnet udover de stiftende Damers Kreds, har man forbrugt flere hundrede Kroner til Tryksager, Breve, Skemaer og Opraab, som med betydelige Portoudgifter skal spredes over hele Landet. Alene den Sum, Damerne her staar i Forskud med, vil sluge de første Hundreder af 25 Ører, der kommer ind. Andre Hundreder vil gaa til selve Opkrævningen og Indsamlingen af Medlemsbidraget og til nye Tryksager, Regnskaber. Beretninger osv.

Men lad os betragte en afsluttet Indsamling, efter hvilken den første Uddeling skal foretages.

Man tænker allerede paa at give de første Understøttelser den 31. Oktober, Dronningens Fødselsdag. Bestyrelsen har ladet sig forlyde med, at den haaber at opnaa 4000 Medlemmer.

Skal vi sige, at man i Oktober Forbrug af store Ladninger Opraab, Porto osv faar 2000 Medlemmer, spredte over hele Landet. Der vil da normalt indkomme 500 Kr. Dog, lad os regne, at mange giver Ekstrabidrag, saa Summen fordobles til 1000 Kr. Det meste af denne Sum vil da opsluges af de allerede paaløbne Udgifter, og skal der blot uddeles nogle faa Portioner a 100 Kr. den 31. Oktober, maa Damerne se at skaffe dem ad anden Vej. og det bliver saaledes ikke for Medlemmernes Penge, der øves Velgørenhed.

Men tænker man sig nu, at Foreningen beholder sine 2000 Medlemmer Aaret rundt. Saa vil der normalt indgaa en samlet Bidragssum af 3 Kr. pr. Medlem eller 6000 Kr. til næste Fordeling. Vi tillader os at paastaa, at Halvdelen af denne Sum vil medgaa til Dækning af Udgifterne. Disse vil stadig stige, fordi Foreningen er anlagt for stort og bredt, med mange Provinsfilialer og et omfattende, vidtspredt Maskineri. Til Opkrævning og Pengeforsendelse vil medgaa alene 10 pCt. af Kontingentet; saa regnes der endda kun en Snes Kr. pr. Maaned til en københavnsk Opkræver. Dertil kommer, at alle Medlemmer har Indstillingsret. Det vil medføre, at Ansøgninger vil indkomme i næsten lige saa stort Tal som Medlemmerne. Dette i Forbindelse med Undersøgelseskomitens Virksomhed vil paanøde Foreningen en umaadelig Korrespondance, en stadig stigende Udgift til Afsættelse af Regnskaber. Beretning osv., en voksende Udfærdigelse af Tryksager, Kvitteringer og andet Tilbehør. Tilsidst tvinges Foreningen til at holde Kontor og Kontorassistance, og man en saa vidtløftig Administration være oppe paa de 3000 Kr. i Udgifter inden Aaret er omme. Der bliver da maaske andre 3000 Kr. til Uddeling. Det vil sige, at der skal indgaa 12,000 Femogtyveører, for der bliver noget at dele ud, og det vil at der bliver 100 Kr. til 30 Kvinder af mulig 1000 Ansøgere.

Resultatet bliver en urimelig Bortødslen af Penge til Administration og en urimelig Bunke skuffede Forhaabninger for Ansøgere, Indstillere og Medlemmer.

Paa et saadant Resultat er det, disse Damer søger Lejlighed til at gnide sig op ad Hoffet. I hele Foreningens Anlæg skinner Snobberiet igennem som i saa andre Velgørenhedssoranstaltninger. Navnet "Louiseforeningen", der minder baade om den nulevende og den døde Dronning, viser det. Dronningen skal være Ærespræsidentinde, en Hofdame Formand, og Uddelingen skal foregaa hvert Aar paa Dronningens Fødselsdag. Det hedder, at Statuterne har faaet "allerhøjeste Sanktion", og "Dannebrog" kan meddele, at Dronningen endog egenhændig har rettet i Lovene.

Dronningen og Hof-Snob-Damerne burde hellere egenhændig have grebet i deres egne Portemonnæer og uden Brask og Bram ofret noget af deres kolossale Formuer til Almisser. Derved vilde være gjort mere Nytte, men ganske vist mindre Spektakel, mindre Anledning til at snuse i Ansøgerindernes private Forhold, mindre Anledning til Pjat, Selvgodhed og modbydelig Avancements-Spekulationer.

(Social-Demokraten 28. september 1906, 2. udgave).

Louiseforeningen *).

