16 maj 2024

Da jeg forleden. (Efterskrift til Politivennen)

var til Begravelse i Vestre Kirkegaards store Kapel og kom tidligere end fastsat, studsede jeg noget over et Opslag, der meddelte, at "Tobaksrygning i Kapellet ikke var tilladt". Dette syntes mig saa selvindlysende, at Nødvendigheden af Opslaget forekom mig temmelig problematisk. Jeg fik imidlertid snart se, at den var reel nok; thi ikke alene hændte det, medens jeg stod i Forhallen og saa Folk begive sig ind i de forskellige Afdelinger af Kapellet, hvor Begravelser fandt Sted, at Herrer kom spaserende ind i Forhallen med tændt Cigar i Munden, og at de kun nødigt syntes at følge Opslagets Henstilling til at ofre Cigaren, men der skete saa mange smaa og store Brud paa den Respekt, man skulde tro, de Levende altid havde for Død og Grav, at denne Forbidefilering af "Sørgefølge" syntes mig ret pinlig.

De fleste kom for sent, og førte baade Latter og højrøstet Tale med ind igennem Forhallen, Herrerne syntes meget utilbøjelige til at blotte Hovedet før i allersidste Øjeblik, og det "damelige" Følge gik paa enkelte Undtagelser nær som til en Fest, der senere skulde give dem Samtalestof.

Jeg stod og saa paa det lille uskyldige Opslag om "Tobaksrygning frabedes" og jeg tænkte, at der kunde have været mange, mange flere Opslag, saa mange, at hele Væggen dækkedes, og der var vel alligevel ikke gjort tilstrækkeligt for at værne om den Respekt, man skylder Døden.

Miss M.

(København 12. august 1907).

Galgen paa Vesterfælled. (Efterskrift til Politivennen).

Struensees og Brandts jordiske Levninger?

I det nys udkomne andet hæfte af "Historiske Meddelelser om København" har pastor R. P. Rasmussen fremsat den formodning, at de to skeletter, som i 1895 blev fundet bag "Folkets Hus" på Enghavevej og gravet ned på Vestre Kirkegård, er de jordiske levninger af Struensee og Brandt. Vi skal i hovedtrækkene gengive, hvorledes pastor Rasmussen søger at underbygge sin formodning.

Efter henrettelsen på Østerfælled den 28. april 1772 blev de parterede legemer på rakkerens sluffe ført ad til den murede galge på Vesterfælled, hvor de anbragtes på otte stejler med hovederne på to stager i midten. Endnu i 1774 fortæller et øjenvidne, at han har set dem. Omsider blev endelig kranierne og de knogler, som himlens fugle og forrådnelsen havde levnet, nedgravede på stedet.

Struensee og Brandt havde lidt "en uærlig straf"; derfor måtte de ikke begraves i indviet jord. I 1779 anmodede Magistraten kongen om at måtte sælge den brøstfældige murede galge til nedbrydning. Tilladelsen blev givet, og den 10. august samme år blev galgen fra stadens kæmnerkontor udbudt til salgs ved offentlig auktion. Højestbydende var brændevinsbrænder Jens Nimb med 51 rigsdaler. Auktionskonditionerne lød på at de to ved galgen anbragte hugne stene, hvorpå fandtes "antikke inskriptioner", skulle reserveres for staden og flyttes til Materialgården. Regnskaberne viser, at dette er sket, men stenene er ikke til at finde nu.

Støttende sig til grundplaner efter kort i rådstuearkivet hævder forfatteren, at den i 1882 nedbrudte "Amerika-Mølle" bag Folkets Hus ved Enghavevej netop lå på det sted, hvor den murede galge havde haft sin Plads. Selve møllen er, som sagt, revet ned, men det svære møllehus, hvorpå hvilket den stod, ligger endnu på stedet.


Amerika Mølle på Amerikavej. Møllen blev bygget efter amerikansk patent. Vingerne havde 8 arme, der blev bespændt med 4 trekantede sejl. Tidspunkt ukendt. Kbhbilleder, Frederik Riises samling, ingen kendte rettigheder. 

I 1870'erne flyttede arkivar, dr. O. Nielsen ind i havehuset til ejendommen Enghavevej nr. 40, nu "Folkets Hus". En dag ytrede han til inspektøren på Vestre Kirkegård, kammerråd Bahnson, at han nu boede på et historisk sted, nemlig på den plads, hvor Struensee og Brandt havde ligget på stejle og hjul, og at stejlerne havde stået i hans have. Også til andre har dr. Nielsen med bestemthed udtalt sig således. I 1895 udgravede man i godt en alens dybde grunden til en pavillon, som skulle opføres i haven til det hus, i hvilket dr. Nielsen havde boet, og her fandt man - tæt ved det sted, hvor galgen og stejlerne havde stået - rester af to skeletter, der lå således, at de må formodes at være nedgravede samtidig og ved siden af hinanden.

Politiet besørgede disse rester bragt ud til Vestre Kirkegård, hvor de gravedes ned, og inspektøren indførte i kirkegårdens protokol en bemærkning om, at det var Struensees og Brandts jordiske levninger. Der var i hvert fald to kranier og nogle større knogler, bl. a. fire kraftige lårben, og man fik det bestemte indtryk, at man her stod overfor rester af to mandsskeletter. Inspektøren fik ikke talt om sagen med dr. Nielsen, der døde nogle måneder efter fundet.

Selv om man nu betragter stedsbestemmelsen som værende fuldt i orden, er der jo rigtignok den ting at indvende, at der i nærheden af galgen er nedgravet adskillige andre end Struensee og Brandt, pastor Rasmussen har naturligvis haft sin opmærksomhed henvendt herpå. I gamle sigte- og sagefaldsregnskaber har han undersøgt de eksekutioner som har fundet sted fra 1760 til 1792, da pladsen på Vesterfælled blev nedlagt som rettersted: han kommer til det resultat, at i den sidste menneskealder af retterstedets historie er ligene af fire kvinder og tre mænd nedgravede derude, og han opstiller da en "sandsynlighedsberegning", hvorefter de i 1895 fundne rester er Struensees og Brandts skeletter. Forfatteren gør vel i at karakterisere sine formodninger som usikre, men det lader sig på den anden side ikke nægte, at et og andet nok kunne tale for det sandsynlige i de anførte beregninger, og videre kan man vanskeligt nå i denne sag.

De kranier med tilhørende knogler som blev fundet i 1895, gemmes nu langt inde på Vestre Kirkegård i en plantning af ask og elmetræer.

(Dagens Nyheder, 25. juli 1907).

maj 1927 blev skeletdelene opgravet og transporteret til Anatomisk Museum til undersøgelse hos professor F. C. C. Hansen. Han mente at have fundet bevis for at det var dem, ud fra 2 tænder som en læge i Roskilde havde trukket ud af de henrettedes hoveder, og som svarede til de øvrige tænder i skeletternes hoveder.

Da Struensee og Brandt blev stejlet.

Deres halshuggede skeletter blev fundet på byggegrunden til Folkets Hus på Enghavevej i 1895

I Politibladets udmærkede serie “En gammel Politimands Erindringer” af pens. politiassistent Niels Boesen læser vi følgende historisk interessante kapitel:

Den 4. Maj 1895, da jeg havde stationsvagt, skete der til politistationen anmeldelse om, at nogle arbejdere ved en grundudgravning ved Enghavevej havde fundet to menneskeskeletter.

Det Socialdemokratiske Parti havde nogen tid forinden købt villaen Enghavevej nr. 40 med tilhørende grund for på dette sted at opføre en forsamlingsbygning. Denne bygning var på det foran omtalte tidspunkt under opførelse, og man var i færd med at udgrave grunden til en musiktribune længst tilbage i haven. Det var under dette arbejde, at de to skeletter blev fundet. Skeletterne blev synet og ansloges til at være over et hundrede år gamle. De lå omtrent 60 cm under jordens overflade, hvor mulden og leret mødes. Fundet frembød i øvrigt den ejendommelighed, at kranierne lå nede mellem lårknoglerne. Altså måtte skeletterne hidrøre fra to halshuggede personer.