Vi et anmodet om at optage følgende:

I "København" for den 5. ds. slaar Fru Karen Michaëlis i en længere Artikel til Lyd for ovenstaaende nydannede Forening, men Fruen gør det paa en saadan Maade, at det hos mig, og sandsynligvis adskillige andre, har givet Anledning til Tvivl om, hvor vidt man

bør støtte denne Forening med den Skærv, man kan ofre, for at bidrage sin ringe Del til Afhjælpning af den i vort Samfund herskende saa sørgelige Armod eller støtte en anden af de mange Foreninger, hvis Formaal er Hjælp af fattige.

Straks da jeg begyndte at læse nævnte Artikel, kunde jeg i et og alt slutte mig til Fru Michaëlis's Betragtninger, og give hende Ret med Hensyn tit det uheldige i, at de lykkelige, der blev tilstaaet

Understøttelse, skal fremstille sig for Dronningen og af dennes Haand modtage samme, jeg kunde give Fruen Ret, fordi ogsaa jeg anser det for muligt, ja, ligefrem for sandsynligt, at mangen fattig Enke nødvendigvis maatte lade være at søge denne forenings Hjælp, al den Stund hendes Selvfølelse forbød hende at udsætte sig for at blive nødsaget til, i sine fattige Klude, at skulle fremstille sig for Landets Dronning, paa dennes kongelige Slot, hvor kun Pomp og Pragt hører hjemme.

Jeg skulde imidlertid, for at bruge Fru Michaëlis's egne Ord, faa et andet Syn paa denne Sag; men ganske vist ikke i samme Retning. Fruen skuffede mig nemlig sørgeligt efterhaanden som jeg kom længere hen i Artiklen, og da forbi Fruen ved sit Besøg hos sin gamle Veninde, lod sig rive med af dennes Betragtninger.

Sagen er nemlig den, at jeg hidtil har levet i den Tro, at Meningen med Louise-Foreningen var at yde Hjælp til de i Samfundet virkelig trængende Enker, og ikke til dem, der forud havde hvad det var nødvendigt til Livets Ophold, saaledes som det er Tilfældet med Fru Michaëlis's gamle Veninde -

For saadanne forstaar jeg saa godt, at det ikke er forbunden med Vanskeligheder af nogen Art at skulle fremstille sig for  Dronningen. -

Er det da virkelig Meningen med Louiseforeningen, at den skal lade den virkelige Armod ligge, og kun hjælpe der, hvor der er hvad der behøves til Livets Ophold, men mangler noget til Fornøjelser og lignende; thi i saa Fald betakker jeg mig for at yde denne Forening min Støtte, men giver hellere min Skærv til de Foreninger, der tager Sigte paa at hjælpe, hvor virkelig Hjælp tiltrænges. 

Fru Michaëlis oplyser ikke om, hvorvidt hendes Veninde fik sin Ansøgning bevilget, men dette er vel højst sandsynligt, i hvert Fald kender jeg en fattig Enke, hvis hele aarlige Indtægt andrager 100 Kroner, ogsaa hun meldte sig som Ansøger, men uden Resultat. - Den Hjælp, denne Enke søgte, vilde nemlig ikke være bleven anvendt til Fornøjelse, men til det nødvendigste til Livets Ophold.

Jeg begyndte med at give Fru Michaëlis Ret, jeg skal slutte ligesaadan, det er virkelig "nogle", der nærer Betænkeligheder, men disse "nogle" faar gennem Fruens Artikel kun yderligere bekræftet, at Betænkeligheder ikke er uden Grund, hvorfor det sikker for Louiseforeningen og dens Ansøgere havde været heldigere, om Fruens Artikel var forbleve uskrevet, medens den paa den anden Side bidrager til at oplyse alle Velgørere om, at vil man støtte de virkelig trængende Enker, giver man ikk sin Skærv til Louiseforeningen, men derimod til de mange andre velgørende Foreninger, der har til Formaal at hjælpe der, hvor virkelig Hjælp tiltrænges.

Charlottenlund, 9. Novbr. 1906.

Gutzon Münster.

* * *

Begrebet "virkelig Armod" er lige saa vanskeligt at bestemme som Begrebet "virkelig Velstand". Alt er relativt - efter Stand, Opdragelse og tidligere Kaar.

Det vilde derfor være sørgeligt, om der blandt velgørende Mennesker kun var Offervillighed til at hjælpe dem, der mangler det allernødvendigste til Livets Ophold. Mangen Enke kan i Følge sin tidligere Stilling godt kaldes virkelig trængende, selv om hun ikke netop mangler lige det daglige Brød.