Tæt ved det sted, hvor de to skeletter fandtes, stod i sin tid Vesterfælleds murede galge og stejler, der var i brug til 1792. Det var utvivlsomt, at skeletterne hidrørte fra to mænd i den kraftigste alder, og at kranierne lå nede mellem lårknoglerne tydede som forannævnt med sikkerhed på at man stod overfor resterne af to henrettede personer, hvis hoveder formentlig havde været sat på stager medens kroppene havde været anbragt på stejler. Da der så efter lang tids forløb ikke har været andet tilbage end kranier og ben, har man gravet et par små fordybninger i jorden og anbragt skeletterne deri i den stilling, som de over et hundrede år senere indtog, da de fandtes. 

Det blev overdraget mig i min egenskab som stationsvagt at lade de fundne skeletter bringe ud på Vestre Kirkegård. Den daværende inspektør, kammerråd Bahnson, var meget interesseret i fundet, og da han havde fået at vide, på hvilket sted og i hvilken stilling skeletterne var fundet, udtalte han, at der næppe kunde være tvivl om at de hidrørte fra statsmanden Struensee og hans ven Enevold Brandt, som den 28. april 1772 blev henrettet på Østerfælled, hvorefter de blev ført ud til Vesterfælled, hvor deres hoveder blev sat på stager og deres legemer lagt på stejler. Denne antagelse har senere vist sig at være rigtig. Skeletterne er i en nyere tid gravet op og identificeret. Men endnu tænker jeg af og til på hvor mærkeligt det er at det skulle falde i min Iod som ung politimand

(Horsens Social-Demokrat, 13. februar 1943)


Stenen som blev opsat på Vestre Kirkegård og indgraveret med Struensees og Brandts initialer, findes stadig. Den er pt. væltet og befinder sig godt skjult i hegnet langs en af gangene i Stjernepavillonen. Resterne er imidlertid vist nok omkring 1928, overført til Sankt Petri Kirke og ligger under gulvet i en af krypterne. Det er dog aldrig fastslået om det virkelig er tale om Struensee og Brandts levninger.

Længst væk, umiddelbart indenfor indgangen til gravkapellerne i Sankt Petri Kirke, ligger i krypten under Ernst Schimmelmann (1747-1831) det som man forestiller sig er resterne af Struensee og Brandt. Kisten kan dog ikke ses. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Karens Minde. (Efterskrift til Politivennen)

Drejer man en Dag Cyklen ud ad Enghavevej, stryger forbi Sporvognsremissen og alle de nye Godsbaneanlæg med Viadukten og hele det Net af Skinner, forbi den gule Fængselsbygning, der tegner sig saa grelt mod Kirkegaardens mørkegrønne Træer, ud, hvor Markerne ligger og soler sig og Udsigten over Kalveboderne til Amager er frisk og vid - og videre ud forbi Teglværket med dets Arbejderboliger, ad en lidt kroget Kørevej, ind mellem Landsbyhuse og Gaarde, - kommer man til Slut forbi en stor gammel Have, hvor smukke, røde, herregaardsagtige Bygninger staar saa hugget af alt det frodige Grønne, med Roser smygende sig op ad Murene, og duftende Jasminer bag Havens Stakit.

Denne "Herregaardsidyl" saa nær ved Byen er Aandssvageanstalten "Karens Minde"; den Anstalt, der rummer de mindst udviklingsmulige aandssvage Børn, nogen Anstalt i Evropa gemmer. Staar man udenfor, har man ondt ved at begribe, at her, bag disse smilende Mure i al denne venlige Hygge, lever den dybeste menneskelige Elendighed. Men er man derinde, gaar man, ledsaget af den elskelige og milde Forstanderinde, gennem Anstaltens mange Stuer og Sale, vil man samtidig med, at man ser Elendigheden, saa forfærdelig haabløs, som den er, forstaa og fornemme, at disse smukke Omgivelsers Hygge maa virke mildnende, ikke alene for Forstanderinden og de unge Plejersker, som over deres uendelige Kærlighedsgerning her, men ogsaa for de Forældre, der nu og da kommer og besøger deres aandssvage Børn herude. Og har man saa set f. Eks. de tyske Anstalter, har følt den isnende Gysen, der gennem fo'r En, da man stod midt i den spartanske Fængselsuhygge. der præger dem, forstaar man, at Kærligheden, hvormed Forstanderinden og Plejerskerne omfatter de smaa Patienter, her maa kunne blive ligesom inderligere, fordi dette langt mere er et Hjem, et Asyl, end en Anstalt. Og Børnene - de af dem, der overhovedet formaar at vise en Følelse, de, der - om end kun glimtvis - har en Smule Bevidsthed om den Kærlighed, der ydes dem - , de kan søge at gengælde den saa famlende, rørende.

Der er Børn her fra 4-5-Aars Alderen til 16-17 Aar. Børn, med vanskabte, misdannede ufuldkomne Lemmer og med de Aandssvages uhyggelige Hovedformationer, - Børn, der kan tale, frembringe enkelte stakaandede Sætninger, og Børn, som Dag ud og Dag ind sidder i deres Stol og virrer frem og tilbage, tilbage og frem, med det uformelige Hoved, medens de udstøder uartikulerede Lyde, eller savler ustandseligt ned i en Emaljeskaal, der er spændt under Hagen paa dem. Men de af dem, der overhovedet har Glimt af Fatteevne, er som oftest musikalske. Forstanderinden fortalte mig, da jeg var derude, at skønt de intet som helst andet kan lære - slet intet - kan de dog synge, huske baade Tekst og Melodier. Og jeg hørte dem synge - klare og rene var Stemmerne og Tekst og Melodi blev overholdt - , men Sangen lød livløs og mekanisk.

"Men," sagde Forstanderinden, "det er til saa stor Glæde baade for dem og os, det, at de kan synge."

Og jeg begreb, at det maatte være det, for der er dog alligevel som en Gnist af aandeligt Liv i denne Fatteevne overfor Toner.

Et andet Eksempel - et lillebitte, som Tegn paa en pludselig opdukkende Forstaaelse, hvor alle aandelige Rørelser ellers syntes mødte, fortalte Forstanderinden mig. Det var to Smaapiger, hvis Iagttagelsesevne, ingen før havde anet. som alligevel maatte have set, at Forstanderinden, naar hun kom ind i deres Opholdsstue, af Ordensvane pillede nogle Trævler op fra Gulvet. En Dag, da hun kom ind, bukkede de sig efter Trævlerne og kom hen og rakte hende dem. Man maa have set disse aandssvage Børn og kende deres aandelige uformaaenhed for at forstaa, hvor meget et saadant lille Træk betyder, hvilke Haab, det kan give, og hvilken Agtpaagivenhed Forstanderinde og Plejersker efter dette omgiver dem med for at opspore, om der dog ikke skulde vise sig flere Tegn paa bare den allersimpleste menneskelige Udvikling.

Meget Haab om nogen - end ikke den allersvageste - Art af Udvikling, giver de smaa Patienter paa "Karens Minde" ikke, og netop derfor er de Kvinders Kærlighedsgerning saa stor, de, som Dag ud og Dag ind maa pleje og hæge om alle disse Liv, der kun rent fynsk fungerer. Men det er som lagt godt, at Asylet "Karens Minde" er indrettet som et godt og hyggeligt Hjem; det mildner Elendigheden og gør, at der dog trods alt kan blive et Samliv derude, mellem de gode, venlige Plejersker, den elskelige Forstanderinde og alle de smaa, hjælpeløse Asylister, som dog - glimtvis i alt Fald - ad en aller anden Vej mærker den Kærlighed, hvormed de omgives.

Karia Behrens.

(København 13. juli 1907).


"Asyl for Aandssvage" Mindetavle over en af indgangene til Karens Minde. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hermann Ebert (1855-1936). (Efterskrift til Politivennen)

Kendte Mænd


Herman Ebert.