Det staar naturligvis enhver - ogsaa den ærede Indsender - frit for at give sin Skærv til de Foreninger, der efter hans Mening afhjælper endnu mere paatrængende Nød end Louiseforeningen. Men jeg er lige saa sikker paa, at andre vil have baade Hjærte og Evne til at tænke ogsaa paa dem, for hvis Skyld Louiseforeningen er stiftet.

Trangen til at hjælpe er altid af det gode, og en velgørende Forening er ikke overflødig, fordi den sætter Grænsen for Armod eller Trang højere op.

Karin Michaëlis.

*) Forsinket af Mangel paa Plads. Red

(København 16. november 1906)

Denne Forening blev dannet, fordi Mimi Carstensen ofte havde Lejlighed til at se, at skjult og tavs Nød ikke altid var den, som mindst fortjente Hjælp, og da navnlig, naar det var Mennesker, der ved Tidernes Ugunst var kommen ned paa et socialt Plan, der laa under det, hvor de ved Fødsel og Opdragelse hørte hjemme.

Mimi Carstensen har altid hørt til Kongehusets gode og trofaste Venner, og det kom da naturligt, at Prinsesse Louise baade tilsagde hendes Idé om at danne en Forening til Bistand for nødstedte, dannede Kvinder sin Hjælp, og ogsaa gav Foreningen sit Navn, ligesom hun lige til sin Død var dens Støtte og Protektrice.

(Olga Eggers: Kendte danske Kvinder, 1934.) 

Foreningen havde hovedkontor i Skindergade 21, 2. sal. 

Efter dronning Louises død i 1898 var der en otteårig periode, hvor der ikke var nogen dronning af Danmark. Dronning Lovisa måtte i 1906 tage stilling til, hvordan hun ville forholde sig til filantropien såvel som til andre forhold ved dronningegerningen. Hendes filantropiske  engagement kom i første omgang til udtryk ved, at dronning Lovisa engagerede sig i Louiseforeningen, stiftet i 1906 med hende som foreningens æresformand og navngiver (Louiseforeningen 1906: 4). Formålet var ifølge foreningens love:

“… at støtte navnlig enligt stillede Kvinder, der har kendt bedre Dage, uden Hensyn til Alder, 

ligegyldigt om de er gifte, ugifte eller Enker.” [Louiseforeningen 1906: 4]

Altså støttede Louiseforeningen udelukkende kvinder fra de bedre stillede sociale lag. At det var den målgruppe, som Louiseforeningen med dronning Lovisa som æresformand valgte at støtte, står i modsætning til det billede af gemalindedronningers filantropiske engagement, som var blevet tegnet af dronning Louise. De filantropiske foreninger, som dronning Louise havde været engageret i, skelnede ikke mellem værdigt og uværdigt trængende – alle, som ikke kunne få eller ikke ville modtage hjælp fra den offentlige forsorg, kunne få hjælp på Dronning Louises  Børnehospital eller på Diakonissestiftelsen. Dronning Lovisa havde dermed valgt en anden strategi for sit filantropiske engagement, og man kan argumentere for, at dronning Lovisa ikke havde fulgt den samfundsmæssige udvikling på samme måde som dronning Louise havde gjort det i sin tid. I Politiken kommenterede man på dronning Lovisas ændrede fokus ved Louiseforeningens oprettelse i 1906 på en måde, der giver indtryk af, at man ikke var tilfreds  med foreningens formål:

”Det kan være, at Dronningen kommer kørende med rød Kusk og Tjener til den fattige Konferensraadinde og Arbejderske; det kan ogsaa være, at de bliver kaldte op for en højtidelig Forsamling, hvor Dronningen sidder omgiven af pyntede Damer…”[Politiken 28/9 1906: 3. ”Louiseforeningen”]

For Politiken virkede Louiseforeningen altså gammeldags, unødvendigt højtidelig og distanceret, hvilket ses i den måde, som forestillingen om, hvordan præmieuddelingen ville forløbe, blev beskrevet på. Denne opfattelse smittede uvægerligt af på synet på dronning Lovisa, idet hun var foreningens æresformand. Dronning Lovisa kom igennem sit engagement i foreningen også til at virke gammeldags, unødvendigt højtidelig og distanceret, fordi det var det indtryk, man havde fået af Louiseforeningen i Politiken. Dronning Lovisa formåede ikke at udnytte sine roller og plads som gemalindedronning til at påvirke synet på hende som en filantropisk dronning i en positiv retning, fordi hun ikke havde øje for, hvordan engagement et skulle formes i henhold til offentlighedens forventninger til hende. Derfor blev hun kendt som dronning Louises lidt uheldige efterfølger – i hvert fald i filantropisk henseende.

(Michelle Jørsing Kristensen: De filantropiske dronninger)