Den Mand, hvis Billede vi i Dag bringer, er Jyde - og Københavns mange Jyder er utvivlsomt overbevist om, at kun en af deres egne kunde præstere det Arbejde, som Borgerrepræsentant, Grosserer Herman Ebert kan se tilbage paa.

Men trods Jyskheden er Hr. Eberts Navn for bestandig knyttet til Amager. Ikke det gamle Hvidkaalshovede-Amager, men den moderne Storstadsanneks, som han selv har været med til at skabe. Herm. Eberts Historie og Sundbyernes Historie falder sammen.

I 1880, da han var 25 Aar gammel, startede han en Forretning i Sundby, som i 1880 flyttede hen paa Amagerbrogade. Samtidigt med, at han drev sin egen Forretning i Vejret, tog han ivrigt Del i det kommunale Arbejde. Det var paa hans Initiativ, at Taarnby i sin Tid blev udskilt fra Sundby Sogn Det var ham, der tik gennemført Anlæget af Sundby Gas- og Vandværk, og som Formand for Sogneraadet i dettes sidste tre Tilværelsesaar, ledede han Forhandlingerne om Indlemmelsen. Da denne havde fundet Sted, fik han Sæde i Københavns Borgerrepræsentation som særlig Repræsentant for Sundbyerne, og han har siden udført el energisk Arbejde for at skaffe sin gamle Kommune samme Fordele som det indre København.

Mest er Hr. Ebert dog kendt som Bygherre Københavns største. "Eberts Villaby" med de fra Kristian II. s Tid hentede Gadenavne er kendt af alle; derimod er det mindre bekendt, at han ogsaa har opført en, mere borgerlig anlagt, Villaby ved Sundbyøster. Ialt 128 Villaer er der bygget under hans Auspicier, og alle har de været Mønsterboliger. Hans Forbrug af Bygningsmateriale er saa stort, at han har anlagt et eget Savskæreri paa Amager og erhvervet et Teglværk i Nordsjælland.

De mange Villakolonier, som i de senere Aar har rejst sig rundt omkring København, har alle Eberts til Mønster, men ingen har som han forstaaet at give sine Foretagender en flot Start - til Reklame for sin første Villaby anvendte han saaledes 30.000 Kr.

Ikke uden Grund kaldes Ebert "Amagers Konge", og denne uofficielle Titel vil han sikkert beholde, indtil den afløses af en officiel.

(Morgenbladet Adresse-Avisen 24. juli 1907)


Tegning fra København 8. november 1894 i anledning af at Ebert opstillede som kandidat til sognerådet i Sundbyerne. Dengang blev han kaldt "Amagers Konge". 

1880 fik Ebert borgerskab og åbnede en lille købmandsbutik i Nygade, nu Sverrigsgade. Han anlagde et kaffebrænderi, dampsavskæreri (1896), snedkeri, teglværk i Villingebæk ved Gilleje. Formand for Sundbyernes sogneråd 1899. Eberts Villaby, 1894 ff, desuden Villaby ved Øresundsvej. 1901 Bellevue-kvarteret ved Sundby Parkanlæg, hjørnet af Holmbladsgade og Venusvej (nu Polensgade) - 4 etages ejendomme. Eberts vision var villabyggeri. Han var kritisk over for det storstilede spekulationsbyggeri. Ejendommen "Sønderborg" på Amagerbrogade finansierede han også.

Demarkationsservitutten forhindrede alt sammenhængende, højt og grundmuret byggeri fra Christianshavn til Sundbybommen. På hjørnet af Amagerbrogade og Holmbladsgade lå en benmølle og syrefabrik. Indtil 1905 lå "Fredens Mølles Fabriker", i folkemunde kaldet "Benmøllen" på hjørnet af Holmbladsgade og Amagerbrogade. Beboerne klagede over stanken til sognerådet. Men det gjorde ikke noget ved det da det bestod af rige amagerbønder der boede langt væk fra stedet. Først da socialdemokraterne fik flertal i sognerådet, blev "Benmøllen" lukket og fabrikken jævnet med jorden. Ebert købte efterfølgende grunden, samt bebyggelsen på den anden side af gaden af grosserer Holmblad. "Bomhuset" forsvandt ved samme lejlighed, dog ikke bomafgiften. Bommanden flyttede i stedet ind i en af stuelejlighederne i det nye kompleks.

Ebert blev begravet på Sundby Kirkegård, og fik Ebertsgade opkaldt efter sig.

I maj 1921 brændte grosserer Eberts hjørneejendom Holmbladsgade 74 og Ungarnsgade 1, og raserede 25-30 meter af tagetagen. Foto fra Aftenbladet (København) 12. maj 1921.

Søren Peter Jensen Bech 1836-1909 (6/6). (Efterskrift til Politivennen)

Enkefru Petersen døde i marts 1899 90 år gammel, og det viste sig at kaptajn Bech havde set rigtigt: Hun efterlod sig en formue på 3/4 million kroner. Arvingerne var spredt rundt, flere udvandret til USA. 

Hof- og Stadsretten frikendte i april 1899 redaktøren for Folkets Avis Rex i en sag anlagt af krigsminister Tuxen for fornærmelige udtalelser om hæren i en artikel om kaptajn Bech.

Garver Thaulow døde i juli 1900, 67 år gammel.

I september 1903  var Horsens Folkeblad på besøg på Horsens Tugthus som havde set Bech: Kaptajn Bech som er nået op i femte Klasse, en gammel grå mand der stod bøjet over en spinderok og stirrede nærsynet på trådene. 

Kaptajn Bechs todtenschläger blev overgivet til Københavns Kriminalmuseum omkring 1904 og hans portræt udstillet på væggen.

5. december 1905 bebudes det at Bech muligvis bliver benådet. Det skete i forbindelse med tronskiftet.

I Fredericia Social-Demokrat 19. april 1907 kunne man læse at kaptajn Bech gjorde Strøget usikkert ved at fornærme alle de damer han kom i nærheden af, og at der er sket adskillige henvendelser til politiet. 

Den 1. juli 1907 blev han arresteret for falsk og bedrageri, plattenslagerier og affattelse af bønskrifter med falske underskrifter, påtrængende anmodninger om penge, nærmest af karakter som pengeafpresning.

Kaptajn Beck.

Snedige Forbrydelser.

Agent i "Kgl. Hofleverandør".

Han samlede ind til "Kapt. Beck".

(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")
København, Onsdag.
Som tidligere omtalt, er Kaptajn Bech - han, der forsøgte at slaa Bankbudet Thaulow ihjel - paany bleven arresteret, denne Gang for Pengeafpresning, Plattenslageri o. l. Det vil erindres, at det var hans Søn, som en Gang solgte Kongens Guldkaret. Man har senere sammenlignet denne Bedrist med Kaptajnen fra Køpenichs.

Men naar man nu hører, hvad Faderen har kunnet præstere, forundres man ikke længer over Sønnens Genialitet, og man maa sande det gamle Ord, at Æblet falder ikke langt fra Stammen. Historien, vi her skal fortælle, er en Anmeldelse, som i Dag er indgaaet til det Kriminalkammer, der behandler Sagen mod Kaptajn Bech.

Anmelderen er en meget bekendt københavnsk Fabrikant og Handlende, Indehaver af vore fineste "Huse". 

En Dag fik han Besøg os en ældre nobelt udseende Herre, gammel Officer. Den Fremmede præsenterede sig som Sekretær Bech, Hofmarskallatet.

Den følgende Scene fandt Sted i Fabrikantens Privatkontor.

Fabrikanten spurgte, hvormed han kunde være til Tjeneste.

- Jo, ser De, svarede 'Sekretæren, vi i Hofmarskallatet har saa tidt talt om, hvorfor en saa dygtig og fremragende Mand som De ikke har faaet tildelt Prædikatet "Kgl. Hofleverandør". Sætter De maaske ikke Pris derpaa.

- Jo, hvor kan De tro andet, men jeg har virkelig aldrig gjort mig Haab derom - jeg har simpelt hen aldrig leveret noget til Hosset.

- Siger intet, min Bedste. Det skal vi nok ordne. De ønsker altsaa Titlen.

Fabrikanten bekræftede dette paa det ivrigste, og da hans sjældne Gæst noget efter forlod ham, fulgte han ham dybt bukkende til Døren.

Der gik nogle Dage, saa viste Sekretæren sig igen.

- Ja, nu er den Sag i Orden; i Morgen eller i Overmorgen vil De faa officiel Meddelelse derom. - Men for at begynde med det samme - kan De skaffe et Klaver til "Viking" - et Hoffet vil skænke til Skibet?

- Ja, saa gerne. Hvad maa det koste? 800 Kr.?

- Nej, Hoffet er virkelig ikke smaaligt! 1000 - 1200 - Lad os sige 1200! Forresten var det nær gaaet galt med min Plan . Det viste sig, at De havde Fjender i Hofmarskallatet. Parterne stod omtrent lige. Naa, saa gav jeg en Middag til 130 Kr., saa var Modstanden borte.

- Men maa jeg da ikke have den Fornøjelse at refundere Sekretæren dette Beløb?

- Nej. Ja-e. Jo-e - - Jo, saaænd. Det er der ikke noget i.

Og Fabrikanten hentede øjeblikkelig Pengene og udbetalte Sekretæren dem.

Denne var ingen ringere end Kaptajn Bech. 

Paa anden Vis har Bech vist sig som en snedig Bedrager. Bl. a. har han gaaet omkring og samlet ind til den stakkels Kaptajn Beck, som ved Tidernes Ugunst sank ned til at blive en Forbryder".

I Spidsen af Listen, hvorpaa man tegnede sig, figurerede Navne som: Bille-Brahe, Howden-Rønnenkamp, Holstein-Holsteinborg - alle med Bidrag paa 2 a 300 Kr. Det var Navne, han selv havde anført for at lokke andre med. Og Forsøget lykkedes; en gav 100, en anden 75 o. s. v.

Det er i det hele taget et langt Synderegister, Retten syntes at oprulle for ham.

(Aarhuus Stifts-Tidende 18. juli 1907)


Han blev dømt til 120 dages tvangsarbejde. Men han blev forinden indlagt til observation for sindssyge. Han afsonede heraf 60 dage for betleri og blev løsladt juleaften 1907. I februar 1908 blev han indlagt som lem på Almindeligt Hospital. Her døde han 20. oktober 1909, 72 år gammel.

Som nævnt var en af hans sønner, Asger Bech i første halvdel af 1890'erne i aviserne for en omfattende og iøjnefaldende sag om vekselfalsk mm. Bedre gik det en af hans andre sønner, Bekker Philip Bech:

Bekker Philip Bech (1869-1928) var en anden søn af Søren Peter Jensen Bech og Cathrine Thomsen. I 1892 blev han elev ved Dagmarteatret. Han rejste mens sagen stod på i årene 1895-98 rundt i provinsen og vendte tilbage til Dagmarteatret. 1900-13 var han ansat ved Aarhus Teater og spillede her flere fremtrædende roller. I 1913 gik han til Det ny Teater og Odense Teater 1926-27. Sideløbende med det havde han en filmkarriere med debut i 1910 hos Fotorama. I 1913 rykkede han til København og blev tilknyttet til Nordisk Film, hvor han ofte spillede roller som millionær, direktør, godsejer o.lign. Han medvirkede i mere end 100 stumfilm og var aktiv lige til sin død i 1928, hvor han spillede med i den sidste stumfilm produceret hos Nordisk Film, "Jokeren". Philip Bech segnede død om på Casinos lille Teater, hvor han spillede med i "Det dødbringende kys". Philip Bech blev den 25. juli 1908 gift i Aarhus Domkirke med Johanne Bang (f. 18-03-1883). Han efterlod sig ved sin død hustru og to børn bosat i Frankrig. Han er begravet på Vestre Kirkegård. Foto Det Kongelige Bibliotek. Muligvis omfattet af ophavsret.

Kort referat på denne side: Søren Peter Jensen Bech. (1897)